Afskedigelse af kommunalt ansat psykolog

§ 6 i offentlighedsloven (lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen som senest ændret ved lov nr. 429 af 31. maj 2000) omhandler offentlige myndigheders notatpligt. Bestemmelsen har følgende ordlyd

’§ 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.’

Jeg har i en tidligere sag (Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 138*) udtalt at bestemmelsen må anses som udslag af en almindelig retsgrundsætning om at offentlige myndigheder har pligt til at gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en sag.

(K) Kommune har i udtalelsen af 23. oktober 2000 til mig anført at offentlighedslovens § 6 blev overholdt idet de mundtlige henvendelser kom fra de samme to skoler som kommunen fik skriftlige henvendelser fra, og idet der indholdsmæssigt var sammenfald mellem de mundtlige og skriftlige henvendelser.

På baggrund af det der er anført om de mundtlige og skriftlige henvendelser i mødereferatet og indstillingen af 21. juni 1999 samt kommunens udtalelse til mig, lægger jeg til grund at de mundtlige henvendelser kom fra de to skoler De var tilknyttet, at de havde samme indhold som de skriftlige henvendelser af 1. og 4. juni 1999, og at de mundtlige henvendelser kom umiddelbart forud for de skriftlige henvendelser.

Det kan herefter ikke give mig anledning til bemærkninger at (K) Kommune ikke foretog notater i forbindelse med de mundtlige henvendelser vedrørende Deres arbejde som psykolog, og at De ikke fik forelagt sådanne notater i forbindelse med partshøringen.

Begrundelse

Forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd

’§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.’

(K) Kommune har i brev af 30. juni 1999 som begrundelse for at afskedige Dem anført at kommunen vurderede at De ikke var i stand til at udføre Deres funktion som psykolog på en efter kommunens opfattelse tilfredsstillende måde.

Brevet af 30. juni 1999 indeholder ikke en henvisning til de retsregler (i dette tilfælde reglerne om ledelsesretten) som afgørelsen er truffet efter, ligesom brevet heller ikke angiver de hovedhensyn der har været bestemmende for kommunens skønsudøvelse. (K) Kommune har således ikke givet Dem en fyldestgørende begrundelse i henhold til forvaltningslovens § 24, stk. 1, og det må jeg anse for kritisabelt.

Det giver mig derimod ikke anledning til kritik at begrundelsen ikke indeholder en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen (jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2), idet De i forvejen var bekendt hermed dels gennem de oplysninger De havde fået i forbindelse med mødet den 21. juni 1999, dels gennem partshøringen. Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 430, og Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 370.

Konklusion

Samlet anser jeg det for kritisabelt at (K) Kommune ikke partshørte Dem forud for tildelingen af den mundtlige advarsel på mødet den 16. februar 1999, og at kommunen ikke på en tilstrækkelig klar måde tilkendegav at der var tale om en tjenstlig advarsel.

Jeg finder det endvidere kritisabelt at kommunen ikke i første omgang tildelte Dem en skriftlig advarsel i stedet for at afskedige Dem.

Desuden anser jeg det for kritisabelt at kommunen før partshøringen blev iværksat, drøftede med Dem om De selv ville sige Deres stilling op i stedet for at blive afskediget.

Endelig anser jeg kommunens begrundelse for mangelfuld.

Jeg har gjort (K) Kommune bekendt med min opfattelse.

NOTER: (*) FOB 1989, s. 138.

Afskedigelse af kommunalt ansat psykolog

A blev ansat som psykolog i K Kommune, familie- og ungerådgivningen, fra den 1. november 1998 med en prøvetid på tre måneder i henhold til funktionærlovens § 2, stk. 5.

I forbindelse med prøvetidens udløb meddelte A’s kontorchef den 12. januar 1999 kommunens løn- og personalekontor at A i de første måneder efter sin ansættelse havde fulgt et særligt tilrettelagt introduktionsforløb hvor A udelukkende havde fulgt den ledende skolepsykolog, B, og at A således først fra 1. januar 1999 var begyndt af arbejde med egne sager under observation. Derfor var det ikke muligt at vurdere om arbejdet som psykolog forløb tilfredsstillende.

Den 16. februar 1999 blev der afholdt et møde mellem A, A’s kontorchef og den ledende skolepsykolog. Af referatet af mødet fremgår følgende

”Der er d.d. afholdt evalueringssamtale med psykolog (A) der har været ansat i Familie- og Ungerådgivningen siden 1. november 1998.

Det blev ved mødets start gjort klart, at formålet med mødet var at få drøftet og ændret nogle ting i forbindelse med pågældendes funktion som psykolog i afdelingen.

Ved tiltrædelsen blev der aftalt et introduktionsforløb frem til sommerferien 1999. Forløbet blev aftalt med baggrund i, at (A) er nyuddannet psykolog og af anden etnisk baggrund end dansk, hvorfor arbejdet på skoleområdet skønnedes at kræve en særlig støtte i den første periode.

Det blev fra den ledende skolepsykologs side påpeget, at der fortsat er nogen usikkerhed m.h.t. (A)’s forståelse for sammenhængen i de opgaver der skal løses, og de redskaber, herunder testning, der anvendes, samt forskellen på, i en undersøgelse at sætte fokus på familien ctr. på hele barnets netværk, og nødvendigheden af et nuanceret og ikke akademisk sprog i samtalen med børn og forældre.

Den ledende skolepsykolog fandt endvidere, at (A) i den forløbne periode ikke havde reflekteret nok over de sagsforløb han har deltaget i, herunder gjort brug af faglige drøftelser og spørgsmål i relation til sagsforløbene.

Pågældende gjorde indsigelse mod at blive bragt i de situationer, hvor han som psykolog skal underskrive rapporter/referater fra møder på skolerne, hvis han ikke er enig i konklusionen. (A) gav udtryk for et andet syn på nogle af de punkter den ledende skolepsykolog fremhævede som bekymrende, og han gav udtryk for at afdelingen undervurderer hans kvalifikationer.

(A) tilkendegav at han i nogle tilfælde havde en anden holdning til arbejdet, end den der er afdelingens, men at han fremover vil respektere afdelingens måde at tilrettelægge og udføre arbejdet på.

Det blev aftalt

At (A) fremover skal arbejde mere tydeligt med inddragelse af et henvist barns hele netværk (skole, fritidsordning, familien og kolleger i forvaltningen).

At pågældende skal arbejde med sit sprog – har aftale med en af afdelingens talepædagoger.

At de sager (A) får henvist forelægges den ledende skolepsykolog med henblik på en faglig dialog på følgende tidspunkter i sagsforløbet

Når problemstillingen er tydeliggjort og med et forslag til hvilken undersøgelse der ønskes påbegyndt.

Når undersøgelsen er afsluttet og der på grundlag heraf er udarbejdet et forslag til foranstaltninger.

Når resultatet er fremlagt for barnets netværk.

Der laves aftale om faste mødetidspunkter mellem (A) og den ledende skolepsykolog, men ud over dette påpeges det, at der altid er mulighed for drøftelse af problemstillinger i forbindelse med de sager der arbejdes med.

Afslutningsvis aftales et nyt evalueringsmøde den 21. juni 1999 klokken 13.00.”

A afgav den 23. marts 1999 følgende bemærkninger til ledelsens referat af evalueringssamtalen

”Det blev ved mødets start gjort klart, at formålet med mødet var utilfredsheds- og samarbejdsproblemer mellem ovennævnte psykologer. Problemerne skulle endvidere nævnes og analyseres med det formål, at parterne fremover bedre kan forstå hinandens (synspunkter, problemer, mm.) for bedre at kunne udvikle et konstruktivt samarbejde.

(A) gav udtryk for utilfredshed pga. hans uselvstændighed og rollen som observatør i de sidste 3½ måneder på afdelingen.

(A) benægter, at han har brugt akademisk sprog i samtale med børn og forældre. Han siger, at han kun har haft en enkelt samtale i de forløbne 3½ måneder. Derfor er der tale om et enkelt akademisk ord, som han ubevidst har brugt.

(A) fortæller, hvordan han har forsøgt mange gange at få den ledende skolepsykolog for at forklare om sine egne metoder (fordele, begrundelser, mm.). Men ofte reagerede den ledende skolepsykolog med voldsomme negative følelser. Eksempelvis oplever (A), at den ledende psykolog ikke vil bruge forældrene konstruktivt i sagsforløbene, hvilket hun ikke tåler diskussion om.

(A) gjorde indsigelse mod at blive bragt i situationer, hvor han skal underskrive et brev, hvoraf det fremgår, at et ungt menneske, som (A) ikke kender, skal undersøges på Børnepsykiatrisk Afdeling, hvilket er sket en gang.

(A) tilkendegav, at han i nogle tilfælde havde en anden holdning til arbejdet end (B), men at han først og fremmest tog hensyn til samarbejdet, dog kun så længe det ikke er i modstrid med afdelingens vision, mission og målsætninger.

Det blev aftalt, at (A) skal arbejde med sit sprog – har aftale med en af afdelingens talepædagoger.

(A) er stærk kritisk over, at hans arbejde med sproget skal være officiel og som en pligt. Han er mistænksom, da det kan misbruges til at bekræfte/bevise at han ikke kan arbejde selvstændigt. Derudover spørger (A) om, hvorfor han skal underskrive, at han vil arbejde med sproget. Han giver udtryk for, at det for ham er en selvfølge at arbejde på at blive bedre til dansk, så han opfatter en underskrift på det som en provokation.”

I brev af 1. juni 1999 rettede skoleinspektøren ved X Skole henvendelse til skoleafdelingen i K Kommune vedrørende A’s arbejde som skolepsykolog. Inspektøren anbefalede – med nedenstående begrundelse – at A fremover ikke længere fungerede som psykolog ved skolen

”(X) Skole har af dig fået tildelt (A) som skolepsykolog.

Han har nu haft selvstændig sagsbehandling et godt stykke tid her på skolen, og derfor mener jeg, at skolens lærere og jeg har et indgående kendskab til ham og til hans måde at arbejde på.

For at jeg selv kunne få et personligt kendskab til ham, har jeg deltaget i nogle møder i klinikken, hvor han skulle være med til at komme med løsningsforslag på de opstillede problemstillinger.

Om (A) vil jeg udtale flg.

· han har meget svært ved at udtrykke sig på dansk

· han har svært ved at forstå, hvad der bliver sagt

· han angriber en problemstilling ud fra sin egen kultur og sine egne normer

· han drager mangelfulde og af og til fejlagtige konklusioner

· han magter ikke at rådgive lærerne i specialcenteret eller skolens klasse- og faglærere

· han kan ikke lede et møde

· han har et meget mangelfuldt kendskab til den danske skole

Da han desuden ikke kan snakke arabisk, er han heller ikke specielt velegnet overfor arabiske forældre.

På baggrund af ovenstående kan jeg ikke anbefale en fortsat betjening af (X) Skolen.”

Y Skolen rettede i brev af 4. juni 1999 ligeledes henvendelse til kommunen og anførte følgende vedrørende A’s arbejde som skolepsykolog

”Vi har i en periode haft (A) tilknyttet som den psykolog, der primært skal servicere (Y) Skolen.

Vi har været glade for, at det er lykkedes at få besat nogle af de ledige psykologstillinger, men må desværre konstatere, at vi ikke mener at kunne have ret megen glæde af (A). Vi har en oplevelse af

· at han er meget dårlig til at udtrykke sig på dansk. Det giver problemer i forhold til såvel elever, forældre som medarbejdere, fordi han ikke får udtrykt sig på en klar og forståelig måde

· at han har svært ved at forstå dansk. Vi har måttet konstatere, at han efter adskillige møder ikke har været klar over, hvad en konkret sag har drejet sig om

· at hans forståelse for dansk kultur og danske opdragelsesprincipper er yderst begrænset

· at han ikke kender dansk skoletradition.

Ovenstående giver anledning til at han efter vores mening ofte drager forkerte konklusioner og at han ikke kan rådgive lærerne.

Alt i alt må vi desværre konstatere, at tilliden til (A) er meget lille – vi tror ikke på at han kan være os til nogen hjælp og har derfor ikke lyst til at betjene os af ham.

”

Den ledende skolepsykolog udarbejdede i et notat af 15. juni 1999 en vurdering af A’s arbejde som psykolog. Heraf fremgår følgende

”(A) har i hele ansættelsesperioden haft tilbud om omfattende rådgivning og supervision.

Han har ikke på noget tidspunkt selv taget initiativ til at drøfte en problemstilling eller en sag.

Efter mødet i febr. 99 har undertegnede som aftalt fastsat tidspunkter til drøftelse af de sager, (A) får henvist eller arbejder med.

Samtalerne har ikke formet sig som en faglig dialog, da (A) ikke på grundlag af en henvisning eller et tidligere sagsforløb er i stand til at uddrage eller analysere den beskrevne problemstilling. Dette betyder også, at hans forslag til undersøgelse af en problemstilling altid starter med en samtale med forældrene og barnet, som grundlag for hvad der videre skal ske. Dette er langtfra altid nødvendigt og hensigtsmæssigt, hvorfor der i flere tilfælde er aftalt andre undersøgelsesforløb, eks. samtaler med relevante samarbejdspartnere til yderligere belysning af problemstillingen eller relevante tests. Disse aftaler er i flere tilfælde ikke blevet gennemført.

Evalueringen af en undersøgelse eller møder vanskeliggøres af, at (A) ikke kan betragte egen indsats udefra og problematisere denne, m.h.p. at forandre og udvikle. I flere tilfælde har undertegnede deltaget i møder, hvor han har været helt usynlig på mødet. Når vi efterfølgende har drøftet hans opfattelse af egen indsats, er denne helt urealistisk. Flere gange har deltagerne i møderne beklaget sig over forløbet.

Mødevirksomheden er meget påvirket af, at (A) ikke er i stand til at indgå i en dialog omkring en problemstilling m.h.p. problemløsning herunder specialpædagogiske tilbud. I de tilfælde, hvor grupperne bliver større end 3-4 personer kan han ikke deltage aktivt i samtalen. Han formulerer sin opfattelse af en given problemstilling skriftlig og læser den oftest op på mødet, hvilket er hæmmende for en løsningsproces, der medinddrager forældre og andre samarbejdspartnere.

Undertegnede ser derfor ikke nogen væsentlig ændring indenfor de områder der blev påpeget ved mødet i februar.

Yderligere kan oplyses, at (A)

· endnu ikke fuldt ud har forstået den opgave han har i afdelingen, og hvad den forudsætter af samarbejde.

· ikke har fået det nødvendige overblik over den interne og eksterne organisation og samarbejdsformen i og udenfor afdelingen.

· ikke har opnået et tilstrækkeligt kendskab til kollegers og samarbejdspartneres faglighed og arbejdsområder, således at disse medinddrages i sagsforløb, hvilket flere gange har medført mundtlige beklagelser og klager.

· foreslår løsninger uden at have undersøgt sagen tilstrækkelig.

· har vanskeligheder med forstå og tale det danske sprog, hvilket medfører mange kommunikationsvanskeligheder og misforståelser.

· ikke kan styre kalenderen. Møder lægges ofte oveni allerede aftalte møder.

· ikke får skrevet i afdelingens mødeoversigt således at administrationen og andre ved hvor han er, hvilket har været påpeget adskillige gange.

(A) har haft tilbud om sproglig hjælp fra talepæd. (C). Det har han benyttet sig af ca. 5 gange oftest på hendes initiativ.”

Den 21. juni 1999 blev der afholdt et møde mellem A og A’s kontorchef. Af referatet af mødet fremgår følgende

”

Undertegnede tog herefter udgangspunkt i, at mødet dels var foranlediget af skriftlige henvendelser fra 2 af de skoler pågældende betjener, og dels en aftale fra februar måned.

(A) havde forud for mødet fået kopi af de 2 henvendelser.

(A) blev orienteret om, at forud for de skriftlige henvendelser, havde afdelingen haft en del mundtlige tilkendegivelser af, at man ikke på skolerne fandt at han magtede opgaven som psykolog.

(A) blev endvidere orienteret om, at den ledende psykolog var meget usikker på, om den lagte plan vedr. overdragelse af fuld sagsantal efter sommerferien til (A) kunne holde.

Jeg orienterede endvidere om, at sagen er blevet drøftet med forvaltningsdirektør (D), og efter denne drøftelse er det forvaltningens opfattelse at (A) skal indstilles til afskedigelse. Der er ikke tillid til, at (A) inden for en rimelig tid vil kunne ændre på skolernes indstilling til hans kvalifikationer som psykolog, hvilket er helt afgørende for at kunne bestride stillingen. Den ledende psykologs vurdering er ligeledes lagt til grund for beslutningen.

Afslutningsvis orienteres der om en afskedigelsessags forløb, med høring og borgmesterens godkendelse + 3 mdrs. opsigelse. (A) rådes kraftigt til at tage kontakt til sin faglige organisation, hvilket han oplyser at han allerede har gjort. Har en aftale om et møde den 28.6. i København – der gives fri til dette.

(A) giver herefter udtryk for sin opfattelse af tingene. Mener FUR [familie- og unge-rådgivningen; min bemærkning] er en organisation med så mange problemer, at den ikke kan rumme nye og anderledes tænkende. At vi hele tiden har været negative over for hans sprog og kultur, samt at dette i øvrigt er noget han har oplevet under hele sit ophold i Danmark.

(A) er endvidere af den opfattelse, at brevene fra skolerne er dikteret af FUR.

Vi drøfter spørgsmålet om (A) evt. selv vil sige sin stilling op, og i den forbindelse ønsker han sikkerhed for at han vil få en god anbefaling som han kan bruge til at søge anden stilling på, mener det af den skal fremgå, at han selv siger op p.g.a. problemer med sin familie der bor i ( ).

(A) vil have anbefalingen inden han siger op, så han kan vurdere om den er god nok. Dette afvises.

Vi aftaler at han kan tænke over det et par dage, og beslutter han sig for at sige op vil vi standse opsigelsesproceduren. Jeg orienterer om, at jeg vil aflevere min indstilling i dag.”

I brev af 21. juni 1999 indstillede A’s kontorchef at A blev afskediget fra sin stilling i familie- og ungerådgivningen. Der blev i den forbindelse bl.a. anført følgende

”Resultatet på mødet [samtalen den 16. februar 1999; min bemærkning] var, nogle meget konkrete aftaler omkring (A)’s arbejde i de kommende måneder, samt at hans funktion i afdelingen på ny skulle evalueres den 21. juni 1999.

I den mellemliggende periode er der kommet flere mundtlige henvendelser til afdelingen fra eksterne samarbejdspartnere, der har givet udtryk for utilfredshed med pågældendes arbejde, og senest er der fra 2 af byens skoleledere kommet skriftlige henvendelser om, at man ikke har tillid til (A) som psykolog og man giver udtryk for, at man ikke ønsker at blive betjent af ham.

Afdelingens ledende psykolog giver i sin vurdering af (A) udtryk for, at

· Han ikke er i stand til at analysere beskrevne problemstillinger

· Han ikke er i stand til at indgå i dialog om egen indsats m.h.p. forandring og udvikling

· Han ikke kan deltage aktivt i en drøftelse hvis gruppen bliver større end 3-4 personer

· Han på møder er nødt til at have sin opfattelse af givne problemstillinger nedskrevet for at kunne formulere sig

· Aftaler om sagsbehandling bliver ikke gennemført

· Der i øvrigt ikke er sket væsentlige ændringer indenfor de områder der blev drøftet ved mødet i februar måned.

Det er i øvrigt afdelingens overordnede opfattelse, at (A) endnu ikke har det nødvendige overblik over sagsgange og kompetence i den organisation han er ansat i.

Med baggrund i ovenstående må jeg konstatere, at (A) ikke kan bestride de psykologiske opgaver inden for afdelingens område, der er henlagt til stillingen.”

K Kommune partshørte A ved brev af 22. juni 1999. Brevet havde følgende ordlyd

”Økonomiudvalget har modtaget en indberetning af 21. juni 1999 fra kontorchef (E) om din ansættelse som psykolog i Kultur- og Socialforvaltningen.

Kopi af indberetningen og kopi af skrivelse fra hhv. (X) Skolen af 1. juni 1999 og (Y) Skolen af 4. juni 1999 vedlægges. Herudover vedlægges kopi af (B)’s notat af 15. juni 1999.

Økonomiudvalget er af den opfattelse, at din ansættelse ved (K) Kommune bør bringes til ophør, men forinden udvalget foretager sig videre, har du ret til at udtale dig til indberetningen.

Hvis du ønsker at udtale dig til indberetningen, skal den være Økonomiudvalget i hænde senest den 28. juni 1999.”

Partshøringsfristen blev efterfølgende udsat til den 29. juni 1999 kl. 9.00.

A afgav et meget omfattende og detaljeret partshøringssvar i brev af 29. juni 1999.

I brev af 30. juni 1999 meddelte K Kommune A at økonomiudvalget havde besluttet at afskedige ham med udgangen af september måned 1999 idet udvalget vurderede at A ikke var i stand til at udføre sin funktion som psykolog på en efter kommunens opfattelse tilfredsstillende måde. A blev samtidig fritaget for tjeneste i opsigelsesperioden.

A klagede til mig første gang den 7. februar 2000. A anførte bl.a. at den almindelige afskedigelsesprocedure i kommunens personalepolitik, herunder retningslinierne om en mundtlig og skriftlig advarsel, ikke var blevet fulgt.

Jeg sendte A’s klage videre til K Kommune med henblik på at kommunen fik lejlighed til at tage stilling til det A havde anført.

K Kommune svarede A i brev af 23. marts 2000. Kommunen fastholdt at sagsprocedure og beslutningsgrundlag var i overensstemmelse med kommunens personalepolitik.

A klagede herefter til mig i brev af 30. marts 2000. A fastholdt sin tidligere klage og anførte bl.a. at hans samtale med ledelsen den 16. februar 1999 efter hans opfattelse ikke var en advarselssamtale.

Jeg bad herefter K Kommune om udlån af sagens akter. Kommunen fremsendte akterne med brev af 2. juni 2000 og udtalte samtidig følgende

”

Med de foreliggende udtalelser fra flere sider, samt det dokumenterede forløb jf. kopierne fra personalesagen, har (K) Kommune forsøgt på bedste vis at fastholde og udvikle vedkommende medarbejder i håbet om, at en varig ansættelse kunne blive resultatet. Da dette ikke kunne lykkes, måtte vi anvende personalepolitikkens bestemmelser i forbindelse med uansøgt afskedigelse.

Herudover er vi af den opfattelse, at de personalejuridiske og personaleadministrative regler er blevet fulgt i denne sag, her tænkes bl.a. på høringsreglerne efter forvaltningslovens bestemmelser, samt overenskomstens bestemmelser om uansøgt afskedigelse, ligesom (K) Kommunes interne regler for uansøgt afskedigelse er fulgt.

”

Efter en gennemgang af akterne bad jeg i brev af 4. september 2000 K Kommune om en udtalelse i anledning af A’s klage, og jeg bad kommunen besvare en række spørgsmål, herunder bl.a. om de tilkendegivelser fra ledelsens side som fremkom ved samtalen den 16. februar 1999, måtte anses for en mundtlig advarsel.

I brev af 23. oktober 2000 henviste K Kommune indledningsvis til sin tidligere udtalelse til mig og udtalte herefter følgende

”

Da man forudsætningsvis må antage at referatet fra evalueringssamtalen er dækkende for indholdet af denne, kan de refererede tilkendegivelser fra ledelsens side anses for at være visse tilrettevisninger, som pågældende medarbejder burde følge. Ligeledes fastsættes der en ny evalueringsdato, vel sagtens med henblik på opfølgning fra den første evalueringssamtale. Svaret på dette spørgsmål er ja.

Kommunen har ikke fraveget de interne retningslinier, snarere tværtimod er denne uansøgte afskedigelsessag endog særdeles godt belyst forinden der blev truffet endelig afgørelse i sagen. Hvis der med spørgsmålet hentydes til en manglende vilje fra (K) Kommunes side til at inddrage alle synspunkter i beslutningen, også den pågældendes synspunkter, er dette ikke korrekt.

Selvom indberetningen fra Familie- og Ungerådgivningen kunne antyde, at beslutningen om afskedigelse træffes inden mødet med (A) den 21. juni 1999 er dette ikke tilfældet. Vurderingerne og overvejelserne gennemføres med baggrund i det på daværende tidspunkt kendte materiale og indberetninger, men den endelige beslutning træffes først efter høringen af pågældende.

Den i spørgsmål 3 omtalte § 6 i offentlighedsloven er efterlevet i forbindelse med de mundtlige henvendelser i denne sag, idet der indholdsmæssigt er tale om den samme kritik som angivet i de skriftlige henvendelser, ligesom kritikken hidrører fra de samme aktører, som har henvendt sig skriftligt.

Partshøringsbrevet af 22. juni 1999 er udfærdiget på en sådan måde, at underliggende kopier af indberetninger m.v., altså materiale der har dannet grundlag for den foreløbige indstilling eller beslutning, også skal gennemgås af læseren og ikke selve brevet alene. Denne fremgangsmåde har hidtil været anvendt og skulle sikre et tilstrækkeligt overblik og opdeling af materialet. Med hensyn til en tilstrækkelig konkretisering af kritikpunkterne, kan disse ikke være fremmede for pågældende på dette sene tidspunkt i forløbet. Der er i denne sag tale om en samlet vurdering af en række mere eller mindre kritisable forhold, som ikke er blevet rettet i tide.

Det må erkendes at afskedigelsesskrivelsen til pågældende er vel kort i sit indhold, særligt taget i betragtning det eksisterende materiale i sagen. Udover besvarelsen af pågældendes henvendelser, er der intet nyt at tilføje i denne skrivelse. Den korte redegørelse, som beskrevet i forvaltningslovens § 24 kan der nok ikke argumenteres for er anvendt i dette tilfælde. Dog fremgår det rimeligt klart hvad hovedhensynet har været i denne sag.

Det er selvfølgelig ikke korrekt at drøfte pågældendes egen opsigelse på et tidspunkt før partshøringen, hvis det ’ligger i luften’ at muligheden for en uansøgt afskedigelse kan komme på tale. Det er dog efter mange års erfaring en kendsgerning at mange lønmodtagere ikke ønsker en ’fyreseddel’, men i stedet foretrækker selv at opsige.

Med baggrund i de faldne bemærkninger på mødet den 21. juni 1999, hvor pågældende bl.a. kritiserer organisationen Familie- og Ungerådgivning, kan spørgsmålet om pågældendes egen lyst og vilje til at fortsætte samarbejdet sagtens bringes på bane, uden der hermed er lagt et pres på pågældende. Referatet antyder desuden, at pågældende på visse nærmere aftalte betingelser ville opsige sin stilling ved (K) Kommune.”

A kommenterede kommunens udtalelse i brev af 12. november 2000.

Ombudsmandens udtalelse

”Spørgsmålet om overholdelse af kommunens interne retningslinier

(K) Kommunes personalepolitik indeholder bl.a. følgende retningslinier for proceduren i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør

’2. Uansøgt afsked.

Uansøgt afsked skal i videst muligt omfang undgås.

Såvel den enkelte medarbejder som kommunen er bedst tjent med, at forhold, der ikke kan accepteres, hurtigst muligt påtales. Derved har medarbejderen en reel mulighed for at komme til at fungere tilfredsstillende, så afskedigelse ikke bliver aktuel.

Derfor skal afskedigelse være undtagelsen, og det skal være hovedreglen, at uacceptable forhold påpeges, når de konstateres. Samarbejdsproblemer, tjenesteforsømmelser og tjenesteforseelser m.v. kan være årsag til uansøgt afsked.

Da årsagerne ofte indeholder et skøn, er det afgørende, at kriterierne for skønnet meddeles, så der ikke opstår usikkerhed eller utryghed. Medarbejderen skal i den forbindelse gøres opmærksom på, at vedkommende har ret til at have tillidsrepræsentanten med til en eventuel samtale, og tillidsrepræsentanten skal orienteres om, at samtalen finder sted.

I tilfælde af uansøgt afskedigelse skal der følges en procedure, som skaber klarhed over begrundelsen og som sikrer, at den pågældende medarbejders synspunkter indgår i beslutningsprocessen.

Proceduren skal normalt indeholde følgende trin

Mundtlig påtale/advarsel

Skriftlig advarsel

Indstilling til afsked.

’

Det fremgår af retningslinierne at formålet med den fastlagte procedure hvorefter indstilling til afskedigelse normalt først kommer på tale efter forudgående mundtlig og skriftlig advarsel, er at give den enkelte medarbejder en reel mulighed for at komme til at fungere tilfredsstillende så afskedigelse ikke bliver aktuel.

Retningslinierne i kommunens personalepolitik ligger således tæt op ad det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip hvorefter der ikke må anvendes mere indgribende foranstaltninger hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 172.

Det fremgår af (K) Kommunes udtalelser i sagen at det er kommunens opfattelse at proceduren i de personalepolitiske retningslinier er blevet overholdt i forbindelse med Deres afskedigelse.

Den 16. februar 1999 blev der afholdt et møde mellem Dem og ledelsen. Ifølge mødereferatet blev der aftalt nogle retningslinier for Deres fremtidige arbejde som psykolog, og der blev fastsat en dato – 21. juni 1999 – for afholdelse at et nyt evalueringsmøde. Kommunen betegner i referatet mødet som en evalueringssamtale.

De har over for mig gjort gældende at samtalen den 16. februar 1999 efter Deres opfattelse ikke kan betragtes som en advarselssamtale.

(K) Kommune har i udtalelsen af 23. oktober 2000 til mig anført at ledelsens tilkendegivelser på mødet den 16. februar 1999 må anses for at være visse tilrettevisninger som De burde følge, og har henvist til at der blev fastsat en ny evalueringsdato. Det er derfor kommunens opfattelse at der var tale om en mundtlig advarsel.

På den baggrund må jeg – uanset de formuleringer der fremgår af mødereferatet – lægge til grund for min behandling af sagen at kommunens tilkendegivelser på mødet skulle betragtes som en tjenstlig advarsel.

En advarsel må anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, jf. Jon Andersen og Elizabeth Bøggild Nielsen, Ugeskrift for Retsvæsen 1999, afd. B, s. 25. Heraf følger at kommunen i henhold til partshøringsreglen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, (lov nr. 571 af 19. december 1985 med senere ændring) forud for afgørelsen burde have forelagt Dem de oplysninger der lå til grund for den negative vurdering af Deres funktion som psykolog der kom til udtryk på mødet.

Det fremgår ikke af sagen at De forud for mødet den 16. februar 1999 fik oplysning om at kommunen påtænkte at tildele Dem en tjenstlig advarsel, eller oplysninger om grundlaget for den negative vurdering af Deres funktion som psykolog. Dette anser jeg for kritisabelt. Jeg anser det endvidere for kritisabelt at kommunen ikke over for Dem på en tilstrækkelig klar måde tilkendegav at der var tale om en mundtlig advarsel.

Det fremgår endvidere ikke af sagen at De forud for Deres afskedigelse blev tildelt en skriftlig advarsel.

Særligt på baggrund af at det ikke over for Dem blev gjort tilstrækkelig klart at de tilkendegivelser der fremkom på mødet den 16. februar 1999, var en mundtlig advarsel, finder jeg det kritisabelt at (K) Kommune ikke i henhold til proportionalitetsprincippet som det er udtrykt i personalepolitikken, i første omgang tildelte Dem en skriftlig advarsel i stedet for at afskedige Dem. Jeg har i den forbindelse endvidere lagt vægt på at der i sagsforløbet ikke var forhold som nødvendiggjorde at De hurtigst muligt blev indstillet til afskedigelse uden forudgående skriftlig advarsel.

Mødet den 21. juni 1999

Det fremgår af referatet af mødet den 21. juni 1999 at De blev orienteret om at forvaltningen ville indstille Dem til afskedigelse, og baggrunden herfor. Forud for mødet havde De fået udleveret de to skriftlige henvendelser fra henholdsvis (X) Skolen og (Y) Skolen. De blev endvidere orienteret om forløbet af en afskedigelsessag. Herefter blev det drøftet om De selv ville sige Deres stilling op, og det blev aftalt at De kunne tænke over det i et par dage.

Dagen efter mødet iværksatte (K) Kommune partshøring, jf. partshøringsbrevet af 22. juni 1999 til Dem. Fristen for at afgive en udtalelse til sagen var fastsat til den 28. juni 1999.

Formålet med partshøring er at give parten mulighed for at kommentere, supplere og korrigere det oplysningsgrundlag som myndigheden efterfølgende skal træffe en afgørelse på.

Hvis en myndighed i forbindelse med at der indledes en afskedigelsessag, beder den ansatte om at tage stilling til om vedkommende selv vil sige sin stilling op i stedet for at blive afskediget, og dette sker på et tidspunkt hvor partshøring endnu ikke er iværksat, kan det give den ansatte indtryk af at myndigheden allerede har besluttet sig for at ansættelsesforholdet skal bringes til ophør, således at det kun udestår om afskedigelsen skal ske efter ansøgning eller ej.

Det er efter min opfattelse ikke udelukket at en myndighed i forbindelse med en afskedigelsessag kan drøfte spørgsmålet om egen opsigelse med den ansatte, men det bør efter min mening først gøres på et tidspunkt hvor den ansatte kender oplysningsgrundlaget i afskedigelsessagen og har haft lejlighed til at udtale sig om det. Herved undgås det at myndigheden hos den ansatte skaber indtryk af at partshøringen kun blev foretaget på skrømt.

Jeg anser det derfor for kritisabelt at (K) Kommune – kort før partshøringen blev iværksat – drøftede med Dem om De selv ville sige Deres stilling op i stedet for at blive afskediget, og at kommunen i den forbindelse gav Dem en betænkningstid på ’et par dage’ og således fastsatte en frist der udløb ca. seks dage før partshøringsfristens udløb.

Partshøring og notatpligt

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, har følgende indhold

’§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.’

I rets- og ombudsmandspraksis er det antaget at bestemmelsen i § 19 suppleres med en ulovbestemt regel om partshøring i sager om uansøgt afsked, jf. Kaj Larsen og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 164 og 347ff, samt Jon Andersen og Elizabeth Bøggild Nielsen, Ugeskrift for Retsvæsen, 1999, afd. B, s. 29-31, og den dér anførte teori og praksis. Jeg henviser desuden til Højesterets dom af 12. maj 1999 i Ugeskrift for Retsvæsen, 1999, s. 1337. I denne dom tiltrådte Højesteret Østre Landsrets vurdering i dom af 6. februar 1998 hvorefter Samsø Kommune havde tilsidesat de forvaltningsretlige krav til bl.a. høring forud for afgørelsen om at afskedige en ledende hjemmesygeplejerske. Østre Landsret havde i sin dom anført følgende

’...

Det må endvidere lægges til grund, at der hverken forud for eller i forbindelse med økonomiudvalgets behandling af afskedigelsesspørgsmålet blev givet sagsøgeren nogen redegørelse for de faktiske omstændigheder, og den sagsøgte kommunes vurdering af disse og retlige kvalifikation heraf. Den af den sagsøgte kommune i skrivelse af 6. september 1994 meddelte tilkendegivelse opfylder således ikke de i forvaltningslovens § 19 stillede krav og den en offentlig myndighed i øvrigt påhvilende pligt til høring af en ansat, inden der træffes en så vidtrækkende afgørelse om uansøgt afsked.

...’

Efter denne regel bør der i sager om uansøgt afsked på grund af påstået uegnethed, påståede samarbejdsvanskeligheder mv. inden afskedigelse sker, i almindelighed gives den ansatte en redegørelse – der efter omstændighederne bør være skriftlig – for grundlaget for den påtænkte afskedigelse. Der sigtes hermed til en redegørelse der angiver de forhold fra den pågældendes side der lægges vægt på, og som – for så vidt der foreligger bevismæssige spørgsmål – angiver det bevismæssige grundlag for at de pågældende forhold antages at foreligge. Endvidere bør der gives den pågældende lejlighed til derefter at fremkomme med en udtalelse der kan indgå i grundlaget for afskedigelsesmyndighedens endelige stillingtagen.

Formålet med den udvidede partshøringspligt er at give parten mulighed for at kommentere, korrigere og supplere sagens faktuelle grundlag, myndighedens vurdering heraf, herunder bevismæssige vurdering, samt myndighedens retlige vurdering af sagen.

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, fastsætter ikke formkrav til selve høringsproceduren, mens den ulovbestemte udvidede partshøringsregel indebærer en pligt til efter omstændighederne at give den ansatte en skriftlig redegørelse. Men uanset grundlaget skal der anvendes en form der respekterer formålet med partshøringspligten. Partshøring kan således ske i form af en fremsendelse af de relevante dokumenter i sagen hvis disse dokumenter indholdsmæssigt opfylder partshøringspligten.

(K) Kommune partshørte Dem ved brev af 22. juni 1999. Selve partshøringsbrevet er meget kortfattet og opfylder ikke i sig selv de krav der følger af den udvidede ulovbestemte partshøringspligt. Kommunen vedlagde imidlertid kopi af indstillingen om afskedigelse af 21. juni 1999, de to skriftlige klager fra henholdsvis (X) Skolen af 1. juni 1999 og (Y) Skolen af 4. juni 1999 samt den ledende skolepsykologs notat af 15. juni 1999.

Efter min opfattelse indeholder de med partshøringsbrevet fremsendte dokumenter en tilstrækkelig redegørelse for (K) Kommunes vurdering af sagens faktuelle forhold og dens retlige aspekter. Kommunens partshøring giver mig derfor ikke grundlag for kritik.

Det fremgår af mødereferatet af 21. juni 1999 og indstillingen af samme dato at ledelsen foruden de skriftlige henvendelser fra (X) Skolen og (Y) Skolen havde fået nogle mundtlige henvendelser vedrørende Deres arbejde som psykolog. De fik ikke i forbindelse med partshøringen forelagt notater vedrørende de mundtlige henvendelser.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En kommune fastsatte i forbindelse med en evalueringssamtale med en ansat psykolog retningslinier for psykologens fremtidige arbejde. Et nyt møde blev holdt med psykologen efter klager over hans arbejde. På mødet drøftedes det om psykologen selv ville sige sin stilling op. Herefter blev psykologen indstillet til afskedigelse og partshøring gennemført.

Ombudsmanden lagde til grund at kommunens tilkendegivelser på det første møde var en mundtlig advarsel der måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og han kritiserede derfor at kommunen ikke havde partshørt psykologen før advarslen. Ombudsmanden kritiserede også at psykologen ikke i første omgang – i overensstemmelse med kommunens personalepolitik – fik en skriftlig advarsel i stedet for at blive afskediget. Endelig gav det grundlag for kritik at kommunen, før partshøring blev gennemført, drøftede med psykologen om han selv ville sige sin stilling op, og at begrundelsen for afskedigelsen var mangelfuld. (J.nr. 2000-1170-813).