Klagevejledning i forbindelse med mundtlig afgørelse

Klagevejledning i forbindelse med mundtlig afgørelse

E klagede på vegne af A over Det Sociale Nævn for Nordjyllands Amts afvisning af at antage en klage til behandling.

Det fremgik af sagen at A’s søn, B, i 1988 startede sin skolegang på C Privatskole i Aalborg, og at Aalborg Kommune dengang betalte/ydede refusion for forældreandelen af bl.a. de med skolegangen forbundne udgifter.

Det fremgik desuden af sagen at A på et møde med centerleder D blev orienteret om at Aalborg Kommune fra udgangen af november 1991 ville indstille den nævnte betaling for B’s undervisning. B fortsatte imidlertid herefter sin skolegang på C Privatskole, og fra den 1. december 1991 til den 30. juni 1995 afholdt A selv de udgifter der var forbundet dermed.

E anmodede på vegne af A ved brev af 12. oktober 1995 Aalborg Kommune om aktindsigt i A’s sag. I et efterfølgende brev til Aalborg Kommune af 15. december 1995 skrev E bl.a.

”Det jeg skal bruge aktindsigten til er, at se på betalingen for (B)’s skoleophold på (C) Friskole, hvor forvaltningen betalte for de første år, men ikke for de sidste. Jeg vil derfor gerne have de journalnotater/bevillingsark tilsendt, som beskriver da man startede bevillingen, og da man stopper den.”

I brev af 12. januar 1996 skrev E bl.a. følgende til Aalborg Kommune

”Som socialrådgiver for ovennævnte medlem skal jeg hermed rejse en sag om betaling af skolepenge for hans søn – (B), cpr. nr. ( ) – for perioden 01.12.1991 – 30.06.1995 på C Privatskole.

Jeg skal søge om, at Aalborg kommune refunderer vort medlem de udgifter, som han har haft til skolepenge i ovennævnte periode.

Som begrundelse for ansøgningen skal anføres, at vi ikke mener, at vort medlem skulle have betalt disse skolepenge, da der ikke var tale om et frivilligt skolevalg – tværtimod – det handlede om, at Aalborg kommune ikke kunne give vort medlem andre skoletilbud til hans søn (B) – hverken i kommunalt eller amtsligt regi.

Det var således ikke en skole, som vort medlem selv fandt frem til, men den blev fundet af den ledende skolepsykolog (F).

Aalborg kommune betalte også skolepengene i de første år, men pludseligt ophørte betalingen fra kommunens side med udgangen af november måned 1991, efter at (D) fra Aalborg kommunes specialrådgivning havde sagt til faderen, at han mente, at det gik så godt, at han syntes, at faderen selv skulle betale fremover. Der var tilsyneladende ikke tale om en faglig vurdering, for også i de år, der kommer efter, fremgår det af den skolepsykologiske rapport, at Aalborg kommune ikke kunne tilbyde en anden relevant skole til (B).

Det fremgår heller ikke af kommunens journalmateriale, hvorfor man stoppede betalingen.

Vort medlem fik ikke tilbudt en anden skoleplacering, således at han kunne have valgt en skole, hvor han ikke skulle betale for at have sin søn gående.

Vort medlem kunne ikke overskue konsekvenserne af, at hans søn skulle stoppe på (C) Privatskole p.gr.a. manglende betalinger, hvorfor han valgte selv at betale pengene, selv om det ikke var en udgift, som han selv havde valgt at have. Han er imidlertid nu blevet opmærksom på, at han ikke selv skulle have betalt pengene, hvorfor han har rettet henvendelse til undertegnede.

Aalborg kommune har aldrig kunnet tilbyde (B) en anden skoleplacering, hvilket også fremgår af de skolepsykologiske udtalelser i sagen.

Først ved dette skoleårs begyndelse fik han et andet tilbud og er startet i (G).

Vi skal til slut på baggrund ovenstående søge om, at Aalborg kommune snarest behandler sagen og tilbagebetaler vort medlem de betalte skolepenge.”

Den tidligere centerleder i Aalborg Kommune, D, redegjorde i brev af 27. marts 1996 for sagen over for den sagsbehandler der nu var ansvarlig for sagen i kommunen. Af brevet fremgik bl.a.

”Det er rigtigt, at vi i de første skoleår bevilgede betaling af Friskole for (B). Begrundelsen var også, at det etablerede system ikke kunne anvise et undervisningstilbud.

Vi bevilgede også støttepædagog på skolen og i Fritidsordningen. Senere fulgte støttepædagogen med ud i klubben på (H). (B) klarede sig godt i klubben og efterhånden var støttebehovet så minimalt, at støtten helt ophørte. Det skete i et samarbejde med klubben, faderen og støttepædagogen, som i alle årene var den samme person, og som havde en meget tæt og direkte kontakt med faderen.

(B)’s funktion var efterhånden sådan, at PPR kunne tilbyde ham et undervisningstilbud, jvf. ophør af støtte i klubben. Dette blev drøftet flere gange med faderen, som foretrak friskole frem for et skoleskift og dermed den medfølgende usikkerhed, når det i øvrigt gik godt i skolen.

Jeg fandt derfor efterhånden ingen begrundelse for at fortsætte med at betale forældreandelen ved Friskolen som en merudgift.

Ophør af betalingen skete i enighed og efter aftale og fandt sted på mit kontor.

Jeg mener absolut ikke, at der er nogen begrundelse for at refundere faderen nogen udgift til skolepenge.”

Aalborg Kommune videresendte med brev af 29. marts 1996 D’s brev til E. Aalborg Kommune skrev samtidig bl.a. følgende til E

”Det fremgår af (D)’s brev, at (A) i 1991 havde valget om anden skoleplacering til sin søn, men valgte (C) Privatskole som fortsat skoletilbud til sin søn.

Det fremgår ligeledes af (D)’s skrivelse af 27. 3.96 at (A) foretrak friskole frem for et skoleskift d.v.s. (A) fik et valg, han valgte betalingsskole til sin søn og må naturligvis så betale for sin søns skolegang.”

I brev af 19. april 1996 til Aalborg Kommune skrev E bl.a. følgende

”Jeg har modtaget dit brev af 29.03.1996 i ovennævnte sag, men er ikke tilfreds med brevets indhold eller konklusion, da der aldrig har været tale om et valg af betalingsskole frem for at bruge et tilbud i en kommunal skole.

Jeg skal således bede dig om at se på sagen endnu engang. Hvis du vil fastholde, at der har været tale om et bevidst valg af betalingsskole fra vort medlems side og dermed et fravalg af en tilbudt kommuneskole, vil jeg gerne have at vide hvilket tilbud, der er tale om. Ifølge mine oplysninger og de i sagen tilgængelige papirer, har der aldrig være givet vort medlem andre tilbud til hans søn (B) end et skoleophold på (C) Privatskole.”

Aalborg Kommune skrev den 21. juni 1996 bl.a. følgende som svar på E’s brev

”Under henvisning til, at jeg ikke har noget kendskab til sagen for hvad angår (B)’s skoletilbud i den her omhandlende periode valgte jeg at overlade sagen til (D), Specialcenteret, idet han var den implicerede part omkring skolevalg til (B).

Jeg vedlægger (D)’s svarskrivelse.”

I brev af 1. november 1996 anmodede E Aalborg Kommune om et møde vedrørende sagen.

Sagsbehandleren ved Aalborg Kommune noterede den 15. november 1996 følgende på brevet af 1. november 1996

”aftalt at droppe møde, idet undertegnede ikke kan tilføje yderligere til belysning af sagen. (A) må henvende sig til advokat hvis han yderligere vil have sagen behandlet.”

Det fremgår af sagen at A efterfølgende - som jeg må forstå det i første halvdel af 1998 – på ny rettede henvendelse til Aalborg Kommune.

D skrev den 7. juli 1998 bl.a. følgende i et brev fra Aalborg Kommune til A

”Du har bedt om et skriftligt afslag på, hvorfor refusion af forældrebetalingen ophørte i 1991. I sin tid fik du begrundelsen mundtlig, men desværre ikke skriftlig.

Teknisk og praktisk synes jeg dog ikke, at det er muligt at give et afslag med tilbagevirkende kraft, men jeg kan bekræfte, at den direkte årsag til, at vi ophørte med at betale var, at du ikke ønskede, at (B) skulle skifte skole, da der på dette tidspunkt gik nogenlunde godt med (B) på (C) skole.

Der forelå ikke noget andet skoletilbud fra PPR, men alene tanken om at undersøge mulighederne var dig imod – af grunde som jeg syntes var meget forståelige set på baggrund af det tidligere forløb med (B). Det var dit valg, at han skulle blive på privatskolen.”

Det fremgår af brevet af 7. juli 1998 at betalingen for B’s skolegang blev ydet efter bestemmelsen i den dagældende bistandslovs § 46.

I brev til Aalborg Kommune af 28. juli 1998 klagede E over kommunens svar af 7. juli 1998. I brevet skrev E bl.a. følgende

”På grund af manglende skriftlig afgørelse/begrundelse for ophør af betaling for undervisningsudgifter i 1991, havde (A) intet kendskab til ankemuligheder på dette tidspunkt. (A) fik ej heller mundtlig information omkring klagemulighederne, og han havde i sin vanskelige hverdag som enlig far til et svært handicappet barn selvsagt ikke det fornødne overskud til at studere lovmateriale. Jeg skal tilføje, at (D) har meddelt, at journalmateriale omkring denne afgørelse desværre er bortkommet.

(A) ønsker udgifterne for undervisningen refunderet, da han ifølge lovgivningen ikke selv skal afholde udgifter til sin handicappede søns undervisning. (A) har afholdt undervisningsudgifter i perioden 1/12-1991 – 30/6-1995 for i alt 22.925 kr.”

I de akter jeg modtog sammen med det sociale nævns udtalelse af 5. august 1999, var E’s brev af 28. juli 1998 påhæftet en håndskreven seddel med bl.a. følgende ordlyd

”Da der i vedlagte sag foreligger særlige omstændigheder, sender jeg kopi af anken samt relevante sagsakter til Det sociale nævn. Anken er sendt til (D), Ældre- og Handicapforvaltningen d. 29.7.98.”

Jeg må forstå det sådan at den håndskrevne besked var skrevet af E’s medarbejder og rettet til det sociale nævn, og at selve klagebrevet altså blev sendt til såvel Aalborg Kommune som det sociale nævn.

Det sociale nævn bad den 6. august 1998 om Aalborg Kommunes bemærkninger til klagen.

Aalborg Kommune afgav udtalelse i sagen den 23. oktober 1998. Aalborg Kommune skrev bl.a. følgende

”Ovennævnte klage tilbagesendes hermed til Det Sociale Nævn, idet Specialcentret for Voksne skal fastholde den tidligere afgørelse, jvf. begrundelser i vedlagte korrespondance.

Med hensyn til proceduren i forbindelse med bevillingens ophør skal bemærkes, at (A) blev mundtligt og grundigt informeret om baggrunden for bevillingens ophør. Man kan ikke sige, at han jublede, men argumentationen blev accepteret. Dette har han også senere bekræftet. Han forlangte ikke nogen skriftlig begrundelse for afgørelsen, hvorfor en sådan ikke er blevet udfærdiget. Det er derfor vurderingen, at forvaltningslovens regler i kapitel 6 og 7 er overholdt.

Endelig skal bemærkes, at ankefristen i bistandslovens § 15, stk. 4 må anses for at være udløbet.”

I brev af 29. oktober 1998 til E skrev Aalborg Kommune bl.a. følgende

”Klage over afgørelsen skal indgives inden 4 uger efter, at pågældende (A) har fået meddelelse om afgørelsen.

Det fremgår af det medsendte materiale, at (A) har fået meddelelse om kommunens afgørelse ultimo 1991.

Da klagen således ikke er modtaget inden for klagefristen, skal der tages stilling til, om sagen kan behandles uanset fristoverskridelsen. Dette forudsætter, at der er en særlig grund til, at fristen er overskredet.

Hvis De/(A) mener, at der er en særlig grund til, at der ikke er klaget indenfor fristen, bedes De snarest og senest den 13. november 1998 rette henvendelse hertil.”

Det sociale nævn traf afgørelse den 20. november 1998. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende

”Ifølge lov om retssikkerhed og administration § 67 skal klage til Det Sociale Nævn ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Formanden for nævnet kan se bort fra, at fristen ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil.

Ved skrivelse af 29. oktober 1998 har Statsamtet anmodet Dem/(A) oplyse, om der er nogen særlig grund til at (A) ikke har indgivet klagen indenfor klagefristen.

Ved telefonisk henvendelse til Statsamtet den 5. november 1998 har De oplyst, at årsagen til at (A) ikke fik klaget indenfor klagefristen var, at han ikke var klar over, at der kunne klages, idet han ved den mundtlige afgørelse i 1991 ikke havde modtaget nogen klagevejledning, hvilket De i øvrigt mener, han har haft krav på ifølge forvaltningsloven.

Ifølge forvaltningslovens § 23, stk. 1 kan den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Ifølge forvaltningslovens § 25, stk. 1 skal afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist.

Da det af kommunens fremsendelsesskrivelse af 23.10.1998 til Statsamtet fremgår, at: ’med hensyn til proceduren i forbindelse med bevillingens ophør skal bemærkes, at (A) blev mundtligt og grundigt informeret om baggrunden for bevillingens ophør. Man kan ikke sige, at han jublede, men argumentationen blev accepteret. Dette har han også senere bekræftet. Han forlangte ikke nogen skriftlig begrundelse for afgørelsen, hvorfor en sådan ikke er blevet udfærdiget. ’

Da (A) således ikke har gjort indsigelser vedrørende den mundtlige afgørelse i 1991, men som ovenfor anført endte med en accept heraf, og han således ikke har fremsat ønske om en skriftlig afgørelse (hvorved der skal vedlægges klagevejledning), finder jeg, at Aalborg Kommune har overholdt bestemmelserne om klagevejledning i henhold til forvaltningsloven, hvorfor de af Dem givne begrundelser ikke giver anledning til at se bort fra fristoverskridelsen.

Det sociale nævn kan således ikke behandle Deres klage.”

I brev til mig af 19. februar 1999 klagede E over det social nævns afgørelse af 20. november 1998.

I brev af 15. april 1999 bad jeg det sociale nævn om en udtalelse i anledning af klagen og bad i den forbindelse om at det sociale nævn forinden indhentede en udtalelse fra Aalborg Kommune om sagen.

Aalborg Kommune afgav udtalelse i sagen den 22. juni 1999. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende

” Ophør af betalingen skete i enighed og efter aftale mellem faderen og centerleder (D), under møde på (D)’s kontor.

Via socialrådgiver (I), (E), søger faderen i brev dateret 28.7.1998 om refusion af udgifterne til undervisning på privatskolen for perioden 1.12.1991 – 30.6.1995, idet der henvises til at faderen ikke har modtaget mundtlig eller skriftlig begrundelse for afgørelsen om stop af bevilling eller ankevejledning.

Det fremgår af (D)’s brev, dateret 7.7.1998, at faderen i sin tid fik begrundelsen mundtligt, men ikke skriftligt. Der henvises til vedlagte kopi af svarbrev.

Ud fra sagsfremstillingen, er det vurderingen, at faderen er ’mundtligt og grundigt informeret’ om baggrunden for bevillingens ophør. Faderen accepterede ang. argumentationen, hvilket han senere bekræftede og forlangte ikke nogen skriftlig begrundelse for afgørelsen. Det var således kommunens opfattelse at faderen var enig i begrundelser og beslutning, og fandt det derfor ikke, i situationen, oplagt at give ankevejledning.

Aalborg kommune mener derfor at have overholdt bestemmelserne om klagevejledning i henhold til forvaltningsloven.”

Det sociale nævn afgav udtalelse i sagen den 5. august 1999. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende

”Nævnet forstår Ombudsmandens brev således, at ombudsmanden finder, at manglende skriftlighed i visse tilfælde vil kunne bevirke, at der skal ses bort fra overskridelse af klagefristen, også selv om parten ikke efterfølgende har bedt om en skriftlig begrundelse for afgørelsen.

Selv om det af bevismæssige grunde altid er hensigtsmæssigt at meddele en afgørelse skriftligt, er det Nævnets opfattelse, at der ikke i dette tilfælde er tilstrækkeligt grundlag for at anse det for stridende mod ’god forvaltningsskik’, at afgørelsen i 1991 om ikke længere at betale for ophold i privatskole, alene blev meddelt mundtligt. Nævnet har herved lagt vægt på, at (A) efter det oplyste var fuldt ud bekendt med grundlaget for afgørelsen. Nævnet har videre lagt vægt på, at der i denne sag ikke ses at være tale om en afgørelse af særlig indgribende betydning, dels fordi (B)’s problemer ikke var af alvorlig karakter, dels fordi Aalborg Kommune ikke havde afvist at iværksætte alternative foranstaltninger.

Herudover er det Nævnets opfattelse, at der ikke kan bortses fra, at der i dette tilfælde er tale om en fristoverskridelse på 7 år.

Nævnet må derfor fastholde afgørelsen af 20.11.1998.”

I brev af 24. august 1999 bad jeg E om eventuelle bemærkninger til myndighedernes udtalelser i anledning af klagen, herunder særligt til at det af Aalborg Kommunes udtalelse fremgik at A skulle have bekræftet at han accepterede kommunens argumentation for afgørelsen i 1991.

I brev af 27. august 1999 skrev E bl.a. følgende

”Aalborg Kommune skriver, at (A) accepterede Kommunens argumentation, hvilket han senere bekræftede. Manglende klage i sagen, er af Aalborg Kommune blevet tolket som accept. Hvis (A) var informeret om, at han havde klagemuligheder i sagen, var denne tolkning måske rimelig, men (A) var ikke vidende om, at han havde mulighed for at anke sagen.

Da (A) og undertegnede i dec. 1998 var til møde på socialrådgiver (D)’s kontor, måtte (A) bekræfte, at han i forbindelse med Kommunens afgørelse ikke havde forlangt en skriftlig begrundelse for afgørelsen. (A) vidste nemlig ikke, at han havde krav på en skriftlig begrundelse. (A) måtte ligeledes bekræfte, at han ikke havde klaget i sagen. Han kendte nemlig ikke klagemuligheden. Disse bekræftelser betyder ikke, at (A) var tilfreds med Kommunens afgørelse. Da (A) ikke var vidende om, at han kunne anke sagen, havde han ikke andre muligheder end ’accept’. Hvis (A) havde haft kendskab til klagemulighederne, da Aalborg Kommune traf afgørelsen, havde han anket sagen.

I udtalelsen fra Det Sociale Nævn for Nordjyllands Amt fremgår det, at nævnet har lagt vægt på, ’at der i denne sag ikke ses at være tale om en afgørelse af særlig indgribende betydning, dels fordi (B)’s problemer ikke var af alvorlig karakter, dels fordi Aalborg Kommune ikke havde afvist at iværksætte alternative foranstaltninger’.

(B) har diagnosen autist med Asperger syndrom, hvilket vi mener er et problem af alvorlig karakter. Aalborg Kommune havde ikke afvist at iværksætte alternative foranstaltninger, men det har i (B)’s skoleperiode aldrig været muligt at finde alternativ placering, hvilket også var begrundelsen for, at ledende skolepsykolog (F) i sin tid henviste (B) til (C) Privatskole. I årene efter Aalborg Kommune stoppede betalingen for (B)’s undervisning, fremgår det af de skolepsykologiske rapporter fra PPR, Aalborg Kommune, at man fra PPR’s side ikke kunne finde andre og mere relevante undervisningstilbud til (B). Vi skal endvidere tilføje, at Kommunens argumentation for at stoppe betalingen for undervisning var, at det nu gik godt i skolen. Denne vurdering stemmer ikke overens med, at antallet af støttetimer til (B) var konstant gennem hele skoleperioden.”

Med brev af 13. september 1999 sendte jeg en kopi af E’s brev af 27. august 1999 til det sociale nævn idet jeg bl.a. bad Aalborg Kommune om at oplyse hvornår den nævnte bekræftelse havde fundet sted, og under hvilke omstændigheder.

Aalborg Kommune oplyste i brev af 21. september 1999 at mit brev var videresendt til D.

Aalborg Kommune sendte den 30. december 1999 D’s svar til det sociale nævn. Af svaret fremgik bl.a. følgende

”Som svar på ombudsmandens skrivelse af 19/9 1999 og spørgsmålet til kommunen om at oplyse, hvornår den senere bekræftelse fandt sted og under hvilket omstændigheder, skal undertegnede oplyse, at det ikke er muligt at dokumentere denne bekræftelse yderligere udover, hvad der allerede foreligger beskrevet i sagen.

Kort skal dog bemærkes, at det fremgår af sagen, at faderen har bekræftet selve ’sagsforløbet’, senest i møde i december 1998, jvf. (I)’s skrivelse af 27/8 1999. I en lang samtale accepterede faderen begrundelsen for at standse bevillingen (betaling af forældreandelen af skolegangen). Jeg kan ikke sige, at han var tilfreds. I skrivelse til Nordjyllands Statsamt af 23/10 1998 er det formuleret således ’man kan ikke sige, at han (faderen) jublede, men argumentationen blev accepteret.’

Der henvises i øvrigt til kommunens skrivelser af 7/7 1998, 23/10 1998 og 22/6 1999.”

Det sociale nævn afgav udtalelse den 27. januar 2000. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende

”Som det fremgår af udtalelserne kan Aalborg Kommune ikke dokumentere, at (A) efterfølgende har bekræftet, at han har accepteret kommunens begrundelse for afgørelsen om at standse kommunens bevilling af forældrebetalingen for sønnens fortsatte skolegang på privatskole.

Efter nævnets opfattelse har dette forhold dog heller ikke afgørende betydning for spørgsmålet om, hvorvidt der burde have været meddelt dispensation fra overskridelse af klagefristen.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt kommunens afgørelse om standsning af betalingen af skolepenge, der blev meddelt mundtligt, burde have været meddelt skriftligt, har Ombudsmanden i brev af 15. april 1999 henvist til en tidligere sag fra Horsens Kommune om afslag på forældrebetaling til ophold på privatskole. I den pågældende sag fandt Ombudsmanden det stridende mod god forvaltningsskik at meddele en så indgribende afgørelse mundtligt.

Hertil bemærkes, at der efter nævnets opfattelse ikke er andre lighedspunkter mellem de to sager end at der i begge sager er tale om betaling af skolepenge.

Det bemærkes herved, at forældrebetalingen for skoleopholdet i sagen fra Horsens Kommune udgjorde 13.000 kr. pr. måned (kostskole), medens beløbet i nærværende sag var 550 kr. pr. måned på afgørelsestidspunktet.

Derimod finder nævnet, at der er flere lighedspunkter med en sag om afslag på dispensation fra klagefristen i en sygedagpengesag, som Ombudsmanden tidligere har behandlet (Ombudsmandes udtalelse i brev af 11. januar 1993, j.nr. 1992-0035-025).

I denne sag fandt Ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere, at nævnets formand havde afvist en klage over en kommunes afslag på udbetaling af sygedagpenge for perioden 3. oktober – 5. november 1988 på grund af fristoverskridelse.

Kommunens afgørelse blev meddelt klageren mundtligt den 3. december 1988. Der blev ikke givet klagevejledning. Klagen blev først indgivet ca. 2 år og 9 måneder efter klagefristens udløb.

Ombudsmanden slog fast, at der som udgangspunkt ikke er pligt at give klagevejledning ved mundtlige afgørelser. Af den almindelige vejledningspligt følger det imidlertid, at en myndighed også for så vidt angår mundtlige afgørelser skal vejlede om klagemuligheder, såfremt det er særlig anledning til det. Ombudsmanden henviste herved til Justitsministeriets vejledning om Forvaltningsloven (1986) pkt. 140.

Ombudsmanden anførte videre, at en omstændighed, der kan medføre, at myndigheden bør give vejledning, uanset at afgørelsen er meddelt mundtligt, kan være, at den pågældende forgæves beder myndigheden om at genoptage sagen. Ombudsmanden fandt ikke at kunne lægge til grund, at klageren havde bedt kommunen genoptage sagen. Der forelå heller ikke andre særlige omstændigheder, der medførte, at kommunen burde have vejledt klageren om muligheden for at indbringe sagen for ankenævnet.

Ombudsmanden konkluderede herefter, at han ikke havde grundlag for at kritisere ankenævnsformandens afgørelse om at afvise klagen. Ombudsmanden havde navnlig lagt vægt på, at klagen først var indgivet ca. 2 år og 9 måneder efter klagefristens udløb.

Ombudsmanden ses ikke at have behandlet spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen var så indgribende, at den burde have været meddelt skriftligt. Det bemærkes herved, at der i den pågældende sag var tale om sygedagpenge i godt 4 uger.

Efter nævnets opfattelse er der ikke grundlag for at antage, at Aalborg kommunes afgørelse i nærværende sag var så indgribende, at den burde have været meddelt skriftligt.

Nævnet finder heller ikke, at der i nærværende sag foreligger andre særlige omstændigheder, som medfører, at der burde være givet klagevejledning.

Nævnet fastholder derfor afslaget på dispensation fra overskridelse af klagefristen. Som tidligere meddelt, er overskridelsen på 7 år.”

E kommenterede i brev af 10. februar 2000 det sociale nævns udtalelse. E skrev bl.a. følgende

”Jeg vurderer endvidere, at der i sagen foreligger andre særlige omstændigheder, som medfører, at der burde være givet klagevejledning. Det fremgår af sagens akter at, Aalborg Kommune ikke kunne stille andre skoletilbud til rådighed – hverken i kommunalt eller amtsligt regi. Afgørelsen bliver således af særlig indgribende betydning, hvor jeg mener, at det strider mod god forvaltningsskik at meddele afgørelsen mundtligt uden klagevejledning.”

I brev af 31. maj 2000 til det sociale nævn anmodede jeg nævnet om en supplerende udtalelse. Jeg skrev i den forbindelse bl.a. følgende

”Den 15. april 1999 bad jeg det sociale nævn om en udtalelse og om udlån af sagens akter. Jeg bad om at nævnet forinden indhentede en udtalelse fra Aalborg Kommune om sagen.

Den 5. august 1999 sendte det sociale nævn mig sin udtalelse og en udtalelse fra Aalborg Kommune af 22. juni 1999 med tilhørende bilag. Nævnet sendte mig tillige sagens akter.

De akter jeg har modtaget fra nævnet, vedrører perioden efter Aalborg Kommunes brev af 7. juli 1998 (stilet til (A)) og frem, og altså ikke - med en enkelt undtagelse, jf. nedenfor – perioden forud for dette brev. Undtagelsen drejer sig om et brev af 27. marts 1996 underskrevet af (D), Aalborg Kommune, magistratens 3. afdeling, og stilet til (J), Familiegruppen – Distriktskontor Vest. I brevet beklager (D) indledningsvis den lange besvarelsestid som han oplyser hænger sammen med at han forgæves har ledt efter sagsakterne som er bortkommet. Brevet slutter med et udsagn om at der ingen begrundelse er for at refundere (A) nogen udgift til skolepenge.

Da min medarbejder på baggrund af brevet af 27. marts 1996 måtte forstå at der forelå yderligere sagsakter i sagen, ringede han til Aalborg Kommune. Under to telefonsamtaler den 16. maj 2000 med henholdsvis (K) og (L), begge Aalborg Kommune, blev det oplyst at en tidligere socialrådgiver i (E), (M), den 15. december 1995 havde rettet henvendelse til kommunen om (A)’s sag.

Korrespondancen i denne anledning sluttede med et brev af 1. november 1996 hvori (M) bad (J) om et møde om sagen.

Jeg har den 18. maj 2000 efter anmodning modtaget kopi af denne korrespondance i sagen fra Aalborg Kommune.

1. Det sociale nævns oplysningsgrundlag

På den baggrund og under henvisning til det jeg anført ovenfor, beder jeg det sociale nævn om at redegøre for oplysningsgrundlaget for nævnets afgørelse af 20. november 1998.

2. Det sociale nævns afgørelse af 20. november 1998

Under henvisning til de foreliggende oplysninger om (A)’s tidligere henvendelse til Aalborg Kommune beder jeg det sociale nævn om at tage stilling til om korrespondancen fra 1996 – og det eventuelt yderligere materiale som nævnet måtte modtage fra Aalborg Kommune om sagen – giver nævnet grundlag for at genoptage behandlingen af (A)’s klage af 28. juli 1998.”

Det sociale nævn bad i et brev af 7. juli 2000 om Aalborg Kommunes bemærkninger til mit brev af 31. maj 2000. Det sociale nævn skrev desuden bl.a. følgende

”Det bemærkes, at vi finder det meget kritisabelt, at de akter vedrørende perioden 1995-96, som nu er fremsendt til Ombudsmanden, ikke blev sendt hertil sammen med klagen, og vi skal – om muligt – udbede os en forklaring herpå.”

Aalborg Kommune skrev i et brev af 15. august 2000 bl.a. følgende til det sociale nævn

”Som svar på nævnets henvendelse af 07.07.2000 kan det oplyses, at Aalborg Kommune ikke i perioden 1991 til januar 1996, modtog nogen henvendelser om genoptagelse af sagen.

(E)’s socialrådgiver, (M), anmodede som partsrepræsentant i skrivelse af 12.01.1996 Aalborg Kommune om at refundere (A) de udgifter til forældrebetaling for sønnens ophold i privatskole, som han havde haft efter bevillingsstoppet pr. 30. november 1991.

Kommunen afviste at genoptage sagen ved (D)’s skrivelse af 27.03.1996, som første gang fremsendtes af kommunens sagsbehandler (J) til (M) med skrivelse af 29.03.1996 og derefter genfremsendtes til (M) med skrivelse af 21.06.1996. (M) ønskede herefter et møde med (J), men som det fremgår af (J)’s håndskrevne notat af 15.11.1996 på (M)’s skrivelse af 01.11.1996, blev et sådant møde ikke til noget, idet (J) ikke kunne tilføje mere end det allerede fremsendte til belysning af sagen.

Der fremkom ikke ved (M)’s anmodning om genoptagelse nye oplysninger, der sandsynliggjorde, at sagen ville få et andet udfald, såfremt disse havde foreligget i 1991.

Det kan oplyses, at socialforvaltningen ikke er i besiddelse af sagsakter, udover hvad der tidligere er tilsendt Det Sociale Nævn og Ombudsmanden.

Det skal beklages, at sagsakter fra perioden 1995 – 96 ikke var vedlagt, da kommunen sendte sin udtalelse til klagen til Det Sociale Nævn. Forklaringen herpå er følgende

Der er på socialrådgiver (I)’s klage, som statsamtet sendte til udtalelse i kommunen den 06.08.1998, noteret denne bemærkning: ’Da der i vedlagte sag foreligger særlige omstændigheder, fremsender jeg kopi af anken samt relevante sagsakter til Det sociale Nævn. Anken er sendt til (D), Ældre- og Handicapforvaltningen d. 29.07.98’.

Det faktum, at (E)’s socialrådgiver skriver, at der medsendes relevante sagsakter, fortolkes – som det nu viser sig fejlagtigt – af Aalborg kommune sådan, at ’relevante sagsakter’ naturligvis inkluderer (E)’s egne tidligere skriftlige henvendelser til Aalborg Kommune om sagen og kommunens svar herpå. Aalborg Kommune mener det herefter ikke fornødent også at fremsende disse akter til nævnet. Det eneste, der vedlægges fra denne korrespondance, er derfor (D)’s skrivelse af 27.03.1996, fordi denne skrivelse redegør for forløb og begrundelse. I denne forbindelse er det selvfølgelig ekstra beklageligt, at Aalborg Kommune overser, at der i kommunens eksemplar er foretaget et notat på en af skrivelserne.”

Det sociale nævn afgav supplerende udtalelse den 21. august 2000. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende

”Med henvisning til Deres brev af 31.5.2000 kan vi herved meddele, at vi ikke tidligere har været bekendt med den nu fremkomne korrespondance fra 1995/96. Nævnet har således afgjort sagen og fremsendt tidligere udtalelser til Dem på grundlag af de sagsakter, som vi tidligere har fremsendt.

Som det fremgår af vedlagte kopi af vores brev af 7.7.2000 til Aalborg Kommune, har vi overfor kommunen givet udtryk for, at vi fandt det meget kritisabelt, at de omtalte akter fra 1995/96 ikke blev sendt til os sammen med klagen, og vi udbad os - om muligt – en forklaring herpå.

Vi har nu modtaget vedlagte svar af 15.8.2000 fra Aalborg Kommune. Som det fremgår redegør kommunen for baggrunden for, at akterne ikke blev tilsendt Nævnet og beklager dette. Nævnet finder herefter ikke at kunne foretage sig videre i den anledning.

Som det videre fremgår af kommunens brev, skulle der herefter ikke eksistere flere akter af betydning for sagen.

Det er herefter Nævnets opfattelse, at der fortsat ikke er grundlag for at genoptage behandlingen af sagen. Der ses således ikke at være fremkommet oplysninger, der ændrer grundlaget for den udtalelse Nævnet har sendt til Ombudsmanden den 27.1.2000. Det eneste nye er så vidt ses, at der ikke er udvist passivitet i mere end 7 år, men ’kun’ i ca. 4 år. Dette findes ikke i sig selv at kunne give anledning til en genoptagelse, da der stadig er tale om, at der er udvist passivitet i en meget lang periode.”

I brev af 31. august 2000 bad jeg E om eventuelle bemærkninger til Aalborg Kommunes udtalelse af 15. august 2000 og det sociale nævns udtalelse af 21. august 2000. E kommenterede udtalelserne i et brev af 15. september 2000 og gjorde i den forbindelse på ny gældende at A’s sene klage til det sociale nævn skyldtes Aalborg Kommunes manglende skriftlighed og klagevejledning i forbindelse med afgørelsen i 1991. E påpegede desuden på ny at A ikke i 1991 var blevet stillet forslag om alternative undervisningstilbud til B.

I brev af 19. september 2000 bad jeg om Aalborg Kommunes og det sociale nævns eventuelle bemærkninger til E’s brev af 15. september 2000.

Aalborg Kommune kommenterede i et brev af 4. oktober 2000 E’s bemærkninger om manglende alternative undervisningstilbud til B. Det sociale nævn oplyste den 17. oktober 2000 at nævnet ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Den 19. oktober 2000 sendte jeg E en kopi af Aalborg Kommunes brev af 4. oktober 2000 og det sociale nævns brev af 17. oktober 2000 og bad om E’s eventuelle bemærkninger inden fire uger. Jeg har ikke efterfølgende modtager bemærkninger fra E.

Ombudsmandens udtalelse

”Som det fremgår ovenfor, blev afgørelsen om betaling af (B)’s skolegang truffet efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 46. (En bestemmelse med tilsvarende indhold findes i dag i § 11 i lov om aktiv socialpolitik).

En kommunes afgørelser efter bistandslovens § 46 kunne efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 15 indbringes for det sociale nævn.

Lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand sætter visse grænser for ombudsmandens virksomhed. Det fremgår således af § 14 i ombudsmandsloven at ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold der kan indbringes for en højere forvaltningsmyndighed før denne myndighed har truffet afgørelse. Denne bestemmelse betyder at klageadgangen rent faktisk skal have været udnyttet. Den højere forvaltningsmyndighed – i dette tilfælde det sociale nævn – skal have taget stilling til det forhold der klages over.

Bestemmelsen i ombudsmandslovens § 14 betyder at jeg i udgangspunktet er afskåret fra at tage stilling til Aalborg Kommunes afgørelse i (A)’s sag, ligesom jeg er afskåret fra at tage stilling til kommunens sagsbehandling i den forbindelse.

Jeg har derfor i forbindelse med min gennemgang af (A)’s sag koncentreret mig om følgende

Det Sociale Nævn for Nordjyllands Amts afgørelse af 20. november 1998 om at afvise behandlingen af (E)’s klage, herunder særligt betydningen af (E)’s korrespondance med Aalborg Kommune i 1995-96.

Aalborg Kommunes oversendelse af sagens akter til Det Sociale Nævn for Nordjyllands Amt.

I mit brev af 15. april 1999 til det sociale nævn gjorde jeg opmærksom på at jeg i min undersøgelse af sagen særligt ville koncentrere mig om spørgsmålet om hvorvidt Aalborg Kommunes afgørelse om ophør af betaling for (B)’s skolegang burde have været meddelt (A) skriftligt. Som sagen har udviklet sig i forbindelse med min behandling af den, har jeg imidlertid – som det fremgår nedenfor – fundet det mest naturligt kun af berøre kravet om skriftlighed mere indirekte i min udtalelse.

Jeg henviser i øvrigt til at ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkeligt grundlag for undersøgelse (§ 16, stk. 1, i ombudsmandsloven).

ad 1.

Det fremgår af det sociale nævns afgørelse af 20. november 1998 at (E)’s klage blev afvist af det sociale nævn fordi klagefristen i § 67 i lov om retssikkerhed og administration ikke var overholdt, og fordi nævnet ikke fandt at der forelå særlige omstændigheder der begrundede fristoverskridelsen. I det sociale nævns afgørelse henvises til ’bestemmelserne om klagevejledning i henhold til forvaltningsloven’. Jeg har ved min gennemgang af sagen lagt til grund at der med denne henvisning alene henvises til forvaltningslovens § 25.

Bestemmelsen i § 67 i lov om retssikkerhed og administration (lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 som senest ændret ved lov nr. 284 af 25. april 2001) har bl.a. følgende ordlyd

’§ 67. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister og afgørelser om klagefristernes beregning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.’

Lov om retssikkerhed og administration trådte i kraft den 1. juli 1998. En tilsvarende bestemmelse fandtes inden da i bistandslovens § 15, stk. 4.

I Den Sociale Ankestyrelses vejledning nr. 53 af 10. februar 2000 om klageregler på det sociale område redegøres der under punkt 12.6. bl.a. nærmere for den sociale ankestyrelses praksis vedrørende dispensation fra klagefrister i retssikkerhedslovens § 67, stk. 1 (oprejsningsbevilling).

Herudover anføres bl.a. følgende om oprejsningsbevilling i Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave, 1997, s. 263f

’Når en klagefrist er overskredet, har klageren ikke længere krav på, at rekursinstansen realitetsbehandler den påklagede afgørelse. Klagemyndigheden skal ex officio kontrollere, at klagefristen er overholdt. Er fristen overskredet, afvises klagen.

I flere love (og forretningsordener) er det imidlertid fastsat, at rekursorganet kan se bort fra en fristoverskridelse. Som eksempel kan nævnes skattestyrelseslovens § 25, stk. 1, 3. pkt., hvorefter Landsskatteretten kan se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Det forhold, at en klage tages under realitetsbehandling, trods en overskridelse af klagefristen, betegnes normalt oprejsningsbevilling.

Hvor loven (eller forretningsordenen) ikke har fastsat en adgang til oprejsningsbevilling, kan rekursmyndigheden alligevel efter uskrevne forvaltningsretlige regler se bort fra en overskridelse af klagefristen. Dog må det fastholdes, at udgangspunktet er, at klagen skal afvises. En oprejsningsbevilling kan således ikke gives uden videre. Der skal foreligge visse særlige forhold. Disse skal typisk have karakter af undskyldende omstændigheder, som er en rimelig grund til fristoverskridelse.

Sådanne omstændigheder kan f.eks. være sygdom eller væsentlig postforsinkelse på grund af arbejdsnedlæggelse. Fristens længde er også af betydning. Er fristen kort, vil tilbøjeligheden til at se bort fra den være større, end hvis fristen er lang. Hvor meget fristen er overskredet spiller ligeledes en rolle. En kort overskridelse kan bedre accepteres end en længere. Er der givet korrekt klagevejledning, taler dette imod oprejsningsbevilling. Det er ligeledes af betydning, om andre borgere har modstående interesser, som tilsiger, at sagen ikke bør behandles efter fristens udløb. Er der tale om et egentlig partsforhold (partsvist), vil fristen normalt blive håndhævet strengt, og kun ekstraordinære forhold vil i almindelighed kunne føre til, at en for sent indgivet klage behandles. Det skyldes, at en fristforlængelse til fordel for den ene part er til ugunst for den anden part.

Ovenstående momenter er af betydning, ikke blot ved vurdering af, om der i den konkrete situation kan gives en ulovbestemt oprejsningsbevilling, men også ved stillingtagen til, om en lovhjemlet oprejsningsbevilling kan meddeles. Der foreligger altså her et godt eksempel på samspillet mellem almindelige uskrevne regler og lovbestemmelser.’

(E) har under sagen særligt gjort gældende at årsagen til at (A) ikke har overholdt klagefristen i retssikkerhedslovens § 67, er at Aalborg Kommune ikke ved den mundtlige afgørelse i 1991 vejledte ham om muligheden for at klage til det sociale nævn, ligesom (E) har gjort gældende at den manglende klagevejledning er i strid med forvaltningsloven.

Reglen om at myndighederne skal give klagevejledning, findes i forvaltningslovens § 25, stk. 1, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985 som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991. Reglen har følgende ordlyd

’ § 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.’

Af bemærkningerne til forvaltningslovens § 25 (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 164ff) fremgår bl.a. følgende

”Som påpeget af udvalget ( ) bør den foreslåede regel om klagevejledning ikke uden videre finde anvendelse i tilfælde, hvor forvaltningsafgørelsen meddeles mundtligt. Bestemmelsen omfatter derfor kun afgørelser, der meddeles skriftligt. Spørgsmålet om, hvorledes der bør gives klagevejledning i forbindelse med afgørelser, der meddeles mundtligt, vil ligeledes indgå i den vejledning, som vil blive udarbejdet bl.a. til uddybning og supplering af reglerne i det foreliggende lovforslag.”

Som det fremgår, er kravet om klagevejledning som udgangspunkt alene knyttet til afgørelser der meddeles skriftligt, idet disse afgørelser altid skal ledsages af en klagevejledning.

Der findes ikke i dansk ret nogen almindelig regel om at myndighedernes afgørelser skal meddeles skriftligt, og afgørelser kan derfor som udgangspunkt meddeles mundtligt og uden klagevejledning.

Det fremgår imidlertid af bl.a. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 383ff, at udgangspunktet hvorefter afgørelser kan meddeles mundtligt, modificeres i praksis idet det bl.a. følger af god sagsbehandlingsskik at en part normalt har krav på at få en skriftlig bekræftelse på en mundtlig afgørelse, ligesom det kan følge af god sagsbehandlingsskik at afgørelser af rent bevismæssige hensyn må bekræftes skriftligt, og at særligt indgribende afgørelser meddeles skriftligt.

Hertil kommer at der også i tilfælde hvor det ikke kan antages at følge af god sagsbehandlingsskik at en afgørelse bør meddeles skriftligt, og hvor afgørelsen derfor heller ikke – efter forvaltningslovens § 25, stk. 1 - skal ledsages af en klagevejledning, i visse tilfælde vil kunne stilles krav om at afgørelsen – uanset at den altså meddeles mundtligt - ledsages af en klagevejledning.

Om pligten for myndighederne til at ledsage mundtlige afgørelser af en klagevejledning anføres følgende i Justitsministeriets vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om Forvaltningsloven

’ 140. Der skal efter bestemmelsen i § 25 kun gives klagevejledning i forbindelse med afgørelser, som meddeles SKRIFTLIGT. Den almindelige vejledningspligt medfører imidlertid, at myndigheden også, hvor en forvaltningsafgørelse meddeles mundtligt, om fornødent skal give klagevejledning.’

Reglen om den almindelige vejledningspligt fremgår af § 7, stk. 1, i forvaltningsloven. Reglen har følgende ordlyd

’ § 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.’

Ombudsmanden har tidligere haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om en myndigheds pligt til at vejlede om klagemulighed i forbindelse med en mundtlig afgørelse. I en konkrete sag (mit j.nr. 1992-0035-025) – som i øvrigt også er refereret i det sociale nævns udtalelse af 27. januar 2000 – anførte jeg bl.a. følgende i min udtalelse

’En omstændighed, der kan medføre, at myndigheden bør give klagevejledning, uanset at afgørelsen er meddelt mundtligt, kan være, at den pågældende forgæves beder myndigheden om at genoptage sagen.’

I den konkrete sag fra 1992 fandt jeg ikke at kunne lægge til grund at klageren havde bedt kommunen om at genoptage sagen, og der forelå heller ikke andre særlige omstændigheder der kunne medføre at kommunen burde have vejledt klageren om muligheden for at klage over afgørelsen.

Jeg kan ikke i (A)’s sag se at det sociale nævn i nævnets oprindelige afgørelse af 20. november 1998 – eller i udtalelserne til mig af 5. august 1999 og 27. januar 2000 - har forholdt sig til spørgsmålet om hvorvidt forløbet omkring (E)’s henvendelser til Aalborg Kommune i 1995-96 kunne have betydning for vurderingen af om der i (A)’s sag forelå særlige omstændigheder der begrundede fristoverskridelsen i forbindelse med klagen til det sociale nævn.

På baggrund af det sociale nævns supplerende udtalelse til mig af 21. august 2000 må jeg da imidlertid også forstå at det sociale nævn ikke ved afgørelsen af 20. november 1998 (eller ved de ovenfor omtalte udtalelser hertil) var opmærksom på at (E) allerede i 1995-96 havde rettet henvendelse til Aalborg Kommune vedrørende (A)’s sag.

Efter min opfattelse er det meget kritisabelt at det sociale nævn – hverken ved behandlingen af sagen den 20. november 1998 eller i forbindelse med udtalelserne hertil af 5. august 1999 og 27. januar 2000 - blev opmærksom på at nævnet ikke var i besiddelse af samtlige sagens akter. Jeg har herved lagt vægt på at det sociale nævn var i besiddelse af (D)’s brev af 27. marts 1996, og at det sociale nævn efter min opfattelse på baggrund af dette brev – som min medarbejder – burde have konkluderet at der også inden Aalborg Kommunes brev af 7. juli 1998 til (A) havde været rettet henvendelse til kommunen om sagen. Jeg henviser i øvrigt til punkt 2 nedenfor om Aalborg Kommunes oversendelse af sagens akter til det sociale nævn.

Jeg kan imidlertid heller ikke se at nævnet – ud over at konstatere at der alene var udvist passivitet i fire år - i forbindelse med udtalelsen til mig af 21. august 2000 forholdt sig til spørgsmålet om hvorvidt forløbet omkring (E)’s henvendelser til Aalborg Kommune i 1995-96 kunne have betydning for afgørelsen om at afvise at behandle sagen, hvilket jeg finder kritisabelt.

Jeg bemærker i den forbindelse at (E)’s breve til Aalborg Kommune af 12. januar 1996, 19. april 1996 og 1. november 1996, som jeg forstår dem, kunne betragtes som genoptagelsesbegæringer, og at netop gentagne genoptagelsesbegæringer - som omtalt i min udtalelse i den ovenfor omtalte sag fra 1992 – kan medføre at myndigheden får pligt til at vejlede om klagemuligheder i forbindelse med en mundtlig afgørelse. I den forbindelse har jeg da også noteret mig at Aalborg Kommune selv i udtalelsen af 15. august 2000 til det sociale nævn omtalte (D)’s brev af 27. marts 1996 som et afslag på genoptagelse.

På denne baggrund ville det efter min opfattelse have været naturligt om det sociale nævn på dette tidspunkt – efter at forløbet i 1995-96 var blevet klarlagt for nævnet – havde overvejet om forløbet betød at Aalborg Kommune i forbindelse med de nævnte henvendelser i hvert fald burde have vejledt (E) efter forvaltningslovens § 7 om muligheden for at påklage Aalborg Kommunes afgørelse fra 1991 til det sociale nævn.

Det ville desuden efter min opfattelse have været naturligt om det sociale nævn havde overvejet om det kunne have betydning for det sociale nævns afgørelse om at afvise at behandle sagen at den omtalte vejledning ikke fandt sted.

Jeg bemærker i øvrigt at jeg ikke har fundet anledning til nærmere at forfølge spørgsmålet om hvorvidt Aalborg Kommunes skriftlige svar af 27. marts 1996, 29. marts 1996 og 21. juni 1996 i sig selv udgjorde afgørelser der efter forvaltningslovens § 25 burde havde været ledsaget af en klagevejledning.

Om retsvirkninger af manglende overholdelse af pligten til at meddele klagevejledning fremgår følgende af Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 376

’Opfyldes pligten til at meddele klagevejledning ikke, får det normalt den retsvirkning, at en eventuel klagefrist suspenderes ( ). Det er dog en forudsætning for den senere indgivne klages antagelse, at klageren ikke har udvist ugrundet passivitet, jf. UfR 1990.824 H.’

Af Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 644, fremgår desuden følgende om emnet

’I tilfælde, hvor der i strid med FVL § 25 (eller en eventuel videregående, speciel regel) ikke er givet (fyldestgørende) klagevejledning, antages virkningen heraf normalt ikke at være ugyldighed, men derimod, at klagefristen suspenderes, indtil (en fyldestgørende) klagevejledning er givet ( ).’

Det sociale nævn har i (A)’s sag lagt vægt på at der fra Aalborg Kommunes afgørelse i 1991 til (E)’s tidligste henvendelser til kommunen om sagen forløber ca. fire år, hvilket – som jeg må forstå det sociale nævns udtalelse til mig af 21. august 2000 – efter det sociale nævns opfattelse i sig selv udgør en så langvarig passivitet at nævnet mener sig berettiget til at afvise at behandle klagen.

Ved spørgsmålet om hvorvidt nævnet i 1998 var berettiget til at afvise klagen, mener jeg at der må foretages en vurdering af bl.a. den betydning som (A)’s passivitet fra 1991 til 1995 kan tillægges i forhold til det forhold at myndighederne såvel i 1991 som i 1996 undlod at vejlede ham om muligheden for at klage til det sociale nævn.

Jeg henviser i den forbindelse også til Juridisk Grundbog, Forvaltningen, bind 4 (1989), s. 259, hvor følgende er anført vedrørende spørgsmålet om hvorvidt der gælder en almindelig frist for udnyttelse af en rekursmulighed

’Efter omstændighederne vil en rekursmyndighed dog alligevel kunne afvise at behandle en klage over en meget gammel afgørelse. Dette må formentlig gælde, hvis afgørelsen ikke længere har nogen retlig eller faktisk betydning, og klageren derfor ikke har nogen retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller hvis forholdet ikke længere lader sig oplyse. Som det fremgår, må der foretages en helt konkret vurdering, og der kan ikke angives nogen absolut tidsgrænse.’

Det er min opfattelse at denne vurdering – særligt under hensyn til at (A)’s passivitet blev udøvet på et tidspunkt hvor han fortsat ikke havde modtaget klagevejledning – som udgangspunkt må falde ud til (A)’s fordel. Jeg bemærker i den forbindelse at der, som sagen foreligger oplyst for mig, heller ikke er grundlag for at tro at (A) på anden måde (end ved myndighedernes klagevejledning) skulle have skaffet sig kendskab til klagemuligheden i løbet af de fire år og således skulle have haft mulighed for at indgive klagen tidligere.

Efter min opfattelse kan der med en vis ret endvidere sættes spørgsmålstegn ved om (A)’s passivitet rent faktisk udgør ca. fire år. Jeg har i den forbindelse noteret mig at det sociale nævn har opfattet (E)’s klage af 28. juli 1998 som en klage over Aalborg Kommunes oprindelige afgørelse fra 1991, og at nævnet ikke – uanset at henvendelserne i 1996 som tidligere nævnt kunne betragtes som genoptagelsesanmodninger – har overvejet om (E)’s klage af 28. juli 1998 kunne betragtes som en klage over afslag på genoptagelsesbegæringer fra 1996 – og dermed som en klage indgivet mindre end to år efter afgørelsestidspunktet.

Jeg har overvejet med hvilken vægt det bør indgå i den nævnte vurdering at det på tidspunktet for (E)’s klage til det sociale nævn kan have været vanskeligt at oplyse den tidligere sag vedrørende betalingen for (B)’s skolegang, herunder belyse spørgsmålet om alternative undervisningstilbud til (B). Jeg har dog ikke fundet at det forhold at der – som oplyst i Aalborg Kommunes udtalelser af 15. august 2000 og 4. oktober 2000 til det sociale nævn - ikke ved afgørelsen i 1991 var opstillet alternative undervisningstilbud til (B), i sig selv bør betyde at sagen ikke kan behandles i det sociale nævn.

Samlet finder jeg det kritisabelt at det sociale nævn ved afgørelsen af 20. november 1998 alene har forholdt sig til længden af fristoverskridelsen samt til om der efter forvaltningslovens § 25 kunne stilles krav om klagevejledning i forbindelse med Aalborg Kommunes afgørelse i 1991. Det sociale nævn har derimod ikke forholdt sig til om der i (A)’s sag i øvrigt var særlige omstændigheder der kunne have betydning for spørgsmålet om nævnets antagelse af sagen til behandling.

Jeg har på denne baggrund henstillet at det sociale nævn genoptager sagen og træffer en ny afgørelse i sagen.

ad 2.

Som det fremgår af min redegørelse for sagens forløb, anmodede jeg den 31. maj 2000 det sociale nævn om en supplerende udtalelse vedrørende sagen.

Baggrunden herfor var at en af mine medarbejdere den 16. maj 2000 ved telefonisk henvendelse til Aalborg Kommune havde fået oplyst at (E) første gang rettede henvendelse til Aalborg Kommune vedrørende sagen den 15. december 1995. Telefonsamtalen fandt sted efter at min medarbejder – på baggrund af (D)’s brev af 27. marts 1996 – var blevet opmærksom på at der måtte foreligge andre akter i sagen end de akter jeg havde modtaget fra det sociale nævn sammen med nævnets udtalelse af 5. august 1999. De akter jeg havde modtaget fra det sociale nævn, vedrørte alle – med undtagelse af det nævnte brev – perioden efter Aalborg Kommunes brev af 7. juli 1998 til (A).

Ved min medarbejders telefonsamtale med Aalborg Kommune den 16. maj 2000 kom det frem at (E) i perioden mellem den 15. december 1995 og den 1. november 1996 flere gange havde rettet henvendelse til Aalborg Kommune om (A)’s sag, og at der forelå akter herom.

Jeg har noteret mig at det sociale nævn i et brev af 7. juli 2000 til Aalborg Kommune gav udtryk for at nævnet fandt det meget kritisabelt at akterne fra 1995-96 ikke var blevet fremsendt til nævnet i forbindelse med (E)’s klage i sagen.

Jeg har desuden noteret mig at Aalborg Kommune i et brev af 15. august 2000 til det sociale nævn har beklaget at akterne fra 1995-96 ikke var blevet sendt til det sociale nævn hvilket – så vidt jeg forstår - skyldtes at Aalborg Kommune havde misforstået (E)’s håndskrevne besked af 28. juli 1998 til det sociale nævn.

Jeg er – ganske uanset (E)’s håndskrevne besked - enig med det sociale nævn i at det er meget kritisabelt at Aalborg Kommune ikke sendte samtlige sagens akter til det sociale nævn i forbindelse med nævnets behandling af sagen den 20. november 1998.

Jeg finder det desuden meget kritisabelt at Aalborg Kommune heller ikke sendte akterne fra 1995-96 til det sociale nævn i forbindelse med Aalborg Kommunes udtalelse af 22. juni 1999 til det sociale nævn.

Jeg har ingen grund til at mene at akterne fra 1995-96 bevidst blev tilbageholdt fra det sociale nævn eller fra mig. Jeg finder dog anledning til at understrege at det såvel for ombudsmandens som for ankeinstansernes bedømmelse af en sag er af afgørende betydning at myndighederne udviser betydelig omhu og præcision i forbindelse med fremsendelse af sagsakter, udtalelser mv.

Jeg har orienteret Aalborg Kommune om min opfattelse af dette spørgsmål, men foretager mig i øvrigt ikke videre i den anledning.”

Ombudsmanden henstillede til det sociale nævn at genoptage sagen og bad om underretning om sagens videre forløb.

I brev af 16. januar 2002 meddelte det sociale nævn at nævnet havde besluttet at realitetsbehandle sagen og dermed ændre sin afgørelse af 20. november 1998. Nævnet ændrede Aalborg Kommunes afgørelse.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En kommune besluttede i november 1991 at indstille betaling for en 11-årig drengs skolegang på privatskole. Kommunen havde ydet refusion for drengens skolegang siden 1988. Kommunens afgørelse blev meddelt drengens far mundtligt og uden klagevejledning. En socialrådgiver rettede i 1995-96 på farens vegne flere henvendelser til kommunen med krav om betaling af de udgifter som drengens far herefter selv havde haft i forbindelse med drengens skolegang. I juli 1998 klagede socialrådgiveren til det sociale nævn over kommunens afslag på refusion. Det sociale nævn afviste at behandle sagen under henvisning til at en lovbestemt klagefrist var overskredet. Socialrådgiveren klagede til ombudsmanden over det sociale nævns afvisning af at behandle sagen og gjorde bl.a. gældende at faren ikke kendte klagemuligheden til det sociale nævn.

Ombudsmanden kritiserede at det sociale nævn i sin afgørelse kun havde forholdt sig til længden af fristoverskridelsen mens det sociale nævn ikke havde forholdt sig til om der i øvrigt var særlige omstændigheder der kunne medføre at nævnet behandlede sagen. Ombudsmanden henstillede herefter til det sociale nævn at nævnet genoptog behandlingen af sagen.

Ombudsmanden kritiserede endvidere kommunen for hverken i forbindelse med det sociale nævns oprindelige behandling af sagen eller i forbindelse med nævnets afgivelse af høringssvar til ombudsmanden at have indsendt samtlige sagens akter til nævnet. Endelig kritiserede ombudsmanden det sociale nævn for ikke at være blevet opmærksom på at nævnet ikke var i besiddelse af samtlige sagens akter.

Det sociale nævn meddelte at det havde genoptaget sagen og besluttet at realitetsbehandle den. (J.nr. 1999-0581-009).