Egen drift-undersøgelse af 60 sager fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. (J.nr. 1997-3492-980).

Bilag 1

Bilag 1

Patientklagenævnets folder ”Sagsgang i Patientklagenævnet”

SAGSGANG I PATIENTKLAGENÆVNET

Sådan behandles en klage i Patientklagenævnet

Klagen modtages

I første omgang gennemgår Patientklagenævnet klagen og meddeler herefter klager, hvilke klagepunkter nævnet kan behandle.

Hvis klageren ikke er enig heri, skal han eller hun så hurtigt som muligt henvende sig til nævnet.

Klagen sendes nu til Embedslægen, som har til opgave at indhente oplysninger, der kan belyse de enkelte klagepunkter.

Det kan være, at personer, som ikke er nævnt i klagen, har været med til at udføre den behandling, der klages over. Disse personer vil også blive omfattet af en undersøgelse af klagen.

Både klager og den person, der klages over, kan lade sig repræsentere ved behandlingen af sagen.

Sagen undersøges

Embedslægen indhenter oplysninger hos de personer, der er klaget over. Det drejer sig blandt andet om en udtalelse om det forhold, der er klaget over, og om journalmateriale, røntgenbeskrivelser og lignende. Samtidig får de personer, der er klaget over, kopi af klagen.

Embedslægen kan også bede om oplysninger fra andre sundhedspersoner, der kan belyse klagen. Patientklagenævnet er sammen med Embedslægen forpligtet til at oplyse sagen så godt som muligt.

Når embedslægen vurderer, at klagen er tilstrækkelig belyst, udarbejdes der en sammenfatning. Den består af

· klagepunkterne

· den hændelse, der er klaget over

· de spørgsmål om behandlingen, som Patientklagenævnet skal vurdere

· eventuelt Embedslægens vurdering og indstilling

· en liste over de bilag, som sammenfatningen bygger på

Hele sagen med sammenfatning og de indhentede oplysninger sendes herefter til Patientklagenævnet.

Patientklagenævnet udarbejder et forslag til afgørelse

Når Patientklagenævnet modtager sagen fra Embedslægen, vurderer nævnets sekretariat, om sagen er tilstrækkeligt oplyst, og om sagen skal vurderes af nævnets sagkyndige konsulenter. Er der f.eks. klaget over en læge på en ortopædkirurgisk afdeling, kan sekretariatet beslutte at lade sagen vurdere af en sagkyndig konsulent i ortopædkirurgi. Sekretariatet udarbejder herefter et forslag til afgørelse.

Sagens parter orienteres

Inden Patientklagenævnet træffer afgørelse i sagen, modtager sagens parter, dvs. klageren og de indklagede sundhedspersoner, sekretariatets forslag til afgørelse og eventuelle udtalelser fra nævnets sagkyndige konsulenter, Embedslægens sammenfatning og kopi af øvrige relevante sagsakter. Parterne får herved lejlighed til at komme med kommentarer til de sagsakter, der bliver forelagt nævnet, inden nævnet træffer en afgørelse.

Parterne i sagen kan i øvrigt under hele forløbet få kopi af sagens akter.

Sagen afgøres

Når nævnet træffer afgørelser, deltager to lægmænd, som repræsenterer henholdsvis sundhedsvæsenets brugere og sygehusudlejere, og to fagligt uddannede sundhedspersoner. Nævnet har som formand en dommer.

Patientklagenævnet vurderer, om der er grundlag for at kritisere de sundhedspersoner, der er klaget over. Nævnet kan eksempelvis vurdere, om en sundhedsperson har udvist omhyggelig sundhedsfaglig adfærd.

Vurderingen er meget konkret. Den foretages på baggrund af klagen, parternes (og andres) oplysninger, journalmateriale, røntgenbilleder m.v.

Hvis klageren får medhold , betyder det, at nævnet har vurderet

· at sundhedspersonen ikke har udvist omhyggelig sundhedsfaglig adfærd

· at sundhedspersonen ikke har overholdt lov om patienters retsstilling

· at en afgørelse fra det lokale psykiatriske patientklagenævn ændres

Hvis klageren ikke får medhold , har nævnet vurderet, at sundhedspersonen ikke har tilsidesat sine pligter.

Selv om behandleren har være omhyggelig og samvittighedsfuld, kan resultatet af og til blive ringere end det, patienten og behandleren havde forventet. Det kan skyldes et hændeligt uheld, uventede komplikationer eller bivirkninger m.v.

Et dårligt behandlingsresultat er derfor ikke altid ensbetydende med, at den person, der er ansvarlig for behandlingen, har begået fejl.

Orientering om afgørelsen

Nævnets afgørelse sendes til sagens parter. Samtidig orienteres Sundhedsstyrelsen, evt. Lægemiddelstyrelsen eller Grønlands Hjemmestyre, Embedslægen, samt myndigheder, der er arbejdsgiver eller lignende i forhold til den eller de berørte sundhedspersoner, og andre med berettiget interesse om indholdet af afgørelsen.

Mulighed for at ændre afgørelsen

Patientklagenævnets afgørelser er endelige. Det er derfor ikke muligt at klage over nævnets afgørelse til andre myndigheder.

Sagen kan dog genoptages, hvis nævnet modtager nye oplysninger. De skal være så væsentlige, at der er sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved nævnets oprindelige afgørelse af sagen.

Information og klagevejledning

Patientklagenævnet udgiver en årsberetning, der indeholder information om nævnets virksomhed. Heri er blandt andet omtalt eksempler på nævnets afgørelser. Beretningen kan fås ved henvendelse til Statens Information.

Årsberetningen kan også læses på Patientklagenævnets hjemmeside www.pkn.dk På nævnets hjemmeside offentliggøres endvidere d. 20. i hver måned et antal afgørelser, truffet af nævnet den foregående måned samt nyhedsbreve om nævnets praksis i øvrigt. De kan endvidere på hjemmesiden få yderligere information om nævnets virksomhed.

Nævnet har udarbejdet en klagevejledning. Den kan fås ved henvendelse til nævnet eller embedslægerne. Den ligger også fremme hos praktiserende læger, på sygehuse, apoteker og biblioteker.

Hjælp under behandlingen af klagen

Alle parter har mulighed for at skrive eller ringe til Patientklagenævnet i forbindelse med behandlingen af en klage. Adressen er

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, Frederiksborggade 15, 1360 København K.

Tlf.: 33 38 95 00, Fax: 33 38 95 99, E-mail: pkn@pkn.dk www.pkn.dk.

Det er også muligt at henvende sig til embedslægen, når sagen undersøges der.

Venlig hilsen

Patientklagenævnet

§ 1. Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.

Stk. 2.

Bilag 2

Bilag 2

Patientklagenævnets udtalelse af 15. februar 2002

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Folketingets Ombudsmand

Gammel Torv 22

1457 København K.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævns bemærkninger til Folketingets Ombudsmands foreløbige rapport om egen drifts - undersøgelsen af 60 sager, der blev afgjort af nævnet i perioden fra den 13. februar til den 30. marts 2001.

Patientklagenævnet har den 20. december 2001 modtaget Ombudsmandens foreløbige rapport med henblik på, at Patientklagenævnet får mulighed for at komme med eventuelle bemærkninger hertil.

Patientklagenævnet har i længere tid arbejdet målrettet med effektivisering og forbedring af kvaliteten i sagsbehandlingen. I midten af 2001 gennemførtes således en gennemgribende ændring af sekretariatets organisation og arbejdstilrettelæggelse, ligesom udarbejdelse af sammenfatninger af nævnets praksis på en række områder blev igangsat.

Patientklagenævnet finder, at den fremsendte rapport udgør et meget værdifuldt bidrag til nævnets fortsatte arbejde med kvalitetssikring og kvalitetsudvikling.

Patientklagenævnet har på et møde hos Ombudsmanden den 25. januar 2002 haft lejlighed til en mundtlig drøftelse af rapporten.

I fortsættelse af dette møde ønsker Patientklagenævnet at fremkomme med følgende bemærkninger til de enkelte afsnit i kapitel III i den foreløbige rapport.

Afsnit A. Kortlægning af sagerne

Patientklagenævnet har noteret sig, at lidt over halvdelen af de undersøgte sager angår mere end én sundhedsperson, og at nævnet i de 60 undersøgte sager i alt har taget stilling til, om 118 navngivne sundhedspersoner har overtrådt lovgivningen.

Afsnit B. Sagsbehandlingsregler

Kompetence mv.

Patientklagenævnet har noteret sig, at der ikke er kompetencemangler i nogen af de 60 undersøgte sager.

Nævnet har endvidere bemærket, at Patientklagenævnets praksis mht. forenklet mødebehandling på baggrund af de undersøgte sager ikke giver Ombudsmanden anledning til betænkelighed, at 2 afgørelser truffet af nævnets formand på nævnets vegne klart falder inden for hjemlen til formandsdelegation, og at nævnets praksis med skriftlig votering efter at sagen har været behandlet i et møde i nævnet har været praktisk, har modvirket unødig forsinkelse af sagernes afslutning og i de 3 konkrete tilfælde været uden betænkelighed.

2. Inhabilitet

I rapporten konstateres, at de habilitetsregler, som gælder for Patientklagenævnet, er mere vidtgående end forvaltningslovens regler, og at Patientklagenævnets praksis er udtryk for en ganske vidtgående anvendelse af habilitetsreglerne.

Nævnet er enig med Ombudsmanden i denne opfattelse.

Nævnet har noteret sig, at Patientklagenævnets praksis ikke på det foreliggende grundlag kan give Ombudsmanden anledning til kritik.

3. Partsrepræsentation

I lidt under halvdelen af de undersøgte sager har der været partsrepræsentation. Patientklagenævnets håndtering af partsrepræsentation giver ikke Ombudsmanden anledning til kritik i nogen af de undersøgte sager.

I rapporten konstateres bl.a., at der på patientklageområdet er langvarig retstradition for, at familiemedlemmer (nære pårørende) kan rejse sag på en afdød patients vegne. Nævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder det korrekt, at Patientklagenævnet i disse tilfælde har behandlet klagerne på samme måde, som hvis patienten havde givet de pågældende klagere fuldmagt som partsrepræsentant.

4. Vejledning

Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at Patientklagenævnet i alle de sager, hvor der har været naturlig anledning til at give parten vejledning, har givet vejledning efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, på en adækvat, dækkende og forståelig måde.

Det fremgår endvidere, at forvaltningslovens § 7, stk. 2 om videresendelse til rette myndighed efter Ombudsmandens opfattelse ikke er tilsidesat i nogen af de undersøgte sager.

Ombudsmanden har i en enkelt sag (sag 8) fundet, at det ville have været bedst stemmende med hensynet bag vejledningspligten og officialprincippet, om nævnet nærmere havde undersøgt, i hvilket omfang patienten selv havde en bisidder, som kunne påtage sig den relevante oversættelse, for herved at opnå en højere grad af sikkerhed for, at patienten under nævnets sagsbehandling havde adgang til tolkebistand i relevant omfang. Det fremgik af sagen, at patienten kun forstod kinesisk, og at netop dette forhold var en medvirkende årsag til, at patienten blev fejlbehandlet.

Det fremgår blandt andet af Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986), pkt. 32, at det må antages at følge af bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1, om vejledningspligten og den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om forvaltningens undersøgelsespligt, at forvaltningsmyndighederne i almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der retter henvendelse til myndighederne om sager, der skal tages under behandling af myndighederne. Efter omstændighederne må myndighederne således om fornødent stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed for den pågældende.

I den konkrete sag modtog Patientklagenævnet et brev, som var skrevet på et fuldt forståeligt og fejlfrit dansk. Nævnet var således af den opfattelse, at patienten havde adgang til relevant tolkebistand. Den efterfølgende korrespondance mellem nævnet og patienten gav ikke nævnet anledning til at revurdere denne opfattelse. Såfremt nævnet undervejs i sagsbehandlingen havde modtaget oplysninger, der kunne begrunde tvivl om denne opfattelse, ville nævnet havde foranlediget, at patienten fik den relevante tolkebistand stillet til rådighed. Det er således nævnets opfattelse, at ombudsmandens krav til vejledning af patienten i denne sag er bemærkelsesværdigt vidtgående.

Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at nævnets informationsfolder ”Sagsgang i Patientklagenævnet” indeholder en god generel information, som gives på en overskuelig og relativ let forståelig måde.

I de fleste af de undersøgte sager må det ifølge rapporten antages, at parterne har modtaget et eksemplar af Patientklagenævnets generelle informationsfolder eller dog er blevet gjort bekendt med folderens indhold. Ombudsmanden har imidlertid påpeget, at i nogle sager har parterne ikke fået nævnets folder ”Sagsgang i Patientklagenævnet”, og i nogle sager kan der være tvivl, om parterne har modtaget den.

Nævnet er enig med Ombudsmanden i, at der er relevant, at alle parter modtager folderen. Nævnet kan oplyse, at nævnet i 1997 besluttede, at patienten og sundhedspersonen ved første kontakt med nævnet skal modtage et eksemplar af folderen. Nævnet beklager, at dette ikke er sket i alle de undersøgte sager, og nævnet vil tage initiativ til at gennemgå procedurerne for udsendelse af folderen med henblik på at sikre, at parterne altid modtager denne.

5. Notatpligt

Ombudsmanden har bemærket, at der i en sag (sag 46) mangler et notat, som refererer indholdet af en telefonsamtale med patienten. Nævnet er enig med ombudsmanden i, at nævnet burde have udarbejdet notat om, at patienten blev anmodet om at komme med sine bemærkninger på skrift.

Ombudsmanden finder endvidere, at det følger af god forvaltningsskik, at der i en anden sag (sag 48) burde have været gjort notat om patientens mundtlige anmodning om aktindsigt. Nævnet er enig med Ombudsmanden heri.

6) Aktindsigt og persondataloven

a. Aktindsigt

Ombudsmanden påpeger, at i to sager (sag 25) og (sag 50) har nævnet i forbindelse med en imødekommelse af en anmodning om aktindsigt undladt at vedlægge en oversigt over akterne i sagen.

Nævnet er enig med Ombudsmanden i, at en aktliste skal vedlægges i de tilfælde hvor anmodningen er generel. Nævnet kan oplyse, at det blandt andet fremgår af nævnets sekretariats sagsbehandlervejledning, at en generel anmodning om aktindsigt ”i sagen” omfatter alle sagens akter, herunder partens egne breve, samt en journaludskrift. Det fremgår endvidere udtrykkeligt af nævnets standardskrivelse om aktindsigt, at der vedlægges en bilagsoversigt.

Det skyldes således administrative fejl, at bilagsoversigt ikke er vedlagt i to sager.

Ombudsmanden påpeger, at nævnet i 3 sager har overset en anmodning om aktindsigt (sagerne 40, 48 og 51). Nævnet er enig med Ombudsmanden i, at disse anmodninger om aktindsigt ikke blev ekspederet korrekt.

b. Persondataloven

Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at nævnets behandling af sagerne ikke har været i strid med reglerne i persondatalovens §§ 5-7 om behandling af oplysninger, og at nævnets anvendelse af patientens cpr.nr. som journalnummer har hjemmel i lovens § 11, stk. 1.

Dog finder Ombudsmanden, at nævnet i ingen af de undersøgte sager fuldt ud har iagttaget reglerne i kapitel 8 om oplysningspligt overfor den registrerede. Særligt bemærkes at Patientklagenævnets folder ”Sagsgang i Patientklagenævnet” ikke indeholder de oplysninger, som er omfattet af bestemmelserne i persondatalovens § 28, stk. 1, nr. 3, og § 29, stk. 1, nr. 3.

Ombudsmanden lægger til grund, at der i ingen af de undersøgte sager er sket individuel underretning til parter eller andre registrerede personer efter persondatalovens §§ 28 - 29. I rapporten peges på, at en overholdelse af bestemmelserne i persondatalovens §§ 28-29 i vid udstrækning vil kunne ske ved generelle beskrivelser (eventuelt ved en udbygning af den beskrivelse, som findes i folderen ”Sagsgang i Patientklagenævnet”).

Nævnet er enig med ombudsmanden i, at reglerne i persondataloven ikke fuldt ud er iagttaget i de undersøgte sager. Nævnet vil gennemgå folderen ”Sagsgang i Patientklagenævnet” med henblik på udbygning i overensstemmelse med loven. Det bemærkes, at det er nævnets opfattelse, at persondatalovens regler om oplysningspligt i betydeligt omfang allerede er opfyldt i den nævnte informationsfolder.

7. Partshøring

a) Indledning

b) Foretagelse af partshøring

I dette afsnit behandles især to mere generelle spørgsmål, nemlig gennemførelse af fornyet partshøring, når det oprindelige forslag til afgørelse ændres, samt gennemførelse af høring af patienten i sager, der indberettes af Sundhedsstyrelsen.

Ombudsmanden finder, at bestemmelsen i § 10, stk. 7, i Patientklagenævnets forretningsorden rimeligvis må forstås således, at der kun skal partshøres over et nyt forslag til afgørelse, hvis det nye forslag indeholder en væsentlig indholdsmæssig ændring. Patientklagenævnet er enig heri.

Ombudsmanden finder det imidlertid mere tvivlsomt, om bestemmelsen skal forstås således, at enhver af sagens parter skal partshøres over væsentlige indholdsmæssige ændringer, eller om partshøringspligten kun gælder i forhold til den part, for hvem ændringen er til ugunst. Efter Ombudsmandens opfattelse er begge fortolkninger mulige, men det vil efter Ombudsmandens opfattelse være mest naturligt at forstå bestemmelsen således, at den omfatter alle sagens parter.

Nævnet er af den opfattelse, at nævnet efter bestemmelsen kun er forpligtet til at høre de af sagens parter, som den ændrede afgørelse er til ugunst for. Klager ville således skulle høres i de tilfælde, hvor nævnet gav en mildere kritik af sundhedspersonen, og sundhedspersonen skulle høres, hvor nævnets afgørelse indeholdt en strengere vurdering. Denne forståelse af bestemmelsen fremgår da også af Patientklagenævnets sekretariats sagsbehandlervejledning. Rapporten viser imidlertid, at det forekommer, at nævnet partshører alle sagens parter.

Nævnet er enig med Ombudsmanden i, at der kan argumenteres for, at det kan være hensigtsmæssigt at høre alle sagens parter. I lyset heraf - og da en ændring af praksis ikke har væsentlige ressourcemæssige konsekvenser - vil nævnet overveje at ændre praksis, således at alle sagens parter høres.

I afsnittet behandles endvidere spørgsmålet om patientens status i sager, der indberettes til Patientklagenævnet af Sundhedsstyrelsen.

Ombudsmanden finder, at nævnet i en sag, indberettet af Sundhedsstyrelsen, burde have hørt patienten, inden nævnet traf afgørelse i sagen (sag 43). I denne sag er der efter Ombudsmandens opfattelse ingen tvivl om, at patienten havde en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald og dermed måtte anses for part i Patientklagenævnets sag, uanset patienten ikke selv havde klaget til Patientklagenævnet.

Nævnet kan oplyse, at nævnets afgørelse er truffet den 20. marts 2001. Fra juni 2001 har nævnet ændret procedure i indberetningssagerne. Nævnet sørger nu for allerede ved modtagelse af sagen at orientere patienten om, at nævnet behandler en indberetningssag vedrørende dennes sygdomsbehandling og sender samtidig en kopi af indberetningen. Patienten bliver endvidere informeret om, at patienten til sin tid vil modtage kopi af afgørelsen.

Som det fremgår, er nævnet enig i, at patienten i indberetningssager har status som part. I dag hører nævnet imidlertid ikke patienten udtrykkeligt over forslaget til afgørelse samt eventuelle udtalelser m.v. Nævnet er enig med Ombudsmanden i, at dette ikke er korrekt, og nævnet vil derfor i fremtiden gennemføre partshøring af patienter i indberetningssager.

c) Partshøringsfrist

I rapporten konstateres, at Patientklagenævnet i alle de undersøgte sager har fastsat en partshøringsfrist på 14 dage.

Selvom Patientklagenævnet efter Ombudsmandens opfattelse i de tilfælde, hvor en part har anmodet herom, har meddelt rimelig udsættelse af sagen, finder Ombudsmanden, at det ikke er ubetænkeligt, at nævnet helt rutinemæssigt og tilsyneladende uden nogen konkret vurdering fastsætter en frist på 14 dage ved høring over forslag til afgørelse.

Efter Ombudsmandens opfattelse ville en vejledning til parterne om, at de vil kunne få forlænget fristen, hvis der er rimelige grunde hertil, kun til en vis grad kunne afbøde betænkelighederne ved en relativt kort standardmæssig frist på 14 dage, men ville naturligvis slet ikke kunne imødegå betænkelighederne i de tilfælde, hvor parten ikke måtte blive bekendt med partshøringen inden fristens udløb. Hvis Patientklagenævnet af ressourcemæssige grunde ikke måtte ønske at foretage en mere individuel vurdering af partshøringsfristens længde, ville det efter Ombudsmandens opfattelse være ønskeligt, om der blev fastsat en noget længere standardfrist end 14 dage.

Nævnet skal hertil bemærke, at selvom en partshøringsfrist på 14 dage er det sædvanlige, er denne frist ikke ufravigelig. Nævnet foretager en individuel vurdering af, om der i den enkelte sag er særlige omstændigheder, der tilsiger, at der anvendes en længere partshøringsfrist. En længere frist kommer på tale, hvis parten ikke med rimelighed kan ventes at svare inden for 14 dage, f. eks. hvis partshøringen omfatter usædvanlig mange dokumenter, hvis parten er indlagt på sygehus, hvis parten er sømand i udenrigsfart osv. I tilfælde af ferieperioder, helligdage m.v. har nævnet ligeledes i flere tilfælde efter en individuel vurdering fastsat en længere frist end 14 dage.

Nævnet er således opmærksom på, at 14 dage for nogle parter kan være en kort frist. Det kan naturligvis skyldes sagens kompleksitet, men erfaringen viser, at det hyppigere skyldes personlige forhold hos patienten eller sundhedspersonen. Det er ofte ikke muligt at vurdere på forhånd, om dette skulle være tilfældet i den enkelte sag.

Det er derfor efter nævnets opfattelse afgørende, om nævnet har en rimelig praksis med at imødekomme anmodninger om forlængelse af fristen. Da klagesagerne i Patientklagenævnet har to parter, klager og indklaget sundhedsperson, skal praksis for fristforlængelse efter nævnets opfattelse tilrettelægges således, at der tages rimeligt hensyn til den part, der ønsker udsættelse, samtidig med at det af hensyn til den anden part sikres, at sagens behandling ikke trækker unødigt ud. Patientklagenævnet har i denne sammenhæng noteret sig, at Ombudsmanden finder, at nævnet, i de tilfælde, hvor en part har anmodet herom, har meddelt rimelig udsættelse af fristen.

d) Materiale omfattet af partshøring

Patientklagenævnet er enig i, at det er en fejl, at der i en sag (sag 48) ikke er partshørt over resultatet af syn og skøn.

e) Reaktion på partshøring

8. Sagsoplysning

Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at Patientklagenævnets sagsoplysning i de undersøgte sager er systematisk, relevant og grundig. Ombudsmanden tager dog det forbehold, at hans mulighed for at vurdere sagsoplysningen i Patientklagenævnets sager begrænses i en vis udstrækning af, at Ombudsmanden ikke har fagkundskab i sundhedsfaglige spørgsmål.

9. Tavshedspligt – Indhentelse og videregivelse af oplysninger

Nævnet er enig i, at nævnet uberettiget har videregivet oplysninger i to sager (sag 22 og 45).

10. Begrundelse mv.

a) Indledning

b) Henvisning til skrevne regler

Nævnet har noteret sig, at det efter Ombudsmandens opfattelse er udmærket, at Patientklagenævnet som bilag til nævnets afgørelse har optrykt den eller de anvendte bestemmelser.

Nævnets fremgangsmåde indebærer dog efter Ombudsmandens opfattelse ikke en tilstrækkelig præcis henvisning til retsregler. Det skyldes, dels at der i selve afgørelsen ikke henvises til retsregler, dels at de citerede bestemmelser i bilaget til afgørelsen ikke er tilstrækkeligt præcise med hensyn til nr. og dato i Lovtidende.

Nævnet kan oplyse, at nævnet i 2001 har haft en arbejdsgruppe under det såkaldte Fællesmøde, der skulle komme med forslag til forbedringer af formuleringer af nævnets afgørelser. Siden juni 2001 har nævnet således anvendt et nyt standardkoncept for afgørelser. Dette har blandt andet betydet, at parterne i større omfang end tidligere i selve afgørelsens tekst kan se, hvilken præcis bestemmelse, der er overtrådt. Samtidig vil bestemmelsen i fuld tekst som tidligere være optrykt som bilag til afgørelsen. Det nye koncept betyder efter nævnets mening, at den første del af Ombudsmandens kritik ikke længere er relevant.

For så vidt angår den anden del af kritikken (nr. og dato i Lovtidende) er nævnet enig i, at henvisningen ikke er tilstrækkelig præcis. Nævnet vil tage initiativ til at få justeret de relevante standardkoncepter, således at regelhenvisningen bliver præcis.

c) Redegørelse for praksis

Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden i ingen af de undersøgte sager har savnet en redegørelse for Patientklagenævnets praksis på relevante områder.

d) Redegørelse for hovedhensyn

Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at der i nævnets afgørelser i de undersøgte sager i alle tilfælde er redegjort fyldestgørende for de væsentligste hovedhensyn.

e) Begrundelse i forhold til partsanbringender

Patientklagenævnet har noteret sig, at der efter Ombudsmandens opfattelse kun i en enkelt sag er grundlag for at rejse spørgsmål om, hvorvidt nævnet i sin begrundelse har forholdt sig til et relevant partsanbringende.

f) Sagsfremstilling (gengivelse af faktum)

Patientklagenævnet har noteret sig, at i alle de undersøgte sager indeholder Patientklagenævnets begrundelse en god og relevant gengivelse af sagens faktum. I sagsfremstillingen er mere indviklede faktiske sammenhænge på en efter Ombudsmandens opfattelse vellykket måde fremstillet mere almindeligt forståeligt, ligesom fagudtryk ofte ses omskrevet eller forklaret i mere almindelige vendinger.

g) Oplysning om navnene på deltagende nævnsmedlemmer

Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at nævnets praksis med offentliggørelse af navnene på deltagende nævnsmedlemmer er udtryk for en tidssvarende åbenhed, som har naturlig sammenhæng med habilitetsreglerne.

h) Angivelse af om afgørelsen er truffet enstemmigt eller med dissens

Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at nævnets praksis med at oplyse indholdet af en dissens i afgørelsen er udtryk for en tidssvarende åbenhed, som også må ses som en naturlig fortsættelse af bestemmelsen i forretningsordenens § 11, stk. 2, 2. pkt., hvorefter et medlem kan kræve tilført protokollen en kort begrundelse for sit standpunkt.

11. Klagevejledning

Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder nævnets ”negative” klagevejledning i de undersøgte sager korrekt.

12. Bekendtgørelse

Det fremgår af rapporten, at der er 2 bekendtgørelsesfejl i de 60 undersøgte sager. Patientklagenævnet er enig heri. Opmærksomheden henledes dog på, at den ene sag var en indberetningssag, hvor fejlen bestod i, at nævnet ikke sendte afgørelsen til patienten (sag 43). Som tidligere anført, er denne praksis blevet ændret, således at patienten altid får afgørelsen.

13. Sagsbehandlingstid m.v.

a) Sagsbehandlingstid fra sagens start til myndighedens første henvendelse til parten

Patientklagenævnet har noteret sig, at den gennemsnitlige tid, der gik fra sagens rejsning til nævnet rettede henvendelse til den, der havde rejst sagen (ca. 8 ½ dage), efter Ombudsmandens opfattelse klart ligger inden for det acceptable.

b) Samlet sagsbehandlingstid

Det er Ombudsmandens opfattelse, at en samlet sagsbehandlingstid på mere end ½ år ikke kan anses for acceptabel i sager, som må anses for ukomplicerede. En noget længere sagsbehandlingstid må accepteres i mere komplicerede sager, men der vil efter Ombudsmandens opfattelse skulle særlige konkrete omstændigheder i den enkelte sag til, for at en længere sagsbehandlingstid end ca. 1 år trods alt ikke overskrider det rimelige.

Det fremgår af rapporten, at flere af de undersøgte sager ikke lever op til disse sagsbehandlingstider.

Patientklagenævnet er enig i, at nævnets virksomhed skal søges tilrettelagt således, at sagsbehandlingstiden bliver så kort som muligt samtidig med, at de involveredes retssikkerhed og kvaliteten i afgørelserne er forsvarlig.

Det fremgår af Patientklagenævnets kontraktsstyringsaftale med Sundhedsministeriet for 1999-2001, at det er målsætningen, at de ukomplicerede sager behandles på gennemsnitlig 3 måneder og at de komplicerede sager behandles på gennemsnitlig 6 måneder.

Nævnet beklager meget, at sagsbehandlingstiden i flere sager har været for lang. Nævnet har som omtalt foran gennemført en grundlæggende ændring af sekretariatets organisation og arbejdstilrettelæggelse i 2001 bl.a. med det sigte at øge produktiviteten, og arbejdet med at øge produktiviteten pågår løbende. Der kan især peges på to årsager til, at sagsbehandlingstiden i flere af de undersøgte sager har været for lang: Nævnet havde i år 2000 en stor udskiftning af medarbejdere i sekretariatet, samtidig med at antallet af nye sager steg med mere end 10 %.

b) Besvarelse af rykkere og underretning af parten, når sagen trækker ud

Det er Ombudsmandens opfattelse, at der – selv i de mere komplicerede af de undersøgte sager – i alt fald burde have været givet underretning efter pkt. 206-207 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, da der var gået ca. tre måneder fra sagens rejsning, og herefter igen ca. hver 3. måned. Ombudsmanden finder det meget beklageligt, at Patientklagenævnet konsekvent har tilsidesat underretningspligten efter pkt. 206-207 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

Patientklagenævnet er enig i, at nævnets nuværende praksis ikke er i overensstemmelse med pkt. 206-207 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningloven, og nævnet vil derfor søge at ændre nævnets orienteringspraksis.

14. Vildfarelse og sjusk mv.

Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at de undersøgte sager generelt er præget af systematik og god orden, men at der i enkelte af de undersøgte sager er anledning til at påpege – hovedsageligt mindre væsentlige – tilfælde af vildfarelse, sjusk mv.

15. Den sproglige udformning af Patientklagenævnets afgørelser og andre breve

Patientklagenævnet har noteret sig, at Patientklagenævnet efter Ombudsmanden opfattelse i de undersøgte sager i ganske høj grad har evnet at formulere sig sprogligt forståeligt og uden unødig anvendelse af bureaukratiske vendinger, kompliceret sætningsopbygning eller fagudtryk, som parterne i sagerne ikke kan formodes at forstå.

C. Hjemmelsspørgsmål

Indledning

Bemyndigelsesspørgsmål

Patientklagenævnet har noteret sig, at der efter Ombudsmandens opfattelse ikke er tvivl om, at nævnets afgørelser i de undersøgte sager har haft fornøden bemyndigelse.

Fortolkningsspørgsmål

Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at i ingen af de undersøgte sager kan Patientklagenævnets fortolkningsresultat anses for forkert eller uholdbart.

Skønsspørgsmål (kriterier og afvejning)

Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmandens undersøgelse har vist, at Patientklagenævnet i intet tilfælde har inddraget ulovlige kriterier, altid har inddraget relevante, lovlige kriterier og i intet tilfælde har afvejet kriterier i strid med gældende ret.

Spørgsmål i relation til retsfølgen

Patientklagenævnet har noteret sig, at nævnets valg af retsfølge i ingen af de 60 undersøgte sager giver Ombudsmanden anledning til bemærkninger. Den angivne retsfølge har således altid været i overensstemmelse med lovgivningen, ligesom retsfølgen i intet tilfælde har været i strid med ulovbestemte retsgrundsætninger, herunder proportionalitetsgrundsætningen.

D. Prøvelse

a) Indledning

b) Nova

Patientklagenævnet har noteret sig, at nævnets praksis med hensyn til nova ikke giver Ombudsmanden anledning til bemærkninger.

c) Bevisvurdering

Ombudsmanden har i forbindelse med nævnets bevisvurdering påpeget, at to afgørelsers formulering kunne synes mindre klar (sag 10 og sag 18). Ombudsmanden finder imidlertid ikke anledning til kritik af nævnets afgørelse af de to sager.

2) Rekurs og genoptagelse (remonstration og tilbagekaldelse)

Patientklagenævnet har noteret sig, at det fremgår af undersøgelsen, at nævnet i samtlige de undersøgte sager har orienteret om muligheden for genoptagelse.

3) Klage til Folketingets Ombudsmand

4) Domstolsprøvelse

Men venlig hilsen

Peter Bak Mortensen

Direktør

Kapitel 2

Afholdelse af møde mv.

§ 2. De ved særlige lovgivning autoriserede personer inden for sundhedsvæsenet omfatter følgende uddannelseskategorier

læger, jf. bekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995 af lov om udøvelse af lægegerning med senere ændringer,

tandlæger, jf. lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger med senere ændringer,

sygeplejersker, jf. bekendtgørelse nr. 759 af 14. november 1990 af lov om sygeplejersker,

jordemødre, jf. lov nr. 671 af 13. december 1978 om jordemødre med senere ændringer,

terapiassistenter (ergoterapeuter og fysioterapeuter), jf. bekendtgørelse nr. 631 af 30. august 1991 af lov om terapiassistenter,

kliniske tandteknikere, jf. lov nr. 100 af 14. marts 1979 om kliniske tandteknikere med senere ændringer,

fodterapeuter, jf. lov nr. 142 af 26. april 1972 om fodterapeuter med senere ændringer,

kiropraktorer, jf. lov nr. 415 af 6. juni 1991 om kiropraktorer mv.,

autoriserede psykologer for virksomhed inden for sundhedsvæsenet, jf. § 13 i lov nr. 494 af 30. juni 1993 om psykologer mv.,

optikere, jf. lov nr. 379 af 18. maj 1994 om optikere mv.,

kliniske diætister, jf. lov nr. 307 af 24. april 1996 om kliniske diætister, eller

tandplejere, jf. lov nr. 498 af 12. juni 1996 om tandplejere.

Stk. 2. Den faglige virksomhed, der udøves af de i stk. 1, nr. 2, 6, 8, 9 og 11 nævnte persongrupper i perioden fra bestået afsluttende eksamen til erhvervelse af autorisationsbevis, dvs. den supplerende praktiske uddannelse, er også omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed.

§ 2. Der skal for hver undersøgt eller behandlet patient føres en journal indrettet efter kartotekssystem.

Stk. 2. Røntgenbilleder og kliniske fotografier af en patient er en del af journalen.

§ 2. Der skal for hver undersøgt eller behandlet patient føres en journal indrettet efter kartotekssystem.

Stk. 2. Hen- og tilbagevisningsblanketter vedrørende samarbejde med tandlæge er en del af journalen.

§ 3. Persongrupper, som ikke har autorisation efter særlig lovgivning og som umiddelbart deltager i behandling og/eller pleje af patienter inden for sundhedsvæsenet, omfatter følgende uddannelseskategorier

grønlandske tandplejere, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 47 af 1. maj 1986 om uddannelse til grønlandsk tandplejer (kigutigissasoq) i Grønland,

plejere, jf. Sundhedsstyrelsens retningslinjer af juli 1977 for uddannelse af plejere,

sygehjælpere, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære af 20. januar 1978 om uddannelse af sygehjælpere,

grønlandske sundhedsmedhjælpere (fødselshjælpere), jf. Sundheds-styrelsens cirkulære af 17. juni 1980 om uddannelse til sundhedsmedhjælper i Grønland,

plejehjemsassistenter, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære af 26. juni 1980 om plejehjemsassistenter,

social- og sundhedsassistenter for så vidt angår sundhedsfaglige opgaver, jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 20. juli 1994 af lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser inden for bistands-, pleje- og omsorgsområdet mv. med senere ændringer,

radiografer, jf. Sundhedsstyrelsens retningslinier af maj 1985 for uddannelse af radiografer,

apotekere, apoteksansatte farmaceuter, apoteksmedhjælpere, apoteks-assistenter (farmakonomer) og farmaceutstuderende, der har gennemgået studieophold på apotek, jf. bekendtgørelse nr. 309 af 6. maj 1997 om apoteker og apotekspersonale, eller

hospitalslaboranter (bioanalytikere), jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 705 af 24. august 1995 om hospitalslaborant-uddannelsen.”

2.B. Adfærdsnormer i lovgivningen

De 60 undersøgte sager drejer sig om tilsidesættelse af normerne for forsvarlig patient-behandling, reglerne om journalføring og/eller reglerne om information af patienter om og samtykke fra patienter til patientbehandling.

Bestemmelser om forsvarlig patientbehandling findes for så vidt angår læger, sygeplejersker, jordemødre, ergo- og fysioterapeuter (terapiassistenter), tandlæger og kliniske tandteknikere, i autorisationsloven for de pågældende sundhedspersoner.

Lægeloven (nu bekendtgørelse nr. 272 af 19. april 2001 af lov om udøvelse af lægegerning) indeholder i § 6 følgende bestemmelse

”§ 6. En læge er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved økonomisk ordination af lægemidler, benyttelse af medhjælp m.v.”

Sygeplejerskeloven (bekendtgørelse nr. 759 af 14. november 1990 af lov om sygeplejersker som senest ændret ved lov nr. 482 af 31. maj 2000) indeholder i § 5, stk. 1, følgende bestemmelse

”§ 5. En sygeplejerske er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.”

Tilsvarende fastsætter § 8, stk. 1, i jordemoderloven (lov nr. 671 af 13. december 1978 om jordemødre som senest ændret ved lov nr. 396 af 2. juni 1999) følgende

”§ 8. En jordemoder er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.”

Tilsvarende gælder for ergo- og fysioterapeuter efter § 7, stk. 1, i terapiassistentloven (lovbekendtgørelse nr. 631 af 30. august 1991 om terapiassistenter) som senest ændret ved lov nr. 482 af 31. maj 2000) følgende bestemmelse

” § 7. En terapiassistent er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.”

Tandlægeloven (lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger som senest ændret ved lov nr. 396 af 2. juni 1999) indeholder i § 12 følgende regel som svarer til lægelovens § 6

” § 12. En tandlæge er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.”

Endelig indeholder lov om kliniske tandteknikere (lov nr. 100 af 14. marts 1979 om kliniske tandteknikere som senest ændret ved lov nr. 396 af 2. juni 1999) i § 6 følgende bestemmelse

” § 6. En klinisk tandtekniker er under udøvelse af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved benyttelse af medhjælp og valg af behandlingsmåde.”

For så vidt angår læger, sygeplejersker, jordemødre, ergo- og fysioterapeuter, tandlæger og kliniske tandteknikere, kræver de respektive autorisationslove således at de pågældende i deres virksomhed som autoriserede sundhedspersoner skal ”udvise omhu og samvittighedsfuldhed”. Der er tale om en faglig standard, og de pågældende bestemmelser er indholdsmæssigt uændrede siden de pågældende hovedlove (lov nr. 72 af 14. marts 1934 om lægegerning, lov nr. 127 af 25. maj 1956 om sygeplejersker, lov nr. 671 af 13. december 1978 om jordemødre, lov nr. 154 af 8. maj 1968 om terapiassistenter, lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger, henholdsvis lov nr. 100 af 14. marts 1979 om kliniske tandteknikere).

For så vidt angår andre personalegrupper inden for sundhedsvæsenet som ikke er omfattet af en af de ovennævnte autorisationslove, findes der ikke i lovgivningen tilsvarende udtrykkelige regler om at de i deres faglige virksomhed skal ”udvise omhu og samvittighedsfuldhed”. Det fremgår imidlertid af centralstyrelseslovens § 12, stk. 1-2, at Patientklagenævnet kan behandle spørgsmål om ”den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet”, enten efter klage eller efter indberetning fra Sundhedsstyrelsen. Af centralstyrelseslovens § 15 fremgår at Patientklagenævnets kompetence omfatter såvel personer som er omfattet af en særlig autorisationslovgivning (jf. ovenfor), som andre persongrupper inden for sundhedsvæsenet. Lovens § 12 og § 15 er i deres helhed citeret ovenfor. Af disse regler følger at patientklagenævnet – ud fra faglige normer – kan vurdere den faglige virksomhed som udøves af personer ”inden for sundhedsvæsenet, som ikke har autorisation efter særlig lovgivning” (lovens § 15, stk. 2).

Bestemmelser om pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring) findes i autorisationslovene for læger, jordemødre, tandlæger og tandteknikere. Sådanne bestemmelser findes derimod ikke i autorisationslovene for sygeplejersker og terapiassistenter (ergo- og fysioterapeuter).

Lægeloven indeholder i § 13 følgende bestemmelser om journalføring

” § 13. Sundhedsministeren fastsætter efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen regler for, i hvilket omfang og på hvilken måde læger af hensyn til den dem påhvilende indberetnings- og oplysningspligt skal føre ordnede optegnelser over visse dele af deres virksomhed, såsom om behandling af smitsomme sygdomme, ulykkestilfælde og sygdomme, der kan antages at få varig indflydelse på patientens helbredstilstand.

Stk. 2. Sygehuse, klinikker og lignende er pligtige til at føre ordnede optegnelser over deres behandling af syge og over, hvad der er iagttaget vedrørende de pågældende sygdomstilfælde. Der fastsættes af sundhedsministeren regler for, i hvilket omfang speciallæger skal føre sådanne optegnelser.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 omhandlede optegnelser skal af vedkommende læge, klinik eller sygehus opbevares i mindst 10 år.”

Bekendtgørelse nr. 244 af 26. juli 1937 om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (der er udstedt i medfør af lægelovens § 13, stk. 1), indeholder følgende bestemmelser

”Enhver Læge skal føre ordnede Optegnelser om sin Lægevirksomhed som nedenfor anført angaaende Sygdoms- eller Ulykkestilfælde, hvis umiddelbart sandsynlige Følger efter Lægens Skøn vil foranledige Forespørgsler til ham fra det offentlige vedrørende Diagnose og Behandling.

Sygdoms- og Ulykkestilfælde, der straks oplyses overfor det offentlige ved Indberetning, Anmeldelse eller på anden Maade, og Tilfælde, hvor Lægen kun yder en foreløbig Hjælp, forpligter dog ikke Lægen til at føre Optegnelser.

Speciallæger er desuden pligtig til at føre Optegnelser over mere indgaaende Behandlinger (f.Eks. Operationer, Røntgenbehandlinger o.lign.), som foretages i Lægens Privatkonsultation eller i Patientens Hjem.

Optegnelserne skal føres efter Protokol- eller Kartoteksystem.

Optegnelserne om den enkelte Patient skal i hvert Fald give Oplysning om

Patientens Navn, Alder og Bopæl,

Tidspunktet for Behandlingens Indledning,

Lægens Skøn angaaende Sygdommens Art og

den iværksatte Behandling.

De omhandlede Optegnelser skal opbevares i mindst 10 Aar efter Tidspunktet for den sidst tilføjede Optegnelse. Denne Bestemmelse forhindrer dog ikke, at Optegnelserne, naar Forholdene gør det hensigtsmæssigt, kan overgives en anden Læge til forsat Opbevaring.

Ophører en Læge at praktisere, bortfalder ogsaa hans Forpligtelse til at opbevare sine Optegnelser.

Saafremt det ved Lov eller andre Bestemmelser i særlige Tilfælde er paalagt Læger at føre Optegnelser i andet Omfang eller paa anden Maade end i det foregaaende bestemt, vil saaledes givne Regler i øvrigt være at følge.”

Bestemmelserne i loven og bekendtgørelsen udfyldes og suppleres af Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 235 af 19. december 1996 om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser og Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 236 af 19. december 1996 om lægers journalføring.

Jordemødres pligt til at føre journal fremgår af følgende bestemmelser i jordemoderlovens § 11

” § 11. Jordemødre skal føre ordnede optegnelser over deres virksomhed efter nærmere af sundhedsstyrelsen fastsatte regler.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte optegnelser skal opbevares i mindst 10 år.”

Det nærmere indhold af jordemødres journalføringspligt fremgår nu af Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 150 af 8. august 2001 om jordemødres pligt til at føre ordnede optegnelser og Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 151 af samme dato om jordemødres virksomhedsområde, journalføringspligt, indberetningspligt mv. Cirkulæret trådte ifølge dettes § 8 i kraft den 1. oktober 2001.

Om tandlægers pligt til at føre journaler fremgår følgende bestemmelser af tandlægelovens § 15

” § 15. Tandlæger skal føre ordnede optegnelser over deres virksomhed efter nærmere af sundhedsstyrelsen fastsatte regler.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte optegnelser, herunder røntgenbilleder, skal opbevares i mindst 10 år.”

Bekendtgørelse nr. 404 af 25. juli 1977 om tandlægers pligt til at føre ordnede optegnelser (der er udstedt i medfør af tandlægelovens § 15), indeholder bl.a. følgende bestemmelser

” § 1. Pligten til at føre ordnede optegnelser (journaler) over virksomheden gælder enhver tandlæge.

Stk. 2. Det påhviler den tandlæge, som er ansvarlig for medhjælperes udøvelse af tandlægevirksomhed, at drage omsorg for, at behandlinger m.v. der udføres af medhjælperne journalføres.

§ 3. Optegnelser i journalen skal dateres, og røntgenbilleder og kliniske fotografier skal registreres med optagelsesdato og patientdata.

Stk. 2. Optegnelser skal foretages i permanent skrift og være let læselige. Når der anvendes forkortelser, skal de umiddelbart kunne forstås af fagfæller.

Stk. 3. Optegnelser om tænder og tandflader skal foretages med anvendelse af Haderup’s nomenklatur eller FDI’s (Federation Dentaire Internationale) to-ciffer nummereringssystem.

§ 3. Optegnelser i journalen skal dateres.

Stk. 2. Optegnelser skal foretages i permanent skrift og være let læselige. Når der anvendes forkortelser, skal de umiddelbart kunne forstås af fagfæller.

Stk. 3. Optegnelser om tænder og tandflader skal foretages med anvendelse af Haderup’s nomenklatur eller FDI’s (Federation Dentaire Internationale) to-ciffer nummereringssystem.

§ 3.

§ 3. I denne lov forstås ved

1) Personoplysninger

Enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede).

2) Behandling

Enhver operation eller række af operationer med eller uden brug af elektronisk databehandling, som oplysninger gøres til genstand for.

3) Register med personoplysninger (register)

Enhver struktureret samling af personoplysninger, der er tilgængelige efter bestemte kriterier, hvad enten denne samling er placeret centralt, decentralt eller er fordelt på et funktionsbestemt eller geografisk grundlag.

4) Den dataansvarlige

Den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution eller ethvert andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilket formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af oplysninger.

5) Databehandleren

Den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution eller ethvert andet organ, der behandler oplysninger på den dataansvarliges vegne.

Afsnit II

Behandlingsregler

Kapitel 4

Behandling af oplysninger

§ 4. Journalen skal indeholde oplysning om

patientens navn, alder (CPR-nummer) og bopæl,

såvel tidligere som nuværende sygdomme og behandlinger, som kan have betydning for tandlægebehandlingen (anamnesen),

tandlægens undersøgelse og behandling, herunder angivelse af behandlingens art og lokalisering i tænder, mund og kæber; diagnoser anføres i fornødent omfang,

alle væsentlige behandlingselementer, herunder de anvendte dentalmaterialer til tandfyldning og tandprotestiske arbejder,

tandlægens ordination og anvendelse af lægemidler til forebyggelse og behandling,

hvem der har foretaget undersøgelse og behandling,

henvisninger til anden tandlæge, tandtekniker, læge eller behandlingsinstitution samt om meddelelser herfra vedrørende diagnoser og udførte behandlinger.

§ 4. Journalen skal indeholde oplysning om

patientens navn, alder (CPR-nummer) og bopæl,

såvel tidligere som nuværende sygdomme og behandlinger, som kan have betydning for behandlingen hos den kliniske tandtekniker (anamnesen),

hvor længe den pågældende har haft aftagelig tandprotese,

den kliniske tandteknikers undersøgelse for sygelige forandringer eller medfødte defekter i bevarede tænder og mund eller kæbe,

den kliniske tandteknikers undersøgelse af tilstedeværende aftagelige tandproteser,

den kliniske tandteknikers indsættelse og korrektion af aftagelige tandproteser, herunder angivelse af partielle protesers udstrækning og støtteelementer,

de anvendte dentalmaterialer til proteserne,

hvem der har foretaget undersøgelse og behandling,

datoen for patientens sidste besøg hos tandlæge og dennes navn og adresse,

henvisning til tandlæge eller anden klinisk tandtekniker, samt om meddelelser herfra vedrørende diagnoser, behandlingsplan og udførte behandlinger.

§ 4. Ved sundhedspersoner forstås i denne lov personer, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver og personer, der handler på disses ansvar.”

Ansvaret for at der gives information og samtykke, er fastlagt i lovens § 12 der bl.a. indeholder følgende bestemmelser

§ 5. Journalen, herunder de tilhørende røntgenoptagelser og kliniske fotografier, skal opbevares i mindst 10 år regnet fra tidspunktet for den senest foretagne optegnelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at journalen overdrages til anden tandlæge, der har taget vedkommende patient i behandling, til fortsat opbevaring.

§ 5. Journalen, herunder de tilhørende henvisningsblanketter jfr. § 2, stk. 2, skal opbevares i mindst 10 år, regnet fra tidspunktet for den senest foretagne optegnelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at journalen overdrages til en anden klinisk tandtekniker eller tandlæge, der har taget vedkommende patient i behandling, til fortsat opbevaring.

§ 5. Oplysninger skal behandles i overensstemmelse med god databehandlingsskik.

Stk. 2. Indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere behandling må ikke være uforenelig med disse formål.

Stk. 3. Oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.

Stk. 4.

§ 6. Ophører en privat praktiserende tandlæge at praktisere, bortfalder samtidig hans pligt til at opbevare journaler, ligesom der ikke er pligt for en tandlæges arvinger (boet efter en tandlæge) til fortsat opbevaring.

Stk. 2. Opbevaringspligtens ophør efter stk. 1 er ikke til hinder for, at tandlægens journaler overdrages til en anden tandlæge, som har overtaget vedkommende praksis, eller som tager dennes tidligere patienter i behandling.

Stk. 3. Hvis en journal overdrages i medfør af stk. 2, finder bestemmelsen i § 5 om opbevaringspligt anvendelse.”

Bestemmelserne i loven og bekendtgørelsen uddybes i Sundhedsstyrelsens vejledende retningslinier af 25. juli 1977 for tandlægers journalføring. Retningslinierne er ikke offentliggjort i Ministerialtidende, men er optaget i Retsinformation (som RTL nr. 15155 af 25. juli 1977).

Kliniske tandteknikeres pligt til at føre journal fremgår af § 9 i loven om kliniske tandteknikere der lyder således

” § 9. Kliniske tandteknikere skal føre ordnede optegnelser over deres virksomhed efter nærmere af sundhedsstyrelsen fastsatte regler.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte optegnelser skal opbevares i mindst 10 år.”

Bekendtgørelse nr. 548 af 10. november 1981 om kliniske tandteknikeres pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring), der er udstedt i medfør af tandlægelovens § 15, indeholder bl.a. følgende bestemmelser

” § 1. Pligten til at føre ordnede optegnelser (journaler) over virksomheden gælder enhver klinisk tandtekniker.

Stk. 2. Det påhviler den kliniske tandtekniker, som er ansvarlig for medhjælperes udøvelse af klinisk tandteknikervirksomhed, at drage omsorg for, at den virksomhed, der udøves af medhjælpere, journalføres.

§ 6. Ophører en klinisk tandtekniker med at praktisere, bortfalder samtidig hans pligt til at opbevare journaler, ligesom der ikke er pligt til for en klinisk tandteknikers arvinger (boet efter den kliniske tandtekniker) til fortsat opbevaring.

Stk. 2. Opbevaringspligtens ophør efter stk. 1 er ikke til hinder for, at den kliniske tandteknikers journaler overdrages til en anden klinisk tandtekniker, som har overtaget vedkommendes klinik eller som tager dennes tidligere patienter i behandling.

Stk. 3. Hvis en journal overdrages i medfør af stk. 2, finder bestemmelsen i § 5 om opbevaringspligt anvendelse.”

Bestemmelserne i loven og bekendtgørelsen uddybes i Sundhedsstyrelsens vejledende retningslinier af 10. november 1981 for kliniske tandteknikerers journalføring. Retningslinierne er ikke offentliggjort i Ministerialtidende, men er optaget i Retsinformation (som RTL nr. 15370 af 10. november 1981).

For så vidt angår læger, jordemødre, tandlæger og kliniske tandteknikere kræver de respektive autorisationslove således at de pågældende i deres virksomhed som autoriserede sundhedspersoner skal føre ”ordnede optegnelser” som skal opbevares i mindst 10 år. De pågældende lovbestemmelser er indholdsmæssigt uændrede siden de pågældende hovedlove (lov nr. 72 af 14. marts 1934 om lægegerning, lov nr. 671 af 13. december 1978 om jordemødre, lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger, henholdsvis lov nr. 100 af 14. marts 1979 om kliniske tandteknikere). Det nærmere indhold af journalføringspligten fremgår af bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger der knytter sig til de respektive lovbestemmelser.

For så vidt angår sundhedspersoner som ikke er omfattet af en af autorisationslovene, er der ikke i lovgivningen fastlagt nogen journalføringspligt.

Bestemmelser om patienters information og samtykke til behandling fremgår af lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling. Loven gælder generelt, dvs. i relation til alle sundhedspersoner, jf. lovens § 2 og § 4 der har følgende indhold

” § 2. Loven gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er fastsat i lovgivningen.

§ 6. Et nævnsmøde sammensættes af

Formanden eller en næstformand.

2 lægmandsmedlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 3.

2 fagligt uddannede medlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 4, afhængig af hvilke faggrupper, sagen vedrører.

§ 6. Behandling af oplysninger må kun finde sted, hvis

1)

6) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt, eller

§ 7. Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.

Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter stk. 1.

Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring mv.

Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om andre, lægeligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 6, skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig information, jf. stk. 2.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om informationens form og indhold.”

Lovens § 8 indeholder særlige regler om mindreårige og lovens § 9 bestemmelser om patienter som varigt mangler evnen til at give informeret samtykke. Lovens § 10 indeholder en bestemmelse om visse personer med øjeblikkeligt behandlingsbehov som ikke selv kan give samtykke. Loven indeholder i § 11 følgende almindelige regel om patientens inddragelse

” § 11. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfang patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning.”

Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. (der er udstedt efter forskellige bestemmelser i lov om patienters retsstilling), indeholder i kapitel 1 nærmere bestemmelser om samtykke til behandling og information.

2.C. Patientklagenævnets sammensætning

Patientklagenævnet er som kollegialt organ sammensat af en juridisk formand (næstformand), medlemmer som er valgt af (amts)kommunale myndigheder og de samvirkende invalideorganisationer samt medlemmer som er fagligt uddannede. De nærmere regler om nævnets sammensætning findes i centralstyrelseslovens §§ 16 og 17 og § 6 i Patientklagenævnets forretningsorden.

De nævnte bestemmelser i centralstyrelsesloven har følgende indhold

” § 16. Patientklagenævnet består af en formand og et af sundhedsministeren fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.

Stk. 2. Sundhedsministeren udpeger nævnets formand og næstformænd, som skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne beskikkes som landsdommer.

Stk. 3. Sundhedsministeren beskikker et antal medlemmer, der ikke samtidig må være medlem af noget kommunalt råd, således

6 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra Amtsrådsforeningen i Danmark.

1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Københavns kommune.

1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Frederiksberg kommune.

8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 4. Sundhedsministeren beskikker for hvert fagligt område et antal medlemmer, der alle er fagligt uddannede.

Stk. 5. Medlemmerne beskikkes for en periode, der følger den kommunale valgperiode. Genbeskikkelse kan finde sted. De medlemmer af Patient-klagenævnet, der ikke udfører hvervet som led i deres tjenstlige arbejde, ydes vederlæggelse og godtgørelse for befordring i lighed med ikke-statsansatte, der modtager særskilt vederlæggelse. Udgifter hertil afholdes af staten.

§ 7.

Stk. 5. Nævnsmøderne indkaldes med mindst 14 dages varsel, bilagt dagsorden, hvoraf det fremgår, hvilke sager der kommer til behandling på mødet.

Stk. 6. Med hvert dagsordenspunkt følger et forslag til nævnets afgørelse. Med forslaget udsendes det sagsmateriale, der er nødvendigt, for at nævnet kan træffe en afgørelse.

Stk. 7. Formanden kan bestemme, at sagen kan afgøres ved forenklet mødebehandling. Sagen udsendes i så fald til medlemmerne med indstilling om afgørelsen og kan kun kræves behandlet på mødet, hvis et medlem giver sekretariatet meddelelse herom sædvanligvis senest 3 hverdage før det fastsatte møde.”

15 af de undersøgte sager (sagerne 21, 23, 24, 26-28, 30-32, 34, 38, 47, 55, 58 og 59) er afgjort af nævnet ved forenklet mødebehandling, jf. § 7, stk. 7, i nævnets forretningsorden. Patientklagenævnets praksis med hensyn til forenklet mødebehandling kan på baggrund af de undersøgte sager efter min opfattelse ikke give anledning til betænkelighed. Jeg bemærker herved at de sager som har været behandlet ved forenklet mødebehandling, har været forholdsvis enkle sager hvor afgørelsen næppe har kunnet give anledning til megen tvivl, at afgørelsen i disse sager blev truffet af et enigt nævn, og at kun to af de sager som har været undergivet forenklet mødebehandling, i øvrigt er endt med nogen reaktion over for en sundhedsperson. I sag 47 fandt nævnet at en praktiserende tandlæge havde overtrådt tandlægelovens § 15, jf. bekendtgørelse nr. 404 af 25. juli 1977 om tandlægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring); afgørelsen var ikke forbundet med tvivl. Og i sag 59 fandt nævnet ikke at der forelå en overtrædelse af tandlægeloven, men mente dog at det havde været hensigtsmæssigt om tandlægen havde givet patienten yderligere information.

I 2 af de undersøgte sager (sagerne 39 og 40) er afgørelsen truffet af nævnets formand , jf. § 20, stk. 2, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse og § 3, stk. 2, i bekendtgørelse om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Efter loven og bekendtgørelsen kan formanden bemyndiges til at træffe afgørelse på nævnets vegne i sager som (på baggrund af nævnets praksis) ikke giver anledning til tvivl. Sagerne 39 og 40 er efter min opfattelse helt ukomplicerede sager som ikke giver anledning til tvivl, og som derfor klart falder inden for hjemlen til formandsdelegation.

I 3 af de undersøgte sager (sagerne 19, 48 og 49) har nævnets sekretariat – efter at sagen havde været behandlet på et møde i nævnet – sendt sagen til skriftlig votering blandt de pågældende medlemmer af nævnet. Denne fremgangsmåde har efter min opfattelse været praktisk, har modvirket unødig forsinkelse af sagernes afslutning og i de konkrete tilfælde været uden betænkeligheder. Ved vurderingen af om skriftlig votering er ubetænkelig i tilfælde hvor en sag tidligere har været drøftet i nævnet, må der bl.a. lægges vægt på sagens retlige og faktiske kompleksitet, hvor indgående sagen har været drøftet på nævnets møde, hvilke tvivlsspørgsmål nævnet på mødet måtte have bedt sekretariatet om at afklare, hvilke yderligere undersøgelser nævnet på mødet måtte have bedt sekretariatet om at foretage, og hvad resultatet af sådanne yderligere undersøgelser måtte have været, samt på hvilken måde et eventuelt nyt forslag til afgørelse fra sekretariatet måtte afvige fra et forslag som tidligere er drøftet på nævnsmødet.

I sin udtalelse af 15. februar 2002 har Patientklagenævnet bemærket

”Patientklagenævnet har noteret sig, at der ikke er kompetencemangler i nogen af de 60 undersøgte sager.

Nævnet har endvidere bemærket, at Patientklagenævnets praksis mht. forenklet mødebehandling på baggrund af de undersøgte sager ikke giver Ombudsmanden anledning til betænkelighed, at 2 afgørelser truffet af nævnets formand på nævnets vegne klart falder inden for hjemlen til formandsdelegation, og at nævnets praksis med skriftlig votering efter at sagen har været behandlet i et møde i nævnet har været praktisk, har modvirket unødig forsinkelse af sagernes afslutning og i de 3 konkrete tilfælde været uden betænkelighed.”

2) Inhabilitet

Forvaltningsloven indeholder i § 3, stk. 1, følgende bestemmelser

” § 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,

sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller

der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.”

Om forholdet mellem forvaltningslovens almindelige habilitetsregler og habilitetsregler i anden lovgivning fastsætter forvaltningslovens § 34 følgende

”§ 34. Bestemmelser i andre love eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, som i videre omfang end bestemmelserne i kapitel 2 medfører inhabilitet, opretholdes.”

Forvaltningslovens habilitetsregler er således minimumsregler, og de suppleres af følgende bestemmelser i § 17, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

” § 17. Patientklagenævnets medlemmer er i forbindelse med deres arbejde for nævnet omfattet af forvaltningslovens regler om habilitet.

Stk. 2. Et nævnsmedlem må ikke medvirke ved behandlingen af en konkret sag i blandt andre følgende situationer

hvis nævnsmedlemmet har nære personlige relationer til en af sagens parter,

hvis nævnsmedlemmet har deltaget i sagsbehandlingen af samme sag i en anden institution, eksempelvis Retslægerådet eller Patientforsikringen,

hvis klager på noget tidspunkt er blevet undersøgt eller behandlet af nævnsmedlemmet,

hvis klager i forbindelse med det påklagede forhold er blevet undersøgt eller behandlet på den sygehusafdeling, klinik mv., hvor nævnsmedlemmet er beskæftiget,

hvis den indklagede sundhedsperson er ansat på den sygehusafdeling, klinik mv., hvor nævnsmedlemmet er beskæftiget,

hvis et nævnsmedlem har været beskæftiget på den indklagede sundhedspersons sygehusafdeling, klinik mv. under det påklagede forhold,

hvis nævnsmedlemmet i øvrigt finder, at der foreligger konkrete omstændigheder, som kan være egnede til at vække tvivl om den pågældendes uvildighed.”

I alt fald bestemmelserne i forretningsordenens § 17, stk. 2, nr. 2-6, er til dels mere vidtgående (medfører inhabilitet i flere tilfælde) end hvad der følger af de almindelige regler i forvaltningslovens § 3, stk. 1.

I relation til forretningsordenens § 17, stk. 2, nr. 2 , bemærkes at det ikke ville være i strid med forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 4 (om den såkaldte to-instans-inhabilitet) at en person medvirkede ved behandlingen af det samme hændelsesforløb såvel i Patientforsikringen som Patientklagenævnet, idet ingen af de to organer udøver kontrol- eller tilsynsvirksomhed i forhold til det andet organ, ligesom der ikke eksisterer noget over-/underordnelsesforhold mellem de to organer, og idet Patientforsikringens og Patientklagenævnets sager afgøres på to selvstændige og fra hinanden forskellige retsgrundlag; selv om der måtte være tale om det samme faktiske hændelsesforløb, er der klart tale om to forskellige sager i forvaltningslovens forstand. Derimod må der snarere antages at foreligge inhabilitet efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, sammenholdt med hensynene bag stk. 1, nr. 4, for et medlem af Patientklagenævnet som i forbindelse med den samme patientklagenævnssag i Retslægerådet har afgivet en udtalelse i sagen.

I relation til forretningsordenens § 17, stk. 2, nr. 3, bemærkes at det ikke efter forvaltningslovens inhabilitetsregler – heller ikke § 3, stk. 1, nr. 5 – i sig selv bevirker inhabilitet at klageren ”på noget tidspunkt er blevet undersøgt eller behandlet” af et nævnsmedlem. Inhabilitet ville efter forvaltningsloven kun med sikkerhed foreligge hvis nævnsmedlemmets behandling eller undersøgelse indgik i det hændelsesforløb nævnet skulle tage stilling til (jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 1).

I relation til forretningsordenens § 17, stk. 2, nr. 4, bemærkes at det ikke kan antages at forvaltningslovens bestemmelser ville føre til inhabilitet i forhold til et nævnsmedlem som er ansat på den sygehusafdeling, klinik mv. klagen angår, hvis det pågældende nævnsmedlem ikke har behandlet patienten og der klart ikke kan rejses spørgsmål om et ledelsesmæssigt ansvar for nævnsmedlemmet; dette gælder særligt hvis nævnsmedlemmet først har fået tilknytning til afdelingen mv. efter det hændelsesforløb som nævnet skal tage stilling til.

I relation til forretningsordenens § 17, stk. 2, nr. 5, bemærkes at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at statuere inhabilitet efter forvaltningsloven at et nævnsmedlem er kollega til en indklaget, eventuelt på en anden afdeling mv. end den afdeling Patientklagenævnets sag angår. Det må antages at et nævnsmedlem vil være inhabilt efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, hvis den indklagede er nævnsmedlemmets chef, men i øvrigt vil afgørelsen af inhabilitet efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, bero på om der ud over et sædvanligt kollegialt forhold foreligger et personligt venskab.

I relation til forretningsordenens § 17, stk. 2, nr. 6, bemærkes at et nævnsmedlem som ikke længere er beskæftiget på den afdeling mv. Patientklagenævnets sag angår, efter forvaltningsloven kun kan antages at være inhabil i situationer omfattet af lovens § 3, stk. 1, nr. 1, dvs. hvis nævnsmedlemmet har undersøgt eller behandlet patienten i det indklagede hændelsesforløb eller der kan rejses spørgsmål om et ledelsesmæssigt ansvar for nævnsmedlemmet.

De mere vidtgående inhabilitetsregler i forretningsordenen afskærer en række – i praksis sikkert ofte vanskelige – konkrete afvejninger, særligt efter forvaltningslovens § 5, stk. 1, nr. 5.

Patientklagenævnet ses at have statueret inhabilitet i 6 af nævnets sager (sagerne 11, 20, 37, 41, 47 og 53). Af de interne mødepapirer i 2 af sagerne (sagerne 42 og 46) fremgår endvidere at et medlem ikke har deltaget i nævnets behandling af sagen, men det ses ikke oplyst i sagen om den manglende deltagelse skyldes inhabilitet eller har en anden årsag.

I sag 11 fandt Patientklagenævnet i to tilfælde at en af nævnets sagkyndige var inhabil. Om den ene sagkyndige fremgår blot at sagen at han er ”kollega” til en af de indklagede læger (uden at det nærmere forhold mellem de to er oplyst), mens det om den anden sagkyndige fremgår at han er kollega (”arbejder sammen med”) en læge som havde opereret patienten, men som ikke var indklaget, og som arbejdede på et sygehus i et andet amt end det sygehus Patientklagenævnets klagesag var rettet imod. Det fremgår af sagen at den sagkyndige blev substitueret (erstattet af en anden sagkyndig).

I sag 47 fandt Patientklagenævnet at nævnets sagkyndige var inhabil. Det fremgår at den sagkyndige kender den indklagede godt og omgås ham privat. Der skete substitution af den inhabile sagkyndige.

Efter ordlyden af § 17, stk. 2, i Patientklagenævnets forretningsorden gælder de i forhold til forvaltningslovens almindelige regler mere vidtgående inhabilitetsregler kun for Patientklagenævnets medlemmer, men nævnet anvender i sin praksis tilsyneladende tilsvarende retningsliner for så vidt angår nævnets sagkyndige, jf. især sag 11.

I sagerne 20, 37, 41 og 53 var det et af nævnets medlemmer som blev anset for inhabil. Inhabilitetsgrunden fremgår i ingen af disse tilfælde af sagen, og der ses ikke at være sket substitution af det inhabile medlem.

Sammenfattende er de habilitetsregler som gælder for Patientklagenævnet, mere vidtgående end forvaltningslovens regler, og Patientklagenævnets praksis er udtryk for en ganske vidtgående anvendelse af habilitetsreglerne. Reglerne og praksis indebærer tilsyneladende at der ikke sker en konkret afvejning i det enkelte tilfælde således som en anvendelse af forvaltningslovens regler, særligt lovens § 3, stk. 1, nr. 5, forudsætter.

Patientklagenævnets praksis med hensyn til inhabilitet kan på det foreliggende grundlag ikke give mig anledning til kritik idet jeg også bemærker at jeg ikke ved min undersøgelse af de 60 sager i øvrigt er stødt på konkrete oplysninger i sagerne som kunne medføre inhabilitet, heller ikke på baggrund af de særlige regler og den praksis der gælder for Patientklagenævnet.

I sin udtalelse af 15. februar 2002 har Patientklagenævnet anført

”I rapporten konstateres, at de habilitetsregler, som gælder for Patientklagenævnet, er mere vidtgående end forvaltningslovens regler, og at Patientklagenævnets praksis er udtryk for en ganske vidtgående anvendelse af habilitetsreglerne.

Nævnet er enig med Ombudsmanden i denne opfattelse.

Nævnet har noteret sig, at Patientklagenævnets praksis ikke på det foreliggende grundlag kan give Ombudsmanden anledning til kritik.”

3) Partsrepræsentation

Efter forvaltningslovens § 8 har en part i en afgørelsessag som udgangspunkt til enhver tid ret til at lade sig bistå eller repræsentere af andre.

Totalt set har der i 34 af de 60 undersøgte sager ikke været partsrepræsentation.

I de resterende 26 af de 60 sager har en af sagens parter haft en eller anden form for partsrepræsentation eller har dog ikke selv klaget til Patientklagenævnet.

I en af disse sager er der tale om en professionel partsrepræsentant, en advokat (sag 04) som repræsenterede en indklaget sundhedsperson. Patientklagenævnet har ikke i sagen krævet en fuldmagt af partsrepræsentanten. Dette kan ikke give mig anledning til kritik idet advokater må antages at have en stillingsfuldmagt som normalt også vil dække varetagelse af en indklagets interesser i sager som de undersøgte.

I 7 af de undersøgte sager optræder et familiemedlem til en afdød patient som klager og partsrepræsentant: I sag 03 forældrene (mor og ”papfar”), i sag 05 en datter, i sag 11 og sag 17 ægtefællen, i sag 51 en datter og svigersøn, i sag 52 moderen og i sag 54 ægtefællen og faderen til de afdøde. Bortset fra i forhold til det mindreårige barn i sag 54 skulle partsrepræsentanten i de nævnte tilfælde have haft en fuldmagt fra patienten hvis denne havde levet. På patientklageområdet er der imidlertid langvarig retstradtion for at familiemedlemmer (nære pårørende) kan rejse sag på en afdød patients vegne. Jeg finder det korrekt at Patientklagenævnet i disse tilfælde har behandlet klagerne på samme måde som hvis patienten havde givet de pågældende klagere fuldmagt som partsrepræsentant.

I 14 sager har en patient været repræsenteret af et eller flere familiemedlem(mer): i sagerne 01 og 60 moderen, i sagerne 33, 41, 44 og 50 forældrene, i sagerne 6, 18 og 20 ægtefællen og i sagerne 19, 32, 34, 35 og 40 en datter.

I sagerne 01, 33, 41, 50 og 60 var patienten mindreårig, og Patientklagenævnet har formentlig derfor ikke krævet nogen fuldmagt af forældrene der som sådan må antages at kunne føre sagen på barnets vegne.

I de øvrige 9 af de 14 sager har Patientklagenævnet principielt krævet en fuldmagt fra patienten til partsrepræsentanten. Dette mener jeg er korrekt idet der ikke er andre end nære familiemedlemmer til afdøde og forældre til mindreårige som kan antages at have en art ”stillingsfuldmagt”. En skriftlig fuldmagt forelå allerede i forbindelse med klagen – typisk ved udfyldelse af en dertil beregnet rubrik i et skema som kan (men ikke skal) anvendes i forbindelse med klager til Patientklagenævnet – i 4 af de 9 sager (sagerne 06, 18, 19 og 35). I sag 32 sendte patienten en skriftlig fuldmagt sammen med et partshøringssvar udarbejdet af partsrepræsentanten.

I de sidste 4 sager undersøgte Patientklagenævnet fuldmagtsforholdet nærmere. I sag 20 modtog Patientklagenævnet efter anmodning en fuldmagt fra patienten til ægtefællen der havde indgivet klagen. Tilsvarende modtog Patientklagenævnet i sag 34 efter anmodning en fuldmagt fra patienten til en datter som havde indgivet klagen. I sag 40 der angår en patient født i 1912, accepterede Patientklagenævnet et udsagn fra en datter som indgav klagen, om at patienten ikke var i stand til at underskrive en fuldmagt. I sag 44 havde forældrene til en voksen autist indgivet klage. Efter at have indhentet oplysninger fra patientens egen læge frafaldt Patientklagenævnet kravet om en skriftlig fuldmagt underskrevet af autisten.

I 4 sager har en patients sag været ført af andre end patienten eller et familiemedlem. 3 sager (sagerne 12, 43 og 45) blev rejst for Patientklagenævnet ved en indberetning fra Sundhedsstyrelsen, jf. § 12, stk. 2, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse. I sag 25 var patienten i en periode repræsenteret af en forening. Patienten tilbagekaldte partsrepræsentationen da Patientklagenævnet – korrekt – afslog at korrespondere med parten selv og partsrepræsentanten samtidig.

I de sager hvor der har været partsrepræsentation, har Patientklagenævnet i øvrigt konsekvent korresponderet med partsrepræsentanten – for så vidt angår sag 32 i tidsrummet efter at nævnet modtog en skriftlig fuldmagt fra patienten til dennes partsrepræsentant.

I 3 sager må en part antages at have haft bisidder. I sag 08 må patienten antages at have haft en (i forhold til Patientklagenævnet anonym) bisidder idet det fremgår af sagen at patienten kun forstår kinesisk og bl.a. klagen er skrevet på dansk. I sag 25 tilkendegav patienten at en forening ville fortsætte som bisidder efter at patienten havde tilbagekaldt fuldmagten til foreningen som partsrepræsentant. I sag 46 har både den indklagede tandtekniker og patienten haft bisidder. Tandteknikeren blev bistået af en advokat i relation til spørgsmålet om foretagelse af nyt syn og skøn i sagen, og patienten fik bistand af en datter til at skrive et brev (akt 13 i sagen) som datteren har skrevet og patienten medunderskrevet.

I sin udtalelse af 15. februar 2002 har Patientklagenævnet anført

”I lidt under halvdelen af de undersøgte sager har der været partsrepræsentation. Patientklagenævnets håndtering af partsrepræsentation giver ikke Ombudsmanden anledning til kritik i nogen af de undersøgte sager.

I rapporten konstateres bl.a., at der på patientklageområdet er langvarig retstradition for, at familiemedlemmer (nære pårørende) kan rejse sag på en afdød patients vegne. Nævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder det korrekt, at Patientklagenævnet i disse tilfælde har behandlet klagerne på samme måde, som hvis patienten havde givet de pågældende klagere fuldmagt som partsrepræsentant.”

4) Vejledning

Efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, har forvaltningsmyndigheder en almindelig vejledningspligt. Efter bestemmelsen skal en forvaltningsmyndighed ”i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde”.

I 43 af de 60 undersøgte sager (sagerne 01-04, 07-10, 12, 13, 16-19, 21, 27-29, 31-36, 39-47, 49-51, 53, 54 og 56-60) ses det ikke at have været aktuelt at give parten vejledning efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1. I de resterende 17 sager (sagerne 05, 06, 11, 14, 15, 20, 22-26, 30, 37, 38, 48, 52 og 55) hvor der har været naturlig anledning til at give parten vejledning, har Patientklagenævnet i alle tilfælde givet en sådan vejledning på en adækvat, dækkende og forståelig måde. Vejledningen i de 17 sager har i alt omfattet 24 spørgsmål.

I 8 sager (sagerne 11, 14, 20, 22, 25, 29, 37 og 48) angik Patientklagenævnets vejledning (bl.a.) erstatningsspørgsmål på baggrund af klagerens spørgsmål, krav eller bemærkninger herom. I 5 af disse sager (sagerne 11, 14, 22, 25 og 37) angik vejledningen muligheden for at få erstatning fra Patientforsikringen, og Patientklagenævnet sendte samtidig klageren et skema til brug herfor. I de øvrige sager angik vejledningen spørgsmål om erstatning efter de almindelige erstatningsregler. I sag 20 gav Patientklagenævnet f.eks. vejledning om at spørgsmålet om et muligt erstatningsansvar i privat praksis måtte afgøres af domstolene efter de almindelige erstatningsregler. I sag 11 vejledte Patientklagenævnet foruden om muligheden for at få erstatning fra Patientforsikringen om muligheden for at anlægge erstatningssag ved domstolene.

I 4 sager (sagerne 05, 23, 24 og 48) vejledte Patientklagenævnet en patient om hvilken instans klager over sundhedspersoners ikke-faglige adfærd skulle rettes til.

I 3 sager (sagerne 30, 37 og 48) vejledte Patientklagenævnet generelt klageren om nævnets kompetence. I sag 25 vejledte Patientklagenævnet specifikt patienten om nævnets (manglende) mulighed for at besvare spørgsmål om dele af behandlingsforløbet som faldt uden for klagesagen, og i sag 26 om at nævnet ikke har mulighed for at træffe afgørelse om at patienten skal tilbydes en ny eller anden behandling.

I sag 06 vejledte Patientklagenævnet klageren om muligheden for at klage til det psykiatriske patientklagenævn. I sag 52 vejledte Patientklagenævnet klageren om at nævnet ikke kunne behandle klager over de tekniske installationer og bygningsindretningen på et sygehus, og henviste klageren til sygehusejeren. Patientklagenævnet vejledte ligeledes i sag 52 klageren om at nævnet ikke kan behandle klager over politifolk og brandfolk, og i sag 55 vejledte nævnet klageren om at nævnet ikke kunne behandle en klage over en lærer.

I sag 15 vejledte Patientklagenævnet klageren om muligheden for at klage til Folketingets Ombudsmand. En sådan vejledning skal ikke gives efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 25 om klagevejledning, men vil efter omstændighederne i enkelte tilfælde skulle gives som følge af den almindelige vejledningspligt i forvaltningslovens § 7, stk. 1.

I 2 sager (sagerne 37 og 38) var Patientklagenævnets vejledning kombineret med en relevant anmodning til klageren om at præcisere klagen.

I sag 29 krævede en patient erstatning i et brev som var stilet til sygehusejeren og sendt i kopi til Patientklagenævnet som ikke forholdt sig til erstatningsspørgsmålet. På baggrund af at brevet var stilet til den rette myndighed og kun var sendt i kopi til Patientklagenævnet, og ud fra brevets konkrete indhold og formulering, mener jeg at Patientklagenævnet har kunnet lægge til grund at patienten var bekendt med hvilken myndighed der var den rette i relation til erstatningsspørgsmålet, og at der derfor ikke i Patientklagenævnets sag var et vejledningsbehov om erstatningsspørgsmålet.

Det må antages at følge af den almindelige vejledningspligt i forvaltningslovens § 7, stk. 1, og af officialmaksimen at myndigheden er forpligtet til at skaffe fornøden tolkebistand hvis en part i en sag ikke behersker det danske sprog tilstrækkelig godt, også selv om en sådan pligt ikke udtrykkeligt følger af en international konvention (f.eks. den nordiske sprogkonvention), jf. også Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986), pkt. 32.

I relation til sag 08 kan det overvejes om Patientklagenævnet burde have oversat breve mv. til patienten til kinesisk eller i øvrigt have stillet tolkebistand til rådighed for den pågældende part. Det fremgår af sagen at patienten kun forstod kinesisk, og at netop dette forhold var en medvirkende årsag til at patienten blev fejlbehandlet fordi personalet på sygehuset hvor patienten var blevet behandlet, ikke havde kunnet kommunikere med patienten. Selv om det efter sagens oplysninger må lægges til grund at patienten ikke kunne tale, endsige skrive og læse dansk, foregik brevvekslingen i sagen med patienten – også fra denne til nævnet – på dansk. Nævnet er velsagtens på denne baggrund gået ud fra at patienten havde en (anonym) bisidder (brevene fra patienten er underskrevet af patienten selv) som var i stand til i relevant omfang at oversætte mellem dansk og kinesisk eller et andet sprog patienten måtte kunne forstå. Selv om denne antagelse meget vel kan være korrekt, og selv om Patientklagenævnet gav patienten medhold (idet nævnet i sin afgørelse bl.a. fandt at tre sygeplejersker havde overtrådt sygeplejerskelovens § 5, stk. 1), ville det dog efter min opfattelse have været bedst stemmende med hensynet bag vejledningspligten og officialprincippet om nævnet nærmere havde undersøgt i hvilket omfang parten selv havde en bisidder som kunne påtage sig den relevante oversættelse for herved at opnå en højere grad af sikkerhed for at patienten under nævnets sag havde adgang til tolkebistand i relevant omfang.

I sin udtalelse af 15. februar 2002 har Patientklagenævnet anført følgende i relation til sag 08

”Ombudsmanden har i en enkelt sag (sag 8) fundet, at det ville have været bedst stemmende med hensynet bag vejledningspligten og officialprincippet, om nævnet nærmere havde undersøgt, i hvilket omfang patienten selv havde en bisidder, som kunne påtage sig den relevante oversættelse, for herved at opnå en højere grad af sikkerhed for, at patienten under nævnets sagsbehandling havde adgang til tolkebistand i relevant omfang. Det fremgik af sagen, at patienten kun forstod kinesisk, og at netop dette forhold var en medvirkende årsag til, at patienten blev fejlbehandlet.

Det fremgår blandt andet af Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986), pkt. 32, at det må antages at følge af bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1, om vejledningspligten og den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om forvaltningens undersøgelsespligt, at forvaltningsmyndighederne i almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der retter henvendelse til myndighederne om sager, der skal tages under behandling af myndighederne. Efter omstændighederne må myndighederne således om fornødent stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed for den pågældende.

I den konkrete sag modtog Patientklagenævnet et brev, som var skrevet på et fuldt forståeligt og fejlfrit dansk. Nævnet var således af den opfattelse, at patienten havde adgang til relevant tolkebistand. Den efterfølgende korrespondance mellem nævnet og patienten gav ikke nævnet anledning til at revurdere denne opfattelse. Såfremt nævnet undervejs i sagsbehandlingen havde modtaget oplysninger, der kunne begrunde tvivl om denne opfattelse, ville nævnet havde foranlediget, at patienten fik den relevante tolkebistand stillet til rådighed. Det er således nævnets opfattelse, at ombudsmandens krav til vejledning af patienten i denne sag er bemærkelsesværdigt vidtgående.

”

Jeg er enig i at brevene fra parten i sag 08 havde et fornuftigt og konsistent indhold. Når jeg alligevel må fastholde min opfattelse af at Patientklagenævnet i det konkrete tilfælde nærmere burde have undersøgt i hvilket omfang parten selv havde en bisidder som kunne påtage sig den relevante oversættelse, skyldes dette flere forhold.

For det første måtte nævnet i sagen lægge til grund at parten kun forstod kinesisk, mens brevene fra parten var affattet på (i øvrigt udmærket) dansk. Herved adskiller situationen sig fra de formentligt relativt ofte forekommende tilfælde hvor der ikke er konkrete holdepunkter for at antage at en udlænding som retter henvendelse til en dansk forvaltningsmyndighed på et andet udenlandsk sprog end sit modersmål (f.eks. på engelsk), ikke i fornødent omfang selv kan forstå indholdet af sin egen henvendelse.

For det andet følger det efter min opfattelse af vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1, sammenholdt med bestemmelsen om partsrepræsentation i forvaltningslovens § 8, at en forvaltningsmyndighed i en situation som den foreliggende i rimeligt omfang bør undersøge om en anonym bisidder har den fornødne bemyndigelse fra parten. Når parten ikke forstår det sprog hvorpå den anonyme bisidder har affattet partens indlæg, er der tale om en situation som reelt svarer til en egentlig partsrepræsentation hvor der skal foreligge en udtrykkelig fuldmagt fra parten. Hvis det ikke kan antages at der foreligger den fornødne bemyndigelse fra parten, bør forvaltningsmyndigheden umiddelbart vejlede parten om myndighedens pligt til at stille tolkebistand til rådighed og samtidig i nødvendigt omfang faktisk gøre dette.

For det tredje vil det i sager som den foreliggende normalt være relevant at partens egen forklaring (angivelse af faktum) indgår i sagen, og det følger af officialprincippet at forvaltningsmyndigheden i fornødent omfang må sikre at relevante oplysninger fra parten indgår i sagen. Dette kræver en vis grad af sikkerhed for at partens oplysninger i sagen i relevant omfang gengives korrekt over for myndigheden.

Endelig for det fjerde følger det af vejledningspligten at en forvaltningsmyndighed må sikre at en part i fornødent omfang forstår myndighedens afgørelse.

På denne baggrund mener jeg at det i første omgang normalt i en situation som den foreliggende vil være tilstrækkeligt at forvaltningsmyndigheden retter henvendelse til parten selv på et sprog som parten forstår (i den konkrete sag kinesisk), og søger afklaret i hvilket omfang parten har relevant bistand til oversættelse, og om parten er indforstået med denne ordning. Denne afklaring bør under alle omstændigheder følges op af en vejledning til parten om at parten – hvis partens egen bistand til oversættelse i fremtiden måtte være utilstrækkelig eller helt falde bort – selv vil kunne henvende sig til forvaltningsmyndigheden på sit modersmål, og at myndigheden i så tilfælde vil skulle sørge for tolkning.

Jeg kan ikke være enig i at de ovenfor beskrevne krav som efter min opfattelse må stilles til forvaltningsmyndigheden i tilfælde hvor en part ved hjælp en anonym bisidder retter henvendelse til en myndighed på et sprog som parten ikke forstår, er ”bemærkelsesværdigt vidtgående”.

I sag 20 korresponderede Patientklagenævnet med klageren på engelsk. Noget henne i sagsforløbet sendte Patientklagenævnet også en engelsk udgave af nævnets generelle informationsfolder, jf. nærmere nedenfor om denne.

Forvaltningslovens § 7, stk. 2, indeholder en pligt til at formidle skriftlige henvendelser fra borgerne til rette myndighed. Denne visitationspligt er nærmere udformet således at hvis en forvaltningsmyndighed ”[m]odtager ... en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed”.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 2, er efter min opfattelse ikke tilsidesat i nogen af de undersøgte sager. I sag 05 klagede patienten bl.a. over personalets ikke-faglige adfærd. Det fremgår af sagen at denne del af patientens klage allerede af en patientvejleder var oversendt til sygehusledelsen, og Patientklagenævnet havde derfor ikke anledning til at videresende denne del af klagen; nævnet nøjedes med at vejlede patienten om kompetenceforholdene.

I andre tilfælde hvor vejledningen angik forhold som vedrørte en anden forvaltningsmyndighed havde klageren formuleret sig på en sådan måde at der var tale om en forespørgsel snarere end en klage eller en ansøgning, eller dog et klagepunkt som var upræcist og ikke underbygget. Hertil kommer at en videresendelse af klagerens henvendelse ville indebære en videregivelse af – typisk en række – særligt fortrolige (helbreds)oplysninger (”oplysninger om enkeltpersoners rent personlige forhold”, jf. forvaltnings-lovens § 28, stk. 1), og at det ud fra sagens sammenhæng måtte fremstå som tvivlsomt om klageren ville acceptere en videresendelse.

Forvaltningslovens § 7 angår kun vejledning i tilfælde hvor en henvendelse fra en borger medfører et konkret behov for vejledning. Uden for bestemmelsen falder derimod generel vejledning på myndighedens initiativ.

Patientklagenævnet har udarbejdet en generel informationsfolder ”Sagsgang i Patientklagenævnet”. Folderen, hvis tekst (udgaven fra oktober 2000) er optrykt som bilag 1 til denne rapport, beskriver Patientklagenævnets almindelige sagsbehandling, nævnets adgang til at genoptage en tidligere afgjort sag, og hvordan borgerne kan få yderligere information om nævnet og dets virksomhed samt hjælp (konkret vejledning) i forbindelse med behandlingen af en sag ved nævnet.

Efter min opfattelse indeholder folderen en god generel information som gives på en overskuelig og relativt let forståelig måde.

I de fleste tilfælde må det antages at parterne har modtaget et eksemplar af Patientklagenævnets generelle informationsfolder eller dog er blevet gjort bekendt med folderens indhold.

Ved min gennemgang af de undersøgte sager har jeg således kunnet konstatere at klageren i 54 af de 60 sager (sagerne 01-10, 13-40, 42 og 46-60) har modtaget et eksemplar af folderen, enten fra den embedslægeinstitution som har forbehandlet sagen eller fra Patientklagenævnet selv. I 2 af de 6 sager hvor klageren ikke har modtaget nævnets folder, er dette naturligt idet patienten var afgået ved døden og sagen var rejst for Patientklagenævnet ved indberetning fra Sundhedsstyrelsen (sagerne 12 og 45).

I sag 11 skyldes den manglende tilsendelse af nævnets folder til klageren muligvis at sagen startede allerede i juni 1997 (hvor folderen måske ikke eksisterede), og at nævnet ikke har tænkt på eller fundet det relevant at sende parterne i denne sag folderen da den udkom.

De sidste 3 sager hvor klageren ikke har modtaget Patientklagenævnets folder, er 3 tandlægesager (sagerne 42, 43 og 44). Tandlæge- og tandteknikersagerne i undersøgelsen er ikke blevet forbehandlet af en embedslægeinstitution. I de øvrige 8 tandlæge- og tandteknikersager som indgår i undersøgelsen (sagerne 42, 46-48, 50, 51, 59 og 60) har Patientklagenævnet imidlertid sendt klageren en folder.

Den eller de indklagede sundhedspersoner må i de fleste tilfælde formodes at have modtaget Patientklagenævnets generelle informationsfolder eller dog haft mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet heraf. I 42 af de 60 undersøgte sager (sagerne 01-09, 13-20, 22-24, 26-33, 35-40, 49, 51-53 og 55-58) har vedkommende embedslægeinstitution i forbindelse med forbehandlingen af sagen sendt folderen enten til identificerede (navngivne) sundhedspersoner eller til ledelsen af den eller de sygehusafdeling(er) sagen angår. I de sidstnævnte tilfælde kan det rimeligvis antages at afdelingsledelsen har gjort den eller de involverede sundhedspersoner bekendt med folderen.

I 2 sager (sagerne 10 og 25) kan det ikke ud fra oplysningerne i sagen afgøres om særligt vedkommende embedslægeinstitution har gjort de(n) pågældende indklagede sundhedspersoner bekendt med folderen idet der ikke (modsat de øvrige sager som indgår i undersøgelsen) i Patientklagenævnets sag findes kopi af de breve fra embedslægeinstitutionen som er relevante for at afgøre dette spørgsmål.

I 4 andre sager (sagerne 12, 21, 34 og 54) må det derimod ud fra oplysningerne i Patientklagenævnets sag lægges til grund at hverken nævnet eller embedslægeinstitutionen har gjort den eller de indklagede sundhedspersoner bekendt med Patientklagenævnets generelle informationsfolder. I sag 54 – der startede i 1999 – gengav embedslægeinstitutionen dog relevante dele af de oplysninger som er indeholdt i folderen, i institutionens høringsbrev.

I sag 11 er forklaringen på at heller ikke de indklagede sundhedspersoner blev gjort bekendt med Patientklagenævnets folder, muligvis den der er angivet ovenfor i relation til klagerens manglende orientering om folderen.

I 10 tandlæge- og tandteknikersager som ikke er forbehandlet af vedkommende embedslægeinstitution (sagerne 41-44, 46-48, 50, 59 og 60) har Patientklagenævnet ikke sendt de indklagede sundhedspersoner nævnets folder.

Endelig ses den indklagede sundhedsperson i sag 45 – der blev forbehandlet hos embedslægeinstitutionen og Sundhedsstyrelsen der indbragte sagen for Patientklagenævnet – ikke at have modtaget Patientklagenævnets generelle informationsfolder.

Også i de tilfælde hvor parterne i sagen ikke har modtaget Patientklagenævnets generelle informationsfolder, kunne det efter min opfattelse have været relevant at denne information var blevet givet. For så vidt angår tandlæge- og tandteknikersagerne, bemærker jeg dog at informationsfolderens oplysning om at sagen forbehandles af embedslægeinstitutionen, ikke ville være korrekt. Dette forhold ville der dog efter min opfattelse kunne tages tilstrækkelig højde for ved at Patientklagenævnet samtidig med at folderen sendes til parten, i brevet til parten gør opmærksom på de ændringer i behandlingen af sagen som dette medfører.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 bl.a. anført følgende

”Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at Patientklagenævnet i alle de sager, hvor der har været naturlig anledning til at give parten vejledning, har givet vejledning efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, på en adækvat, dækkende og forståelig måde.

Det fremgår endvidere, at forvaltningslovens § 7, stk. 2 om videresendelse til rette myndighed efter Ombudsmandens opfattelse ikke er tilsidesat i nogen af de undersøgte sager.

Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at nævnets informationsfolder ’Sagsgang i Patientklagenævnet’ indeholder en god generel information, som gives på en overskuelig og relativ let forståelig måde.

I de fleste af de undersøgte sager må det ifølge rapporten antages, at parterne har modtaget et eksemplar af Patientklagenævnets generelle informationsfolder eller dog er blevet gjort bekendt med folderens indhold. Ombudsmanden har imidlertid påpeget, at i nogle sager har parterne ikke fået nævnets folder ’Sagsgang i Patientklagenævnet’, og i nogle sager kan der være tvivl, om parterne har modtaget den.

Nævnet er enig med Ombudsmanden i, at der er relevant, at alle parter modtager folderen. Nævnet kan oplyse, at nævnet i 1997 besluttede, at patienten og sundhedspersonen ved første kontakt med nævnet skal modtage et eksemplar af folderen. Nævnet beklager, at dette ikke er sket i alle de undersøgte sager, og nævnet vil tage initiativ til at gennemgå procedurerne for udsendelse af folderen med henblik på at sikre, at parterne altid modtager denne.”

5) Notatpligt

Offentlighedsloven indeholder i § 6, stk. 1, følgende bestemmelser

”§ 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.”

Det følger desuden af god forvaltningsskik at der herudover skal gøres notat om bl.a. alle væsentlige ekspeditioner i en sag.

Det vil i sagens natur ikke altid kunne konstateres om notatpligten er tilsidesat. I de undersøgte sager har jeg imidlertid kun anledning til få bemærkninger om spørgsmålet om notatpligt.

Et eksempel på opfyldelse af notatpligten efter offentlighedslovens § 6 findes i sag 15 hvori Patientklagenævnet telefonisk indhentede yderligere oplysninger fra patientens egen læge og lavede notat herom på sagen (akt 7).

I sag 46 savnes der på sagen et notat om indholdet af den telefonsamtale som patienten refererer til i akt 13. Tilsvarende følger det af god forvaltningsskik at der i sag 48 burde have været gjort notat om patientens mundtlige anmodning om aktindsigt (som Patientklagenævnet besvarede ved akt 35).

I sag 7 findes ikke et notat om en telefonsamtale af betydning for sagen; dette mener jeg imidlertid i det konkrete tilfælde kan forsvares idet telefonsamtalen er refereret i et brev af samme dag som samtalen fandt sted (akt 4), og idet jeg ud fra sagens sammenhæng går ud fra at gengivelsen af telefonsamtalen er relevant og dækkende.

I 3 tilfælde angiver notater at være udarbejdet efter offentlighedslovens § 6 selv om de (også) angår forhold som ikke er omfattet af denne bestemmelse. I sag 05 angiver et telefonnotat (akt 9) at være udarbejdet efter offentlighedslovens § 6 selv om det angår sagsbehandlingen og ikke indeholder oplysninger om sagens indhold. Sag 10 indeholder et notat (akt 14) som angiver at være udarbejdet efter offentlighedslovens § 6 selv om det også refererer interne drøftelser. Endelig indeholder sag 23 et telefonnotat (akt 8) som angiver at være udarbejdet efter offentlighedslovens § 6 selvom det også angår Patientklagenævnets sagsbehandling (vejledning). – I tilfælde som de nævnte er det efter min opfattelse ikke notatets (ikke dækkende) betegnelse (overskrift), men dets reelle indhold som vil være afgørende i relation til spørgsmålet om aktindsigt. Notater som de nævnte er således ikke omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens § 13, nr. 2, og offentlighedslovens § 8, nr. 2, om dokumenter som alene indeholder en gengivelse af oplysninger som myndigheden har haft pligt til at notere efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 6. Det anførte er selvsagt ikke ensbetydende med at der ikke efter andre bestemmelser i forvaltningsloven eller offentlighedsloven vil skulle – eller i øvrigt vil kunne – gives aktindsigt i notater som de omhandlede; i sag 23 blev der således også givet aktindsigt i hele notatet.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført følgende

”Ombudsmanden har bemærket, at der i en sag (sag 46) mangler et notat, som refererer indholdet af en telefonsamtale med patienten. Nævnet er enig med ombudsmanden i, at nævnet burde have udarbejdet notat om, at patienten blev anmodet om at komme med sine bemærkninger på skrift.

Ombudsmanden finder endvidere, at det følger af god forvaltningsskik, at der i en anden sag (sag 48) burde have været gjort notat om patientens mundtlige anmodning om aktindsigt. Nævnet er enig med Ombudsmanden heri.”

6) Aktindsigt og persondataloven

a) Aktindsigt

Der er kun aktindsigtsspørgsmål i 7 af de undersøgte sager. At aktindsigtsspørgsmål ikke er mere hyppigt forekommende, må bl.a. ses på baggrund af den ganske omfattende partshøring Patientklagenævnet foretager i sagerne (se nærmere afsnit 3.B.7 nedenfor).

I sag 11 beder en af de indklagede læger om – og får – aktindsigt i hele sagen (akt 14). I sag 25 giver Patientklagenævnet fuld partsaktindsigt (akt 20). I sag 23 imødekommer Patientklagenævnet den indklagede læges anmodning om aktindsigt i et telefonnotat (akt 8). I sag 50 anmodede den indklagede tandlæge om aktindsigt i partshøringsfasen, og Patientklagenævnet sendte herefter tandlægen en kopi af det dokument i sagen som ikke var sendt til parten i forbindelse med partshøringen. I sag 48 gav Patientklagenævnet en indklaget sundhedsperson aktindsigt efter at sagen var udlånt til mig som led i min undersøgelse. Patientklagenævnet fik i denne forbindelse sagen tilbage den tid det tog at ekspedere aktindsigtsanmodningen.

Offentlighedslovens § 5, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse

Ӥ 5. Retten til aktindsigt omfatter

alle dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de skrivelser, der er udgået fra myndigheden, når skrivelserne må antages at være kommet frem til adressaten, og

indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter.”

Forvaltningsloven indeholder i § 10, stk. 1, en tilsvarende bestemmelse.

Som det bl.a. fremgår af min beretning for 1989, s. 241ff (s. 268) har myndigheden pligt til af egen drift at meddele aktindsigt i de dokumenter som er nævnt i stk. 1, nr. 2, samtidig med at der i øvrigt meddeles aktindsigt i sagen. Aktindsigt i disse dokumenter skal i øvrigt gives uanset om de dokumenter der er indført i journalen mv., er undtaget fra aktindsigt, jf. nærmere min beretning for 1994, s. 84.

I overensstemmelse hermed gav Patientklagenævnet i sag 48 (ved akt 35) patienten aktindsigt i sagen og i den forbindelse af egen drift en udskrift af journalsystemet indeholdende en aktliste. Tilsvarende fremgår det af akt 14 i sag 11 at nævnet vedlagde en aktliste. Det fremgår ikke at Patientklagenævnet i andre tilfælde hvor der er meddelt aktindsigt, har fulgt denne fremgangsmåde. I sag 23 angik anmodningen om aktindsigt et bestemt dokument, og i denne situation hvor den der anmoder om aktindsigt har præciseret sin anmodning til at angå et ganske bestemt dokument, er der efter min opfattelse ikke efter bestemmelserne i offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, og forvaltningslovens § 10, stk. 1, nr. 2, krav om at myndigheden af egen drift meddeler den aktindsigtssøgende de oplysninger som er omfattet af de nævnte bestemmelser, om andre dokumenter end det der ønskes aktindsigt i. Hvis anmodningen om aktindsigt derimod er generel eller blot mere upræcis end nævnt, må myndigheden meddele den aktindsigtssøgende alle oplysninger omfattet af offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, og forvaltningslovens § 10, stk. 1, nr. 2. Dette gælder således i såvel sag 25 som sag 50 selv om nævnet i sidstnævnte sag mente at der kun var et enkelt dokument som parten ikke tidligere var blevet gjort bekendt med. Det afgørende er i denne forbindelse at anmodningen om aktindsigt i begge de nævnte sager var generelt holdt.

Kun i et enkelt tilfælde har Patientklagenævnet afslået en anmodning om aktindsigt. I sag 25 afslog nævnet (ved akt 18) en anmodning om aktindsigt fra klageren som havde anmodet om aktindsigt i Patientklagenævnets afgørelser vedrørende genoptræning/hjemmeøvelser i forbindelse med kors- og ledbåndsskader. Patientklagenævnet henviste bl.a. til offentlighedslovens § 4, stk. 3, idet nævnet anførte at det af denne bestemmelse ”fremgår, at en begæring om aktindsigt skal angive de dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med. Offentlighedsloven giver således ikke adgang til aktindsigt i en ubestemt flerhed af sager men forudsætter, at ansøgeren har et vist kendskab til en konkret sags eller dokuments eksistens”. Med den refererede begrundelse kan afslaget på aktindsigt ikke give mig anledning til bemærkninger.

Derimod har Patientklagenævnet i 3tilfælde overset en aktindsigtsanmodning.

I sag 40 bad klageren allerede i klagen om aktindsigt. Klageren modtog (senere i sagen) kun det sædvanlige materiale i forbindelse med Patientklagenævnets partshøring og har dermed ikke modtaget alle sagens akter ligesom Patientklagenævnet ikke (udtrykkeligt) har forholdt sig til anmodningen om aktindsigt.

I sag 48 overså Patientklagenævnet en anmodning om aktindsigt i et brev fra klageren (akt 25) som i øvrigt især handler om refusion af klagerens udgifter til transport til en tandlæge som skulle gennemføre et syn og skøn i sagen. I brevet skriver patienten at han ”naturligvis gerne ser at du fremsender [skønsmandens] kommentarer angående mine implantater og kroner”.

I sag 51 bad en læge embedslægeinstitutionen om aktindsigt. Embedslægeinstitutionen svarede (den 22. september 2000) henholdende og henviste til at lægen ville få aktindsigt i forbindelse med Patientklagenævnets partshøring. Patientklagenævnet korresponderede imidlertid slet ikke med lægen i sagen. Patientklagenævnet burde derimod – da nævnet senere blev bekendt med embedslægeinstitutionens svar af 22. september 2000 – have taget stilling til lægens anmodning om aktindsigt.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført følgende

”Ombudsmanden påpeger, at i to sager (sag 25) og (sag 50) har nævnet i forbindelse med en imødekommelse af en anmodning om aktindsigt undladt at vedlægge en oversigt over akterne i sagen.

Nævnet er enig med Ombudsmanden i, at en aktliste skal vedlægges i de tilfælde hvor anmodningen er generel. Nævnet kan oplyse, at det blandt andet fremgår af nævnets sekretariats sagsbehandlervejledning, at en generel anmodning om aktindsigt ’i sagen’ omfatter alle sagens akter, herunder partens egne breve, samt en journaludskrift. Det fremgår endvidere udtrykkeligt af nævnets standardskrivelse om aktindsigt, at der vedlægges en bilagsoversigt.

Det skyldes således administrative fejl, at bilagsoversigt ikke er vedlagt i to sager.

Ombudsmanden påpeger, at nævnet i 3 sager har overset en anmodning om aktindsigt (sagerne 40, 48 og 51). Nævnet er enig med Ombudsmanden i, at disse anmodninger om aktindsigt ikke blev ekspederet korrekt.”

b) Persondataloven

Patientklagenævnet anvender elektronisk databehandling i forbindelse med tekstbehandling af breve og andre dokumenter og i forbindelse med journalisering af sager og akter i nævnets edb-journalsystem. Nævnet har i de senere år anvendt vedkommende patients CPR-nr. som journalnummer.

Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger (herefter kaldet persondataloven) indeholder bl.a. følgende bestemmelser

§ 7. Der må ikke behandles oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis

den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til en sådan behandling,

behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden persons vitale interesser i tilfælde, hvor den pågældende ikke fysisk eller juridisk er i stand til at give sit samtykke,

behandlingen vedrører oplysninger, som er blevet offentliggjort af den registrerede, eller

behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.”

Bestemmelsen i persondataloven § 7, stk. 2, nr. 4, omfatter bl.a. offentlige myndigheders behandling af oplysninger som led i myndighedsudøvelse.

Persondataloven indeholder videre bl.a. følgende bestemmelser

” § 11. Offentlige myndigheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig identifikation eller som journalnummer.

Stk. 2.

Afsnit III

Registreredes rettigheder

Kapitel 8

Oplysningspligt over for den registrerede

§ 12. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er forpligtet til at drage omsorg for, at

1) informeret samtykke indhentes efter §§ 6-8 og § 9, stk. 1,

4) patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter § 11.”

Loven om patienters retsstilling indeholder i §§ 6-7 følgende almindelige bestemmelser om informeret samtykke

” § 6. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 8-10.

Stk. 2. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke efter stk. 1.

Stk. 3 . Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, jf. § 7.

Stk. 4. Et informeret samtykke efter dette kapitel kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.

Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets form og indhold.

§ 13.

§ 15. Patientklagenævnet behandler klager over de ved særlig lovgivning autoriserede personer inden for sundhedsvæsenet, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke persongrupper inden for sundhedsvæsenet, som ikke har autorisation efter særlig lovgivning, der i øvrigt er omfattet af reglerne i dette kapitel.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan efter forhandling med Nævnet fastsætte regler om, at Patientklagenævnets virksomhed ikke skal omfatte dele af den faglige virksomhed, der udøves af persongrupper, som er autoriseret efter særlig lovgivning. Særlige hensyn skal dog tale herfor.”

Den i medfør af centralstyrelsesloven udstedte bekendtgørelse nr. 662 af 14. september 1998 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn som ændret ved bekendtgørelse nr. 1060 af 17. december 1998 (herefter Patientklagenævnets forretningsorden) fastsætter i § 1 følgende

” § 1. Patientklagenævnet behandler klager over den faglige virksomhed vedrørende patientbehandling, der udøves af de personer, der er omfattet af Sundhedsministeriets bekendtgørelse om persongrupper inden for sundhedsvæsenet, der er omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed samt om klagevejledning i statsamterne. Nævnet behandler dog ikke klager, for hvilke der i øvrigt i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang.

Stk. 2. I henhold til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien behandler Patientklagenævnet som 2. instans klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering på psykiatriske afdelinger.

Stk. 3. Patientklagenævnet behandler klager over afgørelser om aktindsigt i helbredsoplysninger.

Stk. 4. Patientklagenævnet behandler desuden de sager, som Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Grønlands Hjemmestyre eller Færøernes Hjemmestyre indbringer for nævnet, jf. centralstyrelsesloven, med henblik på kritik eller anden sanktion over for personer indenfor sundhedsvæsenet, jf. stk. 1.”

Egen drift-projektet omfatter 60 sager af den type som er omhandlet i forretningsordenens § 1, stk. 1, og § 1, stk. 4, dvs. sager hvor Patientklagenævnet som første (og eneste) instans tager stilling til om sundhedspersoner som er omfattet af nævnets kompetence, har tilsidesat lovgivningen eller i øvrigt har handlet i strid med normen for god faglig adfærd.

De typer af sundhedspersoner som er omfattet af Patientklagenævnets kompetence, fremgår nu af §§ 1-3 i bekendtgørelse nr. 544 af 14. juni 2001 om persongrupper inden for sundhedsvæsenet der er omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed samt om klagevejledning i statsamterne. Bekendtgørelsen der er udstedt i medfør af bl.a. centralstyrelseslovens § 15, stk. 2, trådte i kraft den 1. juli 2001 og afløste bekendtgørelse nr. 520 af 14. juni 2000 om persongrupper inden for sundhedsvæsenet der er omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed samt om klagevejledning i statsamterne. Bekendtgørelse nr. 520 af 14. juni 2000 var gældende da Patientklagenævnet traf afgørelse i de sager som indgår i egen drift-projektet, og den indeholder i §§ 1-3 følgende bestemmelser

” § 1. Den faglige virksomhed, der udøves af de i §§ 2 og 3 omtalte persongrupper, er omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed.

§ 15, jf. bekendtgørelser nr. 404 af 25. juli 1977 om tandlægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring)

Sag nr.

Nævnets afgørelse angår

Nævnets konklusion

49

3 jordemødre, 2 navngivne sygehuslæger og et antal unavngivne læger på et sygehus

1 jordemoder overtrådt jordemoderlovens § 8, stk. 1 (behandling) og handlet uhensigtsmæssigt ved manglende journalføring

2 jordemødre ikke overtrådt jordemoderloven

Ingen overtrædelse af lægeloven af navngivne eller unavngivne læger, men 1 navngiven læges behandling kunne have været mere hensigtsmæssig

50

1 offentligt ansat tandlæge

Overtrædelse af tandlægelovens § 12 (behandling)

51

1 navngiven sygehuslæge, 2 navngivne sygeplejersker samt lægerne og sygeplejerskerne på en hospitalsafdeling

Ingen overtrædelse

52

1 sygehuslæge, 1 sygeplejerske og 1 sygehjælper

Ingen overtrædelse

53

1 navngiven sygehuslæge, en navngiven sygeplejerske samt lægerne og sygeplejerskerne på en sygehusafdeling

1 navngiven læge overtrådt lægelovens § 6 (behandling)

I øvrigt ingen overtrædelse

54

4 sygehuslæger, 3 sygeplejersker, 1 jordemoder og 1 sygehjælper

Ingen overtrædelse

55

1 sygehuslæge og 1 plejer

Ingen overtrædelse

56

1 sygehuslæge og 1 jordemoder

Ingen overtrædelse, men anonym kommunikationsbrist og undladt journalføring

57

1 navngiven læge, 1 navngiven sygeplejerske samt lægerne og sygeplejerskerne på en sygehusafdeling

Ingen overtrædelse

58

1 jordemoder

Ingen overtrædelse

59

1 praktiserende tandlæge

Ingen overtrædelse, men hensigtsmæssigt om der var givet yderligere information

60

1 offentligt ansat tandlæge

Ingen overtrædelse, men behandlingen kunne på et punkt have været mere hensigtsmæssig

I oversigten er ”sygehuslæge” en fællesbetegnelse for alle læger ansat på et offentligt sygehus, dvs. både reservelæger, faste speciallæger og overlæger.

37 af de 60 undersøgte sager (sagerne 01-08, 10, 11, 13-15, 18, 19, 22, 24, 25, 27- 31, 33-37, 39, 49, 51-54 og 56-58 ) foregår på et offentligt sygehus mens 16 sager ( sagerne 09, 12, 16, 20, 21, 23, 26, 32, 38, 40, 42, 43, 46-48 og 59) drejer sig om privat praktiserende sundhedspersoner i den primære sundhedstjeneste. 1 sag (sag 17) drejer sig både om sygehusvæsenet og den primære sundhedstjeneste. 4 sager (sagerne 41, 44, 50 og 60) angår offentligt ansatte sundhedspersoner uden for sygehusvæsenet. 1 sag (sag 45) foregår på en social institution og 1 sag (sag 55) angår både behandlingen inden for sundhedsvæsenet og på en social institution.

29 af de 60 undersøgte sager (sagerne 03-05, 09, 12, 16, 20, 23, 24, 26-28, 30, 32, 33, 38-47, 50 og 58-60) angår 1 navngiven sundhedsperson mens de resterende 31 sager (sagerne 01, 02, 06-08, 10, 11, 13-15, 17-19, 21, 22, 25, 29, 31, 34-37, 48, 49 og 51-57) angår flere navngivne og/eller unavngivne sundhedspersoner, og 14 af de 31 sager (sagerne 07, 08, 13, 19, 25, 29, 49 og 51-57) angår sundhedspersoner af forskellige typer. I alt angår således 48 sager (sagerne 01-40, 49 og 51-57) en eller flere læger, 8 sager (sagerne 07, 08, 19, 51-54 og 57) en eller flere sygeplejersker, 5 sager (sagerne 13, 49, 54, 56 og 58) en eller flere jordemødre, 1 sag (sag 08) en radiograf, 2 sager (sagerne 25 og 29) en fysioterapeut, 1 sag (sag 45) en social- og sundhedsassistent, 2 sager (sagerne 52 og 54) en sygehjælper, 1 sag (sag 55) en plejer, 8 sager (sagerne 41, 43, 44, 47, 48, 50, 59 og 60) en eller flere tandlæger og 2 sager (sagerne 42 og 46) en klinisk tandtekniker.

I alt har Patientklagenævnet i de 60 undersøgte sager taget stilling til om 118 navngivne sundhedspersoner har overtrådt lovgivningen. De 118 navngivne sundhedspersoner fordeler sig med 77 læger, 14 sygeplejersker, 1 radiograf, 9 jordemødre, 2 fysioterapeuter, 1 plejer, 1 social- og sundhedsassistent, 2 sygehjælpere, 9 tandlæger og 2 tandteknikere.

I de 60 sager som indgår i undersøgelsen, havde Patientklagenævnet fundet at i alt 40 navngivne sundhedspersoner havde begået en overtrædelse. I kapitel 3.C.5 nedenfor er nærmere redegjort for hvorledes de 40 navngivne sundhedspersoners overtrædelser fordeler sig.

I alt 14 sager angår ikke (kun) navngivne sundhedspersoner, men (også) unavngivne læger og/eller sygeplejersker på en eller flere sygehusafdeling(er) (sagerne 15, 29, 34, 35 og 37) angår lægerne på en sygehusafdeling, sagerne 51, 53 og 57 angår lægerne og sygeplejerskerne på en sygehusafdeling, sag 19 angår sygeplejerskerne på en sygehusafdeling, sag 10 angår en sygehusafdelings praksis, og sag 25 angår en sygehusafdelings information til patienten, sagerne 01 og 06 angår lægerne på 2 afdelinger på samme sygehus, og sag 36 angår 3 afdelinger på 3 forskellige sygehuse i 2 forskellige amtskommuner). I alt angår de 14 sager 18 forskellige sygehusafdelinger. Endelig angår 2 sager (sagerne 31 og 49) foruden navngivne sundhedspersoner lægerne på et sygehus.

De 60 undersøgte sager involverer i alt 65 patienter. Alle sagerne bortset fra sagerne 13, 33, 49 og 54 angår kun 1 patient. De 4 nævnte sager angår alle fødsler og involverer en mor og 2 børn (sag 13) , henholdsvis en mor og 1 barn (de øvrige sager).

Aldersfordelingen for de 65 patienter (fordelt på fødeår) fremgår nedenfor

Før

1920

1920 – 1930

1930 -1939

1940 -1949

1950 -1959

1960 -1969

1970 -1982

Efter

1982

I alt

4

6

8

10

11

13

4

9

I sin udtalelse af 15. februar 2002 har Patientklagenævnet anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at lidt over halvdelen af de undersøgte sager angår mere end én sundhedsperson, og at nævnet i de 60 undersøgte sager i alt har taget stilling til, om 118 navngivne sundhedspersoner har overtrådt lovgivningen.”

3.B. Sagsbehandlingsregler

1) Kompetence mv.

I ingen af de 60 undersøgte sager er der kompetencemangler i forhold til Patientklagenævnet som i alle sager har været den kompetente myndighed.

43 af de undersøgte sager (sagerne 01-20, 22, 25, 29, 33, 35-37, 41-46, 48-54, 56, 57 og 60) er behandlet ved et møde i selve nævnet.

Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse indeholder bl.a. følgende bestemmelser

” § 17. Ved afgørelsen af den enkelte sag skal Nævnet sammensættes af

1) formanden eller en næstformand

2) 2 medlemmer efter § 16, stk. 3, heraf 1 beskikket efter bestemmelsens nr. 1-3 og 1 beskikket efter nr. 4, og

3) 2 medlemmer efter § 16, stk. 4, afhængig af sagens faglige karakter.

Stk. 2. Formanden eller vedkommende næstformand afgør, hvilke medlemmer efter § 16, stk. 3, og stk. 4, der skal deltage i Nævnets møder. Formanden eller vedkommende næstformand afgør endvidere, inden for hvilket fagligt område eller områder, medlemmer efter § 16, stk. 4, skal deltage.

§ 17. Ved afgørelsen af den enkelte sag skal Nævnet sammensættes af

1) formanden eller en næstformand

2) 2 medlemmer efter § 16, stk. 3, heraf 1 beskikket efter bestemmelsens nr. 1-3 og 1 beskikket efter nr. 4, og

3) 2 medlemmer efter § 16, stk. 4, afhængig af sagens faglige karakter.

Stk. 2. Formanden eller vedkommende næstformand afgør, hvilke medlemmer efter § 16, stk. 3, og stk. 4, der skal deltage i Nævnets møder. Formanden eller vedkommende næstformand afgør endvidere, inden for hvilket fagligt område eller områder, medlemmer efter § 16, stk. 4, skal deltage.”

Bestemmelserne i Patientklagenævnets forretningsordens § 6 lyder således

” § 6. Et nævnsmøde sammensættes af

Formanden eller en næstformand.

2 lægmandsmedlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 3.

2 fagligt uddannede medlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 4, afhængig af hvilke faggrupper, sagen vedrører.

Stk. 2. Nævnsmødet er beslutningsdygtigt, når formanden eller vedkommende næstformand og 2 af nævnets andre medlemmer, heraf 1 medlem beskikket efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 3, og 1 medlem beskikket efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 4, er til stede.

Stk. 3. Formanden eller vedkommende næstformand leder og tilrettelægger nævnsmødet.”

2.D. Patientklagenævnets afgørelser

Patientklagenævnet har til opgave i sin afgørelse at vurdere om de adfærdsnormer som i alt væsentligt er beskrevet ovenfor under afsnit B, er overtrådt. Centralstyrelsesloven indeholder i § 14 følgende bestemmelse

” § 14. Patientklagenævnet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen, herunder eventuelt fremsætte kritik over for den pågældende sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.”

Som et væsentligt element i Patientklagenævnets vurdering indgår en faglig vurdering af sundhedspersonens faglige virksomhed. At en sådan vurdering i de enkelte sager ofte vil være central, fremgår både af den ovenfor under afsnit B refererede lovgivning og Patientklagenævnets sammensætning som fremgår ovenfor under afsnit C.

3. UNDERSØGELSEN

3.A. Kortlægning af sagerne

Lidt over halvdelen af de undersøgte sager angår mere end én sundhedsperson; en del af disse sager angår sundhedspersoner med forskellige uddannelser, og i nogle af sagerne har Patientklagenævnet fundet at nogle af – men ikke alle – de sundhedspersoner sagen angår, har tilsidesat lovgivningen eller handlet uhensigtsmæssigt. Hovedindholdet af de enkelte sager – som i denne rapport omtales i så anonymiseret form som muligt, og som er tildelt et fiktivt sagsnummer fra 01 til 60 – fremgår kort af nedenstående skema

Sag nr.

Nævnets afgørelse angår

Nævnets konklusion

01

1 navngiven sygehuslæge (3 forhold) og to sygehusafdelingers læger

1 overtrædelse af lægelovens § 6, stk. 1 (information)

1 overtrædelse af lægelovens § 13, stk. 2 (journalføring)

I øvrigt ingen overtrædelse

02

2 sygehuslæger

1 læge overtrådt lægelovens § 6 (behandling)

1 læge ikke overtrådt lægeloven (behandling)

03

1 sygehuslæge (2 forhold)

1 læge overtrådt lægelovens § 6 (behandling) og § 13, stk. 2 (journalføring)

04

1 sygehuslæge (2 forhold)

1 læge overtrådt lægelovens § 6 (behandling) og § 13, stk. 2 (journalføring)

05

1 sygehuslæge

1 læge overtrådt lægelovens § 6 (behandling)

06

4 navngivne sygehuslæger og lægerne på to sygehusafdelinger (den ene afdeling 2 forhold)

Lægerne på den ene sygehusafdeling overtrådt lægelovens § 13, stk. 2 (journalføring)

I øvrigt ingen overtrædelse

07

2 sygehuslæger (den ene 2 forhold) og 2 sygeplejersker

1 læge overtrådt lægelovens § 13, stk. 2 (journalføring)

I øvrigt ingen overtrædelse

08

1 sygehuslæge (2 forhold), 4 sygeplejersker og 1 radiograf

1 læge overtrådt lægelovens § 6 (behandling) og § 13, stk. 2 (journalføring)

3 sygeplejersker overtrådt sygeplejerskelovens § 5, stk. 1 (behandling)

Ingen overtrædelse for så vidt angår 1 sygeplejerske og 1 radiograf

09

1 praktiserende speciallæge

1 læge overtrådt lægelovens § 13, stk. 2 (journalføring)

Sag nr.

Nævnets afgørelse angår

Nævnets konklusion

10

1 sygehuslæge

En sygehusafdelings praksis

1 læge overtrådt lægelovens § 13, stk. 2 (journalføring)

Sygehusafdelingens procedure levede ikke op til kravene i lægelovens § 6

11

3 sygehuslæger (den ene 2 forhold)

3 læger overtrådt lægelovenes § 6, stk. 1 (behandling) og 1 læge tillige overtrådt lægelovens § 13, stk. 2 (journalføring)

12

1 praktiserende læge

1 læge overtrådt lægelovens § 6 (behandling)

13

1 sygehuslæge og 3 jordemødre

1 læge overtrådt lægelovens § 6 (behandling)

Jordemødre ikke overtrådt jordemoderloven

14

2 sygehuslæger

1 sygehuslæge overtrådt lægelovens § 6 (behandling)

15

4 navngivne sygehuslæger og lægerne på en sygehusafdeling

3 læger overtrådt lægelovens § 6 (behandling)

I øvrigt ingen overtrædelse

16

1 praktiserende læge

1 læge overtrådt lægelovens § 13, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 244 af 26. juli 1937 om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser

17

3 sygehuslæger og 2 vagtlæger (heraf 2 læger hver 2 forhold)

1 læge overtrådt lægelovens § 6 (behandling)

I øvrigt ingen overtrædelse

18

2 sygehuslæger

2 læger overtrådt lægelovens § 6, stk. 1 (information)

19

1 sygehuslæge

Sygeplejerskerne på en sygehusafdeling

1 læge overtrådt lægelovens § 6 (behandling)

Sygeplejerskerne ikke overtrådt sygeplejerskeloven

20

1 praktiserende læge

1 praktiserende læge overtrådt lægelovens § 6 (behandling). Oversendelse til politiet med henblik på eventuel straffesag for overtrædelse af lægelovens § 18, stk. 1, jf. § 18, stk. 2

21

3 vagtlæger

Ingen overtrædelse

22

3 sygehuslæger

Ingen overtrædelse

23

1 vagtlæge

Ingen overtrædelse

24

1 sygehuslæge

Ingen overtrædelse

25

2 sygehuslæger og 1 fysioterapeut

Ingen overtrædelse

26

1 praktiserende læge

Ingen overtrædelse

27

1 sygehuslæge

Ingen overtrædelse

28

1 sygehuslæge

Ingen overtrædelse

29

3 navngivne sygehuslæger, lægerne på en sygehusafdeling og 1 fysioterapeut

Ingen overtrædelse, men ”det havde været hensigtsmæssigt” om fysioterapeuten havde læst lægejournalen før den fysioterapeutiske behandling blev iværksat

30

1 sygehuslæge

Ingen overtrædelse

Sag nr.

Nævnets afgørelse angår

Nævnets konklusion

31

1 navngiven læge og lægerne på et sygehus

Ingen overtrædelse

32

1 praktiserende læge

Ingen overtrædelse

33

1 sygehuslæge

Ingen overtrædelse

34

1 sygehuslæge og lægerne på en sygehusafdeling

Ingen overtrædelse af lægeloven (behandling) eller lov om patienters retsstilling (information)

35

Lægerne på en sygehusafdeling

Ingen overtrædelse

36

2 navngivne læger og lægerne på 3 sygehusafdelinger

Ingen overtrædelse

37

3 navngivne læger og lægerne på en sygehusafdeling

Ingen overtrædelse

38

1 praktiserende læge

Ingen overtrædelse

39

1 sygehuslæge

Ingen overtrædelse

40

1 praktiserende læge

Ingen overtrædelse

41

1 offentligt ansat tandlæge

Overtrædelse af tandlægelovens § 12 (behandling) og § 15, jf. bekendtgørelser nr. 404 af 25. juli 1977 om tandlægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring)

42

1 klinisk tandtekniker

Overtrædelse af tandteknikerlovens § 6 (behandling)

43

1 praktiserende tandlæge

Overtrædelse af tandlægelovens § 12 (behandling) og § 15, jf. bekendtgørelse nr. 404 af 25. juli 1977 om tandlægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring)

44

1 offentligt ansat tandlæge

Overtrædelse af tandlægelovens § 12 (behandling) samt indskærpelse

45

1 social- og sundhedsassistent

1 social- og sundhedsassistent ikke handlet faglig korrekt samt indskærpelse

46

1 klinisk tandtekniker

Overtrædelse af tandteknikerlovens § 6 (behandling)

47

1 praktiserende tandlæge

Overtrædelse af tandlægelovens § 15, jf. bekendtgørelse nr. 404 af 25. juli 1977 om tandlægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring)

48

2 praktiserende tandlæger

1 tandlæge overtrådt tandlægelovens § 12 (behandling) samt indskærpelse

1 tandlæge overtrådt tandlægelovens § 12 (behandling) og

§ 20. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med Nævnet dettes forretningsorden.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan i forretningsordenen fastsætte regler om, at Nævnet kan bemyndige formanden til at træffe afgørelse i visse sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.”

Den i medfør af lovens § 20 udstedte bekendtgørelse om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn indeholder bl.a. følgende bestemmelser

” § 3. Nævnet udøver sin virksomhed i møder, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Fællesmøder kan, jf. § 4, stk. 1, bemyndige formanden til at træffe afgørelse i sager, som efter den af nævnet fulgte praksis ikke skønnes at give anledning til tvivl, herunder til at afvise anmodning om genoptagelse af sager.

§ 21. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.”

Er flere personer inddraget (hørt) i en sag, skal det stå de pågældende klart at de er parter i sagen, og at der er tale om en partshøring, jf. dommen i UfR 1997, s. 223 Ø. Dommen angik en sag hvor Patientklagenævnet på baggrund af en klage over behandlingen på en ortopædkirurgisk afdeling fandt at en røntgenlæge L havde overtrådt lægelovens § 6. Retten fandt at Patientklagenævnet ikke ”med den fornødne klarhed (havde) underrettet (L) om, at sagsøgte havde medinddraget hans beskrivelse af røntgenundersøgelsen i klagesagen som et spørgsmål, der kunne give anledning til kritik, eller at have givet ham tilstrækkelig mulighed for at sætte sig ind i det grundlag, hvorpå sagsøgtes afgørelse ( ) blev truffet, herunder med henblik på at kommentere eller eventuelt korrigere dette grundlag.”

Herudover er der i visse situationer en ulovbestemt pligt til partshøring på myndighedens initiativ, jf. nærmere Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 347 ff.

I sager som de undersøgte fører bestemmelsen i forvaltningslovens § 19 til at der under alle omstændigheder skal partshøres i sagen, allerede fordi der i sagerne er flere parter med modstridende interesser, og da Patientklagenævnets afgørelse ikke kan give alle parter i sagen (fuldt ud) medhold.

Bekendtgørelse nr. 662 af 14. september 1998 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn indeholder i § 10, stk. 7, følgende bestemmelse

Ӥ 10.

Stk. 7. Sekretariatet hører parterne i overensstemmelse med forvaltningslovens regler over relevant materiale samt over sagkyndige vurderinger og forslag til afgørelse, inden Patientklagenævnet træffer afgørelse i sagen.”

Bestemmelsen i forretningsordenen indeholder en væsentlig udvidelse af partshøringspligten i forhold til forvaltningslovens regler. Efter forvaltningslovens § 19 er der – hvis ikke en af undtagelsesbestemmelserne i stk. 2 kan anvendes – pligt til på myndighedens initiativ at partshøre over visse væsentlige oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, herunder eksterne vurderinger. Uden for forvaltningslovens § 19 falder faktiske oplysninger som (utvivlsomt) er til gunst for den pågældende part, interne sagkyndige vurderinger og myndighedens (foreløbige) vurdering af de faktiske oplysninger i sagen i forhold til retsgrundlaget, myndighedens (påtænkte) regelanvendelse og opfattelse af hvad afgørelsen på det foreliggende grundlag vil gå ud på (forslag til afgørelse). Disse elementer må derimod anses for omfattet af bestemmelsen i § 10, stk. 7, i Patientklagenævnets forretningsorden. Bestemmelsen i forretningsordenen indebærer at også den part som får fuldt ud medhold, skal partshøres over de relevante faktiske oplysninger i sagen, sagkyndige vurderinger og et forslag til Patientklagenævnets afgørelse.

Efter sin formulering, sin placering i Patientklagenævnets forretningsorden (som er udstedt med hjemmel i centralstyrelseslovens § 20, stk. 1) og sammenhængen i reglerne kan bestemmelsen i § 10, stk. 7, i Patientklagenævnets forretningsorden kun antages at gælde i forbindelse med nævnets afgørelser efter centralstyrelseslovens kapitel 3 om ”den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet” og ikke f.eks. afgørelser om aktindsigt efter offentlighedsloven eller forvaltningslovens kapitel 4.

b) Foretagelse af partshøring

Forvaltningslovens partshøringsregler såvel som de ulovbestemte partshøringsregler gælder i relation til alle afgørelsessager og herunder i relation til aktindsigtsafgørelser. De nærmere betingelser for at der vil skulle foretages partshøring, vil imidlertid næppe ofte være opfyldt i forbindelse med aktindsigtsafgørelser. Der er da heller ikke partshøringsfejl i relation til Patientklagenævnets aktindsigtsafgørelser i sagerne 11, 23, 25, 48 og 50.

Med hensyn til Patientklagenævnets indholdsmæssige afgørelser (afgørelser om sundhedspersoners faglige virksomhed) følger det af forvaltningslovens § 19 og § 10, stk. 7, i Patientklagenævnets forretningsorden at der skal foretages partshøring af alle parter i sagen, det vil sige såvel klageren (patienten eller dennes repræsentant) som den eller de indklagede sundhedsperson(er).

I 57 af de 60 undersøgte sager (sagerne 01-11, 13-42, 44 og 46-60) er klageren (patienten) blevet partshørt en eller flere gange. Når der i nogle af disse sager er sket partshøring af klageren mere end én gang, skyldes det væsentlige ændringer i det materiale som efter forretningsordenens § 10, stk. 7, er omfattet af partshøringspligten.

I sagerne 6-8, 15, 19, 20 og 32 blev der foretaget en ny partshøring af klageren på baggrund af en ændring i forslaget til Patientklagenævnets afgørelse. Eksempelvis omfatter det ændrede forslag til afgørelse i sag 06 en overtrædelse af lægelovens § 13, stk. 2 (journalføring), og det ændrede forslag til sag 08 en mildere vurdering af en sygeplejerskes faglige virksomhed. I sag 20 foretog Patientklagenævnet partshøring om de spørgsmål nævnet ville stille til Retslægerådet. I sag 11 blev parterne hørt i 3 omgange.

Derimod blev klageren ikke partshørt over ændrede forslag til afgørelse i sagerne 09, 10 og 46-49. I sag 09 indeholdt det ændrede forslag til afgørelse en overtrædelse af lægelovens § 13, stk. 2 (journalføring), og dermed på dette punkt en strengere vurdering af lægens forhold. Omvendt indeholdt afgørelsen i sag 10 en mildere vurdering af en læges forhold end forslaget til afgørelse (forslaget fandt at en overlæge havde overtrådt lægelovens § 6 i forbindelse med proceduren for en bestemt type behandlinger, men at afgørelsen objektivt fandt at afdelingens procedure var en overtrædelse af lægelovens § 6, samtidig med at overlægen ikke havde noget (ledelses)ansvar herfor og dermed ikke havde overtrådt lægeloven).

I sag 46 blev den indklagede sundhedsperson – men ikke klageren – partshørt over et ændret forslag til Patientklagenævnets afgørelse; ændringen bestod i at nævnet nu (på grundlag af nye faktiske oplysninger i sagen siden det tidligere forslag til afgørelse) fandt at den indklagede havde tilsidesat § 6 i lov om kliniske tandteknikere.

I sag 47 blev den indklagede sundhedsperson – men ikke klageren – partshørt over et ændret forslag til Patientklagenævnets afgørelse; ændringen bestod i at nævnet nu fandt at den indklagede havde tilsidesat bestemmelserne om tandlægers pligt til journalføring.

Sag 48 angår 2 tandlæger, T1 og T2. For så vidt angår T2, var konklusionen i det forslag til afgørelse som Patientklagenævnet sendte til partshøring, en overtrædelse af tandlægelovens § 15 mv. (journalføring), mens nævnets afgørelse konkluderer at T2 har overtrådt såvel tandlægelovens § 12 (behandling) som § 15 mv. – Patientklagenævnets ændrede konklusion havde baggrund i et i mellemtiden foretaget syn og skøn. Ingen af sagens parter blev hørt om et ændret forslag til afgørelse eller over resultatet af det foretagne syn og skøn. Patientklagenævnet overtrådte herved såvel høringsbestemmelsen i forretningsordenens § 10, stk. 7, og – for så vidt angår de nye faktiske oplysninger som var fremkommet i forbindelse med det foretagne syn og skøn – forvaltningslovens § 19.

I sag 49 konkluderede Patientklagenævnet i det forslag til afgørelse som blev sendt til partshøring, bl.a. at en læge havde overtrådt lægelovens § 6, mens nævnets afgørelse gik ud på at lægen ikke havde overtrådt lægeloven. Der er ikke i sagen foretaget høring af nogen af sagens parter over et ændret forslag til afgørelse.

I sag 01 er der i starten af afgørelsen i forhold til forslaget til afgørelse indsat en konklusion vedrørende 1 af 3 forhold begået af en af de indklagede læger uden fornyet partshøring. Konklusionen angående den pågældende læge – som gik ud på at der ikke forelå en overtrædelse af lægeloven – fremgik i øvrigt klart af teksten i forslaget til afgørelse. I et internt notat i sagen af 1. marts 2001 er anført at konklusionen er indsat i forslaget til nævnets afgørelse ”uden at foretage fornyet partshøring, idet der i selve teksten er indeholdt en vurdering og konklusion vedrørende denne behandling”.

Efter min opfattelse må bestemmelsen i § 10, stk. 7, i Patientklagenævnets forretningsorden rimeligvis forstås således at der kun skal partshøres over et nyt forslag til afgørelse hvis det nye forslag indeholder en væsentlig indholdsmæssig ændring. Partshøringspligten omfatter således ikke en situation som den der foreligger i sag 01. Derimod er det mere tvivlsomt om bestemmelsen i forretningsordenens § 10, stk. 7, skal forstås således at enhver af sagens parter skal partshøres over væsentlige indholdsmæssige ændringer, eller om bestemmelsen kan fortolkes mere indskrænkende således at partshøringspligten kun gælder i forhold til den eller de parter i sagen for hvem det ændrede forslag til afgørelse er til ugunst. En sådan indskrænkende fortolkning ville indebære at kun klageren skulle partshøres i tilfælde hvor det ændrede forslag til afgørelse indeholder en mildere vurdering af en sundhedspersons forhold (som fuldt ud vil give sundhedspersonen medhold; ellers måtte denne fortsat partshøres), mens kun sundhedspersonen skulle partshøres i tilfælde hvor det ændrede forslag til afgørelse indeholder en strengere vurdering af vedkommende sundhedspersons forhold (som fuldt ud vil give klageren medhold; ellers måtte denne fortsat partshøres).

Fortolkningsspørgsmålet kan ikke løses på baggrund af Patientklagenævnets praksis, idet denne som det fremgår på dette punkt, ikke synes konsekvent.

Efter min opfattelse er begge de nævnte fortolkninger af bestemmelsen i forretningsordenens § 10, stk. 7, nok mulige, men det ville efter min opfattelse være mest naturligt at forstå bestemmelsen således at den omfatter alle sagens parter, også i forbindelse med ændrede forslag til afgørelse. Ressourcebesparelsen ved kun at høre nogle af sagens parter må antages at være minimal; tværtimod vil det kunne være ressourcekrævende at afgøre om en eller flere af sagens parter efter ovenstående retningslinier ikke vil skulle partshøres. Hertil kommer at hvis det ændrede forslag til afgørelse har baggrund i nye faktiske oplysninger, vil der skulle partshøres over disse oplysninger efter såvel forvaltningslovens § 19 som § 10, stk. 7, i forretningsordenen. Det samme gælder normalt hvis det ændrede forslag til afgørelse beror på et indlæg fra en anden part i sagen. Under alle omstændigheder kan en partshøring tjene som en relevant underretning til alle sagens parter om hvor langt sagen er kommet.

I 3 sager der alle er indbragt for Patientklagenævnet af Sundhedsstyrelsen (sagerne 12, 43 og 45) , har Patientklagenævnet ikke partshørt patienten. I 2 af disse sager (sagerne 12 og 45) forklares dette naturligt med at patienten er afgået ved døden.

I sag 43 er det derimod ikke oplyst at patienten skulle være afgået ved døden, og jeg må på denne baggrund antage at det har været muligt at partshøre patienten. Både forvaltningslovens § 19 og § 10, stk. 7, i Patientklagenævnets forretningsorden henviser til det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb. Efter dette er den der har en væsentlig og individuel interesse (af personlig eller økonomisk art) i sagens udfald, part i sagen. I sag 43 hvor Patientklagenævnet nåede til at en praktiserende tandlæge havde overtrådt såvel tandlægelovens § 12 ved behandlingen af en patient som tandlægelovens § 15, jf. bekendtgørelse nr. 404 af 25. juli 1977 om tandlægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring), er der efter min opfattelse ingen tvivl om at patienten har en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald og dermed må anses for part i Patientklagenævnets sag. Dette gælder uanset at patienten ikke selv havde klaget til Patientklagenævnet, og at sagen var rejst af Sundhedsstyrelsen som en tilsynssag og af styrelsen indbragt for Patientklagenævnet. Når kriteriet væsentlig og individuel interesse er opfyldt, kræves det ikke – for at instituere partsstatus – yderligere at parten har udnyttet en klageberettigelse. Det var således en fejl at Patientklagenævnet ikke partshørte patienten i sag 43.

Med en enkelt undtagelse har Patientklagenævnet i alle 60 undersøgte sager en eller flere gange gennemført partshøring af den eller de indklagede sundhedsperson(er).

I sag 51 partshørte Patientklagenævnet ikke en indklaget læge som var flyttet til Australien. Der er ikke i sagen oplysninger om at det ikke skulle være muligt at finde frem til lægens adresse i Australien således at undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 5, skulle kunne finde anvendelse. Sagen endte med at Patientklagenævnet ikke fandt at den pågældende læge havde overtrådt lægeloven, men bestemmelsen i § 10, stk. 7, i Patientklagenævnets forretningsorden kan som det fremgår ovenfor, ikke forstås således at partshøring helt kan undlades i forhold til en part som får (fuldt ud) medhold. Hertil kommer at lægen i forbindelse med embedslægeinstitutionens forbehandling af sagen var blevet orienteret om at Patientklagenævnet ville foretage partshøring efter forretningsordenens § 10, stk. 7. – Patientklagenævnet burde således have partshørt lægen eller dog i det mindste have udfoldet rimelige bestræbelser på at finde frem til ham med henblik på at gennemføre partshøringen.

Når der i nogle af sagerne er foretaget partshøring af en eller flere sundhedsperson(er) mere end en gang, skyldes det væsentlige ændringer i det materiale som efter forretningsordenens § 10, stk. 7, er omfattet af partshøringspligten.

I sagerne 6, 7, 9, 32, 46, 47 og 49 blev der foretaget en ny partshøring af en eller flere indklagede sundhedspersoner på baggrund af en ændring i forslaget til Patientklagenævnets afgørelse, og i sag 20 partshørte Patientklagenævnet om de spørgsmål nævnet ville stille til Retslægerådet. I sag 11 blev de indklagede partshørt i tre omgange.

På den anden side skete der ikke fornyet partshøring af vedkommende sundhedsperson i sag 08 (mildere vurdering en sygeplejerskes forhold) og sag 10 (mildere vurdering af en læges forhold). Ligeledes partshørtes de indklagede læger i sag 15 ikke i anledning af et ændret forslag til afgørelse. Ændringen bestod dels i at en af de indklagede læger i et tilfælde ikke fandtes at have overtrådt lægelovens § 6 og § 13, stk. 2, og at en anden af de indklagede læger kun fandtes at have overtrådt lægelovens § 6 og ikke § 13, stk. 2. Det var således udelukkende klageren som blev partshørt over det ændrede forslag til afgørelse.

I sag 19 undlod Patientklagenævnet at partshøre en læge over et nyt forslag til afgørelse i sagen; der var ikke ændringer i forhold til lægen.

Som det fremgår ovenfor, kan bestemmelsen i § 10, stk. 7, i Patientklagenævnets forretningsorden fortolkes på flere måder, men det vil efter min opfattelse være mest naturligt at forstå bestemmelsen således at den omfatter alle sagens parter, også i forbindelse med ændrede forslag til afgørelse.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 20 (hvorefter partshøring under visse særlige omstændigheder kan undlades), har ikke været anvendt i nogen af de undersøgte sager; bestemmelsen vil da heller ikke kunne finde anvendelse på det undersøgte administrationsområde.

I ingen af de undersøgte sager har en part anvendt forvaltningslovens § 21. En medvirkende årsag hertil kan være den omfattende partshøring som sker på Patientklagenævnets initiativ.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”I dette afsnit behandles især to mere generelle spørgsmål, nemlig gennemførelse af fornyet partshøring, når det oprindelige forslag til afgørelse ændres, samt gennemførelse af høring af patienten i sager, der indberettes af Sundhedsstyrelsen.

Ombudsmanden finder, at bestemmelsen i § 10, stk. 7, i Patientklagenævnets forretningsorden rimeligvis må forstås således, at der kun skal partshøres over et nyt forslag til afgørelse, hvis det nye forslag indeholder en væsentlig indholdsmæssig ændring. Patientklagenævnet er enig heri.

Ombudsmanden finder det imidlertid mere tvivlsomt, om bestemmelsen skal forstås således, at enhver af sagens parter skal partshøres over væsentlige indholdsmæssige ændringer, eller om partshøringspligten kun gælder i forhold til den part, for hvem ændringen er til ugunst. Efter Ombudsmandens opfattelse er begge fortolkninger mulige, men det vil efter Ombudsmandens opfattelse være mest naturligt at forstå bestemmelsen således, at den omfatter alle sagens parter.

Nævnet er af den opfattelse, at nævnet efter bestemmelsen kun er forpligtet til at høre de af sagens parter, som den ændrede afgørelse er til ugunst for. Klager ville således skulle høres i de tilfælde, hvor nævnet gav en mildere kritik af sundhedspersonen, og sundhedspersonen skulle høres, hvor nævnets afgørelse indeholdt en strengere vurdering. Denne forståelse af bestemmelsen fremgår da også af Patientklagenævnets sekretariats sagsbehandlervejledning. Rapporten viser imidlertid, at det forekommer, at nævnet partshører alle sagens parter.

Nævnet er enig med Ombudsmanden i, at der kan argumenteres for, at det kan være hensigtsmæssigt at høre alle sagens parter. I lyset heraf - og da en ændring af praksis ikke har væsentlige ressourcemæssige konsekvenser - vil nævnet overveje at ændre praksis, således at alle sagens parter høres.

I afsnittet behandles endvidere spørgsmålet om patientens status i sager, der indberettes til Patientklagenævnet af Sundhedsstyrelsen.

Ombudsmanden finder, at nævnet i en sag, indberettet af Sundhedsstyrelsen, burde have hørt patienten, inden nævnet traf afgørelse i sagen (sag 43). I denne sag er der efter Ombudsmandens opfattelse ingen tvivl om, at patienten havde en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald og dermed måtte anses for part i Patientklagenævnets sag, uanset patienten ikke selv havde klaget til Patientklagenævnet.

Nævnet kan oplyse, at nævnets afgørelse er truffet den 20. marts 2001. Fra juni 2001 har nævnet ændret procedure i indberetningssagerne. Nævnet sørger nu for allerede ved modtagelse af sagen at orientere patienten om, at nævnet behandler en indberetningssag vedrørende dennes sygdomsbehandling og sender samtidig en kopi af indberetningen. Patienten bliver endvidere informeret om, at patienten til sin tid vil modtage kopi af afgørelsen.

Som det fremgår, er nævnet enig i, at patienten i indberetningssager har status som part. I dag hører nævnet imidlertid ikke patienten udtrykkeligt over forslaget til afgørelse samt eventuelle udtalelser m.v. Nævnet er enig med Ombudsmanden i, at dette ikke er korrekt, og nævnet vil derfor i fremtiden gennemføre partshøring af patienter i indberetningssager.”

Jeg tager det oplyste til efterretning.

c) Partshøringsfrist

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, sidste pkt., kan myndigheden fastsætte en frist for svar på partshøringen. Selv om der ikke i Patientklagenævnets forretningsorden findes nogen tilsvarende bestemmelse, må det antages at Patientklagenævnet kan fastsætte en partshøringsfrist også i forbindelse med partshøring efter denne bestemmelse.

Ved fastsættelsen af længden af en partshøringsfrist må der foretages en konkret vurdering hvori bl.a. indgår sagens kompleksitet, hvor meget en afslutning af sagen haster, omfanget og arten af de oplysninger der partshøres over, partens eventuelle behov for at søge sag- eller fagkyndig bistand i partshøringsfasen, og hvornår parten – bl.a. under hensyn til partens bopæl og mulige fravær fra denne på grund af ferie eller anden bortrejse – må antages at blive bekendt med partshøringen.

I forbindelse med partshøring har Patientklagenævnet i alle tilfælde – såvel i forhold til klagere (patienter) som indklagede sundhedspersoner – fastsat en partshøringsfrist på 14 dage.

I sag 20 har Patientklagenævnet ikke besvaret en anmodning fra en indklaget læge om forlængelse af partshøringsfristen. I andre tilfælde hvor en part har anmodet om forlængelse af denne standardfrist, har Patientklagenævnet forlænget fristen. I sag 02 fik en part en ny frist på 14 dage på grund af adresseændring. I sag 04 fik advokaten for en part udsat partshøringsfristen med 3 uger. I sag 05 blev partshøringen sendt til en af de indklagede sundhedspersoner på en afdeling som den pågældende nu havde forladt, og parten fik på denne baggrund udsat fristen til 14 dage fra modtagelsen af partshøringen på partens nye afdeling. Senere fik parten forlænget fristen yderligere en uge. I sag 11 gennemførte Patientklagenævnet partshøring i 3 omgange (april 1999, juli 1999 og december 2000). I første og anden partshøringsrunde fik 2 læger forlænget partshøringsfristen, og i tredje runde fik 3 læger forlænget fristen. I sag 48 forlængede Patientklagenævnet patientens partshøringsfrist med en måned, og i sag 49 fik en af de indklagede sundhedspersoner forlænget partshøringsfristen med 14 dage. Den eneste betydelige udsættelse af partshøringsfristen opnåede en part i sag 25 ; her fik patienten en samlet udsættelse af fristen på godt 3 måneder ved flere på hinanden følgende forlængelser af fristen.

Selv om Patientklagenævnet efter min opfattelse i de tilfælde hvor en part har anmodet herom har meddelt en rimelig udsættelse af fristen, er det efter min opfattelse ikke ubetænkeligt at Patientklagenævnet helt rutinemæssigt og tilsyneladende uden nogen konkret vurdering fastsætter partshøringsfristen til 14 dage, uanset at der i visse tilfælde er tale om ganske komplicerede sager og at der sendes et ganske omfattende materiale til partshøring (se herom nærmere nedenfor), uanset om partshøringen iværksættes i en ferieperiode eller parts-høringsfristen indbefatter flere sammenhængende helligdage, og uanset hvor parten er bosiddende (eksempelvis er en af de indklagede sundhedspersoner i sag 48 bosat i Storbritannien).

En vejledning til parterne om at de vil kunne få forlænget fristen hvis der er rimelige grunde hertil, ville dog kun til en vis grad kunne afbøde betænkelighederne ved en relativt kort standardmæssig frist på 14 dage, men ville naturligvis slet ikke kunne imødegå betænkelighederne i de tilfælde hvor parten ikke måtte blive bekendt med partshøringen inden fristens udløb.

Hvis Patientklagenævnet af ressourcemæssige grunde ikke måtte ønske at foretage en mere individuel vurdering af partshøringsfristens længde, ville det efter min opfattelse være ønskeligt om der blev fastsat en noget længere standardfrist end 14 dage.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”I rapporten konstateres, at Patientklagenævnet i alle de undersøgte sager har fastsat en partshøringsfrist på 14 dage.

Selvom Patientklagenævnet efter Ombudsmandens opfattelse i de tilfælde, hvor en part har anmodet herom, har meddelt rimelig udsættelse af sagen, finder Ombudsmanden, at det ikke er ubetænkeligt, at nævnet helt rutinemæssigt og tilsyneladende uden nogen konkret vurdering fastsætter en frist på 14 dage ved høring over forslag til afgørelse.

Efter Ombudsmandens opfattelse ville en vejledning til parterne om, at de vil kunne få forlænget fristen, hvis der er rimelige grunde hertil, kun til en vis grad kunne afbøde betænkelighederne ved en relativt kort standardmæssig frist på 14 dage, men ville naturligvis slet ikke kunne imødegå betænkelighederne i de tilfælde, hvor parten ikke måtte blive bekendt med partshøringen inden fristens udløb. Hvis Patientklagenævnet af ressourcemæssige grunde ikke måtte ønske at foretage en mere individuel vurdering af partshøringsfristens længde, ville det efter Ombudsmandens opfattelse være ønskeligt, om der blev fastsat en noget længere standardfrist end 14 dage.

Nævnet skal hertil bemærke, at selvom en partshøringsfrist på 14 dage er det sædvanlige, er denne frist ikke ufravigelig. Nævnet foretager en individuel vurdering af, om der i den enkelte sag er særlige omstændigheder, der tilsiger, at der anvendes en længere partshøringsfrist. En længere frist kommer på tale, hvis parten ikke med rimelighed kan ventes at svare inden for 14 dage, f. eks. hvis partshøringen omfatter usædvanlig mange dokumenter, hvis parten er indlagt på sygehus, hvis parten er sømand i udenrigsfart osv. I tilfælde af ferieperioder, helligdage m.v. har nævnet ligeledes i flere tilfælde efter en individuel vurdering fastsat en længere frist end 14 dage.

Nævnet er således opmærksom på, at 14 dage for nogle parter kan være en kort frist. Det kan naturligvis skyldes sagens kompleksitet, men erfaringen viser, at det hyppigere skyldes personlige forhold hos patienten eller sundhedspersonen. Det er ofte ikke muligt at vurdere på forhånd, om dette skulle være tilfældet i den enkelte sag.

Det er derfor efter nævnets opfattelse afgørende, om nævnet har en rimelig praksis med at imødekomme anmodninger om forlængelse af fristen. Da klagesagerne i Patientklagenævnet har to parter, klager og indklaget sundhedsperson, skal praksis for fristforlængelse efter nævnets opfattelse tilrettelægges således, at der tages rimeligt hensyn til den part, der ønsker udsættelse, samtidig med at det af hensyn til den anden part sikres, at sagens behandling ikke trækker unødigt ud. Patientklagenævnet har i denne sammenhæng noteret sig, at Ombudsmanden finder, at nævnet, i de tilfælde, hvor en part har anmodet herom, har meddelt rimelig udsættelse af fristen.”

Jeg tager Patientklagenævnets oplysning om at nævnet faktisk foretager en individuel vurdering af partshøringsfristens længde, til efterretning. På denne baggrund, da jeg antager at der i Patientklagenævnets sager normalt vil gå mere end en måned fra nævnet foretager partshøring i en sag til nævnet meddeler afgørelsen i sagen (kun i 2 af de 60 undersøgte sager har denne periode en varighed af under 1 måned), og da jeg går ud fra at nævnet – i overensstemmelse med den praksis som fremgår af de undersøgte sager – vil imødekomme rimeligt begrundede anmodninger fra en part om udsættelse af partshøringsfristen lige indtil det tidspunkt hvor nævnet har meddelt sin afgørelse, giver Patientklagenævnets praksis med hensyn til fastsættelse af partshøringsfristens længde mig herefter ikke grundlag for væsentlige betænkeligheder.

d) Materiale omfattet af partshøring

I forbindelse med den første partshøring i en sag sender Patientklagenævnet parterne et omfattende materiale. Dette materiale omtales i nævnets partshøringsbrev standardmæssigt som følger

” de oplysninger, der vil danne grundlag for afgørelsen af sagen.

Oplysningerne består af de relevante dele af journalen, udtalelser, klagebreve, Embedslægens sammenfatning af de faktiske oplysninger samt sagkyndig vurdering.

Vi vedlægger også sekretariatets forslag til afgørelse. ”

Partshøringen har i alle sager omfattet klagen, patientjournaler mv., udtalelser og sagkyndige erklæringer samt et forslag til Patientklagenævnets afgørelse. Hertil kommer i de sager som har været forbehandlet hos en embedslægeinstitution (sagerne 01-40, 45, 49 og 51-58), embedslægeinstitutionens sammenfatning af sagen. Sagerne angående tandlæger og tandteknikere (sagerne 41-44, 46-48, 50, 59 og 60) er ikke forbehandlet hos en embedslægeinstitution; i disse sager findes i stedet en sammenfatning udarbejdet af Patientklagenævnets tandlægekonsulent.

Ud over det materiale som generelt er omfattet af Patientklagenævnets partshøring, er der i enkelte af sagerne partshørt over yderligere materiale. I sagerne 12, 43 og 45 der er rejst ved en indberetning fra Sundhedsstyrelsen er der også partshørt over indberetningen, og i sagerne 11 og 20 partshørte Patientklagenævnet over Retslægerådets udtalelse. I sidstnævnte sag blev klageren partshørt over en engelsk oversættelse af udkast til afgørelse som klageren efter anmodning også modtog på dansk.

I sagerne 42 og 46 (der begge angår tandteknikere) fremgår det ikke af Patientklagenævnets sag om der har været partshørt over resultatet af syn og skøn vedrørende patientens protese. I sag 48 (der angår to tandlæger) må det derimod ud fra det oplyste i sagen lægges til grund at Patientklagenævnet ikke har partshørt over resultatet af et syn og skøn (erklæring af 28. november 2000) hvilket må anses for en overtrædelse af såvel forvaltningslovens § 19 som af § 10, stk. 7, i Patientklagenævnets forretningsorden.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet er enig i, at det er en fejl, at der i en sag (sag 48) ikke er partshørt over resultatet af syn og skøn.”

e) Reaktion på partshøring

I 31 af de 60 undersøgte sager (sagerne 01, 02, 05, 06, 10, 11, 14-16, 19, 20, 23, 25, 27, 28, 30, 32, 33, 35-38, 40, 46, 48, 51-54, 56 og 60) har klageren reageret på Patientklagenævnets partshøring. I sag 11 hvor Patientklagenævnet partshørte i tre runder, reagerede klageren kun i anden runde. Klagerens reaktion er som regel skriftlig, men i sag 23 reagerede klageren telefonisk over for sagsbehandleren som lavede et telefonnotat om samtalen; notatet blev forelagt nævnet. I øvrigt fremgår det af dokumenterne i sagerne at klagerens partshøringssvar med en enkelt undtagelse er blevet forelagt for nævnets medlemmer inden nævnet traf afgørelse i sagen. Undtagelsen findes i sag 40 hvor sagen blev afgjort af formanden på nævnets vegne (se i øvrigt i afsnit 3.B.1 ovenfor om formandsafgørelser).

I 16 af de 60 undersøgte sager (sagerne 03-05, 07, 10, 11, 13-15, 20, 36, 44, 48-50 og 53) har en eller flere af de indklagede sundhedspersoner reageret på Patientklagenævnets partshøring. Partshøringssvarene fra de indklagede er i alle tilfælde skriftlige. I øvrigt fremgår det af dokumenterne i sagerne at partshøringssvar fra indklagede sundhedspersoner med to undtagelser er blevet forelagt for nævnets medlemmer inden nævnet traf afgørelse i sagen. Undtagelserne findes i sag 36 og i sag 44. I sag 36 blev et ganske kortfattet svar fra en indklaget sygehusafdeling som blot går ud på at afdelingen ikke har bemærkninger til sagen, ikke forelagt nævnets medlemmer. Dette kan ikke give mig anledning til bemærkninger. I sag 44 havde nævnet bemyndiget formanden til at afgøre sagen efter at den havde været behandlet på et møde i nævnet og der var udsendt et nyt forslag til afgørelse i overensstemmelse med nævnets opfattelse af sagen; det giver mig i den konkrete sag ikke anledning til bemærkninger at den indklagede tandlæges partshøringssvar i anledning af det nye forslag til afgørelse kun blev forelagt formanden.

Partshøringen har kun i 2 tilfælde ført til en ændret opfattelse af sagen hos sagsparterne. I sag 06 udvidede klageren i forbindelse med partshøringssvaret klagen til at omfatte et længere tidsrum (en større del af et langvarigt behandlingsforløb); Patientklagenævnet reagerede herpå ved at meddele klageren at de nye klager måtte behandles som en ny sag. Det giver mig ikke grundlag for bemærkninger at Patientklagenævnet således på dette sene tidspunkt i sagsforløbet afviste at udvide sagens ramme. Omvendt frafaldt klageren i forbindelse med partshøringen i sag 36 klagerne over en sygehusafdeling og en navngiven læge.

8) Sagsoplysning

Efter officialprincippet påhviler det den myndighed der skal træffe afgørelse at påse at sagen er tilstrækkeligt oplyst til at myndigheden kan træffe en fuldt forsvarlig afgørelse.

Centralstyrelsesloven indeholder i § 19, stk. 1, følgende bestemmelse

”§ 19. Nævnet kan anmode vedkommende embedslægeinstitution om at undersøge klagesagen samt om, at der udarbejdes indstilling til Nævnet om sagens afgørelse. Nævnet kan bestemme, at klagesagerne direkte kan indgives til embedslægeinstitutionerne med henblik på undersøgelse, før Nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet kan forelægge sager for Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før Nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet skal, inden der træffes afgørelse i en klagesag vedrørende sundhedsvæsenet i Grønland, indhente en udtalelse herom fra sundhedsmyndighederne i Grønland.”

Af § 10 i Patientklagenævnets forretningsorden fremgår bl.a. følgende

” § 10.

Stk. 2. Sekretariatet er ansvarligt for oplysning af sagen, sagkyndig vurdering og udarbejdelse af forslag til afgørelse.

Stk. 3. Formanden fastsætter retningslinier for embedslægeinstitutionernes behandling af patientklagesager.

Stk. 6. Sekretariatet kan under sagsforberedelsen forelægge konkrete sager for Retslægerådet og Sundhedsstyrelsen.”

50 af de 60 undersøgte sager har været forbehandlet af vedkommende embedslægeinstitution (sagerne 01-40, 45, 49 og 51-58). De 10 sager som ikke er forbehandlet af vedkommende embedslægeinstitution (sagerne 41-44, 46-48, 50, 59 og 60) , angår tandlæger eller kliniske tandteknikere.

I forbindelse med forbehandlingen af sagerne har embedslægeinstitutionen indhentet relevante patientjournaler mv., udtalelser fra vedkommende sundhedsperson(er) og eventuelt vedkommende sygehusafdeling samt lavet en sammenfatning af sagens faktiske omstændigheder kombineret med en angivelse af sagens sundhedsfaglige problemstilling(er). Dette materiale har embedslægeinstitutionen sendt til Patientklagenævnet. Efter modtagelsen af materialet fra embedslægeinstitutionen har Patientklagenævnet indhentet sagkyndige vurderinger fra den eller de af nævnets sagkyndige som har særlig sagkundskab på det eller de sundhedsfaglige område(r) (specialer) sagen angår. I nogle sager har spørgsmål rejst af Patientklagenævnets sekretariat eller medlemmer eller en part i sagen eller nye faktiske oplysninger i sagen bevirket at der er indhentet nye (supplerende) sagkyndige vurderinger.

I alle de 60 undersøgte sager foreligger der således en eller flere sagkyndige vurderinger. I 30 sager (sagerne 02-04, 10, 12, 16, 21-24, 26-28, 30, 31, 35, 37-40, 42-47, 56 og 58-60) foreligger der en sagkyndig vurdering, i 18 sager (sagerne 01, 05-07, 14, 17, 18, 20, 25, 29, 33, 34, 36, 41, 50, 52, 55 og 57) 2 sagkyndige vurderinger, i 7 sager (sagerne 08, 09, 11, 13, 32, 51 og 53) 3 sagkyndige vurderinger, i 3 sager (sagerne 15, 19 og 48) 4 sagkyndige vurderinger, i 1 sag (sag 49) 6 sagkyndige vurderinger og i 1 sag (sag 54) 8 sagkyndige vurderinger. I de 60 undersøgte sager foreligger der i alt 113 sagkyndige vurderinger.

I alle de undersøgte sager bortset fra 3 (sagerne 6, 12 og 35) foreligger der en eller flere udtalelser fra den eller de indklagede sundhedsperson(er). I 25 sager (sagerne 01, 02, 16, 20, 23, 24, 26-28, 30-32, 38-46, 50 og 58-60) foreligger der 1 udtalelse, i 13 sager ( sagerne 04, 05, 09, 14, 18, 33, 47, 48, 52, 53, 56 og 57) 2 udtalelser, i 9 sager (sagerne 02, 10, 13, 21, 22, 25, 29, 37 og 51) 3 udtalelser, i 2 sager (sagerne 19 og 34) 4 udtalelser, i 1 sag (sag 17) 5 udtalelser, i 1 sag (sag 08) 6 udtalelser, i 3 sager (sagerne 15, 36 og 49) 7 udtalelser, i 1 sag (sag 07) 8 udtalelser, i 1 sag (sag 54) 9 udtalelser og i 1 sag (sag 11) 12 sådanne udtalelser. I de 60 undersøgte sager foreligger der i alt 147 udtalelser fra indklagede sundhedspersoner.

I alle de undersøgte sager som angår en eller flere sygehusafdelinger, foreligger der en eller flere udtalelser fra vedkommende afdeling(er). I 19 sager (sagerne 01, 03, 13-15, 22, 25, 28, 30, 32, 34, 35, 37, 39, 51, 54 og 56-58) foreligger der 1 udtalelse, i 9 sager (sagerne 06, 07, 19, 20, 29, 31, 36, 52 og 53 ) 2 udtalelser, og i 2 sager (sagerne 08 og 11) 3 sådanne udtalelser. I alt foreligger der i de undersøgte sager 43 udtalelser fra sygehusafdelinger.

I 2 sager (sagerne 03 og 17) foreligger der tillige en udtalelse fra sygehusledelsen.

I alle de 60 undersøgte sager foreligger i Patientklagenævnets sag journaler mv. Som ovenfor nævnt foreligger der tillige i de 50 sager som er forbehandlet af en embedslægeinstitution (sagerne 01-40, 45, 49 og 51-58) , en af embedslægeinstitutionen udarbejdet sammenfatning af sagens faktiske omstændigheder kombineret med en angivelse af sagens sundhedsfaglige problemstilling(er). I de 10 sager som ikke er forbehandlet af en embedslægeinstitution (sagerne 41-44, 46-48, 50, 59 og 60) , indeholder sagen en lignende sammenfatning udarbejdet af Patientklagenævnets sagkyndige.

I 26 sager (sagerne 01-03, 07-09, 10-17, 19, 20, 21, 32-34, 37, 41, 42, 44, 49, 54 og 57) har Patientklagenævnet foretaget yderligere sagsoplysningsskridt ud over de ovenfor nævnte.

I nogle af de undersøgte sager findes der andre oplysninger end udtalelse(r) fra den eller de indklagede sundhedsperson(er), vedkommende sygehusafdeling(er), journaler mv. Eksempelvis er der i sag 01 indhentet en udtalelse fra et græsk sygehus hvor patienten var blevet indlagt nogen tid efter det behandlingsforløb i Danmark som klagen angik, i sagerne 11 og 20 har Patientklagenævnet indhentet udtalelser fra Retslægerådet, sag 12 indeholder en obduktionsrapport og en udtalelse fra hjemmesygeplejen, i sagerne 40 og 45 er der indhentet udtalelser fra det plejehjem hvor patienten boede, i sag 45 er der indhentet politirapporter mens klageren i sag 52 selv indsendte politirapporter. I de 2 sager om kliniske tandteknikere (sagerne 42 og 46) er der foretaget syn og skøn. I sag 46 blev der foretaget syn og skøn 2 gange, idet der ved det første syn og skøn (bl.a. fordi patienten var svagtseende) blev vurderet en forkert protese. I 2 af tandlægesagerne er der foretaget en besigtigelse af patienten. I sag 43 var der foretaget en besigtigelse under en tidligere tandlægenævnssag, og resultatet heraf indgår i Patientklagenævnets sag. I sag 48 foretog Patientklagenævnets sagkyndige selv en besigtigelse.

Hjemmel til at Patientklagenævnet kan indhente oplysninger i sager som de undersøgte findes i § 19, stk. 2, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, der lyder som følger

Ӥ 19.

Stk. 2. Personer omfattet af dette kapitel skal efter anmodning meddele Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt embedslægerne enhver oplysning, herunder journaler, til brug for behandling af sagen.”

Tilsvarende fremgår følgende af § 10, stk. 4, i Patientklagenævnets forretningsorden

Ӥ 10.

Stk. 4. Sundhedspersoner skal efter anmodning meddele sekretariatet og embedslægerne enhver oplysning, herunder journaler, til brug for behandling af sagen.”

Kun i en enkelt sag har der været rejst spørgsmål om hjemlen til at indhente oplysninger i sager som de undersøgte. I sag 16 bad et sygehus om patientens samtykke til at fremsende journaloplysninger således som embedslægeinstitutionen havde bedt om. Embedslægeinstitutionen svarede følgende til hospitalet

”For så vidt angår Deres anmodning om samtykke til indhentning af oplysninger fra hendes journal skal jeg henvise til lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse nr. 215 af 4. september 1999, kapitel 3, Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, hvoraf fremgår, at de sundhedspersoner som er omfattet af kapitlet efter anmodning skal meddele Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt embedslægerne enhver oplysning, herunder journaler til brug for behandlingen af sagen.”

Som det fremgår ovenfor, findes den præcise hjemmel til indhentelse (og dermed også afgivelse af oplysninger fra sygehuset, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2) i centralstyrelseslovens § 19, stk. 2. Spørgsmålet om indhentelse og videregivelse af oplysninger er i øvrigt omtalt i afsnit 3.B.9 nedenfor.

Min mulighed for som ombudsmand at vurdere sagsoplysningen i Patientklagenævnets sager begrænses i en vis udstrækning af at jeg ikke har fagkundskab i sundhedsfaglige spørgsmål. Med dette forbehold er det min opfattelse at Patientklagenævnets sagsoplysning i de undersøgte sager er systematisk, relevant og grundig.

Som det fremgår af afsnit 3.B.7 ovenfor, foretager Patientklagenævnet partshøring over et ganske omfattende materiale. Dette indebærer bl.a. at sagens parter også har mulighed for at vurdere Patientklagenævnets sagsoplysning. Kun i en enkelt af de undersøgte sager fremgår der uenighed mellem en sagspart og Patientklagenævnet om sagens oplysning. I sag 25 afslog Patientklagenævnet (akt 12) patientens ønske om yderligere at indhente en speciallægeerklæring idet nævnet anså sagen for tilstrækkeligt oplyst. Dette afslag har jeg ikke bemærkninger til.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at Patientklagenævnets sagsoplysning i de undersøgte sager er systematisk, relevant og grundig. Ombudsmanden tager dog det forbehold, at hans mulighed for at vurdere sagsoplys-ningen i Patientklagenævnets sager begrænses i en vis udstrækning af, at Ombudsmanden ikke har fagkundskab i sundhedsfaglige spørgsmål.”

9) Tavshedspligt – indhentelse og videregivelse af oplysninger

Straffelovens § 152 indeholder bl.a. følgende bestemmelser

”§ 152. Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes ...

Stk. 3. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.”

De hensyn som kan begrunde tavshedspligt, er nærmere beskrevet i forvaltningslovens § 27, stk. 1

”§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til

statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

4)gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægnings-virksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,

5)det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,

6)enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller

7)enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.”

Spørgsmålet om videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder er nærmere reguleret i forvaltningslovens § 28 der sondrer mellem såkaldt særligt fortrolige oplysninger, jf. § 28, stk. 1, og andre fortrolige oplysninger, jf. § 28, stk. 3. § 28, stk. 1-3, indeholder følgende bestemmelser

”§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

den, oplysningen angår, har givet samtykke,

det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,

videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller

videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.”

Videregivelse af oplysninger til andre end en anden forvaltningsmyndighed (det vil bl.a. sige videregivelse til private), er ikke reguleret i forvaltningsloven. I disse situationer må der i princippet tages stilling til en videregivelse direkte på grundlag af bestemmelsen i straffelovens § 152, stk. 1, sammenholdt med forvaltningslovens § 27, stk. 1. Ved vurderingen af hvorvidt en videregivelse må anses for ”uberettiget” , vil der dog i visse situationer kunne hentes nogen vejledning i de detaljerede videregivelsesregler i forvaltningslovens § 28.

Alle de undersøgte sager indeholder en række oplysninger omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1 (såkaldt særligt fortrolige oplysninger).

Centralstyrelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 215 af 9. april 1999 som ændret ved lov nr. 258 af 12. april 2000) indeholder i § 19, stk. 4, følgende bestemmelse

Ӥ 19.

Stk. 4. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal holde Sundhedsstyrelsen underrettet om de afgørelser, Nævnet træffer. Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin tilsynsvirksomhed få udleveret Nævnets sagsakter i de enkelte klagesager.”

Patientklagenævnets forretningsorden (bekendtgørelse nr. 662 af 14. september 1998 som ændret ved bekendtgørelse nr. 1060 af 17. december 1998) indeholder i § 12 følgende bestemmelse

”§ 12. Nævnets afgørelse sendes til klageren samt de personer, hvis faglige virksomhed afgørelsen vedrører. Kopi af afgørelsen sendes til vedkommende embedslægeinstitution, Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen eller Grønlands Hjemmestyre eller Færøernes Hjemmestyre, samt myndigheder, der er arbejdsgiver eller lignende i forhold til den eller de berørte personer indenfor sundhedsvæsenet og andre med berettiget interesse.”

Patientklagenævnets afgørelser indeholder et forholdsvis detaljeret referat af sagen og dermed en række fortrolige oplysninger, herunder særligt fortrolige oplysninger omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1.

I alle de undersøgte sager har Patientklagenævnet videregivet nævnets afgørelse i sagen til Sundhedsstyrelsen. Denne videregivelse er direkte bestemt i centralstyrelseslovens § 19, stk. 4.

I alle de undersøgte sager har Patientklagenævnet også videregivet nævnets afgørelse i sagen til vedkommende embedslægeinstitution. I de 50 sager som har været forbehandlet af en embedslægeinstitution (sagerne 01-40, 45, 49 og 51-58) må det antages at videregivelsen har hjemmel i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4. I de 10 sager som ikke har været forbehandlet af embedslægeinstitutionen (sagerne 41-44, 46-48, 50, 59 og 60) , forekommer det mere tvivlsomt hvorvidt forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4, kan antages at indeholde tilstrækkelig hjemmel til videregivelsen af hensyn til embedslægeinstitutionens generelle tilsyn med sundhedspersoner. Imidlertid har videregivelsen af Patientklagenævnets afgørelse til embedslægeinstitutionen under alle omstændigheder hjemmel i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, jf. § 12 i Patientklagenævnets forretningsorden.

I 43 tilfælde fordelt på 40 sager (sagerne 01-08, 10, 11, 13, 15, 17, 19, 22, 24, 25, 27-31, 3337, 39, 48, 49 og 51-58) er Patientklagenævnets afgørelse sendt til vedkommende sygehusledelse. Sag 29 angår 2 sygehuse der begge har fået underretning om Patientklagenævnets afgørelse, og sag 36 angår 3 sygehuse som alle har fået underretning om Patientklagenævnets afgørelse. Videregivelse til sygehusledelsen har hjemmel i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, jf. § 12 i Patientklagenævnets forretningsorden.

I 42 tilfælde fordelt på 41 sager (sagerne 01-05, 07, 10-17, 19-21, 24, 27, 29, 31, 33, 34, 36, 37, 39, 41, 43 og 46-58 ) er Patientklagenævnets afgørelse videregivet til vedkommende amtskommunale sygehus- eller social- og sundhedsforvaltning. For så vidt angår sygehussagerne, kan videregivelsen begrundes i sygehusforvaltningens driftsansvar for sygehusvæsenet og arbejdsgiveransvar for de ansatte på dette område. For så vidt angår sager om sundhedspersoner inden for praksissektoren, kan videregivelsen begrundes i amtskommunens kompetence inden for sygesikringsområdet. Efter min opfattelse har videregivelsen af Patientklagenævnets afgørelser til den amtskommunale sygehus- eller social- og sundhedsforvaltning været omfattet af § 12 i Patientklagenævnets forretningsorden.

Det er dog ikke i alle sygehussager at Patientklagenævnets afgørelse er videregivet til amtskommunens sygehusforvaltning. Dette er ikke sket i 7 sager (sagerne 06, 08, 18, 22, 25, 30 og 35) som drejer sig om sygehuse inden for Hovedstadens Sygehusfællesskab; dette må skyldes de organisatoriske forhold på dette område. Ej heller i sag 28 er Patientklagenævnets afgørelse sendt til sygehusforvaltningen. I 10 sager som angår praktiserende (special)læger (sagerne 09, 26, 32, 38 og 40) , 1 vagtlæge (sag 23) , tandlæger (sagerne 44, 59 og 60 ) og 1 klinisk tandtekniker (sag 42) er Patientklagenævnets afgørelse heller ikke sendt til den amtskommunale social- og sundhedsforvaltning.

Ud over de ovenfor beskrevne mere generelle videregivelser af Patientklagenævnets afgørelser er der også sket videregivelse af (særligt) fortrolige oplysninger fra Patientklagenævnets sager i mere enkeltstående tilfælde.

I 3 sager (sagerne 11, 19 og 57) har Patientklagenævnet afgivet særligt fortrolige oplysninger til Patientforsikringsforeningen efter anmodning fra foreningen. I ingen af sagerne har Patientklagenævnet indhentet samtykke fra vedkommende patient til videregivelsen, hvilket imidlertid heller ikke har været nødvendigt idet videregivelserne har haft hjemmel i § 17, stk. 1, i lov om patientforsikring (lov nr. 228 af 24. marts 1997 som ændret ved lov nr. 395 af 2. juni 1999). Denne bestemmelse lyder som følger

”§ 17. Patientforsikringsforeningen kan af kommuner, amtskommuner og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutioner, behandlende læger m.v. samt den skadelidte, forlange meddelt enhver oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som foreningen skønner er af betydning for behandling af sager efter loven.”

I 3 sager som angår kommunalt ansatte tandlæger (sagerne 41, 50 og 60) , har Patientklagenævnet videregivet nævnets afgørelse til vedkommende kommune (sagerne 41 og 50) , henholdsvis vedkommende kommunale tandpleje (sag 60). Disse videregivelser er omfattet af bestemmelsen i § 12 i Patientklagenævnets forretningsorden. Tilsvarende gælder Patientklagenævnets videregivelse af afgørelsen i sag 55 til henholdsvis den indklagede plejers chef i distriktspsykiatrien og psykiatriledelsen i amtskommunen.

I de 2 sager (sagerne 11 og 20) hvor Patientklagenævnet indhenter udtalelser fra Retslægerådet, videregiver Patientklagenævnet særligt fortrolige oplysninger til Retslægerådet, dels i forbindelse med forelæggelsen af sagen for rådet, dels ved (i sag 11 ) at underrette rådet om nævnets afgørelse. Forelæggelsen for retslægerådet har hjemmel i centralstyrelseslovens § 19, 3. pkt., hvorefter ” [n]ævnet kan forelægge sager for Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før Nævnet træffer afgørelse i en sag”. Videregivelse af de i den forbindelse nødvendige, særligt fortrolige oplysninger til Retslægerådet er hjemlet i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4, som et ”nødvendigt led i sagens behandling”. Underretningen af Retslægerådet om Patientklagenævnets afgørelse i sag 11 er efter min opfattelse omfattet af bestemmelsen i § 12 i Patientklagenævnets forretningsorden (”andre med berettiget interesse”).

I 2 sager (sagerne 43 og 44) videregav Patientklagenævnet særligt fortrolige oplysninger til tandlægenævnet i vedkommende amt. Efter min opfattelse fører en konkret vurdering af disse videregivelser til at de har været omfattet af bestemmelsen i § 12 i Patientklagenævnets forretningsorden.

I sag 44 havde forældrene til en voksen autist indgivet klage. Med henblik på at afklare om patienten ville være i stand til at afgive en skriftlig fuldmagt, indhentede Patientklagenævnet oplysninger fra patientens egen læge; på baggrund af lægens oplysninger frafaldt Patientklagenævnet kravet om en skriftlig fuldmagt underskrevet af autisten. De oplysninger som Patientklagenævnet afgav til den privat praktiserende læge, mener jeg blev berettiget videregivet, jf. straffelovens § 152 og princippet i forvaltningslovens § 28, stk. 1, nr. 4. Meget muligt måtte man også nå til at videregivelsen var berettiget ud fra princippet i forvaltningslovens § 28, stk. 1, nr. 3, idet formålet med videregivelsen af oplysningerne var at afklare om Patientklagenævnet kunne lempe på fuldmagtskravet; hvis dette ikke kunne ske, var alternativet en afvisning af klagen som Patientklagenævnet senere gav medhold i.

I sag 22 videregav Patientklagenævnet oplysninger til 2 sundhedspersoner som var hørt i forbindelse med sagsoplysningen, men hvis forhold ikke indgik i klagen og ikke er vurderet af Patientklagenævnet. Der er tale om en omfattende videregivelse til de pågældende idet de både blev partshørt og fik meddelelse om Patientklagenævnets afgørelse. Det kan efter min opfattelse ikke antages at disse videregivelser har været berettigede. Det er muligt at Patientklagenævnets partshøring og meddelelse af afgørelsen til de pågældende sundhedspersoner er udtryk for at nævnet har villet gøre de pågældende klart at selv om de pågældende var hørt i sagen, var Patientklagenævnets undersøgelse ikke rettet mod de pågældende der så meget desto mere ikke risikerede nogen reaktion fra Patientklagenævnets side. Hvis dette måtte have været formålet, kunne Patientklagenævnet – uden nogen form for videregivelse af oplysninger – blot have meddelt de 2 sundhedspersoner at nævnets undersøgelse ikke var rettet mod den pågældende, og at nævnets kommende afgørelse i sagen derfor ikke ville tage stilling til den pågældendes forhold.

I sag 45 har Patientklagenævnet begået en klar fejl i forbindelse med videregivelse af fortrolige oplysninger. I sagen underrettede Patientklagenævnet en amtskommune om nævnets afgørelse, formentlig fordi nævnet fejlagtigt var gået ud fra at et plejehjem som sagen vedrørte, var amtskommunalt. Amtskommunen sendte afgørelsen tilbage til Patientklagenævnet med oplysning om at der var tale om et kommunalt plejehjem. Patientklagenævnet sendte dernæst i stedet afgørelsen til den kommune som havde ansvaret for plejehjemmets drift, og som var arbejdsgiver for den indklagede sundhedsperson. Den sidste videregivelse af oplysninger er klart omfattet af bestemmelsen i § 12 i Patientklagenævnets forretningsorden.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Nævnet er enig i, at nævnet uberettiget har videregivet oplysninger i to sager (sag 22 og 45).”

10) Begrundelse mv.

a) Indledning

Forvaltningsloven indeholder i kapitel 6 følgende bestemmelser om begrundelse af afgørelser

” § 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.”

Begrundelsespligten gælder i forbindelse med afgørelser der ikke giver den pågældende part fuldt ud medhold, jf. § 22 og § 23, stk. 1, 1. pkt.

I forbindelse med skriftligt meddelte afgørelser gælder bestemmelserne i forvaltningslovens §§ 22 og 24 om samtidig begrundelse.

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., skal der i begrundelsen henvises til den eller de retsregler der danner grundlag for afgørelsen. Henvisningen må være præcis. For så vidt angår love og bekendtgørelser der er optaget i Lovtidende, må der således henvises til nr., dato og korrekt titel i Lovtidende samt til de(n) relevante paragraf(fer), stk.(r), pkt.(r), litra, led osv. Er en retsforskrift kundgjort på anden måde (f.eks. ved kundgørelse af bekendtgørelser o.l. i et alternativt medium med hjemmel i en kongelig anordning, udstedt i medfør af § 2, stk. 2, 2. led, i lovtidendeloven (lovbekendtgørelse nr. 842 af 16. december 1991 om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende) eller ved optagelse af fællesskabsretlige regler i De Europæiske Fællesskabers Tidende), må der – ud over den korrekte titel, nr., dato osv. – henvises hertil. Meningen med kravet om en præcis henvisning til de(n) relevant(e) retsforskrift(er) er også at give parten mulighed for at foretage kontrolopslag i den originale retskilde. En identifikation af retsforskriften ved dennes almindelige kaldenavn vil kunne være tilstrækkeligt i tilfælde hvor myndigheden med sikkerhed kan lægge til grund at parten i forvejen kender retsforskriften og dens præcise indhold, og hvor der samtidig ikke – på grund af ændringer i retsforskriften – kan være tvivl om hvilken affattelse af retsforskriften der er anvendt. På det område der er omfattet af undersøgelsen, vil der næppe kunne tænkes sådanne retsforskrifter med et almindeligt kaldenavn.

For så vidt angår skønsmæssige afgørelser – dvs. afgørelser hvor betingelserne for at træffe en given afgørelse (retsfaktum) og/eller afgørelsens indhold (retsfølgen) i den skrevne retsforskrift ikke er angivet eller dog kun angivet med en ikke ubetydelig mangel på præcision – kræver forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., at de bestemmende hovedhensyn – dvs. de væsentlige kriterier, der har ført til afgørelsen – skal angives.

I en vis udstrækning vil en begrundelse også skulle tage stilling til partsanbringender , jf. bl.a. Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 359. Dette gælder ikke blot såfremt partens anbringender angår kriterier som myndigheden selv har inddraget i afgørelsen, men også andre partsanbringender som ikke umiddelbart kan afvises som uvæsentlige eller irrelevante for afgørelsen. For så vidt angår anbringender som af myndigheden anses for uvæsentlige eller irrelevante, men som parten selv lægger stor vægt på, vil det efter omstændighederne være rigtigst udtrykkeligt i begrundelsen kortfattet at angive at de pågældende anbringender ikke er tillagt betydning således at parten kan konstatere at myndigheden har været opmærksom på disse.

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 2, skal begrundelsen endvidere ”om fornødent indeholde en kort redegørelse” for sagens faktum. Omfanget, indholdet og detaljeringsgraden af en redegørelse for sagens faktum afhænger af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Behovet for en redegørelse for sagens faktum må bl.a. vurderes på baggrund af i hvilket omfang parten har medvirket i sagens behandling (særligt ved partshøring og partsaktindsigt), og hvorvidt sagens faktum i øvrigt er velkendt for parten eller ej. Herudover må kompleksiteten af sagens faktum også indgå i vurderingen, ligesom det er af betydning om faktum er omtvistet eller ej. I relation til omstridt faktum må begrundelsen ikke blot indeholde en angivelse af at faktum er omstridt, men også en angivelse af de modstridende versioner heraf samt en udtrykkelig angivelse af hvilket faktum myndigheden bevismæssigt lægger til grund i forbindelse med afgørelsen.

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 3, kan begrundelsens indhold kun begrænses i det omfang oplysninger der ellers skulle være indgået i begrundelsen efter § 24, stk. 1-2, ville kunne undtages fra aktindsigt i medfør af den ganske restriktive bestemmelse i forvaltningslovens § 15; denne bestemmelse kræver at der foreligger afgørende modhensyn af nærmere bestemt karakter. En indskrænkning af begrundelsen efter forvaltningslovens § 24, stk. 3, vil ikke kunne tænkes at være relevant på det undersøgte område.

I øvrigt kan med hensyn til begrundelsespligten og begrundelsens indhold henvises til Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 363ff, og særligt s. 368ff.

b) Henvisning til skrevne regler

Som bilag til Patientklagenævnets afgørelser i de undersøgte sager er citeret den eller de bestemmelse(r) hvorefter nævnet har truffet sin afgørelse. I selve afgørelsen er der ikke henvist til den (eller de) citerede retsregel (retsregler).

Som det fremgår ovenfor, kræves der efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, en præcis henvisning til den (eller de) anvendte retsregel (eller retsregler); derimod kræver hverken forvaltningsloven eller god forvaltningsskik at en afgørelse citerer den eller de relevante bestemmelse(r). Citat af den eller de anvendte bestemmelse(r) er efter min opfattelse et positivt tiltag, men det kan ikke erstatte den præcise henvisning som kræves efter forvaltningsloven. Meningen med forvaltningslovens krav om henvisning til retsregler er også at parten selv skal kunne finde frem til reglen således som den er officielt kundgjort (oftest i Lovtidende).

Selv om det således efter min opfattelse er udmærket at Patientklagenævnet som bilag til nævnets afgørelse har optrykt den eller de anvendte bestemmelse(r), indebærer nævnets fremgangsmåde dog generelt ikke en tilstrækkelig præcis henvisning til retsregler. Dette skyldes dels at der som nævnt i selve afgørelsen ikke henvises til retsregler, dels at der i forbindelse med det som bilag til afgørelsen optagne citat af de(n) relevante bestemmelse(r) ikke er tilstrækkelig præcision i henvisningen til nr. og dato i Lovtidende.

I sager der kun angår én bestemmelse, kan den manglende henvisning til bestemmelsen i selve afgørelsen dog ofte ikke give anledning til tvivl hos parten om forvaltningsmyndighedens anvendelse af retsregler. Således er 19 af de undersøgte sager (sagerne 2, 5, 12, 14, 17, 21-24, 26, 27, 30-33 og 37-40) afgjort af Patientklagenævnet udelukkende efter én bestemmelse (lægelovens § 6). De øvrige undersøgte sager er afgjort efter flere bestemmelser; her er der under alle omstændigheder et reelt behov for i de forskellige led af selve afgørelsen at henvise til den relevante regel. Det bør selvsagt ikke overlades til afgørelsens adressat selv at henføre den (eller de) relevante bestemmelse(r) til afgørelsens forskellige led.

Efter min opfattelse har Patientklagenævnet i almindelighed bestræbt sig på at gøre afgørelserne læsevenlige (se herom afsnit 3.B.14 nedenfor). Dette er måske grunden til at Patientklagenævnet har udeladt henvisninger til retsforskrifter i selve afgørelserne og optaget citater af de(n) relevante bestemmelse(r) som bilag til afgørelserne. Hensynet til læse-venlighed kan imidlertid ikke tilsidesætte et begrundelseskrav. I denne forbindelse kan jeg henvise til hvad jeg skrev i rapporten om min egen drift-undersøgelse angående 105 sager fra EU-direktoratet om EF’s markedsordninger for landbrug mv. (offentliggjort i Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 481ff). Jeg skrev her bl.a. (s. 527f)

”Jeg må videre forstå EU-direktoratets udtalelse af 24. oktober 1995 således, at direktoratet mener der bør tages hensyn til at direktoratets skrivelser er (mere) læsbare, og at en præcis regelhenvisning – således som det efter min opfattelse må kræves – set fra adressatens synsvinkel vil forringe forståeligheden af direktoratets afgørelser.

Jeg er meget enig i, at det er væsentligt at søge at gøre skrivelser mv. fra myndigheder til borgere så læsbare som muligt (d.v.s. så læsbare som det er muligt uden at skrivelsen forringes indholdsmæssigt). Selv har jeg ved ombudsmandsembedet for flere år siden iværksat et forholdsvis omfattende sprogprojekt med henblik på at gøre skrivelser mv. fra embedet mere læsbare. Ombudsmandsembedets sprogprojekt er bl.a. beskrevet i ’The Danish Ombudsman’ (udgivet i anledning af embedets 40-års jubilæum den 1. april 1995), side 105ff. [og min beretning for 1995, s. 661ff; min tilføjelse her].

Derimod kan jeg ikke være enig i, at en korrekt og fyldestgørende begrundelse bør undlades af hensyn til afgørelsens læsbarhed.

For det første er kravet om en fyldestgørende begrundelse et egentligt retligt krav, medens hensynet til at myndighedernes skrivelser gøres så læsbare som muligt udspringer af god forvaltningsskik. Det er ud fra almindelige retskildemæssige overvejelser åbenbart, at et retligt krav i tilfælde af en uløselig konflikt må gå forud for et hensyn, som udspringer af god forvaltningsskik.

For det andet er der imidlertid ikke nødvendigvis en uløselig konflikt mellem kravet om en fyldestgørende begrundelse og hensynet til afgørelsens læsbarhed. Dette kan jeg illustrere med et enkelt eksempel

EF-retsforskrifter har ofte meget lange og indviklede titler. Hvis der i en løbende tekst hver gang henvises til den fulde og korrekte betegnelse for disse retsforskrifter forringes afgørelsens læsbarhed væsentligt. Dette gælder vel særligt, hvis henvisningen sker ved hjælp af en traditionel eftersætning (’jf. ...’). Der er imidlertid intet i vejen for, at der i en afgørelses løbende tekst anvendes ’populærnavne’ eller forkortelser for retsforskrifter. Det må i så fald blot kræves, at afgørelsen indeholder en angivelse af, hvad forkortelsen dækker over.

...

Det ville ikke være unaturligt, hvis EU-direktoratets betænkelighed ved at skulle foretage en så præcis regelhenvisning som jeg mener skal foretages tillige måtte bero på ressourcemæssige overvejelser. Sådanne overvejelser ville – hvor forståelige de end måtte være – imidlertid ikke kunne være afgørende for overholdelsen af de forvaltningsretlige krav. Hertil kommer, at en kreativ og rationel benyttelse af moderne kontorteknologi (bl.a. elektronisk tekstbehandling) efter min opfattelse vil indebære en meget ringe (om overhovedet nogen) ressourcemæssig belastning ved en præcis regelhenvisning. Dette gælder særligt på områder, hvor der (som det typisk vil være tilfældet for EU-direktoratets vedkommende) er mange sager af samme type, hvor retsgrundlaget er det samme. ... ”

Jeg henviser også til rapporten om min undersøgelse af 119 sager fra Energistyrelsen om tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg (Folketingets Ombudsmands beretning for 1998, s. 723ff (s. 754ff)).

En mere præcis betegnelse for de relevante retsregler behøver ikke nødvendigvis fremgå af selve afgørelsens tekst. Heri kan der anvendes en kortere (populær) betegnelse for retsforskriften, forudsat at den populære betegnelse er oversat til den fuldstændige og korrekte betegnelse i et bilag til afgørelsen. En tilstrækkeligt præcis henvisning til relevante retsregler efter et sådant princip vil i øvrigt næppe være særligt ressourcekrævende for Patientklagenævnet, som anvender tekstbehandling, idet der i meget vid udstrækning vil kunne bruges standardtekster.

I forbindelse med de citater af de(n) relevante bestemmelse(r) som er optaget som bilag til Patientklagenævnets afgørelser i de undersøgte sager, er der enten henvist til den oprindelige lov (hovedloven) eller hovedloven ”med senere ændringer”.

Det er i forbindelse med citater af retsforskrifter for upræcist at henvise til ”lov nr. af med senere ændringer” hvis den relevante bestemmelse senere er ændret (ikke har været uændret siden hovedloven).

Nedenfor er givet en oversigt over de bestemmelser i forskellige autorisationslove som Patientklagenævnet særligt har truffet afgørelse efter. I oversigten er medtaget hovedloven, ændringslove og lovbekendtgørelser.

Lægeloven

Lov/lovbekendtgørelse nr. og dato

Ændrer § 6

Ændrer § 13

Ændrer § 18

Lov nr. 72 af 14. marts 1934

nej

nej

nej

Lov nr. 88 af 15. marts 1939

nej

nej

nej

Lov nr. 286 af 18. juni 1951

nej

nej

nej

Lov nr. 191 af 11. juni 1954

nej

nej

nej

Lov nr. 168 af 24. maj 1955

nej

nej

nej

Lbk. nr. 236 af 9. august 1995 (§ 2)

nej

nej

nej

Lov nr. 149 af 21. april 1965 (§ 2)

nej

nej

Indsætter stk. 2

Lov nr. 213 af 4. juni 1965

nej

nej

nej

Lov nr. 174 af 29. april 1970

nej

nej

nej

Lbk. nr. 197 af 14. maj 1970

nej

nej

nej

Lov nr. 275 af 26. maj 1976

nej

nej

nej

Lbk. nr. 426 af 19. august 1976

nej

nej

nej

Lov nr. 278 af 2. maj 1990

nej

nej

nej

Lov nr. 351 af 14. maj 1992

nyt stk. 2, stk. 3-5 indsættes

nej

nej

Lov nr. 1133 af 21. december 1994

nej

nej

nej

Lov nr. 257 af 19. april 1995

nej

nej

nej

Lov nr. 435 af 14. juni 1995

nej

nej

nej

Lbk. nr. 632 af 20. juli 1995

nej

nej

nej

Lov nr. 386 af 22. maj 1996

nej

nej

nej

Lov nr. 463 af 10. juni 1997

nej

nej

nej

Lov/lovbekendtgørelse nr. og dato

Ændrer § 6

Ændrer § 13

Ændrer § 18

Lov nr. 482 af 1. juli 1998 (§ 35, stk. 2, nr. 1)

ophæver § 6,

stk. 2-5

nej

nej

Lov nr. 396 af 2. juni 1999

nej

nej

nej

Lov nr. 345 af 17. maj 2000

nej

nej

nej

Lov nr. 1312 af 20. december 2000

nej

nej

nej

Lbk. nr. 272 af 19. april 2001

nej

nej

nej

Sygeplejerskeloven

Lov/lovbekendtgørelse nr. og dato

Ændrer § 5, stk. 1

Lov nr. 127 af 25. maj 1956

Nej

Lov nr. 213 af 4. juni 1965

Nej

Lov nr. 208 af 3. juni 1967

Nej

Lov nr. 670 af 13. december 1978

Nej

Lbk. nr. 66 af 27. februar 1979

Nej

Lov nr. 217 af 23. april 1986

Nej

Lov nr. 432 af 13. juni 1990

Nej

Lbk. nr. 759 af 14. november 1990

Nej

Lov nr. 352 af 14. maj 1992

nej

Lov nr. 396 af 2. juni 1999

nej

Lov nr. 482 af 31. maj 2000

nej

Jordemoderloven

Lov/lovbekendtgørelse nr. og dato

Ændrer § 8, stk. 1

Ændrer § 11

Lov nr. 671 af 13. december 1978

nej

nej

Lov nr. 217 af 23. april 1986

nej

nej

Lov nr. 352 af 14. maj 1992

nej

nej

Lov nr. 396 af 2. juni 1999

nej

nej

Terapiassistentloven

Lov/lovbekendtgørelse nr. og dato

Ændrer § 7, stk. 1

Lov nr. 154 af 8. maj 1968

nej

Lov nr. 217 af 23. april 1986

nej

Lov nr. 415 af 6. juni 1991

nej

Lbk. nr. 631 af 30. august 1991

nej

Lov nr. 352 af 14. maj 1992

nej

Lov nr. 396 af 2. juni 1999

nej

Lov nr. 482 af 31. maj 2000

nej

Tandlægeloven

Lov/lovbekendtgørelse nr. og dato

Ændrer § 12

Ændrer § 15

Lov nr. 276 af 26. maj 1976

nej

nej

Lov nr. 217 af 23. april 1986

nej

nej

Lov nr. 310 af 6. april 1986

nej

nej

Lov nr. 352 af 14. maj 1992

nej

nej

Lov nr. 463 af 10. juni 1997

nej

nej

Lov nr. 396 af 2. juni 1999

nej

nej

Tandteknikerloven

Lov/lovbekendtgørelse nr. og dato

Ændrer § 6

Ændrer § 9

Lov nr. 100 af 14. marts 1979

nej

nej

Lov nr. 217 af 23. april 1986

nej

nej

Lov nr. 352 af 14. maj 1992

nej

nej

Lov nr. 463 af 10. juni 1997

nej

nej

Lov nr. 396 af 2. juni 1999

nej

nej

Omvendt kan det være noget vildledende at henvise til ”lov nr. af med senere ændringer” hvis den eller de relevante bestemmelser ikke er ændret siden hovedloven.

Den formelle henvisning til love bør ske som følger

Hvis den eller de relevant(e) bestemmelse(r) i loven ikke er ændret siden hovedloven, kan der ske henvisning udelukkende til hovedloven; hvis der er lavet én eller flere bekendtgørelse(r) af loven, må en henvisning til (den seneste) lovbekendtgørelse(n) dog foretrækkes.

Hvis den eller de relevant(e) bestemmelse(r) i loven er ændret siden hovedloven, kan der ske en henvisning til hovedloven og den eller de relevante ændringslov(e). Hvis der er lavet en eller flere bekendtgørelse(r) af loven, må en henvisning til (den seneste) lovbekendtgørelse(n) og den eller de relevant(e) lovændring(er) som er nyere end lovbekendtgørelsen, dog foretrækkes.

Tilsvarende retningslinier bør følges i relation til andre typer af retsforskrifter.

Den utilstrækkelige præcision i Patientklagenævnets lovhenvisninger kan illustreres af et af de (mere simple) eksempler fra de undersøgte sager. I sag 27 som udelukkende angår lægelovens § 6, henvises i forbindelse med citatet af denne bestemmelse til ”lov nr. 72 af 14. marts 1934 med senere ændringer”. Den part i sagen som ønsker at se den officielt kundgjorte lovtekst, er med denne upræcise formulering henvist til at foretage en ganske tidkrævende og vanskelig søgning efter og gennemlæsning af ændringslove i Lovtidende. Herved ville parten se at lægelovens § 6 er ændret ved lov nr. 351 af 14. maj 1992, og siden ved § 35, stk. 2, nr. 1, i lov nr. 482 af 1. juli 1998. Den relevante (citerede) bestemmelse er ikke ændret siden hovedloven, men i perioden mellem de to ændringslove har lægelovens § 6 haft mere end ét stykke.

Patientklagenævnet burde i det nævnte eksempel have henvist til lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995 som senere ændret ved § 35, stk. 2, nr. 1, i lov nr. 482 af 1. juli 1998. Nu bør i en tilsvarende situation henvises til lovbekendtgørelse nr. 272 af 19. april 2001.

I nogle afgørelser mangler der henvisning til relevante retsregler, selv i form af citat heraf.

Sag 28 angår udelukkende lægelovens § 6, men bestemmelsen er ikke citeret (eller henvist til).

I 4 sager som (bl.a.) angår sundhedspersoner som ikke er omfattet af en særlig autorisationslov, har Patientklagenævnet citeret centralstyrelseslovens § 14, men mangler henvisning til den bestemmelse hvoraf det fremgår at sundhedspersoner af den pågældende art er omfattet af Patientklagenævnets kompetence. I sag 45 er ikke henvist til den bestemmelse hvorefter nævnets kompetence omfatter social- og sundhedsassistenter (i det konkrete tilfælde § 3, nr. 6, i bekendtgørelse nr. 520 af 14. juni 2000 om persongrupper inden for sundhedsvæsenet der er omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed samt om klagevejledning i statsamterne). I sagerne 52 og 54 er ikke henvist til den bestemmelse hvorefter nævnets kompetence omfatter en sygehjælper (i det konkrete tilfælde § 3, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 520 af 14. juni 2000 om persongrupper inden for sundhedsvæsenet der er omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed samt om klagevejledning i statsamterne). Og i sag 55 er ikke henvist til den bestemmelse hvorefter nævnets kompetence omfatter en plejer (i det konkrete tilfælde § 3, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 520 af 14. juni 2000 om persongrupper inden for sundhedsvæsenet der er omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed samt om klagevejledning i statsamterne). Den nævnte bekendtgørelse er i øvrigt (som det også fremgår af afsnit II.A ovenfor) nu afløst af bekendtgørelse nr. 544 af 14. juni 2001 om persongrupper inden for sundhedsvæsenet der er omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed samt om klagevejledning i statsamterne.

I 2 af de sager som (bl.a.) angår spørgsmål om lægers journalføring (sagerne 09 og 16) er der i bilaget til afgørelsen henvist til bekendtgørelse nr. 244 af 26. juli 1937 om lægers pligt til at føre optegnelser. I 14 andre sager (sagerne 01, 03, 04, 06-08, 10, 11, 15, 18, 35, 36, 49 og 57) som (bl.a.) angår spørgsmålet om lægers journalføring, er der i forbindelse med Patientklagenævnets afgørelse derimod ingen henvisning til 1937-bekendtgørelsen om journalføring. Så vidt jeg kan se, har journalføringsspørgsmålet i alle tilfælde (også) skullet vurderes efter bekendtgørelsen hvorfor udeladelsen af henvisningen i de nævnte sager er en fejl.

Sag 25 angår bl.a. § 7 i lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling. Et citat af bestemmelsen indgår i bilaget til Patientklagenævnets afgørelse, men der findes ingen overskrift til citatet og dermed ingen angivelse af hvorfra (hvilken retsforskrift) citatet stammer. Jeg går ud fra at der er tale om en rent teknisk fejl i forbindelse med tekstbehandlingen.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Nævnet har noteret sig, at det efter Ombudsmandens opfattelse er udmærket, at Patientklagenævnet som bilag til nævnets afgørelse har optrykt den eller de anvendte bestemmelser.

Nævnets fremgangsmåde indebærer dog efter Ombudsmandens opfattelse ikke en tilstrækkelig præcis henvisning til retsregler. Det skyldes, dels at der i selve afgørelsen ikke henvises til retsregler, dels at de citerede bestemmelser i bilaget til afgørelsen ikke er tilstrækkeligt præcise med hensyn til nr. og dato i Lovtidende.

Nævnet kan oplyse, at nævnet i 2001 har haft en arbejdsgruppe under det såkaldte Fællesmøde, der skulle komme med forslag til forbedringer af formuleringer af nævnets afgørelser. Siden juni 2001 har nævnet således anvendt et nyt standardkoncept for afgørelser. Dette har blandt andet betydet, at parterne i større omfang end tidligere i selve afgørelsens tekst kan se, hvilken præcis bestemmelse, der er overtrådt. Samtidig vil bestemmelsen i fuld tekst som tidligere være optrykt som bilag til afgørelsen. Det nye koncept betyder efter nævnets mening, at den første del af Ombudsmandens kritik ikke længere er relevant.

For så vidt angår den anden del af kritikken (nr. og dato i Lovtidende) er nævnet enig i, at henvisningen ikke er tilstrækkelig præcis. Nævnet vil tage initiativ til at få justeret de relevante standardkoncepter, således at regelhenvisningen bliver præcis.”

Jeg tager det oplyste til efterretning.

c) Redegørelse for praksis

I ingen af de undersøgte sager har jeg savnet en redegørelse for Patientklagenævnets praksis på relevante områder.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden i ingen af de undersøgte sager har savnet en redegørelse for Patientklagenævnets praksis på relevante områder.”

d) Redegørelse for hovedhensyn

I Patientklagenævnets afgørelser i de undersøgte sager er der i alle tilfælde redegjort fyldestgørende for de væsentligste hovedhensyn.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at der i nævnets afgørelser i de undersøgte sager i alle tilfælde er redegjort fyldestgørende for de væsentligste hovedhensyn.”

e) Begrundelse i forhold til partsanbringender

Kun i en enkelt sag er der efter min opfattelse grundlag for at rejse spørgsmålet om Patientklagenævnet i sin begrundelse forholdt sig til et relevant partsanbringende.

I sag 30 havde parten i partshøringssvaret til støtte for klagen anført at der var en uens sygehuspraksis. Patientklagenævnet forholdt sig i sin afgørelse ikke til klagerens argumentation i denne henseende. Argumentet om en uens sygehuspraksis i partshøringssvaret fremtrådte som ganske væsentligt for parten, og argumentet har efter min opfattelse ikke en sådan karakter at det på forhånd burde stå parten klart at det savner relevans. Det fremgår kun indirekte af Patientklagenævnets afgørelse at en uens sygehuspraksis i sig selv ikke indebærer at der er tale om en overtrædelse (i dette tilfælde af lægelovens § 6), men at der efter omstændighederne kan være flere forsvarlige patientbehandlinger, og at det afgørende for vurderingen efter lægelovens § 6 må være at den sygehuspraksis som lægen i den konkrete sag har handlet efter, ligger inden for rammerne af en forsvarlig faglig standard (”omhu og samvittighedsfuldhed”). Særligt da det ville have været muligt forholdsvis kortfattet i Patientklagenævnets begrundelse at forholde sig til partens anbringende, ville det efter min opfattelse ikke have været unaturligt om noget sådant var sket.

Hvis myndigheden på et tidligere tidspunkt har forholdt sig til (et) partsanbringende(r), behøver dette ikke ske som led i begrundelsen i afgørelsen medmindre partens anbringende netop svarer til hovedhensyn som har været bestemmende for myndigheden i forbindelse med afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. – Således havde Patientklagenævnet i sag 33 forholdt sig til synspunkter patienten havde fremsat i to partshøringssvar, allerede inden der blev truffet afgørelse i sagen, og da disse synspunkter ikke indgik som bestemmende hovedhensyn i forbindelse med nævnets afgørelse, behøvede Patientklagenævnet således ikke (igen) at forholde sig til partens anbringender i nævnets afgørelse.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at der efter Ombudsmandens opfattelse kun i en enkelt sag er grundlag for at rejse spørgsmål om, hvorvidt nævnet i sin begrundelse har forholdt sig til et relevant partsanbringende.”

f) Sagsfremstilling (gengivelse af faktum)

I alle de undersøgte sager indeholder Patientklagenævnets begrundelse en god og relevant gengivelse af sagens faktum. I alle de undersøgte sager er parterne i forbindelse med partshøringen blevet præsenteret for et – i de fleste sager omfattende – faktisk grundlag for sagens afgørelse og et forslag til afgørelse som indeholder en begrundelse.

Begrundelserne i Patientklagenævnets forslag til afgørelse såvel som Patientklagenævnets afgørelser indeholder et referat af sagens væsentligste relevante faktiske omstændigheder. Det er efter min opfattelse ud fra sagsfremstillingen i alle de undersøgte sager muligt dels at se hvilket relevant faktum Patientklagenævnet har lagt vægt på, dels er det muligt at forstå sagens faktum uden et nærmere kendskab til sagens øvrige akter. Sagsfremstillingen kan således stå alene.

I sagsfremstillingen er indviklede faktiske sammenhænge på en efter min opfattelse vellykket måde fremstillet mere almindeligt forståeligt, ligesom fagudtryk ofte ses omskrevet eller forklaret i mere almindelige vendinger.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at i alle de undersøgte sager indeholder Patientklagenævnets begrundelse en god og relevant gengivelse af sagens faktum. I sagsfremstillingen er mere indviklede faktiske sammenhænge på en efter Ombudsmandens opfattelse vellykket måde fremstillet mere almindeligt forståeligt, ligesom fagudtryk ofte ses omskrevet eller forklaret i mere almindelige vendinger.”

g) Oplysning om navnene på deltagende nævnsmedlemmer

2 af de 60 undersøgte sager (sagerne 39 og 40) er afgjort af Patientklagenævnets formand efter bemyndigelse fra nævnet (se herom nærmere afsnit 3.B.1 ovenfor). I de øvrige 58 sager (sagerne 01-38 og 41-60) fremgår det af Patientklagenævnets afgørelse hvilke medlemmer af nævnet der har deltaget i behandlingen og afgørelsen af sagen.

En pligt til i afgørelsen at oplyse navnene på de medlemmer af et kollegialt organ som har deltaget i behandlingen og afgørelsen af en sag, følger ikke af forvaltningslovens begrundelsesregler. Oplysning om hvem der har deltaget i behandlingen af en sag, kan næppe nogen sinde tænkes omfattet af tavshedspligten (jf. nærmere herom i afsnit 3.B.9 ovenfor), og der vil derfor ikke være noget til hinder for at en myndighed af egen drift giver oplysning herom. Efter min opfattelse er Patientklagenævnets praksis på området udtryk for en tidssvarende åbenhed som har naturlig sammenhæng med habilitetsreglerne (særligt bestemmelserne i § 17 i Patientklagenævnets forretningsorden, jf. nærmere ovenfor afsnit 3.B.2) og bestemmelsen i forretningsordenens § 11, stk. 3, jf. afsnit h straks nedenfor.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at nævnets praksis med offentliggørelse af navnene på deltagende nævnsmedlemmer er udtryk for en tidssvarende åbenhed, som har naturlig sammenhæng med habilitetsreglerne.”

I sag 19 blev de deltagende nævnsmedlemmer ved en forglemmelse ikke oplyst i Patientklagenævnets afgørelse; denne forglemmelse berigtigede nævnet dog fem dage senere. I sag 20 oplyste Patientklagenævnet i afgørelsen fejlagtigt at et inhabilt medlem havde deltaget; denne fejl berigtigede nævnet dagen efter. I sag 37 er der i Patientklagenævnets afgørelse ikke givet oplysning om et inhabilt medlem som ikke deltog i sagens behandling. Af mødepapirerne i sag 42 fremgår det at et medlem ikke har deltaget, men det fremgår ikke om dette skyldes inhabilitet eller har en anden årsag. Heller ikke i denne sag fremgår det af afgørelsen at medlemmet ikke har deltaget.

h) Angivelse af om afgørelsen er truffet enstemmigt eller med dissens

2 af de 60 undersøgte sager (sagerne 39 og 40) er afgjort af Patientklagenævnets formand efter bemyndigelse fra nævnet (se herom nærmere afsnit 3.B.1 ovenfor). I de øvrige 58 sager (sagerne 01-38 og 41-60) fremgår det af Patientklagenævnets afgørelse om afgørelsen er truffet enstemmigt eller med dissens. I de tilfælde hvor afgørelsen er truffet med dissens, fremgår en navngivet dissens af Patientklagenævnets afgørelse.

En pligt til i afgørelsen at angive om et kollegialt organs afgørelser er truffet enstemmigt eller med dissens, følger ikke af forvaltningslovens begrundelsesregler. Derimod indeholder Patientklagenævnets forretningsorden i § 11, stk. 3, følgende bestemmelse

Ӥ 11.

Stk. 3. Afgørelser udfærdiges skriftligt, med begrundelse og med angivelse af, om det er et enigt nævn eller et flertal af nævnets medlemmer, der har truffet afgørelse.”

Det følger ikke af bestemmelsen i forretningsordenens § 11, stk. 3, at indholdet af en dissens skal oplyses i afgørelsen. Der er dog intet retligt til hinder for at dette sker, og efter min opfattelse er Patientklagenævnets praksis udtryk for en tidssvarende åbenhed som også må ses som en naturlig fortsættelse af bestemmelsen i forretningsordenens § 11, stk. 2, 2. pkt., hvorefter ”(e)t medlem kan kræve tilført protokollen en kort begrundelse for sit standpunkt”.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at nævnets praksis med at oplyse indholdet af en dissens i afgørelsen er udtryk for en tidssvarende åbenhed, som også må ses som en naturlig fortsættelse af bestemmelsen i forretningsordenens § 11, stk. 2, 2. pkt., hvorefter et medlem kan kræve tilført protokollen en kort begrundelse for sit standpunkt.”

Som ovenfor nævnt har 58 af de 60 undersøgte sager været behandlet i nævnet. Kun i 3 af disse sager er nævnets afgørelse truffet med dissens; i de øvrige 55 sager var nævnets afgørelse enstemmig. I sag 11 anlagde et af nævnets medlemmer en mildere vurdering af den ene af de 3 indklagede lægers forhold. I sag 12 anså et af nævnets medlemmer den indklagede læges adfærd for uhensigtsmæssig, men ikke en overtrædelse af lægeloven. I sag 49 som angik tre jordemødre, to navngivne sygehuslæger og et antal unavngivne læger på et sygehus, var der to dissenser. To medlemmer fandt modsat nævnets flertal ikke at en jordemoder havde overtrådt jordemoderlovens § 8, stk. 1, mens et medlem mente at en af de involverede læger havde overtrådt lægelovens § 6.

11) Klagevejledning

Forvaltningsloven indeholder i § 25, stk. 1, følgende bestemmelse om klagevejledning

”§ 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.”

I alle de 60 undersøgte sager er der i Patientklagenævnets afgørelse givet individuel vejledning om at Patientklagenævnets afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Det fremgår af centralstyrelseslovens § 13, stk. 2, at Patientklagenævnets afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Den ”negative” klagevejledning i de undersøgte sager er således korrekt.

Selv om forvaltningslovens § 25, stk. 1, ikke stiller krav om sådan ”negativ” vejledning, kan det være hensynsfuldt både over for parterne (der undgår at skulle overveje en klage til en anden administrativ myndighed og eventuelt at bruge tid herpå), og hensigtsmæssigt for de andre myndigheder der herved måtte undgå at modtage klager over Patientklagenævnets afgørelse, at Patientklagenævnet giver en ”negativ” klagevejledning.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder nævnets ’negative’ klagevejledning i de undersøgte sager korrekt.”

12) Bekendtgørelse

En afgørelse skal bekendtgøres for sagens parter. I alt er Patientklagenævnets afgørelse i de 60 undersøgte sager bekendtgjort for 188 parter.

Normalt er der i Patientklagenævnets sager mindst to parter: en patient og en eller flere sundhedsperson(er). Dette gælder dog ikke i to sager (sagerne 12 og 45) hvor patienten er død og sagen er rejst ved indberetning fra sundhedsstyrelsen.

I de 60 undersøgte sager er der to bekendtgørelsesfejl.

I sag 43 der var rejst ved indberetning fra Sundhedsstyrelsen, blev Patientklagenævnets afgørelse ikke bekendtgjort for patienten. Som det fremgår af afsnit 3.B.7, må patienten i sag 43 anses for part, og det var derfor en fejl at Patientklagenævnet ikke bekendtgjorde afgørelsen for patienten.

I sag 51 gjorde Patientklagenævnet ikke en indklaget læge som var flyttet til Australien, bekendt med afgørelsen. Der er ikke i sagen oplysninger om at det ikke skulle være muligt at finde frem til lægens adresse i Australien, og Patientklagenævnet burde således have underrettet lægen om afgørelsen i sagen eller dog i det mindste have udfoldet rimelige bestræbelser på at finde frem til ham med henblik på at bekendtgøre afgørelsen for ham. Sag 51 er i øvrigt nærmere omtalt i afsnit 3.B.7.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Det fremgår af rapporten, at der er 2 bekendtgørelsesfejl i de 60 undersøgte sager. Patientklagenævnet er enig heri. Opmærksomheden henledes dog på, at den ene sag var en indberetningssag, hvor fejlen bestod i, at nævnet ikke sendte afgørelsen til patienten (sag 43). Som tidligere anført, er denne praksis blevet ændret, således at patienten altid får afgørelsen.”

I sag 03 foretog Patientklagenævnet separat bekendtgørelse til to klagere som boede på samme adresse. Efter min opfattelse vil en sådan fremgangsmåde være den rigtigste medmindre klagerne har indgivet klage sammen (i samme brev, underskrevet af begge), i øvrigt har handlet sammen i sagen og har en nær familiemæssig eller anden tilknytning til hinanden (f.eks. er ægtefæller).

I sag 04 foretog Patientklagenævnet bekendtgørelse for en partsrepræsentant (en advokat som repræsenterede en indklaget læge). En forvaltningsmyndighed er både berettiget og forpligtet til at bekendtgøre afgørelsen i en sag for partsrepræsentanten som med bindende virkning for parten kan modtage underretning i sagen.

I såvel sag 33 som i sag 34 underrettede Patientklagenævnet også en læge som embedslægeinstitutionen havde anmodet om en udtalelse, men som ikke var navngivet i Patientklagenævnets afgørelse, om nævnets afgørelse i sagen. Modsat sag 22 – der er nærmere omtalt i afsnit 3.B.9 ovenfor – mener jeg at lægerne i sagerne 33 og 34 ud fra en konkret vurdering har kunnet anses for parter i Patientklagenævnets sag og dermed har været berettiget til at få underretning om afgørelsen.

13) Sagsbehandlingstid mv.

a) Sagsbehandlingstid fra sagens start til myndighedens første henvendelse til parten

I 58 af de undersøgte sager (sagerne 01-11, 13-44 og 46-60) har Patientklagenævnet rettet en første henvendelse til patienten eller den der på patientens vegne indbragte sagen for Patientklagenævnet, inden 1 måned fra sagens start (typisk modtagelsen af partens klage).

I de resterende 2 tilfælde er der gået mere end 1 måned fra sagens start til parten første gang har fået en henvendelse fra Patientklagenævnet. De 60 sager fordeler sig nærmere som følger

Tidsrum

Antal sager

Sagsnumre

Samme dag

10

02, 04, 09, 10, 22, 28, 33, 34, 58, 59

1 dag

9

05, 07, 13, 21, 27, 29, 32, 42, 47

2 dage

7

03, 20, 26, 38, 49, 56, 57

3 dage

5

08, 15, 40, 46, 48

4 dage

7

01, 17, 30, 31, 37, 43, 60

5 dage

4

06, 25, 41, 54

6 dage

3

11, 16, 53

7 dage

4

14, 18, 19, 51

8-14 dage

6

23, 24, 35, 39, 50, 52, 55

15 dage - 1 måned

2

36, 44

Over 1 måned

3

12, 45

Den gennemsnitlige tid der i de 60 undersøgte sager gik fra sagen var rejst, til Patientklagenævnet første gang henvendte sig til patienten, var ca. 8 1/2 dage. Som det fremgår, var en sådan henvendelse normalt sket inden en uge. I de 2 sager hvor en sådan henvendelse først skete mere end 1 måned efter sagens rejsning, gik der gennemsnitligt næsten 4 måneder: I sag 12 ca. 3 1/2 måned og i sag 45 ca. 4 måneder.

Det er ikke muligt at lave en tilsvarende opgørelse over hvor lang tid efter sagens rejsning der i de enkelte sager gik før den eller de indklagede sundhedsperson(er) første gang modtog underretning om sagens rejsning. Dette skyldes at 50 af de 60 sager er forbehandlet af vedkommende embedslægeinstitution, og at kommunikation med den eller de indklagede sundhedspersoner ofte er sket via vedkommende afdelingsledelse, og/eller at det først noget henne i sagsforløbet er blevet afklaret hvem der er indklaget. Den tid der er medgået før den eller de andre parter i sagen end patienten, eller den der har rejst sagen på patientens vegne, er blevet underrettet om Patientklagenævnets sag, er selvsagt noget længere end ovenfor angivne.

På baggrund af de almindelige krav som følger af god forvaltningsskik, vil det efter omstændighederne i konkrete tilfælde kunne forsvares at der går indtil 1 måned efter sagens start før myndigheden retter den første henvendelse til parten. Dette kan særligt gælde i tilfælde hvor myndigheden allerede ved sin første henvendelse til parten kan afslutte sagen; dette har ikke været aktuelt i nogen af de undersøgte sager.

En noget kortere frist vil kunne følge af pligten til at underrette en registreret i medfør af persondatalovens §§ 28 og 29 (bestemmelserne er citeret ovenfor i afsnit 3.B.6.b). Af Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i lov om behandling af personoplysninger fremgår bl.a.

” 2.1. Oplysningspligt ved indsamling af oplysninger hos den registrerede

2.1.1. På hvilket tidspunkt skal oplysningspligten opfyldes?

Efter lovens § 28, stk. 1, indtræder den dataansvarliges oplysningspligt over for den registrerede ved indsamlingen af oplysninger.

Begrebet indsamling, der er én blandt andre behandlingsformer, jf. lovens § 3, nr. 2, dækker ikke blot over den form for behandling, der finder sted, når den dataansvarlige ved personlig eller telefonisk henvendelse eller gennem spørgeskemaer, ansøgningsformularer og lignende aktivt indsamler oplysninger hos den registrerede. Indsamling foreligger også, når den registrerede, evt. uopfordret, henvender sig til den dataansvarlige, hvadenten dette sker ved personligt fremmøde, telefonisk, skriftligt eller på anden måde, når blot den dataansvarlige modtager oplysningerne og derefter undergiver dem en eller anden form for behandling, f.eks. registrering eller opbevaring.

Den registrerede skal som udgangspunkt have meddelelse om de i § 28 nævnte forhold samtidig med indsamlingen af oplysninger hos den registrerede.

I de tilfælde, hvor oplysninger indsamles i forbindelse med, at den registrerede f.eks. skal indlevere en ansøgning, blanket eller lignende til den dataansvarlige, kan oplysningspligten opfyldes ved, at de fornødne informationer er fortrykt på ansøgningen, blanketten m.v. Det gælder også, hvis oplysningerne indsamles elektronisk gennem en hjemmeside på Internettet.

Hvis den registrerede selv henvender sig til den dataansvarlige uden brug af en fortrykt ansøgningsformular eller lignende, f.eks. i et almindeligt brev, skal den dataansvarlige opfylde sin oplysningspligt snarest muligt, hvilket i almindelighed vil sige inden for 10 dage. I praksis må det dog forventes, at oplysningspligten ofte ikke gælder i disse situationer, jf. nærmere herom neden for under pkt. 2.3.1.

2.2. Oplysningspligt ved indsamling af oplysninger hos andre end den registrerede

2.2.1. På hvilket tidspunkt skal oplysningspligten opfyldes?

Oplysningspligten over for den registrerede i forbindelse med indsamling af oplysninger om den pågældende hos andre end den registrerede selv indtræder som udgangspunkt ved registreringen af de indsamlede oplysninger. I de tilfælde, hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til tredjemand, indtræder oplysningspligten dog senest, når videregivelse af de indsamlede oplysninger finder sted, jf. lovens § 29, stk. 1.

Hvilken tidsfrist, der kan indlægges i begrebet ved registreringen, afhænger af sagens nærmere omstændigheder. Den dataansvarlige skal dog altid – vurderet i forhold til den indsats der kræves fra den dataansvarliges side for at opfylde oplysningspligten – give den registrerede meddelelse så tidligt som muligt. Hvis den dataansvarlige allerede på selve registreringstidspunktet ved, at der i løbet af ganske kort tid herefter skal rettes henvendelse til den registrerede, f.eks. fordi den dataansvarlige skal forelægge sagens dokumenter for den registrerede, eller der skal foretages andre sagsbehandlingsskridt, vil oplysningspligten som altovervejende hovedregel kunne opfyldes samtidig med denne senere henvendelse. I øvrigt vil oplysningspligten i almindelighed skulle opfyldes inden for 10 dage efter registreringen.

”

Det må under alle omstændigheder anses for problematisk dersom der går mere end ca. 1 måned fra sagens rejsning – eller dog fra det tidspunkt hvor det står klart at en person har partsstatus i sagen – til myndighedens første henvendelse til parten. Jo længere tid der går, jo mere kritisk må tidsforløbet anskues.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af 4. juni 1997 til samtlige ministerier, styrelser mv. om mål for hurtig sagsbehandling mv. og Indenrigsministeriets cirkulæreskrivelse af samme dato (j.nr. 1.k. 1997/1002-2) til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd indeholder nu retningslinier om målsætninger for sagsbehandlingstiden, herunder en konkret tilkendegivelse om at borgeren under alle omstændigheder – hvor ikke andet er fastsat (jf. f.eks. 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2, og forvaltningslovens § 16, stk. 2) – bør have et (eventuelt foreløbigt) svar fra myndighederne inden 1 måned efter sagens modtagelse.

Den gennemsnitlige tid der gik fra sagens rejsning til Patientklagenævnet rettede henvendelse til den der havde rejst sagen (ca. 8 ½ dage), ligger efter min opfattelse klart inden for det acceptable. I de undersøgte sager er det som nævnt kun i 2 sager der går længere tid end 1 måned før Patientklagenævnet rettede henvendelse til den der havde rejst sagen. Disse sager – sagerne 12 og 45 – var rejst ved indberetning fra Sundhedsstyrelsen, og styrelsens behov for som offentlig forvaltningsmyndighed at modtage underretning fra Patientklagenævnet om sagens rejsning må formentlig vurderes som værende noget mindre end det tilsvarende behov hos private.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at den gennemsnitlige tid, der gik fra sagens rejsning til nævnet rettede henvendelse til den, der havde rejst sagen (ca. 8 ½ dage), efter Ombudsmandens opfattelse klart ligger inden for det acceptable.”

b) Samlet sagsbehandlingstid

Den samlede sagsbehandlingstid (regnet fra sagens rejsning (sagens oprettelse hos Patientklagenævnet) til Patientklagenævnets afgørelse i sagen) har i de 60 undersøgte sager varieret ganske meget. Den korteste samlede sagsbehandlingstid har været 2 måneder ( sag 43 ) og den længste knap 46 måneder, svarende til næsten 3 år og 10 måneder ( sag 11 ).

Den samlede sagsbehandlingstid har i de 60 sager fordelt sig som følger

Tidsrum

Antal sager

Sagsnumre

Over 2, men

under 3 måneder

1

43

Over 3, men

under 4 måneder

1

42

Over 4, men

under 5 måneder

4

27, 28, 30 og 57

Over 5, men

under 6 måneder

4

24, 26, 45, 56

Over 6, men

under 7 måneder

12

01, 06, 12, 14, 16, 23, 31, 35, 37, 55, 58, 60

Over 7, men

under 8 måneder

8

04, 21, 22, 32, 40, 41, 46, 59

Over 8, men

under 9 måneder

5

03, 13, 36, 39, 44, 47, 50

Over 9, men

under 10 måneder

5

08, 33, 38, 51, 52

Over 10, men

under 11 måneder

4

05, 17, 18, 29

Over 11, men

under 12 måneder

4

09, 25, 34, 53

Over 12, men

under 13 måneder

1

07

Over 13, men

under 14 måneder

2

02, 10

Over 14, men

under 15 måneder

1

15

Over 15, men

under 16 måneder

1

49

Over 16, men

under 17 måneder

2

20, 54

Over 17, men

under 18 måneder

1

19

Over 22, men

under 23 måneder

1

48

Over 45, men

under 46 måneder

1

11

Den gennemsnitlige samlede sagsbehandlingstid har for alle 60 undersøgte sager været 286 dage, svarende til mellem 9 1/3 og 9 1/2 måned.

Det er ikke muligt generelt at foretage en præcis angivelse af hvilken samlet sagsbehandlingstid der kan anses for acceptabel. En nærmere bedømmelse af den samlede sagsbehandlingstid kræver en vurdering af sagens art og eventuelt også sagens konkrete omstændigheder. Der må således tages hensyn til i hvilken udstrækning en korrekt behandling af sagen har krævet indhentelse af (yderligere) oplysninger eller gennemførelse af andre tids- og ressourcekrævende processkridt, om sagens afgørelse – når denne i øvrigt er klar til afgørelse – er mere eller mindre kompliceret, og om sagen af hensyn til parten eller andre private eller offentlige interesser må anses for mere eller mindre hastende.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af 4. juni 1997 til samtlige ministerier, styrelser mv. om mål for hurtig sagsbehandling mv. og Indenrigsministeriets cirkulæreskrivelse af samme dato (j.nr. 1.k. 1997/1002-2) til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd indeholder nu retningslinier om målsætninger for sagsbehandlingstiden.

I sager som de undersøgte må der ved vurderingen af hvor lang en samlet sagsbehandlingstid der i almindelighed kan anses for acceptabel, efter min opfattelse på den ene side dels tages hensyn til at en afgørelse om eventuel overtrædelse af centralstyrelsesloven eller en autorisationslov må anses for en for den enkelte patient såvel som for den enkelte sundhedsperson forholdsvis indgribende afgørelse som efter omstændighederne kan have ret væsentlig betydning. På den anden side må der tages hensyn til at den behandling sagerne skal gennemgå hos Patientklagenævnet, er grundig og forholdsvis omfattende, og at nævnsbehandlingen i sig selv kræver en vis sagsbehandlingstid, men at der dog er stor forskel på sagernes omfang og kompleksitet.

Derimod kan der efter min opfattelse ved vurderingen af den generelt acceptable sagsbehandlingstid på et område ikke tages hensyn til myndighedens (og medarbejdernes) subjektive forhold idet vurderingen må hvile på et objektivt grundlag. At myndigheden således i almindelighed har utilstrækkelige ressourcer, eller at der på et sagsområde kommer flere sager end forventet, kan således nok for myndighedens medarbejdere være subjektivt undskyldende momenter, men kan ikke bevirke en forlængelse af den tid som må anses for en i almindelighed acceptabel sagsbehandlingstid på området.

På denne baggrund er det min opfattelse at en samlet sagsbehandlingstid på mere end ca. ½ år ikke kan anses for acceptabel i sager som de undersøgte som må anses for ukomplicerede. En noget længere sagsbehandlingstid må accepteres i mere komplicerede sager som de undersøgte, men der vil efter min opfattelse skulle særlige konkrete omstændigheder i den enkelte sag til for at en længere sagsbehandlingstid end ca. 1 år trods alt ikke overskrider det rimelige.

I de undersøgte sager er der langtfra altid sammenhæng mellem sagens omfang og kompleksitet og sagsbehandlingstiden. Mens sagsbehandlingstiden i 4 af de efter min opfattelse ukomplicerede sager ( sag 28 (4 1/2 måned), sag 27 (4 2/3 måned), sag 26 (godt 5 måneder) og sag 24 (knap 5 2/3 måned)) må anses for at ligge inden for det acceptable, overskrider en sagsbehandlingstid på mellem 7 1/2 og 8 måneder i 3 andre efter min opfattelse lige så ukomplicerede sager (sagerne 04, 21 og 22) grænsen for det acceptable, mens en fjerde sag ( sag 23 med knap 6 1/2 måneds sagsbehandlingstid) ligger på grænsen. En sagsbehandlingstid på ca. 11 ½ måned i sag 09 kan efter min opfattelse heller ikke anses for helt rimelig selv om sagsoplysningen i denne sag har været mere kompliceret end gennemsnitligt, idet sagen i øvrigt ikke efter min opfattelse kan anses for mere kompliceret end de ovenfor nævnte.

Sagerne 39 og 40 må efter min opfattelse anses for helt ukomplicerede, men har ikke desto mindre haft en sagsbehandlingstid på 83/4, henholdsvis 7 måneder hvilket klart overskrider det acceptable.

Også i sager som efter min opfattelse må anses for noget mere komplicerede uden dog at være ret komplicerede, varierer sagsbehandlingstiden ganske meget: fra lidt mere end 4 måneder (sag 30) , over lidt mere end 6 måneder (sagerne 31 og 35) , godt 9 måneder (sagerne 08 og 38) , ca. 10 1/2 måned (sag 18) og til ca. 11 1/2 måned (sag 34). I alt fald de 2 sidstnævnte sager ligger efter min opfattelse på grænsen til det acceptable.

I 3 sager foreligger der konkrete omstændigheder som efter min opfattelse kan begrunde en noget længere sagsbehandlingstid end sagen ellers ville tilsige. Sag 36 (der var under behandling i godt 8 måneder), er faktuelt ret omfattende, i sag 25 (som det tog ca. 12 måneder at behandle), var patienten meget aktiv i forbindelse med sagsbehandlingen, og i sag 20 (som var under behandling i 16 1/3 måned), brevvekslede Patientklagenævnet med klageren på engelsk. I sidstnævnte sag har sagsbehandlingstiden dog efter min opfattelse ikke været rimeligt begrundet i den nævnte særlige omstændighed.

2 sager er efter min opfattelse så relativt ukomplicerede at den lange sagsbehandlingstid efter min opfattelse klart ikke var rimelig: sag 02 og sag 19 (hvor sagsbehandlingstiden var henholdsvis ca. 13 1/2 måned og ca. 17 1/2 måned). Til sammenligning tjener at de 2 sager næppe efter min opfattelse har været væsentligt mere komplicerede end sag 57 som blev behandlet på ca. 4 1/3 måned.

3 efter min opfattelse forholdsvis komplicerede sager har alle været mere end 1 år under behandling: sag 54 (ca. 16 1/2 måned), sag 48 (ca. 22 måneder) og sag 11 (knap 46 måneder). Trods sagernes karakter mener jeg ikke at disse sager – og særligt de 2 sidstnævnte – er afsluttet inden for rimelig tid.

I sag 54 har Patientklagenævnet således ikke foretaget eksterne sagsekspeditioner i 2 perioder på ca. 6 måneder, henholdsvis ca. 8 måneder (fra 8. november 1999 til 6. april 2000, henholdsvis fra 22. maj 2000 til 29. januar 2001), og i sag 48 har Patientklagenævnet ikke foretaget eksterne sagsekspeditioner i en periode på ca. 9 1/2 måned (fra 24. november 1999 til 10. oktober 2000).

Den særskilt lange samlede sagsbehandlingstid i sag 11 mener jeg alt i alt overskrider det acceptable, også selv om sagen blev behandlet tre gange i nævnet inden der blev truffet afgørelse, og selv om sagen har været forelagt for Retslægerådet. Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Den 27. maj 1997 modtog Patientklagenævnet en klage fra enken E til en hjertepatient P over behandlingen af P på S Sygehus i A Amt i perioden 1991 til begyndelsen af 1997. Den 2. juni 1997 anerkendte nævnet modtagelsen af klagen og bad Embedslægeinstitutionen for A Amt om at undersøge sagen. Embedslægeinstitutionen indhentede udtalelser og journalmateriale og udarbejdede en sammenfatning i sagen. Embedslægeinstitutionen partshørte den 12. august 1997 E og overlæge L1 på grundlag af det foreliggende materiale og sendte – efter at have modtaget partshøringssvar fra såvel E som L1 – sagen tilbage til Patientklagenævnet. Nævnets sagkyndige speciallægekonsulent K1 afgav en udtalelse i sagen den 2. februar 1998.

Sagen blev herefter behandlet på nævnets møde den 13. august 1998. Nævnet fandt at der også var spørgsmål om at placere et ansvar hos overlæge L2, og at sagen skulle forelægges for en ny sagkyndig, K2, idet nævnet anså K1 for inhabil. K2 afgav herefter den 8. april 1999 en udtalelse i sagen, og et nyt forslag til afgørelse som indeholdt kritik af L1, L2 og 1. reservelæge L3, blev den 22. april 1999 sendt til partshøring hos E, L1, L2 og L3. I løbet af maj 1999 afgav L1, L2 og L3 partshøringssvar. Partshøringssvarene blev forelagt for K2 som den 15. juni 1999 afgav en ny udtalelse i sagen.

Den 14. juli 1999 blev sagen igen behandlet i nævnet. Den 16. juli 1999 sendte Patientklagenævnet på baggrund heraf et nyt forslag til afgørelse til partshøring hos E, L1, L2, L3 som alle i løbet af juli-august 1999 afgav partshøringssvar.

Den 5. oktober 1999 bad Patientklagenævnet Retslægerådet om en udtalelse. Nævnet underrettede samtidig E, L1 og L2 (men ikke L3) herom.

Retslægerådet bad den 25. oktober 1999 Patientklagenævnet om yderligere materiale i sagen hvilket nævnet den 29. oktober 1999 bad S og to andre sygehuse om at sende til nævnet. Patientklagenævnet modtog de sidste 2 af de 3 svar fra sygehusene den 11. november 1999.

Den 14. december 1999 modtog Patientklagenævnet fra L3 et brev hvori hun skrev

”Idet jeg tidligere har været nævnt som part i ovenstående sag – ønsker jeg ved sagens endelige afslutning at få en kopi af afgørelsen tilsendt. På forhånd tak.”

Den 28. februar 2000 rykkede Patientklagenævnet Retslægerådet for svar; rådet svarede den 1. marts 2000 i generelle vendinger herpå. Patientklagenævnet modtog den 30. maj 2000 Retslægerådets udtalelse.

Patientklagenævnet behandlede sagen på et møde den 2. oktober 2000.

Den 5. december 2000 sendte Patientklagenævnet retslægerådets udtalelse og et nyt forslag til afgørelse til partshøring hos E, L1, L2 og L3. De tre læger svarede på partshøringen; senest modtog Patientklagenævnet et svar fra L3 den 16. januar 2001. I sit svar anførte L3 bl.a. at hun ikke havde været bekendt med sagens forelæggelse for Retslægerådet og ønskede at få oplyst baggrunden herfor. Patientklagenævnet beklagede over for L3 den 17. januar 2001 meget at hun ikke i lighed med sagens øvrige parter den 5. oktober 1999 var blevet orienteret om forelæggelsen for Retslægerådet, og sendte samtidig L3 en kopi af nævnets brev af 5. oktober 1999 til Retslægerådet.

Sagen var herefter til skriftlig votering hos Patientklagenævnets medlemmer.

Patientklagenævnet meddelte herefter sin afgørelse i sagen den 21. marts 2001.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Det er Ombudsmandens opfattelse, at en samlet sagsbehandlingstid på mere end ½ år ikke kan anses for acceptabel i sager, som må anses for ukomplicerede. En noget længere sagsbehandlingstid må accepteres i mere komplicerede sager, men der vil efter Ombudsmandens opfattelse skulle særlige konkrete omstændigheder i den enkelte sag til, for at en længere sagsbehandlingstid end ca. 1 år trods alt ikke overskrider det rimelige.

Det fremgår af rapporten, at flere af de undersøgte sager ikke lever op til disse sagsbehandlingstider.

Patientklagenævnet er enig i, at nævnets virksomhed skal søges tilrettelagt således, at sagsbehandlingstiden bliver så kort som muligt samtidig med, at de involveredes retssikkerhed og kvaliteten i afgørelserne er forsvarlig.

Det fremgår af Patientklagenævnets kontraktsstyringsaftale med Sundhedsministeriet for 1999 - 2001, at det er målsætningen, at de ukomplicerede sager behandles på gennemsnitlig 3 måneder og at de komplicerede sager behandles på gennemsnitlig 6 måneder.

Nævnet beklager meget, at sagsbehandlingstiden i flere sager har været for lang. Nævnet har som omtalt foran gennemført en grundlæggende ændring af sekretariatets organisation og arbejdstilrettelæggelse i 2001 bl.a. med det sigte at øge produktiviteten, og arbejdet med at øge produktiviteten pågår løbende. Der kan især peges på to årsager til, at sagsbehandlingstiden i flere af de undersøgte sager har været for lang: Nævnet havde i år 2000 en stor udskiftning af medarbejdere i sekretariatet, samtidig med at antallet af nye sager steg med mere end 10 %.”

c) Besvarelse af rykkere og underretning af parten når sagen trækker ud

Af Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986) fremgår følgende om forvaltningsmyndigheders besvarelse af rykkerskrivelser

” 208. Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er rimeligt begrundet i sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med det samme. Besvarelsen bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge.”

I 2 af de undersøgte sager har Patientklagenævnet modtaget rykkere fra en part. I sag 20 modtog Patientklagenævnet på to forskellige tidspunkter i løbet af sommeren 2000 telefoniske rykkere fra en part; disse blev besvaret straks under telefonsamtalerne. I sag 11 modtog Patientklagenævnet den 14. december 1999 en skriftlig rykker (akt 45) som aldrig ses besvaret.

Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986) indeholder også følgende punkter

” 206. Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge.

207. Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen, underretning, når behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige omstændigheder vil tage længere tid end sædvanligt.”

Herefter har myndigheden ikke blot pligt til at underrette parten i tilfælde hvor sagen trækker længere ud end myndigheden i den konkrete sag (eventuelt som svar på en rykker) har givet udtryk for over for parten, men også i tilfælde hvor sagsbehandlingen bliver mere langvarig end det ud fra partens synspunkt med rimelighed kan forventes. Myndigheden må således vurdere hvor lang tid parten med rimelighed kan forvente at der i almindelighed vil medgå til behandlingen af en sag af den omhandlende art, og – når dette tidsrum er forløbet – underrette parten om at behandlingen af sagen trækker ud, og så vidt muligt om hvornår sagen kan forventes afsluttet.

I de sager der indgår i undersøgelsen, har Patientklagenævnet ikke i noget tilfælde foretaget underretning i overensstemmelse med pkt. 206 og 207 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

I øvrigt er det min opfattelse at der – selv i de mere komplicerede af de undersøgte sager – i alt fald burde have været givet underretning efter pkt. 206 og 207 i Justitsministeriets vejledning da der var gået ca. 3 måneder fra sagens rejsning, og herefter igen ca. hver 3. måned. I de 50 sager der har været forbehandlet af en anden myndighed (vedkommende embedslægeinstitution), burde Patientklagenævnet have underrettet parten straks efter Patientklagenævnets modtagelse af sagen hvis der da var gået mere end ca. 3 måneder siden sagens start (Patientklagenævnets modtagelse af klagen). Hvis sagen har være forbehandlet af en anden myndighed og det i Patientklagenævnets sag er godtgjort at denne anden myndighed har givet parterne underretning i overensstemmelse med pkt. 206 og 207 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, vil Patientklagenævnet dog normalt først skulle foretage underretning ca. 3 måneder efter den forbehandlende myndigheds underretning af sagens parter.

I de 50 af de 60 undersøgte sager som er forbehandlet af vedkommende embedslægeinstitution, fremgår det som regel af Patientklagenævnets sag om og hvornår embedslægeinstitutionen har underrettet sagens parter om sagens behandling. Tages dette i betragtning, er der 14 af de 60 undersøgte sager hvor der ikke er gået over 3 måneder mellem sagsekspeditioner i forhold til sagens parter (sagerne 06, 12, 14, 23, 24, 27, 30, 32, 37, 42, 43, 45, 55 og 56). I de øvrige undersøgte sager er der en eller flere perioder hvor der er gået – efter omstændighederne væsentligt – længere tid end 3 måneder imellem sagsekspeditioner i forhold til sagens parter. Nedenfor gives en skematisk oversigt over disse sager

Sag

Antal perioder > 3 mdr.

Periodelængde(r)

Sag 01

1

Ca. 5 måneder

Sag 02

1

11 ¾ måned

Sag 03

1

Ca. 7½ måned

Sag 04

1

Ca. 5 ¾ måned

Sag 05

2

4 2/3 og ca. 4 ¼ måned

Sag 07

2

2 gange ca. 3 2/3 måned

Sag 08

2

2 gange ca. 3 ½ måned

Sag 09

1

7 måneder

Sag 10

1

Ca. 10 2/3 måned

Sag 11

3

Ca. 19 2/3 måned, ca. 14 måneder og ca. 3 ½ måned

Sag 13

1

Ca. 3 ¾ måned

Sag 15

2

Ca. 4 ¾ måned og 5 ¾ måned

Sag 16

1

Ca. 3 ½ måned

Sag 17

1

Ca. 8 ½ måned

Sag 18

1

Ca. 7 ¼ måned

Sag 19

2

Ca. 3 måneder og ca. 10 måneder

Sag 20

2

Ca. 3 ¾ måned og 10 ¾ måned

Sag 21

1

Ca. 6 ¼ måned

Sag 22

1

Ca. 3 ¾ måned

Sag 25

2

Ca. 4 måneder og ca. 5 måneder

Sag 26

1

Ca. 3 ½ måned

Sag 28

1

Ca. 3 måneder

Sag 29

2

Ca. 5 måneder og ca. 3 2/3 måned

Sag 31

1

Ca. 4 ¼ måned

Sag 33

1

Ca. 8 ¼ måned

Sag 34

1

Ca. 9 2/3 måned

Sag 35

1

Ca. 3 ½ måned

Sag 36

1

Ca. 5 ¼ måned

Sag 38

1

Ca. 5 ¼ måned

Sag 39

1

Ca. 5 ½ måned

Sag 40

1

Ca. 3 ½ måned

Sag 41

1

Ca. 4 ¼ måned

Sag 44

2

Ca. 3 måneder og ca. 3 ½ måned

Sag 46

1

Ca. 4 1/3 måned

Sag 47

1

Ca. 5 ½ måned

Sag 48

2

6 1/3 måned og ca. 15 ¼ måned

Sag 49

2

Ca. 5 måneder og ca. 7 1/3 måned

Sag 50

2

Ca. 4 måneder og ca. 3 ¾ måned

Sag 51

1

7 måneder

Sag 52

1

5 måneder

Sag 53

2

Ca. 3 ½ måned og ca. 5 1/3 måned

Sag 54

2

Ca. 4 måneder og 10 ¾ måned

Sag 57

2

Ca. 3 ½ måned og ca. 11 måneder

Sag 58

1

Ca. 15 ¾ måned

Sag 59

1

5 ¾ måned

Sag 60

1

Ca. 4 ¾ måned

Som det fremgår, har der i en række tilfældet været mere end 6 måneder mellem ekspeditioner i forhold til sagens parter. Disse tilfælde kan skematisk opregnes således

Periodelængde

Sag

Datoer

Over 6 måneder

Sag 21

9. august 2000 – 16. februar 2001

Sag 48

7. maj 1999 – 16. november 1999

Sag 51

9. juni 2000 – 8. januar 2001

Over 7 måneder

Sag 18

26. juni 2000 – 31. januar 2001

Sag 49

4. juli 2000 – 13. februar 2001

Sag 03

20. juni 2000 – 31. januar 2001

Over 8 måneder

Sag 33

8. juni 2000 – 13. februar 2001

Sag 17

12. maj 2000 – 23. januar 2001

Over 9 måneder

Sag 34

27. april 2000 – 15. februar 2001

Sag 19

7. april 2000 – 2. februar 2001

Over 10 måneder

Sag 10

1. februar 2000 – 22. december 2000

Sag 20

10. marts 2000 – 31. januar 2001

Sag 54

8. marts 2000 – 29. januar 2001

Sag 57

28. februar 2000 – 26. januar 2001

Over 11 måneder

Sag 02

21. februar 2000 – 12. februar 2001

Over 14 måneder

Sag 11

5. oktober 1999 – 5. december 2000

Over 15 måneder

Sag 58

18. september 1999 – 10. januar 2001

Sag 48

16. november 1999 – 20. februar 2001

Over 19 måneder

Sag 11

3. september 1997 – 22. april 1999

Jeg må finde det meget beklageligt at Patientklagenævnet således konsekvent har tilsidesat underretningspligten efter pkt. 206 og 207 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986).

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Det er Ombudsmandens opfattelse, at der – selv i de mere komplicerede af de undersøgte sager – i alt fald burde have været givet underretning efter pkt. 206-207 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, da der var gået ca. tre måneder fra sagens rejsning, og herefter igen ca. hver 3. måned. Ombudsmanden finder det meget beklageligt, at Patientklagenævnet konsekvent har tilsidesat underretningspligten efter pkt. 206-207 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

Patientklagenævnet er enig i, at nævnets nuværende praksis ikke er i overensstemmelse med pkt. 206-207 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, og nævnet vil derfor søge at ændre nævnets orienteringspraksis.”

14) Vildfarelse, sjusk mv.

De undersøgte sager er generelt præget af systematik og god orden; bl.a. er sagsakterne ordnet efter bestemte principper.

I enkelte af de undersøgte sager er der dog anledning til at påpege – hovedsageligt mindre væsentlige – tilfælde af vildfarelse, sjusk mv.

I sag 15 skrev Patientklagenævnet til en forkert adresse for så vidt angår en af de indklagede sundhedspersoner, hvilket nævnet beklagede i akt 36.

I sag 20 besvarede Patientklagenævnet ikke en anmodning fra en indklaget læge om forlængelse af partshøringsfristen. Afgørelsen i sagen angiver fejlagtigt at et inhabilt nævnsmedlem har deltaget; dette berigtigede Patientklagenævnet dog dagen efter.

Normalt er Patientklagenævnets brevkopier sirligt lagt på sagen i omvendt kronologisk orden. (dvs. med de nyeste øverst). I sag 28 er brevkopien af akt 11 dog hæftet bag på brevkopien af akt 9.

Afgørelsen (akt 10) i sag 32 angiver at sagen er rejst af en partsrepræsentant som dog først indtrådte i sagen efter partshøringen.

I sag 33 er partshøringen (akt 12) og afgørelsen (akt 23) fejlagtigt adresseret til ”afdelingssygeplejerske” NN i stedet for til ”afdelingslæge” NN.

I sag 43 fremgår det af Patientklagenævnets partshøringsbreve at partshøringen bl.a. omfatter embedslægeinstitutionens sammenfatning. En sådan findes ikke på sagen (derimod findes en sammenfatning udarbejdet af Sundhedsstyrelsen). Fejlen skyldes givetvis at Patientklagenævnet har undladt at rette i en standardtekst. Tilsvarende angiver akt 5 og 6 i sag 50 og akt 4 og 5 i sag 59 at partshøringen omfatter embedslægeinstitutionens sammenfatning selv om en sådan ikke findes på sagen (der er tale om tandlægesager som ikke er forbehandlet af embedslægeinstitutionen). Omvendt tales der i partshøringen (akt 5 og 6) i sag 60 ikke ukorrekt kun om en ”sammenfatning af de faktiske oplysninger” (udarbejdet af Patientklagenævnets tandlægekonsulent).

I sag 44 er akt 2 på brevkopien dateret den 17. juli 2000, men i journalen registreret som dateret den 14. juli 2000. Datouoverensstemmelsen skyldes muligvis en tastefejl i Patientklagenævnets edb-journalsystem.

I sag 48 findes to dokumenter på sagen som vedrører andre sager: en e-mail af 21. juni 2001 og et brev af 27. marts 2001 (akt 14). I samme sag bliver kun patienten og ikke de indklagede tandlæger orienteret om foretagelsen af syn og skøn.

Endelig er i sag 57 en rykker til embedslægeinstitutionen (akt 4) ifølge brevkopien stilet til klageren i stedet.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at de undersøgte sager generelt er præget af systematik og god orden, men at der i enkelte af de undersøgte sager er anledning til at påpege – hovedsageligt mindre væsentlige – tilfælde af vildfarelse, sjusk mv.”

15) Den sproglige udformning af Patientklagenævnets afgørelser og andre breve

Breve mv. fra offentlige myndigheder bør sprogligt være korrekt udformet. Undersøgelsen har vist, at Patientklagenævnet ikke har problemer i denne relation.

Tværtimod viser min undersøgelse at Patientklagenævnet i sagerne i ganske høj grad har evnet at formulere sig sprogligt forståeligt og uden unødig anvendelse af bureaukratiske vendinger, kompliceret sætningsopbygning eller fagudtryk som parterne i sagerne ikke kan formodes at kunne forstå. Patientklagenævnet har i de undersøgte sager på en efter min opfattelse vellykket måde fremstillet indviklede faktiske sammenhænge mere almindeligt forståeligt, ligesom fagudtryk ofte ses omskrevet eller forklaret i mere almindelige vendinger. Undersøgelsen synes således at vise at Patientklagenævnet er opmærksom på de sproglige spørgsmål som er omtalt i bl.a. min beretning for 1995, s. 661ff.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at Patientklagenævnet efter Ombudsmanden opfattelse i de undersøgte sager i ganske høj grad har evnet at formulere sig sprogligt forståeligt og uden unødig anvendelse af bureaukratiske vendinger, kompliceret sætningsopbygning eller fagudtryk, som parterne i sagerne ikke kan formodes at forstå.”

C. Hjemmelsspørgsmål

1) Indledning

Centralstyrelsesloven indeholder i § 22, stk. 1, følgende bestemmelse

”§ 22. Klage skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Nævnet kan dog se bort fra overskridelse af fristen, hvis særlige grunde taler derfor.”

I undersøgelsen indgår 3 sager (sagerne 1, 16 og 44) hvor Patientklagenævnet har fundet at kunne realitetsbehandle forhold som ligger mere end 2 år før klagen. På baggrund af afgrænsningen af de sager som er indgået i undersøgelsen (se herom kapitel 1 ovenfor), har undersøgelsen ikke omfattet sager hvor en klage er blevet afvist på baggrund af bestemmelsen i centralstyrelseslovens § 22, stk. 1.

Sag 1 er formentlig illustrerende for Patientklagenævnets anvendelse af bestemmelsen i relation til forældelsesfristens begyndelsestidspunkt. I sagen havde klageren først i forbindelse med fjernelse af patientens blindtarm i år 2000 erfaret at blindtarmen ikke var fjernet i forbindelse med behandling, herunder operation, i 1995-1996.

At det tidsforløb Patientklagenævnet kan vurdere efter omstændighederne kan strække sig over en ganske lang periode, illustreres af sag 44 : Først i forbindelse med at en autist skiftede tandlæge, opdagede autistens forældre at der kunne være tale om fejlbehandling fra den tidligere tandlæges side. Patientklagenævnet fandt at der havde været forsømmelser i en 17-årig periode.

Om fortolkningen og anvendelsen af bestemmelsen i centralstyrelseslovens § 22 henviser jeg i øvrigt til de sager som er omtalt i min beretning for 1996, s. 234ff, og 1989, s. 184ff.

2) Bemyndigelsesspørgsmål

Der er efter min opfattelse ikke tvivl om at Patientklagenævnets afgørelser i de undersøgte sager har haft fornøden bemyndigelse.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at der efter Ombudsmandens opfattelse ikke er tvivl om, at nævnets afgørelser i de undersøgte sager har haft fornøden bemyndigelse.”

3) Fortolkningsspørgsmål

I ingen af de undersøgte sager kan Patientklagenævnets fortolkningsresultat efter min opfattelse anses for forkert eller uholdbart.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at i ingen af de undersøgte sager kan Patientklagenævnets fortolkningsresultat anses for forkert eller uholdbart.”

4) Skønsspørgsmål (kriterier og afvejning)

Min undersøgelse har i intet tilfælde vist at Patientklagenævnet har inddraget ulovlige kriterier, ikke har inddraget relevante lovlige kriterier eller har afvejet kriterier i strid med gældende ret.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmandens undersøgelse har vist, at Patientklagenævnet i intet tilfælde har inddraget ulovlige kriterier, altid har inddraget relevante, lovlige kriterier og i intet tilfælde har afvejet kriterier i strid med gældende ret.”

5) Spørgsmål i relation til retsfølgen

I de 60 sager som indgår i undersøgelsen, havde Patientklagenævnet fundet at tilsammen 40 navngivne sundhedspersoner havde begået en overtrædelse. Hertil kommer 2 sager (sagerne 06 og 10) hvor Patientklagenævnet fandt at ikke-navngivne sundhedspersoner (læger) havde overtrådt lægeloven. I et af disse 42 tilfælde af overtrædelser havde Patientklagenævnet oversendt sagen til politiet med henblik på eventuel straffesag mod en navngiven læge for overtrædelse af lægelovens § 18, stk. 1, jf. § 18, stk. 2 (sag 20).

I de i alt 48 sager som (bl.a.) angik læger (sagerne 01-40, 49 og 51-57) havde Patientklagenævnet fundet at navngivne læger havde overtrådt lægeloven i samlet 25 tilfælde fordelt på 20 sager (sagerne 01-05, 07-20 og 53) , heraf i 2 tilfælde lægelovens § 6 for så vidt angår informationen af en patient (sag 18) , i 14 tilfælde lægelovens § 6 for så vidt angår patientbehandlingen (sagerne 02, 05, 11-15, 17, 19, 20 og 53) , i 5 tilfælde lægelovens § 13, stk. 2, om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (sagerne 07-10 og 16) og i 4 tilfælde både lægelovens § 6 og lægelovens § 13, stk. 2 (sagerne 01, 03, 04 og 11). I 1 tilfælde fandt Patientklagenævnet at en sygehusafdelings procedure ikke levede op til kravene i lægelovens § 6 (sag 10) , og i en sag at en læge ikke havde overtrådt lægeloven, men at lægens dispositioner i to relationer ikke havde været hensigtsmæssig (sag 49). Patientklagenævnet havde i 28 af de 48 sager som (bl.a.) angik læger, ikke fundet at nogen navngiven læge havde overtrådt lægeloven (sagerne 06, 21- 40, 49, 51, 52 og 54-57).

I de i alt 8 sager som (bl.a.) angik sygeplejersker (sagerne 07, 08, 19, 51-54 og 57) , havde Patientklagenævnet i 1 sag (sag 08) fundet at 3 sygeplejersker havde overtrådt sygeplejerskeloven (§ 5, stk. 1, for så vidt angår patientbehandlingen). I de resterende 7 sager havde Patientklagenævnet ikke fundet nogen overtrædelse af sygeplejerskeloven.

I de i alt 5 sager som (bl.a.) angik jordemødre (sagerne 13, 49, 54, 56 og 58) , havde Patientklagenævnet i en sag (sag 49) fundet at en jordemoder havde overtrådt jordemoderloven (§ 8 for så vidt angår patientbehandlingen), ligesom nævnet havde fundet jordemoderens manglende journalføring uhensigtsmæssig. I de resterende 4 sager havde Patientklagenævnet ikke fundet nogen overtrædelse af jordemoderloven.

I den ene sag som angik en social- og sundhedsassistent (sag 45) , havde Patientklagenævnet fundet at assistenten ikke havde handlet faglig korrekt.

I de i alt 8 sager som angik tandlæger (sagerne 41, 43, 44, 47, 48, 50, 59 og 60) , havde Patientklagenævnet i 6 sager (sagerne 41, 43, 44, 47, 48 og 50) fundet at i alt 7 tandlæger havde overtrådt tandlægeloven, heraf i 3 tilfælde tandlægelovens § 12 for så vidt angår patientbehandlingen (sagerne 44, 48 og 50) , i 1 tilfælde tandlægelovens § 15 om journalføring (sag 47) og i 3 tilfælde både tandlægelovens § 12 og tandlægelovens § 15 (sagerne 41, 43 og 48). Patientklagenævnet havde i 2 af de 8 sager som angik tandlæger, ikke fundet nogen overtrædelse af tandlægeloven (sagerne 59 og 60) , men i begge sager fandt nævnet at tandlægerne i relation til informationen, henholdsvis behandlingen af patienten ikke havde handlet hensigtsmæssigt.

Patientklagenævnet havde i begge de 2 sager som angik kliniske tandteknikere (sagerne 42 og 46) , fundet at der var sket overtrædelse af tandteknikerlovens § 6 for så vidt angår patientbehandlingen.

Endelig havde Patientklagenævnet i de 6 sager der involverede henholdsvis 1 radiograf (sag 08) , 2 fysioterapeuter (sagerne 25 og 29) , 2 sygehjælpere (sagerne 52 og 54) og 1 plejer (sag 55) , ikke fundet at de nævnte sundhedspersoner havde begået nogen overtrædelse af lovgivningen. I sag 29 havde Patientklagenævnet dog fundet det hensigtsmæssigt om fysioterapeuten havde læst lægejournalen inden fysioterapeutens behandling blev iværksat.

De 60 undersøgte sager involverer i alt 65 patienter. Alle sagerne bortset fra sagerne 13, 33, 49 og 54 angår kun 1 patient. De 4 nævnte sager angår alle fødsler og involverer en mor og 2 børn (sag 13) , henholdsvis en mor og 1 barn (de øvrige sager).

Af oplysninger i de undersøgte sager fremgår at i alt 16 af de 65 patienter afgik ved døden i forbindelse med den behandling som Patientklagenævnets sag angår (1 patient i hver af sagerne 03- 05, 11-14, 17, 18, 32-34, 45 og 52 og 2 patienter i sag 54 ). Det er imidlertid kun i 10 af de 15 sager (sagerne 03-05, 11-14, 17, 18 og 45) at Patientklagenævnet har fundet at der var en sundhedsfaglig fejl, og at denne kunne tilregnes en eller flere sundhedspersoner; i de resterende 5 sager (sagerne 32-34, 52 og 54) har Patientklagenævnet ikke fundet der var begået fejl af en eller flere sundhedspersoner. I 1 af de 10 sager hvor Patientklagenævnet fandt der var begået fejl, er det efter overtrædelsens art åbenbart at der ikke kan være nogen årsagssammenhæng mellem overtrædelsen og dødsfaldet ( sag 18 , hvor to læger havde tilsidesat pligten til at informere patienten). I de øvrige 9 sager fremgår det ikke altid af Patientklagenævnets afgørelse om der er årsagssammenhæng mellem overtrædelsen og dødsfaldet. Det skyldes at nævnet skal tage stilling til om en adfærd lever op til en faglig minimumsstandard, men ikke tager stilling til om der skal ydes erstatning. Dette forhold viser sig også ved at Patientklagenævnet i en række tilfælde hvor der hverken har været dødsfald eller er oplysninger som tyder på helbredsforringelse/men i forbindelse med patientbehandlingen, har konkluderet at der forelå en overtrædelse af lovgivningen (sagerne 01, 02, 06, 07, 10, 15, 16, 19, 42, 46, 47 og 53).

I 10 af de undersøgte sager (sagerne 08, 09, 20, 22, 41, 43, 44 og 48-50) er der oplysninger i sagen som tyder på at der er sket væsentlig forringelse af patientens helbred, eller at patienten har fået men i forbindelse med den behandling som Patientklagenævnets sag angår. Det skal dog bemærkes at Patientklagenævnet i sine afgørelser kun sjældent direkte har taget stilling til spørgsmålet om eventuel årsagssammenhæng mellem den bedømte adfærd hos sundheds-personer og eventuel helbredsforringelse eller men hos patienten; også i disse sager har det som Patientklagenævnet har skullet tage stilling til, været om sundhedspersoners faglige adfærd har været i strid med lovgivningen eller uhensigtsmæssig, hvilket Patientklagenævnet har fundet i 9 af disse sager (sagerne 08, 09, 20, 41, 43, 44 og 48-50). I 2 af de 9 sager hvor Patientklagenævnet fandt der var begået fejl, er det efter overtrædelsens art åbenbart at der ikke kan være nogen årsagssammenhæng mellem overtrædelsen og helbredsforringelsen/menet ( sagerne 08 og 09 hvor Patientklagenævnet fandt at læger havde tilsidesat pligten til at føre journal).

Patientklagenævnets valg af retsfølge giver mig i ingen af de 60 undersøgte sager anledning til bemærkninger. Den angivne retsfølge har således altid været i overensstemmelse med lovgivningen ligesom retsfølgen i intet tilfælde har været i strid med ulovbestemte retsgrundsætninger, herunder proportionalitetsgrundsætningen.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at nævnets valg af retsfølge i ingen af de 60 undersøgte sager giver Ombudsmanden anledning til bemærkninger. Den angivne retsfølge har således altid været i overensstemmelse med lovgivningen, ligesom retsfølgen i intet tilfælde har været i strid med ulovbestemte retsgrundsætninger, herunder proportionalitetsgrundsætningen.”

3.D. Prøvelse

1) Patientklagenævnets prøvelse

a) Indledning

Ikke overraskende viser min gennemgang af de undersøgte sager at Patientklagenævnet foretager en intensiv prøvelse, også af rent sundhedsfaglige spørgsmål af forskellige arter.

b) Nova

Når først sagens ramme har været fastlagt, har Patientklagenævnet været utilbøjelig til at udvide sagens ramme til at omfatte nye, selvstændige forhold. Eksempelvis henviste Patientklagenævnet i sag 06 den 14. december 2000 en klage over et psykiatrisk patientklagenævns afgørelse til en ny, selvstændig sag og den 29. januar 2001 en klage over behandlingen i en periode forud for den der var omfattet af den oprindelige klage, til en ny sag. – Patientklagenævnets praksis med hensyn til nova giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at nævnets praksis med hensyn til nova ikke giver Ombudsmanden anledning til bemærkninger.”

c) Bevisvurdering

Bevisvurdering giver i flere sager Patientklagenævnet anledning til nærmere overvejelser.

I sag 07 lagde Patientklagenævnet – trods manglende journalføring med hensyn til dette spørgsmål – på grundlag af 3 formentligt af hinanden uafhængigt afgivne og under alle omstændigheder samstemmende erklæringer (bl.a. om afdelingens faste praksis med hensyn til information i et tilfælde som det foreliggende) til grund at information var givet.

I sag 10 konstaterede Patientklagenævnet at der ikke fremgår noget af journalen om information til patienten, at patientens og lægens forklaringer om informationsspørgsmålet strider mod hinanden, og at bevistvivlen ikke kan afklares af nævnet idet der ikke er yderligere oplysninger i sagen som kan understøtte den ene forklaring frem for den anden, og idet nævnet ikke kan føre vidner. I denne situation mener nævnet at der ”gælder et almindeligt retsprincip om at tvivlen skal komme den indklagede til gode”.

I tilfælde hvor en forvaltningsmyndighed har tilsidesat notatpligten (jf. offentlighedslovens § 6 og god forvaltningsskik), vil der være en tilbøjelighed til at lægge borgerens fremstilling af sagen på dette punkt til grund. Det er imidlertid min opfattelse at en tilsvarende bevisvurdering ikke kan anlægges i forbindelse med sundhedspersoners tilsidesættelse af journalføringspligten. Dette skyldes at der i forbindelse med tilsidesættelsen af notatpligten er tale om et myndighedsansvar mens der i forbindelse med tilsidesættelse af journalføringspligten er spørgsmål om et personligt ansvar for tilsidesættelse af andre pligter som påhviler sundhedspersonen. I denne situation er jeg af den opfattelse at en tilsidesættelse af journalføringspligten ikke i sig selv kan udgøre et tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for at antage at der samtidig er sket tilsidesættelse af andre normer.

At ansvaret efter centralstyrelsesloven og de respektive autorisationslove er et personligt ansvar og ikke et myndighedsansvar, illustreres f.eks. af sag 57 hvor Patientklagenævnet på baggrund af en anonym fejl ikke kunne reagere over for nogen sundhedsperson.

I sag 18 fandt Patientklagenævnet at to læger, L1 og L2, forud for fire øjenoperationer havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved informationen af patienten. Patienten havde under sagen anført at hun ikke forud for operationerne var blevet informeret om at der kunne være en risiko for at miste synet. L1 havde i sagen anført at ” jeg altid selv undersøger og taler med patienterne dagen før jeg skal operere dem. I forbindelse med disse undersøgelser forklarer jeg patienten formålet med indgrebet og anfører tillige, at ingen øjenoperation er risikofri for synet og øjet”. L2 havde i sagen anført at ”(p)atienten er blevet informeret om, at behandlingen ved undertegnede har haft det formål, dels ved frysning, dels med laser, at lukke perifer nethinderift og afgrænse nethindeløsningen ved indgift af ekspanderende gas ”. Patientklagenævnet konstaterede at der således var modstridende forklaringer om informationsspørgsmålet, men lagde i sin afgørelse vægt på at tab af synsevnen må anses for en nærliggende og alvorlig komplikation i forbindelse med et sygdoms- og behandlingsforløb som det foreliggende, at der ikke i journalen er anført notater om information om mulige komplikationer og bivirkninger forbundet med indgrebene, og at der i det hele taget i journalen ikke var noteret noget om information af patienten i forbindelse med de 4 operationer. Patientklagenævnet fandt det på denne baggrund ”ikke tilstrækkeligt godtgjort, at [patienten] forud for disse operationer blev informeret om risikoen for at miste synet ”.

Afgørelserne i sag 10 og sag 18 kan synes mindre konsekvente. Der er imidlertid sådanne forskelle i de to sager at de forskellige resultater i de to sager kan anses for sagligt begrundet. I sag 10 havde lægen under sagen forklaret at der var givet en relevant, konkret information. I sag 18 havde L1 efter sit eget udsagn under Patientklagenævnets sag kun givet en generelt holdt information om en (vis) risiko ved øjenoperationer i almindelighed, mens L2 efter sit eget udsagn under sagen havde informeret om behandlingens formål og teknik, men – idet man bl.a. i lyset af klagetemaets formulering må slutte modsætningsvis herfra – ikke om risikoen ved den konkrete behandling.

Sammenholdes Patientklagenævnets afgørelser i de 2 sager kan det udledes at det er nævnets opfattelse at kravet til en præcis information, også om en behandlings risiko, skærpes, jo mere nærliggende risikoen er, ligesom den skærpes, jo alvorligere den mulige komplikation er, og at samtidig kravet om dokumentation for indholdet af en givet information skærpes, jo mere nærliggende og alvorlig komplikationen er. En sådan opfattelse kan ikke give mig anledning til bemærkninger, og jeg har derfor heller ikke grundlag for kritik af Patientklagenævnets afgørelser i sagerne 10 og 18.

Med hensyn til den konkrete bevisvurdering kan jeg heller ikke kritisere at Patientklagenævnet i sag 18 har lagt til grund at der ikke blev givet patienten den relevante og tilstrækkelige information.

Formuleringen af de 2 afgørelser kan dog forekomme mindre klar når de sammenholdes, idet man umiddelbart kunne få det indtryk at der har været anvendt forskellige bevisbyrderegler i de 2 sager hvilket jeg reelt mener ikke har været tilfældet.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Ombudsmanden har i forbindelse med nævnets bevisvurdering påpeget, at to afgørelsers formulering kunne synes mindre klar (sag 10 og sag 18). Ombudsmanden finder imidlertid ikke anledning til kritik af nævnets afgørelse af de to sager.”

2) Rekurs og genoptagelse (remonstration og tilbagekaldelse)

Det fremgår af centralstyrelseslovens § 13, stk. 2, at Patientklagenævnets afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Rekurs af Patientklagenævnets afgørelser er således ikke aktuel.

Derimod kan Patientklagenævnets afgørelser i visse tilfælde genoptages. Patientklagenævnets forretningsorden indeholder i § 15, stk. 3, følgende regel herom

Ӥ 15.

Stk. 3. Fremkommer der i en sag, som er afgjort af nævnet, nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger, kan nævnet tage sagen op til fornyet behandling og afgørelse.”

I samtlige de undersøgte sager har Patientklagenævnet i sin afgørelse vejledt om genoptagelsesmuligheden. En sådan vejledning kræves ikke efter forvaltningslovens § 25 (se herom afsnit 3.B.11 ovenfor), men det kan vanskeligt give mig anledning til bemærkninger at Patientklagenævnet har fundet det naturligt generelt at give denne information i nævnets afgørelser.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført

”Patientklagenævnet har noteret sig, at det fremgår af undersøgelsen, at nævnet i samtlige de undersøgte sager har orienteret om muligheden for genoptagelse.”

I sag 25 vejledte Patientklagenævnet klageren om genoptagelsesmuligheden både i akt 28 og i afgørelsen. I sag 30 gav Patientklagenævnet i forbindelse med nævnets svar på klagerens kommentar til nævnets afgørelse en uddybende vejledning om betingelserne for genoptagelse (akt 18). I sag 15 realitetsbehandlede Patientklagenævnet ikke en ikke nærmere begrundet kritik fra en part af nævnets afgørelse som en genoptagelsesanmodning, men vejledte (i akt 36) nærmere parten om bestemmelsen i § 15, stk. 3, i nævnets forretningsorden og bad parten om eventuelt at rette henvendelse igen; dette skete ikke. I sag 48 fremsatte en part forskellige kritiske synspunkter i relation til Patientklagenævnets behandling og afgørelse af sagen (akt 33); Patientklagenævnet svarede herpå (akt 34) uden at imødekomme partens synspunkter.

I ingen af de undersøgte sager har Patientklagenævnet således genoptaget sagen. Dette forhold må også ses i lyset af undersøgelsens afgrænsning (se herom nærmere kapitel 1 ovenfor).

Der findes heller ikke i de undersøgte sager tilfælde hvor Patientklagenævnet har tilbagekaldt sin afgørelse.

3) Klage til Folketingets Ombudsmand

I ingen af de undersøgte sager har der været indgivet klage til Folketingets Ombudsmand.

I en enkelt sag – sag 15 – gav Patientklagenævnet (i akt 36) vejledning om muligheden for at klage til ombudsmanden. Vejledning om muligheden for at klage til Folketingets Ombudsmand skal ikke gives (generelt) efter forvaltningslovens § 25 (se herom afsnit 3.B.11 ovenfor), men i konkrete tilfælde vil en pligt til at give vejledning om denne klagemulighed (og/eller efter omstændighederne om muligheden for domstolsprøvelse) følge af den almindelige vejlednings-pligt efter forvaltningslovens § 7, stk. 1 (se herom afsnit 3.B.4 ovenfor).

4) Domstolsprøvelse

Patientklagenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene efter den almindelige bestemmelse i grundlovens § 63, stk. 1.

Ingen af de undersøgte sager ses indbragt for domstolene.

4. PATIENTKLAGENÆVNETS UDTALELSE

På baggrund af min foreløbige rapport om undersøgelsen har Patientklagenævnet den 15. februar 2002 afgivet en udtalelse. Udtalelsen er i sin helhed optaget som bilag 2 til rapporten. Endvidere er de enkelte dele af udtalelsen gengivet de relevante steder i rapporten.

5. SAMMENFATNING OG KONKLUSION

5.A. Sammenfatning

I ingen af de 60 undersøgte sager er der kompetence mangler.

De habilitet sregler som gælder for Patientklagenævnet, mere vidtgående end forvaltningslovens regler, og Patientklagenævnets praksis er udtryk for en ganske vidtgående anvendelse af habilitetsreglerne. Patientklagenævnets praksis med hensyn til inhabilitet har jeg ikke kunnet kritisere, ligesom der ikke ved min undersøgelse af de 60 sager er fundet konkrete oplysninger i sagerne som kunne medføre inhabilitet, heller ikke på baggrund af særlige regler og den praksis der gælder for Patientklagenævnet.

Patientklagenævnets praksis i relation til spørgsmål om partsrepræsentation har ikke givet mig grundlag for kritik.

I 17 af de 60 sager hvor der har været naturlig anledning til at give parten vejledning efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, har Patientklagenævnet i alle tilfælde givet en sådan vejledning på en adækvat, dækkende og forståelig måde. I en enkelt og noget speciel sag har jeg peget på at nævnet nærmere burde have undersøgt i hvilket omfang parten selv havde adgang til relevant oversættelse mellem kinesisk og dansk. Efter min opfattelse har forvaltningslovens § 7, stk. 2, ikke været tilsidesat i nogen af de undersøgte sager.

I 2 tilfælde har jeg kunnet konstatere at notatpligten har været tilsidesat.

I 2 tilfælde har Patientklagenævnet ikke behandlet en anmodning om aktindsigt korrekt, og i 3 tilfælde har nævnet overset en aktindsigtsanmodning.

De undersøgte sager har ikke givet mig grundlag for bemærkninger i relation til persondatalovens behandlingsregler. I ingen af de undersøgte sager har Patientklagenævnet imidlertid fuldt ud iagttaget bestemmelserne i persondataloven om oplysningspligt over for den registrerede.

Undersøgelsen har vist nogen usikkerhed i fortolkningen og anvendelsen af bestemmelserne om partshøring , særligt en bestemmelse i Patientklagenævnets forretningsorden. Det er dog kun i 4 af de undersøgte sager at der foreligger en klar tilsidesættelse af partshøringspligten. Undersøgelsen har ligeledes givet mig anledning til at fremsætte nogle mere generelle bemærkninger om fastsættelse af partshøringsfristens længde.

Patientklagenævnets sagsoplysning har i ingen af de 60 undersøgte sager givet mig grundlag for kritik.

Patientklagenævnet har i 2 af de undersøgte sager uberettiget videregivet særligt fortrolige oplysninger.

I en stor del af de 60 undersøgte sager har den formelle henvisning i nævnets afgørelse til skrevne regler været for upræcis. I øvrigt har Patientklagenævnets begrundelser i de undersøgte sager været god, både i relation til redegørelse for praksis og hovedhensyn, stillingtagen til partsanbringender og sagsfremstilling. Selv om der ikke er nogen pligt hertil, har Patientklagenævnet i sine afgørelser af egen drift givet oplysning om navnene på deltagende nævnsmedlemmer, ligesom nævnet som følge af en bestemmelse herom i nævnets forretningsorden i afgørelserne har oplyst om eventuelle dissenser.

Selv om der ikke er nogen pligt hertil, har Patientklagenævnet i afgørelserne i de undersøgte sager givet ”negativ” klagevejledning.

I de 60 undersøgte sager er der 2 fejl i relation til afgørelsens bekendtgørelse.

Den tid der gennemsnitligt gik fra sagen var rejst, til Patientklagenævnet første gang henvendte sig til patienten, ligger klart inden for det acceptable, og kun i 2 af de 60 undersøgte sager er der i denne forbindelse gået længere tid end acceptabelt. Den samlede sagsbehandlingstid har i de undersøgte sager varieret ganske meget – fra 2 måneder til næsten 3 år og 10 måneder – og har i en række tilfælde overskredet det acceptable. Patientklagenævnet har i et enkelt tilfælde i de undersøgte sager undladt at besvare en rykker og har konsekvent undladt at give underretning til parten når sagen trækker ud.

De undersøgte sager er generelt præget af systematik og god orden. I enkelte af de undersøgte sager er der dog anledning til at påpege – hovedsageligt mindre væsentlige – tilfælde af vildfarelse, sjusk m.v.

Patientklagenævnets breve mv. er sprogligt korrekt udformet. Nævnet har også i sagerne i ganske høj grad evnet at formulere sig sprogligt forståeligt og uden unødig anvendelse af bureaukratiske vendinger, kompliceret sætningsopbygning eller fagudtryk som parterne i sagerne ikke kan formodes at kunne forstå.

Undersøgelsen har ikke fundet fejl i relation til hjemmelsspørgsmål – det være sig bemyndigelse, fortolkning, skøn eller retsfølgen.

Undersøgelsen har givet anledning til at overveje nogle spørgsmål i relation til Patientklagenævnets prøvelse , men uden at jeg har haft grundlag for kritik af nævnets praksis.

Ingen af de 60 sager som er indgået i undersøgelsen, har været indbragt for Folketingets Ombudsmand ved klage eller for domstolene ved sagsanlæg.

5.B. Konklusion

Undersøgelsen har vist at Patientklagenævnet på det undersøgte område træffer lovlige afgørelser.

Patientklagenævnets sagsbehandling i de undersøgte sager har generelt været god med hensyn til kompetence- og habilitetsspørgsmål, vejledning, notatpligt, partshøring, sagsoplysning, behandling af fortrolige oplysninger, begrundelse, klagevejledning og bekendtgørelse af afgørelser, ligesom nævnets nævnets sager er præget af systematik og god orden, og nævnets breve er korrekt sprogligt uformet og forståelige.

Undersøgelsen har således vist at der kun er mere væsentlige eller gennemgående problemer med hensyn til persondataloven som Patientklagenævnet ikke fuldt ud har implementeret (rapportens afsnit 3.B.6.b), med hensyn til den nærmere fortolkning og anvendelse af en særlig partshøringsregel i Patientklagenævnets forretningsorden (rapportens afsnit 3.B.7.b), med hensyn til den formelle henvisning til retsregler (rapportens afsnit 3.B.10.b) samt med hensyn til sagsbehandlingstiden i en række af sagerne (rapportens afsnit 3.B.13.b) og – mere generelt – med hensyn til underretning af parterne når sagen trækker ud (rapportens afsnit 3.B.13.c). – Bortset herfra er der kun relativt få, tilfældige og ofte mindre væsentlige fejl og mangler i de undersøgte sager.

Samlet efterlader undersøgelsen det indtryk at Patientklagenævnets administration i relation til klager over sundhedspersoners faglige virksomhed er velordnet og i alt væsentligt tilfredsstillende, og nævnet synes præget af ønsket om at gennemføre en korrekt og i forhold til borgerne forståelig sagsbehandling. De sagsbehandlingsfejl som undersøgelsen har afdækket, vil i høj grad kunne undgås med forholdsvis enkle midler, og Patientklagenævnet har allerede taget relevante initiativer i denne retning. I det hele taget må nævnets reaktion på undersøgelsen efter min opfattelse generelt anses for helt tilfredsstillende.

NOTER:(*) FOB 1989. s. 241, FOB 1994. s. 84, FOB 1990, s. 359, FOB 1995, s. 481 og s. 661, FOB 1998. s. 723, FOB 1996, s. 234, og FOB 1989, s. 184.

§ 28. Ved indsamling af oplysninger hos den registrerede skal den dataansvarlige eller dennes repræsentant give den registrerede meddelelse om følgende

Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.

Formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.

Alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, som f.eks.

Kategorierne af modtagere.

Om det er obligatorisk eller frivilligt at besvare stillede spørgsmål samt mulige følger af ikke at svare.

Om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den registrerede allerede er bekendt med de i nr. 1-3 nævnte oplysninger.

§ 29. Hvor oplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede, påhviler det den dataansvarlige eller dennes repræsentant ved registreringen, eller hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til tredjemand, senest når videregivelsen af oplysningerne finder sted, at give den registrerede meddelelse om følgende

Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.

Formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.

Alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, som f.eks.

Hvilken type oplysninger det drejer sig om.

Kategorierne af modtagere.

Om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den registrerede allerede er bekendt med de i nr. 1-3 nævnte oplysninger, eller hvis registreringen eller videregivelsen udtrykkeligt er fastsat ved lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 gælder heller ikke, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt vanskelig.

§ 76. Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Stk. 2. ”

De undersøgte sager giver mig ikke grundlag for bemærkninger i relation til persondatalovens ovenfor citerede behandlingsregler. Patientklagenævnets behandling af oplysningerne i de undersøgte sager er således efter min opfattelse ikke sket i strid med de ovenfor citerede bestemmelser i persondatalovens §§ 5-7, og nævnets anvendelse af vedkommende patients CPR-nr. som journalnummer har hjemmel i persondatalovens § 11, stk. 1.

I ingen af de undersøgte sager har Patientklagenævnet imidlertid fuldt ud iagttaget bestemmelserne i persondatalovens kapitel 8 om oplysningspligt over for den registrerede. Særligt bemærkes at Patientklagenævnets folder ”Sagsgang i Patientklagenævnet” (som er vedlagt som bilag 1 til denne rapport) ikke indeholder de oplysninger som er omfattet af bestemmelserne i persondatalovens § 28, stk. 1, nr. 3, og § 29, stk. 1, nr. 3.

Der er i ingen af de undersøgte sager sket individuel underretning til parter eller andre registrerede personer efter persondatalovens §§ 28 og 29.

En overholdelse af bestemmelserne i persondatalovens §§ 28 og 29 – herunder orientering af registrerede personer om den registreredes rettigheder efter persondataloven – ville imidlertid i vid udstrækning kunne ske ved generelle beskrivelser (eventuelt ved en udbygning af den beskrivelse som findes i folderen ”Sagsgang i Patientklagenævnet”) som den eller de registrerede underrettes om når Patientklagenævnet har registreret pågældende.

Persondataloven indeholder i kapitel 9 bestemmelser om den registreredes indsigtsret. I ingen af de undersøgte sager har en registreret anmodet om indsigt efter persondataloven.

Patientklagenævnet har i sin udtalelse af 15. februar 2002 anført følgende

”Patientklagenævnet har noteret sig, at Ombudsmanden finder, at nævnets behandling af sagerne ikke har været i strid med reglerne i persondatalovens §§ 5-7 om behandling af oplysninger, og at nævnets anvendelse af patientens cpr.nr. som journalnummer har hjemmel i lovens § 11, stk. 1.

Dog finder Ombudsmanden, at nævnet i ingen af de undersøgte sager fuldt ud har iagttaget reglerne i kapitel 8 om oplysningspligt overfor den registrerede. Særligt bemærkes at Patientklagenævnets folder ’Sagsgang i Patientklagenævnet’ ikke indeholder de oplysninger, som er omfattet af bestemmelserne i persondatalovens § 28, stk. 1, nr. 3, og § 29, stk. 1, nr. 3.

Ombudsmanden lægger til grund, at der i ingen af de undersøgte sager er sket individuel underretning til parter eller andre registrerede personer efter persondatalovens §§ 28-29. I rapporten peges på, at en overholdelse af bestemmelserne i persondatalovens §§ 28-29 i vid udstrækning vil kunne ske ved generelle beskrivelser (eventuelt ved en udbygning af den beskrivelse, som findes i folderen ’Sagsgang i Patientklagenævnet’).

Nævnet er enig med ombudsmanden i, at reglerne i persondataloven ikke fuldt ud er iagttaget i de undersøgte sager. Nævnet vil gennemgå folderen ’Sagsgang i Patientklagenævnet’ med henblik på udbygning i overensstemmelse med loven. Det bemærkes, at det er nævnets opfattelse, at persondatalovens regler om oplysningspligt i betydeligt omfang allerede er opfyldt i den nævnte informationsfolder.”

7) Partshøring

a) Indledning

Forvaltningsloven indeholder i § 19 og § 21 følgende bestemmelser om partshøring, henholdsvis på myndighedens initiativ og efter partens begæring

”§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder mv., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.

Egen drift-undersøgelse af 60 sager fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

(J.nr. 1997-3492-980).

1. UNDERSØGELSENS AFGRÆNSNING, TILRETTELÆGGELSE OG GENNEMFØRELSE

Den 22. december 1997 skrev jeg til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn at jeg efter bestemmelsen i ombudsmandslovens § 17, stk. 2, havde besluttet at gennemføre et egen drift-projekt vedrørende Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Det var hensigten at undersøgelsen skulle omfatte 60 sager afgjort af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, heraf 30 sager hvor nævnet har truffet beslutning om at en sundhedsperson har tilsidesat gældende normer (har begået fejl), og 30 sager hvor nævnet ikke har truffet en sådan afgørelse. Den 3. februar 1998 afholdt jeg et møde med repræsentanter for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. På mødet aftalte jeg undersøgelsens nærmere tilrettelæggelse af afgrænsning med Patientklagenævnet, herunder hvorledes de 60 sager som skulle indgå i undersøgelsen, skulle udvælges.

Jeg modtog herefter fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den 9. februar 1998 sagsakterne i 10 sager, heraf 5 sager med kritik og 5 sager uden kritik. Ved kritik forstås såvel overtrædelse af autorisationslov som anden kritik.

Efter en foreløbig gennemgang af de først modtagne sager var det min opfattelse at sager som de modtagne ville være velegnede til at indgå i et egen drift-projekt. Bl.a. af ressourcemæssige grunde satte jeg dog undersøgelsen i bero.

Senere aftalte jeg med Patientklagenævnet at de modtagne sager skulle ombyttes med sager som var afsluttet på et senere tidspunkt.

Den 3. maj 2001 meddelte jeg Patientklagenævnet at jeg nu ville genoptage egen drift-projektet, og at jeg i den forbindelse – i overensstemmelse med det tidligere aftalte – ville bede om at få 60 nye sager til gennemsyn, sammensat efter følgende kriterier

20 sager hvor klagen angår læger, og hvori Patientklagenævnet er nået til at vedkommende sundhedsperson har tilsidesat gældende normer (har begået fejl),

10 sager hvor klagen angår andre sundhedspersoner end læger, og hvori Patient-klagenævnet er nået til at vedkommende sundhedsperson har tilsidesat gældende normer (har begået fejl),

20 sager hvor klagen angår læger, og hvori nævnet ikke har udtalt kritik eller i øvrigt har truffet afgørelse om en sanktion, og

10 sager hvor klagen angår andre sundhedspersoner end læger, og hvori nævnet ikke har udtalt kritik eller i øvrigt truffet afgørelse om en sanktion.

Jeg bad om at sagerne i hver af grupperne a) til d) blev udvalgt blandt sager som nævnet har afsluttet inden den 1. april 2001, og hvori klageren ikke har begæret genoptagelse eller der i øvrigt fortsat er uekspederede henvendelser, idet sagerne skulle udtages i omvendt kronologisk orden efter afslutningstidspunkt indtil der er fundet det antal sager i hvert af grupperne a) til d), som det fremgår ovenfor.

Jeg modtog herefter fra Patientklagenævnet den 6. juni 2001 60 sager. Af kapitel 3.A nedenfor fremgår hvorledes de 60 sager er sammensat.

De 60 sager er afsluttet af Patientklagenævnet i perioden fra 13. februar 2001 til 30. marts 2001. 3 af sagerne er afsluttet i februar 2001 og 57 i marts 2001, heraf 48 i perioden 20.-30. marts 2001 (10 sager den 20. marts, 6 sager den 21. marts, 2 sager den 23. marts, 5 sager den 28. marts, 2 sager den 29. marts og 23 sager den 30. marts 2001).

I 50 af de 60 sager har vedkommende embedslægeinstitution forbehandlet sagen (sagerne 01-40, 45, 49 og 51-58) , og 3 af Patientklagenævnets sager (sagerne 12, 43 og 45) er rejst ved indberetning fra Sundhedsstyrelsen. Undersøgelsen har ikke omfattet sagsbehandlingen hos embedslægeinstitutionerne og Sundhedsstyrelsen.

Den 20. december 2001 sendte jeg Sundhedsvæsenets Patientklagenævn min foreløbige rapport om undersøgelsen af sagerne. I fremsendelsesskrivelsen anførte jeg bl.a. at hvis nævnet måtte ønske dette, deltog man gerne herfra i et møde om rapporten inden Sundhedsvæsenets Patientklagenævn afgiver sin udtalelse. Et sådant møde blev afholdt den 25. januar 2002.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn afgav på baggrund heraf en udtalelse af 15. februar 2002. Patientklagenævnets bemærkninger er gengivet de steder i rapporten bemærkningerne vedrører. Derudover er udtalelsen i sin helhed optaget som bilag 2 til rapporten.

2. KARAKTERISTIK AF DET UDVALGTE OMRÅDE

2.A. Generelt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn blev oprettet ved lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (nu lovbekendtgørelse nr. 215 af 9. april 1999 som senere ændret ved lov nr. 258 af 12. april 2000 og § 1 i lov nr. 141 af 5. marts 2001; herefter benævnt centralstyrelsesloven). Loven trådte i kraft den 1. januar 1988.

De grundlæggende bestemmelser om Patientklagenævnet findes i centralstyrelseslovens kapitel 3. Heraf fremgår at Patientklagenævnet er et centralt, statsligt uafhængigt nævn hvis afgørelser ikke kan påklages til en højere administrativ myndighed. Centralstyrelsesloven indeholder i § 13 følgende bestemmelser

”§ 13. Patientklagenævnet er i sin virksomhed uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.

Stk. 2. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.”

Patientklagenævnet behandler sager – særligt klagesager – angående ”den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet”, klager over de psykiatriske patientklagenævns afgørelser efter lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (lov nr. 849 af 2. december 1998) om tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse og beskyttelsesfiksering samt klager over afgørelser om aktindsigt i helbredsoplysninger (jf. kapitel 4 i lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling).

Centralstyrelsesloven indeholder bl.a. følgende bestemmelser

” § 12. Klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet, jf. § 15, skal indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Dette gælder dog ikke for klager, for hvilke der i øvrigt i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang.

Stk. 2. Herudover skal Sundhedsstyrelsen til Patientklagenævnet indbringe sager, som Styrelsen finder vil kunne give grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden for sundhedsvæsenet.

1.

UNDERSØGELSENS AFGRÆNSNING, TILRETTELÆGGELSE OG GENNEMFØRELSE

2.

KARAKTERISTIK AF DET UDVALGTE OMRÅDE

2.A.

Generelt

2.B.

Adfærdsnormer i lovgivningen

2.C.

Patientklagenævnets sammensætning

2.D.

Patientklagenævnets afgørelser

3.

UNDERSØGELSEN

3.A.

Kortlægning af sagerne

3.B.

Sagsbehandlingsregler

1) Kompetence mv.

2) Inhabilitet

3) Partsrepræsentation

4) Vejledning

5) Notatpligt

6) Aktindsigt og persondataloven

a) Aktindsigt

b) Persondataloven

7) Partshøring

a) Indledning

b) Foretagelse af partshøring

c) Partshøringsfrist

d) Materiale omfattet af partshøring

e) Reaktion på partshøring

8) Sagsoplysning

9) Tavshedspligt – indhentelse og videregivelse af oplysninger

10) Begrundelse mv.

a) Indledning

b) Henvisning til skrevne regler

c) Redegørelse for praksis

d) Redegørelse for hovedhensyn

e) Begrundelse i forhold til partsanbringender

f) Sagsfremstilling (gengivelse af faktum)

g) Oplysning om navnene på deltagende nævnsmedlemmer

h) Angivelse af om afgørelsen er truffet enstemmigt eller med dissens

12) Bekendtgørelse

13) Sagsbehandlingstid mv.

a) Sagsbehandlingstid fra sagens start til myndighedens første henvendelse til parten

b) Samlet sagsbehandlingstid

c) Besvarelse af rykkere og underretning af parten når sagen trækker ud

14) Vildfarelse, sjusk mv.

15) Den sproglige udformning af Patientklagenævnets afgørelser og andre breve

C.

Hjemmelsspørgsmål

1) Indledning

2) Bemyndigelsesspørgsmål

3) Fortolkningsspørgsmål

4) Skønsspørgsmål (kriterier og afvejning)

5) Spørgsmål i relation til retsfølgen

3.D.

Prøvelse

1) Patientklagenævnets prøvelse

a) Indledning

b) Nova

c) Bevisvurdering

2) Rekurs og genoptagelse (remonstration og tilbagekaldelse)

3) Klage til Folketingets Ombudsmand

4) Domstolsprøvelse

4.

PATIENTKLAGENÆVNETS UDTALELSE

5.

SAMMENFATNING OG KONKLUSION

5.A.

Sammenfatning

5.B.

Konklusion