Legislator Case Law & Legislation
O20000062572 DK

Inspektion af Arresthuset i Rønne

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

ISP H#LOKDOK53 2000 625 Valid

Inspektion af Arresthuset i Rønne

ISP H#LOKDOK53 2000 625 Valid

Resumé

Den 21. august 2000 foretog inspektionschefen inspektion af Arresthuset i Rønne.

Inspektionschefen anmodede direktoratet om nærmere oplysninger om en forestående byggesag og foretog sig derfor på daværende tidspunkt ikke noget vedrørende cellernes stand og inventar.

Derudover gav de bygningsmæssige forhold med videre på enkelte punkter anledning til kritik/bemærkninger (fast møblement i celle som imidlertidigt blev brugt til småfagsværksted, besøgslokale og anvendelse af lægelokale til andre formål).

Inspektionschefen henstillede at der blev gjort rent og holdt orden flere steder (toiletter som benyttes af de indsatte, besøgslokale, personalerum og personaletoilet).

Inspektionschefen udtalte endvidere at besøgslokalet på ingen måde levede op til det gældende cirkulæres krav om at det skal danne rammen om ”en naturlig og venlig atmosfære”.

Inspektionschefen henstillede derfor at arresthuset snarest – ud over rengøring – iværksatte en istandsættelse af lokalet.

Inspektionschefen udtalte desuden kritik af at arresthuset først to år efter at direktoratets interne inspektion havde henstillet til arresthuset at få udskiftet nogle brandbare madrasser, planlagde at udskifte de pågældende madrasser.

Ombudsmandsinstitutionen modtog rapportmateriale og forhørsnotater for nærmere angivne perioder om disciplinærsager, magtanvendelse og observationscelleanbringelser.

Gennemgangen heraf gav på flere punkter anledning til bemærkninger og på enkelte punkter kritik.

(J.nr. 2000-2082-628).

ISP H#LOKDOK53 2000 625 Valid

Den 23. januar 2001 afgav inspektionschefen følgende rapport til Arresthuset i Rønne og Direktoratet for Kriminalforsorgen

1.

Indledning

…

Som et led i inspektionsvirksomheden foretog jeg og tre af embedets øvrige medarbejdere den 21. august 2000 inspektion af Arresthuset i Rønne.

Til stede under inspektionen var Vicepolitimesteren på Bornholm, arrestforvareren, en overvagtmester og en fængselsfunktionær.

I forbindelse med inspektionen modtog jeg rapportmateriale til gennemgang, jf. nærmere pkt. 7. nedenfor.

Inspektionen den 21. august 2000 bestod af samtaler med arresthusets ledelse og rundgang i arresthuset.

I tilslutning hertil udarbejdede jeg

–et referat af 23. august 2000 af det indledende og afsluttende møde med ledelsen mv. og

–et notat af 24. august 2000 om iagttagelser under rundgangen i arresthuset (de fysiske rammer mv.).

Med brev af 30. august 2000 sendte jeg det nævnte materiale til arresthuset og politimesteren idet jeg bad om at modtage eventuelle bemærkninger eller tilføjelser inden en måned.

Jeg modtog herefter et brev af 28. september 2000 med arresthusets bemærkninger som er indarbejdet i rapporten.

Politimesteren er ikke fremkommet med bemærkninger til materialet.

Denne rapport har i en foreløbig udgave været sendt til arresthuset, politimesteren og Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på myndighedernes eventuelle bemærkninger om de faktiske forhold som rapporten måtte give anledning til.

Jeg modtog herefter breve af 9. og 11. januar 2001 med hhv. arresthusets og politimesterens bemærkninger som er indarbejdet i rapporten.

Direktoratet er ikke fremkommet med bemærkninger til materialet.

2.

Bygningsmæssige forhold mv.

2.1.

Bygning og gangarealer

Arresthuset ligger midt i Rønne.

Bygningen er i to etager med kælder og er opført i 1902.

Arresthuset har plads til 18 indsatte.

I 1987 skete der en større ombygning af arresthuset.

I et brev af 20. september 1999 som jeg har modtaget fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, er det oplyst at der i Arresthuset i Rønne ”er planlagt en AUF-ombygning incl. værkstedslokale i 1999, og projekteringen heraf er i fuld gang.” Videre er det oplyst at ombygningen forventedes igangsat ultimo 1999 og afsluttet i 2000.

Arresthuset har oplyst at arresthuset har fået bevilget 3,25 mio. kr. til en ombygning, og at der har været afholdt en del byggemøder med en bygningsværkmester fra Statsfængslet i Møgelkær, men at planlægningen resulterede i et projekt som ikke kunne holdes inden for rammerne af budgettet.

Videre har arresthuset oplyst at Direktoratet for Kriminalforsorgen efterfølgende har taget kontakt til Justitsministeriets tilsynsførende arkitekt som har udarbejdet nogle tegninger af en ombygning hvorunder der skal etableres nye værkstedsarealer, et egentlig sagsbehandler- og undervisningslokale og nye celler, herunder ombygning af flermandscellerne til enmandsceller.

Ifølge arresthuset ligger tegningerne klar til godkendelse i direktoratet.

Jeg anmoder direktoratet om at oplyse nærmere om byggesagen, herunder hvorvidt direktoratet har godkendt eller forventer at godkende de foreliggende tegninger til ombygning, og i givet fald hvornår byggeriet forventes iværksat og afsluttet.

Etageadskillelsen mellem stuens og førstesalens gangarealer er åben.

Mellem etagerne er der i hver ende af gangen en jerntrappe.

Arresthusets stueetage rummer inden for det sikrede område fire enmandsceller, en tomandscelle og en observationscelle, et toilet, et bade- og vaskerum, et anretter- /tekøkken og et vagtkontor til personalet.

Der er desuden udgang til gårdtursarealet.

Arresthusets bibliotek er placeret på gangarealet hvor der også er store blomsterkummer med grønne planter og et bord med kaffe engangskrus, sukker mv.

Over bordet hænger en tavle hvorpå dagens menu er anført.

Uden for det sikrede område findes desuden et værksted, personalerum, køkken, depot, lager mv.

På første sal er der fem enmandsceller og to tremandsceller (heraf var den ene på tidspunktet for inspektionen indrettet til småfagsværksted), to toiletter til henholdsvis de ansatte og de indsatte, et bordtennisrum, et motionslokale, et besøgslokale med tilhørende toilet, et læge- og undervisningslokale, depotrum mv.

Væggene på gangarealerne er hvidmalede, og gulvene er belagt med gråmelerede linoleumsfliser.

Arealerne fremstod alt i alt rene og nogenlunde pæne.

Imidlertid var der i loftet og øverst på væggene en del større fugtskader.

Arresthuset oplyste at de stammer fra en ældre rør- og tagskade.

Loft og vægge fremstår således ikke nymalede.

Rundt om arresthuset er der et forholdsvis uplejet areal med græsplæne, buske, træer mv.

Derudover er der en garage som på tidspunktet for inspektionen blev brugt til malerarbejde og som lagerplads.

2.2.

Cellerne

Alle cellerne er placeret på samme side af cellegangen.

Der er i alt 13 celler fordelt på fire enmandsceller, en tomandscelle og en observationscelle i stueetagen samt fem enmandsceller og to tremandsceller på første sal.

Cellerne 2 (tomandscellen), 3, 4, 7 (observationscellen), 8, 9, 10, 13 og 14 (de to sidstnævnte er tremandscellerne) blev efter mit ønske fremvist.

2.2.1.

De almindelige celler

Enmandscellerne er på ca. ni m 2 .

De er møbleret med en seng (briks), et skrivebord med stol, en opslagstavle, et klædeskab og et tv-bord.

Som fast inventar er der i cellerne en lille håndvask kun med koldt vand og en lille radiator.

I alle de besigtigede celler hænger der over håndvasken et lille spejl, og i flere celler en lille hylde som de indsatte selv har lavet af bølgepap og fastgjort med tape på væggen.

Cellerne er belyst med en pendel fra loftet og en lille lampe over spejlet ved håndvasken.

I celle 8 har en indsat konstrueret en sengelampe ved hjælp af ledningstræk fra indgangen hen over sengen, som er placeret i den modsatte ende af rummet.

Lampen og ledningerne er fastgjort på væggen med tape.

Jeg går ud fra at arresthuset i forbindelse med en ombygning/større istandsættelse er opmærksom på (de åbenbare) behov for hylder over håndvaskene og sengelamper.

I hver af cellernes endevæg er et vindue.

Alle vinduerne i de almindelige celler er ens, og alle disse vinduers ene side kan således åbnes.

Ind- og udkig er hindret ved store lameller.

Endvidere er der i hver af cellerne en udluftningskanal.

I celle 3 er der en del huller i væggen, og malingen er gammel og slidt.

I celle 10 er der en stor fugtskade i hjørnet under håndvasken.

Arresthuset oplyste at skaden – som fugtskaderne på gangarealet – er gammel og forårsaget af en rørskade.

På træpartiet på væggen i celle 9 er der en del skrift.

Derudover ligger en del ledninger løst på gulvet i cellen.

Arresthuset oplyste hertil at der vil blive trukket nye ledninger i væggen i forbindelse med en planlagt antenneordning, hvorved en del af de løse ledninger vil blive overflødige.

Tomandscellen er på ca. 11 m 2 .

Den har samme møblement til hver indsat som enmandscellerne.

Derudover er der et lille sofabord.

På tomandscellen boede på tidspunktet for inspektionen kun en indsat (gangmanden).

Det faste inventar er det samme som i enmandscellerne.

I cellens endevæg er et vindue.

Ind- og udkig er som i enmandscellerne hindret ved store lameller.

Tremandscellerne er på ca. 22 m 2 .

Cellerne har samme møblement og fast inventar som de øvrige celler.

Dog er der fire sengepladser hvoraf de to udgøres af en køjeseng.

Der er to vinduer i cellen.

Cellerne var endnu ikke på tidspunktet for inspektionen blevet udstyret med brandhæmmende madrasser.

Arresthuset oplyste at madrasserne var planlagt udskiftet inden udgangen af 2000.

Direktoratet for Kriminalforsorgens interne rejseinspektion afgav i oktober 1998 rapport om besøg af Arresthuset i Rønne den 10. juni 1998.

Af rapporten fremgår det at rejseinspektionen i cellerne fandt flere madrasser som ikke var af den rette brandhæmmende type, og at arresthuset derfor blev anmodet om at gennemgå samtlige celler med henblik på at madrasser og linned blev udskiftet til den rette type.

Samtidig fremgår det at rejseinspektionen detaljeret instruerede arresthuset om proceduren i forbindelse med bestilling af nye madrasser og linned.

Jeg må finde det meget kritisabelt at arresthuset først mere end to år efter at arresthuset af direktoratet blev anmodet herom, planlagde at udskifte de pågældende madrasser.

Jeg går ud fra at udskiftningen nu er gennemført.

I celle 14 boede på tidspunktet for inspektionen kun en indsat.

Celle 13 er midlertidigt indrettet som småfagsværksted.

Her arbejdede fire indsatte med at samle julekalendere.

Midt i cellen var placeret et stort arbejdsbord.

En del af det faste møblement, herunder sengen og køjesengen, var stillet op mod den ene væg.

Herudover var cellen fyldt med papkasser, papir mv. til julekalenderproduktionen.

Cellen/værkstedet fremstod noget uordentlig.

Jeg går ud fra at arresthuset vil sørge for at der bliver holdt en nogenlunde orden i værkstedet, og vil overveje eventuelt at flytte det faste møblement der ikke er brug for så længe cellen midlertidigt bruges til småfagsværksted.

Linoleumsgulvet i celle 13 er meget slidt og skæmmet af aftryk fra stoleben.

Der er huller i væggen ud mod gangen.

Cellerne er malet i lyse nuancer.

Gulvene er belagt med mørkt linoleum.

Cellerne trænger til maling og istandsættelse.

De fleste møbler er gamle og slidte.

Arresthuset oplyste at cellerne som så meget andet i arresthuset afventer ombygning, herunder at flermandscellerne skal ombygges til enmandsceller.

Under henvisning til det oplyste om ombygning og til min anmodning til direktoratet om nærmere oplysninger herom og idet jeg går ud fra at en ombygning er nært forestående, foretager jeg på nuværende tidspunkt ikke mere vedrørende spørgsmålet om cellernes stand og inventar.

2.2.2.

Observationscellen

Observationscellen er placeret for enden i stuens celleafsnit.

I cellen er der en fastmonteret seng og et slagfast bord med stol.

På sengen ligger sengelinned og håndklæde klar.

Væggene er lyse og linoleumsgulvet mørkt.

I cellens vindue er der frostet glas og lameller som hindrer ud- og indkig.

Der er ventilation, radiator og brandmelder i loftet.

Der er et tv-stik som er låst inde.

I døren er der kighul.

Arresthuset har af Direktoratet for Kriminalforsorgen fået dispensation til at bruge cellen som almindelig celle til overnatning og kortere ophold i perioder med for stort belæg.

Cellen er lyddæmpet, men ikke lydisoleret.

Cellen var pæn, ren og velholdt.

I forbindelse med inspektion af Statsfængslet på Kragskovhede har jeg rejst spørgsmål om hvorvidt en dispensation – til brug af observationscellen som almindelig celle – som meddelt af direktoratet uanset de givne betingelser er i overensstemmelse med § 7 i Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse af observationscelle, sikringscelle, fiksering mv. i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

Spørgsmålet er endnu ikke endeligt afklaret, og jeg foretager derfor ikke videre i relation til denne inspektion på nuværende tidspunkt.

2.3.

Øvrige rum mv.

2.3.1.

Toilet- og badeforhold

I stueetagen er en celle indrettet til bade- og vaskerum.

Der er bruseniche med hvide klinker bag glasvægge, vaskemaskine og tørretumbler.

Rummet er lyst, pænt og rent.

De indsatte har efter aftale med personalet fri adgang til badet.

I de perioder hvor arresthuset er fuldt belagt, er det ene bad ikke tilstrækkeligt til at dække husets behov.

Det er gangmanden som forestår de indsattes tøjvask, og det er kun ham som må benytte vaskemaskine og tørretumbler.

I stueetagen og på første sal er der toilet med håndvask og spejl.

Der er som i cellerne kun koldt vand.

Toilettet i stueetagen er gammelt og mørkt.

Der er ingen vinduer og heller ikke noget ovenlys.

Der har tidligere været ovenlys, men det er blændet efter et flugtforsøg.

Der er en ventilationskanal som er stoppet til med nedfaldent murværk.

Der er terrazzogulv.

Toilettet på første sal er nyere og noget mere lyst end toilettet i stueetagen.

Begge rum var beskidte og trængte til maling og rengøring.

Bl.a. var der ved lofterne spindelvæv.

Jeg går ud fra at arresthuset sørger for en mere grundig, løbende rengøring af toiletterne.

2.3.2.

Køkkenfaciliteter

Arresthuset har eget institutionskøkken som forestår den daglige forplejning af de indsatte.

Der er i køkkenet et stort komfur, emhætte, ovn og to store køleskabe.

Ovnen og emhætten er fra 1998.

Køkkenet er meget flot nymalet (af en tidligere indsat).

Væggene er lyse, skabe og skuffer er blåmalede.

Køkkenet er rent, pænt og ordentligt.

I et tilstødende rum til køkkenet er der frysere og endnu et køleskab.

I kælderen er der et viktualierum.

De indsatte har ikke noget egentligt køkken til eget brug.

De har et rum der benyttes af gangmanden til opvask efter måltiderne og til anretning af den kolde aftensmad.

I rummet er der et fælles køleskab, en elkedel og service.

Der er ikke faciliteter til egentlig madlavning.

I rummet har de indsatte deres rengøringsskab.

I skabet er der placeret rensevæske til sprøjter.

Der hang ikke vejledning i brug af rensevæsken, men alene en produktinformation om væsken.

Det blev oplyst at arresthuset er udgået for vejledninger, men at nye er bestilt.

I pkt. 4 i Direktoratet for Kriminalforsorgens rundskrivelse af 23. september 1996 om forsøg med rensemiddel til forebyggelse af hiv/aids er det anført at vejledningen (pjecen) – der indeholder en beskrivelse af rensemetoden og af forholdsregler der skal træffes hvis der sker uheld ved anvendelsen af rensevæsken – skal udleveres til alle nyindsatte, og at den tillige ”kan” placeres sammen med rensevæsken.

I forbindelse med min inspektion af Arresthuset i Assens har jeg udtalt at vejledningen – selvom den udleveres til alle nyindsatte – efter min opfattelse, ligesom selve rensevæsken, bør være umiddelbart tilgængelig for de indsatte så det er muligt at anvende vejledningen sammen med rensevæsken.

Vejledningen bør således efter min opfattelse være umiddelbart tilgængelig for de indsatte så det er muligt at anvende vejledningen sammen med rensevæsken.

Jeg går ud fra at arresthuset efter inspektionen og efter at have modtaget nye vejledninger i eller ved det pågældende skab har opsat vejledninger i brug af rensevæsken.

Jeg kan i øvrigt oplyse at spørgsmålet om hvordan ordningen med rensevæske fungerer, indgår i en spørgeskemaundersøgelse som ombudsmanden har iværksat vedrørende forholdene i arresthusene.

(De fleste arresthuse har oplyst at ordningen med rensevæske ikke fungerer uden problemer.) Jeg er endvidere bekendt med at direktoratet har foretaget en evaluering af ordningen og har besluttet at forlænge den i seks måneder, jf. Nyt fra Kriminalforsorgen, december 1998, s. 16.

I spørgeskemasagen har jeg bedt direktoratet om at underrette mig om resultatet af den fornyede evaluering som direktoratet vil foretage.

I brev af 3. oktober 2000 meddelte direktoratet mig at forsøgsordningen er blevet permanentgjort således at rensevæsken i fremtiden udleveres i portionsflasker.

Jeg har i et brev af 1. november 2000 bedt direktoratet om en udtalelse om nærmere angivne forhold i den forbindelse.

2.3.3.

Besøgslokale

Arresthusets besøgslokale er placeret på første sal.

Lokalet er på ca. 12 m 2 med tilhørende toilet.

Møblementet består af en briks, et sofabord, en reol og to lænestole.

I reolen er der præservativer, engangslagner, bomuldslagner og en folder om aids.

På væggene hænger der to rammer med papirklip.

Møblerne er gamle og slidte.

I loftet hænger meget højt en fuldstændigt ramponeret PH-lampe hvis ledning er meget beskidt.

Der er et stort vinduesparti og højt til loftet.

Vinduet er ikke blændet, men der synes ikke at være adgang til indkig fra omkringliggende huse medmindre man står op i lokalet.

Der er ikke gardiner.

Arresthuset oplyste at de er blevet revet ned af en indsat for et stykke tid siden.

Gardinerne er ikke blevet hængt op endnu fordi man vil vente til vinduerne er blevet malet udvendigt.

Væggene er malet lyse med noget mønster bl.a. i en rosa farve.

Væggene trænger i høj grad til ny maling.

En indsat havde for nylig malet loftet, men nåede ikke videre.

Malingen fremstår dermed ufærdig og sjusket.

Trods det store vindue og højden til loftet er lokalet fuldstændigt trist og rummer ikke en venlig atmosfære.

Arresthuset oplyste at også besøgslokalet står for at blive istandsat.

Det tilhørende og tilstødende toilet er meget lyst og stort.

Det er holdt forholdsvis pænt.

Der var nye håndklæder og en ny lampe over vask og spejl.

Af Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulærer af 18. og 19. december 1980 om henholdsvis indsattes og varetægtsarrestanters adgang til brevveksling og besøg mv. fremgår det at besøgslokaler bør indrettes indbydende og hyggeligt så der ”skabes en naturlig og venlig besøgsatmosfære”, jf. § 15, stk. 1, og § 14 i nævnte cirkulærer.

Besøgslokalet levede på ingen måde op til kravet om at det skal danne rammen om ”en naturlig og ven-lig atmosfære”.

Uanset ombygningsplanerne henstiller jeg at arresthuset snarest iværksætter en istandsættelse og ren-gøring af besøgslokalet.

Jeg beder arresthuset om at underrette mig om hvad der sker i anledning af min henstilling.

2.3.4.

Værksted

I stueetagen er der et smedeværksted.

Værkstedet er efter det oplyste godkendt af Arbejdstilsynet.

Det er ikke flugtsikkert og kan derfor kun bruges af indsatte som er anmeldt til strafudståelse i åbent fængsel, eller selvmødere.

Der er i værkstedet maskiner og redskaber til fremstilling af bl.a. afstandsmålere, zinkanoder og miniaturecykler i smedejern.

Produkterne leveres til henholdsvis en bornholmsk betonfabrik og til detailhandelen.

Der er to vinduer og en dør ud til arealet omkring arresthuset.

Endvidere er der en udluftningskanal.

I øvrigt foregår arbejdet i arresthuset på cellerne og i den ovenfor under pkt. 2.2. nævnte tremandscelle som er indrettet som småfagsværksted.

2.3.5.

Fritidsrum

På første sal er der et stort, lyst rum med et bordtennisbord og en motionsribbe.

Rummet er rent og pænt.

Luften i lokalet var dårlig.

Der er to store vinduer med stort lysindfald.

Den øvrige belysning sker ved fire store lamper med lysstofrør.

Vinduerne kan åbnes, men er forsynet med hængelåse.

Jeg går ud fra at arresthuset vil sørge for regelmæssig udluftning i lokalet.

I forlængelse af bordtennisrummet ligger husets motionslokale.

Rummene er adskilt af en dør.

I døren er et hul som efter det oplyste er lavet for nogen tid siden af en indsat med et bordtennisbat.

Motionslokalet er småt og aflangt.

Der er styrketræningsredskaber, vægtstænger, vægte og en kondicykel.

For overskud fra udleje af tv har arresthuset for nylig bestilt en træningsmaskine fra Statsfængslet i Jyderup.

Der er ikke egentligt instruktionsmateriale til brug af de enkelte kondiredskaber.

Det har der været, men det er smidt ud af de indsatte.

En indsat har i stedet lavet nogle håndtegnede instruktioner som ligger i vindueskarmen.

Af den ovenfor nævnte rapport som direktoratets rejseinspektion afgav i oktober 1998, fremgår det at direktoratet fandt at den daværende skriftlige instruktion i anvendelse af kondiredskaber som var opsat på en opslagstavle i motionslokalet, kunne gøres bedre og mere synlig.

I betragtning af at rejseinspektionen allerede i oktober 1998 har gjort arresthuset opmærksom på at instruktion bør være opsat på et synligt sted i motionslokalet, er jeg uforstående over for at det ved min inspektion knap to år senere må konstateres at egentlig instruktion slet ikke forefandtes.

Jeg henstiller at arresthuset fremskaffer egentlig skriftlig vejledning i brugen af de pågældende redskaber og hænger den på et for brugerne synligt sted.

Jeg beder om underretning når dette er sket.

Tider for brug af lokalerne fremgår ikke ved opslag eller lignende.

Arresthuset oplyste at brug sker efter aftale med personalet (jf. nærmere herom under pkt. 3.2.), og at denne ordning fungerer udmærket.

Arresthuset oplyste videre at vægtstængerne skal afskaffes dels af sikkerhedsmæssige grunde, dels fordi det støjer når de bliver smidt på gulvet, og dels af hensyn til Kriminalforsorgens arbejde med at ændre bodybuilderkulturen.

Af sikkerhedsmæssige grunde skal der være to indsatte i lokalet ad gangen.

Lokalet bærer præg af flittigt brug.

Det blev oplyst at det står over for istandsættelse.

Fritidsrummene giver mig ikke i øvrigt anledning til bemærkninger.

2.3.6.

Undervisningslokale og lægeværelse

På første sal er der et lokale som bruges til både undervisning og lægekonsultation.

I lokalet er der to håndvaske med spejle, et bord med to stole, en computer, en printer, et skab som læreren benytter, et målebånd på væggen og en personvægt (lægevægt).

Da lokalet benyttes til undervisning, er medicinskabet flyttet til personalets overnatningsrum på første sal.

Lægejournalerne opbevares i dette skab (jf. pkt. 2.3.11.).

Lokalet bruges også til de indsattes møder med forsvarere.

Lokalet er rent, men virker lidt trangt og trænger til istandsættelse og maling.

I min rapport af 13. september 1999 vedrørende min inspektion af Arresthuset i Holstebro har jeg udtalt at det naturligvis ikke er hensigtsmæssigt at et lægeværelse fast benyttes til andre formål (i Holstebro som omklædnings- og natopholdsrum for personalet).

Jeg tilføjede at jeg var opmærksom på at det var arresthusets bygningsmæssige forhold der havde ført til denne løsning.

Jeg går ud fra at det samme gør sig gældende for så vidt angår Arresthuset i Rønne.

Jeg anmodede i rapporten direktoratet om en udtalelse om holdbarheden af denne løsning.

Direktoratet har hertil oplyst at den anvendte løsning naturligvis ikke er hensigtsmæssig, men en nødvendighed på grund af de bygningsmæssige forhold.

I det omfang arresthuset drager omsorg for den fornødne orden og hygiejne, er det direktoratets opfattelse at løsningen ikke kan betragtes som værende uforsvarlig.

Arresthuset havde telefonisk til direktoratet oplyst at løsningen ikke giver anledning til problemer i arresthuset.

Direktoratet oplyste endvidere at direktoratet havde anmodet arresthuset om fortsat at være opmærksom på at der drages omsorg for den fornødne orden og hygiejne.

Jeg meddelte herefter i en opfølgningsrapport af 27. juni 2000 direktoratet og arresthuset at jeg tog det oplyste til efterretning og ikke foretog mig mere vedrørende spørgsmålet.

Idet jeg går ud fra at der heller ikke i Arresthuset i Rønne er problemer i forbindelse med benyttelse af lægerummet til undervisning og de indsattes møder med forsvarere, og at dette arresthus ligeledes er opmærksom på at drage omsorg for den fornødne orden og hygiejne, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Endvidere går jeg ud fra at arresthuset og direktoratet er opmærksomme på problemstillingen i forbindelse med de omtalte byggeplaner.

2.3.7.

Bibliotek

På cellegangen i stueetagen findes husets bibliotek.

Biblioteket består af stålreoler der er sat op på væggen.

Her står udlånsbøger fra Bornholms Centralbibliotek, tidsskrifter, pjecer mv. til fri afbenyttelse.

Derudover kommer der ugentligt en bibliotekar i huset.

Det blev oplyst at bibliotekaren også er behjælpelig med at finde udenlandsk litteratur.

Biblioteket giver mig ikke anledning til bemærkninger.

2.3.8.

Gårdtursarealer

Der er to gårde som benyttes til gårdtur.

Den ene gård er omringet af en ikke særligt høj mur.

På grund af flugtrisikoen kan den derfor kun bruges af indsatte der er anmeldt til strafudståelse i åbent fængsel, eller selvmødere.

Gården er udstyret med basketballnet, et fodboldmål og to fasttømrede borde med bænke.

Gården er belagt med brosten.

Der lå en fodbold i gården.

Den anden gård er overdækket med kraftigt trådnet og bruges af de øvrige indsatte, herunder varetægtsarrestanter.

Murene er rødmalede.

I midten af arealet er placeret en blomsterkumme med et troldetræ.

Gården er belagt med cementgulv over brosten.

Der lå en bold i gården.

Af vejledningen til de indsatte om ”ophold i Rønne Arrest” fremgår det at der er adgang til ophold i gården en halv time om formiddagen og en halv time om eftermiddagen.

2.3.9.

Vaskefaciliteter

Der er som nævnt ovenfor vaskemaskine og tørretumbler i bade- og vaskerummet i stueetagen.

2.3.10.

Andet

Arresthuset har et par depotrum med rengøringsmidler mv.

Derudover er der i kælderen et rum med værktøj (opbevaret aflåst), malingsdepot og et antal tørresnore til tøj der ikke tåler tørretumling.

2.3.11.

Personalerum mv.

Personalet har uden for det sikrede område et opholdsrum med tv-overvågning, tekøkken, mødebord, tv mv.

Derudover er der et kontor til arrestforvareren og overvagtmesteren.

Inden for det sikrede område ligger personalets vagtkontor.

Kontoret bruges endvidere til modtagelsessamtaler med de indsatte.

Både i stueetagen og på første sal er der et værelse med tilhørende toilet og bad til det personale der har døgnvagt.

De indsattes journaler opbevares i værelset på første sal.

Medicinudleveringen sker fra dette værelse.

Værelserne er møbleret med seng, tv, radio, reoler mv.

Lægejournalerne opbevares i et aflåst skab i lokalet på første sal.

Kun personalet har nøgler til skabet.

Værelset og toilettet på første sal trængte i høj grad til maling, oprydning og rengøring.

Det er muligt at bade ved en bruser hængt op over håndvasken.

Der er ikke noget badeforhæng.

Fliser og spejl er kalket til.

Personalets toilet støder direkte op til de indsattes.

Værelset i stuen er, set i forhold til værelset på første sal stort, pænt, lyst og velholdt.

Dette gælder også for så vidt angår bad og toilet.

Idet jeg går ud fra at arresthuset sørger for grundig rengøring af personalerum og personaletoilet på første sal, foretager jeg mig ikke videre vedrørende personaleforholdene som ikke i øvrigt giver mig anledning til bemærkninger.

3.

Arbejde, fritid og undervisning

3.1.

Arbejde

Arresthuset oplyste at der normalt er arbejde til to gangmænd der forestår rengøring, madudlevering, opvask og tøjvask.

På tidspunktet for inspektionen beskæftigede arresthuset pga. lavt belæg dog kun én gangmand.

Endvidere arbejder en havemand på husets omkringliggende areal.

På tidspunktet for inspektionen arbejdede to indsatte med at male arresthusets vinduer udvendigt.

Derudover var der i arresthusets (eneste) permanente værksted en indsat beskæftiget med smedearbejde.

Der fremstilles miniaturecykler i smedejern der sælges til detailhandlen som pyntegenstande.

Endvidere fremstilles afstandsmålere og såkaldte zink-anoder til brug for støbeprocessen i et bornholmsk betonfirma.

Cellearbejdet bestod i montagearbejde, herunder samling af julekalendere og ledningsholdere samt småopgaver for detailhandlen (logoer til en kunststoftrykforretning blev nævnt).

Tidligere er der blevet samlet flag og rawlplugs.

Fire indsatte arbejdede sammen om julekalenderproduktionen i den omtalte tremandscelle der p.t. er indrettet til småfagsværksted (jf. pkt. 2.2.1. og 2.3.4.) Det øvrige cellearbejde foregik på enmandsceller uden fællesskab.

Af arresthusets besvarelse i spørgeskemaundersøgelsen fremgår det at flere kan arbejde sammen på flermandscellerne.

Jeg kan oplyse at spørgsmålet om hvorvidt der er mulighed for at flere indsatte kan arbejde sammen i cellerne, er omfattet af den ovennævnte spørgeskemaundersøgelse, og at spørgsmålet var genstand for drøftelse under et møde den 17. maj 1999 mellem repræsentanter fra Direktoratet for Kriminalforsorgen og mig.

Direktoratet oplyste den 7. oktober 1999 at direktoratet senere ville vende tilbage til spørgsmålet om baggrunden for den manglende mulighed for arbejdsfællesskab i nogle arresthuse og vedrørende mulighederne for at fastsætte ensartede regler på området.

Spørgsmålet er efterfølgende blevet drøftet med arresthusene på et møde med arrestforvarerne den 10. maj 2000.

På baggrund af disse drøftelser har direktoratet besluttet at nedsætte en lille arbejdsgruppe der skal se nærmere på fællesskab i arresthusene, herunder arbejdsfællesskab.

Arbejdsgruppens arbejde forventes afsluttet senest i starten af november 2000, hvorefter direktoratet vil vende tilbage til spørgsmålet over for mig.

Arresthuset mente at der for tiden er tilstrækkeligt arbejde at tilbyde de indsatte.

I perioder har det været svært at skaffe tilstrækkeligt arbejde, men overvagtmesterens deltagelse i møder i ”faglig gruppe for lønarbejde” og aftalen med det ovennævnte betonfirma har til dels afhjulpet problemet.

Bortset fra arbejdet med ledningsholdere, der aflønnes efter tariffer fastsat af direktoratet, er alt arbejdet timelønnet.

Det skyldes at arresthuset har vurderet at man opnår det bedste resultat ved timeaflønning.

Særligt smedearbejdet skal udføres utroligt præcist og grundigt.

De arbejdsmæssige forhold giver mig ikke anledning til bemærkninger.

3.2.

Fritid

Arresthuset har et motionslokale med styrketræningsredskaber, vægtstænger, vægte og en kondicykel.

I motionslokalet kan og skal der være to indsatte ad gangen, jf. i det hele pkt. 2.3.5.

Videre er der i arresthuset det ligeledes under pkt. 2.3.5. omtalte bordtennisrum.

Her kan op til fire indsatte spille ad gangen.

Efter aftale med personalet er der adgang til fritidsrummene på hverdage i tiden efter kl. 16.00, på lørdage i tiden efter kl. 13.00 og på søn- og helligdage i tiden fra kl. 9.30 (bortset fra spisetiderne).

Enrumsanbragte kan benytte fritidsrummene uden for almindelig fællesskabstid og eventuelt spille bordtennis sammen med personalet.

Derudover kan de indsatte gøre brug af biblioteket samt basketballnettet og fodboldmålet med bolde på gårdtursarealet (jf. afsnittene 2.3.7. og 2.3.8.)

Endvidere er der undervisning i brug af pc og lejlighedsvis efter aftale med personalet adgang til bagning i køkkenet.

Jeg har ingen bemærkninger til det oplyste om fritidstilbudene.

3.3.

Undervisning

Arresthuset er tildelt 144 undervisningstimer om året.

Som hovedregel udnyttes timerne fuldt ud, og nogle gange har der været brug for flere timer.

Arresthuset har så søgt om og fået bevilget yderligere timer af direktoratet.

Der undervises i dansk, sprog og regning.

Endvidere undervises i edb, hvilket dog er at betragte som et fritidstilbud.

Arresthuset har en fast lærer tilknyttet.

Undervisning i edb varetages af personalet.

Jeg har ingen bemærkninger til det oplyste om undervisningstilbud mv.

4.

Lægebetjening mv.

Arresthuset er tildelt to timers lægebetjening om ugen.

Derudover tilkaldes lægen efter behov.

Under inspektionen blev omtalt en konkret sag om selvmordsforsøg i arresthuset som ombudsmanden af egen drift har indledt en undersøgelse af.

Sagen verserer fortsat og vedrører nu på et mere generelt plan arresthusets problem med – ud over de få timer som dækkes af arresthuslægen – at få lægehjælp.

Arresthuset tilkendegav at der inden for den seneste tid var gjort noget ved problemet.

Dette kan muligvis tilskrives ombudsmandens reaktioner i anledning af den konkrete sag.

Denne sag behandles ikke nærmere i denne rapport, men nævnes under pkt. 7.2.8.

To gange årligt kommer apoteket for at foretage kassation af medicin.

Nedtrapning af stofmisbrugere i arresthuset sker via Bornholms Amts misbrugskonsulent.

Af og til, men ikke ofte og ikke i stort omfang, cirkulerer der euforiserende stoffer (primært hash) i arresthuset.

Arresthuset oplyste at de bygningsmæssige forhold muliggør indsmugling, men at arresthuset går ud fra at en ombygning vil begrænse indsmuglingsvejene.

Da arresthuset er småt, er personalet med det samme klar over tilstedeværelsen af stoffer.

Det fører bl.a. til yderligere visitationer.

5.

Belæg

Arresthuset har som nævnt kapacitet til 18 indsatte.

I 1999 var det gennemsnitlige belæg på 13,2 og i år 2000 pr. 1. august 2000 på 12,7.

Arresthuset har ud over fængselsafsonere og varetægtsarrestanter en del bødeafsonere indsat.

På grund af de geografiske forhold huser arresthuset af og til fængselsafsonere med tilladelse til frigang til f.eks. beskæftigelse gennem længere tid.

Derudover har arresthuset fungeret som moderanstalt for fængselsafsonere der i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, overføres til dertil godkendte behandlingsinstitutioner på Bornholm.

Mange af arresthusets indsatte som er anmeldt til strafudståelse i øvrige institutioner, herunder særligt i lukkede fængsler, foretrækker at blive i arresthuset.

5.1.

Stærke/svage indsatte

Arresthuset oplyste at det på tidspunktet for inspektionen ikke var personalets indtryk at der var store problemer med afhængighedsforhold mellem de indsatte på grund af stoffer eller rockertilhørsforhold.

På et tidspunkt da arresthuset havde to indsatte med rockerrelationer, gik flere indsatte i frivilligt enrum, og en indsat undveg.

Ingen af de indsatte gav direkte udtryk for sammenhængen mellem de frivillige enrumsanbringelser og de indsatte med rockertilhørsforhold, men efter personalets opfattelse var der en sådan sammenhæng.

5.2.

Unge

Det sker indimellem at arresthuset i meget kort tid (en til tre dage) huser indsatte under 18 år.

Der findes ikke varetægtssurrogater på øen.

De unge overføres til institutionerne Sønderbro eller Sølager.

Arresthuset holder så vidt muligt de unge adskilt fra det øvrige klientel.

I det omfang der skønnes at være behov for fællesskab, forsøger arresthuset at finde en indsat som vurderes ikke at ville påvirke den unge i negativ retning.

Det kan være et problem at få etableret fællesskab med egnede indsatte fordi de ofte foretrækker almindeligt fællesskab med husets øvrige indsatte.

Derudover bruger personalet forholdsmæssigt mere tid på den unge.

5.3.

Kvinder

Arresthuset huser ikke ofte kvinder.

Kvinderne bestemmer selv om de vil have fællesskab med arresthusets mandlige indsatte.

Et sådant fællesskab volder efter arresthusets opfattelse ikke problemer af nogen art.

Idet jeg går ud fra at arresthuset i det omfang det er muligt, aktivt søger at hindre afhængighedsforhold mellem de indsatte indbyrdes, herunder indbyrdes udnyttelse, har jeg ingen bemærkninger til det oplyste om arresthusets belæg.

6.

Andre forhold

6.1.

Forplejning og adgang til køkkenfaciliteter

De indsatte får mad fra arresthusets eget køkken.

Maden sammensættes i overensstemmelse med kostcirkulæret.

Der er i arresthuset stor tilfredshed med at have eget køkken og med maden.

Nogle indsatte kan være utilfredse med sammensætningen af menuen, men der synes at være bred enighed om at det er en stor fordel at maden tilberedes i arresthuset.

Tanken om og duften af den daglige madlavning er medvirkende til at skabe en hel hverdag.

Arresthuset oplyste at Levnedsmiddelstyrelsens kostkonsulent har udtrykt tilfredshed med køkkenet og kostsammensætningen.

De indsatte har ikke selv et egentlig køkken, men alene det under pkt. 2.3.2. nævnte rum (oprindeligt en celle) hvori gangmanden bl.a. vasker op.

Her har de indsatte – som nævnt – et fælles køleskab og adgang til at koge vand og til service.

Generelt er der ikke problemer med tyveri af madvarer mellem de indsatte.

Arresthuset giver indimellem mulighed for at de indsatte efter aftale med en fængselsfunktionær kan købe ind og lave mad (i institutionskøkkenet).

Oftest begrænser det sig til bagning.

Jeg har rejst en generel sag over for direktoratet om indsattes adgang til selv at lave mad i arresthuse.

Denne sag er endnu ikke afsluttet.

Jeg vil orientere arresthuset om udfaldet af denne sag, men jeg foretager mig ikke i øvrigt mere vedrørende køkkenfaciliteter og forplejning .

6.2.

Mad udefra

I forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen har arresthuset oplyst at der ikke er mulighed for at de indsatte kan købe færdigtillavede måltider uden for arresthuset.

Jeg går ud fra at de indsatte i lighed med hvad der er tilfældet i andre arresthuse, har mulighed for ved given lejlighed f.eks. at bestille pizza fra et pizzeria i byen.

6.3.

Købmand

To gange ugentligt bliver der efter bestilling leveret varer fra en lokal købmand.

Det har efter det oplyste været svært at få aftalen med købmanden i stand, og det ville være ønskeligt om der var mulighed for at få nogle varer i udvalg.

Det har imidlertid ikke været muligt at opnå en bedre ordning.

6.4.

Vold mv.

Ifølge arresthusets besvarelse i spørgeskemaundersøgelsen havde der i de seneste to år forud for undersøgelsen både været voldsepisoder mellem de indsatte, alvorlige undvigelsesforsøg, undvigelser og selvmordsforsøg.

Under inspektionen oplyste arresthuset nærmere om henholdsvis undvigelse og forsøg herpå.

I 1996 forsøgte en indsat at true sig ud af arresthuset med en attrappistol.

Det lykkedes imidlertid personalet at få den indsatte overmandet.

I 1997 skete en undvigelse fra gårdtursarealet.

En indsat sprayede deodorant i ansigtet på en fængselsfunktionær og undveg derefter over muren.

6.5.

Tv-ordning

Arresthuset udlejer tv-apparater til de indsatte.

Lejen er fem kr. pr. dag.

Ombudsmanden har af egen drift over for Direktoratet for Kriminalforsorgen rejst nogle generelle spørgsmål om tv-ordninger i landets arresthuse og betalingen herfor.

Denne undersøgelse er ikke endeligt afsluttet.

Jeg foretager mig ikke noget vedrørende tv-ordningen i Arresthuset i Rønne.

6.6.

Fællesskab

Arresthuset oplyste at de indsatte har adgang til fællesskab i motionslokalet mv. på hverdage efter kl. 16.00, på lørdage fra kl. 13.00 og på søn- og helligdage hele dagen bortset fra i spisetiderne.

Derudover er der adgang til besøg i opholdsrum (cellefællesskab) på hverdage fra kl. 19.00 til kl. 21.00, på lørdage fra kl. 13.00 og på søndage efter morgenmad.

På tremandscellerne må der maksimalt opholde sig seks indsatte ad gangen og på de øvrige celler maksimalt fire indsatte ad gangen.

Det oplyste om fællesskab giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Spørgsmålet om fællesskab blev som bekendt, jf. også ovenfor under pkt. 3.1., drøftet på direktoratets møde den 10. maj 2000 med arrestforvarerne.

Jeg vil, som det fremgår under pkt. 3.1., modtage underretning fra direktoratet når den nedsatte arbejdsgruppe har afsluttet sine overvejelser.

6.7.

Besøg

Der er mulighed for besøg en gang ugentligt af en times varighed.

Besøgstilladelse forudsættes.

Besøgstiden er dagligt fra kl. 13.00 til kl. 16.00.

Arresthuset oplyste at besøgsreglerne administreres forholdsvis konsekvent, men at der er plads til at tage individuelle hensyn.

Besøg fra Sjælland eller Jylland kan f.eks. strækkes over en hel dag.

Ligeledes tillades besøg uden for den fastsatte besøgstid hvis det er nødvendigt af hensyn til den besøgende, og opdeling af besøget hvis der er børn med.

Arresthusets besøgsordning giver mig ikke anledning til bemærkninger.

6.8.

Talsmandsordning

Arresthuset oplyste at de indsatte ikke har en egentlig talsmand.

De indsatte vælger ad hoc talsmænd når der er emner som ønskes drøftet.

Personalet har derudover en del kontakt til gangmændene.

Nærmere regler om organisatoriske drøftelser med de indsatte er fastsat i direktoratets cirkulære af 15. marts 1978.

Efter cirkulærets § 2 påhviler det enhver institution hvor de indsatte i almindelighed er anbragt i fællesskab, at fastlægge sådanne organisatoriske rammer som under hensyn til institutionens struktur og størrelse samt klientellets sammensætning må anses for egnede til drøftelse med de indsatte eller repræsentanter for disse.

I institutioner hvor fællesskab kun i begrænset omfang er gennemført, skal der lejlighedsvis afholdes møde med grupper af de indsatte der har adgang til fællesskab, jf. § 3.

I forbindelse med min inspektion af Arresthuset i Viborg rettede dette arresthus henvendelse til Dansk Arrestforvarerforening med anmodning om at foreningen kontaktede direktoratet med henblik på udarbejdelse af ensartede regler for talsmandsvirksomhed i arresthusene.

Direktoratet modtog en sådan henvendelse fra Dansk Arrestforvarerforening den 21. juni 1999.

Det fremgår af henvendelsen at spørgsmålet om ensretning af praksis på området havde været drøftet på foreningens årsmøde, og at man var nået til den konklusion at foreningen ville fraråde at praksis forsøges ensrettet, idet dette i visse arresthuse vil betyde en stramning der ikke findes hensigtsmæssig eller nødvendig.

Arrestforvarerforeningen har over for direktoratet bl.a. peget på at de indsattes mulighed for fællesskab i de enkelte arresthuse vil være af stor relevans for hvorledes talsmandsordningen bør være.

Jeg bad direktoratet om at underrette mig om resultatet af direktoratets behandling af denne henvendelse, og direktoratet har ved brev af 29. januar 2000 bl.a. svaret følgende

”...

Direktoratet er enig i, at det udfra ovennævnte betragtninger vil være uhensigtsmæssigt at udarbejde ensartede regler for talsmandsordninger på arresthusområdet, men mener i overensstemmelse med foreningens holdning, at de indsatte via den lokale husorden, opslag eller lignende bør sikres en orientering om, hvorledes de organisatoriske former for drøftelser med de indsatte administreres i det enkelte arresthus.

Direktoratet har derfor dags dato anmodet arresthusene om at sørge for, at de indsatte via den lokale husorden, opslag eller lignende orienteres om, hvorledes de organisatoriske former for drøftelser med de indsatte administreres i arresthuset.”

Af arresthusets husorden fremgår ikke noget om de organisatoriske rammer for drøftelser med de indsatte.

Heller ikke på min rundgang så jeg opslag herom.

Jeg anmoder arresthuset om en udtalelse om hvordan arresthuset agter at leve op til kravet i det nævnte cirkulære om at formen for drøftelser med de indsatte skal være fastlagt.

Endvidere beder jeg arresthuset om at oplyse hvad direktoratets anmodning om orientering af de indsatte om hvordan de organisatoriske former for drøftelser med de indsatte administreres i arresthuset, herefter giver anledning til.

Jeg henviser i den forbindelse arresthuset til at forelægge eventuelle tvivlsspørgsmål for direktoratet.

6.9.

Avishold

Ud over Bornholms Tidende holder arresthuset ikke aviser.

De indsatte har dagligt mulighed for at købe aviser fra en lokal kiosk, og enkelte indsatte abonnerer selv på aviser.

6.10.

Samarbejde med de sociale myndigheder

I forbindelse med sagsbehandlingen af de indsatte er arresthuset i jævnlig kontakt med de sociale myndigheder.

Derudover sker arresthusets kontakt med de sociale myndigheder via Kriminalforsorgen i Frihed (KIF), der jævnligt holder møder med øens fem kommuner.

Arresthuset og KIF har et godt samarbejde.

KIF deltager i arresthusets ugentlige sagsbehandlermøder.

Derudover kommer KIF når der er behov for det, bl.a. i forbindelse med modtagelse af nye indsatte, retsmøder mv.

Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.

6.11.

Elartikler

Af arresthusets besvarelse i spørgeskemaundersøgelsen fremgår det at der på grund af elkapaciteten er grænser for hvor mange elartikler der kan være på cellerne.

Det er tilladt at have kaffemaskine, tv, radio og tv-spil.

Siden spørgeskemaundersøgelsen er radio – bl.a. på grund af et stort strømforbrug til tv – blevet gjort til fast celleinventar.

Af sikkerhedsmæssige grunde tillader arresthuset ikke (længere) video på cellerne.

6.12.

Transport

På grund af arresthusets beliggenhed er transport generelt et problem.

Arresthuset er dog sjældent nødt til at overføre indsatte til andre institutioner.

Kun i tilfælde med behov for anbringelse i sikringscelle (som ikke findes i arresthuset) har arresthuset set sig nødsaget til at træffe beslutning om overførsel til Københavns Fængsler.

Samarbejdet med Københavns Fængsler er godt.

Imidlertid kan den oversøiske transport være problematisk.

Hverken færger eller fly er indstillede på at transportere urolige indsatte.

De gamle bornholmerfærger har en arrest om bord, mens den nye katamaranfærge ikke har et tilsvarende rum.

Indsatte som er i regelmæssigt udgangsforløb, tager selv færgen til København.

Transport af indsatte som endnu ikke er i almindeligt uledsaget udgangsforløb, kræver derimod ledsagelse af en fængselsfunktionær.

Arresthuset oplyste at dette i høj grad belaster arresthusets budget, hvori der ikke i tilstrækkeligt omfang er taget højde for merudgifterne til transport.

Dette gælder transportudgifterne både til ledsagelse af indsatte og til de ansattes møde- og kursusvirksomhed.

Arresthuset skønnede at arresthuset årligt ville have 15 transporter á ca. 1.400 kr.

Jeg henleder direktoratets opmærksomhed på det af arresthuset anførte om de budget- og bevillingsmæssige problemer som er knyttet til arresthusets beliggenhed.

Herudover foretager jeg ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

7.

Gennemgang af rapporter

Ved inspektionens begyndelse bad jeg om at modtage kopi af arresthusets rapporter mv. for perioden fra den 30. juni 1999 til den 30. juni 2000 vedrørende disciplinærsager – hvis antallet oversteg 20, dog kun de seneste 20.

Jeg bad desuden om at modtage kopi af arresthusets rapporter vedrørende magtanvendelse og anbringelse i observationscelle i den samme periode.

Jeg har herefter modtaget 13 forhørsnotater og to rapporter om observationscelleanbringelse.

Jeg har ikke modtaget rapporter om magtanvendelse, og jeg går derfor ud fra at der ikke har været nogle tilfælde af magtanvendelse i den pågældende periode.

Ved min gennemgang af det modtagne materiale har jeg navnlig haft opmærksomheden henledt på hvorvidt proceduren i forhold til de gældende regler er blevet fulgt.

Jeg har også været opmærksom på spørgsmålet om overholdelse af reglerne om notatpligt.

…”

I inspektionsrapporten blev det omtalte rapportmateriale herefter gennemgået, og flere forhold gav anledning til bemærkninger ligesom det om flere forhold blev udtrykt at de var beklagelige.

Denne del af inspektionsrapporten er ikke medtaget i beretningen bl.a. af pladsmæssige grunde.

Inspektionsrapporten blev herefter afsluttet med følgende

”…

8.

Opfølgning

Jeg beder om at arresthuset sender de udtalelser som jeg har bedt om, tilbage gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen, som jeg ligeledes beder om en udtalelse.

9.

Underretning

Denne rapport sendes til Arresthuset i Rønne, Politimesteren på Bornholm, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Folketingets Retsudvalg og de indsatte i arresthuset”.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →