Efterregulering af boligstøtte. Begrundelse

Efterregulering af boligstøtte. Begrundelse

A klagede til mig over myndighedernes afgørelser om efterregulering af boligstøtte.

Af materialet i sagen fremgik bl.a. at Hvalsø Kommune den 13. september 1999 traf afgørelse om efterregulering af A’s boligstøtte for året 1998. Af afgørelsen fremgik

”Efter boligstøttelovens pgf. 47 er der foretaget regulering af Deres boligsikring.

De har i perioden 01.01.1998-31.12.1998 modtaget for meget boligsikring

7.164 kr.

Som det fremgår af de breve om boligsikring, De har modtaget for 1998, har følgende husstand og husstandsindkomster været oplyst.

Husstand: 2 voksne og 1 barn.

Oplyst indkomst i 1998 efter fradrag for barn

En forventet husstandsindkomst på 232.500 kr.

Endelig opgjort indkomst for 1998

beregnet efter boligstøttelovens regler 258.422 kr.

--------------

Som det fremgår har det været en uoplyst

Indkomststigning på 25.922 kr.

Der skal foretages regulering på grundlag af indkomststigningen.

Opgørelse af for meget udbetalt boligsikring i reguleringsperioden

Modtaget tilskud 7.164 kr.

Berettiget tilskud 0 kr.

-------------

For meget udbetalt boligsikring 7.164 kr.

”

I brev af 6. oktober 1999 klagede A over afgørelsen om efterregulering. Som begrundelse for klagen anførte A bl.a. at indtægtsstigningen skyldtes at hans kone med virkning fra august 1998 havde fået ændret sit ugentlige timetal fra 32 timer til 37 timer, og at hun arbejdede i kommunens børnehave, så kommunen havde selv mulighed for at kontrollere tallene – ellers stod A gerne til rådighed med den nødvendige dokumentation. A kunne ikke acceptere at der skete regulering for boligstøtte modtaget før august 1998 idet A på modtagelsestidspunktet havde været berettiget til disse beløb. A godtog regulering med virkning fra august 1998.

Med brev af 12. oktober 1999 sendte kommunen A’s klage videre til Det Sociale Nævn for Roskilde Amt. Kommunen anførte i den forbindelse bl.a. at kommunen fastholdt efterreguleringskravet fordi A og dennes kone ikke havde overholdt oplysningspligten med hensyn til indkomststigningen i 1998, jf. boligstøttelovens § 43, stk. 3.

Den 6. januar 2000 tiltrådte det sociale nævn kommunens afgørelse om efterregulering. Af nævnets afgørelse fremgik

”

Nævnet henviser til boligstøttelovens § 47, stk. 2, og nævnet finder ikke, at § 47, stk. 3 er opfyldt, idet De ikke i 1998 har givet kommunens boligstøttekontor oplysning om Deres indkomststigning. Det er således ikke nok, at andre forvaltningsafsnit i kommunen har kendt til Deres kones indkomststigning.

Nævnet finder således, at kommunens efterregulering og krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte er afgjort efter de principper, der er fastlagt i boligstøttelovens § 47, stk. 2, 3 og 4.

”

Af den sagsfremstilling som hørte til afgørelsen af 6. januar 2000, fremgår at retsgrundlaget for afgørelsen var boligstøttelovens § 43, stk. 3, samt § 47, stk. 2, 3 og 4. Hovedindholdet af disse bestemmelser var omtalt i sagsfremstillingen.

Den 18. december 2000 klagede A til mig over myndighedernes afgørelser om efterregulering. I klagen kommenterede A navnlig reglen i boligstøtteloven § 47, stk. 4, 1. pkt., hvorefter oplysninger om indtægtsændringer der ikke er indgivet i løbet af året, anses for vedrørende hele året. A kunne dokumentere at indtægtsstigningen for hans husstands vedkommende alene vedrørte perioden fra august 1998. A anførte at han havde tilbudt kommunen den nødvendige dokumentation, men kommunen havde afvist at modtage dokumentationen fordi den var for sent indgivet. A mente ikke at § 47, stk. 4, 1. pkt., skulle anvendes i hans tilfælde, og han anførte forskellige ting om hensigtsmæssigheden af reglen.

Jeg bad den 3. januar 2001 Hvalsø Kommune og Det Sociale Nævn for Roskilde Amt om udlån af sagens akter.

Den 12. januar 2001 modtog jeg akterne.

I brev af 5. februar 2001 bad jeg kommunen og det sociale nævn om en udtalelse i sagen. Af brevet fremgik

”

Kommunen har i sin afgørelse af 13. september 1999 henvist til ’boligstøttelovens pgf. 47’, og nævnet har i sin afgørelse af 6. januar 2000 henvist til ’boligstøttelovens’ § 43, stk. 3, § 47, stk. 2, § 47, stk.3, og § 47, stk. 4.

I forbindelse med min foreløbige gennemgang af den konkrete sag, som angår boligstøtte for året 1998, har jeg bemærket at boligstøttelovens § 47 er ændret ved § 1, nr. 58, i lov nr. 1002 af 23. december 1998 om ændring af lov om individuel boligstøtte (Ændrede beregningsregler for boligstøtte (BS 2000) og forenkling), der trådte i kraft den 1. januar 2000, jf. ændringslovens § 2. For tiden før år 2000 anvendes de hidtil gældende regler, jf. også pkt. 14.4.6 i vejledning nr. 177 af 11. december 2000 om individuel boligstøtte.

På denne baggrund beder jeg kommunen og nævnet oplyse hvilken affattelse af loven der er anvendt i forbindelse med afgørelserne af henholdsvis 13. september 1999 og 6. januar 2000. I fortsættelse heraf udbeder jeg mig kommunens og nævnets bemærkninger til om kommunens, henholdsvis nævnets afgørelse indeholder en fyldestgørende begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.

”

Kommunen udtalte sig den 22. februar 2001. Af udtalelsen fremgik

”

Det betyder, at der i opgørelse af nævnte sag er anvendt boligstøttelovens bestemmelser fra lov om individuel boligstøtte som var gældende i 1998 og derfor skal der ske efterregulering jfr. § 47, fordi faktisk husstandsindkomst overstiger beregningsgrundlaget med mere end kr. 10.000,00. Bilag vedlagt.

Skrivelse af 13. september 1999 om regulering af boligsikring er en standardskrivelse fra Kommune Data, som opfylder lovens krav både med hensyn til lovhenvisninger og klagemuligheder. Afgørelsen om efterregulering af boligsikring er ikke en administrativ afgørelse, men en afgørelse efter boligstøttelovens regler.

Samtidigt skal det oplyses, at pågældende løbende er orienteret ved udsendte standardskrivelser om sin oplysningspligt i henhold til boligstøttelovens regler. Bilag vedlagt.”

Af det sociale nævns udtalelse af 12. marts 2001 fremgik

”

Således som sagen forelå for nævnet, var det fra (A)’s side ubestridt, at der i 1998 ikke var givet boligstøttekontoret oplysninger om indtægtsstigningen i 1998. (A)’s klage over kommunens afgørelse fandtes alene at vedrøre spørgsmålet om, hvorledes indtægtsstigningen efterfølgende skal medregnes i efterreguleringen. Dette problem er reguleret i boligstøttelovens § 47, stk. 4.

Ombudsmanden har bedt nævnet oplyse, hvilken affattelse af loven, der er anvendt i forbindelse med afgørelsen af 6. januar 2000.

Det retsgrundlag nævnet har anvendt i sin afgørelse, er de i afgørelsen og sagsfremstillingen nævnte bestemmelser fra lov om individuel boligstøtte, som var gældende i 1998, jf. lovbekendtgørelse nr. 96 af 22. februar 1996, der senest blev afløst af lovbekendtgørelse nr. 167 af 12. marts 1998 (med uændret indhold af de anvendte bestemmelser).

Ombudsmanden har endvidere bedt om nævnets bemærkninger til om nævnets afgørelse indeholder en fyldestgørende begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Nævnet skal hertil bemærke, at hovedindholdet af de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet er gengivet i den sagsfremstilling, der hører til nævnets afgørelse af 6. januar 2000. Omtalen af retsreglerne indeholder ganske vist ikke en henvisning til lovbekendtgørelserne. Disse henvisninger er udeladt navnlig af hensyn til læsbarheden af afgørelsen. Hvis borgeren fremsætter ønske herom, er nævnet naturligvis villig til at fremkomme med en nærmere præcisering af det anvendte retsgrundlag.

”

I brev af 28. maj 2001 kommenterede A myndighedernes udtalelser.

Ombudsmandens udtalelse

”Hvalsø Kommune og Det Sociale Nævn for Roskilde Amt har truffet afgørelse om efterregulering af Deres boligstøtte for året 1998. Baggrunden herfor er at De ikke i løbet af 1998 oplyste kommunen om at indkomsten for Deres husstand i forhold til den opgjorte husstandsindkomst var steget med 25.922 kr. De har ikke bestridt dette.

Derimod har De bestridt at myndighederne var berettiget til at lade indkomststigningen vedrøre hele 1998 uanset at De kunne dokumentere at stigningen alene vedrørte perioden fra august 1998 og fremefter.

Jeg har ikke grundlag for at kritisere at myndighederne anså den omhandlede indkomststigning for at vedrøre hele 1998. Jeg har lagt vægt på at hvis en støttemodtager ikke i løbet af året har givet meddelelse om indkomststigninger, anses disse efter § 47, stk. 4, 1. pkt., i boligstøtteloven (lovbekendtgørelse nr. 167 af 12. marts 1998) for vedrørende hele året. Jeg har også lagt vægt på det ovenfor nævnte om at De ikke i løbet af 1998 oplyste kommunen om indtægtsstigningen. At De efterfølgende – i 1999 – var indstillet på at give kommunen oplysning om indtægtsstigningen, kan efter min opfattelse ikke føre til et andet resultat. Det samme gælder det forhold at et andet forvaltningsafsnit i kommunen i løbet af 1998 har haft kendskab til indtægtsstigningen.

Jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere myndighedernes afgørelser om efterregulering.

For så vidt angår Deres bemærkninger om hensigtsmæssigheden af reglen i § 47, stk. 4, 1. pkt., gør jeg opmærksom på at Folketinget ikke hører under området for ombudsmandens virksomhed (§ 7, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Jeg kan derfor ikke behandle klager over indholdet af de love som Folketinget har vedtaget, eller i øvrigt beskæftige mig med lovgivningspolitiske spørgsmål.

Jeg har følgende bemærkninger til myndighedernes begrundelser for afgørelserne om efterregulering

Ifølge forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Kravene til begrundelsens indhold fremgår af forvaltningslovens § 24. Efter § 24, stk. 1, 1. pkt., skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

Henvisningen til de regler efter hvilke en afgørelse er truffet, skal være klar og præcis så borgeren uden videre kan finde frem til reglerne. Det betyder at lovens nummer og dato skal angives. Efter omstændighederne kan det være tilstrækkeligt at angive lovens sædvanlige kaldenavn. Der skal også henvises til de anvendte bestemmelser, dvs. paragraf, stykke osv. Når borgeren uden videre kan finde frem til de anvendte retsregler, får borgeren bedre mulighed for at vurdere om afgørelsen er korrekt, herunder om den er i overensstemmelse med de anvendte regler. Dette giver ligeledes borgeren et bedre grundlag for at tage stilling til om der skal klages over afgørelsen, og i givet fald med hvilken argumentation. Jeg henviser til Hans Gammeltoft-Hansen i Forvaltningsret, 1994, s. 363ff, særligt s. 364 og 368.

Som det fremgår ovenfor, henviste Hvalsø Kommune i sin afgørelse af 13. september 1999 til boligstøttelovens § 47.

Jeg mener ikke at det i denne sag er tilstrækkeligt at angive boligstøtteloven med dens almindelige kaldenavn. Jeg har lagt vægt på at § 47 – hvoraf de bestemmelser som afgørelserne i sagen er truffet efter, fremgår – har fået ændret sin affattelse under sagens behandling. Jeg henviser til § 1, nr. 58, i lov nr. 1002 af 23. december 1998. Ændringerne trådte først i kraft den 1. januar 2000, jf. ændringslovens § 2, og har derfor ingen betydning for denne sag. Sagen blev med rette afgjort efter de hidtil gældende regler som fremgår af lovbekendtgørelse nr. 167 af 12. marts 1998. Hertil kommer i øvrigt at boligstøtteloven er en lov der ofte er blevet ændret hvilket også ud fra en mere generel betragtning taler for normalt at nævne den anvendte lovs nummer og dato. Angivelse af nummer og dato på den anvendte boligstøttelov forhindrer at der kan opstå tvivl om hvilke regler der er anvendt i den enkelte sag.

Det er heller ikke tilstrækkeligt at henvise til § 47. Der skal henvises til de enkelte dele i § 47 som er anvendt som grundlag for afgørelsen, dvs. § 47, stk. 2 og 3, samt § 47, stk. 4, 1. pkt.

Kommunen har i sin udtalelse til mig anført at afgørelsen af 13. september 1999 bygger på en standardskrivelse fra Kommunedata som opfylder lovens krav om lovhenvisninger. Jeg skal hertil bemærke at ansvaret for at en afgørelse er ledsaget af en korrekt og fyldestgørende begrundelse, udelukkende påhviler den myndighed som træffer afgørelsen. En myndighed som anvender afgørelsesmodeller eller blanketter, eventuelt fra en ekstern leverandør som f.eks. Kommunedata, må således i hver enkelt sag påse at eventuelle fortrykte dele af en begrundelse er korrekte, relevante og fyldestgørende i forhold til den konkrete sag. I modsat fald har myndigheden ansvaret for om nødvendigt at korrigere og supplere de fortrykte dele af begrundelsen.

I sin udtalelse til mig har kommunen yderligere anført: ’Afgørelsen om efterregulering af boligsikring er ikke en administrativ afgørelse, men en afgørelse efter boligstøttelovens regler’. Dette må bero på en misforståelse, eventuelt i udtryksmåden. Beslutninger om efterregulering af boligsikring er et – endog meget klart – eksempel på en administrativ afgørelse som utvivlsomt fuldt ud er omfattet af forvaltningslovens krav til afgørelser, herunder lovens regler om begrundelse. – Jeg antager at kommunen sigter til spørgsmålet om hvorvidt en afgørelse er overvejende lovbunden eller i højere grad beror på et administrativt skøn. Dette forhold har imidlertid ingen betydning for selve begrundelsespligten, om end nok for indholdet af begrundelsen.

Hvalsø Kommunes begrundelse opfylder således ikke kravene i forvaltningslovens § 24.

Jeg har gjort Hvalsø Kommune bekendt med min opfattelse.

Det Sociale Nævn for Roskilde Amt angiver også i sin afgørelse boligstøtteloven med dens almindelige kaldenavn uden at nævne nummer og dato.

Det mener jeg ikke er tilstrækkeligt. Som begrundelse for min opfattelse henviser jeg til det som jeg har skrevet ovenfor om dette spørgsmål. Jeg mener ikke at det forhold at det sociale nævn i sin sagsfremstilling har omtalt hovedindholdet af de anvendte bestemmelser, ændrer ved at nævnet i sin afgørelse burde have angivet boligstøtteloven med nummer og dato. Det er ikke tilstrækkeligt at nævnet er indstillet på at imødekomme et ønske fra en borger om oplysning om nummer og dato hvis borgeren fremsætter et sådant ønske. Jeg henviser til at forvaltningslovens § 22 stiller krav om en fuldstændig begrundelse samtidig med afgørelsen. Med hensyn til nævnets bemærkninger om læsbarheden af en afgørelse hvor der er henvist til en lovs nummer og dato, bemærker jeg at hensynet til læsbarheden kan varetages f.eks. ved til slut i sagsfremstillingens afsnit om retsgrundlaget at anføre nummer og dato på den lov hvoraf de anvendte regler fremgår, eller ved at skrive nummer og dato i parentes første gang loven nævnes.

Nævnet har angivet at have anvendt bl.a. § 47, stk. 4, som grundlag for sin afgørelse. Den fuldt ud korrekte henvisning ville i dette tilfælde have været § 47, stk. 4, 1. pkt.

Nævnets begrundelse opfylder således ikke kravene i forvaltningslovens § 24 om præcis henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse.

Da kommunens afgørelse er baseret på en standardblanket fra Kommunedata A/S, har jeg efter aftale med Kommunedata sendt en anonymiseret kopi af dette brev til Kommunedata.

På det foreliggende grundlag foretager jeg mig ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En lejer klagede over myndighedernes efterregulering af hans boligstøtte.

Ombudsmanden kritiserede begrundelserne for myndighedernes afgørelser idet henvisningerne til de retsregler afgørelserne var truffet efter, ikke var tilstrækkelige. For så vidt angik kommunens udtalelse om at afgørelsen byggede på en standardskrivelse fra Kommunedata som opfyldte lovens krav om lovhenvisninger, bemærkede ombudsmanden at ansvaret for at en afgørelse er ledsaget af en korrekt og fyldestgørende begrundelse, udelukkende hviler på den myndighed der træffer afgørelsen. En myndighed som anvender afgørelsesmodeller eller blanketter, eventuelt fra en ekstern leverandør som f.eks. Kommunedata, må derfor se efter at eventuelle fortrykte dele af en begrundelse er korrekte, relevante og fyldestgørende i forhold til i den konkrete sag. I modsat fald har myndigheden ansvaret for om nødvendigt at korrigere og supplere de fortrykte dele af begrundelsen.

Da kommunens afgørelse var baseret på en standardblanket fra Kommunedata, sendte ombudsmanden en anonymiseret kopi af udtalelsen til Kommunedata. (J.nr. 2000-3908-083).