Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9

§ 9, stk. 9, blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 473 af 1. juli 1998. Af forarbejderne fremgår bl.a. følgende om bestemmelsen (Folketingstidende 1997-98, 2. samling, tillæg A, s. 1574)

’Nægtelse af opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse vil dog alene finde sted, hvor der foreligger et sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet indgås med det i bestemmelsen beskrevne formål. En formodning herom vil således ikke være tilstrækkelig. Det skal være et afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet/samlivsforholdet at opnå opholdstilladelse, for at opholdstilladelse nægtes efter bestemmelsen.

Ved afgørelsen af, om der foreligger bestemte grunde til at antage, at der er tale om et pro forma-ægteskab, skal udlændingemyndighederne tage hensyn til samtlige forhold i sagen. Udlændingemyndighederne vil for eksempel kunne inddrage momenter som parternes manglende samliv på fælles bopæl, parternes manglende evne til at kommunikere på samme sprog, en stor aldersforskel mellem parterne, parternes manglende eller begrænsede personlige kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse samt parternes tidligere giftermål. I den forbindelse vil det kunne indgå i vurderingen, om den herboende part tidligere har været gift med en udlænding og er blevet skilt fra udlændingen kort tid efter, at denne har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse.’

På baggrund af ovenstående beder jeg myndighederne om en nærmere redegørelse for den afvejning af de foreliggende oplysninger som har fundet sted i forbindelse med myndighedernes afgørelser.

Jeg henviser herved til at spørgsmål om manglende samliv på fælles bopæl, manglende fælles sprog, stor aldersforskel og tidligere giftermål (f.eks. den herboendes tidligere ægteskaber med udlændinge) indgår blandt de momenter som myndighederne efter forarbejderne blandt andet kan inddrage. Som sagen foreligger oplyst for mig, lægger jeg til grund at en inddragelse af disse momenter i afvejningen i den foreliggende sag måtte tale for at der blev meddelt opholdstilladelse til (A). Jeg har således bl.a. forstået det sådan at myndighederne ikke bestrider at der eksisterer et reelt samliv mellem ægtefællerne.

Som modstående - og afgørende - hensyn lagde myndighederne alene vægt på dels at (A) afgav urigtige oplysninger i forbindelse med ansøgning om visum og ansøgning om forlængelse af visum, dels at ægteparret kun havde kendt hinanden kortvarigt forud for ægteskabets indgåelse.

Jeg henviser endvidere til at det fremgår af forarbejderne at der skal foreligge et ’sikkert grundlag’ for at antage at ægteskabet indgås med det ’afgørende formål’ at opnå opholdstilladelse, og at en formodning herom ikke vil være tilstrækkeligt.

Udtalelserne vil eventuelt blive sendt til partshøring.

Til brug for myndighedernes udtalelser vedlægger jeg sagens akter som jeg beder Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration om at fremsende på ny sammen med udtalelserne.”

Den 19. juli 2002 meddelte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration A at ministeriet havde besluttet at genoptage hans sag.

Den 24. juli 2002 meddelte jeg C at jeg, på baggrund af ministeriets beslutning om at genoptage A’s sag, havde besluttet at indstille min undersøgelse i sagen. Jeg bad samtidig ministeriet underrette mig om sagens udfald.

Den 9. september 2002 meddelte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration A følgende

”Ministeriet finder efter en fornyet gennemgang af sagens samlede omstændigheder ikke, at De bør meddeles afslag på Deres ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9, idet ministeriet ikke finder, at der er de i udlændingelovens § 9, stk. 9, anførte bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med Deres og Deres ægtefælles indgåelse af ægteskab er at opnå opholdstilladelse til Dem.

Ministeriet har på denne baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på styrelsens vurdering af, hvorvidt de øvrige betingelser for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er opfyldt.”

Den 11. september 2002 bad jeg Udlændingestyrelsen underrette mig om styrelsens kommende svar til A.

Udlændingestyrelsen orienterede mig efterfølgende om at styrelsen den 23. september 2002 havde meddelt A opholdstilladelse til den 30. april 2003 med henblik på varigt ophold i Danmark.

Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9

Det fremgik af sagens akter at A den 19. december 2000 i Tyrkiet søgte om visum til Danmark for at besøge sin herboende bror. I ansøgningen skrev han efter det oplyste at han var gift i Tyrkiet, og fremlagde dokumentation herfor. Ved dom ligeledes af 19. december 2000 blev A skilt fra sin tyrkiske hustru, B.

Ved brev af 12. februar 2001 meddelte Udlændingestyrelsen (via den danske ambassade i Ankara) A visum. Udlændingestyrelsen anførte at styrelsen ved afgørelsen havde lagt vægt på at A var gift.

Den 19. februar 2001 indrejste A i Danmark.

Den 11. marts 2001 ansøgte han Udlændingestyrelsen om forlængelse af visum. Af ansøgningsskemaet fremgik det at han i den forbindelse oplyste at hverken han selv eller hustruen havde kontaktet advokat med henblik på skilsmisse, og at han var lykkeligt gift i Tyrkiet og ikke havde dansk kæreste. Den 13. marts 2001 forlængede styrelsen A’s visum til den 19. maj 2001.

Den 21. april 2001 indgik C og A ægteskab.

Den 30. april 2001 ansøgte A Udlændingestyrelsen om opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet.

I afgørelse af 12. september 2001 afslog Udlændingestyrelsen ansøgningen idet styrelsen anførte følgende

”Afgørelse

Styrelsen har gennemgået din sag. Styrelsen finder, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med din og din ægtefælles indgåelse af ægteskabet er, at du skal opnå opholdstilladelse i Danmark.

Styrelsen har herved lagt vægt på,

- at styrelsen ved udstedelsen af dit visum havde lagt vægt på at du var gift i hjemlandet,

- at du er blevet skilt fra din tyrkiske ægtefælle i perioden efter at du havde søgt og fået meddelt visum, men før din indrejse i Danmark,

- at du ved personligt møde i styrelsen den 11. marts 2001 i strid med sandheden har oplyst, at du fortsat var gift med din ægtefælle i Tyrkiet, og at hverken du eller din tyrkiske ægtefælle havde søgt skilsmisse, på trods [af] at du den 19. december 2000 var blevet skilt fra din tyrkiske ægtefælle,

- at du ligeledes ved mødet i styrelsen den 11. marts 2001 i strid med sandheden har oplyst, at du ikke havde en dansk kæreste, på trods af at din danske ægtefælle har oplyst, at I har kendt hinanden og har besøgt hinanden hver dag siden den 21. februar 2001 og at I den 25. marts 2001 blev forlovet, og

- at du og din ægtefælle kun har kendt hinanden kortvarigt før ægteskabet, idet du og din ægtefælle blev gift 2 måneder efter den dato, hvor din ægtefælle oplyser, at I mødte hinanden første gang.”

Den 19. oktober 2001 tiltrådte Indenrigsministeriet (nu Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration) Udlændingestyrelsens afgørelse. Ministeriet skrev således

”Vurdering og begrundelse

Sagens omstændigheder

Den 19. december 2000 indgav De en ansøgning om visum til Danmark med henblik på at besøge Deres herboende bror. I ansøgningen oplyste De blandt andet, at De var gift i hjemlandet.

Den 19. december 2000 opløste Civilretten i Kulu, Tyrkiet, Deres ægteskab med den tyrkiske statsborger (B).

Den 12. februar 2001 gav Udlændingestyrelsen Dem visum til Danmark gyldigt i 30 dage. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at De var gift.

Den 19. februar 2001 indrejste De i Danmark på visum gyldigt indtil den 21. marts 2001.

Den 11. marts 2001 indgav De ved personlig henvendelse i Udlændingestyrelsen ansøgning om forlængelse af Deres visum. Som begrundelse for ansøgningen henviste De til fortsat besøg hos Deres bror, samt deltagelse i en privat fest. De oplyste i den forbindelse, at hverken De eller Deres - nu tidligere - ægtefælle havde kontaktet en advokat med henblik på skilsmisse, at De og Deres ægtefælle levede lykkeligt sammen, og at De ikke havde en dansk kæreste.

Den 13. marts 2001 forlængede Udlændingestyrelsen Deres visum til den 19. maj 2001.

Den 21. april 2001 indgik De ægteskab med den danske statsborger (C).

Den 30. april 2001 indgav De ansøgning om opholdstilladelse her i landet på baggrund af ægteskabet med (C).

Den 30. april 2001 underskrev (C) et spørgeskema til brug for ansøgning om familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 7. (C) anførte i den forbindelse blandt andet, at De og Deres ægtefælle havde kendt hinanden i ca. to måneder på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen, at De og Deres ægtefælle lærte hinanden at kende hos Deres bror, at De og Deres ægtefælle har været forlovet siden den 25. marts 2001, at De og Deres ægtefælle har besøgt hinanden hver dag, siden De og Deres ægtefælle lærte hinanden at kende, og at De og Deres ægtefælle bor sammen.

(C) anførte endvidere, at De og Deres ægtefælle taler dansk, engelsk og tysk sammen, at De er født i 1970, at Deres ægtefælle er født i 1965, at De har været gift en gang før, og at De har et særbarn.

Den 30. april 2001 underskrev De og Deres ægtefælle en samlivserklæring.

Den 10. maj 2001 var De og Deres ægtefælle til interview i Udlændingestyrelsen. Det fremgår blandt andet af interviewet, at De ikke kunne huske Deres svigermors navn, og at Deres ægtefælle ikke kendte navnene på Deres familie i Tyrkiet. Herudover havde De og Deres ægtefælle nogenlunde samstemmende forklaringer.

Den 12. september 2001 meddelte Udlændingestyrelsen Dem afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9. Udlændingestyrelsen lagde til grund, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabet har været, at De skulle opnå opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved udstedelsen af Deres visum havde lagt vægt på, at De var gift i hjemlandet, at De var blevet skilt fra Deres tyrkiske ægtefælle efter, at De havde søgt og fået visum, men før Deres indrejse i Danmark, at De i strid med sandheden over for udlændingestyrelsen i forbindelse med Deres ansøgning om forlængelse af visum havde oplyst, at hverken De eller Deres tyrkiske ægtefælle havde søgt om skilsmisse, at De i strid med sandheden havde oplyst, at De ikke havde nogen dansk kæreste, og at De og Deres ægtefælle kun havde kendt hinanden kortvarigt inden ægteskabets indgåelse.

Ved personlig henvendelse i Indenrigsministeriet den 12. september 2001 klagede De over Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. september 2001. De anførte i den forbindelse blandt andet, at der ikke er tale om et proformaægteskab, at Deres ægtefælles børn tiltaler Dem far, at De i praksis fungerer som far i hjemmet, og at De til tider henter og bringer børnene i dagsinstitution.

De anførte endvidere, at baggrunden for, at De i forbindelse med ansøgningen om visum oplyste, at De stadig var gift med Deres tyrkiske ægtefælle var, at skilsmissen var to år undervejs, og at De derfor stadig var gift med Deres tyrkiske ægtefælle, da De ansøgte om visum.

De anførte yderligere, at det er sandt, at De ved ansøgningen om forlængelse af Deres visum ikke havde en dansk kæreste, idet De og (C) på dette tidspunkt ikke var kærester, men blot kendte hinanden, at Deres skilsmisse i Tyrkiet var meget svær, og at dette netop viser, at Deres nuværende ægteskab ikke er proforma, at De og Deres ægtefælle har været på ferie sammen, at De har lært dansk af Deres ægtefælle, at De blot kunne have været forblevet gift med Deres tidligere ægtefælle, som bor i Tyskland, hvis det eneste De ønskede var at opnå opholdstilladelse.

Ved brev af 17. september 2001 meddelte Indenrigsministeriet Dem, at ministeriet havde anmodet Udlændingestyrelsen om en udtalelse. Indenrigsministeriet meddelte Dem endvidere, at ministeriet havde tillagt Deres klage opsættende virkning, således at De har ret til at forblive i landet, indtil ministeriets afgørelse foreligger.

Den 21. september 2001 rettede De og Deres ægtefælle personlig henvendelse i Indenrigsministeriet. De afleverede diverse breve, videobånd og billeder. De anmodede i den forbindelse om at få tilsendt kopier af Indenrigsministeriets mødereferater med Dem.

Ved brev af 26. september 2001 fremsendte Indenrigsministeriet kopier af disse referater til Dem.

Ved brev af 26. september 2001 anmodede Indenrigsministeriet Udlændingestyrelsen om, at de af Dem indleverede breve skulle indgå i grundlaget for Udlændingestyrelsens udtalelse.

Ved brev af 27. september 2001 modtog Indenrigsministeriet sagens akter samt en udtalelse fra Udlændingestyrelsen. Det fremgår heraf, at Udlændingestyrelsen kan henholde sig til den trufne afgørelse. Udlændingestyrelsen vurderer, at der ved Deres henvendelse den 12. september 2001 ikke er nævnt omstændigheder, der ændrer styrelsens stillingtagen til sagen.

Ved brev af 3. oktober til Udlændingestyrelsen anmodede Indenrigsministeriet om en supplerende udtalelse, idet de af Indenrigsministeriet fremsendte breve ikke indgik i styrelsens udtalelse.

Ved brev af 10. oktober 2001 modtog Indenrigsministeriet sagens akter samt en supplerende udtalelse fra Udlændingestyrelsen. Det fremgår heraf, at Udlændingestyrelsen kan henholde sig til den trufne afgørelse. Udlændingestyrelsen vurderer, at der i de til Indenrigsministeriet indleverede breve ikke er nævnt omstændigheder, der ændrer styrelsens stillingtagen til sagen.

Retsregler

Udlændingeloven er Indenrigsministeriets lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra a, gives der efter ansøgning opholdstilladelse til en udlænding over 25 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 25 år, der har dansk indfødsret.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 9, kan der ikke gives opholdstilladelse, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse.

Følgende fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen (Lovforslag nr. L 59 fremsat den 16. april 1998, side 21)

’Ved afgørelsen af, om der foreligger bestemte grunde til at antage, at der er tale om et proforma-ægteskab, skal udlændingemyndighederne tage hensyn til samtlige forhold i sagen. Udlændingemyndighederne vil for eksempel kunne inddrage momenter som parternes manglende samliv på fælles bopæl, parternes manglende evne til at kommunikere på samme sprog, en stor aldersforskel mellem parterne, parternes manglende eller begrænsede personlige kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse samt parternes tidligere giftermål. I den forbindelse vil det kunne indgå i vurderingen, om den herboende part tidligere har været gift med en udlænding og er blevet skilt fra udlændingen kort tid efter, at denne har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse.’

Indenrigsministeriets afgørelse

Indenrigsministeriet finder, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse har været at opnå opholdstilladelse.

Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at De ved indgivelsen af Deres visumansøgning oplyste, at De var gift til trods for, at De samme dag var blevet bevilget skilsmisse, og at De i ca. 1½ år forinden havde søgt om skilsmisse.

Indenrigsministeriet har endvidere lagt vægt på, at De ved ansøgning om forlængelse af Deres visum den 11. marts 2001 oplyste, at hverken De eller Deres ægtefælle havde kontaktet en advokat med henblik på skilsmisse, til trods for at De den 19. december 2000 var blevet skilt fra Deres tyrkiske ægtefælle, og at De oplyste, at De ikke havde en dansk kæreste til trods for, at Deres ægtefælle i oplysningsskema af 30. april 2001 oplyste, at De og Deres ægtefælle havde kendt hinanden i ca. to måneder på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen.

Indenrigsministeriet har yderligere lagt vægt på, at De og Deres ægtefælle har haft et meget kortvarigt og begrænset kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse.

Indenrigsministeriet skal bemærke, at ministeriet ikke finder at kunne lægge vægt på det af Dem anførte om, at De stadig var gift ved indgivelsen af Deres visumansøgning, idet De på ny ved indgivelsen af ansøgningen om forlængelse af visum i strid med sandheden oplyste, at hverken De eller Deres tyrkiske ægtefælle havde kontaktet en advokat med henblik på skilsmisse.

Det forhold, at De anfører, at De på tidspunktet for indgivelsen af forlængelse af Deres visum ikke var kæreste med (C), men alene kendte hende, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. september 2001 stadfæstes derfor.”

Den 29. oktober og 1. november 2001 anmodede advokat D på vegne af A Indenrigsministeriet om at genoptage sagens behandling og/eller hjemvise den til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

Den 12. november 2001 meddelte Indenrigsministeriet advokaten bl.a. at klagen ikke havde opsættende virkning, og at ministeriet ikke i øvrigt fandt grundlag for at udsætte udrejsefristen.

I brev af 4. december 2001 meddelte ministeriet advokaten at ministeriet havde besluttet at genoptage A’s sag. Ministeriet bemærkede at ministeriet ikke tillagde genoptagelsen opsættende virkning, og at det således påhvilede A at udrejse straks hvis ikke han allerede var udrejst.

I brev af 20. december 2001 traf Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration ny afgørelse i sagen. Ministeriet meddelte fornyet afslag på opholdstilladelse og skrev bl.a. således

”Vurdering og begrundelse

Sagens omstændigheder

Indenrigsministeriet - nu Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration - stadfæstede den 19. oktober 2001 Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. september 2001, hvorved styrelsen meddelte Deres klient afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9.

Ved brev af 29. oktober 2001 anmodede De ministeriet om at genoptage sagen. Til støtte herfor anførte De blandt andet, at Deres klient opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse, og at der ikke er hjemmel i udlændingelovens § 9, stk. 9, til at nægte Deres klient opholdstilladelse.

De anfører endvidere, at der ikke er grundlag for at statuere proforma, idet Deres klient og dennes ægtefælle ved et interview i Udlændingestyrelsen havde afgivet samstemmende forklaringer om ægteskabet, at det ikke er mærkeligt, at Deres klient ikke kunne huske sin svigermors navn, da han kalder hende for mor eller svigermor, at det ikke er mærkeligt, at Deres klients ægtefælle ikke kunne huske navnene på Deres klients familie i Tyrkiet, at Deres klient taler godt dansk, selvom han kun har været i Danmark i et halvt år, at Deres klient har lært dette af ægtefællen, og at Deres klients ægtefælle har mistet børnetilskud og fået nedsat sin pension som følge af ægteskabet med Deres klient, hvilket viser, at der er tale om et reelt ægteskab.

De anførte herudover, at Deres klient og dennes ægtefælle bor på fælles bopæl, at de kommunikerer på samme sprog, at der alene er en aldersforskel på fem år, at de havde et rimeligt godt kendskab til hinanden før ægteskabets indgåelse, at de var nødt til at beslutte sig for at indgå ægteskab rimeligt hurtigt, idet Deres klient i modsat fald var blevet sendt ud af landet, at Deres klients ægtefælle ikke tidligere har været gift, at Deres klient i 1998 tog skridt til opløsning af sit tidligere ægteskab, at der er fremlagt adskillige erklæringer om, at der ikke er tale om et proformaægteskab, og at der er fremlagt billeder fra bryllup, bryllupsfest og en rejse til Jylland.

De anførte endelig, at ministeriets afslag på opholdstilladelse alene var støttet af den omstændighed, at Deres klient angiveligt skulle have oplyst om sine tidligere ægteskabelige forhold, da han indgav sin ansøgning om visum den 19. december 2000. Hertil anførte De, at Deres klient ikke havde oplyst fejlagtigt herom, idet Deres klient ikke deltog i mødet i skilsmissesagen i Civilretten, der fandt sted samme dag, som Deres klient indgav ansøgning om visum, hvorfor det derfor var korrekt for Deres klient at oplyse, at han var gift, at Deres klient først senere fandt ud af, at han var blevet skilt, og at han ikke havde regnet med, at hans tidligere ægtefælle ville acceptere skilsmissen.

De bestred, at Deres klient den 11. marts 2001 ved mødet i Udlændingestyrelsen oplyste, at hverken han eller ægtefællen havde kontaktet en advokat med henblik på skilsmisse. De anførte i øvrigt, at der ikke var en tolk til stede ved dette møde, og at det eneste Deres klient ikke ved mødet den 11. marts 2001 havde oplyst korrekt om var, at han godt vidste, at han var blevet skilt, men at dette ikke alene kunne indebære et afslag på opholdstilladelse, idet den fejlagtige oplysning fra Deres klients side udelukkende medførte en forlængelse af visum, men ikke havde haft noget med opholdstilladelse at gøre, og at såfremt Deres klients visum ikke var blevet forlænget, kunne Deres klient blot have indgivet ansøgning om opholdstilladelse via ambassaden i Tyrkiet, og at oplysningen alene var begrundet i, at parterne på daværende tidspunkt ikke var klar til at blive gift.

De anmodede i den forbindelse om, at sagen blev behandlet så hurtigt som muligt, og at Deres klients udrejsefrist blev udsat i forbindelse med afgørelsen om genoptagelse og i forbindelse med en eventuel retssag.

Ved brev af 1. november 2001 til ministeriet klagede De over, at der var sket sagsbehandlingsfejl under sagen, og at disse fejl efter Deres opfattelse burde medføre, at sagen skulle genoptages og/eller hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

Til støtte herfor anførte De blandt andet, at det ikke var blevet undersøgt, hvornår Deres klient fik meddelelse om, at han var blevet skilt, at Deres klient ikke vidste dette på tidspunktet for visumansøgningens indgivelse, hvorfor det var en sagsbehandlingsfejl fra ministeriets side, at ministeriet ikke havde undersøgt dette nærmere, at der ved Deres klients møde med Udlændingestyrelsen ikke var en tolk til stede, hvorfor der var mulighed for, at Deres klient var blevet misforstået ved dette møde, at han ikke havde oplyst, at hverken han eller hans ægtefælle havde kontaktet en advokat med henblik på skilsmisse, at Deres klient burde være blevet afhørt med en tolk på ny for at belyse forholdet, og at der derfor var begået en sagsbehandlingsfejl, idet der var blevet lagt vægt på en oplysning, der var afgivet uden en tolks tilstedeværelse.

De anførte endvidere, at Deres klient og dennes ægtefælle havde afleveret en række breve, billeder og videooptagelser, som ministeriet ikke havde set.

De vedlagde desuden kopi af Deres brev af 1. november 2001 til Folketingets Ombudsmand.

De anmodede endvidere om, at Deres klients udrejsefrist blev udsat.

Ved telefonisk henvendelse til Deres kontor den 5. november 2001 anmodede ministeriet Dem om at fremsende det brev til ministeriet, som De mente, at ministeriet ikke havde læst.

Ved brev af 5. november 2001 fremsendte De en kopi af ovennævnte brev.

Ved brev af 12. november 2001 meddelte ministeriet Dem, at Deres klage over ministeriets sagsbehandling ikke havde opsættende virkning, og at Deres klients udrejsefrist ikke blev udsat i forbindelse med Deres anmodning om genoptagelse.

Ved brev af 16. november 2001 til Folketingets Ombudsmand har De på ny anmodet om, at Deres klients udrejsefrist udsættes.

Ved brev af 4. december 2001 meddelte ministeriet Dem, at ministeriet havde besluttet at genoptage Deres klients sag. Ministeriet anmodede Dem i den forbindelse om snarest muligt at fremsende de tidligere indsendte videobånd og fotos til ministeriet. Ministeriet meddelte Dem samtidig, at ministeriet ikke tillægger klagen opsættende virkning.

Den 11. december 2001 indleverede Deres klients ægtefælle to videobånd, fotos samt en skriftlig redegørelse for, hvad der ses på videobåndene og fotoerne.

Ministeriets afgørelse

Deres klient kan fortsat ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9.

Ministeriet finder således fortsat, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med Deres klients indgåelse af ægteskab har været at opnå opholdstilladelse.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at Deres klient ved sin visumansøgning oplyste, at han var gift, til trods for at han samme dag var blevet bevilget skilsmisse og 1½ år forinden havde søgt om skilsmisse, at Deres klient ved ansøgningen om forlængelse af sit visum over for Udlændingestyrelsen oplyste, at hverken han eller hans tidligere ægtefælle havde kontaktet en advokat med henblik på skilsmisse, samt at Deres klient ikke havde en dansk kæreste, og at Deres klient og dennes ægtefælle havde haft et meget kortvarigt og begrænset kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse.

Det forhold, at Deres klient og dennes ægtefælle har afgivet nogenlunde samstemmende forklaringer i Udlændingestyrelsen, kan ikke føre til en ændret stillingtagen til sagen.

Heller ikke det forhold, at Deres klients ægtefælle har fået nedsat sin pension som følge af ægteskabet med Deres klient, kan føre til en ændret stillingtagen til sagen.

Ministeriet skal bemærke, at der efter bemærkningerne til bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 9, ikke er noget til hinder for, at der meddeles afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgers forhold.

Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøger har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende har et tilsvarende motiv til ægteskabet.

For så vidt angår Deres påstand om, at der er sket sagsbehandlingsfejl under behandlingen af sagen, bemærker ministeriet

Ministeriet foretog ved afgørelsen en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder forholdene omkring Deres klients ansøgning om visum, ansøgning om forlængelse af visum og ansøgning om opholdstilladelse. Ministeriet bemærker, at Deres klient selv har ansøgt om skilsmisse fra sin tidligere ægtefælle, og at han på tidspunktet for indgivelsen af visumansøgningen, hverken oplyste om at han var separeret eller havde søgt om skilsmisse.

Ministeriet bemærker endvidere, at Deres klient ved samtalen med Udlændingestyrelsen den 11. marts 2001 ikke berigtigede sine tidligere afgivne fejlagtige oplysninger, idet ministeriet lægger til grund, at han på dette tidspunkt utvivlsomt måtte vide, at han var blevet skilt.

Ministeriet lægger endvidere vægt på, at Deres klient ved mødet i Udlændingestyrelsen den 11. marts 2001 var ledsaget af sin herboende bror, og at der ikke foreligger oplysninger fra styrelsen om, at Deres klient ikke forstod de af styrelsen stillede spørgsmål.

Ministeriet finder ikke, at ministeriet har begået sagsbehandlingsfejl ved ikke at partshøre Deres klient over Udlændingestyrelsens udtalelse af 10. oktober 2001.

Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at såfremt en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Ministeriet bemærker i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen i sin supplerende udtalelse af 10. oktober 2001 alene henholdt sig til den trufne afgørelse, der er Deres klient bekendt, hvorfor udtalelsen og dens indhold efter ministeriets opfattelse ikke er omfattet af partshøringspligten efter forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Ministeriet kan således fortsat henholde sig til sin udtalelse af 19. oktober 2001.

For så vidt angår Deres anmodning om udsættelse af Deres klients udrejsefrist, finder ministeriet ikke grundlag for at udsætte denne i forbindelse med Deres eventuelle indbringelse af sagen for Folketingets Ombudsmand.”

Ved brev modtaget her den 15. februar 2002 klagede C til mig, og den 20. februar 2002 bad jeg ministeriet om en udtalelse i anledning af klagen over Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse af 20. december 2001 og ministeriets afgørelse af 19. oktober 2001 hvorved ministeriet tiltrådte Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. september 2001. Jeg bad om at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration forinden indhentede en udtalelse fra Udlændingestyrelsen om sagen.

Henholdsvis den 4. og 14. marts 2002 fremmødte C personligt her ved embedet og talte med en af mine medarbejdere. Min medarbejder udarbejdede følgende notitser om samtalernes indhold

Notits af 4. marts 2002

”Fremmøde af (C) der ville høre til sagen, herunder om O. har modtaget sagsakterne. Jeg oplyste at der kan gå nogle uger endnu inden myndighedernes udtalelser foreligger, og at hun vil høre fra os når det sker.

(C) bad om at vi er opmærksomme på om ca. 20 breve o.l. fra familie og venner som er indgået ved myndighedernes behandling af sagen, også er blandt de akter som vi modtager fra myndighederne.

(C) spurgte endvidere om vi ønsker at se nogle billeder og video som har været forelagt myndighederne. Jeg oplyste at vi evt. vil vende tilbage til dette hvis vi på baggrund af sagens akter og udtalelserne finder anledning til at se materialet.

(C) redegjorde for hendes og (A)’s ønske om at være sammen og udvikle sig som familie. Hun anførte bl.a. at hun ikke har mulighed for permanent at bosætte sig i Tyrkiet, bl.a. fordi hun ud over to mindre børn har to større børn som p.t. er på efterskole. Hun spurgte til mit kendskab til myndighedernes praksis med henblik på (A)’s mulighed for efterfølgende at opnå opholdstilladelse hvis hele familien i en periode flytter til og opholder sig i Tyrkiet. Jeg henviste hende til at rette denne forespørgsel til myndigheden.

Hun udtalte at hun er sikker på at hun ville kunne mærke det hvis ægteskabet fra (A)’s side skulle være proforma, og at hun i så fald ville afbryde samlivet.

Hele familien er for (C)’s regning blevet vaccineret for hepatitis pga. at (A) er smittet hermed. Det ville ikke være påkrævet hvis der ikke var samliv.

(C) påpegede under samtalen at myndighederne ikke har foretaget nogen samlivskontrol af hendes og (A)’s oplysninger om samliv, og gav udtryk for at ’det kunne de jo bare have gjort’.”

Notits af 14. marts 2002

”Fremmøde af (C).

Hun afleverede to videoer og en kuvert med fotos til dokumentation for samlivet med (A). (C) anførte i forbindelse hermed at det er hendes opfattelse at Udlændingestyrelsen ikke har set på dette materiale og heller ikke de breve fra familie, venner mv. som klagerne i sin tid afleverede til myndighederne til brug for sagen. (C) henviste herved til at der kun gik en uge fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration bad Udlændingestyrelsen om en supplerende udtalelse vedrørende materialet, og til udtalelsen forelå. Hun henviste endvidere til at et af brevene (fra (C)’s søster) er blevet returneret uåbnet - i øvrigt det eneste af brevene hun har fået retur, de øvrige beror fortsat hos myndighederne.

(C) foreviste - som dokumentation for (A)’s evner - et blad på tyrkisk, angiveligt skrevet og fremstillet af (A).

Jeg modtog desuden kopi af materiale fra Statens Serum Institut til dokumentation for at (A) har (en ifølge (C) aggressiv form for) hepatitis. Hun oplyste at hele familien på den baggrund for egen regning er blevet vaccineret mod sygdommen og anførte at det ikke ville have været nødvendigt hvis der ikke forelå et reelt samliv.

(C) udtrykte endvidere utilfredshed med at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration ikke har partshørt hende og (A) over Udlændingestyrelsens udtalelser til sagen. Jeg påpegede at dette kunne hænge sammen med at styrelsen så vidt jeg umiddelbart kunne se havde henholdt sig til sin afgørelse.”

Notitserne blev den 19. marts 2002 sendt til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration for at det som C havde anført, kunne indgå i grundlaget for myndighedernes udtalelser.

I en udtalelse af 4. marts 2002 meddelte Udlændingestyrelsen at styrelsen ikke fandt at der i C’s brev til mig var anført omstændigheder der kunne begrunde en ændret stillingtagen til sagen.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration henholdt sig i udtalelse af 2. april 2002 til ministeriets afgørelser af 19. oktober 2001 og 20. december 2001.

C ringede den 5. april 2002 til en af mine medarbejdere og oplyste at den klage som jeg havde modtaget den 15. februar 2002, skulle forstås også som en klage over at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde afslået at tillægge advokat D’s anmodning om sagens genoptagelse opsættende virkning. Jeg anmodede i den anledning den 9. april 2002 Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration om en udtalelse i anledning af klagen over ministeriets afgørelser af 12. november og 4. december 2001 om opsættende virkning.

I en udtalelse af 30. april 2002 skrev Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration således

”Ministeriet skal i den anledning udtale, at der efter udlændingeloven under visse betingelser er opsættende virkning i forbindelse med klage over afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, jf. herved § 33, stk. 3, jf. stk. 1. Betingelserne er, at udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse, er omfattet af EF-reglerne eller er nordisk statsborger, der har haft bopæl her i landet.

Efter praksis kan ministeriet herudover kun tillægge en klage opsættende virkning, hvis der foreligger helt særlige omstændigheder, der efter almindelige forvaltningsretlige principper giver grundlag herfor, f.eks. hvis afgørelsen angår en udlænding, der er alvorligt syg og af denne årsag ikke er i stand til at udrejse, eller hvis den påklagede afgørelse forekommer åbenbart urigtig på baggrund af de oplysninger, der fremgår af klagen.

En klage vil endvidere blive tillagt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis en udsendelse af udlændingen ville indebære - eller skabe betydelig risiko for - en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, for eksempel en krænkelse af artikel 8 i EMRK om respekten for retten til familieliv.

Ved afgørelsen af om en klage i forbindelse med en anmodning om genoptagelse skal tillægges opsættende virkning træffer ministeriet afgørelse herom efter tilsvarende principper, som når der er tale om en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen.

Ministeriet finder ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at (A)’s anmodning om genoptagelse skulle tillægges opsættende virkning.

Det forhold, at ministeriet tillagde klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse opsættende virkning efter omstændighederne, medfører ikke i sig selv, at der i forbindelse med en anmodning om genoptagelse tillige meddeles opsættende virkning, idet en afgørelse om opsættende virkning er en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration kan således henholde sig til ministeriets afgørelser af 12. november og 4. december 2001 om afslag på opsættende virkning.”

Med brev af 6. maj 2002 sendte jeg C kopi af Udlændingestyrelsens brev af 4. marts 2002 og breve af 2. og 30. april 2002 fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration med henblik på at hun inden to uger kunne fremkomme med eventuelle bemærkninger.

Den 13. maj 2002 ringede C hertil og påpegede vedrørende spørgsmålet om opsættende virkning at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration i udtalelsen af 2. maj 2002 havde henvist til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekten for retten til familieliv. Hun gjorde i den forbindelse gældende at eftersom ministeriet tillagde klagen over Udlændingestyrelsens oprindelige afgørelse opsættende virkning, måtte det skyldes at ministeriet dengang vurderede at det ville være i strid med artikel 8 ikke at tillægge klagen opsættende virkning. Dette måtte efter hendes opfattelse derfor også gøre sig gældende for så vidt angik den efterfølgende klage over afslag på genoptagelse som således også burde have været tillagt opsættende virkning for A’s udrejsefrist.

Efter en foreløbig gennemgang af A’s sag bad jeg den 6. juni 2002 Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration om en supplerende udtalelse. Jeg bad om at ministeriet forinden indhentede en supplerende udtalelse fra Udlændingestyrelsen. Jeg skrev bl.a. således til ministeriet

”Udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra a, har følgende ordlyd (lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001)

’Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding over 25 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 25 år, der har dansk indfødsret.’

Lovens § 9, stk. 9, har følgende ordlyd

’Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 7, kan ikke gives, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse.’

Resumé

En tyrkisk mand fik af Udlændingestyrelsen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af ægteskab med en dansk kvinde. Afslagene var begrundet med at der var tale om et proformaægteskab. Myndighederne lagde vægt på at ansøgeren i forbindelse med ansøgning om visum og forlængelse af visum havde givet urigtige oplysninger, og at ægteparret kun havde kendt hinanden kortvarigt før ægteskabets indgåelse.

Ombudsmanden bad myndighederne om en nærmere redegørelse for den afvejning der lå bag afgørelserne, og henviste til at flere af de hensyn som kunne inddrages efter udlændingelovens forarbejder, efter det oplyste måtte tale for at der blev givet ansøgeren opholdstilladelse; myndighederne havde således bl.a. ikke bestridt at der var tale om et reelt samliv mellem ægtefællerne.

Ministeriet mente efter en fornyet gennemgang af sagen ikke at der i sagen var de i udlændingeloven anførte bestemte grunde til at antage at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet havde været at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Ministeriet sendte på denne baggrund sagen tilbage til Udlændingestyrelsen som efterfølgende orienterede ombudsmanden om at ansøgeren havde fået opholdstilladelse med henblik på varigt ophold i Danmark. (J.nr. 2002-0588-643).