Tilbagebetaling af boligstøtte

§ 7. Som medlemmer af husstanden medregnes ansøgeren, dennes ægtefælle, hjemmeværende børn og andre, der har fast ophold i lejligheden uden at være logerende.

§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’

Ved brev af 3. februar 2000 meddelte kommunen (A) at hun skulle tilbagebetale 7.466 kr. i for meget udbetalt boligstøtte.

Brevet indeholder ingen henvisninger til efter hvilke regler afgørelsen blev truffet, hvilket, som det ses, klart er i strid med § 24, stk. 1. Brevet indeholdt ingen beskrivelse af de faktiske oplysninger afgørelsen byggede på. I forvaltningslovens § 24, stk. 2, står at begrundelsen ’om fornødent’ skal indeholde en kort redegørelse for sagens faktiske oplysninger.

I en sag som den foreliggende hvor der er tilvejebragt et stort og bredt oplysningsmateriale som i en vis udstrækning er modstridende, er det åbenbart at en redegørelse er påkrævet med henblik på at myndighederne kan oplyse hvilke af de indbyrdes modstridende oplysninger der er lagt til grund.

Endelig burde brevet have indeholdt en angivelse af de oplysninger hvorpå kommunen byggede sin antagelse om at (B) var medlem af (A)’s husstand.

Heller ikke kommunens to senere afgørelser af henholdsvis 5. maj og 8. september 2000 indeholdt begrundelser.

Jeg anser det for kritisabelt at kommunen ikke ledsagede sine afgørelser af en fyldestgørende begrundelse.

Nævnets afgørelse af 11. september 2000 indeholdt både en henvisning til det anvendte retsgrundlag og en angivelse af de hensyn som nævnet tillagde vægt ved sin afgørelse. Nævnet burde dog efter min mening herudover have redegjort for sagens faktiske forhold og i den forbindelse have oplyst hvilke oplysninger nævnet så bort fra som utroværdige eller modbeviste.

Jeg er opmærksom på at nævnet på et punkt vedrørende (B)’s folkeregistertilmelding har oplyst at disse oplysninger ikke blev lagt til grund idet de ansås for modbevist eller i hvert fald slækket i deres troværdighed af andre oplysninger i sagen.

At nævnet ikke har forklaret hvorfor det mente at (A) var i ond tro, beroede, så vidt ses, på at nævnet ikke vurderede dette spørgsmål selvstændigt.

Sammenfatning

Jeg finder ikke at kunne kritisere at myndighederne på baggrund af de indsamlede oplysninger har vurderet at (B) måtte anses for medlem af (A)’s husstand.

Derimod anser jeg det for tvivlsomt om oplysningerne berettigede myndighederne til at antage at (A) havde modtaget boligstøtte mod bedre vidende eller havde afgivet urigtige oplysninger.

Kommunen traf afgørelse i sagen uden at partshøre og uden at give en begrundelse samt tilsidesatte forvaltningslovens § 11. Jeg anser disse forhold for kritisable.

Nævnet burde efter min mening have givet en mere indgående redegørelse for hvilke oplysninger det lagde til grund for afgørelsen.

Jeg har henstillet til det sociale nævn at det genoptager sagen og tager stilling til om (A) kan anses for at opfylde de subjektive betingelser for at blive pålagt et tilbagebetalingskrav.”

§ 43. Boligstøtten reguleres hver 1. januar på grundlag af de ændringer i beregningsgrundlaget, der er sket siden den sidst foretagne beregning. Giver ansøgeren inden udgangen af januar måned meddelelse om yderligere ændringer, der er indtrådt med virkning fra 1. januar, beregnes boligstøtten uanset § 44, stk. 1, 2. pkt., på grundlag heraf med virkning fra 1. januar.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan kræve, at ansøgerne hvert år giver indberetning om deres husleje, husstand og husstandsindkomst. Såfremt støttemodtageren ikke efter anmodning indgiver en sådan indberetning, kan kommunen lade boligstøtten bortfalde med virkning fra den 1. januar.

Stk. 3. Ansøgerne skal oplyse kommunalbestyrelsen om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten.

§ 47. Overstiger den faktiske husstandsindkomst den efter § 8 beregnede husstandsindkomst med mindst 16.000 kr., jf. § 72, stk. 1, nr. 20, skal den for meget modtagne boligstøtte tilbagebetales.

Stk. 2. En indkomstforøgelse medregnes ikke, i det omfang ansøgeren kan dokumentere, at forøgelsen skyldes feriepenge som nævnt i § 46, stk. 6.

Stk. 3. Ændringer i husstandens formue medfører ikke ændringer i formuetillægget efter § 8, stk. 6, jf. § 8 a, eller tilbagebetaling efter stk. 1 og 2.

Stk. 4. Stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt ansøgeren godtgør at have givet kommunalbestyrelsen meddelelse om indkomstændringer ud over den i stk. 1 nævnte grænse.

Stk. 7. Har ansøgeren om andre forhold end nævnt i stk. 1 undladt at give meddelelse som omhandlet i §§ 43, stk. 3, og 46, stk. 1, eller har ansøgeren mod bedre vidende uberettiget oppebåret boligstøtte, skal det beløb, der er oppebåret med urette, tilbagebetales.’

Sagen rejser for det første spørgsmålet om (B) var medlem af husstanden i (A)’s lejlighed, og om hans forhold derfor skulle medregnes ved beregningen af boligstøtte.

Som sagen foreligger oplyst, finder jeg at det må anses for forbundet med nogen bevismæssig usikkerhed hvorledes (B)’s forhold i denne henseende skulle bedømmes. Som påpeget af såvel kommunen som nævnet forelå der en del oplysninger der pegede i retning af at han, trods det at han ikke var folkeregistertilmeldt på adressen, alligevel havde fast ophold der. På den anden side tyder flere oplysninger på at han ikke havde fast ophold nogen steder – heller ikke i (A)’s bolig.

Jeg finder ikke at nævnets eller kommunens bevisvurderinger kan betragtes som ukorrekte eller uholdbare, og jeg har derfor ikke fundet grundlag for at udtale kritik heraf.

Det tilføjes at spørgsmålet, da nævnet traf afgørelse, var belyst overordentligt indgående, og at det derfor ikke kan bebrejdes myndighederne at de fandt at kunne vurdere dette spørgsmål. Selv om det måtte lægges til grund at der kunne være afholdt indenretlig afhøring i henhold til § 1018 i retsplejeloven, finder jeg ikke at der kan rejses kritik i anledning af at en sådan ikke blev gennemført. I denne forbindelse har jeg lagt vægt på at dette oplysningsskridt er helt usædvanligt i praksis, og at det måtte kræve særlig tungtvejende grunde for at antage at myndighederne i strid med hidtidig praksis skulle gennemføre et sådant forhør.

Antagelsen om at (B) måtte anses for medlem af husstanden, får efter boligstøtteloven umiddelbart virkning for den fremtidige beregning af boligstøtte. Om kommunen herudover kunne kræve den for meget udbetalte boligstøtte tilbagebetalt, forudsatte yderligere at betingelserne i § 47, stk. 7, var opfyldt. Ifølge denne bestemmelse kræves det at ansøgeren har undladt at give meddelelse om forhold der er relevante for beregning af støtten, eller at ansøgeren modtog hjælp uberettiget mod bedre vidende.

Heri ligger at ansøgeren har været i ond tro, dvs. har udvist et bebrejdelsesmæssigt forhold. Efter min mening kan der ikke uden videre sluttes fra det forhold at der nu anses at foreligge tilstrækkeligt bevis for at (B) har fast ophold i (A)’s bolig i den forstand boligstøtteloven har anvendt begrebet, til at antage at (A) var i ond tro. Det må yderligere kræves godtgjort at (A) vidste eller burde vide at der var tale om fast ophold.

Det er efter min mening overordentlig tvivlsomt om dette kan antages at være tilfældet. De foreliggende oplysninger viser at (B) i vid udstrækning har opholdt sig andre steder end i støttemodtagerens bolig, at han igennem 13 år havde været kæreste med en anden end hustruen, samt at kommunens børneafdeling har opfattet forholdet således at (B) og (A) havde ophævet samlivet, og at (B) ikke var folkeregistertilmeldt hos ansøgeren.

Dette problem ses hverken kommunen eller det sociale nævn at have været opmærksom på, og ingen af myndighederne har udtrykkeligt taget stilling hertil. Jeg har derfor henstillet til det sociale nævn at nævnet genoptager sagen med henblik på at vurdere om (A) opfyldte de subjektive betingelser for at blive tilbagebetalingspligtig.

Partsmedvirken

Forvaltningslovens § 19 indeholder følgende bestemmelse

’§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.’

Bestemmelsen skal sammen med andre bestemmelser i forvaltningsloven, bl.a. reglerne i kapitel 4 om partsaktindsigt, sikre at parten får indflydelse på sagens oplysninger. I § 11 er bl.a. fastsat følgende

’ Fremsætter en part under sagens behandling begæring om aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes, udsættes sagens afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne.’

Kommunens første afgørelse om at pålægge (A) tilbagebetalingspligt blev meddelt i brev af 3. februar 2000 (citeret ovenfor). Afgørelsen byggede på oplysninger der blev tilvejebragt i samarbejde mellem skatteforvaltningen, kontrolgruppen og Socialcenter ( ). Oplysningerne forelå beskrevet i et tre sider langt notat (som angivet ovenfor). Det følger af § 19, stk. 1, i forvaltningsloven at oplysningerne burde have været forelagt (A) til udtalelse inden der blev truffet afgørelse.

I brev af 30. januar 2001 fremkom retshjælpen med udtrykkelige bemærkninger om den måde kommunen gennemførte partshøringen på. I den anledning beskrev Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i brev af 26. marts 2001 til mig hvorledes der i almindelighed partshøres. Brevet, som er citeret foran, giver mig anledning til følgende bemærkninger

Svaret efterlader det indtryk at forvaltningen mener at partshøring er en afhøring af parten. Som det ses af forvaltningslovens § 19, stk. 1, er der tale om en pligt til at forelægge sagens faktiske oplysninger for parten for at give denne lejlighed til at kommentere dem. Det er således en løbende ekspedition i sagsbehandlingen som ikke kræver at den gennemføres af en anden end den almindelige sagsbehandler. Formålet er at parten får lejlighed til at korrigere eventuelle fejl, gøre opmærksom på huller eller selvmodsigelser i de indhentede oplysninger, pege på bevismæssig usikkerhed osv. Ofte vil det stemme bedst med formålet at partshøringen gennemføres skriftligt. Partshøring er et tilbud til parten om at udtale sig, og det er derfor hverken påkrævet eller foreneligt med formålet at parten samtidig udspørges uddybende eller bliver indskærpet sin oplysningspligt. Partshøringen omfatter samtlige oplysninger af relevans for sagsforholdet. Det vil derfor være naturligt at partshøringen gennemføres så sent i sagsforløbet som muligt.

Kommunen oplyste i brev af 10. september 1999 til kontrolgruppen at (A) har været ’partshørt den 31/8-99’. Der var tale om en samtale på Socialcenter ( ). Af referatet fra samtalen (citeret ovenfor) ses at der var tale om en udspørgning af hende – ikke om en forelæggelse af de oplysninger der på daværende tidspunkt var indhentet, og samtalen forløb klart ikke som et tilbud til hende om at korrigere, supplere, tilbagevise eller på anden måde forholde sig til allerede indhentede oplysninger. Så vidt ses, blev hun oven i købet instrueret om at hun havde oplysningspligt. Det er åbenbart at dette møde ikke opfyldte betingelserne i forvaltningslovens § 19, stk. 1, for partshøring.

Jeg finder det kritisabelt at kommunen ikke partshørte inden den traf afgørelse i sagen. Jeg har endvidere henledt kommunens opmærksomhed på at den fremgangsmåde der følges, ikke er i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Den 4. maj 2000 bad (C) Retshjælp kommunens boligstøtteafdeling om partsaktindsigt på vegne af (A). Efter det oplyste blev anmodningen imødekommet ved at afdelingen den 9. maj 2000 sendte 12 bilag. Dagen før, dvs. den 8. maj 2000, videresendte kommunen sagen til det sociale nævn. Samtidig meddelte kommunen at den fastholdt afgørelsen. Kommunen burde i overensstemmelse med forvaltningslovens § 11 have udsat sin (fornyede) afgørelse af sagen indtil partsaktindsigten var gennemført.

Dette forhold finder jeg kritisabelt.

Begrundelsespligt

Forvaltningslovens §§ 22-24 har følgende indhold

’§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Tilbagebetaling af boligstøtte

En kvinde, A, som er født den ( ), boede til leje på adressen X-vej i Århus. Indtil 9. januar 1991 var også hendes ægtefælle, B, tilmeldt på adressen. Parret har fire fælles børn født henholdsvis 1984, 1985, 1988 og 15. februar 1998.

Kontrolgruppen i Skatteforvaltningen i Århus indledte i 1999 en undersøgelse af A’s berettigelse til at modtage sociale ydelser, herunder boligstøtte. Kontrolgruppen udarbejdede den 29. juni 1999 følgende notat

”(B) fraflytter hustruen og deres på daværende tidspunkt 3 fælles børn fra hhv. 1984, 1985 og 1988 den 9/1-1991.

Den 15/2-1998 får parret endnu en søn.

I perioden 9/12-1991 til 1/5-1991 er han tilmeldt adressen ( ). Adressen er et rækkehus på 125 kvm med 5 værelser. Udover (B) er der i perioden tilmeldt 1 voksen kvinde og 2 børn.

I perioden 1/5-1991 til 6/3-1995 er (B) tilmeldt adressen ( ). Adressen er en 2-værelses lejlighed på 71 kvm. Udover (B) er der i perioden tilmeldt et ægtepar med et barn samt 3 voksne mænd.

I perioden 6/3-1995 til 20/4-1995 er (B) tilmeldt adressen ( ). Adressen er et rækkehus på 130 kvm med 4 værelser. Udover (B) er der i perioden tilmeldt 4 af hans søstre.

I perioden 20/4-1995 til 3/5-1995 er (B) tilmeldt adressen ( ). Adressen er en 1-værelses lejlighed på 33 kvm. Udover (B) er der i perioden tilmeldt yderligere 2 mænd på adressen.

I perioden 3/5-1995 til 15/1-1998 er (B) tilmeldt adressen ( ). Adressen er et kælderværelse på 23 kvm. Udover (B) er der i perioden tilmeldt yderligere 3 mænd.

I perioden 15/1-1998 til 30/3-1998 står (B) tilmeldt med ukendt adresse.

Pr. 30/3-1998 tilmeldes (B) (Y) haveforening.

(B) har en restance på 94.812,03 kr. hvorfor sagen den 20/5-1998 er overgivet til ( ) Inkasso til videre foranstaltning.

( ) Nærpolitiet i Åbyhøj har den 27/8-1998 pr. telefon oplyst følgende

I forbindelse med at politiet gerne ville snakke med (B), er han set ved (Z)-hallen på ( )-vej. Hustruen er bosiddende på (X)-vej, som er lige i nærheden.

Pr. 1.8.98 tilmeldes (B) adressen, (Æ)-vej. Her er også et ægtepar tilmeldt.

Den 7.5.99 tilsendes (B) udlægstilsigelse med udlægsforretning på bopælen den 31.5.99 kl. 16.30.

I dagene op til udlægsforretningens gennemførelse, møder (B) flere gange på Inkassokontoret og Pantefogedkontoret, men Pantefogeden fastholder udlægsforretningen.

Således fremmødt på adressen (Æ)-vej antraf Pantefogeden (B), men ikke ægteparret, der også er tilmeldt adressen.

Pantefogeden konstaterede, at (B) intet ejer på adressen. (B) oplyste, at alle hans ejendele blev opbevaret i hans bil, der stod parkeret lige udenfor lejligheden. Pantefogeden konstaterede efterfølgende, at disse ejendele alene udgjorde et par bukser og en trøje samt noget værktøj af ubestemmelig karakter. Pantefogeden er fuldstændig overbevist om, at (B) ikke bor på den tilmeldte adresse.

29.6.99: Udleveret til Folkeregistret for besøg på hustrus adresse./( )

22.7.99 kl. 9.40 er Folkeregistrets undersøger på hustrus adresse. Navneskilt på postkasse lyder på: (A) & (B). Hustru er tilmeldt adressen 1.3.95. Manden har aldrig været tilmeldt der. (B) opholdt sig på adressen. Han blev hentet på 1. sal. Han havde bare fødder og var iklædt shorts. Var i øvrigt ved at knappe sin skjorte.

(B) oplyste, at han opholdt sig på adressen fordi han var kommet hjem fra ferie. Oplyste, at han boede (Æ)-vej.

Senere på dagen møder (B) i Kontrolgruppen og er meget utilfreds over vort besøg hos hustru. Foreholdt Pantefogedens oplysninger, meddeler han nu, at alle hans ejendele er i kolonihavehuset på adressen (Y) haveforening. Han havde ikke oplyst dette til Pantefogeden, da denne ikke havde spurgt ham. Da der i løbet af samtalen var adskillige divergerende opfattelser af hændelsesforløbet ved Pantefogedens besøg, blev sidstnævnte hidkaldt.

Endvidere oplyste (B), at han havde ejet kolonihavehuset i 2 år og 3 mdr. Efterfølgende erkendte han overfor Pantefogeden, at han ikke ejede kolonihavehuset, men havde betalt en del til ejeren for senere overtagelse.

Iflg. årsliste fra Haveforbundet er ejerforholdet følgende

Pr. 9.1.1997 ( )

pr.21.1.1998 (B)

Pr. 4.1.1999 ( )

Pantefogeden spurgte (B) om, hvor dennes beklædningsgenstande p.t. forefandtes og fik oplyst, at disse grundet hjemkomsten fra ferie var at forefinde hos hustru (skal jo vaskes).

Endvidere oplyste (B), at det var ham, hustru og børnene, der havde været på ferie sammen. De skulle være kørende i hustrus bil (der er ikke reg. bil på hendes kontrolbilag). (B) oplyste på forespørgsel, at hustru ikke havde kørekort. Ved Pantefogedens besøg på (Æ)-vej havde (B) oplyst, at hans pas var gået i stykker og befandt sig hos en kammerat. Ved forespørgsel om, hvor passet p.t. befandt sig, svarede (B): ’Hjemme’. Pantefogeden ønskede dette prærciseret, og (B) oplyste, at passet var på hustrus adresse./( ).

Kontoudtog indkaldt fra begge 28/9 1999. (A) indleverede kontoudtog 7/10 1999. Af disse er der intet der kan bekræfte fælles økonomi. (Der hæves store runde kontante beløb regelmæssigt og intet betales via banken). Kontoudtogene er returneret.

( ) fra boligforeningen ( ) har oplyst til kontrolgruppen 13/10 1999, at de andre beboere i lejligheden på (Æ)-vej har oplyst, at lejlighedsindehaveren (B) ikke bor der, han henter kun sin post. Han skulle bo hos sin hustru. ( ) er underrettet ved skrivelse af 14/10 1999, så boligforeningen kan opsige (B).

(B) er rykket for kontoudtog 27/10 1999.

Kontoudtog fra Den danske bank for perioden 3/4 1996 – 30/12 1998 viser, at (B) hæver kontante beløb i følgende automater

(Ø) automat:109 hævninger i perioden

(Å) automat:8 hævninger i perioden

( ):3 hævninger i perioden

( ):3 hævninger i perioden

( ):1 hævning i perioden

( ):1 hævning i perioden

(Ø) automat er den automat, der ligger nærmest hustruens adresse. Hvis man bor på (Æ)-vej, så er der under 300 m til (Å) automat – og alle dagligvareindkøb m.v. kan foretages lige i nærheden bl.a. i ( ), der også ligger mindre end 300 m væk.”

Sagen blev overgivet til Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Socialcenter Vest, som den 26. august 1999 udarbejdede følgende notat

”

Ægtefællen fraflytter fælles bolig på (X)-vej den 9.1.91, på det tidspunkt var der 3 fællesbørn fra 84-85 og 88, hustruen føder nyt barn den 15.2.98, iflg. FR har de ikke været samboende siden 91.

På alle de adresser hvor ægtefællen har boet har der været andre tilmeldt, fra 15.1.98 og til 30.2.98 på FR 1., fra 30.3.98 og til 1.8.98 (Y) haveforening, for den 1.8.99 at flytte til nuv. bolig på (Æ)-vej, som iflg. journalnotat er hans bolig, der er også et ægtepar tilmeldt på denne adresse, ( ) fra 1.11.98 samt ( ) fra 28.4.99.

Iflg. politiets oplysninger er ægtefællen observeret omkring hustruens bopæl.

Pantefogeden har været på hans bolig, hvor (B) oplyste, at hans ejendele var i hans bil, disse ejendele viste sig at være et par bukser og en trøje samt noget værktøj. Det er pantefogedens opfattelse, at han ikke bor på den tilmeldte adresse.

Folkeregisteret har været på hustruens adresse 22.7.99 kl. 9.40. På navneskiltet stod (A) & (B), ægtefællen har aldrig været tilmeldt på denne adresse. Ægtefællen er på adressen, og han kom fra l. sal i shorts og var ved at knappe sin skjorte. Han oplyste, at han opholdt sig på hustruens adresse, da han lige var kommet hjem fra ferie.

Senere samme dag kommer ægtefællen til kontrolgr. og er utilfreds over besøget hos hustruen. Han oplyser nu, at alle hans ejendele er i Haveforeningen som han oplyste at han havde ejet i 2 år og 3 mdr. dette stemmer ikke med årslisten fra haveforeningen, senere oplyser han, at han ikke ejede kolonihavehuset, men havde betalt en del til ejeren for senere overtagelse.

Pantefogeden spurgte (B) hvor hans beklædningsgenstande pt. forefandtes og fik oplyst, at disse grundet hjemkomst fra ferie var hos hustruen (skal jo vaskes).

Endvidere oplyste (B), at det var ham, hustru og børnene, der havde været på ferie sammen. De skulle være kørende i hustrus bil, (B) oplyste desuden, at hustruen ikke har kørekort. (B) har først oplyst. til pantefogeden ved besøget på hans bopæl, at hans pas var gået i stykker og befandt sig hos en kammerat. Nu oplyser han, at det er ’hjemme’, pantefogeden ønsker at få præciseret ’hjemme’, og han svarer at passet er på hustruens adresse.

Hustruen modtager børnebidrag til 3 ældste børn månedsvis samt til barnet fra 98, ½ årsvis pr check, der skulle være fælles forældremyndighed.

Børnetilskud som enlig og børnefamilieydelse indsættes på: ( )

Bistandshjælpen indsættes på konto: ( )

Iflg. B350 er der ingen fælles konti.

Hustruen er pr. 1.7.99 blevet både ejer og bruger af bil: ( )

Hustruen er kendt i boligstøttepladsanvisning samt friplads.

Ægtefællen får bistandshjælpen indsat på: ( )

Han har solgt sin bil ( ) den 22.7.99, han har både været ejer og bruger.

Vi indkalder hustru til samtale vedr. samliv, inden den 3.9.99.

31.08.99

Hustruen her på kontoret d.d. efter aftale.

Hustruen oplyser, at hun fik det 4. barn i håbet om at ægtefællen ville flytte hjem til hende igen, men det lykkedes ikke, og han har sagt, at han ikke ønsker at bo sammen med hende, og når han kommer på besøg er det for at se børnene, han har desuden en dansk kæreste, som han ikke bor sammen med.

Ægtefællen har ingen ting stående hos hende, møbler m.v. er på hans bopæl, enten i haven eller hans lejlighed.

Han kommer nogle gange hver dag, andre gange kan der gå 14 dage, børnene savner deres far, og hans navn står på døren, da hun er bange for at bo i huset, hvis der kun står hendes navn.

Han kører tit børnene i børnehave og skole og henter dem igen, det er måske hver 2. dag, han spiser der ikke. Hustruen oplyser desuden, at ægtefællen har dårligt hjerte.

Han sover der aldrig, det var en undtagelse den dag FR var på hustruens adresse, da hele familien havde været på ferie i Østrig, hvor han har noget familie, de var væk i 1 uge. Hans pas ligger ikke hos hustruen, da hun ikke har nogle af hans ting.

De var taget på ferie sammen, da hun ellers ikke havde nogen mulighed for at give børnene en ferie, og børnene ville gerne være sammen med deres far.

Hustruen har ikke kørekort, men det er rigtigt at hun har købt en bil den 1.7.99, ægtefællen står som ejer og bruger, og det er manden som kører i den pga. børnene, som han bringer i skole m.v. Hustruen har lånt pengene til bilen, da ægtefællen ikke kan låne i banken.

Det er muligt de ikke kan betragtes som samboende, men de har et økonomisk fællesskab.

Hustruen erklærede sig som enlig forsørger, og underskrev fornyet ans. om o&e samt underskrev partshøringen, og blev forklaret reglerne for at modtage btsk. som enlig og hendes oplysningspligt, som hun godt kendte fra tidligere.

”

Den 10. september 1999 skrev Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen således til kontrolgruppen

”

Ægteparret er samboende til 9.1.91. Siden har mand været folkeregistertilmeldt 7 forskellige adresser – altid sammen med andre samt en periode med adresse ukendt.

Der er født fællesbarn den 15.2.98.

Trods mandens ’nervøsitet’ ved en kommende udlægsforretning, gennemføres denne på mands bopæl 31.5.99. Pantefogeden konstaterer, at mand intet ejer på adressen, og pantefogeden er fuldstændig overbevidst om, at han ikke bor på (Æ)-vej.

Folkeregisterets undersøger den 22.7.99 på hustruens bopæl. Navneskiltet lyder på (A) & (B). Mand blev truffet på adressen – let påklædt og oplyste, at han var på adressen, fordi han var kommet hjem fra ferie.

Af kontrolgruppens notater fremgår, at mand har givet forskellige forklaringer om sit ’ejerskab’ af et kolonihavehus på adressen (Y) haveforening – at mands tøj og pas befinder sig hos hustru – at hele familien har været på ferie sammen, kørende i hustruens bil.

Hustru har været partshørt den 31.8.99. Hun fik det 4. barn i 1998 i håb om at manden så ville flytte hjem. Manden har ingen møbler hos hende, heller ikke pas eller andre ejendele. Hans navn står på døren, da hun er bange for at bo alene i huset.

Han kommer i hjemmet nogle gange hver dag – andre gange hver 14. dag. Han kører tit børnene i børnehave og skole og henter dem igen – ca. hver 2. dag. Han spiser ikke og sover ikke i hjemmet. Det var en undtagelse den dag, Folkeregisterets undersøger var på adressen, idet hele familien havde været på ferie i Østrig.

Hun har købt bil den 1.7.99 – en BMW). Hun har lånt penge til bilen, da ægtefællen ikke kan låne i banken. Han står som ejer og bruger, og han bruger bilen til at køre børnene. Hun har ikke kørekort. Hun erklærer sig som enlig.

For samliv taler

Mandens mange adresser, altid sammen med andre.

Fællesbarn, født den 15.2.98.

Pantefogedens konklusion efter besøg på mandens folkeregisteradresse, at han ikke bor der.

Folkeregisterets undersøger har truffet manden hos hustruen.

Mand fortæller, at hans ejendele og pas er hos hustruen.

Mands forskellige forklaringer om ’ejerskabet’ til kolonihavehuset.

Familien holder ferie sammen.

Hustruen har lånt penge til køb af bil, som manden er bruger af.

Mand kommer meget ofte i hjemmet og [kører] børnene ca. hver 2. dag i institution og skole.

Det findes godtgjort, at der er tale om samliv. Spørgsmålet er, om krav skal sendes tilbagevirkende fra 9.1.91 eller hvornår.”

Den 19. november 1999 skrev forvaltningen til boligstøtteafdelingen hvor det konkluderedes at A og B måtte antages at have haft samliv fra 1. juni 1997. Forvaltningen anførte bl.a.

”( ), Familieydelsesafdelingen, Pladsanvisningen og socialcenter ( ) er enige om, at det er tilstrækkeligt godtgjort, at der er tale om samliv fra 1.6.1997 (9 måneder før sidste barns fødsel 15.2.98).

Begrundelsen findes i ovennævnte materiale. Til begrundelsen i mit notat af 10.9.1999 kan tilføjes yderligere begrundelse

Beboerne i mandens lejlighed (Æ)-vej har oplyst, at (B) ikke bor der. Han henter kun sin post. Han skulle bo hos sin hustru.

Af kontoudtog fra banken ses, at faktisk alle (B)’s hævninger af kontanter sker på (Ø) automat, som ligger nær hustrus adresse.”

Den 3. februar 2000 sendte Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen A et brev om at boligstøtten for perioden fra 1. januar til 31. december 1998 blev ændret, og at hun havde fået 7.466 kr. for meget i boligstøtte. Ændringen fremkom ved at der i stedet for en regnedes med to voksne, og at der havde været en uoplyst merindkomst på lidt under 100.000 kr.

Den 18. februar 2000 sendte forvaltningen A følgende brev som skulle erstatte brevet af 3. februar 2000

”Ved opstilling af opgørelse over, hvornår det for meget udbetalt er udbetalt, er der sket en fejl for tiden 01.01.-28.02 2000. (grundet fejl på kommunedatas edb anlæg.)

Der er skrevet at De har modtaget 2751 kr. pr måned dette er imidlertid ikke rigtigt De har modtaget 2896 kr. pr måned. Efter omregning er den nye beregning pr 2078 kr. pr måned. Der er således udbetalt 320 kr. mere end oplyst i brev af 3. februar.

Tilbagebetalingskrav er 21.395 kr.

De vil i slutningen af februar måned modtage endelig beregning.”

Den 8. februar 2000 mødte A personligt i forvaltningen for at protestere mod afgørelsen. I notat af 21. februar 2000 om samtalen er anført følgende

”A møder personligt på mit kontor den 8.2.2000 og vil anke afgørelsen om tilbagebetaling af boligstøtte i perioden 1.6.97 – 28.2.2000.

Hun hævder, at parret ikke har boet sammen siden 1991. De kan ikke blive skilt, da de er kristne katolikker.

Hun oplyser, at hun siden 1991 har haft mange problemer med manden, som mest opholder sig i en Billiardhal og ryger Hash. Der er mange uoverensstemmelser. De kan ikke enes og han tager ikke vare på hende og børnene. Begge parters familie har forsøgt at mægle – uden resultat.

Hun ved ikke, hvor manden bor eller hvor han opholder sig – men han er vist altid i billiardklubben. Hun kan træffe ham der.

Alle hans ting skulle være i kolonihavehuset.

Hun oplyser tillige, at de oplysninger, hun har givet ved partshøringen den 31.8.99 er rigtige.

Hun har fået udleveret kopi af Kontrolgruppens 3 sider notat (– navnene på de personer, der er nævnt vedr. ejerforholdet til kolonihavehuset) samt Center ( )’s skrivelser af 10.9.99 og 19.11.99 i f.m. aktindsigt.

Hun ville vise de udleverede akter til sin nabo og evt. komme med yderligere kommentarer til sagen inden 14 dage. Da der ikke er kommet yderligere, lægges sagen til Boligstøtteafdelingen til videre ekspedition.”

Den 8. maj 2000 sendte kommunen sagen til Det Sociale Nævn for Århus Amt. Kommunen fastholdt efter en genvurdering af sagen den påklagede afgørelse.

Den 9. maj 2000 sendte forvaltningen sagens akter til C Retshjælp som den 4. maj 2000 på A’s vegne havde bedt om aktindsigt. De akter der blev udleveret, var

”Notatark af 3/3 2000 (fremsendelse af girocheck)

Bekræftelse på modtagelse af klage 24/2 2000

Modtagelse af klage 8/2 2000

Brev om for meget udbetalt i tiden 1/6 1997 – 28/2 2000 18/2

Breve om beregning for 1997 – 1998.

Kopi af brev fra kontrolgruppen 9 sider (begrundelse for nyberegning)”

Samtidig med anmodningen om aktindsigt sendte retshjælpen et brev til nævnet hvori det blev oplyst at retshjælpen samtidig bad kommunen om aktindsigt samt ”når denne er modtaget og gennemgået gerne [ville] have lejlighed til at kommentere sagen overfor nævnet”.

Den 16. maj 2000 gav nævnet retshjælpen besked om at nævnet havde modtaget sagen fra kommunen. Nævnet skrev

”Det Sociale Nævn bekræfter herved modtagelsen af den klage, som De har indgivet for (A), cpr.nr. ( ), (X)-vej.

Kommunen har medsendt Deres klageskrivelse og sagsakter, der vedrører kommunens behandling af sagen.

Da De er partsrepræsentant for ovennævnte, vil nævnet i forbindelse med sagens behandling og afslutning korrespondere med Dem og ikke med parten.

Der fremsendes kopi af kommunens redegørelse.

”

Den 20. juni 2000 sendte retshjælpen bemærkninger til sagen. Retshjælpen skrev bl.a.

”Retshjælpen har den 4. maj 2000 samt ved efterfølgende brev af 24. maj 2000 anmodet om aktindsigt i den pågældendes sag ved socialforvaltningen, ( ). Denne er endnu ikke modtaget.

Retshjælpen skal herved fremsætte en foreløbig kommentar i sagen efter samtale med (A)

(A) forklarer, at hun er kommet til Danmark i 1985 som flygtning fra (...) med sin ægtefælle og deres fælles børn. Ægteskabet blev indgået i 1984. I 1990 blev de separeret på grund af vold mod hende (hun lider således af hørenedsættelse og skal have høreapparat som følge af vold). De er ikke skilt af religiøse grunde, men forholdet har aldrig siden været genoptaget.

Tidligere ægtefælle betegnes som psykisk syg med et stort misbrugsproblem. Hans fysiske helbredstilstand er ligeledes dårlig, har således haft en blodprop.

(A) oplyser videre, at hun ikke ønsker samlivet genoptaget. Det meste af tidligere ægtefælles familie bor her i Århus, og familien har presset meget på for at få parterne sammen igen. Dette var baggrunden for, at hun i 1998 indvilligede i at blive gravid med tidligere ægtefælle. Der var kun tale om et seksuelt forhold, samlivet blev ikke genoptaget. (A) håbede, at det nye barn ville stabilisere tidl. ægtefælles liv, men det skete ikke.

Tidligere ægtefælle er meget voldsom, og hun er ude af stand til at forhindre ham i at besøge børnene, hvilket sker uregelmæssigt. Hun forlader da altid hjemmet, fordi hun ikke ønsker skænderier og af angst for manden. Som regel opholder hun sig i den kirke, hun tilhører.

(A) har oplyst til socialforvaltningen, at tidligere ægtefælle på denne måde tiltvang sig adgang til at besøge børnene i hjemmet. De har fælles forældremyndighed.

Det er korrekt, at familien i 1998 var på 1 uges ferie i Østrig sammen. Dette var imidlertid ikke tilsigtet, idet (A) havde planlagt at rejse alene med tog med sine børn for at besøge en veninde i Østrig.

Tidligere ægtefælle hørte imidlertid om dette og insisterede på at følge familien, idet han kørte dem i bil. Ferieturen blev herefter ødelagt, og veninden ønsker ikke at modtage besøg af hende igen, såfremt tidl. ægtefælle deltager, da han også her optrådte voldsomt og ubehersket.

(A) ser ikke tidl. ægtefælles familie, hun besøger alene hans blinde moster, men altid alene. Derimod kommer tidl. ægtefælle meget hos sin talstærke familie, dette er baggrunden for hans noget svingende tilholdssteder.

Politiet har flere gange søgt efter tidl. ægtefælle hos hende, således bl.a. i 1996, men har aldrig truffet ham der.

Samlivet er ikke genoptaget og vil ikke blive genoptaget.

Det er således korrekt, at tidl. ægtefælles tilholdssteder er svingende. For det meste opholder han sig formentlig i (Z)-hallen. Dette er baggrunden for, at han ofte benytter kontantautomat på dette sted.

Det er imidlertid ikke udtryk for, at tidl. ægtefælle opholder sig hos hende, men grundet familiens kulturelle og religiøse baggrund er det ikke muligt for hende helt at afbryde hans forhold til børnene. Hertil kommer angst for tidl. ægtefælle, der er psykisk syg og misbruger.

(A) har oplyst, at egen læge ( ) samt socialforvaltningen har kendskab til de ovenfor givne oplysninger. Retshjælpen vil derfor fortsat anmode om den nævnte aktindsigt og håber at få mulighed for at fremkomme med yderligere i sagen, forinden afgørelse træffes.”

I et brev af 9. august 2000 skrev retshjælpen således til nævnet

”Retshjælpen har d. 9.8. modtaget akter som anmodet fra Familiebehandlingen, Socialcenter ( ). Jeg vedlægger kopi af et par af disse akter til orientering. Sagen omhandler alvorlige problemer med hensyn til familiens 2 ældste børn, hvoraf det fremgår, at det har været nødvendigt at inddrage faderen, (B), i forsøg på løsning af disse.

Såfremt det måtte ønskes, kan kopi af disse akter naturligvis fremsendes.

Yderligere har retshjælpen kontaktet (A)’s fraseparerede ægtefælle, (B), ( )

(B) møder den 03.08.2000 på retshjælpens kontor sammen med sin danske kæreste (D) ( ). Parret forklarer her, at de har været kærester igennem 13 år. De bor dog ikke sammen, men ses dagligt. Idet (A) er bekendt med, at hendes eksmand har en dansk kæreste, men ikke kender hendes identitet, anmodes om, at navnet på den pågældende kvinde ikke oplyses for (A).”

Den 14. august 2000 skrev retshjælpen på ny til nævnet. Retshjælpen fremsendte følgende oplysninger

”(B) møder på retshjælpens kontor den 3.8.2000 sammen med sin kæreste ( i det følgende betegnet som (D)). De forklarer samstemmende, at de har været kærester igennem 13 år og fortsat er det. De har ikke boet sammen af personlige grunde, blandt andet har begge børn fra tidligere ægteskaber, ligesom (B) først blev separeret i 1991.

(D) oplyser, at hun hele tiden har kendt til, at (B) havde børn, som han er stærkt knyttet til, og som han besøger ofte. Hun ved ligeledes, at disse besøg foregår på tidligere hustrus bopæl. Hun er sammen med (B) dagligt og kan bekræfte, at han ikke på noget tidspunkt i de 13 år har boet sammen med tidligere hustru. Parrets indbyrdes forhold er godt til trods for de vanskelige omstændigheder, og hun kender gennem sin kæreste til de problemer, der har været i forholdet til ekshustruen.

(D) ønsker ikke sit navn oplyst, såfremt det kan undgås, men hun er villig til at bekræfte de afgivne oplysninger.

(B) oplyser under samtalen, at hans kæreste bor i samme kvarter som ekshustruen, og dette er baggrunden for, at han så hyppigt er observeret i nærheden af ekshustruens bolig. Ligeledes kommer han næsten dagligt i en klub der på stedet. Han har søskende samt en fætter, der bor bl.a. (X)-vej, hvor han også færdes så godt som dagligt.

Det er korrekt, at han og ekshustruen har købt en bil i hendes navn, men som bruges af ham. Han har tidligere haft flere biler indregistreret i eget navn, men da han kom i Ribers, blev nævnte ordning med ham som bruger etableret, idet han forestillede sig, at han kunne transportere børnene, når der var brug herfor. Ekshustruen har ikke kørekort.

Det er også korrekt, at han kørte sin familie på 1 uges ferie til Østrig. Dette skyldtes hustruens manglende kørekort. Efter hjemkomsten, hvor han alene havde kørt i ca. 12 timer, var han meget træt, og han overnattede derfor hos børnene.

For at være så meget sammen med børnene som muligt overnatter han hos dem en til 2 gange om måneden, hvor han har indrettet sig således, at han og børnene sover i samme rum. Han deltager ikke i øvrigt i husførelsen eller har noget samliv med ekshustruen.

Vedrørende det yngste barn, født 1998, forklarer (B), at ekshustruen er meget glad for børn og ønskede sig flere. Derfor gik han med til dette. Han er af den opfattelse, at ekshustruen håbede, at deres ægteskab herefter kunne genoptages, men det skete ikke, og han har ikke haft noget ønske herom.

(D) og (B) ønsker gennem de afgivne oplysninger at medvirke til sagens rette opklaring, idet de finder, at den hviler på et fejlagtigt grundlag.”

Retshjælpen vedlagde et notat af 23. marts 2000 udarbejdet af Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen på grundlag af kommunens pligt til at føre tilsyn med A’s børn. Af notatet fremgik bl.a.

”Familien blev separeret i 91 og lever nu adskilt. De fire børn er fællesbørn og (B) kommer i hjemmet og har kontakt med børnene.

Der har været familiebehandling i familien gennem mange år, dels med henblik på at støtte de voksne i deres indbyrdes forhold, dels støtte samarbejdet mellem forældrene og de skoler/daginstitutioner, som børnene gik i.”

Disse oplysninger forelagde nævnet for boligstøtteafdelingen som den 8. september 2000 svarede

”

Oplysningerne er gennemgået af såvel Familieydelsesafdelingen som undertegnede, og vi finder ikke anledning til at ændre på vor tidligere afgørelse om tilbagebetalingskrav.

Der er ikke nyt i sagen, som ændre beslutningen.

”

Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen videresendte den 11. september 2000 sagen til nævnet. Nævnet meddelte den 11. september 2000 A følgende afgørelse

”Deres klage over Århus Kommunes afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte i perioden 01.06.1997-28.02.2000 er behandlet, og der er truffet denne afgørelse

De har i denne periode uberettiget modtaget boligstøtte, som De skal tilbagebetale.

Det Sociale Nævn stadfæster således kommunens afgørelse.

Som det fremgår af boligstøttelovens §§ 6 og 7 sker beregningen af boligstøtte på grundlag af husstandsindkomsten, og som medlemmer af en husstand medregnes personer, der har fast ophold i lejligheden.

Normalt vil en folkeregistertilmelding være udtryk for, om en person har fast ophold; men kan det godtgøres, at tilmeldingen ikke stemmer overens med de faktiske forhold, skal disse faktiske forhold lægges til grund.

Kommunen har bevisbyrden for, at (B) i den omhandlede periode har haft fast ophold i Deres lejlighed.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger er det nævnets opfattelse, at forvaltningen har løftet bevisbyrden og sandsynliggjort, at (B) har haft fast ophold i Deres lejlighed i perioden 01.06.1997 – 28.02.2000, selvom denne i samme periode har været registreret på anden adresse.

Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på oplysningerne om det indbyrdes forhold mellem Dem og (B), herunder at det er oplyst, at Deres fraseparerede ægtefælle i perioder kommer i hjemmet dagligt, andre gange hver 14. dag, at han ofte (ca. hver anden dag) hjælper med at køre børnene til og fra institution/skole i Deres bil samt at De har holdt ferie sammen i 1999. Nævnet har tillige lagt vægt på, at der er et fællesbarn født den 15.02.1998.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at (B)’s boligforhold siden 09.01.1991 ikke indicerer fast ophold i selvstændig bolig. Der er herved lagt særlig vægt på, at han i perioden 09.01.91 – i dag har været tilmeldt 7 forskellige adresser, hvor nævnet udfra karakteren og størrelsen af lejemålene sammenholdt med antallet af tilmeldte ikke finder det sandsynligt, at han rent faktisk har boet/bor der. For så vidt angår den adresse han p.t. er tilmeldt, har nævnet tillige lagt vægt på, at de øvrige beboere har oplyst, at han ikke bor der, men kun henter sin post, samt pantefogedens iagttagelser under udlægsforretningen den 31.05.1999.

På det foreliggende grundlag vurderer nævnet, at (B) har en sådan tilknytning til Deres bolig, at han har fast ophold der fremfor på folkeregisteradressen.

Det er således i overensstemmelse med boligstøttelovens regler, at hans indtægt indgår i husstandsindkomsten, hvorefter den faktiske husstandsindkomst overstiger det anvendte indkomstgrundlag så meget, at boligstøtten skal omregnes, og den for meget modtagne støtte tilbagebetales.

”

I et brev af 22. september 2000 skrev retshjælpen til mig om sagen, og jeg videresendte brevet til nævnet som en anmodning om at sagen blev genoptaget. I brevet anførte retshjælpen bl.a.

”I lov om boligstøtte §§ 6 og 7 og den dertil hørende vejledning tales der om personer, der har ’fast ophold’ i boligen. I vejledningen nævnes videre, at folkeregisteradressen normalt vil være afgørende, men at det forhold, at en person midlertidigt er fraværende, f.eks. grundet afsoning, rekreationsophold o.lign., kan føre til, at denne alligevel må siges at have fast ophold.

Der findes ikke i bestemmelsen eller i vejledningen nærmere holdepunkter for, hvad der skal forstås ved fast ophold. Det må herefter være naturligt, da der alene henvises til bestemmelserne om folkeregistret, at inddrage disse.

Af Bkg. om folkeregistrering af 8.10.1998 § 1, stk. 3 fremgår, at ’Ved bopæl forstås det sted (bolig), hvor man regelmæssigt sover, når man ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor man har sine ejendele’.

I nærværende sag har begge parter forklaret, at (B) jævnligt kom i (A)’s hjem af hensyn til parrets 4 børn, som de har fælles forældremyndighed over. Han er ligeledes truffet der ved en enkelt lejlighed, hvor parret havde ferieret sammen i 1 uge, derimod ved en anden lejlighed truffet på folkeregisteradressen. Af pantefogeden.

Der er født et barn i forholdet, der i øvrigt blev opløst ved separation i 1991, og samlivet har ikke siden været genoptaget. Den fraseparerede ægtefælles boligforhold har været skiftende af den grund, at han som enlig mand har haft vanskeligt ved at skaffe sig en mere fast bolig, ligesom hans sociale forhold efter det oplyste har været noget ustabile bl.a. som følge af sygdom (dårligt hjerte).

Der foreligger endvidere i sagen oplysninger fra den fraseparerede ægtefælles kæreste gennem mange år om, at han tilbringer megen tid hos hende, at han også opholder sig hos sine mange familiemedlemmer i Århus samt i en klub.

Folkeregisterlovgivningen lægger vægt på, hvor en person normalt sover og har sine ejendele. Der foreligger ikke i sagen nærmere bevis for, at frasep. ægtefælle normalt sover hos (A), ej heller henset til det i sociale akter oplyste om hendes og familiens forhold, samt de problematiske forhold vedrørende børnene, hvor der er iværksat særlig støtte (familiebehandlingen og mentorordningen).

Den frasep. ægtefælles ejendele befinder sig ej heller på adressen.

Retshjælpen har bestridt, at det forhold, at en far holder kontakt med sine børn, hvorover han har forældremyndighed, på moderens bopæl, da han ikke har været i stand til at skaffe sig anden selvstændig bolig, kan statuere ’fast ophold’.

Begge har forklaret om baggrunden for, at de siden separationen har fået endnu et barn.

Herudover har retshjælpen bestridt, at (A) har modtaget boligstøtte uberettiget, idet hun ikke overfor for boligstøttekontoret har afgivet oplysninger i strid med de faktiske forhold.

Af ansøgningsskema til boligstøtte fremgår, at man skal medregne alle personer i husstanden. Den fraseparerede ægtefælle hører efter det af parterne forklarede sammenholdt med lovgivningen på området ikke til hendes husstand, og hun har end ikke haft anledning til tvivl herom i sin udfyldelse af ansøgningerne, da han hverken regelmæssigt overnatter eller har sine ejendele på hendes bopæl.

Det forhold, at han deltager i pasningen af sine børn, at de har fået et barn sammen samt omstændigheder vedrørende bilkøb og hævning af kontanter kan ikke føre til andet resultat.

Det er retshjælpens opfattelse, at nævnet ikke i sin afgørelse har lagt vægt på disse forhold som beskrevet i folkeregisterloven og som forklaret af parterne samt af den fraseparerede ægtefælles kæreste.”

I brev af 6. november 2000 fastholdt nævnet afgørelsen af 11. september 2000. Nævnet begrundede afgørelsen på følgende måde

”...

De er ikke berettiget til at få genoptaget sagen om tilbagebetaling af boligstøtte.

Begrundelsen er, at de af retshjælpen i brev af 22. september 2000 anførte betragtninger, ikke tilfører sagen sådanne nye oplysninger, at det kan begrunde en genoptagelse.

Retshjælpen har i sin anmodning til Folketingets Ombudsmand redegjort for sine synspunkter i sagen. Det er bl.a. anført, at det ved belysningen af begrebet ’fast ophold’ i lov om individuel boligstøtte, findes naturligt at inddrage Bkg. om folkeregistrering af 08.10.1998 § 1, stk. 3 om begrebet ’bopæl’.

Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ’fast ophold’ er et selvstændigt begreb i boligstøttelovgivningen. I den tilhørende vejledning punkt 3.2. er det anført, at folkeregistertilmeldingen normalt vil være udtryk for, om en person har fast ophold; men kan det godtgøres, at tilmeldingen ikke stemmer overens med de faktiske forhold, skal disse faktiske forhold lægges til grund. Efter nævnets opfattelse er folkeregistertilmeldingen, og bopælsbegrebet i Bkg. om folkeregistrering således alene en ’rettesnor’ for vurderingen af, om der er ’fast ophold’.

Nævnet har på baggrund af en sammenfattende vurdering af sagens oplysninger fundet det sandsynliggjort, at (B) snarere har fast ophold i Deres lejlighed end på folkeregisteradressen. Nævnet har i afgørelsen af 11. september 2000 begrundet dette. Der henvises derfor til afgørelsens ordlyd.

Det skal dog præciseres, at nævnet har inddraget alle de foreliggende oplysninger i afgørelsen. Under henvisning til at det ikke er særligt fremhævet i afgørelsen, skal nævnet anføre, at det forhold at (B) har en kæreste, der til sagen har udtalt, at han opholder sig meget hos hende, ikke er til hinder for, at han, ud fra en samlet vurdering, kan antages at have ’fast ophold’ hos Dem.

Nævnet skal bemærke, at der ifølge gældende praksis ikke skal føres et egentligt bevis for, at der er tale om ’fast ophold’. Nævnet skal henvise til en afgørelse truffet af Den Sociale Ankestyrelse, SM B-1-99. Ankestyrelsen har i afgørelsen behandlet 3 sager om standsning og tilbagebetaling af børnetilskud og forskudsvis udbetalte børnebidrag.

Ved vurderingen af om De har modtaget boligstøtten uberettiget, er det afgørende, at det er fundet sandsynliggjort, at (B) har haft fast ophold i Deres lejlighed i perioden 01.06.1997 – 28.02.2000. Hans indkomst skal derfor i overensstemmelse med boligstøttelovens regler indgå i husstandsindkomsten, uanset at De ikke har fundet anledning til at oplyse boligstøttekontoret om forholdene, jfr. Boligstøttelovens § 47, stk. 1 og 2.

...”

Retshjælpen klagede til mig over afgørelsen i brev af 14. november 2000. Retshjælpen anførte at Århus Kommune havde været ensidige i deres indsamling af oplysninger om familien, og at forvaltningen kunne have afholdt retligt forhør efter retsplejelovens § 1018.

Retshjælpen sendte mig den 7. december 2000 samtlige dokumenter der viste at kommunen ud over boligstøtte havde afkrævet A ca. 66.000 kr. i for meget udbetalt børnetilskud og ca. 120.000 kr. i forskudsvis udlagte børnebidrag, og at disse spørgsmål verserede som klagesager i nævnet.

Den 29. december 2000 kommenterede Århus Kommune retshjælpens klage til mig. Kommunen anførte bl.a. følgende

”Der er ikke noget i Retshjælpens materiale, som ikke er Forvaltningen bekendt.

Ved sagens belysning er der fremhævet de oplysninger, der tilsammen danner grundlaget for vurdering af, at det findes tilstrækkeligt godtgjort, at der er tale om så meget samvær/samliv, at det ikke berettiger (A) til boligstøtte som enlig.

Vedr. Retshjælpens spørgsmål om, hvorfor der ikke er afholdt retslig forhør efter reglerne i Retsplejelovens § 1018 kan bemærkes

Der ses ikke – hverken i lovgivning eller praksis – at være hjemmel for anvendelse af § 1018-forhør i sager, der behandles og afgøres i henhold til Lov om individuel boligstøtte.

Spørgsmålet herom har således aldrig været aktuel i nærværende sag.

I øvrigt kan det oplyses, at der ikke har været behov for at få afholdt § 1018-forhør for at få tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse i sagen.”

Nævnet udtalte i et brev af 8. januar 2001 følgende

”De har bedt nævnet uddybe bemærkningen om, ’at der ifølge praksis ikke skal føres et egentligt bevis for, at der er tale om fast ophold’ samt om at tage stilling til retshjælpens bemærkning om afholdelse af indenretligt forhør i henhold til retsplejelovens § 1018.

I den anledning skal nævnet uddybende udtale, at sagsbehandlingen i de sociale nævn, efter nævnets opfattelse, ikke egner sig til at en egentlig bevisførelse kan finde sted. At der ikke skal føres et egentligt bevis støttes tillige af gældende praksis, jfr. afgørelse truffet af Den Sociale Ankestyrelse, SM B-1-99, som nævnet tidligere har henvist til. Ankestyrelsen udtaler i denne afgørelse bl.a.: ’Det afgørende var, om det på baggrund af de samlede oplysninger kunne anses for tilstrækkeligt godtgjort, at der forelå et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse. Ankestyrelsen fandt i overensstemmelse med hidtidige afgørelser, at der ikke skulle føres et egentligt bevis for, at der er tale om et ægteskabslignende forhold.’ Denne opfattelse må tillige være gældende i forhold til vurderingen af om der foreligger ’fast ophold’ i boligstøttelovens forstand.

For så vidt angår spørgsmålet om afholdelse af indenretligt forhør i henhold til retsplejelovens § 1018, har kommunen anført, at der ikke ses at være hjemmel i hverken lovgivning eller praksis for anvendelse af § 1018-forhør i boligstøttesager.

Af retsplejelovens § 1 fremgår, at denne lovs regler alene finder anvendelse på rettens pleje ved de almindelige domstole, medmindre andet er bestemt i denne eller anden lov.

Hjemmel til anvendelse af retsplejelovens § 1018 findes i retssikkerhedslovens § 12, stk. 2, men retssikkerhedsloven gælder ikke for Lov om individuel boligstøtte.

I kommentaren til retsplejelovens § 1018 i Karnov er det anført, at ’nogen udtrykkelig lovhjemmel for forhør af denne art er dog ikke påkrævet, men det må være tilstrækkeligt at sådanne forhør er blevet afholdt i henhold til fast praksis’.

Nævnet er enig med forvaltningen i, at der ikke ses at foreligge en fast praksis for afholdelse af forhør i boligstøttesager.

Nævnet finder det herefter tvivlsomt, om der er den fornødne hjemmel til afholdelse af indenretlige forhør indenfor boligstøtteområdet.

Nævnet har truffet de foreliggende afgørelser udfra gældende praksis og har således på baggrund af de samlede oplysninger i sagen fundet sagen tilstrækkeligt belyst.

Til orientering kan det oplyses, at nævnet aktuelt behandler klagesager fra den pågældende over tilbagebetalingskrav vedrørende forskudsvist udbetalte børnebidrag samt børnetilskud.”

Rertshjælpen fremkom i et brev af 30. januar 2001 med yderligere bemærkninger. Retshjælpen gjorde bl.a. følgende gældende

”Det er retshjælpens opfattelse, at der i sager, hvor de pågældende er under mistanke for at have modtaget sociale ydelser uberettiget, er et stort behov for at kunne afgive forklaring under forhold, hvor dels sagens alvor kan fremstå klart, hvor der endvidere er en høj grad af retssikkerhed, evt. mulighed for juridisk bistand samt forhold, der bevirker, at vægtningen af ’beviserne’ vil foregå på en anden måde, end den her i sagen anvendte, hvor alene de ’negative’ oplysninger synes vægtet, endog selvom disse oplysninger forekommer at være af ubetydelig karakter, såsom navneskilt på døren (mange kvinder ønsker ikke at fremstå på dørskiltet som enlige).

De pågældende sager vil ofte andrage meget betydelige beløb. Samtidig med at sagen rejses, stoppes endvidere de fremtidige ydelser (boligsikring, børnetilskud) for familier, der er meget afhængige af netop disse ydelser.

Der foretages partshøring, men da de pågældende i forvejen ofte har tæt kontakt med de sociale myndigheder og derfor hyppigt er indkaldt med det formål at afgive oplysninger til offentlige myndigheder, synes det problematisk at gøre de pågældende klart, at der her er tale om en ganske anden og mere omfattende kontrol. De partshøringer, som retshjælpen i en hel del sager af denne art, har kunnet gennemgå, bærer præg af, at parten afgiver en forklaring uden at være gjort de juridiske konsekvenser klart (endsige uden at have haft mulighed for at få rådgivning herom).

Sluttelig kan anføres, at det netop i disse sager, hvor det drejer sig om troværdighed, må være vigtigt, at der er mulighed for at afgive forklaring overfor en dommer. Det er vanskeligt for en borger at sandsynliggøre, at parterne ikke bor sammen, når først mistanken er rejst. Især i de tilfælde, hvor der er tale om, at den anden part er syg eller i øvrigt socialt dårligt stillet, ligesom parterne jo ikke er gjort klart, at de på trods af aftale om fælles forældremyndighed, må undgå et fællesskab omkring børnene. Dette stemmer ikke med de informationer, borgerne på statsamtet får vedrørende forældremyndighed og separation.

Disse grunde gør, at retshjælpen har peget på Rpl. § 1018 som en bedre mulighed for at få oplyst de pågældende sager.

Med hensyn til hjemlen henvises til Hurwitz: Strafferetsplejen samt til det forhold, at § 1018 tidligere er blevet anvendt netop med henblik på en nærmere undersøgelse af personlige forhold til brug for en administrativ afgørelse.”

Hertil anførte Århus Kommune i et brev af 26. marts 2001 bl.a. følgende

”Det er fortsat Forvaltningens helt klare opfattelse, at der ikke har været behov for anvendelse af indenretligt forhør i henhold til Retsplejelovens § 1018 i nærværende sag, idet sagen anses tilstrækkelig belyst, inden afgørelsen om fremsættelse af tilbagebetalingskrav blev truffet.

Det er endvidere Forvaltningens opfattelse, at der som altovervejende hovedregel ikke er behov for anvendelse af indenretligt forhør i forbindelse med sager om sociale ydelser, idet Forvaltningens iagttagelse af regler og principper på området almindeligvis giver et fyldestgørende grundlag at træffe afgørelse på. (Af vejledningen til Retssikkerhedsloven fremgår det således, at § 1018-forhør kun bør iværksættes i ’helt specielle tilfælde’).

Om Forvaltningens fremgangsmåde ved partshøring kan anføres

I sager om mistanke om socialt bedrageri indkaldes den, der modtager sociale ydelser til partshøring hos én af Forvaltningen udpeget person (ikke den sædvanlige sagsbehandler).

Partshøringen sker på det tidspunkt i sagen, hvor der vurderes at være vægtige grunde til Forvaltningens mistanke.

Den pågældende indkaldes til møde på Centeret, orienteres om årsagen til partshøringen samt gøres bekendt med alvoren i sagen. Den pågældende foreholdes de oplysninger, som giver Forvaltningen grund til at tro, at der kan være tale om socialt bedrageri. Den pågældende kommenterer oplysningerne og udspørges uddybende til uklarheder i sagen.

Den pågældende gøres ligeledes bekendt med, at der efter partshøringen vil blive truffet beslutning om evt. tilbagebetalingskrav, såfremt det findes tilstrækkeligt godtgjort, at der er tale om socialt bedrageri.

Den pågældende underskriver partshøringen efter samtalens afslutning med en gennemgang af de afgivne oplysninger. Den pågældende orienteres endnu engang om sin oplysningspligt til Forvaltningen samt at Forvaltningen kan indhente oplysninger fra andre personer/myndigheder til kontrol af oplysningernes rigtighed.

Den pågældende er således gjort klart, at der er tale om en alvorlig sag, som kan medføre krav om tilbagebetaling af sociale ydelser.

Sluttelig skal opmærksomheden henledes på, at Forvaltningens afgørelser som bekendt ikke er endelige og på, at spørgsmålet om retssikkerhed i relation til Forvaltningens partshøringer også skal ses i sammenhæng hermed.”

Nævnet meddelte i et brev af 2. april 2001 at det ikke havde yderligere at tilføje.

I et brev af 7. maj 2001 har retshjælpen fremsat yderligere bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”Kommunens og det sociale nævns afgørelser i sagen blev truffet på grundlag af §§ 6, 7 og 43 samt § 47, stk. 1-4 og stk. 7 i boligstøtteloven. Bestemmelserne har følgende indhold

’ § 6. Beregningen af boligstøtte sker på grundlag af husstandsindkomsten.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En retshjælp klagede på vegne af en kvinde over kommunens og det sociale nævns afgørelse om at nedsætte boligstøtten og om at kræve for meget udbetalt boligstøtte tilbage. Afgørelsen var begrundet med at kommunen og det sociale nævn vurderede at kvinden havde et samliv med sin mand selv om han var frameldt kvindens adresse.

Ombudsmanden udtalte at der var nogen bevismæssig usikkerhed om hvorvidt kvinden havde et samliv med sin mand. Da spørgsmålet forelå overordentlig veloplyst for det sociale nævn, og da bevisvurderingen ikke kunne betragtes som ukorrekt eller uholdbar, mente ombudsmanden ikke han havde grundlag for at kritisere vurderingen.

Ombudsmanden mente ikke han havde grundlag for at kritisere at der ikke var blevet afholdt indenretlig afhøring af kvinden efter retsplejelovens § 1018, da afholdelse af et sådant forhør måtte anses for stridende mod hidtidig praksis.

Ombudsmanden anså det derimod for tvivlsomt om oplysningerne berettigede myndighederne til at antage at kvinden havde modtaget boligstøtte mod bedre vidende eller havde afgivet urigtige oplysninger. Ombudsmanden henstillede derfor til det sociale nævn at det genoptog sagen og tog stilling til om kvinden kunne anses for at opfylde de subjektive betingelser for at blive pålagt et krav om tilbagebetaling.

Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde partshørt kvinden inden afgørelsen blev truffet. Endvidere kritiserede ombudsmanden at kommunen traf ny afgørelse i sagen uagtet at retshjælpen havde søgt om partsaktindsigt. (J.nr. 2000-3485-083).