Udlæggelse af offentligt vandløb som naturvandløb. Hjemmel

Udlæggelse af offentligt vandløb som naturvandløb. Hjemmel

Det fremgik af sagen at Sønderjyllands Amt den 21. marts 1996 vedtog et nyt vandløbsregulativ for amtsvandløbet Taps Å. I regulativet var fastsat dimensioner i form af bundkote, bundbredde, skråningsanlæg og fald på den nedre del af Taps Å fra st. 2.814 til st. 9.484.

A klagede i breve af henholdsvis 20. april 1996 og 27. maj 1996 til Miljøstyrelsen bl.a. over at de i regulativet fastsatte bundkoter fra Torning Mølle og til udløbet i Hejls Nor var i strid med vandløbsloven. A mente at det var de faktiske bundkoter som opmålt i 1988 og 1994 der skulle indskrives i regulativet. A ønskede desuden det strømforløb i Hejls Nor der var optaget som amtsvandløb, angivet med faste dimensioner.

Danmarks Naturfredningsforening klagede ligeledes til Miljøstyrelsen i skrivelser af henholdsvis 23. april og 7. maj 1996 over at det nedre løb af åen fra st. 2.814 ikke var udlagt som naturvandløb uden dimensioner. Foreningen anførte bl.a. at de berørte arealer var udyrkede og i hovedsagen omfattet af naturbeskyttelsesloven, samt at Hejls Nor var klassificeret som særligt naturvidenskabeligt interesseområde. Beregningen af dimensioner i form af bundkote og bundbredde kunne medføre risiko for forringelse af den miljømæssige tilstand.

I sin afgørelse af 2. september 1996 anførte Miljøstyrelsen bl.a. følgende

”Miljøstyrelsen skal indledningsvis bemærke, at offentlige vandløbs fysiske tilstand og vedligeholdelse skal fastlægges i det for vandløbet gældende regulativ.

Dette skal ifølge vandløbslovens § 1, stk. 2, ske under hensyntagen til de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, som fastsættes i henhold til anden lovgivning.

Miljøstyrelsen skal desuden bemærke, at det af vandløbslovens § 1, stk. 1, fremgår, at vandløbsmyndigheden i forbindelse med udarbejdelse af nye regulativer skal sikre sig, at der tages behørigt hensyn til de til vandløbet knyttede afvandingsmæssige interesser.

Miljøstyrelsen skal om grundlaget for regulativet oplyse, at vandløbets dimensioner er beregnet på baggrund af amtets opmålinger af vandløbene i 1988 og 1994.

Miljøstyrelsen har noteret sig, at det af regulativets punkt 3.1 fremgår, at amtet tilsigter en vandafledningsevne, der ikke er ringere end den, der følger af de tidligere regulativer.

Miljøstyrelsen skal til det anførte om Taps Å’s vandafledningsevne bemærke, at det af det vedtagne regulativs punkt 3.2 fremgår, at amtet vil kontrollere vandafledningsevnen mindst hver 5. år. Det fremgår endvidere af regulativet, at kontrollen af vandafledningsevnen foretages oftere på strækninger, hvor der erfaringsmæssigt er risiko for aflejringer.

Miljøstyrelsen skal bemærke, at styrelsen er enig med Danmarks Naturfredningsforening i, at skikkelsen eller vandføringsevnen kan fastlægges som den naturlige tilstand, hvorved bestemmelsen i vandløbslovens § 12, stk. 1 anses for at være opfyldt.

Miljøstyrelsen finder på denne baggrund, at strækningen fra Torning Mølle (st. 2.814) til udløbet i Hejls Nor (st. 9.484) kan udlægges som ’naturvandløb’ uden derved at skade de – begrænsede – afvandingsmæssige interesser i området.

Miljøstyrelsen skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på regulativudkastets side 41, hvoraf det fremgår, at det er amtets vurdering, at der på naturvandløbsstrækningen også fremover – under normale nedbørsforhold – vil være sikkerhed for, at de vandløbsnære arealer i ådalen kan anvendes til afgræsning i sommerhalvåret.

Miljøstyrelsen [skal] yderligere henlede opmærksomheden på, at det af amtets opmålinger af vandløbet fremgår, at Taps Å på strækningen indtil Torning er både dybere og bredere end det tidligere gældende regulativ foreskrev, hvilket alt andet lige sikrer lodsejerne en øget afstrømning i denne del af vandløbet.

Miljøstyrelsen skal til det anførte om vedligeholdelsen af vandløbet endelig bemærke, at det er styrelsens vurdering, at forskrifterne i det vedtagne regulativs pkt. 8.4, i tilstrækkeligt omfang sikrer Taps Å’s vandafledningsevne.”

Miljøstyrelsen ændrede derfor regulativet således at den nedre del af vandløbet (fra st. 2.814 og til udløbet i Hejls Nor ved st. 9.484) blev udlagt ”som ’naturvandløb’ med deraf følgende begrænsninger i amtets vedligeholdelse, jvf. regulativudkastets punkter 8.3 (grødeskæring) og 8.4 (oprensning)”. Der blev således hverken fastsat bestemte dimensioner for vandløbet eller krav til vandføringsevnen. Efter regulativets punkt 8.3 sker grødeskæring én gang årligt. For den del af åen der ikke er naturvandløb, må grøden højst skæres i et omfang svarende til de regulativmæssige dimensioner. For den del af åen der er naturvandløb, foretages grødeskæring i en strømrende med maksimumsbredde 2,5 m og 3 m.

Efter regulativets punkt 8.4 skal bundoprensning normalt ikke foretages for den del af åen som er naturvandløb. For den øvrige del foretages oprensning hvis vandafledningsevnen er mindre end den vandafledningsevne der beregningsmæssigt fremkommer ved at benytte vandløbets teoretiske dimensioner. Oprensning må kun ske inden for vandløbets regulativmæssige bundbredde.

I et notat af 1. maj 1997 om vandløbslovens skikkelsesbegreb mv. har Miljøstyrelsen bl.a. anført følgende

”Vandløbsloven af 1982.

Vandløbsmyndigheden (amter/kommuner) skal i forbindelse med udarbejdelse af regulativer for offentlige vandløb fastsætte skikkelse eller vandføringsevne for vandløbet, jf. lovens § 12, stk. 1, nr. 1.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at de gældende regler for udarbejdelse af regulativer for offentlige vandløb opretholdes for så vidt angår muligheden for at udtrykke afstrømningen ved fastsættelse af en skikkelse for vandløbet.

Det fremgår desuden, at hidtil, d.v.s. efter 1949-loven, er afledningen af vand i de offentlige vandløb blevet sikret bl.a. gennem fastsættelse af en skikkelse, dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg. Som en konsekvens af den ændrede formålsbestemmelse i 1982-loven blev der åbnet mulighed for, at afledningen af vand kunne sikres gennem faste krav til vandføringsevnen i stedet for gennem faste krav til skikkelsen.

Det fremgår desuden af bemærkninger til § 16 (regulering), at for offentlige vandløb er vandløbets skikkelse fastlagt i regulativet. Private vandløbs skikkelse er den naturgivne fysiske tilstand eller den ved kendelse af vandløbsretten fastlagte.

Der er med vandløbsloven af 1982 ikke ændret på valg af skikkelse set i forhold til 1949-loven, men som noget nyt er vandføringsevnebegrebet indført.

Vandløbsmyndigheden bør, når der skal tages stilling til vandløbets fremtidige fysiske tilstand, tage udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand,

Såfremt vandløbsmyndigheden beslutter, at det nye regulativ skal tage udgangspunkt i de faktiske forhold, d.v.s. den foreliggende naturlige tilstand, vil den regulativmæssige dybde, bundbredde, skråningsanlæg og fald kunne variere fra station til station.”

I brev af 28. august 1997 klagede B på vegne af A til mig over Miljøstyrelsens afgørelse. B anførte bl.a. at vandløbslovens § 12, stk. 1, nr. 1, ikke var overholdt medmindre der var fastsat en bestemt skikkelse, dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg, eller en bestemt vandføringsevne. Endvidere anførte B at lodsejerne igennem de senere år havde oplevet en betydelig forringelse af vandføringsevnen i vandløbet, og at de frygtede yderligere forringelser fordi vandløbets beskrivelse som ”naturvandløb” ikke sikrede en bestemt vandføringsevne.

Hvis der var fastsat en bestemt skikkelse eller vandføringsevne, ville det være muligt at konstatere om regulativets bestemmelser var overholdt hvis der opstod en konflikt mellem lodsejere og vandløbsmyndighed. Hvis vandløbet var beskrevet som ”naturvandløb”, var der intet grundlag for at foretage en sådan kontrol, og lodsejerne havde derfor ingen sikkerhed for en bestemt afvandingstilstand.

Jeg sendte klagen videre til Miljøstyrelsen således at styrelsen fik lejlighed til at tage stilling til det der var anført i klagen.

I brev af 15. april 1998 anførte Miljøstyrelsen bl.a. følgende

”Vedrørende fastlæggelse af skikkelse eller vandføringsevne

Miljøstyrelsen skal indledningsvis oplyse, at for private vandløb vil skikkelsen eller vandføringsevnen være den foreliggende naturlige tilstand, dvs. naturvandløb, eller den af vandløbsmyndigheden fastlagte, jf. vandløbslovens § 15 samt bemærkningerne til § 27. Hovedparten (sandsynligvis mere end 95%) af de mere end 40.000 km private åbne vandløb er således at betragte som naturvandløb uden ’faste krav’ til skikkelsen eller vandføringsevnen. I tilfælde af konflikt mellem lodsejerne om vedligeholdelsen kan spørgsmålet herom indbringes for vandløbsmyndigheden og vandløbsmyndighedens afgørelse kan indbringes for Miljøstyrelsen, jf. vandløbslovens § 80.

Da Miljøstyrelsen kun modtager ca. 15 klager årligt om manglende vedligeholdelse af private vandløb, hvoraf mange klager har karakter af egentlige nabostridigheder, er det styrelsens generelle opfattelse, at den overvejende del af bredejerne har kendskab til deres retskrav om afvandingstilstanden i naturvandløb.

For offentlige vandløb gælder tilsvarende, at såfremt lodsejerne er i tvivl om, hvorvidt vandløbet er vedligeholdt efter reglerne herom i regulativet, kan dette spørgsmål rejses over for vandløbsmyndigheden. Det er således Miljøstyrelsen, der efter reglerne skal tage stilling til og afgøre, om vandløbsmyndighedens vedligeholdelse er i overensstemmelse med regulativet og ikke lodsejerne, som anført af centret.

Miljøstyrelsen finder det tvivlsomt, om det er praktisk muligt for en lodsejer, som anført af centret, selv at kontrollere om regulativets bestemmelser om vandføringsevne er overholdt, idet dette forudsætter, at man dels har det nødvendige materiel til vandføringsmålinger, dels en udfyldende beskrivelse af de regulativmæssige Q/H-relationer og de faktiske opmålte vandføringer og vandstande, dels de nødvendige edb-programmer til vandføringsberegninger m.v.

Miljøstyrelsen skal bemærke, at vandløbslovens § 12 svarer til gældende ret, dog med mulighed for udarbejdelse af Q/H-regulativer, dvs. at vandløbets skikkelse og vedligeholdelse er fastlagt på baggrund af de af vandløbsretten afsagte kendelser, jf. bemærkningerne til § 12.

Miljøstyrelsen skal desuden bemærke, at en konsekvens af den ændrede formålsbestemmelse i 1982 er, at afledningen af vand også kan ske gennem faste krav til vandføringsevnen. I det konkrete tilfælde, dvs. den nederste del af Taps Å, kan vandløbet dog ikke udlægges som et Q/H-regulativ, idet den pågældende strækning er stuvningspåvirket, dvs. at der ikke kan stilles krav til en bestemt vandføringsevne ved forskellige vandstande.

Miljøstyrelsen skal videre bemærke, at da naturvandløb skal vedligeholdes således, at vandets frie løb ikke hindres samtidig med, at der tages de fornødne hensyn til vandløbskvaliteten, vil udlæggelse af et vandløb som naturvandløb ikke være i strid med vandløbslovens formålsbestemmelse, idet der netop tilkendegives, at der med loven tilstræbes, dels at sikre vandløbenes afledningsevne, dels at sikre en vandløbskvalitet for det enkelte vandløb, svarende til den målsætning, der følger af eller forudsættes efter en anden lovgivning.

Vedrørende udlæggelse af naturvandløb

Miljøstyrelsen skal indledningsvis oplyse, at styrelsen med udlæggelsen af vandløbet som naturvandløb har imødekommet (A)’s ønske om, at vandløbsregulativet skal tage udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand. Når der tages udgangspunkt i den faktiske tilstand vil det ofte, som i det konkrete tilfælde, ikke være muligt at fastlægge ’faste krav’ til vandløbets dybde, bundbredde, skråningsanlæg, idet disse varierer væsentlig fra station til station, ligesom vandføringsevnen varierer væsentlig fra station til station og ikke kan fastlægges for den nedre stuvningspåvirkede strækning.

I det konkrete tilfælde, hvor de jordbrugsmæssige interesser er begrænsede og de miljømæssige interesser overordentlige store, vil udlægningen af vandløbet som naturvandløb efter styrelsens opfattelse i de fleste tilfælde sikre hensyntagen til de miljømæssige interesser langs vandløbet, samtidig med at der sikres en vandafledningsevne, der ikke er ringere end den, der følger af de tidligere regulativer.

Skulle det mod forventning være umuligt for Sønderjyllands Amt at administrere vedligeholdelsen af Taps Å i overensstemmelse med regulativet, og hermed lovens beskyttelsesregler og formålsbestemmelse, kan Sønderjyllands Amt til enhver tid tage dette op til revision, jf. ovenfor om regulativets revisionsbestemmelse.

Dette er baggrunden for Miljøstyrelsens afgørelse af 2. september 1996, som styrelsen kan henholde sig til.

Til (B)’s orientering vedlægges en kopi af et regulativ fra 1968 for Uggerby Å i det daværende Hjørring Amt, nu Nordjyllands Amt. Regulativet udlægger vandløbsstrækninger som naturvandløb.”

I brev af 28. oktober 1998 til mig fastholdt B klagen af 28. august 1997. B anførte bl.a. følgende

” Angående afsnittet om fastlæggelse af skikkelse eller vandføringsevne

Miljøstyrelsen henviser til, at der ikke er fastsat en bestemt skikkelse eller vandføringsevne for de private vandløb. Dette er korrekt og i overensstemmelse med vandløbsloven, idet vandløbsloven ikke stiller krav om, at der skal være fastsat en bestemt skikkelse eller vandføringsevne for private vandløb. Dette ændrer imidlertid ikke ved det forhold, at der er krav om en bestemt skikkelse eller vandføringsevne for offentlige vandløb. Det forhold, som Miljøstyrelsen her peger på, bidrager således efter vor opfattelse ikke til fortolkning af vort klagepunkt.

Det skal dog i denne sammenhæng bemærkes, at de private vandløb vedligeholdes af bredejerne, og disse har således mulighed for at sikre, at vandløbet vedligeholdes i tilstrækkelig grad. I modsætning hertil er det alene vandløbsmyndigheden, der må foretage vedligeholdelse i offentlige vandløb. Det skal også påpeges, at det er de større og betydende vandløb, der er offentlige, mens de private vandløb oftest kun berører en mindre kreds af lodsejere.

Øverst side 4 anfører Miljøstyrelsen, at lodsejerne, i tilfælde af tvivl om, hvorvidt et vandløb er vedligeholdt efter reglerne, kan rejse spørgsmålet over for vandløbsmyndigheden. Den anfører, at det således er Miljøstyrelsen, der efter reglerne skal tage stilling til og afgøre, om vandløbsmyndighedens vedligeholdelse er i overensstemmelse med regulativet og ikke lodsejerne, som vi skulle have anført.

Vi mener ikke, at vi har anført, at det er lodsejerne, der afgør, om vandløbsmyndighedens vedligeholdelse er i overensstemmelse med regulativet. Vi er naturligvis godt klar over, at det ikke er lodsejerne, der træffer en endelig afgørelse herom, men vandløbsmyndigheden eller domstolene eller landvæsenskommissionerne i tilfælde af erstatningssager. Her berører Miljøstyrelsen imidlertid et centralt punkt i forhold til vor klage.

Hvis der er tale om et offentligt vandløb, hvor der er fastsat en bestemt skikkelse eller en bestemt vandføringsevne, således som vi forstår vandløbsloven, vil vandløbsmyndigheden i tilfælde af tvivl efter opmåling af vandløbet og eventuelt måling af vandføring og vandspejl kunne konstatere, om vandløbet er vedligeholdt i overensstemmelse med regulativet. Dette spørgsmål vil også kunne afgøres af en domstol eller en landvæsenskommission, idet den tekniske vurdering entydigt vil kunne foretages ved syn og skøn eller af landvæsenskommissionens teknisk sagkyndige. I den situation vil der være ’klare linier’ i forholdet mellem lodsejere, naturorganisationer og vandløbsmyndigheden, der har vedligeholdelsespligten.

Hvis et vandløb er beskrevet som et naturvandløb, og det i regulativet alene er bestemt, at der normalt ikke skal foretages bundoprensning, er omfanget af vedligeholdelsen overladt til vandløbsmyndighedens frie skøn. Dette skøn, der udøves af et amtsråd eller en kommunalbestyrelse inden for vide rammer, vil ikke blive tilsidesat af Miljøstyrelsen. En domstol eller en landvæsenskommission vil i forbindelse med behandlingen af en erstatningssag ikke have et grundlag for at afgøre, om vedligeholdelsen af et vandløb har været overholdt, hvis det er beskrevet som naturvandløb. Det er naturligvis muligt at foretage en opmåling af vandløbet og foretage en måling af vandstand og vandføring, men sådanne opmålinger kan ikke sammenholdes med bestemmelser i regulativet.

Det her beskrevne forhold er efter vor opfattelse baggrunden for, at der i vandløbsloven er krav om, at der skal være fastsat en skikkelse eller en vandføringsevne for offentlige vandløb.

Miljøstyrelsen anfører videre, at den finder det tvivlsomt, om det er praktisk muligt for en lodsejer, som anført af (B), selv at kontrollere, om regulativets bestemmelser om vandføringsevne er overholdt. Dette begrundes nærmere. Vi er enige i, at det kan være vanskeligt for eksempelvis en landmand som lodsejer at foretage denne vurdering. I praksis er det således, at lodsejere på baggrund af deres kendskab til vandløbet vurderer, om der er sket en forringelse af vandføringsevnen. Herefter henvender de sig til vandløbsmyndigheden, og som regel bliver problemerne løst. Hvis der fortsat er uenighed, har lodsejerne mulighed for at få hjælp fra ingeniørfirmaer eller lignende til at foretage opmåling og vurdering af vandløbet. Det afgørende er her, at det er muligt at foretage en vurdering af, om regulativets vedligeholdelsesbestemmelser er overholdt.

Herefter bemærker Miljøstyrelsen, at vandløbslovens § 12 svarer til gældende ret, dog med mulighed for udarbejdelse af Q/H-regulativer. Der henvises til bemærkningerne til § 12. Hertil anføres, at det ikke i bemærkningerne til § 12 er anført, at § 12 svarer til gældende ret med den nævnte tilføjelse. I bemærkningerne står: ’De gældende bestemmelser, om at der for offentlige vandløb skal foreligge et regulativ, foreslås opretholdt. Efter de gældende bestemmelser fastlægges vandløbets skikkelse og vedligeholdelse på baggrund af de af vandløbsretten afsagte kendelser. De gældende bestemmelser indeholder endvidere detaljerede regler om regulativernes indhold.’ Her er således ikke anført noget om, at undtagelserne i den tidligere vandløbslov, eksempelvis § 36, stk. 4, skal videreføres i den nugældende vandløbslovs § 12.

Miljøstyrelsen peger på, at det er i konsekvens af den ændrede formålsbestemmelse, at afledningen af vand også kan ske gennem faste krav til vandføringsevnen. Den anfører, at det ikke er muligt at anvende et Q/H-regulativ for den nederste del af Taps Å, idet den pågældende strækning er stuvningspåvirket. Miljøstyrelsen antyder muligvis her, at det så må være lovligt at anvende en helt tredje form for regulativ, eksempelvis en beskrivelse som naturvandløb. For det første kan der anvendes et Q/H-regulativ for et stuvningspåvirket vandløb, men det vil være forbundet med tekniske vanskeligheder, idet der ved kontrol skal tages hensyn til stuvnings-/sænkningspåvirkningen. For det andet er der også mulighed for at anvende en af de såkaldte ’mellemformer’. Her kan eksempelvis være tale om et regulativ, der indeholder en traditionel beskrivelse af skikkelsen, men har en tilføjelse om, at skikkelsen kan afvige fra beskrivelsen under forudsætning af, at vandløbet har samme vandføringsevne som det beskrevne vandløb. Kontrol af et sådant regulativ sker ved opmåling og en beregningsmæssig sammenligning. Denne regulativtype tilgodeser de miljømæssige hensyn i samme grad som Q/H-regulativer. Der er tale om regulativtyper, der eksempelvis beskrives som ’geometrisk skikkelse’ og ’vandføringsevnebestemt skikkelse’. Der henvises her til Miljøstyrelsens notat om udarbejdelse af vandløbsregulativer af 26. august 1992, s. 8 ff. Kopi af uddrag vedlægges. Der er således ikke behov for at udarbejde regulativer i strid med vandløbsloven på stuvningspåvirkede strækninger af vandløbet.

Miljøstyrelsen bemærker, at naturvandløb skal vedligeholdes således, at vandets frie løb ikke hindres, og at en beskrivelse som naturvandløb derfor ikke vil være i strid med vandløbslovens formålsbestemmelse. Dette giver anledning til en række bemærkninger.

Vores klage vedrører egentlig ikke, om Miljøstyrelsens afgørelse er i strid med vandløbslovens formålsbestemmelse, men om vandløbslovens § 12 er overholdt. Det fremgår i øvrigt ikke af vandløbsloven eller bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger eller notater, der er udstedt i medfør af vandløbsloven, at naturvandløb skal vedligeholdes således, at vandets frie løb ikke hindres. Naturvandløb er således ikke omtalt i vandløbsloven. I det ovennævnte notat af 26. august 1992 omtales vandløb i naturtilstand. Om disse vandløb bemærkes det, at de skal ’henligge i naturtilstand, dvs. uden behov for vedligeholdelse’. Det er heller ikke i det af Miljøstyrelsen fastsatte regulativ for Taps Å anført, at naturvandløbsstrækningen skal vedligeholdes, således at vandets frie løb ikke hindres. Endvidere indeholder en bestemmelse om, at vandløb skal vedligeholdes således, at vandets frie løb ikke hindres, ingen form for retningslinier for en praktisk vedligeholdelse. Hermed siges intet om, hvorvidt vandløbet skal være 2 m bredt og 1 m dybt eller 8 m bredt og 2 m dybt.

Angående Miljøstyrelsens afsnit om udlæggelse af naturvandløb

Det er korrekt, når Miljøstyrelsen anfører, at der ved udlæggelsen af vandløb som naturvandløb tages udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand. Her kan vi således principielt være enige bortset fra, at der herved ses bort fra forringelsen af vandføringsevnen som følge af en efter vor vurdering mangelfuld vedligeholdelse i de senere forudgående år. Problemet er imidlertid fortsat, at lodsejerne ikke har sikkerhed for at bibeholde den nuværende vandføringsevne.

Miljøstyrelsen anfører, at det i det konkrete tilfælde ikke ville være muligt at fastlægge ’faste krav’ til vandløbets dybde, bundbredde og skråningsanlæg, idet disse varierer væsentligt fra station til station, ligesom vandføringsevnen varierer væsentligt fra station til station og ikke kan fastlægges for den nedre stuvningspåvirkede strækning. Hertil bemærkes, at alle vandløb i en eller anden grad udvikler sig naturligt mellem vedligeholdelserne, således at de varierer mere eller mindre i bredde, dybde og skråningsanlæg. For disse vandløb har det hidtil været muligt at fastlægge regulativbestemmelser med en skikkelse eller en vandføringsevne. Hvis man vælger at fastlægge en skikkelse, fastlægges dimensioner, der svarer til et gennemsnit for passende strækninger af vandløbet. Endvidere er der mulighed for at anvende en af de ovennævnte mellemformer, hvor der eksempelvis i regulativet fastlægges bestemte dimensioner, men med en tilføjelse om, at vandløbet kan afvige fra disse dimensioner, når blot vandføringsevnen svarer til de dimensioner, der er fastlagt. Kun en mindre del af den relevante strækning af vandløbet er stuvningspåvirket. Vedrørende den stuvningspåvirkede strækning henvises til de ovenstående bemærkninger. Der er således ikke forhold vedrørende Taps Å, der er til hinder for, at der fastlægges en bestemt skikkelse eller vandføringsevne, således som vi forstår vandløbsloven.

Miljøstyrelsen anfører, at der er begrænsede jordbrugsmæssige interesser, men store miljømæssige interesser langs vandløbet. Vi er ikke enige i vægtningen i beskrivelsen, men skal påpege, at der er så store landbrugsmæssige interesser langs vandløbet, at ejerne har en væsentlig retlig interesse i at kunne bibeholde afvandingstilstanden. Det er i øvrigt også til gavn for miljøet, at arealerne fortsat kan anvendes til græsning og drift, således at den nuværende tilstand kan opretholdes.

På side 6 i tredjesidste afsnit anfører Miljøstyrelsen, at udlægningen af vandløbet som naturvandløb vil sikre en vandafledningsevne, der ikke er ringere end den, der følger af det tidligere regulativ. Denne påstand er efter vor opfattelse ikke korrekt. For det første er der ikke fastsat nogen bestemt vandafledningsevne i det tidligere regulativ for den omhandlede strækning, idet det tidligere regulativ ikke har fastsat nogen bundkote, men alene en bundbredde. For det andet kan vi ikke se, at en udlægning af et vandløb som naturvandløb sikrer, at vandafledningsevnen ikke bliver ringere, end den der følger af de tidligere regulativer, idet en betegnelse som naturvandløb ikke sikrer nogen bestemt vandafledningsevne. Hvis en betegnelse som naturvandløb skal forstås således, som Miljøstyrelsen anfører, kan regulativet ligeså godt formuleres således, at vandløbet skal sikres en vandføringsevne, der svarer til nærmere fastsatte dimensioner.

Miljøstyrelsens bemærkning om, at det måske skulle være umuligt for Sønderjyllands Amt at administrere vedligeholdelsen af Taps Å i overensstemmelse med regulativet er uforståelig, da der for naturvandløbsstrækningen i realiteten ikke foreligger nogen forpligtelse til vedligeholdelse.

Afslutningsvis vedlægger Miljøstyrelsen kopi af et regulativ fra 1968 for Uggerby Å og henviser til, at regulativet udlægger vandløbsstrækninger som naturvandløb. Miljøstyrelsen anfører ikke, hvorfor styrelsen vedlægger det nævnte regulativ. Det skal måske forstås således, at regulativet skal dokumentere, at den tidligere vandløbslov gav mulighed for at udarbejde regulativer med vandløbsstrækninger som naturvandløb. For det første er det ikke den tidligere vandløbslov, der skal fortolkes, men den nugældende. For det andet kan eksistensen af et enkelt regulativ ikke dokumentere en bestemt fortolkning af den tidligere vandløbslov, da der intet er til hinder for, at der er udarbejdet et regulativ, der er i strid med den tidligere vandløbslov.”

I Miljøstyrelsens notat af 26. august 1992 om udarbejdelse af vandløbsregulativer er bl.a. anført følgende

”4.1.4. Vandløb i naturtilstand.

En række vandløbsstrækninger i naturtilstand, f.eks. som følge af, at de i en årrække har været uberørte, har erfaringsmæssigt fungeret fuldt tilfredsstillende – såvel miljø- som afstrømningsmæssigt – på trods af, at der enten ingen vedligeholdelse har været i disse vandløb, eller den sædvanlige vedligeholdelse har været begrænset i forhold til de fastsatte vedligeholdelsesbestemmelser.

Denne vedligeholdelsespraksis bør fastholdes ved regulativrevisionen. Med hensyn til opfyldelse af lovens krav om skikkelse/vandføringsevne kan dette tilgodeses ved at lade vandløbet henligge i naturtilstand, d.v.s. uden behov for vedligeholdelse.

Denne løsning vil oftest være den billigste måde at foretage en regulativrevision på. Metoden sikrer samtidig en optimal varetagelse af de miljømæssige og afstrømningsmæssige forhold.”

Jeg anså det for nødvendigt at videresende B’s brev til Miljøstyrelsen således at styrelsen fik lejlighed til at tage stilling til B’s bemærkninger og indsigelser.

Administrationen af vandløbsloven blev fra 1. januar 1999 overført fra Miljøstyrelsen til Skov- og Naturstyrelsen.

I brev af 14. april 1999 til mig henholdt Skov- og Naturstyrelsen sig til Miljøstyrelsens afgørelse af 2. september 1996 og brev af 15. april 1998.

Herefter klagede B i brev af 12. maj 1999 på ny til mig.

I anledning af B’s klage bad jeg Skov- og Naturstyrelsen om en udtalelse. Jeg bad desuden styrelsen om at give Danmarks Naturfredningsforening lejlighed til at udtale sig om sagen.

Danmarks Naturfredningsforening har i brev af 10. august 1999 bl.a. udtalt følgende

”Efter foreningens opfattelse har landbruget intet retskrav på til stadighed at kunne dyrke intensivt eller sårbare afgrøder på de vandløbsnære lavtliggende arealer. Efter foreningens opfattelse bør vandløbene så vidt muligt tillades at udvikle sig frit og uden regulerende indblanding – landbruget må indpasses i det dynamiske landskab og ikke omvendt.

Derfor finder foreningen afgørelsen om Taps Å’s nedre løb god og helt i overensstemmelse med synspunkter om, at kun den allernødvendigste vedligeholdelse bør foretages i vandløb med omgivelser som Taps Å.”

Skov- og Naturstyrelsen har i brev af 19. november 1999 henvist til Miljøstyrelsens brev af 15. april 1998.

I brev af 22. december 1999 kommenterede B brevet fra Danmarks Naturfredningsforening.

I brev af 12. januar 2000 bad jeg Skov- og Naturstyrelsen om i en supplerende udtalelse at uddybe det hjemmelsmæssige grundlag for ikke at fastsætte faste krav til skikkelse eller vandføringsevne i den del af Taps Å der var udlagt som ”naturvandløb”.

Danmarks Naturfredningsforening fremsatte i brev af 2. maj 2000 yderligere bemærkninger til sagen.

I brev af 31. maj 2000 udtalte Skov- og Naturstyrelsen bl.a. følgende

”Skov- og Naturstyrelsen skal om det hjemmelsmæssige grundlag for at vælge vandløbets faste profil (faste bund og sider) som skikkelse for den del af Taps Å, der efter Miljøstyrelsens afgørelse af 2. september 1996 er udlagt som naturvandløb bemærke, at styrelsen herved har fulgt den praksis, der var anlagt ved landvæsensretterne på grundlag af bestemmelserne om vandløbsregulativer i § 12 i vandløbsloven af 1949.

Der vedlægges en kopi af Regulativ for Amtsvandløb nr. 2, Uggerby Å, i det tidligere Hjørring amt. Regulativet er udarbejdet på grundlag af vandløbsloven fra 1949 og dele af vandløbet er udlagt med bundbredde naturlig og anlæg og fald naturligt.

Forarbejderne til den gældende vandløbslov ses ikke at udelukke en videreførelse af denne praksis. Skov- og Naturstyrelsen har ikke kendskab til domstolsafgørelser, der har tilsidesat bestemmelser i et regulativ, der udlægger en vandløbstrækning med skikkelsen ’naturlig’ som grundlag for vandløbsvedligeholdelsen.

Skikkelsen ’naturlig’ for en del af Taps Å er valgt, da denne skikkelse under hensyn til de konkrete forhold ved denne del af vandløbet, herunder stuvningspåvirkningen fra Hejls Nor, skønnes bedst forenelig med de hensyn der skal varetages ved afgørelser efter vandløbsloven, jf. lovens § 1.”

B kommenterede i brev af 3. juli 2000 Skov- og Naturstyrelsens udtalelse. B anførte bl.a. følgende

” Ad Skov- og Naturstyrelsens skrivelse af 31. maj 2000

Ad side 1, næstsidste afsnit

Her anfører Skov- og Naturstyrelsen, at den har valgt vandløbets faste profil (faste bund og sider) som skikkelse for den del af Taps Å, der efter Miljøstyrelsens afgørelse af 2. september 1996 er udlagt som naturvandløb. Hertil bemærkes, at vi ikke af det regulativ, der er vedtaget af Miljøstyrelsen, kan se, at styrelsen har valgt vandløbets faste profil, som skikkelse. Styrelsen har alene fastsat, at Taps Å på den omhandlede strækning er beskrevet som ’naturvandløb’. Det bemærkes, at vandløbets faktiske skikkelse ændrer sig konstant som følge af erosion af sider og bund og aflejringer af materiale, og at det derfor kan give et misvisende indtryk at anføre, at et vandløb har en fast profil. Det er naturligvis korrekt på et givet tidspunkt, men over tid er det ikke korrekt. Begrundelsen for, at vandløbsloven indeholder et krav om, at der skal være fastsat en vandføringsevne eller en skikkelse for et offentligt vandløb er netop, at vandføringsevnen eller skikkelsen skal fastholdes over tid.

Skov- og Naturstyrelsen anfører som sit hjemmelsmæssige grundlag for at fastsætte en strækning som naturvandløb, at styrelsen har fulgt den praksis, der var anlagt ved landvæsensretterne på grundlag af bestemmelserne om vandløbsregulativer i § 12 i vandløbsloven af 1949. Hertil bemærkes for det første, at en praksis i forhold til vandløbsloven af 1949, ikke i det foreliggende tilfælde kan udgøre en hjemmel til at fravige formuleringen i den nugældende vandløbslovs § 12. For det andet er et enkelt regulativ, der i øvrigt ikke er i strid med vandløbsloven af 1949, ikke et tilstrækkeligt grundlag til at dokumentere, at der foreligger en praksis. For det tredje bemærkes, at hvis der var tale om en praksis, er det ikke en praksis, der er anlagt ved landvæsensretterne, men i givet fald af amt og kommune.

Vandløbsloven af 1949 indeholdt i § 12 et krav om, at der for ethvert offentligt vandløb skal forefindes et regulativ, som bl.a. indeholder bestemmelser om den skikkelse, vandløbet skal have, såsom dets beliggenhed, længde, dybde, bundbredde, skråningsanlæg og fald mv. Ved revisionen af denne lov i 1963 blev det imidlertid erkendt, at dette krav ikke altid var opfyldt. Der henvises til det vedlagte uddrag af Vandløbsloven med kommentarer, Juristforbundets Forlag, 1975, side 103, note 1. Det fremgår endvidere af lovens § 36, stk. 4, hvor det som udgangspunkt er anført, at vedligeholdelsen af åbne vandløb foretages i overensstemmelse med det for vandløbet gældende regulativ. Det er imidlertid videre anført, at for vandløb, hvor regulativets bestemmelser ikke er tilstrækkelige til at fastslå vedligeholdelsens omfang, kan kommunalbestyrelsen vedtage, at vedligeholdelsen begrænses til grødeskæring og fjernelse af mindre lokale sandbanker i kurver el.lign., jf. side 160 i det vedlagte bilag. Da regulativet for Uggerby Å blev vedtaget af amt og kommune i 1968, har det således ikke været i strid med vandløbsloven af 1949. Der er ikke i den nugældende vandløbslov, hverken i lovens tekst eller i forarbejderne, åbnet mulighed for en tilsvarende afvigelse fra lovens krav om indhold i regulativer for offentlige vandløb. Det er faktisk i bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om klassifikation og registrering af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb med senere ændring bestemt, at alle regulativer skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i bekendtgørelsen senest 1. juli 1996, jf. § 17, stk. 2 og § 10, stk. 1, nr. 1.

Med hensyn til, hvorvidt der foreligger en praksis, skal det bemærkes, at vi ikke er bekendt med andre regulativer end det af Skov- og Naturstyrelsen fremlagte regulativ for Uggerby Å, hvori der er anført, at et vandløb på visse strækninger betegnes som naturligt.

Skov- og Naturstyrelsen anfører, at den såkaldte praksis er anlagt ved landvæsensretterne. Det er på ingen måde dokumenteret ved det fremlagte regulativ. Der henvises her til side 6 i regulativet, der alene er fremsendt i uddrag. Det fremgår heraf, at der for de strækninger, hvor grundlaget er angivet som landvæsens- eller overlandvæsenskommissionskendelser, er anført både bundkote, bundbredde, anlæg og fald. Det er alene på strækninger fra station 0-24700 og station 25280-26240, hvor grundlaget er konference af 26. februar 1847, at betegnelsen ’naturligt’ er anvendt.

Ad side 2, 1. afsnit

Her anfører Skov- og Naturstyrelsen, at forarbejderne til den gældende vandløbslov ikke ses at udelukke en videreførelse af den af styrelsen påståede praksis. Det er vi ikke enige i. Der er efter vor opfattelse intet holdepunkt i forarbejderne til den gældende vandløbslov for den anførte påstand. Skov- og Naturstyrelsen har da heller ikke henvist til et sted i forarbejderne, hvor det anførte skulle fremgå. Både forarbejderne til loven og selve lovens tekst anfører efter vor opfattelse utvetydigt, at der i et regulativ for et offentligt vandløb skal fastlægges en skikkelse eller en vandføringsevne for det pågældende vandløb.

Skov- og Naturstyrelsen anfører videre, at styrelsen ikke har kendskab til domstolsafgørelser, der har tilsidesat bestemmelser i et regulativ, der udlægger en vandløbsstrækning med skikkelsen ’naturlig’ som grundlag for vandløbsvedligeholdelsen. Hertil bemærkes, at vi heller ikke er bekendt med sådanne domstolsafgørelser, idet spørgsmålet, så vidt vi er orienteret, aldrig har været forelagt for domstolene. Domstolene har således, så vidt vi er orienteret, heller ikke ’godkendt’ regulativer for offentlige vandløb med en beskrivelse af vandløbet som ’naturlig’. Hvis en sådan dom havde foreligget, havde Skov- og Naturstyrelsen formodentlig henvist til denne.

Ad side 2, 2. afsnit

Her anfører Skov- og Naturstyrelsen, at skikkelsen ’naturlig’ for en del af Taps Å er valgt under hensyn til de konkrete forhold ved den pågældende del af vandløbet, herunder stuvningspåvirkningen fra Hejls Nor. Det er således alene stuvningspåvirkningen, der er nævnt specielt som årsag til, at styrelsen har valgt en beskrivelse som ’naturligt vandløb’. Det giver anledning til at påpege, at stort set alle vandløbssystemer i hele landet har en strækning, nemlig den nederste, der er stuvningspåvirket. Det bemærkes, at et vandløb, der løber ud i havet, hvor der er tidevandsvariationer, er stuvningspåvirket. Taps Å er således ikke på nogen måde et specielt tilfælde. Hvis det havde været nødvendigt at anvende en særlig beskrivelsesform på stuvningspåvirkede strækninger af vandløb, havde der formodentligt været taget hensyn til det ved tilvejebringelsen af den nugældende vandløbslov, da problemstillingen, som påpeget, er helt generel og velkendt.”

Ombudsmandens udtalelse

”Indledningsvis bemærker jeg at jeg ikke har forudsætninger for at tage stilling til spørgsmål af miljøfaglig karakter. Jeg har derfor udelukkende vurderet sagens juridiske aspekter.

Miljøstyrelsens afgørelse er truffet i henhold til lov om vandløb (lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj 1992). Lovens § 12, stk. 1, har denne ordlyd

’ § 12. For offentligt vandløb udarbejder vandløbsmyndigheden et regulativ, som foruden en tydelig betegnelse af vandløbet skal indeholde bestemmelser om

1) vandløbets skikkelse eller vandføringsevne,

’

I forarbejderne til denne bestemmelse er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A, sp. 1180f)

’De gældende bestemmelser, om at der for offentlige vandløb skal foreligge et regulativ, foreslås opretholdt. Efter de gældende bestemmelser fastlægges vandløbets skikkelse og vedligeholdelse på baggrund af de af vandløbsretten afsagte kendelser. De gældende bestemmelser indeholder endvidere detaljerede regler om regulativernes indhold.

Med den foreslåede bestemmelse skal vandløbenes fysiske tilstand herunder bestemmelser om vedligeholdelsen fastlægges på baggrund af den målsætning for vandløbene, som fremgår af planerne for vandløbene, herunder især recipientkvalitetsplanerne, og bør nøje følge disse. Den for vandløbet fastlagte skikkelse eller vandføringsevne skal sikre afledningen af vand samt tilgodese de økologiske krav.

Hidtil er afledningen af vand i de offentlige vandløb blevet sikret bl.a. gennem fastsættelse af en skikkelse, dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg. Denne praksis tager ikke hensyn til de miljømæssige krav i de vandløb, hvor der i recipientkvalitetsplanlægningen er målsat en høj vandløbskvalitet, hvilket bl.a. indebærer, at vandløbet skal have en varierende form mht. bredde, dybde og skråningsanlæg.

Som en konsekvens af den ændrede formålsbestemmelse foreslås det derfor, at der gives mulighed for, at afledningen af vand i sådanne vandløb kan sikres gennem faste krav til vandføringsevnen i stedet for gennem faste krav til skikkelsen (suppleret med faste tidspunkter for grødeskæring).’

Bestemmelsen i § 12 har nær sammenhæng med bestemmelserne i lovens kapitel 7 om vandløbenes vedligeholdelse. Den indledende bestemmelse i dette kapitel, § 27, stk. 1, lyder således

’Vandløb skal vedligeholdes således, at det enkelte vandløbs skikkelse eller vandføringsevne ikke ændres.’

I forarbejderne til denne bestemmelse er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A, sp. 1186f)

’Hovedsigtet med forslaget til dette kapitel er, med udgangspunkt i den nye formålsbestemmelse, jfr. § 1, at skabe mulighed for, at vedligeholdelse kan udføres under hensyntagen til recipientkvalitetsplanens målsætning for vandløbet, hvilket reelt betyder, at administrationen af vandløbets fysiske forhold koordineres med administrationen af vandkvaliteten.

I praksis indebærer dette f.eks., at der i vandløb med miljømæssigt høje recipientkvalitetsmålsætninger, f.eks. ’naturlig tilstand’ eller ’lakse-fiskevand’, skal tages betydelige miljømæssige hensyn ved valg af metoder og fastsættelse af vedligeholdelsens omfang og tidspunktet herfor. Omvendt vil der i vandløb med lavere målsætning, f.eks. ’æstetisk tilfredsstillende’, kunne gennemføres en vedligeholdelse, som så billigt og effektivt som muligt sikrer den nødvendige vandføringsevne.

Til § 27

Bestemmelserne i stk. 1 skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, d.v.s., at vedligeholdelsen skal sikre, at vandløbet kan benyttes til afledning af vand, og at vedligeholdelsen skal udføres således, at vandløbskvaliteten svarer til den miljømæssige målsætning for vandløbet.

Benyttelsen til afledning af vand kan sikres ved gennem vedligeholdelse at sørge for, at vandløbet har en bestemt skikkelse eller en bestemt vandføringsevne, d.v.s. at en given vandføring skal kunne afledes, uden at vandstanden stiger over et bestemt niveau.

Sidstnævnte metode vil med fordel kunne anvendes i vandløb, hvor der ønskes en høj vandløbskvalitet, og dermed bl.a. en varierende bredde og dybde. I sådanne vandløb vil en fastsættelse af en bestemt skikkelse være i strid med den miljømæssige målsætning.

Ved fastsættelse af en bestemt vandføringsevne får grundejere og andre interesserede sikkerhed for, at vandløbet har den fornødne evne til afledning af vand, og samtidig gives der mulighed for, at vedligeholdelsen kan udføres under hensyntagen til den miljømæssige målsætning for vandløbet.

For offentlige vandløb skal skikkelsen eller vandføringsevnen være angivet i regulativet, jfr. § 12. For private vandløb vil skikkelsen eller vandføringsevnen være den foreliggende naturlige tilstand eller den af vandløbsmyndigheden fastlagte, jfr. § 15. Dette indebærer, at indgreb der ændrer væsentligt på forholdene er at betragte som en regulering, der ikke kan gennemføres, medmindre der meddeles tilladelse efter reglerne i kap. 6 og kan være udelukket i henhold til reglerne i naturfredningslovens § 43.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der f.eks. fastsættes forskellige krav til skikkelsen eller vandføringsevnen i forskellige perioder af året, f.eks. en sommer- og en vinterperiode, hvor der kan være meget stor forskel på vandføringen.’

Lovens formålsbestemmelse er indsat i § 1. Som det er nævnt i forarbejderne danner denne bestemmelse udgangspunkt for den afvejning mellem forskellige interesser som skal foretages i forbindelse med vedligeholdelsen af vandløb. Bestemmelsen har denne ordlyd

’Ved denne lov tilstræbes at sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig overfladevand, spildevand og drænvand.

Stk. 2. Fastsættelse og gennemførelse af foranstaltninger efter loven skal ske under hensyntagen til de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, som fastsættes i henhold til anden lovgivning.’

I bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om klassifikation og registrering af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb er bl.a. fastsat følgende

’ § 10. Regulativet skal indeholde en tydelig betegnelse af vandløbet og oplysning om målsætningen for vandløbet. ( ) Regulativet skal endelig indeholde bestemmelser om

1) vandløbets skikkelse og/eller vandføringsevne, herunder regulativvandstande,

’

I Miljøministeriets cirkulære nr. 21 af 26. februar 1985 om vandløbsloven, pkt. 7.2., er om vandløbets fysiske tilstand bl.a. anført følgende

’Vandløbets fysiske tilstand og dets vedligeholdelse skal fremover fastlægges i regulativet på baggrund af den målsætning for det pågældende vandløb, som fremgår af planlægningen, herunder især recipientkvalitetsplanlægningen. Ved fastlæggelsen af vandløbets fysiske tilstand bør der tages udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand. Samtidig må det sikres, at de bestående afvandingsmæssige interesser fortsat tilgodeses.

Efter den tidligere lov skulle afledningen af vand alene sikres ved fastsættelse af en geometrisk skikkelse for vandløbet, dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg. Hermed tages imidlertid ikke hensyn til de miljømæssige krav, der stilles i vandløb, som har en høj miljømæssig målsætning i recipientkvalitetsplanen. Målsætningen for disse vandløb forudsætter en varierende vandløbsform med hensyn til bredde, dybde og skråningsanlæg. Med loven er der derfor åbnet mulighed for, at afledningen af vand i sådanne vandløb kan sikres gennem faste krav til vandføringsevnen som et alternativ til en fastsat skikkelse.

Ved et vandløbs vandføringsevne forstås, at det skal kunne aflede en given vandføring (regulativ-vandføringen), uden at vandstanden er højere end et fastsat niveau (regulativvandstanden), der fastsættes under hensyntagen til de tilgrænsende arealer. Regulativvandføringen kan fastsættes som en procentdel af vandløbets maksimumvandføring (dvs. den største vandføring over en længere periode, helst ikke mindre end 20-25 år). Der kan f.eks. vælges en regulativ-vandføring på 90 pct. af maksimumvandføringen, hvilket vil indebære, at det statistisk set kan forventes, at en større vandføring (end regulativvandføringen) vil forekomme hvert 10. år.’

Miljøstyrelsen har udarbejdet et standardregulativ for offentlige vandløb, jf. vandløbslovens § 12 (cirkulære nr. 23 af 20. juli 1984). I pkt. 3.2. om vandløbets dimensioner er omtalt vedligeholdelse af vandløbet på basis af vandløbets ’fastlagte geometriske skikkelse’. I pkt. 3.3. er omtalt muligheden for at vedligeholde vandløbet med henblik på at sikre en fastlagt vandføringsevne. Muligheden for at udlægge et vandløb som naturvandløb omtales ikke.

I regulativet for Taps Å er vandløbets dimensioner fastsat i afsnit 3.1. For så vidt angår den del af vandløbet der er udlagt som ’naturvandløb’, er der ikke fastsat krav til hverken skikkelse eller vandføringsevne.

Miljøstyrelsen har i afgørelsen af 2. september 1996 anført at skikkelsen eller vandføringsevnen kan fastlægges som den naturlige tilstand. Styrelsen har desuden udtalt at vandløbslovens § 12 svarer til gældende ret bortset fra at det er blevet muligt at fastlægge krav til vandføringsevnen. Styrelsen har endvidere oplyst at det ikke i det konkrete tilfælde er muligt at fastlægge faste krav til vandløbets dybde, bundbredde og skråningsanlæg idet disse varierer væsentligt fra station til station ligesom vandføringsevnen varierer væsentligt fra station til station og ikke kan fastlægges for den nedre stuvningspåvirkede strækning.

Endelig har Skov- og Naturstyrelsen anført at Miljøstyrelsen ved at vælge vandløbets faste profil som skikkelse har fulgt den praksis der var gældende efter den tidligere lovgivning. Styrelsen mener ikke at forarbejderne til den gældende lov udelukker videreførelse af denne praksis.

Jeg må forstå Skov- og Naturstyrelsens udtalelse således at styrelsen mener at der er fastsat en skikkelse (og ikke en bestemt vandføringsevne).

Begrebet ’naturvandløb’ er ikke omtalt i loven eller dens forarbejder i forbindelse med offentlige vandløb. Lovens ordlyd indeholder heller ikke noget nærmere om hvad der skal forstås ved en skikkelse.

Lovens forarbejder indeholder imidlertid en passus der fremtræder som en definition af begrebet under omtalen af de tidligere gældende regler, jf. sætningen ’ en skikkelse, dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg’. Endvidere hedder det i det følgende afsnit ’at afledningen af vand (...) kan sikres gennem faste krav [min fremhævelse] til vandføringsevnen i stedet for gennem faste krav [min fremhævelse] til skikkelsen ...’.

I Miljøministeriets cirkulære nr. 21 af 26. februar 1985 anføres det at afledningen af vand efter den tidligere lov alene skulle sikres ved fastsættelse af en ’geometrisk skikkelse for vandløbet, dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg’.

I standardregulativet omtales skikkelse kun som ’den fastlagte geometriske skikkelse’.

Myndighederne har anført at der ikke i den gældende vandløbslov er sket ændringer i forhold til den tidligere lov for så vidt angår skikkelsesbegrebet. Spørgsmålet er om der efter den tidligere lov fra 1949 var hjemmel til at udlægge et offentligt vandløb som et naturvandløb. Begrebet naturvandløb er ikke omtalt i den tidligere lovs § 12 der omhandler regulativers indhold. Efter § 12, stk. 1, litra b, skulle regulativet indeholde bestemmelser om ’den Skikkelse, Vandløbet skal have, saasom om dets Beliggenhed, Længde, Dybde, Bundbredde, Skraaningsanlæg og Fald,...’. Heller ikke forarbejderne eller de regler som blev udstedt i henhold til loven, herunder bl.a. et standardregulativ, omtaler begrebet. Det er heller ikke omtalt i den delbetænkning om landvæsensretsinstituttet som blev afgivet den 16. januar 1979 af et udvalg som var blevet nedsat af miljøministeren, eller i den betænkning som det samme udvalg afgav den 10. november 1980 om vandløbsloven. Så vidt ses, er begrebet heller ikke omtalt i den juridiske litteratur om vandløb. Skov- og Naturstyrelsen har da også alene henvist til en praksis på området og til støtte herfor vedlagt ét eksempel på et regulativ hvor betegnelsen ’naturligt’ er brugt i forbindelse med angivelse af et vandløbs dimensioner. Det fremgår således at det på en konference i 1847 blev fastsat at en del af Uggerby Å skulle betegnes som naturligt for så vidt angår bundbredde, anlæg og fald, og at dette blev videreført ved regulativets vedtagelse i 1968. Dette er efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage at der skulle foreligge en almindelig praksis for udlæggelse af offentlige vandløb som naturvandløb.

Derimod fremgår det af forarbejderne til ændringsloven fra 1963 til den dagældende vandløbslov at for adskillige vandløb havde vedligeholdelsen været begrænset til grødeskæring og oprensning af sandaflejringer (Folketingstidende 1962-63, tillæg A, sp. 815f). Ved ændringsloven overtog amtsrådene og kommunalbestyrelserne vedligeholdelsespligten for offentlige vandløb. For at undgå at bredejerne stillede større krav til vedligeholdelsen efter at det offentlige havde overtaget vedligeholdelsespligten, blev der ved ændringsloven indføjet en ny bestemmelse i den dagældende vandløbslovs § 36, stk. 4. Efter denne regel kunne kommunalbestyrelsen vedtage at vedligeholdelsen for vandløb hvor vandløbsregulativets bestemmelser ikke var tilstrækkelige til at fastslå vedligeholdelsens omfang, skulle begrænses til grødeskæring og fjernelse af mindre, lokale sandbanker i kurver eller lignende. Det blev ligeledes fastsat i loven at i tilfælde hvor vedligeholdelsen efter sædvane blev foretaget på en måde der afveg fra regulativet, kunne kommunalbestyrelsen bestemme at vedligeholdelsen fortsat skulle foretages i det hidtidige omfang, dog ikke ringere end efter forrige punktum. Disse bestemmelser er ikke blevet videreført i den gældende lov.

Som nævnt skulle der efter den tidligere vandløbslov stilles faste krav i vandløbsregulativerne til vandløbenes skikkelse, det vil sige faste angivelser for deres bundbredde, bundkote og skråningsanlæg. Den gældende lovs bestemmelse om vandføringsevne blev netop indført for at tilgodese de miljømæssige hensyn til vandløb med en højt målsat vandløbskvalitet hvilket bl.a. indebærer at vandløbet skal have en varierende form med hensyn til bredde, dybde og skråningsanlæg, jf. bemærkningerne til loven. Et ’naturvandløb’ tilgodeser, så vidt ses, de samme miljømæssige hensyn. Hvis det havde været meningen at der ud over de nye regler om vandføringsevne tillige skulle være mulighed for at fastlægge skikkelsen som ’naturlig’, forekommer det ejendommeligt at dette ikke er nævnt i loven eller bemærkningerne. Det må tværtimod lægges til grund at bestemmelsen om vandføringsevne blev indført netop fordi der ikke fandtes mulighed for i tilstrækkeligt omfang at tilgodese de nævnte miljømæssige hensyn. Såvel forarbejdernes beskrivelse af formålet med ændringen som den sproglige formulering af forarbejderne støtter denne opfattelse. Jeg kan desuden henvise til Helle Tegner Anker, Miljøretlig regulering på landbrugsområdet (1996), s. 285.

Samlet må det antages at der hverken efter den tidligere lov fra 1949 eller efter den gældende lov er hjemmel til at udlægge et offentligt vandløb som et naturvandløb.

Den gældende vandløbslov blev vedtaget i 1982. Den 4. oktober 1990 fremsatte miljøministeren i Folketinget et forslag til en ny vandløbslov (Folketingstidende 1990-91 (1. samling), tillæg A, sp. 845ff). Efter dette lovforslag skulle der inden 1. januar 1993 være tilvejebragt regulativer for alle vandløb der havde væsentlig afstrømningsmæssig betydning, og for alle de i lovforslagets § 3, stk. 2, nævnte vandløb og søer over 100 m2. Omfattet af lovforslagets § 3, stk. 2, var vandløb og søer der var naturlige eller højt målsatte i regionplanen. For øvrige vandløb var der ikke pligt til at fastsætte regulativer. Den sondring mellem offentlige og private vandløb som den gældende lov indeholder, var ikke medtaget i lovforslaget. Efter lovforslagets § 19, stk. 1, nr. 3, skulle et vandløbsregulativ bestemme om der måtte fjernes sand- og slamaflejringer og grøde. Efter § 19, stk. 2, nr. 4, kunne et regulativ endvidere indeholde bestemmelse om omfanget og udførelsen af arbejdet med at fjerne sand- og slamaflejringer og grøde i søer og vandløb omfattet af § 3, stk. 2. Lovforslaget indeholdt således ikke krav om at et vandløbsregulativ skulle indeholde bestemmelser om vandløbets skikkelse eller vandføringsevne, men der blev tværtimod givet mulighed for i regulativet at bestemme at der ikke måtte fjernes sand- og slamaflejringer og grøde. Så vidt jeg kan bedømme, ville der herved være indført en mulighed for at udlægge et vandløb til naturvandløb. Lovforslaget blev ikke vedtaget og kan ikke danne grundlag for myndighedernes forvaltning af vandløb.

For så vidt angår Miljøstyrelsens notat af 26. august 1992 hvori det er anført at hvis man lader vandløbet henligge i naturtilstand, vil det oftest være den billigste måde at foretage en regulativrevision på, bemærker jeg at der ikke ses at være hjemmel til at vælge skikkelse efter økonomiske hensyn.

For så vidt angår Miljøstyrelsens bemærkninger om at det ikke er muligt at fastlægge faste krav til dybde, bundbredde og skråningsanlæg idet disse varierer væsentligt fra station til station, henviser jeg til Miljøstyrelsens notat af 1. maj 1997. Heraf fremgår det netop at i de tilfælde hvor vandløbsmyndigheden beslutter at det nye regulativ skal tage udgangspunkt i de faktiske forhold, dvs. den foreliggende naturlige tilstand, vil den regulativmæssige dybde, bundbredde, skråningsanlæg og fald kunne variere fra station til station. Variationen er således ikke i sig selv anset for en hindring for at fastlægge faste krav til dimensionerne. Desuden indeholdt Sønderjyllands Amts udkast til regulativ af 1996 angivelse af dimensionerne. Det samme gjaldt det tidligere gældende regulativ af 1866 med tillæg af 1944.

Udlæggelsen af et vandløb som naturvandløb opfylder ikke betingelserne for faste krav til skikkelsen idet dette indebærer at der skal være faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg, ligesom det heller ikke opfylder betingelserne for faste krav til vandføringsevnen.

På denne baggrund er det min opfattelse at der ikke er hjemmel til at udlægge offentlige vandløb som naturvandløb. Myndighederne har pligt til i et vandløbsregulativ at fastsætte faste krav til vandløbets skikkelse eller vandføringsevne.

Jeg anser det derfor for kritisabelt at Miljøstyrelsen traf afgørelse om at udlægge den nedre del af vandløbet som naturvandløb. Jeg har henstillet til Skov- og Naturstyrelsen at genoptage sagen og træffe en anden afgørelse på baggrund af det jeg har anført.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Et rådgivningscenter indgav klage over at en del af et offentligt vandløb blev udlagt som naturvandløb hvilket indebar begrænsninger i amtets vedligeholdelse.

Ombudsmanden udtalte at der ikke var holdepunkter for at antage at der var hjemmel til at udlægge et offentligt vandløb som naturvandløb. Der skulle således i regulativet stilles faste krav til vandløbets skikkelse, dvs. være faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg, eller til vandløbets vandføringsevne.

Da det pågældende regulativ ikke indeholdt sådanne faste krav, henstillede ombudsmanden at sagen blev genoptaget. (J.nr. 1999-1494-143).