Etablering af national prøvestation for store vindmøller

§ 1. Der er behov for en national prøvestation for store vindmøller, hvor vindmølleproducenter i en periode kan afprøve nye møller under vindforhold, der så vidt muligt svarer til en opstilling på havet. Efter en række undersøgelser er der valgt en placering af den nationale prøvestation ved Høvsøre. Konsekvenserne for miljøet af placeringen er belyst i en VVM-redegørelse, der er offentliggjort sammen med forslaget til dette cirkulære.

§ 2. Cirkulæret udstedes i medfør af § 3, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 4, i lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 551 af 28. juni 1999. De i §§ 3 og 4 fastsatte retningslinier har retsvirkning som regionplan.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 2, stk. 2 og 3, § 3, stk. 5, samt § 6, stk. 1, i cirkulære nr. 100 af 10. juni 1999 om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller finder ikke anvendelse i relation til de møller, der opstilles på den i § 3 nævnte prøvestation.

Regionplanretningslinier for en national prøvestation

Retningslinier for landzoneadministrationen uden for prøvestationens område

Lokalplan og kommuneplantillæg samt VVM- tilladelse

§ 3. Miljø- og energiministeren kan til varetagelse af landsplanmæssige interesser, herunder sikring af kvalitet i planlægningen, fastsætte regler for anvendelsen af lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan tillægge regler efter stk. 1 retsvirkning som regionplaner. ( )

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan i særlige tilfælde beslutte at overtage Hovedstadens Udviklingsråds, amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning.’

Forslag til lov om planlægning blev fremsat af miljøministeren den 23. januar 1991 (lovforslag nr. L 76, Folketingstidende 1990- 91, 2. samling, tillæg A, sp. 1729ff). I lovforslaget havde § 1 samme ordlyd som citeret ovenfor, mens bestemmelserne i § 3 var formuleret således

’§ 3. Miljøministeren kan fastsætte regler for anvendelsen af lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven.

Stk. 2. Miljøministeren kan tillægge regler efter stk. 1 retsvirkning som regionplaner. Ministeren kan endvidere i særlige tilfælde bestemme, at bygge- og anlægsarbejder, der er forudsat i en regel efter stk. 1, kan iværksættes uden kommune- og lokalplan og uden tilladelse efter § 35, stk. 1.

Stk. 3. Miljøministeren kan pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser at bringe lovens bestemmelser i anvendelse, herunder tilvejebringe en plan med et nærmere bestemt indhold.

Stk. 4. Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning.’

I lovforslagets almindelige bemærkninger om landsplanlægningen er bl.a. anført følgende

’Lovforslaget opretholder lands- og regionplanlovens bestemmelser om landsplanlægningen.

Landsplanbestemmelserne har således fortsat karakter af formelle regler og rammer, der inden for lovens formål kan udfyldes i overensstemmelse med skiftende tiders behov og politiske vurdering.

Efter lovens formålsbestemmelse skal planlægningen være et redskab i arbejdet for at sikre en bæredygtig udvikling. Den helhedsvurdering, der karakteriserer den sammenfattende fysiske planlægning frem for planlægningen inden for enkeltområder, får dermed øget betydning.

...

Decentraliseringen af planlægningsopgaverne må afbalanceres med nogle statslige indgrebsmuligheder, som kan anvendes, når overordnede interesser skal sikres. Erfaringerne har vist, at der er behov for, at staten kan gribe ind i sager om lokalisering af samfundsnødvendige projekter, som de lokale myndigheder ikke vil eller kan løse.

Forslaget indeholder derfor hjemmel for miljøministeren til at pålægge de kommunale myndigheder at tilvejebringe en plan eller selv overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven. Dette indebærer, at landsplandirektiver m.v. kan blive direkte bindende for planlægningen på alle niveauer. De nævnte påbuds- og indkaldebeføjelser skal kun anvendes i de undtagelsestilfælde, hvor overordnede interesser gør det nødvendigt at bryde lovens almindelige opgavefordeling.’

I lovforslagets bemærkninger til § 1 er anført følgende

’Bestemmelsens indledning er udformet efter samme princip i alle de fremsatte lovforslag. Hensynet til en bæredygtig udvikling og levevilkårene for mennesker, dyr og planter er grundlæggende for arealplanlægningen og natur- og miljøbeskyttelsen.

Stk. 2 omhandler de særlige hensyn, som skal varetages ved planlovgivningen, og svarer indholdsmæssigt til den gældende lovgivning, dog er ordene om ’fremme af en ligelig udvikling’ udgået. Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger.’

I lovforslagets bemærkninger til § 3 er bl.a. anført følgende

’Stk. 1 giver miljøministeren beføjelse til at fastsætte bindende regler for anvendelsen af loven og for indholdet af planlægningen på de forskellige niveauer, herunder landsplandirektiver.

Stk. 2 omhandler miljøministerens ret til at tillægge et konkret landsplandirektiv videregående retsvirkninger.

Stk. 4 er udtryk for en styrkelse af landsplanbeføjelserne. Udtrykket ’berører andre myndigheders lovbestemte opgaver’ omfatter alle opgaver inden for en myndigheds kompetence. Bestemmelsen giver miljøministeren mulighed for at overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven. Ministeren får således mulighed for at træffe afgørelser i sager, hvor enten amtsrådet eller kommunalbestyrelsen har kompetencen, f.eks. afgørelser om tilladelse efter landzonebestemmelserne.

Bestemmelsen giver tillige miljøministeren kompetence til at udarbejde konkrete planer.’

Under Folketingets behandling af lovforslaget fremsatte miljøministeren forslag til ændring af § 3. Ændringsforslaget er trykt i Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning afgivet den 27. maj 1991 (Folketingstidende 1990-91, tillæg B, sp. 1641ff) og havde følgende ordlyd

I stk. 1 indsættes efter ’Miljøministeren kan’ ordene: ’til varetagelse af landsplanmæssige interesser, herunder sikring af kvalitet i planlægningen,’.

I stk. 3 indsættes efter ’Miljøministeren kan’ ordene: ’i særlige tilfælde’.

I stk. 4 indsættes efter ’Miljøministeren kan’ ordene: ’i særlige tilfælde’.

I bemærkningerne til ændringsforslaget anføres følgende

Til nr. 1

Ændringsforslaget tilsigter at tydeliggøre, at det fremtidige anvendelsesområde for bestemmelsen i særlig grad vil være landsplandirektiver, der båret af landsplanhensyn fastsætter krav til region-, kommune- og lokalplanlægningen.

Til nr. 2 og 3

Ændringsforslagene skal markere, at ministerens bemyndigelse som efter hidtidig praksis alene tænkes udnyttet undtagelsesvis, når væsentlige overordnede interesser tilsiger det.’

Af betænkningen fremgår endvidere at miljøministeren gav udvalget tilsagn om at han en gang årligt ville redegøre for den allerede gennemførte samt den planlagte anvendelse af bemyndigelsesbestemmelserne i loven, navnlig § 3.

Som bilag til betænkningen er følgende spørgsmål nr. 21 fra udvalget til miljøministeren og dennes svar herpå gengivet

’Spørgsmål nr. 21

Ministeren bedes give eksempler på, hvorledes han påtænker at anvende bemyndigelsesbestemmelserne i planloven.

Svar

...

4. Bestemmelser, der giver ministeren mulighed for at gribe ind i konkrete sager

Lovforslagets §§ 3, 5, stk. 3, og 29, giver miljøministeren mulighed for i særlige tilfælde at give påbud om gennemførelse af planer med et bestemt indhold, for at kalde et planforslag ind til godkendelse, kræve bestemte oplysninger eller nedlægge veto mod bestemte planforslag.

Alle beføjelserne har karakter af særlige undtagelsesregler, hvorefter miljøministeren kan gribe ind over for den kommunale planlægning m.v., når væsentlige overordnede interesser gør det nødvendigt.

Der kan ikke siges noget om reglernes fremtidige anvendelse, men de tilsvarende beføjelser i gældende lovgivning har netop kun været anvendt i sjældne undtagelsessituationer. Bestemmelsen om veto mod regionplanforslag, der skal træde i stedet for den nuværende godkendelsesordning, må dog forventes anvendt i et vist omfang, idet miljøministeren i disse sager handler på alle ministeriers vegne.’

Lovforslaget blev vedtaget af Folketinget ved tredjebehandlingen den 31. maj 1991 (lov nr. 388 af 6. juni 1991).

I den konkrete sag om placering af en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre har Miljø- og Energiministeriet anvendt beføjelsen i planlovens § 3, stk. 1, til at udstede et landsplandirektiv og efter § 3, stk. 2, 1. pkt., tillagt det retsvirkning som regionplan. Ministeriet har endvidere i henhold til § 3, stk. 4, overtaget kommunens kompetence til at tilvejebringe kommune- og lokalplan for området samt amtsrådets kompetence som regionplanmyndighed. De har ønsket min vurdering af om Miljø- og Energiministeriet har haft den fornødne hjemmel i de nævnte bestemmelser til det omhandlede projekt.

Det fremgår af ordlyden og forarbejderne til planlovens § 3 at miljø- og energiministerens bemyndigelse til at udstede landsplandirektiver og overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser kan ske undtagelsesvis når væsentlige overordnede interesser (landsplanhensyn) gør det nødvendigt.

Området for Miljø- og Energiministeriets bemyndigelse til at anvende landsplandirektiver og overtage de øvrige planmyndigheders kompetence er således meget bredt formuleret. En nærmere fastlæggelse af hvilke kriterier der lovligt kan lægges til grund i forbindelse med Miljø- og Energiministeriets anvendelse af beføjelserne i § 3, må derfor ske på baggrund af planlovens formålsbestemmelse i § 1, jf. således også lovforslagets almindelige bemærkninger hvori det er anført at landsplanbestemmelserne har ’karakter af formelle regler og rammer der inden for lovens formål kan udfyldes i overensstemmelse med skiftende tiders behov og politiske vurdering’ (citeret ovenfor).

Planlovens § 1 afgrænser i brede vendinger de formål som kan og skal varetages i planlægningen efter loven. Det fremgår heraf at der ved administration af lovens bestemmelser lovligt kan inddrages bl.a. en afvejning af planmæssige (areal- og naturressourcemæssige) og samfundsøkonomiske hensyn, miljøhensyn samt bevarings- og beskyttelseshensyn. Jeg henviser til Anne Birte Boeck, Lov om planlægning med kommentarer (1994), s. 45ff og s. 127.

De bagvedliggende hensyn for Miljø- og Energiministeriets udstedelse af landsplandirektivet om etablering af en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre er opregnet i VVM-redegørelsens kapitel 1, s. 7-8. Det anføres her at beslutningen om etablering af en national prøvestation for store vindmøller vurderes at være nødvendig for

· at bevare vindmøllebranchens internationale førerposition,

· at optimere elproduktionen for vindmøller for derigennem at nedbringe luftforureningen med bl.a. CO2 fra traditionel elproduktion, og

· at mindske behovet for nye pladser til vindmøller og dermed bruge færre arealer hvor der er konflikt med andre interesser.

De har i sagen gjort gældende at Miljø- og Energiministeriet med henvisning til ønsket om at sikre vindmøllebranchens fortsatte succes har varetaget privatøkonomiske interesser og herved lagt afgørende vægt på et ikkelovligt kriterium i forbindelse med anvendelsen af landsplanbeføjelserne i planlovens § 3.

Det er givet at rene privatøkonomiske formål som f.eks. hensyn til en enkelt privat virksomheds økonomiske interesser ikke kan varetages ved udøvelsen af beføjelser efter planlovgivningen. Jeg henviser til en dom afsagt af Østre Landsret den 28. september 1989 og omtalt i Ugeskrift for Retsvæsen 1990, s. 106. Det fremgår af dommen at en kommune ikke kunne anvende sine beføjelser efter planloven til at varetage egne eller en grundejers privatøkonomiske interesser hvorfor bestemmelser i en lokalplan blev erklæret ugyldige.

I den foreliggende sag er der ikke tale om at Miljø- og Energiministeriet har varetaget hensyn til en enkelt privat virksomhed. Ministeriet har i VVM-redegørelsen og i sit svar af 7. juli 2000 til Dem som begrundelse for at anvende landsplanbeføjelserne til etablering af en prøvestation for store vindmøller henvist til ønsket om at fastholde den samlede vindmøllebranches førende internationale position inden for produktion og knowhow om vindmøller.

På baggrund af planlovens formålsbestemmelse kan varetagelse af forhold af mere overordnet erhvervsøkonomisk karakter alene varetages i sammenhæng med planmæssige hensyn (jf. ordlyden af planlovens § 1, stk. 2, nr. 1, ’en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering’). Varetagelse af hensyn til en hel branches overordnede erhvervsøkonomiske interesser kan efter min opfattelse ikke i sig selv begrunde anvendelse af landsplanbeføjelserne i planlovens § 3 uanset hvilken gavnlig samfundsøkonomisk effekt en sådan varetagelse vil have.

Varetagelse af et hensyn til den samlede vindmøllebranche som sikrer at branchen får mulighed for økonomisk og teknisk at udvikle større og mere effektive møller, indebærer ikke alene et hensyn til branchens erhvervsøkonomiske interesser, men også et miljømæssigt aspekt idet den vedvarende energiproduktion herved fremmes. Et sådant hensyn til den samlede vindmøllebranche kan derfor efter min opfattelse indgå ved anvendelsen af landsplanbeføjelserne som et blandt flere lovlige kriterier.

Som det fremgår af VVM-redegørelsen og svaret af 7. juli 2000 til Dem, er ministeriets anvendelse af landsplanbeføjelserne ikke kun båret af hensyn til vindmøllebranchens erhvervsøkonomiske interesser og hensyn til at sikre branchen mulighed for økonomisk og teknisk at udvikle større og mere effektive møller. Disse hensyn er varetaget i kombination med dels miljøhensyn (nedbringelse af luftforureningen), dels areal- og naturressourcemæssige hensyn (mindske behovet for nye pladser til vindmøller og dermed bruge færre arealer hvor der er konflikt med andre interesser).

De sidstnævnte miljømæssige samt de areal- og naturressourcemæssige hensyn må efter min opfattelse uden tvivl karakteriseres som væsentlige overordnede interesser omfattet af planlovens formål, og disse hensyn tilhører derfor kredsen af kriterier som lovligt kan varetages ved anvendelse af landsplanbeføjelserne.

Hensynet til den samlede vindmøllebranches erhvervsøkonomiske interesser og i den forbindelse hensynet til at sikre branchen mulighed for økonomisk og teknisk at udvikle større og mere effektive møller er således varetaget i sammenhæng med nogle andre hensyn som klart tilhører kredsen af lovlige kriterier, og på den baggrund har jeg ikke grundlag for at udtale at Miljø- og Energiministeriet ikke har haft den fornødne hjemmel til at anvende landsplanbeføjelserne i planlovens § 3 til etablering af en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre.

2. Forskelsbehandling

De har bedt mig undersøge om Miljø- og Energiministeriet har gjort sig skyldig i magtfordrejning når det tages i betragtning at lokale lodsejere ved Høvsøre tidligere har fået afslag på opførelse af vindmøller i området.

Miljø- og Energiministeriet har i brev af 1. september 2000 til Dem redegjort for hvorfor den daværende Fredningsstyrelse i 1984 og ministeriet i 1990 har gjort indsigelse mod planforslag om opstilling af kommercielle vindmøller ved Høvsøre. Det er ministeriets opfattelse at indsigelserne mod tidligere planforslag ikke kan sidestilles med eller sammenlignes med beslutningen om at etablere den nationale prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre.

Det fremgår af ministeriets brev at det ene af de tidligere forslag om placering af private møller vedrørte et areal beliggende parallelt med EF-fuglebeskyttelsesområdet og tættere på området end den sydligste af de møller der indgår i den nationale prøvestation, mens det andet tidligere forslag vedrørte et areal umiddelbart op til Ramsarområde nr. 4 og EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 38.

I den nationale prøvestation for store vindmøller er møllerækken placeret vinkelret på EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 38/Ramsarområde nr. 4 og EF-habitatområde nr. 58, jf. VVM-redegørelsen, s. 75. Jeg må derfor lægge til grund at der i de tidligere tilfælde vedrørende placering af private møller var tale om delvis andre arealer end det areal hvorpå den nationale vindmøllestation skal placeres. Hertil kommer at der i de tidligere forslag har været tale om almindelige kommercielle vindmøller, hvorimod der i det foreliggende projekt er tale om store vindmøller der skal opsættes på forsøgsbasis.

Jeg må endvidere forstå Miljø- og Energiministeriets brev af 1. september 2000 således at der i de tidligere omtalte situationer har været tale om en afvejning af på den ene side hensyn til private lodsejeres mulighed for at kunne opstille vindmøller over for hensyn til væsentlige biologiske interesser. I den foreliggende situation vedrørende etablering af en national prøvestation for store vindmøller er der foretaget en samlet afvejning af gener i forhold til naboer, tekniske krav samt landskabs- og naturbeskyttelsesinteresser (jf. VVM-redegørelsen, s. 17) over for de væsentlige overordnede interesser (landsplanhensyn) som Miljø- og Energiministeriet har begrundet anvendelsen af landsplanbeføjelserne med, og som jeg ikke har grundlag for at kritisere, jf. ovenfor under pkt. 1.

Ved en sammenligning af de tidligere situationer hvor der fra statslig side er fremsat indsigelser mod at give lokale lodsejere mulighed for opstilling af vindmøller, med den foreliggende hvor Miljø- og Energiministeriet har besluttet at etablere en national prøvestation for store vindmøller, kan det således konstateres at der har været tale om et forskelligt faktum, og at der i afvejningen af hensyn er indgået en kreds af ikke-sammenlignelige kriterier.

På den baggrund er det min opfattelse at der ikke har været tale om en usaglig forskelsbehandling, og jeg kan derfor ikke kritisere at Miljø- og Energiministeriet har truffet beslutning efter planlovens § 3 om etablering af en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre selv om der fra statslig side tidligere er fremsat indsigelser mod at give lodsejere i området mulighed for opstilling af private vindmøller.

3. Vejledning om erstatningsspørgsmålet

De har i sagen gjort gældende at Miljø- og Energiministeriet har undladt at give borgerne en korrekt og fyldestgørende information om mulighederne for at få økonomisk kompensation for anlæggets gener.

Efter § 7, stk. 1, i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 som nu senest ændret ved lov nr. 382 af 6. juni 2002) har myndighederne en almindelig vejledningspligt over for borgerne. Bestemmelsen har følgende ordlyd

’ § 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.’

Myndigheden har også vejledningspligt over for en borger som myndigheden er i forbindelse med, selv om vedkommende ikke direkte eller indirekte har bedt om vejledning, eventuelt i form af supplerende oplysninger mv. i anledning af den sag som har givet anledning til kontakten mellem myndighed og borger (jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 204).

Vejledningen bør bl.a. sikre at borgeren får tilstrækkelig orientering om de regler der gælder på det pågældende forvaltningsområde, og om den eventuelle praksis der følges af myndigheden. Vejledningen skal naturligvis være juridisk korrekt og så omfattende og detaljeret at det konkrete informationsbehov imødekommes på en rimelig måde (jf. Jon Andersen, Juridisk Grundbog, bind IV (1989), s. 102). Er borgeren repræsenteret af en person som må formodes at have særligt kendskab til det pågældende regelgrundlag, indsnævres vejledningspligten (jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 261).

Med hensyn til spørgsmålet om erstatning for gener til naboer til den nationale prøvestation for store vindmøller har Miljø- og Energiministeriet i VVM-redegørelsens bilag V (s. 187f) anført at det ikke er praksis at yde erstatning for gener der fører til faldende ejendomsværdier for naboerne, og at der ikke ydes økonomisk kompensation til naboer eller en kreds af borgere fordi der bygges på en naboejendom. Ministeriet har endvidere i brevet af 7. juli 2000 til Dem anført at planloven ikke indeholder bestemmelser om kompensation for eventuelle gener som følge af planlægning efter reglerne i loven, og at eventuelle erstatningskrav derfor må støttes på almindelige erstatningsregler som efter ministeriets opfattelse ikke giver grundlag for noget erstatningsansvar for ministeriet.

I min høring af 8. januar 2001 til Miljø- og Energiministeriet har jeg henvist til en række erstatningsretlige domme. I det følgende gives et kort resume af de enkelte domme, og der omtales endvidere en nyere dom som er afsagt efterfølgende. Alle dommene vedrører krav om erstatning efter naboretlige regler.

FED 1997.1722 V

En vindmølle med en navhøjde på 30 meter og et vingefang på 19 meter der var placeret 120 meter fra en naboejendom, fandtes uanset påviste gener i form af støj og lyseffekter og ejendommens formodede reducerede salgsværdi ikke at overskride tålegrænsen efter naboretlige regler. Landsretten lagde vægt på at møllens dominerende virkning ikke rakte ud over hvad der var påregneligt i området og derfor måtte tåles i naboforhold. Endvidere overskred møllens støjniveau ikke de af Miljøstyrelsen fastsatte grænseværdier, og lysvirkningerne forekom kun i et begrænset antal timer i nogle få måneder om året. Efter en samlet vurdering fandt landsretten derfor ikke at ejerne af naboejendommen var påført sådanne ulemper ved møllens placering at der var grundlag for erstatning efter naboretlige regler.

UfR 1995.466 H

Et rensningsanlæg blev udvidet ved opfyldning af et areal af søterritoriet og delvis placering af anlægget herpå. Højesteret vurderede at en så omfattende udvidelse af rensningsanlægget havde været helt uforudsigelig, og at der var påført ejerne af naboejendommene meget betydelige ulemper i form af forringet udsigt og risiko for lugtgener mv. med en forringelse af ejendommenes salgsværdi til følge. Der forelå således sådanne ganske særlige forhold at ejerne af naboejendommene havde krav på erstatning efter naboretlige regler.

UfR 1996.661 H

I forbindelse med bygningen af Storebæltsbroen blev der eksproprieret et areal på ca. 87 ha fra et gods beliggende nord for Korsør, og der blev fastsat en erstatning på ekspropriationsretligt grundlag. En særskilt matrikuleret ejendom som lå omsluttet af godset, havde ikke afgivet noget areal, men jernbanelinjen ville blive ført tæt forbi huset på ejendommen. Et flertal i Højesteret (tre ud af fem dommere) lagde vægt på at jernbanelinjen, der ville blive stærkt trafikeret, blev ført forbi huset i en afstand af kun 30 meter, og at det derfor måtte anses for utvivlsomt at der herved blev påført ejendommen meget betydelige ulemper, navnlig i form af støj. Flertallet lagde endvidere vægt på at huset tidligere havde ligget i fredelige og landlige omgivelser. Der forelå derfor sådanne ganske særlige forhold at ejendommens ejer efter naboretlige regler havde krav på erstatning for ejendommens værdiforringelse.

UfR 1998.1515 H

Der blev etableret en 400 kV højspændingsledning tæt forbi en ejendom således at afstanden fra beboelsesbygningen til den nærmeste faseledning var 33 meter. Ejendommen var ikke omfattet af ekspropriation. Idet ejeren havde erhvervet ejendommen før ledningens etablering, og idet den offentlige debat om helbredsrisiko ved at bo tæt på højspændingsledninger var i gang da ledningen blev anlagt, fandt Højesteret at der forelå sådanne ganske særlige forhold at ejendommens ejer havde krav på erstatning efter naboretlige regler.

UfR 1999.353 H

I forbindelse med anlæggelsen af en motorvej mellem Århus og Randers fremsatte ejerne af en mindre landbrugsejendom krav om tilkendelse af erstatning for værdiforringelse af ejendommen som følge af gener ved motorvejens nærhed. Ejendommens bygninger lå 85-100 meter fra motorvejen. Ejendommen var ikke omfattet af ekspropriation. Højesteret udtalte følgende

’Efter hidtidig praksis er det ved afgørelsen af spørgsmålet om erstatning for ulemper i form af støj og lignende fra nye større vejanlæg tillagt betydning, om der er foretaget ekspropriation eller ej fra den støjramte ejendom. Støjgener fra et vejanlæg er imidlertid typisk ikke afhængige af, om ejendommen har afgivet areal til anlægget. Lighedssynspunkter taler derfor for, at erstatning for sådanne ulemper ydes efter samme kriterier, uanset om der er foretaget ekspropriation.

Såfremt ulemperne overstiger, hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling på trafikområdet, bør der ydes erstatning. Ved bedømmelsen af, om denne grænse er overskredet, må der foretages en konkret vurdering på grundlag af bl.a. støjniveauet, bygningernes afstand til vejanlægget, trafikintensiteten, områdets karakter samt ejendommens beliggenhed og karakter. I det omfang, ulemperne overstiger denne grænse, skal der ydes erstatning for tabet herved.

’

Ud fra en samlet vurdering fandt Højesteret at generne fra motorvejsanlægget oversteg grænsen for hvad der må tåles uden erstatning. Højesteret lagde vægt på at den stærkt trafikerede motorvej var anlagt på en ca. 5 meter høj dæmning forbi den omhandlede ejendom som lå i et naturskønt område, og at den støjmæssige belastning på 66-70 dB var meget betydelig.

UfR 2001.929 V

På en ejendom blev der opstillet tre vindmøller i henhold til en lokalplan som gav mulighed for opstilling af fire møller med en rotordiameter på 44 meter og en navhøjde på maks. 50 meter. Fra naboejendommen var der knap 300 meter til den nærmeste mølle, og ejeren af naboejendommen fremsatte krav om erstatning på naboretligt grundlag. En sådan erstatning blev ikke tilkendt med følgende begrundelse fra landsretten

’Det må antages, at der ved kommunens beslutninger om lokalplan og byggetilladelse, efter en afvejning af de modstridende interesser, i alt væsentligt er taget hensyn til graden af de ulemper, som vindmøllerne påfører appellanten. Dette udelukker dog ikke, at der, såfremt ganske særlige forhold gør sig gældende, kan foreligge et ansvarsgrundlag for de indstævnte på naboretligt grundlag. Det bemærkes i den forbindelse, at den retspraksis, der har udviklet sig i forbindelse med anlæg af motorveje og højspændingsledninger, ikke uden videre kan overføres til tilfælde, hvor der opføres vindmøller.

Efter det, der er fremkommet under bevisførelsen, herunder at den nærmeste vindmølle er rejst knap 300 meter fra appellantens ejendom, finder landsretten ikke, at appellanten har godtgjort, at der foreligger sådanne særlige forhold, at det fornødne ansvarsgrundlag er til stede.

’

De refererede domme viser at domstolene anlægger en meget konkret vurdering ved stillingtagen til krav om erstatning efter naboretlige regler. Retspraksis med hensyn til erstatning for ulemper som skyldes vindmøller, er endvidere sparsom, og retstilstanden er ikke ganske klar, jf. den meget konkrete vurdering domstolene anlægger, og landsrettens bemærkning i UfR 2001.929 V om at den retspraksis der har udviklet sig i forbindelse med anlæg af motorveje og højspændingsledninger, ikke uden videre kan overføres til tilfælde hvor der opføres vindmøller.

Når retstilstanden på et område ikke er ganske klar, forpligter det efter min opfattelse myndighederne til at give en mere nuanceret vejledning.

Miljø- og Energiministeriet har i VVM-redegørelsen og i brevet af 7. juli 2000 til Dem meget kortfattet afvist at der kan blive tale om at yde erstatning til naboer for ulemper som følge af den nationale prøvestation for store vindmøller.

På baggrund af den ovenfor refererede domspraksis burde Miljø- og Energiministeriet have givet en mere omfattende og detaljeret vejledning om erstatningsspørgsmålet, herunder oplysninger om relevant domspraksis vedrørende erstatning efter naboretlige regler. At Deres klient er repræsenteret af Dem som advokat, indsnævrer efter min opfattelse ikke vejledningspligten således at ministeriet fritages herfor.

Jeg har derfor kritiseret Miljø- og Energiministeriet for ikke at have givet en tilstrækkelig fyldestgørende information om muligheden for at få erstatning for ulemper som følge af den nationale prøvestation for store vindmøller.

De har i Deres klage af 7. september 2000 spurgt mig om hvilke konsekvenser Miljø- og Energiministeriets eventuelle manglende overholdelse af forvaltningsretlige regler vil have. Efter min opfattelse får ministeriets mangelfulde vejledning om erstatningsspørgsmålet ingen konsekvenser.

4. Erstatning

Deres brev af 24. marts 2000 til Miljø- og Energiministeriet indeholdt en anmodning om en uddybende begrundelse for ministeriets afvisning af at yde kompensation for de gener som en prøvestation for store vindmøller vil påføre bl.a. Deres klient. Miljø- og Energiministeriet har imidlertid først i sin udtalelse af 13. februar 2001 til mig givet en konkret begrundelse for at afvise Deres klients krav om erstatning.

På den baggrund er det min opfattelse at Miljø- og Energiministeriet i hvert fald på tidspunktet for besvarelsen af Deres henvendelse af 24. marts 2000 burde have taget konkret stilling til spørgsmålet om Deres klients krav på erstatning. Jeg har derfor henstillet til Miljøministeriet nu at tage stilling til erstatningsspørgsmålet direkte over for Deres klient.

Det fremgår af Miljø- og Energiministeriets udtalelse af 13. februar 2001 til mig at spørgsmålet om lysafmærkning af prøvestationens vindmøller af hensyn til sikkerheden for luftfartstrafikken på daværende tidspunkt ikke var endeligt afklaret idet der foregik et udredningsarbejde mellem Forsvaret, Statens Luftfartsvæsen og vindmølleindustrien om udformningen af de endelige krav til afmærkningen.

Miljøministeriet har med brev af 7. december 2001 orienteret mig om at udredningsarbejdet vedrørende lysafmærkningen nu er tilendebragt og de endelige krav hertil fastsat. Jeg har derfor ligeledes henstillet til Miljøministeriet at inddrage dette forhold ved vurderingen af erstatningsspørgsmålet over for Deres klient.”

§ 5. Lokalplan og kommuneplantillæg for prøvestationsområdet tilvejebringes af miljø- og energiministeren i henhold til § 3, stk. 4, i lov om planlægning. Miljø- og energiministeren skal også meddele tilladelse til etablering af prøvestationen efter § 8, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse).

Ikrafttrædelse

§ 6. Cirkulæret træder i kraft den 13. juni 2000.”

I brev af 7. juni 2000 klagede A på vegne af B til Miljø- og Energiministeriet over ministeriets sagsbehandling. A gjorde gældende at ministeriets sagsbehandling var i strid med de forvaltningsretlige grundsætninger om projektoffentlighed idet ministeriet havde udstedt landsplandirektiv, VVM-tilladelse, kommuneplantillæg og lokalplan uden over for A at have taget stilling til A’s indsigelser i brevene af 26. august 1999 og 24. marts 2000.

Miljø- og Energiministeriet orienterede i brev af 9. juni 2000 lodsejerne i området, indsigere, myndigheder og organisationer om ministeriets godkendelse af etablering af en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre. Ministeriet vedlagde kopi af en annonce som bekendtgjorde godkendelsen, og som senere blev offentliggjort den 13. juni 2000.

I brev af 7. juli 2000 besvarede Miljø- og Energiministeriet A’s henvendelser af 24. marts og 7. juni 2000. Ministeriet anførte bl.a. at de i planloven foreskrevne planprocedurer var blevet overholdt, og at de bemærkninger og indsigelser der var indkommet i høringsperioden fra den 31. januar til den 27. marts 2000, var blevet vurderet grundigt og var indgået i det samlede beslutningsgrundlag før den endelige beslutning om placering af prøvestationen var blevet truffet. Ministeriet anførte endvidere følgende

”

For så vidt angår Deres brev af 24. marts 2000, hvor De gør indsigelse mod det retlige grundlag for anlæggets etablering, herunder at ministeriet har anvendt et landsplandirektiv, skal Landsplanafdelingen oplyse følgende

Ministeriet har i den konkrete sag anvendt et landsplandirektiv, der er udstedt med hjemmel i planlovens § 3, stk. 1, og som efter § 3, stk. 2, pkt. 1, har fået tillagt retsvirkning som regionplan. Ministeriet har endvidere med hjemmel i planlovens § 3, stk. 4, overtaget kommunens kompetence til at tilvejebringe kommuneplanrammer og lokalplan for området samt amtsrådets kompetence som regionplanmyndighed.

Efter planlovens § 3, stk. 1, kan miljø- og energiministeren ’til varetagelse af landsplanmæssige interesser, herunder sikring af kvalitet i planlægningen, fastsætte regler for anvendelsen af lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven.’

Efter planlovens § 3, stk. 4, kan miljø- og energiministeren ’i særlige tilfælde beslutte at overtage Hovedstadens Udviklingsråds, amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning’.

Planlovens § 3 indeholder (sammen med § 29, stk. 1, om indsigelse mod regionplanforslag) miljø- og energiministerens landsplanbeføjelser. Det blev under Folketingets behandling af forslaget til planloven ved et ændringsforslag i Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning præciseret, at anvendelsesområdet for bestemmelsen i § 3, stk. 1, ’i særlig grad vil være landsplandirektiver, der båret af landsplanhensyn fastsætter krav til region- kommune- og lokalplanlægningen.’

Det blev endvidere ved ændringsforslag til § 3, stk. 3 og 4, markeret, ’at ministerens bemyndigelse som efter hidtidig praksis alene tænkes benyttet undtagelsesvis, når væsentlige overordnede interesser tilsiger det.’

Beføjelserne i planlovens § 3 kan således anvendes, når landsplanhensyn, dvs. væsentlige overordnede hensyn begrunder det. I den konkrete sag er den landsplanmæssige interesse i etableringen af den omhandlede prøvestation begrundet i regeringens energipolitiske mål for reduktion af CO2 og et ønske om at fastholde Danmarks førende position inden for produktion af og knowhow om vindmøller.

Det er herudover vurderingen, at der i de nærmeste år formentlig vil være størst behov for at få afprøvet de mølletyper, der skal anvendes til de kommende havbaserede møller. Der skal foretages meget store investeringer i forbindelse med opsætningen af disse møller. Det er derfor af afgørende betydning, at den enkelte mølletype er ordentligt gennemprøvet, inden man starter en serieproduktion og opsætning af møllerne til havs.

Miljø- og energiministeren har således vurderet, at afprøvning af den kommende generation af vindmøller er af en sådan samfundsmæssig, herunder samfundsøkonomisk betydning, at det har været nødvendigt og relevant at udstede et landsplandirektiv som en del af det samlede plangrundlag for etablering af en dansk prøvestation for store vindmøller.

De efterlyser en begrundelse for, at ministeriet tidligere har afvist krav om kompensation til naboer for eventuelle gener i forbindelse med etableringen af anlægget.

Miljø- og Energiministeriet skal hertil bemærke, at planloven ikke indeholder bestemmelser om kompensation for eventuelle gener som følge af en planlægning efter reglerne i loven, og at eventuelle erstatningskrav derfor må støttes på almindelige erstatningsregler, som efter ministeriets opfattelse ikke giver grundlag for noget erstatningsansvar for ministeriet.”

Den 13. juli 2000 klagede A til mig og bad mig undersøge bl.a. følgende forhold vedrørende Miljø- og Energiministeriets fremgangsmåde i sagen om etableringen af den nationale prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre

”

Har Miljø- og Energiministeriet hjemmel i planlovens § 3, stk. 1, § 3, stk. 2, 1. pkt. og § 3, stk. 4, til at gennemføre national prøvestation som den omhandlede?

Henset til at lokale lodsejere har fået afslag på opførelse af vindmøller i området, ønskes det oplyst, om ministeriet har gjort sig skyldig i magtfordrejning.

Har Miljø- og Energiministeriet med rette afvist at yde økonomisk kompensation for anlæggets gener til borgere, som berøres heraf?

Har Miljø- og Energiministeriet givet borgerne korrekt og fyldestgørende information om mulighederne for at få økonomisk kompensation for anlæggets gener?

Har Miljø- og Energiministeriet overholdt de forvaltningsretlige regler ved behandlingen af sagen, herunder om tidsrækkefølge, høring, forvaltningen af høringssvar samt reglerne om projektoffentlighed?

Hvad er konsekvensen af Miljø- og Energiministeriets evt. manglende hjemmel til gennemførelse af projektet hhv. tilsidesættelse af andre regler herunder af de forvaltningsretlige regler om sagsbehandling?

Kan Miljø- og Energiministeriet med hjemmel i et landsplandirektiv træffe en beslutning, der i realiteten medfører at el-forbrugere i den region, hvor en prøvestation agtes opstillet, får forøgede energiomkostninger. Dette når særligt henses til at ministeriet efterfølgende - da det viser sig, at ministeriet har glemt, at en sådan investering er påkrævet - beslutter at det lokale elselskab er forpligtet til at etablere et helt nyt højspændingskabel.

Svar på spørgsmålet bedes dels omhandle den manglende medtagelse af forholdet i VVM-redegørelsen samt det forhold, at den region, hvori prøvestationen (som påstås at være en national prøvestation) er beliggende, påføres denne merudgift ved et anlæg anlagt i henhold til et landsplandirektiv.”

Jeg sendte A’s klage videre til Miljø- og Energiministeriet den 26. juli 2000 som en anmodning fra A om at ministeriet tog stilling til A’s indsigelser.

Miljø- og Energiministeriet svarede således i brev af 1. september 2000

”

Ad 1. Dette klagepunkt er besvaret i ministeriets brev af 7. juli 2000.

Ad 2. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt Miljø- og Energiministeriet har gjort sig skyldig i magtfordrejning under hensyn til, at ministeriet tidligere har gjort indsigelse mod forslag om at opstille kommercielle vindmøller i området ved Høvsøre i Lemvig Kommune, skal ministeriet bemærke følgende

Der er tidligere gjort indsigelse mod opførelse af kommercielle møller i området. I 1984 gjorde den daværende Fredningsstyrelse således indsigelse i henhold til den dagældende kommuneplanlovs § 26 mod et forslag til lokalplan for en vindmøllepark i det pågældende område. Det var dog samtidig Fredningsstyrelsens opfattelse, at der i området burde kunne findes arealer til opførelse af en vindmøllepark, og at styrelsen i givet fald ville deltage i en diskussion af alternative placeringsmuligheder. Det kan tilføjes, at den pågældende vindmøllepark ville få en beliggenhed parallelt med EF-fuglebeskyttelsesområdet og tættere på området end den sydligste af de møller, der indgår i den nationale prøvestation.

I 1990 blev Ringkøbing Amts regionplantillæg nr. 1 til regionplan 1985 godkendt under forudsætning af, at bl.a. området til en vindmøllegruppe ved Høvsøre udgik af hensyn til varetagelsen af væsentlige biologiske interesser i de tilstødende områder. Det pågældende forslag til et område til en vindmøllegruppe ved Høvsøre var placeret umiddelbart op til Ramsarområde nr. 4 og EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 38.

Det er vurderingen, som ministeriet har redegjort for under besvarelsen af Deres klagepunkt 1, at etablering af anlægget tjener almene samfundsmæssige interesser. Det er på den baggrund ministeriets opfattelse, at de førnævnte statslige indsigelser mod tidligere planforslag ikke kan sidestilles med eller sammenlignes med beslutningen om at etablere den nationale prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre.

Det er i tilknytning hertil væsentligt at understrege, at placeringen af en national prøvestation for store vindmøller er en enkeltstående hændelse. Beslutningen om at placere anlægget ved Høvsøre i Lemvig Kommune skal ses i lyset af, at der er tale om en samlet interesseafvejning. Alle tre detailbehandlede forslag til placeringer af prøvestationen (Høvsøre, Rønland og Røjensø Odde) er således gennemført på lokaliteter, som ikke ville kunne komme på tale til opførelse af almindelige kommercielle møller.

Det forhold, at området ved Høvsøre er udpeget, sker med baggrund i, at andre alternative placeringer inden for landets grænser efter gennemførelsen af de foreskrevne planprocedurer, enten er fundet vindteknisk uegnede, eller er vurderet mere problematiske ud fra en samlet afvejning af en række forhold som eksempelvis hensynet til naboer, natur- og landskabelige værdier.

Ministeriet finder derfor ikke, at der er tale om magtfordrejning.

Ad 3. Miljø- og Energiministeriet skal henvise til ministeriets besvarelse i brevet til Dem af 7. juli 2000. Planloven indeholder som anført i brevet ikke bestemmelser om kompensation for eventuelle gener som følge af en planlægning efter reglerne i loven, og eventuelle erstatningskrav må derfor støttes på almindelige erstatningsregler, som efter ministeriets opfattelse ikke giver grundlag for noget erstatningsansvar for ministeriet.

Ad 4. I forlængelse af besvarelsen af klagepunkt 3 skal ministeriet bemærke, at spørgsmålet om økonomisk kompensation er blevet behandlet ved besvarelse af spørgsmål i løbet af bl.a. foroffentlighedsfasen ligesom VVM-redegørelsen tager stilling til spørgsmålet.

Spørgsmålet om økonomisk kompensation er ligeledes blevet debatteret på de borgermøder, der er blevet afholdt i forbindelse med sagen. Miljø- og Energiministeriet behandler endelig spørgsmålet i det oversigtsnotat, der er udsendt til de personer, der har haft bemærkninger i forbindelse med den anden offentlighedsfase.

Ministeriets oplysninger om, at der ikke er grundlag for noget krav om erstatning eller kompensation for gener er efter ministeriets opfattelse korrekte.

Ad 6. Det er Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at ministeriet både har haft den fornødne hjemmel til at godkende anlægget, og at de gældende planprocedurer og forvaltningsretlige regler i forbindelse med behandlingen af den konkrete sag er overholdt.

”

A klagede herefter til mig i brev af 7. september 2000 og bad mig på vegne af B, C og D om at tage stilling til de forhold A havde anført i sin tidligere klage af 13. juli 2000 (citeret ovenfor).

Efter at have indhentet sagens akter fra Miljø- og Energiministeriet og gennemgået dem bad jeg i brev af 8. januar 2001 Miljø- og Energiministeriet om en udtalelse i anledning af A’s klagepunkter nr. 1-4. Jeg skrev bl.a. til ministeriet

”1) I VVM-redegørelsen (s. 7-8) redegøres der indledningsvis for at vindmølleindustriens fortsatte succes afhænger af om den kan udvikle stadigt mere effektive vindmøller, og at det for at bevare vindmølleindustriens internationale førerposition er af stor betydning at man i Danmark inden for kort tid etablerer tidssvarende og fremtidssikrede faciliteter der gør det muligt at afprøve store vindmøller ved høje vindhastigheder. Herefter anføres det at beslutningen om at etablere en ny national prøvestation ikke er truffet alene af hensyn til vindmøllebranchen, idet de samfundsmæssige investeringer i store vindmøller på havet forventes at blive på omkring 7- 8 mia. kr. i de næste 7-8 år, og at en forbedring af møllernes kvalitet og sikkerhed derfor også har stor betydning for Danmark. Til sidst er det anført at en yderligere optimering af elproduktionen fra vindmøller dels kan give endnu et bidrag til at nedbringe luftforureningen med blandt andet CO2, dels kan mindske behovet for nye pladser til vindmøller og dermed bruge færre arealer hvor der er konflikt med andre interesser.

Jeg beder Miljø- og Energiministeriet redegøre for i hvilket omfang erhvervsøkonomiske hensyn kan indgå i forbindelse med miljø- og energiministerens varetagelse af landsplanmæssige interesser efter planlovens § 3, stk. 1. Jeg beder ligeledes ministeriet oplyse hvilken vægt ministeriet har lagt på erhvervsøkonomiske hensyn i forhold til de andre hensyn der er opregnet i indledningen til VVM-redegørelsen.

2) Advokat (A) har i brev af 24. marts 2000 til Miljø- og Energiministeriet anført at ministeriet har fejlinformeret borgerne om muligheden for at få økonomisk kompensation idet der i retspraksis fra de senere år er blevet givet erstatning til naboer for gener fra offentlige anlæg ud fra individuelle overvejelser om ejendomsrettens beskyttelse, og at udviklingen i retspraksis er udtryk for at der ikke længere foretages en principiel sondring mellem erstatning på ekspropriationsretligt grundlag og på naboretligt grundlag. Hertil har ministeriet i brev af 1. september 2000 svaret at planloven ikke indeholder bestemmelser om kompensation for eventuelle gener som følge af planlægning efter reglerne i loven, at eventuelle erstatningskrav derfor må støttes på almindelige erstatningsregler, og at almindelige erstatningsregler efter ministeriets opfattelse ikke giver grundlag for noget erstatningsansvar for ministeriet. Miljø- og Energiministeriet har endvidere i bilag V til VVM-redegørelsen (s. 187) anført at det ikke er praksis at yde erstatning for gener der fører til faldende ejendomsværdier for naboerne.

Jeg beder Miljø- og Energiministeriet oplyse om ministeriet har taget stilling til hvorvidt advokat (A)’s klient (B) kan være berettiget til erstatning efter naboretlige regler. Jeg henviser i den forbindelse til følgende domme: FED 1997.1722 V, UfR 1995.466 H, UfR 1996.661 H, UfR 1998.1515 H og UfR 1999.353 H.

Jeg beder endvidere Miljø- og Energiministeriet oplyse nærmere om baggrunden for at den ovenfor nævnte retspraksis ikke er omtalt i ministeriets svar til advokat (A) eller i bilag V til VVM-redegørelsen.”

Ligeledes i brev af 8. januar 2001 orienterede jeg A om min høring af Miljø- og Energiministeriet samtidig med at jeg meddelte A at jeg havde besluttet ikke at gennemføre en egentlig ombudsmandsundersøgelse i anledning af hans klagepunkter nr. 5 og 7.

For så vidt angår klagepunkt nr. 5, anførte jeg at der ikke var udsigt til at jeg kunne kritisere Miljø- og Energiministeriets fremgangsmåde i forbindelse med udstedelsen af landsplandirektivet, herunder at ministeriet først besvarede A’s indsigelser i breve af 26. august 1999 og 24. marts 2000 efter udstedelse af landsplandirektivet. Jeg lagde vægt på at ministeriet havde fulgt planlovens procedureregler for tilvejebringelse af planer, og at det ikke af planlovens regler fremgår at en planmyndighed har pligt til at svare særskilt på indsigelser fremkommet i forbindelse med offentlige høringer.

Med hensyn til A’s klagepunkt nr. 7 meddelte jeg at der på baggrund af reglerne om udfærdigelse af VVM-redegørelser ikke var udsigt til at jeg kunne kritisere at Miljø- og Energiministeriet ikke havde omtalt spørgsmålet om betaling af den nødvendige netudbygning i VVM-redegørelsen.

Endelig meddelte jeg A i brevet af 8. januar 2001 at spørgsmålet om konsekvensen af at Miljø- og Energiministeriet eventuelt havde tilsidesat lovgivningens regler, først kunne behandles når der var klarhed over om disse regler var blevet tilsidesat, og at dette punkt derfor måtte afvente min behandling af klagepunkterne nr. 1-4.

Miljø- og Energiministeriet afgav følgende udtalelse i brev af 13. februar 2001

”

Ad 1. For så vidt angår det første spørgsmål om erhvervsøkonomiske hensyn, er det ministeriets opfattelse, at erhvervsøkonomiske hensyn forstået som hensyn til et helt erhvervs udviklingsmuligheder og dermed økonomiske muligheder er en samfundsmæssig interesse, som efter omstændighederne kan begrunde anvendelse af miljø- og energiministerens landsplanbeføjelser.

I den konkrete sag indgår der i begrundelsen for anvendelsen af et landsplandirektiv såvel et ønske om at styrke vindmølleindustriens udvikling, fordi den har en betydelig samfundsøkonomisk betydning for Danmark, som et ønske om at styrke udviklingen af en miljørigtig energiproduktion.

Med hensyn til den sidste del af begrundelsen kan der henvises til, at regeringen i en årrække har arbejdet for at styrke udviklingen af en miljørigtig alternativ energiproduktion, herunder især vindenergi. Denne prioritering har bl.a. resulteret i, at Danmark aktuelt indtager en førerposition indenfor produktion af vindmøller (jf. bl.a. VVM-redegørelsens side 7-8). Fastholdelse og udvikling af rammerne for vindmølleindustriens forsknings- og udviklingsaktiviteter har på den baggrund fortsat høj prioritet i den danske energipolitik.

Det kan i tilknytning hertil oplyses, at det er regeringens mål, at CO2 -udledningen skal reduceres gennem anvendelse af vedvarende energi. I Energi 21, Regeringens energihandlingsplan 1996, er det et mål, at CO2 -udledningen i år 2005 skal være reduceret med 20% i forhold til år 1988. Det langsigtede perspektiv er, at den vedvarende energis andel af energiforsyningen skal forøges til ca. 35% svarende til en halvering af CO2 -udledningen i år 2030.

Vindmøller er i dag den mest økonomiske teknologi til fremstilling af miljøvenlig elektricitet. Det er derfor forudsat, at en stor del af udbygningen med vedvarende energi vil skulle ske med vindmøller. Hovedparten af denne udbygning forventes at ske til havs, men der vil fortsat kunne udbygges på land, fortrinsvis i forbindelse med renovering af ældre vindmølleområder.

Miljø- og energiministeren orienterede den 17. maj 2000 om disse betragtninger i et oversigtsnotat til Folketingets Energipolitiske Udvalg. Det blev ved den lejlighed bl.a. oplyst, at det er vurderingen at anlægget vil kunne bidrage positivt til opnåelse af regeringens mål om at reducere CO2, at det med den planlagte udbygning med havvindmøller er af væsentlig samfundsøkonomisk betydning at møllerne bliver undersøgt og afprøvet bedst muligt inden opsætning på havet, og at den nationale prøvestation også etableres af hensyn til køberne af vindmøller, der har en naturlig interesse i, at produktet er afprøvet så godt, det er muligt.

Hertil kommer forventningen om, at etablering af anlægget og de afledte udviklingsarbejder vil kunne bidrage til en forbedret dokumentation af møllekomponenternes holdbarhed og dermed en større viden om møllernes tekniske levetid. Den forventede optimering af møllernes effektivitet vil som før nævnt alt andet lige indebære en positiv reduktion i luftemissioner. Etableringen af anlægget vil herudover på længere sigt på grund af de nye møllers større effektivitet formentligt ligeledes kunne bidrage til at reducere antallet af konfliktfyldte forslag om mølleplaceringer på land.

Det er således ud fra en samlet vurdering ministeriets opfattelse, at etablering af den nationale prøvestation tjener samfundsmæssige interesser først og fremmest gennem anlæggets bidrag til opnåelse af målsætningerne om reduktion af udledningen af CO2. Dernæst er det vurderingen, at anlægget vil kunne bidrage positivt til udvikling af fremtidige vindmøllers kvalitet, effektivitet og sikkerhed.

Ad 2. Det er ministeriets opfattelse, at den foreliggende retspraksis er udtryk for, at der som udgangspunkt ikke er erstatningsansvar, når de gældende offentligretlige regler er overholdt, og at erstatning efter naboretlige regler forudsætter, at der i det konkrete tilfælde er tale om meget betydelige ulemper, jf. således dommen i U. 95.466.

I den konkrete sag er der efter ministeriets opfattelse ikke tale om sådanne særlige forhold af uforudsigelig karakter. Tværtimod er vindmøller ikke noget fremmedelement i det pågældende landskab. Ministeriet finder derfor ikke, at der kan være tale om erstatning ud fra naboretlige synspunkter.

VVM-redegørelsen slår fast, at vindmøller på op til 165 m kan opleves som en gene for naboer, og at visse af generne, herunder bl.a. støj, er reguleret i lovgivningen.

Ved vurderingen af, om (B) eventuelt kan være berettiget til erstatning for gener efter naboretlige regler, har ministeriet ved besigtigelser af området og gennem en række undersøgelser i forbindelse med udarbejdelse af bl.a. VVM-redegørelsen anlagt en konkret vurdering af karakteren af de eventuelle gener, som etableringen af anlægget måtte indebære for (B).

Ved denne vurdering har ministeriet for det første lagt til grund, at der fra den nærmeste møllestand (den nordligste) til beboelsesbygningen på (B)’s ejendom er mere end 1,5 km (jf. kortbilag i tillæg nr. 6 til Lemvig Kommuneplan 1997, side 46 i vedlagte publikation med plandokumenterne). (B)’s ejendom ligger bag løvbevoksning og bag driftsbygninger med silo mv.

I VVM-redegørelsen undersøges bl.a. hvilke gener, anlægget må formodes at få for nabobebyggelserne i form af støj, skyggekast og afmærkningslys.

I VVM-redegørelsen beregnes støjudbredelsen efter retningslinierne i Miljøstyrelsens bekendtgørelse nr. 304 af 14. maj 1991 om støj fra vindmøller. Bekendtgørelsen stiller krav om, at støj fra vindmøller ved udendørs opholdsarealer ikke må overstige 40 dB i bebyggede og rekreative områder og 45 dB i åbent land. Resultatet af støjanalyserne viser, at det beregnede støjniveau ved (B)’s ejendom er 35 dB (jf. VVM-redegørelsen side 134).

VVM-redegørelsen konkluderer, at støjkravene ved Høvsøre, herunder ved (B)’s ejendom vil kunne overholdes.

Skyggekast er den genevirkning, der kan opstå, når vindmøllevingerne passerer mellem solen og opholdsarealet. Genen vil typisk opstå inde i boligen, hvorfor der normalt regnes på et lodret vindue, når det beregnes, hvor ofte skyggekast kan forekomme.

Denne type af gener er i VVM-redegørelsen beregnet ved at tage udgangspunkt i en ’værst tænkelig’ forudsætning om, at solen altid skinner, møllen altid kører, og at rotoren er vinkelret på retningen fra nabo mod solen. VVM-redegørelsen udregner herefter på baggrund af meteorologiske statistikker (DMI’s landstal for soltimer) reelle værdital (sandsynlige værdier) for skyggekast.

Den 2. december 1999 besigtigede firmaet (E) de foreslåede mølleplaceringer ved bl.a. Høvsøre for at vurdere gener fra skyggekast. De relevante naboejendomme, herunder (B)’s ejendom blev ved den lejlighed vurderet med hensyn til placering og med hensyn til højder af beplantning og driftsbygninger mellem de projekterede møller og beboelserne. Desuden blev beboelsernes orientering noteret.

Der er i Danmark ikke fastsat regler, der regulerer disse genevirkninger. Det kan supplerende oplyses, at der i Tyskland i visse delstater er fastlagt en grænseværdi for skyggekasttid til maksimalt 30 timer årligt i den værst tænkelige situation og højst 30 minutter dagligt. I Sverige er der tilsvarende fastsat en grænseværdi på 10 timer årligt.

Resultatet af disse beregninger viser, at der ved (B)’s ejendom vil være skyggekast i september og første halvdel af oktober, mens der stadig er blade på træerne. VVM-redegørelsen fastslår, at der i den værst-tænkelige situation maksimalt vil kunne opstå skyggekast i 18 timer årligt eller 18 minutters skyggekast pr. skyggedag pr. år ved (B)’s ejendom. De beregnede reelle værdier vil tilsvarende være på 3 timer og 48 minutter årligt (jf. VVM-redegørelsens side 140-143 og 182- 184).

På ovennævnte baggrund konkluderes, at skyggekast fra møllerne ved (B)’s ejendom kan være et problem, men at skyggerne i væsentligt omfang vil blive sløret af træbevoksningen omkring godset.

For så vidt angår spørgsmålet om gener fra lysafmærkning af møllerne konstaterer VVM- redegørelsen, at det ikke er muligt at vurdere de faktiske gener, da kravene til afmærkning af møller på mere end 150 m endnu ikke er fastlagt. Der foregår et udredningsarbejde mellem Forsvaret, Statens luftfartsvæsen og vindmølleindustrien om udformning af endelige mærkningskrav.

Den foreløbige løsning peger på en afmærkning med røde lavintensitetslys oven på møllehattene indtil møllehøjder på 150 m. Denne løsning vurderes at ville indebære en forholdsvis lille lyseffekt i nærområdet, idet møllehatten ofte vil skygge for lyset set nedefra. Den afmærkningsmulighed for møller på højder på mere end 150 m er etablering af en lysmarkering af møllevingerne i topposition i form af et kort blink.

VVM-redegørelsen fastslår, at såfremt der i fremtiden kræves højintensitetslys vil lys- og blinkpåvirkningen i det i øvrigt mørke natlandskab, give et markant lysindtryk.

På ovenstående baggrund og med den foreliggende retspraksis har ministeriet ikke fundet, at de i dag kendte gener, som anlægget vil få for (B), er af en sådan karakter, at der er grundlag for at yde erstatning. Opmærksomheden skal ligeledes henledes på, at der findes ejendomme med en tættere beliggenhed i forhold til anlægget, end det vil blive tilfældet for (B). Det kan oplyses, at ministeriet med bistand fra kammeradvokaten aktuelt overvejer, om der i forbindelse med ekspropriation skal tilbydes disse lodsejere ulempeerstatning.

Det er samtidig ministeriets opfattelse, at såfremt de berørte naboer finder, at etablering af den nationale prøvestation indebærer væsentlige gener af uforudsigelig karakter, vil spørgsmålet om erstatning kunne prøves ved domstolene.

”

A kommenterede ministeriets udtalelse i brev af 6. april 2001. A anførte bl.a. følgende

”Ved besvarelsen af i hvilket omfang erhvervsøkonomiske hensyn kan indgå i forbindelse med miljø- og energiministerens varetagelse af landsplanmæssige interesser, anfører ministeriet indledningsvis, at ’ erhvervsøkonomiske hensyn forstået som hensyn til et helt erhvervs udviklingsmuligheder og dermed økonomiske muligheder er en samfundsmæssig interesse, som efter omstændighederne kan begrunde anvendelse af miljø- og energiministerens landsplanbeføjelser.’ Ud over denne sætning berører ministeriet ikke spørgsmålet om, i hvilket omfang erhvervsøkonomiske hensyn kan indgå ved landsplanlægningen. Svaret må forstås således, at erhvervsøkonomiske interesser efter ministeriets opfattelse i sig selv kan bære et landsplandirektiv. Dette er efter klagers opfattelse i klar modstrid med planloven.

Herefter anfører ministeriet de forhold, der i den konkrete situation af ministeriet betegnes som samfundsmæssige interesser. Disse er ønsket om at styrke vindmølleindustriens udvikling og ønsket om at styrke udviklingen af en miljørigtig energiproduktion. Det er klagers opfattelse, at alene ønsket om at styrke udviklingen af en miljørigtig energiproduktion kan kvalificeres som en samfundsmæssig interesse i planlovens forstand.

Ministeriet har ved besvarelsen sat lighedstegn mellem landsplanmæssige og samfundsmæssige interesser, hvilket efter klagers opfattelse kan forsvares under forudsætning af, at der ved fortolkningen af begrebet samfundsmæssig interesse tages behørig hensyn til planlovens § 1, hvor begrebet samfundsmæssig interesse afgrænses i planlovens forstand.

Erhvervsøkonomiske interesser ses ikke nævnt som en del af lovens sigte, hvorfor det kan konkluderes, at ministeriet ikke - i modsætning til ministeriets egen opfattelse af retstilstanden - er berettiget til at udstede et landsplandirektiv, hvor hovedsigtet eller hele formålet er at fremme sådanne privatøkonomiske interesser.

Ministeriet anfører i sin skrivelse til Dem, at der er anlagt en konkret vurdering af, om klager kan være berettiget til en erstatning. Af VVM- redegørelsen fremgår det imidlertid ikke, at der på nogen måde er foretaget individuelle vurderinger for de enkelte lodsejere, herunder klager, jf. ovenstående. De betragtninger, som ministeriet nu anfører, må anses for at være udtryk for efterrationaliseringer.

Vedr. spørgsmålet om erstatning vedrører Deres spørgsmål 2) ikke spørgsmålet om, hvorvidt klager konkret er berettiget til erstatning, men derimod om ministeriet har taget stilling hertil. Ministeriets bemærkninger giver mig dog anledning til at bemærke, at ministeriets opfattelse af retspraksis ikke synes at være i overensstemmelse med de nyeste afgørelser på området.

Ministeriet anfører således, at der som udgangspunkt ikke kan blive tale om erstatning, når de offentligretlige regler er overholdt, og at erstatning forudsætter, at der er tale om meget betydelige ulemper. Den nyeste højesteretsafgørelse U 1999.353 H derimod udtaler, at der skal ydes erstatning, såfremt ulemperne ’ overstiger, hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelig samfundsudvikling på trafikområdet ’ Afgørelsen er principiel og led i en generel opblødning af retspraksis. Der skal ikke herske tvivl om, at den af domstolene vil blive anvendt analogt uden for trafikområdet.”

Jeg sendte A’s udtalelse til Miljø- og Energiministeriet den 26. april 2001 med henblik på eventuelle bemærkninger fra ministeriet. Ministeriet fremkom ikke med bemærkninger til A’s brev af 6. april 2001.

Ved brev af 11. december 2001 rettede A henvendelse til den nye miljøminister med en generel anmodning om genoptagelse af hele sagen om etablering af en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre. De indsigelser A anførte i brevet til ministeren, var i væsentligt omfang identiske med klagerne i A’s brev af 7. september 2000 til mig. På den baggrund indstillede jeg indtil videre min behandling af den foreliggende sag.

Miljøministeren fastholdt i brev af 19. februar 2002 placeringen af den nationale prøvestation ved Høvsøre og afslog at genoptage sagen. Jeg meddelte herefter A i brev af 3. april 2002 at der på den baggrund ikke var noget til hinder for at jeg fortsatte min behandling af sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Hjemmel til etablering af en national prøvestation for store vindmøller

Planloven (lovbekendtgørelse nr. 518 af 11. juni 2000) indeholder følgende bestemmelser i § 1 og § 3, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 4

’§ 1. Loven skal sikre, at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.

Stk. 2. Loven tilsigter særlig,

at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og kommuner,

at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber,

at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource,

at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges, og

at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet.

Etablering af national prøvestation for store vindmøller

Det fremgik af sagens akter at Miljø- og Energiministeriet i januar 1999 iværksatte en offentlig idéfase om placering af en national prøvestation for store vindmøller ved Røjensø Odde i Sydthy Kommune. Resultatet af idéfasen blev en beslutning om at gennemføre endnu en idéfase med et forslag om placering af en prøvestation ved Høvsøre i Lemvig Kommune.

Ved brev af 5. juli 1999 meddelte Miljø- og Energiministeriet Ringkjøbing Amtsråd og Lemvig Kommunalbestyrelse at miljø- og energiministeren - i henhold til planlovens § 3, stk. 4 - havde besluttet at overtage amtsrådets og kommunalbestyrelsens beføjelser til at udarbejde plangrundlag for en prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre.

I perioden fra den 30. juli til den 31. august 1999 gennemførte Miljø- og Energiministeriet den anden offentlige idéfase, herunder et offentligt møde den 24. august 1999. Ministeriet havde forinden udsendt et debatoplæg samt annonceret i Lemvig Folkeblad. Debatoplægget indeholdt en opfordring til borgerne om at komme med forslag og ideer til prøvestationens placering, krav til dens udformning og størrelse samt vilkår for dens etablering og drift.

I brev af 26. august 1999 gjorde advokat A på vegne af sin klient, B, indsigelse mod forslaget om at placere den nationale prøvestation ved Høvsøre. A anførte bl.a. at prøvestationen ville skade både de landskabelige og kulturelle værdier i området, og A opregnede følgende gener som B’s familie ville blive udsat for, og som der i givet fald ville blive krævet erstatning for

”

værdiforringelse af ejendommen

lavere indtægter for udlejning af udlejningshuse

støjgener

forringelse af jagtmulighederne og af jagtlejeindtægterne

gener ved belysning af møllerne

driftsmæssige gener

samt andre naboretligt regulerede forhold”

Miljø- og Energiministeriet sendte den 28. januar 2000 en VVM-redegørelse til høring hos lodsejere inden for området, indsigere, organisationer og andre interesserede samt til en række kommunalbestyrelser og amtsråd. Redegørelsen indeholdt et hovedforslag om placering af en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre i Lemvig Kommune og en delt alternativ placering ved Rønland i Thyborøn-Harboøre Kommune og Røjensø Odde i Sydthy Kommune. Desuden var redegørelsen vedlagt forslag til VVM-tilladelse, forslag til landsplandirektiv og forslag til kommuneplantillæg og lokalplan. Høringsperioden var på 8 uger fra den 31. januar til den 27. marts 2000.

Af VVM-redegørelsen fremgik bl.a. følgende

”Baggrund og forudsætninger

Vindmøller er blevet en af Danmarks store eksportartikler. Industrien har en milliardomsætning i dag, og over 10.000 mennesker er enten direkte eller indirekte beskæftigede i vindmøllebranchen.

Vindmølleindustriens fortsatte succes afhænger af, om den kan udvikle stadigt mere effektive vindmøller. Tiden er forbi, hvor konkurrenceevnen kunne øges ved at gøre det billigere for branchen at producere el. Den mulighed er benyttet, hvad et betragteligt fald i produktionsprisen igennem de seneste 15 år illustrerer. Da også de ’lette tekniske’ forbedringer er blevet udnyttet, kræver en fortsat optimering af vindmøller en stadig mere specialiseret udvikling.

Teknikken bag vindmøller har vist sig at være vanskelig, og der opstår løbende nye udfordringer og tekniske problemer. Det er vigtigt at gøre, hvad der er muligt for at sikre pålideligheden og forbedre sikkerhed på de stadigt større møller, der udvikles. En væsentlig faktor i denne sammenhæng er muligheden for at afprøve møller under ekstreme forhold.

For at bevare vindmøllesektorens internationale førerposition vurderer Forskningscenter Risø og vindmølleindustrien, at det er af stor betydning, at man i Danmark inden for kort tid etablerer tidssvarende og fremtidssikrede faciliteter, der gør det muligt at afprøve store vindmøller ved høje vindhastigheder.

De eksisterende faciliteter ved Forskningscenter Risø kan ikke længere dække de behov og krav, der i dag stilles om målinger ved høje vindhastigheder. Derfor er det besluttet at etablere en ny national prøvestation på et sted med optimale vindforhold. Alternativet er, at de danske udviklingsvilkår ikke kan konkurrere med udlandets, og at vindmøllefabrikanterne er nødt til at opstille deres prototyper i udlandet. Dermed vil know- how og udviklingsaktiviteter blive flyttet til udlandet.

Beslutningen om at etablere en ny national prøvestation er ikke alene truffet af hensyn til vindmøllebranchen. I aftalen mellem de danske el-værker og staten forventes de samfundsmæssige investeringer i store vindmøller på havet at blive på omkring 7-8 mia. kr. i de næste 7-8 år. En udvikling af vindmøller, der kan forbedre møllernes kvalitet og sikkerhed, har derfor også stor betydning for Danmark.

Hertil kommer, at en yderligere optimering af el-produktionen fra vindmøller kan

· give endnu et bidrag til at nedbringe luftforureningen med blandt andet CO2, idet mølleproduceret el fortrænger kul-, olie- eller naturgas-baseret elproduktion

· mindske behovet for nye pladser til vindmøller, og dermed bruge færre arealer, hvor der er konflikt med andre interesser.

Overordnede formål og krav til en prøvestation

Formålet med en national prøvestation er at udvikle nye vindmøllekoncepter, at godkende nye vindmølletyper, herunder dokumentere sikkerhed, ydeevne, støjudsendelse og netpåvirkning samt at understøtte forskning i vindenergi.

De tekniske krav til sådan en prøvestation er mange. Lokaliteter, der kan leve op til disse krav, er få. En placering af prøvestationen har da også vist sig som en balancegang mellem tekniske krav og hensyn til natur og miljø, herunder landskabsbeskyttelse. De rent tekniske krav fra nationale og internationale standarder kræver høje vindhastigheder, nærliggende flad topografi og et minimum af terrænelementer. Krav, som har vist sig, kun kan opfyldes ganske få steder i Danmark. De få områder, som opfylder kravene, ligger i de åbne vestjyske landskaber, hvortil der er knyttet væsentlige beskyttelsesinteresser.

Sammenfattende vurdering

Udvælgelsen af den bedst egnede lokalitet til en prøvestation for store vindmøller har været en afvejning af en lang række hensyn til natur og miljø, teknik og lovgrundlag.

Men natur- og miljøvurderingen viser, at Høvsøre er den eneste lokalitet, der dels opfylder flest mulige af de vindtekniske krav og dels kan rumme alle 5 prøvepladser. Høvsøre er også den lokalitet, som samlet rummer færrest konflikter i forhold til internationale og nationale beskyttelsesinteresser.

Placeringen ved Høvsøre er ikke uproblematisk, men vurderes trods de landskabelige og naturbeskyttelsesmæssige konflikter at være den bedst egnede placering til en national prøvestation for store vindmøller i Danmark.

Sammenfattende vurdering - konklusion

I en samlet vurdering foretrækkes en placering af en national prøvestation altså ved Høvsøre. Nabogenerne i form af støj er her inden for lovens grænser, og et eventuelt problem i forhold til skyggeafkast vil ikke påvirke helårsboliger. Samtidig er placeringen mindst problematisk for fuglelivet, bl.a. de arter, der har international interesse. Og mindst problematisk i forhold til det omgivende landskab.

Høvsøre giver ikke de bedste vindtekniske forhold, terræn- og topografiske forhold er heller ikke de bedste; til gengæld kan man opstille 5 prøvestande.

Samlet konklusion

En samlet afvejning af gener i forhold til naboer, tekniske krav og landskabs- og naturbeskyttelsesinteresser betyder, at denne redegørelse peger på, at Høvsøre er den mindst problematiske og dermed bedst egnede placering for en national prøvestation for store vindmøller.”

Bilag V til VVM-redegørelsen indeholder en liste over en række af de indsigelser som Miljø- og Energiministeriet modtog i offentlighedsfasen vedrørende forslaget om placering af den nationale prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre. Heraf fremgår bl.a. følgende

ӯkonomiske forhold

Ejendomsværdi

En række henvendelser (1, 3, 12, 17, 24, 31) anfører, at prøvestationen vil få negative effekter på ejendomsvurderingen i området.

Kommentar: Det er ikke praksis at yde erstatning for gener, der fører til faldende ejendomsværdier for naboerne.

Kompensation til områdets beboere

Flere henvendelser (6, 10, 16) peger på lokal kompensationsordning etableret i forbindelse med opførelse af Fjaltring vindmøllerne og foreslår lignende ordning ved etablering af prøvestationen.

Kommentar: Der ydes ikke økonomisk kompensation til naboer eller en kreds af borgere, fordi der bygges på en naboejendom.”

I brev af 24. marts 2000 uddybede A på vegne af B sin indsigelse af 26. august 1999 mod placering af prøvestationen ved Høvsøre. A gjorde bl.a. gældende at planlovens § 3, stk. 1, alene kan anvendes som hjemmel til varetagelse af landsplanmæssige interesser, og at ønsket om at sikre vindmølleindustriens fortsatte succes som der var henvist til i VVM-redegørelsen, alt andet lige måtte anses for at angå privatøkonomiske interesser. A anførte endvidere at der i VVM-redegørelsen manglede en vurdering af om Miljø- og Energiministeriet med rette havde anvendt hjemmelen i planlovens § 3, stk. 4, til at overtage amtsrådets og kommunalbestyrelsens planlægningsbeføjelser. Endelig gjorde A gældende at Miljø- og Energiministeriet havde fejlinformeret borgerne om muligheden for at få økonomisk kompensation idet der i retspraksis fra de senere år var givet erstatning til naboer for gener fra offentlige anlæg ud fra individuelle overvejelser om ejendomsrettens beskyttelse, og at udviklingen i retspraksis var udtryk for at der ikke længere foretages en principiel sondring mellem erstatning på ekspropriationsretligt grundlag og på naboretligt grundlag. A bad på den baggrund Miljø- og Energiministeriet om en begrundelse for ministeriets afvisning af at yde kompensation til naboerne for de i VVM-redegørelsen anførte gener.

Efter høringsperiodens udløb skrev Miljø- og Energiministeriet den 25. april 2000 til lodsejerne inden for området, indsigere, myndigheder, organisationer og andre interesserede og takkede for bemærkningerne til det udsendte materiale. Miljø- og Energiministeriet oplyste samtidig at ministeriet nu var i gang med at behandle bemærkningerne til de foreslåede placeringer, og at miljø- og energiministeren herefter ville beslutte om og i givet fald hvor en national prøvestation skulle etableres.

Den 25. maj 2000 udstedte miljø- og energiministeren et landsplandirektiv med følgende ordlyd

”Cirkulære om planlægning for etablering af en national prøvestation til afprøvning af store vindmøller ved Høvsøre i Lemvig Kommune, Ringkøbing amt.

(Til Ringkøbing amtsråd og Lemvig kommunalbestyrelse)

Cirkulærets baggrund og formål

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En grundejer klagede til ombudsmanden over bl.a. at Miljø- og Energiministeriet havde varetaget vindmølleindustriens privatøkonomiske interesser i forbindelse med et landsplandirektiv der gjorde det muligt at etablere en national prøvestation for store vindmøller, at ministeriet havde fejlinformeret borgerne om muligheden for økonomisk kompensation for gener fra prøvestationen, og at ministeriet havde afvist at yde økonomisk kompensation.

Ombudsmanden mente at Miljø- og Energiministeriet havde den fornødne hjemmel til at anvende landsplanbeføjelserne i planlovens § 3 idet ministeriet havde varetaget hensynet til den samlede vindmøllebranches erhvervsøkonomiske interesser sammen med andre lovlige hensyn.

Ombudsmanden kritiserede derimod at Miljø- og Energiministeriet ikke havde givet grundejeren tilstrækkelig information om muligheden for at få erstatning for ulemper som følge af prøvestationen.

Miljø- og Energiministeriet havde først i sin udtalelse til ombudsmanden givet en konkret begrundelse for at afvise kravet om erstatning. Ombudsmanden henstillede derfor til ministeriet at tage stilling til erstatningsspørgsmålet direkte over for grundejeren. (J.nr. 2000-2742-129).