Kommunes erstatningsansvar for inddrivelse af ægtefællebidrag. Forældelse
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
§ 2. Anmodning om inddrivelse af underholdsbidrag fremsættes over for det sociale udvalg (magistraten) i den kommune, hvor den bidragsberettigede bor.
Stk. 2. Anmodning kan først fremsættes, når et bidrag ikke er betalt til forfaldstid.
Bidragsdokumentet vedlægges, ligesom anmodningen bør indeholde følgende oplysninger
Bidragsberettigedes navn, adresse og personnummer.
Skyldnerens navn, adresse og personnummer.
Bidragsrestancens størrelse, og hvilket tidsrum den vedrører.
Stk. 3. Den bidragsberettigede kan afkræves andre oplysninger af betydning for inddrivelsen, herunder blandt andet oplysning om eventuelle tidligere aftaler med skyldneren om betalingsmåden.
§ 4. En anmodning om inddrivelse videresendes snarest muligt til inddrivelsesmyndigheden, jfr. § 1. Bidragsberettigede underrettes om, hvilken kommune der foretager inddrivelsen.
§ 5. Inddrivelsesmyndigheden afkræver snarest muligt skyldneren det skyldige beløb. Afkrævningen skal indeholde oplysning om størrelsen af det beløb, der er begæret inddrevet, om det tidspunkt det vedrører, og om størrelsen af den samlede restance.
§ 6. Betaler skyldneren ikke det skyldige beløb, kan denne afhøres om sine økonomiske og personlige forhold af inddrivelsesmyndigheden. Afhøring bør foretages, når inddrivelsesmyndigheden for første gang har afkrævet den pågældende forfaldne bidrag, som ikke betales.
Stk. 2. Ny afhøring bør foretages, når det findes påkrævet efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Der bør således sædvanligvis foretages afhøring, forinden der på grund af manglende overholdelse af en aftalt betalingsordning første gang træffes afgørelse om anvendelse af de tvangsmæssige inddrivelsesmidler eller om anvendelse af andet inddrivelsesmiddel end det hidtil anvendte.
Stk. 3. Har skyldneren været afhørt for nylig, kan inddrivelsesmyndigheden i stedet for at foretage en ny afhøring afkræve skyldneren oplysning om eventuelle væsentlige ændringer i løn- og arbejdsforhold. Brevet, der om nødvendigt sendes anbefalet, skal indeholde oplysning om tvangsinddrivelsesmidlerne og opfordre til inden 14 dage at give de nævnte oplysninger.
§ 10. Afdragsbeløb indbetales til den inddrivende myndighed.
§ 34. Bidragsbeløb, der indbetales eller inddrives, udbetales hurtigst muligt til den bidragsberettigede gennem dennes bopælskommune.’
Af afsnit I, punkt 3, 4, 5A, litra a, 6, 7 og 9 i Justitsministeriets vejledning nr. 218 af 29. november 1978 om inddrivelse af underholdsbidrag fremgår
’ 3. Anmodning om bistand til inddrivelse fremsættes af den bidragsberettigede over for det sociale udvalg (magistraten) i bopælskommunen. Den berettigede er hverken ved den første anmodning eller senere forpligtet til at møde personligt. Den berettigede er dog forpligtet til at give nærmere oplysninger om forhold, der kan være af betydning for inddrivelsen, jfr. cirkulærets § 2, stk. 3, og kan i den forbindelse f.eks. pålægges at udfylde et oplysningsskema.
4. Forinden inddrivelse iværksættes, påser det sociale udvalg (magistraten), der har modtaget anmodningen om bistand, at de nødvendige oplysninger m.v., jfr. cirkulærets § 2, er til stede. Fremgår det af de foreliggende oplysninger, at bidraget er faldet bort, kan der ikke ske inddrivelse af bidrag, der ligger efter bortfaldstidspunktet. Den bidragsberettigede skal have meddelelse om sagens afvisning af denne grund. Er inddrivelsessag allerede verserende, og foretages inddrivelsen af en anden kommune end den, der har modtaget anmodningen om bistand, kan det endvidere være nødvendigt at give denne kommune meddelelse om bortfaldstidspunktet.
5. Vedrørende bortfald af bidrag kan opstilles følgende vejledende regler.
A. Ægtefællebidrag
a) I tilfælde, hvor et bidrag er fastsat under samlivsophævelse i medfør af § 8, jfr. § 6, i lov nr. 56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger (retsvirkningsloven), vil et sådant bidrag falde bort ved
endelig separation eller skilsmisse,
samlivets genoptagelse.
Bortfaldstidspunktet vil normalt være den dag, hvor begivenheden indtræder. Da et bidrag sædvanligvis er fastsat til betaling månedsvis forud, skal der foretages en forholdsmæssig beregning af bidraget i perioden fra forfaldstidspunktet til den pågældende begivenhed.
6. Såfremt bidraget skal inddrives af en anden kommune end den, bidragsberettigede er bosat i, gives der så vidt muligt i forbindelse med oversendelsen meddelelse om, hvilken kommune der forestår inddrivelsen (inddrivelsesmyndigheden). Den bidragsberettigede vil kunne henvende sig til såvel inddrivelsesmyndigheden, som til sin egen kommune om sagen, f.eks. med henblik på at få orientering om sagen, aktindsigt eller lignende. Udbetaling af inddrevne beløb sker dog gennem den berettigedes kommune.
7. Efter modtagelse af sagen afkræver inddrivelsesmyndigheden snarest muligt skyldneren det skyldige beløb i overensstemmelse med reglerne i cirkulæret.
8. Betaler skyldneren ikke efter afkrævning, kan han tilsiges til en afhøring, d.v.s. en samtale om sine personlige og økonomiske forhold.
9. Fremsætter skyldneren indsigelse om, at skylden er betalt helt eller delvis, at den er bortfaldet ved eftergivelse, forældelse eller på anden måde, eller at bidraget er faldet bort, bør en sådan indsigelse forelægges den berettigede.
Afviser den berettigede, at der er sket betaling, eller at der er sket bortfald på anden måde, har skyldneren bevisbyrden herfor.
Indsigelse om, at bidragsforpligtelsen er ophørt af de grunde, som er nævnt ovenfor under pkt. 5, bør undersøges nærmere. Der bør herunder eventuelt gives vejledning om muligheden for ved ansøgning til overøvrigheden at få nedsat bidraget, jfr. pkt. 5, A, d og 5, B, e. Den omstændighed, at skyldneren har ansøgt om nedsættelse eller har indbragt en bidragsafgørelse for justitsministeriet, vil kun helt undtagelsesvis, f.eks. hvor den berettigede har optrådt svigagtigt, kunne bevirke, at inddrivelsessagen udsættes.
Inddrivelsesmyndighedens afgørelse om, hvorvidt en indsigelse vil kunne tages til følge, kan indbringes for amtsankenævnet (i København eller Frederiksberg den sociale ankestyrelse). Skyldneren kan endvidere få indsigelsen prøvet af fogedretten i tilfælde, hvor bidragsskylden søges inddrevet ved tilbageholdelse i løn m.v. eller udpantning.’
Københavns Kommune var inddrivelsesmyndighed i perioden fra den 17. august 1994 til den 1. maj 1997, bortset fra en periode fra den 25. april 1996 til den 29. juli 1996. Gladsaxe Kommune var (H)’s bopælskommune i perioden fra den 17. august 1994 til den 1. maj 1999.
Jeg har ingen bemærkninger til Københavns Kommunes opfattelse af at kommunen ikke er erstatningsansvarlig efter reglen i § 505 i retsplejeloven (nu lovbekendtgørelse nr. 809 af 14. september 2001).
Ifølge dansk rets almindelige regler om erstatning uden for kontraktsforhold afhænger en eventuel erstatningspligt af om skadevolderen har begået et ansvarspådragende forhold, om skadelidte har lidt et tab, og om der er årsagssammenhæng mellem det ansvarspådragende forhold og tabet. På visse områder er der tale om et skærpet ansvar for skadevolder. Således bedømmes spørgsmålet om offentlige myndigheders erstatningsansvar for handlinger og undladelser som led i myndighedsudøvelsen efter reglerne om professionsansvar. Jeg henviser til den sag som er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 102ff*. Jeg henviser ligeledes til Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s. 903ff, Vestre Landsrets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1288ff, samt Østre Landsrets dom af 7. februar 1997 i Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling 1997, bind 1, s. 326ff. Endvidere henviser jeg til Vestre Landsrets kendelse af 18. marts 1996 og Østre Landsrets dom af 15. juni 2000 i Forsikrings- og Erstatningsretslig Domssamling, henholdsvis 1996, bind 1, s. 142ff, og 2000, bind 2, s. 1419ff. Jeg henviser også til Jens Anker Andersen i Ugeskrift for Retsvæsen 1986B, s. 244ff.
Der skal tages stilling til om Københavns Kommune har overtrådt den for området gældende handlenorm ved ikke at påse om den bidragsresolution som dannede grundlag for inddrivelsen af ægtefællebidrag i forhold til (M), var bortfaldet som følge af endelig separation.
Det sociale nævn har i sin afgørelse af 21. januar 2000 anført at det kan tilskrives en fejl fra kommunen at kommunen uberettiget foretog inddrivelse af ægtefællebidrag fra (M) efter august 1994.
Københavns Kommune har i sin udtalelse af 3. april 2001 bestridt at kommunen havde grundlag for at prøve (H)’s anmodninger om inddrivelse af ægtefællebidrag. Kommunen begrunder dette med at prøvelsen skulle foretages af bidragsberettigedes bopælskommune, dvs. Gladsaxe Kommune, og med at kommunen først modtog landsretsdommen den 29. august 1994 hvor (H) allerede var flyttet til Gladsaxe Kommune.
Efter min opfattelse har Københavns Kommune i denne sag haft pligt til at påse om den bidragsresolution som var grundlag for inddrivelsen af ægtefællebidrag i forhold til (M), var bortfaldet som følge af endelig separation.
Jeg har navnlig lagt vægt på at det må anses for en fundamental betingelse for at iværksætte en inddrivelse at det krav som inddrives, består, jf. princippet i retsplejelovens § 505, stk. 1, og på at kommunen har haft kendskab dels til bidragsresolutionen efter retsvirkningslovens § 6 hvorpå det med fed skrift var anført at resolutionen ikke havde gyldighed efter endelig separation, dels til Østre Landsrets dom af 17. august 1994 hvorved separationen mellem Deres klient og (H) blev endelig. Det skal i den forbindelse tages i betragtning at kommunen som inddrivelsesmyndighed må antages at have indgående kendskab til reglerne om inddrivelse af ægtefællebidrag, herunder afsnit I, punkt 5 A, litra a, i vejledningen om inddrivelse af underholdsbidrag. Jeg har ligeledes lagt vægt på at kommunen har været en aktiv og udfarende inddrivelsesmyndighed som flere gange har haft anledning til og mulighed for at undersøge om grundlaget for inddrivelsen af ægtefællebidrag fortsat var til stede. Jeg henviser bl.a. til kommunens modtagelse af Østre Landsrets dom den 29. august 1994, kommunens brev af 11. januar 1995, udlægget af 31. marts 1995 og tilsigelsen af 15. maj 1995.
Jeg er ikke enig med kommunen i at det der i afsnit I, punkt 4, i vejledningen om inddrivelse af underholdsbidrag er anført om hvad den bidragsberettigedes bopælskommune skal påse ved modtagelsen af en anmodning om inddrivelse af bidrag, bevirker at kommunen som inddrivelsesmyndighed i et tilfælde som det foreliggende ikke har pligt til at påse om et bidrag er faldet bort. Ud over det som jeg har anført ovenfor, henviser jeg til Skarrildhus 1992, s. 12f, hvor det – for så vidt angår uddannelsesbidrag – fremgår at kommunen som inddrivelsesmyndighed skal påse om bidraget er bortfaldet, og hvor der i øvrigt også henvises til afsnit I, punkt 4, i vejledningen.
Jeg har ikke tillagt kommunens bemærkninger om at (M) selv var i skyld i kommunens inddrivelse fordi han var nærmest til at være opmærksom på at bidraget var faldet bort, og fordi han blot fortsatte med at betale, særlig betydning. Jeg henviser til det som jeg har skrevet ovenfor, herunder om at kommunen iværksatte tvangsinddrivelse og er sagkyndig på området. Jeg har i den forbindelse set bort fra kommunens bemærkning om at (M) var repræsenteret af advokat, bl.a. fordi (M) efter det for mig foreliggende materiale ikke i sagen om inddrivelse af ægtefællebidrag har været repræsenteret af advokat.
Vestre Landsrets kendelse af 5. september 1995, som kommunen nævner, angår en mands adgang til modregning over for en kommune i et tilfælde hvor kommunen efter reglen i den nu ophævede bistandslovs § 8, stk. 1, var indtrådt i retten til ægtefællebidrag, og mandens eventuelle tilbagesøgningskrav mod den tidligere hustru. Kendelsen angår således ikke et spørgsmål om erstatning; kendelsens resultat og argumenterne herfor kan derfor ikke umiddelbart overføres til den foreliggende sag.
Sammenfattende er det min opfattelse at Københavns Kommune har begået væsentlige fejl ved ikke at sikre sig at der ikke blev inddrevet bidrag efter at den bidragsresolution som var grundlag for inddrivelsen af ægtefællebidrag i forhold til (M), var bortfaldet som følge af endelig separation.
Jeg har gjort Københavns Kommune bekendt med min opfattelse.
Kommunen har afvist at (M) har lidt et tab som følge af kommunens inddrivelse. Som begrundelse herfor har kommunen bl.a. anført at et eventuelt tab ikke er dokumenteret, og at det ikke er sandsynliggjort at statsamtet efter landsrettens stadfæstelse af bidragsperiodens længde ville have fastsat bidraget efter ægteskabslovens §§ 49 og 50 til noget andet beløb end det som var fastsat ved resolutionen i henhold til retsvirkningslovens § 6. Af kommunens udtalelse af 3. april 2001 fremgår det at der efter den 17. august 1994 er inddrevet 102.630 kr.
I Deres klage til mig er (M)’s tab – som nævnt – opgjort til 112.630 kr. Samtidig anfører De i klagen at der ikke i sagen er foretaget nogen prøvelse af (H)’s krav på bidrag efter den endelige separation. De henviser til at der bl.a. ingen oplysninger er om hendes indtægts- og samlivsforhold.
Af materialet i sagen fremgår at Frederiksborg Statsamt og Civilretsdirektoratet henholdsvis den 29. juli 1996 og 10. september 1996 traf afgørelse om at (M)’s bidrag til (H)’s underhold bortfaldt. Årsagen var efter det oplyste at (H) havde indledt et fast samlivsforhold. Københavns Statsamt gav den 23. februar 1998 (H) afslag på forlængelse af bidragspligten. De nævnte afgørelser er ikke i materialet. Det fremgår også at (H) ikke ville betale de modtagne ægtefællebidrag tilbage.
På den baggrund må jeg konstatere at der ikke i det for mig foreliggende materiale er tilstrækkelige oplysninger til at jeg kan foretage en vurdering af om (M) har lidt et tab som følge af Københavns Kommunes inddrivelse. Jeg mener imidlertid ikke at jeg nu har grundlag for at indhente yderligere oplysninger i sagen. Som begrundelse herfor henviser jeg til følgende
(M)’s erstatningskrav mod Københavns Kommune er omfattet af den 5-årige forældelse i forældelsesloven af 1908, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 5 (lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer). Ud fra de foreliggende oplysninger må det antages at forældelsesfristen efter 1908-loven i denne sag løber fra (M)’s modtagelse af Civilretsdirektoratets afgørelse af 23. januar 1997. Forældelsen indtræder således den 25. januar 2002.
En nærmere undersøgelse af og afgørelse om hvorvidt Københavns Kommune har pligt til at betale Deres klient erstatning som følge af de begåede fejl, forudsætter bl.a. at der indhentes nærmere oplysninger til belysning af det tab Deres klient måtte have lidt. I den forbindelse kan det være relevant at foretage en nærmere undersøgelse og vurdering af sandsynligheden for at (M) – såfremt sagsbehandlingen havde været korrekt – skulle have betalt bidrag af en tilsvarende størrelsesorden. Undersøgelser heraf kan efter min mening bedst foretages under en retssag hvor der er mulighed for afgivelse af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Erstatningskravet forældes som nævnt den 25. januar 2002. Forældelsen kan undgås enten hvis Københavns Kommune frafalder at gøre den gældende under en eventuel retssag, eller hvis Deres klient inden fristens udløb indbringer sagen for domstolene. Forældelsen kan også undgås ved at Københavns Kommune erkender gælden.
Som anført ovenfor har jeg samtidig hermed gjort Københavns Kommune bekendt med min opfattelse om at kommunen har begået fejl ved ikke at sikre sig at der ikke blev inddrevet bidrag efter at bidragsresolutionen var bortfaldet.
Da Deres klients erstatningskrav snart forældes, har jeg ikke henstillet til kommunen at genoptage sagen.
Derimod har jeg henstillet til kommunen at den straks meddeler Dem om kommunen vil frafalde at gøre forældelse gældende under en eventuel retssag (som anlægges efter forældelsesfristens udløb), eller om kommunen er indstillet på at Deres klient nu (inden forældelsesfristens udløb) indbringer sagen for domstolene. Hvis kommunen frafalder at gøre forældelse gældende under en eventuel retssag, går jeg ud fra at kommunen genoptager sagen i lyset af det jeg har anført, og meddeler Dem en ny afgørelse.
Hvis (M) ønsker sagen indbragt for domstolene, er jeg indstillet på at henstille at der meddeles fri proces, jf. ombudsmandslovens § 23.
Hvis kommunen genoptager sagen og meddeler Dem en ny afgørelse, beder jeg Dem afvente kommunens afgørelse før De tager stilling til om der er grundlag for på ny at klage til mig.
Rekonstruktion af breve om afkrævning af bidrag
Jeg har af egen drift rejst en sag vedrørende kommunens manglende mulighed for at rekonstruere de afkrævningsbreve som er sendt til (M), jf. det som kommunen i udtalelsen af 3. april 2001 har skrevet herom, og § 17, stk. 1, i ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996). I dag har jeg bedt Københavns Kommune om en udtalelse i sagen. Jeg har i den forbindelse henvist til den sag som er nævnt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1997, s. 198ff*. Til Deres orientering vedlægger jeg en kopi heraf.
Underretning efter persondataloven
(M)’s sag om inddrivelse af ægtefællebidrag indeholder personoplysninger om (H).
I overensstemmelse med principperne i persondataloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000) har jeg derfor orienteret (H) om sagen og sendt hende en kopi af dette brev. Jeg har også tilsendt hende en folder om ombudsmanden og persondataloven.
På det foreliggende grundlag foretager jeg mig ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”
Herefter modtog jeg bl.a. oplysning om at kommunen den 17. januar 2002 havde accepteret A’s forligstilbud ifølge hvilket M havde et samlet tilgodehavende på 100.682 kr.
Jeg meddelte at jeg tog dette til efterretning, og jeg foretog mig ikke mere i erstatningssagen.
NOTER: (*) FOB 1987, s. 102, og FOB 1997, s. 198.
Kommunes erstatningsansvar for inddrivelse af ægtefællebidrag. Forældelse
En advokat, A, klagede på vegne af en mand, M, til mig over Københavns Kommunes inddrivelse af ægtefællebidrag til den tidligere hustru, H’s, underhold.
Af materialet i sagen fremgik bl.a. at M og H ved Københavns Byrets dom af 16. november 1993 blev separeret på vilkår om at forældremyndigheden over barnet B tilfaldt H, og at M pålagdes bidragspligt over for H i 8 år fra den 16. november 1993. M ankede dommen for så vidt angår vilkåret om bidragspligt.
Københavns Overpræsidium traf den 31. januar 1994 afgørelse om at M med virkning fra den 19. september 1993 og indtil videre skulle betale normalbidrag med tillæg af 100 pct. til B. Samme dag traf overpræsidiet afgørelse om at M med virkning fra den 1. november 1993 og indtil videre skulle betale et bidrag på 4.500 kr. om måneden til H. Afgørelsen om ægtefællebidrag var truffet i medfør af retsvirkningslovens § 6, og det var med fed skrift i afgørelsen anført at afgørelsen ikke havde gyldighed for tiden efter endelig separation eller skilsmisse eller samlivets eventuelle genoptagelse.
Den 11. februar 1994 skrev M til overpræsidiet om sagen. For så vidt angik bemærkningen om at bidragsafgørelsen ikke havde gyldighed efter endelig separation, anførte M at så vidt han forstod havde byretten fastslået separation hvorfor den vel måtte være endelig. Han spurgte derfor om bemærkningen betød at bidragsafgørelsen var ugyldig.
Civilretsdirektoratet tiltrådte den 30. marts 1994 overpræsidiets afgørelser af 31. januar 1994.
Den 5. april 1994 henvendte M sig til Københavns Kommune, Social- og Sundhedsforvaltningen, Socialcentret for særlige opgaver, med henblik på hvortil og hvordan han kunne afdrage den allerede opståede bidragsrestance.
Af et brev af 27. april 1994 til H’s advokat fremgår bl.a. at centret havde truffet aftale med M om at afdrage 6.000 kr. om måneden hvilket senere blev nedsat til 3.000 kr.
H flyttede den 8. august 1994 til Gladsaxe Kommune.
Ved dom af 17. august 1994 stadfæstede Østre Landsret separationsvilkåret om bidragspligt.
Den 22. august 1994 meddelte socialcentret M at centret på ny havde gennemgået sagen, og at den oprindelige aftale på 6.000 kr. med virkning fra den 1. oktober 1994 fortsat skulle bestå. Samtidig oplyste centret M om at han kunne klage over fastsættelse af underholdsbidrag til Civilretsdirektoratet med begrundelse om direkte betaling, og at en sådan klage ikke havde opsættende virkning.
Med brev af 26. august 1994, som socialcentret modtog den 29. august 1994, indsendte H’s advokat en kopi af Østre Landsrets dom. Samtidig skrev advokaten at H havde et større tilgodehavende i ægtefællebidrag, og at M kun betalte meget lidt. Advokaten spurgte derfor bl.a. om der var indgået en ordning med M.
Som følge af H’s flytning til Gladsaxe Kommune sendte socialcentret den 30. august 1994 bidragssagen til Gladsaxe Kommune.
Af Københavns Kommunes (socialcentrets) afkrævninger af 14. september 1994 af bidrag fremgik bl.a. at unddragelse af rettidig betaling eller misligholdelse af betalingsaftalen ville medføre at de i lovgivningen hjemlede tvangsmidler ville blive bragt i anvendelse. Som led i enhver bidragsaftale vedrørende forskudsvis udbetalt børnebidrag indgik at overskydende skat eller andre tilgodehavender ved staten modregnedes i det omfang der forelå en bidragsrestance.
Den 16. september 1994 sendte socialcentret (i Københavns Kommune) en kopi af aftalen med M til H’s advokat.
Af M’s brev af 29. december 1994, som socialcentret modtog kopi af, fremgik at ægtefællebidrag fra den 1. januar 1995 ville blive deponeret på en konto.
Af den oplysningsseddel for 1994 som socialcentret den 18. januar 1995 sendte til M, fremgik at han havde betalt 39.000 kr. i ægtefællebidrag og 6.000 i børnebidrag.
Den 11. januar 1995 skrev socialcentret til M. Af brevet fremgik
”Under henvisning til Deres brev af 29/12 1994 anmodes De om straks at indbetale det pr. 3. januar 1995 forfaldne afdrag.
Kravet er stadfæstet ved Østre Landsret og er derfor forfaldent til betaling. Der er intet herefter der har opsættende virkning.”
H rykkede den 28. februar 1995 og 29. marts 1995 Københavns Kommune for bidrag idet M kun havde betalt 1.500 kr. i januar og februar.
Den 20. marts 1995 afsagde Retten i Gladsaxe dom om at ægteskabet mellem M og H opløstes på nærmere angivne vilkår.
Københavns Skatteforvaltnings pantefoged foretog den 31. marts 1995 udlæg for i alt 48.884 kr. i indeståendet på M’s bankkonto i Girobank. Udlægget blev efterfølgende ført tilbage fordi indestående på kontoen tilhørte en kortklub som M var medlem af. Herefter genoptog M betalingen af ægtefællebidrag med 5.000 kr. om måneden hvilket kommunen accepterede for april og maj 1995.
Den 27. april 1995 og 15. maj 1995 ringede H til Københavns Kommune om inddrivelsen af bidrag. Hun ringede også til Gladsaxe Kommune herom.
Københavns Skatteforvaltning sendte den 15. maj 1995 M en ny tilsigelse. Herefter tilbød M at betale 5.500 kr. om måneden hvilket kommunen accepterede fra den 1. juni 1995 til den 1. november 1995.
H ringede også den 30. maj 1995 til Københavns Kommune om inddrivelsen.
Den 9. november 1995 accepterede kommunen at M betalte 5.500 kr. om måneden i endnu 4 måneder. M ville eventuelt søge om frafald af ægtefællebidrag.
Af den oplysningsseddel som Københavns Skatteforvaltning den 17. januar 1996 sendte til M, fremgik at han havde betalt 51.130 kr. i ægtefællebidrag og intet i børnebidrag.
Kommunen accepterede den 13. marts 1996 endnu 4 måneder med afdrag på 5.500 kr.
Den 20. juni 1996 ringede Gladsaxe Kommune på vegne af H til Københavns Kommune om inddrivelsen.
I perioden fra den 25. april 1996 til den 29. juli 1996 boede M i Stenløse Kommune. Derefter flyttede han tilbage til Københavns Kommune. Stenløse Kommune sendte derfor den 12. august 1996 den bidragssag som kommunen den 7. juni 1996 havde fået tilsendt, tilbage til Københavns Kommune. Det er på flyttemeddelelsen med håndskrift bl.a. anført at M flyttede tilbage til Københavns Kommune inden kontakt fra kommunen, og at afkrævning på ægtefællebidrag for juni, juli og august 1996 ikke var blevet udsendt.
Frederiksborg Statsamt traf den 29. juli 1996 afgørelse om at M’s bidrag til H’s underhold skulle bortfalde fra den 1. august 1996.
H ringede den 5. august 1996 til Københavns Kommune. Hun oplyste bl.a. at hun ønskede det gamle krav inddrevet hvilket ville ske når Københavns Kommune modtog sagen fra Stenløse Kommune.
Den 29. august 1996 oplyste Københavns Kommune H om at kommunen havde modtaget sagen.
Civilretsdirektoratet tiltrådte den 10. september 1996 statsamtets afgørelse af 29. juli 1996.
Den 7. oktober 1996 og 1. november 1996 rykkede H Københavns Kommune for inddrivelsen af bidragsrestancen.
M foreslog den 16. oktober 1996 et månedligt afdrag på 2.000 kr.
I brev af 22. oktober 1996 afslog Københavns Skatteforvaltning den ansøgte betalingsordning, jf. principperne i retsplejelovens § 525. Samtidig traf skatteforvaltningen afgørelse om en betalingsordning på 3.500 kr. pr. måned fra den 1. november 1996. Af afgørelsen fremgik
”
Overskydende skat eller anden udbetaling fra staten vil – som et ekstraordinært afdrag – blive anvendt til hel eller delvis dækning af foreliggende restancer. Dette gælder også udbetalinger til eventuel ægtefælle/registreret partner, når denne kan afkræves restancen.
Overholdes ordningen ikke, er hele restancen forfalden til betaling og vil kunne inddrives ved udlæg og/eller ved indeholdelse i løn, pension, dagpenge mv.
”
Af den oplysningsseddel for 1996 som Københavns Skatteforvaltning den 15. januar 1997 sendte til M, fremgik at han havde betalt 38.000 kr. i ægtefællebidrag og intet i børnebidrag. Af den tilsvarende oplysningsseddel fra Stenløse Kommune fremgik at han havde betalt 5.500 kr. i ægtefællebidrag og intet i børnebidrag.
M skrev den 13. september 1996 til Civilretsdirektoratet idet han ønskede at ægtefællebidraget bortfaldt fra den 1. maj 1996.
Den 23. januar 1997 meddelte Civilretsdirektoratet at bidraget til H allerede var bortfaldet fra den 17. august 1994. Baggrunden herfor var bl.a. at det bidrag som Københavns Overpræsidium havde fastsat den 31. januar 1994, kun løb frem til den endelige dom i separationssagen, dvs. til Østre Landsrets dom af 17. august 1994. Ved denne dom faldt bidraget automatisk bort, og H havde herefter mulighed for at søge bidrag efter ægteskabslovens § 50. H havde ikke udnyttet denne mulighed der dog stadig bestod. Civilretsdirektoratet beklagede at direktoratet ikke ved afgørelsen af 10. september 1996 var opmærksom på at bidraget var bortfaldet den 17. august 1994.
M flyttede den 1. maj 1997 til Høje-Taastrup Kommune. Københavns Kommune sendte derfor bidragssagen til Høje-Taastrup Kommune.
Den 23. juni 1997 rykkede H Københavns Kommune for bidrag. Københavns Kommune henviste hende til Høje-Taastrup Kommune.
I brev af 26. juni 1997 meddelte M Høje-Taastrup Kommune at han standsede sine månedlige betalinger (på 3.500 kr.) af bidragsrestancen. Han henviste til Civilretsdirektoratets afgørelse og til at det så ud til at han siden august 1994 uretmæssigt var blevet afkrævet bidrag. M imødeså kommunens kommentar til problemet og til hvordan det kunne løses. Han sendte en kopi af brevet til Gladsaxe Kommune.
Den 25. august 1997 skrev M på ny til Høje-Taastrup Kommune om sagen. Af brevet fremgik bl.a. at M mente at han havde øremærket de betalte bidrag til børnebidrag. Han var derfor utilfreds med at de betalte bidrag var gået til betaling af ægtefællebidrag, og at han derfor havde opbygget en børnebidragsrestance. Han mente heller ikke at det var rimeligt at han skulle betale børnebidragsrestancen når det offentlige uretmæssigt havde afkrævet ham ægtefællebidrag. Han sendte en kopi af sit brev til Gladsaxe Kommune og Københavns Kommune.
Af Høje-Taastrup Kommunes afgørelse af 2. september 1997 fremgik
”
De er i restance af børnebidrag på i alt 16.614,00 kr. som oplyst i brev herfra af 25. august 1997.
De indbetalinger som De har foretaget til Københavns kommune (der er slet ikke indbetalt til Høje-Taastrup kommune) er dækket til ikke forskudsvis udbetalt hustru- og børnebidrag. Denne dækning er sket efter normal praksis og efter princippet i § 15, stk. 3, i Justitsministeriets cirkulære af 29. november 1978 om inddrivelse af bidrag.
Jeg skal derfor fastholde restancen og anmode Dem om at indbetale beløbet. Hvis beløbet ikke kan betales på en gang kan De rette henvendelse hertil for indgåelse af en betalingsordning.
Hvis De ikke betaler eller indgår en betalingsordning vil restance blive inddrevet ved tvangsinddrivelse.
”
Den 8. september 1997 klagede M over afgørelsen.
Med brev af 12. september 1997 sendte Høje-Taastrup Kommune klagen videre til Det Sociale Nævn for Københavns Amt. Af kommunens brev fremgik
”
Høje-Taastrup kommune modtog d. 20. juni 1997 sagen fra Københavns kommune med en restance på 20.114,00 kr. Den 24. juni 1997 modtog incassoafsnittet 3.500,00 kr. fra Københavns kommune. Pengene havde (M) betalt til København. Restancen var herefter 16.614,00 kr. som udgør ikke forskudsvis udbetalt børnebidrag 3.992,00 kr. samt forskudsvist udbetalt bidrag 12.622,00 kr. til barnet (B).
Det skal oplyses, at der verserer en sag vedr. for meget indbetalt hustrubidrag til tidl. ægtefælle (H) bosiddende i Gladsaxe kommune. Gladsaxe kommune har den 8. september 1997 haft møde med (H) cpr-nr. ( ) og der fået oplyst, at hun nu vil søge om hustrubidrag for perioden efter bortfaldet d. 17. august 1994.
”
I brev af 30. september 1997 traf det sociale nævn afgørelse om at sagen skulle behandles af Københavns Kommune fordi klagen relaterede sig til forhold der var afgjort i Københavns Kommune.
Af den oplysningsseddel for 1997 som Københavns Skatteforvaltning den 14. januar 1998 sendte til M, fremgik at han havde betalt 14.000 kr. i ægtefællebidrag og intet i børnebidrag.
Med brev af 7. april 1998 sendte Det Sociale Nævn for Københavns Amt sagen til Københavns Kommune.
Københavns Kommune traf den 25. januar 1999 afgørelse og sendte samtidig sagen videre til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Af kommunens afgørelse fremgik
”
Vi har gennemgået sagen, men der er imidlertid ikke fundet grundlag for at ændre den af Høje-Tåstrup kommune den 2. september 1997 trufne afgørelse om, at De skal betale den foreliggende børnebidragsrestance.
I afgørelsen er der lagt vægt på, at det er parternes ansvar at give såvel bidragsberettigedes som bidragspligtiges bopælskommuner besked om afgørelser, som ændrer ved grundlaget for påligning og inddrivelse af bidrag. Ønsker De det for meget betalte hustrubidrag og forhøjet børnebidrag tilbagebetalt, er det vores opfattelse, at De må søge beløbet tilbagebetalt af Deres tidligere ægtefælle, eventuelt ved privat søgsmål.
Det er aftalt med Høje-Tåstrup kommune, at indbetaling af Deres resterende bidragsrestance berostilles indtil Det Sociale Nævns afgørelse foreligger.
”
Af kommunens notat af 16. december 1998 fremgik bl.a. at Københavns Statsamt den 23. februar 1998 gav H afslag på forlængelse af bidragspligten, og at H’s advokat den 19. maj 1998 meddelte statsamtet at bidraget var modtaget i god tro hvorfor H ikke ville tilbagebetale noget. Det fremgik også at både statsamtet, advokaten og Gladsaxe Kommune havde henlagt sagen, og at Gladsaxe Kommune straks havde stoppet udbetalingen af hustrubidrag da kommunen blev bekendt med den seneste afgørelse.
Den 21. januar 2000 traf Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner afgørelse. Af afgørelsen fremgik
”
Nævnet finder, at det må anses for at være i overensstemmelse med § 15, stk. 3, i nedennævnte cirkulære, at Deres betalinger vedrørende bidrag er anvendt til dækning af de private krav vedrørende bidrag forud for dækning af kommunens krav vedrørende forskudsvis udlagte børnebidrag.
Imidlertid finder nævnet, at Københavns Kommune hvad angår hustrubidraget har tilsidesat sin pligt som inddrivelsesmyndighed til at sikre sig, at der forelå et grundlag for inddrivelsen.
Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at Københavns Kommune i august 1994 modtog kopi af landsretsdommen af 17/8-94 og dermed var i besiddelse af oplysninger, hvoraf fremgik, at det hidtidige inddrivelsesgrundlag i form af afgørelsen af 31/1-94 fra Københavns Overpræsidium var bortfaldet fra 17/8-94.
På den baggrund finder nævnet, at det kan tilskrives fejl fra Københavns Kommune, at kommunen uberettiget foretog inddrivelse af hustrubidrag fra Dem efter august 1994.
Spørgsmålet om tilbagesøgnings- eller erstatningskrav overfor Københavns Kommune i den anledning – eller spørgsmålet om eventuelt tilbagesøgningskrav overfor Deres tidligere hustru – falder udenfor nævnets område. De henvises således til i givet fald at rejse sådant krav ved privat søgsmål.
”
I brev af 26. januar 2000 bad M Københavns Kommune om at oplyse ham om hvordan fejlen ville blive rettet. Han mente at en del af det for meget inddrevne skulle bruges til at betale børnebidragsrestancen, og at det for meget inddrevne kunne sidestilles med for meget opkrævet skat som uden yderligere søgsmål blev tilbagebetalt til skatteyderen.
Københavns Kommune skrev den 4. april 2000 til M. Af brevet fremgik
”
Da kommunen ikke endeligt har modtaget de pågældende beløb, men alene har opkrævet dem på vegne af den bidragsberettigede og derefter afregnet de opkrævede beløb til denne, forstår vi Deres krav som et erstatningskrav mod kommunen for vor medvirken til denne opkrævning.
Efter dansk rets almindelige erstatningsregler, skal der for at pådrage sig et erstatningsansvar dels foreligge et ansvarsgrundlag, dels skal der dokumenteret være lidt et tab.
I kravet om, at der skal foreligge et ansvarsgrundlag ligger der normalt, at der er handlet (eller undladt handlet) anderledes end, hvordan en normal og fornuftig mand ville have gjort. Dette har det sociale nævn så afgjort, at kommunen har.
Efter vor opfattelse har De ikke lidt noget tab, da det ikke er sandsynliggjort, at statsamtet/overpræsidiet, efter landsrettens stadfæstelse af bidragsperiodens længde, ville have fastsat bidraget efter ægteskabslovens §§ 49-50 til noget andet beløb end dét, som var fastsat ved den tidligere resolution i henhold til retsvirkningslovens § 6.
Da De blot fortsatte med at betale de afkrævede beløb, havde den bidragsberettigede ikke nogen anledning til at få fastsat bidragets størrelse i henhold til den endelige separationsdom. I Vestre Landsrets dom af 5. september 1995 B-1207/95 er der afgjort en sag, der på mange måder ligner Deres. Jeg vedlægger til Deres orientering en kopi af en omtale af dommen fra bladet Advokaten.
Da der med udgangspunkt i denne dom ikke består noget tilbagebetalingskrav mod Deres tidligere ægtefælle, ville det forhold, at De kunne gennemføre et erstatningskrav mod kommunen betyde, at De fik en uberettiget berigelse i forhold til manden i den nævnte dom. Også af denne grund kan vi ikke imødekomme Deres krav.
Af andre betingelser for at pålægge et erstatningsansvar, kræves det, at den skadelidte, dels ikke selv har medvirket til skadens opståen, dels efter evne har forsøgt at begrænse skadens udbredelse.
Som vi også fremhævede overfor Dem i vort brev til Dem af 25. januar 1999, må parterne i en bidragssag være nærmest til at underrette opkrævningsmyndigheden om ændringer i beregningsgrundlaget. Ved den ovennævnte Vestre Landsretsdom fandt landsretten, at der ikke var nogen speciel tilskyndelse for den bidragsberettigede til at søge bidraget fastsat, når betalingerne i henhold til den bortfaldne resolution blot fortsatte og der er i hvert fald slet ingen tilskyndelse (og heller ingen berettigelse) for kommunen til at søge bidraget fastsat, når bidraget blot betales efter udsendte opkrævninger.
Endelig lægger vi vægt på, at der medvirkede advokat på begge sider i forbindelse med separationens gennemførelse.
Efter en samlet bedømmelse mener vi derfor ikke, at der foreligger nogen erstatningspligt for kommunen og vi kan derfor ikke imødekomme Deres anmodning.
Vi må således også fastholde den restance af forskudsvist udlagte børnebidrag, som er til opkrævning/inddrivelse i Høje-Taastrup kommune. Kommunen får derfor kopi af dette brev.”
Samme dag skrev Københavns Kommune til Høje-Taastrup Kommune at den hidtil indrømmede henstand med restancen af børnebidrag herefter måtte anses for bortfaldet.
Den 25. maj 2000 skrev A til direktøren for Københavns Skatteforvaltning om sagen.
Direktøren for Københavns Skatteforvaltning svarede den 15. november 2000. Af svaret fremgik
”
Det er min opfattelse, at der ikke påhviler Københavns Kommune et erstatningsansvar for de beløb, som Deres klient (M) har betalt som underholdsbidrag til den tidligere ægtefælle, (H).
Københavns Kommune har i denne sag handlet i medfør af lov om inddrivelse af underholdsbidrag, §§ 2 og 4 efter anmodning fra (H). Det fremgår af cirkulæret om inddrivelse af underholdsbidrag, at anmodningen skal vedlægges bidragsdokumentet, ligesom anmodningen bør indeholde oplysninger til identifikation af den bidragsberettigede og skyldneren samt bidragsrestancens størrelse og hvilket tidsrum den vedrører. Af punkt 4 i vejledning om inddrivelse af underholdsbidrag fremgår, at det sociale udvalg (magistraten) skal påse, at de nødvendige oplysninger mv. foreligger.
’Fremgår det af de foreliggende oplysninger, at bidraget er faldet bort, kan der ikke ske inddrivelse af bidrag, der ligger efter bortfaldstidspunktet. Den bidragsberettigede skal have meddelelse om sagens afvisning af denne grund.
Er inddrivelsessag allerede verserende, og foretages inddrivelsen af en anden kommune end den, der har modtaget anmodningen om bistand, kan det endvidere være nødvendigt at give denne kommune meddelelse om bortfaldstidspunktet.’
Det fremgår af sagsforløbet, at ingen af parterne – herunder statsamtet og Civilretsdirektoratet eller parternes advokater – er opmærksomme på, at den oprindelige bidragsresolution rettelig måtte anses for bortfaldet med virkning fra Østre Landsrets dom af 17. august 1994. Selv ikke ved Frederiksborg Statsamts afgørelse af 29. juli 1996 eller ved Civilretsdirektoratets stadfæstelse deraf den 10. september 1996 blev dette forhold bemærket. Det tilføjes, at ingen af de to nævnte afgørelser ses modtaget i Københavns Kommune. Først ved Civilretsdirektoratets afgørelse af 23. januar 1997 blev det fastslået at bidragsresolutionen var bortfaldet den 17. august 1994.
Det fremgår af retsplejelovens § 505
’Den, som har anmodet om tvangsfuldbyrdelse af en fordring eller et krav, som viser sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab og godtgørelse for tort samt, hvis frihedsberøvelse er sket, for lidelse. Sådant ansvar påhviler ligeledes fordringshaveren, hvis der i øvrigt ved fogedretten er truffet foranstaltninger til tvangsfuldbyrdelse, uden at betingelserne herfor har været til stede, og dette kan lægges fordringshaveren til last.
Stk. 2. Har fogedretten truffet bestemmelse om fremstilling eller tilbageholdelse af skyldneren, uden at betingelserne herfor har været til stede, eller er forretning ved en fejltagelse foretaget hos en anden end skyldneren, har skyldneren eller den, hos hvem forretningen er foretaget, krav på erstatning og godtgørelse i samme omfang som efter stk. 1, 1. pkt. Beløbet betales af staten og skal godtgøres statskassen af den, som har anmodet om forretningen, hvis han er ansvarlig efter reglerne i stk. 1.
Stk. 3. Krav efter stk. 1 og 2 må fremsættes over for fogedretten eller de almindelige domstole senest tre måneder efter det tidspunkt, da vedkommende blev i stand til at gøre kravet gældende. Fogedrettens afgørelse træffes ved kendelse. Fogedretten kan henskyde kravet til søgsmål ved de almindelige domstole.
Stk. 4. Afgørelser efter stk. 3, jf. stk. 2, kan kæres både af parterne og af justitsministeren.’
Københavns Kommune – der i relation til denne sag om inddrivelse af underholdsbidrag til ægtefællen alene har handlet og fungeret som fogedret – ses ikke at have pådraget sig et selvstændigt ansvar efter denne bestemmelse. Endvidere er krav om et selvstændigt ansvar efter denne bestemmelse ikke rettidigt fremsat.
Dertil kommer, at et eventuelt tab ikke er opgjort eller dokumenteret. Et eventuelt tab kan alene opgøres ved en sag – eventuelt ved en retssag – mellem bidragyder og bidragmodtager. I denne forbindelse må endvidere indgå, at bortfald af bidragsforpligtigelsen som udgangspunkt må medføre en regulering af de pågældendes skatteansættelser i det omfang, at det fradragsberettigede og indkomstskattepligtige underholdsbidrag bortfalder.
Endelig er det kommunens opfattelse, at der foreligger egen skyld, idet Deres klient har været den nærmeste til at gøre indsigelse mod kravet om betaling af underholdsbidrag til den tidligere ægtefælle og derfor også den nærmeste til at bære risikoen ved, at den endelige afklaring af underholdsforpligtigelsen trak så længe ud. Der er herved også henset til, at begge parter har været repræsenteret ved advokat.”
I brev af 13. februar 2001 klagede A til mig. Klagen angik dels inddrivelsen af børnebidraget på 16.614 kr. og fordelingen af de af M betalte bidrag, dels kommunens afslag på erstatning. Erstatningsbeløbet er i klagen opgjort til 112.630 kr.; efter fradrag af børnebidragsrestancen på 16.614 kr. udgør beløbet 96.016 kr.
Den 8. marts 2001 bad jeg Københavns Kommune om en udtalelse i anledning af klagen og om udlån af sagens akter.
Københavns Kommune udtalte sig den 3. april 2001. Af udtalelsen fremgik
”
I 1993, det år, hvor ægtefællerne blev separeret, boede (M) i Københavns kommune. I perioden den 25. april 1996 til den 29. juli 1996 havde (M) bopæl i Stenløse kommune. Herefter var bopælskommunen på ny Københavns kommune frem til den 1. maj 1997 hvor (M) tilflyttede Høje-Taastrup kommune.
Det fremgår af § 1, i justitsministeriets cirkulære nr. 217 af 29. november 1978, at underholdsbidrag inddrives af den kommune hvor skyldneren bor (inddrivelseskommunen). Som det fremgår af ovenstående har Københavns kommune været inddrivelseskommune frem til den 1. maj 1997 med en afbrydelse i 1996 på ca. 3 måneder. Fra den 1. maj 1997 er inddrivelseskommunen Høje-Taastrup.
Det er ikke korrekt, at (M) ikke har modtaget opgørelser fra kommunen vedrørende indbetalingerne. Dette fremgår af vedlagte kopier for årene 1994 til 1997 (der bortset fra 1997 er fremsendt til herværende kommune via Folketingets Ombudsmand). Det fremgår tillige af opgørelserne, hvordan bidragene er fordelt mellem ægtefællebidrag og børnebidrag for de enkelte indbetalingsår. Indbetalingsåret er ikke nødvendigvis sammenfaldende med påligningsåret. Fradragsretten er knyttet til indbetalingsåret. Herudover er der fremsendt afkrævningsbreve. Det er dog ikke længere muligt at rekonstruere disse.
Af et nu fremkommet arkivmateriale fremgår det, at Københavns kommune den 16. september 1996 modtog en kopi af Frederiksborg Statsamts afgørelse af 29. juli 1996, hvorefter hustrubidraget bortfaldt med virkning fra den 1. august 1996 og indtil videre. Der er ikke pålignet ægtefællebidrag efter dette tidspunkt. Kopi af afgørelsen vedlægges.
I sagens anledning vedlægges en oversigt over sagsforløbet. Det fremgår af side to, at restancen korrigeres med 9.000 kr. med virkning fra den 1. august 1996 i overensstemmelse med Frederiksborg Statsamts afgørelse af 29. juli 1996.
Det fremgår endvidere af sagsforløbsoversigtens side tre nederst, at (M) har indbetalt 147.630 kr. på ægtefællebidrag og ikke 139.5000 kr. som tidligere oplyst i mit brev af 15. november 2000. Sidstnævnte beløb udgjorde forfaldne ægtefællebidrag ved (M)’s fraflytning til Stenløse kommune. Det samlede indbetalte beløb fremkommer ved sammenlægning af oplysningssedlerne fra årene 1994 til 1997. Det indbetalte beløb, 147.630 kr., er overført til sagsforløbsoversigtens side fire. Det fremgår endvidere, at der frem til den 31. august 1994 er et forfaldent ægtefællebidrag på 45.000 kr. Der er enighed om, at dette beløb skal betales. Ved at trække 45.000 fra 147.630 kr. fås 102.630 kr. hvilket beløb er inddrevet efter landsretsdommens afsigelse den 17. august 1994.
Den 16. juni 1997 oversendes sagen til Høje-Taastrup kommune med en restance på 20.114 kr. Umiddelbart herefter fremsender Københavns kommune 3.500 kr. til Høje-Taastrup kommune hvorved restancen på 16.614 kr. fremkommer.
Vedrørende erstatningspligten skal det tilføjes, at (H)’s bopælskommune fra den 8. august 1994 til den 1. maj 1999 var Gladsaxe kommune. (H) må i denne periode have anmodet Gladsaxe kommune om inddrivelse af de forfaldne ægtefællebidrag, idet anmodning om inddrivelse af underholdsbidrag skal ske i den bidragsberettigedes bopælskommune. Ægtefællebidraget skulle betales månedsvis forud den 1. i hver måned. Anmodningen til bopælskommunen sker i form af et skema der indleveres hver måned til bopælskommunen der indtaster de(t) begærede forfaldne underholdsbidrag. Disse overføres (alene) elektronisk til inddrivelseskommunen. Der har således ikke for Københavns kommunes vedkommende været grundlag for en prøvelse af anmodningen efter den 8. august 1994. Dette fremgår af justitsministeriets vejledning nr. 218 af 29. november 1978, punkt 4 der henviser til § 2 i justitsministeriets cirkulære nr. 217 af 29. november 1978. Herefter er det Gladsaxe kommune der påser kravets eksistens og ikke Københavns kommune. Det bemærkes herved, at dommen fra Østre Landsret først blev modtaget den 29. august 1994 i Københavns kommune, dvs. efter (H) var fraflyttet kommunen. Københavns kommune har efter den 8. august 1994 alene optrådt som inddrivelsesmyndighed.
”
Den 4. april 2001 sendte jeg udtalelsen til A med henblik på eventuelle kommentarer.
A kommenterede udtalelsen i et brev af 3. maj 2001.
Med brev af 7. maj 2001 sendte jeg A’s kommentarer til Københavns Kommune til eventuelle bemærkninger.
Københavns Kommune fremkom med bemærkninger den 10. maj 2001.
Den 17. maj 2001 orienterede jeg A om kommunens bemærkninger.
Ombudsmandens udtalelse
”Fordelingen af de betalte afdrag
I Deres brev af 13. februar 2001, som jeg modtog den 14. februar 2001, klager De over Københavns Kommunes og Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuners afgørelser af henholdsvis den 25. januar 1999 og 21. januar 2000 for så vidt angår spørgsmålet om fordelingen af de afdrag som (M) indbetalte på bidragsrestancen.
En klage til ombudsmanden skal være indgivet ’inden et år efter, at forholdet er begået’ (§ 13, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Da det sociale nævns afgørelse er fra den 21. januar 2000, er Deres klage over fordelingen af de betalte bidrag forældet i forhold til ombudsmandsloven. Jeg er derfor afskåret fra at foretage mig noget i den henseende.
Erstatningskrav
De klager også over at Københavns Kommune den 4. april 2000 og 15. november 2000 afviste (M)’s erstatningskrav. Kravet er begrundet i at kommunen i perioden fra den 17. august 1994 og fremefter inddrev ægtefællebidrag uden at der forelå en gyldig bidragsresolution som grundlag for inddrivelsen. Kravet er i klagen opgjort til 112.630 kr.; efter fradrag af børnebidragsrestancen på 16.614 kr. er det opgjort til 96.016 kr.
Retsgrundlaget for inddrivelse af ægtefællebidrag fremgår af loven om inddrivelse af underholdsbidrag (lovbekendtgørelse nr. 631 af 15. september 1986 som senest ændret ved § 15 i lov nr. 433 af 31. maj 2000). Efter § 2, stk. 1, i denne lov foretager kommunen efter anmodning inddrivelse af underholdsbidrag. Den bidragspligtige skal efter § 3, stk. 1, 1, pkt., give myndighederne de for inddrivelse af bidraget fornødne oplysninger om sine økonomiske og personlige forhold.
Justitsministeriet har i medfør af § 2, stk. 2, i loven om inddrivelse af underholdsbidrag den 29. november 1978 udstedt cirkulære nr. 217 om inddrivelse af underholdsbidrag der bl.a. er rettet til kommunerne. Af cirkulærets §§ 1, 2, 4, 5, 6, stk. 1-3, 10 og 34 fremgår
’§ 1. Underholdsbidrag inddrives af det sociale udvalg (i kommuner med magistratsordning magistraten) i den kommune, hvori skyldneren bor (inddrivelsesmyndigheden).
Ombudsmandens udtalelse
Resumé
En advokat klagede over at en kommune havde afvist et erstatningskrav fra en klient. Kravet var begrundet i at kommunen havde inddrevet ægtefællebidrag uden en gyldig bidragsresolution.
Ombudsmanden udtalte at kommunen havde begået en væsentlig fejl fordi bidragsresolutionen var bortfaldet som følge af endelig separation. Ombudsmanden konstaterede dernæst at der ikke var tilstrækkelige oplysninger til at han kunne vurdere om klienten havde lidt et tab som følge af inddrivelsen. Ombudsmanden mente imidlertid ikke at han havde grundlag for at indhente yderligere oplysninger, bl.a. fordi erstatningskravet snart ville blive forældet efter reglerne i 1908-loven.
Ombudsmanden henstillede til kommunen at den straks meddelte advokaten om kommunen ville frafalde at gøre forældelse gældende under en eventuel retssag (som måtte blive anlagt efter forældelsesfristens udløb), eller om kommunen var indstillet på at klienten nu (inden forældelsesfristens udløb) indbragte sagen for domstolene. Hvis kommunen frafaldt at gøre forældelse gældende under en eventuel retssag, gik ombudsmanden ud fra at kommunen genoptog sagen og meddelte advokaten en ny afgørelse. Hvis klienten ønskede sagen indbragt for domstolene, var ombudsmanden indstillet på at henstille at der blev givet fri proces. (J.nr. 2001-0545-658).