Aktindsigt i rettevejledning til revisoreksamen. Interne arbejdsdokumenter
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 4, stk. 1, 3. pkt.
’Den skriftlige og mundtlige prøve skal godtgøre kandidaternes praktiske duelighed inden for de områder, som henhører under statsautoriserede revisorers virkefelt som f.eks. ’
§ 5, stk. 1
’Ved karaktergivningen anvendes 13-skalaen efter de herom ved de højere uddannelsesinstitutioner gældende bestemmelser.’
§ 5, stk. 2
’Der gives én samlet karakter for den skriftlige og én karakter for den mundtlige prøve.’
Min vurdering af det af Revisorkommissionen anførte
Når Revisorkommissionen anfører, at bedømmelsen til en vis grad bygger på et skøn betyder det, jf. forvaltningsloven, at Revisorkommissionens begrundelse for afslaget på min klage tillige skulle have angivet de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Revisorkommissionen anfører videre, med henvisning til eksamensbekendtgørelsens § 5, stk. 2, at den afgivne karakter beror på en helhedsbedømmelse.
Denne tolkning er jeg ikke enig i, idet en samlet karakter ikke er det samme som en helhedsbedømmelse. En samlet karakter må udfra en almindelig sproglig fortolkning forstås som summen af karaktererne for de enkelte spørgsmål til prøven.
Det er fortsat min opfattelse, at forvaltningslovens kapitel 4 giver mig ret til aktindsigt i ’de vejledende bemærkninger’.”
Den 25. februar 2000 bad jeg Revisorkommissionen om en supplerende udtalelse i sagen. Jeg sendte samtidig en kopi af mit brev til Revisorkommissionen til A.
Den 28. februar 2000 fremkom A med sine bemærkninger til mit brev til kommissionen og skrev bl.a. følgende
”Efter jeg har genopfrisket sagen samt læst Deres sagsfremstilling, skal jeg komme med følgende supplerende bemærkninger
1.Af § 5 i bekendtgørelse om eksamen for statsautoriserede revisorer fremgår: ’Ved karaktergivningen anvendes 13-skalaen efter de herom ved de højere uddannelsesinstitutioner gældende bestemmelser.’
Da jeg ikke har set rettevejledningen eller andet materiale, er jeg meget usikker på hvorvidt denne bestemmelse finder anvendelse ved bedømmelsen af eksamensopgaverne.
Jeg føler selv, at jeg fægter i blinde i denne sag, men med den lukkethed som Revisorkommissionen udviser, synes jeg ikke at have anden mulighed.”
Jeg sendte den 9. marts 2000 en kopi af A’s brev til Revisorkommissionen således at brevet kunne indgå i grundlaget for kommissionens supplerende udtalelse.
Den 18. juli 2000 modtog jeg fra Erhvervsministeriet Revisorkommissionens skrivelse af 28. juni 2000 og Erhvervs- og Selskabsstyrelsens brev af 4. juli 2000. Kommissionen skrev i sin supplerende udtalelse bl.a. følgende
”4. Folketingets Ombudsmand har endvidere bedt Revisorkommissionen om at beskrive, hvorledes arbejdet med afholdelse af eksamen for statsautoriserede revisorer er tilrettelagt, herunder særligt redegøre for sammensætningen af eksamenskommissionen og beskrive eksamenskommissionens arbejde i forbindelse med eksamen for statsautoriserede revisorer.
Revisorkommissionen kan i den anledning udtale, at arbejdet med afholdelse af eksamen for de statsautoriserede revisorer er tilrettelagt således, at Revisorkommissionen beder 1-2 medlemmer af Revisorkommissionen om at udarbejde opgaven. Opgaven forelægges Revisorkommissionen på kommissionens møde i juni måned, hvor den godkendes af Revisorkommissionen.
Efter den skriftlige eksamens afslutning vil der til samtlige 1. censorer (1. rettere) blive udsendt en skitse til ’vejledende bemærkninger for censur’ fra opgavestiller. Opgavestiller vil endvidere kontakte enkelte af 1. censorerne med henblik på at finde en typisk besvarelse på karakter 6-niveau. Denne besvarelse vil blive kopieret og udsendt til bedømmerne inden forcensurmødet.
Forcensurmødet er fælles for samtlige bedømmere. På dette møde præsenteres opgaven og dens problemstillinger bl.a. på baggrund af ovennævnte skitse til ’vejledende bemærkninger for censur’. De ’vejledende bemærkninger for censur’ suppleres på mødet af en drøftelse af de afleverede besvarelser. Indholdet af de ’vejledende bemærkninger for censur’ kan således ændres på baggrund af drøftelserne på forcensurmødet. Indholdet og vurderingen i de ’vejledende bemærkninger for censur’ kan derfor i sagens natur ikke afspejle disse drøftelser, og skal derfor alene ses som et diskussionsoplæg/sammenfatning til brug for drøftelserne på forcensurmødet.
Den endelige karakter for den skriftlige prøve bliver fastlagt på et karaktermøde, hvor alle tre censorer (rettere) deltager. På dette møde sker der en gensidig meningsudveksling, hvorefter 1. og 2. censors vurdering kan ændres.”
4.3
Det bemærkes ( ) at der som nævnt ovenfor og i Revisorkommissionens tidligere skrivelser af 1. marts og 23. september 1999 efter Revisorkommissionens opfattelse ikke er tale om en egentlig rettevejledning, men alene om vejledende bemærkninger, som suppleres under retteprocessen af diskussioner imellem opgaveretterne på forskellige stadier af retteprocessen. Vejledningen kan derfor ikke sammenlignes med rettevejledninger, som anvendes ved eksamen for højere læreanstalter. Det er således Revisorkommissionens opfattelse, at de ’vejledende bemærkninger for censur’ er internt materiale, og derfor ikke undergivet reglerne om aktindsigt.
Endvidere skal Revisorkommissionen gøre opmærksom på, at kandidaterne har mulighed for at anvende computere ved revisoreksamen, hvorfor kandidaterne, hvis der gives aktindsigt i de vejledende bemærkninger, vil have mulighed for at medbringe de vejledende bemærkninger i elektronisk form. Dette finder Revisorkommissionen uhensigtsmæssigt, når man ser på selve formålet med revisoreksamen, som er at prøve om kandidaternes praktiske duelighed har nået et sådant niveau, at det er forsvarligt at meddele dem beskikkelse som statsautoriserede revisorer.”
Hverken Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller Erhvervsministeriet havde yderligere at tilføje til Revisorkommissionens supplerende udtalelse.
Den 3. august 2000 kommenterede A over for mig den afgivne supplerende udtalelse. A skrev bl.a. følgende
”I brevet fra Revisorkommissionen anføres det på side 4, 3 afsnit følgende
’Endvidere skal Revisorkommissionen gøre opmærksom på, at kandidaterne har mulighed for at anvende computere ved revisoreksamen, hvorfor kandidaterne, hvis der gives aktindsigt i de vejledende bemærkninger, vil have mulighed for at medbringe de vejledende bemærkninger i elektronisk form. Det finder Reviorkommissionen uhensigtsmæssigt, når man ser på selve formålet med revisoreksamen, som er at prøve om kandidaternes praktiske duelighed har nået et sådant niveau, at det er forsvarligt at meddele dem beskikkelse som statsautoriserede revisor.’
Afsnittet er efter min opfattelse ikke korrekt.
Forholdet er jo således, at aktindsigt i de vejledende bemærkninger i givet fald vil blive givet efter revisoreksamenens afholdelse. Der vil derfor ikke være nogen risiko for at kandidaterne kan medbringe de vejledende bemærkninger til den revisoreksamen, de vedrører.
De vejledende bemærkninger til tidligere års revisoreksamener vil, selv i elektronisk form, være nærmest værdiløse ved løsning af de følgende års revisoreksamener. Opgaver ændres jo fra år til år.”
Jeg gav ved brev af 10. august 2000 Revisorkommissionen lejlighed til at kommentere A’s brev af 3. august 2000 hvorefter jeg ville behandle sagen endeligt.
Revisorkommissionen svarede den 22. september 2000 og skrev bl.a. følgende
”Revisorkommissionen skal i den anledning oplyse, at kommissionen ingen bemærkninger har til (A)’s brev af 3. august 2000. Revisorkommissionen skal dog for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at bemærkningerne i kommissionens skrivelse [af 28. juni 2000; min bemærkning] tog sigte på den situation, at flere års vejledende bemærkninger vil kunne medbringes i elektronisk form til revisoreksamen.
Revisorkommissionen er derfor uenig i synspunktet fremført i næstsidste afsnit i (A)’s brev, da det ikke kan udelukkes, at synspunkter i tidligere års vejledende bemærkninger kan være en hjælp ved løsningen af senere års opgaver.”
Ombudsmandens udtalelse
”Ved min behandling af sagen har jeg modtaget de to eksaminatorers egne bemærkninger til opgavebesvarelsen ligesom jeg har modtaget den ’Vejledende løsning i stikordsform’ til den pågældende revisoreksamen. Vejledningen er ganske omfattende. Vedrørende opgaverne fra de tre eksamensdage fylder vejledningen næsten 32 A4-sider og angiver bl.a. ganske detaljeret hvad man forventer kandidaten vedrørende de enkelte spørgsmål bør behandle.
Jeg har som tidligere anført forstået Dem således at De særligt er utilfreds med følgende forhold
1)Revisorkommissionens afgørelse af 18. december 1998 hvor kommissionen fastholdt Deres karakter (5) ved den skriftlige revisoreksamen i 1998. De er i den forbindelse utilfreds med den begrundelse som kommissionen gav.
2)Revisorkommissionens afslag af 1. marts 1999 på aktindsigt – inklusive i de udarbejdede ’Vejledende bemærkninger for censur’. Ved min afsluttende gennemgang af sagen har jeg vedrørende aktindsigtsklagen besluttet alene at undersøge om Revisorkommissionen var berettiget til at afslå aktindsigt i disse vejledende bemærkninger for censur. Jeg henviser i den forbindelse til ombudsmandslovens § 16, stk. 1, hvorefter ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.
1. Revisorkommissionens bedømmelse af Deres præstation ved skriftlig revisoreksamen i 1998 og begrundelsen herfor
2. Revisorkommissionens afslag af 1. marts 1999 på aktindsigt i de udarbejdede ’Vejledende bemærkninger for censur’
Som begrundelse for at undtage rettevejledningerne fra aktindsigt har Revisorkommissionen henvist til at disse er internt materiale og som sådant undtaget fra aktindsigt. Jeg er i den forbindelse gået ud fra at Revisorkommissionen har henvist til at udgangspunktet efter såvel offentlighedslovens § 7, stk. 1, som efter forvaltningslovens § 12, stk. 1, er at retten til aktindsigt ikke omfatter en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Revisorkommissionen har derimod ikke henvist til at rettevejledningerne skulle være undtaget fra aktindsigt efter andre bestemmelser i disse love.
Jeg har før taget stilling til anmodninger om aktindsigt i rettevejledninger på universitetet, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 331ff*, og Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 431ff*. Beretningen for 1995 behandlede spørgsmålet om hvorvidt rettevejledninger kan anses for omfattet af bestemmelsen i offentlighedslovens § 8, nr. 4, om bindende tjenesteforskrifter. Bestemmelsen har følgende ordlyd
’§ 8. Retten til aktindsigt omfatter uanset bestemmelsen i § 7 interne arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form, når
...
4) dokumenterne indeholder generelle retningslinier for behandlingen af bestemte sagstyper.’
Af min udtalelse fra Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, side 331ff, fremgår bl.a. følgende
’Rettevejledninger har navnlig til formål at sikre (en høj grad af) ensartethed i bedømmelsen af de enkelte besvarelser af en eksamensopgave. Det må derfor normalt være udelukket at fravige en rettevejledning (med de ændringer der måtte være foretaget på forcensurmødet og eventuelt under det videre forløb) til skade for eksaminanden.
På denne baggrund mener jeg – på linie med det som Justitsministeriet har antaget – at rettevejledninger er bindende i § 8, nr. 4’s forstand. Det forhold at rettevejledninger i sagens natur kun kan fastlægge nogle brede og efter omstændighederne ikke ganske præcise rammer for bedømmelsen og således kun udgør en (større eller mindre) del af det grundlag som anvendes ved bedømmelsen, kan ikke i sig selv udelukke vejledningernes (delvise) bindende karakter.
I øvrigt er formålet med § 8, nr. 4, at bidrage til borgernes mulighed for at danne sig et fuldstændigt overblik over deres retsposition i forhold til forvaltningen. Forarbejderne fremhæver specielt de kommunale socialforvaltninger hvor behovet for aktindsigt skulle være særligt udtalt. Men det er stort set de samme hensyn – om end måske med en noget mindre styrke – der gør sig gældende i den foreliggende situation.’
Det er således klart at universitetets rettevejledninger er omfattet af offentlighedslovens § 8, nr. 4, og derfor som udgangspunkt er undergivet aktindsigt. Ved bedømmelsen af hvorvidt den ’Vejledende løsning i stikordsform’ til brug for skriftlig revisoreksamen tilsvarende er undergivet aktindsigt, må derfor bl.a. inddrages hvilken forskel – om nogen – der er mellem denne vejledende løsning og universitetets vejledning.
Den ’Vejledende løsning i stikordsform’ til den pågældende skriftlige revisoreksamen for 1998 er som tidligere nævnt ganske omfattende. Den fylder således næsten 32 sider vedrørende opgaverne fra de tre eksamensdage og angiver bl.a. ganske detaljeret hvad man forventer kandidaten vedrørende de enkelte spørgsmål bør behandle.
Jeg har forstået Revisorkommissionen således at kommissionen mener at vejledningen til revisoreksamen blot indeholder generelle rettesnore for censuren, og at vejledningen derfor ikke kan antages at være bindende i offentlighedslovens forstand. Kravene til kandidaterne ved revisoreksamen er ifølge kommissionen forskellige fra kravene til eksaminanderne ved universitetet – ikke kun fagligt set, men også vurderet ud fra i hvor høj grad resultatet eller metoden og argumentationen vægter tungest. Den vejledende løsnings brug af udtryk som ’kandidaten må vurdere ’ og ’kandidaten bør have fokus på ’ lægger sammen med opgavernes mere løse formulering angiveligt op til en friere vurdering af kandidatens indsats ud fra bredere overvejelser over valg af metode og argumentation.
Jeg har endvidere forstået kommissionen således at den mener at vejledningen til revisoreksamen er mindre bindende end vejledningerne ved universitet da den i højere grad er en del af et samlet forløb af bedømmelsen hvor de forskellige censorers og opgaveretteres bemærkninger samt diskussionen på forcensurmødet indgår med betydelig vægt.
På trods af udformningen af den vejledende løsning er censorerne dog næppe ganske frit stillet ved gennemretningen af de skriftlige besvarelser hvilket kommissionen da heller ikke har anført. Det af kommissionen fremhævede forhold at kandidaterne ikke ud fra en sammenligning af deres besvarelse og vejledningen alene er i stand til at vurdere hvorvidt deres opgave er besvaret tilfredsstillende, betyder ikke i sig selv at vejledningen falder uden for offentlighedslovens § 8, nr. 4. Rettevejledningen til skriftlig eksamen på f.eks. jurastudiet i København består (heller) ikke blot af en kort gengivelse af den korrekte løsning, men lader i høj grad også bedømmelsen afhænge af den enkelte studerendes argumentation og valg af fremgangsmåde. Det forhold at den vejledende løsning til revisoreksamen kun fastlægger nogle brede og til tider upræcise retningslinier der i hvert enkelt tilfælde må suppleres af andre konkrete hensyn og afvejninger, udelukker derfor efter min opfattelse ikke i sig selv at vejledningen anses for bindende i lovens forstand. Det må være tilstrækkeligt til at anse den vejledende løsning for omfattet af aktindsigtsreglerne at den afgrænser rammerne for bedømmelsen så længe disse rammer i et vist ikke uvæsentligt omfang indeholder betydelige bidrag til fastlæggelsen af karakteren.
Efter gennemlæsning af den vejledende løsning i stikordsform mener jeg – selv om der flere steder i teksten måtte være anvendt løse formuleringer, og selv om der flere steder måtte være opstillet alternative løsningsmodeller – at det må være forudsat at den fyldestgørende besvarelse i det væsentlige ligger inden for rammerne af denne vejledning. Det er efter min mening ikke muligt at den 32 sider lange og på visse punkter ganske detaljerede vejledning ikke skulle angive andet end løse retningslinier for censuren og dermed ikke skulle anses for bindende i offentlighedslovens forstand. Det må antages at en del af formålet med udarbejdelsen af vejledningen i et vist omfang har været at ensrette bedømmelsen så to i hovedsagen ens præstationer så vidt muligt ikke behandles forskelligt. Selv om jeg er opmærksom på at denne ensretning som oplyst af Revisorkommissionen tillige foregår på forcensurmødet, mener jeg på trods heraf at vejledningen yder en så væsentlig bistand til fastlæggelsen af karakteren at den samlet set må anses for bindende i forhold til offentlighedslovens § 8, nr. 4.
Jeg kan endvidere ikke undlade at bemærke at dette synspunkt tilsyneladende støttes af Revisorkommissionens bemærkning om det uhensigtsmæssige i at udlevere de vejledende løsninger til kandidaterne da synspunkter i tidligere års vejledninger kan være en hjælp ved løsningen af senere års opgaver. Hvis vejledningerne var af mere uforbindende karakter, ville de antageligvis ikke være til den store hjælp for kandidaterne.
Endelig findes formålet med § 8, nr. 4 – hensynet til borgernes mulighed for at danne sig et fuldstændigt overblik over deres retsposition i forhold til forvaltningen – at tale for aktindsigt i denne sag. Det synes bedst stemmende med hensynene bag bestemmelsen såfremt kandidaterne får adgang til at gøre sig bekendt med hvilke retningslinier der var gældende ved bedømmelsen af deres eksamenspræstation, for derved bedre at kunne vurdere hvorvidt der bør klages – eller undlades at klage – over den efterfølgende bedømmelse.
Jeg mener derfor efter en samlet vurdering at den ’Vejledende løsning i stikordsform til revisoreksamen’ falder inden for offentlighedslovens § 8, nr. 4, og derfor som udgangspunkt er undergivet aktindsigt. Jeg har gjort Revisorkommissionen bekendt med min opfattelse, og jeg har i lyset heraf henstillet til kommissionen at genoptage behandlingen af Deres aktindsigtsbegæring. Samtidig har jeg henledt kommissionens opmærksomhed på at jeg i Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 431ff, afviste at offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, kunne bruges som hjemmel til at undtage rettevejledninger fra aktindsigt (efter afholdelse af eksamen).
Det skal bemærkes at jeg ikke har vurderet om begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 er overholdt i forbindelse med Revisorkommissionens afslag af 1. marts 1999 på aktindsigt. De har endvidere den 6. marts 2001 indsendt supplerende materiale til min behandling af Deres klage over Revisorkommissionen. Jeg bemærker at jeg ved min vurdering af sagen ikke har inddraget det fremsendte materiale. Hvis De er af den opfattelse at der er væsentligt nyt i sagen i forhold til det grundlag som Revisorkommissionen tidligere har truffet afgørelse på, må jeg henvise Dem til at rette en fornyet henvendelse til kommissionen.
Jeg har udbedt mig underretning om sagens videre gang i Revisorkommissionen. Men jeg foretager mig som udgangspunkt ikke mere i sagen medmindre jeg på ny hører fra Dem.”
Revisorkommissionen sendte senere en kopi til mig af kommissionens brev til A. Det fremgik heraf at Revisorkommissionen havde givet A aktindsigt i kommissionens rettevejledninger.
Jeg meddelte herefter Revisorkommissionen at jeg ikke foretog mig mere i sagen.
NOTER: (*) FOB 1995, s. 331, og FOB 1996, s. 431.
Aktindsigt i rettevejledning til revisoreksamen. Interne arbejdsdokumenter
A var i sommeren 1998 til skriftlig revisoreksamen for tredje gang. Ved brev af 10. november 1998 meddelte Revisorkommissionen A at han ved den skriftlige prøve havde opnået karakteren 5 på 13-skalaen. For at bestå eksamen kræves det at karakteren er mindst 6, og A’s indstilling til den mundtlige prøve bortfaldt derfor.
Ved brev af 23. november 1998 klagede A til formanden for Revisorkommissionen. A sammenlignede i et vedlagt bilag sin besvarelse med en anden besvarelse der fik karakteren 7, og A anså sin karakter som udtryk for en meget streng bedømmelse. A henviste endvidere til at han opnåede karakteren 8 ved prøveeksamen.
Klageskrivelsen blev forelagt censorerne som herefter foretog en fornyet gennemgang af opgavebesvarelsen. Konklusionen var at den samlede karakter på 5 blev fastholdt og klagen således afvist.
Den 18. december 1998 skrev formanden for Revisorkommissionen bl.a. følgende til A
”Klageskrivelsen har været forelagt 2 censorer, som herefter har foretaget en fornyet gennemgang af opgavebesvarelsen.
Censorerne har på denne baggrund fastholdt den afgivne karakter.
Der kan til de enkelte opgaver anføres, uagtet at besvarelsen på trediedagen med besvær opnåede beståelsesniveau, var dette ikke tilstrækkeligt til at opveje 1. og 2. dagens mindre gode eksamensadfærd.”
Ved brev af 21. december 1998 skrev A følgende til Revisorkommissionen
”
Da svaret ikke indeholder nogen konkret begrundelse for den givne karakter, skal jeg anmode om aktindsigt i rettevejledningen til skriftlig revisoreksamen 1998.
Det er min opfattelse, at Forvaltningslovens kapitel 4 giver hjemmel hertil.
Såfremt De måtte anse rettevejledningen som et internt arbejdsdokument, er det min opfattelse, at bestemmelsen i § 12, stk. 2 skal finde anvendelse.”
A rykkede ved brev af 19. januar 1999 kommissionen for svar og skrev
”Ved brev af 21. december 1998 har jeg anmodet om aktindsigt i rettevejledningen til skriftlig revisoreksamen 1998.
På trods af bestemmelsen i Forvaltningslovens § 16, stk. 2, hvorefter der skal ske underretning til den som har fremsat anmodningen inden 10 dage, har jeg endnu ikke modtaget noget svar.
Jeg skal derfor anmode om fuldstændig aktindsigt i min sag. Jeg ønsker ud over rettevejledningen bl.a. aktindsigt i bemærkninger og karakter til min besvarelse af hvert enkelt spørgsmål ved skriftlig revisoreksamen 1998.”
Formanden for Revisorkommissionen svarede ved brev af 1. marts 1999 bl.a. følgende
”Der udarbejdes ikke en egentlig rettevejledning, da eksamen ikke er en egentlig eksamen på linie med eksamener i teoretiske emner, som afholdes af f.eks. handelshøjskoler og universiteter.
Revisoreksamen er en autorisationsprøve i kandidatens evne til i praksis at anvende den teoretiske del.
Der udarbejdes vejledende bemærkninger som resultat af de interne drøftelser blandt censorerne. Dette materiale anser Kommissionen som interne arbejdspapirer. Disse er derfor ikke undergivet reglerne om aktindsigt.
De drøftelser, der finder sted mellem censorerne og de enkelte censorers noter blandt andet vedrørende karakterer for enkelte dage eller spørgsmål, anser Kommissionen ligeledes for værende internt materiale og derfor ikke undergivet reglerne om aktindsigt.”
Den 12. marts 1999 klagede A til mig. A anførte i den forbindelse at han var utilfreds med begrundelsen for Revisorkommissionens afgørelse af 18. december 1998, og at han mente at det var uberettiget at han var blevet nægtet aktindsigt.
Ved brev af 29. april 1999 bad jeg Revisorkommissionen om en udtalelse i anledning af klagepunkterne.
I sin udtalelse af 23. september 1999 anførte Revisorkommissionen bl.a.
”De vejledende bemærkninger udarbejdet til brug for censorerne ved skriftlig revisoreksamen kan ikke betragtes som en rettevejledning. Bedømmelsen af opgaven beror på en helhedsvurdering, og eksamen for statsautoriserede revisorer er en prøve, der ikke alene skal godtgøre en kandidats kundskaber, men er i første række en vurdering af den pågældendes evne til at virke som revisor.
Vejledningen suppleres under retteprocessen af diskussioner imellem opgaveretterne på forskellige stadier af retteprocessen. Vejledningen kan derfor ikke sammenlignes med rettevejledninger, som anvendes ved eksamen ved de højere læreanstalter. Revisoreksamen er ikke en ’almindelig’ teoretisk eksamen, men derimod en af landets mere avancerede prøver i praktisk duelighed, hvor der ikke nødvendigvis lægges vægt på, at besvarelsen er rigtig eller forkert, men på en mere almen vurdering af opgaven, der ikke kan læses ud af denne vejledning.
Den afgivne karakter beror på en helhedsbedømmelse, jf. eksamensbekendtgørelsens § 5, stk. 2, hvori der angives, at der gives en samlet karakter for den skriftlige prøve.
Kandidaterne er derfor ikke udfra en sammenligning af deres besvarelse og rettevejledningen alene i stand til at vurdere, hvorvidt deres opgave er besvaret tilfredsstillende.
Revisorkommissionen er herefter af den opfattelse, at materialet ikke er underlagt aktindsigt. De drøftelser, der finder sted mellem censorerne, anser Kommissionen ligeledes for værende internt materiale og derfor ikke undergivet reglerne om aktindsigt.”
A kommenterede sagen ved brev af 13. oktober 1999 og skrev bl.a. følgende
”Punkt 1
Punkt 2
Det er min opfattelse, at Revisorkommissionens nægtelse af anmodning om aktindsigt, klart er i strid med forvaltningslovens regler.
Revisorkommissionen anfører, at det som de kalder ’de vejledende bemærkninger’ ikke kan betragtes som en rettevejledning. Herefter skriver Revisorkommissionen
’Bedømmelsen af opgaven beror på en helhedsvurdering, og eksamen for statsautoriserede revisorer er en prøve, der ikke alene skal godtgøre en kandidats kundskaber, men er i første række en vurdering af den pågældendes evne til at virke som revisor.’
Og i næste afsnit anføres det
’Revisoreksamen er ikke en ’almindelig’ teoretisk eksamen, men derimod en af landets mere avancerede prøver i praktisk duelighed, hvor der ikke nødvendigvis lægges vægt på, at besvarelsen er rigtig eller forkert, men på en mere almen vurdering af opgaven, der ikke kan læses ud af denne vejledning.’
Endelig anføres det
’Den afgivne karakter beror på en helhedsbedømmelse, jf. eksamensbekendtgørelsens § 5, stk. 2, hvori der angives, at der gives en samlet karakter for den skriftlige prøve.’
Henvisning til lovregler
I henhold til lov om statsautoriserede revisorer § 4, stk. 1 fastsætter Erhvervs- og Selskabsstyrelsen de nærmere bestemmelser om eksamen, herunder betingelserne for at indstille sig til eksamen, eksamenskravene, eksamens afholdelse og bedømmelsen.
Dette har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gjort i bek. nr. 605 af 28. juni 1996. Om bedømmelsen af den skriftlige prøve fremgår følgende
Ombudsmandens udtalelse
Resumé
En studerende klagede til ombudsmanden over sin karakter ved den afsluttende skriftlige revisoreksamen. Han ønskede også aktindsigt i de ”Vejledende bemærkninger for censur” der blev brugt af censorerne ved rettearbejdet med eksamensopgaverne til den pågældende revisoreksamen. Revisorkommissionen gav afslag på aktindsigt med henvisning til at der var tale om interne arbejdsdokumenter.
Det afgørende spørgsmål måtte herefter være om der alligevel skulle gives aktindsigt efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 8 om interne arbejdsdokumenter der foreligger i endelig form. Efter at have modtaget og gennemlæst rettevejledningen var ombudsmanden af den opfattelse at den efter en samlet vurdering faldt inden for området af offentlighedslovens § 8, nr. 4, om dokumenter der indeholder generelle retningslinier for behandlingen af bestemte sagstyper, og derfor som udgangspunkt var undergivet aktindsigt.
Ombudsmanden henstillede i lyset heraf til Revisorkommissionen at genoptage behandlingen af den studerendes aktindsigtsbegæring. (J.nr. 1999-0852-701).