Afskedigelse af socialpædagog efter kritik af ledelsen

Afskedigelse af socialpædagog efter kritik af ledelsen

I 1993 blev A ansat af X Kommune som socialpædagog på et socialpsykiatrisk bocenter (Y). Ved brev af 25. november 1999 blev A opsagt til udgangen af december 1999. Efter en henvendelse fra Landsforeningen for Socialpædagoger sendte ledelsen på Y et brev af 8. december 1999 til A hvori A blev opsagt med virkning fra udgangen af juni 2000. Baggrunden for opsigelsen var efter det oplyste at arbejdstilrettelæggelsen blev ændret på Y, så man overgik fra faste vagter til skiftende vagter.

A sendte den 13. marts 2000 et brev der bl.a. indeholdt kritiske bemærkninger om ledelsen på Y, til sine kolleger, og en kopi af brevet blev sendt til ledelsen. På ledelsens anmodning deltog A den følgende dag i et møde med repræsentanter for ledelsen. Både A og ledelsen har udarbejdet et referat af mødet. I A’s referat er bl.a. anført følgende

”Jeg mødte op på arbejde den 14/3-00 kl. 15, hvorpå afdelingslederen (B) informerede mig om at vi skulle til møde hos (C) med det samme, med baggrund i mit brev af 13/3-00.

Jeg fortalte (B) at jeg ønskede at kende præmisserne for mødet på forhånd, for i tilfælde af at der var tale om et tjenstlig møde, ønskede jeg at have en bisidder tilstede.

(B) ringede derefter til (C), og meddelte mig kort efter at (C) ville komme over til bolig 5 for at tale med mig.

(C) dukkede op på personalekontoret inden fem minutter, og sagde at jeg ikke kunde nægte at tale med hende. Foruden (B) var der også en elev tilstede. Jeg svarede at jeg ikke nægtede at tale med hende dersom der var tale om en dialog, men hvis det indebar en revselse, reprimande eller lignende ønskede jeg at have en bisidder tilstede.

Eleven gik ud af kontoret, og (C) lukkede døren og satte sig ned. Jeg forholdt mig afventende, og (C) tog så mit brev frem og sagde at det var et meget alvorligt brev. Jeg svarede at det syntes jeg også, hvorpå (C) replicerede med; for dig! Jeg svarede ikke på dette.

(C) fortsatte så med at sige at hun for øvrigt syntes mit brev var noget vrøvl. Jeg sagde; ’hvadbehager?’, og hun gentog at det var noget vrøvl. Jeg syntes nu at det var på tide at stoppe samtalen, og jeg sagde at jeg ikke ville fortsætte samtalen uden bisidder, da jeg sad overfor to overordnede personer i en tjenstlig samtale. (C) gik i gang med at udspørge mig om et af punkterne i mit brev, hun havde tilføjet et stort rødt spørgsmålstegn ved punktet, og sagde at hun ville have at jeg forklarede det nærmere. Jeg svarede at jeg gerne ville gøre dette, når jeg havde fået en bisidder med.

Derefter spurgte (C) mig om jeg kunne klare at passe min aftenvagt. Jeg svarede at det mente jeg godt at jeg kunne, da jeg havde nogle gode kollegaer.

(C) replicerede med at forbyde mig at tale om dette (jeg fik ikke gjort det klart om hun med dette mente vor samtale, mit brev eller begge dele), men jeg sagde at jeg havde givet en kopi af mit brev til hele personalegruppen, så jeg kunne ikke rigtig forstå hvad hun mente.

Hun gentog at hun forbød mig at tale med nogen på boligen om ’dette’. Jeg svarede at jeg i så tilfælde ikke mente jeg ville være i stand til at arbejde samme aften, fordi jeg var meget emotionelt påvirket af ’dette’. Jeg tilføjede også at mit hjerte hamrede og min puls var høj, og at jeg ville være for ustabil til at kunne udføre mit arbejde godt, hvis jeg manglede muligheden for at tale med nogen.

Jeg bad så (B) om at melde mig syg, og sagde til (C) at hun skulle indkalde til et møde med min bisidder tilstede, sådan at vi kunne gøre det efter reglerne.

Hvorpå (C) svarede med at sige at hun altid fulgte reglerne.

Derefter gik jeg ned på bolig 4, hvor jeg fik en samtale med min tillidsrepræsentant.”

I ledelsens referat af mødet 14. marts 2000 er bl.a. anført følgende

”(B) bad (A) om at gå med til en samtale med (C) om brevet. (A) nægter at komme til (C), derfor går jeg over til bolig 5.

Da jeg kommer siger (A), at hun vil have en samtale med sin tillidsrepræsentant tilstede. (C) svarer, at det er OK, dog har jeg et enkelt spørgsmål til brevet, der omhandler en beboer, hvor (A) beskriver, at hun har anvendt en noget radikal metode. Dette beder (C) om at få uddybet.

Dette vil (A) ikke svare på. Derefter spørger (C) om (A) er i stand til at passe sin aftenvagt. Ja, det er hun.

(C) beder (A) om ikke at omtale brevet overfor medarbejderne i vagten. Herover bliver (A) så vred, og siger til (B), at så må han sygemelde hende. (A) går, og (C) siger, at samtalen først kan blive når (A) er raskmeldt.

Samtalen varede 1 minut.”

I et brev af 22. marts 2000 anmodede A’s tillidsrepræsentant ledelsen på Y om et møde. Som dagsorden for mødet angav tillidsrepræsentanten følgende

”Drøftelse af ledelsens fremgangsmåde med hensyn til (A)’s anmodning om tillidsrepræsentantens deltagelse ved samtale med forstander (C) og afdelingsleder (B) d. 14/3 00.

I forbindelse med drøftelsen af ovenstående, ser jeg særlig behov for afklaring af følgende

Formål med og dagsorden for ovennævnte samtale d. 14/3 00.

Ledelsens begrundelse for ikke at tilkalde undertegnede, trods medarbejderens gentagne ønsker om tillidsrepræsentantens deltagelse.

Hvad er det for en tavshedspligt ledelsen har pålagt (A) på ovennævnte møde og med hvilken hjemmel?

Spørgsmål vedr. (A)’s fremtid på bolig 5.”

Den 27. marts 2000 blev der holdt et møde hvori A deltog sammen med sin tillidsrepræsentant samt repræsentanter for ledelsen på Y. Ledelsen har udfærdiget et referat fra mødet hvori bl.a. er anført følgende

”Ledelsens begrundelse for ikke at tilkalde tillidsrepræsentanten, trods medarbejderens gentagne ønsker om dennes deltagelse.

Ledelsen talte med (A) om den episode, der er beskrevet i brevet som radikal i forhold til en beboer i bolig 5. Altså en faglig forespørgsel – ikke noget der berører (A)’s ansættelsesforhold.

Hvad er det for en tavshedspligt ledelsen har pålagt (A) på ovennævnte møde og med hvilken hjemmel?

(C) pålagde (A) ikke at tale med sine kollegaer om sit brev – før afdelingsleder og (C) havde talt om det med tillidsrepræsentanten og (A).

Spørgsmål vedr. (A)’s fremtid i bolig 5

(C) meddeler (A), at hun ikke kan fortsætte i bolig 5. Dette betyder, at (A) tilbydes en vagt i en anden bolig. Der er kun arbejde med skiftende vagter, som (A) er varslet til at arbejde i – ½ år i 1999.

(A) havde ventet at blive fritstillet de sidste 3 måneder af sin ansættelsesperiode; men da der er ledige vikariater/stillinger på (Y), ser ledelsen sig ikke i stand til det.

Efter samtale med sin tillidsrepræsentant meddeler tillidsrepræsentanten (D), at (A) ikke vil påtage sig anden vagt i skiftende arbejdstider.

(C) siger, at det er tilbuddet – ellers må (A) selv sige op (er opsagt pr. udgang af juni 2000, da (A) ikke ville gå i skiftende vagter).

(C) vender efter samtalen tilbage til undertegnede. Jeg beder om en afgørelse inden onsdag d. 29.03.00 og meddeler, at vi tilbageholder løn fra 01.05.00, såfremt der ikke er en afgørelse.”

A’s tillidsrepræsentant har også udfærdiget et referat fra mødet. Referatet indeholder bl.a. følgende

”Besvarelser svarende til punkterne på dagsorden.

- (C) ønskede at få uddybet punkt i (A)’s brev vedr. episode med beboer. Mente at den anvendte pædagogik på den omtalte beboer var forkert og opfattede dette som ret alvorligt. Pædagogikken blev drøftet. (A) fremlagde en skriftlig redegørelse af dette.

(C) mente ikke at der var tale om en tjenestelignende samtale, som (A) havde opfattet det. Se notater af samtale d. 14/3 00. (D) henviser til KTO § 2 og KBH. kommunes personalepolitik og forvaltningsloven, med henblik på ret og krav til at lade sig repræsentere eller bistå af andre.

(C) mener at have ret til at pålægge (A) tavshed vedr. brevet, indtil dette havde været drøftet på et møde mellem ovenstående parter.

Ledelsen spørger ind til hvad (A) ønsker. (D) fortæller at (A) ønsker at afslutte sin ansættelse på (Y) som planlagt, det vil sige, fortsætte i aftenvagt indtil 30/6 00 som planlagt. (C) tilbyder (A) job i en anden bolig, men i skiftende vagter indtil d. 30/6 00. Dette ønsker (A) ikke, og ønsker at fastholde ledelsen i opsigelseskontrakten af d. 8/12 1999, indgået mellem (A), (C) og LFS. Se denne kontrakt.

Derfor vælger (A) og (D) at gå videre med denne sag i fagforbundet LFS.

(C) afslutter mødet med at kommentere at hun mistænker (A) for at have lavet alt dette rod, for at blive fritstillet. Dette kommenteres ikke yderligere.

Ledelsen ønsker herefter ikke at (A) genoptager sit arbejde på bolig 5 den efterfølgende dag, hvorefter (C) hjemsender (A) indtil videre. Der aftales mellem (C) og (D) at ledelsen vil henvende sig skriftligt til (A) angående det videre forløb i denne sag.”

Efter mødet sendte ledelsen A et brev af 27. marts 2000 hvori der bl.a. var anført følgende

”Hermed notat af forhandling d. 27.03.2000 kl. 09.00.

Som det fremgår, bedes du ikke møde i bolig 5.

Samtidig vil jeg meddele dig, at såfremt der ikke er en afklaring

enten at du godkender mit tilbud om skiftende vagt i anden bolig på (Y) inden onsdag d. 29.03.2000 kl. 12.00 eller

at du siger op med udgangen af april måned 2000,

vil vi tilbageholde din løn fra udgangen af april 2000.”

Kopi af brevet blev sendt til Forbundet af Offentligt Ansatte, Landsforeningen for Socialpædagoger og A’s tillidsrepræsentant. A har oplyst at hun modtog brevet den 30. marts 2000. Brevet blev besvaret af Landsforeningen for Socialpædagoger i et brev af 29. marts 2000 til kommunen. I dette brev krævede Landsforeningen for Socialpædagoger at ledelsen overholdt den indgåede aftale om at A fratrådte ved udgangen af juni 2000, og at A i opsigelsesperioden fortsatte i aftenvagt. Desuden oplyste landsforeningen at man ville kræve at sagen blev taget op af landsforeningens forbund hvis kommunen tilbageholdt A’s løn efter 30. april 2000.

I et oplysningsskema dateret den 18. april 2000 indberettede ledelsen på Y til X Kommunes lønanvisning at A fratrådte med virkning fra den 30. april 2000. Desuden udstedte ledelsen den 14. juni 2000 en arbejdsgivererklæring hvoraf det bl.a. fremgik at A havde været ansat på Y indtil den 30. april 2000.

I et brev af 18. august 2000 klagede A til mig over at hun var blevet afskediget med udgangen af april 2000, og over flere forhold ved X Kommunes sagsbehandling. Den 23. august 2000 oversendte jeg A’s brev til kommunen med henblik på at kommunen over for A udtrykkeligt tog stilling til det A havde anført. Jeg oversendte ligeledes A’s brev til kommunen som en anmodning fra A om at kommunen fremskyndede behandlingen af den anmodning om aktindsigt i A’s personalesag som A havde fremsat i midten af juli 2000.

X Kommune besvarede A’s henvendelse i et brev af 6. september 2000. Kommunen anførte bl.a. følgende

”(Y) varslede den 18. juni 1999 sine medarbejdere om, at man fra 1. januar 2000 ville overgå fra faste vagter til skiftende vagter.

Som konsekvens af at du ikke ønskede at indgå i skiftende vagter, blev du ved brev af 8. december 1999 meddelt afsked fra din stilling med virkning fra 30. juni 2000. For at være imødekommende overfor dit ønske om at starte et nyt studie accepterede man fra ledelsens side, at du fortsatte i fast aftenvagt i bolig 5. Dette skete uagtet, at man som følge af varslingen af 18. juni 1999 kunne have krævet, at du i opsigelsesperioden gik i skiftende vagter.

I marts 2000 opstod en ny sag, idet du i et brev tilkendegav din utilfredshed med bolig 5 og afdelingslederen. Denne utilfredshed og din måde at tilkendegive den på blev af ledelsen opfattet som så illoyal, at du ikke kunne fortsætte med at arbejde i bolig 5.

Herefter fremsatte ledelsen den 27. marts 2000 både skriftligt og ved et møde et tilbud, hvorefter du indgår i skiftende vagter i en anden bolig i (Y) eller selv siger op. I brevet skriver ledelsen endvidere, at hvis der ikke er en afklaring inden den 29. marts 2000, kl. 12.00 vil man stoppe din løn. Ved mødet tilkendegav du, at du ikke vil tage imod et arbejde i skiftende vagter. Efterfølgende svarede du ikke på brevet, ligesom du ikke mødte på arbejde.

Kontoret for Personale og Organisationsudvikling finder, at ledelsen med rette kunne anvise dig beskæftigelse i en anden bolig og i skiftende vagter. For det første er vi enige i, at det ikke var realistisk at tro at du kunne vende tilbage til bolig 5, for det andet var du med et varsel på 6 måneder fra den 18. juni 1999 orienteret om, at man overgik til skiftende vagter den 1. januar 2000, hvorfor du ikke i marts 2000 kunne kræve, at du i din opsigelsesperiode havde en fast vagt.

Da man således havde anvist dig en stilling, som du havde pligt til at overtage, kunne ledelsen efter vores opfattelse tilsvarende kræve, at du mødte på arbejde.

Da du ved mødet den 27. marts 2000 utvetydigt tilkendegav at, du ikke ønskede skiftende vagter og man efterfølgende ikke modtog nogen reaktion fra din side, stoppede ledelsen din løn som anført i brevet.

Din ansættelse på (Y) ophørte således, da du afslog en stilling, som du havde pligt til at overtage, og samtidig udeblev fra arbejdspladsen eller i øvrigt lod høre fra dig.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at din anmodning om aktindsigt er ekspederet den 28. august 2000.”

Herefter klagede A til mig igen. Jeg anmodede X Kommune om udlån af kommunens akter i sagen, og efter at have gennemgået dem bad jeg kommunen om en udtalelse i sagen.

X Kommune afgav en udtalelse i et brev af 14. maj 2001. I brevet er bl.a. anført følgende

”Ved brev af 13. marts 2000 sendte klager et brev til sine kolleger i bolig 5 med kopi til ledelsen af (Y), i hvilket hun blandt andet udtrykte en kritik af boligens afdelingsleder.

I forbindelse hermed blev der den 14. marts 2000 afholdt et møde. Såvel ledelsen som klager har udfærdiget referat fra dette møde, og det må konstateres, at disse giver et meget forskelligt billede af mødets forløb.

På vegne af ledelsen på (Y) skal forvaltningen fastholde, at samtalen varede 1 minut, og at man fra ledelsens side accepterede klagers ønske om bisidder, jf. (C) referat af 14. marts 2001. Det er ikke korrekt, at ledelsen ikke respekterede klagers ønske om repræsentation.

Det er imidlertid korrekt, at (C) ønskede at få afklaret et spørgsmål i forbindelse med en episode, som klager beskrev i brevet, og hvor klager selv angav at have anvendt ’en noget radikal metode’ overfor en af bocentrets beboere. Da klager på ny nægtede at udtale sig, afsluttede (C) samtalen.

Det skal pointeres, at (C) ønskede denne afklaring, fordi hun frygtede, at beboeren havde lidt overlast ved denne ’radikale metode’.

Det er forvaltningens opfattelse, at (C) handlede i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper om repræsentation, idet klagers interesse i at lade sig repræsentere i det konkrete spørgsmål måtte vige for beboerens beskyttelsesinteresse som psykiatrisk beboer. Det skal dog fremhæves, at (C) ikke forfulgte spørgsmålet efter klagers afvisning, men søgte afklaring ad andre veje.

Ved mødet opfordrede ledelsen klager til ikke at omtale brevet med sine kolleger i vagten.

Baggrunden for denne anmodning var ledelsens ønske om, at klager anvendte de almindelige interne tjenstlige kanaler til at udtrykke sin kritik.

Det følger af FOB 1995 side 422ff, at en myndighed overfor de ansatte generelt må anbefale brug af interne systemer til fremførelse af kritik, når blot det ikke udvikler sig til normer, der med tiden kan få en sådan karakter, at de reelt kommer til at virke på samme måde som egentlige censurlignende ordninger.

Da der på Bocentret (Y) ikke generelt findes sådanne særlige censurlignende normer, finder forvaltningen det acceptabelt, at ledelsen i dette ene konkrete tilfælde opfordrede klager til ikke at omtale brevet for sine kolleger, før hun havde drøftet indholdet af sin kritik med ledelsen. Dette gælder særligt, fordi den overvejende del af de forhold, som klager nævner i sit brev primært angår samarbejdsrelationen mellem klager og afdelingsleder (B).

Ved samtalen den 27. marts 2001 [2000; min bemærkning] gav ledelsen på (Y) udtryk for, at man anså klagers kritik og den måde, som hun havde fremført den på, for så illoyal, at hun ikke kunne fortsætte i bolig 5.

Ledelsens bekymring gik primært på samarbejdsrelationerne i bolig 5, som man mente var ødelagt. Ledelsen meddelte derfor klager, at hun ikke kunne fortsætte i bolig 5. Dette forhold havde ingen selvstændig betydning i forbindelse med klagers fratræden, idet man fra ledelsens side fandt at problemet kunne løses via en omplacering.

Klager blev derfor tilbudt en vagt i en anden bolig. Da klagers aftenvagt i bolig 5 som nævnt var den eneste faste aftenvagt, der var tilbage på (Y), måtte hun følgelig overgå til tjeneste i skiftende vagter. Klager havde ifølge referatet selv ventet at blive fritstillet i de sidste tre måneder af ansættelsen, men da der var flere ledige stillinger på (Y), kunne ledelsen ikke imødekomme dette ønske.

Ved mødet tilkendegav klagers repræsentant, at klager ikke vil gå i skiftende vagter. Fra ledelsen side præciseredes det, at klager gerne måtte lave individuelle aftaler om sine mødetid i sin ny bolig, og at de fleste ledere er meget fleksible.

Samme dag fremsender (C) brevet til klager, som er beskrevet i punkt tre i ombudsmandens brev.

Ved brev af 29. marts 2000 fra klagers faglige organisation anføres det bl.a., at organisationen vil overgive sagen til deres forbund, hvis klagers løn stoppes fra udgangen af april.

Da klager ikke selv lader høre fra sig, stoppes lønnen, således som det er skrevet i brevet af 27. marts 2001 [2000; min bemærkning].

(Y) hører ikke mere til sagen før klagers henvendelse til ombudsmanden medio august 2000.

Sammenfattende skal det anføres, at sagen efter forvaltningens opfattelse drejer sig om, at klager ved måden at rejse sin kritik på har været overvejende ansvarlig for, at der opstod samarbejdsproblemer med afdelingslederen i bolig 5.

Dette forsøger man at løse ved at omplacere klager. Det er forvaltningens holdning, at klager er anvist en anden passende stilling, som hun har pligt til at overtage.

På (Y) opfatter man den manglende reaktion på lønstoppet fra såvel klager som dennes forbund som en tilkendegivelse af, at man har accepteret, at der var tale om en passende stilling, og at klager ved sin fortsatte udeblivelse har afbrudt sin ansættelse.

Forvaltningen er ikke klar over, hvordan forbundet har rådgivet klager, men set i lyset af den efterfølgende klage, står forvaltningen undrende overfor, at der i forløbet efter den 27. marts 2000 ikke blev reageret fra hverken klager eller forbundet, medmindre det var fordi man accepterede, at klager ikke kunne fortsætte på (Y), hvis hun ikke tog imod ledelsens tilbud.

Forvaltningen er imidlertid ved sin fornyede behandling af sagen blevet opmærksom på, at man fra (Y)’s side burde have fulgt op på forløbet ved en forvaltningsakt.

Da man har undladt dette, er der ikke i forlængelse af episoderne i marts 2000 sket en formel afbrydelse af klagers ansættelsesforhold.

Forvaltningen har derfor anmodet (Y) om at udbetale klager løn for månederne maj og juni 2000 indtil klagers ansættelsesforhold under alle omstændigheder ophørte med udgangen af juni 2000, jf. brevet af 8. december 1999. Lønnen vil snarest blive overført til klagers konto.”

A kommenterede X Kommunes brev i et brev af 7. juni 2001. A skrev bl.a. følgende

”Vedrørende mødet den 14. marts, fastholder jeg mit referat af dette. Det er ikke korrekt at mødet varede 1 minut, det varede nærmere 10-15 minutter. Jeg oplevede mødet som meget ubehageligt, både i forhold til den tone der blev brugt imod mig, og ganske særligt fordi mit ønske om bisidder gentagne gange blev ignoreret.

Jeg oplevede også den tavshedspligt jeg blev pålagt under dette møde, som et forsøg på at intimidere mig. Da (C) spurgte mig om jeg mente at jeg var i stand til at fortsætte min vagt efter mødet, svarede jeg ja, med den tilføjelse at jeg havde nogle gode kollegaer. Det var her, (C) forbød mig at tale med nogen.

I forhold til samarbejdsproblemerne med min afdelingsleder, vurderer jeg at disse ikke opstod som følge af mit brev, men at de allerede var skabt i kraft af at min afdelingsleder for det første udtalte sig nedsættende om min person på et personalemøde, hvor jeg ikke var tilstede, og for det andet ved at han havde ignoreret min frygt for at være alene på afdelingen i en periode hvor jeg følge mig personlig truet af en stærkt psykotisk beboer.

Det brev som blev sendt til ledelsen samt personalet i bolig 5, hvor jeg udtrykker mig kritisk overfor min afdelingsleder, er måske at betragte som overilet, men jeg understreger samtidigt i brevet at jeg er interesseret i at være med til at løse problemerne, og gerne vil deltage i supervision eller lignende. Brevet blev skrevet ud i fra at jeg følte mig meget dårligt behandlet, og at jeg på dette tidspunkt ikke følte jeg havde andre muligheder for at give udtryk for dette.

Jeg mente dengang, at det ville være illoyalt at kontakte min tillidsrepræsentant, og at det burde kunne være muligt at løse problemerne ved det øvrige personale og ledelsens hjælp. Efter mødet den 14. marts, indså jeg at dette ikke ville være muligt, og jeg kontaktede derefter min tillidsrepræsentant, som efter vor samtale indkaldte til et møde den 27. marts 2000, med henblik på at afklare min situation. Under dette møde, blev jeg ’tilbudt’ en stilling i skiftende vagter i en anden bolig. Der blev på intet tidspunkt nævnt at jeg gerne måtte lave aftaler om individuelle mødetider i den nye bolig eller talt noget om at de fleste ledere er meget fleksible. Derimod udtalte (C) at jeg kunne forvente at ’der ville blive holdt opsyn med mig’ i den nye bolig.

Ifølge referat skrevet af min tillidsrepræsentant (se bilag) fremgår det at (C) under dette møde påstår at jeg ’har lavet alt dette rod, for at blive fritstillet’. Jeg har selv aldrig kommet med en udtalelse om at jeg ønskede at blive fritstillet, men kun fastholdt at jeg havde en skriftlig aftale om at arbejde som aftenvagt i opsigelsesperioden.

Mødet blev afsluttet ved at (C) hjemsendte mig indtil videre. Jeg gik sammen med min tillidsrepræsentant ind på dennes kontor, for at diskutere situationen, hvor (C) efter nogen tid dukkede op og bad om at tale med min tillidsrepræsentant. Hun informerede denne om at hun havde til hensigt at standse udbetalingen af min løn, med mindre jeg var villig til at overgå til skiftende vagter i anden bolig. Jeg aftale med min tillidsrepræsentant at sagen nu skulle overgå til LFS, og at jeg selv ikke skulle foretage mig noget.

Jeg modtog nogle dage senere et brev hvor det fremgik at min løn ville blive standset ved udgangen af april 2000, med mindre jeg godkendte (C)’s tilbud om at arbejde i skiftende vagter. Jeg modtog brevet en dag efter at fristen for at godkende tilbudet var udløbet. Jeg ringede til min tillidsrepræsentant, der fortalte at jeg skulle ignorere brevet, da LFS fulgte sagen op.”

I et brev af 12. juni 2001 bad jeg om en yderligere udtalelse fra X Kommune, herunder til bemærkningerne i A’s brev af 7. juni 2001.

X Kommune besvarede min henvendelse i et brev af 5. juli 2001. Kommunen skrev bl.a. følgende

”I relation til spørgsmålet om partshøring skal det anføres, at der ikke er foretaget partshøring forud for en afskedigelse.

Dette skyldes som anført i forvaltningens brev af 14. maj 2001, at ledelsen på (Y) ikke opfattede det passerede som en uansøgt afsked, men derimod som klagers egen afbrydelse af ansættelsesforholdet.

Da sagen ikke fra (Y)’s side er håndteret som en uansøgt afsked, kan spørgsmålet om diskretionær eller disciplinær afsked ikke besvares. Endvidere var klager overenskomstansat, hvorfor forvaltningen almindeligvis ikke ville foretage denne sondring.

Der spørges videre, om det var en tjenstlig ordre, at klager skulle gøre tjeneste på en anden arbejdsplads, og om det af ledelsen blev betragtet som en tjenesteforseelse, at hun ikke mødte på arbejde efter den 27. marts 2000, og om dette i givet fald indgik i grundlaget for at afskedige hende.

Da ledelsen som nævnt fandt, at der var tale om en passende og tilsvarende stilling i en anden bolig på institutionen, og således ikke på en anden arbejdsplads, fandt man følgelig, at klager havde pligt til at overtage denne stilling. Det må følge heraf, at der principielt var tale om tjenstlig ordre.

Da klager ikke mødte på arbejde, opfattede institutionen det imidlertid som om klager havde valgt selv at afbryde ansættelsesforholdet, hvorfor forholdet ikke er indgået i en afgørelse om at afskedige klager.

Fælles for besvarelsen af spørgsmålene er det, at sagen fra (Y)’s side ikke er behandlet som en uansøgt afsked. Der henvises sammenfattende til side 3 i forvaltningens brev af 14. maj 2001, idet det dog skal bemærkes, at der i afsnit 3 skulle have stået den 29. marts 2000 og ikke som angivet den 27. marts 2000.

Forvaltningen har således i brevet af 14. maj 2001 påpeget, at der i sagen mangler en forvaltningsakt, der tilkendegiver en afbrydelse af ansættelsesforholdet. Dette er baggrunden for, at forvaltningen har anmodet (Y) om at udbetale klager løn for månederne maj og juni 2000 indtil klagers ansættelsesforhold under alle omstændigheder ophørte med udgangen af juni 2000, jf. brevet af 8. december 1999.

Som kommentar til klagers brev af 7. juni 2001 vedlægges kopier af udtalelser fra forstander (C), bilag 1 og afdelingsleder (B), bilag 2, idet forvaltningen i øvrigt henholder sig til sin tidligere besvarelse.”

I afdelingsleder B’s udtalelse af 27. juni 2001 som var vedlagt X Kommunes brev, var bl.a. anført følgende

”Vedrørende mødet mellem (A), (C) og (B) d. 14.03.00 er det korrekt at det havde en varighed af højst 2 minutter.

(C) ignorerede ikke (A)’s ønske om en bisidder, men accepterede, og spurgte kun yderligere ind til den anvendte pædagogik (A) havde anvendt over for en beboer.

(C) henstillede til (A), at hun ikke yderligere kommenterede og diskuterede brevet med sine kollegaer eller andre personer i sin aftenvagt, af hensyn til arbejdet med beboerne i bolig 5.

Det er korrekt at jeg som afd.leder på et personalemøde kom til at udtale mig nedsættende om (A) i en diskussion, hvor jeg pointerede, at hvis man som personale ønsker indflydelse må man også møde op til de i forvejen planlagte personalemøder. (A) har i den forbindelse modtaget min uforbeholdne beklagelse over episoden.

At (A)’s frygt for at være alene, skulle være ignoreret er ikke korrekt. På daværende tidspunkt var der en ansvarshavende ledende sygeplejerske på vagt, som (A) til enhver tid kunne kalde over det eksisterende bibbersystem, samt personale på boligen nedenunder og ovenover. Det skal pointeres, at der altid har været 2-3 personaler i aftenvagt, men at det i sjældne tilfælde er sket at man har været alene i boligen grundet udflugter eller lign.

(A) har forud for brevet hun sendte rundt til personalet i boligen samt til ledelsen på (Y) ikke på noget tidspunkt rettet henvendelse angående samarbejdsproblemer til mig som afd.leder. (A) havde på daværende tidspunkt været ansat i ca. 5 år.”

Ombudsmandens udtalelse

”1. Under mødet mellem (A) og ledelsen den 14. marts 2000 anmodede (A) om at hendes tillidsrepræsentant skulle deltage i mødet som bisidder for hende, men dette skete ikke. Det første spørgsmål der må undersøges, er derfor om ledelsen tilsidesatte lovgivningens regler om borgernes ret til at lade sig repræsentere af en anden person.

Det er fast antaget at de forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningsloven, skal anvendes i retsforholdet mellem en offentlig arbejdsgiver og de ansatte. Det er desuden et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret at den der er part i en sag i den offentlige forvaltning, på ethvert tidspunkt kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Ved forvaltningslovens gennemførelse blev denne almindelige grundsætning, som hidtil havde været gældende på ulovbestemt grundlag, optaget i lovens § 8. Bestemmelsen lyder således

’§ 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.’

Efter lovens § 2 gælder bestemmelsen i sager hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Bestemmelsen skulle således respekteres i forbindelse med mødet den 14. marts 2000 hvis mødet angik sagen om (A)’s ansættelse og der skulle træffes afgørelse i denne sag. Men hvis mødet ikke angik sagen om (A)’s ansættelse, eller hvis der ikke skulle træffes afgørelse i denne sag, skulle forvaltningslovens § 8 ikke anvendes i forbindelse med mødet.

Grundsætningen om retten til repræsentation må imidlertid – også efter forvaltningslovens gennemførelse – antages at gælde i videre omfang på ulovbestemt grundlag. Jeg henviser til de tre sager der er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s. 347ff*, 1997, s. 299ff*, og 2000, s. 229ff*. Spørgsmålet om hvorvidt (A)’s ret til at blive repræsenteret af sin tillidsrepræsentant på mødet den 14. marts 2000 blev tilsidesat af ledelsen, skal derfor vurderes ikke alene på grundlag af bestemmelserne i forvaltningslovens § 8, men også på grundlag af de tilsvarende bestemmelser der gælder supplerende på ulovbestemt grundlag. Efter min mening følger det heraf at en ansat i almindelighed har ret til at lade en anden person ledsage sig ved tjenstlige samtaler med ledelsen. Derimod kan det ikke antages at en ansat på grundlag af de forvaltningsretlige regler har ret til at lade en anden person ledsage sig ved samtaler med ledelsen som ikke er tjenstlige samtaler, men f.eks. angår tilrettelæggelsen af arbejdet.

Der er forskellige opfattelser af hvad mødet den 14. marts 2000 drejede sig om. I ledelsens referat af mødet er det anført at forstanderen accepterede (A)’s ønske om at have tillidsrepræsentanten som sin bisidder, og at forstanderen kun havde et enkelt spørgsmål. Dette spørgsmål udsprang af at (A) i brevet af 13. marts 2000 havde beskrevet en efter ledelsens opfattelse noget radikal metode som (A) havde anvendt over for en af beboerne. I ledelsens referat af mødet er det anført at spørgsmålet alene havde karakter af en faglig forespørgsel og altså ikke var noget der berørte (A)’s ansættelsesforhold. Ledelsens referat og (A)’s referat af mødet den 14. marts 2000 er ikke overensstemmende på dette punkt. Ifølge (A)’s referat udtalte forstanderen kritik af (A)’s brev som hun betegnede som noget vrøvl, ligesom hun udtalte at det var et meget alvorligt brev for (A). Der er også betydelig uenighed mellem (A) og ledelsen om mødets længde. (A) har over for mig anført at mødet varede 10-15 minutter, mens (X) Kommune fastholder at det varede ca. 1 minut.

Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende fordi ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af hvilke emner der blev drøftet på mødet den 14. marts 2000, og om mødet havde karakter af en tjenstlig samtale, vil ikke kunne gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse, men må efter min opfattelse ske ved domstolene. Herefter, og da (X) Kommune har gjort gældende at ledelsen på mødet kun rettede et enkelt fagligt spørgsmål til (A) som ikke berørte (A)’s ansættelsesforhold, har jeg ikke grundlag for at kritisere (X) Kommune for at have tilsidesat reglerne om retten til repræsentation.

2. Det næste spørgsmål som sagen rejser, angår en anmodning om at (A) ikke omtalte bestemte forhold over for sine kolleger som ledelsen fremsatte under mødet den 14. marts 2000. De foreliggende mødereferater er ikke entydige i gengivelsen af hvilke oplysninger anmodningen drejede sig om, og om der var tale om en anmodning eller et egentligt pålæg om tavshedspligt.

Af (A)’s referat af mødet fremgår at forstanderen forbød (A) at tale med nogen på boligen om ’dette’ uden at det over for (A) blev gjort klart hvad ’dette’ var. Af ledelsens referat af mødet fremgår at forstanderen bad (A) om ikke at omtale brevet af 13. marts 2000 over for medarbejderne i vagten. Sagen blev drøftet på mødet den 27. marts 2000. Af ledelsens referat af dette møde fremgår det at forstanderen på mødet den 14. marts 2000 havde pålagt (A) ikke at tale med sine kolleger om (A)’s brev før ledelsen havde talt med (A) og hendes tillidsrepræsentant om det. Tilsvarende fremgår det af det referat som (A)’s tillidsrepræsentant skrev af mødet den 27. marts 2000, at forstanderen på mødet havde givet udtryk for at hun mente at have ret til at pålægge (A) tavshed vedrørende brevet indtil brevet havde været drøftet mellem (A), hendes tillidsrepræsentant og ledelsen.

På baggrund af disse referater er det min opfattelse at ledelsen på mødet den 14. marts 2000 pålagde (A) ikke at omtale hendes brev af 13. marts 2000 for sine kolleger før brevet havde været drøftet mellem (A), (A)’s tillidsrepræsentant og ledelsen.

I (X) Kommunes brev af 14. maj 2001 til mig er bl.a. anført følgende

’Ved mødet opfordrede ledelsen klager til ikke at omtale brevet med sine kolleger i vagten.

Baggrunden for denne anmodning var ledelsens ønske om, at klager anvendte de almindelige interne tjenstlige kanaler til at udtrykke sin kritik.

Det følger af FOB 1995 side 422ff, at en myndighed overfor de ansatte generelt må anbefale brug af interne systemer til fremførelse af kritik, når blot det ikke udvikler sig til normer, der med tiden kan få en sådan karakter, at de reelt kommer til at virke på samme måde som egentlige censurlignende ordninger.

Da der på Bocentret (Y) ikke generelt findes sådanne særlige censurlignende normer, finder forvaltningen det acceptabelt, at ledelsen i dette ene konkrete tilfælde opfordrede klager til ikke at omtale brevet for sine kolleger, før hun havde drøftet indholdet af sin kritik med ledelsen. Dette gælder særligt, fordi den overvejende del af de forhold, som klager nævner i sit brev primært angår samarbejdsrelationen mellem klager og afdelingsleder (B).’

Som det fremgår, anser (X) Kommune det for acceptabelt at ledelsen i denne sag opfordrede (A) til ikke at omtale brevet af 13. marts 2000 for sine kolleger før (A) havde drøftet indholdet af sin kritik med ledelsen. Baggrunden for denne anmodning var ledelsens ønske om at (A) anvendte de almindelige interne tjenstlige kanaler til at udtrykke sin kritik. I den forbindelse har kommunen henvist til min udtalelse i en sag som er gengivet i min beretning for 1995, s. 422ff*.

Denne sag drejede sig om en kritisk pressemeddelelse som to sygeplejersker der var ansat på et sygehus, havde udsendt om forholdene på sygehuset. Sygehuset henhørte under et amtsråd som udtalte skuffelse over at de to sygeplejersker ikke havde anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem til at fremføre deres kritik. Sygeplejerskerne klagede til mig, og jeg udtalte at jeg anså amtsrådets kritik for uberettiget, men at jeg ikke havde bemærkninger til at ledelsen på en offentlig arbejdsplads generelt over for de ansatte anbefaler de interne systemer til fremførelse af kritik mv. Jeg tilføjede at ledelsens tilkendegivelser eller adfærd ikke må udvikle sig til normer der med tiden kan få en sådan karakter at de reelt kommer til at virke på samme måde som egentlige censurlignende ordninger. Hvis ledelsen anbefaler at de ansatte anvender de interne systemer til at fremføre kritik, må det – hvis det i sammenhængen og i lyset af den eventuelle konkrete baggrund er relevant – understreges over for de ansatte at retten til i stedet at vælge at fremføre en eventuel kritik offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling.

Som nævnt må jeg lægge til grund at det i (A)’s sag blev pålagt (A) ikke at omtale sit brev af 13. marts 2000 for sine kolleger før brevet havde været drøftet mellem (A), (A)’s tillidsrepræsentant og ledelsen. Der var således ikke tale om at ledelsen på (Y) blot anbefalede at (A) undlod at omtale brevet for sine kolleger. Derfor var kommunens behandling af (A)’s sag ikke i overensstemmelse med de synspunkter jeg har fremført i sagen angående de to sygeplejersker.

Spørgsmålet er herefter om det på andet grundlag var lovligt at ledelsen gav (A) det nævnte tavshedspålæg.

De almindelige regler om adgangen til at pålægge tavshedspligt inden for den offentlige forvaltning findes i forvaltningslovens § 27, stk. 2. Denne bestemmelse skal læses i sammenhæng med § 27, stk. 1, og de to bestemmelser lyder således

’§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til

statens sikkerhed eller rigets forsvar,

rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,

det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,

enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller

enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.

Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1.’

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 27, stk. 2, indebærer at ledelsen for en offentlig myndighed har mulighed for ved en konkret tjenestebefaling at afgrænse hvilke oplysninger eller dokumenter der er omfattet af tavshedspligten. Der er således alene tale om at ledelsen kan specificere hvilke oplysninger eller dokumenter der – allerede efter § 27, stk. 1 – er undergivet tavshedspligt, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 517.

(A)’s brev af 13. marts 2000 indeholdt oplysninger om en beboer, og selv om beboeren ikke blev navngivet i brevet, var disse oplysninger antagelig underlagt tavshedspligt ifølge § 27, stk. 1, nr. 6. Dette forhold kan dog efter min opfattelse ikke berettige det pålæg om tavshedspligt som (A) fik. Dels må det antages at både (A)’s kolleger som modtog brevet, og ledelsen på (Y) i forvejen var bekendt med oplysningerne. Dels må det antages at pålægget ikke kunne hindre at (A)’s kolleger modtog brevet som jeg går ud fra var blevet sendt dagen før (A) fik pålægget. I øvrigt må det anses for tvivlsomt om det overhovedet var i strid med reglerne om tavshedspligt at (A) videregav de nævnte oplysninger om beboeren til ledelsen og sine kolleger.

(X) Kommune har da heller ikke henvist til hensynet til den pågældende beboer som begrundelse for at ledelsen på (Y) reagerede over for (A)’s brev af 13. marts 2000. Kommunen har derimod henvist til ledelsens ønske om at (A) anvendte de almindelige interne tjenstlige kanaler til at udtrykke sin kritik. I den forbindelse har kommunen særlig henvist til at den overvejende del af de forhold som (A) nævnte i brevet, angik samarbejdsrelationen mellem (A) og en afdelingsleder på (Y). Jeg har forstået det af kommunen anførte således at grunden til at ledelsen ønskede at undgå at (A) drøftede brevet af 13. marts 2000 med sine kolleger i vagten inden hun havde drøftet det med ledelsen og sin tillidsrepræsentant, var at ledelsen mente at det yderligere ville belaste samarbejdsforholdene mellem (A) og ledelsen. Sådanne hensyn kan ikke varetages ved reglerne om tavshedspligt. (X) Kommunes pålæg om tavshedspligt var således ikke i overensstemmelse med disse regler. Jeg anser det på den baggrund for kritisabelt at kommunen gav (A) et sådant pålæg.

Jeg har gjort (X) Kommune bekendt med min opfattelse.

3. I forbindelse med min undersøgelse af sagen anså jeg det for nødvendigt at klarlægge karakteren af den meddelelse (A) fik i brevet af 27. marts 2000, og den tilsvarende meddelelse (A) fik på mødet som blev holdt samme dag.

Jeg bad derfor i brev af 30. april 2001 (X) Kommune om i sin udtalelse til mig at oplyse om denne meddelelse skulle betragtes som en tjenstlig ordre til (A) om at hun skulle gøre tjeneste på en anden arbejdsplads på (Y). Jeg bad ligeledes kommunen om at oplyse om det af ledelsen blev betragtet som en tjenesteforseelse at (A) ikke mødte på arbejde efter den 27. marts 2000, og i givet fald bad jeg kommunen om at oplyse om denne forseelse var indgået i grundlaget for afgørelsen om at afskedige (A).

I (X) Kommunes brev af 14. maj 2001 er bl.a. anført følgende

’Ledelsens bekymring gik primært på samarbejdsrelationerne i bolig 5, som man mente var ødelagt. Ledelsen meddelte derfor klager, at hun ikke kunne fortsætte i bolig 5. Dette forhold havde ingen selvstændig betydning i forbindelse med klagers fratræden, idet man fra ledelsens side fandt at problemet kunne løses via en omplacering.

Klager blev derfor tilbudt en vagt i en anden bolig. Da klagers aftenvagt i bolig 5 som nævnt var den eneste faste aftenvagt, der var tilbage på (Y), måtte hun følgelig overgå til tjeneste i skiftende vagter.

Sammenfattende skal det anføres, at sagen efter forvaltningens opfattelse drejer sig om, at klager ved måden at rejse sin kritik på har været overvejende ansvarlig for, at der opstod samarbejdsproblemer med afdelingslederen i bolig 5.

Dette forsøger man at løse ved at omplacere klager. Det er forvaltningens holdning, at klager er anvist en anden passende stilling, som hun har pligt til at overtage.

På (Y) opfatter man den manglende reaktion på lønstoppet fra såvel klager som dennes forbund som en tilkendegivelse af, at man har accepteret, at der var tale om en passende stilling, og at klager ved sin fortsatte udeblivelse har afbrudt sin ansættelse.’

I (X) Kommunes brev af 5. juli 2001 er bl.a. anført følgende om dette forhold

’Da ledelsen som nævnt fandt, at der var tale om en passende og tilsvarende stilling i en anden bolig på institutionen, og således ikke på en anden arbejdsplads, fandt man følgelig, at klager havde pligt til at overtage denne stilling. Det må følge heraf, at der principielt var tale om tjenstlig ordre.

Da klager ikke mødte på arbejde, opfattede institutionen det imidlertid som om klager havde valgt selv at afbryde ansættelsesforholdet, hvorfor forholdet ikke er indgået i en afgørelse om at afskedige klager.

Fælles for besvarelsen af spørgsmålene er det, at sagen fra (Y)’s side ikke er behandlet som en uansøgt afsked. Der henvises sammenfattende til side 3 i forvaltningens brev af 14. maj 2001, idet det dog skal bemærkes, at der i afsnit 3 skulle have stået den 29. marts 2000 og ikke som angivet den 27. marts 2000.’

Jeg har forstået det af (X) Kommune anførte således at kommunen anså samarbejdsrelationerne mellem (A) og afdelingslederen i bolig 5 for så belastede på grund af (A)’s brev af 13. marts 2000 at det var nødvendigt at placere (A) i en anden stilling. Efter kommunens opfattelse var (A) overvejende ansvarlig for at samarbejdsproblemerne var opstået på grund af den måde (A) havde rejst sin kritik på. For at løse disse problemer fik (A) en tjenstlig ordre om at overtage en anden stilling på (Y). Der var tale om en passende stilling som (A) havde pligt til at overtage. Da (A) ikke reagerede inden den frist der var fastsat i brevet af 27. marts 2000, betragtede kommunen ansættelsesforholdet for afsluttet med udgangen af april 2000 ved en opsigelse fra (A)’s side.

4. De første spørgsmål som jeg herefter har undersøgt, knytter sig til kommunens brev af 27. marts 2000. (X) Kommune har oplyst at brevet var en meddelelse om en tjenstlig ordre om at (A) skulle overtage en anden stilling på (Y). Samme meddelelse var blevet givet på det møde der var blevet holdt samme dag.

Den meddelelse brevet indeholdt, var imidlertid udformet som flere alternativer: enten skulle (A) godkende et tilbud om skiftende vagter i en anden bolig på (Y), eller (A) skulle selv opsige sin stilling, eller ledelsen ville tilbageholde (A)’s løn. At formulere en tjenstlig ordre om at den ansatte skal overtage en ny stilling, på en sådan måde, må efter min opfattelse anses for meget uheldig. Opremsningen af flere alternativer der fremtræder som ligeværdige, var egnet til at skabe tvivl hos (A) om hendes retsstilling og var ligeledes egnet til at sløre den omstændighed at kommunen havde udstedt en tjenstlig ordre angående ét af de tre nævnte alternativer. Hertil bidrog også den omstændighed at det alternativ hvorom tjenesteordren drejede sig, i brevet blev betegnet som et tilbud.

Desuden må omtalen af muligheden for at kommunen ville stoppe udbetalingen af (A)’s løn, eller at (A) selv opsagde sin stilling, anses for unødigt krænkende og egnet til at skabe bekymring hos (A) for hendes fremtidige ansættelse hos kommunen. Der er ikke oplyst nogen rimelig grund til at brevet blev formuleret på denne måde. Også af denne grund anser jeg det for beklageligt at brevet af 27. marts 2000 indeholdt disse vendinger.

Jeg finder også grund til at knytte bemærkninger til den frist som var angivet i brevet. Da der efter det oplyste var tale om en tjenesteordre om at (A) skulle overflyttes til en ny stilling som (A) efter kommunens opfattelse havde pligt til at overtage, er det uklart hvilket formål svarfristen havde. Hvis der var tale om en form for partshøring forud for at tjenesteordren blev udstedt, burde dette være fremgået af brevet.

Uanset hvilket formål svarfristen skulle tjene, må det give anledning til betænkelighed at der var fastsat en meget kort frist inden for hvilken (A) skulle reagere, nemlig den 29. marts 2000 kl. 12.00. Der er ikke oplyst omstændigheder der kan forklare hvorfor der blev fastsat en så kort frist. Efter min opfattelse bør en myndighed der anmoder en borger om et svar på en henvendelse, ikke fastsætte en så kort frist medmindre tvingende grunde taler herfor, da der er risiko for at henvendelsen end ikke når frem til borgeren inden fristen udløber. Fristen bør efter min opfattelse i almindelighed fastsættes sådan at borgeren har rimelig tid til at overveje sit svar til myndigheden. (A) har oplyst at hun modtog (X) Kommunes brev den 30. marts 2000, altså efter fristens udløb, og dette har kommunen ikke anfægtet. Derimod fremgår det at Landsforeningen for Socialpædagoger, som også modtog brevet, fik det inden fristens udløb og nåede at reagere på det.

5. (X) Kommune har som begrundelse for tjenesteordren om at (A) skulle overtage en ny stilling på (Y), henvist til at (A) ved måden hun havde rejst sin kritik på, havde været overvejende ansvarlig for at der opstod samarbejdsproblemer med afdelingslederen i bolig 5. Dette forsøgte kommunen at løse ved at anvise (A) en anden passende stilling som (A) havde pligt til at overtage.

Overflyttelsen af (A) til en anden stilling på (Y) blev ikke gennemført. Derfor mener jeg ikke at der er tilstrækkelig grund til at jeg undersøger om (X) Kommune lovligt kunne overflytte (A) fra hendes hidtidige stilling til en ny stilling på (Y).

6. Jeg har derimod undersøgt hændelsesforløbet efter den 27. marts 2000.

(A) har oplyst at hun under mødet den 27. marts 2000 blev hjemsendt af ledelsen på (Y), og at hun modtog (X) Kommunes brev af 27. marts 2000 efter udløbet af den frist som var fastsat i brevet. (A) har videre oplyst at da hun modtog brevet, henvendte hun sig til sin tillidsrepræsentant med hvem (A) aftalte at hun ikke skulle foretage sig yderligere da sagen nu blev varetaget af Landsforeningen for Socialpædagoger.

(A)’s oplysning om at hun efter mødet den 27. marts 2000 blev hjemsendt af ledelsen på (Y), stemmer ikke overens med de oplysninger (X) Kommune har givet om mødet. Det er således et bevisspørgsmål om (A) blev hjemsendt efter mødet. Som tidligere nævnt er ombudsmandsinstitutionen ikke egnet til at afklare et sådant bevisspørgsmål; jeg kan derfor ikke tage stilling til dette bevisspørgsmål. Derimod har (X) Kommune som nævnt ikke bestridt (A)’s oplysning om at hun først modtog brevet af 27. marts 2000 efter udløbet af den frist som var fastsat i brevet.

Det første spørgsmål som forløbet rejser, er om der forelå en opsigelse fra (A)’s side. I almindelighed må det antages at en opsigelse fra en medarbejder foreligger når den pågældende medarbejder eller dennes repræsentant har anmodet ansættelsesmyndigheden om at afslutte ansættelsesforholdet. Der skal være tale om en klar og utvetydig opsigelse fra den pågældende, jf. Ole Hasselbalch, Ansættelsesretten, 2. udg. (1997), s. 174ff.

Det forhold at medarbejderen udebliver fra tjenesten, kan efter omstændighederne betragtes som en tjenesteforseelse, men er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at ansættelsesforholdet kan anses for ophævet efter opsigelse fra medarbejderen. Jeg henviser i den forbindelse til Højesterets dom af 25. januar 1934 der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1934, s. 271ff. Dommen drejede sig om en ansat i Københavns Kommune der havde forladt sit arbejde og var rejst til udlandet uden at give besked til kommunen. Retten fastslog at der ikke var grundlag for at betragte den ansatte som den der selv havde søgt sin afsked. Retten henviste til at der ikke var holdepunkter for at den ansatte havde haft til hensigt definitivt at forlade sin tjeneste, og til at den ansatte efter sin tilbagekomst havde tilkendegivet over for Københavns Kommune at han ønskede at genindtræde i sin stilling. Efter rettens opfattelse forelå der imidlertid en tjenesteforseelse som berettigede Københavns Kommune til at foretage en uansøgt afskedigelse af den ansatte.

I den foreliggende sag var der ingen holdepunkter for at antage at (A) ønskede at forlade sin stilling med udgangen af april 2000. Navnlig kan den omstændighed at (A) ikke havde besvaret (X) Kommunes brev af 27. marts 2000 inden for den korte frist som brevet indeholdt, ikke anses for et tegn på at (A) ønskede forlade stillingen med udgangen af april 2000. Som nævnt skal der være tale om en klar og utvetydig erklæring fra den ansatte eller dennes repræsentant om at ansættelsesforholdet ønskes afsluttet. Den omstændighed at (A) ikke besvarede brevet af 27. marts 2000, kan ikke sidestilles hermed. Allerede af denne grund var det således uberettiget at (X) Kommune betragtede (A)’s afskedigelse som en afskedigelse efter ansøgning.

Hertil kommer at kommunen efter modtagelsen af Landsforeningen for Socialpædagogers brev af 29. marts 2000 måtte vide at (A) ikke ønskede at forlade sin tjeneste med udgangen af april 2000. Brevet indeholdt en klar anmodning om at (X) Kommune overholdt den tidligere indgåede aftale om at (A) fratrådte stillingen med udgangen af juni 2000, og at (A) indtil da fortsatte i aftenvagt. Hvis kommunen selv havde et ønske om at afslutte ansættelsesforholdet på et tidligere tidspunkt end udgangen af juni 2000, måtte kommunen således indlede en sag mod (A) om uansøgt afskedigelse.

I en sag om uansøgt afskedigelse er der flere retssikkerhedsgarantier som skal iagttages for sikre at ansættelsesmyndigheden træffer den rigtige afgørelse. Navnlig har ansættelsesmyndigheden pligt til at foretage en partshøring af den ansatte efter den ulovbestemte retsgrundsætning om udvidet partshøring. Desuden skal en afgørelse om afskedigelse ledsages af en begrundelse der opfylder kravene i forvaltningslovens § 24. Forvaltningsloven indeholder også andre bestemmelser der har betydning i en sag om uansøgt afskedigelse, men som ikke kan anvendes i en sag om afskedigelse efter begæring fra den ansatte.

I (A)’s sag blev hverken reglerne om partshøring eller reglerne om begrundelse overholdt. Jeg må anse det for særdeles kritisabelt at (X) Kommunes behandling af (A)’s afskedigelsessag medførte at de retssikkerhedsgarantier som skal iagttages i en sag om uansøgt afskedigelse, blev tilsidesat. Jeg har gjort (X) Kommune bekendt med min opfattelse.

7. Selv om sager om afskedigelse efter ansøgning ikke er omfattet af de samme retssikkerhedsgarantier som sager om uansøgt afskedigelse, er der dog visse retsregler som skal overholdes også i sager om afskedigelse efter ansøgning. Bl.a. skal der gives en meddelelse til den ansatte om at den pågældende er afskediget, og det skal fremgå af meddelelsen hvornår ansættelsesforholdet ophører. Sagen rejser spørgsmål om hvorvidt denne regel blev tilsidesat af (X) Kommune.

(X) Kommunes brev af 27. marts 2000 kan ikke betragtes som en meddelelse om at der var truffet afgørelse om at afskedige (A). Kommunen har over for mig oplyst at brevet skal betragtes som en tjenstlig ordre om at (A) skulle gøre tjeneste ved en anden bolig på (Y), og at afskedigelsen blev anset for en konsekvens af at (A) ikke havde reageret på kommunens brev. I brevet af 6. september 2000 til (A) har (X) Kommune anført at (A)’s ansættelse ophørte da hun afslog en stilling som hun havde pligt til at overtage, og samtidig udeblev fra arbejdspladsen eller i øvrigt lod høre fra sig. Jeg går herefter ud fra at kommunens afgørelse om at afskedige (A) blev truffet da det efter udløbet af den frist som brevet indeholdt, viste sig at hun ikke reagerede på brevet.

Det fremgår ikke af sagen at (X) Kommune efter udløbet af denne frist gav (A) eller Landsforeningen for Socialpædagoger meddelelse om at (A) var blevet afskediget. Først i brevet af 6. september 2000 blev denne meddelelse givet, og dette brev blev kun sendt fordi (A) havde klaget over kommunens behandling af hendes afskedigelsessag.

Som nævnt har en ansættelsesmyndighed pligt til at give den ansatte meddelelse når der træffes afgørelse om at afskedige den pågældende, uanset om der er tale om en ansøgt eller uansøgt afskedigelse. Jeg anser det for kritisabelt at (X) Kommune ikke gav (A) eller Landsforeningen for Socialpædagoger meddelelse om afgørelsen om at afskedige (A) før kommunen besvarede (A)’s klage i brevet af 6. september 2000.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.

Det følger af forvaltningsrettens almindelige regler at en myndigheds afgørelse først har retsvirkning fra det tidspunkt hvor den er blevet meddelt borgeren. I Højesterets ovennævnte dom af 25. januar 1934 blev det således fastslået at Københavns Kommunes afgørelse om at afskedige den ansatte først havde virkning fra den dag hvor kommunen gav ham meddelelse om afgørelsen. Den ansatte havde derfor krav på løn for en periode på ca. to måneder fra afgørelsen blev truffet indtil den blev meddelt ham. Jeg henviser endvidere til Højesterets dom af 9. marts 1989 som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1989, s. 442ff.

Da (X) Kommune i den foreliggende sag ikke gav meddelelse om afgørelsen om at afskedige (A) før i brevet af 6. september 2000, havde afgørelsen først virkning fra det tidspunkt hvor (A) modtog dette brev. Da der tidligere var truffet afgørelse om at (A) fratrådte stillingen med udgangen af juni 2000, og da denne afgørelse ikke var blevet udtrykkeligt trukket tilbage, må det dog antages at (A)’s ansættelsesforhold ophørte med udgangen af juni 2000.

(X) Kommune har over for mig oplyst at (A) nu har fået løn udbetalt for perioden indtil udgangen af juni 2000. Jeg går ud fra at kommunen sørger for at den omstændighed at (A) må betragtes som ansat indtil udgangen af juni 2000, ikke kun indgår ved opgørelsen af (A)’s krav på løn, men også andre i henseender, bl.a. ved opgørelsen af (A)’s krav på feriepenge og pensionsbidrag. Jeg har gjort (X) Kommune opmærksom herpå.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”

NOTER: (*) FOB 1992, s. 347, FOB 1997, S. 299, FOB 2000, s. 229, og FOB 1995, s. 422

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En socialpædagog på en institution under en kommune sendte sine kolleger og institutionens ledelse et brev med kritik af ledelsen. Ombudsmanden kritiserede at ledelsen pålagde socialpædagogen tavshedspligt om brevet indtil der var afholdt et møde mellem ledelsen, socialpædagogen og dennes tillidsrepræsentant.

Senere gav ledelsen socialpædagogen en tjenstlig ordre om at overtage en ny stilling på institutionen. Ombudsmanden mente det var meget uheldigt at brevet var udformet som en opremsning af flere alternativer, og anså brevet for unødigt krænkende og egnet til at skabe bekymring hos socialpædagogen om hendes fremtidige ansættelse i kommunen. Ombudsmanden mente desuden at den korte svarfrist gav anledning til betænkelighed.

Da socialpædagogen herefter ikke mødte på arbejde, stoppede kommunen udbetalingen af løn til socialpædagogen. Kommunen betragtede ansættelsen som ophørt efter ansøgning fra socialpædagogen hvilket ombudsmanden anså for særdeles kritisabelt. Desuden kritiserede ombudsmanden at kommunen ikke havde givet socialpædagogen eller dennes fagforening meddelelse om afskedigelsen før socialpædagogen klagede over sagen. (J.nr. 2000-2842-812).