Afskedigelse af psykolog efter udtalelser om pædofili

§ 6 i offentlighedsloven (lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen som senest ændret ved lov nr. 429 af 31. maj 2000) omhandler offentlige myndigheders notatpligt. Bestemmelsen har følgende ordlyd

’ § 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.’

Jeg har i en tidligere sag (Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 138*) udtalt at bestemmelsen må anses som udslag af en almindelig retsgrundsætning om at offentlige myndigheder har pligt til at gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en sag. Denne pligt er normalt en forudsætning for en effektiv kontrol med om myndighederne har handlet korrekt. Pligten har således bevismæssig betydning. Der er ikke i sagen oplysninger om at (X) Kommune var forhindret i at udarbejde notater i forbindelse med aflytningen af båndoptagelserne.

(X) Kommune modtog den 20. januar 1999 kopi af en pressemeddelelse som (Y)’s redaktør udsendte samme dag, hvoraf det fremgik at De ikke var blevet fejlciteret, og at kommunens repræsentanter efter aflytning af båndoptagelserne af interviewet med Dem over for (Y) havde givet udtryk for at der ikke var tvivl om at citaterne i artiklen svarede til Deres udtalelser. Jeg må imidlertid lægge til grund at kommunen på det tidspunkt hvor den traf afgørelse om Deres afskedigelse – tre måneder efter aflytning af båndoptagelserne – ikke var i besiddelse af dokumentation for sine repræsentanters opfattelse af at Deres udtalelser svarede til indholdet af den trykte artikel. I betragtning af at De havde bestridt at Deres udtalelser svarede til indholdet af den trykte artikel, og at kommunen tillagde dette spørgsmål afgørende betydning, anser jeg dette forhold for kritisabelt.

Det fremgår af (X) Kommunes udtalelse af 5. august 1999 til mig at kommunalpolitikerne i forbindelse med debatten i lokalsamfundet modtog et væld af henvendelser fra borgerne som næsten undtagelsesfrit udtrykte afsky over for Deres udtalelser og bestyrtelse over at De kunne bestride stillingen som ledende psykolog. På den baggrund konkluderede kommunen at borgerne følte sig utrygge ved Deres behandling af psykologfaglige spørgsmål i sager om seksuelt misbrug af børn, og at der ikke længere eksisterede den fornødne tillid mellem borgerne og Dem. I brev af 11. januar 2000 har (X) Kommune oplyst at det ikke havde været muligt for kommunen at notere samtlige reaktioner som kommunens ansatte var blevet mødt med, men at kommunen var i besiddelse af læserbreve, e-mail og breve fra navngivne personer som havde udtrykt bestyrtelse over Deres udtalelser. På min anmodning sendte (X) Kommune mig kopi af de omhandlede læserbreve, e-mail og breve.

Det fremsendte materiale indeholder følgende: Et læserbrev fra en borger bosiddende i Ikast, et læserbrev fra en borger bosiddende i København, en e-mail fra en journalist ved Aalborg Stiftstidende, et brev fra en borger bosiddende i Hundslund, notat om en telefonisk henvendelse fra en person der har arbejdet med sager om seksuelt misbrugte børn i Fakse Kommune, en e-mail fra en navngiven borger som ikke har oplyst sin adresse, to anonyme e-mails, et brev fra en tidligere studerende som var blevet undervist af Dem, og endelig et anonymt brev.

Jeg har i en tidligere sag (Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 105-107*) udtalt at anonyme oplysninger eller oplysninger der af andre grunde ikke kan undersøges af myndigheden eller den ansatte, ikke kan indgå i grundlaget for en indgribende personaleretlig reaktion over for en offentlig ansat. De anonyme henvendelser som (X) Kommune modtog vedrørende Deres udtalelser, kan således ikke udgøre en del af det bevismæssige grundlag for kommunens afskedigelse af Dem.

I den foreliggende sag kan henvendelser fra borgere bosiddende uden for (X) Kommune efter min opfattelse ikke indgå i grundlaget for kommunens afskedigelse af Dem med samme vægt som henvendelser fra borgere i kommunen idet Deres opgave som kommunalt ansat psykolog var at betjene kommunens borgere. Reaktioner fra borgere i andre kommuner har ikke – i hvert fald ikke umiddelbart – haft betydning for Deres mulighed for at udføre Deres arbejdsopgaver.

Der måtte i denne forbindelse antagelig lægges særligt vægt på om tillidsforholdet mellem Dem og forældrene til de børn som Børn- og Unge-kontorets arbejde rettede sig mod, måtte anses for brudt. Det fremgår imidlertid ikke af det foreliggende materiale i sagen at kommunen har modtaget henvendelser fra forældre i kommunen der har udtrykt bekymring over eller mistillid til Deres virke som psykolog i forvaltningen; der er heller ikke oplysninger om sådanne henvendelser fra andre borgere i kommunen. Det af kommunen oplyste om at kommunalpolitikerne havde modtaget et væld af henvendelser fra kommunens borgere om sagen, er således ikke dokumenteret. Det bemærkes i den forbindelse at hvis kommunen havde modtaget sådanne henvendelser og ville lægge vægt herpå i forbindelse med afgørelsen om at afskedige Dem, var man forpligtet til at foretage notat om henvendelserne, jf. offentlighedslovens § 6.

På baggrund af ovenstående er det min opfattelse at der ikke eksisterer nogen dokumentation for (X) Kommunes udsagn om at kommunens borgere følte sig utrygge ved Deres behandling af sager om seksuelt misbrug af børn og ikke længere havde tillid til Dem. Da der er tale om en central del af grundlaget for at afskedige Dem, anser jeg dette forhold for meget kritisabelt.

6. Partshøring

Ved brev af 9. april 1999 meddelte (X) Kommune Dem at kommunen påtænkte at afskedige Dem. Under henvisning til forvaltningslovens § 19 oplyste kommunen at De havde adgang til at udtale Dem inden der blev truffet afgørelse i sagen, og gav Dem en frist til den 26. april 1999.

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, har følgende indhold

’ § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.’

I rets- og ombudsmandspraksis er det antaget at bestemmelsen i § 19 suppleres med en ulovbestemt regel om partshøring i sager om uansøgt afsked, jf. Kaj Larsen og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 164 og 347ff, samt Jon Andersen og Elizabeth Bøggild Nielsen, Ugeskrift for Retsvæsen, afd. B, s. 29-31, og den dér anførte teori og praksis. Jeg henviser desuden til Højesterets dom af 12. maj 1999 i Ugeskrift for Retsvæsen, 1999, s. 1337. I denne dom tiltrådte Højesteret Østre Landsrets vurdering i dom af 6. februar 1998 hvorefter Samsø Kommune havde tilsidesat de forvaltningsretlige krav til bl.a. høring forud for afgørelsen om at afskedige en ledende hjemmesygeplejerske. Østre Landsret havde i sin dom anført følgende

’...

Det må endvidere lægges til grund, at der hverken forud for eller i forbindelse med økonomiudvalgets behandling af afskedigelsesspørgsmålet blev givet sagsøgeren nogen redegørelse for de faktiske omstændigheder, og den sagsøgte kommunes vurdering af disse og retlige kvalifikation heraf. Den af den sagsøgte kommune i skrivelse af 6. september 1994 meddelte tilkendegivelse opfylder således ikke de i forvaltningslovens § 19 stillede krav og den en offentlig myndighed i øvrigt påhvilende pligt til høring af en ansat, inden der træffes en så vidtrækkende afgørelse om uansøgt afsked.

...’

Efter denne regel bør der i sager om uansøgt afsked på grund af påstået uegnethed, påståede samarbejdsvanskeligheder mv. inden afskedigelse sker, i almindelighed gives den ansatte en redegørelse – der efter omstændighederne bør være skriftlig – for grundlaget for den påtænkte afskedigelse. Der sigtes hermed til en redegørelse der angiver de forhold fra den pågældendes side der lægges vægt på, og som – for så vidt der foreligger bevismæssige spørgsmål – angiver det bevismæssige grundlag for at de pågældende forhold antages at foreligge. Endvidere bør der gives den pågældende lejlighed til derefter at fremkomme med en udtalelse der kan indgå i grundlaget for afskedigelsesmyndighedens endelige stillingtagen.

I brevet af 9. april 1999 angav (X) Kommune grundlaget for den påtænkte afskedigelse. Det blev således anført at De efter kommunens opfattelse ikke længere var værdig til den agtelse og tillid som var nødvendig i forhold til stillingen som ledende psykolog, og at kommunen ikke fandt det muligt at genetablere den fornødne tillid. Kommunen redegjorde endvidere for hvilke forhold kommunen havde lagt vægt på. Det blev i den forbindelse anført at Deres udtalelser og artikler om børns seksuelle forhold til voksne samt den negative drejning som debatten og pressedækningen havde taget i forhold til Deres person, set i sammenhæng med den almindelige offentlige mening på området fandtes uforenelig med Deres varetagelse af stillingen som ledende psykolog. Herudover blev det anført at presseomtalens omfang og karakter efter kommunens opfattelse umuliggjorde Deres muligheder for at varetage Deres arbejde på en rimelig og tillidsfuld måde idet De – uden at dementere Deres udtalelser – havde bragt Dem i en situation der havde skabt mistillid til Deres personlige holdningers forenelighed med forvaltningen af sager om misbrug af børn.

(X) Kommune har i sit brev af 5. august 1999 til mig udtalt at kommunens manglende tillid til Dem i stillingen som ledende psykolog bundede i flere forhold, og kommunen har i brevet opregnet disse forhold. Det fremgår heraf at kommunen bl.a. på baggrund af aflytningen af båndoptagelserne fra (Y)’s interview med Dem og på baggrund af en gennemgang af det materiale som (Ø) havde gjort kommunen opmærksom på, havde konkluderet at Deres udtalelser om pædofili, som de blev publiceret i (Y), måtte anses for at være udtryk for Deres reelle holdninger til emnet. (X) Kommune har herved foretaget en bevisvurdering, og en sådan vurdering skal efter reglen om udvidet partshøring medtages i redegørelsen for grundlaget for den påtænkte afskedigelse. Dette er ikke sket ved (X) Kommunes partshøring af Dem i brevet af 9. april 1999.

I brevet af 9. april 1999 anførte kommunen at De havde bragt Dem i en situation der havde skabt mistillid til Deres personlige holdningers forenelighed med forvaltning af sager om misbrug af børn. Af (X) Kommunes udtalelse af 5. august 1999 til mig fremgår det at kommunalpolitikerne i forbindelse med debatten i lokalsamfundet modtog et væld af henvendelser fra borgerne som næsten undtagelsesfrit udtrykte afsky over for Deres udtalelser og bestyrtelse over at De kunne bestride stillingen som ledende psykolog. På den baggrund udtalte kommunen at henvendelserne klart viste at borgerne følte sig utrygge ved Deres behandling af psykologfaglige spørgsmål i sager om seksuelt misbrug af børn, og at der således ikke længere eksisterede den fornødne tillid mellem borgerne og Dem. (X) Kommune har herved ligeledes foretaget en bevisvurdering som efter reglen om udvidet partshøring burde have været medtaget i redegørelsen for grundlaget for den påtænkte afskedigelse.

I slutningen af partshøringsbrevet har (X) Kommune anvendt udtrykket at De ikke længere var ’værdig til den agtelse og tillid’ som var nødvendig i forhold til Deres stilling. Denne formulering synes at være taget fra § 10 i det kommunale tjenestemandsregulativ og § 10 i tjenestemandsloven som begge angår tjenestemandens pligter. En forpligtelse svarende til den der er fastsat i disse bestemmelser, antages at gælde på ulovbestemt grundlag for andre end tjenestemandsansatte. Overtrædelse af denne bestemmelse antages at udgøre en tjenesteforseelse som kan begrunde at der tildeles den ansatte en disciplinær straf, herunder disciplinær afsked, jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 172, og Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet, 2. udgave (2000), s. 93ff. Hele (X) Kommunes øvrige begrundelse for den påtænkte afskedigelse tyder imidlertid på at der var tale om en diskretionær afskedigelse. Kommunens udtalelser over for mig om at der var tale om en skønsmæssig afskedigelse, og at man havde overvejet at foretage en omplacering af Dem, men ikke anset det for muligt, peger i samme retning. Efter min opfattelse bør det af en partshøring klart fremgår om den påtænkte afskedigelse er en disciplinær eller diskretionær afskedigelse.

Sammenfattende er det min opfattelse at (X) Kommunes partshøring af Dem ved brevet af 9. april 1999 ikke opfylder de krav der følger af reglen om udvidet partshøring idet kommunens redegørelse for hvilke forhold der er lagt vægt på, ikke indeholder en tilstrækkelig angivelse af det bevismæssige grundlag, og idet kommunen har anvendt formuleringer der kan give anledning til tvivl om hvorvidt den påtænkte afskedigelse er en disciplinær eller diskretionær afskedigelse. Dette finder jeg kritisabelt.

7. Afgørelsens meddelelse

De har i Deres klage til mig anført at De modtog (X) Kommunes brev om afskedigelse med posten den 14. maj 1999, men at De dagen forinden havde kunnet læse om Deres afskedigelse i ( ), og at en journalist allerede den 12. maj 1999 havde lagt en besked på Deres telefonsvarer med forespørgsel om De havde kommentarer til afskedigelsen.

(X) Kommune har ikke kommenteret dette spørgsmål, men kommunen har over for en af mine medarbejdere oplyst at afgørelsen om at afskedige Dem ikke blev truffet på et møde i byrådet. Jeg går på den baggrund ud fra at oplysningen som pressen fik om Deres afskedigelse, stammer fra kommunen.

Jeg har i en tidligere sag (Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 199*) udtalt at det er bedst stemmende med god forvaltningsskik at gøre en part bekendt med en afgørelse før offentligheden bliver orienteret om den.

Det er min opfattelse at (X) Kommune burde have undladt at orientere pressen om Deres afskedigelse før kommunen var sikker på at De havde modtaget kommunens brev af 12. maj 1999.

8. Konklusion

Først og fremmest finder jeg det meget kritisabelt at der ikke eksisterer nogen dokumentation for (X) Kommunes udsagn om at kommunens borgere følte sig utrygge ved Deres behandling af sager om seksuelt misbrug af børn og ikke længere havde tillid til Dem. Kommunen har således med sit udsagn om at have modtaget et væld af henvendelser der udtrykte afsky over for Deres udtalelser, fremsat en påstand uden dokumentation.

Jeg anser det endvidere for kritisabelt at (X) Kommune på det tidspunkt hvor den traf afgørelse om Deres afskedigelse – tre måneder efter kommunens repræsentanters aflytning af båndoptagelserne – ikke var i besiddelse af dokumentation for sine repræsentanters opfattelse af at Deres udtalelser svarede til indholdet af den trykte artikel i (Y).

Jeg finder det desuden kritisabelt at (X) Kommunes partshøring af Dem ved brevet af 9. april 1999 ikke opfylder de krav der følger af reglen om udvidet partshøring.

Endelig er det min opfattelse at (X) Kommune burde have undladt at orientere pressen om Deres afskedigelse før kommunen var sikker på at De havde modtaget kommunens brev af 12. maj 1999.”

NOTER: (*) FOB 1987, s. 237, FOB 1999, s. 524, FOB 1986, s. 93, FOB 1989, s. 138, FOB 1996, s. 105, og FOB 1995, s. 199.

Afskedigelse af psykolog efter udtalelser om pædofili

Det fremgår af sagens akter at månedsmagasinet Y i ( ) 1998 bragte en artikel om pædofili med overskriften ”Forbudte lyster”. En del af artiklen byggede på et interview med A, og hans udtalelser var dels refereret, dels citeret i artiklen. Artiklen indeholdt desuden udtalelser af formanden for Dansk Psykolog Forening, en anden psykolog og en socialrådgiver. Af artiklen fremgik bl.a. følgende

”Formanden for Dansk Psykolog Forening, cand. psych. (B), er ikke i tvivl om, at det er en helt bestemt kategori af børn, som havner i pædofile forhold

’Min erfaring fortæller mig, at hovedparten af de børn, der har været i langvarige pædofile forhold, kommer fra socialt belastede hjem eller i hvert fald hjem, der ikke danner de optimale rammer for barnets opvækst. Ofte er der tale om en enlig far eller mor, der af forskellige årsager ikke evner at give barnet tilstrækkelig med opmærksomhed og kærlighed. Det er en åben invitation til den pædofile, der som regel er dygtig til at opfange den slags signaler.’

Af samme grund udvikler et pædofilt forhold sig ifølge (B) meget nemt til en form for underforstået byttehandel, hvor barnet får opmærksomhed i bytte for sex. Ifølge Psykolog Foreningens formand bygger de pædofile forhold, hvor barnet tilsyneladende besøger den pædofile frivilligt, i virkeligheden på et fundament af uudtalt tvang.

’Den pædofile udnytter simpelthen, at barnet hungrer efter kærlighed og opmærksomhed og ikke kan overskue, hvad det er i gang med. Blot fordi barnet har et stort behov for opmærksomhed, er det naturligvis ikke ensbetydende med, at barnet også har behov for at have sex med en meget ældre mand eller kvinde for den sags skyld – tværtimod. Situationen gør det imidlertid svært for barnet at sige fra, når der afregnes for opmærksomheden med sex.’

(A), der er notorisk berømt og berygtet for sine holdninger til pædofili, kunne ikke være mere uenig. Den kontroversielle psykolog, der har beskæftiget sig med børns seksualitet i en lang årrække, er formentlig Danmarks eneste sexolog, der har haft pædofile og deres ’kærester’ i par-terapi og stadig tilbyder den form for terapi. Ifølge (A) findes der masser af eksempler på harmoniske pædofile forhold, hvor barnet høster et fint udbytte både på det seksuelle og det følelsesmæssige plan. Disse forhold eksisterer bare ikke i offentlighedens bevidsthed, ifølge (A) fordi man fra det sexologiske parnas har et meget begrænset udsyn til virkeligheden. (A)’s version af ’sandheden’ gør nemlig ondt, fordi den bryder helt og aldeles med den vestlige verdens normer. Den forkætrede sexolog går hele vejen og sammenligner hetzen, som han kalder det, mod de pædofile med den hetz, de homoseksuelle var udsat for i forrige århundrede.

’At snakke om tvang i pædofile forhold, hvor barnet i årevis har besøgt den pædofile frivilligt, er simpelthen absurd. At det alligevel er den fremherskende holdning, skyldes, at vore normer fortæller os, at der nødvendigvis må være tale om tvang. Tanken om, at barnet rent faktisk nyder at have sex med den pædofile og meget ofte er den, der tager initiativ til det, er simpelthen ubærlig, fordi vore normer fortæller os, at børn skal være rene og aseksuelle, men sådan ser virkeligheden bare ikke ud.

Børn, der gennem længere tid har haft frivillig sex med en pædofil, er under ingen omstændigheder blevet misbrugt. Du kan simpelthen ikke tvinge et barn til at have sex med dig uden at bruge vold. Prøv bare at få et barn til at tage et par sokker på, som kradser, det lader sig simpelthen ikke gøre. Men lige så snart det handler om sex, så fratager hele staben af psykologer og sexologer barnet enhver form for selvstændighed og initiativ. Det er der bare ikke nogen grund til, for også på det område kan barnet selv sige fra. Derfor kan man heller ikke sige, at pædofili er forkert, hverken juridisk eller moralsk,’ siger (A) og pointerer, at pædofili ikke er en sygdom, men bare en af mange former for seksualitet.

Gennem mange år har han argumenteret for, at man burde droppe den seksuelle lavalder, fordi den ikke giver mening. Det er ifølge børnepsykologen ekstremt individuelt, hvor hurtigt børn udvikler sig og dermed også, hvor modne de er, når de fylder 15. Ifølge (A) kan en 10-12-årig sagtens være moden til sex, og dermed er der ingen ræson i at bevare den seksuelle lavalder, når man vel at mærke har paragraffer, der tager højde for voldtægt. Han understreger, at flere og flere børn i 9-12-års-alderen er meget bevidste om deres seksualitet, og illustrerer, hvad han mener, med et eksempel hentet fra sin egen praksis

’Jeg havde for nogen tid siden en 9-årig klient, som forældrene havde sendt hen til mig, fordi han var blevet ’misbrugt’. Drengen havde en dag købt et pornoblad, og deri havde han set en kvinde, der suttede den af på en mand. Det vakte naturligt nok drengens seksuelle nysgerrighed, og han besluttede sig for, at det måtte han prøve. Han spurgte pigerne i klassen, om de ville sutte den af på ham, men det ville de ikke. Så spurgte han drengene, og de ville slet ikke, heller ikke hans storebror, der skældte ham ud for at være pervers.

En dag mødte han en mand, der sad og læste tegneserier på biblioteket. Han blev gode venner med den 24-årige mand, vi kan jo kalde ham Bo, og de begyndte at mødes regelmæssigt. Efter nogen tid spørger drengen Bo, om han vil sutte den af på ham, og det indvilliger han i. De finder ud af, at det er dejligt for dem begge to, og deres seksuelle forhold står på i nogen tid. Det er værd at bemærke, at det altid er drengen, der tager initiativet til sex, simpelthen fordi han nyder det.

Drengens far finder imidlertid ud af, hvad der foregår. Han slår tænderne ud på Bo og sender drengen til mig. Drengen viser sig at være rasende – på faderen, fordi han har ødelagt tænderne på hans bedste ven og forbudt ham at se ham igen. Pointen er ikke, at alle 9-årige vil have suttet pik af en mand, men at de godt selv kan finde ud af, om de har lyst eller ej. Jeg har mødt masser af børn, der har været eller er i lignende pædofile forhold, men jeg har aldrig kunnet konstatere nogen skader på dem. Alligevel kaster mine kolleger sig over mig, når jeg tillader mig at tale om børns selvstændige seksualitet.

Gennem det meste af sit liv har den 74-årige socialrådgiver (C) interesseret sig for de seksuelle relationer mellem børn og voksne. I dag fungerer han som ulønnet rådgiver for Pædofilgruppen, Danmarks eneste forening for pædofile.

’Jeg tror på, at en legalisering af børneporno kunne være med til at forhindre nogle af de ulykkelige voldtægtssager, vi desværre ser med jævne mellemrum,’ siger (C).

Sexolog (A) er helt enig. På trods af at det er i direkte modstrid med de etiske regler, han er underlagt som medlem af Dansk Psykolog Forening, er (A) ikke bleg for at argumentere for en frigivelse af børnepornoen.

’Det er absurd, at det er ulovligt at besidde den harmløse børneporno, hvor der ikke indgår vold. Så kunne man lige så godt forbyde Se & Hør og Daells Varehus-katalogerne, for de er jo også fyldt med nøgne børn!

I det hele taget er enhver kurs mod censur dybt betænkelig. Jeg vil i hvert fald nødig have, at en eller anden inferiør betjent skal fortælle mig, hvad der er seksuelt ophidsende, og hvad der ikke er!’ mener han.”

Det fremgår endvidere af sagens akter at A den 25. august 1996 medvirkede i en udsendelse i TV 2 om børnesex.

I brev af 22. december 1998 meddelte Dansk Psykolog forening A at hans udtalelser i tv-udsendelsen i 1996 samt i månedsmagasinet Y i ( ) 1998 var af så grov en karakter at en enig bestyrelse havde besluttet at ekskludere A fra foreningen. Bestyrelsen fandt at hans udtalelser var i åbenbar strid med lovgivningen, og at udtalelserne i alvorlig grad skadede psykologfagets omdømme og dermed modarbejdede foreningens formål med at fremme interessen for psykologien og forståelsen af dens betydning. Bestyrelsen fandt endvidere at A med sine udtalelser havde gjort sig til talsmand for en accept af pædofiles kontakt med børn, bagatellisering af skadevirkningerne på børn som følge af pædofili, sænkning af den seksuelle lavalder, accept af blød børneporno og latterliggørelse af psykologers betænkeligheder ved pædofili. Det blev endvidere oplyst at psykologforeningen havde fundet det nødvendigt at rette henvendelse til borgmesteren i X Kommune med kopi af brevet til A med den begrundelse at samarbejdspartnere og forældre der måtte læse hans udtalelser, efter foreningens opfattelse kunne nære berettiget bekymring for hvordan A på denne baggrund i sit arbejde ville forvalte sin pligt til at underrette de sociale myndigheder efter servicelovens § 36 i f.eks. sager om pædofili.

Den 6. januar 1999 deltog A sammen med sin advokat i et møde med kommunaldirektøren, socialdirektøren og personalechefen fra X Kommune. På mødet fik A udleveret kopi af henvendelsen fra psykologforeningen til kommunen, og det blev aftalt at A over for kommunen skulle fremsætte sine kommentarer hertil. Det fremgår af et referat fra mødet at A oplyste at citaterne var klippet ud af deres rette sammenhæng, at A ikke stod for de fremsatte meninger, at A ikke havde sagt det han blev citeret for, at der var sket manipulation og fejlcitering, og at der havde været animositet mellem A og formanden for psykologforeningen.

I brev af 7. januar 1999 til X Kommunes borgmester kommenterede A psykologforeningens udtalelser. A oplyste at han over for foreningen havde redegjort for at han var blevet manipuleret af en tv-journalist, og at han ikke kunne genkende sine udtalelser i månedsmagasinet Y. A oplyste ligeledes at han stod uforstående over for en eksklusion af psykologforeningen idet han ikke havde været medlem siden 18. september 1998 hvor A selv havde meldt sig ud. Som yderligere kommentarer til psykologforeningens brev anførte A bl.a. følgende

”3. Jeg må slå fast, at jeg aldrig har udtalt, at jeg accepterer pædofiles (seksuelle) kontakt med børn.... Der skal ikke herske tvivl om, at jeg er modstander af, at voksne har seksuel kontakt med børn, ligesom jeg aldrig har bagatelliseret skadevirkningerne på børn som følge af pædofili. At seksuelle overgreb kan skade et barn er indiskutabelt.

4. Jeg plæderer ikke for en sænkning af den seksuelle lavalder, men påpeger, at der ikke er to lande i Europa, som har samme lavaldergrænse. Der er aktuelt påbegyndt en harmonisering intereuropæisk for at den seksuelle lavalder bliver ens. Desuden ligger der i Folketinget i Danmark et forslag om at sænke lavalderen til 14 år, men det er mig bekendt ikke behandlet endnu, idet man ikke helt har kunnet tackle AIDS-problematikken.

5. Jeg har aldrig talt for blød børneporno, hvad blød børneporno så end er. Jeg er stærkt modstander af såvel sex med som vold mod børn. Dette gælder også billeder, hvor børn er i seksuelle eller voldelige situationer med voksne eller andre børn.

6. Jeg har aldrig latterliggjort psykologers betænkeligheder ved pædofili etc. Det, jeg har påpeget, er, at mange psykologer ikke tager højde for, om et barn har været impliceret i et incestforhold eller i et pædofiliforhold. Det er psykologisk to forskellige ting med to forskellige skadevirkninger. Desværre parallelliserer mange psykologer skadevirkningerne, og det er ikke til gavn for børnene. At mange psykologer ikke har ekspertviden indenfor sexologien er forståeligt, idet sexologi aldrig har været et obligatorisk fag for psykologistuderende. Jeg har arbejdet med sexologi som speciale i 30 år. I de 30 år, har jeg ofte haft kontakt til journalister, men den omtalte TV-udsendelse samt artiklen i (Y) er de eneste gange, hvor jeg er blevet ført journalistisk bar lyset. Og det har jeg lært af.”

Den 12. januar 1999 rettede X Kommune henvendelse til TV 2 med en forespørgsel om at få tilsendt en kopi af udsendelsen om børnesex sendt den ( ) 1996. TV 2 meddelte herefter den 13. januar 1999 at båndet ville blive sendt til kommunen samme dag eller dagen efter.

A’s advokat udsendte på A’s vegne den 15. januar 1999 en pressemeddelelse indeholdende en række korrektioner til den omtale A havde fået i medierne. Det blev oplyst at de holdninger som A var blevet tillagt i medierne, ikke var udtryk for hans holdninger. Det fremgik endvidere at grunden til at A ikke tidligere havde reageret på reaktionen efter TV 2’s udsendelse om børnesex den ( ) 1996 eller på artiklen i månedsmagasinet Y, var at han havde været af den opfattelse at det var bedre at tie de urigtigt fremsatte påstande ihjel end skabe opmærksomhed og storm omkring dem.

Den 18. januar 1999 aflyttede to repræsentanter fra X Kommune båndoptagelser fra interviewet med A til Y. Det fremgår af telefonnotater på sagen at aflytningen fandt sted på bladets redaktion idet Y havde modsat sig kommunens ønske om en aflytning hos kommunen, ligesom Y havde modsat sig en udlevering af båndoptagelserne til kommunen. Båndoptagelserne indeholdt 45 minutters samtale mellem A og journalisten hvilket kun var en del af det samlede interview idet de øvrige båndoptagelser ifølge journalisten var blevet overspillet.

Den 20. januar 1999 modtog X Kommune kopi af en pressemeddelelse som Y’s redaktør udsendte samme dag. Årsagen til pressemeddelelsen var at troværdigheden af Y’s artikel var blevet draget i tvivl i pressen. Det fremgik af pressemeddelelsen at A ikke var blevet fejlciteret, og at kommunens repræsentanter efter aflytning af båndoptagelserne over for Y havde givet udtryk for at der ikke var tvivl om at citaterne i artiklen svarede til A’s udtalelser.

X Kommune skrev til A den 22. januar 1999 og meddelte at kommunen påtænkte at tildele ham en tjenstlig advarsel begrundet i følgende forhold

”Du er i ( )-nummeret 1998 af (Y) citeret for en række udsagn om pædofili, som kan tolkes som en accept af pædofili.

Disse udsagn har du først nu, hvor sagen er kommet frem, taget initiativ til at berigtige eller tage afstand fra.

Du har tidligere hverken ved at kontakte journalisten eller redaktionen på (Y) forsøgt at dementere eller trække udsagnene tilbage.

Herudover har du undladt at orientere (X) Kommunes administrative og politiske ledelse om disse forhold, som du burde have vidst kunne misfortolkes.

(X) Kommune mener, at det er en skærpende omstændighed, at du som ledende psykolog med ansvar for bl.a. behandling af tunge børnesager har udtalt dig, så disse kan misfortolkes, idet du som ledende psykolog skal være med til at sikre en absolut accept af Straffelovens og Servicelovens bestemmelser om beskyttelse af børn mod seksuelle overgreb, vanrøgt og nedværdigende behandling.

(X) Kommune skal gøre opmærksom på, at procedure om afsked vil blive sat i værk, hvis du i fremtiden giver anledning til, at der opstår tvivl om (X) Kommunes håndtering af sager om pædofile og andre seksuelle og voldelige overgreb på børn.

Der henvises i øvrigt til pressemeddelelsen, som du og din juridiske bisidder fik overbragt personligt i forlængelse af Økonomiudvalgets møde den 19. januar 1999.

Du har i henhold til Forvaltningslovens § 19 ret til at komme med en udtalelse til sagen. Denne udtalelse skal være Personalekontoret i hænde senest den 12. februar 1999 kl. 12.00.

Sagen vil herefter blive forelagt (X) Kommunes Økonomiudvalg til endelig beslutning.”

Søndag den ( ) 1999 bragte en avis, Ø, en artikel med overskriften ”Psykolog tæt på at anbefale incest”. Det fremgik heraf at A i 1986 havde været med til at udgive bogen ( ) og ifølge artiklen allerede på det tidspunkt havde gjort sig til talsmand for incestlignende forhold mellem forældre og børn idet A blev citeret for at have skrevet følgende

”Når man kæler med et barn, skal man ikke blot kæle med dets mave, ende, arme og ben, men også dets kønsdele. At få glæde af at give og modtage kærtegn på hele kroppen må opøves på lige fod med f.eks. at sidde pænt ved bordet eller sidde på potte.”

På baggrund af artiklen i Ø bad et medlem af økonomiudvalget i X Kommune den 24. januar 1999 om at sagen om A’s ansættelse i kommunen blev genoptaget og sat på dagsordenen for økonomiudvalgets møde den 2. februar 1999.

Den 26. januar 1999 meddelte X Kommune A telefonisk at han var fritaget for tjeneste indtil byrådet havde afholdt møde den 9. februar 1999. Kommunen gjorde opmærksom på at fritagelsen ikke var en tjenstlig sanktion, men skete for at sikre ro om undersøgelsen og behandlingen af A’s personalesag. Tjenestefritagelsen blev ligeledes meddelt A i brev af 27. januar 1999.

På mødet den 2. februar 1999 besluttede økonomiudvalget at oversende sagen om A’s ansættelse i kommunen til byrådet med anbefaling om at indlede afskedigelsesprocedure.

Byrådet traf på mødet den 9. februar 1999 beslutning om at søge at bringe A’s ansættelsesforhold til ophør, og i brev af 10. februar 1999 meddelte kommunen A tjenestefritagelse fra samme dato og indtil videre.

I brev af 9. april 1999 meddelte X Kommune A at kommunen påtænkte at afskedige ham med tre måneders varsel i henhold til § 27 i overenskomsten for (amts)kommunalt ansatte akademikere. Kommunen oplyste herefter følgende

”Begrundelsen for den påtænkte afskedigelse er, at kommunen ikke finder det muligt at genetablere den fornødne tillid til dig i stillingen som kommunens ledende psykolog.

Kommunen lægger i den forbindelse vægt på, at dine udtalelser og artikler om børns seksuelle forhold til voksne, herunder udtrykte liberale/positive holdninger til pædofili, samt den negative drejning debatten og pressedækningen har taget i forhold til din person set i sammenhæng med den almindelige offentlige mening på området, findes uforenelig med din varetagelse af stillingen som kommunens ledende psykolog.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at en stilling af denne karakter – bl.a. med overordnet ansvar for behandling af sager om seksuelle overgreb mod børn – forudsætter ubetinget tillid til, at den fulde sympati og indsats er rettet mod barnets tarv alene.

Det er samtidig (X) Kommunes opfattelse, at den megen presseomtale vedrørende din person har taget et omfang og en karakter, der umuliggør dine muligheder for at varetage arbejdet som kommunens ledende psykolog på en rimelig og tillidsfuld måde, idet du – på trods af eventuelle misfortolkninger af dine udtalelser i den offentlige debat – udementeret har bragt dig i en situation, der har skabt mistillid til dine personlige holdningers forenelighed med forvaltning af sager om misbrug af børn, herunder med eksklusion af Dansk Psykolog Forening til følge.

Sammenfattende er det derfor (X) Kommunes opfattelse, at du ikke længere er værdig til den agtelse og tillid som er nødvendig i forhold til din stilling som ledende psykolog.

I henhold til forvaltningslovens § 19 har du adgang til at fremkomme med en udtalelse inden kommunen træffer afgørelse i sagen.

Din eventuelle udtalelse i sagen skal foreligge senest den 26. april 1999 kl. 12.00.

Kopi af notat af 8. februar 1999 samt byrådets beslutning af 9. februar 1999 vedlægges.

...”

A afgav en udtalelse til sagen i brev af 4. maj 1999. A redegjorde for hændelsesforløbet fra starten af januar 1999 og frem til sin afskedigelse, og herefter afviste A kommunens begrundelser for den påtænkte afskedigelse. A skrev bl.a.

”1. Der har aldrig i de to år, hvor jeg har været chefpsykolog i Børn og unge kontoret været klager over mit arbejde, hverken fra samarbejdspartnere eller fra borgerne. Alle sager – også de sager, hvor børn har været udsat for seksuelle krænkelser – er blevet behandlet på en måde, som har været af meget høj karat både fagligt og etisk. Der har blandt medarbejdere og samarbejdspartnere været stor tillid til mine faglige kvalifikationer både som psykolog og som sexolog. Dette vises blandt andet ved, at jeg sidder i den nye døgninstitutions visitationsudvalg.

2. Jeg kan ikke tage ansvaret for, hvad de skrevne og de elektroniske medier påfører mig af meninger og holdninger. Generelt kan jeg sige, at medierne har været usaglige, idet de har fremført citater fra mig, som til dels er taget ud af den tid og den sammenhæng, som det har været skrevet i. Selvom en løgn bliver gentaget mange gange og i forskellige former, så bliver den aldrig til sandhed, og jeg vil derfor atter påpege, at jeg aldrig har udtalt liberale eller positive holdninger til seksuelle krænkelser og overgreb på børn. Det, jeg har sagt, er, at ikke alle pædofile krænker børn, samt at alle krænkere af børn ikke er pædofile. Jeg har tillige sagt, at selve akten er kriminel, hvorimod tanken om akten ikke er det.

...

3. I den tid, hvor jeg har været chefpsykolog i Børn og unge kontoret i (X) Kommune, har der aldrig været nogen, som har kunnet anfægte, at min fulde sympati og indsats ALTID har været rettet mod barnets tarv og velfærd. Jeg har på alle måder og til hver en tid samt uden nogen forbehold overhovedet beskyttet børns rettigheder, og i øvrigt har jeg aldrig i mit arbejde som psykolog mødt kritik af mit arbejde med børn.

4. Jeg har været helt uden indflydelse af pressens misbrug af citater samt behandling af mig. Jeg må atter pointere, at jeg altid har taget afstand fra enhver form for overgreb på børn, herunder også seksuelle overgreb.

At jeg ikke har dementeret de udtalelser, som har været i medierne, er ikke korrekt. Dels har jeg i et brev til borgmester ( ) dateret 7. januar 1999 tilbagevist alle de anklager, som (B) fremkommer med i brevet til borgmesteren, dels har min advokat d. 15. januar 1999 udsendt en 5 sider lang pressemeddelelse over Ritzaus Bureau, hvori hun korrigerer de misforståelser og misinformationer, der har været. At pressen har valgt ikke at bringe dementiet, er ikke mit ansvar, og er uden for min indflydelse. Det er heller ikke mit ansvar, at pressen har valgt ikke at bruge de udtalelser, som er kommet fra anden side. Med hensyn til min såkaldte eksklusion af Dansk Psykolog Forening, har jeg redegjort for dette tidligere i dette brev.

5. At jeg for nærværende ikke er gået ind i den offentlige debat, skyldes to forhold. Det ene er, at kommunaldirektøren på mødet d. 7. januar 199 [1999; min bemærkning] opfordrede mig til ikke at tale med pressen, det andet er Sindetskrivelsen dateret 22. januar 1999. I skrivelsen anføres, at ved tildelingen af den skriftlige advarsel, ville procedure om afskedigelse af mig ’blive sat i værk, hvis du i fremtiden giver anledning til, at der opstår tvivl om (X) Kommunes håndtering af sager om pædofili og andre seksuelle og voldelige overgreb på børn.’

Ud fra den presseerfaring, jeg har, valgte jeg overhovedet ikke at udtale mig, så der ikke skulle blive tvivl. Selvom jeg ikke har udtalt mig til pressen, kan jeg alligevel læse i materialet, som kommunen har sendt fra min personalesag, at navngivne aviser skriver, at de har talt med mig, hvilket er usandt.

6. Set i lyset af min pressetavshed kan det undre mig, at min personalesag blev behandlet på et møde i byrådet, samt behandlet for åbne døre med navns nævnelse, uden at jeg var blevet informeret om, dels at mødet skulle finde sted, dels at mødet skulle være for åbne døre. Jeg blev overrasket over at læse om det i dagspressen, og havde ikke nogen mulighed for at kunne tage til genmæle. Jeg følte mig afmægtig, og følte, at retssikkerheden var sat ude af kraft, selvom jeg havde oplyst (X) Kommune om min bisidders navn og adresse, samt ønske om, at materiale gik til hende. Vi fik dog aldrig nogen informationer. Bortset fra de to breve om fritagelse for tjeneste har jeg intet hørt fra kommunen. Der har ingen ønsker været om partshøring, og der har ingen vilje været fra kommunens side hverken objektivt, formelt eller materielt til at få oplyst sagen fra min side.

7. På baggrund af sagsforløbet må jeg konstatere, at medlemmer af (X) Kommunes byråd har været medvirkende til, at debatten omkring min person er holdt i live i medierne i en lang periode, uden at man på noget tidspunkt har givet udtryk for at ville undersøge sagen nærmere eller indhente informationer fra den anden part (mig), inden man har udtalt sig.

Debatten fra kommunens side har kørt på et følelsesmæssigt forståeligt niveau på grund af andre ubehagelige kriminelle sager i dette tidsrum, men uden den alvor og ansvarsfølelse, man må forvente en offentlig arbejdsgiver udviser over for sine medarbejdere.

På intet tidspunkt har man ønsket spørgsmål/sager belyst eller dokumenteret af mig, og på intet tidspunkt har man fra kommunens side fremhævet mit arbejde i kommunen som lødigt. I visse tilfælde har man endog udtalt sig mod bedre vidende.

Kommunens politikere har på intet tidspunkt manet til besindighed, men har ved sin adfærd skadet mit personlige omdømme og mine fremtidige erhvervsmuligheder. Jeg kan i denne forbindelse nævne ( )’s udtalelse i (Ø) d. ( ) 1999: ’Det er jo sygt.’

Jeg mener derfor ikke, at kommunen er berettiget til på denne baggrund at opsige mit ansættelsesforhold, da man selv har medvirket til at fremprovokere begrundelsen.

Jeg mener, at en opsigelse på denne baggrund er ansvarspådragende for kommunen henset til mit forringede omdømme og erhvervsmuligheder.”

X Kommune afskedigede A ved brev af 12. maj 1999 med tre måneders varsel. Kommunen begrundede afgørelsen med at kommunen ikke fandt det muligt at genetablere den fornødne tillid til A i stillingen som kommunens ledende psykolog, og henviste i den forbindelse til kommunens brev af 9. april 1999 til ham. Kommunen oplyste endvidere følgende

”Det bemærkes, at din svarskrivelse af 4. maj 1999 har indgået i kommunens beslutningsgrundlag, men ikke har bevirket en ændret ledelsesmæssig afvejning af den konkrete situation i henhold til de krav og forventninger, der må stilles i forbindelse med varetagelse af en stilling som ledende psykolog, herunder borgernes ubetingede tillid til, at sager om seksuelle overgreb mod børn behandles i overensstemmelse med barnets tarv.

I forhold til dit høringssvar skal kommunen herudover bemærke,

· at du løbende er blevet inddraget, orienteret og partshørt i forbindelse med sagens behandling

· at mødet den 7. januar 1999 bl.a. var et led i sagens oplysning og

· at du ikke under mødet blev opfordret til afsked, men derimod til at dokumentere din afstandtagen fra de citater mv., der efter din opfattelse var fejlciterede, fordrejede og manipulerede i medierne,

· at du således ikke blev pålagt medietavshed,

· at kommunen som arbejdsgiver i hele forløbet har haft til hensigt at udrydde enhver tvivl om kommunens varetagelse af barnets tarv, jf. endvidere kommunens skrivelse til dig af 22. januar 1999,

· at du hverken før sagens begyndelse i kommunen eller i sagsforløbet har medvirket til at fjerne den offentlige tvivl om kommunens håndtering af børnesager ved berigtigelse eller dementi i forhold til dine holdninger, som citeret af medierne,

· at det må forventes, at en ledende psykolog med overordnet ansvar for behandling af sager om misbrug af børn ikke bringer sig i en situation, der sår mistillid om sin habilitet,

· at hverken borgmesteren eller andre repræsentanter fra kommunen på noget tidspunkt har rejst sagen i medierne. Sagen er videreført på mediernes eget initiativ.

...”

A klagede herefter til mig i brev af 18. maj 1999. A anførte at X Kommune ved sin behandling af sagen havde undladt at tage hensyn til det han havde fremført, at kommunen ikke efter den 22. januar 1999 havde inddraget ham i sagens afklaring, samt at kommunen ikke havde orienteret eller hørt ham, men medvirket til at bringe hans omdømme i miskredit og begrænset hans muligheder for at søge anden stilling.

A anførte endvidere at han læste om sin afskedigelse i dagspressen dagen før han modtog sin opsigelse med posten, at kommunaldirektøren opfordrede ham til selv at søge sin afsked under hensyntagen til de personlige omkostninger en offentlig omtale kunne have for ham, at kommunaldirektøren efter mødet i økonomiudvalget den 19. januar 1999 pålagde ham tavshed i forhold til medierne, at han havde dementeret psykologforeningens og dele af pressens påstande i brev af 29. september 1996 til psykologforeningen, i møde med psykologforeningen den 18. september 1998, i brev af 7. januar 1999 til X Kommune, i pressemeddelelse af 15. januar 1999, på møde i økonomiudvalget den 19. januar 1999 og i tv-udsendelsen ( ) den ( )1999, at han stod fuldstændig uforstående over for kommunens udsagn om at han havde været med til at så mistillid om sin habilitet, og at kommunens udtalelse om ikke at have rejst sagen i medierne var fremsat mod bedre vidende idet borgmesteren på eget initiativ orienterede pressen om behandlingen i økonomiudvalget den 19. januar 1999 og udtalte sig til pressen den 24. januar 1999, og idet kommunen orienterede pressen om A’s afskedigelse den 12. maj 1999. Afslutningsvis påpegede A at så vidt han var orienteret, havde der aldrig været klager over hans person eller hans arbejde i kommunen, og at han var blevet bedømt på materiale som var blevet skrevet før hans ansættelse i kommunen, og som var blevet revet ud af sin tid og sin sammenhæng.

I brev af 25. maj 1999 orienterede A mig om at han som chefpsykolog ikke – som udtalt af kommunen – havde overordnet ansvar for børnesager. A oplyste at han var faglig leder for psykologerne, men hverken psykologerne eller han havde ansvar for de børnesager som blev omtalt i kommunens brev af 12. maj 1999 og Dansk Psykolog Forenings brev af 22. december 1998.

I anledning af A’s klage bad jeg i brev af 3. juni 1999 X Kommune om en udtalelse. Jeg bad kommunen komme ind på spørgsmålet om – og i givet fald i hvilket omfang – hensynet til offentligt ansattes ytringsfrihed var indgået i kommunens overvejelser forud for afskedigelsen af A. Jeg bemærkede i den forbindelse at jeg havde forstået at både A’s bidrag til bogen ( ) og hans udtalelser til månedsmagasinet Y var fremsat af A som privatperson.

X Kommune afgav udtalelse i sagen i brev af 5. august 1999. Kommunen skrev bl.a. følgende

”

1. (A)’s ansættelsesforhold

Pr. 1. januar 1997 blev (A) ansat som ledende psykolog ved (X) Kommune. (A) var eneste ansøger til den ledige stilling.

(A) blev ansat i Kommunens Børn- og Unge-kontor, hvorunder hører såvel skoleområdet som alle sociale spørgsmål relateret til børn og unge. På Børn- og Unge-kontoret er ansat i alt ni psykologer foruden den ledende psykolog. Alle ni psykologer er autoriserede. To af de ni psykologer er skolepsykologer, mens de øvrige syv er kliniske psykologer. Kommunen har ikke psykologer ansat udover i Børn- og Unge-kontoret, idet de familierettede psykologopgaver også varetages af Børn- og Unge-kontoret, fordi man i Kommunen lægger stor vægt på det forebyggende arbejde frem for blot at behandle, når problemerne er opstået. Kommunen yder ikke psykologbistand til voksne ud over de familierettede tiltag, da psykologbistand til voksne varetages enten af det amtskommunale sundhedsvæsen eller af privatpraktiserende psykologer.

Som ledende psykolog forestod (A) såvel den faglige ledelse og tilrettelæggelse af samtlige psykologopgaver i Kommunen som personaleledelsen af Børn- og Unge-kontorets psykologer. Blandt hans opgaver var således supervision af psykologerne, visitation af psykologbistand, ligesom han behandlede eventuelle klager over psykologernes bistand. (A) behandlede ikke selv enkeltsager, men som den øverst placerede psykolog i Kommunen fungerede han dels som faglig sparringspartner i forhold til de øvrige psykologer, dels var han den, som de ikke-psykologuddannede sagsbehandlere konsulterede, når de i sociale sager stødte på forhold, som krævede psykologisk bistand. Dette vil eksempelvis næsten undtagelsesfrit være tilfældet i sager vedrørende seksuelt misbrug af børn. Den ledende psykolog er endvidere den psykolog, der tegner Kommunens psykologfaglige profil udadtil, såvel i forhold til Kommunens borgere som i øvrigt.

(A) refererede administrativt til en kontorchef uden psykologfaglig uddannelse. Den øverste psykologfaglige ledelse på Børn- og Unge-kontoret lå således hos (A).

Det er dermed ukorrekt, når (A) i sit brev af 25. maj 1999 til Folketingets Ombudsmand skriver, at han som chefpsykolog ikke havde overordnet ansvar for børnesager. (A) var som ledende psykolog ansvarlig for og faglig tilrettelægger af samtlige psykologopgaver i (X) Kommune. Opgaverne indebærer blandt andet psykologisk ledelse i sager om truede børn og unge.

...

Foranlediget af (A)’s senere udtalelser skal Kommunen præcisere, at (A) ikke under mødet blev opfordret til at søge sin afsked, ligesom han heller ikke blev pålagt medietavshed, hverken på dette møde eller senere i forløbet.

3. Ytringsfriheden og afskedigelsen af (A)

Indledningsvis skal det understreges, at (X) Kommune helt generelt ikke finder det problematisk, at også offentligt ansatte deltager i den frie debat på lige fod med alle andre borgere i samfundet. Videre skal det fremhæves, at Kommunen ikke afskedigede (A) på grund af hans udtalelser eller holdninger i sig selv.

Derimod indebærer (A)’s udtalelser og holdninger, som de er blevet præsenteret i pressen gennem en årrække, sammenholdt med at han har den øverste psykologfaglige ledelse i Kommunen, og (A)’s ageren i forbindelse med forløbet i efteråret 1998 og foråret 1999, at Kommunen har mistet tilliden til at han fortsat kunne fungere i stillingen som ledende psykolog.

Den manglende tillid bunder i flere forhold

For det første har det svækket Kommunens tillid til (A), at han øjensynligt ikke forudså de mulige konsekvenser af, at han i pressen fremsatte udtalelser som sket. Uagtet at udtalelserne er fremsat som privatperson, er det udtryk for en eklatant fejlvurdering, når (A) ikke forudså, at udtalelserne i offentligheden naturligt måtte medvirke til at så mistillid til Kommunens behandling af sager vedrørende sexuelt misbrug af børn, når han samtidig har den øverste psykologfaglige ledelse i Kommunen. En sådan fejlvurdering svækker Kommunens tillid til, at en ledende medarbejder i andre situationer til fulde forstår hvilken position, hans stilling indebærer.

For det andet tog (A) overfor Kommunen afstand fra de udtalelser, som han var blevet citeret for i (Y). Denne afstandtagen fremkom imidlertid ikke i umiddelbar tilknytning til artiklens udgivelse, men derimod først efter at Kommunen gennem henvendelsen fra Dansk Psykologforening havde fået kendskab til udtalelserne. Henset til udtalelsernes overordentligt kontroversielle indhold, således som de er citeret, burde (A) – hvis han var uenig i den endelige artikels udformning – have taget initiativ til enten en berigtigelse eller en afstandtagen fra denne. Alternativt burde han på eget initiativ i det mindste have informeret Kommunens ledelse om den misforståelse, som artiklen angiveligt var udtryk for. Informationspligten hænger desuden sammen med det ovenfor anførte om, at (A) i sin stilling burde havde forudset konsekvenserne af en artikel med et indhold, som det, der fremgik af (Y).

For det tredje måtte Kommunen efter nærmere undersøgelser konstatere, at man ikke kunne fæste lid til (A)’s afstandtagen til udtalelserne. Kommunens repræsentanter måtte tværtimod gennem aflytningen af båndoptagelserne fra interviewet med (A) konstatere, at hans udtalelser under interviewet svarede til indholdet af den trykte artikel. (A)’s argument om, at han var blevet fejlciteret var således urigtigt. Kommunen finder det selvsagt yderst undergravende for tilliden til en ledende medarbejder, hvis medarbejderen ikke informerer Kommunens øverste ledelse korrekt og loyalt.

For det fjerde kunne Kommunen via gennemgang af det materiale, som (Ø) efterfølgende gjorde Kommunen opmærksom på eksistensen af, konstatere, at de udtalelser, som (A) var blevet citeret for i (Y), svarede til tidligere udtalelser, som han var fremkommet med i pressen. Der var med andre ord ikke tale om, at (A) alene i et enkelt interview havde udtrykt sig for kontant, eller så det kunne misforstås, og Kommunen måtte også af den årsag nære mistillid overfor det reelle i (A)’s afstandtagen fra udtalelserne i (Y).

Kommunen konkluderede på den baggrund af ovenstående, at (A)’s udtalelser om pædofili, som de blev publiceret i (Y)-interviewet, måtte anses for at være udtryk for (A)’s reelle holdninger til emnet.

Som ovenfor nævnt var (A) Kommunens øverste psykologfaglige medarbejder på børn- og ungeområdet, og sager vedrørende børn og unge, der var udsat for seksuelt misbrug, hørte således også under hans ansvarsområde. I sager vedrørende seksuelt misbrug har Kommunen pligt til at beskytte det misbrugte barn og varetage dettes tarv, og der må ikke kunne rejses tvivl om, at Kommunen i sådanne sager altid vil sætte barnets interesser i højsædet.

(A)’s holdninger til emnet indebar, at Kommunen måtte stille sig skeptisk overfor, om han i sådanne sager altid ville være i stand til at sætte barnets interesser i centrum.

Dertil kom, at (A)’s udtalelser i offentligheden vakte stor debat, ikke mindst i lokalsamfundet, hvor kommunalpolitikerne modtog et væld af henvendelser fra Kommunens borgere. Borgerne udtrykte næsten undtagelsesfrit afsky over for de udtalelser, som (A) var fremkommet med, ligesom borgerne var bestyrtede over, at han med disse opfattelser kunne bestride stillingen som Kommunens ledende psykolog.

Henvendelserne viste således klart, at Kommunens borgere følte sig utrygge ved at de psykologfaglige spørgsmål i sager om seksuelt misbrug af børn skulle behandles af en psykolog, som havde en holdning til spørgsmålet, som markant afviger fra den holdning, som flertallet har til spørgsmålet; en holdning som er dybt forankret i den kristne kulturs århundredgamle adfærdskodeks og moral, som vort samfunds normer grundlæggende bygger på.

På den baggrund kunne Kommunen ikke længere have tillid til (A) i stillingen som ledende psykolog, og borgernes massive afstandtagen fra (A)’s holdninger bibragte videre Kommunen den i afskedigelsesbrevet formulerede opfattelse, at (A) heller ikke ville være i stand til at genskabe den nødvendige tillid til sin person.

Kommunen bemærker i den forbindelse, at det for alle Kommunens medarbejdere gælder at en basal tillid til disse fra Kommunens side er nødvendig. For en psykolog gælder derudover, at en fundamental tillid til dennes person fra borgernes side er en nødvendighed for, at psykologen kan udfylde sin stilling og servicefunktion overfor den enkelte, der har hjælp behov. Med andre ord kan tilliden betegnes som en uundværlig forudsætning for psykologen, når denne udøver sit fag. For Kommunen var det klart, at denne forudsætning ikke længere eksisterede i forholdet mellem Kommunens borgere og (A).

Hertil kommer, at (A) øjensynligt ikke havde noget fagligt belæg for at udtale sig som sket. Dels tog Dansk Psykolog Forenings formand, (B), i artiklen i (Y) skarpt afstand fra (A)’s opfattelse, dels udtalte en anden psykolog sig i artiklen helt på linie med (B). Artiklen og Dansk Psykolog Forenings eksklusion af (A) afstedkom desuden også debat i Foreningens blad Psykolognyt. Debatten var præget af, at kun ganske få støttede (A), mens det overvejende flertal gik skarpt i rette med (A)’s opfattelse. Det stod dermed Kommunen klart, at den almindelige moral og holdning i befolkningen til seksuelt misbrug af børn stemte overens med den almindelige holdning blandt (A)’s fagfæller.

Det skal således fremhæves, at selvom der, som af (A) påstået, måtte bestå animositet mellem Dansk Psykolog Forenings formand (B) og (A), kan (A)’s fagfællers massive afstandtagen fra hans synspunkter ikke tilskrives denne animositet. Kommunen har i den forbindelse noteret sig, at eksklusionen af (A) blev besluttet af en enig bestyrelse og at den efterfølgende blev stadfæstet af Foreningens etiknævn.

Afslutningsvis bemærkes, at det i forhold til den ovenfor beskrevne problemstilling ikke ville have været en løsning at søge at omplacere (A) til andre psykologopgaver inden for Kommunen i stedet for en afskedigelse. Kommunen har alene psykologer ansat i Børn- og Unge-kontoret, og det er Kommunens opfattelse, at den mistillid som Kommunen og dennes borgere havde til (A) i stillingen som ledende psykolog ville gøre sig gældende med lige så stor styrke, hvis (A) blev søgt omplaceret til en stilling som psykolog uden ledelsesansvar, fordi han i så fald ville skulle varetage konkrete sagsbehandlingsopgaver, herunder også sager omhandlende misbrugte børn.

”

A fremsatte bemærkninger til kommunens udtalelse i brev af 30. august 1999. Han anførte bl.a. følgende

”B. Det er ukorrekt, at de ikke-psykologuddannede sagsbehandlere konsulterede mig, når de i sociale sager stødte på forhold, som krævede psykologisk bistand. I Børn og unge kontoret er arbejdet baseret på fire teams, hver bestående af psykologer, sagsbehandlere og sundhedsplejersker. Det er her, at ikke-psykologuddannede sagsbehandlere får psykologfaglig vinkel på sagerne.

F. Jeg mener, at det tydeligt viser, at jeg ikke har haft artiklen til eftersyn, som der bliver påstået, idet en udtalelse som ’pædofili er ikke forkert hverken juridisk eller moralsk’ jo netop er det seksuelle overgreb på børn er. D. 14. september 1998 forsøgte jeg at komme i dialog med (B) (Bilag 5), men jeg fik aldrig svar på mit brev, og jeg fik heller ikke svar på mine spørgsmål på mødet d. 18. september 1998. Hvad jeg mener fremgår af den pressemeddelelse, som advokat ( ) udsendte over Ritzau den 15. januar 1999 (bilag 6).

H. Det er ukorrekt, at jeg ikke blev opfordret til at søge min afsked på mødet d. 6. januar 1999. Jeg havde juridisk bistand med, og såfremt det er nødvendigt, kan hun bevidne, at jeg dels blev opfordret til at søge min afsked ’af hensyn til min familie’, dels blev pålagt medietavshed af kommunaldirektør ( ).

J. Jeg har fået oplyst af personalechef ( ), at de kun havde hørt en del af interviewet med mig på bånd. Jeg har stadig svært ved at se, at jeg skulle have udtalt mig som beskrevet i (Y). For mig at se, er det helt klart udtalelser, som er revet ud af deres sammenhæng. En sammenhæng, som man ville høre, hvis man hørte hele interviewet fra start til slut. Jeg ved, at jeg så at sige altid forklarer mig, før jeg konkluderer. Hvorledes (X) kommune kan komme frem til, at jeg har udtalt mig som beskrevet i (Y), står jeg uforstående over for.

Det er ukorrekt, at jeg ikke har orienteret kommunen om udtalelserne i (Y). Så snart jeg ved brev fra (B) d. 11.9.99 (Bilag 9) var blevet bekendt med artiklen i (Y), og i særdeleshed den udformning, som artiklen havde fået, blev alt materialet uddelt dels til det samlede lederforum i Børn og unge kontoret, dels til alle psykologerne. Det samlede lederforum fandt ikke anledning til at gøre mere ved sagen, idet ledergruppen forstod, at der var tale om en fordrejning af mine udtalelser. Både den samlede ledergruppe samt psykologerne blev fuldt ud orienterede om sagens forløb med udlevering af samtlige sagsakter indtil jeg telefonisk blev fritaget for tjeneste d. 26.1.99 (Bilag 10).

N. Citatet er taget ud fra sin sammenhæng og sin tid. Citatet er fra et ca. 25 år gammelt oplæg om børns seksualitet på en kongres. Oplægget blev brugt som en del af bogen: ( ). Jeg var blevet bedt om at skrive et forord. Citatet var med til at borgmester og i hvert fald yderligere en lokal (X)-by politiker gik i medierne søndag d. 24. januar 1999, hvor de angiveligt udtalte sig negativt om min person, ud fra det jeg havde skrevet, selvom de ikke havde læst bogen. Jeg blev mandag d. 25. januar 1999 fra borgmesterkontoret spurgt, som de kunne låne bogen af mig. Men inden da, havde jeg sendt et brev til borgmester ( ) (Bilag 12), hvor jeg medsendte en anmeldelse af bogen (Bilag 13), samt en artikel (Bilag 14). Desuden var der et forsvar for mig til Dansk Psykolog Nyt fra sexologen og psykologen ( ). (Bilag 15). Borgmester ( ) havde angiveligt udtalt sig til pressen om mig ud fra artikler i pressen, uden at han havde talt med mig, og uden at han i sin helhed havde læst, hvad jeg havde skrevet. Citatet er taget fra et afsnit om, hvordan man som forældre kan være med til, at ens spædbarn senere i livet ikke skal få seksuelle vanskeligheder.

R. Meget af debatten fik næring af lokalpolitikere fra (X), som udtalte sig især i lokal-TV. Udtalelser, som jeg aldrig har set eller hørt, men som jeg har fået oplyst fra andenhånd. Desværre kan jeg se, at dette materiale ikke bliver omtalt, selvom det har haft stor betydning for udfaldet af min sag. Jeg kunne ikke deltage i debatten, idet jeg som omtalt havde fået mediemundkurv på.

V. Jeg kan oplyse, at (Y)-udtalelserne ikke er ’udtryk for mine reelle holdninger til emnet’. Jeg er rystet i min faglighed. Jeg har forsøgt at forklare nogle vanskelige emotionelle emner ud fra en cognitiv forståelsesramme. Det er mine klienterfaringer, jeg giver videre. Det er oplevelser, som klienter har fortalt mig om. Det er ikke tale om holdninger, men om klientfacts.

Z. Jo, jeg har fagligt belæg for mine sexologiske udtalelser. Jeg har arbejdet som sexolog i privat praksis siden 1969. (B) er ikke sexolog, og jeg har aldrig mødt hende på en sexologisk kongres hverken internationalt eller nationalt. Det vil sige, at hun har ikke belæg for sine angreb på mig og min sexologiske faglighed. Det er heller ikke korrekt, at kun få har støttet mig. Jeg kan bl.a. vedlægge et udklip fra ( ) d. ( ) 1999 (Bilag 16), hvor en psykolog argumenterer for, at (B) bør gå af som formand. ( ) skriver bl.a. i en udtalelse fra Dansk Psykolog Nyt, at ’det ville have klædt Dansk Psykolog Forening, hvis man f.eks. havde inddraget sexologisk ekspertise i bedømmelsesudvalget’. (Bilag 17).

Psykologerne og sexologerne ( ) og ( ) skriver et forsvar for mig i Psykolognyt nr. (.) – ( ). (Bilag 18). Og 6 psykologer skriver et forsvar for mig i Psykolognyt. (Bilag 19).

KONKLUSION

Jeg vil gerne henvise til mit brev til (X) kommune dateret 4. maj 1999, som jeg sendte i kopi til Ombudsmanden d. 4. maj 1999, og hvori jeg redegør for, hvad jeg mener (X) kommune har gjort for at mistænkeliggøre mig både på det personlige plan og rent fagligt ved den fremgangsmåde og offentlighed, der har været fra kommunens side, samt at sagen for en stor parts vedkommende er besluttet uden høring af begge parter.

Fra kommunens side, har man bragt urigtige ting i medierne, og kommunen har brugt sin magt til at pålægge mig tavshed i medierne under trusler af, at det ville kunne berøre mit ansættelsesforhold. En medietavshed, som kommunen ikke selv følte sig bundet af.

Jeg kan oplyse, at kommunen har sendt brevet til Ombudsmanden dateret 9. juli 1999 til pressen, hvor jeg atter kan se, at kommunen gør min personalesag til en offentlig sag. (Bilag 22).

Jeg mener, at kommunen fremstiller min sag ensidigt og tendentiøst. Jeg har ikke på noget tidspunkt fået opbakning fra kommunen eller fået en loyal behandling. Kommunen lægger forholdsmæssig stor vægt på andenhåndsoplysninger, og vælger at forbigå, hvad jeg som medarbejder siger.

Kommunen har valgt at belyse min personalesag ud fra negative presseomtaler og negative udtalelser om mig i Dansk Psykolog Nyt, selvom der både i den skrevne og den elektroniske presse, samt i Dansk Psykolog Nyt har været positiv omtale både af min person og min faglighed. Positiv omtale, som er kommunen bekendt.

Jeg kan oplyse, at jeg inden denne sag opstod ved Dansk Psykolog Forenings henvendelse til pressen og til (X) kommune kun har mødt positive tilbagemeldinger fra kommunen om mit arbejde som chefpsykolog.”

I brev af 14. september 1999 bad jeg X Kommune om at besvare en række spørgsmål.

X Kommune svarede følgende i brev af 11. januar 2000

”

Det skal indledningsvis bekræftes, at der ikke i forbindelse med (A)’s varetagelse af stillingen som ledende psykolog ved (X) Kommune har været konstateret forhold i (A)’s daglige arbejde, som efter Kommunens opfattelse kan betegnes som utilfredsstillende. Beslutningen om at afskedige (A) blev altså truffet på baggrund af det hændelsesforløb, der nøje er beskrevet i Kommunens brev af 5. august 1999 til Ombudsmanden.

Som nævnt i Kommunens brev af 5. august 1999 gælder for alle Kommunens medarbejdere, at en basal tillid til disse fra Kommunens side er nødvendig. For en psykolog – og dette gør sig naturligvis særligt gældende for Kommunens ledende psykolog – gælder derudover, at det vil være en forudsætning for psykologens mulighed for at udfylde sin stilling og servicefunktion over for den enkelte borger, der har behov for hjælp, at der består en fundamental tillid til psykologens person fra borgerens side. Det er Kommunens opfattelse, at (A) burde havde forudset, at udtalelser i offentligheden som refereret i artiklen ’Forbudte lyster’ i ( )-nummeret af månedsbladet (Y) måtte medvirke til at så mistillid til Kommunens behandling af sager vedrørende seksuelt misbrug af børn, når henses til, at (A) som ledende psykolog forestod den øverste psykologfaglige ledelse af Børn- og Unge-kontoret i Kommunen.

Denne opfattelse kan naturligvis ikke tages som udtryk for, at (X) Kommune er af den opfattelse, at offentligt ansatte i almindelighed har en forpligtelse til at forudse konsekvenserne af ytringer fremsat som privatperson. Som understreget i brevet af 5. august 1999 finder (X) Kommune generelt, at offentligt ansatte kan deltage i den offentlige debat på lige fod med alle andre borgere i samfundet. Det er imidlertid Kommunens opfattelse, at en offentligt ansat medarbejders retmæssige private ytringer efter omstændighederne berettiget må kunne indgå i grundlaget for en offentlig arbejdsgivers udøvelse af sine skønsmæssige ledelsesbeføjelser, og særligt i det omfang ytringerne omhandler forhold der falder inden for den offentligt ansatte medarbejders arbejdsområde.

Det er endvidere Kommunens opfattelse, at en medarbejders forpligtelse til at overveje sine offentlige udtalelser skærpes, når der er tale om en ledende medarbejder. Det siger sig selv, at der i den situation, hvor ytringen fremkommer fra en ledende medarbejder, for offentligheden kan være forbundet særlige vanskeligheder med at sondre mellem udtalelser, der fremsættes af en ansat som privatperson, og udtalelser der fremsættes på den offentlige myndigheds vegne. Endvidere må der efter Kommunens opfattelse henses til, at de holdninger, der er refereret, af offentligheden må forstås som generelle psykologfaglige holdninger, som offentligheden selvsagt kun vanskeligt vil kunne adskille fra den psykologfaglige ledelse på Børn- og Unge-kontoret i Kommunen.

På baggrund af de ovenfor anførte bemærkninger kan Ombudsmandens spørgsmål om, hvorvidt (A), såfremt han havde vurderet konsekvenserne af sine ytringer korrekt, burde have undladt at fremsætte disse, besvares bekræftende. Der er endvidere for Kommunen ikke tvivl om, at (A) var eller burde være klar over, at de udtalelser, han fremkom med, var overordentligt kontroversielle, og at udtalelserne endvidere gav udtryk for en psykologfaglig holdning, der i væsentlig grad fraviger den almindelige psykologfaglige opfattelse på dette område og endelig helt åbenbart ville vække offentligt anstød og som følge heraf skabe stor negativ offentlig opmærksomhed omkring (A)’s person og derved også hans stilling som ledende psykolog ved (X) Kommunes Børn- og Unge-kontor.

Som også fremhævet i Kommunens brev af 5. august 1999 skal beslutningen om at skride til en afskedigelse af (A) imidlertid ikke alene ses i konsekvensen af de ytringer, (A) fremsatte, men derimod også i det forhold, at (A) ikke selvstændigt efter offentliggørelsen af artiklen i (Y) tog initiativ til en berigtigelse af udtalelserne i denne, alternativt informerede Kommunens ledelse om den misforståelse, som artiklen angiveligt var udtryk for. Kommunen har naturligvis sammenholdt dette med, at det efter aflytningen af båndoptagelser fra interviewet med (A) forekom klart, at indholdet af den trykte artikel rent faktisk svarede til de udtalelser, (A) fremkom med under interviewet. Hertil kommer, at (A)’s forklaring om, at han var blevet fejlciteret hænger meget dårligt sammen med Kommunens konstatering af, at (A) tidligere er fremkommet med lignende udtalelser i pressen.

Til Ombudsmandens orientering kan det oplyses, at (Y)’s redaktion stadig har det samlede uddrag på cirka 40 minutter, som Kommunens repræsentanter havde lejlighed til at overhøre den 18. januar 1999. Der er ikke udarbejdet notater fra Kommunens repræsentanters aflytning af båndet.

For så vidt angår den offentlige debat, (A)’s udtalelser har affødt, skal Kommunen henvise til samtlige de avisudklip, der er fremsendt i kopi til Ombudsmanden. Det har ikke været muligt for Kommunen at notere samtlige de reaktioner, Kommunens ansatte er blevet mødt med, men det kan oplyses, at Kommunen er i besiddelse af såvel læserbreve, e-mails som breve fra navngivne personer, der udtrykker bestyrtelse over (A)’s udtalelser.

Som fremhævet ovenfor har Kommunen ved beslutningen om at afskedige (A) primært lagt vægt på, at (A)’s udtalelser i offentligheden har sået mistillid til Kommunens behandling af sager vedrørende seksuelt misbrug af børn. Som ligeledes fremhævet ovenfor er mistilliden særligt begrundet i, at (A)’s udtalelser giver udtryk for psykologfaglige holdninger, som det overvejende flertal af psykologer er uenige i og endvidere går imod den almindelige moral og holdning i befolkningen. Kommunen kan naturligvis ikke tolke det forhold, at (A)’s udtalelser førte til, at denne af en enig bestyrelse blev ekskluderet af Dansk Psykolog Forening på anden måde end, at der ikke har været fagligt belæg for de udtalelser, (A) er fremkommet med.

Kommune skal i øvrigt i det hele henvise til sit brev af 5. august 1999, som blandt andet indeholder en fremstilling af de faktuelle forhold og dermed en stillingtagen til de indsigelser og bemærkninger, der er indeholdt i (A)’s brev af 30. august 1999.

”

A kommenterede kommunens besvarelse af mine spørgsmål i brev af 16. februar 2000. A henholdt sig primært til sine tidligere breve til mig. Herudover bemærkede han at kommunen efter hans opfattelse belyste sagen ud fra negative udtalelser om ham i pressen og i Dansk Psykolog Nyt selv om der også havde været positiv omtale af hans person og faglighed. A henviste til en udtalelse af sexolog og psykolog ( ) i Dansk Psykolog Nyt hvori han bebrejder psykologforeningens bestyrelse at der ikke var en fagperson (sexolog) med til at vurdere A’s udtalelser. A vedlagde endvidere et eksempel på hvordan en journalist havde manipuleret med et uddrag af en tekst A havde skrevet til et undervisningshæfte til pædagoger. Endelig anførte A at der ikke havde været debat om hans udtalelser til månedsmagasinet Y før nogle af politikerne i X Kommune begyndte at belyse sagen i medierne efter henvendelsen fra psykologforeningen den 22. december 1999. Det var derfor fortsat A’s opfattelse at kommunen mod bedre vidende havde fremprovokeret begrundelserne for at afskedige A fra hans stilling som chefpsykolog.

Den 25. februar 2000 sendte jeg A’s brev af 16. februar 2000 til bemærkninger i X Kommune. Jeg bad samtidig kommunen om at sende kopi af de læserbreve, e-mail og breve fra navngivne personer som var nævnt i kommunens brev af 11. januar 2000.

I brev af 22. marts 2000 fremsatte X Kommune bemærkninger til A’s brev af 16. februar 2000. Kommunen henholdt sig til sine tidligere udtalelser af 5. august 1999 og 11. januar 2000 og fastholdt at der i A’s afskedigelsessag var foretaget nødvendig og omfattende sagsoplysning, og at A havde været inddraget og var blevet hørt gennem hele sagens forløb. Kommunen udtalte endvidere at hverken borgmesteren eller nogen af de øvrige byrådsmedlemmer havde taget initiativ til kontakt til pressen den 24. januar 1999, men at borgmesteren og byrådsmedlemmerne derimod var blevet kontaktet af en journalist fra Ø og bedt om kommentarer til passager fra bogen ( ).

X Kommune sendte mig den 4. april 2000 kopi af de læserbreve, e-mail og breve som kommunen havde modtaget som reaktion på A’s udtalelser og omtalen af ham i pressen.

I brev af 16. april 2000 meddelte A mig at kommunens brev af 22. marts 2000 ikke gav ham anledning til yderligere bemærkninger, og at han måtte fastholde det han havde skrevet til mig i sine tidligere breve.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Deres udtalelser til (Y)

(X) Kommune har over for mig oplyst at Deres afskedigelse ikke havde forbindelse med den måde De udførte Deres arbejde på, men alene var forårsaget af følgevirkningerne af Deres udtalelser over for offentligheden om seksuelle forhold mellem voksne og børn.

Offentligt ansatte har som udgangspunkt den samme frihed som alle andre til at deltage i den offentlige debat.

(X) Kommune har i sin udtalelse af 5. august 1999 til mig udtalt at kommunen helt generelt ikke finder det problematisk at også offentligt ansatte deltager i den frie debat på lige fod med alle andre borgere i samfundet.

(X) Kommune har således ikke anfægtet Deres ret til at lade Dem interviewe til (Y). Det fremgår imidlertid af kommunens udtalelse af 11. januar 2000 til mig at det er kommunens opfattelse at De – hvis De forudgående havde vurderet konsekvenserne af Deres ytringer korrekt – burde have undladt at fremsætte disse.

I forbindelse med offentligt ansattes ytringsfrihed er det væsentligt at sondre mellem udtalelser der fremsættes på myndighedens vegne, og udtalelser der fremsættes af den offentligt ansatte som privatperson. Når en offentligt ansat fremsætter udtalelser som led i tjenesten, er den ansatte på sædvanlig måde undergivet ledelsens bestemmelse. Inden for vide rammer kan ledelsen således beslutte om den ansatte overhovedet skal udtale sig offentligt på myndighedens vegne, og hvilken form og indhold udtalelsen skal have, jf. Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig Arbejdsret (1998), s. 163f, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 129f.

Det forholder sig anderledes hvis den ansatte udtaler sig som privatperson. I den forbindelse begrænses ytringsfriheden dels af lovgivningens regler om tavshedspligt, dels af en ulovbestemt loyalitetspligt. Jeg har flere gange tidligere haft lejlighed til at udtale mig om indholdet af den ulovbestemte loyalitetspligts betydning for de offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg har i den forbindelse formuleret min opfattelse af afvejningen mellem hensynet til loyalitetspligten over for arbejdsgiveren og hensynet til den ansattes ytringsfrihed på følgende måde (Folketingets Ombudsmands beretning for 1987, s. 237*)

’...

Ved besvarelsen af det centrale spørgsmål om, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed i forhold til den ytringsfrihed, der gælder for borgerne i almindelighed, er udgangspunktet utvivlsomt, at offentligt ansatte har ganske samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Det store antal offentligt ansatte taler afgørende imod, at der skulle gælde almindelige begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne begrænsninger ville være uforenelige med de hensyn, der ligger bag grundlovens bestemmelser om den demokratiske styreform og den herved forudsatte materielle ytringsfrihed.

Det er dog antaget, at hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde kan føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte sådanne særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle hovedsynspunkter

Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har samme frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder, som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de politiske eller administrative beslutningstagere.

Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden en sag er afgjort, kan – af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces – være noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere.

Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for eget arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte, dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller har deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.’

Deres udtalelser til (Y) er fremsat af Dem som privatperson, og udtalelserne falder efter min opfattelse uden for det område hvor der må antages at gælde begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Der er endvidere heller ikke tale om at De videregav fortrolige oplysninger og derved overtrådte lovgivningens regler om tavshedspligt.

(X) Kommune har ikke gjort gældende at De overtrådte de begrænsninger der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed. Derimod har kommunen som begrundelse for afskedigelsen henvist til at kommunen ikke havde tillid til Dem i stillingen som ledende psykolog, og at man ikke anså det for muligt at genetablere denne tillid. Jeg har forstået dette således at der ikke er tale om en afskedigelse foretaget som disciplinærstraf, men en afskedigelse som kommunen anså for nødvendig fordi De ikke var egnet til at udføre de arbejdsopgaver der var knyttet til stillingen. Dette kaldes med et fagudtryk en diskretionær afskedigelse, og jeg har lagt til grund for min bedømmelse af sagen at der var tale om en sådan diskretionær afskedigelse.

2. Lovlige ytringer som grundlag for anvendelse af negative ledelsesbeføjelser

En offentligt ansats lovligt fremsatte ytringer kan ikke danne grundlag for disciplinære sanktioner. Dette indebærer dog ikke at myndighederne er afskåret fra at anvende andre negative ledelsesbeføjelser som nægtet avancement, ændret arbejdsområde eller diskretionær afskedigelse.

Jeg har i en tidligere sag vedrørende forflyttelse på grund af ytringer (omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1999, s. 524*) udtalt at det efter min opfattelse ikke kan afvises at eventuelle samarbejdsproblemer opstået i kølvandet på lovlige ytringer i særlige tilfælde kan begrunde anvendelse af negative ledelsesmæssige beslutninger over for den der har fremsat ytringerne. I den konkrete sag fandt jeg imidlertid ikke grundlag for at gå ind i en nærmere overvejelse af de retlige rammer herfor.

Lars Nordskov Nielsen, Responsum om offentligt ansattes ytringsfrihed (oktober 1987), s. 16, antager at den offentligt ansattes lovlige ytring ikke som isoleret forhold kan udgøre eller virke som et negativt led i grundlaget for anvendelse af de almindelige ledelsesbeføjelser. Disse må anvendes ud fra en vurdering af den pågældende ansattes egnethed (i vid forstand) i et fortsat forløb. Lars Nordskov Nielsen anfører endvidere følgende

’Ud fra denne betragtningsmåde er det altså principielt aldrig ytringen som sådan, men dens eventuelle følgevirkninger, der kan begrunde anvendelse af de negative ledelsesbeføjelser. Disse følgevirkninger må naturligvis med henblik på anvendelse af ledelsesbeføjelser som udgangspunkt vurderes på almindelig måde, d.v.s. som tilsvarende omstændigheder, affødt af andet end ytringer. Men samtidig må den omstændighed, at følgevirkningerne er et produkt af medarbejderens lovlige anvendelse af sin ytringsfrihed, inddrages som et modhensyn, d.v.s. et hensyn, der taler i retning af tilbageholdenhed med hensyn til at skride til anvendelse af de negative ledelsesskridt over for ham; og dette hensyn må i almindelighed tillægges betydelig vægt. ...’

Lars Nordskov Nielsen antager endvidere (s. 17) at afskedigelse af en medarbejder i almindelighed ikke kan baseres på et enkelt kritisk indlæg medmindre dette indgår i et mønster af andre relevante forhold fra medarbejderens side, eller medmindre ledelsesbeføjelsens anvendelse kan bero på en opstået mangel på tillid til den pågældendes evne og vilje til at fungere på en acceptabel måde. I forbindelse med sidstnævnte modifikation henvises der til Østre Landsrets dom af 23. april 1979 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1980, s. 131.

Dommen vedrørte gyldigheden af Indenrigsministeriets afskedigelse af lederen af en skole for fysioterapeuter. Afskedigelsen var begrundet med at ministeriet ikke havde tillid til at vedkommende evnede at lede skolen således at en beslutning om uddannelse af synshandicappede studerende ved skolen kunne gennemføres på en positiv måde, ligesom ministeriet heller ikke havde tillid til at vedkommende evnede at sikre et tilfredsstillende samarbejde med skolens samarbejdspartnere. Østre Landsret fandt at Indenrigsministeriet ud fra de foreliggende oplysninger om skolelederens holdning til uddannelsen af blinde og synshandicappede til fysioterapeuter havde haft det fornødne saglige grundlag for udøvelsen af det skøn der førte til beslutningen om afskedigelse.

Opfattelsen af at en lovlig ytring ikke i sig selv kan begrunde anvendelse af negative ledelsesbeføjelser, deles af Bent Christensen, Responsum vedrørende offentligt ansattes ytringsfrihed, Juristen (1980), s. 85. Heraf fremgår bl.a. følgende (s. 101)

’Konsekvensen af, at en ytring er lovlig, er, at det forhold, at ytringen er fremsat, ikke kan medtages i grundlaget for den skønsmæssige afgørelse. Følgen er derimod ikke, at vedkommende avancerer, ikke afskediges eller ikke får sin stilling ændret. Afgørelsen herom er jo skønsmæssig. Den træffes på grundlag af en afvejning af en lang række andre lovlige hensyn. Hensynene til forvaltningens behov, vedkommendes dygtighed, erfaring, evne til samarbejde, anciennitet o.s.v. er fortsat lovlige og kan føre til, at den, der har fremsat en lovlig, kritisk ytring, ikke avancerer eller får sin stilling ændret.’

Jeg kan tilslutte mig det anførte om at lovlige ytringer ikke i sig selv kan begrunde anvendelse af negative ledelsesbeføjelser. Anvendelsen af disse må bygge på vurderinger og afvejninger af en række andre forskellige hensyn og omstændigheder, herunder eventuelt en opstået mangel på tillid til den ansatte affødt af vedkommendes lovlige ytringer forstået som en vurdering af den pågældendes egnethed til at udføre sine arbejdsopgaver. Forvaltningsmyndighederne er i den forbindelse naturligvis undergivet de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger for udøvelse af administrativt skøn, herunder kravet om proportionalitet og kravet om at forvaltningen udelukkende må varetage saglige hensyn. På baggrund af de almene politiske og demokratiske værdier der er knyttet til en fri og uhindret offentlig debat hvori også de offentligt ansatte deltager med deres særlige fagkundskab, må der endvidere efter min opfattelse udvises betydelig tilbageholdenhed ved anvendelse af negative ledelsesbeføjelser i anledning af offentlige ytringer der lovligt er fremsat af en offentligt ansat.

Desuden skal en forvaltningsmyndighed der træffer afgørelse om at anvende negative ledelsesbeføjelser over for en ansat, overholde de krav der kan udledes af undersøgelsesprincippet. Det påhviler således den enkelte forvaltningsmyndighed at tilvejebringe et fyldestgørende faktisk og retligt grundlag for en afgørelse. Formålet med undersøgelsesprincippet er at bidrage til at sikre at forvaltningsmyndighedernes afgørelser bliver materielt lovlige og rigtige. Det forudsætter ikke alene at alle relevante forhold er belyst ved det foreliggende materiale, men også at oplysningerne er pålidelige. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen, jf. Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 120ff, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 297ff.

Spørgsmålet om hvilke beviskrav der må stilles i forbindelse med en afgørelse, afhænger af sagstypen. Ud fra proportionalitetssynspunkter må det antages at jo mere indgribende en afgørelse er for borgeren, jo strengere beviskrav må der i almindelighed stilles, jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 356, og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 125.

Jeg har i en tidligere sag vedrørende afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder (Folketingets Ombudsmands beretning for 1986, s. 93*) udtalt at afskedigelsesbeslutningens alvorlige karakter tilsiger at det bevismæssige grundlag for tilstedeværelsen af afskedsbegrundende samarbejdsproblemer er særlig sikkert.

Efter min opfattelse må samme forhold gøre sig gældende i sager om følgevirkningerne af lovlige ytringer som grundlag for anvendelse af negative ledelsesbeføjelser i form af afskedigelse. Der må således også i disse sager stilles krav om et særlig sikkert bevismæssigt grundlag.

3. Deres reaktion efter artiklen i (Y)

Ifølge et telefonnotat af 15. januar 1999 har den journalist der interviewede Dem til (Y), over for (X) Kommune oplyst at samtlige passager og citater blev læst op for Dem telefonisk, og at De godkendte indholdet. De har selv anført at De ikke blev gjort bekendt med artiklens indhold før den blev offentliggjort, og over for (X) Kommune har De på mødet den 6. januar 1999 taget afstand fra de udtalelser som De blev citeret for i artiklen. De har endvidere henvist til den pressemeddelelse som Deres advokat udsendte den 15. januar 1999.

(X) Kommune har i brev af 5. august 1999 til mig udtalt som sin opfattelse at De – hvis De var uenig i artiklens udformning – umiddelbart efter offentliggørelsen burde have taget initiativ til en berigtigelse eller afstandtagen herfra, eller alternativt burde De som det mindste have informeret kommunens ledelse herom.

Medieansvarsloven (lovbekendtgørelse nr. 85 af 9. februar 1998 med senere ændring) indeholder i kapitel 6 en række bestemmelser som giver mulighed for at berigtige oplysninger som har været bragt i medierne. Efter § 36, stk. 1, skal en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, således tages til følge medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Anmodning om genmæle skal fremsendes skriftligt til redaktøren senest 4 uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger der ønskes imødegået (§ 36, stk. 3). Genmælets indhold skal i alt væsentligt være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger, og indholdet må ikke være retsstridigt (§ 38, stk. 1). Genmælet skal offentliggøres vederlagsfrit uden unødig forsinkelse og skal bringes på en så fremtrædende måde som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges (§ 39, stk. 1).

De har således efter bestemmelserne i medieansvarsloven haft mulighed for at få berigtiget nogle af de oplysninger som fremgik af artiklen i (Y). Adgangen til genmæle forudsætter imidlertid at den der ønsker at imødegå oplysninger, tager initiativ hertil i umiddelbar tilknytning til massemediets offentliggørelse af oplysningerne.

På baggrund af medieansvarslovens regler om genmæle er det min opfattelse at (X) Kommune ved sin vurdering af Deres udsagn om at De var blevet fejlciteret, lovligt har kunnet tage i betragtning at De forholdt Dem passiv umiddelbart efter offentliggørelsen af artiklen i (Y). Ved bedømmelsen af om der var grundlag for at foretage en diskretionær afskedigelse, kunne kommunen desuden efter min opfattelse bl.a. lægge vægt på en vurdering af Deres udsagn om at De var blevet fejlciteret.

Det er endvidere min opfattelse at det ved en vurdering af Deres udsagn om fejlcitering kunne tages i betragtning om De informerede kommunens ledelse umiddelbart efter offentliggørelsen af artiklen i (Y). En nærmere stillingtagen hertil forudsætter imidlertid at det kan afklares om en sådan information fandt sted.

De har i brev af 30. august 1999 til mig anført at De – så snart De var blevet bekendt med artiklens udformning i (Y) – orienterede den samlede ledergruppe i Børn- og Unge-kontoret. Jeg må forstå kommunens udtalelser til mig således at De ikke foretog en sådan orientering. Der fremgår ikke noget om dette forhold af sagens akter.

Deres påstand står således over for kommunens påstand. Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende fordi ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner, men behandler klager på et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af om De informerede ledelsen umiddelbart efter offentliggørelsen af artiklen i (Y), vil derfor ikke kunne gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse.

4. Opfordring til at søge afsked og pålæg om tavshed over for medierne

På baggrund af Dansk Psykolog Forenings henvendelse af 22. december 1998 til (X) Kommune deltog De den 6. januar 1999 sammen med Deres advokat i et møde med kommunens kommunaldirektør, socialdirektør og personalechef. I Deres klage til mig har De anført at (X) Kommune på mødet opfordrede Dem til selv at søge Deres afsked under hensyntagen til de personlige omkostninger en offentlig omtale kunne have for Dem. De har endvidere anført at kommunaldirektøren efter et møde i økonomiudvalget den 19. januar 1999 pålagde Dem tavshed i forhold til medierne.

(X) Kommune har i sin udtalelse af 5. august 1999 til mig oplyst at De ikke på mødet den 6. januar 1999 blev opfordret til selv at søge Deres afsked, og at De heller ikke – hverken på mødet den 6. januar 1999 eller senere – blev pålagt medietavshed.

Også på dette punkt står Deres påstand således over for kommunens påstand. Som anført ovenfor under punkt 3 er ombudsmandsinstitutionen ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende. En endelig konstatering af om De blev opfordret til selv at søge Deres afsked, og om De blev pålagt at forholde Dem tavs i forhold til medierne, vil derfor ikke kunne gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse. Jeg foretager mig på den baggrund ikke noget i anledning af Deres klagepunkter vedrørende disse forhold.

5. Afskedigelsen

(X) Kommune har som begrundelse for afskedigelsen henvist til at kommunen ikke havde tillid til Dem i stillingen som ledende psykolog, og at man ikke anså det for muligt at genetablere denne tillid. Som nævnt forstår jeg det af kommunen anførte således at man ikke anså Dem for egnet til at varetage de arbejdsopgaver der fulgte med stillingen.

Det er som nævnt ovenfor min opfattelse at kommunen i den forbindelse bl.a. kunne lægge vægt på Deres udsagn om at De var blevet fejlciteret, og i den forbindelse kunne tillægge det betydning at De ikke efter offentliggørelsen af artiklen i (Y) tog skridt til at berigtige de udtalelser som De var blevet tillagt i artiklen. Derimod er der ikke grundlag for at antage at De havde pligt til at forudse hvilke reaktioner Deres udtalelser ville afstedkomme, og i konsekvens heraf at De havde pligt til ikke at fremsætte udtalelserne. En sådan pligt kan kun antages at foreligge hvis udtalelserne var en krænkelse af Deres tjenesteforpligtelser. Som nævnt har (X) Kommune ikke gjort gældende at De har overtrådt Deres tjenesteforpligtelser.

Som anført ovenfor under punkt 2 er forvaltningsmyndighederne i forbindelse med afgørelser om anvendelse af negative ledelsesbeføjelser undergivet de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger for udøvelse af administrativt skøn, herunder kravet om proportionalitet.

Det følger af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet at der ikke må anvendes mere indgribende foranstaltninger hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, og at der i det hele taget skal være et rimeligt forhold mellem mål og middel, jf. Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet, 2. udgave (2000), s. 160f, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 172.

Det fremgår af sagen at (X) Kommune efter henvendelsen fra Dansk Psykolog Forening den 22. december 1998 søgte at afslutte sagen ved at tildele Dem en tjenstlig advarsel. Kommunen nåede imidlertid aldrig at træffe endelig afgørelse om tildeling af en tjenstlig advarsel fordi der kom nye oplysninger frem i sagen da (Ø) den ( ) 1999 bragte en artikel hvoraf det fremgik at De i 1986 havde været med til at udgive bogen ( ) og ifølge artiklen allerede på det tidspunkt havde gjort Dem til talsmand for incestlignende forhold mellem forældre og børn. På den baggrund anså (X) Kommune sig for nødsaget til at indlede en afskedigelsesprocedure.

Det fremgår endvidere af (X) Kommunes brev af 5. august 1999 til mig at kommunen ikke fandt det muligt at omplacere Dem til andre psykologopgaver i stedet for at afskedige Dem idet kommunen alene har psykologer ansat i Børn- og Unge-kontoret og mistilliden til Dem efter kommunens opfattelse også ville gøre sig gældende hvis De blev omplaceret til en psykologstilling uden ledelsesansvar fordi De i så fald skulle varetage konkrete sagsbehandlingsopgaver.

(X) Kommune har således i overensstemmelse med den forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet overvejet at anvende mindre indgribende ledelsesbeføjelser end afskedigelse.

Som anført ovenfor under punkt 2 har proportionalitetsprincippet imidlertid også betydning for grundlaget for kommunens afgørelse. Der må således efter min opfattelse stilles krav om et særlig sikkert bevismæssigt grundlag før eventuelle følgevirkninger af lovlige ytringer kan begrunde anvendelse af negative ledelsesbeføjelser i form af afskedigelse.

På mødet den 6. januar 1999 gjorde De over for (X) Kommune gældende at De var blevet fejlciteret af (Y). Kommunen rettede herefter henvendelse til (Y) med henblik på få klarlagt hvad De havde udtalt til bladet. I brev af 5. august 1999 til mig har (X) Kommune oplyst at kommunens repræsentanter efter aflytningen af båndoptagelserne måtte konstatere at Deres udtalelser svarede til indholdet af den trykte artikel, og at Deres argument om fejlcitering således var urigtigt.

Det fremgår af sagen at det ikke var muligt for kommunen at foretage bevissikring i form af en kopi af båndoptagelserne idet (Y) modsatte sig en udlevering af båndoptagelserne, ligesom bladet modsatte sig at aflytningen fandt sted hos (X) Kommune. Det var endvidere kun muligt for kommunens repræsentanter at høre 45 minutter af det samlede interview idet den resterende del af interviewet var blevet overspillet. Kommunen har ingen indflydelse haft på disse forhold. I brev af 11. januar 2000 har (X) Kommune over for mig oplyst at kommunens repræsentanter ikke tog notater i forbindelse med båndaflytningen.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En kommunalt ansat psykolog lod sig interviewe til et månedsmagasin i forbindelse med en artikel om pædofili. Psykologen blev efterfølgende afskediget under henvisning til at kommunen og kommunens borgere ikke havde den fornødne tillid til ham.

Psykologens udtalelser var efter ombudsmandens opfattelse ikke retsstridige. Ombudsmanden udtalte at følgevirkninger af lovlige ytringer, herunder en eventuelt opstået mangel på tillid, kan danne grundlag for anvendelsen af negative ledelsesbeføjelser som f.eks. diskretionær afskedigelse, men at det kræver et særlig sikkert bevismæssigt grundlag. På den baggrund kritiserede ombudsmanden kommunen for ikke at have tilstrækkelig dokumentation for grundlaget for afskedigelsen. Desuden kritiserede ombudsmanden at kommunen havde overtrådt reglerne om partshøring. (J.nr. 1999-1570-812).