Afslag på ansøgning om udstedelse af vognmandstilladelse

Afslag på ansøgning om udstedelse af vognmandstilladelse

Det fremgår af sagen at revisor A den 14. juli 1998 på vegne af B ansøgte Vejtransportrådet om tilladelse til udførelse af godskørsel for fremmed regning angående fire motorkøretøjer. Der ansøgtes endvidere om dispensation fra kursuskravet.

I brevet af 14. juli 1998 skrev revisor A at B havde drevet den selvstændige virksomhed ( ) siden 1973, og at han ikke havde beskæftiget sig med andet. Virksomheden beskæftigede sig hovedsagelig med slamsugning og beslægtede aktiviteter.

I et brev af 2. oktober 1998 skrev Færdselsstyrelsen bl.a. følgende

”Den 31. december 1996 trådte et krav om, at kørsel med slamsuger var omfattet af tilladelseskravet i godskørselsloven med tilhørende bekendtgørelse i kraft. Kravet fremgår af § 23, stk. 4, i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 1996 om godskørsel.

Det fremgår af det indsendte materiale, at ansøgeren har udført slamsugervirksomhed siden 1973.

I henhold til § 1, stk. 1, nr. 8, 2. led i Trafikministeriets lovbekendtgørelse nr. 259 af 12. april 1995 om godskørsel, skal en ansøger om tilladelse efter loven gøre det antageligt, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Ansøgningen vil således skulle forelægges Vejtransportrådet på næste møde, der forventes afholdt den 17. november 1998 med henblik på en vurdering af, hvorvidt ansøgeren opfylder ovennævnte krav.

Såfremt De eller virksomheden ønsker at fremkomme med en redegørelse for den udførte kørsel og omstændighederne herved, anmoder styrelsen om, at en sådan modtages inden 21 dage fra dato. I modsat fald vil ansøgningen blive forelagt på foreliggende grundlag.”

Revisor A redegjorde ved brev af 19. oktober 1998 for virksomheden ( ) og baggrunden for den sene indgivelse af ansøgning om vognmandstilladelser. Af brevet fremgår bl.a. følgende

”(B) har siden 1973 drevet ( ) og har beskæftiget sig med slamsugning, transport af flydende affald og dermed beslægtet virksomhed. (B) har opfyldt de betingelser som (X) Kommune har stillet for forsvarlig drift af en sådan virksomhed, jvf. vedlagte skrivelse fra (X) Kommune samt vedlagte kopier af kursusbeviser for vejtransport af farligt gods samt indsamling af olie- og kemikalieaffald, herunder det forhold, at driftsmateriel er godkendt af Statens bilinspektion samt Statens brandinspektion.

(B) har ikke været medlem af nogen arbejdsgiverorganisation og har derfor ikke via løbende information været bekendt med at der pr. 1.1.1997 skulle ansøges om tilladelser til hans særskilte virksomhed. Dette er baggrunden for den dybt beklagelige forsinkede ansøgning om tilladelser. Såfremt (B) havde været klar over kravet pr. 1.1.1997 ville han på det tidspunkt helt naturligt have iværksat ansøgningen. For en god ordens skyld skal jeg oplyse, at han nu har indmeldt virksomheden i Hovedorganisationen Danske Vognmænd.

Som det også fremgår af vedlagte skrivelse fra (X) Kommune, som er en af virksomhedens større kunder har der aldrig været noget at udsætte på driften af virksomheden, hverken af færdselsmæssig eller miljømæssig art.

Afslutningsvis skal jeg anføre, at for (B) er imødekommelse af ansøgningen af eksistentiel betydning, idet virksomheden ellers må ophøre med store menneskelige konsekvenser og tab af arbejdspladser.”

Færdselsstyrelsen meddelte den 17. november 1998 at Vejtransportrådet på mødet havde fundet at B’s ansøgning om fire vognmandstilladelser ikke kunne imødekommes. Af afgørelsen fremgår følgende

”Idet der henvises til ansøgningen om udstedelse af 4 vognmandstilladelser meddeles det, at sagen har været forelagt Vejtransportrådet.

Rådet fandt efter en samlet skønsmæssig vurdering af de foreliggende oplysninger, at det ikke er gjort antageligt, at (B) vil kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, jf. godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8.

Ansøgningen kan således ikke imødekommes, da (B) ikke opfylder kravet i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8.

Rådet lagde i sin afgørelse vægt på, at det af det oplyste fremgår, at (B) siden 1. januar 1997 har udført slamsugning med 4 lastbiler med en tilladt totalvægt over 6 tons uden at have haft tilladelse hertil.

Siden 1. januar 1997 har det krævet vognmandstilladelse, såfremt en slamsuger benyttes til transport af andet gods end affaldsprodukter fra landsbrugsbedrifter med henblik på spredning heraf på landsbrugsjord.

Afgørelsen, der er truffet i henhold til godskørselslovens § 3, kan i medfør af lovens § 8, stk. 1, ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

I henhold til § 3 i Trafikministeriets lovbekendtgørelse nr. 259 af 12. april 1995 om godskørsel kan vognmandstilladelser alene udstedes til ansøgere, der har økonomisk baggrund for at drive vognmandsvirksomhed, og som i faglig og vandelsmæssig henseende er kvalificeret hertil og ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige.

I henhold til godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, skal en ansøger gøre det antageligt, at denne vil kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.”

Ved brev af 14. december 1998 anmodede revisor A Vejtransportrådet om at genoptage sagen. I brevet var bl.a. anført følgende

”Vejtransportrådet har således den 17.11. nægtet min klient de ansøgte tilladelser uden nogen specifik begrundelse. Efter samtaler med Færdselsstyrelsen må jeg formode, at den eneste væsentlige begrundelse er den forsinkede ansøgning.

Som det også fremgår af sagens korrespondance som vedlagt i kopi beklager min klient dybt, at ansøgningen først er indsendt medio 1998, men min klient var simpelthen ikke klar over de nye reglers ikrafttræden pr. 1.1.1997 for slamsugere. Han blev først klar over dette, da et af DV’s medlemmer, ( ), anmeldte min klient medio 1998, paradoksalt efter at min klient havde kørt for ( ) gennem flere år, også efter 1.1.1997. Min klient har således drevet sin virksomhed i aldeles god tro og uden vidende om, at han inden 1.1.1997 skulle have søgt om tilladelserne.

I vort regulerede og lovkomplekse samfund må det for den enkelte borger være en undskyldende omstændighed, at man ikke altid er fuld opmærksom på nye reglers ikrafttræden. I dette tilfælde var min klient på daværende tidspunkt ikke medlem af DV, hvorfor han ikke modtog løbende erhvervsinformation.

Der bør i vort retssamfund ikke kunne træffes administrative afgørelser af denne inappelable karakter og som har så vidtrækkende øjeblikkelige konsekvenser.

Min klient fratages retten til at udøve sin gennem 25 år drevne virksomhed.

Min klient fratages retten til at ansøge om vognmandstilladelser de næste 3 år.

Min klient fratages 25 års vognmandsanciennitet, idet han ved en eventuel fornyet ansøgning om 3 år skal dokumentere, at han er startet forfra som chauffør og har arbejdet som sådan i 3 år.

Min klient fratages sit indtægtsgrundlag med deraf følgende tab af arbejdspladser, eventuel tvangssalg af erhvervsejendom og tab for kreditorer.

Vejtransportrådets afgørelse kan formodentlig indbringes for domstolene, men en sådan sag vil have et tidsforløb som medfører, at min klient for længst er lukket, forinden en afgørelse foreligger.

Min klient er et agtet medlem af lokalsamfundet og har gennem sit 25-årige selvstændige virke betjent mange seriøse kunder, herunder bl.a. (X) Kommune, jvf. sagens skrivelser.

Afslutningsvis beklager min klient endnu engang den forsinkede ansøgning. Han vidste ikke bedre. Forsinkelsen af ansøgningen kan og må ikke være grundlag nok for en afgørelse med så vidtrækkende konsekvenser.”

Et medlem af Vejtransportrådet skrev den 18. december 1998 til Vejtransportrådet at han gerne ville have sagen genoptaget da han havde fået oplysninger om forhold i sagen som han ikke tidligere havde været bekendt med.

Færdselsstyrelsen meddelte den 13. januar 1999 B at Vejtransportrådet efter anmodning fra et medlem af rådet ville genoptage sagen.

Ved brev af 21. april 1999 meddelte Færdselsstyrelsen B at Vejtransportrådet havde fundet at hans ansøgning om vognmandstilladelser ikke kunne imødekommes. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende

”Rådet fandt efter en samlet skønsmæssig vurdering af de foreliggende oplysninger, at det fortsat ikke er gjort antageligt, at (B) vil kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, jf. godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8.”

Advokat C anmodede den 11. maj 1999 på vegne af B Færdselsstyrelsen om en egentlig begrundelse for afgørelsen. C skrev i den forbindelse at han var bekendt med at der var fremsendt anbefalinger fra X Kommune og ( ) hvilket skulle dokumentere B’s vandel. Endvidere anførte C at det naturligvis kunne bebrejdes B at han overså ændringen i godskørselsloven, men at der var tale om en uforsætlig handling der burde afgøres ved et bødeforelæg. Samtidig anmodede C Færdselsstyrelsen om aktindsigt i sagen.

Efter at C havde fået aktindsigt i sagen, bad han Færdselsstyrelsen vurdere B’s mulighed for at opnå de ansøgte vognmandstilladelser. C henviste i den forbindelse til en ny lov om godskørsel.

Færdselsstyrelsen meddelte C den 19. august 1999 at der ikke var fremkommet oplysninger i sagen der gav grundlag for en ny vurdering. Vejtransportrådets afgørelse af 21. april 1999 stod derfor ved magt idet B ikke opfyldte kravet i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8.

Ved brev af 1. september 1999 klagede C på vegne af B til mig over Vejtransportrådets afgørelser af henholdsvis 17. november 1998 og 21. april 1999. I brevet anførte advokaten bl.a. følgende

”Som det fremgår heraf har min klient drevet virksomheden ( ) siden 1973. Han har ikke været medlem af nogen arbejdsgiverorganisation og blev derfor ikke gjort opmærksom på bestemmelsen i lovbekendtgørelse nr. 259 af 12.04.1995, hvorefter kørsel med en slamsuger fra 01.01.1997 krævede køretilladelse.

Da han blev opmærksom herpå i sommeren 1998, blev der øjeblikkeligt fremsendt ansøgning, men Vejtransportrådet har efter 2 behandlinger meddelt afslag med henvisning til lovens § 3, stk. 1, nr. 8 – nu nr. 7.

Som det fremgår af det vedlagte materiale, har der intet været at udsætte på min klients økonomi og vandel. Da Vejtransportrådet alligevel meddeler afslag med henvisning til denne bestemmelse, gøres det gældende, at Rådet ikke har vurderet sagen objektivt, men derimod truffet afgørelsen ud fra politiske motiver, herunder nogle medlemmers ønske om at begrænse antallet af selvstændige erhvervsvirksomheder.

Min klient har overtrådt loven, men ikke bevidst. Om overtrædelsen løb over en dag eller halvandet år er efter min opfattelse uden betydning, for han søgte i samme øjeblik, han blev opmærksom på bestemmelsen.

Det kan i øvrigt undre, at Færdselsstyrelsen ikke tilskrev de kendte slamsugerfirmaer inden lovens ikrafttræden, som man har gjort ved tidligere ændringer. Denne undladelse kunne opfattes således, at man derved forventede, at nogle virksomheder ville gå i ’fælden’.

Der er i denne sag tale om en meget voldsom sanktion over for en uagtsom overtrædelse af loven. Min klient er blevet frataget sit levebrød efter at have drevet virksomheden i 25 år på fuldt forsvarlig måde.”

Den 28. september 1999 bad jeg Færdselsstyrelsen om udlån af sagens akter og om Vejtransportrådets eventuelle bemærkninger til C’s klage af 1. september 1999.

Jeg modtog den 17. november 1999 sagens akter og Færdselsstyrelsens bemærkninger til C’s klage af 1. september 1999. Af Færdselsstyrelsens brev af 16. november 1999 fremgår bl.a. følgende

”Det kan oplyses, at der fra den 1. januar 1997 kræves vognmandstilladelse, hvis en slamsuger benyttes til transport af andet gods end affaldsprodukter fra landbrugsbedrifter med henblik på spredning heraf på landbrugsjord.

Tidligere var slamsugere, der udførte transport af oprenset materiale fra kloakker, tanke og brønde, ikke omfattet af kravet om vognmandstilladelse. Af bemærkningerne til lovforslag L 94 FT 1994-95 fremgår det, at der i Trafikministeriets udvalg vedrørende revision af godskørselslovgivningen var enighed om, at der ikke er nogen saglig grund til, at slamsugere var omfattet af denne undtagelsesbestemmelse. Slamsugning er således underordnet i forhold til hovedentreprisen, som er godskørsel for fremmed regning. Ved denne ændring sidestilles kørsel med fast affald (renovation) med kørsel med flydende affald (slam m.v.). Trafikministeriet tilsluttede sig udvalgets indstilling.

Den hidtidige undtagelsesbestemmelse for så vidt angår slamsugere blev oprindeligt ophævet ved bekendtgørelse nr. 50 af 18. januar 1995 om godskørsel med virkning fra 1. januar 1996. Bekendtgørelsen blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 188 af 22. marts 1995 om godskørsel, der trådte i kraft 1. april 1995. Ikrafttrædelsestidspunktet for så vidt angår kørsel med slamsugere blev dog fastholdt, således det fortsat var 1. januar 1996. Ved bekendtgørelse nr. 908 af 209. november 1995 [29. november 1995; min bemærkning] blev kørsel med slamsugere undtaget kravet om tilladelse indtil den 31. december 1996. Ikrafttrædelsestidspunktet blev ved bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 1996 om godskørsel udskudt til den 1. januar 1997.

Vejtransportrådet besluttede i forbindelse med ikrafttrædelsen at etablere en overgangsordning, således at enhver virksomhed, der kunne dokumentere, at den drev slamsugningsvirksomhed på tidspunktet for bekendtgørelsen af ophævelsen af den hidtil gældende undtagelsesbestemmelse, hvilket tidspunkt var den 18. januar 1995, eller som inden 1. januar 1996 var påbegyndt slamsugningsvirksomhed, og som havde drevet virksomheden kontinuerligt siden, kunne meddeles et antal tilladelser begrænset til kørsel med slamsuger svarende til antallet af slamsugere. Ansøgeren skulle ikke opfylde godskørselslovgivningens krav til faglige kvalifikationer, men alene opfylde vandelskravet, (herunder kravet om god skik inden for branchen) og kravet til økonomisk baggrund, ligesom virksomhedens seneste årsregnskab skulle vise en fornuftig drift af virksomheden.

Ansøgninger modtaget efter 1. januar 1997 kunne ikke komme under overgangsordningen, og skulle derfor opfylde samtlige krav i godskørselsloven, herunder om god skik inden for branchen.

I forbindelse med ophævelsen af undtagelsesbestemmelsen anmodede Færdselsstyrelsen i breve af 12. juni 1996 vognmandsorganisationerne, de relevante fagblade samt Landsforeningen Danske Maskinstationer om at orientere om kravet om tilladelse til kørsel med slamsuger.

I forbindelse med ansøgning om udstedelse af vognmandstilladelser i henhold til bekendtgørelse nr. 259 af 12. april 1995 af lov om godskørsel skal ansøgeren gøre det antageligt, at han vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 8.

Godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8 omfatter bl.a. oplysninger om strafbare forhold, der ikke (eventuelt endnu ikke) har medført strafbar tiltale. Et strafbart forhold behøver således ikke at være pådømt, men kan fremgå af oplysninger fra ansøgeren selv.

I henhold til Vejtransportrådets praksis kan der således meddeles afslag, hvis ansøgeren igennem længere tid har udført ulovlig vognmandskørsel, også selvom der ikke er rejst tiltale for overtrædelsen.

(B) søgte den 14. juli 1998 om udstedelse af 4 vognmandstilladelser samt om dispensation fra kursuskravet.

I forbindelse med ansøgningen blev det af (B)’s revisor i brev af 14. juli 1998 oplyst, at (B) siden 1973 havde drevet virksomhed med slamsugning og dermed beslægtede aktiviteter.

I forbindelse med sagsbehandlingen anmodede styrelsen i brev af 2. oktober 1998 (B) om en redegørelse vedrørende den udførte kørsel og omstændighederne herved.

I brev af 19. oktober 1998 oplyste revisor (A), at (B) ikke var medlem af nogen arbejdsgiverorganisation og derfor ikke via løbende information var bekendt med, at der pr. 1. januar 1997 skulle ansøges om tilladelser til hans slamsugningsvirksomhed, hvilket var baggrunden for hans forsinkede ansøgning om tilladelser.

Sagen blev behandlet i Vejtransportrådet på et møde den 17. november 1998. Rådet fandt efter en skønsmæssig vurdering, at (B) ikke ville kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, jf. godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8.

Rådet lagde ved afgørelsen vægt på, at (B) siden 1. januar 1997 havde udført slamsugning med 4 lastbiler med en tilladt totalvægt over 6 tons uden at have haft tilladelse hertil. Rådets afgørelse blev meddelt revisor (A) i brev af 17. november 1998.

I brev af 14. december 1998 anmodede (B)’s revisor om genoptagelse af sagen, idet revisoren fandt, at ansøgningen blev nægtet uden nogen specifik begrundelse og fandt derfor, at den væsentligste begrundelse var den forsinkede ansøgning. (B) havde været i god tro og uvidende om, at der krævedes tilladelse til kørsel med slamsugere pr. 1. januar 1997. Revisoren anførte, at det for den enkelte borger må være en undskyldende omstændighed, at man ikke altid er fuldt opmærksom på nye reglers ikrafttræden samt at administrative afgørelser af denne vidtrækkende karakter ikke burde kunne træffes uden appelmulighed.

I brev af 13. januar 1999 meddelte styrelsen (B)’s revisor, at sagen var blevet genoptaget efter anmodning af et af medlemmerne af Vejtransportrådet.

På et møde den 20. april 1999 fastholdt Vejtransportrådet den tidligere afgørelse. Rådet var fortsat af den opfattelse, at (B) p.g.a. den ulovlige kørsel ikke opfyldte kravet i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8. Afgørelsen blev meddelt revisor (A) i brev af 21. april 1999.

I forbindelse med Vejtransportrådets behandling af sagen på rådsmødet, fandt rådet ikke, at der var anledning til at fravige dets tidligere praksis i lignende sagskomplekser, samt at der ikke var fremkommet nye oplysninger i forhold til Vejtransportrådets tidligere beslutningsgrundlag.

I brev af 9. juni 1999 anmodede advokat (C) Færdselsstyrelsen om nyvurdering af sagen, idet kompetencefordelingen mellem Vejtransportrådet og Færdselsstyrelsen ved lov nr. 187 af 30. marts 1999 blev ændret, således at det er styrelsen, der fremover træffer afgørelse i sager om udstedelse af vognmandstilladelser.

I styrelsens brev af 19. august 1999 meddeltes det, at Vejtransportrådets afgørelse stod ved magt, idet der ikke var fremkommet oplysninger i sagen, der gav grundlag for en nyvurdering.

Afgørelsen vedrørende afslag på ansøgning om vognmandstilladelse er truffet i overensstemmelse med Vejtransportrådets tidligere praksis i sagen vedrørende ( ) afgjort på Vejtransportrådets møde den 3. september 1997 og i sagen vedrørende ( ) afgjort på Vejtransportrådets møde den 22. september 1998, hvor der blev meddelt afslag med den begrundelse, at virksomhederne havde udført ulovlig slamsugningskørsel.”

Den 16. december 1999 bad jeg i forlængelse af mit brev af 28. september 1999 Færdselsstyrelsen om en udtalelse i anledning af C’s klage. I den forbindelse skrev jeg bl.a. følgende til Færdselsstyrelsen

”Jeg anmoder om at Vejtransportrådet i udtalelsen kommer nærmere ind på spørgsmålet om i hvilket omfang proportionalitetsprincippet er indgået ved vurderingen af sagen inden rådet traf afgørelse den 17. november 1998 og den 21. april 1999. Jeg henviser i den forbindelse til det anførte i Jens Garde mfl.: Forvaltningsret, Almindelige Emner (1997), s. 217ff.”

Jeg modtog en udtalelse fra Færdselsstyrelsen af 1. februar 2000. I udtalelsen anførte Færdselsstyrelsen bl.a. følgende

”Færdselsstyrelsen skal som sekretariat for Vejtransportrådet herved oplyse følgende

Under sagens behandling i Vejtransportrådet den 17. november 1998 blev det af et af medlemmerne af rådet anført, at indstillingen om afslag på godkendelse kunne synes hård. Flertallet af Vejtransportrådet vurderede imidlertid, at såfremt rådet i denne sag godkendte virksomheden, ville det få konsekvens for tidligere afgjorte tilsvarende sager om kørsel uden godkendelse. Endvidere lagde Rådet vægt på, at der forinden ikrafttrædelsen af lovændringen var oplyst om denne alle relevante steder, og det blev herunder anført, at ukendskab til loven ikke fritager for ansvar. En godkendelse af ansøgeren ville tillige kunne give problemer i branchen på grund af Rådets strenge praksis i disse sager.

I forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om genoptagelse af sagen på Vejtransportrådets møde den 21. april 1999 blev forholdsmæssigheden i Vejtransportrådets beslutning om afslag på vognmandstilladelse på ny drøftet. Vejtransportrådet var i den forbindelse inde på, om en advarsel kunne være en alternativ og mindre indgribende reaktionsmulighed.

Rådet fandt, at afslaget på at godkende ansøgeren var særligt indgribende i denne sag, idet der var tale om en bestående virksomhed, der blev lukket. Det blev imidlertid anført, at ukendskab til reglerne ikke burde fritage for ansvar, at sager af samme art burde behandles ens, samt at hensynet til tilladelsessystemet, og dem der respekterer det, tilsiger en streng praksis i sager om vognmandskørsel uden tilladelse.

Det fremgår således af referaterne fra Vejtransportrådets møder den 17. november 1998 og den 21. april 1999, at proportionalitetsbetragtninger indgik ved vurderingen af sagen.

I den konkrete sag har Vejtransportrådet efter en skønsmæssig vurdering dog fundet, at ansøgningen måtte afslås af hensyn til respekten for tilladelsessystemet, samt at en godkendelse efter ulovlig kørsel igennem længere tid ville sende et forkert signal til hele branchen. Vejtransportrådet har i sagen ikke fundet, at en mindre indgribende reaktion – en advarsel – kunne fremme disse hensyn, idet hensynet til retshåndhævelsen af godskørselslovens tilladelsessystem blev fundet at måtte veje tungere end hensynet til den virksomhed, som har overtrådt loven.

Færdselsstyrelsen kan afslutningsvis oplyse, at styrelsen i sager, hvor Vejtransportrådet tidligere har givet afslag på anmodning om vognmandstilladelse på grund af ulovlig kørsel, i henhold til Vejtransportrådets praksis kan give afslag i indtil 2 år efter ophøret af den ulovlige kørsel.

I den konkrete sag må det formodes, at den ulovlige kørsel ophørte, da (B) blev opmærksom på, at han skulle have vognmandstilladelse, og ansøgte styrelsen om tilladelse i juli 1998.

Dette indebærer, at (B) til juli 2000 kan søge om vognmandstilladelse og få den udstedt, såfremt han i øvrigt opfylder godskørselslovgivningens krav.”

Ved brev af 29. februar 2000 kom C med bemærkninger til Færdselsstyrelsens udtalelse af 1. februar 2000. I brevet anførte C bl.a. følgende

”Det anføres, at Vejtransportrådet blandt andet lagde vægt på, at der forinden ikrafttrædelsen af lovændringen var oplyst om denne alle relevante steder, og at ukendskab til loven ikke fritager for ansvar. Det sidste er rigtigt, men det første er tvivlsomt. Hvad er alle relevante steder? Min klients biler er i Centralregistret registreret som slamsugere, og det ville have været en simpel sag at spørge der og derefter informere ejerne. Dette skete imidlertid ikke, idet man i stedet tilsyneladende valgte blot at orientere arbejdsgiverforeningerne, der derefter kunne informere medlemmerne. Der er imidlertid ingen pligt til medlemskab af en arbejdsgiverforening, hvorfor denne fremgangsmåde ikke var fyldestgørende.

Min klient har altid forsøgt at holde sig orienteret om ny lovgivning på området. Blandt andet deltog han i 1992 i et af Danske Vognmænd arrangeret kursus om affaldshåndtering og godkendelse af vognmænd. Kursusdeltagerne fik udleveret en kursusmappe med materiale, der efter det oplyste ville blive jævnligt opdateret. Denne opdatering var imidlertid uden advarsel ophørt inden lovens vedtagelse.

Med hensyn til Vejtransportrådets argumenter for afslaget bemærkes, at det på intet tidspunkt er gjort gældende, at min klient skulle være straffri men alene, at den ’idømte’ straf ikke står i rimeligt forhold til min klients uagtsomme forseelse. Som foran nævnt er jeg enig i, at ukendskab til loven ikke fritager for ansvar, men jeg er ikke bekendt med andre forhold, hvor en uforsætlig lovovertrædelse medfører frakendelse af retten til at drive en virksomhed, som man har drevet upåklageligt i de sidste 25 år.

Jeg tvivler endvidere på, at der findes andre sager af samme art, og hensynet til tilladelsessystemet kan meget vel tilgodeses med en advarsel eller en bøde.

Endelig bemærkes, at da man først indførte bestemmelser om vognmandstilladelser – efter det oplyste sidst i 1960’erne – fik alle eksisterende vognmænd automatisk tilladelse.

Det er meget godt, at min klient nu får stillet i udsigt, at han formentligt kan generhverve sin tilladelse til juli måned, men hvad nytter det, når hans forretning er ødelagt.”

Færdselstyrelsen kom den 14. marts 2000 med bemærkninger til C’s brev af 29. februar 2000. I brevet af 14. marts 2000 anførte Færdselsstyrelsen bl.a. følgende

”Advokat (C) anfører i brevet, at hans klients biler er registeret i Centralregisteret for Motorkøretøjer som ’slamsugere’. Styrelsen kunne efter hans opfattelse derfor uden vanskeligheder have søgt information i registeret og dermed tilskrevet ejerne af slamsugere direkte.

I forbindelse med implementeringen af Rådets direktiv 98/79/EF om ændring af direktiv 96/26/EF om adgang til erhvervet godstransport m.v., hvorefter vægtgrænsen for tilladelsespligtig vognmandskørsel med virkning fra den 1. oktober 1999 blev sænket til motorkøretøjer og vogntog over 3.500 kg tilladt totalvægt, tilskrev styrelsen ejere af motorkøretøjer, der i centralregisteret var registreret i denne vægtklasse.

Færdselsstyrelsen har i sagens anledning kontaktet Centralregisteret for Motorkøretøjer, der har oplyst, at det ikke er muligt på samme måde at trække køretøjer, der anvendes til slamsugning, ud af registret. Betegnelsen slamsugning er en supplerende oplysning, der kan knyttes til et registreret køretøj. Det er dog ikke et krav, at der er en sådan supplerende oplysning registreret. Dette betyder, at ikke alle lastbiler, der anvendes til slamsugning er registreret med oplysningen ’slamsugning’. Endvidere kan lastbiler, der anvendes til slamsugning, være registreret med en supplerende oplysning af anden art, f.eks. ’tank’. På forespørgsel kunne Centralregistret for Motorkøretøjer ikke finde registreringer med den supplerende oplysning ’slamsugning’, og der er således ikke noget, der entydigt indikerer, at en registreret lastbil anvendes til slamsugning.

Det var således ikke ved implementeringen af tilladelseskravet til slamsugere i 1997 – på samme måde som ved nedsættelsen af vægtgrænsen i 1999 for tilladelseskravet – ud fra registreringer i Centralregistret for Motorkøretøjer muligt at kunne tilskrive samtlige ejere af lastbiler anvendt til slamsugning.

Det anføres videre i advokat (C)’s brev, at der ikke var oplyst om lovændringen alle relevante steder, da alene arbejdsgiverforeningerne blev orienteret. Styrelsen kan i den sammenhæng oplyse, at der i forbindelse med lovændringen blev skrevet til Danske Vognmænd, Foreningen af Danske Eksportvognmænd, Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening, Landsforeningen Danske Maskinstationer og Langtursvognmanden (Foreningen af Danske Langtursvognmænd). Udover disse foreninger blev tillige fagbladene Trans-Inform, Danmarks Transport-Tidende og Transport-Magasinet orienteret.

De tre sidstnævnte har ingen tilknytning til hverken arbejdsgiver- eller arbejdstagerforeninger. Styrelsen må således tilbagevise advokat (C)’s påstand om, at alene arbejdsgiverforeningerne blev orienteret.

Det fremgår endelig af advokat (C)’s brev, at advokaten tvivler på, at der findes andre sager af samme art, ligesom han finder, at hensynet til tilladelsessystemet meget vel vil kunne tilgodeses med en advarsel eller en bøde.

Som anført i styrelsens brev til ombudsmanden af 16. november 1999 er afgørelsen om afslag på vognmandstilladelse truffet i overensstemmelse med tidligere praksis i sagen ( ), afgjort på Vejtransportrådets møde den 3. september 1997 og i sagen vedrørende ( ), afgjort på Vejtransportrådets møde den 22. september 1998. Afslagene blev, ligesom tilfældet var ved (B)’s virksomhed, begrundet med, at virksomhederne havde udført ulovlig slamsugningskørsel. Sagen vedrørende (B)’s virksomhed er således ikke enestående, men er afgjort i overensstemmelse med tidligere praksis i den type sager.”

Ved brev af 6. april 2000 kom C med bemærkninger til Færdselsstyrelsens brev af 14. marts 2000. I brevet anførte C bl.a. følgende

”Min klient har nu meddelt mig, at selv om han ved registrering af en bil oplyser benyttelsen ’slamsugning’, bliver bilen registreret som ’lastvogn med tank’. Man kunne derfor have benyttet dette søgekriterie, eventuelt kombineret med kloakservice, slamsugning eller lign. Man kunne så have tilskrevet samtlige ejere af motorkøretøjer registreret som lastvogn med tank.

Som nævnt i mit brev af 29.03. d.å. forsøgte min klient at holde sig orienteret, bl.a. ved deltagelse i det nævnte kursus, hvor opdateringen imidlertid uden forudgående orientering til min klient ophørte inden lovens vedtagelse. Da det på daværende tidspunkt ikke var påkrævet, at min klient havde vognmandstilladelse, kunne han i øvrigt ikke blive medlem af Danske Vognmænd, og det gælder sandsynligvis også de øvrige nævnte foreninger.

De anførte fortilfælde har jeg i sagens natur ikke mulighed for at kommentere, men såfremt det er sammenlignelige sager, må det formodes, at ulovlighederne kunne være undgået, såfremt man havde benyttet tidligere brugt praksis, hvorefter alle eksisterende virksomheder fik de nødvendige tilladelser, eller at man som et minimum rettede direkte henvendelse til de eksisterende virksomheder med oplysning om lovændringen.

Jeg er således fortsat af den opfattelse, at min klient har gjort, hvad han kunne, for at holde sig orienteret, men at de ansvarlige myndigheder ikke har gjort, hvad der med rimelighed må kunne forlanges med henblik på orientering om lovændringer, der kan få så væsentlige følger for de berørte.”

Den 26. april 2000 skrev Færdselsstyrelsen at C’s brev af 6. april 2000 ikke gav styrelsen anledning til at komme med yderligere bemærkninger til sagen.

Ved brev af 10. januar 2001 skrev C følgende til mig

”

I forbindelse med sagen skal jeg oplyse, at det i 2000 blev vedtaget, at også lastvogne på 6 tons og 4.600 kg. totalvægt skal have vognmandstilladelser. Dette har Færdselsstyrelsen meddelt samtlige indehavere af sådanne lastbiler, herunder vognmændene under fragtmandsvirksomheden 3 x 34. Samtidig fik vognmændene oplyst, at der kunne søges dispensation i 3 år, hvorefter der blev tildelt et id.nr., og der er herefter tid til at opfylde lovens krav til tildeling af vognmandstilladelser.

Det ser således ud til, at Færdselsstyrelsen har været i stand til at underrette vognmændene på nuværende tidspunkt, og min klient finder derfor, at han er blevet udsat for en helt urimelig forskelsbehandling, idet nærværende sag ikke var opstået, såfremt han i forbindelse med den forrige lovændring var blevet tilskrevet på samme måde.”

Den 29. januar 2001 kom Færdselsstyrelsen med bemærkninger til det C havde anført i brevet af 10. januar 2001. Af Færdselsstyrelsens brev fremgår bl.a. følgende

”Advokat (C) beskriver i brevet, hvorledes styrelsen i forbindelse med implementeringen af Rådets direktiv 98/76/EF, hvorefter vægtgrænsen for tilladelsespligtig vognmandskørsel med virkning fra 1. oktober 1999 blev sænket til motorkøretøjer og vogntog mellem 3.500 og 6.000 kg tilladt totalvægt, tilskrev de personer og virksomheder, der i Centralregisteret for Motorkøretøjer var registreret som indehaver af et køretøj i denne vægtklasse.

Styrelsen har tidligere i brev af 14. marts 2000 til Ombudsmanden redegjort for denne fremgangsmåde og samtidig oplyst, at det ikke i forbindelse med indførelse af tilladelseskrav for slamsugere var muligt på samme måde direkte at informere borgere, der udførte slamsugning. Der kan derfor henvises til styrelsens brev af 14. marts 2000 og oplyses, at styrelsen ikke har yderligere bemærkninger til advokat (C)’s brev.”

C modtog med mit brev af 6. februar 2001 kopi af Færdselsstyrelsens brev af 29. januar 2001 til orientering.

Ombudsmandens udtalelse

”Indledningsvis bemærker jeg at jeg har koncentreret min behandling af sagen til at angå spørgsmålet om hvorvidt Vejtransportrådets afslag på at udstede vognmandstilladelser efter godskørselsloven er i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet.

Vejtransportrådets afgørelser af henholdsvis 17. november 1998 og 21. april 1999 er truffet efter den dagældende godskørselslov (lovbekendtgørelse nr. 259 af 12. april 1995 med senere ændringer).

De nugældende regler om godskørsel er indeholdt i lovbekendtgørelse nr. 64 af 25. januar 2000.

Efter bestemmelsen i godskørselslovens § 1, stk. 1, skulle den der udfører godskørsel for fremmed regning, have tilladelse hertil af Vejtransportrådet hvis kørslen blev foretaget med et dansk indregistreret motorkøretøj eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt der oversteg en af trafikministeren fastsat vægtgrænse.

Det fremgik endvidere af den dagældende bekendtgørelse om godskørsel (bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 1996) § 1, stk. 1, at godskørsel for fremmed regning med et dansk indregistreret motorkøretøj eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt på mere end 6 tons krævede tilladelse fra Vejtransportrådet. Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 3, nr. 4, var godskørsel for fremmed regning med motorkøretøjer der alene udførte transport af affaldsprodukter fra landbrugsbedrifter med henblik på spredning heraf på landbrugsjord, undtaget fra kravet om tilladelse.

Efter bekendtgørelse nr. 703 af 17. oktober 1990 om godskørsel, § 1, stk. 3, nr. 4, var slamsugere der udførte transport af oprenset materiale fra kloakker, tanke og brønde samt affald fra landbrugsproduktion, undtaget fra kravet om tilladelse til godskørsel for fremmed regning. Ved bekendtgørelse nr. 50 af 18. januar 1995 om godskørsel blev bekendtgørelse nr. 703 af 17. oktober 1990 ophævet med virkning fra den 1. februar 1995 bortset fra undtagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 3, nr. 4, angående slamsugere, der blev ophævet med virkning fra den 1. januar 1996, jf. bekendtgørelsens § 24, stk. 2. Bekendtgørelse nr. 50 af 18. januar 1995 blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 188 af 22. marts 1995 om godskørsel med undtagelse af overgangsbestemmelsen i § 24, stk. 2. Efter § 24, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 908 af 29. november 1995 om godskørsel blev godskørsel for fremmed regning med slamsugere der udførte transport af oprenset materiale fra kloakker, tanke og brønde samt affald fra landbrugsproduktion, og som ikke var omfattet af bekendtgørelsens § 1, stk. 3, nr. 4, undtaget fra kravet om tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, indtil den 31. december 1996. Bekendtgørelse nr. 908 af 29. november 1995 blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 1996 om godskørsel med virkning fra den 1. juli 1996. Undtagelsen fra kravet om tilladelse for så vidt angår slamsugere, blev dog opretholdt indtil den 31. december 1996, jf. bekendtgørelsens § 23, stk. 4.

Færdselsstyrelsen har angående baggrunden for kravet om vognmandstilladelse til godskørsel for fremmed regning med slamsugere der udfører transport af oprenset materiale fra kloakker mv., henvist til bemærkninger til lov nr. 1136 af 21. december 1994. Af disse bemærkninger (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 307 og 310) fremgår bl.a. følgende

’Efter den gældende bestemmelse i godskørselsbekendtgørelsens § 1, stk. 4, jf. § 2 i lov om godskørsel, er slamsugere, der udfører transport af oprenset materiale fra kloakker, tanke og brønde samt affald fra landsbrugsproduktion, ikke omfattet af kravet om tilladelse til at udføre godskørsel for fremmed regning. Der var enighed om, at der ikke er nogen saglig grund til, at slamsugere er omfattet af denne undtagelsesbestemmelse. Slamsugning er således underordnet i forhold til hovedentreprisen, som er godskørsel for fremmed regning. Ved denne ændring sidestilles kørsel med fast affald (renovation) med flydende affald (slam m.v.).

6. Bekendtgørelse om godskørsel

Ministeriet vil i forbindelse med lovforslagets vedtagelse udarbejde en ny bekendtgørelse om godskørsel, hvorved de ovenfor nævnte indstillinger fra det gennemførte udvalgsarbejde, som ikke kræver lovændring, vil blive gennemført. Det drejer sig om skærpelse af kravet til økonomisk baggrund, medtagelse af slamsugere under tilladelseskravet, præcisering af vægtgrænsen på 6 tons (typegodkendelse) for motorkøretøjer, samt mærkning af motorkøretøjer.’

I klagen har De fremført at (B) ikke af myndighederne var blevet tilstrækkeligt informeret om ændringen af godskørselslovgivningen vedrørende tilladelseskravet for slamsugere. De har bl.a. peget på at Færdselsstyrelsen på grundlag af registreringer i Centralregisteret for Motorkøretøjer kunne have skrevet til samtlige ejere af motorkøretøjer der blev anvendt til slamsugning, med henblik på at informere om tilladelseskravet. I den forbindelse har De henvist til at Færdselsstyrelsen i forbindelse med sænkninger af vægtgrænsen for tilladelsespligtig vognmandskørsel i 1999 og 2000 har skrevet til ejere af motorkøretøjer der i Centralregisteret for Motorkøretøjer er registreret i de vægtklasser der er omfattet af ændringerne.

Færdselsstyrelsen har hertil oplyst at det ikke i forbindelse med indførelsen af tilladelseskravet for slamsugere på grundlag af registreringer i Centralregisteret for Motorkøretøjer var muligt at finde frem til samtlige ejere af lastbiler der anvendtes til slamsugning.

Endvidere har Færdselsstyrelsen oplyst at styrelsen i forbindelse med ændringen af tilladelseskravet vedrørende slamsugere skrev til Danske Vognmænd, Foreningen af Danske Eksportvognmænd, Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening, Landsforeningen Danske Maskinstationer og Langtursvognmanden (Foreningen af Danske Langtursvognmænd). Færdselsstyrelsen orienterede endvidere en række fagblade om ændringen.

Den måde hvorpå Færdselsstyrelsen har orienteret vognmandsbranchen om ændringen af godskørselslovgivningen, giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Jeg har på den baggrund og på grundlag af oplysningerne i sagen ved min videre behandling lagt til grund at (B)’s manglende kendskab til kravet om vognmandstilladelse for slamsugere efter den 31. december 1996 skyldtes uagtsomhed fra hans side.

Af forarbejderne til godskørselsloven (Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 1546 og 1547) fremgår bl.a. følgende angående formålet med indførelsen af godkendelseskravet

’Lovforslaget går ud på revision af loven om godstransport, men det er under hensyn til ændringernes karakter fundet hensigtsmæssigt at foreslå en ny lov til afløsning af den gældende i stedet for at foretage ændringer heri.

Udførelse af godskørsel for fremmed regning vil imidlertid fremover stadig kræve tilladelse, og ifølge lovforslaget skal tilladelse gives, såfremt vedkommende opfylder de fastsatte kvalifikationskrav, som foreslås udbygget i forhold til den nugældende lov.

3. Baggrunden for at indføre reguleringsordningen for godstransport for fremmed regning var bl.a. ønsket om at skabe mere lige konkurrencevilkår inden for erhvervet og bedre sociale kår for vognmandserhvervets udøvere samt at understøtte de bestræbelser, der fra samfundets side udfoldes for at øge færdselssikkerheden. Indtil godstransportloven kunne vognmandskørsel udføres alene på grundlag af et næringsbrev, og dette sammenholdt med mulighederne for ved hjælp af afbetalingssystemet at kunne etablere sig uden nogen større kapitalindsats medførte en tendens til permanent overfyldning af erhvervet. Dette resulterede sammen med erhvervets omkostningsstruktur i, at der i vidt omfang blev udført transporter, der ikke kunne dække omkostningerne, og den svage økonomi indebar en forøget risiko for overtrædelse af bl.a. færdselslovens bestemmelser især i form af kørsel med overlæs, mangelfuld vedligeholdelse af materiellet og kørsel med trætte chauffører ved rattet, med deraf følgende konsekvenser for færdselssikkerheden. De anførte begrundelser for en regulering har fortsat gyldighed og formålet med lovforslaget er derfor at skabe det mest hensigtsmæssige grundlag for at opfylde dette mål i lyset af de gjorte erfaringer med 1973-loven og den skete udvikling.’

Det fremgår endvidere i forarbejderne (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 306) at

’Baggrunden for at indføre krav til den, der ansøger om at udføre godskørsel for fremmed regning, var bl.a. ønsket om at skabe mere lige konkurrencevilkår inden for erhvervet og bedre sociale kår for vognmandserhvervets udøvere samt at understøtte de bestræbelser, der fra samfundets side udfoldes for at øge færdselssikkerheden.

I de godt fem år den nugældende ordning har fungeret, har det vist sig, at de krav, der stilles til vognmænd og ansøgere til tilladelse til godskørsel, ikke i fuldt omfang sikrer, at erhvervets udøvere er tilstrækkelig økonomisk og kvalitativt funderet. Herudover er det konstateret, at der i et ikke ubetydeligt omfang udføres godskørsel uden tilladelse, hvilket virker konkurrenceforvridende og er til stor skade for erhvervets lovlige udøvere.’

Den dagældende godskørselslov indeholdt i § 3, stk. 1, følgende betingelser for meddelelse af vognmandstilladelse

’ § 3. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer, der

har dansk indfødsret,

har bopæl her i landet,

ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,

hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover,

har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt,

ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. borgerlig straffelovs § 78, stk. 2,

i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed og gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.’

Bestemmelserne i den dagældende godskørselslovs § 3, stk. 1, nr. 7 og 8, er indeholdt uændret i den gældende godskørselslovs § 3, stk. 1, nr. 6 og 7.

Det er således en betingelse for at få en vognmandstilladelse bl.a. at ansøgere gør det antageligt at de vil kunne udøve vognmandsvirksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

I godskørselslovens forarbejder og i den dagældende bekendtgørelse er dette krav angivet som et vandelskrav.

Af bemærkningerne til godskørselsloven (Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 1548 og 1549) fremgår således bl.a. følgende

’Efter den gældende lov kan en tilladelse til at udføre godskørsel for fremmed regning alene gives til en ansøger, der har økonomisk baggrund for at drive en sådan virksomhed, og som i faglig henseende er kvalificeret hertil. Ansøgerens vandel skal endvidere være i orden, hvilket vil sige, at den pågældende ikke må være dømt for et strafbart forhold, der kan begrunde en nærliggende fare for misbrug af tilladelsen, eller som giver grund til at antage, at ansøgeren ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde.

Til brug for vurdering af, hvorvidt en ansøgers vandel kan godkendes, indhentes i dag en fuldstændig straffeattest, hvilket også sker ved ansøgning om fornyelse af tilladelser. Ved lovforslaget er den eksisterende ordning, hvorefter der kan meddeles afslag på en ansøgning på grund af vedkommendes strafbare forhold, opretholdt. Der kan således bl.a. meddeles afslag i tilfælde, hvor vedkommende er dømt for berigelseskriminalitet samt for overtrædelse af færdselsloven og bestemmelserne om køre- og hviletid m.v. Disse bestemmelser har en direkte relation til udførelsen af vognmandserhvervet, og der skal derfor ikke gives tilladelse til ansøgere, der de seneste år inden ansøgningen er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed. Ligeledes indebærer lovforslaget, at der kan nægtes tilladelse i tilfælde, hvor ansøgeren ikke kan antages at ville udføre virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, hvilket bl.a. kan være tilfældet, hvis vedkommende tidligere er afskediget fra en stilling på grund af uredelighed.’

Ligeledes fremgår af de specielle bemærkninger til godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8 (Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 1559) bl.a. følgende

’Det er videre efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 1. led, en betingelse for meddelelse af tilladelse, at ansøgeren i øvrigt gør det antageligt, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde. Bestemmelsen omfatter således tilfælde, hvor en ansøger har begået et eller flere strafbare forhold, der imidlertid ikke begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. stk. 1, nr. 6, men herudover omfatter bestemmelsen også forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale. Det kan således være oplyst, at ansøgeren er afskediget fra en stilling på grund af uredelighed, der ikke har medført straffesag, eller at ansøgeren i anden virksomhed på grov måde har tilsidesat hensynet til sine kunder. Videre kan omstændigheder ved en eventuel tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke kan anses for at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde.

Efter stk. 1, nr. 8., 2. led, skal ansøgeren endvidere gøre det antageligt, at han vil udøve virksomheden i overensstemmelse med god skik inden for branchen, herunder at han vil kunne drive virksomheden på en sådan måde, at den vil kunne leve op til de inden for branchen gældende regler og kutymer for god og sædvanlig, faglig kompetent transportvirksomhed. Det må i øvrigt understreges, at de krav der følger af 1. og 2. led, i vidt omfang vil være sammenfaldende, og at der også vil kunne nægtes tilladelse, såfremt vedkommende f.eks. ikke tidligere har overholdt de kollektive overenskomster, eller som anført ovenfor har gjort sig skyldig i et eller flere strafbare forhold, der efter en samlet vurdering medfører, at vedkommende ikke kan gøre det antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.’

Vejtransportrådet har som begrundelse for afslagene på udstedelse af vognmandstilladelse anført at (B) siden den 1. januar 1997 havde udført slamsugning med fire lastbiler uden at have haft tilladelse hertil. Det var på den baggrund Vejtransportrådets opfattelse at (B) ikke opfyldte vandelskravet i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, idet han ikke havde gjort det antageligt at han ville kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Færdselsstyrelsen har i breve af henholdsvis 16. november 1999 og 14. marts 2000 henvist til at afgørelsen i (B)’s sag er truffet i overensstemmelse med Vejtransportrådets praksis på området, herunder Vejtransportrådets afgørelse af 3. september 1997 og afgørelsen af 22. september 1998.

Det nærmere indhold af denne praksis er beskrevet i Vejtransportrådets årsberetning fra 1998, kapitel IV. I årsberetningens s. 24ff, er anført følgende

’

2.5 God skik inden for branchen (lovens § 3, stk. 1, nr. 8).

Ansøgeren skal gøre det antageligt, at han vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, 2. led omfatter endvidere tilfælde, hvor en ansøger har begået et eller flere strafbare forhold, der imidlertid ikke begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed (jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 7 og afsnit 2.4. ovenfor). Herudover omfatter bestemmelsen også forhold, der ikke (eventuelt endnu ikke) har medført strafferetlig tiltale.

Et strafbart forhold behøver således ikke at være pådømt, men kan fremgå af en modtagen politirapport eller af oplysninger fra en ansøger selv, for eksempel et regnskab.

Rådet har i 1998 haft følgende sager forelagt, hvor ansøgeren har begået et eller flere strafbare forhold, der efter rådets opfattelse bevirker, at ansøgeren ikke kan antages at have gjort det antageligt, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen

2. En person ansøgte om udstedelse af vognmandstilladelse. I forbindelse med ansøgningen blev det oplyst, at den pågældende siden 1994 havde udført renovationskørsel for en kommune med en lastbil med tilladt totalvægt på over 6 tons. Ansøgeren oplyste, at han var af den opfattelse, at renovationskørsel med løse sække i fast rute ikke krævede vognmandstilladelse. Rådet besluttede ikke at imødekomme ansøgningen på grund af den ulovlige vognmandskørsel.

4. En person ansøgte om udstedelse af 2 vognmandstilladelser. Af modtagne politirapporter fremgik, at ansøgeren i flere tilfælde havde udført ulovlig godskørsel for fremmed regning. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren tidligere samme år var idømt en bøde for ulovlig vognmandskørsel foretaget i 1997. Rådet lagde til grund, at den pågældende igennem længere tid havde udført ulovlig vognmandskørsel og meddelte derfor afslag.

5. En person ansøgte om udstedelse af 2 vognmandstilladelser. Af det indsendte materiale fremgik, at den pågældende siden 1990 havde drevet virksomhed med højtryksspuling og slamsugning; siden 1. januar 1997 med 2 lastbiler med tilladt totalvægt på over 6 tons. En sådan kørsel har siden den 1. januar 1997 krævet vognmandstilladelse og Rådet fandt derfor, at den pågældende i perioden efter dette tidspunkt havde udført ulovlig vognmandskørsel og meddelte af den grund afslag på det ansøgte.

’

Afgørelsen af om der er grundlag for at meddele vognmandstilladelse efter godskørselsloven, beror som anført ovenfor bl.a. på en konkret vurdering af om ansøgeren har gjort det antageligt at han vil kunne udøve vognmandsvirksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

De almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder proportionalitetsprincippet, skal respekteres i sådanne sager.

Spørgsmålet er om Vejtransportrådets afslag på (B)’s ansøgning er i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet.

Af Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner (1997), s. 217ff, fremgår bl.a. følgende

’Det forudsættes i det følgende, at forvaltningen har den fornødne hjemmel til at foretage indgreb over for borgerne. Der gås endvidere ud fra, at der er den fornødne saglige begrundelse for indgrebet. Som yderligere betingelse for forvaltningens handlingers eller beslutningers lovlighed må imidlertid stilles, at indgrebet ikke er videregående, end formålet tilsiger. Den skønsmæssige afvejning er begrænset af et proportionalitetsprincip. Hvor forvaltningen har et valg mellem flere reaktioner til opnåelse af et ønskeligt resultat, følger det af princippet, at forvaltningen er forpligtet til at vælge den mindst indgribende, som er tilstrækkelig til opnåelse af formålet.

Som det fremgår af bemærkningerne ovenfor, ligger der i proportionalitetsprincippet et krav om et rimeligt forhold mellem mål og midler. Jo mere indgribende foranstaltninger, der er tale om, desto klarere må begrundelsen være.’

Jeg henviser for så vidt angår proportionalitetsprincippet, endvidere til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 254. Heraf fremgår bl.a. følgende

’Ved valget mellem flere mulige udformninger af afgørelsens indhold er forvaltningen forpligtet til ikke at gå videre med hensyn til at påføre borgerne byrder, end formålet tilsiger. Dette proportionalitetsprincip bygger på samme tankesæt, som ligger bag de ovenfor omtalte skærpede hjemmelskrav i forhold til særligt bebyrdende afgørelser.’

Endvidere henviser jeg til Jan Timmermann Pedersen, Proportionalitetsprincippet (2000).

Jeg har tidligere haft lejlighed til at tage stilling til om en afgørelse om at slette en person som a-kasse-medlem var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Jeg henviser til min beretning for 1999, s. 80f*. I denne sag klagede en mand over at han var blevet slettet som medlem af en arbejdsløshedskasse fordi han ikke rettidigt havde indbetalt et nærmere angivet beløb til en anden arbejdsløshedskasse. Efter min opfattelse var det tvivlsomt om afgørelsen om at slette medlemmet som a-kasse-medlem var i overensstemmelse med det grundlæggende proportionalitetsprincip. Afgørelsen om at slette medlemmet som a-kasse-medlem ramte den pågældende særdeles hårdt økonomisk. Ved min vurdering af sagen hæftede jeg mig endvidere ved at medlemmet ved at deponere restgælden havde vist at han var indstillet på at betale. Han befandt sig imidlertid i en vildfarelse med hensyn til retsvirkningerne af deponeringen, og den vildfarelse burde være åbenbar for myndighederne.

I en sag gengivet i min beretning for 1994, s. 365f*, har jeg desuden vurderet berettigelsen i forhold til proportionalitetsgrundsætningen af en afskedigelse. I denne sag udtalte jeg at jeg måtte nære alvorlige betænkeligheder ved at DSB havde fundet det berettiget at anvende en så vidtgående sanktion som afskedigelse med opsat pension over for de forseelsestyper der forelå i sagen.

Fra nyere retspraksis kan nævnes to domme om inddragelse af fiskerilicens til industrifiskeri hvori der indgår overvejelser om proportionalitetsprincippet. Begge sagerne drejede sig om § 6, stk. 2, i den dagældende lov om regulering af fiskeriet der havde følgende ordlyd

’ Stk. 2. Fiskeriministeren kan tilbagekalde licensen, hvis indehaveren har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af de i licensen foreskrevne vilkår.’

I en Vestre Landsrets dom gengivet i UfR 1999, s. 1880f, anså landsretten Fiskeridirektoratets inddragelse af en licens til industrifiskeri for ugyldig. I denne sag havde en fisker der havde tilladelse til at drive industrifiskeri med sit fartøj i alle farvande, losset industrifisk fra sit fartøj i Bergen uden forudgående anmeldelse til Fiskeridirektoratet som foreskrevet. På den baggrund inddrog Fiskeridirektoratet fiskerens tilladelse for en måned i medfør af § 6, stk. 2, i lov om regulering af fiskeriet. Fartøjet der var ført af en afløserskipper, var under fiskeri i Nordsøen på grund af vejrforholdene sejlet til havn i Bergen hvor losningen af fangsten skete efter forudgående anmeldelse til en norsk salgsorganisation.

Landsretten fremhævede en række konkrete omstændigheder i forbindelse med fiskeriet og losningen, herunder at skibsføreren efter eget udsagn var uvidende om reglerne om forudanmeldelse ved landing i udlandet. Endvidere fremhævede landsretten bl.a. at der ikke var landet eller søgt landet ulovligt fangede fisk. Herefter udtalte landsretten følgende

’Ved afgørelsen af, om den manglende forudanmeldelse af den losning, der fandt sted i Bergen, kan anses for ’grov’ i den forstand, dette udtryk anvendes i § 6 i lov om regulering af fiskeriet, må det dog også tages i betragtning, at inddragelsen af tilladelsen til industrifiskeri for en kortere eller længere periode er et alvorligt indgreb i licenshaverens næring. Der er tale om en sanktion, som har umiddelbar virkning for den pågældendes udøvelse af erhvervet, og det kan være vanskeligt at overskue konsekvenserne af sanktionen, idet virkningerne af inddragelsen og dermed sanktionens intensitet til dels er afhængig af, på hvilket tidspunkt af fiskerisæsonen inddragelsen for et givet tidsrum sker. Dertil kommer, at der ikke i forarbejderne til bestemmelsen i § 6, stk. 2, i lov om regulering af fiskeriet er anført omstændigheder, som giver grundlag for at antage, at der efter bestemmelsen skulle være adgang til at inddrage allerede meddelte tilladelser i videre omfang, end tilladelser efter anden tilsvarende lovgivning kan inddrages, eller at det almindeligt gældende forvaltningsretlige princip om proportionalitet skulle være helt eller delvist fraveget.

På den baggrund og under hensyn til, at reglerne om forudanmeldelse – uanset deres væsentlige betydning for kontrolordningens funktion – dog knytter sig til den formelle tilrettelæggelse af procedurerne for fiskerikontrollen, at der ikke er sket ulovligt fiskeri, og at landingen af fisk i Norge efterfølgende af sagsøgte selv er indberettet til fiskerimyndighederne ved indlevering af logbog og afregning, findes den manglende forudanmeldelse til sagsøgeren ikke at kunne betegnes som så grov, at den kan begrunde inddragelse af sagsøgtes tilladelse til industrifiskeri.

Landsretten har herved også lagt vægt på, at det efter det oplyste må antages, at landingen i Norge skyldtes vejforholdene, og at den var usædvanlig for Ole Jensen [skibsføreren; min bemærkning], der ikke tidligere havde landet fisk uden for Thyborøn.’

I en anden sag om inddragelse af fiskerilicens til industrifiskeri gengivet i UfR 2000, s. 2217f, anså Højesteret derimod ikke Fiskeridirektoratets inddragelse af fiskerilicens for ugyldig. Denne sag drejede sig om en fisker der havde tilladelse til industrifiskeri i alle farvande. Som vilkår for tilladelsen var bl.a. fastsat at bifangster af sild ikke måtte overstige 10 pct., og at andelen af usorterbar fisk højst måtte udgøre 25 pct. af den samlede mængde fisk om bord. Det fremgik af tilladelsen at denne kunne inddrages uden varsel efter reglerne i § 6 i lov om regulering af fiskeriet hvis vilkårene ikke blev overholdt. Efter at kutteren var vendt tilbage, viste en stikprøve fra lasten at sildefangsten udgjorde 19,53 pct. af den samlede mængde fisk og at mængden af usorterbar fisk var 42,29 pct., og fiskerilicensen blev inddraget for en måned. Under denne sag gjorde fiskeren gældende at licensinddragelsen stred mod proportionalitetsprincippet med henvisning til at der ikke var forholdsmæssighed mellem hans forseelse og inddragelsen af licensen. Fiskeridirektoratet fremførte at inddragelsen af licensen i en måned ikke stred mod proportionalitetsgrundsætningen. Direktoratet henviste til at der var tale om en meget betydelig overskridelse af de tilladte grænser for bifangster.

Henset til overskridelsernes omfang anså landsretten ikke licensinddragelsen på en måned for et uforholdsmæssigt indgreb. Højesteret stadfæstede landsrettens dom af de grunde der var anført af landsretten, og med enkelte bemærkninger. Af Højesterets præmisser fremgår at Højesteret lagde vægt på at den konkrete landing af fisk i betragtning af de formål som tilladelsesordningen skulle tjene, ud fra en objektiv vurdering utvivlsomt måtte anses som en grov overtrædelse af vilkårene for tilladelsen til industrifiskeri. Højesteret lagde endvidere vægt på at vilkårsovertrædelsen ikke skyldtes undskyldelige forhold.

Som det fremgår, blev der i begge sager foretaget en vurdering af om de konkrete omstændigheder i sagen berettigede afgørelsen om at inddrage fiskerilicensen. I den forbindelse inddrog domstolene overvejelser om hvorvidt den overtrædelse af reglerne som var blevet begået, var af mere formel karakter, eller om den stred mod formålet med licensordningerne. Det indgik også i bedømmelsen om overtrædelsen skyldtes undskyldelige forhold, herunder om skibsføreren havde været bekendt med de regler han havde overtrådt.

Fra retspraksis kan også nævnes sagen gengivet i UfR 1991, s. 130f. Den drejer sig om en vognmand som fra 1972 til 1987 i alt 25 gange var dømt eller havde vedtaget bøder for overtrædelse af henholdsvis færdselslovgivningens regler om overlæs og reglerne i Arbejdsministeriets bekendtgørelse om arbejderbeskyttelse i landevejstransport angående køre- og hviletid m.v. Vognmanden var endvidere både i 1985 og 1987 dømt for spirituskørsel. På den baggrund fandt Vejtransportrådet at der var grund til at antage at vognmanden ikke fremtidig ville drive sin vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde, og rådet tilbagekaldte uden forudgående advarsel hans tilladelser til godskørsel. I præmisserne fremhævede Højesteret at vognmanden ikke havde fået nogen advarsel forud for tilbagekaldelsen af tilladelserne, og at den spirituskørsel som fandt sted i 1985, ikke umiddelbart gav Vejtransportrådet anledning til at overveje tilbagekaldelse. Under disse omstændigheder fandt Højesteret ikke fuldt tilstrækkelig grundlag for at antage at vognmanden ikke i fremtiden ville drive sin virksomhed på forsvarlig måde.

For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt proportionalitetsprincippet er indgået ved vurderingen af (B)’s sag, har Færdselsstyrelsen som sekretariat for Vejtransportrådet bl.a. udtalt følgende

’Under sagens behandling i Vejtransportrådet den 17. november 1998 blev det af et af medlemmerne af rådet anført, at indstillingen om afslag på godkendelse kunne synes hård. Flertallet af Vejtransportrådet vurderede imidlertid, at såfremt rådet i denne sag godkendte virksomheden, ville det få konsekvens for tidligere afgjorte tilsvarende sager om kørsel uden godkendelse. Endvidere lagde Rådet vægt på, at der forinden ikrafttrædelsen af lovændringen var oplyst om denne alle relevante steder, og det blev herunder anført, at ukendskab til loven ikke fritager for ansvar. En godkendelse af ansøgeren ville tillige kunne give problemer i branchen på grund af Rådets strenge praksis i disse sager.

I forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om genoptagelse af sagen på Vejtransportrådets møde den 21. april 1999 blev forholdsmæssigheden i Vejtransportrådets beslutning om afslag på vognmandstilladelse på ny drøftet. Vejtransportrådet var i den forbindelse inde på, om en advarsel kunne være en alternativ og mindre indgribende reaktionsmulighed.

Rådet fandt, at afslaget på at godkende ansøgeren var særligt indgribende i denne sag, idet der var tale om en bestående virksomhed, der blev lukket. Det blev imidlertid anført, at ukendskab til reglerne ikke burde fritage for ansvar, at sager af samme art burde behandles ens, samt at hensynet til tilladelsessystemet, og dem der respekterer det, tilsiger en streng praksis i sager om vognmandskørsel uden tilladelse.

Det fremgår således af referaterne fra Vejtransportrådets møder den 17. november 1998 og den 21. april 1999, at proportionalitetsbetragtninger indgik ved vurderingen af sagen.

I den konkrete sag har Vejtransportrådet efter en skønsmæssig vurdering dog fundet, at ansøgningen måtte afslås af hensyn til respekten for tilladelsessystemet, samt at en godkendelse efter ulovlig kørsel igennem længere tid ville sende et forkert signal til hele branchen. Vejtransportrådet har i sagen ikke fundet, at en mindre indgribende reaktion – en advarsel – kunne fremme disse hensyn, idet hensynet til retshåndhævelsen af godskørselslovens tilladelsessystem blev fundet at måtte veje tungere end hensynet til den virksomhed, som har overtrådt loven.’

Ved vurderingen af om (B)’s udførelse af slamsugning efter den 31. december 1996 uden vognmandstilladelse var af en sådan karakter at dette forhold i sig selv kunne begrunde afslag på hans ansøgning om vognmandstilladelse, må der efter min opfattelse lægges vægt på at afgørelsen om afslag var af særlig indgribende karakter.

Vejtransportrådets afslag på at udstede vognmandstilladelse indebar således at (B) blev udelukket fra at fortsætte med at drive den selvstændige virksomhed som han efter det oplyste havde drevet siden 1973. (B) havde efter det oplyste ikke haft anden beskæftigelse de seneste 25 år. Afgørelsens retsvirkninger svarer derfor til en tilbagekaldelse af en erhvervstilladelse, og den har efter det oplyste ramt (B) særdeles hårdt økonomisk.

Jeg har endvidere overvejet det Færdselsstyrelsen har anført om at ukendskab til reglerne ikke fritager for ansvar.

Jeg er naturligvis enig i at man som borger kan pådrage sig et ansvar selv om man ikke havde kendskab til de regler man har overtrådt. Ved bedømmelsen af hvor streng en reaktion der bør anvendes ved overtrædelse af godskørselslovens godkendelseskrav, må det dog efter min opfattelse tages i betragtning om der foreligger en forsætlig eller uagtsom overtrædelse af reglerne. Efter det for mig oplyste var årsagen til at (B) udførte slamsugningsvirksomhed efter den 31. december 1996 uden vognmandstilladelse, at han ikke var bekendt med at slamsugningsvirksomhed med virkning fra den 1. januar 1997 var omfattet af godskørselslovens godkendelseskrav. Som nævnt ovenfor må dette forhold betegnes som uagtsomt. Der foreligger således ikke i sagen oplysninger om at (B) forsætligt skulle have udført kørsel i strid med godskørselslovens tilladelseskrav.

Endvidere har jeg hæftet mig ved at (B) af egen drift ansøgte Vejtransportrådet om tilladelse til at udføre godskørsel for fremmed regning da han blev opmærksom på at hans virksomhed var blevet omfattet af godskørselslovens tilladelseskrav.

Jeg har også hæftet mig ved det i sagen oplyste om at (B) har meldt sig ind i Danske Vognmænd med henblik på at sikre sig at han fremover bliver orienteret om ny lovgivning på området.

Ved min bedømmelse af sagen er jeg endvidere opmærksom på det Færdselsstyrelsen har anført om at hensynet til det ved godskørselsloven etablerede tilladelsessystem tilsiger at Vejtransportrådets praksis i sager om vognmandskørsel uden tilladelse bør være streng. I den konkrete sag fandt Vejtransportrådet således at hensynet til håndhævelsen af tilladelsessystemet måtte vejere tungere end hensynet til (B).

Jeg er enig i at hensynet til håndhævelse af tilladelsessystemet må tillægges stor betydning. Dette hensyn må dog afvejes over for andre hensyn ved administrationen af godskørselsloven. Højesterets dom i sagen UfR 1991, s. 130f, illustrerer at efter omstændighederne bliver tilladelser til godskørsel for fremmed regning opretholdt selv om der foreligger et betydeligt antal lovovertrædelser af den art som tilladelsessystemet skal modvirke.

I den foreliggende sag er der ikke konkrete oplysninger der tyder på at hensynet til håndhævelse af tilladelsessystemet ville være blevet alvorligt tilsidesat hvis (B) havde fået en vognmandstilladelse.

Herudover må det efter min mening også tages i betragtning at uanset at tilladelsessystemet er væsentligt for at sikre opnåelsen af de formål som godskørselsloven skal varetage, er der tale om et sæt af procedureregler som skal muliggøre den nødvendige kontrol af godskørsel for fremmed regning. Det er disse regler (B) har overtrådt, mens der ikke foreligger oplysninger om at han har handlet på en måde der er i strid med de formål som tilladelsessystemet sigter på at varetage. Som nævnt er disse formål at skabe mere lige konkurrencevilkår inden for erhvervet og bedre sociale vilkår for vognmandserhvervets udøvere samt at understøtte bestræbelserne på at øge færdselssikkerheden. Herefter, og da der heller ikke i øvrigt er oplysninger i sagen om at (B)’s ansøgning om vognmandstilladelse ville være blevet afslået med anden begrundelse end den anførte, er der ikke grundlag for at antage at (B) ikke ville have fået vognmandstilladelsen hvis han havde indgivet sin ansøgning rettidigt.

Der indgår heller ikke i sagen oplysninger om at (B) ved udøvelsen af sin slamsugningsvirksomhed i øvrigt skulle have overtrådt gældende regler på området.

På den baggrund kan hensynet til at sikre respekten for det ved godskørselsloven etablerede tilladelsessystem og formålet med godkendelseskravet næppe begrunde en afgørelse med så alvorlige konsekvenser for (B).

Selv om jeg er enig i betydningen af de hensyn som Vejtransportrådet og Færdselsstyrelsen har fremført, er det efter en samlet bedømmelse af sagen min opfattelse at en afgørelse med så alvorlige konsekvenser for (B) ikke kan anses for at være i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet.

Jeg har gjort Vejtransportrådet og Færdselsstyrelsen bekendt med min opfattelse.

Jeg har i dag henstillet til Vejtransportrådet at rådet overvejer at genoptage behandlingen af sagen.”

Færdselsstyrelsen meddelte mig den 19. juni 2001 at Vejtransportrådet på et møde den 15. juni 2001 havde besluttet at træffe ny afgørelse i sagen. Efter den nye afgørelse i sagen blev vognmanden anset for at opfylde kravet i den nugældende godskørselslovs § 3, stk. 1, nr. 7. Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 1, nr. 8, i den dagældende godskørselslov.

I brev af 26. juni 2001 meddelte jeg Færdselsstyrelsen at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Færdselsstyrelsen meddelte mig den 19. juni 2001 at Vejtransportrådet på et møde den 15. juni 2001 havde truffet en ny afgørelse i sagen. Efter den nye afgørelse i sagen blev vognmanden anset for at opfylde kravet i den nugældende godskørselslovs § 3, stk. 1, nr. 7. Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 1, nr. 8, i den dagældende godskørselslov.

Jeg meddelte herefter Færdselsstyrelsen at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

NOTER: (*) FOB 1999, s. 80, og FOB 1994, s. 365.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Slamsugning blev med virkning fra den 1. januar 1997 omfattet af godskørselslovens godkendelseskrav. En vognmand der havde drevet slamsugningsvirksomhed siden 1973, ansøgte i midten af 1998 om vognmandstilladelse – altså halvandet år for sent. Vejtransportrådet afslog ansøgningen med den begrundelse at vognmanden på baggrund af overtrædelsen af godkendelseskravet ikke opfyldte godskørselslovens vandelskrav.

Ombudsmanden udtalte at en afgørelse med så alvorlige konsekvenser for vognmanden efter en samlet bedømmelse af sagen ikke kunne anses for at være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Afgørelsens retsvirkninger svarede til tilbagekaldelse af en erhvervstilladelse, og den ramte vognmanden særdeles hårdt økonomisk.

Ved bedømmelsen af hvor streng en reaktion der burde anvendes, måtte det efter ombudsmandens opfattelse tages i betragtning at vognmanden på grund af uagtsomhed ikke var bekendt med at slamsugning var omfattet af godkendelseskravet.

Ombudsmanden mente endvidere at hensynet til at sikre respekten for overholdelse af godskørselslovens tilladelsessystem og formålet med godkendelseskravet næppe kunne begrunde et afslag.

Ombudsmanden henstillede til Vejtransportrådet at overveje at genoptage sagen. (J.nr. 1999-2571-512).