Førtidspension. Oplysningsgrundlaget. Mangelfuld argumentation for tilsidesættelse af speciallægeerklæring. Bedømmelse af resterhvervsevnen

§ 15. Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1 og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart viser, at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre forsørgelsesmuligheder, er varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære tilfælde tilkendes pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af erhvervsevnen skyldes helbredsmæssige forhold.

Stk. 2. Tilkendelse af førtidspension efter § 14 forudsætter, at alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og at erhvervsevnen ikke varigt kan forbedres.

Stk. 3. Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat, skal der foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til pågældendes kræfter og færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt, som personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne andre omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges vægt.’

Af vejledning af 10. marts 1998 om social pension fremgår bl.a. følgende

’ 50.

Nedsættelsen af erhvervsevnen skal ses i relation til ethvert erhverv. Det er ikke tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er ophævet eller ubetydelig i pågældendes hidtidige arbejde. Invaliditeten skal være af en sådan sværhedsgrad, at den forhindrer pågældende i at påtage sig arbejde af nogen betydning. Enhver relevant aktiverings- og revalideringsmulighed m.v. skal være forsøgt.

Betingelsen er opfyldt, når der er konstateret en alvorlig kronisk, fysisk eller psykisk lidelse, som medfører en svær svækkelsestilstand, eller der er konstateret alvorlige blivende følger efter en overstået sygdom.

Ved bedømmelsen af, om der er mere end en ubetydelig erhvervsevne, kan der tages hensyn til indtægtens størrelse. En varig indtægt ved personligt arbejde kan normalt ikke betragtes som ubetydelig, hvis den har en sådan størrelse, at den svarer til erhvervsudygtighedsbeløbet for en enlig. En indtægt af en sådan størrelse kan derfor ikke umiddelbart forenes med tilkendelse af højeste førtidspension.

I tilfælde, hvor anvendelsen af en eventuel resterhvervsevne ikke giver en indtægt, der kan opgøres, må der foretages et skøn. Det gælder fx den hjemmearbejdendes indsats i hjemmet. I de fleste tilfælde har ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke nogen arbejdsindtægt overhovedet. Det betyder, at der skal skønnes over ansøgerens tilbageværende evne til at udføre indtægtsgivende arbejde.

56. Pension kan tilkendes, hvis personens erhvervsevne er nedsat på grund af en varig fysisk eller psykisk invaliditet, se lovens § 15. Det er en betingelse, at lidelsen i sig selv bevirker en betydelig og varig nedsættelse af personens funktionsevne på arbejdsmarkedet og dermed af evnen til at forsørge sig selv ved arbejde.

Det er kommunen, der efter en konkret vurdering beslutter, hvilke oplysninger, der er nødvendige til belysningen af pågældende helbredsforhold. Det er endvidere kommunen, der selvstændigt vurdere de helbredsmæssige oplysninger i relation til førtidspensionssagen.

Kommunens bedømmelse forudsætter, at pågældendes helbredsforhold er grundigt undersøgt og velbeskrevet – typisk af en læge eller andre fagfolk. Bedømmelsen forudsætter desuden et indgående kendskab til lidelsens indvirkning på den erhvervsmæssige funktionsevne. Bedømmelsen må tage udgangspunkt i erfaringer om, hvilke helbredsmæssige begrænsninger og lidelser der almindeligvis medfører, at folk må opgive erhvervsarbejde helt eller delvis.

At lidelsen skal være varig betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt hverken af sig selv eller ved behandling.

I de fleste tilfælde indgår den helbredsmæssige vurdering som et led i kommunens samlede skøn over erhvervsevnens nedsættelse. Pågældendes sociale og erhvervsmæssige forhold sammen med den helbredsmæssige vurdering er således med til at bestemme, om der skal tilkendes højeste, mellemste eller (forhøjet) almindelig førtidspension på grund af helbredsmæssige forhold.

En helbredsvurdering alene kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens nedsættelse. Det er som regel kun tilfældet, når der kun er ubetydelig erhvervsevne i behold, altså i de tilfælde hvor der kan tilkendes højeste førtidspension.

Manglende sproglige færdigheder (fx analfabetisme eller manglende danskkundskaber) kan alene medføre social/erhvervsmæssig invaliditet, og kan ikke tillægges betydning ved graduering af helbredsbetinget førtidspension.

57. Pensionskriteriet nedsættelse af erhvervsevnen rummer både lægelige og sociale momenter. De samme helbredsmæssige forhold kan have helt forskellige erhvervsmæssige følger for den enkelte ansøger. På baggrund af de helbredsmæssige og sociale oplysninger skal det bedømmes, hvad pågældende er i stand til at tjene, når invaliditeten tages i betragtning. Alle de muligheder, som det med rimelighed kan forlanges, at pågældende udnytter, skal indgå i bedømmelsen. Der skal tages hensyn til pågældendes uddannelse, tidligere virksomhed, alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder samt til andre forhold, der kan antages at være af betydning, se lovens § 15, stk. 3.

Indtægten sammenlignes med en normal arbejdsindtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.

Med udgangspunkt i sammenligningen træffes der afgørelse om, hvorvidt erhvervsevnen er nedsat i et omfang, der giver ret til pension og i bekræftende fald hvilken type. Det samlede skøn udøves på grundlag af relevante oplysninger fra den sociale, erhvervsmæssige og sundhedsmæssige sagkundskab.’

Som det fremgår af ovennævnte lovbestemmelser og til dels af vejledningen, kan højeste førtidspension tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år hvis erhvervsevne er nedsat til det ubetydelige. Bedømmelsen af erhvervsevnen skal ske på baggrund af den pågældendes helbredsmæssige og sociale oplysninger, og der skal foretages en sammenligning med en for ansøgeren skønnet mulig arbejdsindtægt og den normale indtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.

Højesterets domme af 22. december 1999 og 12. januar 2001

Højesteret afsagde den 22. december 1999 en dom hvorefter en førtidspensionist var berettiget til mellemste førtidspension fra hendes første ansøgning om pension blev indgivet ca. 11 år før. Myndighederne havde tilkendt kvinden forhøjet almindelig førtidspension. Højesteret afsagde den 12. januar 2001 en dom i en i det væsentlige tilsvarende sag hvorved Højesteret – under henvisning til bl.a. dommen af 22. december 1999 – på ny tilsidesatte myndighedernes vurdering af resterhvervsevnen.

Som beskrevet nedenfor vil jeg ikke på samme måde kunne foretage en konkret bevisbedømmelse i (A)’s sag med henblik på en vurdering af hans erhvervsevnenedsættelse.

Højesteret har i sin dom af 22. december 1999 skrevet følgende

’

I lov om social pension § 15, jf. § 14, angives de retlige betingelser for at få tilkendt førtidspension. Det er efter § 15, stk. 1, 1. pkt., en betingelse for tilkendelse af pension, at erhvervsevnen er varigt nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet. Efter lovens § 15, stk. 1, 4. pkt. (nu stk. 2), kan pension ikke tilkendes, hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan antages mere varigt at forbedre erhvervsevnen. § 15, stk. 2 (nu stk. 3), indeholder nærmere regler om bedømmelse af nedsættelse af erhvervsevnen.

Domstolenes prøvelse af afgørelser om tilkendelse af førtidspension omfatter de administrative myndigheders bedømmelse af, om de nævnte betingelser er opfyldt, selv om denne bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Det må imidlertid ved prøvelsen tages i betragtning, at revaliderings- og pensionsnævnene, nu de sociale nævn, og Den Sociale Ankestyrelse gennem behandlingen af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse bevisvurderinger og bistås af fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor foreligge et sikkert grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om førtidspension. Domstolene vil i så fald i almindelighed have fornødent grundlag for at træffe afgørelse i sagen, og der vil således normalt ikke være anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling ved de administrative myndigheder.

Den Sociale Ankestyrelse anerkendte med afgørelsen af 9. november 1994, at (A)’s lidelse berettigede hende til en helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet er herefter, hvornår og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af invaliditeten.

(A) havde arbejdet som sagsbehandler i Københavns kommune siden 1962. Hendes skulderlidelse startede i begyndelsen af 1980’erne, og der blev i perioden indtil indgivelse af pensionsansøgning den 31. oktober 1988 gennemført en række forskellige behandlinger af lidelsen, herunder en operation i 1985, dog uden positivt resultat. Efter flere sygeperioder og perioder med arbejde på deltid måtte hun ophøre med sit arbejde i 1988.

Speciallæge (B) udtalte i sine erklæringer af 10. november 1988 og 14. august 1990 – hvoraf den sidste blev udarbejdet efter anmodning fra Revaliderings- og Pensionsnævnet i København – at (A) led af en rotator cuff læsion, at hun havde massive smerter og en ubrugelig arm, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at tilstanden var stationær. Overlæge (C)’s erklæring af 30. august 1994, der blev udarbejdet efter anmodning fra Den Sociale Ankestyrelse, konkluderede, at (A)’s gener var uændrede siden 1985, og at hun var ude af stand til at bruge højre arm til nogen form for arbejde.

Højesteret finder det på grundlag af disse erklæringer godtgjort, at (A)’s invaliditet forelå allerede i 1988, og at hendes erhvervsevne som følge af invaliditeten var varigt nedsat fra dette tidspunkt.

På grundlag af erklæringerne og det i øvrigt foreliggende finder Højesteret det endvidere godtgjort, at hendes erhvervsevne fra 1988 varigt har været nedsat med omkring 2/3, og at (A) således ikke – som forudsat i Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9. november 1994 – kan klare et halvdagsarbejde. Det bemærkes herved, at hverken Revaliderings- og Pensionsnævnet eller Den Sociale Ankestyrelse på noget tidspunkt har anmodet om, at der blev foretaget yderligere undersøgelser vedrørende (A)’s erhvervsevne i form af revalidering, arbejdsprøvning eller lignende.

(A) opfyldte således betingelserne for mellemste førtidspension, da hun indgav sin ansøgning den 31. oktober 1988. Højesteret tager derfor (A)’s principale påstand til følge.

’

Som ombudsmand kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. På baggrund af min manglende lægefaglige viden kan jeg således ikke foretage en selvstændig vurdering af de lægelige udtalelser. Jeg har ikke – som domstolene – mulighed for i forbindelse med en egentlig bevisførelse med vidneafhøring af de lægeligt fagkyndige at foretage en nærmere selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for vurderingen af den nedsatte erhvervsevne.

Myndighedernes vurdering af hvilken nedsættelse af erhvervsevnen der er tale om i (A)’s tilfælde, bygger også i et vist omfang på en vurdering af de sociale forholds betydning for (A)’s erhvervsevne.

Speciallæge (D) beskrev i sin erklæring af 23. januar 1998 (A)’s tilstand således at han som følge af fjernelsen af hjernesvulsten i 1997 havde pådraget sig en højresidig hemiparese med ataksi – hans tilstand blev vurderet som stationær. Han havde koordinationsforstyrrelser og problemer med styring af højre arm og ben hvorfor hans gang foregik med aflastning ved hjælp af krykkestokke. (A) kunne ikke skrive, og han kunne ikke klare tungere løft eller medvirke væsentligt ved husholdningen. Speciallæge (D) anså (A)’s erhvervsevne for reduceret til under 1/3.

Overlæge (C) udtalte i sin erklæring af 16. juni 1998 at (A) led af en betydelig højresidig hemiparese og en svær højresidig ataksi. Overlæge (C) vurderede (A)’s tilstand som varig og anførte at (A) ikke på nogen måde kunne varetage et arbejde. Erhvervsevnetabet var væsentligt over 65%. Ifølge erklæringen var dette supplerende oplysninger i forhold til (D)’s erklæring.

Af Ankestyrelsens uddybende begrundelse af 26. juli 1999 fremgår at Ankestyrelsen lagde afgørende vægt på at det af speciallæge (D)’s erklæring fremgik at erhvervsevnen var reduceret til under 1/3. Ifølge Ankestyrelsen fulgte det ikke af erklæringen at erhvervsevnen var ophævet. Ankestyrelsen var endvidere af den opfattelse at overlæge (C)’s erklæring ikke beskrev en forværring af (A)’s helbredstilstand i forhold til (D)’s erklæring.

I det sociale nævns udtalelse af 11. januar 2000 i anledning af (B)’s klage til mig anførte nævnet at (A) havde en betydelig erhvervsevnenedsættelse, men at han dog havde en resterhvervsevne. Denne resterhvervsevne kunne ifølge nævnet eksempelvis udnyttes ved undervisning/staldarbejde i en rideklub eller ved vareudbringning. Ankestyrelsen anførte i sin udtalelse at resterhvervsevnen kunne udnyttes ved udbringning af lettere varer for en virksomhed.

Som det fremgår, er der uoverensstemmelse mellem – i hvert fald – overlæge (C)’s og Ankestyrelsens og nævnets vurdering af (A)’s resterhvervsevne.

Jeg har ovenfor redegjort for de begrænsninger jeg som ombudsmand har for at foretage en nærmere selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for vurderingen af den nedsatte erhvervsevne. På baggrund af disse begrænsninger kan jeg normalt ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af myndighedernes vurderinger.

Under min gennemgang af sagen har jeg derfor måttet begrænse min undersøgelse til at omfatte spørgsmål om afgørelsens begrundelse, oplysningsgrundlaget i sagen mv.

Begrundelse

Forvaltningsloven indeholder bl.a. følgende bestemmelser

’ § 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’

Hvis en afgørelse ikke giver den eller de personer som afgørelsen vedrører, fuldt ud medhold, skal afgørelsen ifølge forvaltningslovens § 22 ledsages af en begrundelse.

De nærmere krav til denne begrundelse fremgår af forvaltningslovens § 24. Herefter skal en begrundelse fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 420ff.

Hvis afgørelsen bygger på et administrativt skøn, skal begrundelsen således angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Om fornødent skal begrundelsen indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. En begrundelse skal efter forvaltningslovens § 24 endvidere indeholde en henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet efter.

Ifølge forvaltningslovens § 24, stk. 3, kan afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre offentlige eller private interesser føre til at indholdet af begrundelsen kan begrænses.

Det Sociale Nævn for Københavns Amts afgørelse af 31. juli 1998

Det Sociale Nævn for Københavns Amt traf den 31. juli 1998 følgende afgørelse i (A)’s sag

’Nævnet tilkender Dem mellemste førtidspension efter bestemmelserne i lovens § 14, stk. 2, nr. 1, idet Deres erhvervsevne anses for at være nedsat med omkring 2/3.

Den tilkendte ydelse udbetales fra 3 måneder efter ansøgningsdatoen, det vil sige med virkning fra den 1. januar 1998, jf. lovens § 33. De vil få nærmere besked om udbetalingen fra Deres kommune, som er underrettet om nævnets afgørelse.’

Nævnets afgørelse var vedlagt et uddrag af lov om social pension.

Det sociale nævn tilkendte (A) mellemste, men ikke højeste førtidspension. Dermed gav afgørelsen ikke (A) fuldt ud medhold, jf. forvaltningslovens § 22.

Det fremgik i øvrigt af sagens akter at (A) ikke var tilfreds med kommunens indstilling om tilkendelse af mellemste førtidspension hvilket han meddelte kommunen den 24. april 1998 – forud for sagens oversendelse til Det Sociale Nævn for Københavns Amt (tidligere Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns Amt ). Det må lægges til grund at nævnet var bekendt med dette.

Det Sociale Nævn for Københavns Amts afgørelse af 31. juli 1998 opfyldte ikke begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. Det fremgik således ikke af afgørelsen hvilke hensyn nævnet tillagde vægt, herunder hvilken vægt nævnet tillagde speciallæge (D)’s og overlæge (C)’s erklæringer af henholdsvis 23. januar 1998 og 16. juni 1998. Afgørelsen indeholdte heller ingen redegørelse for de faktiske omstændigheder i sagen der blev tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Nævnet havde herunder ikke nærmere konkretiseret sin bedømmelse af (A)’s resterhvervsevne.

Jeg mener at Det Sociale Nævn for Københavns Amts mangelfulde begrundelse er kritisabel, og dette har jeg gjort nævnet bekendt med.

Den Sociale Ankestyrelses behandling af (A)’s sag

Ved afgørelse af 13. oktober 1998 tiltrådte Den Sociale Ankestyrelse Det Sociale Nævn for Københavns Amts afgørelse af 31. juli 1998 med følgende begrundelse

’

Begrundelsen er, at Ankestyrelsen skønner, at Deres erhvervsevne ikke er varigt nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv. Dette er en betingelse for at få højeste pension efter lovens § 14, stk. 1.

Ankestyrelsen har lagt vægt på de i sagen foreliggende lægelige oplysninger. Efter beskrivelsen vurderer vi, at Deres lidelse ikke er af en sådan sværhedsgrad, at forudsætningen for tilkendelse af højeste førtidspension er opfyldt.

Ankestyrelsen har herved bl.a. lagt vægt på, at selv om der er følger efter operationen i form af betydelig hemiparese og højresidig ataksi, er der ikke tale om så svære følger, at Deres erhvervsevne kan betragtes som ophævet.

’

I sin uddybende begrundelse af 26. juli 1999 anførte Ankestyrelsen bl.a.

’I denne anledning kan Ankestyrelsen oplyse, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse har været opmærksom på de konklusioner, der er anført i de to ovennævnte speciallægeerklæringer.

Når det i speciallægeerklæring af 23. januar 1998 er anført, at erhvervsevnen er reduceret til under 1/3 betyder det, at erhvervsevnen er nedsat med godt 66%. Erhvervsevnen kan således ikke i følge erklæringen anses for ophævet.

For så vidt angår udtalelsen fra speciallæge (C), så er der, hvis man sammenligner denne udtalelse med speciallægeerklæringen af 23. januar 1998, ikke beskrevet nogen forværring af Deres søns tilstand, selv om det anføres, at erhvervsevnetabet er væsentligt over 65%, og at Deres søn ikke vil kunne varetage et arbejde.

Ankestyrelsen har ikke kunnet følge overlæge (C)’s konklusion ud fra den beskrivelse af Deres søns helbredstilstand, der i øvrigt fremgår af sagen.

Det kan i denne forbindelse oplyses, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse ikke er forpligtet til at følge de konklusioner, der fremgår af de speciallægeerklæringer, der foreligger i sagen.

Ankestyrelsen foretager og er forpligtet til at foretage sin egen vurdering af det samlede lægelige grundlag, der foreligger i en sag.

Det understreges i denne forbindelse, at der ved sagens behandling i Ankestyrelsen medvirkede rådgivende speciallæge.’

Ankestyrelsen anførte i sin udtalelse til mig af 16. februar 2000 bl.a. følgende

’Følgerne af (A)’s operation for svulsten på højre hørenerve er beskrevet i speciallægeerklæring af 23. januar 1998. Operationen har medført tab af hørelsen på højre øre, højresidig kraftnedsættelse, påvirkning af ansigtets følenerve samt lettere nedsat funktion af højre arm og højre ben.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse vægt på, at (A) var i stand til at køre bil.

Ankestyrelsen har på baggrund af oplysningerne om (A)’s helbredsmæssige forhold sammenholdt med oplysningerne om, at han fortsat kan køre bil, lagt til grund, at han har mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne ved et skånejob, f.eks. ved udkørsel af lettere varer for en virksomhed.

Ankestyrelsen finder, at (A)’s opholdskommune skal være ham behjælpelig med at skaffe et skånejob.

Ankestyrelsen kan i øvrigt oplyse, at det ikke er sædvanligt, at Ankestyrelsen i forbindelse med, at der træffes afgørelse i en pensionssag, peger på konkrete arbejdsområder, hvor pensionisten har mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne.’

Som det fremgår af pensionslovens § 15, stk. 3, skal der ved bedømmelsen af i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat, foretages en sammenligning mellem den indtægt som den pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde der svarer til den pågældendes kræfter og færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt som personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne andre omstændigheder der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges vægt.

På baggrund af denne lovbestemmelse og af pkt. 57 i vejledningen om social pension må det konkluderes at spørgsmålet om nedsættelse af erhvervsevnen og omfanget heraf rummer både lægelige og sociale elementer.

I de to højesteretsdomme som jeg har nævnt ovenfor, har Højesteret kort refereret de speciallægeerklæringer som myndighederne havde indhentet i sagerne, herunder gengivet speciallægernes vurdering af graden af de pågældende borgeres erhvervsevnenedsættelse. På dette grundlag traf Højesteret afgørelse om at tilsidesætte myndighedernes vurdering af bl.a. pensionsgraden.

Den Sociale Ankestyrelse tilsidesatte i (A)’s sag overlæge (C)’s vurdering af erhvervsevnenedsættelsen.

Hverken i afgørelsen af 13. oktober 1998 eller i den uddybende begrundelse af 26. juli 1999 argumenterede Ankestyrelsen nærmere for at Ankestyrelsen vurderede (A)’s erhvervsevne som større end overlægen gjorde.

I afgørelsen af 13. oktober 1998 konstaterede Ankestyrelsen blot at (A)’s lidelse ikke var af en sådan sværhedsgrad at forudsætningen for tilkendelse af højeste førtidspension var opfyldt. I den uddybende begrundelse af 26. juli 1999 anførte Ankestyrelsen at styrelsen ikke kunne følge overlæge (C)’s konklusion ud fra den beskrivelse af (A)’s helbredstilstand der i øvrigt fremgik af sagen. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til at det af speciallæge (D)’s erklæring alene fremgik at erhvervsevnen var reduceret til under 1/3.

Jeg mener ikke at disse begrundelser i tilstrækkelig grad argumenterer for årsagen til at Ankestyrelsen vurderede (A)’s erhvervsevne anderledes end overlæge (C) som løbende havde fulgt (A)’s helbredstilstand.

Ved min gennemgang af sagen har jeg hæftet mig ved at kommunens lægekonsulent – hvis udtalelse er den eneste lægekonsulentudtalelse jeg har kendskab til indholdet af – i sit notat af 5. december 1997 bl.a. anførte

’Efter operationen har klienten været præget af udtalt balanceusikkerhed, koordinationsbesvær og ansigtslammelse. ( ) Vi har modtaget en funktionsbeskrivelse fra Fysiurgisk Hospital, dateret 5.11.97. Heraf fremgår det, at klienten er selvhjulpen, kan gå inde uden stokke, har lejlighedsvist balancetab, kan klare trappe med gelænder. Hans tale er præget af manglende motorisk styring. Den er såkaldt dysartrisk. En neurologisk undersøgelse viser lette hukommelsesproblemer og nedsat spændvidde og psykomotorisk tempo. Klienten er ordblind.’

Det fremgår af Ankestyrelsens uddybende begrundelse af 26. juli 1999 at Ankestyrelsen lagde afgørende vægt på at det af speciallæge (D)’s erklæring fremgik at erhvervsevnen var reduceret til under 1/3. Ifølge Ankestyrelsen fulgte det ikke af denne speciallægeerklæring at erhvervsevnen var ophævet.

Ankestyrelsen indhentede ikke yderligere speciallægeerklæringer til belysning af om (A)’s erhvervsevne var nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv, jf. § 14, stk. 1, i lov om social pension. Under henvisning til ovennævnte udlægning af (D)’s speciallægeerklæring tilsidesatte Ankestyrelsen imidlertid overlæge (C)’s udtalelse – som i øvrigt ikke blev indhentet af myndighederne – hvorefter (A) ikke kunne varetage et arbejde.

Ifølge den ovenfor citerede udtalelse fra kommunens lægekonsulent var (A)’s tale dysartrisk, og han var præget af ansigtslammelse, koordinationsbesvær og balanceusikkerhed. Der var endvidere konstateret hukommelsesproblemer, nedsat spændvidde og psykomotorisk tempo.

Vurderingen af om det oplysningsgrundlag som foreligger i sagen, herunder de lægelige erklæringer, er så fyldestgørende at der kan træffes afgørelse i sagen på forsvarligt grundlag, hænger nøje sammen med bedømmelsen af sagens materielle indhold. Som jeg har redegjort for ovenfor, er der væsentlige begrænsninger for mine muligheder for at foretage en nærmere selvstændig vurdering af det lægelige oplysningsgrundlag i sagen. Imidlertid forekommer det mig – ud fra min gennemgang af indholdet af de speciallægeerklæringer som foreligger i sagen, og Ankestyrelsens begrundelse for afgørelsen af 13. oktober 1998, herunder den uddybende begrundelse af 26. juli 1999 – at de forhold som jeg har nævnt fra udtalelsen fra kommunens lægekonsulent, ikke er blevet tilstrækkeligt belyst i forbindelse med Ankestyrelsens behandling af (A)’s sag. Jeg henviser i den forbindelse også til Ankestyrelsens udtalelse til mig af 16. februar 2000 hvoraf det fremgår at Ankestyrelsen lagde til grund at (A) kunne udnytte sin resterhvervsevne ved et skånejob som f.eks. kunne bestå i udkørsel af lettere varer for en virksomhed.

På denne baggrund er det min opfattelse at der ved Ankestyrelsens afgørelse i sagen var en betydelig usikkerhed omkring (A)’s resterhvervsevne. Jeg mener derfor det ville have været rigtigst om Ankestyrelsen havde indhentet yderligere oplysninger til belysning af resterhvervsevnen, herunder supplerende speciallægeerklæringer, således at Ankestyrelsen kunne have inddraget disse oplysninger ved behandlingen af (A)’s sag.

Da mine muligheder for at bedømme det lægelige oplysningsgrundlag som nævnt er begrænset af min manglende lægefaglige ekspertise, har jeg ikke grundlag for at udtale kritik af Den Sociale Ankestyrelse på dette punkt.

Jeg har imidlertid sendt sagen til Ankestyrelsen idet jeg henstiller til Ankestyrelsen at tage stilling til om oplysningsgrundlaget skal suppleres således at der på dette grundlag kan træffes ny afgørelse i sagen.

(B) har i sit brev til mig af 27. marts 2000 bl.a. kommenteret Ankestyrelsens udtalelse til mig af 16. februar 2000, herunder Ankestyrelsens bedømmelse af (A)’s mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne. (B) har endvidere indsendt (C)’s brev til B af 23. marts 2000. Han har heri bl.a. anført at han ikke forstår Ankestyrelsens afgørelse i sagen idet han ’ikke anser (A)’s tilstand for at være så god, at man på nogen måde kan forvente brugbar erhvervsevne. Dette går ikke alene på synsforstyrrelser og den nedsatte funktion i højre arm og ben, men også i den helt klare demens’.

Jeg har sendt en kopi af (B)’s brev til mig af 27. marts 2000 og overlæge (C)’s brev til (B) af 23. marts 2000 til Den Sociale Ankestyrelse idet jeg har bedt Ankestyrelsen om at inddrage det (B) og overlægen har anført i brevene, i forbindelse med Ankestyrelsens stillingtagen til om oplysningsgrundlaget skal suppleres.

Som følge af højesteretsdommen af 22. december 1999 har Den Sociale Ankestyrelse den 21. februar 2000 udsendt en pressemeddelelse der beskriver mulighederne for at få en sag genoptaget som følge af den ændring af praksis som Højesterets dom har givet anledning til. Jeg har anmodet Ankestyrelsen om at tage stilling til om den nævnte praksisændring har betydning i forhold til (A)’s sag.

Jeg har bedt Den Sociale Ankestyrelse om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.

Pensionsmyndighedernes bedømmelse af resterhvervsevnen

For så vidt angår pensionsmyndighedernes eventuelle beskrivelse af resterhvervsevne, har jeg gjort mig følgende overvejelser

Jeg er opmærksom på at pensionsmyndighederne ikke i hidtidig praksis i sine begrundelser for afgørelser om pension har beskrevet hvori en efter pensionsmyndighedernes opfattelse eventuel resterende erhvervsevne bestod. Denne praksis indebærer imidlertid – efter min opfattelse – at det bliver vanskeligt at forstå hvori den resterende erhvervsevne består, og dermed at kunne forstå graden af den tilkendte førtidspension.

Selv om der ved bedømmelse af om en borger skal have tilkendt laveste, mellemste eller højeste førtidspension indgår en vurdering af den pågældendes invaliditet, mener jeg på baggrund af bestemmelsens og vejledningens ordlyd at der tillige skal redegøres for den eventuelle resterhvervsevne der efter pensionsmyndighedernes vurdering består. Det kunne f.eks. være i form af en beskrivelse af de funktioner som den pågældende har i behold, og som kan anvendes erhvervsmæssigt, eller som en vis konkretisering af hvilken karakter af arbejde den pågældende ville kunne bestride. En sådan redegørelse vil – som nævnt – efter min opfattelse gøre afgørelserne lettere at forstå, både for borgeren og for senere prøvelsesinstanser.

Efter min opfattelse burde Det Sociale Nævn for Københavns Amt og Den Sociale Ankestyrelse i deres begrundelser for afgørelserne af henholdsvis 31. juli 1998 og 13. oktober 1998 have konkretiseret deres bedømmelse af (A)’s resterhvervsevne.

Jeg har gjort Det Sociale Nævn for Københavns Amt og Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse og foretager mig herefter ikke mere i sagen.”

Den Sociale Ankestyrelse meddelte ved brev af 6. juli 2001 at Ankestyrelsen havde besluttet at genoptage sagen.

Førtidspension. Oplysningsgrundlaget. Mangelfuld argumentation for tilsidesættelse af speciallægeerklæring. Bedømmelse af resterhvervsevnen

Det fremgik af sagen at A var amerikansk statsborger, men at han siden foråret 1960 havde boet i Danmark. A havde i mange år arbejdet i sin stedfars møbelforretning og overtog denne i 1991. Efter at have lukket møbelforretningen i 1995 havde A haft en kortvarig ansættelse som gartnermedhjælper hvorefter han blev ansat i et hjemmeservicefirma. A havde altid arbejdet på fuld tid.

I marts 1997 blev A sygemeldt hvorefter han i maj 1997 blev opereret for en svulst i hjernen, lokaliseret tæt ved højre øre. Under indlæggelsen var han i øvrigt ude for en faldulykke hvorved han pådrog sig en læsion af ansigt og højre øje.

På denne baggrund ansøgte A den 25. september 1997 om førtidspension. I et notat af 5. december 1997 skrev K Kommunes lægekonsulent bl.a. følgende

”Efter operationen har klienten været præget af udtalt balanceusikkerhed, koordinationsbesvær og ansigtslammelse. Han har været indlagt til genoptræning på Fysiurgisk Hospital, (X)-by, hvorfra han udskrives d.d. Vi har modtaget en funktionsbeskrivelse fra Fysiurgisk Hospital, dateret 5.11.97. Heraf fremgår det, at klienten er selvhjulpen, kan gå inde uden stokke, har lejlighedsvist balancetab, kan klare trappe med gelænder. Hans tale er præget af manglende motorisk styring. Den er såkaldt dysartrisk. En neurologisk undersøgelse viser lette hukommelsesproblemer og nedsat spændvidde og psykomotorisk tempo. Klienten er ordblind.

Samlet vurderes klientens erhvervsevne snært kompromitteret, og han vurderes berettiget til førtidspension. Med henblik på dette, bør vi rekvirere en speciallægeundersøgelse ved speciallæge (C) på Neurocentret, Rigshospitalet. Det er (C), der har fulgt klienten i forløbet, og er tilsyneladende den ansvarlige læge. Pensionssagen bør startes.”

I forbindelse med behandlingen af ansøgningen indhentede K Kommune en erklæring fra speciallæge i neurokirurgi, D. Speciallægen anførte i erklæringen af 23. januar 1998 følgende

”

Aktuelle status

Ekspl. har ingen væsentlige smerter. Får dog felden på grund af hø.sidige skuldersmerter. Problemer med styring af såvel højre arm som ben og bruger derfor stok. Er ikke i stand til at skrive. Har tågesyn for højre øje samt ophævet hørelse på højre øre. Er ikke i stand til at klare tungere løft eller medvirke væsentligt til husholdningen.

Objektivt

Alderssvarende udseende. Er lettere kronisk medtaget. Pæne farver.

Somatisk undersøgelse

Cavum oris, fauces; naturlige slimhinder, ingen belægninger.

Collum: ingen struma, adenit eller halsvenestase.

St.p. etc.: intet abnormt.

Abdomen: stort, blødt, adipøst.

Cranium externa: man palperer ekspl.s drænagesystem fra hjernen til bughulen i højre side, og der kan ses en cikatrice omkring højre øre, som er upåfaldende.

Kranienerver: 1 – ej undersøgt. 2 – angiver normalt synsfelt for finger på venstre øje, på højre øje lettere tågesyn. 3-4-6 – på venstre side findes normal motorik af øjet, på højre side findes tendens til udaddeviation af højre øje; men ikke egentlig parese af synsnerven. 5 – normale føleforhold i ansigtets venstre halvdel. På højre side findes en ganske diskret påvirkning af følesansen. 7 – på venstre side findes normale forhold, på højre side findes en påvirkning grad 2-3. Der er foretaget en tarsorafi (sammensyning af øjenlågets laterale kant for at beskytte hornhinden). 8 – ophævet hørelse på højre side, på venstre side normal hørelse. 9-10 – ingen hæshed eller dysartri. 11 – god kraft ved skulderløft på venstre side, på højre side let nedsat. 12 – ingen tungedeviation. Columna cervicalis: normale forhold.

Ekstremiteter: let hø.sidig hemiparese med let ataksi. Der er koordinationsforstyrrelser med dysdiadokokinese på højre arm og noget usikkert knæ-hæl-forsøg med højre ben. Gangen foregår med aflastning ved hjælp af krykstokke.

Røntgenfilm

ekspl. er i forbindelse med indlæggelse på neurokirurgisk afd., Rigshospitalet, skannet før og efter operationen. Der findes her en stor, multicystisk tumor forenelig med et acusticusneurinom og en shunt in situ samt en kavitet efter tidligere tumor.

Diagnoser

Neurinoma Schwannoma, acusticus dxt., seqv.

KONKLUSION

41-årig mand, debuterer i foråret 1997 med hø.sidig kraftnedsættelse, hø.sidigt høretab samt svimmelhed og hovedpine og får konstateret en knude på hørenerver i højre side. Ved undersøgelsen i dag fremstår ekspl. med påvirkning fra denne tumor i form af hø.sidig kraftnedsættelse, formentlig fra hjernestammepåvirkning samt ophævet hørelse og påvirkning af ansigtets følenerve samt motorisk styring af højre øje.

Ekspl.’s arbejdsevne må betragtes som reduceret til under 1/3, og tilstanden er stationær.”

På baggrund af bl.a. D’s erklæring skrev kommunens lægekonsulent følgende i et notat af 12. marts 1998

”

Ansøgers tilstand er nu præget af en højresidig hemiparese med let ataksi. Der er koordinationsforstyrrelser med dysdiadokokinese på højre arm og noget usikkert knæ-hæl-forsøg med højre ben. Gang foregår med aflastning ved hjælp af krykkestokke. Talen er dysartrisk og præget af facialisparesen. En neuropsykologisk undersøgelse viser lettere hukommelsesproblemer, nedsat spændvidde og psykomotorisk tempo. Dertil kommer, at ansøger er ordblind.

Ansøger er i stand til at gå 100 meter, og kan ikke deltage i den daglige husholdning, men er selvhjulpen, hvad angår personlig hygiejne.

Ansøgers erhvervsevne vurderes varigt reduceret i ethvert erhverv til under 1/3.

Diagnoser

Neurinoma Schwannoma, acusticus dxt. seq. / følger efter en svulst lokaliseret til højre side af hjernen, udgående fra hørenerven.

”

A blev ved K Kommunes indstilling af 23. april 1998 anset for at være berettiget til mellemste førtidspension med udbetaling fra 1. januar 1998. Det fremgår af kommunens indstilling at vurderingsgrundlaget var fuldt selverhverv, og at kommunen ikke anså revalidering for at være realistisk.

Kommunens indstilling blev herefter sendt til Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns Amt (senere Det Sociale Nævn for Københavns Amt) med henblik på nævnets afgørelse i sagen. Det fremgår af sagens akter at A klagede over kommunens indstilling idet han anså sig for at være berettiget til højeste førtidspension. Samtidig anførte A at han havde ansøgt om pension den 25. september 1997 – ikke den 1. januar 1998.

Overlæge C, Rigshospitalets Neurocenter, fremkom den 16. juni 1998 med følgende supplerende oplysninger

”

Tilstanden er nu stationær og må skønnes som varig. Der er tale om en betydelig højresidig hemiparese og svær højresidig ataksi. Begge dele skyldes substandstab i cerebellum samt følger efter påvirkning af hjernestammen i forbindelse med den store tumor på hørenerven, som blev fjernet for 1 år siden.

Pt. vil ikke på nogen måde kunne varetage et arbejde. Erhvervsevnetabet er væsentligt over 65%.

Pt. har været til køreprøve med henblik på at køre bil, har klaret dette. Har dog et udtalt gangbesvær på grund af paresen og ataksien. Det vil derfor være rimeligt, om pt. hjælpes med invalideskilt til bilen.”

Ved Det Sociale Nævn for Københavns Amts afgørelse af 31. juli 1998 blev A tilkendt mellemste førtidspension. Nævnet anførte i afgørelsen følgende

”

Nævnet tilkender Dem mellemste førtidspension efter bestemmelserne i lovens § 14, stk. 2, nr. 1, idet Deres erhvervsevne anses for at være nedsat med omkring 2/3.

Den tilkendte ydelse udbetales fra 3 måneder efter ansøgningsdatoen, det vil sige med virkning fra den 1. januar 1998, jf. lovens § 33. De vil få nærmere besked om udbetalingen fra Deres kommune, som er underrettet om nævnets afgørelse.

”

Ved brev af 6. august 1998 klagede B på vegne af A over nævnets afgørelse. I klagen henviste B til at A’s erhvervsevne ifølge lægernes udtalelser og dokumentationer var ”lig med 0” hvorfor B bad om at han måtte modtage højeste førtidspension. Nævnet fastholdt sin afgørelse hvorefter sagen blev behandlet af Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse idet Ankestyrelsen i afgørelsen af 13. oktober 1998 anførte bl.a. følgende begrundelse

”Begrundelsen er, at Ankestyrelsen skønner, at Deres erhvervsevne ikke er varigt nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv. Dette er en betingelse for at få højeste pension efter lovens § 14, stk. 1.

Ankestyrelsen har lagt vægt på de i sagen foreliggende lægelige oplysninger. Efter beskrivelsen vurderer vi, at Deres lidelse ikke er af en sådan sværhedsgrad, at forudsætningen for tilkendelse af førtidspension er opfyldt.

Ankestyrelsen har herved bl.a. lagt vægt på, at selv om der er følger efter operationen i form af betydelig hemiparese og højresidig ataksi, er der ikke tale om så svære følger, at Deres erhvervsevne kan betragtes som ophævet.”

I B’s brev til mig af 22. marts 1999 klagede B på vegne af A over afslaget på højeste førtidspension. B anførte i brevet bl.a. følgende

”Min søn og jeg står uforstående over for denne begrundelse, der efter vores opfattelse ikke kan anses som en fyldestgørende begrundelse, idet den ikke siger noget om, hvordan man når frem til den anførte opfattelse, men nærmest blot fastslår som en kendsgerning, at der ’ikke er tale om så svære følger’.

Specielt når afgørelsen går stik imod konklusionerne fra Rigshospitalet – der i modsætning til Ankestyrelsen har det personlige kendskab til patienten – mener min søn og jeg, at det af begrundelsen klart må fremgå, hvad der mere konkret får Ankestyrelsen til at anlægge en anden betragtning.”

Jeg sendte den 3. maj 1999 B’s henvendelse videre til Den Sociale Ankestyrelse som en anmodning fra B om at modtage en uddybende begrundelse, herunder en redegørelse for Ankestyrelsens vurdering af A’s resterhvervsevne.

Ankestyrelsen fastholdt sin afgørelse i sit brev til B af 26. juli 1999. Ankestyrelsen anførte i den uddybende begrundelse bl.a. følgende

”I denne anledning kan Ankestyrelsen oplyse, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse har været opmærksom på de konklusioner, der er anført i de to ovennævnte speciallægeerklæringer.

Når det i speciallægeerklæring af 23. januar 1998 er anført, at erhvervsevnen er reduceret til under 1/3 betyder det, at erhvervsevnen er nedsat med godt 66%. Erhvervsevnen kan således ikke i følge erklæringen anses for ophævet.

For så vidt angår udtalelsen fra speciallæge (C), så er der, hvis man sammenligner denne udtalelse med speciallægeerklæringen af 23. januar 1998, ikke beskrevet nogen forværring af Deres søns tilstand, selv om det anføres, at erhvervsevnetabet er væsentligt over 65%, og at Deres søn ikke vil kunne varetage et arbejde.

Ankestyrelsen har ikke kunnet følge overlæge (C)’s konklusion ud fra den beskrivelse af Deres søns helbredstilstand, der i øvrigt fremgår af sagen.

Det kan i denne forbindelse oplyses, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse ikke er forpligtet til at følge de konklusioner, der fremgår af de speciallægeerklæringer, der foreligger i sagen.

Ankestyrelsen foretager og er forpligtet til at foretage sin egen vurdering af det samlede lægelige grundlag, der foreligger i en sag.

Det understreges i denne forbindelse, at der ved sagens behandling i Ankestyrelsen medvirkede rådgivende speciallæge.”

I B’s brev til mig af 12. september 1999 klagede B på ny over afgørelserne i A’s sag. B anførte i sin klage bl.a. følgende

”Jeg er – og har hele tiden været – klar over, at de sociale myndigheder ved pensionsfastsættelsen ikke er forpligtet til at følge de lægelige konklusioner som sådan, men træffer deres egen afgørelse ud fra en vurdering af de foreliggende oplysninger.

Netop derfor er det imidlertid afgørende, at grundlaget for afgørelsen er så fuldstændigt og så utvivlsomt som muligt til sikring af en korrekt afgørelse.

Jeg finder, at afgørelsen i denne sag er truffet på et for ufuldstændigt grundlag, og jeg skal her nærmere redegøre for mine synspunkter.

Der foreligger i sagen lægeerklæring af 23/1-98 fra speciallæge (D), hvori anføres, at erhvervsevnen må betragtes som reduceret til under 1/3.

Ankestyrelsen anfører herom i sit uddybende svar

’Når det i speciallægeerklæring af 23. januar 1998 er anført, at erhvervsevnen er reduceret til under 1/3 betyder det, at erhvervsevnen er nedsat med godt 66%. Erhvervsevnen kan således ikke i følge erklæringen anses for ophævet.’

Pensionsafgørelsen er da også begrundet med ikke ophævet erhvervsevne (’ikke tale om så svære følger, at Deres erhvervsevne kan betragtes som ophævet’).

Men der står ikke noget i lovbestemmelsen (lov om social pension § 14, stk. 1) om, at erhvervsevnen skal være ophævet, for at man er berettiget til højeste pension. Der står, at erhvervsevnen skal være ’ubetydelig’, hvilket efter min opfattelse har et andet indhold end ’ophævet’.

En eventuel (opstrammet) praksis, hvorefter man i realiteten kun tilkender højeste pension ved helt ophævet erhvervsevne er efter min opfattelse klart lovstridig.

Ankestyrelsen siger som nævnt endvidere, at lægeerklæringen skal forstås på den måde, at erhvervsevnen er nedsat med godt 66%.

Det eneste jeg finder med sikkerhed at kunne lægge i den omhandlede passus i erklæringen ’reduceret til under 1/3’ er, at ’1/3-grænsen’ er passeret, men ikke med hvor meget, hvilket imidlertid vil være helt afgørende i forhold til ’ubetydelig’.

Dette sammenholder jeg med lægeerklæringen af 16/6-98 fra overlæge (C), hvori anføres ’Pt. Vil ikke på nogen måde kunne varetage et arbejde. Erhvervsevnetabet er betydeligt over 65%.’

Jeg finder, at der her klart er tale om en situation, hvor der er en sådan berettiget tvivl om, hvorvidt resterhvervsevnen er mere end ’ubetydelig’, at der – i stedet for at være truffet afgørelse på dette grundlag burde være foretaget yderligere undersøgelser og indhentet udtalelser, der mere specifikt fastslår, i hvilket omfang, der må anses at være en eventuel resterhvervsevne.

I stedet ’vurderer’ man, at betingelserne for højeste pension ikke er til stede, idet man samtidig reelt ikke tillægger overlæge (C)’s erklæring nogen vægt.

Jeg gør for en ordens skyld opmærksom på, at det er overlæge (C), der har opereret min søn, og altså må formodes at have et indgående kendskab til omstændighederne.

Herudover bemærker jeg, at min søn har nogle følgevirkninger, hvoraf nogle meget væsentlige ikke synes at indgå i bedømmelsesgrundlaget – følgevirkninger, som ikke er blevet bedre tværtimod.

Således medfører min søns tilstand en så udtalt træthed, at han er nødt til at sove 14-16 timer i døgnet for overhovedet at kunne klare sig igennem.

Han er lam i højre side af ansigtet og af tungen med forvredet mund til følge. Er følelsesløs i højre side (skærer sig ved barbering). Korttidshukommelsen er påvirket. Har svært ved at tale og gøre sig forståelig og kan ikke føre en samtale til ende.

Han kan, som det fremgår af sagen, ej heller skrive.

Ikke mindst har min søn ændret psyke. Han er blevet ’overfølsom’ og har let til gråd.

En væsentlig del af disse forhold synes slet ikke at indgå i bedømmelsesgrundlaget.”

B anførte endelig i klagen at kommunen havde meddelt at kommunen under henvisning til A’s tilstand ikke kunne bistå med at finde et skånejob hvori han kunne udnytte den af myndighederne påståede resterhvervsevne.

På baggrund af B’s klage bad jeg den 25. oktober 1999 Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i sagen idet jeg anmodede Ankestyrelsen om forinden at indhente en udtalelse fra Det Sociale Nævn for Københavns Amt. I mit brev til Ankestyrelsen henviste jeg til § 14, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, i lov om social pension og til vejledning af 1. juli 1998 om social pension, pkt. 51 og 57, og anførte

”

Som det fremgår af lovbestemmelsen og vejledningen skal der – på baggrund af den pågældendes helbredsmæssige og sociale oplysninger – ved bedømmelsen af erhvervsevnen foretages en sammenligning med en for ansøgeren skønnet mulig arbejdsindtægt og den normale indtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund. Sammenligningen forudsætter efter min opfattelse en vurdering af hvilket arbejde den pågældende vil kunne påtage sig, dvs. en vurdering af den pågældendes resterhvervsevne.

Samtidig fremgår det at der ved bedømmelsen skal tages hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmuligheder.

Jeg går ud fra at myndighederne ved deres bedømmelse af (A)’s erhvervsevne har foretaget en vurdering af om han ville påtage sig et arbejde og i givet fald en vis konkretisering af hvilken karakter dette arbejde skulle have for at han med sine helbredsmæssige begrænsninger ville være i stand til at bestride det. Endvidere går jeg ud fra at myndighederne i den forbindelse tillige har vurderet hans beskæftigelsesmuligheder.

På den baggrund beder jeg om at Ankestyrelsen og det sociale nævn redegør for deres vurdering heraf.

”

Den 17. februar 2000 modtog jeg udtalelserne fra det sociale nævn og Ankestyrelsen. Det Sociale Nævn for Københavns Amt anførte i sin udtalelse af 11. januar 2000

”

I den konkrete sag har nævnet således vurderet, at (A) har en betydelig erhvervsevnenedsættelse, men at han dog har en resterhvervsevne.

Det fremgår af de ved afgørelsen foreliggende lægelige akter, at (A) i maj 1997 blev opereret for en svulst på den højre hørenerve, en operation, som blev anset for radikal. Han mistede herved hørelsen på højre øre.

Ved undersøgelse hos speciallæge i neurologi i januar 1998 fremstod (A) med tendens til udaddeviation af højre øje samt delvis lammelse og diskret påvirket føleevne i højre side af ansigtet. Hertil lettere nedsat funktion af højre arm og ben med lettere styringsbesvær.

Der var ikke beskrevet erhvervsbegrænsende lidelser herudover.

Disse oplysninger om (A)’s helbredsforhold er sammenholdt med, at han ved afgørelsen var 42 år gammel, havde erhvervserfaring gennem en 20 år lang ansættelse i familievirksomhed (møbelfirma) samt – da firmaet i 1995 lukkede p.g.a. svigtende omsætning – erhvervserfaring som gartnermedhjælper og som servicemedarbejder i hjemmeservicefirma.

Endvidere forelå oplyst, at (A) havde stor erfaring som konkurrencerytter og således meget viden om pasning af heste.

Endelig forelå oplyst, at (A) i februar 1998 havde været til test hos motorsagkyndig og generhvervet kørekort, idet hans lidelse/funktionsniveau af den motorsagkyndige blev vurderet som ikke hindrende for, at han kunne føre bil.

Nævnet fandt således ved at tilkende mellemste førtidspension den 31. juli 1998, at oplysningerne om helbredsforholdene, sammenholdt med de sociale oplysninger, måtte føre til den vurdering, at (A) besad en resterhvervsevne.

Denne ville eksempelvis kunne udnyttes ved arbejde som chauffør for en virksomhed, som i begrænset omfang ønsker udbragt varer.

Resterhvervsevnen vil under hensyn til (A)’s forudsætninger ligeledes kunne udnyttes ved undervisning/staldarbejde i en rideklub.

Nævnet finder, at bopælskommunen skal være behjælpelig med jobplacering, såfremt (A) ønsker at supplere sin mellemste førtidspension ved at udnytte sin resterhvervsevne.

For så vidt angår det generelle spørgsmål, der kan rejses vedrørende vurdering af resterhvervsevnen, kan oplyses, at det ikke i almindelighed har været nævnets praksis at forholde sig til konkrete arbejdsområder, ved hvilke pensionisten kan udnytte sin resterhvervsevne.

”

Den Sociale Ankestyrelse anførte i udtalelsen af 16. februar 2000 bl.a.

”Følgerne af (A)’s operation for svulsten på højre hørenerve er beskrevet i speciallægeerklæring af 23. januar 1998. Operationen har medført tab af hørelsen på højre øre, højresidig kraftnedsættelse, påvirkning af ansigtets følenerve samt lettere nedsat funktion af højre arm og højre ben.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse vægt på, at (A) var i stand til at køre bil.

Ankestyrelsen har på baggrund af oplysningerne om (A)’s helbredsmæssige forhold sammenholdt med oplysningerne om, at han fortsat kan køre bil, lagt til grund, at han har mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne ved et skånejob, f.eks. ved udkørsel af lettere varer for en virksomhed.

Ankestyrelsen finder, at (A)’s opholdskommune skal være ham behjælpelig med at skaffe et skånejob.

Ankestyrelsen kan i øvrigt oplyse, at det ikke er sædvanligt, at Ankestyrelsen i forbindelse med, at der træffes afgørelse i en pensionssag, peger på konkrete arbejdsområder, hvor pensionisten har mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne.”

Med mit brev af 15. marts 2000 sendte jeg udtalelserne til B. I B’s brev til mig af 27. marts 2000 kommenterede B nævnets og Ankestyrelsernes udtalelser.

Det var således fortsat B’s opfattelse at A reelt ikke havde en resterende erhvervsevne. B henviste herved bl.a. til at A var stærkt gangbesværet, havde vanskeligt ved at tale og gøre sig forståelig, og at han ikke kunne klare et tungt, fysisk arbejde. B afviste på dette grundlag at A var i stand til at varetage et af de job – vareudbringning eller undervisning/staldarbejde i en rideklub – som nævnet og Ankestyrelsen havde peget på som en mulighed for at udnytte resterhvervsevnen. Endelig henviste B til at K Kommunes socialforvaltning forgæves havde forsøgt at finde et skånejob til A, og at kommunen herefter havde tilkendegivet at ”han efter forvaltningens opfattelse ikke var i stand til at bestride noget job”.

B indsendte også en kopi af overlæge C’s brev til B af 23. marts 2000. Overlægen, hvis udtalelse af 16. juni 1998 er citeret ovenfor, havde i brevet til B bl.a. anført at han ikke forstod Ankestyrelsens afgørelse i sagen idet han ”ikke anså (A)’s tilstand for at være så god, at man på nogen måde kunne forvente brugbar erhvervsevne. Dette gik ikke alene på synsforstyrrelser og den nedsatte funktion i højre arm og ben, men også i den helt klare demens”.

Ombudsmandens udtalelse

”Retsgrundlaget

Grundlaget for myndighedernes afgørelser i sagen er lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 med senere ændringer. Følgende bestemmelser i loven har betydning for sagen

’ § 14. Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.

Stk. 2. Mellemste førtidspension kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring 2/3, og

personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat i det omfang, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes helbredsmæssige forhold, og

personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og helbredsmæssige forhold taler for det.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Det sociale nævn tilkendte en mand mellemste førtidspension, men både nævnet og Den Sociale Ankestyrelse afslog mandens ansøgning om højeste førtidspension.

Ombudsmanden kritiserede nævnets og Ankestyrelsens begrundelse der ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24. Bl.a. på baggrund af to højesteretsdomme om førtidspension udtalte ombudsmanden at han ikke mente at Ankestyrelsens begrundelse i tilstrækkelig grad argumenterede for årsagen til at Ankestyrelsen vurderede mandens erhvervsevne anderledes end speciallægen der løbende havde fulgt mandens helbredstilstand. Efter ombudsmandens opfattelse var der ved Ankestyrelsens afgørelse i sagen stadig betydelig usikkerhed om mandens resterhvervsevne.

Som følge af ombudsmandens manglende lægefaglige ekspertise havde ombudsmanden ikke grundlag for at udtale kritik af Ankestyrelsen på dette punkt. Ombudsmanden henstillede imidlertid til Ankestyrelsen at tage stilling til om oplysningsgrundlaget skulle suppleres således at der kunne træffes afgørelse på et nyt grundlag.

Ombudsmanden udtalte endvidere at nævnet burde have konkretiseret sin bedømmelse af mandens resterhvervsevne. (J.nr. 1999-2679-040).