Vejledning om søgsmålsfrist i aktindsigtssag

§ 31 i den dagældende skattestyrelseslov (lovbekendtgørelse nr. 531 af 25. juni 1999 med senere ændringer) har følgende ordlyd

’ § 31. Medmindre andet er bestemt efter anden lovgivning, kan en afgørelse truffet af en skatte-, afgifts- eller toldmyndighed først indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af den øverste administrative klageinstans på området. Retten kan dog tillade, at et nyt spørgsmål inddrages under retssagen, hvis det har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, og det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, eller der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten.

Stk. 2. Er der forløbet mere end 6 måneder efter sagens indbringelse for den endelige administrative instans, kan sagen dog indbringes for domstolene, selv om der endnu ikke er truffet en afgørelse.

Stk. 3. En endelig administrativ afgørelse kan ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Har den endelige administrative instans afvist at behandle sagen, kan afvisningen ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afvisningen er sket.’

Bestemmelsen i § 31 i skattestyrelsesloven fik i det væsentlige sit nuværende indhold ved lov nr. 1098 af 29. december 1997. Af de almindelige bemærkninger til § 31 i lov nr. 1098 af 29. december 1997 (Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 1406f) fremgår

’Der foreslås under § 1, nr. 15, en harmonisering af fristerne for borgernes indbringelse af afgørelser på skatte-, told- og afgiftsområdet for domstolene. I den forbindelse stilles der forslag om, at den borger, der indbringer en sådan forvaltningsafgørelse for domstolene, indenfor de rammer, der efter retsplejeloven gælder for anke, kan fremføre nye påstande og anbringender under retssagen, og dermed ikke helt er bundet af de synspunkter, der er fremført overfor forvaltningsmyndighederne.’

Af de specielle bemærkninger til § 31 i lov nr. 1098 af 29. december 1997 (Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 1410) fremgår

’Der stilles forslag om at harmonisere fristerne for borgernes indbringelse af afgørelser på skatte-, afgifts- og toldområdet for domstolene.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke kun afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten, men afgørelser på hele skatteministerens ressort, herunder endelige administrative afgørelser truffet af Ligningsrådet, et skatteankenævn eller en statslig told- og skattemyndighed.

Efter forslaget kan en borger som hidtil først indbringe en afgørelse for domstolene, når den øverste administrative instans på området enten har efterprøvet afgørelsen eller har afvist klagen. Dog kan sagen indbringes for domstolene, hvis der er gået mere end 6 måneder efter, at sagen er indbragt for den øverste administrative instans, og denne endnu ikke på dette tidspunkt har afgjort klagen eller afvist at behandle denne.

Det foreslås endvidere, at en administrativ afgørelse som hidtil ikke skal kunne indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at den øverste administrative instans på området enten har afgjort klagen eller afvist at behandle denne.

Forslagets gennemførelse medfører på ligningsområdet, at søgsmålsfristen for sager, som Landsskatteretten har påkendt, fortsat er 3 måneder. Forslagets gennemførelse medfører endvidere på ligningsområdet, at søgsmålsfristen for sager, som Landsskatteretten har afvist at behandle, begrænses til 3 måneder efter, at afvisning er sket, hvorimod der i dag mindst kan foretages sagsanlæg i disse tilfælde indtil den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb, jf. § 31, stk. 3 og 4, i skattestyrelsesloven.

Endvidere indebærer lovforslagets gennemførelse, at den særligt korte søgsmålsfrist på 1 år for visse afgørelser vedrørende dødsboer og gaveafgift, jf. § 31, stk. 5, i den gældende skattestyrelseslov, ophæves.’

Efter skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, er det en betingelse for domstolsprøvelse af en afgørelse truffet af en skatte-, afgifts- eller toldmyndighed at den øverste administrative klageinstans på området har prøvet afgørelsen eller har afvist en klage over afgørelsen. Efter skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, kan en endelig administrativ afgørelse ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter at den øverste administrative instans på området enten har afgjort klagen eller afvist at behandle denne.

Af ligningsvejledningen for 1999, side 596 (A.H.7.3) fremgår bl.a. følgende

’SSL’s frister for sagsanlæg påses ikke af domstolene selv. Det betyder, at landsretten behandler sagen, medmindre Skatteministeriet nedlægger påstand om afvisning. Hvis der nedlægges berettiget påstand om afvisning på grund af fristoverskridelse under landsretssagen, vil landsretten afvise sagen, jf. TfS 1998, 634 ØLD.’

Told- og Skattestyrelsen har truffet afgørelsen af 12. maj 2000 i medfør af § 17, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1070 af 17. december 1999 om sagsudlægning (nu § 15, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 948 af 30. oktober 2001) som sekretariat for Ligningsrådet. Denne afgørelse kan, jf. bekendtgørelsens § 17, stk. 3, ikke påklages til anden administrativ myndighed. Det er derfor for bedømmelsen af den i afgørelsen indeholdte vejledning kun relevant om tremånedersfristen i skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, finder anvendelse på disse afgørelser.

1. Kan prøvelsesbegrænsninger antages at finde anvendelse på aktindsigtsafgørelser?

a. Om administrativ rekurs

For så vidt angår adgangen til at klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelser om aktindsigt til en anden forvaltningsmyndighed (rekurs), antages at bestemmelser der fastsætter særlig frister eller begrænser kredsen af klageberettigede, er uden betydning for adgangen til at klage over afgørelser om aktindsigt.

Jeg henviser i den forbindelse til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 333, John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer (1998), s. 273, Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 337, og Justitsministeriets vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven (pkt. 100).

Denne antagelse har støtte i forarbejderne til bestemmelserne i forvaltningslovens § 16, stk. 4, og offentlighedslovens § 15, stk. 2 (Folketingstidende 1985-1986, tillæg A, sp. 144 og 232), hvorefter afgørelser om aktindsigt kan påklages særskilt til den myndighed der er klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den sag aktindsigten vedrører. Antagelsen hviler på en forudsætning om at den pågældende bestemmelse alene tager sigte på det materielle sagsforhold, jf. således N. Eilschou Holm, UfR 1970 B, s. 161, og Justitsministeriets vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven (pkt. 100).

Efter den praksis der havde været fulgt på baggrund af forarbejderne til bestemmelsen i den tidligere offentlighedslovs § 8, stk. 1, var det således antaget at Landsskatteretten var kompetent til at tage stilling til klager over de lokale ligningsmyndigheders afgørelser vedrørende aktindsigt. Ved bekendtgørelse nr. 398 af 23. juli 1974 blev det dog i medfør af offentlighedslovens § 8, stk. 1, sidste led, fastsat at afgørelser i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen der træffes af Ligningsrådet, et amtsskatteråd, et skatteråd eller et skyldråd, påklages til finansministeren, uanset at afgørelsen er truffet i forbindelse med en sag der kan indbringes for Landsskatteretten efter reglerne i landskatteretsloven. Jeg henviser til betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision, s. 311.

I dag findes der i bekendtgørelse nr. 948 af 30. oktober 2001 om sagsudlægning regler om rekurs for afgørelser om aktindsigt på skatte- og afgiftsområdet der fraviger de regler om rekurs der gælder i forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den sag aktindsigten vedrører. Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i en række skatte- og afgiftslove, herunder § 38 i skattestyrelsesloven, § 16, stk. 5, i forvaltningsloven og § 15, stk. 7, i offentlighedsloven.

b. Om domstolsprøvelse

Adgangen til domstolsprøvelse af afgørelser om aktindsigt, bl.a. i sager på skatteområdet, (i modsætning til administrativ rekurs) kan ikke siges at bero på bestemmelser i forvaltningsloven eller offentlighedsloven, men følger direkte af grundlovens § 63.

Det må derfor efter min foreløbige opfattelse, på samme måde som ved administrativ rekurs, generelt antages at bestemmelser der fastsætter særlige frister eller begrænser kredsen af søgsmålsberettigede, er uden betydning for adgangen til at indbringe afgørelser om aktindsigt for domstolene. Jeg har i den forbindelse lagt vægt på at det må forudsættes at bestemmelser der fastsætter særlig frister eller begrænser kredsen af søgsmålsberettigede, alene tager sigte på det materielle sagsforhold (herunder spørgsmålet om ugyldighed som følge af formelle fejl) medmindre andet fremgår af bestemmelsen eller dens forarbejder. Jeg bemærker endvidere at der - i forhold til afgørelser om aktindsigt - ikke gør sig de samme hensyn gældende til formel og materiel retskraft som ved afgørelser om materielle skattespørgsmål.

Jeg bemærker i den forbindelse at domstolsprøvelse af afgørelser om aktindsigt ikke kan antages at have den store praktiske betydning, jf. N. Eilschou Holm, Ugeskrift for Retsvæsen 1970 B, s. 162f.

Herfor taler efter min foreløbige opfattelse også at bestemmelser der fastsætter særlige frister for domstolsprøvelsen, ikke fra et bestemt tidspunkt generelt ville kunne afskære søgsmål vedrørende afgørelser om aktindsigt i en given sag, idet sådanne prøvelsesbegrænsninger kun ville gælde i forhold til den part eller anden borger der ved en konkret afgørelse har fået afslag på aktindsigt i sagen. En anden borger (eller en anden part såfremt der er flere parter i sagen) ville senere kunne anmode om aktindsigt i den samme sag og ville kunne indbringe et afslag herpå for domstolene inden for en søgsmålsfrist der beregnes i forhold til den aktindsigtsafgørelse der er truffet i forhold til denne borger eller part.

Dette medfører at der for så vidt angår bestemmelser der fastsætter særlige frister eller begrænser kredsen af søgsmålsberettigede, kræves at det udtrykkeligt fremgår af bestemmelserne eller deres forarbejder at disse bestemmelser finder anvendelse på afgørelser om aktindsigt. Der må således kræves meget klar hjemmel i loven for at prøvelsesbegrænsningerne i skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, finder anvendelse på afgørelser om aktindsigt i Ligningsrådets sager.

2. Fortolkning af skattestyrelseslovens § 31

Skattestyrelsesloven indeholder hovedsagelig regler der beskriver de kommunale og statslige skattemyndigheders opgaver i forhold til nogle angivne typer af skatte- og afgiftssager, disse myndigheders organisation samt fastsætter formelle regler vedrørende behandlingen af skatteansættelser, regler om bindende forhåndsbesked, skatteforbehold og omgørelse tillige med regler om klage og domstolsprøvelse.

Det er fast antaget at afslag på aktindsigt efter offentlighedsloven og forvaltningsloven er afgørelser i forvaltningslovens forstand. Ordlyden af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 31 (’en afgørelse truffet af en skatte-, afgifts- eller toldmyndighed’ og ’En endelig administrativ afgørelse’) omfatter således som udgangspunkt afgørelser om aktindsigt truffet af myndigheder på hele skatte-, afgifts- eller toldområdet, herunder afgørelser om aktindsigt i ligningsrådssager, truffet af Told- og Skattestyrelsen som sekretariat for Ligningsrådet. På den anden side fremgår det dog ikke udtrykkeligt af ordlyden af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 31 at aktindsigtsafgørelser er omfattet af bestemmelsen.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 at det er tilsigtet at skattestyrelseslovens § 31, som affattet ved denne lov, skal finde anvendelse på afgørelser om aktindsigt.

Forud for lov nr. 1098 af 29. december 1997 omfattede skattestyrelseslovens § 31 kun sager som kunne påklages til Landsskatteretten (’sager om spørgsmål, som Landsskatteretten kan påkende’, ’sager, som Landsskatteretten har påkendt’ og ’sager, som Landsskatteretten har afvist’), jf. § 31 i lov nr. 824 af 19. december 1989.

For så vidt angår den forud for lov nr. 1098 af 29. december 1997 gældende formulering af bestemmelsen i § 31 i skattestyrelsesloven, kan det således anføres at Landsskatteretten i henhold til daværende bekendtgørelse nr. 653 af 18. september 1990, udstedt i medfør af forvaltningslovens § 16, stk. 5, offentlighedslovens § 15, stk. 3, og § 38 i skattestyrelsesloven (om klage over visse skatte- og vurderingsmyndigheders afgørelser om aktindsigt), ikke kunne behandle isolerede klager over afgørelser om aktindsigt truffet i forbindelse med sager hvor Landsskatteretten i henhold til skattestyrelsesloven kunne træffe endelig administrativ afgørelse.

Efter bekendtgørelsens § 2 kunne aktindsigtsafgørelser truffet af en kommunal skattemyndighed, et skatteankenævn, et vurderingsråd eller et skyldråd i disse sager påklages til Told- og Skattestyrelsen, ligesom Told- og Skattestyrelsens og Ligningsrådets afgørelser i disse sager ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Det bemærkes i den forbindelse at følgende fremgår af bemærkningerne til § 31 i lov nr. 824 af 19. december 1989 (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 255) om skattemyndighedernes organisation og opgaver (den nuværende hovedlov).

’Bestemmelsen i § 36, stk. 1 (lovens § 31, stk. 1) fastslår, at sager kan indbringes for domstolene, der er berettiget til at efterprøve sagernes materielle indhold. Det er en betingelse, at sagen forinden har været indbragt for Landsskatteretten, når sagen drejer sig om spørgsmål, som Landsskatteretten er kompetent til at tage stilling til.’

I lov nr. 281 af 8. juni 1977 havde § 29, stk. 1, følgende formulering

’ § 29. Sager om skattespørgsmål, der omfattes af denne lov, og som domstolene kan påkende, kan ikke indbringes for disse, forinden landsskatteretten har påkendt eller afvist sagen. Retssag skal anlægges inden 6 måneder efter afsigelsen af landsskatterettens kendelse.’

Isolerede afgørelser om aktindsigt i sager der i øvrigt kunne påklages til Landsskatteretten, var således ikke omfattet af prøvelsesbegrænsningerne i den forud for lov nr. 1098 af 29. december 1997 gældende affattelse af skattestyrelseslovens § 31.

Dette forhold taler efter min foreløbige opfattelse imod at prøvelsesbegrænsningerne i den nugældende affattelse af skattestyrelseslovens § 31 ? uden udtrykkelig støtte i bestemmelsen eller forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 ? kan anses at omfatte ’isolerede’ aktindsigtsafgørelser, herunder Told- og Skattestyrelsens afgørelser om aktindsigt i Ligningsrådssager. Samtidig taler dette forhold efter min foreløbige opfattelse for at prøvelsesbegrænsningerne i den nugældende affattelse af skattestyrelseslovens § 31 alene kan antages at tage sigte på det materielle sagsforhold, herunder spørgsmålet om en afgørelse er ugyldig på grund af formelle fejl.

Det fremgår som nævnt ikke udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd ? eller af forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 ? at det er tilsigtet at skattestyrelseslovens § 31, som affattet ved denne lov, skal finde anvendelse på afgørelser om aktindsigt.

Det fremgår derimod af forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 (Folketingstidende, tillæg A, 1997-98, s.1406ff) at formålet med den gennemførte ændring af skattestyrelseslovens § 31 var at harmonisere fristerne for borgernes indbringelse af afgørelser på skatte-, afgifts- eller toldområdet for domstolene. Det bemærkes i den forbindelse at der hidtil på ligningsområdet havde været forskel på søgsmålsfristen for sager som Landsskatteretten havde påkendt, og søgsmålsfristen for sager som Landsskatteretten havde afvist, ligesom der hidtil havde været en særlig søgsmålsfrist for visse afgørelser vedrørende dødsboer og gaveafgift.

Det fremgår endvidere af forarbejderne til den ved lov nr. 1098 af 29. december 1997 indførte affattelse af § 31 at bestemmelsens anvendelsesområde samtidig blev udvidet fra som hidtil at omfatte afgørelser der kunne påklages til Landsskatteretten, til at omfatte afgørelser på hele skatteministerens ressortområde, herunder endelige administrative afgørelser truffet af Ligningsrådet, et skatteankenævn eller en statslig told- og skattemyndighed.

Selv om begrebet ’afgørelser’ som ovenfor anført omfatter afslag på aktindsigt, fremgår det efter min foreløbige opfattelse ikke med tilstrækkelig sikkerhed heraf at der med den ændrede affattelse af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 31 er tilsigtet en udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde til også at omfatte aktindsigtsafgørelser på hele skatteområdet.

Jeg har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på at de specielle bemærkninger, jf. Folketingstidende, tillæg A, 1997-98, s. 1410, til den ved lov nr. 1098 af 29. december 1997 gennemførte affattelse af skattestyrelseslovens § 31 indeholder en beskrivelse af hvilke ændringer forslaget medfører på ligningsområdet. Denne beskrivelse vedrører alene de sager som Landsskatteretten har påkendt eller afvist hvilket som ovenfor anført ikke omfatter afgørelser om aktindsigt. Beskrivelsen taler således modsætningsvis for at den ved lov nr. 1098 af 29. december 1997 gennemførte affattelse af skattestyrelseslovens § 31 ikke tager sigte på afgørelser om aktindsigt på ligningsområdet.

Jeg henviser endvidere til at § 2, nr. 5, og § 6, nr. 3, i lov nr. 1098 af 29. december 1997 ophævede prøvelsesbegrænsningerne i den daværende momslovs § 80, stk. 3 og 4 (jf. lovbekendtgørelse nr. 634 af 23. juli 1997), og § 17A, stk. 3 og 4, i den daværende lov om arbejdsmarkedsfonde (jf. lovbekendtgørelse nr. 744 af 21. september 1997).

Det fremgår af ordlyden af momslovens § 80, stk. 3, og § 17A, stk. 3 og 4, i lov om arbejdsmarkedsfonde (’sager om spørgsmål efter denne lov’) at disse prøvelsesbegrænsninger ikke fandt anvendelse på isolerede afgørelser om aktindsigt i sager efter momsloven og lov om arbejdsmarkedsfonde.

Det fremgår således ikke af forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 at den ændrede affattelse af skattestyrelseslovens § 31 og ophævelsen af momslovens § 80, stk. 3 og 4, og § 17A, stk. 3 og 4, i lov om arbejdsmarkedsfonde ville medføre at der i modsætning til tidligere ville komme til at gælde begrænsninger også i forhold til adgangen til domstolsprøvelse af isolerede afgørelser om aktindsigt i sager efter momsloven og lov om arbejdsmarkedsfonde.

Det fremgår derimod af forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 (Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s.1412) at ophævelsen af momslovens § 80, stk. 3 og 4, var en konsekvens af de foreslåede ændringer til skattestyrelseslovens § 31. For så vidt angår bestemmelsen i § 17A, stk. 3 og 4, i lov om arbejdsmarkedsfonde, fremgår det af forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 (Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 1414) at bl.a. den samtidig foreslåede ændring af skattestyrelseslovens § 31 sikrer at de processuelle regler i arbejdsmarkedsfondslovens § 17A videreføres i skattestyrelsesloven ? også for så vidt angår de sagstyper efter arbejdsmarkedsfondsloven hvor kompetencen til at træffe afgørelse i klagesager ikke ifølge forslaget skulle overføres til Landsskatteretten.

Det kan efter min foreløbige opfattelse heraf udledes at det ikke med ophævelsen af prøvelsesbegrænsningerne i momslovens § 80, stk. 3 og 4, og § 17A, stk. 3 og 4, i lov om arbejdsmarkedsfonde var tilsigtet at der i fremtiden skulle gælde begrænsninger i adgangen til domstolsprøvelse af isolerede afgørelser om aktindsigt i sager efter disse to love.

Dette taler efter min foreløbige opfattelse også for at den ændrede affattelse af prøvelsesbegrænsningerne i skattestyrelseslovens § 31, også for så vidt angår andre sagsområder, ikke kan anses at tage sigte på indbringelse for domstolene af isolerede afgørelser om aktindsigt i sager efter momsloven og lov om arbejdsmarkedsfonde. I modsat fald ville skattestyrelseslovens § 31 få et forskelligt anvendelsesområde alt efter hvilken lov der regulerer den sag hvori der er søgt om aktindsigt.

Jeg bemærker i den forbindelse at afgørelser som en skatte-, afgifts- eller toldmyndighed træffer vedrørende anmodninger om aktindsigt, træffes i henhold til forvaltningsloven og offentlighedsloven. Den omstændighed at en skattemyndighed i forhold til en anmodning om aktindsigt fra en borger der ikke er part i den pågældende sag, i medfør af offentlighedslovens § 14 kan meddele afslag på aktindsigt i oplysninger der efter en konkret vurdering er omfattet af tavshedspligten i skattestyrelseslovens § 37, kan efter min foreløbige opfattelse ikke i sig selv bevirke at aktindsigtsafgørelser anses for omfattet af prøvelsesbegrænsningerne i skattestyrelseslovens § 31. Et afslag på aktindsigt vil her skulle gives med henvisning til offentlighedslovens § 14.

Jeg bemærker i den forbindelse endvidere at det er fast antaget i den skatteretlige litteratur at skattestyrelseslovens prøvelsesregler kun skal anvendes i forhold til afgørelser der er omfattet af skattestyrelsesloven - direkte eller efter en henvisning i en særlov.

Jeg henviser til Jens Olav Engholm Jacobsen i Skatteretten 3, 3. udgave (2000), s. 614f, udtrykkeligt, og i samme retning Lida Hulgaard mfl., Lærebog om Indkomstskat, 9. udgave (2000), s. 30f.

Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 12. maj 2000 er ? som tidligere anført ? truffet efter § 17, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1070 af 17. december 1999 om sagsudlægning. Denne bekendtgørelse er udstedt med hjemmel i en række skatte- og afgiftslove samt § 16, stk. 5, i forvaltningsloven, § 15, stk. 3, i offentlighedsloven og § 38 i skattestyrelsesloven (sidstnævnte bestemmelse er en bestemmelse der bl.a. bemyndiger skatteministeren til at bemyndige de statslige eller kommunale myndigheder til at træffe afgørelse efter skattestyrelsesloven. Det samme gælder afgørelser på ministerens forretningsområde i øvrigt. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om klageadgang). Bekendtgørelse nr. 1070 af 17. december 1999 indeholder ingen bestemmelser om domstolsprøvelse eller begrænsninger heri. Bekendtgørelsen fastlægger et forskelligt kompetencesystem alt efter om en sag drejer sig om et materielt skattespørgsmål eller aktindsigt.

Den vurdering myndighederne foretager i forbindelse med afgørelser om ansøgning om aktindsigt, beror således ikke på skatteansættelsesvurderinger, men på vurderinger efter offentlighedsloven, forvaltningsloven og skattestyrelseslovens § 37 (om tavshedspligt). Jeg henviser i den forbindelse til de betragtninger der fremgår af Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 86f*, vedrørende konkurrencenævnets opkrævning af gebyr ved klage over aktindsigt.

3. Konklusion

Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte vedrørende bestemmelsens kontekst, forhistorie og forarbejder er jeg - uanset ordlyden af skattestyrelseslovens § 31 - af den foreløbige opfattelse at prøvelsesbegrænsningerne i skattestyrelseslovens § 31 ikke finder anvendelse på isolerede aktindsigtsafgørelser, men alene tager sigte på det materielle indhold af afgørelser på skatte-, afgifts- og toldområdet, herunder om sådanne afgørelser er ugyldige på grund af formelle fejl.

Efter min foreløbige opfattelse var det i den konkrete sag forkert når Told- og Skattestyrelsen i styrelsens afgørelse af 12. maj 2000 anførte en frist for dennes indbringelse for domstolene på 3 måneder efter afgørelsens datering, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 3.

Jeg er på det grundlag indstillet på at henstille til told- og skattemyndighederne at overveje om ikke retsstillingen bør præciseres, f.eks. ved en ændring af vejledningen ’Processuelle regler på Told-Skats område’.”

Ved Skatteministeriets brev af 24. maj 2002 og Told- og Skattestyrelsens brev af 18. april 2002 kom told- og skattemyndighederne med deres bemærkninger til min foreløbige redegørelse.

Af Skatteministeriets brev af 24. maj 2002 og Told- og Skattestyrelsens brev af 18. april 2002 fremgik at styrelsen hidtil havde lagt afgørende vægt på ordlyden af skattestyrelseslovens § 31. En sådan fortolkning førte ifølge styrelsen umiddelbart til at også afgørelser om aktindsigt var omfattet af bestemmelsen. Told- og Skattestyrelsen kunne imidlertid som helhed tilslutte sig min fortolkning af skattestyrelseslovens § 31 ud fra en samlet vurdering af bestemmelsens kontekst, forhistorie og forarbejder. Dette gjaldt uanset ordlyden af bestemmelsen da det ikke fremgik udtrykkeligt af hverken bestemmelsen eller dens forarbejder at afgørelser om aktindsigt var omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Det var således Told- og Skattestyrelsens opfattelse at den opståede fortolkningstvivl vedrørende bestemmelsens anvendelsesområde af retssikkerhedsmæssige grunde skulle afklares til fordel for borgerne. Det fremgik endvidere at Told- og Skattestyrelsen på den baggrund var indstillet på ? i overensstemmelse med mit forslag ? at præcisere retstilstanden ved en ændring af vejledningen ”Processuelle regler på Told- Skats område”.

Det fremgik af Skatteministeriets brev af 24. maj 2002 at ministeriet var enigt i at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås at der med den ved lov nr. 1098 af 29. december 1997 ændrede affattelse af skattestyrelseslovens § 31 var tilsigtet en udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde til også at gælde isolerede aktindsigtsafgørelser på Skatteministeriets område, og at den opståede fortolkningstvivl vedrørende bestemmelsens anvendelsesområde skulle afklares til fordel for borgerne.

Det fremgik endvidere af Skatteministeriets brev af 24. maj 2002 og Told- og Skattestyrelsens brev af 18. april 2002 at det var styrelsens opfattelse at det som konsekvens af en sådan ændret fortolkning af skattestyrelseslovens § 31 ligeledes burde overvejes at ophæve prøvelsesbegrænsningerne for administrativ klage for afgørelser om aktindsigt, hvilket ville være en genindførelse af den retstilstand der var gældende før der ved bekendtgørelse nr. 303 af 2. maj 2000 om sagsudlægning blev indført en klagefrist på 3 måneder for administrativ klage over afgørelser om aktindsigt. Skatteministeriet oplyste at ministeriet ville overveje dette spørgsmål i forbindelse med en revision af bekendtgørelse nr. 948 af 30. oktober 2001 om myndighedsinddeling og sagsudlægning.

Dette tog jeg til efterretning over for Skatteministeriet og Told- og Skattestyrelsen idet jeg dog bad Skatteministeriet orientere mig om resultatet af ministeriets overvejelser vedrørende en ophævelse af klagefristen for administrativ klage over afgørelser om aktindsigt.

Jeg bad endvidere Told- og Skattestyrelsen orientere mig når revisionen af vejledningen ”Processuelle regler på Told-Skats område” var tilendebragt.

NOTE: (*) FOB 1990, s. 86.

Vejledning om søgsmålsfrist i aktindsigtssag

Told- og Skattestyrelsen afslog den 12. maj 2000 en anmodning fra en borger om at få aktindsigt efter reglerne i forvaltningsloven i en sag ved Ligningsrådet. Told- og Skattestyrelsen anførte i styrelsens afgørelse af 12. maj 2000 en frist for dennes indbringelse for domstolene på 3 måneder efter afgørelsens datering, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 3.

I forbindelse med min behandling af en klage fra borgeren over Told- og Skattestyrelsens afgørelse om aktindsigt besluttede jeg at udskille spørgsmålet om den af styrelsen meddelte vejledning om at der gælder en frist på 3 måneder for afgørelsens indbringelse for domstolene, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, til en særskilt sag som jeg efter ombudsmandslovens § 17, stk. 1, besluttede at rejse over for Told- og Skattestyrelsen.

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

I min foreløbige udtalelse skrev jeg bl.a.

”Forvaltningslovens § 26, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985 som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991, fastsætter følgende vedrørende vejledning om frist for indbringelse af afgørelser for domstolene

’ § 26. Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens anlæg, skal være ledsaget af oplysning herom.’

Der gælder i almindelighed ingen frist for indbringelse af afgørelser for domstolene. Der må således kræves positiv hjemmel i lov eller anordning for at der gælder en sådan frist. Der kan i den forbindelse henvises til Bent Christensen, Forvaltningsret - Prøvelse (1994), s. 32, Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 540, Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner (1997), s. 309, Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret (1965), s. 589, og Ugeskrift for Retsvæsen 1952, s. 869 Ø. Dog vil domstolsprøvelse kunne nægtes ? enten fordi sagen ikke længere kan oplyses forsvarligt, eller fordi den tid der er gået, må sidestilles med passivitet fra borgerens side.

Told- og Skattestyrelsen henviste i sin afgørelse af 12. maj 2000 til søgsmålsfristen i skattestyrelseslovens § 31, stk. 3.

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

3.

Konklusion

Resumé

I forbindelse med ombudsmandens behandling af en klage fra en skatteyder om at få aktindsigt efter reglerne i forvaltningsloven i en sag ved Ligningsrådet besluttede ombudsmanden over for Told- og Skattestyrelsen at rejse en særskilt egen drift sag vedrørende spørgsmålet om styrelsens vejledning om at der gælder en frist på 3 måneder for afgørelsens indbringelse for domstolene, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 3.

Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse bl.a. at det på samme måde som ved administrativ rekurs generelt må antages at bestemmelser om særlige frister eller begrænsninger af kredsen af søgsmålsberettigede ikke gælder for adgangen til at indbringe afgørelser om aktindsigt for domstolene. Det medfører at der for så vidt angår sådanne bestemmelser, kræves at det udtrykkeligt fremgår af bestemmelserne selv eller deres forarbejder at de også finder anvendelse på afgørelser om aktindsigt.

Ombudsmanden mente efter en samlet vurdering - uanset ordlyden af skattestyrelseslovens § 31 - at prøvelsesbegrænsningerne i skattestyrelseslovens § 31 ikke finder anvendelse på isolerede aktindsigtsafgørelser, men udelukkende tager sigte på det materielle indhold af afgørelser på skatte-, afgifts- og toldområdet.

Told- og Skattestyrelsen meddelte efterfølgende at styrelsen var indstillet på ? i overensstemmelse med ombudsmandens forslag ? at præcisere retstilstanden ved en ændring af vejledningen ”Processuelle regler på Told-Skats område”. Skatteministeriet meddelte endvidere at ministeriet i forbindelse med en revision af bekendtgørelse om myndighedsinddeling og sagsudlægning ville overveje spørgsmålet om ophævelse af klagefristen for administrativ klage over afgørelser om aktindsigt. (J.nr. 2002-0019-209).