Forhøjelse af social pension

§ 15. Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1 og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart viser, at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre forsørgelsesmuligheder, er varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære tilfælde tilkendes pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af erhvervsevnen skyldes helbredsmæssige forhold.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat, skal der foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til pågældendes kræfter og færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt, som personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne andre omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges vægt.’

I den dagældende vejledning af 24. juni 1996 om social pension stod bl.a. følgende

’38.

Nedsættelsen af erhvervsevnen skal ses i relation til ethvert erhverv. Det er ikke tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er ophævet eller ubetydelig i pågældendes hidtidige arbejde. Invaliditeten skal være af en sådan sværhedsgrad, at den forhindrer ansøgeren i at påtage sig arbejde af nogen betydning. Enhver revalideringsmulighed skal være udelukket.

Ved bedømmelse af, om der er mere end ubetydelig erhvervsevne, kan der tages udgangspunkt i, at en varig indtægt ved personligt arbejde af en størrelse, der svarer til erhvervsudygtighedsbeløbet for en enlig, normalt ikke kan betragtes som ubetydelig. En indtægt af en sådan størrelse kan derfor ikke umiddelbart forenes med tilkendelse af højeste førtidspension.

I tilfælde, hvor en eventuel resterhvervsevne ikke giver en indtægt, der kan opgøres, må der foretages et skøn. Det gælder fx den hjemmearbejdendes indsats i hjemmet. I de fleste tilfælde har ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke nogen arbejdsindtægt overhovedet. Det betyder, at der skal skønnes over ansøgerens tilbageværende evne til at udføre indtægtsgivende arbejde.

43. Pension kan tilkendes, hvis ansøgerens erhvervsevne er nedsat på grund af en varig fysisk eller psykisk invaliditet, se lovens § 15. Det er en betingelse, at lidelsen i sig selv bevirker en betydelig og varig nedsættelse af ansøgerens funktionsevne på arbejdsmarkedet og dermed af evnen til at forsørge sig selv ved arbejde.

Der er således i første omgang tale om en rent lægelig bedømmelse af ansøgerens erhvervsevne. Bedømmelsen forudsætter, at ansøgerens helbredsforhold er grundigt undersøgt og beskrevet. Bedømmelsen forudsætter desuden et indgående kendskab til lidelsens indvirkning på den erhvervsmæssige funktionsevne. Bedømmelsen må tage udgangspunkt i erfaringer om, hvilke helbredsmæssige begrænsninger og lidelser der almindeligvis medfører, at folk må opgive erhvervsarbejde helt eller delvis.

At lidelsen er varig betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt hverken af sig selv eller ved behandling.

I de fleste tilfælde indgår den helbredsmæssige vurdering som et led i et samlet skøn over erhvervsevnens nedsættelse. Ansøgerens sociale og erhvervsmæssige forhold sammen med den helbredsmæssige vurdering er således med til at bestemme, om der skal tilkendes højeste, mellemste eller almindelig førtidspension på grund af helbredsmæssige forhold.

En helbredsvurdering alene kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens nedsættelse. Det er som regel kun tilfældet, når der kun er ubetydelig erhvervsevne i behold, altså i de tilfælde hvor der kan tilkendes højeste førtidspension.

44. Pensionskriteriet nedsættelse af erhvervsevnen rummer både lægelige og sociale momenter. Den samme lægelige invaliditet kan have helt forskellige erhvervsmæssige følger for de enkelte ansøgere. På baggrund af de lægelige og sociale oplysninger skal det bedømmes, hvad ansøgeren er i stand til at tjene, når invaliditeten tages i betragtning. Alle de muligheder, som det med rimelighed kan forlanges, at ansøgeren udnytter, skal indgå i bedømmelsen. Der skal tages hensyn til ansøgerens uddannelse, tidligere virksomhed, alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder samt til andre forhold, der kan antages at være af betydning, se lovens § 15, stk. 2 [nu § 15, stk. 3].

Indtægten sammenlignes med en normal arbejdsindtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.

Med udgangspunkt i sammenligningen træffes der afgørelse om, hvorvidt erhvervsevnen er nedsat i et omfang, der giver ret til pension og i bekræftende fald hvilken type. Forudsætningen for det samlede skøn er et samarbejde mellem den sociale/erhvervsmæssige sagkundskab og den lægelige sagkundskab.’

De ovennævnte punkter i vejledningen fra 1996 svarer i det væsentligste til indholdet i punkterne 50, 56 og 57 i vejledningen af 10. marts 1998 gældende fra den 1. juli 1998.

Som det fremgår af ovennævnte lovbestemmelser og til dels vejledningen, kan mellemste førtidspension tilkendes personer i alderen fra 60 til 67 år hvis erhvervsevne er nedsat til det ubetydelige. Bedømmelsen af erhvervsevnen skal ske på baggrund af den pågældendes helbredsmæssige og sociale oplysninger, og der skal foretages en sammenligning med en for ansøgeren skønnet mulig arbejdsindtægt og den normale indtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.

Højesteret har for nylig i to domme afsagt henholdsvis i december 1999 (Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 645) og i januar 2001 tilsidesat myndighedernes vurdering af den pensionsgrad som de to borgere var berettiget til.

Som ombudsmand kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. På baggrund af min manglende lægefaglige viden kan jeg således ikke foretage en selvstændig vurdering af de lægelige udtalelser. Jeg har ikke – som domstolene – mulighed for i forbindelse med en egentlig bevisførelse med vidneafhøring af de lægeligt fagkyndige at foretage en nærmere selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for vurderingen af den nedsatte erhvervsevne.

Myndighedernes vurdering af hvilken nedsættelse af erhvervsevne der er tale om i Deres tilfælde, bygger også i vidt omfang på en vurdering af de sociale forholds betydning for Deres erhvervsevne.

Speciallæge (B) udtalte i sin erklæring af 2. januar 1998 at De led af Morbus Sjøgren med abnorm træthed, muskel- og ledsmerter, hoste, smerter i øjne og besvær fra tænder. Endvidere havde De kileformede ryghvirvler, slidgigt i ryggen og skæv ryg. De var selvhjulpen i og omkring egen person og klarede den daglige husholdning, men kun med besvær og ikke til egen tilfredshed. Speciallægen konkluderede at Deres erhvervsevne i arbejde uden for hjemmet var ophævet og betydeligt reduceret i hjemmet. Der var ingen udsigt til bedring.

Af nævnets uddybende begrundelse af 12. juli 1999 fremgår at nævnet fandt at Deres erhvervsevne i fysisk krævende erhverv nu skønnedes nedsat til det ubetydelige. Nævnet fandt imidlertid ikke Deres erhvervsevne nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv. I sin udtalelse af 11. januar 2000 i anledning af Deres klage til mig udtalte det sociale nævn at Deres resterhvervsevne eksempelvis kunne udnyttes ved lettere stillesiddende kontorarbejde i form af skånejob på nedsat tid.

Som det fremgår, er der uoverensstemmelse mellem speciallæge (B)’s og det sociale nævns vurdering af Deres resterhvervsevne.

Jeg har ovenfor redegjort for de begrænsninger jeg som ombudsmand har for at foretage en nærmere selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for vurderingen af den nedsatte erhvervsevne. På baggrund af disse begrænsninger kan jeg normalt ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af myndighedernes vurderinger.

Under min gennemgang af sagen har jeg derfor måttet begrænse min undersøgelse til at omfatte spørgsmål om afgørelsens begrundelse mv.

Begrundelse

Forvaltningsloven indeholder bl.a. følgende bestemmelse

’§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.’

En begrundelse skal efter forvaltningslovens § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 420ff.

Hvis afgørelsen bygger på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Om fornødent skal begrundelsen indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. En begrundelse skal efter forvaltningslovens § 24 endvidere indeholde en henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet efter.

Brøndby Kommunens afgørelse af 16. februar 1998

Brøndby Kommunes pensionsnævn traf den 16. februar 1998 afgørelse om at Deres ansøgning om forhøjelse af Deres førtidspension fra almindelig forhøjet førtidspension til mellemste førtidspension ikke kunne imødekommes. Kommunen begrundede afgørelsen ved brev af 23. februar 1998 således

’Det meddeles hermed, at man har færdigbehandlet Deres ansøgning om forhøjelse af Deres førtidspension.

Man har ikke fundet, at Deres erhvervsevne skønnes varigt forværret i en sådan grad, at De opfylder betingelserne for en forhøjelse af nuværende pension, hvorfor sagen er videresendt til Revaliderings- og pensionsnævnet, med indstilling om at De fortsat opfylder betingelserne for Deres nuværende førtidspension.’

Brøndby Kommunes afgørelse af 16. februar 1998 opfylder ikke begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. Det fremgår således ikke af afgørelsen hvilke hensyn kommunen tillagde vægt, herunder hvilken vægt speciallæge (B)’s erklæring af 2. januar 1998 blev tillagt. Afgørelsen indeholder heller ingen redegørelse for de faktiske omstændigheder i sagen der blev tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Endvidere burde kommunen have henvist til de bestemmelser afgørelsen blev truffet efter.

Jeg mener at Brøndby Kommunes mangelfulde begrundelse er kritisabel, og dette har jeg gjort kommunen bekendt med.

Det sociale nævns behandling af Deres sag

Ved afgørelse af 18. september 1998 fastholdt Det Sociale Nævn for Københavns Amt Brøndby Kommunes afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen således

’

Nævnet er ved afgørelsen opmærksom på, at der i erklæring af 2. januar 1998 fra speciallæge (B) er givet en anden vurdering af Deres erhvervsevne. Denne vurdering er nævnet ikke enig i, sådan som Deres helbredsforhold er beskrevet.

Det fremgår af de lægelige papirer, at De lider af en bindevævssygdom (Morbus Sjögren), der specielt angriber spytkirtler, men også giver mere diffuse symptomer. De har nogen hoste, men normal lungefunktion. De er selvhjulpen omkring egen person og klarer den daglige husholdning, men kun med besvær. De objektive forandringer er mere beskedne.

Herudover lider De af Scheuermanns sygdom, af slidgigt i ryggen og af rygskævhed.

Sammenfattende findes Deres helbredstilstand forværret siden 1993, men ikke i en sådan grad, at Deres erhvervsevne kan anses for at være nedsat til det ubetydelige.

’

Nævnet anførte i den uddybende begrundelse af 12. juli 1999 bl.a. følgende

’

Det skal bemærkes, at Nævnet er forpligtet og berettiget til at foretage en selvstændig bedømmelse af erhvervsevnenedsættelsens omfang på grundlag af de faktiske lægelige fund, således som disse er beskrevet i de lægelige oplysninger.

Nævnet er således ikke bundet af konklusionerne i de indhentede lægelige erklæringer.

Nævnet har fundet, at Deres helbredstilstand er forværret siden De i 1993 fik afslag på forhøjelse af Deres pension, således at Deres erhvervsevne i fysisk krævende erhverv nu skønnes nedsat til det ubetydelige.

Deres erhvervsevne i ethvert erhverv findes imidlertid ikke nedsat til det ubetydelige, og dette er ifølge pensionsloven en betingelse for at få tilkendt mellemste førtidspension som over 60-årig.’

Nævnet vedlagde uddrag af vejledningens punkt 50 (tidligere punkt 38) og anførte

’Det fremgår af Vejledning af 10. marts 1998 om social pension, punkt 50, om tilkendelsesbetingelserne for højeste førtidspension, at nedsættelsen af erhvervsevnen skal ses i forhold til ethvert erhverv. Det er ikke tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er ophævet eller ubetydelig i pågældendes hidtidige arbejde. Invaliditeten skal være af en sådan sværhedsgrad, at den forhindrer pågældende i at påtage sig arbejde af nogen betydning.’

Det sociale nævn afgav udtalelse til mig af 11. januar 2000 og anførte heri

’

Nævnet kan bekræfte, at Nævnet ved afgørelsen har sammenholdt bestemmelserne i dagældende lov om social pension § 14 med lovens § 15 stk. 1-2.

I Nævnets vurdering i forbindelse med afgørelsen er således indgået de forhold, der beskrives i den dagældende vejledning om social pension pkt. 38, 43 og 44, som citeres i Ombudsmandens brev.

Disse oplysninger om (A)’s helbredsforhold er sammenholdt med, at hun er udlært bogbinderske og har arbejdet som sådan i 10 år. Hun var herefter hjemmegående husmor i 10 år, hvorefter hun var i arbejde 2½ år som rengøringsassistent indtil sygemelding i 1973. Hun har ikke siden været i arbejde.

(A) blev i 1983 bedømt i supplerende selverhverv, men efter at være blevet enke er hun fra og med afgørelsen i 1991 bedømt i fuldt selverhverv.

(A)’s resterhvervsevne ville eksempelvis kunne udnyttes ved lettere stillesiddende kontorarbejde i form af skånejob på nedsat tid.

For så vidt angår det generelle spørgsmål, der kan rejses vedrørende vurdering af rest-erhvervsevnen, kan oplyses, at det ikke i almindelighed har været nævnets praksis at forholde sig til konkrete arbejdsområder, ved hvilke pensionisten kan udnytte sin resterhvervsevne.

’

Som det fremgår af den tidligere pensionslovs § 15, stk. 2 (nu § 15, stk. 3), skal der ved bedømmelsen af i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat, foretages en sammenligning mellem den indtægt som den pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde der svarer til den pågældendes kræfter og færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt som personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne andre omstændigheder der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges vægt.

På baggrund af denne lovbestemmelse og af pkt. 44 i vejledningen om social pension må det konkluderes at spørgsmålet om nedsættelse af erhvervsevnen og omfanget heraf rummer både lægelige og sociale elementer.

I de to højesteretsdomme som jeg har nævnt ovenfor, har Højesteret kort refereret de speciallægeerklæringer som myndighederne havde indhentet i sagerne, herunder gengivet speciallægernes vurdering af graden af de pågældende borgeres erhvervsevnenedsættelse. På dette grundlag traf Højesteret afgørelse om at tilsidesætte myndighedernes vurdering af bl.a. pensionsgraden.

Det sociale nævn tilsidesatte i Deres sag speciallæge (B)’s vurdering af erhvervsevnenedsættelsen.

Hverken i afgørelsen af 18. september 1998 eller i den uddybende begrundelse af 12. juli 1999 argumenterede nævnet nærmere for at nævnet vurderede Deres erhvervsevne som større end speciallægen gjorde.

I afgørelsen af 18. september 1998 konstaterede nævnet blot at det ikke var enig i speciallægens vurdering, og i den uddybende begrundelse af 12. juli 1999 konstaterede nævnet alene at Deres erhvervsevne i fysisk krævende erhverv nu skønnedes nedsat til det ubetydelige, men at dette ikke var tilfældet i ethvert erhverv.

Jeg mener ikke at disse begrundelser i tilstrækkelig grad argumenterer for årsagen til at nævnet vurderede Deres erhvervsevne anderledes end speciallægen gjorde. Efter min opfattelse burde nævnet således have redegjort for hvilket fagligt grundlag nævnet havde for at tilsidesætte speciallægens vurdering.

På den baggrund har jeg i dag sendt sagen til nævnet idet jeg henstiller til nævnet at genoptage sagens behandling med henblik på at uddybe begrundelsen.

For så vidt angår pensionsmyndighedernes eventuelle beskrivelse af resterhvervsevne, har jeg gjort mig følgende overvejelser

Jeg er opmærksom på at pensionsmyndighederne ikke i hidtidig praksis i sine begrundelser for afgørelser om pension har beskrevet hvori en efter pensionsmyndighedernes opfattelse eventuel resterende erhvervsevne bestod. Denne praksis indebærer imidlertid efter min opfattelse at det bliver vanskeligt at forstå hvori den resterende erhvervsevne består, og dermed at kunne forstå graden af den tilkendte førtidspension.

Selv om der ved bedømmelse af om en borger skal have tilkendt laveste, mellemste eller højeste førtidspension indgår en vurdering af den pågældendes invaliditet, mener jeg på baggrund af bestemmelsens og vejledningens ordlyd at der tillige skal redegøres for den eventuelle resterhvervsevne der efter pensionsmyndighedernes vurdering består. Det kunne f.eks. være i form af en beskrivelse af de funktioner som den pågældende har i behold, og som kan anvendes erhvervsmæssigt, eller som en vis konkretisering af hvilken karakter af arbejde den pågældende ville kunne bestride. En sådan redegørelse vil – som nævnt – efter min opfattelse gøre afgørelserne lettere at forstå både for borgeren og for senere prøvelsesinstanser.

Efter min opfattelse burde Det Sociale Nævn for Københavns Amt i sin begrundelse for afgørelsen af 18. september 1998 have konkretiseret sin bedømmelse af Deres rest-erhvervsevne.

Højesterets dom af 22. december 1999 og betydningen for Deres sag

Som jeg allerede har nævnt, afsagde Højesteret den 22. december 1999 en dom hvorefter en førtidspensionist var berettiget til mellemste førtidspension fra hendes første ansøgning om pension blev indgivet ca. 11 år før. Som jeg har beskrevet, vil jeg ikke på samme måde kunne foretage en konkret bevisbedømmelse i Deres sag med henblik på en vurdering af Deres erhvervsevnenedsættelse. Endvidere er der andre begrænsninger i mine muligheder for at behandle sagen fordi en klage til ombudsmanden som nævnt skal være indgivet ’inden et år efter, at forholdet er begået’.

Det betyder at de afgørelser som pensionsmyndighederne har truffet før Brøndby Kommunes afgørelse af 16. februar 1998, ikke er omfattet af min undersøgelse.

Højesteret har i sin dom skrevet følgende

’

I lov om social pension § 15, jf. § 14, angives de retlige betingelser for at få tilkendt førtidspension. Det er efter § 15, stk. 1, 1. pkt., en betingelse for tilkendelse af pension, at erhvervsevnen er varigt nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet. Efter lovens § 15, stk. 1, 4. pkt. (nu stk. 2), kan pension ikke tilkendes, hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan antages mere varig at forbedre erhvervsevnen. § 15, stk. 2 (nu stk. 3), indeholder nærmere regler om bedømmelse af nedsættelse af erhvervsevnen.

Domstolenes prøvelse af afgørelser om tilkendelse af førtidspension omfatter de administrative myndigheders bedømmelse af, om de nævnte betingelser er opfyldt, selv om denne bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Det må imidlertid ved prøvelsen tages i betragtning, at revaliderings- og pensionsnævnene, nu de sociale nævn, og Den Sociale Ankestyrelse gennem behandlingen af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse bevisvurderinger og bistås af fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor foreligge et sikkert grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om førtidspension. Domstolene vil i så fald i almindelighed have fornødent grundlag for at træffe afgørelse i sagen, og der vil således normalt ikke være anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling ved de administrative myndigheder.

Den Sociale Ankestyrelse anerkendte med afgørelsen af 9. november 1994, at (A)’s lidelse berettigede hende til en helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet er herefter, hvornår og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af invaliditeten.

(A) havde arbejdet som sagsbehandler i Københavns kommune siden 1962. Hendes skulderlidelse startede i begyndelsen af 1980’erne, og der blev i perioden indtil indgivelse af pensionsansøgning den 31. oktober 1988 gennemført en række forskellige behandlinger af lidelsen, herunder en operation i 1985, dog uden positivt resultat. Efter flere sygeperioder og perioder med arbejde på deltid måtte hun ophøre med sit arbejde i 1988.

Speciallæge (B) udtalte i sine erklæringer af 10. november 1988 og 14. august 1990 – hvoraf den sidste blev udarbejdet efter anmodning fra Revaliderings- og Pensionsnævnet i København – at (A) led af en rotator cuff læsion, at hun havde massive smerter og en ubrugelig arm, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at tilstanden var stationær. Overlæge (C)’s erklæring af 30. august 1994, der blev udarbejdet efter anmodning fra Den Sociale Ankestyrelse, konkluderede, at (A)’s gener var uændrede siden 1985, og at hun var ude af stand til at bruge højre arm til nogen form for arbejde.

Højesteret finder det på grundlag af disse erklæringer godtgjort, at (A)’s invaliditet forelå allerede i 1988, og at hendes erhvervsevne som følge af invaliditeten var varigt nedsat fra dette tidspunkt.

På grundlag af erklæringerne og det i øvrigt foreliggende finder Højesteret det endvidere godtgjort, at hendes erhvervsevne fra 1988 varigt har været nedsat med omkring 2/3, og at (A) således ikke – som forudsat i Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9. november 1994 – kan klare et halvdagsarbejde. Det bemærkes herved, at hverken Revaliderings- og Pensionsnævnet eller Den Sociale Ankestyrelse på noget tidspunkt har anmodet om, at der blev foretaget yderligere undersøgelser vedrørende (A)’s erhvervsevne i form af revalidering, arbejdsprøvning eller lignende.

(A) opfyldte således betingelserne for mellemste førtidspension, da hun indgav sin ansøgning den 31. oktober 1988. Højesteret tager derfor (A)’s principale påstand til følge.

’

Som følge af højesteretsdommen har Den Sociale Ankestyrelse den 21. februar 2000 udsendt en pressemeddelelse der beskriver mulighederne for at få en sag genoptaget som følge af den ændring af praksis som Højesterets dom har givet anledning til.

Under hensyn til at det sociale nævn senest har behandlet sagen i forhold til mig, har jeg i dag også anmodet nævnet om at tage stilling til om der er grundlag for at genoptage de gamle afgørelser om helt eller delvis afslag på førtidspension.

Jeg har bedt det sociale nævn om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.

Jeg beder Dem afvente pensionsmyndighedernes behandling af sagen og udnytte klagemulighederne før De tager stilling til om der er grundlag for igen at klage til mig. I den forbindelse henleder jeg igen Deres opmærksomhed på begrænsningerne i mine muligheder for at tilsidesætte de lægefaglige og socialfaglige vurderinger i sagen.

Den Sociale Ankestyrelses manglende realitetsbehandling af Deres sag

I samarbejde med Deres læge klagede De over det sociale nævns afgørelse af 18. september 1998 til Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsen afviste imidlertid den 27. november 1998 at behandle sagen under henvisning til at klagen var indgivet for sent. Ankestyrelsen anførte

’

Ved telefonisk henvendelse af 22. oktober 1998 har (A) klaget over en afgørelse, der er truffet af Københavns Statsamt, Det Sociale Nævn, den 18. september 1998.

Nævnet har den 13. november 1998 sendt klagen til Ankestyrelsen uden at foretage genvurdering af afgørelsen, da klagefristen ikke er overholdt efter nævnets vurdering.

Efter § 67 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (lov nr. 453 af 10. juni 1997, der senest er offentliggjort ved lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998) skal klage til Ankestyrelsen ske inden 4 uger efter, at klageren har fået besked om afgørelsen.

Denne frist er overskredet, men Ankestyrelsen kan efter loven se bort fra, at fristen ikke er overholdt, når der er særlig grund til det.

I klagen er der som grund til, at klagefristen er overskredet, oplyst, at der har været indbrud hos lægen, hvor (A)’s journal er blevet stjålet.’

Den 21. januar 1999 sendte jeg Deres henvendelse af 14. december 1998 til mig videre til Ankestyrelsen som en anmodning fra Dem om at modtage en uddybende begrundelse for Ankestyrelsens afgørelse. Den 2. marts 1999 uddybede Ankestyrelsen begrundelsen for afgørelsen af 27. november 1998. Ankestyrelsen anførte

’

Ankestyrelsen har gennemgået sagen igen og vi finder fortsat ikke, at der er grund til at bortse fra fristens overskridelse.

Selvom ankefristen på 4 uger var overholdt, kunne Ankestyrelsen ikke behandle (A)’s sag, idet betingelsen for, at Ankestyrelsen som 3. instans kan optage en sag til behandling er, at sagen har principiel eller generel betydning. (A)’s sag har ikke principiel eller generel betydning, idet nævnets afgørelse er udtryk for en skønsmæssig vurdering af (A)’s helbredsmæssige forhold.

Ankestyrelsens afvisning af (A)’s sag skal ikke tages som udtryk for mistro til, hvad (A) skriver. Men som reglerne nu engang er, kan vi ikke behandle (A)’s sag.

’

Jeg har ikke fundet grundlag for at kritisere Den Sociale Ankestyrelse for at have truffet afgørelse om ikke at realitetsbehandle Deres sag under henvisning til at klagefristen var overskredet, og at der ikke var særlig grund til at se bort fra fristens overskridelse. Jeg har heller ikke fundet grundlag for at kritisere at Ankestyrelsen i brev af 2. marts 1999 ikke fandt at Deres sag havde principiel eller generel betydning.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”

Den 30. januar 2002 meddelte Det Sociale Nævn for Københavns Amt mig at nævnet havde genoptaget sagen og ophævet sin afgørelse af 18. september 1998. Nævnet tilkendte samtidig A mellemste førtidspension med virkning fra 1. juni 1996.

Forhøjelse af social pension

En kvinde, A, klagede over Brøndby Kommunes afgørelse af 16. februar 1998 og Revaliderings- og pensionsnævnet (nu Det Sociale Nævn) for Københavns Amts afgørelse af 18. september 1998 om ikke at forhøje en allerede tilkendt førtidspension til mellemste førtidspension.

Det fremgik af sagen at A er udlært bogbinder. A blev tilkendt laveste invalidepension i 1982 hvor hun blev vurderet i supplerende selverhverv. Den lægelige diagnose var den gang neurosis psyko somatica, abusus med. og pyelonephritis chronica. A søgte siden flere gange om forhøjelse af pensionen.

I forbindelse med en ny ansøgning om forhøjelse af pensionen af 22. oktober 1992 indhentede Brøndby Kommune en statusbedømmelse af 1. november 1992 fra speciallæge i fysiurgi og reumatologi, B. B anførte herved bl.a.

”Gennem 5 år periodisk smerter i forskellige led samt i arme og ben. Primært set her 28.2.90 for sm. i ve. fodled og underarme. Der blev da fundet tegn til tennisalbue samt diffuse smerter i muskler og led, uden tegn til arthrit. Hun har fået påvist nedsat tåreproduktion allerede i 89, og dette genfindes i marts 90. Schirmer test: højre 3 mm/5 min, venstre 1 mm/5 min. Læbebiopsi i 90 normal.

Hun opfattes som havende begyndende Mb. Sjøgren og følges. I forløbet har der været tiltagende klager over træthed, og mave-tarmbesvær, samt ledmuskelsmerter.

Den 3.9.92 uændrede klager, hertil er der tilkommet udslæt i hænder og fødder for hvilket hun følges hos hudspecialist.

For tiden flere sm. i hø. knæ. Der findes begyndende retropattelar skurren, og hun tilrådes quadricepstræning.

Patientens arbejdsevne er reduceret i alle erhverv, skønnet med omkring 2/3, nærmere angivelse må afhænge af evt. prøvning.”

Den 26. juli 1993 fik A afslag fra Brøndby Kommune på det ansøgte. Dette afslag blev stadfæstet af det sociale nævn den 7. september 1993.

Da en klage til ombudsmanden skal være indgivet ”inden et år efter, at forholdet er begået” (§ 13, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand), kan jeg ikke behandle disse afgørelser.

Den 26. februar 1996 søgte A på ny om forhøjelse af den allerede tilkendte pension. Den 16. februar 1998 traf Brøndby Kommune afgørelse om at A’s erhvervsevne ikke skønnedes varigt forværret i en sådan grad at hun opfyldte betingelserne for en forhøjelse af pensionen til mellemste førtidspension. Forinden kommunen traf afgørelse, indhentede kommunen en speciallægeerklæring. A var til undersøgelse hos speciallæge B der ved erklæring af 2. januar 1998 fremkom med følgende udtalelse

”

Patienten syntes, allerede hun som 40 årig havde tendens til muskel- ledsmerter samt abnorm træthed, men man kunne ikke påvise nogen sygdom der kunne forklare dette. Jeg ser patienten første gang den 28.2.90 hvor hun har haft tiltagende led- og muskelsmerter, periodisk lidt hævelse i fodled samt abnorm træthed.

Undersøgelser bekræfter nu diagnosen Mb. Sjøgren med stort set manglende tåresekretion samt atrofi af kirtelvæv ved læbebiopsi.

Hun er siden fulgt periodisk hvor ovenstående medicin giver lidt lindring. Hertil set af flere øjenlæger hvor der periodisk er påvist forhøjet tryk i øjnene (Glaucom), hun har prøvet øjendråber, men så vidt jeg kan forstå stoppet, da hun ikke mener at kunne tåle dem.

I årenes løb er symptomerne tiltaget således, at hun specielt er generet af abnorm træthed. Hun orker kun lige at klare sig selv. Hendes hjem klarer hun, men slet ikke til egen tilfredshed, hun har således ikke haft gæster hjemme de sidste 7 år dels fordi hun ikke magter det, men også fordi hun skammer sig over at hjemmet ikke er rent som tidligere.

Som tidligere generet af muskel- ledsmerter uden at der er tale om egentlige ledhævelser, hun kan specielt om aften bliver generet af trækninger i albuer og knæhaser der forstyrrer søvnen.

Som led i sygdommen generet af tør hoste der kompliceres af tendens til inkontinens i forbindelse med hosteanfaldene, må bruge bind.

Hun har tiltagende problemer med at holde tænderne som følge af den manglende spytproduktion.

Hun har specielt tidligere forsøgt fysioterapi, øvelser uden særlig effekt. Hun har på egen hånd forsøgt talrige alternative behandlingsmetoder, men alt uden større virkning.

Som anført netop selvhjulpen i og omkring egen person, hun klarer den daglige husholdning, men kun med besvær og ikke til egen tilfredshed.

Diagnose

Mb. Sjøgren

Ceratocunjuntivitis sicca.

Glaucom obs.

Scheuermann thoracolumbalis.

Scoliosis columna.

Spondylosis columna.

Degeneratio disci i.v lumbalis 4 et 5.

Konklusion

Det drejer sig om en nu 64-årig kvinde der søger om forhøjelse af pension på grund af tiltagende gener i forbindelse med bindevævslidelsen Mb. Sjøgren.

Hun har tidligere fået pension fra 40 års alderen, og hun klagede allerede dengang over træthed, led- og muskelsmerter uden at man dog kunne påvise nogen årsag til dette. Siden har symptomerne været tiltagende og i 1990 stilles diagnosen Mb. Sjøgren.

Patientens klager over abnorm træthed, muskel-, ledsmerter, hoste, smerter i øjne og besvær fra tænder er fuldt forståelige med den påviste sygdom.

Der er ingen tvivl om, at hendes arbejdsevne i arbejde uden for hjemmet må betragtes som værende ophævet og betydelig reduceret i hjemmet. Der er ingen udsigt til bedring.”

Brøndby Kommunes lægekonsulent, C, skrev på grundlag heraf følgende notat af 21. januar 1998

”

Der foreligger nu en speciallægevurdering ved (B) dateret 2 januar 1998. Heri konkluderer han, at pgl i betydelig grad er præget af sygdommen mb. Sjøgren. Pgl har smerteklager fra led, muskler og knogle, hun har udtalt øget træthedstærskel. Arbejdsevnen i eget hjem skønnes betydelig reduceret, den skønnes ophævet i udeerhverv.

Lægeskøn

Arbejdsevnen finder jeg varigt nedsat med over 2/3 ude som hjemme.”

Brøndby Kommune anså sin afgørelse af 16. februar 1998 som påklaget til Revaliderings- og pensionsnævnet (nu Det Sociale Nævn) for Københavns Amt som i brev af 18. september 1998 meddelte A at nævnet stadfæstede afslaget. Nævnet skrev

”

Nævnet giver Dem afslag på mellemste førtidspension efter bestemmelserne i lovens § 14, stk. 2, nr. 2.

De er fortsat berettiget til den tidligere tilkendte pension efter bestemmelserne i lovens § 14, stk. 3, nr. 1.

Nævnet tiltræder således kommunens afgørelse.

Da De er fyldt 60 år, skal Deres erhvervsevne kunne anses for at være ubetydelig, for at De kan få tilkendt mellemste førtidspension efter lovens § 14, stk. 2, nr. 2.

Nævnet er ved afgørelsen opmærksom på, at der i erklæring af 2. januar 1998 fra speciallæge (B) er givet en anden vurdering af Deres erhvervsevne. Denne vurdering er nævnet ikke enig i, sådan som Deres helbredsforhold er beskrevet.

Det fremgår af de lægelige papirer, at De lider af en bindevævssygdom (Morbus Sjögren), der specielt angriber spytkirtler, men også giver mere diffuse symptomer. De har nogen hoste, men normal lungefunktion. De er selvhjulpen omkring egen person og klarer den daglige husholdning, men kun med besvær. De objektive forandringer er mere beskedne.

Herudover lider De af Scheuermanns sygdom, af slidgigt i ryggen og af rygskævhed.

Sammenfattende findes Deres helbredstilstand forværret siden 1993, men ikke i en sådan grad, at Deres erhvervsevne kan anses for at være nedsat til det ubetydelige.

”

I samarbejde med A’s læge klagede A over nævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsen afviste imidlertid den 27. november 1998 at behandle sagen under henvisning til at klagen var indgivet for sent.

Den 21. januar 1999 sendte jeg A’s henvendelse af 14. december 1998 videre til Ankestyrelsen. Henvendelsen blev sendt som en anmodning fra A om at modtage en uddybende begrundelse for Ankestyrelsens afgørelse. Den 2. marts 1999 uddybede Ankestyrelsen begrundelsen for afgørelsen af 27. november 1998.

I breve af 4. og 22. marts 1999 indgav A på ny klage til mig over Det Sociale Nævn for Københavns Amts afgørelse af 18. september 1998 og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 27. november 1998.

Den 14. maj 1999 sendte jeg A’s henvendelse videre til det sociale nævn som en anmodning fra A om at nævnet redegjorde nærmere for hendes resterende erhvervsevne.

Det Sociale Nævn fremkom ved brev af 12. juli 1999 med denne redegørelse. Nævnet anførte herved

”

Det Sociale Nævn gav Dem den 18. september 1998 afslag på forhøjelse af forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension, med begrundelsen, at Deres erhvervsevne ikke kunne anses for nedsat til det ubetydelige.

Da De på ansøgningstidspunktet var 62 år skal De for at kunne få tilkendt mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 2, opfylde betingelserne for tilkendelse af højeste førtidspension.

Vi skrev i afgørelsen at Nævnet ved afgørelsen var opmærksom på, at der i erklæring af 2. januar 1998 fra speciallæge (B) er givet en anden vurdering af Deres erhvervsevne. Denne vurdering er Nævnet ikke enig i, sådan som Deres helbredsforhold er beskrevet.

Det skal bemærkes, at Nævnet er forpligtet og berettiget til at foretage en selvstændig bedømmelse af erhvervsevnenedsættelsens omfang på grundlag af de faktiske lægelige fund, således som disse er beskrevet i de lægelige oplysninger.

Nævnet er således ikke bundet af konklusionerne i de indhentede lægelige erklæringer.

Nævnet har fundet, at Deres helbredstilstand er forværret siden De i 1993 fik afslag på forhøjelse af Deres pension, således at Deres erhvervsevne i fysisk krævende erhverv nu skønnes nedsat til det ubetydelige.

Deres erhvervsevne i ethvert erhverv findes imidlertid ikke nedsat til det ubetydelige, og dette er ifølge pensionsloven en betingelse for at få tilkendt mellemste førtidspension som over 60-årig.

Det fremgår af Vejledning af 10. marts 1998 om social pension, punkt 50, om tilkendelsesbetingelserne for højeste førtidspension, at nedsættelsen af erhvervsevnen skal ses i forhold til ethvert erhverv. Det er ikke tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er ophævet eller ubetydelig i pågældendes hidtidige arbejde. Invaliditeten skal være af en sådan sværhedsgrad, at den forhindrer pågældende i at påtage sig arbejde af nogen betydning.

”

Redegørelsen var bilagt uddrag af vejledning om social pension punkt 2.3.1.1.

Ved brev modtaget den 12. oktober 1999 rettede A på ny henvendelse til mig.

I den anledning anmodede jeg ved brev af 3. november 1999 Det Sociale Nævn for Københavns Amt og Brøndby Kommune om en udtalelse. I anmodningen henviste jeg til § 14, stk. 2, og stk. 3, nr. 1, samt den tidligere gældende § 15, stk. 2 (nu § 15, stk. 3) i lov om social pension og til vejledning af 24. juni 1996 om social pension pkt. 38, 43 og 44, og anførte

”

Som det fremgår af lovbestemmelsen, og til dels vejledningen, skal der – på baggrund af den pågældendes helbredsmæssige og sociale oplysninger – ved bedømmelsen af erhvervsevnen foretages en sammenligning med en for ansøgeren skønnet mulig arbejdsindtægt og den normale indtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.

Sammenligningen forudsætter efter min opfattelse en vurdering af hvilket arbejde den pågældende vil kunne påtage sig, dvs. en vurdering af den pågældendes resterhvervsevne.

Samtidig fremgår det at der ved bedømmelsen skal tages hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmuligheder.

Under henvisning hertil beder jeg om at myndighederne redegør for om de i forbindelse med deres bedømmelse af (A)’s erhvervsevne har foretaget en vurdering af om hun ville kunne påtage sig et arbejde, og i givet fald en vis konkretisering af hvilken karakter dette arbejde skulle have for at hun med sine helbredsmæssige begrænsninger ville være i stand til at bestride det.

I bekræftende fald beder jeg myndighederne nærmere redegøre for deres vurdering heraf, herunder deres vurdering af (A)’s beskæftigelsesmuligheder.

”

Brøndby Kommune fremkom med en udtalelse af 11. november 1999. Kommunen anførte

”

Brøndby Kommune har i forbindelse med ansøgningen om forhøjelse af pensionen vurderet, at der er sket en forværring af (A)’s helbredsforhold, således at hendes erhvervsevne er nedsat med mere end 2/3, dog ikke ophævet. Med baggrund i sagens lægelige og øvrige oplysninger, er det klart anerkendt, at der er sket en væsentlig forværring af hendes helbredsforhold. Sammenholdt med praksis for den type lidelser, som (A) lider af, og det faktum, at pågældende er over 60 år, medfører dog ikke en forhøjelse af pensionen.

Når erhvervsevnen er vurderet nedsat med 50% eller derover af helbredsmæssige årsager, er der ikke i pensionsloven krav om, at resterhvervsevnen skal udnyttes. Det er således frivilligt, om man ønsker at benytte en resterhvervsevne. Der er ikke praksis for, at man i kommunen, Det sociale ankenævn eller i Ankestyrelsen angiver hvilket arbejde, man vurderes at kunne bestride.”

Det sociale nævns lægekonsulent, overlæge D, afgav til brug for nævnets behandling følgende udtalelse af 23. november 1999

”

Patientens sygdom drejer sig om Morbus Sjögren som beskrevet i speciallægeerklæring fra (B) af 2. januar 1998.

Problemerne med denne sygdom hos patienten er led- og muskelsmerter og abnorm træthed.

Diagnosen er stillet ved manglende tåresekretion og atrofi af kirtelvæv set ved læbebiopsi.

Trætheden er det værste for patienten, hvor det beskrives, at hun lige kan klare sig eget hjem, er selvhjulpen i og omkring sin egen person og kan klare den daglige husholdning.

Der beskrives også nogen tør hoste, men lungefunktionen har været normal. Øjenmæssigt skal der også være påvist forhøjet tryk i øjnene i perioder, som patienten har fået øjendråber for.

Ved den objektive undersøgelse findes i overekstremiteterne let nedsat kraft og udadrotation i skuldre. Der er også let nedsat kraft i benene, men ellers pæne forhold. I rygsøjlen påvises, også ved røntgen, scoliose, spondylose og tegn på Morbus Scheuermann samt diskusdegeneration. Knæ og skuldre er normale røntgenmæssigt.

Konklusion: De beskrevne sygdomme og symptomer nedsætter efter mit skøn erhvervsevnen til omkring en trediedel af det normale eller lidt derunder, men man kan ikke sige, at symptomernes karakter fuldstændig ophæver den generelle erhvervsevne.

Efter mit skøn vil patienten ikke være i stand til at klare nogen form for fysisk krævende arbejde, men ville derimod nok være i stand til at kunne klare et arbejde med f.eks. lettere stillesiddende kontorarbejde i en skånejobsituation på nedsat tid.

Diagnoser

Morbus Sjögren (bindevævslidelse).

Tørre Øjne.

Morbus Scheuermann thoracolumbalis (kileformede ryghvirvler).

Spondylosis columnae (slidgigt i ryggen).

Scoliosis columnae (skæv ryg).”

Det sociale nævn fremkom med en udtalelse af 11. januar 2000. Nævnet anførte

”

Nævnet har ved afgørelsen tiltrådt Brøndby Kommunes afslag på forhøjelse af forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1 i lov om social pension, da erhvervsevnen ikke kunne anses for nedsat til det ubetydelige.

Da (A) på ansøgningstidspunktet var 62 år, skal hun for at kunne få tilkendt mellemste førtidspension efter lovens § 14, stk. 2, nr. 2, opfylde betingelserne for tilkendelse af højeste førtidspension.

Nævnet kan bekræfte, at Nævnet ved afgørelsen har sammenholdt bestemmelserne i dagældende lov om social pension § 14 med lovens § 15, stk. 1-2.

I Nævnets vurdering i forbindelse med afgørelsen er således indgået de forhold, der beskrives i den dagældende vejledning om social pension pkt. 38, 43 og 44, som citeres i Ombudsmandens brev.

Ombudsmanden har tidligere i brev af 14. maj 1999 anmodet Nævnet om at redegøre nærmere for (A)’s resterende erhvervsevne.

Nævnet anførte i sit svar af 12. juli 1999 bl.a., at Nævnet har fundet, at (A)’s helbredstilstand er forværret, siden hun i 1993 fik afslag på forhøjelse af sin pension, således at erhvervsevnen i fysisk krævende erhverv nu skønnes nedsat til det ubetydelige, men at erhvervsevnen i ethvert erhverv ikke skønnes nedsat til det ubetydelige.

Det fremgår af de lægelige akter, som forelå ved afgørelsen, at (A) lider af Morbus Sjögren.

Problemerne med denne sygdom hos (A) er led- og muskelsmerter og abnorm træthed.

Diagnosen er stillet ved manglende tåresekretion og atrofi af kirtelvæv set ved læbebiopsi.

Der beskrives også nogen tør hoste, men lungefunktionen har været normal. Øjenmæssigt skal der også være påvist forhøjet tryk i øjnene i perioder, som (A) har fået øjendråber for.

Ved den objektive undersøgelse findes i overekstremiteterne let nedsat kraft og udadrotation i skuldre. Der er også let nedsat kraft i benene, men ellers pæne forhold. I rygsøjlen påvises, også ved røntgen, scoliose, spondylose og tegn på Morbus Scheuermann samt diskusdegeneration. Knæ og skuldre er normale røntgenmæssigt.

Disse oplysninger om (A)’s helbredsforhold er sammenholdt med, at hun er udlært bogbinderske og har arbejdet som sådan i 10 år. Hun var herefter hjemmegående husmor i 10 år, hvorefter hun var i arbejde i 2½ år som rengøringsassistent indtil sygemeldning i 1973. Hun har ikke siden været i arbejde.

(A) fik i 1983 tilkendt laveste invalidepension og har i 1984, 1991 og 1993 ligesom i 1998 fået afslag på forhøjelse af pension, hvilket hver gang er tiltrådt af ankeinstansen.

(A) blev i 1983 bedømt i supplerende selverhverv, men efter at være blevet enke er hun fra og med afgørelsen i 1991 bedømt i fuldt selverhverv.

(A)’s resterhvervsevne ville eksempelvis kunne udnyttes ved lettere stillesiddende kontorarbejde i form af skånejob på nedsat tid.

For så vidt angår det generelle spørgsmål, der kan rejses vedrørende vurdering af resterhvervsevnen, kan oplyses, at det ikke i almindelighed har været nævnets praksis at forholde sig til konkrete arbejdsområder, ved hvilke pensionisten kan udnytte sin resterhvervsevne.

”

Med brev af 17. januar 2000 sendte jeg A kopier af udtalelserne, og A fremsendte yderligere bemærkninger i brev af 6. februar 2000.

Det er A’s opfattelse at hun ikke vil kunne passe et stillesiddende job da hendes hørelse og syn er nedsat. A finder desuden at hun slet ikke har nogen resterende erhvervsevne. Endvidere mener A ikke at sagens akter er blevet læst ordentligt.

Ombudsmandens udtalelse

”Myndighedernes afgørelser er truffet på grundlag af dagældende lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 med senere ændringer. Loven indeholder følgende bestemmelser af betydning for sagen

’§ 14. Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.

Stk. 2. Mellemste førtidspension kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring 2/3, og

personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat i det omfang, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes helbredsmæssige forhold, og

personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og helbredsmæssige forhold taler for det.

Stk. 4. Pension efter stk. 3 tilkendes som forhøjet almindelig førtidspension til personer under 60 år og som almindelig førtidspension til personer over denne alder.

Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og 3.

Stk. 6. Efter det fyldte 60. år kan pension uden pensionistens samtykke hverken frakendes eller nedsættes til lavere form for pension, jf. § 13. Dette gælder dog ikke for invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En kvinde klagede over kommunens og revaliderings- og pensionsnævnets afslag på at forhøje hendes førtidspension til mellemste førtidspension. Da kvinden på ansøgningstidspunktet var over 60 år, skulle hendes erhvervsevne i ethvert erhverv være nedsat til det ubetydelige.

Ombudsmanden kritiserede kommunens og det sociale nævns begrundelser der ikke opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. Blandt andet på baggrund af to højesteretsdomme på området udtalte ombudsmanden at han ikke mente at begrundelsen i tilstrækkelig grad forklarede årsagen til at nævnet vurderede kvindens erhvervsevne anderledes end speciallægen gjorde. Efter ombudsmandens opfattelse burde nævnet således have redegjort for hvilket fagligt grundlag nævnet havde for at tilsidesætte speciallægens vurdering. Ombudsmanden henstillede at nævnet genoptog sagens behandling med henblik på at uddybe begrundelsen for afgørelsen. (J.nr. 1999-2966-040).