Kritik af tjenestemand. Inddragelse af kriterier

Kritik af tjenestemand. Inddragelse af kriterier

Det fremgik af sagen at Biskoppen over X Stift den 2. juni 2001 skrev følgende til en provst, A

”Jeg forstår at der stadig kommer (Y) provsti uvedkommende skrivelser fra (Y) provsti, også via den officielle fax. Jeg skal endnu engang indskærpe at provstiets officielle kommunikationslinier kun må anvendes af provsten og hendes provstisekretær.

Jeg skal derfor pålægge dig at påse at denne uberettigede brug ophører.

”

A svarede den 4. juni 2001 bl.a. følgende

”Efter - Pinselørdag aften (!) - at have modtaget dine betragtninger over, hvad du kalder provstiets officielle kommunikationslinjer, skal jeg tilkendegive, at jeg ikke på noget punkt deler din opfattelse. Og at jeg i øvrigt betragter dine synspunkter som helt uholdbare.

Vedr. præste/provsteembedets mail-system er det således, at der er tale om en åben og offentlig brevkasse. Min mailadresse er offentliggjort, og jeg modtager derfor gennem år og dag alle mulige mails. ... Og derfor svarer jeg selvfølgelig, ligesom alle andre gør, i samme system. Familie, venner og børn. Sådan gør alle. Og for øvrigt brugte jeg da også systemet til at bestille vores rejse til ( ) i marts. Flybilletter, hoteller og billeje. Med svar tilbage i systemet. Selvfølgelig gjorde jeg det, for sådan fungerer systemet, og sådan gør alle.

Selve mail-systemet er nemlig slet ikke noget kirkenet. Kirkenettet er kun en underafdeling af det overordnede internet-mail-system. Selvfølgelig er det klart, at anvendelsen af kirkenettet er undergivet mit embede og derved undergivet de passwords, som kun ansatte under mit embede har adgang til. Men ud over at bemærke, at min mand faktisk er ansat under mit embede, idet han i årene 1994-99 var egentlig provstisekretær, og at han såvel i 1999 som i 2000 og også i år af provstiudvalget er ansat til økonomisk sekretærarbejde, og derfor i øvrigt har såvel et løn- som pensionsnummer i (X) Stifts administration, vil jeg gerne understrege, at han i nærværende sag overhovedet ikke har været i nærheden af systemets underafdeling, hverken for kirkebøger eller andre eventuelle fortroligheder. Han har alene benyttet postsystemet til kommunikation med (X) Stiftsblads redaktør i anledning af en artikel, som var aftalt med redaktøren. At kalde det privat i egentlig forstand, må jeg sige er temmelig langt ude. Og at du er blevet overrasket over det og derfor giver dig ud i forestillinger om uretmæssig anvendelse af embedspapir må siges at være udtryk for en opfattelse, der ikke er helt fortrolig med moderne elektroniske kommunikationsmidlers karakter.

Det samme må man, som jeg allerede har henledt din opmærksomhed på, sige om dine synspunkter på telefaxen. Som sagt kan enhver dansk fax helt elementært indkodes således, at den tilkendegiver, at dokumentet kommer fra Statsministeriet, fra Kongehuset, fra (X) Stift, ja, altså selv fra (Y) provsti. Der er med andre ord ingen garanti - og dermed retsgyldighed - bundet til selve fax-adresseangivelsen. Det er alene underskriften, det kommer an på. Som jeg mailede til dig, har jeg i årevis brugt en fax fra ( ) Universitet, og det er, som skrevet, min opfattelse, at anvendelse af fax ligger inde under aftalen om præstefamiliens anvendelse af embedstelefon. Vedr. telefonen har du i øvrigt præcis det samme problem: moderne telefoner kan identificere opringeren, hvilket vil sige, at når jeg selv, min mand eller vore børn anvender telefonen privat, så står der i modtagerens display: ( ) præsteembede. Denne raffinerede elektronik ophæver mig bekendt ikke aftalen mellem Præsteforeningen og Kirke-/Finansministeriet. Og i øvrigt gælder det vedr. min mands brug af faxen stadig, at det var en skrivelse til Stiftsbladets redaktør i anledning af en aftalt artikel.

Jeg finder således, at dit anliggende og dine betragtninger om embedets elektroniske hjælpemidler går helt galt af de faktisk gældende forhold. Både retsligt og teknisk. Hvad værre er: jeg opfatter dine henvendelser som forsøg på at inddrage mig i dine teologiske stridigheder med min mand. Jeg har tidligere, både skriftligt og mundtligt i november sidste år, gjort dig opmærksom på, at jeg ikke kan acceptere denne sammenblanding. Og jeg vil gerne gentage dette - og så i øvrigt præcisere, at hvis det sker igen, agter jeg at henvende mig til Kirkeministeriet og Præsteforeningen.

Og så må jeg sige, at jeg finder det helt urimeligt, at du har valgt at belaste min Pinse med administrative problemer og embedsmæssige misbilligelser af nævnte slags. Provster har megen administration, og de store højtider skulle gerne være sådan en slags oaser, hvor vi kan komme i kontakt med det, det trods alt drejer sig om: evangeliets forkyndelse. At du har druknet denne pinse i pindehuggeri, synes jeg er mere end træls.”

I brev af 22. juni 2001 til A skrev biskoppen bl.a. følgende

”Jeg har vanskeligt ved at se relevansen af de heri fremførte synspunkter. Sagen drejer sig om det upassende i at lade uvedkommende skrive i (Y)’s provsts og provstis navn, hvad enten det drejer sig om fax eller pc. Du har ret i at enhver fax kan indkodes således at den tilkendegiver at den kommer fra ’Kongehuset, Statsministeriet, fra (X) Stift, ja, altså selv fra (Y) Provsti’. På samme måde kan brevpapir fremstilles. Begge dele kalder man normalt ’dokumentfalsk’.

Ved pc’en er der ydermere det forhold at den rummer en række oplysninger som kun tilkommer personer med legitimt tjenstligt ærinde og et personligt password. Som din sikkerhedsansvarlige må jeg pålægge dig at sikre at uvedkommende ikke skaffer sig adgang.

Endelig anfører du at du opfatter mine henvendelser som et forsøg på at inddrage dig i mine stridigheder med din mand (M). Det er ikke noget jeg forsøger; det har du og din mand allerede selv gjort. Der er jo ikke tale om, som du skriver, ’teologiske’ divergenser, men om at (M) ved sine personlige angreb på præster i Stiftet og i særdeleshed på mig for længst har bragt sig hinsides ethvert fornuftigt debatniveau. Flere andre har deltaget i diskussionen om ( ) og om ( ) i november i (X) på en sober og saglig måde, men ikke din mand. Og da han er din mand og du er hans kone, bliver din troværdighed naturligvis også draget i tvivl. Når du ikke er i stand til at forklare ham, at han belaster din anseelse, og du øjensynligt ikke engang selv kan se det, så er tilliden til din dømmekraft ikke hvad den burde være.

Hermed er sagen afsluttet for mit vedkommende.”

Biskoppen sendte samtidig en kopi af brevet til Kirkeministeriet.

Herefter klagede A den 28. juni 2001 til Kirkeministeriet. A skrev bl.a. at hun betragtede 3. afsnit i biskoppens brev af 22. juni 2001 som en helt grundløs beklikkelse af hendes integritet og dømmekraft som provst og som et angreb på hendes mands ytringsfrihed. A bad ministeriet foranledige at biskoppen uden tøven trak sine betragtninger tilbage og udtrykte en beklagelse. A skrev endvidere følgende

”

Jeg skal oplyse, at biskop (B) i november 2000 indkaldte mig til en samtale i anledning af to avisskrivelser af min mand i ( ) avis (en kommentar og et læserbrev) om (X) stifts ( )- arrangement. Jeg gjorde allerede da (B) opmærksom på, at jeg ikke kunne acceptere hans forsøg på at beklikke min funktion som provst på grund af offentlige teologiske og kirkelige synspunkter fremsat af min mand og i hans eget navn. Min mand har deltaget i teologisk og kirkelig debat i 35 år, og det vil han - forhåbentlig - blive ved med i mange år endnu. Det er muligt, at (B) ikke bryder sig om min mands synspunkter, men det må han så tilkendegive offentligt, eller, hvis han ikke vil det, lade være med at kommentere. Den reaktion, jeg nu for anden gang møder fra (B)’s side, opfatter jeg som sagt som et forsøg på at bruge, dvs. misbruge min stilling som provst til at hindre min mands ytringsfrihed. Denne, (B)’s måde at bruge bispeembedet på, er helt uacceptabel og må omgående bringes til ophør.”

I brev af 14. september 2001 afgav biskoppen en udtalelse til ministeriet. Han anførte bl.a. følgende

”I anledning heraf skal jeg udtale at det selvfølgelig ikke med mit brev af 22. juni 2001 til provst (A) har været min hensigt at lægge hindringer i vejen for at provstens ægtefælle (M) kan udøve sin ytringsfrihed. Mit brev til provsten er heller ikke foranlediget af (M)’s holdninger eller meninger, men derimod har jeg følt mig afficeret af selve formen, ordvalget m.v. i (M)’s mange indlæg.

Ved mit brev af 22. juni 2001 er der derfor ikke meddelt (A) en afgørelse, ligesom jeg ikke har pålagt hende at udvise en bestemt adfærd. Derimod har jeg udtrykt min opfattelse af det uhensigtsmæssige i (M)’s adfærd, når det tages i betragtning, at (M) er gift med (A), der som provst er en af mine nærmeste embedsmænd, at (M) med navneidentifikation bruger embedets mailsystem, og at (M), ikke sjældent, i den offentlige debat underskriver sig med tydelig angivelse af at bo i præstegården. Det er således min vurdering at de nævnte faktorer samlet vil kunne medføre risiko for en ’identitetsforvirring’.

Til Kirkeministeriets orientering vedlægger jeg et udvalg af (M)’s indlæg i pressen samt kopi af en mail til redaktøren for stiftsbladet i (X), hvor (M) mener at kunne udtale sig på landemodets (provsternes) vegne.”

Kirkeministeren svarede i brev af 4. oktober 2001 på A’s klage. Ministeren skrev bl.a. følgende

”Hertil kan jeg oplyse, at det er ministeriets opfattelse, at biskoppen ikke kan lægge begrænsninger på din mands ytringsfrihed eller pålægge dig en bestemt adfærd med hensyn til din mands deltagelse i den offentlige debat.

Som det imidlertid fremgår af (B)’s brev til Kirkeministeriet af 14. september 2001, har det ikke været hans hensigt med brevet til dig af 22. juni 2001 at lægge hindringer i vejen for, at din ægtefælle kan udøve sin ytringsfrihed, ligesom han ikke har pålagt dig at udvise en bestemt adfærd. Kopi af (B)’s brev vedlægges.

På den baggrund og med henvisning til dit ønske om, at biskop (B) trækker sin udtalelse tilbage, finder jeg ikke, at sagen giver anledning til nogen påtale fra ministeriets side.”

Herefter skrev A den 5. oktober 2001 bl.a. følgende til ministeren

”Såvel din skrivelse som biskop (B)’s forholder sig udelukkende til spørgsmålet om min mands ytringsfrihed. Jeg forstår biskoppens skrivelse sådan, at han i alt væsentligt fastholder sit hidtidige synspunkt, omend i en lidt afsvækket form. Jeg forstår til gengæld dit svar som en klar tilkendegivelse af, at min mands og mit ægteskab ikke pålægger min mand nogen begrænsninger i hans ytringsfrihed. Jeg beklager dybt biskoppens ægteskabssyn, kvindesyn og hans fortsatte opfattelse af, at han kan bruge sit embede på denne måde, men jeg skal til gengæld udtrykke min glæde over den opfattelse, du giver til kende.

For mig var denne sag imidlertid ikke hovedsagen i mit brev af 28. juni. Det var derimod indholdet af følgende sætning: ’ Og da han er din mand og du hans kone, bliver din troværdighed naturligvis også draget i tvivl. Når du ikke er i stand til at forklare ham, at han belaster din anseelse, og du øjensynligt ikke engang selv kan se det, så er tilliden til din dømmekraft ikke hvad den burde være. ’ Jeg gjorde i min klage opmærksom på, at jeg opfatter sætningen som en grundløs beklikkelse af min funktion som provst, og bad biskop (B) om at trække dette synspunkt tilbage. Efter min opfattelse forholder biskoppens skrivelse af 14. september sig ikke til denne problemstilling, ligesom du heller ikke gør det. Da det som sagt må være hovedsagen for mig i min funktion som provst, skal jeg gøre opmærksom på, at jeg fastholder den opfattelse, at biskop (B) skriftligt skal trække denne belastende karakteristik af min funktion tilbage. Mit ønske er begrundet i det forhold, at biskop (B) fremsendte brevet, hvori han betvivler min troværdighed og dømmekraft til Kirkeministeriet, der er ansættende myndighed og arbejdsgiver for mig.”

I brev af 15. oktober 2001 meddelte ministeriet A at ministeriet ikke fandt grundlag for at tage tjenstlige skridt i sagen.

Den 27. oktober 2001 skrev A på ny til ministeriet. A anførte at biskoppen havde udsat hende for en grundløs påtale vedrørende hendes dømmekraft i funktionen som provst. Han havde således udtrykt mistillid til A som provst og bragt hende i et dybt problematisk forhold til dem som hendes embedsførelse rettede sig mod. A fastholdt derfor ønsket om at biskoppen skulle trække sit brev tilbage.

Ministeriet svarede den 14. november 2001 at ministeriet ikke havde anledning til at føje yderligere til svaret af 15. oktober 2001.

A skrev herefter den 19. november 2001 til biskoppen og bad ham om skriftligt og senest den 26. november 2001 at tilbagekalde betragtningerne i brevet af 22. juni 2001.

Biskoppen svarede den 27. november 2001 at han ikke havde yderligere bemærkninger.

I anledning af A’s klage til mig bad jeg myndighederne om en udtalelse og om udlån af sagens akter.

I brev af 7. marts 2002 udtalte biskoppen bl.a. følgende

”Videre bemærker jeg, at mit brev af 22. juni 2001 hverken indeholder et tjenstligt pålæg eller påtale. Brevet er et led i en forudgående korrespondance, og udsagnet om provstens dømmekraft mv. er udelukkende en kommentar til provstens betragtninger om sammenblanding af hendes og ægtefællens forhold. Jeg har derved ikke meddelt - eller ønsket at tildele - provst (A) en tjenstlig påtale.

Omvendt fandt jeg det ikke for unaturligt at sende ministeriet en kopi af mit brev af 22. juni 2001, da provsten i en forudgående mailskrivelse af 4. juni 2001 til mig anførte, at hun ville rette henvendelse til ministeriet, såfremt der i fremtiden skete sammenblanding af hendes og ægtefællens forhold. Jeg sørgede naturligvis for, at provsten blev gjort bekendt med min orientering til ministeriet, idet det direkte af mit brev af 22. juni 2001 fremgår, at ministeriet modtog kopi af brevet. Det er i øvrigt min opfattelse, at orienteringsskrivelsen til ministeriet ikke medfører, at der derved meddeles provsten en tjenstlig påtale. Jeg har i tilknytning hertil noteret mig, at ministeriet mig bekendt ikke på baggrund af orienteringsskrivelsen har foretaget sig andet overfor provst (A) end at besvare hendes skriftlige henvendelser.

På baggrund af dette bemærker jeg, sammenfattende og til besvarelse af det i ministeriets brev indeholdte spørgsmål, at mit brev af 22. juni 2001 ikke var en påtale og dermed en disciplinær sanktion. Følgelig er hverken tjenestemandslovens eller forvaltningslovens regler tilsidesat.”

Kirkeministeriet tilsluttede sig i brev af 12. april 2002 biskoppens opfattelse.

I brev af 1. maj 2002 fastholdt A at brevet af 22. juni 2001 indeholder en fordring til hende om at udvise en bestemt adfærd.

Biskoppen og ministeriet understregede i breve af henholdsvis 6. juni 2002 og 10. juni 2002 at brevet af 22. juni 2001 hverken formelt eller reelt havde karakter af et tjenstligt pålæg eller en påtale.

Ombudsmandens udtalelse

”Sagen drejer sig om følgende tilkendegivelse som biskoppen fremsatte i brevet af 22. juni 2001 til Dem

’Og da han er din mand og du er hans kone, bliver din troværdighed naturligvis også draget i tvivl. Når du ikke er i stand til at forklare ham, at han belaster din anseelse, og du øjensynligt ikke engang selv kan se det, så er tilliden til din dømmekraft ikke hvad den burde være.’

Tjenestemandsloven indeholder i kapitel 3 og 4 bestemmelser om tjenestemænds pligter og de disciplinære sanktioner der kan iværksættes ved overtrædelse af disse pligter. Der er desuden fastsat bestemte procedureregler for sager om disciplinærforfølgning.

Herudover har en tjenestemands foresatte i kraft af ledelsesretten beføjelse til at påtale tjenstlige forhold uden at der nødvendigvis tages skridt til en sag om disciplinærforfølgning. Der vil i sådanne tilfælde typisk være tale om mindre graverende forseelser. Jeg henviser bl.a. til Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (2000), s. 208, og Ole Hasselbalch, Ansættelsesretten, 2. udgave, (1997), s. 609ff.

I den konkrete sag har biskoppen udtalt at hans tilkendegivelse ikke var en påtale og dermed en disciplinær sanktion. Desuden har biskoppen og Kirkeministeriet udtalt at tilkendegivelsen hverken formelt eller reelt havde karakter af et tjenstligt pålæg eller en påtale.

Efter tjenestemandslovens § 10 skal en tjenestemand bl.a. vise sig værdig til den agtelse og tillid som stillingen kræver. I biskoppens tilkendegivelse blev benyttet ord som ’troværdighed’, ’anseelse’ og ’tillid’. Dette kan - sammenholdt med tilkendegivelsens fulde ordlyd - give indtryk af at der efter biskoppens opfattelse var tale om en overtrædelse af tjenestemandslovens § 10.

Tilkendegivelsen indeholdt imidlertid ingen sanktion og havde ingen omtale af negative følgevirkninger for Deres ansættelsesforhold. Biskoppen erklærede således i brevet af 22. juni 2001 sagen for afsluttet. Det forhold at brevet blev sendt i kopi til ministeriet, kan endvidere ikke sidestilles med en indberetning af en tjenesteforseelse efter tjenestemandslovens § 20, stk. 1.

På denne baggrund er det min opfattelse at tilkendegivelsen ikke kan anses for en disciplinær sanktion. Følgelig skulle tjenestemandslovens regler om disciplinærforfølgning ikke finde anvendelse.

Tilkendegivelsen var imidlertid negativ i den forstand at den var bebrejdende og gav udtryk for mistillid til Deres dømmekraft. Den indeholdt således en kritik af Dem. Som nævnt ovenfor følger det af ledelsesretten at en arbejdsgiver kan udtale kritik af den ansattes tjenstlige forhold. Også forhold begået uden for tjenesten kan efter omstændighederne begrunde en påtale eller kritik fra arbejdsgiveren hvis forholdet har negativ indflydelse i relation til stillingen. Efter omstændighederne kan også forhold der ikke direkte vedrører den ansattes egen person, men f.eks. nærtstående familie, formentlig have betydning for vurderingen. Jeg henviser bl.a. til Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet, 2. udgave (2000), s. 93ff, Ole Hasselbalch, Ansættelsesretten, 2. udgave (1997), s. 691ff, og Jacob Christian Bertram, Et spørgsmål om tillid - om decorumkravet for offentligt ansatte, Justitia nr. 4 (2001), s. 80.

Kritikken angik Deres - efter biskoppens mening - manglende evne til at forklare Deres mand at han belastede Deres anseelse, og Deres manglende evne til at se dette. Biskoppen har i sit brev af 14. september 2001 til ministeriet nærmere uddybet sin holdning. Han har anført at han følte sig afficeret af formen, ordvalget mv. i Deres mands indlæg. Endvidere fandt biskoppen Deres mands adfærd uhensigtsmæssig i betragtning af at De som provst var en af biskoppens nærmeste embedsmænd, samt at Deres mand med navneidentifikation havde brugt Deres embedes mailsystem, og at han i den offentlige debat havde underskrevet sig med tydelig angivelse af at bo i præstegården. Disse forhold ville kunne føre til risiko for ’identitetsforvirring’.

Der er ikke i sagen oplysninger om at Deres mands adfærd rent faktisk har belastet Deres anseelse som provst hos andre end biskoppen.

Deres mand har skrevet sine breve/indlæg i den offentlige debat i sit eget navn. Det forhold at han brugte embedets mailsystem, kan under disse omstændigheder ikke med rette føre til at der kunne opstå tvivl om den egentlige afsender. At han tillige er gift med Dem og bor i præstegården, kan efter min mening ikke tillægges selvstændig betydning ved vurderingen af dette spørgsmål.

Det er på denne baggrund min opfattelse at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at mene at der var en nærliggende risiko for ’identitetsforvirring’, og dermed heller ikke for at mene at Deres mand i denne henseende belastede Deres anseelse som provst.

Som følge heraf var der ikke grundlag for den kritik som var indeholdt i tilkendegivelsen i brevet af 22. juni 2001. Jeg må derfor anse det for beklageligt at biskoppen tilkendegav den anførte kritik af Dem. Ministeriet burde have påtalt forholdet over for biskoppen.

Jeg har gjort biskoppen og ministeriet bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til ministeriet at sagen genoptages, og at der træffes en ny afgørelse i lyset af det jeg har anført.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”

I brev af 21. januar 2003 meddelte Kirkeministeriet mig at biskoppen efterfølgende havde tilkendegivet sin fulde tillid til provsten og beklaget at han havde udtrykt sig på en måde der kunne tolkes som indeholdende tvivl om hendes loyalitet. Ministeriet havde taget biskoppens tilkendegivelse til efterretning.

Jeg meddelte herefter ministeriet at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En biskop tilkendegav kritik af en provst fordi dennes ægtefælle i forbindelse med debatindlæg i pressen - efter biskoppens opfattelse - belastede provstens anseelse, og da provsten ikke søgte at hindre dette. Sagen blev indbragt for Kirkeministeriet som ikke fandt grundlag for at pålægge biskoppen at trække kritikken tilbage.

Ægtefællen havde skrevet indlæggene i sit eget navn. Ombudsmanden udtalte at det forhold at ægtefællen havde brugt embedets mailsystem, under disse omstændigheder ikke med rette kunne føre til at der kunne opstå tvivl om den egentlige afsender.

Det kunne ikke tillægges selvstændig betydning for dette spørgsmål at ægtefællen boede i præstegården.

Der var herefter ikke grundlag for biskoppens kritik, og ombudsmanden henstillede til Kirkeministeriet at det genoptog sagen og traf en ny afgørelse. (J.nr. 2001-4018-812).