Krav til dokumentation for gavegivers vilje angående administration af pengegave til umyndig

§ 37 i lov om værgemål (lov nr. 388 af 14. juni 1995) har følgende ordlyd

’ § 37. Ved gaver til personer under værgemål finder reglerne i §§ 28-30, § 35, stk. 1, § 36 og § 39 kun anvendelse, hvis giveren har bestemt det.’

Det følger således af § 37 i den nugældende værgemålslov at gaver kun skal bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling hvis gavegiver har bestemt dette. Værgemålsloven trådte i kraft den 1. januar 1997, jf. lovens § 52.

I udtalelsen til mig har Civilretsdirektoratet anført at direktoratet mener at det er de tidligere gældende regler der finder anvendelse i denne sag. Ved min gennemgang af sagen har jeg lagt denne retsopfattelse til grund. Jeg har således koncentreret min undersøgelse om hvilken dokumentation der kan kræves for ’giverens bestemmelse’ i § 3, stk. 1, og stk. 2, litra b, i den tidligere gældende lov om anbringelse af umyndiges midler (lov nr. 211 af 13. maj 1981). Bestemmelsen har følgende ordlyd

’ § 3. Umyndiges midler bestyres i en forvaltningsafdeling, der er knyttet til et pengeinstitut, og som justitsministeren har godkendt dertil.

Stk. 2. stk. 1 gælder ikke for

b) gaver, der efter giverens bestemmelse ikke skal bestyres efter stk. 1,

’

Efter de tidligere gældende regler skal umyndiges midler bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling. Dette gælder dog ikke for gaver hvis gavegiveren har bestemt at gaven ikke skal bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling.

Civilretsdirektoratets afgørelse af 12. februar 1999

Civilretsdirektoratet har ved afgørelsen af 12. februar 1999 lagt vægt på at det ikke var dokumenteret at der var truffet bestemmelse om at gavemidlerne skulle bestyres uden for en forvaltningsafdeling.

I tilfælde hvor der foreligger en udtrykkelig tilkendegivelse i et gavebrev, vil dokumentationskravet normalt være opfyldt. Civilretsdirektoratet har hverken over for (A)’s partsrepræsentanter eller i udtalelsen til mig præciseret hvorledes dokumentationskravet kan opfyldes når der ikke foreligger et skriftligt gavebrev.

Civilretsdirektoratet har ikke henvist til regler der fastsætter formkrav for hvorledes gavegivers bestemmelse skal kunne dokumenteres. Tværtimod har direktoratet i udtalelsen til mig anført at direktoratet ikke i praksis har stillet krav om at der skal være udfærdiget et gavebrev. Direktoratet har henvist til at det ikke i lovforarbejderne anføres hvilke momenter der skal indgå i vurderingen af om det kan anses for dokumenteret at gavegiver har bestemt at gaven ikke skal administreres i en forvaltningsafdeling. Det er dog Civilretsdirektoratets opfattelse at gavegivers bestemmelse om at en gave skal holdes uden for sædvanlig bestyrelse, skal være klar og skal foreligge senest når gaven gives. Heri er jeg enig.

I mangel af skriftlig dokumentation mener jeg at almindelige bevisprincipper og forvaltningsrettens officialprincip må blive afgørende for vurderingen af gavegivers bestemmelse og hensigt.

Ved min gennemgang af sagen har jeg forstået at (A) og hendes partsrepræsentanter har været af den opfattelse at (A) og hendes nu afdøde mand som gavegiver havde bestemt at midlerne ikke skulle administreres i en forvaltningsafdeling. Som værger for døtrene handlede (A) og hendes mand (i ca. 8 år) i overensstemmelse med gavegivers bestemmelse ved ikke at lade midlerne bestyre i en forvaltningsafdeling.

Det forhold at der var identitet mellem gavegiver og værge, taler - efter min opfattelse - med meget stor vægt for at værgerne har handlet i overensstemmelse med gavegivernes klare hensigt således som den er kommet til udtryk ved gavens givelse.

Det er derfor også mindre forståeligt for mig at Civilretsdirektoratet ikke finder det dokumenteret at gavegiver havde bestemt at gaven skulle administreres uden for en forvaltningsafdeling. Det står mig ikke klart på hvilket grundlag Civilretsdirektoratet bygger opfattelsen af at (A) og hendes nu afdøde ægtefælle ikke som værger kendte og handlede i overensstemmelse med (A)’s og hendes nu afdøde ægtefælles bestemmelse som gavegiver.

Jeg bemærker at Civilretsdirektoratet – som led i sagens oplysning – heller ikke ses at have tilvejebragt oplysninger der tydede på at det ikke var gavegivers ønske at gaven ikke skulle administreres i en forvaltningsafdeling. Ved min gennemgang af sagen har jeg ikke konstateret forhold der taler imod (A)’s oplysninger om at det har været hendes og hendes nu afdøde ægtefælles bestemte ønske at gavebeløbene ikke skulle bestyres i en forvaltningsafdeling. (A)’s oplysninger støttes af at hun og hendes nu afdøde ægtefælle faktisk valgte at indsætte gavebeløbene på en konto i et pengeinstitut uden en forvaltningsafdeling.

Lov om værgemål trådte i kraft den 1. januar 1997. Efter denne lovs § 37 er udgangspunktet nu at gaver til umyndige ikke skal administreres i en forvaltningsafdeling medmindre gavegiver udtrykkeligt har bestemt andet. Civilretsdirektoratets – efter min opfattelse – strenge dokumentationskrav ved afgørelsen af 12. februar 1999 harmonerer mindre godt med denne udvikling på retsområdet.

Jeg er enig i Civilretsdirektoratets synspunkt om at gavegiver på tidspunktet for gavens givelse skal have mulighed for at kende de vilkår som gaven gives på. En gave givet før værgemålslovens ikrafttræden vil derfor - i mangel af bestemmelse fra gavegiver om det modsatte - skulle indsættes i en forvaltningsafdeling.

I denne sag forekommer de beskyttelseshensyn der lå bag § 3, stk. 1, og stk. 2, litra b, i den tidligere gældende lov om anbringelse af umyndiges midler, imidlertid mindre relevante idet gavegiver ikke er en ’tredjemand’, men derimod er identisk med værgerne. Værgerne må selvsagt antages at have handlet i overensstemmelse med gavegivers ønske. Mangel på særskilt dokumentation for at gavegiver ikke ønskede gaverne administreret i en forvaltningsafdeling, kan således - efter min opfattelse - ikke i en situation som den foreliggende udgøre den fornødne begrundelse for at kræve gaverne indsat i en forvaltningsafdeling.

Ud fra de oplysninger der foreligger i sagen, er det min foreløbige opfattelse at grundlaget for Civilretsdirektoratets afgørelse ikke er i overensstemmelse med almindelige juridiske bevisprincipper, og at afgørelsen i sit indhold forekommer urimelig.

Jeg overvejer derfor at henstille til Civilretsdirektoratet at genoptage behandlingen af sagen.

Set i lyset af det netop anførte mener jeg ikke at det er hensigtsmæssigt at jeg på nuværende tidspunkt tager stilling til Civilretsdirektoratets afgørelse af 26. maj 1999 for så vidt angår spørgsmålet om renter. Jeg har heller ikke herved taget stilling til Civilretsdirektoratets sagsbehandling i øvrigt.”

Den 11. juni 2001 skrev Civilretsdirektoratet bl.a.

”Under henvisning hertil kan Civilretsdirektoratet meddele, at vi har taget Deres foreløbige redegørelse til efterretning.

Vi har derfor dags dato meddelt C, at vi genoptager vores afgørelse af 12. februar 1999, og at C kan forvente svar umiddelbart efter, at vi modtager sagens akter retur fra Dem.

”

I breve af 20. juni 2001 meddelte jeg C og Civilretsdirektoratet at jeg – under henvisning til at Civilretsdirektoratet havde taget min foreløbige redegørelse til efterretning og genoptaget behandlingen af A’s sag – havde besluttet at jeg ikke ville fortsætte den iværksatte ombudsmandsundersøgelse. Jeg henviste til ombudsmandslovens § 16, stk. 1, hvorefter ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Krav til dokumentation for gavegivers vilje angående administration af pengegave til umyndig

I 1996 omkom A’s ægtefælle, B, ved en ulykke. Det fremgik af sagen at A var værge for døtrene X (født i 1984) og Y (født i 1988).

A og hendes nu afdøde ægtefælle havde i perioden fra 1988 til 1996 givet deres to døtre årlige kontante gaver på 8.000-16.000 kr. A’s partsrepræsentant havde tilsendt mig en opgørelse over henholdsvis A’s og B’s indbetalinger.

A’s partsrepræsentant i forbindelse med min behandling af sagen, statsautoriseret revisor C, oplyste i et brev til mig at de enkelte overførsler var af relativt beskeden størrelse, og at der ofte var tale om beløb der stammede fra børnefamilieydelsen. Det fremgik endvidere af henvendelsen til mig at det var gavegivernes agt at døtrenes fælleskonto – hvortil beløbene blev overført – skulle anvendes til døtrenes uddannelse, konfirmation, mulighed for rejser og på et senere tidspunkt til køb af stereoanlæg mv. Beløbene blev overført til døtrenes konto på et tidspunkt hvor forældrenes likviditet tillod dette, og det har gennem hele forløbet været gavegivernes agt at kontoen skulle være til fri disposition, og at der ikke skulle være bindinger af nogen art. Derfor blev gaverne indsat på en almindelig konto i et pengeinstitut og ikke i en forvaltningsafdeling. I efteråret 1997 blev kontoen flyttet fra N-bank til M-bank.

I brev af 10. august 1998 meddelte M-bank (forvaltningsafdelingen) at kontoen med gaveindbetalingerne skulle overføres til forvaltningsafdelingen. Som svar på henvendelsen fra M-bank skrev A’s advokat i et brev af 26. august 1998 bl.a. at det aldrig havde været B’s ønske at gaverne skulle administreres i en forvaltningsafdeling. Advokaten henviste til at B i så fald ville have indsat beløbet i en sådan afdeling. Det blev videre anført at det aldrig havde været A’s ønske at forvaltningsafdelingen skulle bestyre hendes gaver til børnene. Beløbet skulle derfor være på en konto som døtrene og værgen (A) – under ansvar – kunne disponere over.

Den 8. september 1998 fastholdt M-bank det anførte i bankens brev af 10. august 1998. I brev af 11. september 1998 indbragte advokaten sagen for Civilretsdirektoratet. I klagen anførte advokaten bl.a.

”Jeg vedlægger oversigt over de enkelte ydelser. Det var ægtefællernes udtrykkelige ønske, at denne konto ikke skulle indgå i en forvaltningsafdeling, hvorfor pengene blev indsat på en konto i (N-bank). I forbindelse med dødsfaldet, blev den arv, som tilkom døtrene, indsat i forvaltningsafdelingen i (M-bank) og min klient overførte til samme bank, men udenfor forvaltningsafdelingen kontoen i (N-bank). Kontoen fik nr. ( ) og i 1997 meddelte (M-bank) at beløbet henstående på ovennævnte konto skulle indsættes i forvaltningsafdelingen. Min klient har protesteret herimod, idet det aldrig har været hendes afdødes mands mening, at pengene skulle anbringes der og i hvert fald har hun af de penge hun har indskudt ikke ønsket dette. Jeg anmoder derfor Civilretsdirektoratet principalt om at udtage kontoen fra forvaltningsafdelingen for hele beløbet og subsidiært i hvert fald for så vidt angår det beløb, som fru (A) gennem årene har givet sine børn. Min klient har udfærdiget en opgørelse hvoraf fremgår, at min klient har givet i alt kr. 101.539. Der har ikke i dette nære familieforhold været oprettet noget gavebrev, men min klient og hendes mand har hele tiden været af den udtrykkelige formodning, at kontoen skulle bestyres af dem som værger, selvfølgelig under ansvar, men ikke i en forvaltningsafdeling. Jeg henviser til værgemålslovens § 37 og fortolkningen heraf. Det bemærkes, at min klient fra 1. januar 1997 har overført kr. 5.000,- pr. måned fra kontoen til dækning af skolepenge og daglige fornødenheder, ud fra den betragtning, at dette beløb skulle kompensere leveomkostninger på grund af faderens død. Da forvaltningsafdelingen inddrog pengene anmodede de samtidig min klient om at tilbageføre den samlede overførsel fra 1997 og 1998 til pigernes konto, hvilket min klient har gjort.

Det er vigtigt for pigerne, at de kan fortsætte i privatskole og den samlede udgift hertil for perioden fra 1. januar 1997 – 30. januar 1998 androg kr. 28.761,90. Såfremt Civilretsdirektoratet er af den opfattelse, at kontoen skal overføres til forvaltningsafdelingen, anmoder jeg om, at i hvert fald et beløb stort kr. 28.761,90 kan hæves på denne konto og at der derudover hver måned kan overføres skolepenge til børnene.”

Efter modtagelsen af advokatens klage bad Civilretsdirektoratet M-bank (forvaltningsafdelingen) om bemærkninger og om at indsende akterne. Den 18. september 1998 udtalte M-bank

”Til Deres orientering kan vi oplyse, at vi ved (X) og (Y)’s overførsel til (M-bank)’s Forvaltningsafdeling i marts 1997 gjorde værgen opmærksom på et beløb på kr. 259.243,98, der var overført til en konto i vor ( ) afdeling i oktober 1996, lydende på begge piger, også skulle indsættes i Forvaltningsafdelingen.

Vi modtager diverse breve fra (C)/(A) kopier vedlægges.

I forbindelse med vor revidering af værgemålsregnskaberne for 1997, retter vi henvendelse til Civilretsdirektoratet, hvor vi pr. telefon redegør for vor opfattelse af forbruget på omtalte konto, der hæves 5.000,00 hver måned. Vi får da bekræftet, at beløb der stammer fra før 1. januar 1997, hvor den nye værgemålslov trådte i kraft burde være i en Forvaltningsafdeling med mindre der var et gavebrev, og hvis der gjorde burde der søges om månedlig frigivelse.

Af vedlagte korrespondance fremgår det, at der ikke er noget gavebrev, og der er nu indbetalt et beløb så saldoen på kontoen d.d. er kr. 234.102,21 og stadig stående i vor ( ) afdeling.

”

I en kommentar (af 16. december 1998) til bankens brev anførte advokaten bl.a.

”Da der foreligger gaver fra forældrene til mindreårige børn, er der ikke noget skriftligt gavebrev, men kun en mundtlig erklæring, hvilket moderen selvfølgelig altid vil være villig til at vedstå.

Såfremt det ønskes, vil jeg fremskaffe en skriftlig erklæring fra moderen – værge- og forældremyndighedens indehaver.”

Den 12. februar 1999 traf Civilretsdirektoratet følgende afgørelse

”

Vi ændrer ikke forvaltningsafdelingens afgørelse. Vi skal derfor anmode Dem om at drage omsorg for, at (A) indbetaler beløbet på 275.565 kr. til en godkendt forvaltningsafdeling inden 4 uger fra d.d.

Efter Civilretsdirektoratets opfattelse, kan værgemålslovens § 37 ikke antages at finde anvendelse på gaver, som er givet før værgemålslovens ikrafttræden, jf. lovens § 52. I modsat fald havde gavegiveren ikke mulighed for, da gaven blev ydet, at vide på hvilke betingelser gaven blev givet.

Det fremgik af § 3, stk. 2, litra b, jf. stk. 1 i lov nr. 211 af 13. maj 1981 om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v., der var gældende indtil den 1. januar 1997, at gaver tilhørende umyndige skulle bestyres i en forvaltningsafdeling, med mindre giveren havde bestemt andet.

Giverens hensigt til undtagelse for kravet om bestyrelse i en forvaltningsafdeling skal være klar og foreligge senest ved gavens givelse.

De har oplyst, at beløbet på 275.565 kr. er ydet som gaver fra forældrene til børnene i perioden 1988-96, og at der ikke er oprettet gavebrev eller lignende.

Da det således ikke er dokumenteret, at der er truffet bestemmelse om, at gavemidlerne skal bestyres uden for en forvaltningsafdeling, skal disse bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling.

Det skal bemærkes, at såfremt værgen finder, at børnene har behov, som kun kan dækkes ved forbrug af børnenes formue, kan ansøgning om frigivelse fra formuen indgives til statsamtet. Det gælder også beløb, som værgen allerede måtte have brugt uden statsamtets godkendelse.

”

I brev af 10. marts 1999 bad advokaten om at få svar på de spørgsmål mv. som hun havde stillet til Civilretsdirektoratet under sagens behandling. Advokaten anførte

”

De har imidlertid ikke besvaret sagen for så vidt angår spørgsmålet om det beløb som fru (A) gennem årene har givet sine børn, i alt kr. 101.539,00. Fru (A) er levende og har nu udfærdiget gavebrev, som jeg naturligvis gerne fremsender. Udover dette har jeg forespurgt om et beløb stort kr. 28.761,30 kan hæves på kontoen og at der derudover hver måned kan overføres skolepenge til børnene. Heller ikke denne forespørgsel har jeg fået svar på.

Jeg udbeder mig svar herpå snarest muligt.”

Den 22. marts 1999 svarede Civilretsdirektoratet og anførte bl.a. følgende

”De har anført, at De ikke mener, at Civilretsdirektoratet har taget stilling til alle punkter i Deres klage over (M-bank), Forvaltningsafdelingens afgørelse om, at (A) skal indbetale et beløb på i alt 275.565 kr., som tilhører hendes døtre (Y) og (X), til forvaltningsafdelingen.

De har således anført, at vi ikke har besvaret Deres klage for så vidt angår det beløb, som fru (A) har givet sine børn som gave. De har endvidere anført, at vi ikke har besvaret Deres spørgsmål om, hvorvidt der kan betales skolepenge af børnenes formue.

Som det fremgår af Civilretsdirektoratets afgørelse af 12. februar 1999 har vi ikke fundet det dokumenteret, at der er truffet bestemmelse om at nogen del af det samlede gavebeløb på 275.565 kr. skal bestyres uden for en forvaltningsafdeling, hvorfor beløbet skal bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling. Gavegivers hensigt skal være klar og skal foreligge ved gavetilsagnets afgivelse dog senest ved gavens overdragelse.

Det fremgår endvidere af vores afgørelse, at såfremt værgen finder, at børnene har behov, som kun kan dækkes ved forbrug af børnenes formue, kan ansøgning om frigivelse fra formuen indgives til statsamtet. ”

Den 5. maj 1999 bad statsautoriseret revisor C Civilretsdirektoratet om at tage stilling til rentespørgsmålet.

Den 26. maj 1999 svarede Civilretsdirektoratet

”

De anfører i Deres brev, at (A) alene agter at indsætte 219.474 kr. i forvaltningsafdelingen af det samlede beløb på 275.565 kr., idet forskellen på disse beløb udgøres af renter, som er påløbet i perioden 1991 til 1996.

Vi skal i den anledning meddele, at vi fastholder vores afgørelse om, at beløbet på 275.565 kr. skal indsættes i forvaltningsafdelingen. Vi henholder os til begrundelsen for vores afgørelser af 12. februar og 22. marts 1999, idet vi skal tilføje følgende

Det fremgik af de to tidligere bekendtgørelser om bestyrelse af umyndiges midler m.v. i godkendte forvaltningsafdelinger § 19, stk. 1, at forfaldne renter udbetales til værgen på begæring. Forfaldne renter, der ikke udbetales, oplægges som kapital. Renter, der er oplagt inden for de sidste 12 måneder, kan dog udbetales på begæring. Disse bekendtgørelser gjaldt i perioden fra 1. marts 1986 til og med 31. december 1996.

En tilsvarende regel findes nu i bekendtgørelse om værgemål § 52, stk. 1. Det fremgår af § 52, stk. 1, at forfaldne renter udbetales til værgen på begæring indtil 12 måneder efter forfaldstid.

Vi finder ikke, at der kan lægges vægt på, at værgen uberettiget har holdt gavebeløbene udenfor en forvaltningsafdeling, uanset dette måtte bero på værgens ukendskab til reglerne.

Det er derfor Civilretsdirektoratets opfattelse, at renter, som er påløbet gavebeløbene i perioden indtil 1996, og som ikke er forbrugt, på nuværende tidspunkt er overgået til formuen, og det samlede beløb bestående af gaver med påløbne renter skal derfor indsættes i en godkendt forvaltningsafdeling.

De regler, der er henvist til ovenfor, findes i

· Bekendtgørelse nr. 76 af 25. februar 1986 om bestyrelse af umyndiges midler m.v. i godkendte forvaltningsafdelinger,

· Bekendtgørelse nr. 870 af 17. december 1991 om bestyrelse af umyndiges midler m.v. i godkendte forvaltningsafdelinger og

· Bekendtgørelse nr. 1177 af 13. december 1996 om værgemål.”

A’s partsrepræsentanter havde under sagens behandling gjort gældende at det aldrig har været gavegivernes hensigt at gaverne skulle administreres i en forvaltningsafdeling hvilket A for sit vedkommende er villig til at bekræfte.

Den 4. februar 2000 bad jeg Civilretsdirektoratet om en udtalelse og om udlån af sagens akter. I brev af 14. februar 2000 meddelte Civilretsdirektoratet at direktoratet henholdt sig til afgørelserne af 12. februar 1999 og 26. maj 1999.

Efter en gennemgang af sagen bad jeg den 17. oktober 2000 Civilretsdirektoratet om en ny udtalelse. Jeg bad direktoratet om at redegøre for hvorfor direktoratet i lyset af sagsforløbet, herunder det forhold at der har været identitet mellem værge og gavegiver, ikke finder det dokumenteret at gavegiver havde bestemt at midlerne ikke skulle administreres i en forvaltningsafdeling. Jeg bad endvidere Civilretsdirektoratet om at oplyse om N-bank havde (haft) en godkendt forvaltningsafdeling. I benægtende fald bad jeg direktoratet om at oplyse om dette forhold havde betydning for vurderingen af gavegivers hensigt. Jeg bemærkede på ny at beløbene blev givet og indsat af gavegiveren (værgerne), og at der var identitet mellem disse. I bekræftende fald anmodede jeg om at det af direktoratets udtalelse fremgik hvilken betydning direktoratet havde tillagt det forhold at N-bank – efter det for mig oplyste – ikke havde krævet pengene overført til forvaltningsafdelingen.

Endelig bad jeg Civilretsdirektoratet om at redegøre for de relevante regler om ikrafttræden mv. i kapitel 10 i værgemålsloven og for hvorfor direktoratet ikke fandt at værgemålslovens § 37 kunne finde anvendelse i denne sag. Jeg bad om at direktoratet i sin besvarelse kom ind på baggrunden for den lange ikrafttrædelse i forbindelse med lovændringen.

I brev af 10. januar 2001 udtalte Civilretsdirektoratet

”Folketingets Ombudsmand har i anledning af (A)’s klage anmodet Civilretsdirektoratet om en supplerende udtalelse.

Civilretsdirektoratet skal i den anledning oplyse følgende

1. Det fremgår som bekendt af § 37 i lov nr. 388 af 14. juni 1995 (værgemålsloven), at ved gaver til personer under værgemål finder reglerne i §§ 28-30, § 35, stk. 1, § 36 og § 39 kun anvendelse, hvis giveren har bestemt det.

De nærmere regler om lovens ikrafttræden findes i lovens kapitel 10. Det fremgår således af § 52, at værgemålsloven trådte i kraft den 1. januar 1997. I §§ 54, 55 og 56 er der endvidere fastsat visse nærmere overgangsregler i forbindelse med lovens ikrafttræden.

Om baggrunden for den lange ikrafttrædelse oplyses det blandt andet i bemærkningerne til kapitel 10, at ved ikrafttrædelse den 1. januar 1997 gives der tid til at udarbejde de nødvendige administrative forskrifter, og forvaltningsafdelingerne og statsamterne får tid til at tilpasse sig nyordningen. Endvidere er det af hensynet til regnskabsåret for værgemålsregnskaberne mest hensigtsmæssigt, at lovforslaget får virkning fra et årsskifte.

Det er på baggrund af ovenstående Civilretsdirektoratets opfattelse, at værgemålslovens § 37 ikke finder anvendelse på gaver givet før værgemålslovens ikrafttræden.

2. Det fremgår af sagen, at de omhandlede gaver er givet i perioden 1988-1996. Civilretsdirektoratet har derfor lagt til grund, at reglerne i den dagældende lov nr. 211 af 13. maj 1981 om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v., skal anvendes på gaverne.

Det fremgår af lovens § 3, stk. 1, at umyndiges midler skal bestyres i en forvaltningsafdeling, der er knyttet til et pengeinstitut, og som justitsministeren har godkendt dertil. Det fremgår videre af § 3, stk. 2, litra b, at stk. 1 ikke gælder for gaver, der efter giverens bestemmelse ikke skal bestyres efter stk. 1.

Det fremgår ikke af forarbejderne til 1981-loven, hvilke momenter der skal indgå i vurderingen af, om det kan anses for dokumenteret, at gavegiver har bestemt, at gaven ikke skal bestyres i overensstemmelse med § 3, stk. 1.

Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at gavegivers bestemmelse om, at gaven skal holdes uden for sædvanlig bestyrelse, skal være klar og skal foreligge senest, når gaven bliver givet. Direktoratet har ikke i sin dagældende praksis stillet krav om, at der f.eks. skal foreligge et gavebrev for at opfylde kravet til dokumentation for gavegivers hensigt i forbindelse med gavens bestyrelse. Omvendt har direktoratet som udgangspunkt ikke anset den omstændighed, at gavemidler rent faktisk blev bestyret uden for en forvaltningsafdeling, for tilstrækkelig og eneste dokumentation for, at det har været gavegivers hensigt at fravige udgangspunktet i den dagældende lovs § 3, stk. 1.

Civilretsdirektoratet er bekendt med Myndighedslovsudvalgets opfattelse i værgemålsbetænkningen (bet.nr. 1247/1993 side 292 ff.) om gaver til personer under værgemål, og at denne opfattelse bl.a. danner grundlag for lovændringen i 1997.

Civilretsdirektoratet har imidlertid ikke fundet, at den omstændighed, at de omhandlede gavemidler rent faktisk blev bestyret uden for en godkendt forvaltningsafdeling, i sig selv på tilstrækkelig måde dokumenterer, at det har været givernes hensigt at fravige § 3, stk. 1, i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v. Direktoratet har ved vurderingen heraf lagt betydelig vægt på størrelsen af de gavebeløb, som efter det oplyste er givet til børnene indtil begyndelsen af 1994, og som ikke synes at stamme fra børnefamilieydelse. Det er således direktoratets opfattelse, at børnene, selvom gaverne er givet af værgerne, bør nyde den beskyttelse, som den dagældende lovs § 3, stk. 1, var udtryk for, når der ikke, ud over at midlerne rent faktisk blev bestyret uden for en forvaltningsafdeling, foreligger dokumentation for givernes hensigt.

3. Civilretsdirektoratet kan endelig oplyse, at (N-bank) ikke på noget tidspunkt har været godkendt som forvaltningsafdeling. Det har i øvrigt ikke været direktoratet bekendt, hvilken bank gavemidlerne har været bestyret i.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2 vedrørende direktoratets vurdering af gavegivers hensigt i relation til, at gavemidlerne rent faktisk har været bestyret uden for en godkendt forvaltningsafdeling.”

Den 16. januar 2001 kommenterede C Civilretsdirektoratets udtalelse således

”Jeg har modtaget Deres brev af 15. januar 2001, hvori De vedlægger Civilretsdirektoratets svar af 11. januar 2001 på Deres skrivelse af 17. oktober 2000.

Jeg synes, at Civilretsdirektoratets skrivelse på flere punkter er interessant, ikke mindst på side 2, 4. afsnit, hvor man anerkender, at

’Det fremgår ikke af forarbejderne til 1981-loven, hvilke momenter der skal indgå i vurderingen af, om det anses for dokumenteret, at gavegiver har bestemt, at gaven ikke skal bestyres i overensstemmelse med § 3, stk. 1.’

Herudover fastslår Civilretsdirektoratet i efterfølgende afsnit, at

’Direktoratet har ikke (min fremhævelse) i sin dagældende praksis stillet krav om, at der f.eks. skal foreligge et gavebrev for at opfylde kravet til dokumentation.’

Udover, at dette ikke harmonerer med ordlyden og argumenterne i Civilretsdirektoratets afgørelse af 12. februar 1999, hvor det anføres, at

’Giverens hensigt til undtagelse for kravet om bestyrelse i en forvaltningsafdeling skal være klar og foreligge senest ved gavens givelse ( ) De har oplyst, ( ), og at der ikke er oprettet gavebreve eller lignende.’

medfører udsagnet naturligt spørgsmålet om, hvad det så er for en dokumentation, Direktoratet mener burde foreligge i den aktuelle sag, for at givers hensigt anses for gældende.

I (A)’s og (B)’s tilfælde er der netop tale om følgende aktuelle forhold

· -Der har været fuld identitet mellem giver og værge.

· -Midlerne har af giver været anbragt på en konto – uden forvaltningsafdeling oven i købet i et pengeinstitut (N-bank), der ikke har en forvaltningsafdeling.

Når Civilretsdirektoratet nu medgiver, at der hverken i loven, forarbejderne til loven, eller i praksis i øvrigt har været hjemmel til at kræve dokumentation i form af gavebrev, mener jeg, at det fuldt ud – ved givernes og værgernes handlemåde – må være dokumenteret, at gaverne ikke skulle båndlægges i en forvaltningsafdeling.

Sagen må herefter – efter undertegnedes opfattelse – være ganske klar, og under hensyntagen til den efterhånden ganske lange sagsbehandling skal jeg anmode om, at der nu træffes en afgørelse af ombudsmanden.

Med hensyn til det af Civilretsdirektoratet, sidste afsnit, side 2 anførte – at der ved vurderingen i direktoratets afgørelse har været lagt betydelig vægt på størrelsen af de gavebeløb, som er givet (X) og (Y) (børnene) indtil 1994, og som ikke synes at stamme fra Børnefamilieydelse – skal jeg bemærke, at argumentationen virker noget søgt. Der har ikke på noget tidspunkt været tale om, at gaver til hvert barn har oversteget 16.000 kr. pr. år – og som er indenfor de dagældende gavegrænser – ligesom gavernes størrelse er fuldstændig i niveau med de gaver, som mange forældre giver deres børn. Jeg har derfor meget svært ved at se, at der skulle været et ekstraordinært indhold i gaverne, selvom dette formentlig ikke kan have nogen betydning.

”

Den 15. februar 2001 meddelte Civilretsdirektoratet at C’s brev ikke gav direktoratet anledning til yderligere bemærkninger.

Den 29. maj 2001 sendte jeg en foreløbig redegørelse om sagen til Civilretsdirektoratet. Jeg bad samtidig om Civilretsdirektoratets bemærkninger til min foreløbige redegørelse. I min foreløbige redegørelse anførte jeg bl.a.

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

”Retsgrundlaget

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

Resumé

Et forældrepar gav i perioden fra 1988 til 1996 flere pengegaver til deres døtre. Beløbene blev indsat på en almindelig konto i banken, ikke i en forvaltningsafdeling. I 1996 døde faren, og Civilretsdirektoratet traf i 1999 afgørelse om at pengegaverne skulle indsættes på en konto i en forvaltningsafdeling efter § 3, stk. 1 og 2, litra b, i den tidligere gældende lov om anbringelse af umyndiges midler.

I sin foreløbige redegørelse i sagen tilkendegav ombudsmanden at forvaltningsrettens officialprincip og almindelige bevisprincipper måtte være afgørende for vurderingen af gavegivers bestemmelse.

Det forhold at der var identitet mellem gavegiver og værge, talte efter ombudsmandens opfattelse med meget stor vægt for at værgerne havde handlet i overensstemmelse med gavegivernes klare hensigt på tidspunktet hvor gaven blev givet.

Ombudsmanden udtalte endvidere at Civilretsdirektoratets strenge dokumentationskrav for gavegivers bestemmelse harmonerede mindre godt med udviklingen på retsområdet.

Ombudsmanden var enig i Civilretsdirektoratets synspunkt om at gavegiver på tidspunktet for gavens givelse skal have mulighed for at kende de vilkår som gaven gives på. I den konkrete sag forekom beskyttelseshensynene bag § 3, stk. 1 og 2, litra b, i lov om anbringelse af umyndiges midler imidlertid mindre relevante idet gavegiver ikke var ”tredjemand”, men derimod identisk med værgerne. Værgerne måtte selvsagt antages at have handlet i overensstemmelse med gavegivers ønske.

Ud fra oplysningerne i den konkrete sag var det ombudsmandens foreløbige opfattelse at grundlaget for Civilretsdirektoratets afgørelse ikke var i overensstemmelse med almindelige juridiske bevisprincipper, og at direktoratets afgørelse i sit indhold forekom urimelig. (J.nr. 1999-2525-650).