Fordeling af udgifter ved istandsættelse af privat fællesvej. Hjemmel

§ 1 i privatvejsloven (lovbekendtgørelse nr. 712 af 11. september 1997) har denne ordlyd

’ § 1. Ved offentlige veje forstås i denne lov de veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat, amtskommune eller kommune i henhold til lov om offentlige veje.’

For at en vej kan anses som en offentlig vej efter loven, kræves det således at vejen administreres af det offentlige. Det følger af lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 711 af 11. september 1997) § 8, stk. 1, at vejbestyrelserne skal udarbejde fortegnelser over de offentlige veje under deres bestyrelse.

Stenløse Kommune har oplyst at (X)-vej er en privat fællesvej. Vejen er ikke optaget i kommunens vejfortegnelse over offentlige veje. Der foreligger ikke oplysninger i sagen om at kommunen skulle have truffet beslutning om at ændre vejens status til en offentlig vej. Jeg har derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Vejdirektoratets afgørelse om at (X)-vej må anses for en privat fællesvej.

2. Hjemmelsgrundlaget for at inddrage lodsejere i landzone i udgiftsfordelingen

Privatvejslovens kapitel 4 har denne ordlyd

’Kapitel 4

Lovens anvendelsesområde

§ 13. I områder, der er byzone, jf. lov om by- og landzoner, samt i Københavns Kommune finder reglerne i nærværende lovs afsnit I, III og IV anvendelse.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at reglerne i denne lovs afsnit I, III og IV endvidere skal finde anvendelse i andre stedligt begrænsede områder.

Stk. 3. I områder, der ikke er omfattet af stk. 1 og 2, finder reglerne i afsnit I, II og IV anvendelse.

Stk. 4. Private fællesveje, der er beliggende i områder omfattet af stk. 1 og 2, men som udelukkende tjener til brug for landbrug, skovbrug og fiskeri, er omfattet af bestemmelserne om vejudlæg i afsnit III og i øvrigt af reglerne i § 14, stk. 5, og §§ 15-20, medmindre andet bestemmes af vejmyndigheden.

Stk. 5. Beslutninger efter stk. 2 og stk. 4 er først gyldige, når de på vejmyndighedens foranledning har været offentliggjort i stedlige blade efter vejmyndighedens bestemmelse.

Stk. 6. ’

Lovens afsnit II omfatter ’private fællesveje på landet’, og lovens afsnit III omfatter ’private fællesveje i byer og bymæssige områder’.

Sondringen mellem områder i byzone og i landzone blev indført ved privatvejsloven af 1972 (lov nr. 288 af 7. juni 1972 om private fællesveje). Loven bygger på en betænkning vedrørende forslag til lov om private fællesveje og lov om vejbidrag af 25. juni 1964, betænkning nr. 367/1964. Af betænkningens kapitel I, afsnit D, pkt. 3, s. 19, fremgår bl.a. følgende

’Udvalget har dernæst overvejet, om det måtte være muligt at give ensartede regler om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje i by og på land, således at den hidtidige forskel mellem gadeloven og vejvedtægterne på den ene side og 1865-loven på den anden side kunne bortfalde. Som nærmere angivet i kap. II, er det imidlertid udvalgets opfattelse, at vejenes helt forskellige funktioner i by og på land afgørende taler imod, at de samme regler i så henseende gennemføres i begge områder. Også reglerne om udlæg af private fællesveje bør efter udvalgets opfattelse være forskellige i by og på land.

Udvalget har imidlertid bl.a. for at fremme overskueligheden foreslået, at de to sæt regler om private veje samles i én lov. For så vidt muligt at harmonisere lovreglerne om de private veje foreslås afgrænsningen mellem reglerne for købstæderne og de bymæssige områder på den ene side og reglerne for det åbne land på den anden side foretaget efter tilsvarende retningslinier som i landsbyggeloven af 1960. Det foreslås derfor i § 4 i udkastet til lov om private fællesveje, at de mere indgående regler i lovens afsnit III skal finde anvendelse på private fællesveje i købstæderne, Frederiksberg, flækkerne samt sådanne bymæssige kommuner, som har en samlet bebyggelse med mere end 1.000 indbyggere, eller som i øvrigt har tilvejebragt vejvedtægt, medens de mindre vidtgående regler i lovens afsnit II i øvrigt finder anvendelse, jfr. nærmere nedenfor under kap. II. Ligesom efter landsbyggeloven skal der efter udkastet være mulighed for på landet at indføre de mere indgående regler, hvis en sommerhusudvikling eller anden bebyggelse kan forventes.’

Under behandlingen af lovforslaget om privatvejsloven blev det vedtaget at lovens anvendelsesområde efter § 13 skulle formuleres således at man lod den allerede bestående opdeling i byzoner og landzoner være kriterium for om de strengere bestemmelser i forslagets afsnit III eller de mindre indgående regler i afsnit II fandt anvendelse, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg B, sp. 2211ff.

Af cirkulære nr. 134 af 6. december 1985 om lov om private fællesveje, afsnit I, kapitel 4, fremgår bl.a. følgende

’ 6. Loven indeholder et sæt enkle regler – afsnit II – der primært gælder for private fællesveje på landet, og et sæt mere indgående regler – afsnit III – der primært gælder i byer og bymæssig områder. Afgrænsningen mellem land og by er fastlagt i § 13, jfr. nedenfor.

Reglerne i afsnit III gælder umiddelbart i områder, der er byzone, samt i Københavns Kommune.

Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at reglerne i afsnit III skal gælde i andre stedligt begrænsede områder, eksempelvis i sommerhusområder og bysamfund i landzoneområde. En sådan beslutning er først gyldig, når den ved vejmyndighedens foranstaltning har været offentliggjort i stedlige blade, jfr. § 13, stk. 5. Det bemærkes herved, at sommerhusområder ikke er byzone, jfr. lov om by- og landzoner, lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985, § 2, uanset om denne benyttelse er fastlagt i bygningsvedtægt, byplanvedtægt og lokalplan. Hvis lovens afsnit III skal finde anvendelse i disse områder, må vejmyndigheden benytte sig af den ovennævnte mulighed.

De mindre vidtgående regler i afsnit II gælder i alle øvrige områder. For private fællesveje, der er beliggende i afsnit III område, men som udelukkende tjener til brug for landbrug, skovbrug eller fiskeri, gælder efter § 13, stk. 4, den særregel, at kun reglerne i afsnit III om vejudlæg – §§ 21-43 – finder anvendelse. I øvrigt gælder reglerne i afsnit II – §§ 14, stk. 5, og 15-20 – for disse veje. Vejmyndigheden kan dog bestemme, at alle reglerne i afsnit III skal gælde for sådanne veje. Også disse beslutninger er først gyldige, når de har været offentliggjort i stedlige blade.’

Loven indeholder ikke andre muligheder for at fravige opdelingen mellem afsnit II og III end dem der er angivet i § 13.

Loven indeholder ikke særlige regler for veje der ligger i både byzone og landzone. Den indeholder således heller ingen særregler om en situation som den foreliggende hvor der for en vej der ligger i både byzone og landzone, træffes beslutning om istandsættelse af den del af vejen som er beliggende i byzone mens resten af vejen i landzone ikke istandsættes.

Jeg må forstå Vejdirektoratets udtalelse således at direktoratet mener at privatvejsloven ikke kan finde direkte anvendelse i et tilfælde som det foreliggende. I stedet har direktoratet valgt en kombineret brug af reglerne i afsnit II og III således at den samlede vejstrækning opfattes som beliggende i landzone. Fordelingen af udgifterne er herefter foretaget ved en analog anvendelse af lovens § 17, dvs. en fordeling efter den brug som by-, henholdsvis landzoneejendommene gør af vejen. Direktoratet har henvist til at denne løsning har været anvendt i praksis i hvert fald siden 1978. Som begrundelse for ordningen har direktoratet henvist til at det vil være utilfredsstillende for de brugere der efter en direkte anvendelse af lovens bestemmelser inddrages i en fordeling af udgifterne til istandsættelse, såfremt andre brugere der rent faktisk gør tilsvarende brug af vejen og dermed har bidraget til nedslidning af vejen, ikke inddrages i fordelingen. Endvidere ville alternativet til ordningen være at de grundejere der udredte hele udgiften, efterfølgende og på privatretligt grundlag rejste krav mod ejerne i landzone om godtgørelse af den del af udgifterne der svarede til de pågældendes slid på vejen.

Som nævnt indeholder loven ikke andre muligheder for at fravige opdelingen mellem afsnit II og III end dem der er angivet i § 13. På baggrund af forarbejderne til denne bestemmelse er det min opfattelse at det ikke har været intentionen at der skulle være andre fravigelsesmuligheder end dem der er udførligt omtalt i § 13. Veje med forløb i både by- og landzone fandtes også dengang reglen blev vedtaget. Når der til trods herfor ikke blev fastsat særregler for disse veje, må det antages at man ikke ønskede sådanne særregler. Da lovens almindelige bestemmelser således er anvendelige i en sag som denne, er de almindelige forudsætninger for anvendelse af analogislutninger ikke tilstede. Heller ikke den af direktoratet nævnte praksis på området kan på denne baggrund antages at have retsskabende virkning. Mulighederne for fravigelser må derfor anses for udtømmende angivet i § 13.

Kommunen har ikke truffet en beslutning som nævnt i § 13, stk. 2, og de øvrige fravigelsesmuligheder i stk. 4 og 6 kan ikke anvendes i den foreliggende sag. Der ses således ikke at være hjemmel til den af Vejdirektoratet anvendte kombination af reglerne i afsnit II og III uanset om dette måtte anses for hensigtsmæssigt eller rimeligt. Lovens almindelige regler om istandsættelse af veje i byzone må derfor anvendes i en sag som den foreliggende. Hvis der efter Vejdirektoratets opfattelse bør gælde særlige regler for veje der ligger i både byzone og landzone, må disse indføres ved en ændring af privatvejsloven.

Jeg mener det er kritisabelt at Vejdirektoratet traf afgørelse på et forkert regelgrundlag. Jeg har henstillet til Vejdirektoratet at genoptage sagen og træffe en anden afgørelse på baggrund af det jeg har anført, og jeg har i den forbindelse meddelt at jeg går ud fra at direktoratet inden der træffes fornyet afgørelse, vil inddrage de berørte parter i overensstemmelse med det almindelige kontradiktionsprincip. Jeg har bedt om underretning om Vejdirektoratets fornyede afgørelse.

Som følge heraf har jeg ikke tilstrækkelig grund til at behandle de øvrige spørgsmål som sagen rejser.”

Fordeling af udgifter ved istandsættelse af privat fællesvej. Hjemmel

Det fremgik af sagen at Stenløse Kommune den 11. august 1998 afsagde kendelse om istandsættelse af den private fællesvej X-vej på den del af vejen som var beliggende i byzone. Af kendelsen fremgik bl.a. følgende

”Den 2. maj 1998 afholdtes vejsyn på den private fællesvej (X)-vej, på strækningen beliggende i byzone, på begæring af grundejerforeningen (G), som ønskede vejen istandsat.

På mødet udleverede Stenløse Kommune forslag til istandsættelse samt partsfordeling. Ved skrivelse af den 14.5.1998 har Stenløse Kommune oplyst, at eftersom andre end ejerne af de tilgrænsende parceller pålægges at deltage i udgiften til vejens istandsættelse, opdeles udgifterne således at ejendomme i byzone, der har stiadgang, afholder 5%, og ejendomme i landzone, der har kørende adgang, bidrager med 95% af udgifterne til istandsættelsen.

Grundejerforeningerne (H) og (G) bidrager med lige store parter. Lodsejere fra landzone bidrager i henhold til eksisterende partsfordeling.”

Kommunen afsagde kendelse om istandsættelse og udgiftsfordeling i overensstemmelse hermed. I den nævnte skrivelse af 14. maj 1998 havde kommunen som hjemmel for inddragelse af ejerne i landzone henvist til privatvejslovens § 58.

I brev af 28. august 1998 klagede A på vegne af flere grundejere i landzone til Trafikministeriet. A anførte bl.a. at grundejerne i landzoneområdet ikke kunne pålægges at betale for istandsættelse af en vej i byzone, og at kommunen i sit brev af 14. maj 1998 til grundejerne ikke med rette kunne henvise til privatvejslovens § 58 som hjemmel for partsfordelingen. Endvidere anførte A at vejens tilstand skyldtes en kloaknedlægning, og at udgiften til reparation derfor påhvilede ejeren af ledningen. Endelig gjorde A gældende at vejen i byzone var en offentlig vej, og A henviste i den forbindelse til et ekspropriationsforlig fra 1968 om afståelse af en vejret mod etablering af anden vejadgang til offentlig bivej.

Stenløse Kommune skrev i brev af 9. september 1998 til Trafikministeriet bl.a. at vejens tilstand efter kommunens opfattelse ikke skyldtes kloakanlægget, men alene at vejen ikke var vedligeholdt de sidste 25 år.

I brev af 2. november 1998 til Vejdirektoratet, som pr. 1. oktober 1998 fik overført vejsager fra ministeriet, kommenterede A kommunens brev. A fastholdt sine klagepunkter.

Stenløse Kommune oplyste i brev af 16. februar 1999 til Vejdirektoratet at X-vej var en privat fællesvej, og vedlagde del af kommunens vejfortegnelse over offentlige veje. X-vej var ikke opført heri. Kommunen anførte desuden bl.a. følgende

”I forbindelse med byggemodningen af udstykningen nord for (X)-vej, er der i 1972 etableret en kloakledning i (X)-vej.

Det er anført, at der er sætninger omkring brøndene på ca. 4 cm, som skyldes mangelfuld komprimering af kloakgraven.

Efter kommunens mening skyldes niveauforskellen, at vejen ikke er dimensioneret til den trafik, der benytter vejen i dag, samt at vejen ikke har været vedligeholdt i over 25 år.

Det er anført, at vejretten til den private fællesvej over matr.nr. ( ) er eksproprieret ved åstedsforretning den 10.8.1968. Der kan hertil oplyses, at der i referat fra åstedsforretningen er anført, at vejretten regnes afstået fra det tidspunkt, der er etableret adgang til henholdsvis (Y)-vej og (Z)-vej.

Da vejprojektet for (Z)-vej er opgivet, er der fortsat vejadgang frem til (Y)-vej.”

I brev af 18. april 1999 til Vejdirektoratet kommenterede A kommunens brev. A fastholdt sine klagepunkter, og A bad Vejdirektoratet sørge for at kommunen overholdt det omtalte forlig.

I brev af 26. april 1999 til Vejdirektoratet fremsatte A yderligere bemærkninger.

Af Vejdirektoratets afgørelse af 24. januar 2000 fremgik bl.a. følgende

”Vejdirektoratet kan oplyse, at Vejdirektoratet som klagemyndighed efter privatvejslovens § 7, stk. 1, alene kan tage stilling til retlige spørgsmål, det vil sige til, om en vejmyndighed har overholdt lovens regler, men ikke til de skøn, som en vejmyndighed kan udøve inden for lovens rammer. Klagefristen er efter lovens § 7, stk. 3, 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt.

Vejdirektoratets kompetence som klagemyndighed er således begrænset til den aktuelle kendelse af 11. august 1998, retlige spørgsmål og egentlige afgørelser.

Vejdirektoratet kan således ikke i dag tage stilling til eventuelle afgørelser fra 1960’erne eller 1970’erne, til tekniske spørgsmål, herunder om kloakkerne i sin tid er anlagt på teknisk forsvarlig vis, eller til eventuelle aftaler mellem kommunen og grundejerne.

Vejdirektoratet må efter det oplyste lægge til grund for sin afgørelse, at der ikke foreligger nogen form for dokumentation for, at kommunen på noget tidspunkt udtrykkeligt har truffet en lovlig beslutning om, at (X)-vej skal administreres som offentlig vej, jf. definitionen af offentlig vej i lov om offentlige veje § 1, og at vejen derfor har status af privat fællesvej.

Der kan herom henvises til det tidligere oplyste om, at kommunen i 1968 ikke lovligt kunne overtage en vej som offentlig vej uden amtets samtykke. Det samme gjaldt anlæg af nye offentlige veje. Der kan herom henvises til § 14, stk. 4, og § 18, stk. 3, i den dagældende lov om bestyrelse af de offentlige veje. Som følge heraf kunne kommunen heller ikke uden amtets samtykke lovligt indgå aftaler om disse forhold.

Det forhold, at det i 1968 var forudsat, at ejendommene i landzone skulle have adgang til en planlagt nu opgivet offentlig vej, således at adgangen via (X)-vej kun skulle være midlertidig, kan hverken efter dagældende eller efter nugældende lovgivning føre til, at (X)-vej uden en udtrykkelig beslutning herom nu er en offentlig vej.

Efter privatvejslovens § 57, stk. 1, påhviler istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje i byzone (afsnit III område) ejerne af de tilgrænsende ejendomme. Når et arbejde udføres som et samlet arbejde under vejmyndighedens kontrol, skal udgifterne til dette arbejde efter lovens § 62, stk. 1, fordeles mellem ejerne af de tilgrænsende ejendomme med vejret til vejen.

Da vejen er beliggende i et område, der er omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III, og fortsætter i et område, der er omfattet af lovens afsnit II, skal fordelingen af udgifterne jf. Trafikministeriets udtalelse af 24. maj 1991, som Vejdirektoratet kan tilslutte sig, gennemføres dels efter reglerne i lovens kap. 10 for så vidt angår ejendommene i afsnit III-området, dels efter privatvejslovens § 17 for så vidt angår ejendommene i afsnit II-området.

Dette bør ske ved, at kommunen indledningsvis foretager en skønsmæssig opdeling af udgifterne mellem ejendommene i afsnit III og ejendommene i afsnit II på grundlag af vejens faktiske betydning for ejendommene i de pågældende områder. Den del af udgifterne, der herefter vedrører afsnit III-ejendommene, fordeles mellem ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen, medens den del af udgifterne, der vedrører ejendommene i afsnit II fordeles mellem de vejberettigede efter brug af vejen, jf. bestemmelsen i privatvejslovens § 17.

Spørgsmålet om, hvilken betydning vejen har for ejendommene i henholdsvis afsnit III området og afsnit II området beror på et skøn, som Vejdirektoratet ikke kan tage stilling til, idet dog bemærkes, at Vejdirektoratet efter det oplyste ikke finder grundlag for at antage, at kommunen ved udøvelsen af skønnet har varetaget uvedkommende hensyn.

Vejdirektoratet finder herefter, at Stenløse Kommunes kendelse af 11. august 1998 har den fornødne hjemmel i privatvejslovens regler og dermed er lovlig.

Vejdirektoratet er dog af den opfattelse, at kommunen for at opfylde kravet om begrundelse i forvaltningslovens § 24, stk. 1, burde have anført en mere præcis hjemmel for sin beslutning i selve kendelsen. Vejdirektoratet er således enig med Dem i, at det er ukorrekt, når kommunen i sit brev af 14. maj 1998 anfører, at grundejerne i afsnit II-området er inddraget i sagen med hjemmel i privatvejslovens § 58. Denne mangel kan efter Vejdirektoratet dog ikke føre til, at kommunen pålægges at genoptage med henblik på at afsige en ny kendelse med en mere præcis hjemmelsangivelse.

Vejdirektoratet finder herefter ikke grundlag for at foretage sig videre i sagen.

Spørgsmålet om, hvorvidt de vejberettigede grundejere, der er sat i bidrag til vedligeholdelse af vejen, har et økonomisk krav mod kommunen som vejmyndighed eller ejeren af den kloakledning, som efter Deres opfattelse er skyld i vejens dårlige stand, fordi kloakarbejdet er udført uforsvarligt, er et privatretligt spørgsmål, som henhører under domstolene. Det må i givet fald vurderes, om et eventuelt erstatningskrav må anses for forældet.”

Vejdirektoratet har i afgørelsen henvist til Trafikministeriets brev af 24. maj 1991 hvoraf bl.a. fremgik følgende

”Den omtalte strækning er beliggende i et sommerhusområde, der administreres efter bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III. Vejen fortsætter i landzoneområde, der er omfattet af lovens afsnit II. Kommunen har i bidragsfordelingen medtaget dels ejerne af de til den pågældende strækning grænsende ejendomme, dels de øvrige ejendomme i grundejerforeningens område og endelig tre ejendomme beliggende langs vejens fortsættelse i landzone. Bidraget er fordelt med lige mange parter på hver ejendom.

Da vejen er beliggende i et område, der er omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III, og fortsætter i et område, der er omfattet af lovens afsnit II, skal fordelingen gennemføres dels efter reglerne i vejbidragslovens § 11 for så vidt angår ejendommene i afsnit III-området, dels efter privatvejslovens § 17 for så vidt angår ejendommene i afsnit II-området.

Dette bør ske ved, at kommunen indledningsvis foretager en skønsmæssig opdeling af udgifterne mellem ejendommene i afsnit III og ejendommene i afsnit II på grundlag af vejens faktiske betydning for ejendommene i de pågældende områder. Den del af udgifterne, der herefter vedrører afsnit III-ejendommene, fordeles mellem ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen, efter fordelingsbestemmelserne i vejbidragslovens § 11, medens den del af udgifterne, der vedrører ejendommene i afsnit II fordeles efter bestemmelsen i privatvejslovens § 17.”

I brev af 9. februar 2000 fastholdt Vejdirektoratet sin afgørelse.

Herefter klagede A til mig. Jeg bad Vejdirektoratet om en udtalelse bl.a. om det hjemmelsmæssige grundlag for at pålægge lodsejerne i landzone at betale en del af udgifterne for istandsættelsen af den del af X-vej som ligger i byzone.

Vejdirektoratet har i brev af 25. september 2000 bl.a. udtalt følgende

”Med hensyn til den aktuelle klage over Vejdirektoratet kan Vejdirektoratet henvise til sine besvarelser af 24. januar og 9. februar 2000 til den pågældende.

Som det fremgår, har kommunen i sit brev af 9. september 1998 anført, at vejens dårlige stand ikke skyldes en kloakering, foretaget for ca. 25 år siden, men vejens manglende vedligeholdelse i den mellemliggende periode. Disse forhold kan Vejdirektoratet ikke vurdere i dag.

Spørgsmålet om, hvorvidt kommunen i forbindelse med kloakeringen har pådraget sig et økonomisk ansvar i forhold til de vejberettigede henhører under domstolene, og dette er meddelt klageren.

Spørgsmålet om de forpligtelser, kommunen har påtaget sig i forbindelse med ekspropriationen af vejretten til (X)-vej, og deres eventuelle betydning for den aktuelle kendelse henhører ligeledes under domstolene. Dette er præciseret i Vejdirektoratets seneste brev af 9. februar 2000 til klageren.

Med hensyn til hjemmelen for, at ejendommene i landzone er inddraget i istandsættelsen af (X)-vej har Vejdirektoratet meddelt klageren, at kommunen fejlagtigt har benyttet bestemmelsen i privatvejslovens § 58 i stedet for en analogi af bestemmelsen i lovens § 17. Vejdirektoratet kan i denne forbindelse oplyse følgende

Privatvejsloven er som omtalt delt op i et landzoneafsnit (afsnit II) og et byzoneafsnit (afsnit III). Loven tager i kraft af denne opdeling – der er historisk betinget – ikke stilling til den i øvrigt ikke sjældent forekommende særlige situation, hvor en privat fællesvej både betjener ejendomme i byzone og ejendomme i landzone, f.eks. ved at den private fællesvej forløber fra landzone til byzone eller omvendt, eller forløber på grænsen mellem by- og landzone. Der har derfor i praksis vist sig at være behov for at disse situationer løses ved en udfyldende fortolkning af loven.

Efter Vejdirektoratets vurdering vil det i et tilfælde som det foreliggende være utilfredsstillende for de brugere, der efter en direkte anvendelse af lovens bestemmelser inddrages i en fordeling af udgifterne til istandsættelsen af den pågældende vej, såfremt andre brugere, der rent faktisk gør tilsvarende brug af vejen og dermed har bidraget til nedslidning af vejen, ikke inddrages i fordelingen.

For så vidt angår strækninger i landzone, der benyttes af ejendomme i byzone, vil bestemmelserne i privatvejslovens afsnit II kunne finde direkte anvendelse, i det omfang de pågældende – uanset beliggenheden i byzone – er vejberettigede brugere af den pågældende vej, jf. lovens § 17. Her er der således ikke stillet krav til beliggenheden af ejendommene jf. udtrykket ’tilgrænsende ejendomme’ i lovens §§ 57 og 62.

For så vidt angår strækninger i byzone, der benyttes af ejendomme uden for byzonen, rummer privatvejsloven ingen direkte muligheder for at inddrage ejerne af landzoneejendomme i bidragsfordelingen. Det kan formentlig ske efter § 58, hvorefter vejmyndigheden kan inddrage andre end ejerne af de tilgrænsende ejendomme i vedligeholdelsen, men kun såfremt deres benyttelse skønnes i særlig grad at medføre slid på vejen. Da denne betingelse ikke altid kan tænkes opfyldt, fx hvis landzonebrugernes slid på vejen ikke adskiller sig væsentligt fra de øvrige vejbrugeres slid, har Trafikministeriet og efterfølgende Vejdirektoratet fundet det naturligt at løse problemet ved en analogi efter lovens § 17 i de nævnte tilfælde, jf. vedlagte kopi af Trafikministeriets udtalelse af 17. januar 1978 og den i sagen omtalte udtalelse af 24. maj 1991.

Den løsning, som Trafikministeriet har valgt og som fortsat anvises af Vejdirektoratet, er en kombineret brug af reglerne i afsnit II og afsnit III. Den indebærer, at den samlede vejstrækning som udgangspunkt opfattes som beliggende i landzone. For så vidt angår fordelingen af vedligeholdelsesarbejderne eller udgifterne hertil mellem by- og landzoneejendommene er der således tale om en analog anvendelse af bestemmelsen i privatvejslovens § 17, dvs. en fordeling efter den brug, som by- henholdsvis landzoneejendommene gør af vejen.

De udgifter der herved henføres til ejendommene i landzone fordeles herefter på normal måde mellem landzoneejendommene efter den enkelte vejberettigets brug af den pågældende vej. Ved brugen lægges der efter sædvanlig praksis vægt på bl.a. karakteren af benyttelsen (fx landbrug, anden erhvervsvirksomhed, parcelhus, sommerhus) og den benyttede vejlængde.

I den her foreliggende sag, hvor vejen alene anvendes som sti for ejendommene i byzoneområdet og som adgangsvej for kørende trafik for ejendommene i landzoneområdet, må denne skæve brug af vejen naturligvis afspejle sig markant i bidragsfordelingen.

Det samlede bidrag for de ejendomme, der grænser til vejen i byzone, fordeles efter reglerne i privatvejslovens afsnit III mellem ejerne af de tilgrænsende byzoneejendomme ved anvendelse af fordelingsreglerne i vejbidragslovens § 11.

Vejdirektoratet forudsætter i øvrigt, at bidragsfordelingen gennemføres i overensstemmelse med de formelle procedurer, der er beskrevet i privatvejsloven.

Den nævnte løsning har været anvendt i praksis i hvert fald siden 1978, jf. Trafikministeriets udtalelse af 17. januar 1978, der er offentliggjort i GadJura: Vejlove.

Alternativet til den nævnte løsning måtte i givet fald være, at de grundejere, der kommer til at udrede hele udgiften til vejistandsættelsen i byzone, efterfølgende og på privatretligt grundlag rejser krav mod ejerne af landzoneejendommene om godtgørelse af den del af deres udgifter, der svarer til de pågældendes slid på vejen.”

I brev af 2. oktober 2000 kommenterede A Vejdirektoratets udtalelse.

Ombudsmandens udtalelse

” 1. Vejens status som privat fællesvej

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En kommune traf afgørelse om at sætte den del af en privat fællesvej i stand som lå i byzone, mens resten af vejen i landzone ikke skulle sættes i stand. Lodsejere i landzone skulle imidlertid betale en del af udgifterne.

Vejdirektoratet stadfæstede afgørelsen. Som hjemmel anvendte Vejdirektoratet en kombination af privatvejslovens regler for veje i henholdsvis byzone og landzone.

Efter ombudsmandens opfattelse måtte mulighederne for at fravige lovens klare opdeling mellem veje i byzone og landzone anses for angivet udtømmende i lovens § 13. Da ingen af disse muligheder var relevante i den foreliggende sag, mente ombudsmanden ikke at der var hjemmel for Vejdirektoratets afgørelse, uanset om resultatet måtte anses for hensigtsmæssigt eller rimeligt. Ombudsmanden henstillede derfor at sagen blev genoptaget. (J.nr. 2000-0588-516).