Ændring af kirkeregulativ ikke tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakt. Hjemmel. Notatpligt

§ 1

Sognepræsten i (Z) Sogn varetager alle ordinære gudstjenester i (B) Kirke.

§ 2.

Gudstjenesterne paa de almindelige Søndage forrettes af de tre tjenestegørende Præster [sognepræsterne i (Z) og (Æ) og den residerende kapellan i (Ø); min tilføjelse] med 1/3 til hver, dog forrettes paa den første Helligdag af de tre store Højtider Gudstjenesten i (B) Kirke som Højmesse af den residerende Kapellan i (Ø).

§2

(B) menighedsråd udgøres af i alt 7 personer, hvoraf 2 vælges af kirkedistriktets medlemmer af folkekirken med bopæl i (Ø) sogn, medens 2 medlemmer vælges af kirkedistriktets beboere med bopæl i (Æ) sogn og 1 medlem af kirkedistriktets beboere med bopæl i (Z) sogn. Endelig vælges 1 medlem af kirkedistriktets beboere med bopæl i (Y) sogn og 1 medlem af kirkedistriktets beboere med bopæl i (X) sogn.

Menighedsrådet tiltrædes af sognepræsten i (Z).

§ 2

Sognepræsten i (Z) er pligtig til at varetage kirkelige handlinger i (B) Kirke, medmindre der er fremsat ønske om at blive betjent af en anden præst.

§ 2

Sognepræsten i (Z) Sogn er pligtig til at varetage kirkelige handlinger i (B) Kirke, medmindre der er fremsat ønske om at blive betjent af en anden præst.

§ 3.

Gudstjenesterne bør ordnes saaledes, at det halve Antal Tjenester bliver Højmesse, og det halve Antal Sidsttjenester. Det tillades at foretage de deraf flydende Forandringer ved den faste Gudstjenestetid i (Z) og (Æ) Kirker, samt – naar det behøves – at modificere Reglementet for (Ø) Sogn.

§3

Sognepræsten i (Z) sogn forretter gudstjeneste i (B) kirke hveranden søndag, henholdsvis en højmessegudstjeneste eller en anden gudstjeneste. På alle højhelligdage afholder sognepræsten i (Z) højmessegudstjeneste eller anden gudstjeneste.

Kirkelige handlinger, der ønskes forrettet i (B) kirke for medlemmer af folkekirken med bopæl i den del af (B) kirkedistrikt, der er beliggende i henholdsvis (Z) sogn, (Æ) sogn, (Ø) sogn, (X) sogn og (Y) sogn, forrettes af egen sognepræst.

Dog er sognepræsten i (Z) sogn forpligtet til, efter begæring af et medlem af (B) kirkedistrikt, at forrette kirkelige handlinger i (B) kirke.

§ 3

Sognepræsten i (Z) Sogn er medlem af (B) Kirkedistrikts menighedsråd.

§ 3

Sognepræsten i (Z) Sogn er medlem af (B) Kirkedistrikts menighedsråd.

§4

Kirkebetjeningen i (Z) sogn er forpligtet til at betjene (B) kirke.

”

I anledning af biskoppens forslag fremkom sognepræsterne i Ø, sognepræsten i Z og sognepræsten i Æ samt menighedsrådet med bemærkninger af henholdsvis 16. og 27. august 1996, 21. august 1996, 24. august 1996 og 21. august 1996. Samtlige præster anførte at de mente at det var en fordel at B Kirke kun skulle betjenes af én præst, men at problemerne ikke var løst. Sognepræst J, Ø, anførte således følgende i sin udtalelse af 27. august 1996

”Den 21. august 1996 var jeg til menighedsrådsmøde i (B). Vi drøftede bl.a. stiftskontorchefens udkast til regulativ for (B) Kirke. (...) De 7 folkevalgte menighedsrådsmedlemmer lod føre til protokols, at de fortsat ønskede den nuværende ordning bevaret. Dette vil være dybt utilfredsstillende for både menigheden og præsterne.

Udkastet løser desværre heller ikke problemerne omkring strukturen – og der er problemer. Menigheden føler sig mere knyttet til egen sognekirke end til (B) Kirke. Den manglende ’distriktsbevidsthed’ viser sig ved at gudstjenesterne er meget dårligt besøgte. Præsterne er frustrerede over at skulle virke som præst i dele af 5 sogne.

Det er en klar forbedring, at der ifølge udkastet kun skal være 1 præst ((Z) præsten) ved kirken – men det er et problem, at vedkommende er forpligtet på hele distriktet, hvor der i forvejen er 5 præster.

Jeg mener, i forlængelse af bispeembedets skrivelse af 14. maj 1996, at man bør nedlægge distriktet og dermed det nuværende distriktsmenighedsråd og lade (B) Kirke være distrikts/filial kirke i (Z) sogn. Beboerne i det nuværende distrikt skal fortsat have gravstedsret og ret til at lade sig betjene fra (B) Kirke.

Endnu en ulempe ved distriktsordningen er, at beboerne i distriktet ikke har mulighed for at løse sognebånd til ’egen’ sognekirke – og dermed hverken har valgret eller opstillingsret til ’eget’ menighedsråd.

Jeg vil også nævne, at (Ø) kirkekasse i 1996 betalte kr. 121.730 til (B) kirkekasse. Det er et stort beløb for de meget få familier i (Ø) sogn, der føler sig knyttet til (B) Kirke. (Ø) menighedsråd er også forpligtet til at finde organist til de gudstjenester, hvor (Ø)-præsterne medvirker. Dette er ofte vanskeligt. I 1997 har (Ø) kirkekasse afsat kr. 6000,00 til denne udgift.

Som strukturen er nu ved menigheden ikke hvem deres præst er og præsterne kender ikke – deler ikke hverdag med menigheden – hvilket er uhensigtsmæssig. Efter min bedste overbevisning findes der ikke halve løsninger, der kan skabe tilfredsstillende vilkår for menighed og præst.”

Menighedsrådets udtalelse af 21. august 1996 bestod i et udkast til regulativ der bl.a. indeholdt en bestemmelse om at sognepræsterne i Z, Æ og Ø (den ikke kirkebogsførende) var tjenstgørende ved B Kirke, at disse præster tiltrådte B Menighedsråd og medvirkede ved menighedsrådets arrangementer. Menighedsrådet havde endvidere vedlagt en opgørelse over antallet af deltagere i menighedsrådets arrangementer i 1994, 1995 og 1996, hvoraf det fremgik at der deltog mellem 18 og 80 personer med et gennemsnitligt deltagerantal på ca. 43.

Biskoppen sendte endvidere den 23. august 1996 udkastet til Den Danske Præsteforening der i brev af 3. september 1996 fremkom med den bemærkning at foreningen mente at udkastets § 3, 3. afsnit, burde udelades, ”idet ordlyden i afsnittet bryder med den grundlæggende regel om sognepræstens forpligtelser”.

Den 29. august 1996 blev der afholdt møde mellem medlemmer af menighedsrådet, bispeembedet og provsten i T Provsti. Menighedsrådet fremsendte den 3. september 1996 på ny bemærkninger til biskoppens udkast. Menighedsrådet anførte bl.a. følgende

”(B) menighedsråd finder ikke, at det fremsendte udkast til regulativ for (B) kirke kan anvendes, da det er uklart formuleret, ikke er fyldestgørende og det forudsætter, at (B) menighed kun skal betjenes af een præst, hvad angår gudstjenester i (B) kirke.

Menighedsrådet mangler saglig og veldokumenteret begrundelse for, at (B) menighed kun skal betjenes af een præst, hvad angår gudstjenester.

En betingelse for at præst og menighed lærer hinanden at kende er, at præst og menighed mødes til gudstjenester, kirkelige handlinger, sjælesorg og husbesøg m.m., samt ved de arrangementer, der foregår i forbindelse med kirken. Derfor er det en klar forringelse, når 2 af de 3 tjenestegørende præster fritages for gudstjenester i (B) kirke.

Menighedsrådet er ligeledes uforstående overfor den foreslåede ændring af betjeningen ved (B) kirke hvad angår gudstjenester, da ændringen ikke indebærer besparelser, idet de 2 præster ikke frigøres til andre stillinger.

Således kan (B) menighedsråd ikke godkende den foreslåede ordning, da det, som ovenfor anført, indebærer en klar forringelse af den nuværende kirkelige betjening.

Menighedsrådet fastholder med baggrund i bl.a. ovennævnte begrundelser den bestående ordning fastlagt i Biskop (H)’s regulativ for (B) kirke af 2. sept. 1941.

(B) menighedsråd fremsender vedlagte udkast til regulativ for (B) kirke, udarbejdet af (B) menighedsråd på grundlag af det af Biskop (H) fastlagte regulativ af 2. september 1941.

(B) menighedsråd forventer og ser frem til en forhandling af det vedlagte udkast.”

Menighedsrådets udkast til regulativ indeholdt samme bestemmelse om antallet af tjenstgørende præster, præsternes medlemskab af menighedsrådet og deltagelse i menighedsrådets arrangementer som udkastet af 21. august 1996.

Biskoppen sendte den 18. oktober 1996 et udkast til regulativ for den gejstlige betjening af B Kirkedistrikt til de involverede provster og sognepræster. Biskoppen indkaldte i den forbindelse provsterne og præsterne til møde den 12. november 1996. Udkastet indeholdt følgende bestemmelser

Ӥ 1

Sognepræsten i (Z) Sogn varetager alle ordinære gudstjenester i (B) Kirke.

§ 4

Gudstjenester i (B) Kirke holdes efter aftale mellem menighedsrådet og sognepræsten i (Z) Sogn. Det forudsættes herved, at der afholdes gudstjeneste i (B) Kirke mindst hver anden søn- og helligdag samt på alle højhelligdage. Det forudsættes endvidere, at hver anden af de planlagte gudstjenester holdes som højmessegudstjeneste kl. 10.00.

§ 4

Gudstjenester i (B) Kirke holdes efter aftale mellem menighedsrådet og sognepræsten i (Z) Sogn. Det forudsættes herved, at der afholdes gudstjeneste i (B) Kirke hveranden søndag, samt at hveranden af disse gudstjenester holdes som en højmessegudstjeneste kl. 10.00. Det forudsættes endvidere, at der afholdes gudstjeneste på de tre højhellighedsdage, samt at én af disse gudstjenester vekslende mellem juledag, påskedag og pinsedag er en højmessegudstjeneste. Der holdes endvidere gudstjeneste nytårsdag, skærtorsdag eller langfredag, store bededag eller Kristi himmelfartsdag.

§ 5

Medlemmer af kirkedistriktet med bopæl i (Æ), (Ø), (X) og (Y) sogne har krav på at blive betjent af deres egen sognepræst i (B) Kirke, hvad angår begravelse, bisættelse, bryllup og konfirmation. Dette ændrer intet i retten til at blive kirkeligt betjent i egen sognekirke.

§ 5

Medlemmer af kirkedistriktet med bopæl i (Æ), (Ø), (X) og (Y) sogne har krav på at blive betjent af deres egen sognepræst i (B) Kirke, hvad angår begravelse, bisættelse, bryllup og konfirmation. Dette ændrer intet i retten til at blive kirkeligt betjent i egen sognekirke.

§ 6

Medlemmer af kirkedistriktet betjenes med hensyn til sjælesorg af den eller de sognepræster, som er kaldet til det sogn, hvori medlemmet af kirkedistriktet har bopæl.

”

Sognepræsten i Z foreslog primo november 1996 i et brev til biskoppen at udkastet blev ændret for så vidt angik § 4, således at bestemmelsen fik følgende ordlyd

”Gudstjenester i (B) Kirke holdes efter aftale mellem menighedsrådet og sognepræsten i (Z) Sogn. Det forudsættes herved, at der afholdes gudstjeneste i (B) Kirke hveranden søndag, og at hveranden af disse gudstjenester holdes som en højmessegudstjeneste kl. 10.00. Det forudsættes endvidere, at der afholdes gudstjeneste på de tre højhelligdage, og at én af disse gudstjenester vekslende mellem juledag, påskedag og pinsedag er en højmessegudstjeneste. Der holdes endvidere gudstjeneste nytårsdag, skærtorsdag eller langfredag, St. Bededag eller Kristi himmelfartsdag.”

Den 15. november 1996 sendte biskoppen sit udkast med den af sognepræsten i Z foreslåede rettelse til menighedsrådet og præsteforeningen med henblik på at rådet og foreningen kunne fremkomme med bemærkninger. Udkastet blev endvidere sendt til orientering til Kirkeministeriet, menighedsrådene i sognene Z, Æ, Ø, X og Y samt sognepræsterne i X og Y.

Sognepræsten i Z sendte den 22. november 1996 et sålydende brev til biskoppen

”På menighedsrådsmødet i (B) den 20. november fremkom udtalelser om, at det ville være urimeligt, hvis den præst, som skal have alle gudstjenesterne i (B) kirke, ikke også havde pligt til at betjene de medlemmer af (B) kirkedistrikt m.h.t. sjælesorg, som måtte komme til at føle tilknytning til den pågældende præst. Gudstjenesterne og sjælesorgsforpligtelsen kan/bør ikke adskilles så skarpt som i regulativudkastet. – Denne indvending mod regulativudkastet forekommer mig berettiget, og jeg vil derfor gerne foreslå en tilføjelse til § 6, ( )

”

Præsteforeningen meddelte i brev af 28. november 1996 at under de givne omstændigheder ”tilbagestår præsteforeningens principielle indvending mod bruddet med den grundlæggende geografiske afgrænsning af præstens tjenestepligter, som anført i præsteforeningens skrivelse af 3. september 1996 til biskoppen”.

Menighedsrådet anførte i brev af 29. november 1996 bl.a. følgende

”(B) menighedsråd finder, at ’Udkast til regulativ for den gejstlige betjening af (B) kirke’ indeholder en betænkelig forringelse af den nuværende kirkelige betjening, da ca. 70% af menighedens medlemmer fratages de ordinære gudstjenester forrettet af deres sognepræst i (B) kirke.

Ligeledes finder (B) menighedsråd det uacceptabelt at adskille den ordinære gudstjeneste fra sjælesorgen.

I øvrigt henvises til (B) menighedsråds udtalelse i skrivelse af 3. september 1996 med udkast til regulativ for (B) kirke. (B) menighedsråd har bemærket sig, at Biskoppen ikke har kvitteret for denne skrivelse og udtalelse.

Der gøres opmærksom på, at den gejstlige betjening af (B) kirke er fastlagt i et regulativ til forskel fra den gejstlige betjening af sognekirker.

Ifølge dansk forvaltningspraksis er et approberet regulativ gældende, indtil de berørte parter – og således også (B) menighedsråd – efter forhandling har accepteret en ændring.

(B) menighedsråd ser sig således nødsaget til med baggrund i ovennævnte og tidligere fremsatte udtalelser at fastholde den bestående og gældende ordning fastlagt i ’Regulativ og Reglement for (B) Kirke af 2. september 1941’.”

Den 19. december 1996 sendte biskoppen til menighedsrådet det nye regulativ af 19. december 1996. Biskoppen anførte følgende i fremsendelsesbrevet

”

Efter svarfristen den 15. december 1996 er der fremkommet bemærkninger fra (B) Menighedsråd, sognepræsten i (Z) samt Den danske Præsteforening. Disse bemærkninger har givet mig anledning til at tilføje sidste punktum i regulativets § 6.

En telefonsamtale med Kirkeministeriet den 19. december 1996 har bekræftet, at man derfra ingen bemærkninger har til regulativet.

I brev af 29. november 1996 henviser (B) Menighedsråd til tidligere fremsendt brev af 3. september 1996, som jeg angiveligt ikke har kvitteret for. Det nævnte brev samt medsendte forslag til regulativ dateret 31. august 1996 har jeg betragtet som en tilkendegivelse, som positivt er indgået i mine overvejelser under udarbejdelsen af mit eget udkast til regulativ. Herudover har jeg ingen bemærkninger til menighedsrådets brev af 3. september 1996.

”

Regulativet af 19. december 1996 der trådte i kraft den 1. januar 1997, har følgende ordlyd

”Regulativ for den gejstlige betjening af (B)Kirkedistrikt

§ 6

Medlemmer af kirkedistriktet betjenes med hensyn til sjælesorg af den eller de sognepræster, som er kaldet til det sogn, hvori medlemmet af kirkedistriktet har bopæl. Dog er sognepræsten i (Z) Sogn forpligtet til efter begæring af et medlem af (B) Kirkedistrikt at betjene medlemmet med hensyn til sjælesorg.

§ 7.

Adgang til Altergang og de øvrige gudstjenstlige Handlinger, som maa foregaa i Forbindelse med den sædvanlige Gudstjeneste, finder Sted for enhver Beboer af Kirkekredsen, uanset hvem den fungerende Præst er. Dog maa herved iagttages, at naar nogen ønsker et Barn døbt af en anden Præst end sin egen, da maa der for den fungerende Præst fremlægges en skriftlig Attest med alle fornødne Oplysninger fra Vedkommendes egen Sognepræst om, at Handlingen kan foretages.

Efter Handlingens Udførelse skal den fungerende Præst gøre fornøden Anmeldelse derom til Indførelse i den vedkommende Præsts Kirkebog.

§ 7

Kirkebogsføringen vedrørende medlemmer af (B) Kirkedistrikt finder sted efter de for folkekirken gældende regler.

§ 8.

Alle øvrige ministerielle Handlinger, der foregaar uden Forbindelse med den sædvanlige Gudstjeneste, foretages af den Paagældendes egen Præst, jfr. dog § 1, Stk. 2, i Loven om Sognebaandsløsning og Brugen af Kirkerne, og i hvert Fald skal fornøden Indførelse ske i det Sogns Kirkebog, hvor Paagældende er hjemmehørende med Vedføjelse af, naar og hvor Handlingen er foretaget.

§ 8

Tvivlsspørgsmål vedrørende nærværende regulativ forelægges biskoppen til afgørelse.

§ 9

Nærværende regulativ ophæver de bestemmelser vedrørende den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt, som er indeholdt i (C) Stifts Bispeembedes ’Regulativ og Reglement for (B) Kirke’ af 2. september 1941.”

Menighedsrådet indgav den 15. januar 1997 via Provsten i T og biskoppen i C Stift en klage til Kirkeministeriet over det nye regulativ. Menighedsrådet anførte bl.a. følgende i klagen

”Sognepræsterne i (Z), (Æ) og (Ø) er ansat ved og indsat i (B) kirke og medlemmer af folkekirken i (B) kirkedistrikt har derfor ret til kirkelig betjening i (B) kirke af de 3 sognepræster og menigheden kan frit vælge den sognepræst, hvortil der er skabt et tillidsforhold (jfr. lov nr. 352 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 5 og 6).

Endvidere finder (B) menighedsråd ikke, at bestemmelserne for fastsættelse af regler for præsternes betjening af menigheden kan anvendes, idet (B) kirkedistrikt ikke er et pastorat og at der ikke har været forhandlet med (B) menighedsråd om ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt af 19. december 1996’. (bilag 10-14) (jfr. lov nr. 352 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 9 og lov nr. 432 om menighedsråd § 39).

Ligeledes påklager (B) menighedsråd, at ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt af 19. december 1996’ fratager en stor del [af] menigheden ved (B) kirke retten til kirkelig betjening i (B) kirke af de indsatte sognepræster – i strid med de stedlige hævdvundne rettigheder og et enigt menighedsråds ønske. (jfr. lov nr. 352 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 5 og 6).

Præsterne finder det utilfredsstillende, at de i (B) kirke skal yde kirkelig betjening incl. sjælesorg til folk fra andre sognedele end netop deres egen sognedel. Da (B) kirkedistrikt har sit eget menighedsråd, er det i lovgivningen sidestillet med et sogn, hvorfor de 3 sognepræster har pligt til at yde hele menigheden kirkelig betjening. (jfr. lov nr. 432 om menighedsråd § 1, stk. 2.).

Denne rettighed fratages menigheden med ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirke af 19. dec. 1996’, der fastsætter, at alene sognepræsten i (Z) varetager alle ordinære gudstjenester i (B) kirke og det uden alle en sognepræsts forpligtelser. En stor del af menigheden ved (B) kirke får een præst til gudstjeneste og en anden til sjælesorg.

(B) menighedsråd er af den opfattelse, at gudstjeneste og sjælesorg uløseligt hører sammen, hvorfor det er i strid med præsteløfte m.v., når det i ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt af 19. december 1996’ fastsættes, at sognepræsten i (Z), der har gudstjenestepligten, udelukkende på begæring af et medlem af (B) kirkedistrikt, har pligt til at betjene medlemmet med hensyn til sjælesorg.

(B) menighedsråd påklager, at ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt af 19. december 1996’ fastsætter, at kun eet medlem ud af (B) kirkedistrikt menighedsråds syv medlemmer for fremtiden kan deltage i valget af den sognepræst, der alene varetager alle ordinære gudstjenester i (B) kirke. (jfr. lov nr. 432 om menighedsråd § 34, stk. 2).

(B) menighedsråd ansøgte i slutningen af 1970-erne, om at indskrænke gudstjenestefrekvensen til hver anden søndag på grund af vakance i kapellanembedet i (Ø). (C) Stifts Bispeembede gav i årene 1978-81 årligt en dispensation fra bestemmelsen om, at der skal afholdes gudstjeneste hver søndag. Denne dispensation er ikke fornyet siden 1982.

(C) Stifts Bispeembede fastlægger nu i ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) kirkedistrikt af 19. december 1996’, at der skal afholdes gudstjeneste hver anden søndag i (B) kirke, hvilket er i strid med gældende regler. Menigheden ved (B) kirke har ret til samme gudstjenestefrekvens som menigheden ved andre kirker. ((C) Stifts cirkulæreskrivelse vedr. gudstjenestefrekvens af 22. november 1995 (vedlagt), Preben Espersen; Kirkeret alm. del, 1993, side 107 pkt. 8.5.3. Præstens opgaver).

Det er ligeledes en uacceptabel forringelse af den kirkelige betjening af (B) kirkedistrikt, når højmesse kl. 10.00 kun skal afholdes hver anden gang, dvs. højst en gang om måneden. Dette er især uacceptabelt, fordi sognepræsterne i (Æ) og (Ø) sogne, der frigøres fra de ordinære gudstjenester i (B) kirke, ikke er pålagt andre opgaver udover tjenesten i deres 1-sognspastorater.

(B) menighedsråd finder, at administrationen af forholdene ved (B) kirke med udstedelsen af endnu et regulativ vil blive vanskeliggjort. Det juridiske grundlag for (B) Kirkedistrikt vil med to regulativer fremstå som rodet, idet det ikke klart fremgår hvilke paragraffer der erstatter hvilke.

(B) menighedsråd finder, at denne sag er af principiel betydning og anmoder om foretræde for Kirkeministeren for at forelægge sagen.”

Biskoppen sendte den 29. januar 1997 menighedsrådets klage videre til Kirkeministeriet og anførte at klagen ikke gav ham anledning til bemærkninger, men at han kunne henholde sig til sit regulativ af 19. december 1996.

Kirkeministeriet traf den 24. april 1997 afgørelse i anledning af menighedsrådets klage. Ministeriet anførte bl.a. følgende

”I anledning heraf skal man meddele, at den ved ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt’ af 19. december 1996 skete nyordning af den gejstlige betjening af (B) kirkedistrikt efter ministeriets opfattelse klart falder ind under biskoppens kompetence til at tilrettelægge den præstelige betjening i stiftet.

Man skal endvidere bemærke, at nyordningen ikke forudsætter hverken kongelig resolution eller godkendelse fra Kirkeministeriet. Der kan heller ikke stilles krav om, at (B) menighedsråd skal have tilsluttet sig nyordningen. Nyordningen skal have været forhandlet med menighedsrådet, hvilket ifølge det oplyste også er sket.

Der er efter ministeriets opfattelse ikke grundlag for at kritisere biskoppen hverken med hensyn til indholdet af nyordningen eller med hensyn til biskoppens behandling af sagen.”

I brev af 2. juli 1997 bad formanden for menighedsrådet Kirkeministeriet om at besvare følgende spørgsmål

”

1.

Nyordningen af den gejstlige betjening af (B) kirke falder efter Kirkeministeriets opfattelse klart ind under biskoppens kompetence til at tilrettelægge den præstelige betjening i stiftet.

I hvilke bestemmelser er biskoppens kompetence og omfanget af denne kompetence klart beskrevet?

2.

Nyordningen forudsætter ikke hverken kongelig resolution eller godkendelse fra Kirkeministeriet.

Med Kirkeministeriets skrivelse af 29. august 1941 (Journal nr. 4 P.240) er ’Regulativ og Reglement for (B) Kirke’ af 19. august 1941 approberet.

Der ønskes en redegørelse for og fortegnelse over de bestemmelser til hvilke der henvises, når et approberet regulativ bliver ændret uden kongelig resolution eller godkendelse fra Kirkeministeriet.

3.

I (C) Stifts skrivelse til (B) Menighedsråd af 19. dec. 1996 ( ) meddeler biskop (K), at Kirkeministeriet er orienteret om ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt’ og senere i samme skrivelse, at en telefonsamtale med Kirkeministeriet den 19. december 1996 har bekræftet, at man derfra ingen bemærkninger har til regulativet.

Således har biskoppen forelagt Kirkeministeriet nyordningen og regulativet og fået det godkendt.

Som part i sagen anmoder jeg om aktindsigt i de ved denne sagsbehandling og godkendelse foreliggende sagsakter. Endvidere anmoder jeg om en redegørelse for, hvilken indflydelse Kirkeministeriets forhåndsgodkendelse har haft på Kirkeministeriets stillingtagen til (B) menighedsråds klage og anmoder samtidig om en forklaring på de modstridende udtalelser jfr. pkt. 2.

4.

Forud for biskoppens udstedelse af ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt’ skal nyordningen have været indgående forhandlet med menighedsrådet, hvilket ifølge det oplyste også er sket.

Med henvisning til aktindsigt, anmoder jeg om at få tilstillet kopi af de sagsakter, forhandlingsreferater, mødenotater og andre relevante dokumenter, der kan begrunde denne udtalelse.

6.

I (B) kirke har der i en årrække med baggrund i en af (C) Stift Bispeembede udstedt dispensation kun været gudstjeneste hver anden søndag.

Hvor i lovgivningen er der belæg for, at biskoppen kan lovliggøre denne dispensation i et regulativ og derved fratage menigheden retten til gudstjeneste hver søndag i eetsognspastorat?

8.

I bekendtgørelse nr. 571 af lov om menighedsråd § 2 bestemmes det, at alle i et pastorat ansatte præster, altså også hjælpepræster, er fødte medlemmer af menighedsrådet.

Med hvilken hjemmel kan biskop (K) i ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt’ i strid med loven bestemme, at 2 ud af de 3 ansatte præster ved (B) kirke ikke er medlemmer af (B) menighedsråd?

9.

(B) kirke er siden sin indvielse den 26. juni 1881 efter sædvane blevet betjent af de tre sognepræster i (Æ), (Ø) og (Z).

Der er således tale om en velerhvervet rettighed og der udbedes en redegørelse for med, hvilken hjemmel denne velerhvervede rettighed kan tilbagekaldes?

Flere ældre i menigheden mener at vide, at foranstående forhold er fastlagt i en kirkeministeriel forordning omkring midten af 1920-erne. Jeg vil gerne have oplyst om rigtigheden heraf og udbeder mig i givet fald en kopi af forordningen tilstillet. ( )

10.

Der ønskes oplyst, om biskoppen med hjemmel i en lov er den regeludstedende myndighed, for så vidt angår et nyt regulativ, herunder få klarhed over den særlige hjemmel, der kræves ved ændring af et regulativ.

11.

Skal biskoppen i udøvelsen af sit embede overholde de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder reglerne i forvaltningsloven eller udøver han sin virksomhed med hjemmel enten i en udtrykkelig givet lovbestemmelse, bekendtgørelse eller cirkulære eller efter forvaltningsmæssig praksis og sædvane for så vidt angår det gejstlige område?

Som part i sagen anmoder jeg med henvisning til forvaltningslovens bestemmelser om aktindsigt i sagen og anmoder samtidig om, at redegørelsen for ovenstående spørgsmål er bilagt kopier af de relevante love med en markering af de paragraffer, der anvendes i besvarelsen.

”

Kirkeministeriet svarede den 9. december 1997 således

”

Ministeriet skal hertil bemærke, at opretholdelsen af de gamle særordninger vedrørende (B) kirke og kirkedistrikt beror på sædvane, hvilket har den retsvirkning, at særordningerne ikke kan betragtes som ulovlige, uanset at de er i strid med den nuværende lovgivning på området. Særordningerne er på den anden side ikke udstyret med en særlig retskraft, således at de ikke kan ændres, medmindre menighedsrådet er indforstået, og betyder altså ikke nogen indskrænkning i den kompetence, der tilkommer de kirkelige myndigheder, Kirkeministeriet og lovgiver.

Afgørende for, hvor kompetencen ligger til at ændre en bestemmelse i ’Regulativ og Reglement for (B) Kirke approberet af Kirkeministeriet den 29. august 1941’ er, hos hvilken myndighed kompetencen til at træffe afgørelser af denne art normalt ligger. Biskoppen kan således ikke ophæve bestemmelsen i § 1 og derved nedlægge kirkekredsen eller distriktet. Det kan kun ministeriet.

Den hidtidige ordning vedrørende den præstelige betjening af (B) kirke har altså ikke en særlig retskraft, der bevirker en indskrænkning af biskoppens almindelige ansvar for og kompetence til at tilrettelægge den præstelige betjening i stiftet.

Der findes ikke bestemmelser, der klart beskriver biskoppens kompetence vedrørende tilrettelæggelsen af den præstelige betjening. Biskoppens kompetence beror til dels på sædvane, idet man tillige skal pege på den almindelige arbejdsretlige grundsætning om arbejdsgivers ledelsesret (retten til at lede og fordele arbejdet). Denne grundsætning er for tjenestemænds vedkommende slået fast i tjenestemandslovens § 45, stk. 3, der også gælder for folkekirkens præster.

I den foreliggende sag er hjemlen for biskoppens fastlæggelse af regler om den præstelige betjening af (B) kirkedistrikt bestemmelsen i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 9, stk. 1 (Retsregler for Menighedsrådsmedlemmer side 448).

Der er i øvrigt ikke noget usædvanligt ved, at embedsforholdet mellem flere præster eller visse dele af en præsts embedspligter, fx betjening af et hospital, fastlægges ved et af biskoppen udfærdiget regulativ.

Biskop (K)’s telefonsamtale den 19. december 1996 med Kirkeministeriet (ved en fuldmægtig i ministeriets 3. kontor) drejede sig om tjenestemandsretlige spørgsmål i relation til den påtænkte ændring af den præstelige betjening. Der er ikke her taget notat vedrørende telefonsamtalen, i hvilken forbindelse bemærkes, at der ikke var notatpligt vedrørende samtalen, jf. lov om offentlighed i forvaltningen § 6, stk. 1. Det eneste aktstykke i denne forbindelse er biskoppens udkast til regulativ, som blev sendt til menighedsrådet med biskoppens skrivelse af 15. november 1996.

Telefonsamtalen var ikke ’en forhåndsgodkendelse’ af det nye regulativ, som menighedsrådet skriver, men en drøftelse af eventuelle tjenestemandsretlige problemer, og denne drøftelse har ikke haft nogen betydning for ministeriets behandling af menighedsrådets klage, der som bekendt ikke drejede sig om tjenestemandsretlige spørgsmål i relation til de involverede præster.

Menighedsrådet mener ikke, at nyordningen har været forhandlet med rådet.

De 6 foregående afsnit [med en gennemgang af sagens forløb ved bispeembedet; min tilføjelse] beskriver et forhandlingforløb, dels skriftligt dels ved møder, hvor menighedsrådet har haft lejlighed til at øve indflydelse på det endelige resultat, hvilket også fremgår tydeligt af de ændringer, som er sket med biskoppens forslag undervejs. Ministeriet er derfor uforstående over for menighedsrådets påstand om, at nyordningen ikke er blevet forhandlet med rådet, da det modsatte dokumenteres af det materiale, som rådet har indsendt til ministeriet.

Menighedsrådet finder ikke, at nyordningen er begrundet.

Man skal hertil bemærke, at biskoppen i sit brev af 14. maj 1996 henviser til, at det vil være hensigtsmæssigt at gennemføre en administrativ forenkling af forholdene ved (B) kirke. Ministeriet kan ikke være uenig med biskoppen heri, og der har da også gennem årene været gjort flere – forgæves – forsøg på at ’normalisere’ (B) kirkes og kirkedistrikts retsstilling. Ministeriet finder, at nyordningen er ikke alene begrundet, men også velbegrundet.

Ministeriet har forstået menighedsrådets oplysninger således, at der siden 1978 (i årene 1978-81 med biskoppens dispensation) kun har været gudstjeneste i (B) kirke hver anden søndag. Det er nu fastlagt i Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt af 19. december 1996 § 4, at der (som minimum) er gudstjeneste hver anden søndag samt de tre højhelligdage, nytårsdag, skærtorsdag eller langfredag, store bededag eller Kristi himmelfartsdag.

Menighedsrådet spørger, hvor i lovgivningen der er hjemmel til, at biskoppen kan lovliggøre denne dispensation i et regulativ og derved fratage menigheden retten til gudstjeneste hver søndag i et eetsognspastorat.

Man skal hertil bemærke, at der ikke eksisterer nogen regel om, at der skal være gudstjeneste hver søndag i alle kirker, og at der ifølge det oplyste ikke ved regulativet sker nogen reduktion af det antal gudstjenester, der rent faktisk holdes i (B) kirke. Der er nærmest tale om en skriftlig fiksering af den praksis eller sædvane, der har udviklet sig på stedet. Det finder ministeriet ikke, at der er grundlag for at kritisere.

Ved indstilling til præstestillinger i pastorater, der indgår i (B) kirkedistrikt, tiltrædes pastoratets menighedsråd af de eller det valgte medlem af (B) kirkedistrikts menighedsråd, som er valgt fra kirkedistriktets del af det pastorat, hvori indstillingen skal foretages.

Menighedsrådet spørger, hvor i lovgivningen der er hjemmel til, ’at biskoppen fratager en præst retten til prædikeembedet og kun prædikeembedet, således at menighedsrådsmedlemmernes indstillingsret til embedet bliver meningsløs, når menighedsrådsmedlemmerne og menigheden aldrig kan møde den indstillede ansøger som præst i sognemenighedens kirke til de ordinære gudstjenester og når præstens embedspligt stadig omfatter de øvrige 3 hovedområder’ (nemlig sjælesorg, undervisning og det administrative).

Ministeriet skal hertil bemærke, at de medlemmer af (B) menighedsråd, der er valgt fra kirkedistriktets del af (X) og (F) sogne, tiltræder (X) og (F) menighedsråd ved indstilling til præstestillinger i (X) og (F) sogne, uanset at præsterne her aldrig har været forpligtet vedrørende betjeningen af (B) kirkedistrikt – hverken med prædikeembede, sjælesorg, undervisning eller det administrative – uden at det tilsyneladende har været fornemmet som noget problematisk.

Ministeriet er enig med menighedsrådet i, at situationen er ejendommelig, men ikke meget ejendommeligere nu, end den hele tiden har været.

Med hensyn til lovhjemlen for biskoppens omordning af den kirkelige betjening af (B) kirkedistrikt henvises til den tidligere nævnte bestemmelse i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 9, stk. 1 (Retsregler for Menighedsrådsmedlemmer side 448).

Menighedsrådet spørger, med hvilken hjemmel biskoppen i strid med bestemmelsen i menighedsrådslovens § 2 kan bestemme, at 2 ud af 3 ansatte præster ikke er medlemmer af (B) menighedsråd.

Ministeriet skal henvise til bestemmelsen i menighedsrådslovens § 2, stk. 4, der indeholder den efterspurgte hjemmel.

”

Den 6. maj 1998 skrev A til biskoppen og meddelte at A repræsenterede menighedsrådet. A foreslog i brevet at der blev holdt et møde mellem biskoppen, provsten for T Provsti, menighedsrådet og A med henblik på at finde en løsning som alle involverede kunne være tilfredse med. Biskoppen afviste i brev af 19. maj 1998 at afholde et møde.

Den 14. september 1998 klagede A til mig over C Stifts Bispeembedes og Kirkeministeriets behandling af sagen. A anførte bl.a. følgende i klagen

”Det er min opfattelse, at såvel Bispeembedets som Kirkeministeriets sagsbehandling er behæftet med en række fejl, hvilket der skal redegøres for i det følgende

Nr. 1.

I Kirkeministeriets skrivelse af 9. december 1997 (bilag 19) anføres (side 1 sidste afsnit), at hjemlen for Biskoppens fastlæggelse af regler om den præstelige betjening i (B) Kirkedistrikt findes i § 9, stk. 1 i lov nr. 352 af 6. juli 1991 om medlemskab af folkekirken m.v.

Kirkeministeriet synes ganske, at overse samme lovs § 5, § 6, stk. 1 samt § 8, stk. 2.

Af samme lovs § 5 fremgår, at (B) Kirkedistrikts menighed hører til menigheden i det sogn, hvori den har bopæl med mindre de ved særlige bestemmelser er henvist til en anden menighed.

(B) Kirkedistrikt har netop i henhold til regulativet fra 1941 (bilag 1) været henvist til det selvstændige kirkedistrikt (B), dog med en samtidig ret til at lade sig betjene af kirken i det enkelte medlems eget sogn.

Af § 6, stk. 1, fremgår således, at ethvert medlem af (B) Kirkedistrikt har ret til kirkelig betjening af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører og dette har hidtil været de tre præster, der betjente (B) Kirkedistrikt, nemlig præsten fra (Z) sogn, præsten fra (Æ) sogn og præsten fra (Ø) sogn.

Dette indebærer med andre ord, at der direkte efter loven har været en ret for ethvert medlem af (B) Kirkedistrikt til at blive betjent i enhver henseende af 3 præster ved kirken.

Denne lovhjemlede ret har de administrative kirkemyndigheder nu frataget menighedens medlemmer ved (B) Kirkedistrikt.

Det er min opfattelse, at denne fratagelse således er uhjemlet og i strid med lov nr. 352 af 6. juni 1991 § 5, jvf. § 6 stk. 1.

Hertil kommer, at samme lovs § 8, stk. 2, synes at forudsætte, at en menigheds medlemmer uanset områdeinddelingen har ret til ’kirkelig betjening’ af enhver af pastoratets præster, d.v.s. enhver af de 3 præster, som i overensstemmelse med lovens § 5 var tilknyttet (B) Kirke i henhold til særlig bestemmelse.

På denne baggrund synes Kirkeministeriets angivelse af hjemlen (bilag 19, side 1 sidste afsnit) i samme lovs § 9, stk. 1, at bero på en vildfarelse.

Nr. 2.

I Kirkeministeriets skrivelse af 9. december 1997 (bilag 19) anføres side 2, 2. afsnit f.f. nogle bemærkninger vedrørende en telefonsamtale mellem biskop (K) og Kirkeministeriet den 19. december 1996 og Kirkeministeriet anfører her, at der ikke har været notatpligt af denne telefonsamtale under henvisning til Lov om Offentlighed i Forvaltningen § 6, stk. 1.

Samtidig anfører Kirkeministeriet, at denne telefonsamtale alene vedrørte nogle tjenestemandsretlige spørgsmål i relation til den påtænkte ændring af den præstelige betjening og at telefonsamtalen ikke var en ’forhåndsgodkendelse’ af det nye regulativ.

Denne udtalelse skal sammenholdes med Biskop (K)’s skrivelse af 19. december 1996 (bilag 14), hvor han anfører følgende

’En telefonsamtale med Kirkeministeriet den 19. december 1996 har bekræftet, at man derfra ingen bemærkninger har til regulativet.’

Som det fremgår af Biskop (K)’s skrivelse har han erindret telefonsamtalen samme dag, som en telefonsamtale om bemærkninger til regulativet.

Allerede på den baggrund synes der at kunne være en saglig begrundelse for, at der burde være taget et notat, idet Biskoppen og Kirkeministeriet synes at være noget i modstrid med hinanden vedrørende erindringen om den pågældende telefonsamtale.

Endvidere findes henvisningen til Lov om Offentlighed i Forvaltningen § 6, stk. 1 ikke at kunne give hjemmel for Kirkeministeriets antagelse, idet der ikke umiddelbart synes at være tale om oplysninger under telefonsamtalen, som i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

Kirkeministeriets opfattelse ses derfor at bero på en retsvildfarelse.

Nr. 3.

Kirkeministeriet anfører i sin skrivelse af 9. december 1997 (bilag 19 side 4, 5. afsnit), at hjemlen til at 2 ud af 3 ansatte præster ikke længere er medlem af (B) Menighedsråd findes i Menighedsrådslovens § 2, stk. 4.

Menighedsrådslovens § 2, stk. 4 ses alene at vedrøre den situation, at Biskoppen ved regulativ kan bestemme, at hver af præsterne skal være medlem af menighedsrådet i sit sogn eller distrikt, når der er tale om kirkelig betjening af et pastorat, der består af flere sogne eller kirkedistrikter og når betjeningen væsentligt er overdraget til en af præsterne.

Dette synes umiddelbart, at være den modsatte situation i forhold til den situation, der er omhandlet i nærværende sag, hvor man tværtimod fratager 2 ud af 3 ansatte præster medlemskab af menighedsrådet.”

Jeg sendte den 25. september 1998 A’s klage videre til Kirkeministeriet med henblik på at ministeriet tog stilling til hans indsigelser. Ministeriet svarede den 23. november 1998 således

”

Ministeriet skal indledningsvis gøre opmærksom på, at beboere af kirkedistrikter ikke ’ved særlig bestemmelse er henvist til en anden menighed’, jf. § 5 i lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning. Bestemmelsen omfatter personer i anstalter og stiftelser, der udgør selvstændige menigheder, fx. statsfængslerne eller De Gamles By, personer der har sluttet sig til Skt. Petri tyske menighed i København, og personer der har sluttet sig til en valgmenighed.

Bestemmelsen i § 5 bygger på det princip, at ingen kan være medlem af mere end en menighed med den udtrykkelige undtagelse, at medlemmerne af døvemenighederne bevarer tilhørsforholdet til sognemenigheden.

Beboerne i (B) Kirkedistrikt hører, jf. lov om medlemskab af folkekirken mv. § 5, til menigheden i det sogn, hvori de har bopæl, – og kun denne menighed – og har ret til kirkelig betjening af præsten eller præsterne for denne menighed, jf. lovens § 6, stk. 1, 1. punktum. Det vil altså – afhængig af bopælen – sige sognepræsten/sognepræsterne i (Z), (Æ), (Ø), (X) eller (F) pastorat.

Det følger modsætningsvis af lovens § 6, stk. 1, 1. punktum, at folkekirkemedlemmer som hovedregel ikke har krav på kirkelig betjening af præster for andre menigheder end den, de tilhører.

Det er altså kun i det omfang, det var fastsat i Regulativ og Reglement for (B) Kirke af 29. august 1941 og nu er fastsat i biskoppens Regulativ af 19. december 1996 for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt, at beboerne i kirkedistriktet tidligere havde/nu har ret til kirkelig betjening af præsterne i de pastorater, af hvilke der indgår dele i kirkedistriktet. (Dog havde og har beboere i kirkedistriktet altid ret til kirkelig betjening af præsten for bopælsmenigheden, jf. ovenfor.)

Regulativ og Reglement for (B) Kirke af 29. august 1941 henviser beboerne af kirkekredsen til deres egen sognepræst med hensyn til kirkelig betjening.

Ifølge Regulativ og Reglement for (B) Kirke af 29. august 1941 § 7 havde enhver beboer af kirkekredsen adgang til altergang og de øvrige gudstjenstlige handlinger i forbindelse med den sædvanlige gudstjeneste, uanset hvem der var fungerende præst. Hvis en beboer af kirkekredsen ønskede et barn døbt af en anden præst end sin egen, skulle der dog for den fungerende præst fremlægges en skriftlig attest med alle fornødne oplysninger fra vedkommendes egen sognepræst om, at handlingen kunne foretages, og den fungerende præst skulle foretage anmeldelse om dåben til vedkommendes egen sognepræst med henblik på indførelse i dennes kirkebog.

Ifølge § 8 i Regulativ og Reglement for (B) Kirke af 29. august 1941 skulle alle øvrige kirkelige handlinger, der foregår uden forbindelse med den sædvanlige gudstjeneste, foretages af den pågældendes egen præst, og der skulle ske indførelse i det sogns kirkebog, hvor den pågældende beboer af kirkekredsen var hjemmehørende, om den kirkelige handling.

Ifølge § 9 i Regulativ og Reglement for (B) Kirke af 29. august 1941 kunne der ikke ske konfirmation i (B) Kirke.

Som det fremgår af foranstående, havde beboerne af kirkekredsen ingen udvidet ret til kirkelig betjening – bortset fra dåb under visse betingelser.

Ved biskoppens Regulativ af 19. december 1996 for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt er der sket en udvidelse af beboerne af kirkekredsens ret til kirkelig betjening, idet sognepræsten i (Z) sogn nu, jf. § 2, er pligtig til at varetage kirkelige handlinger, uanset om den pågældende ikke bor i den del af (Z) sogn, der er henlagt til distriktet. Ligeledes er sognepræsten i (Z) forpligtet til på begæring af en beboer i kirkedistriktet at betjene denne med sjælesorg, jf. § 6, uanset om den pågældende ikke bor i den del af (Z) sogn, der er henlagt til distriktet.

Der er endvidere ved § 5 i biskoppens regulativ åbnet mulighed for afholdelse af konfirmation i (B) kirke.

Der er altså ikke ved biskoppens regulativ sket nogen indskrænkning af beboernes ret til kirkelig betjening – tværtimod.

( ) biskoppens hjemmel for fastlæggelse af regler om ansatte præsters medlemskab af (B) menighedsråd

Ifølge menighedsrådslovens § 2, stk. 1, er alle ansatte præster i et pastorat medlem af alle menighedsråd i pastoratet, men biskoppen kan i medfør af § 2, stk. 4, ved regulativ bestemme, at hver af præsterne ( kun ) skal være medlem af menighedsrådet i sit sogn eller distrikt, når der er tale om kirkelig betjening af et pastorat, der består af flere sogne eller kirkedistrikter og når betjeningen væsentligt er overdraget en af præsterne.

”

A klagede i brev af 12. maj 1999 på ny til mig over C Stifts Bispeembedes og Kirkeministeriets behandling af sagen. A anførte i klagen at ændringen af regulativet skulle ske efter reglerne om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter. A begrundede dette med at den tidligere ordning var en undtagelse til den almindelige sogneopdeling som havde været fordelagtig for menigheden. A anførte videre bl.a. følgende

”Der er ingen tvivl om, at for menigheden i (B) Kirkedistrikt er det af stor betydning, hvordan den kirkelige betjening fastlægges. For borgerne er der således ikke tale om teoretiske spørgsmål, men om forhold der griber ind i hverdagen og deres tilknytning til den danske folkekirke. Det er ikke ligegyldigt hvilken præst der står på prædikestolen, og det er heller ikke ligegyldigt hvilken prædikestol han eller hun står på.

I et tilfælde hvor (Z) sogns menighedsråd bliver begejstret for en yderligtgående opfattelse indenfor folkekirken, vil (B) således blive påtvunget denne forkyndelsesretning. Tidligere havde menigheden muligheden for at fravælge denne præsts gudstjenester, men stadig komme i egen kirke andre søndage.

– Ved regulativet fastsættes ordinære gudstjenester til hver anden søndag. Dette er i overensstemmelse med praksis i kirkedistriktet, men for menigheden må det alligevel betragtes som en forringelse, idet et fremtidigt ønske om hyppigere gudstjenester nu vil kræve biskoppens samtykke.

Forvaltningens interesser i regulativændringen fremgår af biskoppens skrivelse af 14.05.1996, sagens bilag 2. Biskoppen anfører her

· (B) Kirke betjenes af én præst.

· Menighedsrådet har ikke adgang til problematisk deltagelse i præstevalg i nabosognene.

· Kirkebogsregistreringen forenkles.

· De økonomiske forhold forenkles ved afskaffelse af en indviklet og besværlig fordelingsnøgle.

Kirkeministeriet tilslutter sig i skrivelse af 29.12.1997, bilag 19, at der er tale om en velbegrundet ændring på grund af administrative forenklinger.

Til dette skal det fra menighedsrådet anføres

· Betjening af (B) Kirke med alene én præst ses ikke at have fordele for forvaltningen, idet de øvrige præster ikke er blevet pålagt alternative opgaver, og de frigivne ressourcer således ikke udnyttet til anden side.

· Regulativet har i den nuværende udformning ikke ændret på menighedsrådets ret til deltagelse i præstevalg i nabosognene.

· Regulativet har ikke medført nogle ændringer i kirkebogsføringen.

· At proportionalitetsgrundsætningen taler stærkt imod at omordne sognets kirkelige betjening for at undgå en besværlig økonomisk fordelingsnøgle. I øvrigt kan besværlighederne næppe være uoverstigelige ved anvendelse af EDB.

I øvrigt fastholdes klagen over de formelle mangler ved sagsbehandlingen som beskrevet i mit brev af 14.09.1998 pkt. 2 og 3.

Det bør yderligere tilføjes, at Biskop (K) i perioden for fastsættelse af det nye regulativ ikke har imødekommet menighedsrådets ønske om yderligere et møde til diskussion heraf.”

I anledning af A’s klage modtog jeg udtalelser af 19. oktober og 21. oktober 1999 fra henholdsvis C Stifts Bispeembede og Kirkeministeriet. Bispeembedet anførte bl.a. følgende i sin udtalelse

” (B) kirke er indviet i henhold til kgl. resolution af 7. juni 1881. Ved samme kgl. resolution blev ministeriet bemyndiget til at approbere de fornødne bestemmelser om kirkens benyttelse til regelmæssig gudstjeneste, om dens bestyrelse m.v.

En fornyet gennemgang af sagen viser for mig fortsat, at den hidtidige ordning med (B) kirkedistrikt var uhensigtsmæssig og måtte moderniseres. Min opgave i den sammenhæng var at løse konflikten mellem de præster, der i det daglige arbejde oplevede den hidtidige ordning som uhensigtsmæssig, og et menighedsråd, der med rette søger at hævde sin selvstændighed.

Dette sker gennem høring og afholdelse af møder med alle involverede parter. De gennemførte forhandlinger og høringsprocedurer har betydet, at der er tilvejebragt tre forskellige udkast til regulativ i forhold til oprindelige regulativ fra 1941, hvorunder dele af menighedsrådets synspunkter også er blevet imødekommet.

Det har således været en del af min overvejelse, at tilrettelæggelsen af den kirkelige betjening i området som helhed ville blive væsentligt forbedret ved, at gudstjenesterne blev varetaget af en enkelt præst. Jeg har således lettet en del af præsterne for betjeningen af (B) kirkedistrikt. Dette har udover at skabe en mere enkel betjeningsform tillige forbedret præsternes mulighed for at varetage den gejstlige betjening i området som helhed.

Jeg har i min afgørelse lagt vægt på, at der skete mindst mulige ændringer i betjeningen af indbyggerne i (B) kirkedistrikt. Det har således været af væsentlig betydning for mig, at der ikke skete indskrænkning i den gudstjenestelige betjening af kirkedistriktet i forhold til det hidtil praktiserede, men at det samtidig sikredes, at beboerne i kirkedistriktet, som alle tillige tilhører et andet sogn, også skulle have mulighed for at få udført kirkelige handlinger i det sogn, hvor de bor, samtidig med, at de har retten til at blive betjent af sognepræsten i (Z). Herudover har jeg i regulativet foretaget den udvidelse, at der nu også er mulighed for at afholde konfirmation i (B) kirke. Der ligger således i regulativet også udvidede muligheder for den kirkelige betjening af beboerne i (B) kirkedistrikt.

Jeg må endelig konstatere, at der er en langvarig administrativ praksis for, at biskoppen efter forhandling med menighedsrådet, og den/de involverede præster kan ændre på den gejstlige betjening af et sogn eller kirkedistrikt. Denne administrative praksis er samtidig anerkendt af højesteret i en dom fra 1936 (UfR 1936, side 330), hvoraf det fremgik, at menighedsrådet skulle have lejlighed til at udtale sig om et forslag til sammenlægning af to sogne, men at rådets samtykke – som påstået af menighedsrådet – derimod ikke var fornødent.”

Kirkeministeriet anførte bl.a. følgende i sin udtalelse

”Det er næppe i overensstemmelse med sædvanlig forvaltningsretlig terminologi at betegne et regulativ om afholdelse af gudstjenester og kirkelige handlinger som en begunstigende forvaltningsakt. Det afgørende i den foreliggende sag er imidlertid, at der efter fast og langvarig administrativ praksis og efter domspraksis, jf. U 1936.330 H, kan gennemføres ændringer af den kirkelige inddeling og den præstelige betjening, selv om de berørte menigheder/menighedsråd ikke er indforstået med det.

Vedrørende spørgsmålet om notatpligt efter offentlighedslovens § 6 bemærkes, at Biskop (K)’s telefonsamtale den 19. december 1996 med Kirkeministeriet – som oplyst i skrivelse herfra til (B) menighedsråd af 7. december 1997 – drejede sig om eventuelle ansættelsesretlige problemer i relation til den påtænkte ændring af den præstelige betjening. Nærmere bestemt om forståelsen af tjenestemandslovens § 42 og omfanget af biskoppens ledelsesret for så vidt angår den gejstlige betjening, især i relation til den påtænkte udvidelse af (Z)-præstens forpligtelser med hensyn til (B) Kirkedistrikt. Det bemærkes, at der ikke var nogen aktuel sag om (B) Kirkedistrikt i Kirkeministeriet.

Hjemlen for, at sognepræsten i (Z), sognepræsten i (Æ) og den residerende kapellan i (Ø) var medlem af (B) menighedsråd, var bestemmelsen i § 11 i Regulativ og Reglement for (B) Kirke af 29. august 1941, hvorefter samtlige de tre tjenstgørende præster skulle have sæde i (B) menighedsråd. Da præsterne i (Æ) og (Ø) ikke længere er ’tjenstgørende’ ved (B) kirke, har deres medlemskab af (B) menighedsråd ikke længere hjemmel i særordningen for (B) kirke og kirkedistrikt.”

I brev af 5. november 1999 bad jeg om A’s eventuelle bemærkninger til biskoppens og ministeriets udtalelser. Jeg modtog den 10. januar 2000 A’s brev med bl.a. følgende bemærkninger

”Den anførte Højesteretsdom vedrører sammenlægningen af to præsteembeder til ét. Dommen kan efter min opfattelse ikke tillægges vægt i nærværende sag. Situationen forelagt Højesteret adskiller sig væsentligt fra den foreliggende situation. For det første bevarede begge menighedsråd en væsentlig indflydelse på fremtidige præstevalg. For det andet havde sammenlægningen ingen betydning for den gejstlige betjening af menighederne. I Højesteretsdommen var der således ikke tale om, at menighedsrådene berøvedes deres lovfæstede indflydelse ved præsteansættelse, eller berøvedes deres hidtidige gejstlige betjening.

Der tegner sig nu det billede, at Biskoppen for (C) Stift i strid med specialitetsprincipperne har anvendt sin formelle kompetence til at regulere den gejstlige betjening med det reelle formål at gennemføre administrative ændringer – administrative ændringer som i sig selv ligger udenfor biskoppens kompetence.”

Jeg sendte den 13. januar 2000 A’s brev videre til Kirkeministeriet med henblik på at ministeriet kunne fremkomme med eventuelle bemærkninger hertil. Den 3. februar 2000 modtog jeg biskoppens og ministeriets bemærkninger af henholdsvis 1. og 2. februar 2000. Biskoppen anførte følgende i sin udtalelse

”

( ) Dertil kommer, at (B) kirkedistrikt med hensyn til gudstjenestetidspunkter er stillet ganske på samme måde som mange andre sogne af tilsvarende størrelse i (C) Stift.

Biskoppen er i den kirkelige lovgivning samt efter bemyndigelse fra kirkeministeren tillagt kompetence til at forvalte den præstelige betjening i Stiftet. Denne kompetence skal jeg efter almindelige forvaltningsretlige principper udøve under hensyntagen til, at stiftet i sin helhed under de givne økonomiske forhold får den bedst mulige gejstlige betjening, samt under hensyntagen til at biskoppen som repræsentant for arbejdsgiveren skal sikre rimelige arbejdsvilkår for den enkelte præst. Dette vil selvfølgelig lejlighedsvis medføre, at der foretages reguleringer i den kirkelige struktur. I forbindelse med det nye regulativ for (B) kirkedistrikt mener jeg dog at have taget alle nødvendige hensyn.

Det ligger menighedsrådet i (B) meget på sinde, at kirkedistriktet får mulighed for selv at vælge præst. Dette sikres i virkeligheden bedst ved, at (B) kirkedistrikt bliver et selvstændigt sogn. Jeg skal i den forbindelse bemærke, at jeg tidligere har foreslået (B) kirkedistrikt at blive et selvstændigt sogn. Dette forslag står jeg naturligvis fortsat ved. (B) kirkedistrikts menighedsråd har imidlertid ikke ønsket at kommentere dette forslag.”

Kirkeministeriet anførte bl.a. følgende

”Ministeriet er ikke enigt heri: 1936-sagen drejede sig om sammenlægning af to et-sogns pastorater med hver sin præst til et to-sogns pastorat med én præst og dermed nedlæggelse af en præstestilling, dvs. en nedskæring af den gejstlige betjening af menighederne med 50%. Endvidere medførte sammenlægningen, at de to menighedsråds indflydelse hver for sig på kommende præstevalg blev reduceret, idet også det andet menighedsråd ville komme til at medvirke ved indstillingen, se U 1936 p. 335, første afsnit.”

Jeg sendte den 9. februar 2000 udtalelserne til A med henblik på at A fik lejlighed til at fremkomme med eventuelle bemærkninger hvilket A gjorde i brev af 3. marts 2000 hvori A bl.a. anførte følgende

”Biskoppen anfører som begrundelse for det nye regulativ, at biskoppen er forpligtet til at sikre den bedst mulige gejstlige betjening i stiftet under hensyn til de økonomiske rammer og præsternes rimelige arbejdsvilkår. Det gøres heroverfor gældende, at ændring af regulativet for (B) Kirkedistrikt er et langt mere indgribende middel end nødvendigt, for at sikre de to hensyn. Regulativændringen ses herudover ikke at have nogen økonomisk effekt. Biskoppen har ikke, forinden processen vedrørende regulativet iværksattes, søgt forhandling med menighedsrådet og de tjenstgørende præster om en løsning af eventuelle problemer.

Endelig skal det af menighedsrådet anføres, at den hidtidige ordning i (B), hvor flere præster har haft forpligtelser i kirkedistriktet, ikke adskiller sig væsentligt fra andre i folkekirken velfungerende almindelige ordninger om bistandsforpligtelser udenfor eget sogn.”

Ombudsmandens udtalelse

”1. Lovligheden af regulativet

a. Karakteren af regulativet

De har over for mig anført at De mener at ændringen af regulativet skal ske efter reglerne om tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt fordi den tidligere ordning var en fordelagtig undtagelse for menigheden til den almindelige sogneinddeling.

Grundsætningerne om begrænsningen i adgangen til at tilbagekalde begunstigende forvaltningsakter vedrører forvaltningsakter der er rettet til en enkelt eller en bestemt flerhed af borgere for at fastslå retstilstanden i et konkret tilfælde (konkrete forvaltningsakter).

Et regulativ vedrørende den kirkelige betjening er ikke rettet til en enkelt borger eller til en bestemt flerhed af borgere, men derimod til en ubestemt og vekslende flerhed af borgere (generelle forvaltningsakter). Jeg mener derfor ikke at biskoppens udstedelse af et nyt regulativ for den kirkelige betjening i (B) Kirkedistrikt skal vurderes efter reglerne om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter, men derimod efter de principper der gælder for udstedelse af administrative regler.

b. Iagttagelse af regler og principper for udstedelse af administrative regler

I. Materielle hjemmelskrav

Udstedelse af administrative regler kræver som udgangspunkt hjemmel i en lov. Inden for kirkerettens område er der endvidere efter sædvaneret adgang for de kirkelige myndigheder til at regulere kirkens forhold på de områder hvor Folketinget ikke gennem lovgivning har tiltaget sig kompetencen, jf. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen, 1980, s. 510ff, og Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 1, 1999, s. 343ff. Af relevans for hjemmelsspørgsmålet ses lovgivningen at indeholde følgende bestemmelser

Lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning (medlemskabsloven)

’§ 9. Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom, eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter forhandling med menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om præsternes betjening af menigheden eller menighederne, herunder om opdeling af pastoratet i områder, og om præsternes adgang til brug af kirken eller kirkerne. Sådanne regler skal altid fastsættes, når pastoratet opdeles i områder.

Stk. 2. Biskoppens afgørelser efter stk. 1 kan af de berørte menighedsråd og præster påklages til kirkeministeren.’

Lov om menighedsråd (lovbekendtgørelse nr. 571 af 21. juni 1996)

’§ 2. Menighedsrådet består af mindst seks medlemmer, der vælges efter lov om valg til menighedsråd, og de i pastoratet tjenestemandsansatte sognepræster samt de overenskomstansatte præster, hvis ansættelse i pastoratet har en varighed af et år eller mere. Fødte medlemmer, der har orlov, er i orlovsperioden fritaget for hvervet som medlem af menighedsrådet.

Stk. 2. Andre præster end de i stk. 1 nævnte, der er ansat i pastoratet, og præster, som uden at være ansat i pastoratet yder bistand ved pastoratets betjening, har ret til uden stemmeret at deltage i menighedsrådets møder.

Stk. 3. Antallet af valgte medlemmer fastsættes af biskoppen efter folketallet i menighedsrådskredsen på grundlag af den opgørelse af folketallet, der offentliggøres af Danmarks Statistik pr. 1. januar i valgåret. Antallet udgør seks for det første tusinde og yderligere et medlem for hvert påbegyndt tusinde, dog ikke over femten i alt. Har to eller flere sogne eller kirkedistrikter fælles menighedsråd, fastsættes antallet af medlemmer efter det samlede folketal og fordeles på de enkelte sogne eller distrikter i forhold til folketallet i hvert af dem. Et sogn eller distrikt skal dog have mindst et medlem.

Stk. 4. Når den kirkelige betjening af et pastorat, der består af flere sogne eller kirkedistrikter, er ordnet således, at betjeningen af et enkelt sogn eller distrikt væsentligt er overdraget til en af præsterne, kan biskoppen ved regulativ for ordningen af tjenesteforholdet mellem præsterne bestemme, at hver af dem skal være medlem af menighedsrådet i sit sogn eller distrikt.

§ 11.

Vedrørende det i Henhold til Lov af 30. Juni 1922 om Menighedsraad oprettede Menighedsraad for (B) Kirkekreds har samtlige de tre tjenstgørende Præster Sæde deri, og Menighedsraadets nærmeste Foresatte er Provsten for (Å) Herred, gennem hvem derfor al Henvendelse til de højere kirkelige Myndigheder maa gaa.”

I forbindelse med menighedsrådsvalget i 1949 opstod der forskellige spørgsmål i relation til afgrænsningen af de stemmeberettigede, dels fordi distriktet ikke var klart afgrænset, dels fordi regulativet gav anledning til tvivl om hvorvidt beboere i distriktet kunne vælge at stemme i deres hjemsogne i stedet for i distriktet. Det blev i 1959 foreslået at ændre regulativet, dels med henblik på at få distriktet klart afgrænset, dels med henblik på at distriktet fik sin egen ministerialbog der skulle føres af sognepræsten i Z Sogn.

Det fremgår af brev af 10. december 1984 fra den daværende biskop over C Stift til Kirkeministeriet at der var tvivl om hvorvidt de af B menighedsrådsmedlemmer der var valgt af beboerne i Ø Sogn, skulle deltage ved afstemningen i Ø Menighedsråd over indstilling til stillingen som sognepræst i Ø Sogn. Det fremgår endvidere af brevet at medlemmerne af B Menighedsråd siden menighedsrådenes oprettelse havde deltaget ved besættelsen af præstestillingerne i deres respektive bopælssogne, således også for så vidt angår præstestillingerne i X og Y sogne uanset at præsterne i disse sogne ikke havde deltaget i betjeningen af B Kirke. Kirkeministeriet meddelte i brev af 7. januar 1985 til biskoppen at ministeriet kunne tiltræde biskoppens indstilling om at de to medlemmer af B Menighedsråd der havde bopæl i Ø Sogn, medvirkede ved præstevalg i Ø Sogn.

Sagen om ændring af regulativet

Provsten for Bogense Provsti foreslog i brev af 30. september 1994 til biskoppen for C Stift at ordningen ved B Kirke blev ændret. Han skrev følgende

”Da (B) Kirke blev grundlagt, var det ikke meningen, at den valgte ordning skulle bestå så længe. Men den gælder endnu og lider efter min opfattelse under ganske store mangler.

Det er urimeligt, at 4 præster skal passe et så lille område som (B) kirkedistrikt: Samhørigheden mellem menighed og præst bliver alt for ofte fortonet. Endvidere har ordningen den ulempe, at mange mennesker har et ’dobbelt’ tilhørsforhold: Dels til (B) Kirke og dels til den kirke, i hvis sogn de bor. Nævnes skal da også, at kirkebogsføringen er noget indviklet, at valgret og valgbarhed til menighedsråd er ret uafklaret for mange, samt at fordelingen af ligningsmidler er meget besværlig.

I. (B) Kirke bevares og gøres til filialkirke i (Z) sogn, hvor den geografisk set ligger. Sognepræsten i (Z) bliver eneste præst ved kirken.

Der holdes stadig gudstjeneste hver anden søn- og helligdag – skiftevis med højmesse og anden gudstjeneste.

Kirkelige handlinger skal stadig kunne finde sted for det nuværende kirkedistrikts beboere – også selv om de ikke løser sognebånd (se nedenfor). Det vil i så fald være naturligt, at egen præst (fra det gamle kirkedistrikt) skal medvirke.

II. (B) kirkegård bevares, og gravstedsretten bevares uændret. Dette indebærer, at der ikke skal bruges forhøjede takster for de pågældende.

III. (B) menighed skal herefter bestå af de beboere i (Z) sogn, som bor i det nuværende kirkedistrikt, samt af alle, som måtte løse sognebånd til sognepræsten i (Z) (med (B) nye kirkedistrikt som menighedskreds). Hermed må der virkelig også kunne håbes på bedre samling om gudstjenesterne, så de alt for hyppige messefald kan undgås. Alle beboere i det nuværende kirkedistrikt tilskrives om ordningen med mulighed for at løse dette sognebånd. Hermed er der dels lagt den største vægt på disses selvbestemmelse, dels på, at de alle får én bestemt præst og menighed at høre til med deraf følgende klart tilhørsforhold, hvad angår valgret og valgbarhed til menighedsrådet. I øjeblikket har de kun valgret og valgbarhed i (B) og kan ikke løse sognebånd til bopælssogn. Dette vil også kunne medføre, at forholdene ved præstevalg ved de andre berørte kirker bliver klarere og rimeligere, og at de misforståelser omkring den nuværende fremgangsmåde, der i tidens løb er sket, fremtidigt undgås.

IV. (B) menighedsråd bevares og vælges fra og med næste valg af menighedens medlemmer. Menighedsrådet skal således stadig have den fulde styring (efter loven) af de kirkelige anliggender i distriktet med egen økonomi (budget og regnskab). Men med kun én præst vil arbejdet blive adskilligt lettere.

V. Præsten får helt klare arbejdsforhold med en klart afgrænset menighed ved (B) Kirke: Præsten hører sammen med menigheden, og menigheden hører sammen med præsten. Præstens arbejdsbyrde vil ikke blive væsentligt forøget, og kirkebogsforholdene vil blive helt enkle.

VI. Økonomien bliver ganske enkel: Alle udgifter skal da dækkes af (S) kommune som ligningsområde under (T) provsti – modsat nu, hvor de skal fordeles mellem 4 kommuner i 3 provstier efter en endog meget indviklet og besværlig fordelingsnøgle.

”

Biskoppen skrev den 14. maj 1996 til B Menighedsråds formand og meddelte at biskoppen mente at det var hensigtsmæssigt at gennemføre visse ændringer vedrørende kirkedistriktet. Biskoppen skitserede i den forbindelse et forslag til ændringer af forholdene der var i overensstemmelse med provstens forslag af 30. september 1994. Biskoppen foreslog at der blev indkaldt til et møde med deltagelse af menighedsrådet, præsterne der gjorde tjeneste ved B Kirke og provsterne for T og U Provstier. Formanden for menighedsrådet besvarede den 25. maj 1996 biskoppens brev med følgende

”

Den modtagne skrivelse af 14. maj 1996 indeholder forslag til en meget vidtgående ændring af (B) Kirkes status og forholdene for kirkedistriktets menighed, hvorfor de i skrivelsen nævnte sagsakter, der ligger til grund for forslagene forudsættes fremsendt til (B) kirkedistrikts menighedsråd inden mødet den 6. juni 1996.

Jeg betragter mødet d. 6. juni 1996 som et uddybende og opklarende møde angående de i skrivelsen nævnte forslag til administrative forenklinger.

Menighedsrådet vil derfor ikke under mødet kunne afgive en endelig og bindende udtalelse til biskoppens forslag til administrative forenklinger.

Såfremt biskoppen under mødet fastholder de fremsendte forslag finder jeg det nødvendigt at indkalde til et menighedsmøde i sagen (jvf. lov om menighedsråd § 41), idet der her er tale om ændringer, der har vidtgående betydning for (B) kirkedistrikts menighed.

Resultatet af dette menighedsmøde vil sammen med øvrige informationer i sagen blive forelagt på et menighedsrådsmøde, hvorefter det obligatoriske høringssvar fra (B) kirkedistrikts menighedsråd vil blive afgivet.

”

Biskoppen sendte den 4. juni 1996 menighedsrådet de af sagens akter som biskoppen gik ud fra at rådet ikke havde. Biskoppen bad samtidig om at modtage en opgørelse over kirkegangen i B Kirke, subsidiært en opgørelse over antallet af altergæster.

Møde om biskoppens forslag blev afholdt den 6. juni 1996. Der ses ikke fra bispeembedets side at være taget referat af mødet.

B Menighedsråd meddelte i brev af 12. juni 1996 at menighedsrådet var tilfreds med den hidtil gældende ordning, og at menighedsrådet var bekymret over at præsterne tilsyneladende mente at have et problem ved deres gerning i B menighed. Menighedsrådet anførte videre at der ikke havde været messefald siden 1994, og vedlagde gudstjenestelister og en opgørelse over antallet af medlemmer af menigheden der var mødt frem til arrangementer som menighedsrådet havde afholdt i 1995 og 1996. Menighedsrådet oplyste endvidere at der ikke forelå en opgørelse over antallet af kirkegængere eller altergæster.

Biskoppen sendte den 1. august 1996 et udkast til ændret regulativ til menighedsrådet og præsterne i Z Sogn, Ø Sogn og Æ Sogn. Udkastet indeholdt bl.a. følgende bestemmelser

Ӥ1

(B) kirkedistrikt udgøres af en del af (Z) sogn samt en del af (Æ) sogn, begge beliggende i S kommune, samt en del af (Ø) sogn, (Ø) kommune, og en del af henholdsvis (X) sogn i (W) kommune, og en del af (Y) sogn, der er beliggende i ( ) kommune.

§ 35. Menighedsrådet træffer beslutning om

1) tidspunktet for de faste gudstjenester, ( )

...

§ 39. Menighedsrådet skal udtale sig om de spørgsmål, der forelægges det af de kirkelige tilsynsmyndigheder.

Stk. 2. Forinden tilsynsmyndigheden træffer beslutning om spørgsmål, der særlig vedrører en menighedsrådskreds, indhentes en udtalelse fra vedkommende menighedsråd.

’

Reglerne i regulativet om præsternes betjening af menigheden (§§ 1, 2 5 og 6) ses således at have hjemmel i medlemskabslovens § 9.

Det kan endvidere ikke give mig anledning til bemærkninger at Kirkeministeriet har ment at der i menighedsrådslovens § 2, stk. 4, er hjemmel til at biskoppen i regulativet (§ 3) kan bestemme at det kun er sognepræsten i (Z) Sogn der skal være medlem af menighedsrådet for (B) Kirkedistrikt.

Som et særligt klagepunkt er menighedsrådet utilfreds med at det nu er direkte fastsat i regulativet at gudstjenester i (B) Kirke kun skal afholdes hver anden søndag samt på de tre højhelligdage, nytårsdag, skærtorsdag eller langfredag, store bededag eller Kristi himmelfartsdag.

Kirkeministeriet har i den forbindelse oplyst at der ikke eksisterer nogen regel om at der skal være gudstjeneste hver søndag i alle kirker. Jeg har forstået Kirkeministeriet sådan at ministeriet også i denne situation mener at hjemlen til regulativet skal søges i medlemskabslovens § 9.

Umiddelbart må biskoppens ret efter medlemskabslovens § 9 til at fastsætte regler om præsters betjening af menigheden efter min opfattelse også indebære at biskoppen har ret til at fastsætte antallet af de faste gudstjenester der skal afholdes i en bestemt kirke.

Biskoppens kompetence må imidlertid ses i sammenhæng med den øvrige kirkeretlige regulering. Hvis kompetencen på et specifikt område er tillagt andre organer, må biskoppens generelle ret efter § 9 vige. I denne sag må det derfor vurderes om reguleringen af antallet af gudstjenester strider mod menighedsrådslovens § 35, stk. 1, hvorefter det er menighedsrådet der træffer beslutning om tidspunktet for de faste gudstjenester.

Efter min opfattelse må § 35, stk. 1, efter sin ordlyd forstås således at denne giver menighedsrådet kompetence til at bestemme klokkeslettet for de faste gudstjenester. Derimod giver bestemmelsen ikke menighedsrådet kompetence til at fastlægge antallet eller omfanget af de faste gudstjenester. Denne forståelse synes også at være i overensstemmelse med forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, sp. 2361. Se i øvrigt Kirkeministeriets cirkulære nr. 128 af 6. juni 1973 og cirkulære nr. 143 af 14. september 1984.

Jeg har derfor ikke grundlag for at fastslå at biskoppen på dette punkt har udfærdiget regler hvor kompetencen efter menighedsrådsloven skulle ligge hos menighedsrådet. Under hensyn til at lovgivningen i øvrigt ikke ses at indeholde regler der vedrører antallet af faste gudstjenester, mener jeg at biskoppen generelt må have kompetence til at regulere dette spørgsmål.

II. Den konkrete regulering

Indledningsvis bemærker jeg at regulativet er udstedt af en regional statslig myndighed og derfor som udgangspunkt ikke er omfattet af kravet om offentliggørelse i Lovtidende (Lovtidendelovens §§ 2 og 4). Regulativet er sendt til (B) Menighedsråd og bekendtgjort fra prædikestolen i (B) Kirke. Derudover er der i kirkebladet bragt en kort redegørelse for regulativets indhold. Jeg foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Efter min gennemgang af sagen har jeg ikke grundlag for at kritisere indholdet af biskoppens regulativ hverken vedrørende den præstelige betjening, herunder antallet af faste gudstjenester, eller vedrørende begrænsningen af antallet af præster der er medlem af menighedsrådet.

Ved min vurdering har jeg bl.a. lagt vægt på at biskoppen mente at den hidtidige ordning ved (B) Kirkedistrikt var uhensigtsmæssig og måtte moderniseres, og at biskoppen ved fastsættelsen af antallet af gudstjenester kodificerede en praksis der havde været fulgt siden 1978.

Herudover kan jeg henvise til det jeg har anført nedenfor

Det er under sagen bl.a. gjort gældende at der ikke har været forhandlet tilstrækkeligt med (B) Menighedsråd inden regulativet blev udfærdiget.

For så vidt angår reglerne om præsternes betjening af menigheden og medlemskab af menighedsrådet, fremgår det af lovgivningen (medlemskabslovens § 9, stk. 1, og menighedsrådslovens § 39, stk. 2) at biskoppen inden der fastsættes regler for en bestemt menighedsrådskreds, skal henholdsvis forhandle med og høre det pågældende menighedsråd. Der er derimod ikke noget krav om at menighedsrådet skal godkende eventuelle ændringer. Jeg er enig med Kirkeministeriet i at biskoppen – som det fremgår af sagsforløbet – har overholdt sin pligt til at inddrage menighedsrådet inden biskoppen udstedte regulativet.

Jeg har endvidere ikke grundlag for at fastslå at regulativet er i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, grundsætningen om proportionalitet, specialitetsprincippet eller andre forvaltningsretlige grundsætninger der tillige gælder ved udstedelsen af administrativ regulering.

Med hensyn til spørgsmålet om proportionalitet har jeg forstået Dem sådan at De mener at regulativet ikke er rimeligt over for menigheden i forhold til de mål som biskoppen ønsker at opnå.

Ved vurderingen af dette forhold må der på den ene side henses til at særordningen for (B) Kirkedistrikt oprindelig var begrundet i nogle forhold (begrænsede muligheder for transport) der ikke længere gør sig gældende. Hertil kommer at særordningen, sådan som sagen er oplyst for mig, igennem tiderne gentagne gange har givet anledning til retlig tvivl af forskellig art hvoraf bl.a. kan nævnes sammensætning af menighedsråd og menighedsrådsmedlemmernes deltagelse ved besættelse af præstestillinger. Endelig har præsterne ment at særordningen gav dem problemer ved varetagelsen af deres opgaver over for menigheden.

Over for disse hensyn står menighedens interesse i at bevare muligheden for at kunne høre forskellige præster prædike i (B) Kirke, herunder for medlemmerne af (Æ) og (Ø) Sogne at høre henholdsvis deres egen præst eller den i eget sogn residerende kapellan prædike i (B) Kirke.

Jeg har forståelse for dette hensyn og for at det for medlemmer af menigheden af (B) Kirkedistrikt er af betydning at bevare et tilknytningsforhold til (B) Kirke og Kirkedistrikt, også gennem deltagelse i gudstjenester i kirken. Jeg mener imidlertid ikke at disse forhold er af en sådan karakter at jeg har grundlag for at fastslå at biskoppens regulativ er uproportionalt indgribende i forhold til de modstående hensyn.

Vedrørende specialitetsprincippet har jeg forstået Dem sådan at De mener at biskoppen ved udstedelsen af regulativet har tilsigtet at opnå administrative lettelser ved fordelingen af kirkeskat, og at et sådant formål ligger uden for de opgaver som biskoppen skal varetage.

Idet jeg som ovenfor anført mener at biskoppens udstedelse af regulativet er tilstrækkelig begrundet i de hensyn som det er biskoppens opgaver at varetage (jf. det jeg har anført vedrørende proportionalitetsprincippet ovenfor), har jeg ikke grundlag for nærmere at undersøge om biskoppen tillige har inddraget et hensyn til at lette administrationen af kirkeskatten, og om dette i givet fald ville være uforeneligt med specialitetsprincippet.

Samlet er det således min opfattelse at jeg ikke har grundlag for at kritisere indholdet af regulativet på de anførte punkter. Jeg bemærker dog i den forbindelse at jeg ikke har taget stilling til om den del af regulativets § 4 der angiver at højmessegudstjenesten skal ligge kl. 10.00, er i strid med menighedsrådslovens § 35, stk. 1. Jeg har herved lagt vægt på at der ikke ses at være tvist om selve klokkeslettet, og at biskoppens angivelse i regulativet er angivet som en forudsætning snarere end en regulering af spørgsmålet.

2. Biskoppens sagsbehandling i øvrigt

For så vidt angår biskoppens sagsbehandling i øvrigt, indeholder sagen to forhold. For det første har De klaget over biskoppens afvisning af at holde et møde med Dem og menighedsrådet, og for det andet har jeg på baggrund af menighedsrådets anmodning om at få indsigt i mødereferater mv. vurderet om der burde have været udarbejdet referat fra mødet den 6. juni 1996.

De har i Deres klage af 12. maj 1999 til mig anført at biskoppen ikke imødekom menighedsrådets ønske om yderligere et møde. Jeg går ud fra at De herved refererer til den anmodning om et møde De fremsatte i brev af 6. maj 1998, og som biskoppen afviste i brev af 19. maj 1998. Deres anmodning om et møde med biskoppen må betragtes som en anmodning om at genoptage sagen. Jeg mener ikke at biskoppen på grundlag af Deres henvendelse var forpligtet til at genoptage behandlingen af sagen, og jeg kan derfor ikke kritisere at biskoppen afslog Deres anmodning om at afholde et møde.

På baggrund af menighedsrådets brev af 2. juli 1997, punkt 4, hvori menighedsrådet beder om aktindsigt i referater fra de møder der har været afholdt som led i forhandlingerne med menighedsrådet, har jeg vurderet om der burde have været udarbejdet et referat fra mødet den 6. juni 1996.

Offentlighedslovens § 6, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse

’§ 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.’

Også i situationer hvor betingelserne i offentlighedslovens § 6 ikke er opfyldt, kan der være behov for at gøre notat. Det er således almindeligt antaget at der efter god forvaltningsskik bør gøres notat over væsentlige sagsbehandlingsskridt.

I en situation som den foreliggende hvor udstedelsen af regulativet kræver en forhandling med menighedsrådet, mener jeg det er nødvendigt at foretage notat over forhandlingerne på et møde mellem biskoppen og menighedsrådet. Jeg mener at det – uanset om der ikke på mødet måtte fremkomme nye faktiske oplysninger/synspunkter af betydning for udstedelsen af regulativet – er en væsentlig del af biskoppens opgaver i forbindelse med et sådant forhandlingsmøde at sørge for at de vigtigste oplysninger og synspunkter som menighedsrådet fremkommer med, bliver noteret.

Jeg har samtidig hermed gjort biskoppen og Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.

For så vidt angår forvaltningslovens anvendelse på biskoppens behandling af sagen, bemærker jeg at der er tale om en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1. En række af forvaltningslovens bestemmelser (herunder §§ 19, 22, 24 og 25) gælder imidlertid kun for parter. Som jeg anførte indledningsvis, er der tale om en generel forvaltningsakt. Hverken menighedsrådet eller distriktets kirkegængere kan således betragtes som parter i biskoppens sag. Jeg har ikke taget stilling til i hvilket omfang de berørte præster vil kunne betragtes som parter i en afgørelsessag.

3. Kirkeministeriets sagsbehandling i øvrigt

De har i Deres henvendelse til mig anført at Kirkeministeriet burde have ført notat over samtalen den 19. december 1996 med biskoppen. Kirkeministeriet har afvist at være forpligtet hertil idet ministeriet ikke på daværende tidspunkt havde en afgørelsessag vedrørende (B) Kirkedistrikt. Kirkeministeriet har anført at samtalen alene vedrørte en generel vejledning om tjenestemandsretlige spørgsmål.

De er af den opfattelse at Kirkeministeriet under den nævnte samtale godkendte indholdet af regulativet. De har i den forbindelse henvist til at biskoppen i et brev skrevet den samme dag som telefonsamtalen fandt sted, har anført at ministeriet telefonisk havde bekræftet at ministeriet ikke havde bemærkninger til regulativet. Jeg forstår Dem sådan at De mener at ministeriet således allerede inden behandlingen af menighedsrådets klage konkret havde taget stilling til regulativet, og at ministeriet derved ikke kunne siges at være upartisk ved behandlingen af menighedsrådets klage.

Ministeriet har imidlertid gentagne gange anført at ministeriet alene har udtalt sig om eventuelle tjenestemandsretlige konsekvenser af regulativet. På grundlag heraf har jeg ikke ment at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at foretage mig mere vedrørende dette spørgsmål.

De har ikke klaget over andre forhold ved Kirkeministeriets behandling af sagen, og jeg har allerede af den grund ikke i øvrigt vurderet Kirkeministeriets sagsbehandling.”

Ændring af kirkeregulativ ikke tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakt. Hjemmel. Notatpligt

Advokat A klagede på vegne af menighedsrådet for B kirkedistrikt til mig over at biskoppen for C Stift havde ændret regulativet for B kirkedistrikt. I mit svar til advokaten gennemgik jeg først den tidligere gældende ordning for B Kirkedistrikt, derefter forløbet af sagen med ændringen af regulativet.

Den tidligere gældende ordning for B Kirkedistrikt

Blandt de bilag som Kirkeministeriet har sendt til mig, er et jubilæumsskrift i anledning af B Kirkes 100-års-jubilæum i 1981. Det fremgår heraf at B Kirke blev opført på privat initiativ i årene 1879 til 1881, og at kirken blev indviet den 26. juni 1881. Kirken blev opført fordi de omkringliggende sognekirker (X, Y, Z, Æ og Ø) lå i en afstand der under hensyntagen til den tids transportmidler gjorde det vanskeligt eller umuligt for beboerne at komme i kirke om vinteren. Kirken ligger i udkanten af Z Sogn hvor sognene Z, Æ, Ø, X og Y støder sammen. Jeg forstår at kirken var tænkt anvendt og er blevet anvendt som kirke for beboere i udkanten af alle de fem omkringliggende sogne, og at B Kirkedistrikt består af de op til hinanden grænseende yderområder af de fem sogne.

Kirkedistriktet har på intet tidspunkt haft sin egen præst, og de kirkelige handlinger er blevet foretaget af en præst fra et af de omkringliggende sogne. Allerede i 1920’erne tog Biskoppen for C Stift og B Menighedsråd forskellige initiativer til at ændre forholdene for B Kirkedistrikt. Det fremgår således at menighedsrådet den 6. september 1923 opgjorde resultatet af en afstemning blandt distriktets beboere om ændringer i distriktet. Menighedsrådets forhandlingsbog angiver om resultatet af afstemningen bl.a. at der blev afgivet i alt 528 stemmer, heraf 160 for B kirkedistrikt som anneks til Æ Sogn, 358 for B kirkedistrikt som selvstændigt sogn og 10 for B kirkedistrikt som anneks til Z Sogn.

I 1925 blev det diskuteret om B Kirkedistrikt skulle være et selvstændigt sogn. I 1927 foreslog Kirkeministeriet at kirkedistriktet blev sammenlagt med Æ Sogn hvilket menighedsrådets flertal ifølge forhandlingsbogen modsatte sig med den begrundelse at de af distriktets beboere der boede i Ø, X, Y og Z Sogne, fortsat følte sig bundet til deres respektive sogne. Flertallet mente derfor at en sådan sammenlægning ville medføre et væsentligt antal sognebåndsløsere. Flertallet indstillede på den baggrund at kirkedistriktet blev omdannet til et sogn mens et mindretal af menighedsrådet foreslog at den daværende ordning blev bibeholdt. Det fremgår af forhandlingsbogen at der med henblik på oprettelse af B Sogn og afgrænsningen heraf blev rettet henvendelse til en landinspektør, men at Kirkeministeriet i 1929 meddelte at oprettelsen af B Sogn blev stillet i bero således at den hidtidige ordning skulle fortsætte. Årsagen hertil var at der syntes at være uenighed blandt distriktets beboere om oprettelse af et selvstændigt sogn og dettes grænser.

Det tidligste regulativ der er blandt sagsakterne, er ”Regulativ og Reglement for B Kirke” approberet af Kirkeministeriet den 29. august 1941. Regulativet var gældende indtil biskoppen udstedte genstanden for A’s klage til mig: ”Regulativ for den gejstlige betjening af B Kirkedistrikt” af 19. december 1996. Regulativet fra 1941 indeholder bl.a. følgende bestemmelser

Ӥ 1.

(B) Kirke, som ejer sig selv og som er beliggende i (Z) Sogns Udkant, hvor Sognene (Z), (Æ), (Ø), (X) og (Y) støder sammen, har sin Kirkekreds angivet ved følgende Grænser: ( ) Beboerne i denne Kirkekreds beholder deres hidtilværende Ret til deres egen Sognekirke fuldt ud.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En biskop havde ændret regulativet for et kirkedistrikt. Menighedsrådet mente at ændringen var en forringelse i forhold til den tidligere gældende ordning. En advokat klagede på vegne af menighedsrådet og skrev i den forbindelse at ændringen af regulativet burde ske efter reglerne om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter.

Ombudsmanden udtalte at regulativet var en generel forvaltningsakt, og at reglerne om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter derfor ikke fandt anvendelse. Ombudsmanden mente endvidere at biskoppens udstedelse af regulativet havde hjemmel i menighedsrådsloven og medlemskabsloven.

Ombudsmanden kritiserede dog at biskoppen ikke havde sørget for at der blev taget notat om de oplysninger og synspunkter der fremkom på et forhandlingsmøde. (J.nr. 1999-1531-074).