Opholdstilladelse til uledsaget flygtningebarn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4

Opholdstilladelse til uledsaget flygtningebarn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4

A der var srilankansk statsborger, indrejste i Danmark den 22. januar 1999 og søgte om asyl. Han var på det tidspunkt 15 år.

Udlændingestyrelsen gav ham afslag på asyl den 17. juni 1999. Afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet den 20. august 1999.

Den 8. november 1999 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at give A afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Styrelsen skrev bl.a. følgende

”Styrelsen har på baggrund af din alder vurderet, om du kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Efter denne bestemmelse kan man få opholdstilladelse, hvis ’ganske særlige omstændigheder taler derfor’.

Ved en sådan afgørelse lægger styrelsen især vægt på, om man bringes i en reel nødsituation, hvis man ikke får opholdstilladelse i Danmark, herunder om ens situation vil være meget anderledes end den situation, der gælder for andre på samme alder i hjemlandet.

Styrelsen har ikke fundet, at du opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter denne bestemmelse.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at du har gået i skole i cirka 9 år.

Det er endvidere indgået i styrelsens vurdering, at du ifølge din forklaring ikke har set dine forældre eller søskende siden 1996, og at du først i slutningen af 1998 udrejste fra Sri Lanka. Styrelsen har således lagt til grund, at du i et par år har kunnet klare dig i Sri Lanka uden din nærmeste familie.

Endvidere har styrelsen lagt vægt på, at det må antages, at du ikke er uden socialt netværk i Sri Lanka. Styrelsen henviser herved til din egen forklaring om, at du boede hos din moster i Sri Lanka efter 1996, og at det var din moster, der besluttede, at du skulle udrejse.”

Den 25. november 1999 klagede A’s advokat over afgørelsen til Indenrigsministeriet. Han gjorde bl.a. gældende at A var 15 år da han kom til Danmark. Han blev væk fra sine forældre og søskende i 1996 i forbindelse med familiens flugt fra Jaffnahalvøen. Han har ikke siden været i kontakt med sine forældre. Han har forsøgt at spore forældrene via Røde Kors efter han kom til Danmark – uden resultat. Han boede i en periode hos sin moster, men hun har siden, på grund af krigen, været nødsaget til at flygte fra sin bopæl.

Den 13. januar 2000 stadfæstede Indenrigsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ministeriet skrev bl.a. følgende

”Bestemmelsen [udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4; min bemærkning] har i praksis bl.a. været bragt i anvendelse i relation til uledsagede flygtningebørn.

Ved lovforslag nr. L 155 af 11. december 1992 (Folketingstidende 1992-93, tillæg B, spalte 835-844) blev der fremsat forslag til en ændring af udlændingeloven omfattende opholdstilladelse til mindreårige udlændinge. Lovforslaget blev ikke vedtaget, men den daværende indenrigsminister tilkendegav i forbindelse med lovforslagets behandling i Folketingets Retsudvalg Indenrigsministeriets fremtidige praksis for så vidt angår meddelelse af opholdstilladelse til mindreårige uledsagede flygtningebørn. Tilkendegivelsen fremgår af den beretning af 16. marts 1993, som afsluttede udvalgsarbejdet. Retsudvalget tilsluttede sig i beretningen indenrigsministerens tilkendegivelse.

Der vil ifølge tilkendegivelsen skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i de tilfælde, hvor forældrene til de pågældende er døde, eller der foreligger sikre oplysninger om, at de ikke kan findes, og der ikke i øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk. Det samme vil gælde, hvis den pågældende er afskåret fra at få kontakt med sine forældre, f.eks. fordi forældrene er i fængsel.

Det fremgår endvidere af tilkendegivelsen, at det i vurderingen bør indgå, om der i hjemlandet er et sådant socialt netværk, at den særlige omsorg, som de pågældende har behov for, kan opfyldes i hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Det vil tillige kunne indgå i vurderingen, om den pågældende i længere tid har været uden kontakt med sine forældre og derfor inden indrejsen til Danmark har været undergivet offentlig omsorg, som vil kunne genetableres ved en tilbagevenden.

Som det fremgår, følger det af ministerens tilkendegivelse, at både de individuelle forhold hos den pågældende samt de generelle forhold i det hjemland, som vedkommende eventuelt vil skulle sendes tilbage til, indgår i vurderingen.

I den anledning skal Indenrigsministeriet meddele, at ministeriet efter en gennemgang af sagen ikke har fundet grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 8. november 1999.

Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at Deres klient efter han mistede kontakten med sine forældre boede hos sin moster indtil udrejsen.

Indenrigsministeriet har endvidere lagt vægt på, at Deres klients moster opholdt sig i Sri Lanka, da Deres klient udrejste til Danmark i december 1998, og at der ikke foreligger sikre oplysninger om, at Deres klients familie, herunder Deres klients moster, ikke opholder sig i Deres klients hjemland.

Indenrigsministeriet har endvidere lagt vægt på, at de generelle forhold i Sri Lanka ikke er af en sådan art, at det kan begrunde en meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.”

Den 25. januar 2000 klagede A’s advokat til mig. Han gjorde bl.a. gældende at ministeriets fortolkning af § 9, stk. 2, nr. 4, i denne sag var i strid med ministeriets egne retningslinier og Folketingets Retsudvalgs beretning af 16. marts 1993. Han henviste i øvrigt til sin klage af 25. november 1999 til Indenrigsministeriet.

I brev af 28. januar 2000 bad jeg Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen om udtalelser og om udlån af sagens akter.

Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet henholdt sig i breve af 22. og 28. marts 2000 til afgørelserne af henholdsvis 8. november 1999 og 13. januar 2000.

I brev af 7. april 2000 meddelte jeg A’s advokat at jeg havde besluttet ikke at færdigbehandle sagen før jeg havde taget stilling til den generelle sag der på daværende tidspunkt verserede her ved embedet om ministeriets praksis vedrørende modenhedsvurdering af uledsagede flygtningebørn, herunder spørgsmålet om hvorvidt en modenhedsvurdering efter ministeriets opfattelse udgjorde en afgørelse i forvaltningslovens forstand (mit j.nr. 1999-1270-649).

Indenrigsministeriet udtalte i den generelle sag bl.a. at ministeriet havde bedt Udlændingestyrelsen om at betragte beslutninger – om ikke (umiddelbart) at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til mindreårige asylansøgere, men i stedet lade dem indgå i den almindelige asylprocedure – som afgørelser i forvaltningslovens forstand. Ministeriet udtalte også at sådanne afgørelser ville kunne påklages til ministeriet.

Den 26. juni 2000 sendte jeg – i lyset af Indenrigsministeriets udtalelse i den generelle sag – en kopi af A’s advokats klage af 25. januar 2000 med bilag til ministeriet som en anmodning fra ham om at ministeriet behandlede en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om at lade A indgå i almindelig asylprocedure hvilket allerede på daværende tidspunkt førte til afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.

Den 4. januar 2001 traf Indenrigsministeriet afgørelse om at anse A for tilstrækkelig moden til at gennemføre den almindelige asylsagsprocedure.

I brev af 9. januar 2001 klagede A’s advokat på ny til mig over Udlændingestyrelsens og Indenrigsministeriets afgørelser af henholdsvis 8. november 1999 og 13. januar 2000. Han præciserede at klagen ikke angik Indenrigsministeriets afgørelse vedrørende modenhedsspørgsmålet.

Den 17. januar 2001 bad jeg Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet om at udtale sig på ny og om udlån af sagens akter.

Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet henholdt sig i breve af 29. marts og 7. juni 2001 til afgørelserne af 8. november 1999 og 13. januar 2000.

I brev af 17. juli 2001 meddelte advokaten mig at han ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Den 14. august 2001 bad jeg Indenrigsministeriet om en supplerende udtalelse. Jeg skrev bl.a. følgende til ministeriet

”Myndighedernes praksis vedrørende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til uledsagede flygtningebørn er nærmere beskrevet i Folketingets Retsudvalgs beretning af 16. marts 1993 (Folketingstidende 1992-93, Tillæg B, spalte 835-844) hvor bl.a. følgende er anført (spalte 839-841)

’For så vidt angår de uledsagede asylansøgere under 18 år, som har fået afslag i asylproceduren, har indenrigsministeren tilkendegivet, at retningslinierne for den særlige praksis bør være følgende

Det skal sikres, at den pågældende ikke bringes i en reel nødsituation, såfremt vedkommende ikke gives opholdstilladelse i Danmark. Ved vurdering heraf skal indgå, om den pågældendes situation adskiller sig væsentligt fra den situation, der gælder for andre personer på samme alder i det land, den pågældende kommer fra.

Der vil således skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i de tilfælde, hvor forældrene til den pågældende er døde eller der foreligger sikre oplysninger om, at de ikke kan findes, og der ikke i øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk. Det samme vil gælde, hvis den pågældende er afskåret fra at få kontakt med sine forældre, f.eks. fordi forældrene er fængslet.

Det bør i vurderingen indgå, om der i hjemlandet eller det tidligere opholdsland er et sådant socialt netværk, hvilket for eksempel vil være tilfældet i en række europæiske lande, at den særlige omsorg, som de pågældende har behov for, kan opfyldes i hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Det vil tillige kunne indgå i vurderingen, om den pågældende i længere tid har været uden kontakt med sine forældre og derfor inden indrejsen til Danmark har været undergivet offentlig omsorg, som vil kunne genetableres ved en tilbagevenden.

Pågår der krigshandlinger eller lignende uroligheder i den pågældendes hjemland eller det tidligere opholdsland, kan dette i visse tilfælde medføre, at der gives opholdstilladelse. Det vil gælde, hvor forholdene som følge af krigshandlingerne eller urolighederne må anses for meget usikre, og hvor der vil være en væsentlig risiko for, at den pågældende bringes i en reel nødsituation ved en tilbagevenden.

Hvis den pågældende på grund af sygdom har behov for særlig omsorg og bistand, vil dette i sig selv i nogle tilfælde kunne føre til, at der vil blive givet opholdstilladelse.

Indenrigsministeren har i den forbindelse peget på, at der allerede i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, i visse tilfælde gives opholdstilladelse, såfremt en person lider af en akut eller livstruende sygdom, men at der kan være tilfælde, hvor sygdommen ikke er af en så alvorlig karakter, at der efter praksis kan gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, men hvor der henset til, at der er tale om en person under 18 år, bør gives den pågældende ret til fortsat ophold i Danmark.

I denne situation bør det indgå i vurderingen, om forholdene i hjemlandet eller det tidligere opholdsland er sådan, at den pågældende dér vil kunne opnå den fornødne omsorg i form af den nødvendige behandling og pleje.

Som det fremgår, vil man efter de angivne retningslinier både skulle vurdere de individuelle forhold hos den pågældende samt de generelle forhold i det land, som vedkommende eventuelt vil skulle sendes tilbage til.’

Som det fremgår af den beskrevne praksis, vil der skulle gives opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, i tilfælde hvor forældrene til den pågældende er døde, eller der foreligger sikre oplysninger om, at forældrene ikke kan findes, og der ikke i øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk.

(A)’s advokat gjorde i klagen af 25. november 1999 til Indenrigsministeriet bl.a. gældende at (A) i en periode efter at han havde mistet kontakten med forældrene, boede hos sin moster, men at hun siden, på grund af krigen, havde været nødsaget til at flygte fra sin bopæl.

Indenrigsministeriet lagde ved afgørelsen af 13. januar 2000 bl.a. vægt på, at (A)’s moster opholdt sig i Sri Lanka, da han udrejste til Danmark i december 1998. Ministeriet lagde desuden vægt på: ’ at der ikke foreligger sikre oplysninger om, at Deres klients familie, herunder Deres klients moster, ikke opholder sig i Deres klients hjemland.’

Ministeriet ses ikke under behandlingen af sagen at have forsøgt at fremskaffe oplysninger om hvor (A)’s moster nu befinder sig. Ministeriet ses heller ikke at have forsøgt at fremskaffe oplysninger om hans forældre og søskende. Endvidere ses ministeriet ikke at have bedt advokaten eller (A) om at fremskaffe yderligere oplysninger om de pågældende familiemedlemmer.

Jeg beder på den baggrund – i lyset af officialprincippet og den beskrevne praksis om opholdstilladelse til uledsagede flygtningebørn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 – ministeriet udtale sig om i hvilket omfang det efter ministeriets opfattelse påhviler myndighederne eller ansøgeren at fremskaffe (den fornødne dokumentation for) oplysninger om eventuelle tilbageblevne familiemedlemmer i ansøgerens hjemland i en situation som den foreliggende.

Jeg beder desuden ministeriet oplyse hvilke krav myndighederne stiller til dokumentationen for de fremlagte oplysninger. Jeg bemærker i forbindelse hermed at ministeriet i den konkrete sag har vurderet at der ikke foreligger sikre oplysninger om at ansøgerens forældre ikke opholder sig i Sri Lanka. Advokaten havde i brevet af 25. november 1999 oplyst at (A) efter ankomsten til Danmark forgæves havde forsøgt at spore forældrene gennem Røde Kors.”

Indenrigsministeriet meddelte mig i brev af 29. oktober 2001 at ministeriet samme dag havde givet A opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Ministeriet henviste til en kopi af et brev af samme dato til A’s advokat. Ministeriet meddelte at ministeriet herefter ikke foretog sig videre i anledning af mit brev af 14. august 2001.

I Indenrigsministeriets brev af 29. oktober 2001 til A’s advokat stod bl.a. følgende

”Indenrigsministeriet har efter en fornyet vurdering af sagen fundet at kunne lægge til grund, at Deres klient via Røde Kors uden resultat har forsøgt at spore sine forældre, at han efter at have mistet kontakten til sine forældre boede hos sin moster, men at hun på grund af krigen havde været nødsaget til at flygte fra sin bopæl, således som De har oplyst i Deres brev af 25. november 1999 til Indenrigsministeriet.

Indenrigsministeriet finder det på den baggrund efter en samlet vurdering rettest at meddele Deres klient opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse.”

Den 7. november 2001 meddelte jeg A’s advokat med kopi til Indenrigsministeriet at jeg herefter ikke foretog mig mere i sagen.

Resumé

En srilankansk dreng på 15 år rejste ind i Danmark og søgte om – men fik afslag på – asyl. Han fik også afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. I sin begrundelse for afslaget skrev Indenrigsministeriet bl.a. at der ikke var sikre oplysninger om at drengens familie ikke opholdt sig i hjemlandet.

Drengens advokat havde tidligere oplyst at drengen efter ankomsten til Danmark forgæves havde forsøgt at spore forældrene gennem Røde Kors.

Efter myndighedernes praksis om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, til uledsagede flygtningebørn skal det sikres at barnet ikke bringes i en reel nødsituation hvis opholdstilladelse afslås. Der skal således gives opholdstilladelse hvis forældrene er døde eller der er sikre oplysninger om at de ikke kan findes – og der ikke i øvrigt er et sikkert familiemæssigt eller socialt netværk.

Ombudsmanden bad – i lyset af officialprincippet og praksis om opholdstilladelse til uledsagede flygtningebørn – Indenrigsministeriet om bl.a. at udtale sig om hvem det påhviler at fremskaffe oplysninger om eventuelle tilbageblevne familiemedlemmer i hjemlandet.

Indenrigsministeriet gav herefter drengen opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. (J.nr. 2001-0108-643).