Obligatorisk elektronisk eksamenstilmelding

§ 18. En studerende kan højst 3 gange indstille sig til samme prøve eller anden form for bedømmelse, jf. dog § 16. Institutionen kan tillade indstilling en 4. gang, hvis det er begrundet i usædvanlige forhold.

’

I en vejledning fra 1996 om de forvaltningsretlige konsekvenser af elektronisk arkivering, sagsbehandling og kommunikation har Forskningsministeriet bl.a. anført følgende (s. 17)

’Elektronisk kommunikation med offentlige myndigheder bør være et tilbud. Har en myndighed lovhjemmel hertil, kan den naturligvis kræve elektronisk kommunikation anvendt, men i øvrigt er en borger eller virksomhed ikke forpligtet til at anskaffe særligt teknisk udstyr for at kunne kommunikere med en offentlig myndighed.’

I betænkning nr. 1400/2000 om e-signatur og formkrav i lovgivningen, s. 151ff, foreslås at der indsættes en hjemmel i forvaltningsloven hvorved de enkelte ressortministre kan fastsætte bestemmelser om at der kan anvendes digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning. Det anføres direkte at bestemmelsen ikke skal give hjemmel til at fastsætte bestemmelser som udelukker muligheden for at anvende andre kommunikationsformer, f.eks. ved at fastsætte at henvendelse alene kan ske ved brug af digitale kommunikationsformer. Hjemmelsbestemmelsen forudsættes således udformet på en sådan måde at den giver borgere og virksomheder ret - men ikke pligt - til at benytte digital kommunikation. Udvalget afstod derimod fra at foreslå en generel pligt for borgere til at modtage digitale meddelelser fra offentlige myndigheder på grund af retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.

I UfR 2001, s. 1980, har Højesteret i en kendelse taget stilling til Østre Landsrets stadfæstelse af skifterettens afvisning af en uunderskreven (elektronisk) anmodning fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om tvangsopløsning af et selskab. I kendelsen er anført følgende

’Efter retsplejelovens § 261, stk. 2, skal retten afvise processkrifter, der er underskrevet af andre end parten eller en person, der er berettiget til for vedkommende ret at give møde for parten. Retsplejeloven indeholder således et krav om, at processkrifter skal underskrives. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens anmodning til skifteretten om tvangsopløsning af andelsselskabet er ikke underskrevet, og indgivelsen af den uunderskrevne anmodning har ikke hjemmel i anden lovgivning. Højesteret tiltræder derfor, at anmodningen er afvist af skifteretten, og stadfæster således landsrettens kendelse.’

Af kendelsen fremgår at en eventuel brug af digitale processkrifter selv fra offentlige myndigheder kræver lovhjemmel.

Så meget desto mere må det antages at en pligt for borgeren til at benytte digital kommunikation ved henvendelse til offentlige myndigheder også må forudsætte lovhjemmel.”

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling gav ved brev af 8. januar 2002 Københavns Universitet lejlighed til at udtale sig om mit brev af 11. december 2001.

Københavns Universitet afgav en udtalelse til ministeriet ved brev af 30. januar 2002. Universitetet henholdte sig i det hele til en vedlagt udtalelse fra Det juridiske Fakultet af 18. januar 2002. I udtalelsen fra fakultetet var bl.a. anført følgende

”I ministeriets skrivelse henvises der til Højesterets kendelse af 7. juni 2001, UfR 2001 s. 180. Efter Det Juridiske Fakultets opfattelse vedrører den nævnte kendelse en ganske anden situation. I sagen havde en myndighed på egen hånd søgt at ændre regler og praksis ved den modtagende anden myndighed (skifteretten), og der var tale om et processkrift, hvis form er reguleret i retsplejeloven. Fra denne kendelse kan man ikke slutte, at der gælder en regel, hvorefter det kræver lovhjemmel, at en myndighed på et ulovreguleret område, in concreto formen for eksamenstilmeldinger, regulerer formen for denne, herunder indfører muligheden for digital kommunikation.

Det afgørende må være, om kravene til kommunikationens form har en sådan karakter, at borgerne (in concreto studenterne) stilles væsentligt ringere under den nye ordning. Det er der ikke tale om i dette tilfælde. Tværtimod. Alle studenterne har gennem nyordningen fået tilbudet om at anvende en eksamenstilmeldingsform, der for dem er meget lettere og sikrere end den tidligere.

Såfremt studenten ikke selv råder over det nødvendige it-apparatur og heller ikke er i stand til at anvende de mange maskiner, der er opstillet til brug for de jurastuderende, kan de henvende sig på Studiekontoret. Det er samme sted, som alle tidligere afleverede deres papirtilmeldinger. Her står der maskiner, som kan anvendes, og her er der hele tiden i åbningstiden personale, som hjælper de studerende, som ikke har de nødvendige færdigheder, med anmeldelsen. Selv for de mest ukyndige på it-området medfører den nye ordning altså ikke nogen form for øget besvær.

Det Juridiske Fakultet kan i øvrigt henholde sig til sit brev af 17. april 2001 og Rektors brev af 3. maj 2001.”

Den 5. marts 2002 modtog jeg kopi af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings brev af 4. marts 2002 til universitetet. Af brevet fremgik bl.a. følgende

”Af Forskningsministeriets vejledning fra 1996 om de forvaltningsretlige konsekvenser af elektronisk arkivering, sagsbehandling og kommunikation fremgår bl.a., ’Elektronisk kommunikation med offentlige myndigheder bør være et tilbud. Har en myndighed lovhjemmel, kan den naturligvis kræve elektronisk kommunikation anvendt ...’

Ministeriet medgiver, at en vejledning, der omfatter et område som tilfældet er, naturligvis på visse punkter kan være forældet; men den del af vejledningen, der fastslår, at elektronisk kommunikation med offentlige myndigheder bør være et tilbud, og at et krav om anvendelse kræver lovhjemmel, er stadig gældende.

Ministeriet skal lige som Ombudsmanden pege på betænkning nr. 1400/2000, om e-signatur og formkrav i lovgivningen. Udvalget har bl.a. overvejet, afsnit 6.3.3.3. En mellemløsning, at vedkommende minister bemyndiges til at ændre formkrav, der drejer sig om kommunikation fra borgere og virksomheder til det offentlige, således at det bliver muligt at anvende digital kommunikation i forhold til det offentlige. Udvalget forudsætter hjemmelsbestemmelsen vedrørende ret til digital kommunikation til det offentlige udformet således, at den gør det muligt at fastsætte regler, der giver borgerne og virksomheder m.v. ret til at benytte digital kommunikation i forhold til det offentlige. Derimod skal bestemmelsen ikke give hjemmel til at fastsætte bestemmelser, som udelukker muligheden for at anvende andre kommunikationsformer, f.eks. ved at fastsætte, at henvendelser alene kan ske ved brug af digital kommunikation.

Udvalget peger, afsnit 6.3.3.4. Udvalgets forslag, på denne mellemløsning, som efterfølgende er udmøntet i L 72 forslag til lov om ændring af forvaltningsloven (Digital kommunikation), fremsat af justitsministeren den 30. januar 2002.

Forslaget lyder

’§32 a. Vedkommende minister kan fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation.’

Det fremgår af de generelle bemærkninger til lovforslaget, afsnit 2, Gældende ret, at der ikke findes nogen generel lovregulering for formen for borgernes henvendelser til den offentlige forvaltning. Som udgangspunkt må det derfor antages, at borgerne kan rette henvendelse til forvaltningen i den form, som de selv ønsker. Videre fremgår det, afsnit 3, Justitsministeriets udvalg om retsvirkningerne af digital signatur mv., ’... at hjemmelsbestemmelsen forudsættes udformet således, at borgerne kan få ret, men ikke pligt til at benytte digital kommunikation.’

Af de specielle bemærkninger om § 32 a fremgår, at den foreslåede bemyndigelse ikke indeholder hjemmel til at fastsætte bestemmelser, der udelukker andre kommunikationsformer end digital kommunikation (f.eks. ved at fastsætte at borgernes henvendelse til en offentlig myndighed alene kan ske ved brug af digital kommunikation). Det forhold, at bestemmelsen ikke indeholder hjemmel til at fastsætte bestemmelser, der udelukker andre kommunikationsformer end digital kommunikation, må efter ministeriets opfattelse alt andet lige forudsætte, at det kræver en (anden) lovhjemmel, hvis et sådant krav skal gennemføres.

Ministeriet har indhentet Østre Landsrets kendelse af 31. oktober 2000, som Højesteret stadfæster 7. juni 2001, UfR 2001, s. 1980. Vi finder, at Københavns Universitets udlægning af Højesterets kendelse plausibel, men finder, at Københavns Universitets udlægning af kendelsen ikke ændrer ved det forhold, at en pligt for borgeren til at benytte digital kommunikation ved henvendelse til offentlige myndigheder kræver lovhjemmel, jf. ovenfor.

Idet ministeriet samtidig har noteret sig, at det om kendelsen fremgår, at ’... herunder indfører muligheden (her understreget) for digital kommunikation.’ og videre ’... Alle studenterne har gennem nyordningen fået tilbudet (her understreget) om at anvende...’ går ministeriet ud fra, at der nu alene er tale om et tilbud, og at der således ikke er tale om, at de studerende kun kan tilmelde sig eksamen via Internettet.

Såfremt der skulle være tale om et krav og ikke blot en ret, skal ministeriet henstille, at Københavns Universitet ændrer det obligatoriske krav til en fakultativ ordning.

Ministeriet bemærker sig i øvrigt, at Københavns Universitet i det hele er af den opfattelse, at teknikken frembyder fornøden sikkerhed for såvel afsender som modtager af eksamenstilmeldinger, jf. brev af 17. april 2001 fra Det juridiske Fakultet.”

I brev af 11. marts 2002 skrev jeg til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling at jeg havde noteret mig at ministeriet havde henstillet at Københavns Universitet - såfremt der (fortsat) skulle være tale om et krav og ikke blot en ret til at tilmelde sig eksamen ved digital kommunikation - ændrede det obligatoriske krav til en fakultativ ordning.

Jeg meddelte på den baggrund at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Obligatorisk elektronisk eksamenstilmelding

Af ”Nyt fra Det juridiske Fakultet, Københavns Universitet”, februar 2001, fremgik at tilmelding til sommereksamen 2001 kun kunne ske via Internettet.

Til brug for mine overvejelser om hvorvidt der var grundlag for at jeg af egen drift efter ombudsmandslovens § 17, stk. 1, (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand) tog sagen op til undersøgelse, anmodede jeg ved brev af 12. marts 2001 Det juridiske Fakultet ved Københavns Universitet om en udtalelse om sagen. Jeg henviste i den forbindelse til en vejledning fra 1996 om de forvaltningsretlige konsekvenser af elektronisk arkivering, sagsbehandling og kommunikation hvori Forskningsministeriet bl.a. havde anført følgende (s. 17)

”Elektronisk kommunikation med offentlige myndigheder bør være et tilbud. Har en myndighed lovhjemmel hertil, kan den naturligvis kræve elektronisk kommunikation anvendt, men i øvrigt er en borger eller virksomhed ikke forpligtet til at anskaffe særligt teknisk udstyr for at kunne kommunikere med en offentlig myndighed.”

Rektor for Københavns Universitet sendte ved brev af 3. maj 2001 en udtalelse fra Det juridiske Fakultet. Af udtalelsen fra fakultetet fremgik bl.a. følgende

”Ombudsmanden henviser til en vejledning udgivet af Forskningsministeriet i 1996 om de forvaltningsretlige konsekvenser af elektronisk arkivering, sagsbehandling og kommunikation. Af vejledningen fremgår det, at elektronisk kommunikation med offentlige myndigheder bør være et tilbud til borgeren, og at borgeren ikke kan være forpligtet til at anskaffe særligt teknisk udstyr for at kommunikere med en offentlig myndighed.

Det er fakultetets opfattelse, at reglerne om eksamenstilmelding ikke strider imod den ovennævnte vejledning. Alle jurastuderende ved KU har adgang til Internettet, enten via computere opstillet på Juridisk Laboratorium eller fra andre computere på fakultetets område. Der er endvidere computere opstillet i fakultetets studenterekspedition, hvor der er vejledningsmulighed, således at studerende, der ikke føler sig tryg ved selv at tilmelde sig, kan få hjælp og vejledning. Det betyder naturligvis, at den studerende må møde op på Studiekontoret, men det er ikke forskelligt fra proceduren ifølge den gamle ordning.

Fakultetet mener, at de nye regler om eksamenstilmelding stiller de studerende væsentlig bedre end de gamle regler. Efter den gamle studieordning kunne de studerende kun melde sig til eksamen ved hjælp af en blanket, som personligt skulle afhentes og udfyldes på Studiekontoret. Udover at der kun var adgang for eksamenstilmelding i en uge, betød det, at alle, som ønskede at melde sig til eksamen, skulle møde op på Studiekontoret. Såfremt en studerende var bortrejst, eller på anden måde forhindret i at møde op i den uge, hvor der var åbent for eksamenstilmelding, var det nødvendigt at give en medstuderende fuldmagt til at foretage tilmeldingen. Med den nye ordning om eksamenstilmelding via Internettet er der åbnet for en bedre og lettere adgang til eksamenstilmelding, idet tilmeldingen nu kan ske fra en hvilken som helst computer, som har adgang til Internettet.

Beslutningen om indførelse af elektronisk eksamenstilmelding er truffet af Det juridiske Studienævn, hvor lærere og studerende er ligeligt repræsenteret. Teknikken har forinden været afprøvet gennem en årrække. Eventuelle tvivlsspørgsmål med hensyn til, hvorvidt eksamenstilmelding konkret har fundet sted, behandles altid konkret af Studienævnet. Sådanne spørgsmål har dog kun forekommet i yderst begrænset omfang, hvorfor det i det hele er fakultetets opfattelse, at teknikken frembyder fornøden sikkerhed for såvel afsender som modtager af eksamenstilmeldinger.

Fakultetet bemærker, at den omtalte vejledning daterer sig fra 1996, at udviklingen inden for det heromhandlede område går endog meget hurtigt, og at vejledningen af samme grund allerede på visse punkter kan forekomme forældet. Det gælder således vejledningens forudsætning om, at ’e-post (i dag) stadigvæk er en ny kommunikationsform’. Denne forudsætning har næppe gyldighed i dag, hvor der fra såvel ministerielt hold som fra de studerende selv presses på for at få indført elektronisk kommunikation i alle undervisningsmæssige sammenhænge. Fakultetet er som følge heraf ganske langt fremme i sine planer om at realisere en vision om ’det papirløse fakultet’, hvor ? foruden eksamenstilmelding ? tilmelding til kurser, afholdelse af eksaminer, aflevering af øvelsesopgaver, løbende meddelelser til undervisningshold, ligesom al anden studieinformation foregår elektronisk. På samme måde er det planen at lægge alt undervisningsmateriale, der ikke findes som forlagsudgivne lærebøger, ud på nettet på hjemmesider for de enkelte fag. Det er fakultetets opfattelse, at denne udvikling vil medføre et generelt kvalitetsløft af undervisningen, samtidig med at overgang til elektronisk kommunikation på sigt vil være økonomisk rentabel.

Det tilføjes, at afgørelse af personsager (dispensationssager o. lign.) fortsat sker skriftligt og under iagttagelse af sædvanlige retsgarantier for de studerende. Den elektroniske kommunikation er således i al væsentligt forbeholdt den side af fakultetets virksomhed, som har karakter af ’massekommunikation’, og som hidtil har foregået ved brug af standardiserede blanketter m.v.

Eftersom spørgsmålet også har interesse for andre fakulteter, og rektor repræsenterer universitetet udadtil, vil Det juridiske Fakultet finde det ønskeligt, om svaret til ombudsmanden gives af rektor.”

Rektor skrev endvidere følgende

”

Under hensyn til at fakultetet har opstillet computere flere steder på fakultetets område, herunder i fakultetets studenterekspedition hvor de studerende også kan få hjælp og vejledning til tilmeldingen, kan jeg fuldt ud tilslutte mig den indførte ordning. Jeg kan tilføje, at der over tid formentlig bliver indført en tilsvarende ordning på alle fakulteter.

”

Ved brev af 11. december 2001 anmodede jeg Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling om en udtalelse om sagen samt om at oplyse mig om hvad ministeriet agtede at foretage sig i anledning af den af universitetet indførte ordning. Jeg anførte herudover bl.a. følgende

”Bekendtgørelse nr. 1021 af 20. november 2000 om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet indeholder bl.a. følgende bestemmelser

’§ 13. Institutionen kan for hver enkelt prøve fastsætte en frist, inden for hvilken indstilling til og afmelding fra prøver skal finde sted. Hvis rettidig afmelding ikke foreligger, betragtes prøven med hensyn til antallet af eksamensforsøg som påbegyndt, jf. § 18, stk. 1.

Resumé

Af ”Nyt fra Det juridiske Fakultet, Københavns Universitet”, februar 2001, fremgik at tilmelding til sommereksamen 2001 kun kunne ske via Internettet.

Efter at have indhentet en udtalelse fra universitetet om sagen bad ombudsmanden Ministeriet for Teknologi, Videnskab og Udvikling om en udtalelse med henvisning til § 17, stk. 1, i ombudsmandsloven. Ombudsmanden bad ministeriet oplyse hvad det agtede at foretage sig i anledning af den ordning universitetet havde indført.

Ministeriet svarede at det havde meddelt universitetet at det efter ministeriets opfattelse krævede lovhjemmel at pålægge borgerne pligt til at benytte digital kommunikation ved henvendelse til offentlige myndigheder. Ministeriet havde derfor henstillet at Københavns Universitet ændrede det obligatoriske krav til en fakultativ ordning.

På denne baggrund meddelte ombudsmanden at han ikke foretog sig mere i sagen. (J.nr. 2001-0653-712).