Opholdstilladelse for uledsaget flygtningebarn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4

Opholdstilladelse for uledsaget flygtningebarn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4

A der var srilankansk statsborger, indrejste i Danmark den 17. juli 1998 og søgte om asyl. På dette tidspunkt var han 17 år.

Udlændingestyrelsen gav ham afslag på asyl den 8. december 1998. Afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet den 11. maj 1999.

Med brev af 20. maj 1999 til Udlændingestyrelsen sendte A’s advokat til støtte for at meddele A opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, en erklæring af 19. maj 1999 fra specialist i psykoterapi og børneneuropsykologi, cand.psych. C med bl.a. følgende indhold

”Som nævnt i min skrivelse af 10.5. har jeg kendt (A) siden 24.11.98, hvor han blev henvist til mig fra Røde Kors’ Flygtningecenter i (Y). Baggrunden for henvendelsen var, at (A) gennem længere tid havde været grædende og depressiv.

Ved min første samtale med ham den 24.11.98, hvor han kom sammen med sin tante, fremtrådte han som noget yngre end svarende til sine dengang 17 år og som en meget trist, ængstelig og lidt opgivende dreng. Han virkede generelt depressiv og var stille og grædende. Fortalte at han har haft det sådan gennem længere tid og satte det i relation til sin situation her som flygtning. Han savner i høj grad sine forældre, ved ikke hvor de opholder sig og ser konstant billeder for sig fra krigen, som ’kører’ i hans hoved.

Jeg har frem til d.d. løbende samtaler med (A), og mit billede af ham er, at han er en dreng, der på trods af, at han nu er fyldt 18 år, fremtræder som en langt yngre dreng, en meget trist og ængstelig dreng, og han virker belastet af, at han ikke ved, hvor forældrene opholder sig og ikke ved, hvordan deres situation er.

På baggrund af hans ængstelighed og selvusikkerhed, og at han personlighedsmæssigt fremtræder som langt yngre end svarende til sin lige 18 år, og ud fra at han ikke ved, hvor forældrene opholder sig, mener jeg, at han bør have asyl af humanitære årsager.

Såfremt der ønskes yderligere oplysninger, står jeg meget gerne til rådighed, da det klart er min vurdering, at det vil være ganske urimeligt at sende (A) tilbage til Sri Lanka.”

Den 8. juni 1999 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at give A afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Styrelsen vejledte samtidig om muligheden for at indgive ansøgning til Indenrigsministeriet om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Styrelsen begrundede afslaget efter § 9, stk. 2, nr. 4, således

”Styrelsen har på baggrund af ansøgers alder vurderet, om ansøger kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Efter denne bestemmelse kan man få opholdstilladelse, hvis ’ganske særlige omstændigheder taler derfor’.

Ved en sådan afgørelse lægger styrelsen især vægt på, om man bringes i en reel nødsituation, hvis man ikke får opholdstilladelse i Danmark, herunder om ens situation vil være meget anderledes end den situation, der gælder for andre på samme alder i hjemlandet.

Styrelsen har ikke fundet, at ansøger opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter denne bestemmelse.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at ansøgers forældre, søskende samt faderens familie ifølge den pågældendes egne oplysninger fortsat opholder sig i Sri Lanka, om end på et for ansøger ukendt sted.

Styrelsen finder således ikke, at oplysningerne i brevet af 19.05.1999 vedrørende ansøgers tilstand kan føre til et andet resultat.”

Den 14. juni 1999 klagede A’s advokat over afgørelsen til Indenrigsministeriet. Han gjorde bl.a. gældende at A var 17 år da han kom til Danmark og at han, som det fremgik af psykologerklæringen, var umoden af sin alder. Han mistede kontakt med sin familie i 1996 i forbindelse med familiens flugt fra Jaffnahalvøen til Vanniområdet. Han var på det tidspunkt sammen med sin tante som han flygtede til Danmark sammen med. Advokaten oplyste videre at A på intet tidspunkt siden 1996 havde hørt fra sine forældre eller søskende, og at han ikke var klar over om de fortsat var i live. Han havde, så vidt advokaten vidste, iværksat ’tracing’ af forældrene via Dansk Røde Kors, og advokaten bad om at ministeriet ikke traf afgørelse i sagen før resultatet af eftersøgningen forelå. Advokaten henviste også til situationen i Sri Lanka.

I brev af 13. august 1999 oplyste A’s advokat at A via Røde Kors havde fået en meddelelse dateret den 23. juni 1999 fra hans fars storebror (født 29. november 1933) om at denne ikke siden familien i 1996 blev fordrevet havde haft forbindelse med sin lillebror og dennes familie (dvs. med A’s far og den øvrige familie).

Den 7. december 1999 stadfæstede Indenrigsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ministeriet skrev bl.a. følgende

”Bestemmelsen [udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4; min bemærkning] har i praksis blandt andet været bragt i anvendelse i relation til uledsagede flygtninge.

Ved lovforslag nr. L 155 af 11. december 1992 (Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp. 835-844) blev der fremsat forslag til en ændring af udlændingeloven omfattende opholdstilladelse til mindreårige udlændinge. Lovforslaget blev ikke vedtaget, men den daværende indenrigsminister tilkendegav i forbindelse med lovforslagets behandling i Folketingets Retsudvalg Indenrigsministeriets fremtidige praksis for så vidt angår meddelelse af opholdstilladelse til mindreårige uledsagede flygtningebørn. Tilkendegivelsen fremgår af den beretning af 16. marts 1993, som afsluttede udvalgsarbejdet. Retsudvalget tilsluttede sig i beretningen indenrigsministerens tilkendegivelse.

Der vil ifølge tilkendegivelsen skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i de tilfælde, hvor forældrene til de pågældende er døde, eller der foreligger sikre oplysninger om, at de ikke kan findes, og der ikke i øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk. Det samme vil gælde, hvis den pågældende er afskåret fra at få kontakt med sine forældre, f.eks. fordi forældrene er i fængsel.

Det fremgår endvidere af tilkendegivelsen, at det i vurderingen bør indgå, om der i hjemlandet er et sådant socialt netværk, at den særlige omsorg, som de pågældende har behov for, kan opfyldes i hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Det vil tillige kunne indgå i vurderingen, om den pågældende i længere tid har været uden kontakt med sine forældre og derfor inden indrejsen til Danmark har været undergivet offentlig omsorg, som vil kunne genetableres ved en tilbagevenden.

Som det fremgår, følger det af ministerens tilkendegivelse, at både de individuelle forhold hos den pågældende samt de generelle forhold i det hjemland, som vedkommende eventuelt vil skulle sendes tilbage til, indgår i vurderingen.

I den anledning skal Indenrigsministeriet meddele, at ministeriet efter en gennemgang af sagen ikke har fundet grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 8. juni 1999.

Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at Deres klients nærmeste familie opholdt sig i Sri Lanka, da Deres klient udrejste til Danmark i juli 1998, og at der ikke foreligger sikre oplysninger om, at Deres klients familie ikke opholder sig i Deres klients hjemland. Indenrigsministeriet har endvidere lagt vægt på, at Deres klient må antages også at kunne komme i kontakt med sin faders storebror.

Indenrigsministeriet har endvidere lagt vægt på, at de generelle forhold i Sri Lanka ikke er af en sådan art, at det kan begrunde en meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.

Indenrigsministeriet kan i øvrigt henholde sig til den begrundelse, som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse af 8. juni 1999.”

I en erklæring af 30. december 1999 skrev specialist i psykoterapi og børneneuropsykologi, cand. psych. C bl.a. følgende

”Undertegnede har haft kontakt med (A) siden den 24.11.98, hvor han henvistes til mig pga. psykiske vanskeligheder. Hans symptomer var koncentrationsvanskeligheder, depressiv forstemning og søvnproblemer, som han sætter i relation til de traumatiske oplevelser, han har haft i Sri Lanka i form af luftangreb samt hans bekymring i forbindelse med, at han ikke ved, hvor hans forældre og søskende befinder sig.

Frem til oktober 1999, hvor (A) overflyttes til asylcenter i Jylland, har jeg regelmæssigt kontakt med ham, idet han fortsat er meget påvirket af sine symptomer, og hvor den depressive forstemning desuden medfører spisevanskeligheder og selvmordstanker.

Efter hans flytning til Jylland skrev jeg igen erklæring til støtte for fortsat psykologisk behandling, idet jeg klart vurderer, at hans tilstand må opfattes som en posttraumatisk belastningsreaktion efter den svære tid, han havde i Sri Lanka forud for hans ankomst til Danmark. Han har vedvarende symptomer på psykisk overfølsomhed eller alarmberedskab i form af ind- og gennemsovningsbesvær, irritabilitet og koncentrationsbesvær. (A) vil således i en periode fremover fortsat have behov for psykologisk behandling.

Såfremt han hjemsendes til Sri Lanka, vil behandlingen blive afbrudt, og da han efter min vurdering ikke vil kunne få tilsvarende behandling i Sri Lanka, vil der være en alvorlig risiko for, at hans symptomer bliver kroniske.

Dette sat i relation til hans unge alder og umodne personlighed gør, at man må frygte hans fremtidige udvikling.

Efter mit skøn er det uforsvarligt at udsætte ham for denne risiko.”

Advokaten indgav den 10. januar 2000 ansøgning på A’s vegne om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Han gjorde bl.a. gældende at A havde behov for psykologisk behandling, at behandlingen måtte forventes afbrudt hvis han vendte tilbage til Sri Lanka, og at der herefter ville være alvorlig risiko for at A’s symptomer ville blive kroniske. Han gjorde desuden gældende at A ikke ville kunne opnå tilstrækkelig kvalificeret lægehjælp i sit hjemland.

Den 14. januar 2000 afslog Indenrigsministeriet ansøgningen om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2.

Advokaten bad i brev af 1. februar 2000 Indenrigsministeriet om at genoptage sagen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Han vedlagde en erklæring af 24. januar 2000 fra specialist i psykoterapi og børneneuropsykologi, cand. psych. C hvor bl.a. følgende var anført

”Da (A) ud over at have en posttraumatisk belastningsreaktion efter den behandling, han har været udsat for i Sri Lanka forud for sin ankomst til Danmark, fortsat fremtræder som en meget umoden dreng, og således fremtræder langt yngre end sine 18 år, er det klart min vurdering, at han, såfremt han sendes tilbage til Sri Lanka uden at kunne få behandling for sin posttraumatiske belastningsreaktion, vil være udsat for en personlighedsændring af blivende karakter. På nuværende tidspunkt, efter at have været i psykologisk behandling i 1½ år, skønnes han personlighedsmæssigt, såvel intellektuelt som følelsesmæssigt, at fungere som en ca. 15-årig, og såfremt han tilbagesendes til Sri Lanka og dermed afbryder den psykologiske behandling, han hidtil har fået, er det klart min vurdering, at han vil være udsat for en personlighedsændring af blivende og invaliderende karakter.

Jeg vil i høj grad frygte, at han vil reagere med mistroisk holdning over for omverdenen, følelse af tomhed og håbløshed, kronisk følelse af anspændthed samt en følelse af fremmedgjorthed over for sin situation i Sri Lanka. Desuden kan jeg frygte, at hans anorektiske symptomer vil vende tilbage, samt at hans tanker om selvmord kunne blive gjort til handling.

På denne baggrund må jeg klart tilråde, at han får opholdstilladelse og dermed kan fortsætte den psykologiske behandling, som han har behov for.”

Indenrigsministeriet traf den 7. februar 2000 afgørelse om ikke at genoptage behandlingen af sagen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2.

Den 8. februar 2000 klagede A’s advokat til mig over afslagene på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2 og nr. 4.

I brev af 22. februar 2000 bad jeg Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen om udtalelser og om udlån af sagens akter.

Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet henholdt sig i breve af 22. og 28. marts 2000 til afgørelserne af henholdsvis 8. november 1999 og 13. januar 2000.

I brev af 7. april 2000 meddelte jeg A’s advokat at jeg havde besluttet ikke at færdigbehandle sagen før jeg havde taget stilling til den generelle sag der på daværende tidspunkt verserede her ved embedet om ministeriets praksis vedrørende modenhedsvurdering af uledsagede flygtningebørn, herunder spørgsmålet om hvorvidt en modenhedsvurdering efter ministeriets opfattelse udgjorde en afgørelse i forvaltningslovens forstand (mit j.nr. 1999-1270-649).

Indenrigsministeriet udtalte i den generelle sag bl.a. at ministeriet havde bedt Udlændingestyrelsen om at betragte beslutninger – om ikke (umiddelbart) at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til mindreårige asylansøgere, men i stedet lade dem indgå i den almindelige asylprocedure – som afgørelser i forvaltningslovens forstand. Ministeriet udtalte også at sådanne afgørelser ville kunne påklages til ministeriet.

Den 26. juni 2000 sendte jeg – i lyset af Indenrigsministeriets udtalelse i den generelle sag – en kopi af A’s advokats klage af 8. februar 2000 med bilag til ministeriet som en anmodning fra ham om at ministeriet behandlede en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om at lade A indgå i almindelig asylprocedure hvilket allerede på daværende tidspunkt førte til afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.

Den 4. januar 2001 traf Indenrigsministeriet afgørelse om at anse A for tilstrækkelig moden til at gennemføre den almindelige asylsagsprocedure.

I brev af 9. januar 2001 klagede A’s advokat på ny til mig over Udlændingestyrelsens og Indenrigsministeriets afgørelser af henholdsvis 8. juni 1999 og 7. december 1999 om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Han klagede også over Indenrigsministeriets afgørelse af 14. januar 2000 om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, og ministeriets afgørelse af 7. februar 2000 om afslag på at genoptage sagen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Han præciserede at klagen ikke angik Indenrigsministeriets afgørelse vedrørende modenhedsspørgsmålet.

Den 17. januar 2001 bad jeg Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet om at udtale sig på ny og om udlån af sagens akter.

Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet henholdt sig i breve af 29. marts og 7. juni 2001 til afgørelserne af 8. juni 1999 og 7. december 1999 (vedrørende opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4) samt ministeriets afgørelser af 14. januar og 7. februar 2000 (vedrørende opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2).

I brev af 17. juli 2001 meddelte advokaten mig at han ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Den 14. august 2001 bad jeg Indenrigsministeriet om en supplerende udtalelse vedrørende ministeriets afgørelse af 7. december 1999 om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Jeg skrev bl.a. følgende til ministeriet

”Myndighedernes praksis vedrørende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til uledsagede flygtningebørn er nærmere beskrevet i Folketingets Retsudvalgs beretning af 16. marts 1993 (Folketingstidende 1992-93, Tillæg B, sp. 835-844) hvor bl.a. følgende er anført (spalte 839-841)

’For så vidt angår de uledsagede asylansøgere under 18 år, som har fået afslag i asylproceduren, har indenrigsministeren tilkendegivet, at retningslinierne for den særlige praksis bør være følgende

Det skal sikres, at den pågældende ikke bringes i en reel nødsituation, såfremt vedkommende ikke gives opholdstilladelse i Danmark. Ved vurdering heraf skal indgå, om den pågældendes situation adskiller sig væsentligt fra den situation, der gælder for andre personer på samme alder i det land, den pågældende kommer fra.

Der vil således skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i de tilfælde, hvor forældrene til den pågældende er døde eller der foreligger sikre oplysninger om, at de ikke kan findes, og der ikke i øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk. Det samme vil gælde, hvis den pågældende er afskåret fra at få kontakt med sine forældre, f.eks. fordi forældrene er fængslet.

Det bør i vurderingen indgå, om der i hjemlandet eller det tidligere opholdsland er et sådant socialt netværk, hvilket for eksempel vil være tilfældet i en række europæiske lande, at den særlige omsorg, som de pågældende har behov for, kan opfyldes i hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Det vil tillige kunne indgå i vurderingen, om den pågældende i længere tid har været uden kontakt med sine forældre og derfor inden indrejsen til Danmark har været undergivet offentlig omsorg, som vil kunne genetableres ved en tilbagevenden.

Pågår der krigshandlinger eller lignende uroligheder i den pågældendes hjemland eller det tidligere opholdsland, kan dette i visse tilfælde medføre, at der gives opholdstilladelse. Det vil gælde, hvor forholdene som følge af krigshandlingerne eller urolighederne må anses for meget usikre, og hvor der vil være en væsentlig risiko for, at den pågældende bringes i en reel nødsituation ved en tilbagevenden.

Hvis den pågældende på grund af sygdom har behov for særlig omsorg og bistand, vil dette i sig selv i nogle tilfælde kunne føre til, at der vil blive givet opholdstilladelse.

Indenrigsministeren har i den forbindelse peget på, at der allerede i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, i visse tilfælde gives opholdstilladelse, såfremt en person lider af en akut eller livstruende sygdom, men at der kan være tilfælde, hvor sygdommen ikke er af en så alvorlig karakter, at der efter praksis kan gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, men hvor der henset til, at der er tale om en person under 18 år, bør gives den pågældende ret til fortsat ophold i Danmark.

I denne situation bør det indgå i vurderingen, om forholdene i hjemlandet eller det tidligere opholdsland er sådan, at den pågældende dér vil kunne opnå den fornødne omsorg i form af den nødvendige behandling og pleje.

Som det fremgår, vil man efter de angivne retningslinier både skulle vurdere de individuelle forhold hos den pågældende samt de generelle forhold i det land, som vedkommende eventuelt vil skulle sendes tilbage til.’

I. Som det fremgår af den beskrevne praksis, vil der skulle gives opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, i tilfælde hvor forældrene til den pågældende er døde, eller der foreligger sikre oplysninger om, at forældrene ikke kan findes, og der ikke i øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk.

Indenrigsministeriet lagde ved afgørelsen af 7. december 1999 bl.a. vægt på, at (A)’s nærmeste familie opholdt sig i Sri Lanka da han udrejste til Danmark i juli 1998. Ministeriet lagde desuden bl.a. vægt på: ’ at der ikke foreligger sikre oplysninger om, at Deres klients familie ikke opholder sig i Deres klients hjemland’.

Ministeriet ses ikke under behandlingen af sagen at have forsøgt at fremskaffe oplysninger om hvor (A)’s familie opholder sig. Jeg må endvidere forstå ministeriets afgørelse sådan at ministeriet ikke har lagt (afgørende) vægt på oplysningen fra advokaten om at (A)’s farbror ikke har haft forbindelse med familien siden 1996. Ministeriet ses imidlertid ikke at have bedt advokaten eller (A) om at fremskaffe yderligere oplysninger om familien.

Jeg beder på den baggrund – i lyset af officialprincippet og den beskrevne praksis om opholdstilladelse til uledsagede flygtningebørn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 – ministeriet udtale sig om i hvilket omfang det efter ministeriets opfattelse påhviler myndighederne eller ansøgeren at fremskaffe (den fornødne dokumentation for) oplysninger om eventuelle tilbageblevne familiemedlemmer i ansøgerens hjemland i en situation som den foreliggende.

Desuden beder jeg ministeriet oplyse, hvilke krav myndighederne stiller til dokumentationen for de fremlagte oplysninger.

II. Det fremgår ligeledes af den beskrevne praksis at det i sig selv i nogle tilfælde kunne føre til at der vil blive givet opholdstilladelse hvis den pågældende på grund af sygdom har behov for særlig omsorg og bistand. Det fremgår desuden at der kan være tilfælde hvor sygdommen ikke er af en så alvorlig karakter at der efter praksis kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, men hvor der henset til at der er tale om en person under 18 år, bør gives den pågældende ret til fortsat ophold i Danmark. I denne situation bør det – ifølge den beskrevne praksis – indgå i vurderingen om forholdene i hjemlandet er sådan at den pågældende dér vil kunne opnå den fornødne omsorg i form af den nødvendige behandling og pleje.

Det fremgår af sagen at (A) lider af en posttraumatisk belastningsreaktion. Den behandlende psykolog har bl.a. givet udtryk for at der er risiko for en personlighedsændring af blivende og invaliderende karakter hvis hans behandling her i landet afbrydes. Desuden har advokaten gjort gældende at der ikke vil kunne opnås kvalificeret lægehjælp til (A) i Sri Lanka.

Indenrigsministeriet har, som det fremgår, afslået at give opholdstilladelse til (A) på dette grundlag efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2.

Jeg beder Indenrigsministeriet om at gøre nærmere rede for sin praksis i tilfælde som det foreliggende hvor sygdommen ikke af ministeriet vurderes til at være af en så alvorlig karakter at der kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, men hvor der er tale om en person under 18 år. Ministeriet bedes i den forbindelse oplyse om en sygdom som den (A) lider af, efter sin art kan begrunde at der efter omstændighederne gives opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4. Endvidere beder jeg ministeriet oplyse om ministeriet i den konkrete sag har foretaget en undersøgelse af behandlingsmulighederne i hjemlandet.”

Indenrigsministeriet meddelte mig i brev af 29. oktober 2001 at ministeriet samme dag havde givet A opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Ministeriet henviste til en kopi af et brev af samme dato til A’s advokat. Ministeriet meddelte at ministeriet herefter ikke foretog sig videre i anledning af mit brev af 14. august 2001.

I Indenrigsministeriets brev af 29. oktober 2001 til A’s advokat stod bl.a. følgende

”Indenrigsministeriet har efter en fornyet vurdering af sagen fundet at kunne lægge til grund, at Deres klient via den Internationale Komité for Røde Kors i Sri Lanka har fået oplyst, at Deres klients farbror ikke har haft forbindelse til Deres klients far eller dennes familie siden 1996, som oplyst i Deres brev af 13. august 1999 til Indenrigsministeriet.

Indenrigsministeriet finder det på den baggrund efter en samlet vurdering rettest at meddele Deres klient opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse.”

Den 7. november 2001 meddelte jeg A’s advokat med kopi til Indenrigsministeriet at jeg herefter ikke foretog mig mere i sagen.

Resumé

En srilankansk dreng på 17 år rejste ind i Danmark og søgte om – men fik afslag på – asyl. Han fik også afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Indenrigsministeriet skrev bl.a. at der ikke var sikre oplysninger om at drengens familie ikke opholdt sig i hjemlandet. Drengen led af en posttraumatisk belastningsreaktion.

Drengens advokat havde tidligere oplyst at drengen via Røde Kors havde fået oplyst at hans farbror i hjemlandet ikke havde været i kontakt med familien siden 1996.

Efter myndighedernes praksis om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, til uledsagede flygtningebørn skal det sikres at den pågældende ikke bringes i en reel nødsituation hvis vedkommende ikke får opholdstilladelse. Der skal således gives opholdstilladelse hvis forældrene er døde eller der er sikre oplysninger om at de ikke kan findes – og der ikke i øvrigt er et sikkert familiemæssigt eller socialt netværk. Det kan desuden i nogle tilfælde føre til opholdstilladelse hvis den pågældende på grund af sygdom har behov for særlig omsorg og bistand.

Ombudsmanden bad – i lyset af officialprincippet og praksis om opholdstilladelse til uledsagede flygtningebørn – Indenrigsministeriet om bl.a. at udtale sig om hvem det påhviler at fremskaffe oplysninger om eventuelle tilbageblevne familiemedlemmer i hjemlandet. Ombudsmanden bad desuden ministeriet oplyse om drengens sygdom kunne begrunde at der blev givet opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4.

Indenrigsministeriet gav herefter drengen opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. (J.nr. 2001-0111-643).