Told og Skats aflysning af to udlæg i sommerhus

Told og Skats aflysning af to udlæg i sommerhus

A klagede over skattemyndighedernes behandling af en sag om udlæg i hans ejendom. Af sagen fremgik at told- og skattefogeden den 24. maj 1995 på begæring af Told- og Skatteregion København 3 foretog udlæg i A’s ejendom matr.nr. ( ) for et beløb på 6.239 kr. I Told og Skats udlægsbog nr. 68, s. 139, er det anført at udlægget dækker restancer vedrørende udlæg nr. 4 og 6. Udlægget blev tinglyst den 1. juni 1995 og benævnes i den efterfølgende fremstilling af sagen som udlæg 1.

Den 18. juli 1995 foretog told- og skattefogeden for Told- og Skatteregion København 3 udlæg i A’s faste ejendom for et beløb på 54.963 kr. Det fremgår af udlægsbog nr. 73, s. 51, at udlægget dækker restancer vedrørende udlæg 8. Dette udlæg blev tinglyst den 9. oktober 1995 og benævnes i det følgende som udlæg 2.

Den 20. august 1996 foretog told- og skattefogeden for Told- og Skatteregion København 1 udlæg i ejendommen for et beløb på 134.737 kr. Det fremgår af udlægsbog nr. 49, s. 21, at udlægget dækkede restancen vedrørende udlæg nr. 4, 6, 8 og 11. Udlægget blev tinglyst den 26. august 1996 og benævnes i det følgende som udlæg 3.

Den 3. september 1997 skrev A til Told- og Skatteregion København 1 at sommerhuset var sat til salg, og at han i mellemtiden ville foretage en omlægning af de bestående lån for bl.a. at nedbringe sin restance til Told og Skat. Den 5. september 1997 skrev A til Told- og Skatteregion København 3 at regionens udlæg 1 var betalt, og at regionens udlæg 2 var indeholdt i region København 1’s efterfølgende udlæg 3. Han bad derfor om at udlæg 1 og 2 blev aflyst.

Told- og Skatteregion København 1 besvarede begge A’s breve den 16. september 1997 og skrev bl.a. følgende

”For så vidt angår aflysning af det tinglyste udlæg vil dette først kunne ske når regionen modtager skriftlig indeståelse fra den advokat, der berigtiger handelen, om, at provenuet ved salget vil blive anvendt til dækning af prioritets/pantehæftelser i ejendommen.”

A skrev igen den 2. oktober 1997 til Told- og Skatteregion København 1 og gjorde opmærksom på at udlæg 1 var betalt, og at udlæg 2 også var indeholdt i udlæg 3.

På en edb-udskrift af 9. juli 1998 vedrørende A’s restancer til skattemyndighederne har Told- og Skatteregion København samme dato bl.a. noteret følgende

”Tlf. talt med ejd.mægler ( ) der er ved at sælge ejendommen (tlf ). Oplyst ham om, at der for de 3 udlæg i fast ejd. skyldes i alt (udlæg 4-11) 110.592 kr.”

Den 10. juli 1998 oplyste Told- og Skatteregion København på forespørgsel i et brev til Bank B at skattemyndighedernes samlede tilgodehavende på de tre udlæg var 119.490 kr. Regionen tilføjede

”Det skal bemærkes, at de 2 først tinglyste udlæg på henholdsvis 6.239 kr. og 54.965 kr. burde have været aflyst, idet disse indgår i udlæg tinglyst med 134.737 kr.”

Bank B skrev herefter den 27. juli 1998 til Told- og Skatteregion København at A’s sommerhus nu var solgt, og tilføjede bl.a. følgende

”Betaling af pantehæftelserne vil ske i tinglysningsorden, og De bedes for god ordens skyld bekræfte (i.h.t. Deres brev af 10/7-98), at vi kan betragte tinglyst udlæg 1/6-95 kr. 6.239,- og 9/10 95 kr. 54.965,- som aflyste, således at Told/Skat alene bliver tilgodeset efter tinglyst udlæg 26/8-96 på kr. 134.737,-, hvor Deres samlede tilgodehavende udgør kr. 119.490,- i.h.t. Deres brev.

Samtidig bedes De bekræfte, at Deres udlæg kan aflyses, også selvom Deres tilgodehavende ikke bliver indfriet i sin helhed.”

I et udateret notat har Told- og Skatteregion København anført følgende

”Salg af fast ejendom - se-nr ( )

Der er foretaget udlæg i fast ejendom (sommerhus) således

01.06.95, kr. 6.239 dækkende udlæg 4 og 6

09.10.95, kr. 54.965 dækkende udlæg 4, 6, 8 og 9

26.08.96, kr. 134.737 dækkende udlæg 4, 6, 8, 9, 10 og 11

Som det fremgår er der foretaget udlæg for samme skyld indtil flere gange, hvilket ikke er korrekt.

Har talt med Bank (B) i ( ) der har følgende pant i ejendommen

150.000 kr. som ligger før nogle af vores udlæg.

100.000 kr. som ligger imellem vores 2 og 3 udlæg.

Det har derfor lige pludselig betydning, at vi har foretaget udlæg for samme skyld indtil flere gange.

Har på det foreliggende grundlag valgt at acceptere at told-skat kun bliver tilgodeset på sidste udlæg, idet dette omfatter den samlede skyld. Den samlede skyld er dd opgjort til 119.490 kr.

Der bliver ikke fuld dækning til os. Forventet ca. 25.000 kr.”

Told- og skatteregionen har efterfølgende oplyst over for mig at notatet er udarbejdet umiddelbart efter en telefonsamtale med Bank B den 30. juli 1998.

Told- og Skatteregion København skrev herefter den 4. august 1998 bl.a. følgende til Bank B

”Som aftalt telefonisk den 30. juli 1997, skal det herved bekræftes, at

told og skat accepterer at blive tilgodeset udelukkende på grundlag af tinglyst udlæg af den 26.8.1996 på kr. 134.737, med et tilgodehavende pr dags dato på kr. 119.490.

udlægget kan aflyses, selvom tilgodehavendet ikke bliver fuldt indfriet.”

Bank B meddelte den 18. august 1998 told- og skatteregionen at der nu var sket betaling af pantehæftelserne i tinglysningsorden med følgende fordeling

”

Indfrielse af p.m.opr.kr. 70.000,- kr. 7.800,90

Indfrielse af p.m.opr.kr. 170.000,- .. kr. 26.155,53

Indfrielse af engagement i

Bank (B), ejerpantebrev kr.

250.000,- + max 5 års rente min. 6% p.a. ... kr. 276.576,53

Ejendomsskat . kr. 2.295,13

Skødeomkostninger kr. 3.700,00

Mægleromkostninger .. kr. 12.448,75

Garantiprov kr. 1.382,50

Omk. til omprioritering af ejendommen . kr. 4.120,00

I.h.t. købsaftalen side 1 a

Betalt til el-installatør kr. 953,93

Reserveret af advokaten til

reparation af utæt tag ved

skrotrenden, isætning

af nye vinduer m.v. kr. 24.750,00

kr. 360.183,27

hvilket giver et restprovenu til Told/Skat på kr. 6.682,62, ”

Told- og Skatteregion København skrev til A den 25. august 1998 at de 3 udlæg samme dato var sendt til aflysning, og at han nu kunne søge om eftergivelse af momsgælden.

A indgav herefter ansøgning om eftergivelse den 31. august 1998. Told- og Skatteregion København afslog den 21. september 1998 ansøgningen og anførte bl.a. følgende som begrundelse for afslaget

”I cirkulæret (pkt. 2.2.5) er det således omtalt, at ’ det taler mod eftergivelse såfremt skylden er pådraget ved strafbare forhold.’

Da det fremgår af sagen, at en væsentlig del af skylden, nemlig efterangivelse for 1993, er stiftet med forsæt til unddragelse af moms og har medført bødeansvar efter lovens straffebestemmelser er eftergivelse alene af denne grund udelukket.

Endvidere finder man, at De ikke har udvist tilstrækkelig interesse i at afvikle restancerne. Bortset fra provenuet i forbindelse med salget af Deres sommerhus er restancerne de seneste år alene nedbragt ved modregning og negativ momsangivelse for oktober kvartal 1995 eller ved modregning af overskydende skat.

I samme tidsrum har husstandens indtægtsforhold været af en sådan størrelse, at der ville kunne være afdraget på restancerne.”

Den 6. oktober 1998 skrev A bl.a. følgende til Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med en klage over regionens afslag

”Fordi T/S ikke aflyser de 2 før omtalte udlæg, resulterer dette i, at banken får hele sit tilgodehavende på ca. kr. 270.000 og T/S modtaget en check på kr. 6.682,62.

Som det fremgår af dette brev gør jeg fra starten T/S opmærksom på endda flere gange, at de første 2 udlæg, var betalt, skulle have været aflyst af T/S. Var det sket havde T/S fået udbetalt kr. 119.490, hvilket banken var indstillet på, på daværende tidspunkt.

Både min kone og jeg er p.t. på dagpenge, og jeg har ingen mulighed for p.t. at kunne afdrage på min gæld til T/S, selvom det hele tiden har været min hensigt, og var hele formålet med, at jeg satte mit sommerhus til salg.”

Told- og Skattestyrelsen fastholdt den 18. januar 1999 regionens afgørelse med samme begrundelse. Styrelsen tilføjede bl.a. følgende

”Med hensyn til det anførte om udlæg oplyser regionen, ’at regionen havde foretaget i alt 3 udlæg på ejendommen, nemlig for 6.239 kr., 54.965 kr. og senest for 134.737 kr.

Eftersom skylden vedrørende første og andet udlæg var indeholdt i skylden omfattet af det tredje udlæg (dobbeltudlæg), meddelte man Bank (B) den 10. juli 1998, at man ville aflyse de to første udlæg og alene henholde sig til det tredje udlæg på 134.737 kr.

På denne baggrund rykkede man ’ned’ i prioritetsordenen og blev alene dækket med førnævnte 6.682 kr.’.”

Den 3. februar 1999 bad A Told- og Skattestyrelsen om at genoptage sagen bl.a. med henvisning til at baggrunden for at told- og skatteregionen kun var fyldestgjort med 6.682,62 kr. af provenuet fra salget af sommerhuset, var at regionen havde afvist hans anmodning om aflysning af udlæg 1 og udlæg 2.

Told- og Skattestyrelsen genoptog herefter behandlingen af sagen. Under sagens behandling gjorde A i brev af 21. april 1999 styrelsen opmærksom på at regionens oplysninger om at der ved fordelingen af provenuet ikke var påført ham skade eller yderligere gæld, ikke var korrekt. A henviste således til at han ikke kunne trække renter af momsgæld fra i skat. Den 3. maj 1999 traf Told- og Skattestyrelsen afgørelse om at der fortsat ikke var grundlag for at imødekomme A’s ansøgning om eftergivelse af momsgælden. Styrelsen anførte bl.a. følgende i afgørelsen

”Styrelsen er enig med regionen i, at ved den fordeling af provenuet der er sket ikke er påført Dem skade eller yderligere gæld, samt at såfremt provenuet var fordelt anderledes ville det blot medføre en anden sammensætning af Deres gæld. Regionen bemærker i sin udtalelse, at havde De haft til hensigt at provenuet skulle fordeles på en anden måde end efter prioritetsordenen burde De have instrueret og truffet aftale med Deres bank herom.”

Den 20. august 1999 klagede A til mig over skattemyndighedernes behandling af sagen vedrørende aflysningen af udlæg i hans ejendom. Han anførte bl.a. at behandlingen af sagen havde medført at han nu sad tilbage med en fortsat stor gæld til Told og Skat hvor påløbne renter ikke er fradragsberettigede. Jeg bad den 15. oktober 1999 Told- og Skattestyrelsen om udlån af sagens akter. Efter en foreløbig gennemgang af akterne bad jeg den 17. december 1999 Told- og Skattestyrelsen og Told- og Skatteregion København om en udtalelse i anledning af A’s klage. Jeg bad om at skattemyndighederne i udtalelserne bl.a. kom nærmere ind på baggrunden for at aflyse de udlæg der blev foretaget den 24. maj 1995 og den 18. juli 1995, således at skattemyndighedernes krav alene var sikret ved udlægget foretaget den 20. august 1996 og efter Bank B’s krav i prioritetsordenen.

I en udtalelse til mig af 3. februar 2000 skrev Told- og Skattestyrelsen bl.a. følgende

”Styrelsen skal om baggrunden for at aflyse de 2 første udlæg bemærke følgende. Regionen har erkendt, at beløbet ifølge udlæg 2 er indeholdt i udlæg 3 og imødekom derfor (A)’s anmodning om at få aflyst udlæg 1 (der var betalt) og udlæg 2 som indgik i udlæg 3. Gælden er således alene sikret ved udlæg 3.

Regionen bemærker, at man på dette tidspunkt ikke vidste, at man ved at aflyse udlæg 2 rykkede ned i prioritetsordenen efter Bank (B)’s pant. Regionen bemærker endvidere, at såfremt man havde afslået anmodningen med hensyn til at aflyse udlæg 2 mod til gengæld at nedskrive beløbet på udlæg 3 med det tilsvarende beløb, havde man alene kunnet gøre dette krav gældende ved udlodningen. Regionen oplyser, at man i så fald kunne have modtaget 48.283 kr., men ikke 119.490 kr., som (A) hævder i sit brev af 21. april 1999 til styrelsen.

Styrelsen er enig med regionen i, at da man imødekom anmodningen om at aflyse de 2 første udlæg, kunne man ikke efterfølgende gøre andet krav gældende overfor banken end gælden på udlæg 3.

Styrelsen må efter de foreliggende oplysninger konstatere, at regionens aflysning af udlæg 1 og 2 bevirkede, at gælden til regionen rykkede ’ned’ i prioritetsordenen og derved blev ringere stillet, idet gælden herefter alene blev sikret ved udlæg 3, hvilket medførte at regionens andel af provenuet ved salget af sommerhuset kun blev 6.682,62 kr.

Aflysningen af regionens 2 første udlæg bevirkede, at Bank (B) rykkede op i prioritetsrækkefølgen, hvorved bankens gæld blev fuldt ud indfriet ved salget af sommerhuset.

Det forhold, at (A) nu har en gæld til regionen, hvor påløbne renter ikke er fradragsberettiget, og det forhold, at (A) ville have haft fradragsret for renterne af gælden til banken, hvis denne gæld ikke var blevet fuldt ud indfriet, kan der efter styrelsens opfattelse ikke nu ændres på.

Hvis der foretages udlæg for beløb, der tidligere er foretaget udlæg for, vil det/de første udlæg bortfalde. Det er derfor styrelsens opfattelse, at regionens aflysning af udlæg 1 og 2 er foretaget med rette.”

Den 8. februar 2000 bad jeg om A’s eventuelle bemærkninger til myndighedernes udtalelser, og han svarede den 6. marts 2000 bl.a. følgende

”Efter nøje at have gennemlæst de respektive svar, forbavser det mig, at begge myndigheder påpeger, at man - imødekom - min anmodning om at få aflyst udlæg 1 og 2.

Det var jo netop det man ikke gjorde -

I denne fase, hvor banken fik indbetalt pengene for handelen, var jeg ikke indblandet og korrespondancen skete mellem Told og Skat og Bank (B) ...”

I forbindelse med min gennemgang af sagen blev jeg opmærksom på at oplysningerne i sagens akter om hæftelserne på A’s ejendom ikke umiddelbart stemte overens idet det af ejendomsmæglerens salgsopstilling og Bank B’s opgørelse over fordeling af provenuet fra salget af ejendommen fremstod som om der kun var tale om ét ejerpantebrev. Jeg stillede derfor myndighederne nogle spørgsmål om sagens faktiske omstændigheder. Samtidig spurgte jeg til regionens undersøgelser og overvejelser forud for at regionen accepterede at blive fyldestgjort alene på grundlag af udlæg 3.

Told- og Skattestyrelsen henviste i et svar af 15. marts 2001 i det hele til Told- og Skatteregion Københavns udtalelse af 6. marts 2001 hvori regionen bl.a. anførte følgende

”Told og Skat har i oktober måned 1995 indhentet udskrift af tingbogen for den pågældende ejendom, hvoraf fremgår de udlæg som på daværende tidspunkt var foretaget på ejendommen (udlæg 1 og 2). Det fremgår endvidere, at der (som hæftelse 3) er lyst et ejerpantebrev på stort 150.000 kr. til (A).

Der er ikke efterfølgende eller i forbindelse med udlæg 3 indhentet tingbogsudskrift og regionen har derfor ikke været vidende om, at der efter udlæg 2 var udstedt endnu et ejerpantebrev på 100.000 kr.

I forbindelse med salget af ejendommen i august 1998 har banken, som det fremgår af det udaterede notat, gjort regionen opmærksom på ejerpantebrevene og deres stilling i tingbogen,

Regionen har alligevel valgt alene at holde sig til udlæg 3 og har kun efterfølgende udbedt sig en opgørelse over provenuets anvendelse.

- hvornår blev regionen bekendt med disse faktiske omstændigheder vedrørende de tinglyste hæftelser på ejendommen (herunder ønskes oplyst tidspunktet for den telefonsamtale mellem regionen og Bank (B) som der henvises til i ovenfor omtalte udaterede notat)?

Regionen blev først bekendt hermed da ejendomsmægler ( ) den 9. juli 1998 kontakter regionen med henblik på at få oplyst den aktuelle skyld på de udlæg regionen har lyst på ejendommen.

Specialkonsulent ( ), Region København, har oplyst, at han af banken den 30. juli 1998 blev telefonisk orienteret om de nævnte ejerpantebreve, og at det udaterede notat er udfærdiget umiddelbart herefter.”

Regionen vedlagde samtidig en aktuel udskrift af ejendommens tingbog. Det fremgår heraf at ejerpantebrevet den 2. november 1995 blev forhøjet med 100.000 kr. til i alt 250.000 kr. således at udvidelsen bl.a. respekterede udlæg 1 og 2.

I et brev til mig af 24. april 2001 bemærkede A i anledning af skattemyndighedernes supplerende udtalelser at Bank B havde oplyst at banken havde fulgt normal procedure, og at der således ikke var tale om at engagementet med A var blevet udvidet mellem udlæg 2 og 3.

I en foreløbig redegørelse i sagen udtalte jeg herefter følgende

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

”I mit brev til (A) af 17. december 1999 bemærkede jeg at jeg ikke havde forstået hans henvendelse som en klage over at Told- og Skattestyrelsen havde stadfæstet regionens afslag på hans ansøgning om eftergivelse af momsgælden.

Ombudsmandens virksomhed omfatter ikke domstolene, herunder fogedretterne (§ 7, stk. 2, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Jeg er derfor afskåret fra at tage stilling til klager over forhold i den offentlige forvaltning i det omfang disse forhold er bedømt af domstolene. Af principielle grunde der følger af denne begrænsning, afstår jeg i det hele fra at behandle klager over forhold på områder hvor der findes en særlig let adgang til domstolsprøvelse af forholdet.

En sådan adgang til domstolsprøvelse findes bl.a. for så vidt angår det offentliges inddrivelse af skatter og andre ydelser som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, idet det påhviler told- og skattefogeden at underrette fogedretten om indsigelser mod et udlæg som fremsættes under en udlægsforretning (§ 6 i lovbekendtgørelse nr. 572 af 20. juni 2001 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.)

Indsigelser mod grundlaget for foretagelsen af udlæg 3, herunder oplysninger om at der var foretaget udlæg for en del af skylden tidligere, kunne være rejst over for told- og skattefogeden med henblik på forelæggelse for fogedretten til stillingtagen. Jeg er derfor afskåret fra at tage stilling til spørgsmålet om hvorvidt det var berettiget at Told- og Skatteregion København begærede udlæg foretaget bl.a. for restancer som allerede var sikret ved udlæg i ejendommen.

Jeg har ved min vurdering af sagen lagt følgende til grund

· at gælden som var sikret ved udlæg 1, var betalt på tidspunktet for salget af (A)’s ejendom således at Told- og Skatteregion København ikke kunne være blevet fyldestgjort yderligere på grundlag af dette udlæg.

· at Told- og Skatteregion København, hvis regionen også var blevet fyldestgjort på grundlag af udlæg 2, kunne have modtaget i alt 48.283 kr. (41.600 kr. mere end man modtog) af provenuet fra salget af (A)’s ejendom idet der efter delvis dækning af Bank (B)’s krav ikke ville være yderligere provenu til dækning af gælden sikret ved udlæg 3. Jeg henviser til brev fra Bank (B) til Told- og Skatteregion København af 18. august 1998 om fordeling af provenuet fra salget af ejendommen og til Told- og Skattestyrelsens udtalelse til mig af 3. februar 2000.

· at (A) blev stillet ringere ved den foretagne fordeling af provenuet end hvis Told- og Skatteregion København også var blevet fyldestgjort på grundlag af udlæg 2. Ganske vist var en del af den gæld som ville være blevet nedbragt, ikke rentebærende, men (A) har ikke fradragsret for påløbne renter på sin gæld til skattemyndighederne hvilket han havde for sin gæld til Bank (B). Jeg henviser til (A)’s breve herom til skattemyndighederne og til mig samt Told- og Skattestyrelsens udtalelse til mig af 3. februar 2000.

Told- og Skattestyrelsen har i udtalelsen af 3. februar 2000 henholdt sig til regionens oplysning om at regionen aflyste udlæg 1 og udlæg 2 efter anmodning fra (A).

I brevet til (A) af 16. september 1997 oplyste Told- og Skatteregion København 1 at aflysning af tinglyste udlæg først ville kunne ske når regionen havde modtaget skriftlig indeståelse fra den advokat der berigtigede handelen, om at provenuet ved salget ville blive anvendt til dækning af prioritets- og pantehæftelser i ejendommen. Dette brev må efter min opfattelse forstås som en afvisning af (A)’s anmodning om at udlæg 1 og 2 blev aflyst som blev fremsat i brevet af 5. september 1997.

I brevet af 10. juli 1998 til Bank (B) oplyste Told- og Skatteregion København at udlæg 1 og 2 burde have været aflyst. Under telefonsamtalen med Bank (B) den 30. juli 1998 accepterede Told- og Skatteregion København at blive fyldestgjort alene på grundlag af udlæg 3. Dette tilsagn blev skriftligt bekræftet den 4. august 1998 i regionens brev til Bank (B). Told- og Skatteregion København har imidlertid ikke på noget tidspunkt meddelt (A) at man nu ville imødekomme hans anmodning om at aflyse udlæg 1 og udlæg 2. Dette sammenholdt med den manglende tidsmæssige sammenhæng mellem (A)’s anmodning og regionens beslutning om at der kunne bortses fra udlæg 2 ved udlodning af provenuet, betyder at det efter min opfattelse ikke kan lægges til grund at regionen ved beslutningen imødekom en anmodning fra (A).

Told- og Skatteregion København har bemærket at man på tidspunktet for imødekommelsen af (A)’s anmodning om aflysning af udlæg 1 og 2 ikke vidste at konsekvensen heraf ville være at regionens krav rykkede ned i prioritetsordenen (Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 18. januar 1999 og styrelsens udtalelse til mig af 3. februar 2000). Da jeg som ovenfor anført ikke mener at regionens beslutning skal ses som en imødekommelse af (A)’s anmodning, har jeg forstået denne tilkendegivelse således at regionen traf beslutning om at acceptere fyldestgørelse alene på grundlag af udlæg 3 på et tidspunkt hvor man ikke var bekendt med at dette ville medføre ringere dækning.

Told- og Skatteregion København har i udtalelsen til mig af 6. marts 2001 oplyst at man blev bekendt med de faktiske omstændigheder vedrørende de tinglyste hæftelser på ejendommen i forbindelse med den telefoniske henvendelse fra ejendomsmægleren. Regionen har endvidere oplyst at også Bank (B) telefonisk den 30. juli 1998 gjorde opmærksom på bankens pant i ejerpantebrevet forud for udlæg 3. Som det fremgår af det ovenfor anførte, gav Told- og Skatteregion København i samme telefonsamtale den 30. juli 1998 tilsagn om at acceptere fyldestgørelse alene på grundlag af udlæg 3. Jeg må herefter lægge til grund at Told- og Skatteregion København på dette tidspunkt var orienteret om konsekvenserne af accepten. På den baggrund finder jeg det beklageligt at Told- og Skatteregion København har oplyst og Told- og Skattestyrelsen lagt til grund at regionen ikke var bekendt hermed.

Som ovenfor anført har jeg endvidere lagt til grund at (A) blev stillet ringere ved den foretagne fordeling af provenuet idet han - uanset at en del af den gæld som ville være blevet nedbragt, ikke er rentebærende - ikke har fradragsret for påløbne renter på sin gæld til skattemyndighederne. I den forbindelse har skattemyndighederne flere gange over for (A) oplyst at den foretagne fordeling af provenuet ikke har haft økonomisk betydning for ham. Først i forbindelse med Told- og Skattestyrelsens udtalelse til mig af 3. februar 2000 har styrelsen erklæret sig enig i at sagen har haft økonomisk betydning for (A) på grund af forskellen i fradragsret for renterne af gælden. Jeg finder det beklageligt at skattemyndighederne under sagens behandling urigtigt har lagt til grund at provenufordelingen ikke har haft økonomisk betydning for (A).

Som det fremgår af sagsfremstillingen, havde (A) udtrykkeligt gjort Told- og Skatteregion København opmærksom på at hans hensigt med omprioritering og salg af ejendommen var ønsket om nedbringe sin gæld til regionen. Under disse omstændigheder havde det efter min opfattelse været bedst stemmende med god forvaltningsskik om Told- og Skatteregion København havde orienteret (A) om dels at regionen havde taget spørgsmålet om udlæg 1 og 2 op til fornyet overvejelse, dels at regionen var blevet bekendt med at såfremt man så bort fra disse udlæg ved udlodning af provenuet, ville dette medføre en ringere dækning af regionens tilgodehavende. Ved at give (A) en sådan orientering ville regionen have givet ham lejlighed til at varetage sine interesser bedst muligt.

Ud over spørgsmålet om skattemyndighedernes sagsbehandling i forhold til (A) rejser denne sag også et mere generelt spørgsmål om i hvilket omfang offentlige myndigheder har pligt til at sikre den bedst mulige dækning af det offentliges restancer.

Som en del af regeringens aftale med de kommunale parter om kommunernes økonomi i 1991 indgik at regeringen skulle øge kommunernes mulighed for at inddrive restancer. Denne aftale blev udmøntet ved bl.a. lov nr. 936 af 27. december 1991 om ændring af forskellige lovbestemmelser om erhvervsudøvelse på grundlag af autorisation m.v. Lovændringen gav mulighed for at nægte udstedelse af eller frakende beskikkelse eller autorisation på forskellige områder ved betydelig forfalden gæld til det offentlige. Ved lov nr. 279 af 29. april 1992 ændredes en række andre love også med henblik på at effektivisere restanceinddrivelsen i den kommunale sektor. Ved denne lejlighed blev bl.a. området for krav med udpantningsret for kommuner og amter udvidet.

Ved lovbekendtgørelse nr. 336 af 13. maj 1997 begrænsedes mulighederne for at offentlige myndigheder i forbindelse med offentlige udbudsforretninger kan indgå aftaler om bygge- og anlægsarbejder samt indkøb af varer eller tjenesteydelser hvis tilbudsgiveren har en ubetalt, forfalden gæld på over 100.000 kr. til det offentlige.

Endvidere er der ved lov nr. 1204 af 27. december 1996 om ændring af forskellige lovbestemmelser om inddrivelse af gæld til det offentlige igen sket en udvidelse af området for udpantning således at der bl.a. skete en udvidelse af området for udpantning inden for den del af lovgivningen der administreres af Erhvervsministeriet og Skatteministeriet.

Som det ses heraf, har lovgiver i de seneste år lagt betydelig vægt på at sikre offentlige myndigheder effektive midler i forbindelse med inddrivelse af det offentliges restancer.

Efter min opfattelse har offentlige myndigheder pligt til at forvalte inddrivelsen af offentlige restancer i overensstemmelse med bestræbelserne på at effektivisere restanceinddrivelsen, herunder også pligt til at sikre den bedst mulige dækning af restancerne.

Skattemyndighedernes krav mod (A) er efter lovgivningen tillagt udpantningsret (jf. bl.a. lovbekendtgørelse nr. 804 af 16. august 2000 om merværdiafgiftsloven med senere ændringer, § 81, stk. 7, jf. lov nr. 169 af 15. marts 2000 om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med senere ændringer, § 18, stk. 4), og myndighederne har i medfør heraf bedt told- og skattefogeden om at foretage udlæg i (A)’s ejendom. Med foretagelsen af udlæggene fik myndighederne ret til at forlange (A)’s ejendom realiseret og til at opnå fyldestgørelse af provenuet efter den prioritet udlægget havde, jf. § 538 i lovbekendtgørelse nr. 857 af 12. september 2000 om rettens pleje med senere ændringer. Med tinglysning af udlæggene blev udlæggenes prioritetsplads i ejendommen sikret i forhold til efterfølgende rettigheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 15. september 1986 om tinglysning med senere ændringer, § 1.

Told- og Skatteregion København havde tinglyst sikkerhed for en del af (A)’s gæld forud for Bank (B)’s pant i ejerpantebrevet på 100.000 kr. I overensstemmelse med ovenstående var regionen efter min opfattelse ikke berettiget til at acceptere at der ved udlodning af provenuet blev set bort fra denne sikkerhed således at dækningen af (A)’s restance blev forringet med 41.600 kr. Told- og Skattestyrelsen burde således ikke have erklæret sig enig i regionens beslutning.

Endelig bemærker jeg at det på det foreliggende grundlag ikke kan udelukkes at Told- og Skatteregion Københavns manglende stillingtagen til om der eventuelt burde foretages nedlysning af udlæg 3 i forbindelse med (A)’s første henvendelser til regionen, har haft betydning for ham i forbindelse med hans forsøg på at omprioritere ejendommen. Jeg finder det derfor beklageligt at regionen ikke allerede på dette tidspunkt tog stilling til om nedlysning burde finde sted. Told- og Skattestyrelsen burde endvidere have påtalt dette i forbindelse med styrelsens behandling af (A)’s klagesag.”

Den foreløbige redegørelse blev sendt til A og til Told- og Skattestyrelsen som blev bedt om at indhente kommentarer fra Told- og Skatteregion København med henblik på at de kunne få lejlighed til at komme med bemærkninger til min foreløbige vurdering af sagen.

Told- og Skattestyrelsen skrev bl.a. følgende i brev af 7. november 2001

”Styrelsen og regionen har nu gennemgået sagen på ny og drøftet den i lyset af Deres foreløbige redegørelse. Vi må herefter erkende, at der i behandlingen af sagen er sket flere fejl, hvilket vi beklager.

Konklusionen af drøftelserne mellem styrelsen og regionen er, at begge parter er af den opfattelse, at (A) bør stilles som om Told og Skat blev fyldestgjort på grundlag af udlæg 2 og ikke udlæg 3 ved fordelingen af provenuet fra salget af den faste ejendom matr.nr. ( ), der blev solgt med det formål at fyldestgøre udlægskreditorerne. Det er vores opfattelse, at fyldestgørelsen efter udlæg 3 i den konkrete sag har medført en utilsigtet negativ økonomisk følgevirkning for skyldneren.”

Told- og Skattestyrelsen tilføjede at Told- og Skatteregion København derfor ville nedskrive A’s gæld til skattemyndighederne med i alt 41.600 kr. samt med renter af rentebærende skyld frem til nedskrivningstidspunktet.

A kom ikke med yderligere bemærkninger til sagen.

Herefter afgav jeg følgende udtalelse

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Efter at have gennemgået Told- og Skattestyrelsens bemærkninger til min foreløbige redegørelse må jeg fortsat fastholde det som jeg har givet udtryk for i min foreløbige udtalelse.

Jeg finder det således beklageligt at Told- og Skatteregion København har oplyst og Told- og Skattestyrelsen lagt til grund at regionen ikke på tidspunktet for afgivelsen af tilsagn om accept af fyldestgørelse alene på grundlag af udlæg 3 var orienteret om konsekvenserne af accepten.

Jeg finder det tilsvarende beklageligt at skattemyndighederne under sagens behandling urigtigt har lagt til grund at provenufordelingen ikke har haft økonomisk betydning for (A).

Endvidere havde det efter min opfattelse været bedst stemmende med god forvaltningsskik om Told- og Skatteregion København havde orienteret (A) om dels at regionen havde taget spørgsmålet om udlæg 1 og 2 op til fornyet overvejelse, dels at regionen var blevet bekendt med at såfremt man så bort fra disse udlæg ved udlodning af provenuet, ville dette medføre en ringere dækning af regionens tilgodehavende. Ved at give (A) en sådan orientering ville regionen have givet ham lejlighed til at varetage sine interesser bedst muligt.

Som jeg har givet udtryk for i den foreløbige redegørelse, bør offentlige myndigheder være opmærksomme på lovgivningsbestræbelserne på at effektivisere restanceinddrivelsen således at myndighederne så vidt muligt sikrer den bedst mulige dækning af restancerne og samtidig undgår begunstigelse af private kreditorer på bekostning af dækning af offentlige restancer. I overensstemmelse hermed var regionen efter min opfattelse ikke berettiget til at acceptere at der ved udlodning af provenuet blev set bort fra denne sikkerhed således at dækningen af (A)’s restance blev forringet med 41.600 kr. Told- og Skattestyrelsen burde således ikke have erklæret sig enig i regionens beslutning.

Endelig finder jeg det beklageligt at regionen ikke allerede på tidspunktet for (A)’s første henvendelse tog stilling til om nedlysning burde finde sted. Told- og Skattestyrelsen burde have påtalt dette i forbindelse med styrelsens behandling af (A)’s klagesag.

Told- og Skattestyrelsen og Told- og Skatteregion København har erkendt at der i forbindelse med sagens behandling er sket flere fejl, og beklaget dette. Samtidig har skattemyndighederne tilkendegivet at (A) bør stilles som om disse fejl ikke var sket. På den baggrund har jeg orienteret skattemyndighederne om min endelige opfattelse af sagen, men jeg har ikke grundlag for at foretage mig videre.”

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

Ombudsmandens endelige udtalelse

Resumé

Told- og skattefogeden foretog efter ønske fra Told og Skat tre på hinanden følgende udlæg i en mands sommerhus. Bl.a. med henblik på at nedbringe sin restance til Told og Skat satte manden sommerhuset til salg. Told og Skat aflyste de to første udlæg i sommerhuset. Dette medførte at Told og Skat rykkede ”ned” i prioritetsordenen og modtog 41.600 kr. mindre ved salget. Manden havde ikke fradragsret for renter af gælden til skattemyndighederne.

Ombudsmanden mente det var beklageligt at skattemyndighederne, urigtigt, havde lagt til grund at provenufordelingen ikke havde haft økonomisk betydning for manden. Endvidere mente ombudsmanden det var bedst stemmende med god forvaltningsskik om Told og Skat havde orienteret manden om dels at Told og Skat havde taget spørgsmålet om de to udlæg op til fornyet overvejelse, dels at Told og Skat var blevet bekendt med at såfremt man så bort fra disse udlæg ved udlodning af provenuet, ville dette medføre en ringere dækning af Told og Skats tilgodehavende. Ombudsmanden anførte at myndigheder så vidt muligt bør sikre den bedst mulige dækning af offentlige restancer hvorfor Told og Skat ikke burde have aflyst de to udlæg. Endelig mente ombudsmanden det var beklageligt at Told og Skat ikke allerede ved mandens første henvendelse tog stilling til om nedlysning burde finde sted, og at Told- og Skattestyrelsen burde have påtalt dette over for told- og skatteregionen. (J.nr. 1999-2472-227).