Tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge

§ 9. Der skal ikke ske fradrag for arbejdsfrie indtægter, herunder

6) erstatninger, herunder i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven

’

Der er i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens vejledning nr. 213 af 1. december 1994 om anvendelse af reglerne i bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge fastsat nærmere regler om bl.a. bekendtgørelsens § 6 og § 9, nr. 6. Af vejledningens afsnit om disse bestemmelser fremgår

’Til § 6

Løbende udbetalinger af pension fra pensionsordninger, der er oprettet som led i tidligere ansættelsesforhold, og som normalt er helt eller delvist finansieret af arbejdsgiveren, medfører fradrag. Bestemmelsen gælder alle pensionsudbetalinger med løbende udbetalinger, herunder ratepensioner.

Hvis pensionsordningen følger af overenskomst eller anden kollektiv aftale, er ordningen af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager, og pensionsudbetalingen medfører derfor fradrag.

Bestemmelsen gælder også løbende udbetaling af tjenestemandspension og tjenestemandslignende pensioner, for eksempel borgmesterpension og pension til tidligere medlemmer af folketinget.

Reglen anvendes på den samlede pension, selv om medlemmet i en kortere periode har indbetalt hele pensionsbeløbet, for eksempel fordi medlemmet har været selvstændig erhvervsdrivende eller har haft et arbejdsforhold, der ikke indeholdt en pensionsordning. Er perioden af længere varighed, deles pensionsudbetalingen, så kun den del af pensionen, der vedrører perioden, hvor ordningen var et led i et ansættelsesforhold, medfører fradrag.

Privattegnede pensionsordninger, som ikke har forbindelse med et ansættelsesforhold, er uden for bestemmelsens område. Hvis en arbejdsgiver, for eksempel som led i en serviceordning, tilbageholder bidrag i den ansattes løn og viderebetaler beløbet til den ansattes private pensionsordning, er ordningen uden for reglens område.

Fradraget for pensionsudbetalingerne sker ved hjælp af omregningssatsen. Der henvises til bekendtgørelsens § 11. Fradraget beregnes på grundlag af den samlede pensionsudbetaling, det vil sige grundbeløb med eventuelle tillæg.

Til § 9

Kun arbejde, der udføres i en ledighedsperiode, medfører fradrag. Hvis medlemmet derfor i en ledighedsperiode har en indtægt, der stammer fra arbejde, udført i en periode, hvor medlemmet ikke har fået dagpenge, skal der ikke ske fradrag.

Herfra gælder dog undtagelserne i § 2 (rådighedsløn m.v.), § 5 (feriegodtgørelse), § 6 (pensioner) og § 7 (genanvendelsesvederlag).

De nævnte indtægter medfører ikke fradrag. Ved indtægter, som ikke er nævnt i bestemmelsen, må det undersøges, om der er tale om en arbejdsfri indtægt, som kan sidestilles med de nævnte.’

Bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 og vejledning nr. 213 af samme dato blev ophævet af § 13, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 438 af 9. juni 1999. Reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge fremgår nu af bekendtgørelse nr. 438 af 9. juni 1999 og vejledning nr. 81 af samme dato. Reglerne er i den forbindelse ikke ændret på punkter der har betydning for denne sag. Af den nye vejlednings afsnit om bekendtgørelsens § 6 fremgår dog bl.a. følgende

’Årsagen til, at løbende arbejdsrelaterede pensioner medfører fradrag er, at pensionen anses for at træde i stedet for tabt arbejdsfortjeneste. Arbejdsløshedsdagpenge udbetales også som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.’

Den 21. august 2000 træder en ny bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse i kraft. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 438 af 9. juni 1999. Vejledning nr. 81 erstattes af vejledning nr. 121 af 11. juli 2000. De regler der har betydning for denne sag, er i den forbindelse ikke ændret væsentligt.

§ 39, stk. 1 og 3, i arbejdsskadesikringsloven (lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996) har følgende ordlyd

’ § 39. Tilkommer der som følge af arbejdsskaden den skadelidte pension efter lov om tjenestemandspension, nedsættes værdien af skadelidtes erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov. Nedsættelsen sker med 2/3 af værdien af det beløb, hvormed tjenestemandspensionen er forhøjet ud over den pension, der svarer til tjenestealderen på tidspunktet for pensioneringen.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1-2 anvendes tilsvarende på andre erstatningsberettigede efter denne lov, for hvem der med hensyn til pension er fastsat regler, der svarer til reglerne i lov om tjenestemandspension. I disse tilfælde betaler forsikringsselskabet til pensionsgiveren et beløb svarende til det beregnede fradrag i skadelidtes eller de efterladtes erstatning efter denne lov.’

Formålet med bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1, er ifølge forarbejderne (Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 938, og Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 3764) at undgå dobbelterstatning, dvs. fuld tilskadekomstpension og fuld arbejdsskadeerstatning. Af disse forarbejder fremgår i øvrigt også at baggrunden for reglen i § 39, stk. 3, 2. pkt., om at forsikringsselskabet til pensionsgiveren udbetaler et beløb svarende til fradraget i skadelidtes eller de efterladtes erstatning på grund af den forhøjede pension, er at forsikringsselskabet er pligtigt at afholde det fulde arbejdsskadeerstatningsbeløb.

Arbejdsskadesikringsloven fremgår nu af lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998.

Arbejdsskadestyrelsen har i sin vejledning nr. 19194 af 31. december 1993 om fradrag i erstatning for tab af erhvervsevne når skadelidte er tjenestemand eller lignende, fastsat nærmere regler om beregningen efter § 39, stk. 1. Vejledningen blev ændret ved skrivelse nr. 19115 af 9. juni 1995. Af vejledningen fremgår

’

5. Indholdet af fradragsreglen

Når en arbejdsskade giver ret til erstatning for tab af erhvervsevne, har den skadelidte efter lov om tjenestemandspension ret til den såkaldte ’tilskadekomstpension’.

Normalt beregnes pensionen efter det antal år, en tjenestemand har været ansat i den pensionsgivende stilling (’ordinær pension’).

Tilskadekomstpension betyder, at pensionen beregnes, som om pågældende har opnået pension efter 37 år i tjenesten.

Det er denne forhøjelse af pensionen, der danner grundlag for fradraget i erstatningen for tab af erhvervsevne.

Hvis den arbejdsskadede allerede har ret til fuld pension efter 37 års tjeneste, bliver pensionen ikke forhøjet på grund af arbejdsskaden, og erstatningen for tab af erhvervsevne skal derfor ikke nedsættes.

8. Andre oplysninger, som kan have interesse

8.3. Forsikringsselskabet betaler til pensionsgiver.

Hvis et forsikringsselskab skal betale en mindre erstatning for erhvervsevnetab på grund af, at den arbejdsskadede har ret til tilskadekomstpension, skal forsikringsselskabet betale forskellen til den myndighed, der udbetaler pensionen.’

Jeg mener at det af forarbejderne til § 8, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven kan udledes at formålet med tilskadekomstpension er at sikre skadelidte (delvis) erstatning for en arbejdsskade. Det ovenfor anførte om § 39 i arbejdsskadesikringsloven støtter min opfattelse af formålet med tilskadekomstpension.

Tilbagebetaling af dagpenge for perioden fra den 1. december 1996 til den 20. april 1997, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1

Spørgsmålet om (A) skal tilbagebetale de dagpenge som hun modtog i perioden fra den 1. december 1996 til den 20. april 1997, er (bl.a.) reguleret i § 86, stk. 1, i loven om arbejdsløshedsforsikring. Efter § 86, stk. 1, er det bl.a. en betingelse for at (A) skal tilbagebetale dagpengene at de er modtaget med urette.

Af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelser af henholdsvis den 2. september 1997 og 15. april 1998 fremgår at (A) modtog dagpengene med urette. Som begrundelse herfor har myndighederne henvist til § 6 i bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge. Af § 6 fremgår at der skal ske fradrag i dagpengene for løbende udbetalinger af pension og tillæg hertil når dette er et led i et tidligere ansættelsesforhold og af en sådan karakter at det er sædvanligt at arbejdsgiveren bidrager hertil. Af vejledningen til bekendtgørelsen fremgår at § 6 også gælder for løbende udbetaling af tjenestemandspension.

I § 6 er der imidlertid ikke taget udtrykkelig stilling til om en tilskadekomstpension skal fradrages i dagpengene.

Af bekendtgørelsens § 9, nr. 6, fremgår at der ikke skal ske fradrag for arbejdsfrie indtægter som erstatninger, herunder i henhold til arbejdsskadesikringsloven. Tilskadekomstpension er ikke udtrykkeligt nævnt i § 9. Ifølge vejledningen til bekendtgørelsen må det for så vidt angår indtægter der ikke er nævnt i § 9, undersøges om der er tale om en arbejdsfri indtægt der kan sidestilles med de indtægter der er nævnt i bestemmelsen. Tilsvarende fremgår af forarbejderne til bemyndigelsesbestemmelsen i loven om arbejdsløshedsforsikring idet det i disse forarbejder anføres at § 58, stk. 1, nr. 3, giver hjemmel til at der ved fastsættelse af fradragsreglerne for de forskellige ydelser kan tages hensyn til de forskellige formål med ydelserne.

Hvis en tjenestemand bliver afskediget på grund af utjenstdygtighed som følge af en arbejdsskade, og hvis den pågældende tjenestemand på grund af arbejdsskaden har krav på erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven, har tjenestemanden ret til tilskadekomstpension, jf. § 8, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven. Tilkendelse af tilskadekomstpension forudsætter således at der er ret til erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven. Tilskadekomstpension svarer til den egenpension der gælder ved en pensionsalder på 37 år. Den pension som tjenestemanden i øvrigt har ret til, bliver således forhøjet til egenpensionen ved en pensionsalder på 37 år ved tilkendelse af tilskadekomstpension.

For at undgå at en tjenestemand får erstatning for arbejdsskaden efter både tjenestemandspensionsloven (i form af at tjenestemanden får forhøjet sin pension til tilskadekomstpension) og arbejdsskadesikringsloven, er der indført en regel i arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1, om nedsættelse af erhvervsevnetabserstatningen i disse tilfælde. Nedsættelsen sker med 2/3 af værdien af det beløb hvormed tjenestemandspensionen er forhøjet ud over den pension der svarer til tjenestealderen på tidspunktet for pensionering. Tilskadekomstpensionen betragtes således i arbejdsskadesikringsloven delvis som en erstatning for tab af erhvervsevne som følge af en arbejdsskade.

Da erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven ikke skal fradrages i dagpengene, jf. § 9, nr. 6, i bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, da en tjenestemands erstatning for følgerne af en arbejdsskade således (bl.a.) kan have form af tilskadekomstpension, og da tilskadekomstpension i arbejdsskadesikringsloven delvis anses for erstatning for tab af erhvervsevne som følge af en arbejdsskade, er der grund til at overveje nærmere om tilskadekomstpension for så vidt angår reglerne om fradrag i dagpenge, helt eller delvis kan sidestilles med en erstatning efter arbejdsskadesikringsloven.

Myndighederne har ved deres afgørelser lagt til grund at (A)’s tilskadekomstpension er en tjenestemandspension efter § 8, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven, og at pensionen er forhøjet efter tilskadekomstreglerne som følge af at Arbejdsskadestyrelsen vurderede (A)’s erhvervsevnetab til 15 pct. Det forhold at forhøjelsen af tjenestemandspensionen efter tilskadekomstreglerne medførte at (A)’s erstatning for erhvervsevne bortfaldt efter arbejdsskadesikringsloven, kunne ikke begrunde et andet resultat.

Efter min foreløbige opfattelse kan tilskadekomstpension med hensyn til reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge i hvert fald delvis sidestilles med erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Ud over det som jeg har skrevet ovenfor, har jeg navnlig lagt vægt på at det der ifølge forarbejderne til bemyndigelsesbestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringsloven er afgørende for om en ydelse skal fradrages i dagpengene, er en fortolkning af formålet med ydelsen, at formålet med tilskadekomstpension må antages at være (delvis) at erstatte følgerne af en arbejdsskade, og at øvrige arbejdsskadeerstatninger ikke fradrages i dagpengene. Hertil kommer at i hvert fald en del af tilskadekomstpensionen kommer til udbetaling som følge af arbejdsskaden. Endelig vil personer der har fået tilkendt erhvervsevnetabserstatning, og som bliver tilkendt tilskadekomstpension, få en dårligere retsstilling end andre personer som (alene) modtager erhvervsevnetabserstatning, men som i øvrigt er i samme situation, hvis direktoratets og ankenævnets argumentation lægges til grund. For god ordens skyld gør jeg opmærksom på at jeg ved den nævnte opfattelse ikke har taget stilling til hvad der gælder i tilfælde hvor tjenestemanden ved sin afsked allerede har ret til pension på grundlag af en pensionsalder på 37 år. Jeg kan i øvrigt oplyse at Vestre Landsret i en anden sammenhæng har anset tilskadekomstpension for omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 59. Dommen er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 231ff.

Jeg stiller mig derfor tvivlende over for rigtigheden af direktoratets opfattelse hvorefter ingen del af tilskadekomstpensionen kan udskilles som en egentlig arbejdsskadeerstatning. Ud over det ovenfor anførte henviser jeg særligt til at der efter arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1, netop foretages en sådan opdeling.

Jeg bemærker i øvrigt at jeg er opmærksom på direktoratets synspunkt om at det ikke umiddelbart er muligt administrativt at udskille en del af tilskadekomstpensionen som en egentlig arbejdsskadeerstatning. Jeg mener dog ikke at dette synspunkt kan være afgørende.

Jeg har ved min vurdering af om tilskadekomstpension kan sidestilles med arbejdsskadeerstatning, ikke tillagt ankenævnets synspunkt om at der ved tilkendelse af tilskadekomstpension ikke – i modsætning til hvad der gælder for erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven – sker en graduering af pensionen, væsentlig betydning. Årsagen hertil er at uanset at tilskadekomstpensionen efter tjenestemandspensionsloven ikke gradueres, gradueres erstatningen for tab af erhvervsevne for tjenestemanden efter arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1. I (A)’s tilfælde bortfaldt erstatningen for tab af erhvervsevne således i henhold til § 39, stk. 1, fordi (A)’s tab af erhvervsevne kun var på 15 pct. I tilfælde af et større erhvervsevnetab vil der kunne udbetales erstatning for tab af erhvervsevne som supplement til den erstatning som ligger i tilskadekomstpensionen. Hvis en tjenestemand ved afsked på grund af en arbejdsskade allerede har ret til pension på grundlag af en pensionsalder på 37 år, bliver pensionen ikke forhøjet på grund af arbejdsskaden, og erstatningen for tab af erhvervsevne bliver som følge heraf ikke nedsat. Det følger af den særlige nedsættelsesregel i § 39, stk. 1. Jeg henviser i øvrigt til Arbejdsskadestyrelsens vejledning om bestemmelsen og de afsnit i vejledningen som er citeret ovenfor.

Om en tjenestemand ved afsked har ret til aktuel pension, afhænger bl.a. af ansættelsestidens længde, jf. tjenestemandspensionslovens § 2, stk. 1. Af samme lovs § 2, stk. 2, fremgår dog bl.a. at en tjenestemand uanset ansættelsestidens længde alligevel har ret til aktuel pension efter § 8 hvis afsked skyldes følger af tilskadekomst under udførelse af tjenesten. Tjenestemandspensionslovens § 24 indeholder regler om ret til opsat pension.

Det fremgår ikke klart af det for mig foreliggende materiale hvilken pensionsalder (A) havde på tidspunktet for afskedigelsen, herunder om hendes ret til aktuel pension afhang af om hun blev tilkendt tilskadekomstpension efter § 8, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven. Hvis (A)’s ret til aktuel pension var afhængig af om hun blev tilkendt tilskadekomstpension, kan det overvejes om den tilskadekomstpension som (A) fik ret til med virkning fra den 1. juli 1995 for så vidt angår reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, fuldt ud kan sidestilles med erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Praksis efter arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1, kan eventuelt inddrages i disse overvejelser.

Min foreløbige opfattelse af at tilskadekomstpension for så vidt angår reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge i hvert fald delvis kan sidestilles med erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, har betydning for vurderingen af om de dagpenge som (A) modtog i perioden fra den 1. december 1996 til den 20. april 1997, er modtaget med urette, jf. § 86, stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven. Tilsvarende gælder mine overvejelser om hvorvidt (A)’s tilskadekomstpension med hensyn til de nævnte fradragsregler eventuelt helt kan sidestilles med erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Myndighederne har ikke vurderet (A)’s sag efter denne retsopfattelse.

Ud over at dagpengene skal være modtaget med urette, er det en betingelse for at (en del af) dagpengene i perioden fra den 1. december 1996 til den 20. april 1997 skal tilbagebetales efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, at (A) gav a-kassen urigtige oplysninger eller fortav omstændigheder der er af betydning for retten til dagpenge, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtog dagpenge.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn har i deres afgørelser lagt til grund at (A) ikke opfyldte sin oplysningspligt.

Jeg kan – som det fremgår ovenfor – ikke på det for mig foreliggende grundlag udelukke at (A)’s tilskadekomstpension for så vidt angår reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, helt kan sidestilles med arbejdsskadeerstatning. En antagelse heraf kan bevirke at spørgsmålet om hvorvidt (A) opfyldte sin oplysningspligt, er uaktuelt. Jeg har derfor ikke grundlag for nu at tage stilling til om betingelsen vedrørende oplysningspligt er opfyldt i (A)’s sag. Jeg har således ikke taget stilling hertil, herunder myndighedernes oplysningsgrundlag i den henseende.

Tilbagebetaling af dagpenge for perioden fra den 1. juli 1995 til den 30. november 1996, jf. dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på grund af dobbeltforsørgelse

Spørgsmålet om tilbagebetaling for perioden fra den 1. juli 1995 til den 30. november 1996 beror – som myndighederne også er inde på i deres afgørelser og i udtalelserne til mig – på dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på grund af dobbeltforsørgelse.

Jeg har tidligere, bl.a. i den sag som er nævnt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 185ff*, været inde på betingelserne for at der kan kræves tilbagebetaling efter disse regler om dobbeltforsørgelse. Af den nævnte sag – som også er nævnt i den sag som er omtalt i min beretning for året 1996, s. 199* – fremgår

’

Dobbeltforsørgelse antages at foreligge, hvis flere ydelser kommer til udbetaling som en direkte følge af den samme begivenhed, hvis ydelserne dækker den samme tidsmæssige periode, og hvis ydelserne må antages at dække samme behov eller formål. Om der på ulovbestemt grundlag kan rejses tilbagebetalingskrav i en sådan dobbeltforsørgelsessituation, må bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. I vurderingen heraf må der efter min opfattelse indgå, om der er tale om udbetaling af et beløb med tilbagevirkende kraft, om den pågældende dermed får rådighed over et større engangsbeløb, om den pågældende på tidspunktet for udbetalingen af den sociale ydelse er berettiget hertil, og om det ikke kan bebrejdes det offentlige (eller den private part), at dobbeltforsørgelsessituationen opstår.

’

Myndighederne har i deres afgørelser om tilbagebetaling vurderet at der var grundlag for at kræve at (A) tilbagebetalte de dagpenge som hun modtog i perioden fra den 1. juli 1995 til den 30. november 1996, jf. dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på grund af dobbeltforsørgelse.

Min foreløbige opfattelse af at tilskadekomstpension for så vidt angår reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, i hvert fald delvis kan sidestilles med erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, og de øvrige overvejelser som jeg har skrevet om ovenfor i afsnittet om tilbagebetaling efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, har også betydning for om betingelserne for at kræve tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse er opfyldt i (A)’s sag. Jeg henviser til kravene om at ydelserne må antages at dække samme behov eller formål, og at ydelserne kommer til udbetaling som en direkte følge af samme begivenhed. Myndighederne har ikke taget stilling til spørgsmålet om tilbetaling på grund af dobbeltforsørgelse i A’s sag på dette retsgrundlag. Jeg har derfor heller ikke nu grundlag for at vurdere denne del af myndighedernes afgørelser nærmere, herunder om de øvrige betingelser er opfyldt.

Modregning af tilbagebetalingskravet i efterlønnen

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn traf henholdsvis den 17. juli 1997 og 15. april 1998 afgørelse om at tilbagebetalingskravet kunne modregnes i den efterløn som (A) fik ret til med virkning fra den 26. maj 1997.

Af ankenævnets supplerende udtalelse fremgår at der når modregning foretages, skal levnes medlemmet tilstrækkelige midler til dækning af leveomkostninger. Det fremgår ikke af sagen om kassen har taget stilling hertil, og spørgsmålet må i givet fald efter ankenævnets opfattelse hjemvises til kassen til behandling i 1. instans.

(B) har over for både myndighederne og mig anmodet om at det beløb som er modregnet i efterlønnen, bliver tilbagebetalt til (A).

På den baggrund og under henvisning til at spørgsmålet om modregning har en vis sammenhæng med sagen om tilbagebetaling og det som jeg ovenfor har skrevet om sagen om tilbagebetaling, mener jeg ikke at jeg nu har grundlag for at foretage mig mere vedrørende modregningen i efterlønnen. Jeg henviser dog samtidig til det som jeg nedenfor i sammenfatningen har skrevet om modregningsspørgsmålet.

Sammenfatning

Som det fremgår ovenfor, er det min foreløbige opfattelse at tilskadekomstpension for så vidt angår reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, i hvert fald delvis kan sidestilles med erstatning efter arbejdsskadesikringsloven.

Jeg er på det grundlag indstillet på at henstille til Arbejdsmarkedets Ankenævn at ankenævnet genoptager sin behandling af afgørelsen om tilbagebetaling efter § 86, stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven og – i lyset af det som jeg har anført i denne foreløbige redegørelse – træffer en ny afgørelse. Jeg går ud fra at ankenævnet i den forbindelse sørger for at der ligeledes bliver taget stilling til mine overvejelser i denne foreløbige redegørelse om hvorvidt (A)’s tilskadekomstpension med hensyn til de nævnte fradragsregler eventuelt helt kan sidestilles med erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Jeg går også ud fra at ankenævnet sørger for at der på ny bliver taget stilling til om der er grundlag for at kræve tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse i (A)’s sag.

Som det fremgår ovenfor, mener jeg ikke at jeg nu har grundlag for at foretage mig mere vedrørende modregningen i efterlønnen. Jeg går dog ud fra at ankenævnet i forbindelse med en fornyet behandling af tilbagebetalingssagen vil sørge for at der på ny tages stilling til (B)’s anmodning om at få tilbagebetalt den efterløn som er modregnet i tilbagebetalingskravet. Ud over det som ankenævnet har anført i sin supplerende udtalelse om vurdering af om (A) ved modregningen blev levnet tilstrækkelige midler til dækning af sine leveomkostninger, henviser jeg til at en fornyet behandling af tilbagebetalingssagen også kan få betydning for modregningen i efterlønnen.

Af (A)’s brev af 24. september 1997 og (B)’s breve 25. november 1997 og 12. april 1998 – alle stilet til Arbejdsmarkedets Ankenævn – fremgår i øvrigt at tilbagebetalingskravet også er modregnet i (A)’s krav på dagpenge. Direktoratets og ankenævnets afgørelser angår kun spørgsmålet om modregning i efterløn. Jeg går ud fra at ankenævnet i forbindelse med en fornyet behandling af tilbagebetalingssagen ligeledes vil sørge for at der bliver taget stilling til dette spørgsmål om modregning i dagpengene. Jeg bemærker i den forbindelse at a-kassen den 16. juni 1997 traf afgørelse vedrørende tilbagebetaling, samt at a-kassen den 25. juni 1997 tildelte (A) efterløn fra den 26. maj 1997 og samtidig traf afgørelse om modregning i efterløn.

Endelig er jeg indstillet på at henstille til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen at direktoratet på grundlag af denne sag præciserer bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for så vidt angår tilskadekomstpension.”

Arbejdsmarkedets Ankenævn meddelte mig ved brev af 9. juli 2001 at Ankenævnet den 5. juli 2001 traf afgørelse om at ophæve Ankenævnets afgørelse af 15 april 1998, idet A ikke anses for at have modtaget dagpenge med urette. Ankenævnet bestemte samtidig at de beløb som er tilbagebetalt gennem modregning, skal udbetales til hende igen.

Af Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse af 5. juli 2001 fremgik endvidere følgende

”Ankenævnet lægger til grund at (A)’s ret til pension skyldtes tilskadekomsten, idet hun på tidspunktet for afskedigelse ikke opfyldte betingelserne for aktuel pension, men alene for opsat pension.

På den baggrund finder ankenævnet, at (A)’s tilskadekomstpension kan sidestilles med en arbejdsskadeerstatning, og derfor ikke skal medføre fradrag i dagpengene, jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge § 9 og princippet i arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1.

Nævnet har samtidig bedt Arbejdsdirektoratet om at sørge for, at der bliver taget stilling til (A)’s efterløn.”

Af Arbejdsmarkedets Ankenævns brev af 9. juli 2001 fremgik yderligere at Arbejdsdirektoratet (tidligere Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen) i et brev af 3. maj 2001 til Arbejdsmarkedets Ankenævn bl.a. havde udtalt at direktoratet ikke fandt at en tilskadekomstpension i sin helhed kunne sidestilles med en erstatning i relation til arbejdsløshedsforsikringens fradragsregler. Direktoratet havde i den forbindelse lagt vægt på at tjenestemandspensioner, herunder tilskadekomstpensioner, har et grundlæggende forsørgelsesformål, og havde lagt vægt på at det – i det omfang erstatningen har et forsørgelsesformål – ud fra formålsbetragtninger ville være mere nærliggende at argumentere for at erstatningen skal medføre fradrag i dagpengene.

Af Arbejdsdirektoratets udtalelse af 3. maj 2001 fremgik endvidere at direktoratet efter en fornyet vurdering af problemstillingen fandt at der i visse tilfælde kunne være grundlag for at anse dele af en tilskadekomstpension som en erstatning for arbejdsskade. Direktoratet fandt således at der i det omfang et medlem får reduceret værdien af arbejdsskadeerstatningen som følge af tilskadekomstpension, burde tages højde for dette i forhold til fradragsreglerne i arbejdsløshedsforsikringen. Arbejdsdirektoratets bestræbelser med at finde en generel løsning på dette problem var efter det oplyste endnu ikke tilendebragt.

På den baggrund besluttede jeg at jeg ikke på det foreliggende grundlag ville fortsætte den indledte ombudsmandsundersøgelse idet jeg dog anmodede Arbejdsdirektoratet om fortsat at blive underrettet om resultatet af direktoratets overvejelser vedrørende eventuelle præciseringer i bekendtgørelse om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse og bekendtgørelse om arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden for så vidt angår tilskadekomstpension.

NOTER: (*) Jf. FOB 1987, s. 185, og FOB 1996, s. 199.

§ 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, i loven om arbejdsløshedsforsikring (lovbekendtgørelse nr. 27 af 13. januar 1997) har følgende ordlyd

’ § 58. Efter forhandling med Landsarbejdsrådet kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen fastsætte regler om

3) hvilken betydning arbejde og indtægt i ledighedsperioden skal have for størrelsen af

a) dagpenge, der udbetales efter § 55, stk. 1,

b) dagpenge, der udbetales efter § 55, stk. 2,

’

Af forarbejderne (Folketingstidende 1993-94, tillæg B, spalte 382ff) til denne bestemmelse fremgår

’Den almindelige fradragsregel på dagpengeområdet er, at der sker fradrag i dagpengene i forhold til antallet af arbejdstimer i en dagpengeperiode. Dette skal fortsat være det almindelige princip for fastsættelse af regler om fradrag for arbejdsløshedsforsikringslovens ydelser.

På områder, hvor der ikke til retten til ydelsen er forbundet en pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og der således ikke sigtes mod, at medlemmet er arbejdssøgende, kan anvendelsen af princippet imidlertid være uhensigtsmæssig, da medlemmet ved at arbejde på nedsat tid alene vil få fradrag for dagpengetimerne, men ikke for den faktiske indtægt. Der vil herved kunne blive tale om overkompensation i forhold til ydelsesniveauet og således ske utilsigtet brug af ydelserne.

Det er endvidere nødvendigt at fravige princippet om timefradrag i de tilfælde, hvor medlemmet kan få suppleret sine indtægter op til dagpengeniveauet, f.eks. i delperiode 2.

Ændringsforslag nr. 14 om en ændret affattelse af § 58, stk. 1, nr. 3, giver hjemmel til, at der ved fastsættelse af fradragsreglerne for de forskellige ydelser kan tages hensyn til de forskellige formål med ydelserne. Udgangspunktet i forhold til ydelser efter arbejdsløshedsforsikringsloven vil fortsat generelt være, at der skal ske fradrag efter de samme principper som hidtil, dvs. time for time-fradrag, men for f.eks. indtægter ud over det fradragsfri beløb (27.500 kr.) ved overgangsydelse og dagpenge, der udbetales efter § 55, stk. 3 og 6, samt for orlovsydelse vil det kunne fastsættes, at der sker fradrag i dagpengene med et beløb svarende til arbejdsindtægten. En sådan bestemmelse svarer til, hvad der vil komme til at gælde for uddannelsesgodtgørelsen efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

’

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har i medfør af § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, udstedt bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge. Af bekendtgørelsens § 6 og § 9, nr. 6, fremgår

’ § 6. Der skal ske fradrag i dagpengene for løbende udbetalinger af pension og tillæg hertil, som er et led i et tidligere ansættelsesforhold og er af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen.

§ 86, stk. 1 og 2, i arbejdsløshedsforsikringsloven (lovbekendtgørelse nr. 27 af 13. januar 1997) har følgende ordlyd

’ § 86. Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn, skal dagpenge-, overgangsydelses-, delefterløns- eller efterlønsbeløbet, som er modtaget med urette, tilbagebetales af medlemmet.

Stk. 2. Tilbagebetaling af beløb efter stk. 1 kan ske ved hel eller delvis modregning i den løbende udbetaling af dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn samt i andre krav, medlemmet har mod kassen. Modregning kan også ske, efter at medlemmet har skiftet arbejdsløshedskasse.’

Af § 9, stk. 1 og 2, i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 942 af 30. november 1992 om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav fremgår

’ § 9. Hvis medlemmet ikke har betalt efter påkrav, skal kassen foretage modregning i den løbende udbetaling af ydelser, der er nævnt i § 1, samt i andre krav, medlemmet har mod kassen. Der kan også foretages modregning for renter og de omkostninger ved inddrivelsen, som medlemmet hæfter for. Beløbet skal dog forlods anvendes til afskrivning på tilbagebetalingskrav og renter, før de anvendes til dækning af omkostninger.

Stk. 2. Hvis der er indgået forlig om en afdragsordning mellem kassen og medlemmet, jf. § 3, kan gælden afdrages ved delvis modregning. Modregning skal i øvrigt altid ske således, at der levnes tilstrækkelige midler til medlemmets underhold.’

Direktoratet har udstedt vejledning nr. 3445 af 23. december 1992 om bekendtgørelse nr. 942 om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav.

Bekendtgørelse nr. 942 med tilhørende vejledning er nu ophævet og afløst af bekendtgørelse nr. 566 af 22. juni 2000 om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav. Der er ikke i den forbindelse sket ændringer der har betydning for denne sag.

Loven om arbejdsløshedsforsikring er efter lovbekendtgørelse nr. 27 af 13. januar 1997 ændret flere gange; for så vidt angår § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, har ændringerne ingen betydning for denne sag. § 86 blev bl.a. ændret ved lov nr. 334 af 17. maj 2000 hvor bl.a. dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på grund af dobbeltforsørgelse blev indføjet i § 86, stk. 2, og adgangen til modregning i dobbeltforsørgelsestilfælde fremgår nu direkte af § 86, stk. 8. Den gældende lov om arbejdsløshedsforsikring fremgår af lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000.

I § 8, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven (lovbekendtgørelse nr. 724 af 9. september 1993) er der fastsat nærmere regler om tilskadekomstpension i tilfælde af afskedigelse på grund af en arbejdsulykke. § 8, stk. 1, har følgende ordlyd

’ § 8. Finder afsked sted på grund af utjenstdygtighed, som er forårsaget af, at der under udførelse af tjenesten er overgået tjenestemanden en tilskadekomst, der begrunder krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, er han berettiget til den egenpension, der gælder for en pensionsalder på 37 år.’

Bestemmelsen i § 8, stk. 1, angår efter forarbejderne (Folketingstidende 1968-69, tillæg A, sp. 4022f) de tilfælde hvor afsked finder sted på grund af en utjenstdygtighed der skyldes følger af tilskadekomst under udførelse af tjenesten, og sigter imod at bevare hjemmel for en i forhold til de almindelige regler gunstigere pensionsberegning i denne situation. Retten til tilskadekomstpension forudsættes at bestå uafhængig af ansættelsestidens længde, og erhvervelse af tilskadekomstpension er gjort afhængig af at tilskadekomsten begrunder krav på erstatning efter de daværende regler i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.

Tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge

A faldt den 12. november 1993 under sit arbejde som visitationsbetjent i C Lufthavn. Ved hændelsen beskadigede A sin ryg og skulder. Hændelsen blev anmeldt og senere anerkendt som en arbejdsulykke.

Den 6. marts 1995 afskedigede Trafikministeriet A fra stillingen som visitationsbetjent med virkning fra udgangen af juni 1995. Afskedigelsen var begrundet i sygdom forårsaget af arbejdsulykken den 12. november 1993. Af afskedigelsesbrevet fremgår

”

De er ved Deres afsked berettiget til opsat pension. Som meddelt Dem i Trafikministeriets brev af 27. januar 1995 med tilhørende bilag, vil der, når der foreligger en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen, blive taget stilling til, om De kan tilkendes pension efter tilskadekomstreglerne i Tjenestemandspensionslovens § 8 eller forhøjet pension efter samme lovs § 7.

C Lufthavn vil snarest give Dem underretning om pensionens størrelse.

”

A blev raskmeldt den 3. maj 1995 gældende fra den 8. maj 1995 med den indskrænkning i sin erhvervsevne at hun ikke kunne klare fysisk belastende arbejde.

Den 3. juli 1995 afgav A ledighedserklæring til sin a-kasse, D Arbejdsløshedskasse. A oplyste i den forbindelse bl.a. at hun ikke modtog pension. A oplyste også at årsagen til fraværet i perioden fra den 10. november 1993 til den 8. maj 1995 var arbejdsskaden. A vedlagde en kopi af Trafikministeriets afskedigelsesbrev af 6. marts 1995. Samtidig anmodede A om udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge fra den 3. juli 1995.

Forud for dette havde A den 27. april 1995 været til samtale hos a-kassen. Af a-kassens notater fra mødet den 27. april 1995 fremgår bl.a. at kassen var bekendt med at A’s arbejdsulykke af 12. november 1993 var anerkendt som arbejdsskade.

Af vejledningen til det dagpengekort som A udfyldte den 23. juli 1995, fremgår bl.a. at man skal oplyse hvis man har andre skattepligtige indtægter, herunder pension. Det fremgår også at man som arbejdsløs har pligt til at oplyse om ethvert forhold der har betydning for dagpengene, herunder om at man har søgt eller modtaget erstatning i henhold til arbejdsskadesikringsloven.

Den 16. februar 1996 traf Arbejdsskadestyrelsen bl.a. afgørelse om at A havde et erhvervsevnetab på 15 pct. Den 20. februar 1996 klagede A over afgørelsen for så vidt angår tilkendelsestidspunktet. Den 26. august 1996 ændrede Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse med hensyn til tilkendelsestidspunktet således at erstatningen blev udbetalt fra datoen for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Den 4. oktober 1996 skrev Økonomistyrelsen til A. Af brevet fremgår

”Det meddeles herved, at Deres tilskadekomstpension fra den 1. juli 1995 udgør kr. 127.386,49 årligt svarende til kr. 10.615,54 månedligt. Pr. 1. april 1996 kr. 10.808,74 pr. måned og pr. 1. oktober kr. 10.892,76 månedligt.

Pensionen er beregnet i henhold til Lovbekendtgørelse nr. 724 af 9. september 1993 på grundlag af skalatrin 16 og en pensionsalder på 37 år.

Til tjenestemandspensionister under 67 år ydes et særligt tillæg. Derfor indgår der i Deres samlede pension på kr. 127.386,49 et tillæg på kr. 30.233,83, indtil De fylder 67 år. Tillægget falder væk fra d. 1. i måneden efter, at De er fyldt 67 år.

Hvis De ikke allerede har indsendt Deres skattekort for 1996 til Økonomistyrelsen, bedes De snarest indsende dette hertil samt oplyse til hvilken bank, reg.nr. og konto nr. pensionen skal anvises.

”

Den 13. februar 1997 skrev Arbejdsskadestyrelsen til A at erhvervsevnetabserstatningen på grund af arbejdsskaden den 12. november 1993 var bortfaldet. Arbejdsskadestyrelsen henviste bl.a. til at styrelsen havde fået oplyst at A var blevet tilkendt tilskadekomstpension, og til § 39, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven.

Den 16. april 1997 søgte A om efterløn fra den 26. maj 1997. A oplyste herved bl.a. at hun ikke modtog pension eller erstatning eller lignende fra sin arbejdsgiver i forbindelse med sin fratræden.

Den 21. april 1997 ringede a-kassens sagsbehandler til A. Baggrunden herfor var at A havde indsendt sit bikort til a-kassen hvilket undrede sagsbehandleren fordi A ikke modtog pension. A oplyste at hun brugte sit fradrag og dermed hovedskattekortet til sin pension. Sagsbehandleren bad derefter A om at indsende sine pensionspapirer hvilket A lovede at gøre.

Den 24. april 1997 modtog kassen pensionspapirerne fra A.

Den 5. maj 1997 skrev a-kassen til A. Af brevet fremgår bl.a.

”Da du blev ledig, blev du gjort opmærksom på, at du har oplysningspligt overfor A-kassen. Du skulle derfor have taget kontakt til A-kassen, da du modtog pensionspapirerne.

Vi har nu modtaget dine pensionspapirer fra Økonomistyrelsen, og kan ud fra disse konkludere, at din tilskadekomstpension skal fradrages i dine dagpenge med tilbagevirkende kraft fra d. 01-07-95, jf. § 6 i DfA’s bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.

Du bedes derfor indsende din første pensionsseddel samt efterfølgende reguleringer, så vi kan lave en nøjagtig beregning af, hvor meget du skal tilbagebetale.

Der kan ikke udbetales yderligere dagpenge til dig før alle relevante papirer er A-kassen i hænde og din sag er færdigbehandlet.”

Den 9. maj 1997 klagede A til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen over a-kassens brev af 5. maj 1997. Af klagen fremgår bl.a. at A, da hun blev tilkendt erstatning for arbejdsulykken i form af tilskadekomstpension, bl.a. rettede henvendelse til sin sagsbehandler i a-kassen, E. A fik i den forbindelse af E oplyst at erstatning i form af tilskadekomstpension ingen indflydelse havde på A’s ret til dagpenge.

Den 13. maj 1997 sendte direktoratet klagen til a-kassen med anmodning om at kassen traf afgørelse i 1. instans.

Den 14. maj 1997 skrev a-kassen til A. Af brevet fremgår bl.a.

”Til brug for hovedledelsens behandling af klagen og behandling af din sag bedes du indsende din første pensionsseddel samt efterfølgende reguleringer.

A-kassen skal endnu engang gøre opmærksom på, at der ikke kan udbetales yderligere dagpenge til dig, før alle relevante papirer er A-kassen i hænde, og din sag er færdigbehandlet.”

Den 26. maj 1997 indsendte A’s ægtemand, B, materialet til a-kassen.

Den 3. juni 1997 traf a-kassen afgørelse. Af afgørelsen fremgår

”Vedr. fejludbetaling af dagpenge.

Arbejdsløshedskassen har i brev af 05-05-97 bedt dig indsende din første pensionsseddel samt efterfølgende reguleringer til beregning af fradrag for pension modtaget fra 01-07-95.

Vi har nu modtaget din første pensionsseddel fra december 1996 udbetalt med tilbagevirkende kraft fra d. 01-07-95.

Det kan oplyses, at din pension skal fradrages i dine dagpenge med tilbagevirkende kraft fra d. 01-07-95, jf. § 6 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.

Arbejdsløshedskassen har udregnet det med urette oppebårne dagpengebeløb til

Periode 01-07-95 – 31-12-95 Brutto kr. 37.768,00

Periode 01-01-96 – 15-12-96 Bruttokr. 70.454,00

I alt Brutto kr. 108.222,00

Periode 16-12-96 – 20.04.97 Nettokr. 21.977,00

I alt Netto kr. 21.977,00

Ovennævnte beløb er du pligtig til at tilbagebetale jf. § 86, stk. 1 i Arbejdsløshedsloven.

Du bedes indbetale beløbet kr. 130.199,00 på vedlagte giroindbetalingskort inden 8 dage fra dags dato, jf. § 2 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings bekendtgørelse nr. 942 af 30. november 1992 ændret ved bekendtgørelse nr. 619 af 20. juli 1993.

Hvis du ikke kan afvikle gælden på en gang bedes du kontakte A-kassen om eventuelt frivilligt forlig.

Du skal til sidst gøres opmærksom på, at der ikke kan udbetales yderligere dagpenge til dig, og at vi ikke kan behandle din ansøgning om efterløn pr. d. 22-05-97 før ovennævnte gæld er afviklet eller et frivilligt forlig er indgået og underskrevet, samt transporterklæring i overskydende skat er underskrevet.

”

Den 4. juni 1997 klagede B over afgørelsen.

Den 10. juni 1997 hjemviste direktoratet sagen til kassen med anmodning om at kassen traf en ny begrundet afgørelse i sagen.

Den 16. juni 1997 traf a-kassen på ny afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår

”

Siden 1. juli 1995 har du oppebåret fulde dagpenge. Ved ledigmeldelsen den 1. juli 1995, blev du i form af informationsmateriale gjort bekendt med, at du havde pligt til at oplyse arbejdsløshedskassen om alle forhold, der kunne have betydning for din ret til at oppebære dagpenge.

Arbejdsløshedskassen har ikke tidligere modtaget oplysninger fra dig om pensionsforhold, hvilket heller ikke fremgår af din ansøgningsblanket om overgang til efterløn – modtaget i arbejdsløshedskassen den 17. april 1997.

Den 24. april 1997 modtager arbejdsløshedskassen kopi af breve fra henholdsvis Den Sociale Ankestyrelse, Arbejdsskadestyrelsen, samt Økonomistyrelsen.

Det fremgår endvidere af din skrivelse af den 9. maj 1997, at både (D) Arbejdsløshedskasse, såvel som Finansministeriet og Økonomistyrelsen skulle have udtalt, at den tilkendte erstatning i form af tilskadekomstpension ingen indflydelse havde på din ret til at få udbetalt dagpenge.

I den forbindelse kan det meddeles dig, at det er svært at finde ud af, hvad du har spurgt om, idet der er stor forskel på, om spørgsmålet har været om erstatninger udbetalt i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven er omfattet af reglerne om fradrag i dagpengene, eller spørgsmålet har været om tilskadekomstpension.

Det kan meddeles dig, at arbejdsløshedskassen altid opfordrer medlemmerne til hurtigst muligt at tilskrive os, hvis et medlem er i tvivl om, at en udbetaling ud over ydelser fra arbejdsløshedskassen, kan have betydning for medlemmet i den nuværende situation.

Derfor står vi helt uforstående over for, at en af kassens medarbejdere skulle være kommet med sådan en udtalelse, uden at have dokumentation for årsagen.

Det samlede beløb i alt kr. 130.199,00 er du pligtig til at tilbagebetale jf. Arbejdsløshedslovens § 86, stk. 1.

Med henvisning til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 942 af 30. november 1992, § 2, stk. 2, bedes beløbet indbetalt på det allerede fremsendte giroindbetalingskort inden 8 dage fra dags dato.

Såfremt du ikke kan afvikle gælden på en gang, bedes du kontakte arbejdsløshedskassen for indgåelse af et frivilligt forlig.

Ved ledigmeldelsen den 1. juli 1995, blev du i tilsendt informationsmateriale gjort opmærksom på, at du havde pligt til at sætte dig ind i reglerne, samt orientere arbejdsløshedskassen om alle forhold der kunne have betydning for din ret til dagpenge.

Arbejdsløshedskassen mener ikke du har opfyldt din orienterende forpligtelse, da du ved tilkendelsen af tilskadekomstpensionen burde have tilstillet arbejdsløshedskassen kopi af Økonomistyrelsens brev af 26. august 1996. Arbejdsløshedskassen har dog vurderet, at forseelsen kan betragtes som uagtsom, idet der ikke tidligere har været forseelser mod kassen, samt at oplysningspligten hidtil har været opfyldt.

Sanktion i forbindelse med uagtsomme forhold

I medfør af Arbejdsløshedslovens § 87, stk. 3, har arbejdsløshedskassen udelukket dig fra retten til ydelse i 37 timer, svarende til en uges fulde dagpenge.

Med hensyn til behandlingen af din efterlønssag, vil dette selvfølgelig ske efter de fastsatte regler om overgang til efterløn. Du vil snarest høre nærmere fra Arbejdsløshedskassen herom.”

Den 17. juni 1997 bad a-kassen A om at indsende yderligere oplysninger til brug for kassens behandling af efterlønssagen.

Den 23. juni 1997 udfyldte A et skema til a-kassen om supplerende oplysninger om arbejde og/eller indtægt fra pension. A oplyste i den forbindelse om tilskadekomstpensionen.

Den 25. juni 1997 traf kassen afgørelse i efterlønssagen. Af afgørelsen fremgår

”A-kassen har færdigbehandlet din ansøgning om overgang til efterløn fra den 26-05-97.

Din efterlønssats udgør brutto pr. dag kr. 525

i en 5 dages uge bruttokr. 2625

- fradrag for pension pr. uge kr. 1470

Udbetalt pr. uge brutto kr. 1155

Efterlønnen udbetales månedsvis bagud, for 4 uger af gangen, og hver 3. måned for 5 uger. Pensionsfradraget er udregnet efter kassens omregningssats, der pr. 06-01-97 udgør kr. 123,03.

Efterlønnen vil blive modregnet i din gæld, der pr. d.d. har en saldo på kr. 130.199,00, jf. § 86, stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring.

”

Samme dag klagede B over kassens afgørelse af 16. juni 1997. Af klagen fremgår

”

Ved ledigmeldelse til (D) Arbejdsløshedskasse pr. 01.07.95. blev (D) Arbejdsløshedskasse forelagt brev fra Trafikministeriet af 06.03.95. samtidig med at det blev meddelt (D) Arbejdsløshedskasse at jeg ville søge den trufne afgørelse om ret til Opsat Pension ændret til tilkendelse af Tilskadekomstpension.

Straks efter modtagelsen af skrivelse af 04.10.96. fra Finansministeriet Økonomistyrelsen om tilkendelse af tilskadekomstpension tog jeg kontakt til (D) Arbejdsløshedskasse og spurgte hvordan jeg skulle forholde mig. (Se min skrivelse af 09.05.97.)

Med hensyn til min ansøgning om overgang til Efterløn af 16.04.97. kan jeg oplyse at denne er udarbejdet d. 08.04.97. på (D) Arbejdsløshedskasses kontor i (X)-by i samråd med (D) Arbejdsløshedskasses medarbejder (F), som var gjort bekendt med at jeg modtager Tilskadekomstpension.

Der kan ikke være tale om at (D) Arbejdsløshedskasse kan have misforstået hvilken ydelse jeg modtager, idet jeg ved ovenstående samtaler har brugt betegnelsen: TILSKADEKOMSTPENSION.

Der kan i.h.t. ovenstående ikke være tale om at jeg ikke, fuldt ud, har overholdt min oplysningspligt overfor (D) Arbejdsløshedskasse, og den i (D) Arbejdsløshedskasses brev af 16.06.97. fremførte påstand om at arbejdsløshedskassen ikke tidligere har modtaget oplysninger om mine pensionsforhold er direkte forkert.

”

Den 26. juni 1997 klagede B over a-kassens afgørelse af 25. juni 1997 om bl.a. at modregne i den tilkendte efterløn. B bad om at det skyldige beløb blev udbetalt til A.

Den 8. juli 1997 fastholdt a-kassens hovedledelse afgørelsen af 16. juni 1997. Af afgørelsen fremgår

”

Ifølge Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 § 6, skal der ske fradrag i dagpengene for løbende udbetalinger af pension – herunder tilskadekomstpension – og tillæg hertil, som er led i et tidligere ansættelsesforhold og er af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager hertil.

Hovedledelsen mener ikke, at telefonsamtaler med forskellige myndigheder kan fritage medlemmet fra den oplysningspligt hun har overfor arbejdsløshedskassen samt, at medlemmet ved tilkendelse af pension, burde have indsendt skriftlig dokumentation herfor til arbejdsløshedskassen omgående.

Hovedledelsen mener, at medlemmet har undladt, at oplyse omstændigheder der har betydning for retten til udbetaling af dagpenge samt, at de med urette modtagne dagpenge opgjort til kr. 130.199.00 skal tilbagebetales til arbejdsløshedskassen jvf. arbejdsløshedslovens § 86, stk. 1.

Hovedledelsen har i medfør af arbejdsløshedslovens § 86, stk. 2 meddelt sagsbehandleren, at udbetaling af ydelser til medlemmet bortset fra kursusgodtgørelse skal ske med fuld modregning i den løbende udbetaling af efterløn, da medlemmet ikke har reageret på arbejdsløshedskassens brev af 16. juni 1997, for indgåelse af et frivilligt forlig.

Hovedledelsen stiller sig meget tvivlende overfor medlemmets påstand om, at medarbejdere i (D) Arbejdsløshedskasse skulle have oplyst, at pensionen ikke medfører fradrag i henholdsvis dagpenge og efterløn. Fradrag af pension er en helt normal arbejdsgang ved behandling af dagpenge-/ og efterlønssager, da langt de fleste af (D) Arbejdsløshedskasses medlemmer netop har en statslig pension tilknyttet deres ansættelsesforhold.

Hvis medlemmet som hævdet, har været bekendt med betydningen af forskellen på arbejdsskadeerstatning og tilskadekomstpension undrer hovedledelsen, at ansøgningen om efterløn modtaget i (D) Arbejdsløshedskasse den 17. april 1997, er underskrevet på tro og love om, at medlemmet ikke modtager nogen form for pension.

Til medlemmets supplerende oplysninger i brev af 25. juni 1997, har hovedledelsen følgende kommentarer

ad. 1. Det er korrekt, at arbejdsløshedskassen ved ledigmeldelsen den 1. juli 1995 har modtaget medlemmets brev fra Trafikministeriet af 6. marts 1995. Som det fremgår af brevet, har der på dette tidspunkt ikke kunnet tages stilling til spørgsmålet om tilskadekomstpension, idet medlemmets sag om tab af erhvervsevne først skulle fastsættes i Arbejdsskadestyrelsen.

ad. 2. Medlemmet påstår, at hun straks efter modtagelse af skrivelse af 4. oktober 1996 fra Økonomistyrelsen tog kontakt til (D) Arbejdsløshedskasse og spurgte hvorledes hun skulle forholde sig. Hovedledelsen mener, at medlemmet i stedet burde have indsendt dokumentation (kopi) af Økonomistyrelsens brev om tilkendelse af tilskadekomstpension.

ad. 3. Medlemmet oplyser, at hun 8. april 1997 har udfyldt efterlønspapirer i samråd med (D) Arbejdsløshedskasses medarbejder på afdelingskontoret i (X)-by.

Ved hovedledelsens henvendelse til denne medarbejder er det oplyst, at medlemmet på tidspunktet ved samtalen endnu ikke havde besluttet sig for, om hun ville indgå i efterlønsordningen, eller om hun fortsat ville stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Samtalen sluttede af med, at medlemmet og ægtefællen ville drøfte sagen om overgangstidspunktet til efterløn derhjemme.

Medarbejderen har ligeledes oplyst, at hun mener samtalen fandt sted på et tidligere tidspunkt end den 8. april 1997, men dette kan ikke dokumenteres.

ad. 4. Til dette har hovedledelsen ingen kommentarer, men betragter det som påstand mod påstand.

Ad 5. Til medlemmets påstand om, at hun mener at have overholdt sin oplysningspligt ved, at have indsendt dokumentation om pensionsforhold, er hovedledelsen af en anden opfattelse, da den eneste dokumentation der er til sagen er, brevet fra Trafikministeriet af 6. marts 1995, samt kopi af brevene modtaget i arbejdsløshedskassen den 24. april 1997 fra Den Sociale Ankestyrelse, Arbejdsskadestyrelsen og Økonomistyrelsen.

Med henvisning til medlemmets brev af 26. juni 1997 hvor der anmodes om udbetaling af skyldige beløb, afventer hovedledelsen først Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

”

Den 17. juli 1997 traf Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen afgørelse bl.a. vedrørende spørgsmålet om modregning i efterlønnen. Af afgørelsen fremgår bl.a.

”For så vidt angår Deres brev af 26. juni 1997 til kassen og kassens svar herpå af 8. juli 1997, hvori De anmoder kassen om at udbetale Dem den efterløn, De blev berettiget til pr. 26. maj 1997, er direktoratet enig med kassen i, at der allerede nu, kan ske modregning i efterlønnen, for den tilbagebetaling kassen har beregnet skal ske ifølge kassens afgørelse af 16. juni 1997. Dette følger af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1 og 2.”

Den 10. august 1997 klagede B til Arbejdsmarkedets Ankenævn over afgørelsen om modregning idet B fastholdt kravet om udbetaling af den skyldige efterløn til A.

Den 2. september 1997 traf Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen afgørelse i (den øvrige del af) tilbagebetalingssagen. Af afgørelsen fremgår

”

Afgørelse

Direktoratet er enig med kassen i, at der skal ske fradrag i dagpenge for udbetalt tilskadekomstpension (tjenestemandspension).

Direktoratet er ligeledes enig med kassen i, at der skal ske efterregulering og tilbagebetaling af for meget udbetalt i dagpenge for perioden 1. juli 1995 – 30. november 1996 på grund af udbetaling af et engangsbeløb.

Endvidere finder direktoratet, at De skal tilbagebetale de dagpenge, der er udbetalt med urette i perioden 1. december 1996 – 20. april 1997 på grund af løbende pensionsudbetalinger. Det samlede beløb der skal betales tilbage, udgør i alt 130.199,- kr.

Direktoratet finder derimod ikke, at De skal pålægges en effektiv karantæne for uagtsomt forhold, og ændrer således på dette punkt kassens afgørelse.

Begrundelse og regler

Retten til dagpenge

Der skal ske fradrag i dagpengene for løbende udbetalinger af pension og tillæg hertil, som er et led i et tidligere ansættelsesforhold, og er af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen. Det følger af § 6 i direktoratets bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.

Af vejledning af 11. maj 1994 til nævnte bekendtgørelse fremgår det af afsnittet ’Til § 6’, at bestemmelsen også gælder løbende udbetalinger af tjenestemandspension. Fradraget sker ved hjælp af den til enhver tid gældende omregningssats.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt til grund, at den omtalte tilskadekomstpension er en tjenestemandspension efter § 8, stk. 1 i lov om tjenestemandspension. Pensionen er forhøjet efter tilskadekomstreglerne som en følge af, at Arbejdsskadestyrelsen har vurderet, at Deres tab af erhvervsevne er på 15%. Det forhold, at forhøjelsen af tjenestemandspensionen efter tilskadekomstreglerne medførte, at Deres erhvervsevnetabserstatning bortfaldt jf. Arbejdsskadestyrelsens brev af 13. februar 1997, ses ikke, at kunne begrunde et andet resultat end ovenstående.

På baggrund af nævnte regler samt oplysningerne om Deres pensions- og dagpengeforhold er direktoratet enig med kassen i, at De har modtaget dagpenge med urette.

Spørgsmålet om erstatningsansvar for økonomisk tab som følge af en arbejdsløshedskasses mangelfulde vejledning er ikke et forhold, som direktoratet kan tage stilling til. Spørgsmålet afgøres af de almindelige domstole. For så vidt angår Deres sag, ville vejledningsmangler i øvrigt ikke medføre anden retsstilling, da De ikke kan opnå bedre ret, end arbejdsløshedsforsikringsloven foreskriver.

Tilbagebetaling

Direktoratet finder, at de dagpenge, der er udbetalt med urette, fordi der skal ske fradrag i dagpengene for udbetaling af tilskadekomstpension, og som vedrører perioden 1. juli 1995 til og med november 1996, og som er udbetalt som et engangsbeløb med tilbagevirkende kraft, skal tilbagebetales. Direktoratet finder, at den ulovhjemlede ret til at kræve tilbagebetaling i dobbeltforsørgelsessituationer skal finde anvendelse.

Direktoratet har herved lagt vægt på, at pensionsordningen er omfattet af ordlyden i § 6 i bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, at beløbet blev udbetalt med tilbagevirkende kraft, og at De sidestilles med en dagpengemodtager, der har afklaret sine pensionsforhold inden dagpengene bliver udbetalt.

For så vidt angår dagpengeudbetalingerne for perioden efter at første løbende pensionsudbetaling fandt sted, følger det af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, at et medlem skal betale dagpenge, som er modtaget med urette, tilbage til arbejdsløshedskassen, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge, eller hvis medlemmet i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget dagpenge.

De gav ikke kassen oplysning, da De den 4. oktober 1996 fra Økonomistyrelsen modtog meddelelse om udbetaling af tilskadekomstpension, og da den første pensionsudbetaling fandt sted i slutningen af november måned 1996.

Da De har undladt at give oplysninger om Deres pensionsforhold, finder direktoratet, at De i overensstemmelse med § 86, stk. 1 skal tilbagebetale beløbet til kassen.

Sanktion

Direktoratet har ikke kunnet bortse fra Deres forklaringer om, at De forhørte Dem i kassen, og der er blevet bibragt den tro, at pensionen ikke skulle medføre fradrag i dagpengene. Direktoratet finder derfor ikke, at De har udvist grov uagtsomhed, som kan berettige til en effektiv karantæne på 37 timer.

”

Den 24. september 1997 klagede A over afgørelsen af 2. september 1997. Af klagen fremgår bl.a.

”Pkt. 01.: Som det fremgår af mine skrivelser af h.h.v. 09.05.97. til DfA og 25.06.97. til (D) Arbejdsløshedskasses Hovedledelse, har jeg fra begyndelsen holdt kontakt til (D) Arbejdsløshedskasse og rådført mig med dem, om hvordan jeg skulle forholde mig med hensyn til modtagelse af Dagpenge når jeg samtidig havde fået tilkendt Tilskadekomstpension.

Jeg fik fra (D) Arbejdsløshedskasse, repr. v. (E), det helt klare svar, at erstatning i form af Tilskadekomstpension ikke påvirkede min ret til at modtage Dagpenge.

Der skal yderligere gøres opmærksom på, at der ikke, som påstået fra (D) Arbejdsløshedskasses side, kan være tale om nogen misforståelse ved denne samtale, idet den ikke fandt sted pr. telefon, men på (E)’s kontor hos (D) Arbejdsløshedskasse, og at jeg ved denne samtale var ledsaget af min mand.

Da jeg så at (E) ved dette møde tog notater, må det også fremgå af disse at jeg har spurgt og er blevet svaret som ovenfor angivet.

Kopi af disse notater bedes tilsendt mig.”

Den 29. september 1997 fastholdt direktoratet sine afgørelser af 17. juli 1997 og 2. september 1997.

Den 2. oktober 1997 indsendte B yderligere materiale til brug for ankenævnets behandling af sagen.

Den 25. november 1997 rykkede B Arbejdsmarkedets Ankenævn for notaterne fra mødet med a-kassens sagsbehandler, E. Af rykkeren fremgår bl.a.

”Deres opmærksomhed henledes på, at vi endnu ikke, som udbedt i vor skrivelse af 24.09.97. pkt. 1, nederst, har modtaget kopi af de af (E), ved møde med (A), tagne notater.

Disse notater må være af afgørende betydning for Deres behandling af vor klage, idet det var under dette møde med (A), hvor jeg var tilstede, at (E) på vegne af (D) Arbejdsløshedskasse, fortalte min hustru, (A), at modtagelse af Tilskadekomstpension ikke på nogen måde påvirkede hendes ret til at modtage dagpenge, den eneste betingelse var, at hun stod til rådighed for arbejdsmarkedet, hvilket (A) har gjort indtil hun pr. 25.06.97. overgik til at modtage efterløn.

Én ting jeg hæftede mig ved, ved dette møde, som foregik på (E)’s kontor i (D) Arbejdsløshedskasse, var at min hustru og (E) var enige om at tilskadekomstpensionen sammenlagt med højeste dagpengesats ville give min hustru en indtægt som næsten svarede til den grundløn, (uden tillæg) hun havde haft som tjenestemand under trafikministeriet.”

Den 20. januar 1998 rykkede B på ny ankenævnet for notaterne.

Den 23. januar 1998 skrev Arbejdsmarkedets Ankenævn til B. Af brevet fremgår bl.a. at de omtalte notater ikke sås at være omfattet af sagens bilag. Samtidig sendte ankenævnet B en kopi af sagens akter.

Den 12. april 1998 anmodede B ankenævnet om snarest at træffe afgørelse i sagen. B henviste bl.a. til en vedlagt opgørelse over hvilke beløb a-kassen havde modregnet i A’s dagpenge/efterløn.

Den 15. april 1998 tiltrådte ankenævnet direktoratets afgørelser af 17. juli 1997 og 2. september 1997. Ankenævnet lagde herved til grund at den tilskadekomstpension som A var blevet tilkendt, var en forhøjet tjenestemandspension. Ankenævnet fandt således at pensionen skulle medføre fradrag i dagpengene.

Den 30. april 1998 klagede B til mig.

Den 28. juli 1998 bad jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om en udtalelse.

Den 12. august 1998 udtalte direktoratet sig. Af udtalelsen fremgår

”

Med henvisning hertil – og idet direktoratet lægger til grund, at medlemmets klage af 30. april 1998 til Folketingets Ombudsmand er en klage over manglende reaktion fra direktoratets og Arbejdsmarkedets Ankenævns side overfor en eventuel vejledningsfejl fra kassens side – skal direktoratet udtale

I henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 88, stk. 1 har direktoratet en generel tilsynspligt med de anerkendte arbejdsløshedskasser. Denne konkrete sag har ikke givet anledning til at foretage et særligt tilsyn, da direktoratet ikke finder, at der foreligger omstændigheder, der sandsynliggør, at kassen administrerer – eller har administreret – på en for forsikringssystemet uhensigtsmæssig måde.

Direktoratet finder endvidere ikke, at en vejledningsfejl fra kassens side kan udløse en pligt fra direktoratets side til ikke at foretage fradrag i dagpengene for tilskadekomstpensionen i strid med arbejdsløshedsforsikringslovens regler herom.

Derimod finder direktoratet, at en erkendt eller dokumenteret vejledningsfejl begået af en kasse, efter omstændighederne kan udløse et erstatningsansvar for kassen.

Direktoratet har derfor, som det også fremgår i direktoratets afgørelse af 2. september 1997, henledt (A)’s opmærksomhed på, at en afgørelse om erstatningsansvar for økonomisk tab som følge af en arbejdsløshedskasses mangelfulde vejledning henhører under domstolene.

”

Ankenævnet henholdt sig i sin udtalelse af 20. august 1998 til afgørelsen af 15. april 1998.

Den 24. august 1998 sendte jeg udtalelserne til B med henblik på eventuelle kommentarer.

Den 15. september 1998 fremkom B med bemærkninger. Af brevet fremgår bl.a.

”Det er fra vor side helt klart blevet angivet overfor såvel (D) Arbejdsløshedskasses hovedledelse som overfor Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, af hvem og hvornår disse oplysninger er afgivet fra (D) Arbejdsløshedskasses side og at der ved det omtalte møde i (D) Arbejdsløshedskasse blev taget notater af den pågældende (E) som ville kunne bekræfte vor forklaring.

Det virker på os mærkværdigt at det ikke senere, trods mange forsøg, har kunnet lykkes os at komme i kontakt med den pågældende (E), ligesom de omtalte notater tilsyneladende er bortkommet hos (D) Arbejdsløshedskasse. (Se vor skrivelse til Dem af 30.04.98.)”

Den 31. maj 1999 bad jeg ankenævnet og direktoratet om en supplerende udtalelse i sagen. Jeg bad i den forbindelse om at myndighederne i de supplerende udtalelser bl.a. kom ind på følgende forhold

· at myndighederne nærmere redegjorde for hvorfor tilskadekomstpensionen efter myndighedernes opfattelse skulle fradrages fuldt ud i arbejdsløshedsdagpengene. Jeg bad i den forbindelse om at myndighederne bl.a. kom ind på om A’s tilskadekomstpension helt eller delvis kunne sidestilles med en erstatning i henhold til arbejdsskadesikringsloven,

· at myndighederne nærmere redegjorde for hvorfor der efter myndighedernes opfattelse forelå en dobbeltforsørgelsessituation. Jeg henviste til oplysningerne i sagen om baggrunden for at A’s pension blev forhøjet, og til den sag der er nævnt i min beretning for året 1996, side 199ff, herunder den sag i min beretning for året 1987, side 185ff, som er nævnt deri,

· at myndighederne redegjorde for sagens oplysningsgrundlag for så vidt angår B’s og A’s oplysninger om a-kassens vejledning, herunder om at myndighederne oplyste om hvorvidt myndighederne havde undersøgt om de nævnte notater fandtes, og

· at myndighederne nærmere redegjorde for retsgrundlaget for så vidt angår modregningen i efterlønnen af den del af tilbagebetalingskravet der var begrundet i dobbeltforsørgelse.

Den 28. juni 1999 afgav Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen en supplerende udtalelse. Heraf fremgår

”

Ad 1

I henhold til tjenestemandspensionslovens § 8 er en tjenestemand, som afskediges på grund af utjenstdygtighed på grund af en tilskadekomst, berettiget til den egenpension, der gælder for en pensionsalder på 37 år.

Egenpension for pensionsalder 37 år er højeste egenpension, og udgør 57% af tjenestemandens pensionsgivende løn på tidspunktet for pensioneringen. (§ 6 i tjenestemandspensionsloven)

Finansministeriet fastsætter efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet den pensionsgivende løn, der for hvert skalatrin lægges til grund ved beregning af pensionen. En tjenestemands pensionsgivende løn er den pensionsgivende løn på det opnåede skalatrin forøget med eventuelt personligt pensionsgivende tillæg i henhold til tjenestemandslovens § 55. (Dette fremgår af § 5)

Det der således sker i tilfælde hvor en tjenestemand kommer til skade i tjenesten er, at han bliver berettiget til at få forhøjet sin tjenestemandspension til højeste egenpension. Der er derfor ikke tale om, at en del af pensionen er en særlig tilskadekomsterstatning, som kan udskilles fra den ordinære tjenestemandspension.

Det som medlemmet er berettiget til og som kommer til udbetaling er altså en decideret tjenestemandspension. Da det ikke (umiddelbart) er muligt at udskille en del af beløbet som en egentlig arbejdsskadeerstatning, kan pensionen i relation til reglerne om fradrag i dagpenge hverken helt eller delvist sidestilles med en erstatning efter arbejdsskadeloven.

Som det tillige fremgår af direktoratets afgørelse af 2. september 1997, medfører en tjenestemandspension fradrag i dagpengene efter de almindelige regler om fradrag for pensioner, jf. § 6 i bekendtgørelse nr. 966 af 20. december 1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.

Spørgsmålet om fradrag vil derfor efter bekendtgørelsens ordlyd skulle følge de almindelige regler om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for løbende pensioner.

Direktoratet er på denne baggrund ikke i tvivl om, at retsgrundlaget for at foretage fradrag i dagpengene for en tjenestemandspension, er klart og entydig. Indenfor rammerne af fradragsbekendtgørelsen, særligt indenfor § 6 vedrørende pensioner, er det direktoratets opfattelse, at de må anses som tvivlsomt om a-kasserne og direktoratet kan foretage en administrativ opdeling af tjenestemandspensionen for derved at undtage en del af pensionen for fradrag.

Ad 2

Baggrunden for at løbende arbejdsrelaterede pensioner medfører fradrag er, at pensionen anses for at træde i stedet for en tabt arbejdsfortjeneste.

Arbejdsløshedsdagpenge udbetales også som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Som det fremgår af direktoratets afgørelse af 2. september 1997, har direktoratet med hjemmel i dansk rets almindelige principper om dobbeltforsørgelse, truffet afgørelse om, at medlemmet skal betale dagpenge tilbage, som hun har modtaget i perioden 1. juli 1995 til 30. november 1996. Direktoratet har dermed vurderet, at der har foreligget en dobbeltforsørgelsessituation.

Direktoratet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at begge ydelser er blevet udbetalt som følge af den samme begivenhed – medlemmets arbejdsophør, at ydelserne dækker den samme periode, og at ydelserne dækker samme formål – erstatning for tabt arbejdsindtægt.

Direktoratet er ligeledes af den opfattelse, at der efter dansk rets almindelige regler kan rejses krav om tilbagebetaling af de modtagne dagpenge i den pågældende periode.

Som begrundelse herfor kan anføres, at den del af tjenestemandspensionen, der blev udbetalt med tilbagevirkende kraft har bevirket, at medlemmet har fået rådighed over et større beløb end hvis tjenestemandspensionen var kommet til udbetaling samtidig med dagpengene. Ved samtidig udbetaling skulle der have været foretaget fradrag i dagpengene for den udbetalte pension, og dagpengene udbetalt i perioden 1. juli 1995 til 30. november 1996 er således udbetalt med urette.

Det er imidlertid direktoratets opfattelse, at a-kassen ikke kan bebrejdes, at dobbeltforsørgelsessituationen er opstået. Da tjenestemandspensionen for den pågældende periode er udbetalt med tilbagevirkende kraft har a-kassen ikke haft mulighed for at forhindre fejludbetalingen.

Direktoratet har ved sin afgørelse af tilbagebetalingsspørgsmålet lagt a-kassens bemærkninger vedrørende vejledningssituationen til grund. På den anden side finder direktoratet ikke, at det kan afvises, at medlemmet, eventuelt ved en misforståelse mellem hende og a-kassen, er blevet bibragt i den tro, at hendes pension ikke ville få betydning for hendes dagpenge. Direktoratet har af samme grund ikke fundet grundlag for at pålægge medlemmet en effektiv karantæne.

Det fremgår imidlertid direkte af vejledningen til dagpengekortene, at medlemmet skal oplyse til a-kassen hvis hun modtager pension, og da medlemmet ikke rettede henvendelse til a-kassen, da hun fra Økonomistyrelsen modtog meddelelse om at pensionen ville komme til udbetaling, må medlemmet være den nærmeste til at bære risikoen for, at der er opstået en dobbeltforsørgelsessituation.

Direktoratet har således truffet afgørelse om, at medlemmet efter dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på grund af dobbeltforsørgelse, skal betale dagpenge tilbage, som hun har modtaget i perioden 1. juli 1995 til 30. november 1996.

Ad 3

Direktoratet har for så vidt angår vejledningsforløbet, og som det også fremgår af brev af 12. august 1998, henholdt sig dels til medlemmets oplysninger i klagen over a-kassens afgørelse og dels til a-kassens bemærkninger i afgørelsen af 8. juli 1997.

Direktoratet har på denne baggrund lagt til grund, at a-kassen ikke er i besiddelse af de nævnte notater, og at a-kassen ikke mener at have vejledt medlemmet om, at hendes tilskadekomstpension ikke ville have betydning for hendes dagpenge.

Direktoratet har derfor ikke under sagens behandling anset det for nødvendigt at foretage sig yderligere i den anledning.

Ad 4

Direktoratet har med brev af 17. juli 1997 truffet afgørelse om, at der kan ske modregning i efterlønnen for det samlede tilbagebetalingskrav.

Det fremgår af § 86, stk. 2, i arbejdsløshedsforsikringsloven, at der kan ske tilbagebetaling af beløb efter stk. 1 ved hel eller delvis modregning i den løbende udbetaling af dagpenge, overgangsydelse eller efterløn. Dette fremgår tillige af bekendtgørelse nr. 942 af 30. november 1992 om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav.

For så vidt angår den del af tilbagebetalingen, der er begrundet i dobbeltforsørgelse kan de særlige regler om modregning i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 2 og bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav ikke direkte finde anvendelse.

Tilbagebetalingen vil dog under alle omstændigheder kunne gennemføres ved modregning i efterfølgende efterlønsudbetalinger på grundlag af dansk rets almindelige modregningsregler.

”

Af ankenævnets supplerende udtalelse af 27. oktober 1999 fremgår

”

Ombudsmanden har anmodet myndighederne om en redegøre for hvorfor tilskadekomstpensionen skal fradrages fuldt ud i arbejdsløshedsdagpengene, herunder om (A)’s tilskadekomstpension helt eller delvis kan sidestilles med en erstatning i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven.

Ankenævnet har lagt til grund at (A) den 16. februar 1996 blev tilkendt en erhvervsevnetabserstatning på 15%. Som følge heraf var (A) berettiget til tilskadekomstpension, idet denne udløses ved en tilkendelse af erhvervsevnetab på 15% eller mere.

Ifølge tjenestemandspensionslovens § 8, stk. 1, beregnes tilskadekomstpensionen efter en pensionsalder på 37 år.

Der sker således ikke som ved tilkendelse af erhvervsevnetabserstatning en graduering af pensionen. Tilskadekomstpensionen udbetales således med et beløb svarende til den pension pågældende ville være berettiget til ved maksimalt optjent pensionsalder. Derfor finder ankenævnet at tilskadekomstpensionen adskiller sig væsentligt fra en erstatning, som har til formål at give skadelidte opretning for skaden, her tab af erhvervsevne, og der er derfor efter nævnets opfattelse ikke grundlag for at sidestille tilskadekomstpensionen i sin helhed med de i fradragsbekendtgørelsens § 9, nr. 6), nævnte erstatninger.

Det forhold, at den erhvervsevnetabserstatning, som (A) fik tilkendt efter arbejdsskadeforsikringsloven ikke kom til udbetaling på grund af de særlige fradragsregler i arbejdsskadeforsikringslovens § 39, stk. 1, kan efter nævnets opfattelse ikke medføre at et tilsvarende beløb skulle være fradragsfrit efter reglen i § 9, nr. 6), men nævnet finder, at tilskadekomstpensionen i sin helhed må henføres under hovedreglen i bekendtgørelsens § 6 om fradrag for pensioner, der er et led i et tidligere ansættelsesforhold.

Ombudsmanden beder dernæst myndighederne redegøre for hvorfor der efter myndighedernes opfattelse foreligger en dobbeltforsørgelsessituation.

Ankenævnet har lagt vægt på at begge ydelser kom til udbetaling som følge af (A)’s arbejdsophør og at ydelserne dækker samme periode og samme formål – tabet af en arbejdsindtægt.

Den del af tjenestemandspensionen der blev udbetalt med tilbagevirkende kraft bevirkede at (A) fik rådighed over et større beløb. Ved en samtidig udbetaling skulle der være foretaget fradrag i dagpengene for tilskadekomstpension, jf. det ovenfor anførte.

Ankenævnet har noteret sig at kassen har oplyst at (A) ved ledighedens indtræden blev gjort opmærksom på sin oplysningspligt over for kassen. Ankenævnet har videre noteret at (A) har oplyst at hun efter modtagelsen af Økonomistyrelsens brev af 4. oktober 1996 henvendte sig til såvel (D) Arbejdsløshedskasse som Økonomistyrelsen og begge steder fik oplyst at tilskadekomstpensionen ingen indflydelse har på dagpengeretten. (A) har endvidere henvist til en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse af 26. august 1996. I afgørelsen står

’Det bemærkes med hensyn til det i anken anførte om tilkendelse fra overgang til arbejdsløshedsunderstøttelse, at der som hovedregel ikke udbetales erhvervsevnetabserstatning som supplement til arbejdsløshedsdagpenge. Ankestyrelsen har dog udfra en konkret vurdering bl.a. på baggrund af den relative lange periode, der er gået siden skadens indtræden, og skadens art og omfang, fundet, at der kan udbetales erstatning fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelsesdato.’

Kassen har udtryk tvivl om at nogen ansat i kassen skulle have udtalt sig som anført af (A) ovenfor.

Uanset om (A) på baggrund af de nævnte udtalelser måtte tro, at der ikke skulle ske fradrag burde hun efter nævnets opfattelse have oplyst kassen om at hun havde fået tilkendt pension. Ankenævnet lægger især vægt på at det fremgår af vejledningen på dagpengekortene at et medlem skal oplyse om: pensionsindtægter og lignende ydelser. Ankenævnet lægger endvidere vægt på at det af dagpengekortene fremgår, at medlemmet skal oplyse om: der er søgt eller modtaget erstatning i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven. (A) ses ikke at have oplyst kassen om at hun den 16. februar 1996 af Arbejdsskadestyrelsen blev tilkendt en erhvervsevnetabserstatning på 15%.

Ankenævnet finder derfor at (A) har været medvirkende til at dobbeltforsørgelsessituationen opstod.

Ankenævnet fastholder således kravet om tilbagebetaling af dagpenge udbetalt i perioden 1. juli 1995 til 30. november 1996 med hjemmel i dansk rets regler om dobbeltforsørgelse.

Ombudsmanden beder endvidere om myndighedernes kommentar til at (B) i klagen af 30. april 1998 og 15. september 1998 skrev om notater fra et møde med a-kassen. Ombudsmanden beder om en redegørelse for sagens oplysningsgrundlag herunder om at myndighederne oplyser om, hvorvidt myndighederne har undersøgt om de nævnte notater findes.

Det kan oplyses at ankenævnets sekretariat rettede telefonisk henvendelse til kassen med henvisning til de omtalte skriftlige notater. Det blev oplyst at sådanne notater ikke forelå og at alt materiale var videresendt til direktoratet jf. også kassens brev af 8. juli 1997, hvor bilag fremsendes til direktoratet ’som øvrigt materiale i sagen’.

Ankenævnet sendte herefter kopi af samtlige bilag i sagen til (A) med bemærkning om at de omtalte bilag ikke forefandtes.

Sekretariatet beklager at samtalen med kassen ikke er noteret i nævnets materiale.

Endelig beder ombudsmanden om en redegørelse for retsgrundlaget for så vidt angår modregningen i efterlønnen af den del af tilbagebetalingskravet der er begrundet i dobbeltforsørgelse.

Ankenævnet beklager at der fejlagtigt er henvist til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 2, som hjemmel for modregningen, idet § 86, stk. 2, alene omhandler de tilbagebetalingskrav der er nævnt i § 86, stk. 1.

Der skulle rettelig have været henvist til dansk rets almindelige regler om modregning.

Modregning kan herefter ske, med krav der er retskraftigt, forfaldent og hvor frigørelsestidspunktet er kommet. Kravet skal endvidere være konnekst.

Ankenævnet finder at de ovennævnte betingelser for modregning må anses for at være til stede for det tilbagebetalingskrav der har hjemmel i dobbeltforsørgelsesprincippet.

Når modregning foretages skal der imidlertid levnes medlemmet tilstrækkelige midler til dækning af leveomkostninger. Det fremgår ikke af sagen om kassen har taget stilling hertil og dette spørgsmål må i givet fald hjemvises til kassen i 1. instans.”

Den 3. november 1999 sendte jeg de supplerende udtalelser til B med henblik på at han fik lejlighed til at kommentere dem.

Den 21. november 1999 kommenterede B disse udtalelser. Af B’s brev fremgår

”

Vedr. Ad 1: Det må være muligt for DfA at udskille en del af den tilkendte pension som en egentlig arbejdsskadeerstatning, idet der foreligger en afgørelse om, at (A)’s erhvervsevnetab i forbindelse med arbejdsulykken udgør 15% eller mere. Denne del af den tilkendte pension vil under ingen omstændigheder kunne modregnes i de udbetalte dagpenge.

Vedr. Ad 3: Det må findes yderst betænkeligt at a-kassen ikke er i besiddelse af egne notater fra et så (for medlemmet) vigtigt møde og at DfA derfor ikke lader de, på dette møde, til medlemmet givne oplysninger, indgå i sin vurdering af sagen når en afgørelse træffes.

”

Den 3. december 1999 sendte jeg B’s brev af 21. november 1999 til ankenævnets orientering og eventuelle bemærkninger. Hvis jeg ikke hørte fra ankenævnet inden fire uger, gik jeg ud fra at nævnet ingen bemærkninger havde til B’s brev. I givet fald ville jeg søge at behandle sagen på det foreliggende grundlag. Ankenævnet fremkom ikke med flere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

I min foreløbige udtalelse skrev jeg bl.a.

”Retsgrundlaget

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

Resumé

En tjenestemand blev afskediget på grund af sygdom efter en arbejdsulykke. Tjenestemanden led et erhvervsevnetab på 15 pct. og fik som følge heraf tilkendt tilskadekomstpension efter tjenstemandspensionslovens § 8, stk. 1. Erhvervsevnetabserstatningen bortfaldt dog efter § 39, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven som følge af tilskadekomstpensionen.

Tjenestemanden klagede til ombudsmanden over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn hvor nævnet stadfæstede to afgørelser truffet af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen (nu Arbejdsdirektoratet). Arbejdsdirektoratet havde tiltrådt nogle afgørelser fra tjenestemandens arbejdsløshedskasse om tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge som arbejdsløshedskassen mente hun havde modtaget med urette.

Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse bl.a. at tilskadekomstpension i relation til reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge i hvert fald delvis kan sidestilles med erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Ombudsmanden udtalte at han på det grundlag var indstillet på at henstille til Arbejdsmarkedets Ankenævn at ankenævnet genoptog sin behandling af afgørelsen om tilbagebetaling. Ombudsmanden udtalte endvidere at han var indstillet på at henstille til Arbejdsdirektoratet at direktoratet præciserede bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for så vidt angår tilskadekomstpension. Ankenævnet ophævede herefter sin tidligere afgørelse.

Ombudsmanden besluttede herefter at han ikke ville fortsætte ombudsmandsundersøgelsen idet han dog anmodede Arbejdsdirektoratet om fortsat at blive underrettet om resultatet af direktoratets generelle overvejelser. (J.nr. 1998-1971-080).