Sag om forhåndsgodkendelse udsat. Begrundelse

Sag om forhåndsgodkendelse udsat. Begrundelse

En jurist, A, anmodede Justitsministeriet om forhåndsgodkendelse af hendes erhvervserfaring med henblik på at opnå beskikkelse som advokat, jf. retsplejelovens § 119, stk. 4. Justitsministeriet indhentede under sagens behandling en udtalelse fra Advokatrådet som bemærkede at de foreliggende oplysninger om A’s arbejde som ansat jurist i selskabet S alt andet lige måtte være at sidestille med almindelig beskæftigelse som jurist i en privat virksomhed, og at denne efter fast praksis kan medregnes med 1/3 af ansættelsestiden, dog maksimalt 1 år, efter retsplejelovens § 119, stk. 4.

Advokatrådet bemærkede videre at den aktivitet som S udøvede i forbindelse med driften af en hjemmeside, efter de foreliggende oplysninger syntes at være en overtrædelse af enten retsplejelovens § 124 eller vinkelskriverloven og samtidig formentlig misbrug af advokattitlen. Rådet henstillede derfor til ministeriets overvejelse om et ansættelsesforhold hvis kerne er udøvelse af en formentlig ulovlig aktivitet, overhovedet kan medregnes efter retsplejelovens § 119, stk. 4.

Justitsministeriet meddelte herefter A at ministeriet den 10. maj 2001 havde modtaget underretning om at Advokatrådet havde anmeldt ejerne af hjemmesiden til Københavns Politi for ulovligt at misbruge den beskyttede advokattitel.

Justitsministeriet havde på den baggrund besluttet at stille behandlingen af A’s ansøgning om forhåndsgodkendelse i bero på udfaldet af politianmeldelsen.

I et brev til mig af 30. november 2001 klagede A over Justitsministeriets behandling af hendes sag og over beslutningen om at stille afgørelsen i bero.

Jeg bad ved brev af 10. december 2001 Justitsministeriet om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg bad særligt Justitsministeriet om at redegøre for baggrunden for ministeriets beslutning om at sætte sagen i bero, herunder den sammenhæng som efter ministeriets opfattelse bestod mellem lovligheden af hjemmesiden og vurderingen/forhåndsgodkendelsen af A’s erhvervserfaring. Jeg bad samtidig om udlån af sagens akter.

Ved brev af 15. marts 2002 udtalte Justitsministeriet følgende

”

Sagens forløb

Om sagens forløb kan Justitsministeriet oplyse, at (A) ved brev af 11. december 2000 ansøgte om forhåndsgodkendelse af sin ansættelse siden juni 2000 som chefjurist i (S), som er selskabet bag (hjemmesiden).

Til brug for sagens behandling anmodede Justitsministeriet den 22. december 2000 Advokatrådet om en udtalelse, hvilket ansøger blev underrettet om samme dag.

Advokatrådet anmodede ved brev af 19. januar 2001 om supplerende oplysninger om ejerforholdene og strukturen i (S) til brug for rådets behandling af sagen. Anmodningen blev den 1. februar 2001 videresendt af Justitsministeriet til (A), der ved brev af 5. februar 2001 indsendte de pågældende oplysninger. Det fremgår blandt andet heraf, at (S) er stiftet af (A) og ( ), og at virksomheden herudover ejes af ( ), seks private investorer samt af selskabets medarbejdere.

På denne baggrund anmodede Justitsministeriet den 14. februar 2001 Advokatrådet om en supplerende udtalelse. Denne blev fremsendt ved brev af 21. februar 2001, hvoraf det fremgår, at det er Advokatrådets opfattelse, at stillingen som chefjurist må være at sidestille med almindelig beskæftigelse som jurist i en privat virksomhed og dermed som udgangspunkt kan medregnes med 1/3 af ansættelsestiden, dog maksimalt 1 år, jf. retsplejelovens § 119, stk. 4. Imidlertid bemærkede Advokatrådet, at den virksomhed, som (S) udøver i forbindelse med driften af (hjemmesiden), synes at være en overtrædelse af retsplejelovens § 120 og § 124 samt vinkelskriverloven. Advokatrådet henstillede til Justitsministeriets overvejelser, om en sådan virksomhed overhovedet kan medregnes i medfør af retsplejelovens § 119, stk. 4.

Ved brev af 27. februar 2001 sendte Justitsministeriet Advokatrådets udtalelse til (A), der ved brev af 13. marts 2001 indsendte sine bemærkninger hertil.

Ved brev af 1. maj 2001 med genpart til (A) forespurgte Justitsministeriet Advokatrådet, om rådet havde foretaget politianmeldelse af selskabet (S).

Advokatrådet oplyste telefonisk den 10. maj 2001, at ejerne af hjemmesiden ( ), herunder (A), var blevet anmeldt til Københavns Politi.

Ved brev af 14. maj 2001 meddelte Justitsministeriet (A), at ministeriet havde besluttet at stille sagen i bero på udfaldet af politianmeldelsen. Brevet blev først modtaget af (A) i slutningen af maj på grund af flytning.

Ved telefax af 24. oktober 2001 anmodede (A) om en endelig afklaring af sin situation, da de begivenheder, som dannede baggrund for ministeriets berostillelse af sagen, ikke inden for en overskuelig fremtid kunne forventes at få et endeligt udfald.

Den 26. oktober 2001 genoptog Justitsministeriet behandlingen af sagen, idet ministeriet telefonisk anmodede (A) om nye supplerende oplysninger om hendes arbejdsopgaver samt ejerforholdene i (S).

Ved brev af 5. november 2001 sendte direktionen i (S) oplysninger om (A)’s arbejdsopgaver i selskabet.

Ved brev af 8. november 2001 oplyste (A) blandt andet, at Københavns Politi den 6. november 2001 havde opgivet at rejse tiltale i sagen mod selskabet.

Advokatrådet har den 4. januar 2002 oplyst over for Justitsministeriet, at Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby den 3. januar 2002 har anmodet Politidirektøren i København om at rejse tiltale mod (S) v/ (A) og ( ) for overtrædelse af retsplejelovens § 120 og § 124 samt for overtrædelse af vinkelskriverlovens § 2, stk. 1, nr. 2 og 3.

Beslutningen om at stille sagen i bero

For så vidt angår baggrunden for Justitsministeriets beslutning om at stille sagen i bero, jf. ministeriets brev af 14. maj 2001 til (A), kan ministeriet oplyse, at oplysningen om hvorvidt og på hvilket grundlag politiet ville rejse tiltale i sagen, efter ministeriets opfattelse var af en sådan betydning for ministeriets videre overvejelser i sagen, at ministeriet var berettiget til at stille sagen i bero.

Efter retsplejelovens § 119, stk. 4, kan Justitsministeriet træffe afgørelse om, at virksomhed i andre juridiske stillinger end dem, der er nævnt i stk. 3, helt eller delvist kan medregnes i den tid, der er nævnt i stk. 2, nr. 4, dog med højst 2 år.

Spørgsmålet om, hvorvidt der i medfør af bestemmelsen kan medregnes ansættelse i en virksomhed, der udøver en ulovlig aktivitet, er ikke omtalt i forarbejderne til retsplejelovens § 119, og ministeriet ses ikke tidligere at have truffet afgørelse i en sag med en tilsvarende problemstilling.

Ministeriet har imidlertid efter en fornyet gennemgang af sagen fundet, at der ikke har været fuldt tilstrækkeligt grundlag for at sætte den konkrete sag i bero på udfaldet af politianmeldelsen.

Justitsministeriet har derfor dags dato truffet afgørelse om, at (A)’s stilling som chefjurist i (S) kan medregnes med 1/3, maksimalt 1 år, eller i alt 4 måneder og 10 dage, jf. retsplejelovens § 119, stk. 4. Kopi af afgørelsen vedlægges.

I lyset af at Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby har anmodet Politidirektøren i København om at rejse tiltale mod (S) v/ (A) og ( ) for overtrædelse af retsplejelovens § 120 og § 124 samt for overtrædelse af vinkelskriverlovens § 2, stk. 1, nr. 2 og 3, har ministeriet samtidig tilkendegivet over for (A), at der ved afgørelsen ikke er taget stilling til, hvorvidt en eventuel senere domfældelse af (S) vil være til hinder for meddelelse af advokatbeskikkelse, jf. retsplejelovens § 121.

”

I brev af 28. maj 2002 til A udtalte jeg bl.a. følgende

Ombudsmandens udtalelse

”1. Beslutningen om at stille sagen i bero

Flere forhold kan være afgørende for myndighedernes adgang til at stille en sag i bero, herunder sagens karakter (sagens afhængighed af andre sager, borgernes eventuelle retskrav på en ydelse eller lignende), regelbundne frister og myndighedens ressourcer.

Ombudsmanden har i tidlig ombudsmandspraksis udtalt at uanset det ønskelige i at sagernes afgørelse ikke blev forhalet, kunne ombudsmanden ikke udtale sig imod at myndighederne lod en afgørelse afvente afgørelsen i en anden for retten eller for andre myndigheder verserende sag hvis afgørelse var af betydning for den sag der blev stillet i bero, for så vidt afgørelsen i den anden sag kunne forventes truffet i en nærmere fremtid, jf. f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning for 1960, s. 47ff*, om en sag i Landsskatteretten.

Afgørelsen af hvorvidt det kan anses for rimeligt at stille en sag i bero mens udfaldet af en anden sag afventes, afhænger i første omgang af en prognose for betydningen af den anden sag.

I en sag som den foreliggende er der på den anden side et klart hensyn at tage til Dem idet afgørelsen af spørgsmålet om forhåndsgodkendelse kan have afgørende betydning for Deres erhvervsmuligheder.

På baggrund heraf, og idet jeg henviser til Justitsministeriets egen vurdering af at der ikke har været fuldt tilstrækkeligt grundlag for at stille den konkrete sag i bero på udfaldet af politianmeldelsen, finder jeg det beklageligt at ministeriet den 14. maj 2001 besluttede at stille sagen i bero.

Jeg har samtidig hermed gjort Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.

2. Sagsbehandlingstiden efter den 6. november 2001

Fra det tidspunkt da Politidirektøren i København traf afgørelse om at opgive at rejse tiltale mod (S) og indtil Justitsministeriet den 15. marts 2002 traf afgørelse om at Deres stilling som chefjurist i selskabet kan medregnes med 4 måneder og 10 dage, gik der mere end 4 måneder. Justitsministeriet genoptog allerede den 26. oktober 2001 behandlingen af sagen. I den periode havde De klaget til mig over Justitsministeriets sagsbehandling, og jeg havde flere gange rykket Justitsministeriet for en udtalelse.

Der er ikke i forvaltningsloven fastsat generelle bestemmelser om myndighedernes sagsbehandlingstid. Spørgsmålet om på hvilket tidspunkt en myndigheds sagsbehandlingstid overskrider det acceptable, kan derfor ikke besvares generelt. Et grundlæggende krav til forvaltningen er at afgørelser skal træffes så hurtigt som det er muligt og forsvarligt.

Ved vurderingen af en myndigheds sagsbehandlingstid må man, ud over den absolutte sagsbehandlingstid, tage andre forhold i betragtning, herunder sagens karakter, omfanget af de undersøgelser myndigheden skal foretage, den sædvanlige sagsbehandlingstid samt de løbende ekspeditioner i sagen.

I betragtning af at sagen alene var sat i bero på udfaldet af den sag der var rejst ved Politidirektøren i København, at Justitsministeriet genoptog sagen den 26. oktober 2001, at sagen var rejst allerede den 11. december 2000, og at De måtte antages at have en betydelig interesse i sagens udfald, blandt andet af hensyn til Deres erhvervsmuligheder, må jeg finde det beklageligt at der medgik så lang tid med Justitsministeriets afsluttende behandling af sagen som det var tilfældet.

Jeg har samtidig hermed gjort Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.

3. Begrundelse og klagevejledning

De har gjort gældende at Justitsministeriets brev af 14. maj 2001 burde have indeholdt en begrundelse for beslutningen om berostillelsen og en klagevejledning.

Den begrundelsespligt som følger af reglerne i forvaltningslovens §§ 22-24 om begrundelse og § 25 om klagevejledning, gælder efter sit indhold kun myndighedernes afgørelser, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1. Beslutninger der træffes som led i selve sagsforberedelsen (procesledende beslutninger), skal derfor som udgangspunkt ikke ledsages af en begrundelse.

Jeg har overvejet om en beslutning om berostillelse i et tilfælde som det foreliggende kan anses for at være af så væsentlig og indgribende betydning at den undtagelsesvis må betragtes som omfattet af lovens afgørelsesbegreb. Jeg har imidlertid ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at antage at Justitsministeriets beslutning af 14. maj 2001 om at stille sagen i bero i sig selv var af en sådan karakter at den måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Efter min opfattelse vil det dog i en sag som den foreliggende, hvor der er væsentlige hensyn at tage til Deres interesse i at få afgjort spørgsmålet om forhåndsgodkendelse, og hvor det ikke kunne udelukkes at berostillelsen ville kunne stå på i længere tid, være bedst stemmende med god forvaltningsskik at Justitsministeriet giver en begrundelse for sin beslutning i overensstemmelse med principperne i forvaltningslovens § 22 og § 24.

Justitsministeriets beslutning af 14. maj 2001 indeholder en redegørelse for det retlige grundlag for at praktisk juridisk virksomhed kan medregnes. Beslutningen indeholder endvidere en henvisning til Advokatrådets udtalelse om at selskabets virksomhed kunne være en overtrædelse af enten retsplejelovens § 124 eller vinkelskriverloven og samtidig formentlig misbrug af advokattitlen. Endelig indeholder beslutningen en henvisning til det oplyste om at Advokatrådet havde indgivet anmeldelse til Politidirektøren i København.

Efter min opfattelse forelå herved en tilstrækkelig begrundelse for beslutningen. Jeg lægger herunder vægt på at beslutningen blev truffet på et tidligt tidspunkt af sagens behandling hvor Justitsministeriets overvejelser ikke var tilendebragt. Samtidig må det tillægges en vis betydning at begrundelseskravet ikke følger direkte af forvaltningslovens § 24.”

NOTE: (*) FOB 1960, s. 47.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

I en sag om forhåndsgodkendelse af erhvervserfaring med henblik på at opnå beskikkelse som advokat udtalte ombudsmanden - på linje med hvad Justitsministeriet selv udtalte under sagen - at det var beklageligt at ministeriet besluttede at udsætte sagen.

Ombudsmanden udtalte kritik af ministeriets sagsbehandlingstid. Ombudsmanden pegede samtidig på at det i en sag som den foreliggende er bedst stemmende med god forvaltningsskik at myndighederne giver en begrundelse for deres beslutninger om at udsætte sagen i overensstemmelse med principperne i forvaltningslovens § 22 og § 24. Ombudsmanden mente at Justitsministeriet havde givet en tilstrækkelig begrundelse for beslutningen. (J.nr. 2001-3974-600).

Sagen er gengivet i forkortet udgave i forhold til den afsluttende udtalelse.