Omfanget af kommunens tilsynsforpligtelse efter vandforsyningsloven. Klarhedskriteriet

Omfanget af kommunens tilsynsforpligtelse efter vandforsyningsloven. Klarhedskriteriet

På en ekstraordinær generalforsamling i andelsselskabet X Vandværk den 28. september 1994 blev det besluttet der skulle opsættes vandmålere og etableres vandmålerbrønde hos værkets andelshavere.

Den 1. marts 1995 skrev X Vandværk til A om opsætning af vandmåler og etablering af målerbrønd og oplyste samtidig at fristen for indgivelse af ansøgning – på et medsendt ansøgningsskema – om opsætning af indvendig vandmåler var 14. april 1995.

Den 12. april 1995 meddelte A skriftligt X Vandværk at han ønskede dispensation til opsætning af egen vandmåler indvendigt i sit helårshus. A anvendte ikke det medsendte ansøgningsskema.

X Vandværk erindrede A om ansøgningsskemaet den 18. april 1995. Vandværket skrev den 10. maj 1995 til A at man ikke havde modtaget nogen ansøgning fra ham om indvendig opsætning af vandmåler, og at man derfor regnede med at vandværket skulle etablere udvendig målerbrønd. A fik samtidig frist til 22. maj 1995 for indsendelse af ansøgning om indvendig opsætning af vandmåler med anvendelse af et medsendt ansøgningsskema.

Den 15. august 1995 skrev A til X Vandværk at han inden udgangen af 1995 agtede at installere egen vandmåler indvendigt i huset. A skrev videre at uanmodet arbejde udført på hans ejendom ville blive politianmeldt.

Herefter bad X Vandværk den 31. august 1995 Helsinge Kommune om – i henhold til vandværkets regulativ – at lade arbejdet med installation af vandmåler udføre på A’s bekostning.

Helsinge Kommune udstedte den 19. juni 1996 et påbud til A om inden 20. juli 1996 at lade opsætte vandmåler og eventuel målerbrønd på sin ejendom i overensstemmelse med de af vandforsyningen fastsatte retningslinjer. Kommunen overdrog den 27. september 1996 sagen til politiet med anmodning om tiltalerejsning.

Den 27. november 1997 blev A ved retten frifundet for overtrædelse af bekendtgørelse nr. 525 af 14. juni 1996 om betaling for vand efter målt forbrug. Retten udtalte i den forbindelse bl.a. følgende

”Således som sagen foreligger oplyst for retten må det lægges til grund, at der på tiltaltes ejendom nu er installeret en indvendig vandmåler. Retten må efter tiltaltes forklaring endvidere lægge til grund, at installeringen er sket inden den 20. juli 1996. Da der ikke i den relevante straffebelagte lovgivning er defineret hvad en lovlig vandmåler er og hvorledes korrekt installering af en sådan skal udføres, må retten konkludere, at tiltalte har efterkommet det af Helsinge kommune den 19. juni 1996 meddelte påbud, hvorfor tiltalte vil være at frifinde for den rejste tiltale.”

X Vandværk afbrød første gang vandforsyningen til A’s ejendom den 1. oktober 1997. Det fremgår af materialet at baggrunden for afbrydelsen var at A ikke havde indbetalt det fulde regningsbeløb med henvisning til at vandværket ikke ville opgøre hans vandforbrug efter den installerede måler, men i stedet havde ansat vandforbruget skønsmæssigt til 280 m3 fra året 1996 og fremover.

A indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet som ved afgørelse af 18. juni 1998 fandt at den måling som hans måler udviste, ikke kunne lægges til grund, og at vandværkets skøn med hensyn til forbrugets størrelse faldt inden for de rammer som måtte gælde for en sådan skønsudøvelse. Nævnet havde bl.a. lagt vægt på følgende

”Det fremgår af vandværkets regulativ pkt. 12.2, at målerne stilles til rådighed af vandforsyningen og forbliver vandforsyningens ejendom. Endvidere fremgår det af regulativets pkt. 12.3, at det er vandforsyningen, der bestemmer vandmålernes størrelse og type.

Nævnet lægger vægt på, at klagerne ubegrundet har modsat sig at opsætte den målertype, som indklagede med hjemmel i vedtægterne har bestemt skal installeres hos andelshaverne.

Det fremgår af den sagkyndiges besvarelse af spørgsmål 1, at klagernes vandmåler ikke registrerer vandforbrug med samme nøjagtighed som indklagedes vandmåler. Klagerne har derved ikke overholdt bestemmelsen i regulativets pkt. 12.2.

Endvidere har klagerne under sagens behandling ikke været i stand til at dokumentere, hvem der har opsat deres vandmåler, eller hvornår dette skete.

På baggrund heraf finder nævnet ikke at kunne lægge den måling – som klagernes måler udviser – til grund.

Efter en samlet vurdering finder nævnet, at indklagedes skøn med hensyn til forbrugets størrelse falder inden for de rammer, der under de foreliggende omstændigheder må gælde for en sådan skønsudøvelse.”

A indbetalte herefter det resterende beløb og genåbningsgebyr hvorefter vandforsyningen blev genoptaget.

X Vandværk afbrød vandforsyningen igen den 19. juli 1999 idet A i forbindelse med opkrævningen på ny afviste at betale for et skønnet forbrug på 280 m3.

Kommunen forelagde i den anledning en række spørgsmål for Miljøstyrelsen som den 9. september 1999 bl.a. skrev følgende til kommunen

”(X) Vandværk, der forsyner ovennævnte ejendom, har afbrudt vandforsyningen begrundet med, at ejeren ikke har betalt den fulde opkrævede vandafgift for 1998. Vandværket har afregnet på baggrund af et skønnet årligt forbrug på 280 m3, idet vandværket ikke kan godkende den af ejeren ønskede og opsatte måler. Denne måler er ikke identisk med den måler, der er blevet udleveret til den pågældende og de øvrige aftagere af vand fra (X) Vandværk.

Med henvisning hertil og til de medsendte sagsakter spørges om

Kan Helsinge Kommune pålægge vandværket at genåbne for vandforsyningen til den påg. ejendom, når vandforbruget måles af en vandmåler, som ikke er godkendt af vandværket.

Kan/skal kommunen give ejendommens ejer pålæg om at opsætte den af vandværket krævede vandmåler.

Handler vandværket lovligt ved at afbryde vandforsyningen til ejendommen.

Hvis der ikke kan stilles krav om, at vandværkets måler skal benyttes, hvem skal da sørge for vedligeholdelsen, som jo ellers jf. regulativet påhviler vandforsyningen.

Styrelsen skal understrege, at den forelagte tvist og ovenstående spørgsmål omhandler bestemmelser bl.a. om regulativfortolkning omfattet af vandforsyningslovens kap. 9, som efter lovens § 76, stk. 1, nr. 4, ikke kan indbringes for styrelsen som klage. Det samme gælder for tvister, der reguleres af (målerbekendtgørelsen) Bekendtgørelse om betaling for vand efter målt forbrug m.v. på ejendomsniveau (Miljø- og Energiministeriets bekg. nr. 525 af 14. juni 1996).

Styrelsen er derfor afskåret fra at gå ind i en konkret vurdering af sagen eller dennes forhistorie og det medsendte sagsmateriale, men kan alene udtale sig vejledende om de stillede spørgsmål, hvis endelige afgørelse henhører under de almindelige domstole.

ad 1. Efter vandforsyningslovens § 65 er det kommunalbestyrelsen der påser, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes (jf. også ovennævnte bekendtgørelses § 4). Tilsynet med at regulativbestemmelser overholdes, er således også kommunalbestyrelsens forpligtelse.

Det fremgår af regulativet for (X) Vandværk bl.a., at vandmålerens størrelse og type bestemmes af vandforsyningen (jf. pkt. 12.3), og den kan (jf. pkt. 12.5) når som helst for egen regning foretage udskiftning af måleren. Efter § 2 i målerbekendtgørelsen stilles måleren til rådighed af vandforsyningen og forbliver dennes ejendom.

Baggrunden for, at der ved disse bestemmelser er tillagt vandforsyningen afgørende indflydelse på hvilken type måler, der skal opsættes inden for dens forsyningsområde er, at det målte forbrug for sammenlignelige enheder skal foregå på et helt ensartet grundlag.

Der er imidlertid ikke skabt hjemmelsmæssigt grundlag for, at en vandforsyning kan lukke for vandforsyningen til en ejendom fordi dennes ejer har installeret en måler, som ikke er godkendt af vandforsyningen. Kommunalbestyrelsen må som tilsynsmyndighed, hvor en sådan afbrydelse alene af denne årsag har fundet sted, foranledige en genoptagelse af forsyningen.

ad 2. Spørgsmålet må besvares bekræftende jf. ovenstående bemærkninger om kommunalbestyrelsens beføjelser og forpligtelser som tilsynsmyndighed.

ad 3. Mens der efter vandforsyningslovens § 54 er tillagt en offentlig almen vandforsyning udpantningsret for ikke betalte anlægs- og driftsbidrag ved levering af vand fra en kommunal vandforsyning, har en privat almen vandforsyning ikke denne adgang, men den kan ved manglende betaling af driftsbidrag lukke for vandtilførslen.

Miljøstyrelsen mener sig ikke beføjet til at gå ind i spørgsmålet om lovligheden af en afbrydelse for en restance, der udover krav om betaling for et formodet faktisk forbrug samtidig ifølge ejeren af ejendommen indeholder et krav om betaling for et skønnet (mer)forbrug, der må forstås som en sanktion for fraværet af en af vandforsyningen godkendt måler.

ad 4. Spørgsmålet må anses som besvaret ovenfor ad 2.”

Helsinge Kommune gav herefter den 8. november 1999 X Vandværk påbud om at genåbne leveringen af vand til A’s ejendom. Kommunen fandt at det af vandværket opkrævede driftsbidrag var uacceptabelt højt og udtryk for en sanktion for fraværet af en af vandforsyningen godkendt måler idet normalforbruget for en husstand som A’s typisk ligger på ca. halvdelen af det af vandværket skønnede. Påbudet blev gentaget den 22. november 1999 med bemærkning om at såfremt påbudet ikke var efterkommet senest den 24. november 1999, ville kommunen anmelde vandværket til politiet. Vandværket efterkom påbudet.

A havde i mellemtiden indbragt sagen for Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt for så vidt angik Helsinge Kommunes tilsyn med X Vandværk. Tilsynsrådet udtalte den 4. januar 2000 bl.a. følgende

”Tilsynsrådet har fundet, at Helsinge Kommune ikke har tilsidesat sin tilsynsforpligtelse. Tilsynsrådet har lagt til grund, at (X) Vandværk er berettiget til at forlange måler opsat som krævet, og når De har nægtet at følge dette krav, må Vandværket være berettiget til at opkræve vand efter et skønnet forbrug. Tilsynsrådet har fundet, at skønnet over Deres vandforbrug ikke er klart ulovligt.”

X Vandværk havde også indbragt sagen for Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt idet Helsinge Kommune flere gange havde afvist vandværkets anmodning om at lade vandværkets måler installere på A’s ejendom for hans regning. Tilsynsrådet udtalte i den anledning den 10. maj 2000 at kommunens tilsynspligt ikke var tilsidesat idet tilsynsrådet lagde vægt på at der forelå en straffedom der frifandt A for ikke at have installeret en lovlig måler.

Den 8. juni 2000 afbrød X Vandværk igen vandforsyningen til A’s ejendom med henvisning til at A ikke havde betalt det fulde opkrævede driftsbidrag. Helsinge Kommune skrev i den anledning bl.a. følgende til X Vandværk den 9. juni 2000

”Hvis afbrydelsen af vandforsyningen er identisk med de forhold, der medførte en afbrydelse af vandforsyningen i 1999, skal nærværende skrivelse ligeledes betragtes som et påbud iht. § 57, jvf. § 65 i Lov om Vandforsyning for således at reetablere vandforsyningen til ejendommen inden 13. juni 2000.”

X Vandværk svarede den 13. juni 2000 bl.a. følgende

”Som anført i ( )’s brev af d.d. til Kommunen skyldes lukningen af vandforsyningen til ejendommen, at ejeren ikke har betalt den fremsendte regning for det ansatte vandforbrug. Lukning i anledning af restance med driftsbidrag er direkte hjemlet i regulativet og fremgår ligeledes af Vandforsyningslovens motiver, hvorefter private almene vandværker ikke har udpantningsret, men ret til at lukke for vandet til inddrivelse af restancer.

Kommunen har tidligere påbudt vandværket at åbne for vandet til den pågældende ejendom med den begrundelse, at det af vandværket skønnede forbrug indeholdt et pønalt moment til fremkaldelse af (A)’s opfyldelse af sin forpligtelse til at opsætte en af vandværket leveret måler i den af vandværket allerede etablerede målerbrønd.

Det er siden blevet fastslået ved Tilsynsrådet, at den af vandværket afkrævede vandafgift ikke er åbenbart urimelig, jfr. herved Tilsynsrådets afslag til (A) på hans klage over kommunens tidligere standpunkt. En klage til Forbrugerklagenævnet har ført til samme resultat og på dette grundlag må jeg fastslå, at betingelserne for lukning på grund af en restance med hensyn til et driftsbidrag, som ikke er fundet kritisabelt har fuld hjemmel i regulativ m.v.”

A bad samme dato Helsinge Kommune om at indgive politianmeldelse mod vandværket.

Den 20. juni 2000 meddelte Helsinge Kommune igen påbud til vandværket om reetablering af vandforsyningen inden 23. juni 2000. Påbudet blev ikke efterkommet, og Helsinge Kommune indbragte herefter sagen for fogedretten med begæring om genåbning af vandforsyningen ved umiddelbar fogedforretning. Ved kendelse af 30. august 2000 nægtede fogedretten at fremme begæringen med henvisning til at der ikke i vandforsyningsloven var hjemmel til at en kommune kunne tvangsfuldbyrde et påbud ved umiddelbar fogedforretning. Af udskrift af fogedbogen vedrørende retsmøde d. 20. juli 2000 fremgår bl.a. følgende

”Fogedretten foreslog herefter følgende forlig ud fra friere rimelighedsbetragtninger

Helsinge Kommune betaler for etablering af vandmåler (3.093,73 kr.), der etableres tilgængeligt for aflæsning og vandværket accepterer, at (A)’s forbrug fra 1/9 1999 beregnes på grundlag af et årsforbrug på 140 m3, indtil måler opsættes.”

X Vandværk accepterede forliget med mindre ændringer. Ved brev til advokatfirmaet af 29. juli 2000 afviste A at medvirke til indgåelse af forlig med vandværket.

Helsinge Kommune kærede herefter fogedrettens afvisningskendelse til Østre Landsret som den 25. oktober 2000 stadfæstede afvisningen.

A havde i mellemtiden adskillige gange skrevet til Helsinge Kommune og bedt om at kommunen politianmeldte X Vandværk. Kommunen afviste at indgive politianmeldelse med henvisning til at der efter kommunens opfattelse ikke ville kunne opnås strafferetlig dom over vandværket idet det næppe ville kunne påvises at vandværket havde haft det fornødne forsæt til at begå en strafbar handling.

Den 2. november 2000 klagede A til mig over at Helsinge Kommune havde afvist at indgive politianmeldelse mod X Vandværk. A anførte bl.a. følgende til støtte for sin klage

”Sagsforløbet er i meget korte træk, at det lokale private vandværk har afbrudt vandforsyningen på et formelt grundlag i form af en konstrueret restance, der i realiteten er en form for chikane og direkte pengeafpresning. Vandværket har valgt skønsmæssigt at ansætte husstandens årlige forbrug til 280 kbm., hvilket er mere end det dobbelte af det måleraflæste, faktiske forbrug. Dette forbrug har vi rettidigt betalt for, men alligevel fastholder vandværket (X) Vandværk sin beslutning om ikke at genåbne for vores vandforsyning.

Tilsynsmyndigheden overfor de lokale private vandværker er Helsinge Kommune, hvortil jeg har klaget over forholdet og anmodet om, at kommunen rejser politisag mod (X) Vandværk for overtrædelse af gældende lov på området. Denne anmodning har kommunen afvist , til trods for at der her er tale om klart strafbart forhold, jvfr. §§ 4-6 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 525 af 14. juni 1996 (kopi vedlagt). Helsinge Kommune har ved flere lejligheder givet vandværket skriftligt påbud om at retablere vandforsyningen, men værket lader kun hånt om disse påbud. På baggrund heraf anlægger kommunen fogedsag ved retten om tvangsfuldbyrdelse af kommunens påbud, men retten afviser at give kommunen medhold. Helsinge Kommune anker herefter Fogedrettens afgørelse til Østre Landsret, som imidlertid giver Fogedretten medhold i, at denne ikke har kompetence til at træffe afgørelse om en genåbning af vandforsyningen.

Her står vi så – uden hjælp fra de offentlige myndigheder og uden udsigt til at få leveret det, som alle kalder en menneskeret, og værende forudsætning for alt levende, nemlig VAND. At man som familie skal opleve sådan en situation i et retssamfund som det danske der hævdes at være både civiliseret og demokratisk – det er sørgeligt, absurd og overmåde grotesk.”

Helsinge Kommune meddelte A den 16. november 2000 at vandforsyningen til hans ejendom måtte afklares gennem et civilt søgsmål, og at kommunen ikke ville foretage sig yderligere i sagen.

Den 28. november 2000 bad jeg Helsinge Kommune om udlån af sagens akter. Jeg modtog akterne den 4. december 2000.

Ombudsmandens udtalelse

”Reglerne om kommunernes tilsyn med vandværkers overholdelse af lovgivningen findes i § 65 i vandforsyningsloven (lovbekendtgørelse nr. 130 af 26. februar 1999 med senere ændringer). Bestemmelsen har følgende ordlyd

’ § 65. Kommunalbestyrelsen påser, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen påser, at påbud og forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.

Stk. 3. Bliver kommunalbestyrelsen opmærksom på et ulovligt forhold, skal den foranledige det ulovlige forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om forhold af ganske underordnet betydning.

Stk. 4. Er et påbud eller forbud ikke efterkommet inden den fastsatte frist, kan kommunalbestyrelsen lade foranstaltningen udføre for den ansvarliges regning.’

Bestemmelsens stk. 3 om kommunens pligt til at lovliggøre ulovlige forhold blev indsat ved lov nr. 250 af 23. maj 1984 om ændringer af forskellige miljø- og planlægningslove. Tilsvarende bestemmelser blev ved samme lov indsat i miljøbeskyttelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998 med senere ændringer) og i vandløbsloven (lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj 1992 med senere ændringer). I de almindelige bemærkningerne til lovforslaget er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1983-84 (2. saml.), tillæg A, sp. 1557)

’Der foreslås derfor en lovfæstelse af en pligt til at søge lovliggørelse i de enkelte planlægnings- og miljølove. Det er herved forudsat, at myndighedens pligt til at søge lovliggørelse kun omfatter overtrædelser, der ikke er af ganske underordnet betydning.’

I overensstemmelse hermed indgår lovovertrædelsens grovhed i tilsynsmyndighedens skøn ved vurderingen af om en overtrædelse skal politianmeldes. Ved grove overtrædelser kan der bestå en egentlig pligt for myndigheden til at politianmelde det ulovlige forhold, jf. herom Karsten Revsbech ’Lærebog i Miljøret’ 2. udgave (1999), s. 346-348. Se også Folketingets Ombudsmands beretning for året 1999, s. 693ff* – særligt s. 708 – vedrørende Arbejdstilsynets praksis for indgivelse af politianmeldelse.

Proportionalitetsbetragtninger svarende til ovenstående har også betydning for anklagemyndighedens vurdering af eventuel påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, jf. retsplejelovens (lovbekendtgørelse nr. 857 af 12. september 2000) § 721, stk. 1, nr. 3, og § 722, stk. 1, nr. 5.

Pligten til at indgive politianmeldelse beror ikke alene på om der er tale om en grov overtrædelse af lovgivningen. Det må naturligvis også indgå om det med tilstrækkelig klarhed er godtgjort at lovgivningen er tilsidesat. Dette følger af det almindelige princip i retsplejelovens § 749, stk. 1 og 2, hvorefter politiet kan afvise en indgivet anmeldelse eller indstille en påbegyndt efterforskning såfremt der ikke er grundlag for at indlede eller fortsætte efterforskningen. Efter samme princip kan anklagemyndigheden efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1 og 2, opgive påtale i tilfælde hvor sigtelsen har vist sig grundløs, eller hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til at sigtede findes skyldig.

Inden for miljøbeskyttelseslovgivningen er princippet f.eks. kommet til udtryk i Miljøstyrelsens vejledning om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven hvori styrelsen bl.a. har anført følgende vedrørende en tilsvarende bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven om myndighedernes pligt til lovliggørelse (vejledning nr. 12, 1992, s. 23-24)

’Det bør dog altid indgå i tilsynsmyndighedens vurdering af, om der skal indgives politianmeldelse, om sagen er egnet til strafferetlig forfølgelse ved domstolene, herunder om den kan holde.

Påbegyndes aktiviteter, hvor forudgående tilladelse er nødvendig, f.eks. efter miljølovens §§ 19, stk. 4, 28 eller 33 eller efter en bekendtgørelse, er udgangspunktet, at klare overtrædelser bør føre til politianmeldelse. Med udtrykket ’klare overtrædelser’ menes, at der ikke foreligger retlig tvivl om, at den forurenende aktivitet krævede forudgående tilladelse.’

Efter at have gennemgået sagen er det min opfattelse at kommunen ikke har overtrådt sin tilsynsforpligtelse ved at afvise (A)’s begæring om indgivelse af politianmeldelse mod (X) Vandværk.

Jeg er naturligvis opmærksom på at (A) ved rettens dom af 27. november 1997 blev frifundet for tiltale til straf for at undlade at efterkomme kommunens påbud om at opsætte vandmåler i overensstemmelse med vandværkets retningslinjer. Det må imidlertid også tages i betragtning at Miljøstyrelsen og tilsynsrådet efterfølgende har givet udtryk for at denne sag er omfattet af bestemmelserne i vandværkets regulativ hvorefter vandværket har ret til at lukke for vandtilførslen til en ejendom hvis betaling af vandafgifter mv. ikke sker inden fastsat frist. Dette, sammenholdt med at Forbrugerklagenævnet har afvist (A)’s klage over vandværkets skønsmæssige ansættelse af hans forbrug, medfører efter min opfattelse at der er skabt en sådan tvivl om hvorvidt vandværket har tilsidesat lovgivningens bestemmelser, at kommunen ikke har pligt til at gribe ind i anledning af vandværkets afbrydelse af levering.

Den endelige afgørelse af spørgsmålet om lovligheden af (X) Vandværks leveringsafbrydelse henhører under domstolene.”

NOTER: (*) FOB 1999, s. 693.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En andelshaver i et vandværk afviste at bruge en udvendig vandmåler som blev udleveret af vandværket, og opsatte i stedet sin egen indvendige måler.

Efter anmodning fra vandværket påbød kommunen andelshaveren at opsætte værkets udvendige måler. Påbudet blev ikke fulgt. Ved en efterfølgende straffesag blev andelshaveren frifundet da retten lagde til grund at der lovligt var opsat en indvendig vandmåler.

Vandværket fastsatte i stedet andelshaverens forbrug efter et skøn. Da andelshaveren ikke ville betale for dette forbrug, afbrød vandværket leveringen af vand.

Forbrugerklagenævnet mente ikke det skønsmæssigt fastsatte forbrug kunne kritiseres, og Miljøstyrelsen og tilsynsrådet udtalte begge at vandværket ved manglende betaling som udgangspunkt var berettiget til at afbryde leveringen.

Andelshaveren klagede til ombudsmanden over at kommunen ikke ville indgive politianmeldelse mod vandværket.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke havde tilsidesat sin tilsynsforpligtigelse over for vandværket. Ombudsmanden henviste bl.a. til at der havde været en sådan tvivl om hvorvidt vandværket havde tilsidesat lovgivningens bestemmelse,r at kommunen ikke havde haft pligt til at gribe ind. (J.nr. 2000-3368-150).