Interesseorganisations partsstatus i straffesag. Begrundelse

§ 102. Fristen for klager efter § 98, stk. 4, § 99, stk. 3, 1. pkt., og § 101, stk. 2, 1. pkt., er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 98, stk. 4, § 99, stk. 3, og § 101, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på klager over afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det samme gælder bestemmelsen i stk. 1.’

Af bemærkningerne til bestemmelserne fremgår at kredsen af klageberettigede må afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige principper, jf. Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 4192.

Klageberettigelse og partsstatus er ikke i alle tilfælde sammenfaldende begreber. I relation til den foreliggende sag er der imidlertid ikke efter min opfattelse anledning til at skelne mellem de to begreber. Klageberettigelse som partsrepræsentant beror naturligvis på fuldmagtsforholdet til en part.

Forvaltningsrettens almindelige partsbegreb er ikke mindst udviklet gennem teori og praksis vedrørende forvaltningsloven. Partsbegrebet er nærmere omtalt i John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), bl.a. s. 128ff og s. 257ff, Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 45ff, Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 171ff, og Steen Rønsholdt, Forvaltningsret: retssikkerhed, proces, sagsbehandling (2001), s. 108ff.

Det fremgår af forvaltningslovens forarbejder og af den nævnte litteratur - og den praksis der er henvist til heri - at kerneområdet for partsbegrebet er afgørelsens adressat; men også andre der har en mere afledet interesse i sagens udfald, kan efter omstændighederne have partsstatus. I tilfælde hvor en afgørelse har mere indirekte afledede virkninger for andre end adressaten, må der anlægges en konkret vurdering af hvor væsentlige de berørte interesser er, og herunder hvor stærkt behovet er for at den pågældende tillægges partsbeføjelser.

Statsadvokaten har i sin udtalelse til mig bl.a. henvist til notat af 3. marts 2000 fra Rigsadvokaten om forvaltningsretlige spørgsmål. Notatet indeholder bl.a. følgende

’ 4.4. Anmelderes, forurettedes og vidners eventuelle partsstatus i straffesager giver anledning til særlige overvejelser.

Indtil 1992 var alle anmeldere klageberettigede i henhold til retsplejelovens regler.

Denne generelle klageret for enhver anmelder er bortfaldet i de nugældende regler, jf. nu retsplejelovens § 749, stk. 3 og § 724, stk. 1.

Kun i nogle enkelte sager om efterfølgende aktindsigt var der før ændringen af retsplejeloven i 1992 et egentligt behov for at afgøre, om en anmelder var part i den afsluttede straffesag. I en sag havde Justitsministeriet og Folketingets Ombudsmand således udtalt, at en anmelder af forsøg på voldtægt, som ikke ønskede gerningsmanden straffet, ikke kunne anses for part og ikke havde ret til aktindsigt i medfør af forvaltningslovens § 18. Anklagemyndigheden måtte endvidere først afgøre, hvorvidt ansøgeren var part og ikke afslå anmodningen, allerede fordi ansøgeren, selv hvis denne havde været part, ikke efter forvaltningslovens § 18 kunne have fået aktindsigt.

Det generelle udgangspunkt er i dag, at kun den, der i øvrigt må anses for part i sagen, har krav på partsbeføjelser og kan anses for klageberettiget.

Partsstatus og dermed adgang til klage over en afgørelse om f.eks. opgivelse af påtale eller indstilling af efterforskningen har personer eller organisationer, der har en væsentlig , direkte , individuel og retlig interesse i sagens afgørelse. Dette følger som nævnt af almindelige forvaltningsretlige regler udviklet i praksis.

Ved afgørelsen af, om en person er part i en sag lægges der således navnlig vægt på, hvor væsentlig den pågældendes interesse i sagen er, og hvor nært denne interesse er knyttet til sagens udfald.

Det er således f.eks. almindeligt antaget, at anmeldere og vidner m.v. ikke vil kunne anses for parter i en straffesag, medmindre de pågældende helt undtagelsesvist lever op til de nævnte kriterier. De pågældende personer eller organisationer vil dermed normalt heller ikke være klageberettigede i forhold til f.eks. en påtaleopgivelse, medmindre der foreligger en fuldmagt fra en part i sagen. På tilsvarende vis vil interesseorganisationer eller lignende foreninger eller personer, der varetager andres interesser på idealistisk, faglig, organisatorisk, arbejdsmæssig eller lignende basis, i almindelighed heller ikke kunne anses for parter eller være klageberettigede med hensyn til sådanne afgørelser, uden at der foreligger et fuldmagtsforhold.

Baggrunden for, at blandt andet klageadgangen på denne måde er begrænset, skal bl.a. søges i hensynet til den, der som sigtet eller tiltalt er genstand for strafforfølgning. Det ville således generelt kunne opleves som meget ubehageligt for en tiltalt eller sigtet, hvis andre uden samme individuelle interesse i sagens udfald kunne klage over en afgørelse om f.eks. påtaleopgivelse.’

Jeg er enig i at interesseorganisationer mv. der varetager ideelle interesser, i almindelighed ikke vil kunne anses for at være parter i sager af den foreliggende art. Efter de foreliggende oplysninger har jeg ikke grundlag for at antage at statsadvokaten ved sin afgørelse af 4. oktober 2001 har tilsidesat en praksis for at anerkende (O) som part i sager som er sammenlignelige med den foreliggende.

Jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere at Statsadvokaten for Fyn mv. ved afgørelse af 4. oktober 2001 ikke fandt at (O) havde status som part og dermed var klageberettiget i sagen.

På baggrund af sagens oplysninger i øvrigt, herunder om (A), har jeg ikke grundlag for at kritisere at (O) ikke af politimesteren og statsadvokaten blev anset for at være partsrepræsentant i sagen.

Heller ikke det forhold at (O) modtog klagevejledning ved politimesterens brev af 10. juli 2001, giver mig grundlag for at udtale kritik af statsadvokatens afgørelse.

3. Forsinkelsens undskyldelighed

Klagefristen i den foreliggende sag udløb efter de foreliggende oplysninger den 8. august 2001. (O)’s klage til statsadvokaten er dateret den 20. august 2001.

Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 102, stk. 1, afhænger (O)’s krav på behandling af centerets klage af om forsinkelsen kan anses for undskyldelig.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår at undskyldelighed f.eks. kan foreligge hvis afgørelsen er meddelt klageren, men denne på grund af bortrejse, sygdom eller andre utilregnelige omstændigheder har været forhindret i at indgive klagen rettidigt, jf. Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 4164 og 4192.

Ved brev af 18. juli 2001 til Politimesteren i Assens bad (O) som partsrepræsentant om at modtage kopi af sagens akter. Politimesteren svarede ved brev af 1. august 2001.

Da (O) efter det oplyste ikke har været forhindret i at indgive klage rettidigt, og da der ikke for mig er oplyst andre omstændigheder i øvrigt som kan sidestilles hermed, kan jeg ikke kritisere at Statsadvokaten for Fyn mv. ikke anså fristoverskridelsen for undskyldelig.

4. Fristafbrydelse ved (O)’s brev af 18. juli 2001

Tilbage står for så vidt angår statsadvokatens afvisning af at realitetsbehandle (O)’s klage, spørgsmålet om hvorvidt (O)’s brev til Politimesteren i Assens af 18. juli 2001 burde have været betragtet som en egentlig klage således at klagefristen blev afbrudt på dette tidspunkt.

I brevet af 18. juli 2001 som havde overskriften ’Aktindsigt i j.nr. [ ] anmeldelse af ( ) efter § 266 b’, argumenterede (O) for at (A) skulle betragtes som part i sagen, og bad politimesteren om at uddybe sit svar på nogle punkter (vedrørende udtalelsen fra Forbrugerombudsmanden og dommen fra Retten i Frederikshavn). (O) bad herudover ’som partsrepræsentant’ om aktindsigt ’Med henblik på en klage over Politimesteren i Assens’ afgørelse’. (O) bad om at modtage svar inden ti dage.

Jeg kan ikke kritisere at politimesteren (og statsadvokaten) ikke anså brevet af 18. juli 2001 for en egentlig klage med fristafbrydende virkning. Jeg lægger herunder vægt på formuleringen ’Med henblik på en klage’ i sammenhæng med brevets udformning i øvrigt. Endvidere bemærker jeg at (O) klagede til statsadvokaten ved brev af 20. august 2001, og at (O) ikke i dette brev henviste til centerets brev til politimesteren af 18. juli 2001 som en egentlig klage eller på anden måde gav udtryk for at brevet af 20. august 2001 skulle forstås som en uddybning af en allerede indgivet klage.

Jeg er enig med (O) i at en eventuel tvivl som politimesteren måtte have vedrørende brevets karakter, skulle have været afklaret. Politimesteren har imidlertid ikke givet udtryk for en sådan tvivl.

5. Politimesterens afgørelse om aktindsigt

Forvaltningslovens § 9 er sålydende

’ § 9. Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.

Stk. 2.

Stk. 3. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser, jf. dog § 18.’

Lovens § 18, stk. 1, giver parter i straffesager følgende mulighed for aktindsigt

’ § 18. En part i en straffesag kan, når sagen er afgjort, forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter i det omfang, dette er rimeligt begrundet af hensyn til varetagelse af den pågældendes interesser, og hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, vidner eller andre ikke taler herimod. Bestemmelserne i §§ 12-14 gælder tilsvarende.’

(O) anmodede som nævnt ved sit brev af 18. juli 2001 om aktindsigt som partsrepræsentant. Heri lå at aktindsigten skulle vurderes efter forvaltningslovens § 18. Politimesteren afviste at give aktindsigt efter § 18 med henvisning til at (A) ikke kunne betragtes som part hvorfor (O) ikke kunne være partsrepræsentant, og hvorfor betingelsen om partsstatus i § 18 ikke var opfyldt.

Det fremstod efter min opfattelse ikke klart af (O)’s brev af 18. juli 2001 at (O) tillige anså sig som selvstændig part i sagen.

Imidlertid tog politimesteren selv spørgsmålet op - dog ved at henvise til at spørgsmålet i givet fald måtte afgøres af statsadvokaten. På denne baggrund ville det efter min opfattelse have været naturligt og mest korrekt at politimesteren tog stilling til spørgsmålet ved sin afgørelse af 1. august 2001. Jeg henviser til at det ved vurderingen af om (O) havde krav på aktindsigt efter forvaltningslovens § 18, var af afgørende betydning om (O) kunne anses som part.

Det havde været ønskeligt om statsadvokaten ved sin afgørelse af 4. oktober 2001 havde konstateret dette forhold og udtalt sig herom. Jeg bemærker i den forbindelse at (O)’s klage til statsadvokaten af 20. august 2001 ikke alene havde karakter af en klage over politimesterens oprindelige afgørelse af 10. juli 2001 om at afvise anmeldelsen, men også over politimesterens svar på aktindsigtsanmodningen af 18. august 2001.

Jeg har samtidig hermed gjort Statsadvokaten for Fyn mv. og Politimesteren i Assens bekendt med min opfattelse.

Offentlighedsloven indeholder bestemmelser om offentlighedens adgang til aktindsigt. Lovens § 4, stk. 1, er sålydende

’ § 4. Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt mv.’

Lovens anvendelsesområde er afgrænset i § 2 som bl.a. indeholder følgende

’§ 2. Loven gælder ikke for sager inden for strafferetsplejen.’

Jeg går ud fra at politimesterens afgørelse af 1. august 2001 skal tages som udtryk for den opfattelse at offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag, idet der var tale om en sag inden for strafferetsplejen. Dette giver mig ikke anledning til kritik.

Det er imidlertid min opfattelse at politimesteren - i konsekvens af politimesterens afgørelse om at afvise aktindsigt efter forvaltningsloven - udtrykkeligt burde have tilkendegivet at begæringen var blevet behandlet som en anmodning om aktindsigt efter offentlighedsloven, herunder ved at henvise til lovens relevante bestemmelser. Jeg henviser i den forbindelse til forvaltningslovens § 24, stk. 1, hvorefter en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Statsadvokaten burde ved sin afgørelse af 4. oktober 2001 have konstateret dette forhold og udtalt sig herom.

Jeg har samtidig hermed gjort Statsadvokaten for Fyn mv. og Politimesteren i Assens bekendt med min opfattelse.”

Interesseorganisations partsstatus i straffesag. Begrundelse

Ved brev af 19. juni 2001 indgav interesseorganisationen O på vegne af A anmeldelse til Politimesteren i Assens i anledning af nogle avisartikler som O mente var stærkt forhånende og krænkende over for etniske minoriteter. Særligt fremhævede O brugen af ordet ”perkere” som Forbrugerombudsmanden tidligere havde betegnet som et slangord med negativ effekt. O henviste desuden til en byretsdom hvoraf det fremgik at det var rettens opfattelse at ordet ”nigger” altid og kun har haft en nedladende betydning.

Politimesteren i Assens afviste ved brev af 10. juli 2001 O’s anmeldelse. Politimesteren anførte bl.a. følgende

” Afgørelse.

Det fremgår af retsplejelovens § 742, stk. 2, at politiet iværksætter efterforskning, når der er en rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået. Efter retsplejelovens § 749, stk. 1, kan en anmeldelse afvises, hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning.

Det meddeles herved, at jeg i dag i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1, har besluttet at afvise anmeldelsen.

Klagevejledning.

Afgørelsen kan påklages af en part i sagen. Part i sagen er personer eller organisationer, der har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i afgørelsen.

Der foreligger ikke umiddelbart oplysninger, der viser, at (O) eller (A) er klageberettiget.

Hvis (O) eller (A) mener at være klageberettiget, kan klagen indgives hertil eller til Statsadvokaten for Fyn mv.

Fristen herfor er 4 uger fra modtagelsen af afgørelsen.”

O skrev den 18. juli 2001 til politimesteren. Med hensyn til spørgsmålet om klageberettigelse og partsstatus henviste O til at A havde anden baggrund end dansk, og at han således var omfattet af målgruppen for brugen af ordet ”perkere” som han fandt stærkt krænkende. O henviste desuden til to afgørelser fra en anden statsadvokat hvor statsadvokaten havde fundet O klageberettiget i anmeldelser efter straffelovens § 266 b og som partsrepræsentant for etniske minoritetspersoner og -organisationer.

O bad desuden som partsrepræsentant om at modtage kopi af sagens akter. O henviste i den forbindelse til forvaltningslovens § 18.

Ved brev af 31. juli 2001 rykkede O politimesteren for svar på sin anmodning om aktindsigt.

Politimesteren i Assens svarede O ved brev af 1. august 2001. Politimesteren anførte bl.a. følgende

” Vedrørende klagevejledningen og aktindsigt.

(O) har påberåbt sig at være partsrepræsentant for etniske minoritetspersoner og -organisationer samt - i den konkrete sag - for (A).

Af det centrale personregister fremgår, at (A) er født i Tetovo i (det tidligere) Jugoslavien, og at han er 48 år og bor i Brønshøj.

De personer, der i ( )’s artikel benævnes ’perkere’, er defineret som en gruppe unge andengenerationsindvandrere fra Odense. Efter min opfattelse må det være personer fra denne gruppe, der i givet fald kan betegnes som forurettede i sagen.

På denne baggrund er det fortsat min opfattelse, at der ikke foreligger oplysninger, der viser, at (A) skulle være part i sagen.

Hvorvidt (O) som organisation kan anses som part i sagen må for mig at se afgøres af Statsadvokaten i forbindelse med en eventuel klage over min afgørelse om at afvise anmeldelsen.

Efter min opfattelse følger det af det anførte, at betingelserne for aktindsigt i medfør af forvaltningslovens § 18 ikke er til stede.

Jeg har dog besluttet at give meraktindsigt og vedlægger kopi af det i sagen foreliggende materiale, som ikke i forvejen er (O) bekendt.”

O klagede til Statsadvokaten for Fyn mv. over politimesterens afgørelse ved brev af 20. august 2001. O anførte bl.a.

· at klagen var indgivet som følge af den krænkelse der rammer lovlydige borgere med

minoritetsbaggrund, herunder i særdeleshed A,

· at det måtte være politimesteren som traf afgørelse om O’s partsstatus,

· at politimesterens afgørelse ikke var i overensstemmelse med gældende retspraksis.

O bad på denne baggrund statsadvokaten om at ændre politimesterens afgørelse.

Statsadvokaten traf afgørelse ved brev af 4. oktober 2001. Statsadvokaten anførte bl.a. følgende

”Ved skrivelse af 20. august har (O) klaget over, at Politimesteren i Assens den 10. juli 2001 afviste en anmeldelse, som centeret på vegne [af] (A) havde indgivet mod ( ) for overtrædelse af straffelovens § 266b.

Samtidig er anført nogle bemærkninger vedrørende centerets partsstatus.

Det fremgår af sagen, at (O) den 18. juli 2001 anmodede om aktindsigt med henblik på en klage over politimesterens afgørelse. Den 1. august 2001 meddelte politimesteren, at han ikke anså (A) for part i sagen og ikke ville tage stilling til, hvorvidt (O) var part. Han meddelte (O) imidlertid aktindsigt i sagens dokumenter.

Af retsplejelovens § 102 fremgår - som anført af politimesteren i skrivelsen af 10. juli 2001 - at fristen for indgivelse af klage over politimesterens afgørelse er 4 uger efter modtagelse af svar, medmindre en evt. fristoverskridelse må anses for undskyldelig.

Klagen over politimesterens afgørelse er indgivet for sent, ligesom fristoverskridelsen ikke kan anses for undskyldelig, hvorfor klagen allerede af den grund afvises.

Med hensyn til spørgsmålet om partsstatus gælder, at alene personer eller organisationer med en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i en sags afgørelse kan anses for part og dermed klageberettiget. På det foreliggende grundlag finder jeg ikke, at (O) har en sådan interesse, hvorfor (O) ikke kan anses for klageberettiget, så også af den grund afvises klagen.”

O klagede herefter ved brev af 10. oktober 2001 til mig. O anførte bl.a. følgende

”(O) klager hermed over Statsadvokatens afgørelse om ikke at realitetsbehandle sagen og over afgørelsen om, at (O) eller (A) ikke kunne anses for part.

For så vidt angår Statsadvokatens påstand om, at klagefristen, løbende fra den 10. juli 2001, er overskredet, skal (O) bemærke følgende.

(O) er af den opfattelse, at (O)’s anmodning om aktindsigt af den 18. juli 2001, afbryder den 4 ugers frist der løber fra 10. juli 2001. Det fremgår klart af anmodningen, at (O) søger om aktindsigt: ’Med henblik på en klage over Politimesteren i Assens’ afgørelse [ ]’. (O) er på den baggrund klart af den opfattelse, at vi udtrykkeligt har understreget, at vi ønskede at påklage afgørelsen, men ønskede at underbygge grundlaget ved hjælp af aktindsigtsbegæringen. Dermed er det (O)’s opfattelse, at klagefristen må anses som afbrudt den 18. juli 2001.

(O) skal yderligere bemærke, at hvis klagefristen må anses for overskredet, så er det (O)’s opfattelse at dette er undskyldeligt.

Som det fremgår af sagsforløbet, anmodede (O) om aktindsigt den 18. juli 2001, men vi modtog først sagens akter den 1. august 2001. Det fremgår heraf, at behandlingen af aktindsigtsbegæringen ikke skete inden 10 dage som det fremgår af forvaltningslovens og offentlighedslovens regler. (O) er derfor af den opfattelse, at en evt. overskridelse af fristen må anses for undskyldelig.

Til Statsadvokatens afgørelse om, at (O) ikke kan anses som part og dermed ikke er klageberettiget, skal (O) bemærke følgende.

Det er (O)’s opfattelse, at (O)’s partsstatus må afgøres af 1. instansen og ikke af rekursmyndigheden. Specielt i den situation hvor (O) anmoder om aktindsigt efter forvaltningslovens § 18. Afvisningen begrundes med, at (A) ikke er part i sagen, men der foretages ikke nogen vurdering af om (O) kan anses som part. (O) varetager som interesseorganisation for etniske minoriteter, en bred gruppes rettigheder, alligevel undlades vurderingen af om (O) er part. Uden denne vurdering finder (O) det bemærkelsesværdigt, at politimesteren alligevel kan afvise aktindsigtsbegæringen efter forvaltningslovens § 18.

Statsadvokaten tager ikke stilling til hvorvidt det er 1. instansen der skal afgøre (O)’s partsstatus. Det afgøres blot, at (O) ikke er part i sagen, da vi ikke har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens afgørelse.

Samtidig finder Statsadvokaten, at vi ikke er klageberettigede da vi ikke er parter i sagen. (O) finder, at uanset, at vi ikke anses som værende part i den konkrete sag, så har (O) ved Politimesteren i Assens’ afgørelse af den 11. juli 2001, modtaget en klagevejledning. I henhold til Statsadvokatens tidligere praksis i sager angående (O)’s anmeldelser efter straffelovens § 266 b, har Statsadvokaten altid realitetsbehandlet klagerne, netop fordi (O) har modtaget en klagevejledning hos 1. instans.

(O) finder derfor, at Statsadvokaten uanset om (O) anses for part eller ej, skal realitetsbehandle klagen, da den hidtidige praksis kun kan opfattes således, at (O) er blevet klageberettiget når og netop fordi en klagevejledning er blevet givet.

(O) skal på ovenstående baggrund påklage Statsadvokaten for Fyn mv.’s afgørelse om ikke at realitetsbehandle (O)’s klage, da denne har overskredet klagefristen, jf. retsplejelovens § 102, og Statsadvokatens afgørelse om, at (O) ikke kan anses som part og dermed klageberettiget, herunder at spørgsmålet ikke hjemvises til behandling hos 1. instansen.”

Jeg bad ved brev af 19. oktober 2001 Statsadvokaten for Fyn mv. om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg bad navnlig om statsadvokatens bemærkninger til det fremførte om statsadvokatens praksis i forbindelse med klager fra O. Jeg bad om at statsadvokaten forinden indhentede en udtalelse fra Politimesteren i Assens om sagen.

Ved brev af 14. december 2001 fremsendte statsadvokaten sagens akter tillige med en udtalelse fra Politimesteren i Assens og en udtalelse fra statsadvokaten selv.

I politimesterens udtalelse af 20. november 2001 anførte politimesteren bl.a. følgende

”Sagen drejer sig om en anmeldelse om strafbart forhold, og aktindsigtsbegæringen skulle derfor afgøres efter forvaltningslovens § 18. Det antages, at den i forvaltningslovens § 16 nævnte frist på 10 dage ikke gælder for aktindsigt i straffesager. Begæringen om aktindsigt blev imødekommet på 13. dagen fra modtagelsen af begæringen, og dokumenterne må formodes at være modtaget af (O) den 2. august 2001. Klagefristen udløb den 8. august 2001.

Imødekommelse af aktindsigtsbegæringen indebar i det konkrete tilfælde, at kopi af mine skrivelser af 10. juli 2001 til henholdsvis ( ) og Rigsadvokaten, kopi af anmeldelsesrapporten samt kopi af min skrivelse af 17. juli 2001 (en følgeskrivelse) til Rigsadvokaten blev fremsendt til (O), idet (O) i forvejen var bekendt med det øvrige materiale i sagen. Det materielle indhold af de fremsendte skrivelser var for mig at se uden betydning for udformningen af klagen til Statsadvokaten. Klagen blev først indgivet den 20. august 2001. Spørgsmålet om, hvorvidt der har foreligget en undskyldelig fristoverskridelse, skal efter min opfattelse ses i lyset af det ovenfor skitserede forløb.”

Statsadvokatens udtalelse indeholdt bl.a. følgende

”Tilbagesendes Folketingets Ombudsmand vedlagt sagens akter og udtalelse fra Politimesteren i Assens, hvortil jeg kan henholde mig. Jeg vedlægger endvidere kopi af andre afgørelser til (O), som det har været muligt at tilvejebringe gennem journalsystemet. Jeg bemærker, at akter i de sidstnævnte sager beror i de respektive politikredse, hvorfra de om fornødent kan rekvireres. Desuden vedlægger jeg kopi af notat af 3. marts 2000 fra Rigsadvokaten om forvaltningsretlige spørgsmål, der vedrører sager om bl.a. strafforfølgning.

Jeg kan i øvrigt udtale følgende

Indledningsvist henviser jeg til min skrivelse af 4. oktober 2001 til (O), der indeholder afgørelsen af de rejste spørgsmål og redegør for sagens tidsmæssige forløb. Jeg har ikke fundet grundlag for af egen drift at realitetsbehandle klagen.

Vedrørende partsstatus

Uddybende bemærker jeg vedrørende spørgsmålet om partsstatus, at Politimesteren i Assens traf afgørelse om, at (A) ikke var part i sagen, jf. politimesterens afgørelser af 10. juli og 1. august 2001. En organisation, der har modtaget fuldmagt fra (A) til at varetage (A)’s interesser, er følgelig heller ikke på dette grundlag part.

Politimesteren har tillige i afgørelsen af 10. juli 2001, s. 3, klart anført, hvornår der er tale om en part, og at afgørelser kan påklages af en part. Samme side er anført, at der ikke foreligger umiddelbare oplysninger, der viser, at (O) (eller (A)) er klageberettiget. Politimesteren åbner mulighed for, at (O), hvis man er uenig heri, kan klage og i den forbindelse redegøre for, hvorfor man mener at være klageberettiget. Dette giver klageinstansen mulighed for at tage stilling til klageberettigelsen. Dette anføres tillige af politimesteren i skrivelsen af 1. august 2001, s. 2.

Jeg bemærker, at en anmelder ikke automatisk er part.

For så vidt angår (O)’s status henviser jeg til vedlagte skrivelse af 5. september 2000 fra Rigsadvokaten vedlagt kopi af skrivelse fra Justitsministeriet af 29. juli 1999, der må anses for retningsgivende for anklagemyndigheden også i denne konkrete sag, og må antages at være (O) bekendt.

Klageberettigelse

En part har klageret. Da (O) ikke er part, har (O) heller ikke klageret.

Aktindsigt og klagefrist

Ifølge forvaltningslovens § 9, stk. 3, gælder kapitlet om aktindsigt ikke for straffesager. Det betyder, at forvaltningslovens § 17, hvorefter en myndighed KAN forlænge en klagefrist ved begæring om aktindsigt, ikke gælder i disse sager.

For straffesager gælder forvaltningslovens § 18.

Parter kan eventuelt meddeles aktindsigt, når betingelserne i bestemmelsen er opfyldt. Da (O) ikke er part, er der derfor af politimesteren meddelt meraktindsigt.

Jeg henviser endvidere til retsplejelovens § 102 vedrørende klagefristen på 4 uger.

Ved skrivelsen af 18. juli 2001 anførte (O), at centeret som partsrepræsentant bad om at modtage kopi af sagens akter ’med henblik på en klage over Politimesteren i Assens’ afgørelse’. Dette blev ikke opfattet som en klage, idet modtagelse af kopi af sagens akter eller af politimesterens uddybende redegørelse skulle give grundlag for, om (O) ønskede at klage. Jeg bemærker desuden, at politimesteren havde taget stilling til begæringen om aktindsigt på et så tidligt tidspunkt, at (O) kunne have overholdt klagefristen. § 16, stk. 3, om 10 dages frist for besvarelse af begæringer om aktindsigt er ikke direkte anvendelig i sager inden for strafferetsplejen, jf. § 9, stk. 3, sammenholdt med § 18, stk. 1. Sådanne begæringer skal besvares snarest.”

Jeg forelagde politimesterens og statsadvokatens udtalelser for O som ved brev af 1. februar 2002 bemærkede følgende i den anledning

”

(O) har følgende bemærkninger til klagefristens overskridelse.

Det fremgår både af Politimesteren i Assens’ og Statsadvokatens udtalelser, at (O)’s aktindsigtsbegæring blev imødekommet på baggrund af meraktindsigtsreglen, der hjemles i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. Det er derfor efter (O)’s opfattelse uden relevans, at forvaltningslovens § 16 og § 17, herunder 10 dages fristen i § 16, stk. 3, ikke finder anvendelse på aktindsigtsbegæringer i straffesager, jf. § 9, stk. 3, som politimesteren og Statsadvokaten skriver.

Spørgsmålet om en evt. frist er overholdt, må vurderes på baggrund af offentlighedslovens § 16, og ikke forvaltningslovens regler, hvis det fastholdes, at (O) eller (A) ikke er part i sagen.

Det fremgår herefter af offentlighedslovens § 16, stk. 1, at en anmodning om aktindsigt skal afgøres ’snarest’ af myndigheden, imidlertid fremgår det videre af stk. 2, at en begæring skal imødekommes eller afslås indenfor 10 dage , og hvis dette ikke kan ske, at parten inden 10 dage informeres herom.

Efter (O)’s opfattelse kan formuleringen ’ snarest ’ i § 16, stk. 1, ikke fritage myndigheden fra at overholde 10 dages fristen der formuleres i stk. 2. ’Snarest’ i forbindelse med aktindsigtsbegæringer, kan derfor ikke forstås som en frist der er længere end 10 dage. Ligeledes er det (O)’s opfattelse, at det ikke kan tillægges betydning at der er tale om en straffesag, der som udgangspunkt ikke er omfattet [af] offentlighedsloven, jf. offentlighedslovens § 2, stk. 1. Af afgørende betydning er, at myndigheden valgte at behandle aktindsigtsbegæringen på baggrund af offentlighedsloven. I et sådant tilfælde er det (O)’s opfattelse at myndigheden, uanset om den vælger at give meraktindsigt eller ej, skal overholde 10 dages fristen i § 16, stk. 2.

Det er på den baggrund stadig (O)’s opfattelse, at Politimesteren i Assens ikke overholdt den lovpligtige 10 dages frist, jf. offentlighedslovens § 16, stk. 2.

Da politimesteren først imødekom begæringen på 13. dagen fra modtagelsen, er det (O)’s opfattelse, at (O)’s fristoverskridelse må anses for undskyldelig. Uanset om myndighedens overskridelse af fristen kun er på 3 dage, så skal (O) gøre opmærksom på, at en sådan overskridelse, grundet (O)’s opbygning, struktur og medarbejdernes arbejdstider/dage, i høj grad kan bevirke en forsinkelse i den konkrete sagsbehandling hos (O).

På denne baggrund finder (O) stadig, at fristoverskridelsen primært er forårsaget af politiets manglende overholdelse af offentlighedslovens § 16, stk. 2, hvorfor (O)’s efterfølgende overskridelse af klagefristen er undskyldelig.

Endvidere finder (O) ikke, at det kan tillægges betydning, at Politimesteren i Assens er af den opfattelse, at det materielle indhold i aktindsigten skulle være uden betydning for udarbejdelse af en klage. Denne vurdering har ingen betydning for fristoverskridelsens undskyldelige karakter, da (O) afventede begæringens behandling.

For så vidt angår indholdet og formuleringen i (O)’s begæring af 18. juli 2001, er det stadig (O)’s opfattelse, at formuleringen: ’Med henblik på en klage over Politimesteren i Assens’ afgørelse ’, ikke blot indikerer, men klart understreger, at (O) vil klage over afgørelsen. Det er (O)’s opfattelse, at det er af afgørende betydning, at en tilkendegivelse af, at man ønsker at klage skal være kommet myndigheden i hænde før klagefristens udløb. En egentlig begrundelse for klagen kan eftersendes.

På den baggrund må (O)’s begæring af 18. juli 2001, hvor det understreges at man vil klage, afbryde klagefristen. Formuleringen ’ med henblik på ’ skal derfor blot opfattes som en understregning af at aktindsigten skal bruges til begrundelsen for klagen.

Endvidere burde Politimesteren i Assens, hvis han var i tvivl om hvorvidt formuleringen indebar en klage over afgørelsen eller ej have rettet henvendelse til (O) for at få dette afklaret.

Uanset om dette udtrykkeligt kan opfattes som en klage eller ej, så bør denne formulering indgå i Statsadvokatens helhedsvurdering af om en overskridelse er undskyldelig.

For så vidt angår spørgsmålet om partsstatus bemærkes følgende.

Det fremgår af Statsadvokatens udtalelse og afgørelse af 4. oktober 2001, at forvaltningslovens partsbegreb og en evt. klageberettigelse sidestilles.

(O) er af den opfattelse, at spørgsmålet om (O)’s og (A)’s partsstatus, herunder at der skal foreligge en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse, ikke direkte kan overføres til vurderingen af klageberettigede. Partsstatusvurderingen er ikke identisk med vurderingen af eventuelle klageberettigede.

(O) er derfor stadig af den opfattelse, at vi i den konkrete sag må anses som klageberettigede.

”

I et brev af 25. marts 2002 skrev jeg bl.a. således til O

Ombudsmandens udtalelse

”

2. Partsstatus

Retsplejelovens § 749 er sålydende

’ § 749. Politiet afviser en indgivet anmeldelse, hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning.

Stk. 2. Er der ikke grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, kan beslutningen om at indstille efterforskningen træffes af politiet, såfremt der ikke har været rejst sigtelse. Er sigtelse rejst, finder bestemmelserne i § 721 og § 722 anvendelse.

Stk. 3. Afvises anmeldelsen, eller indstilles efterforskningen, underrettes de, der må antages at have rimelig interesse heri. Afgørelsen kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10.’

Lovens kapitel 10 indeholder regler om anklagemyndighedens klagesystem. I lovens §§ 101 og 102 er bl.a. fastsat følgende

’ § 101.

Stk. 2. Statsadvokaterne fører tilsyn med politimestrenes behandling af straffesager og behandler klager over afgørelser truffet af politimestrene vedrørende strafforfølgning. Statsadvokaternes afgørelser i klagesager kan ikke påklages til rigsadvokaten og justitsministeren.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at en politimester og en statsadvokat ikke mente at en interesseorganisation havde partsstatus i en straffesag. Ombudsmanden mente heller ikke at interesseorganisationens forsinkede indgivelse af klage var undskyldelig, eller at politimesteren burde have betragtet et tidligere brev fra organisationen som en klage.

Ombudsmanden udtalte at det havde været naturligt og mest korrekt at politimesteren selv havde taget stilling til spørgsmålet om partshøring i stedet for at sende det videre til statsadvokaten. Ombudsmanden mente desuden at politimesteren - i konsekvens af politimesterens afgørelse om at afslå aktindsigt efter forvaltningsloven - udtrykkeligt burde have tilkendegivet at begæringen var blevet behandlet som en anmodning om aktindsigt efter offentlighedsloven, bl.a. ved at henvise til lovens relevante bestemmelser. (J.nr. 2001-3379-610).

Sagen er gengivet i forkortet udgave i forhold til den afsluttende udtalelse.