Den Sociale Ankestyrelses muligheder i sag om tvangsanbringelse af tre børn uden for hjemmet

Den Sociale Ankestyrelses muligheder i sag om tvangsanbringelse af tre børn uden for hjemmet

Til brug for mine overvejelser om hvorvidt der var grundlag for at tage sagen vedrørende A og B op af egen drift efter 17, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand, anmodede jeg ved brev af 29. marts 2000 – bl.a. på baggrund af den presseomtale der i starten af år 2000 var af sagen om de to børn – Socialministeriet om en redegørelse for ministeriets undersøgelser og overvejelser i anledning af sagen.

Socialministeriet havde forud herfor telefonisk bekræftet over for en af mine medarbejdere at ministeriet – som det fremgik af pressen – havde indledt en undersøgelse af sagen, og at der i denne undersøgelse (bl.a.) indgik en klage over Den Sociale Ankestyrelse, en redegørelse for sagen fra børn og unge-udvalget i X Kommune og en høring af Den Sociale Ankestyrelse om behovet for eventuelle lovændringer i lyset af sagen.

I mit brev til Socialministeriet bad jeg ministeriet om at sende mig en kopi af børn og unge-udvalgets redegørelse for sagen samt akterne fra den konkrete klagesag. Jeg bad desuden Socialministeriet om at sende mig kopi af akterne i den del af sagen som vedrørte tiden efter Østre Landsrets dom af 13. august 1997, eller – hvis ministeriet ikke var i besiddelse af disse akter – foranledige at de blev sendt til mig.

Socialministeriet afgav den 27. juni 2000 et notat om sagen. Notatet blev sendt til mig med Socialministeriets brev af samme dato.

Af notatet fremgik bl.a. følgende

”1. Sagens fakta

I 1989 kom forældreparret, som sagen drejer sig om, fra Jordan til Danmark med deres 3 børn. Forældrene fik to yderligere børn, som er født i Danmark i henholdsvis 1991 og 1992.

I 1992 traf Børn og unge-udvalget i (Y) Kommune afgørelse om anbringelse af børnene uden for hjemmet, således at alle 5 børn var anbragt uden for hjemmet. De to yngste børn kom i familiepleje og den tredje yngste kom i døgninstitution. De to ældste børn kom på skolehjem og er senere hjemgivet.

I 1996 behandlede Ankestyrelsen sagen første gang. Ankestyrelsen tiltrådte afgørelsen fra Børn og unge-udvalget i (Y) Kommune om anbringelse af de 3 yngste børn, med overvåget samvær. Afgørelsen blev ikke indbragt for landsretten.

I april 1997 tiltrådte Ankestyrelsen afgørelsen fra Børn og unge-udvalget i (Y) Kommune om, at de 3 yngste børn fortsat skulle være anbragt, med en genbehandlingsfrist på 2 år, og overvåget samvær i 2 år.

I august 1997 tiltrådte Østre Landsret Ankestyrelsens afgørelse i sin helhed.

I efteråret 1998 rejste begge forældre til Jordan med de 2 ældste børn.

I december 1998 flyttede faren til (X)-by og ansøgte om at måtte få sine 3 børn med til Jordan.

Den 26. januar 1999 traf Børn og unge-udvalget i (X) Kommune – ved et enigt udvalg – afgørelse om at de 3 yngste børn fortsat skulle være anbragt. Der blev fastsat en genbehandlingsfrist på 1 år og overvåget samvær mellem faderen og børnene for 1 år.

Den 8. april 1999 ophævede Ankestyrelsen udvalgets afgørelse på grund af formalitetsfejl, idet afgørelsen var truffet alene i forhold til faren og alene meddelt denne, og idet moren ikke var indkaldt til mødet i børn og unge-udvalget og ikke givet mulighed for partsrettigheder.

Ankestyrelsen traf ved den bemyndigede formand en afgørelse efter servicelovens § 45, stk. 5, jf. stk. 3, om, at børnene fortsat skulle være anbragt. Denne afgørelse blev truffet, da Ankestyrelsen fandt, at de materielle betingelser for en fortsat anbringelse var til stede og at børnenes tvangsmæssige anbringelse ikke kunne afvente et nyt møde i børn og unge-udvalget.

I anledning af Ankestyrelsens foreløbige afgørelse behandlede forvaltningen i (X) Kommune igen sagen, og indstillede til udvalget, at børnene fortsat skulle være anbragt.

Den 6. maj 1999 traf (X) Kommunes Børn og unge-udvalg – ved et enigt udvalg – afgørelse om, at de 3 børn skulle hjemgives med henblik på at følge faren til Jordan, hvor der ifølge de derværende sociale myndigheder var behandlingsmuligheder på døgninstitution for de problemer, som børnene havde.

Den 7. maj 1999 besluttede Ankestyrelsen på baggrund af underretninger og på baggrund af kendskab til sagen, at tage sagen op i henhold til servicelovens § 47, stk. 3. Ankestyrelsen fandt det nødvendigt at undersøge baggrunden for, at et enigt udvalg i januar 1999 fandt, at betingelserne for en nægtet hjemgivelse var opfyldt, medens et enigt udvalg i samme kommune i maj 1999 fandt, at betingelserne for en hjemgivelse af alle tre børn var tilstede. Forældremyndighedsindehaverne samt deres advokat blev underrettet herom.

Den 12. maj 1999 underrettede Ankestyrelsen partsrepræsentanten om, at der ville blive afholdt møde i Ankestyrelsen den 8. juni 1999.

Den 18. maj 1999 blev sagen forelagt formanden for Børn og unge-udvalget i (X) Kommune. Formanden traf samme dag afgørelse om fortsat anbringelse uden for hjemmet af det tredje yngste barn, mens der ikke blev fundet grundlag for at træffe en formandsafgørelse vedrørende de 2 yngste børn, jf. afgørelsen af 6. maj.

Den 19. maj 1999 viderebragte Socialministeriet en underretning om sagen til Ankestyrelsen fra en medarbejder i (Y) Kommune. Af underretningen fremgår det, at faren på dette tidspunkt havde flybilletter til samme dag, men valgte at afvente til han kunne få det ældste anbragte barn med hjem.

Den 20. maj 1999 blev formandsbeslutningen vedrørende det tredje yngste barn godkendt.

Den 21. og den 24. maj 1999 forelagde forvaltningen sagen for næstformanden for børn og unge-udvalget. Næstformanden fandt ikke grundlag for at træffe fornyede beslutninger om anbringelse af de to yngste børn, jf. ovenfor om afgørelsen af 6. maj.

Den 24. maj 1999 forlod faren Danmark med de to yngste børn.

2. Reglerne i serviceloven om særlig støtte til børn og unge

Efter servicelovens § 43 kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af en række nærmere opregnede forhold.

Afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter § 42, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget, kan træffes foreløbigt af formanden eller i dennes fravær af næstformanden for børn og unge-udvalget, jf. lovens § 45, stk. 1.

En sådan foreløbig afgørelse skal snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt, jf. § 45, stk. 3. Den godkendte afgørelse om anbringelse efter § 42 har gyldighed i 1 måned, jf. § 45, stk. 4.

Efter fortolkningen af § 45, stk. 5 kan chefen for Den Sociale Ankestyrelse træffe en foreløbig afgørelse om anbringelse. Afgørelsen der ikke skal godkendes, har som hovedregel gyldighed i en måned.

Efter lovens § 47, stk. 3, kan Den Sociale Ankestyrelse af egen drift træffe afgørelse efter §§ 39, 42 og 44 og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Efter lovens § 46, stk. 1, skal foranstaltninger efter §§ 40, 41 og 42 ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til barnet eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år. Kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse, uanset at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter § 42. Såfremt kommunen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget efter § 42.

3. Socialministeriets vurdering af børn og unge-udvalgets og Ankestyrelsens rolle i sagen

3.1. Socialministeriets ressorttilsyn

Socialministeriet har et såkaldt ulovbestemt ressorttilsyn med pligt til at reagere, hvis der er begået en formodet ulovlighed i en kommune. Ressorttilsynet giver ikke Socialministeriet mulighed for at gribe ind og omgøre en ulovlig afgørelse, men ministeriet kan bede om en redegørelse og derefter tage stilling til sagen og meddele kommunen sin opfattelse. Det almindelige kommunale tilsyn har efter den kommunale styrelseslov mulighed for at gribe ind med sanktioner, indtil kommunalbestyrelsen træffer en ny og lovlig afgørelse.

Ressorttilsynet viger i det omfang, der er et klagesystem. De fleste afgørelser efter den sociale lovgivning kan indbringes for det sociale klagesystem, herunder kan børn og unge-udvalgets afgørelser indbringes for Ankestyrelsen. Hertil kommer at Ankestyrelsen efter servicelovens § 47 har en selvstændig beføjelse til at træffe afgørelse om hjælp til børn og unge.

3.2. Socialministeriets vurderingsgrundlag

Socialministeriet bad den 9. marts 2000 Ankestyrelsen om en vurdering af, hvorvidt en sag som den omtalte giver anledning til ændringer i lovgivningen. Socialministeriet modtog den 27. april Ankestyrelsens svar, vedlagt et notat om sagens faktiske omstændigheder.

Herudover modtog Socialministeriet den 20. januar 2000 en udtalelse fra Ankestyrelsen i anledning af en klage af 1. november 1999 til Socialministeriet fra (Y) Kommune, over Ankestyrelsens behandling af klagerens underretning om sagen til Ankestyrelsen.

3.3. Socialministeriets vurdering

Nedenfor er – ud fra de involverede myndigheders udtalelser – redegjort for Socialministeriets overvejelser og vurderinger af det sagsforløb, der førte til, at faren kunne udrejse med børnene til Jordan. Det vil sige dels i forhold til børn og unge-udvalgets beslutning om ikke at opretholde anbringelsen af børnene, dels i forhold til Den Sociale Ankestyrelses reaktion på de modtagne underretninger om sagen – nemlig at optage sagen til afgørelse efter servicelovens § 47, stk. 3 med berammet mødetidspunkt den 8. juni 1999.

Som det fremgår af Socialministeriets overvejelser og vurdering, jf. nedenfor, finder Socialministeriet på det foreliggende grundlag ikke, at sagsforløbet giver ministeriet anledning til grundlæggende at anfægte børn og unge-udvalgets eller Ankestyrelsens behandling af sagen.

Den Sociale Ankestyrelse

Af Den Sociale Ankestyrelses udtalelse af 18. april 2000 fremgår bl.a. følgende

’Serviceloven bygger på det princip, at ansvaret for tilsynet med børn og unge og ansvaret for at træffe de nødvendige afgørelser om støtteforanstaltninger for børn og unge påhviler kommunen, også når der er tale om tvangsmæssige afgørelser, dvs. afgørelser uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. – Disse afgørelser træffes af kommunens børn og unge-udvalg.

Loven bygger endvidere på det princip, at børn og unge-udvalgenes afgørelser om tvangsmæssige foranstaltninger kan indbringes for Ankestyrelsen som central ankeinstans, og at Ankestyrelsens tilsvarende afgørelser kan kræves forelagt landsretten til efterprøvelse. Til understregning af at ansvaret for støtteforanstaltninger mv. ligger i kommunen bygger loven yderligere på det princip, at kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse af børn og unge uanset om de er anbragt uden for hjemmet i form af en tvangsmæssig beslutning. Såfremt kommunen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget. Udvalget kan herefter sige ja eller nej til den fortsatte anbringelse, også når der er tale om foreløbige afgørelser, der skal træffes endelig afgørelse om. Beslutter udvalget at sige nej til fortsat anbringelse, kan sagen ikke indbringes for Ankestyrelsen.

Ansvaret for iværksættelse og ophør af foranstaltninger for børn og unge ligger således i kommunen.

( )

Den aktuelle sag er det første tilfælde Ankestyrelsen har erindring om, hvor et Børn og unge-udvalg, er kommet til et andet resultatet og hjemgivet børnene. Dette til trods for, at tilstedeværelsen af de materielle betingelser for en tvangsmæssig beslutning klart fremgik af Ankestyrelsens foreløbige afgørelse.

Ankestyrelsen sendte herefter den 7. maj 1999 det kraftigst mulige signal til formanden/udvalget ved at meddele, at Ankestyrelsen selv tog sagen op til undersøgelse med henblik på at træffe endelig afgørelse i sagen.

Det er blevet anført, at Ankestyrelsen ved at træffe en ny foreløbig afgørelse (formandsafgørelse) kunne have sikret børnenes forbliven i Danmark. Det er imidlertid ikke korrekt. En sådan foreløbig afgørelse skal, som allerede anført, følges op af en endelig beslutning i børn og unge-udvalget. Udvalget havde jo netop hjemgivet børnene efter at Ankestyrelsen havde truffet en sådan foreløbig afgørelse den 8. april 1999. Det var denne hjemgivelse, der var baggrunden for, at Ankestyrelsen selv tog sagen op til endelig afgørelse.

( )’.

På baggrund heraf finder Socialministeriet, at det kan lægges til grund, at Den Sociale Ankestyrelse var bekendt med sagens materielle indhold, ligesom Ankestyrelsen havde modtaget de underretninger, som blev afgivet i sagen efter at børn og unge-udvalget den 6. maj havde truffet afgørelse om ikke at opretholde anbringelsen – herunder oplysninger om, at faren fortsat ønskede at rejse til Jordan med børnene, også uanset at Ankestyrelsen havde besluttet at behandle sagen efter § 47, stk. 3. Ankestyrelsen blev dog ikke gjort bekendt med forløbet omkring selve afrejsen den 22. til den 24. maj før efterfølgende den 26. maj 1999.

Spørgsmålet er herefter, om Den Sociale Ankestyrelse i lyset heraf kunne eller burde have handlet anderledes end at afvente behandlingen af sagen efter § 47, stk. 3, på mødet den 8. juni 1999.

Socialministeriet finder, at de helt særlige forhold ved denne sag bør tillægges stor vægt i sagens behandling, herunder i Ankestyrelsen, særlig når henses til Ankestyrelsens særlige rolle som kontrolorgan i disse sager, jf. reglerne om underretninger og selvstændig kompetence. Med de helt særlige forhold tænkes på, at en afgørelse om ikke at opretholde en anbringelse i sagen kan have som mulig konsekvens at de pågældende børn flyttes til et andet land af forældremyndighedsindehaveren, oven i købet et land, som ikke generelt har tilsluttet sig det internationale samarbejde, konventioner mv. på børneområdet, og som generelt har helt andre standarder og opfattelser i forhold til børn og unge.

Den omstændighed at Ankestyrelsen har truffet en foreløbig afgørelse i sagen og meddelt, at man vil tage sagen op til egentlig behandling som en underretningssag, viser, at Ankestyrelsen var klar over sagens særlige omstændigheder – herunder det usædvanlige i, at børn og unge-udvalget den 6. maj 1999 traf en afgørelse, der ikke var i overensstemmelse med Ankestyrelsens foreløbige afgørelse.

Ankestyrelsen har oplyst, at man ikke mener, at man kunne have sikret børnenes forbliven i Danmark ved at træffe en ny foreløbig afgørelse, idet en sådan afgørelse på ny skulle følges op af den endelig beslutning i børn og unge-udvalget, som allerede havde truffet en sådan endelig afgørelse.

Socialministeriet skal bemærke, at det efter Socialministeriets opfattelse ville have været i overensstemmelse med formålet med loven at træffe endnu en foreløbig afgørelse, hvilket – set i bakspejlet – kunne have udsat muligheden for udrejse med børnene, indtil sagen kunne behandles af Ankestyrelsen.

Socialministeriet begrunder dette i, at Ankestyrelsen i lovgivningen er tillagt en særlig, selvstændig kompetence i sådanne sager, herunder overfor de øvrige myndigheder på området, på grund af samfundets særlige forpligtelser overfor børn og unge og på grund af tvangsanbringelsesområdets meget indgribende karakter.

Når Socialministeriet alligevel ikke finder grundlag for at anfægte Ankestyrelsens vurdering af ikke på ny at træffe en foreløbig afgørelse og Ankestyrelsens øvrige behandling af sagen, er det begrundet i ovennævnte betragtninger over lovgivningens umiddelbare begrænsninger. Herudover er det begrundet i Ankestyrelsens opfattelse af, at man med beslutningen om optagelse af sagen til egentlig behandling havde sendt det kraftigst mulige signal til formanden/næstformanden for Børn og unge-udvalget. Sagen skulle behandles i Ankestyrelsen den 8. juni 1999, jf. § 47, stk. 3. Endelig er det begrundet i, at en sådan foreløbig afgørelse ikke i sig selv kunne sikre børnenes forbliven i landet, da Børn og unge-udvalget på ny kunne have behandlet sagen og igen undladt at træffe afgørelse om anbringelse med hjemgivelse af børnene til følge, inden Ankestyrelsen kunne træffe en endelig afgørelsen den 8. juni 1999.

Socialministeriet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere Ankestyrelsens behandling af sagen.

Socialministeriet vil meddele denne holdning til Den Sociale Ankestyrelse.

Socialministeriet skal i den forbindelse, jf. ovenfor, pege på, at serviceloven med lov nr. 466 af 31. maj 2000 – bl.a. på baggrund af denne sag – er blevet ændret, således at et børn og unge-udvalg fremover har pligt til at underrette Ankestyrelsen såfremt udvalget ikke træffer afgørelse i overensstemmelse med en foreløbig afgørelse fra Ankestyrelsen, ligesom der er givet Ankestyrelsen mulighed for i sådanne tilfælde at udsætte iværksættelsen af børn og unge-udvalgets afgørelse, indtil Ankestyrelsen har haft mulighed for at undersøge sagen.

Der er således tale om et bindende instrument med denne nye regel, så en lignende situation ikke kan opstå igen efter lovens ikrafttræden.”

Af den udtalelse af 18. april 2000 fra Den Sociale Ankestyrelse som Socialministeriet henviste til, fremgik herudover bl.a. følgende

”Serviceloven giver dog i ganske særlige situationer Ankestyrelsen følgende særskilte beføjelser uden klage

Ankestyrelsen kan i medfør af servicelovens § 123, stk. 3, under ganske særlige omstændigheder bestemme, at en afgørelse truffet af Børn og unge-udvalget ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i klagesagen.

Endvidere kan Ankestyrelsen i medfør af servicelovens § 47, stk. 3, bl.a. træffe en egentlig anbringelsesbeslutning uden samtykke fra forældremyndigheden og en ung, der er fyldt 15 år. En sådan afgørelse kan træffes, når kommunen undlader at udarbejde indstilling til udvalget om at træffe afgørelse, eller når Børn og unge-udvalget undlader at træffe afgørelse om en tvangsmæssig anbringelse, når det anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet. Ankestyrelsens afgørelse træffes på ankemøde af 4 personer, som en afgørelse i en ankesag. Ankestyrelsen træffer samtidig afgørelse om, hvor længe anbringelsesbeslutningen skal være gældende, inden der på ny skal træffes afgørelse i sagen. Fristen sættes normalt til 1 år. Ankestyrelsen pålægger kommunen at gennemføre en sådan afgørelse. – Det var efter denne bestemmelse Ankestyrelsen den 7. maj besluttede at tage sagen op til behandling med henblik på mødebehandling den 8. juni 1999.

I akutte situationer kan formanden eller næstformanden i Børn og unge-udvalget i medfør af servicelovens § 45, stk. 1 træffe en foreløbig afgørelse om bl.a. anbringelse uden for hjemmet, når barnet eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i Børn og unge-udvalget. En sådan afgørelse skal godkendes af Børn og unge-udvalget inden 7 dage og er herefter længst gældende i 1 måned. Vedkommende forvaltning skal inden da behandle sagen med henblik på forelæggelse for Børn og unge-udvalget, som ligeledes inden 1-måneds fristens udløb i givet fald skal have truffet endelig afgørelse i sagen. Chefen for Den Sociale Ankestyrelse – eller den der er bemyndiget hertil – kan give pålæg om iværksættelse af en sådan foreløbig afgørelse, der længst er gældende i 1 måned. Inden denne frist skal Børn og unge-udvalget i givet fald have truffet endelig afgørelse i sagen. – Det var en sådan foreløbig afgørelse, der blev truffet i Ankestyrelsen den 8. april 1999, om fortsat tvangsmæssig anbringelse af børnene og det var indholdet af denne afgørelse Børn og unge-udvalget den 6. maj 1999 besluttede ikke at følge, ved at hjemgive børnene.

Det er Ankestyrelsens hidtidige erfaring, i de ret få situationer, hvor Ankestyrelsen har truffet foreløbige afgørelser, at kommunerne og Børn og unge-udvalgene har efterlevet de intentioner, der er kommet til udtryk i Ankestyrelsens afgørelser og at de har truffet afgørelse i overensstemmelse hermed.”

I brev af 13. november 2000 anmodede jeg Socialministeriet om en udtalelse om en række problemstillinger. Jeg bad om at Socialministeriet forinden indhentede en udtalelse fra Den Sociale Ankestyrelse. I brevet skrev jeg bl.a. følgende

”Ministeriet beskriver i sit notat af 27. juni 2000 ministeriets tilsyn på området herunder med børn og unge-udvalget som et ulovbestemt ressorttilsyn der viger i det omfang der er et klagesystem. Det bemærkes i notatet at børn og unge-udvalgets afgørelser kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse, og at Ankestyrelsen har selvstændige beføjelser på området efter serviceloven.

Jeg bemærker at Den Sociale Ankestyrelse er en styrelse under Socialministeriet.

A. Socialministeriets oplysningsgrundlag i sagen

Af ministeriets notat (side 4, pkt. 3.2.) synes modsætningsvis at fremgå at ministeriet ikke forud for udarbejdelsen af notatet – og dermed forud for ministeriets vurdering af sagen – har indhentet de involverede myndigheders akter i sagen, herunder sagsakterne i Den Sociale Ankestyrelse.

Jeg beder på denne baggrund Socialministeriet redegøre for ministeriets oplysningsgrundlag i sagen.

B. Den Sociale Ankestyrelses vurdering af og muligheder i sagen

1) Socialministeriet anførte i notatet af 27. juni 1999 bl.a. følgende om Den Sociale Ankestyrelses rolle i sagen

’Ankestyrelsen har oplyst, at man ikke mener, at man kunne have sikret børnenes forbliven i Danmark ved at træffe en ny foreløbig afgørelse, idet en sådan afgørelse på ny skulle følges af en endelig beslutning i børn- og ungeudvalget, som allerede havde truffet en sådan endelig afgørelse.

Socialministeriet skal bemærke, at det efter Socialministeriets opfattelse ville have været i overensstemmelse med formålet med loven at træffe endnu en foreløbig afgørelse, hvilket – set i bakspejlet – kunne have udsat muligheden for udrejse med børnene, indtil sagen kunne behandles af Ankestyrelsen.

Når Socialministeriet alligevel ikke finder grundlag for at anfægte Ankestyrelsens vurdering af ikke på ny at træffe en foreløbig afgørelse om Ankestyrelsens øvrige behandling af sagen, er det begrundet i ovennævnte betragtninger over lovgivningens umiddelbare begrænsninger. Herudover er det begrundet i Ankestyrelsens opfattelse af, at man med beslutningen om optagelse af sagen til egentlig behandling havde sendt det kraftigst mulige signal til formanden/næstformanden for børn- og ungeudvalget. Sagen skulle behandles i Ankestyrelsen den 8. juni 1999, jf. § 47, stk. 3. Endelig er det begrundet i, at en sådan foreløbig afgørelse ikke i sig selv kunne sikre børnenes forbliven i landet, da børn- og ungeudvalget på ny kunne have behandlet sagen og igen undladt at træffe afgørelse om anbringelse med hjemgivelse af børnene til følge, inden Ankestyrelsen kunne træffe endelig afgørelse den 8. juni 1999.’

Jeg må herefter forstå situationen således at Ankestyrelsen – efter myndighedernes opfattelse efter de hidtil gældende regler – kunne have grebet ind med en foreløbig beslutning, men at ministeriet ikke anfægtede Ankestyrelsens beslutning om ikke at gribe ind. Ministeriet henviste i den forbindelse – ligesom Ankestyrelsen – til at der med beslutningen om at tage sagen op i henhold til § 47, stk. 3, var sendt et signal til børn og unge-udvalget, og til at en ny foreløbig beslutning (i henhold til § 45, stk. 5) fra Ankestyrelsen, kunne have været omgjort af børn og unge-udvalget.

Jeg beder Socialministeriet og Ankestyrelsen om at uddybe deres synspunkter vedrørende denne problemstilling.

Jeg bemærker at en ny foreløbig beslutning, truffet af Ankestyrelsen i henhold til servicelovens § 45, stk. 5, (i hvert fald) kunne have udsat børnenes afrejse. En beslutning truffet af Ankestyrelsen umiddelbart før weekenden den 22.-23. maj 1999 kunne således næppe have været omgjort af børn og unge-udvalget i løbet af weekenden.

Jeg beder i den forbindelse myndighederne oplyse om der er et weekendberedskab i Den Sociale Ankestyrelse, og i benægtende fald om et sådant har været overvejet.

Jeg beder endvidere om Socialministeriets og Ankestyrelsens stillingtagen til om Ankestyrelsen kunne have truffet en endelig beslutning i sagen (servicelovens § 47, stk. 3), og til om en formandsbeslutning i Ankestyrelsen (efter servicelovens § 45, stk. 5) nødvendigvis efterfølgende skulle have været forelagt børn og unge-udvalget.

Jeg bemærker at jeg er opmærksom på at der med lov nr. 466 af 31. maj 2000 – med virkning fra 1. januar 2001 – er gennemført en ændring af serviceloven således at børn og unge-udvalgene fremover skal underrette Den Sociale Ankestyrelse om afgørelser der ikke er i overensstemmelse med foreløbige afgørelser, truffet af Ankestyrelsen, ligesom der skal gives Ankestyrelsen mulighed for (i sådanne tilfælde) at udsætte iværksættelsen af børn og unge-udvalgenes afgørelser indtil Ankestyrelsen har haft mulighed for at se på sagen.

Jeg finder det desuagtet relevant at bede om myndighedernes stillingtagen til problemstillingen på baggrund af den aktuelle sag hvor Den Sociale Ankestyrelse – i en sagstype der ikke tidligere var set – afstod fra at benytte den kompetence som styrelsen havde før lovændringen. Der er således nok indført en pligt for børn og unge-udvalgene til at underrette Ankestyrelsen hvis udvalgene træffer afgørelser der ikke er i overensstemmelse med Ankestyrelsens afgørelse, men der er ingen pligt for Ankestyrelsen til at handle. Jeg mener man i lyset af den aktuelle sag kan overveje betydningen af den skete lovændring.

2) I Socialministeriets notat på side 10, anfører ministeriet bl.a. følgende med henvisning til Den Sociale Ankestyrelses udtalelse af 18. april 2000

’På baggrund heraf finder Socialministeriet, at det kan lægges til grund, at Den Sociale Ankestyrelse var bekendt med sagens materielle indhold, ligesom Ankestyrelsen havde modtaget de underretninger, som blev afgivet i sagen efter at børn- og unge-udvalget den 6. maj havde truffet afgørelse om ikke at opretholde anbringelsen – herunder oplysninger om, at faren fortsat ønskede at rejse til Jordan med børnene, også uanset at Ankestyrelsen havde besluttet at behandle sagen efter § 47, stk. 3. Ankestyrelsen blev dog ikke gjort bekendt med forløbet omkring selve afrejsen den 22. til den 24. maj før efterfølgende den 26. maj 1999.’

Under hensyn hertil beder jeg Socialministeriet og Ankestyrelsen uddybe hvad der mere præcist menes med at Den Sociale Ankestyrelse først efterfølgende blev bekendt med forløbet omkring selve afrejsen. Jeg bemærker i den forbindelse at det må lægges til grund at Ankestyrelsen blandt andet var bekendt med faderens fortsatte ønske om at udrejse med børnene.

Jeg henviser i øvrigt til hvad der fremgår af Ankestyrelsens akter i sagen om kontakter/underretninger til Den Sociale Ankestyrelse om sagen i dagene 14. til 22. maj 1999.

3) Jeg beder endvidere Socialministeriet og Den Sociale Ankestyrelse oplyse hvilken betydning det har haft for henholdsvis ministeriets vurdering af Den Sociale Ankestyrelses reaktion og Ankestyrelsens vurdering af sagen at styrelsen først efterfølgende var bekendt med forløbet omkring selve afrejsen.

I den forbindelse bemærker jeg at børn og unge-udvalgets og Den Sociale Ankestyrelses opgave i denne type sager skal vurdere om betingelserne for en tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet er opfyldt. Det vil sige om der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på børnenes sundhed eller udvikling. I vurderingen indgår både barnets aktuelle tilstand som de fremtidige opvækstbetingelser. Vurderingen af dette spørgsmål må principielt kunne foretages uafhængigt af om forældrene for eksempel – som i den konkrete sag – ønsker at forlade landet med barnet.

4) Den 8. april 1999 ophævede Den Sociale Ankestyrelse børn og unge-udvalgets afgørelse af 26. januar 1999 om fortsat anbringelse uden for hjemmet af de tre yngste børn på grund af en formalitetsfejl. Ankestyrelsen traf samtidig afgørelse om fortsat anbringelse af de tre yngste børn da de materielle betingelser var opfyldt, og da beslutningen ikke kunne afvente næste møde i børn og unge-udvalget. Den 6. maj 1999 traf børn og unge-udvalget afgørelse om hjemgivelse af børnene med henblik på at tage med faren til Jordan.

Af Den Sociale Ankestyrelses telefonnotat af 6. maj 1999 fremgår at forældrenes advokat på mødet i børn og unge-udvalget havde oplyst at situationen var uændret, og at alle – inkl. advokaten – havde været enige om at anbringelsesgrundlaget havde været til stede hvis der havde været tale om danske børn.

Ifølge Den Sociale Ankestyrelses notat af 18. april 2000 forelå hermed en situation der aldrig tidligere var opstået.

Den 7. maj 1999 tog Ankestyrelsen sagen op til undersøgelse på baggrund af at børn- og ungeudvalget siden januar havde skiftet mening. Tilsyneladende uden at der forelå nye oplysninger i sagen, jf. servicelovens § 47, stk. 3.

Om børn og unge-udvalgets afgørelse skrev Socialministeriet bl.a. følgende i sit notat

’Socialministeriet finder på denne baggrund, at børn- og unge-udvalget i lyset af Ankestyrelsens foreløbige afgørelse og senere beslutning om at tage sagen op til behandling, i højere grad end det skete, burde have sikret sig, at en afgørelse om ikke at opretholde anbringelsen faktisk ville være i børnenes interesse. Også set i forhold til de ovennævnte kriterier, herunder særligt risikoen for ikke at kunne omgøre en sådan afgørelse, såfremt forudsætningerne for afgørelsen skulle vise sig ikke at være rigtige. En sådan sikring kunne fx have været gennemført ved at forvaltningen foretog en nærmere undersøgelse, eventuelt ved kontakt til og dialog med familiemedlemmer og myndigheder i Jordan mv. Socialministeriet er dog opmærksom på, at danske myndigheder ikke har direkte adgang til at påvirke børnenes forhold under ophold i et andet land.’

På den baggrund beder jeg endvidere Socialministeriet og Den Sociale Ankestyrelse oplyse hvilke betydning de ovennævnte forhold har haft for henholdsvis ministeriets vurdering af Ankestyrelsens reaktion og Ankestyrelsens vurdering af sagen – herunder at situationen efter børn og unge-udvalgets afgørelse var enestående.

Endelig beder jeg myndighederne oplyse hvilken betydning det har haft at sagen forløb anderledes vedrørende det tredje yngste barn. Jeg bemærker at der den 15. juni 1999 blev truffet endelig beslutning om fortsat anbringelse af dette barn.”

Den Sociale Ankestyrelse afgav udtalelse i sagen den 30. januar 2001. I udtalelsen skrev Ankestyrelsen bl.a. følgende

”Ankestyrelsen skal indledningsvist henvise til brev herfra til Socialministeriet af 18. april 2000 med tilhørende notat af 14. april 2000. Ankestyrelsen skal i øvrigt udtale følgende

Ad Ombudsmandens brev punkt 1

Der anmodes om en uddybning af Ankestyrelsens beslutning om ikke på ny at træffe en foreløbig beslutning efter servicelovens (SEL) § 45, stk. 5.

Det kan uddybende oplyses, at Ankestyrelsen den 8. april 1999 havde truffet en foreløbig anbringelsesbeslutning (formandsafgørelse) efter SEL § 45, stk. 5. Da Børn og Unge-udvalget herefter den 6. maj 1999 holdt møde i sagen i overensstemmelse med SEL § 45, stk. 4, valgte udvalget ikke at følge forvaltningens indstilling om fortsat anbringelse af børnene uden for hjemmet. Udvalget var således heller ikke enig i Ankestyrelsens formandsafgørelse, hvorefter betingelserne for fortsat anbringelse materielt var til stede og børnene fortsat skulle være anbragt. På denne baggrund fandt Ankestyrelsen, at sagen burde vurderes på et ankemøde efter servicelovens § 47, stk. 3.

Når Ankestyrelsen valgte denne løsning, var det fordi en fornyet foreløbig afgørelse (formandsafgørelse) ikke ville garantere børnenes fortsatte forbliven i landet til efter Ankestyrelsens berammede møde den 8. juni 1999. Børn og Unge-udvalget kunne forinden behandle en sådan ny afgørelse og igen undlade at træffe afgørelse om anbringelse af børnene med hjemgivelse til følge, således at børnene kunne forlade landet, om ikke allerede den 24. maj 1999, så dog inden det berammede møde i Ankestyrelsen. Forældrene havde siden 1996 ønsket at udrejse til Jordan med alle børn. Ankestyrelsen ønskede samtidig at imødegå, at den jordanske familie, blev udsat for flere modstridende afgørelser vedrørende børnene.

Ankestyrelsen anså således ikke en ny foreløbig afgørelse for et effektivt instrument overfor et Børn og Unge-udvalg, der tidligere i samme sag havde tilsidesat en foreløbig afgørelse fra styrelsen.

Til spørgsmålet om, hvorvidt der er et weekendberedskab i Ankestyrelsen, og om det i benægtende fald har været overvejet at etablere et sådant beredskab, kan oplyses, at der ikke er personale personligt til stede i Ankestyrelsen i løbet af weekenden.

Ombudsmanden ’beder endvidere om Socialministeriets og Ankestyrelsens stillingtagen til om Ankestyrelsen kunne have truffet en endelig beslutning i sagen (servicelovens § 47, stk. 3)’. Ankestyrelsen forstår dette som en forespørgsel om, hvorvidt den endelige afgørelse – i stedet for at være berammet til den 8. juni 1999 – kunne have været fremrykket til før børnenes udrejse den 24. maj 1999. Hertil bemærkes, at der på Ankestyrelsens møde skulle tages stilling til, om der var fremkommet nye oplysninger, der kunne forklare Børn og Unge-udvalgets ændrede holdning. Såfremt betingelserne for en tvangsmæssig anbringelse fortsat var til stede, skulle der ligeledes tages stilling til den sædvanlige 1-årige genbehandlingsfrist. Der er i loven opstillet ganske omfattende krav til behandlingen af en sag i Ankestyrelsen, jf. SEL § 60, § 61 og § 62, stk. 2. Kravene bevirker, at en afgørelse også efter § 47 kræver omfattende forberedelse. En fremrykket behandling i den konkrete sag ville ikke have muliggjort en sagsforberedelse som forudsat i loven.

Vedrørende spørgsmålet om den foreløbige beslutning truffet af Ankestyrelsen, nødvendigvis efterfølgende skulle have været forelagt Børn og Unge-udvalget, er det ved fortolkning af den da gældende § 45, Ankestyrelsens opfattelse, at en foreløbig afgørelse truffet af chefen for Den Sociale Ankestyrelse, på linie med, hvad der udtrykkeligt var fastsat for en foreløbig afgørelse truffet af udvalgsformanden og godkendt af Børn og Unge-udvalget havde gyldighed i 1 måned. Begge typer foreløbige afgørelser skulle ifølge den da gældende opfattelse forelægges for Børn og Unge-udvalget, således at det samlede udvalg kunne tage stilling hertil, såfremt foranstaltningen skulle fortsætte. Denne fortolkning bygger på, at loven henlægger ansvaret for at træffe de nødvendige afgørelser om støtteforanstaltninger til kommunen. Bestemmelsen er nu ændret og præciseret ved SEL § 45, stk. 5 og stk. 6.

Til Ombudsmandens kommentarer til SEL § 45, stk. 6, der er en ny bestemmelse og gældende fra 1. januar 2001, skal Ankestyrelsen indledningsvist gengive bestemmelsen, der er formuleret således

’Hvis børn og unge-udvalget ikke inden 1 måned træffer afgørelse i overensstemmelse med styrelseschefens foreløbige afgørelse, jf. stk. 5, skal børn og unge-udvalget umiddelbart orientere Ankestyrelsen herom. Børn og unge-udvalgets afgørelse har ikke virkning, før styrelseschefen snarest muligt og senest inden 10 dage har taget stilling til, om afgørelsen skal have virkning. Hvis styrelseschefen træffer afgørelse om, at børn og unge-udvalgets afgørelse ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter reglen i § 47, stk. 3, inden 8 uger fra børn og unge-udvalgets afgørelse’.

Styrelseschefen (Ankestyrelsen) skal således senest inden 10 dage tage stilling til, om Børn og Unge-udvalgets afgørelse skal have virkning. Ankestyrelsen skal altid forholde sig til den konkrete afgørelse og i alle tilfælde beslutte, om afgørelsen skal have virkning eller ej. Ankestyrelsen skal således efter den nye bestemmelse altid træffe en konkret afgørelse i den enkelte sag. Det vil dog som i andre tvangsmæssige sager altid bero på de konkrete afgørelser i den aktuelle sag, om der fortsat er grundlag for opretholdelse af en tvangsmæssig foranstaltning, og om der skal træffes afgørelse i Ankestyrelsen efter § 47, stk. 3, når styrelseschefen (Ankestyrelsen) har besluttet, at Børn og Unge-udvalgenes afgørelse om hjemgivelse ikke skal ændres. Det afgørende nye er imidlertid, at Ankestyrelsen nu har mulighed for at udsætte virkningen af Børn og Unge-udvalgets afgørelse.

Ad Ombudsmandens brev punkt 2 og 3

Det bemærkes, at Ankestyrelsen i den konkrete sag har benyttet sig af begge lovens muligheder ved først at træffe en foreløbig afgørelse (formandsafgørelse) efter SEL § 45, stk. 5, og efterfølgende at tage sagen op efter SEL § 47, stk. 3.

Ombudsmanden ønsker uddybet, hvad der menes med, at Ankestyrelsen først efter børnenes afrejse fra Danmark den 26. maj 1999 blev gjort bekendt med forløbet omkring selve afrejsen, og at Ankestyrelsen forinden da, til og med den 22. maj 1999, løbende var orienteret om forløbet.

Hertil bemærkes, at de pågældende oplysninger indgår i Ankestyrelsens notat af 14. april 2000, og at de skal ses som et led i beskrivelsen af sagens faktiske forløb.

Ankestyrelsen skal i øvrigt henvise til bemærkningerne under punkt 1, om baggrunden for Ankestyrelsens beslutninger.

Ad Ombudsmandens brev punkt 4

Af Ankestyrelsens notat af 18. april 2000 fremgår det, at den pågældende sag var det første tilfælde, hvor et Børn og Unge-udvalg var kommet til et andet resultat og havde hjemgivet børn til trods for, at tilstedeværelsen af de materielle betingelser for en tvangsmæssig beslutning klart fremgik af Ankestyrelsens foreløbige afgørelse. Ombudsmanden ønsker Ankestyrelsens vurdering af sagen, herunder at situationen efter udvalgets afgørelse var enestående.

Ankestyrelsen kan hertil oplyse, at det enestående ved sagen efter Ankestyrelsens opfattelse var, at udvalget havde besluttet ikke at træffe afgørelse om fortsat anbringelse af børnene i overensstemmelse med den foreløbige afgørelse fra Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt det samtidig nødvendigt, som anført i Ankestyrelsens notat af 14. april 2000, at undersøge baggrunden for, at et enigt udvalg i januar 1999 fandt, at betingelserne for at nægte hjemgivelse var opfyldt, medens det samme udvalg fire måneder senere fandt, at betingelserne for en fortsat anbringelse ikke længere var til stede. Derfor besluttede Ankestyrelsen at behandle sagen på et møde efter § 47, stk. 3, for at få sagen tilstrækkelig oplyst. De retssikkerhedsmæssige betingelser ville herved samtidig blive tilgodeset, bl.a. under hensyn til, at moderen også havde del i forældremyndigheden. Som tidligere nævnt fandt Ankestyrelsen det vigtigt, at der blev truffet en endelig afgørelse af hensyn til en afklaring af sagen, som jævnligt havde været under behandling i alle tre instanser siden 1996.

Ombudsmanden ønsker endelig oplyst, hvilken betydning det har haft på sagens forløb, at det tredie barn i familien efter at være blevet hjemgivet sammen med de to andre børn atter blev anbragt uden for hjemmet ved en foreløbig afgørelse truffet af formanden for Børn og unge-udvalget den 18. maj 1999.

Ankestyrelsen kan oplyse, at formanden for Børn og unge-udvalget den 18. maj 1999 med hensyn til det tredie barn nu fandt betingelserne for anbringelse uden for hjemmet for opfyldt, hvorfor man traf en foreløbig beslutning om dette. På mødet ønskede formanden ikke at træffe en tilsvarende afgørelse vedrørende de to mindste børn på trods af en indstilling herom fra (X) Kommunes socialforvaltning.

Dette gav ikke Ankestyrelsen anledning til at ændre på beslutningen om sagens optagelse efter § 47, stk. 3, til et møde den 8. juni 1999, jf. i øvrigt det under punkt 1 anførte.”

Den Sociale Ankestyrelse afgav supplerende udtalelse den 30. april 2001. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende

”Ad punkt 1 om det er Ankestyrelsens opfattelse, at det er muligt at træffe en formandsafgørelse og samtidigt beramme et møde med henblik på at træffe en afgørelse efter servicelovens § 47, stk. 3 kan det oplyses, at det ikke i loven er anført, at der ikke kan træffes afgørelse efter § 47, stk. 3, når der tidligere i forløbet er truffet en formandsafgørelse. Det er dog Ankestyrelsens opfattelse ud fra den dagældende lovs intentioner, at det er Børn og unge-udvalget, der efter en formandsafgørelse beslutter om foranstaltningen skal fortsætte uanset om den er truffet af Børn og unge-udvalgets formand/næstformand eller chefen for Den Sociale Ankestyrelse.

Der henvises i øvrigt til Ankestyrelsens brev af 30. januar 2001, side 2, 3. afsnit.

Ad punkt 2 om det er Ankestyrelsens opfattelse, at det er muligt at træffe en formandsbeslutning efter, at der er berammet et møde i henhold til § 47, stk. 3 kan det oplyses, at det ikke af loven fremgår, at der ikke er mulighed for at træffe en formandsafgørelse efter berammelse af en § 47, stk. 3-sag. Da Ankestyrelsen allerede 1 gang havde benyttet sig af muligheden for at træffe en foreløbig afgørelse (formandsafgørelse), som Børn og unge-udvalget valgte ikke at følge, vurderede Ankestyrelsen det som mest hensigtsmæssigt, at der blev truffet en afgørelse om anbringelse af børnene på et ankemøde for at sikre børnenes fortsatte tvangsanbringelse.

Der henvises i øvrigt til Ankestyrelsens brev af 30. januar 2001, side 1 ad brevets punkt 1.

Ad punkt 3 om Ankestyrelsen tidligere eller i lyset af denne sag har gjort sig overvejelser om behovet for at etablere et døgnberedskab med henblik på at stå til rådighed i akutsituationer kan Ankestyrelsen oplyse, at der som nævnt i Ankestyrelsens brev af 30. januar 2001 ikke er personale personligt til stede i Ankestyrelsen i løbet af weekenden m.v. Der kan dog altid tages telefonisk kontakt til styrelseschefen eller en ankechef, hvis der er behov for en formandsbeslutning efter servicelovens § 45, stk. 5. Da det som udgangspunkt er formanden eller næstformanden for vedkommende Børn og unge-udvalg, der skal træffe afgørelse, har Ankestyrelsen ikke overvejet yderligere beredskab.

Ad punkt 4 om de forberedelser, der krævedes til behandling af sagen i Ankestyrelsen, kan Ankestyrelsen oplyse, at forældrene og deres advokat skulle orienteres om, at Ankestyrelsen havde modtaget underretningen, og at forældrene havde ret til advokatbistand, aktindsigt og til fremmøde i ankemødet i Ankestyrelsen. Disse breve blev først sendt på dansk og efterfølgende oversat til arabisk og sendt til advokat og hver af forældrene. Faderen boede på daværende tidspunkt i (X)-by, og moderen boede i Jordan. Endelig blev advokaten orienteret om dato for ankemødet. Dette skulle herefter af advokaten formidles videre til begge forældre under hensyn til deres ret til aktindsigt og til at møde i Ankestyrelsen for at udtale sig. De nævnte tiltag er lovkrav efter servicelovens § 60, § 61 og § 62, stk. 2 som nævnt i Ankestyrelsens brev af 30. januar 2001.

Til fremmødet i Ankestyrelsen skulle der endvidere indkaldes tolk, da forældrene ikke taler dansk. Ankestyrelsens afgørelse skulle træffes i et ankemøde, jf. retssikkerhedslovens § 55 på baggrund af skriftligt materiale udsendt til mødedeltagere og på baggrund af det under fremmødet fremkomne.

Uanset at Ankestyrelsen kort forinden havde behandlet sagen og havde truffet en foreløbig afgørelse (formandsafgørelse), fordi de materielle betingelser for en anbringelse fandtes opfyldt, skulle Ankestyrelsen fortsat sørge for, at sagen blev forsvarligt oplyst og forberedt, jf. § 11 i bekendtgørelse nr. 312 af 4. maj 2000 om retssikkerhed og administration på det sociale område. Ankestyrelsen skulle således søge fremskaffet de oplysninger, der var fremkommet i sagen efter den foreløbige afgørelse, for at kunne vurdere udvalgets hjemgivelsesbeslutning.

Uanset at Ankestyrelsen havde set sagen kort forinden, var der således omfattende krav til sagsbehandlingen, herunder forvaltningsmæssige krav. Sagen kunne således ikke have været behandlet væsentligt hurtigere i Ankestyrelsen, end på de godt 4 uger og slet ikke så hurtigt, at sagen kunne have været behandlet inden den 24. maj 1999.

Det tilføjes at lovens krav til den maksimale sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen i ankesager er fastsat til 8 uger, jf. retssikkerhedslovens § 73, stk. 1.

Om tidsrammen for berammelse af en sag efter § 47, stk. 3, der kort forinden har været behandlet i Ankestyrelsen, henvises til ovenstående.”

Socialministeriet afgav udtalelse til mig den 14. juni 2001. I udtalelsen skrev Socialministeriet bl.a. følgende

”Ad A. Socialministeriets oplysningsgrundlag i sagen

Idet der henvises til pkt. 3.2. i ministeriets notat af 27. juni 2000, kan det oplyses, at der ikke er indhentet sagsakter fra de involverede myndigheder.

Det skal generelt bemærkes, at udgangspunktet for ministeriets vurdering af et sagsforløb og anvendelse af retsregler som hovedregel hviler på udtalelser fra de berørte myndigheder, evt. ledsaget af journaludskrifter/-oversigter.

I de tilfælde hvor der – eksempelvis på grund af usikkerhed om sagsforløbet – er behov for at indhente sagsakter, vil ministeriet rekvirere disse akter. I denne sag har der ikke været tvivl om det faktisk sagsforløb.

Denne fremgangsmåde skal ses i sammenhæng med Socialministeriets ulovbestemte ressorttilsyn som beskrevet i Socialministeriets notat af 27. juni 2000, pkt. 3.1.

Ad B. Den Sociale Ankestyrelses vurdering af og muligheder i sagen

1) Ministeriet finder, at det ikke kan udelukkes, at en formandsafgørelse truffet af Ankestyrelsen i dagene umiddelbart op til eller i weekenden den 22.-23. maj 1999 kunne have udsat børnenes afrejse.

Efter de dagældende regler ville børnenes forbliven i Danmark imidlertid ikke kunne garanteres, hverken på kortere eller længere sigt, idet en formandsafgørelse truffet af Ankestyrelsen i princippet kunne omgøres umiddelbart efter af børn og unge-udvalget. Dette ville principielt også kunne have gjort sig gældende, i tilfælde hvor Ankestyrelsen ville træffe formandsbeslutning og samtidig beramme møde med henblik på at træffe afgørelse efter servicelovens § 47, stk. 3.

Set i bakspejlet kunne en formandsafgørelse truffet af Ankestyrelsen i perioden fra den 7. maj 1999 og frem til børnenes afrejse muligvis have understreget betydningen af, at sagen var berammet til behandling i Ankestyrelsen, jf. servicelovens § 47, stk. 3. Dog kunne formandsafgørelsen som anført ikke garantere børnenes forbliven i landet.

For så vidt angår spørgsmålet om døgnberedskab i Ankestyrelsen kan det med henvisning til Ankestyrelsens svar af 30. april 2001 oplyses, at der altid kan tages telefonisk kontakt til styrelseschefen eller en ankechef, hvis der er behov for en formandsbeslutning efter servicelovens § 45, stk. 5.

Socialministeriet er enig i Ankestyrelsens udtalelse om, at det som udgangspunkt er formanden eller næstformanden for vedkommende børn og unge-udvalg, der skal træffe formandsafgørelser. Socialministeriet er på den anden side også opmærksom på den helt særlige rolle, der i sociallovgivningen er tillagt Den Sociale Ankestyrelse.

Socialministeriet finder således, at det – ikke mindst i lyset af denne sag – bør sikres, at det er muligt, at kunne komme i kontakt med en person i Ankestyrelsen, der har kompetence til i helt særlige tilfælde at kunne træffe en formandsafgørelse.

Socialministeriet vil sammen med Den Sociale Ankestyrelse tage initiativ til, at det nuværende beredskab formaliseres.

Ombudsmanden har stillet spørgsmål om, hvorvidt Ankestyrelsen kunne have truffet en endelig beslutning i sagen, jf. servicelovens § 47, stk. 3. Socialministeriet antager at der hermed menes, at mødet fastsat til den 8. juni 1999 i Ankestyrelsen kunne have været berammet med en kortere frist, eventuelt med en frist fastsat til før afrejsen.

Socialministeriet kan i den forbindelse henholde sig til Ankestyrelsens udtalelse om dette spørgsmål. Det fremgår heraf, at sagens behandling kræver en vis forberedelsestid.

Ombudsmanden har endvidere stillet spørgsmål om hvorvidt en formandsbeslutning i Ankestyrelsen efter servicelovens § 45, stk. 5 nødvendigvis efterfølgende skulle have været forelagt børn og unge-udvalget. Hertil kan ministeriet oplyse, at en formandsbeslutning truffet af Ankestyrelsen har gyldighed i indtil en måned, og at denne beslutning ikke skal forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse. Hvis der er behov for at opretholde anbringelsen ud over en måned fra formandsafgørelsen, skal sagen inden udgangen af denne måned forelægges for børn og unge-udvalget med henblik på at sikre det fremtidige anbringelsesgrundlag.

Med hensyn til Ombudsmandens bemærkninger til lovændringen i servicelovens § 45, stk. 6, kan det oplyses, at der med indførelse af denne bestemmelse er givet Ankestyrelsen mulighed for at følge op på en foreløbig afgørelse. Det er fastsat, at børn og unge-udvalget straks skal orientere Ankestyrelsen, hvis børn og unge-udvalget ikke inden 1 måned efter, at styrelseschefen har truffet en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 5, har truffet en afgørelse, der er i fuld overensstemmelse med styrelseschefens foreløbige afgørelse.

For at undgå at sådanne afgørelser i børn og unge-udvalget kan få meget alvorlige konsekvenser for kontinuiteten i barnets eller den unges anbringelsesforløb, er det fastsat, at børn og unge-udvalgets afgørelse i disse tilfælde ikke får virkning, før styrelseschefen snarest muligt og senest inden 10 dage fra børn og unge-udvalgets afgørelse tager stilling til, om børn og unge-udvalgets afgørelse skal have virkning. Hvis styrelseschefen finder, at børn og unge-udvalgets afgørelse ikke skal have virkning, skal Ankestyrelsen inden 8 uger fra børn og unge-udvalgets afgørelse træffe afgørelse i sagen efter reglen i § 47, stk. 3. Herved træffer Ankestyrelsen en endelig afgørelse, der kan indbringes for landsretten, jf. servicelovens § 124, stk. 1. Hvis styrelseschefen ikke finder grundlag for at sagen behandles efter reglen i § 47, stk. 3, kan børn og unge-udvalgets afgørelse iværksættes umiddelbart herefter.

Der er således netop indført en pligt for Ankestyrelsen til at handle i de ovenfornævnte situationer.

2) Den Sociale Ankestyrelse har i sin udtalelse af 30. januar 2001 oplyst, at bemærkningen om, at styrelsen først efterfølgende blev bekendt med forløbet omkring selve afrejsen, skal ses som et led i beskrivelsen af sagens faktiske forløb. Ombudsmanden bemærker, at det må lægges til grund, at Ankestyrelsen var bekendt med faderens vedvarende ønske om at udrejse med børnene.

Henset til Ankestyrelsens begrænsede handlemuligheder – set i forhold til at sikre børnenes forbliven her i landet – finder ministeriet ikke, at Ankestyrelsen kunne eller burde have handlet udover, som beskrevet ovenfor under afsnit B.1. Sagsforløbet var jo netop en konsekvens af faderens vedvarende ønske om at udrejse med børnene, hvilket Ankestyrelsen har været bekendt med under det lange sagsforløb.

3) Ad afsnit 1. Der henvises til besvarelsen ovenfor i pkt. 2.

Ad afsnit 2. Ministeriet opfatter, at der i afsnittet gives udtryk for, at vurderingen – i denne type sager – af om der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på børnenes sundhed eller udvikling, principielt skal foretages uafhængig af om forældrene ønsker at forlade landet med barnet.

Socialministeriet kan henvise til afsnit 3.3. i ministeriets notat af 27. juni 2000, hvoraf det fremgår, at det er ministeriets opfattelse, at der skal foretages en samlet vurdering af sagen, hvor såvel nationale som internationale regler tages i betragtning.

4) Ombudsmanden har anmodet om ministeriets vurdering af Ankestyrelsens reaktion på baggrund af hændelsesforløbet den 6. og 7. maj 1999.

Ombudsmandens beskrivelse af sagsforløbet stiller umiddelbart spørgsmålstegn ved, hvorfor Ankestyrelsen ikke traf en formandsafgørelse efter at være blevet bekendt med, at børn og unge-udvalget havde besluttet ikke at træffe afgørelse om fortsat anbringelse af børnene. Dette underbygges af, at Ankestyrelsen ifølge telefonnotat af 6. maj 1999 var bekendt med, at forældrenes advokat på møde i børn og unge-udvalget havde oplyst, at situationen var uændret og at alle – inklusive advokaten – havde været enige om, at anbringelsesgrundlaget havde været til stede, hvis der havde været tale om danske børn.

Socialministeriet skal hertil udtale at det kan diskuteres om Ankestyrelsen burde have truffet en formandsafgørelse, jf. også ovenfor pkt. 1., idet Ankestyrelsen efter det oplyste var blevet gjort opmærksom på, at forholdene var uændrede set i forhold til Ankestyrelsens afgørelse af 8. april 1999. En formandsafgørelse truffet af Ankestyrelsen ville som nævnt ovenfor under pkt. 1, muligvis have understreget betydningen af, at sagen blev berammet til behandling i Ankestyrelsen, jf. servicelovens § 47, stk. 3.

Det skal dog igen understreges at en formandsafgørelse truffet af Ankestyrelsen ikke ville have garanteret børnenes forbliven i Danmark.

Endelig skal Socialministeriet bemærke, at ministeriet på baggrund af de foreliggende omstændigheder i sagen, finder god grund til, at Ankestyrelsen besluttede at beramme et møde efter servicelovens § 47, stk. 3, med henblik på at få sagen tilstrækkeligt oplyst og behandlet i overensstemmelse med almindelige retssikkerhedsmæssige forskrifter.

Socialministeriets samlede vurdering

Socialministeriet kan samlet konkludere, at sagens kerneproblemstilling i forhold til ankemyndigheden efter vores opfattelse er, om Ankestyrelsen burde have truffet en formandsafgørelse i perioden fra den 6. maj 1999 og frem til familiens udrejse den 24. maj 1999. Om Socialministeriets opfattelse heraf, kan henvises til side 11 i ministeriets notat af 27. juni 2000, samt ovenfor pkt. 1 og 4.

Socialministeriet skal pege på ændringen af serviceloven § 45, der trådte i kraft den 1. januar 2000. Børn og unge-udvalget har herefter pligt til at underrette Ankestyrelsen, såfremt udvalget ikke træffer afgørelse i overensstemmelse med en foreløbig afgørelse fra Ankestyrelsen. Ankestyrelsens [chef] har i sådanne tilfælde mulighed for at udsætte iværksættelsen af børn og unge-udvalgets afgørelse, indtil Ankestyrelsen har haft mulighed for at undersøge sagen.

Det betyder at en lignende situation ikke kan opstå igen efter lovens ikrafttræden.”

Ombudsmandens udtalelse

”Regelgrundlaget

Reglerne om særlig støtte til børn og unge fremgår af kapitel 8 i lov om social service (serviceloven).

Da børn og unge-udvalget traf afgørelse om ikke at opretholde anbringelsen af (A) og (B), fremgik reglerne af bekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998 af lov om social service.

De gældende reger i serviceloven findes i bekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 af lov om social service som senest ændret ved lov nr. 490 af 7. juni 2001.

Som anført nedenfor blev §§ 45 og 46 i serviceloven ændret ved lov nr. 466 af 31. maj 2000 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. De ændringer af serviceloven der i øvrigt er gennemført siden lovbekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998, har ikke betydning for behandlingen af den konkrete sag.

Af servicelovens § 42 fremgår bl.a. følgende om anbringelse af børn uden for hjemmet uden samtykke

’§ 42. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

vold eller andre alvorlige overgreb,

misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,

kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.’

Den dagældende § 45 i serviceloven bestemte bl.a. følgende om myndighedernes muligheder for at træffe foreløbige afgørelser

’§ 45. Afgørelser efter §§ 39, 42, 44, § 57, stk. 3, § 64, og § 108, stk. 2, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget, kan træffes foreløbigt af formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget.

Stk. 2. ( )

Stk. 3. En foreløbig afgørelse efter stk. 1 skal snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt.

Stk. 4. En afgørelse, der er godkendt efter stk. 3, har gyldighed i 1 måned. ( )

Stk. 5. Chefen for Den Sociale Ankestyrelse kan give pålæg om iværksættelse af en foreløbig afgørelse efter stk. 1. Det kan undtagelsesvis bestemmes, at afgørelsen skal godkendes af Ankestyrelsen inden for den i stk. 3 nævnte frist.’

Ved lov nr. 466 af 31. maj 2000 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed på det sociale område blev servicelovens § 45, stk. 5, ændret, og § 45, stk. 6, blev indsat. Servicelovens § 45, stk. 5 og 6, har i dag følgende ordlyd

’Stk. 5. Chefen for Den Sociale Ankestyrelse har samme beføjelser som formanden for børn og unge-udvalget, jf. stk. 1 og 2, og kan pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen. Den foreløbige afgørelse har gyldighed i en måned, jf. dog de i stk. 4, 2.-4. pkt., nævnte frister. Styrelseschefen kan undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse skal godkendes af Ankestyrelsen inden for den i stk. 3 nævnte frist.

Stk. 6. Hvis børn og unge-udvalget ikke inden 1 måned træffer afgørelse i overensstemmelse med styrelseschefens foreløbige afgørelse, jf. stk. 5, skal børn og unge-udvalget umiddelbart orientere Ankestyrelsen herom. Børn og unge-udvalgets afgørelse har ikke virkning, før styrelseschefen snarest muligt og senest inden 10 dage har taget stilling til, om afgørelsen skal have virkning. Hvis styrelseschefen træffer afgørelse om, at børn og unge-udvalgets afgørelse ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter reglen i § 47, stk. 3, inden 8 uger fra børn og unge-udvalgets afgørelse.’

Den dagældende § 46, stk. 1, i serviceloven bestemte følgende om ophør af foranstaltningerne

’§ 46. Foranstaltninger efter §§ 40, 41 og 42 skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år. Kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse, uanset at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter § 42. Såfremt kommunen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og ungeudvalget efter § 42.’

Ved lov nr. 466 af 31. maj 2000 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed på det sociale område blev servicelovens § 46, stk. 1 og 2, ændret så de i dag affattes således

’§ 46. Foranstaltninger efter §§ 40, 41, 42 og 42 a skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år.

Stk. 2. Kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse, uanset at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter § 40, stk. 2, nr. 11, § 42 eller 42 a. Hvis kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter § 42, skal kommunen umiddelbart orientere børn og unge-udvalget herom. Hvis kommunen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget, jf. § 42.’

Reglen om Den Sociale Ankestyrelses beføjelser uden klage fremgår af servicelovens § 47 der har følgende ordlyd

’§ 47. Såfremt kommunen ikke foretager fornødne undersøgelser, kan det sociale nævn træffe afgørelse om, at der skal iværksættes undersøgelse, og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Stk. 2. Hvis der er behov for foranstaltninger efter § 40 og kommunen undlader at iværksætte disse, kan det sociale nævn pålægge kommunen at træffe en afgørelse eller træffe en foreløbig afgørelse om foranstaltninger og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Stk. 3. Den Sociale Ankestyrelse har samme beføjelser som det sociale nævn og kan tillige træffe afgørelse efter §§ 39, 42, 42 a og 44 og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.’

Henvisningen i § 47, stk. 3 til § 42 a blev indsat med lov nr. 466 af 31. maj 2000. Bestemmelsens ordlyd svarer i øvrigt til ordlyden i lovbekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998.

Den Sociale Ankestyrelses rolle i sagen og Socialministeriets vurdering heraf

Genstanden for min undersøgelse af sagen har primært været Den Sociale Ankestyrelses rolle i sagen og Socialministeriets vurdering heraf.

Som det fremgår af min indledende redegørelse for sagens forløb, ophævede Den Sociale Ankestyrelse den 8. april 1999 børn og unge-udvalgets afgørelse af 26. januar 1999, og den bemyndigede formand traf samtidig en afgørelse efter servicelovens daværende § 45, stk. 5, hvorefter anbringelsen af børnene blev opretholdt.

Formandsafgørelsen blev den 6. maj 1999 forelagt børn og unge-udvalget der traf afgørelse om at anbringelsen af børnene ikke skulle opretholdes. (X) Kommune oplyste samme dag telefonisk over for Den Sociale Ankestyrelse at det på mødet var blevet oplyst at situationen omkring forældrenes og børnenes situation ikke havde ændret sig. På denne baggrund besluttede Den Sociale Ankestyrelse den 7. maj 1999 at tage sagen op i henhold til servicelovens § 47, stk. 3, og den 12. maj 1999 blev sagen berammet til behandling i Ankestyrelsen den 8. juni 1999.

Børnene udrejste den 24. maj 1999 af landet sammen med deres far, og Den Sociale Ankestyrelse underrettede på den baggrund den 27. maj 1999 partsrepræsentanten for børnenes forældre om at sagen ansås for bortfaldet.

Som det fremgår af sagsforløbet, opstod der i den konkrete sag situationer og problemstillinger som ikke tidligere havde været forelagt myndighederne, og som derfor – som myndighederne også er inde på – gjorde sagen enestående. Jeg henviser herved til den omstændighed at børn og unge-udvalget den 6. maj 1999 – uanset at der ikke forelå nye oplysninger i sagen – ændrede sin opfattelse af spørgsmålet om hjemgivelse af børnene, samt til det forhold at Den Sociale Ankestyrelse – efter at Ankestyrelsen havde besluttet at tage sagen op i henhold til servicelovens § 47, stk. 3 – modtog gentagne og konkrete underretninger om at børnene inden for få dage ville udrejse af landet og således måtte forventes at være udrejst af Danmark den 8. juni 1999, dagen for sagens behandling i Ankestyrelsen efter § 47, stk. 3.

Min vurdering af Den Sociale Ankestyrelses rolle i sagen og Socialministeriets vurdering heraf skal ses i lyset heraf.

I min høring af Socialministeriet og Den Sociale Ankestyrelse af 13. november 2000 bad jeg myndighederne om bl.a. at tage stilling til om Ankestyrelsen (efter servicelovens § 47, stk. 3) kunne have truffet en endelig afgørelse i sagen, og om en formandsafgørelse fra Ankestyrelsen (efter servicelovens § 45, stk. 5) nødvendigvis efterfølgende skulle have været forelagt børn og unge-udvalget.

I høringen anmodede jeg desuden myndighederne om at uddybe deres synspunkter vedrørende den problemstilling som er omtalt i bl.a. Socialministeriets notat af 27. juni 2000 hvorefter Den Sociale Ankestyrelse kunne have truffet en ny formandsafgørelse, men undlod at gøre det fordi der – efter myndighedernes opfattelse – med Ankestyrelsens beslutning om at tage sagen op efter servicelovens § 47, stk. 3, var sendt et signal til børn og unge-udvalgets formand/næstformand, ligesom en ny formandsafgørelse kunne være blevet omgjort af børn og unge-udvalget.

Den Sociale Ankestyrelse bekræftede i sine udtalelser af 30. januar 2001 og 30. april 2001 at Ankestyrelsen kunne have truffet en endelig afgørelse i sagen i henhold til servicelovens § 47, stk. 3, men henviste til at en sådan afgørelse på grund af kravene til forberedelse af sagen ikke kunne træffes tidligere end den 8. juni 1999.

For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt en formandsafgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse nødvendigvis efterfølgende skulle have været forelagt børn og unge-udvalget, henviste Ankestyrelsen til at Ankestyrelsens formandsafgørelse efter den dagældende fortolkning af § 45, stk. 5, i serviceloven – uanset at dette ikke dengang fremgik af loven – ligesom en formandsafgørelse fra børn og unge-udvalget kun havde gyldighed i en måned, og at afgørelsen derfor inden en måned skulle forelægges børn og unge-udvalget hvis anbringelsen skulle opretholdes ud over denne måned.

Endelig henviste Den Sociale Ankestyrelse på ny til at der ikke i perioden mellem den 6. maj 1999 og den 8. juni 1999 blev truffet en formandsafgørelse fordi en sådan afgørelse – da den inden en måned skulle forelægges børn og unge-udvalget – kunne være blevet omgjort af børn og unge-udvalget og således ikke kunne have garanteret børnenes forbliven i Danmark.

Socialministeriet tilsluttede sig i udtalelsen af 14. juni 2001 Den Sociale Ankestyrelses opfattelse af at en formandsafgørelse ikke kunne have garanteret børnenes forbliven i landet da afgørelsen kunne være blevet omgjort af børn og unge-udvalget, ligesom Socialministeriet også tilsluttede sig Den Sociale Ankestyrelses opfattelse af de ovenfor nævnte spørgsmål vedrørende Ankestyrelsens mulighed for at træffe en endelig afgørelse i sagen samt kravet om forelæggelse af en formandsafgørelse fra Ankestyrelsen for børn og unge-udvalget.

Socialministeriet anførte dog samtidig at det ikke kan udelukkes at en formandsafgørelse fra Ankestyrelsen truffet i tiden omkring børnenes udrejse af landet kunne have udsat afrejsen, ligesom en formandsafgørelse fra Ankestyrelsen (over for børn og unge-udvalget) muligvis kunne have understreget betydningen af at Ankestyrelsen havde taget sagen op i henhold til servicelovens § 47, stk. 3.

Det giver mig ikke anledning til bemærkninger at Den Sociale Ankestyrelse den 7. maj 1999 besluttede at tage sagen op i henhold til servicelovens § 47, stk. 3, ligesom det heller ikke giver mig anledning til bemærkninger at der med henblik på behandling af sagen blev berammet møde den 8. juni 1999. Jeg henviser i den forbindelse til det af myndighederne anførte om kravene til forberedelse og oplysning af sagen samt til fristen i retssikkerhedslovens § 73, stk. 1.

En formandsafgørelse fra Ankestyrelsen efter § 45, stk. 5, havde efter en fortolkning af servicelovens dagældende § 45, stk. 5, jf. stk. 1-4, gyldighed i en måned og skulle inden udløbet af denne måned – hvis anbringelsen af børnene skulle opretholdes – enten forelægges børn og unge-udvalget (eller eventuelt følges op af en endelig afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse efter servicelovens § 47, stk. 3).

Jeg må forstå at Den Sociale Ankestyrelse forventede at en sådan forelæggelse af en formandsafgørelse for børn og unge-udvalget ville medføre at børn og unge-udvalget ville omgøre Ankestyrelsens formandsafgørelse, og at Ankestyrelsen allerede af denne årsag undlod at træffe en formandsafgørelse. Den Sociale Ankestyrelse henviste herved til at børn og unge-udvalget allerede én gang havde omgjort Den Sociale Ankestyrelses formandsafgørelse om at opretholde anbringelsen af børnene.

På baggrund af det ovenfor nævnte om fortolkningen af servicelovens § 45, stk. 5, jf. stk. 1-4, er jeg enig med myndighederne i at børn og unge-udvalget – hvis Ankestyrelsen efter børn og unge-udvalgets afgørelse af 6. maj 1999 havde truffet en formandsafgørelse – principielt kunne have omgjort denne.

Jeg finder det imidlertid relevant at påpege at børn og unge-udvalget reelt kun kunne have omgjort en formandsafgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse hvis Ankestyrelsen ikke inden børn og unge-udvalgets stillingtagen til sagen havde truffet en endelig afgørelse i sagen, ligesom børn og unge-udvalget rent praktisk ikke nødvendigvis ville have kunnet nå at behandle sagen i det relativt korte tidsrum der ville have forløbet mellem en formandsafgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse – truffet efter afgørelsen af 7. maj 1999 om at tage sagen op til behandling efter servicelovens § 47, stk. 3 – og Ankestyrelsens møde den 8. juni 1999.

Hertil kommer at Den Sociale Ankestyrelses forventning om at en formandsafgørelse fra Ankestyrelsen ville blive omgjort af børn og unge-udvalget, efter min opfattelse hviler på et spinkelt grundlag. Jeg henviser i den forbindelse til at Den Sociale Ankestyrelses formandsafgørelse af 8. april 1999 indholdsmæssigt var i overensstemmelse med børn og unge-udvalgets afgørelse af 26. januar 1999, og til at børn og unge-udvalgets afgørelse af 6. maj 1999 derfor efter min opfattelse ikke så meget var en ’omgørelse’ af Ankestyrelsens formandsafgørelse som et udtryk for at børn og unge-udvalget siden behandlingen af sagen i januar 1999 havde ændret holdning til spørgsmålet om børnenes hjemgivelse. Der var derfor efter min opfattelse ikke så væsentlige holdepunkter som lagt til grund af Ankestyrelsen for at antage at børn og unge-udvalget ville have truffet en afgørelse i strid med en formandsafgørelse fra Ankestyrelsen hvis en sådan formandsafgørelse var blevet forelagt børn og unge-udvalget.

Endelig finder jeg grund til at understrege at Den Sociale Ankestyrelse – hvis børn og unge-udvalget inden den 8. juni 1999 faktisk havde truffet en afgørelse i strid med en formandsafgørelse fra Ankestyrelsen om fortsat anbringelse af børnene – kunne have truffet endnu en formandsafgørelse (eller principielt flere) efter servicelovens § 45, stk. 5, og at dette i så fald ikke blot kunne have udsat børnenes afrejse midlertidigt, men i sidste ende kunne have sikret børnenes forbliven i landet indtil Ankestyrelsens møde den 8. juni 1999 hvor Ankestyrelsen kunne tage endelig stilling til sagen. Den Sociale Ankestyrelse ville således ved (en eller flere gange) at anvende sin kompetence efter servicelovens § 45, stk. 5, kunne have undgået at der som her opstod en periode hvor børnene – uanset at Den Sociale Ankestyrelse havde berammet et møde efter servicelovens § 47, stk. 3 – ikke var omfattet af en beslutning om anbringelse uden for hjemmet. - Jeg er klar over at en sådan fremgangsmåde måtte fremstå som usædvanlig, men henviser herved til at sagen og situationen i sig selv var usædvanlig, samt til sagens alvorlige karakter.

Jeg er herefter ikke enig med Socialministeriet og Den Sociale Ankestyrelse i at den dagældende lovgivning ikke gav Ankestyrelsen mulighed for at sikre at børnene fortsat befandt sig i Danmark på tidspunktet for Ankestyrelsens møde den 8. juni 1999.

Jeg har noteret mig at der efter Den Sociale Ankestyrelses opfattelse med optagelse af sagen til behandling efter servicelovens § 47, stk. 3, blev sendt ’det kraftigst mulige signal til formanden/næstformanden for Børn og unge-udvalget’, hvilket jeg umiddelbart må forstå sådan at Ankestyrelsen ved at tage sagen op til behandling efter servicelovens § 47, stk. 3, forsøgte at tilskynde formanden eller næstformanden for børn og unge-udvalget til selv at træffe en formandsafgørelse efter servicelovens § 45, stk. 1, om fornyet anbringelse af børnene uden for hjemmet.

I den forbindelse finder jeg grund til at påpege at et sådan signal til børn og unge-udvalget efter min opfattelse ikke kunne betragtes som en fuldt ud tjenlig foranstaltning i den pågældende situation hvor Den Sociale Ankestyrelse – som nævnt ovenfor – selv i lovgivningen er tillagt mulighed for at gribe ind, og hvor jeg i øvrigt må forstå at Ankestyrelsen forventede at børn og unge-udvalget (og dets formand og næstformand) ville fastholde at børnene skulle hjemgives.

Efter min opfattelse ville det derimod have været naturligt om Den Sociale Ankestyrelse senest på baggrund af de gentagne henvendelser i dagene omkring børnenes udrejse af landet hvorved Ankestyrelsen blev orienteret om såvel konkrete rejseplaner som bekymring for børnenes situation og anmodet om at reagere – herunder også henvendelsen fra en af mine medarbejdere vedrørende muligheden for inden den 8. juni 1999 at træffe en formandsafgørelse efter servicelovens § 45, stk. 5 – nærmere havde overvejet brug af de reaktionsmuligheder der i lovgivningen var tillagt Ankestyrelsen direkte.

Jeg bemærker i den forbindelse også at jeg har noteret mig at Socialministeriet i notatet af 27. juni 2000 fremhævede de helt særlige forhold der gjorde sig gældende i denne sag, fordi en afgørelse om ikke at opretholde anbringelsen af børnene kunne betyde at børnene blev bragt til et land der ikke generelt havde tilsluttet sig det internationale samarbejde på børneområdet, og som havde andre standarder og opfattelser i forhold til børn og unge. Socialministeriet anførte i notatet at Den Sociale Ankestyrelses beslutning om at tage sagen op i henhold til servicelovens § 47, stk. 3 – efter Socialministeriets opfattelse – viste at Ankestyrelsen var opmærksom på disse særlige forhold.

Efter min opfattelse talte de nævnte særlige forhold – ligesom underretningerne – imidlertid for at Den Sociale Ankestyrelse ikke blot tog sagen op i henhold til servicelovens § 47, stk. 3, men også i øvrigt overvejede om der i denne sag var særlige grunde til at Ankestyrelsen – uanset om man ved en forelæggelse af afgørelsen for børn og unge-udvalget forventede en omgørelse – skulle træffe en formandsafgørelse efter servicelovens § 45, stk. 5.

Endelig bemærkes det at det faktum at Den Sociale Ankestyrelse undlod at træffe yderligere foranstaltninger, som bekendt i denne sag betød at børnene udrejste af landet inden afholdelsen af det møde der i henhold til servicelovens § 47, stk. 3, var berammet til behandling af sagen, og at Ankestyrelsens reaktionsmuligheder efter denne bestemmelse derved reelt gik tabt.

Jeg finder det på denne baggrund beklageligt at Den Sociale Ankestyrelse ikke fuldt ud udnyttede de muligheder som den dagældende lovgivning gav Ankestyrelsen for at sikre børnenes forbliven i landet indtil den 8. juni 1999.

Jeg finder det desuden beklageligt at Socialministeriet ikke i sin vurdering af Ankestyrelsens rolle tog i betragtning at Ankestyrelsen havde de ovenfor nævnte muligheder.

Betydningen af lov nr. 466 af 31. maj 2000 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed på det sociale område

Som anført tidligere blev der ved den ovennævnte lovændring gennemført en ændring af servicelovens § 45, stk. 5, og § 46, stk. 6, blev indsat. Lovændringen trådte i kraft den 1. januar 2001.

Om indholdet af lovændringen henvises til det der er anført ovenfor.

Socialministeriet har i notatet af 27. juni 2000 og i sin udtalelse til mig af 14. juni 2001 påpeget at lovændringen betyder at en situation som i den konkrete sag ikke vil kunne opstå igen.

Efter min gennemgang af sagen er jeg enig med Socialministeriet i at der med lovændringen ses at være taget højde for de problemer der i den konkrete sag er rejst omkring Den Sociale Ankestyrelses reaktionsmuligheder i de tilfælde hvor et børn og unge-udvalg efter at Ankestyrelsen har truffet en formandsafgørelse, træffer afgørelse i strid med Ankestyrelsens formandsafgørelse.

Jeg bemærker dog at lovændringen ud fra en umiddelbar betragtning synes at forudsætte at børn og unge-udvalget rent faktisk træffer en afgørelse inden en måned, mens lovændringen ikke ses at tage højde for den situation at børn og unge-udvalget efter Den Sociale Ankestyrelses formandsafgørelse forholder sig passivt. I den forbindelse har jeg særligt noteret mig at der ikke er tillagt Den Sociale Ankestyrelse en pligt til at følge op på sagen over for børn og unge-udvalget, og mine bemærkninger om lovændringen i høringen af 13. november 2000 skal ses i lyset heraf.

Beredskabet i Den Sociale Ankestyrelse

Jeg har noteret mig at den konkrete sag har betydet at Socialministeriet sammen med Den Sociale Ankestyrelse vil sikre at Ankestyrelsens beredskab formaliseres således at det fremover altid vil være muligt at komme i kontakt med en person der er kompetent til at træffe en formandsbeslutning efter servicelovens § 45, stk. 5.

Jeg bemærker at jeg ikke kan udelukke at det ville kunne have haft betydning for forløbet af den konkrete sag hvis Den Sociale Ankestyrelse også tidligere havde haft et formaliseret beredskab. I den forbindelse henledes opmærksomheden på at børnenes afrejse fra Danmark fandt sted i en pinseweekend, og at der i denne weekend flere gange blev rettet henvendelse til næstformanden for børn og unge-udvalget med anmodning om at træffe en formandsafgørelse efter servicelovens § 45, stk. 1. Jeg kan derfor ikke udelukke at et kendt beredskab i Den Sociale Ankestyrelse i denne situation ville have betydet at der var blevet rettet henvendelse til Ankestyrelsen med anmodning om en afgørelse efter servicelovens § 45, stk. 5, hvilket – som anført – kunne have sikret børnenes forbliven i landet frem til mødet den 8. juni 1999.”

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

I januar 1999 traf børn og unge-udvalget i en kommune afgørelse om at tre børn - hvis forældre kom fra Jordan - fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet. Den Sociale Ankestyrelse ophævede i april 1999 udvalgets afgørelse på grund af en formalitetsmangel, men traf efter servicelovens § 45, stk. 5, jf. stk. 3, afgørelse om at børnene fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet.

I maj 1999 traf børn og unge-udvalget afgørelse om at anbringelsen af børnene uden for hjemmet skulle ophøre. Dagen efter besluttede Ankestyrelsen at tage sagen op til behandling, og senere samme måned underrettede Ankestyrelsen partsrepræsentanten om at der ville blive afholdt møde i Ankestyrelsen i juni 1999. Den 24. maj 1999 forlod faren Danmark med de to yngste børn.

Blandt andet på baggrund af den presseomtale der var af sagen, besluttede ombudsmanden at undersøge sagen af egen drift. Genstanden for ombudsmandens undersøgelse var først og fremmest Den Sociale Ankestyrelses rolle i sagen og Socialministeriets vurdering heraf.

Ombudsmanden udtalte at han var uenig med Den Sociale Ankestyrelse i at den dagældende lovgivning ikke gav Ankestyrelsen mulighed for at sikre at børnene fortsat befandt sig i Danmark på tidspunktet for Ankestyrelsens møde den 8. juni 1999. Ombudsmanden mente det var beklageligt at Den Sociale Ankestyrelse ikke fuldt ud udnyttede de muligheder som lovgivningen gav Ankestyrelsen for at sikre børnenes forbliven i landet indtil mødet, ligesom han mente det var beklageligt at Socialministeriet ikke i sin vurdering af Ankestyrelsens rolle i sagen tog i betragtning at Ankestyrelsen havde de nævnte muligheder. (J.nr. 2000-0721-071).