Offentligt ansattes ytringsfrihed. Opslag på arbejdsplads

Offentligt ansattes ytringsfrihed. Opslag på arbejdsplads

I et brev af 25. august 1999 klagede Dansk Sygeplejeråd på vegne af A til mig over X Amts afgørelse af 5. juli 1999. Ved afgørelsen blev A tildelt en advarsel for illoyal optræden i sit virke som lærer ved Y Sygeplejeskole.

Det fremgår af sagen at forhold vedrørende skemalægning og afbrydelse af et supervisionsforløb på et tidspunkt har været inddraget i sagen, men at disse spørgsmål ikke har indgået i grundlaget for tildelingen af advarslen.

A er ansat som overenskomstansat sygeplejelærer ved Y Sygeplejeskole og søgte i 1998 stillingen som rektor på skolen. A fik afslag på sin ansøgning.

Følgende er anført i Dansk Sygeplejeråds klage af 25. august 1999 om sagsforløbet i forbindelse med stillingsafslaget

”

Sagen drejer sig om en sygeplejerske (A) ansat som sygeplejelærer på (Y) Sygeplejeskole, der har fået tildelt en advarsel med baggrund i påstået illoyalitet.

(A) er ansat på (Y) Sygeplejeskole og søgte i august 1998 stillingen som rektor på sygeplejeskolen. Efter at have været til samtale på stillingen bliver (A) kontaktet af formanden for fællesbestyrelsen for social- og sundhedsuddannelserne der telefonisk meddelte hende, at selvom hun var særdeles kvalificeret ønskede fællesbestyrelsen ikke at ansætte hende som rektor, da det ville skabe intern uro på skolen og herunder lærerflugt.

Dagen efter hængte (A) en seddel op ved de øvrige læreres postbokse (se bilag 1) om, at hun ikke havde fået stillingen og citerede formanden for fællesbestyrelsen at hun trods sine ’særdeles gode lederkvalifikationer’ ikke blev ansat. Det anføres endvidere, at ’man ønskede ikke at tage den risiko for intern uro på skolen og lærerflugt, som blev anført som en mulig konsekvens af at ansætte mig’.

På skolen er der en såkaldt ’åben mikrofon’ – det vil sige at mikrofonen er åben for tilkendegivelse fra bl.a. studerende. Ved ’åben mikrofon’ spurgte en studerende om besættelse af rektorstillingen, når nu (A) ikke fik den. I den forbindelse gentog (A) begrundelse for afslag på stillingen.

”

A’s opslag af 25. september 1998 i skolens reception (ved siden af lærernes postbokse) har bl.a. følgende ordlyd

”Heller ikke denne gang lykkedes det at få besat rektorstillingen!!!!

Ifølge formand for Fællesbestyrelsen (B) turde ansættelsesudvalget ikke indstille mig til stillingen, trods mine ’særdeles gode lederkvalifikationer forhold til den type stilling’ (citat (B)) ...

Man ønskede ikke at tage den risiko for intern uro på skolen og lærerflugt, som blev anført som en mulig konsekvens af at ansætte mig.

Så heldigvis eller desværre – alt efter synsvinkel – skal vi altså ud i et 4. opslag af stillingen.

I øvrigt tak for opbakningen fra mange sider – det har været dejligt at opleve midt i al virakken!”

Amtsrådsmedlem og formand for fællesbestyrelsen, B, der var medlem af ansættelsesudvalget, udarbejdede i forlængelse af A’s opslag et opslag til personalet på Y Sygeplejeskole med følgende ordlyd

”Jeg har erfaret, at min private samtale med ansøgeren til rektorstillingen er blevet inddraget i et opslag på skolen. Uden at have set opslaget forbavser det mig dog og er efter min mening uklogt. Jeg ville så hurtigt som muligt informere og begrunde og samtidig være optimistisk med hensyn til ansøgers fremtidige muligheder.

For at imødegå mytedannelse skal jeg meddele, hvad jeg sagde og mente,

at jeg fandt ansøgeren særdeles kompetent til en lederstilling,

at jeg gerne gav reference på dette,

at en rektorstilling andre steder ville ansøgeren efter min mening være kvalificeret til,

at der var delte meninger i bestyrelsen, men at det var et klart flertal, der traf beslutningen.

Jeg sagde også, at jeg lagde stor vægt på, at en chefstilling på egen skole er noget særligt og kræver en stor grad af lokal opbakning. Jeg følte ikke, at opbakningen var tilstrækkelig stor, og derfor kunne jeg personligt ikke anbefale ansøgningen.”

I en sagsfremstilling af 2. december 1998 til X Amt anførte den konstituerede rektor for Y Sygeplejeskole bl.a. følgende

”(A) har i de sidste ca. 6 måneder, ved flere lejligheder, overskredet sit ansvars- og kompetenceområde – og de faglige værdier – dette med negative følger for samarbejde og arbejdsmiljø på skolen.

Overskridelserne er blevet påtalt over for (A). Desuden har vi, i relation til det interne organisationsudviklingsprojekt vi er i gang med, ved flere supervisioner og lærermøder arbejdet med de grænseoverskridende handlinger, (A) har foretaget. Ved supervisionerne og lærermøder har de tilknyttede psykologer/udviklingskonsulenter deltaget.

Der er således intet af det beskrevne, der ikke er kendt for (A).

Eksempler på grænseoverskridende handlinger

– I juni måned 1998 afleverede (A) skemaer for sit hold, der ikke var i overensstemmelse med Studienævnets beslutninger om timeantal og undervisningsaktiviteter på 4. semester. Desuden var der valgt andre undervisere end de undervisere, vi havde aftalt, skulle undervise på holdet.

Dette blev påpeget over for (A) og holdets anden tilknyttede lærer. Dette resulterede i frustration og vrede samt et efterfølgende brev, hvori det påpeges, at mine ledelsesmæssige handlinger er irrationelle for organisationen, når jeg delegerer opgaver til medarbejdere, som medarbejderne ikke skønnes at kunne varetage.

Det skal bemærkes, at ansvar for skemalægning er en opgave (A) havde ønsket, da hun oplevede, at hun havde mange ressourcer på det område. Jeg havde ingen grund til at betvivle dette.

Fejlene blev rettet – men den samme situation opstod igen i oktober måned 1998.

– Der er aftalt tavshedspligt om indholdet – processerne – i vores organisationsudviklingsprojekt. Efter sommerferien blev nogle undervisere konfronteret med ’stof’ – personlige forhold – fra projektet på praktiksteder på ( ) Sygehus. Kilden blev sporet til at være (A)’s mand.

Episoden blev oplevet meget illoyalt og ukollegialt – hvilket blev påpeget over for (A).

Situationen gentog sig, da (A) fik afslag på rektorstillingen – denne situation blev også drøftet.

– (A) blev pr. telefon orienteret om, at hun ikke blev ansat i rektorstillingen. Næste morgen hang der i skolens reception en orientering om, at (A) ikke havde fået stillingen – se vedlagte.

Samme orientering og begrundelse blev også givet til studerende på skolen.

Brevet gav anledning til nogen virak på skolen – flere undervisere følte sig hængt ud som dem, der var skyld i, at (A) ikke fik stillingen.

Desuden blev der sået tvivl om, om det kun var det, der begrundede afslaget.

Formanden for Fællesbestyrelsen blev kontaktet, hvilket foranledigede, at der kom brev til skolens personale – hvori afslaget blev uddybet.

Nogle studerende på skolen fik af (A) lov til at læse brevet, som formanden for Fællesbestyrelsen havde sendt til personalet. Situationen blev drøftet med de studerende – de studerende bliver dermed aktivt inddraget i ’sagen’. Den kommende ’onsdagssamling’ på skolen bliver stærkt præget af dette – og alle studerende på skolen bliver, med stor frustration og forvirring til følge, inddraget.

Mange undervisere giver udtryk for vrede, krænkelse og irritation på det følgende lærermøde.

–(A) meddeles, at der, grundet det store antal grænseoverskridende handlinger, skal iværksættes supervision.

Første samtale afholdes den 2. november 1998 – se vedlagte notat. Der indgås aftaler om næste samtale.

(A) orienterer som aftalt på informationsmødet – men holder ikke aftalen om at aflevere materiale.

I stedet afleveres brev, hvor (A), under overskriften ’Mine såkaldte grænseoverskridelser’, bl.a. vil have beskrevet, hvilke grænseoverskridende handlinger, hun har udført.

Da der ingen bevægelse er i sagen, afbrydes supervisionsforløbet fra ledelsens side – se vedlagte notat.

(A) ønsker ikke at underskrive notatet, da der ikke, efter (A) vurdering, er sket aftalebrud.”

A blev herefter indkaldt til en samtale på Y Sygeplejeskole den 15. december 1998. I mødet deltog repræsentanter fra X Amt, Y Sygeplejeskole og Dansk Sygeplejeråd. Følgende fremgår bl.a. af amtets notat om mødet

”I drøftelsen deltog sygeplejelærer (A), sygeplejelærer ( ), tillidsrepræsentant og faglig sekretær ( ), Dansk Sygeplejeråd samt kst. rektor ( ), (Y) Sygeplejeskole og kst. kontorchef (C), sekretariatet for social- og sundhedsuddannelserne.

Mødet var kommet i stand efter ønske fra skolens ledelse og forvaltningen med henblik på at drøfte (A)’s virke på skolen, herunder (A)’s optræden på skolen efter fællesbestyrelsens afslag på (A)’s ansøgning til stillingen som rektor på skolen.

(C) indledte drøftelsen med at pege på fire punkter, som skolens ledelse og forvaltningen havde fundet uacceptable i forhold til (A)’s virke som lærer på skolen. Disse 4 punkter var

(A)’s opslag i skolens reception om det modtagne afslag på ansøgningen til rektorstillingen.

(A)’s indirekte inddragelse af de studerende i samme sag.

Konkrete fejl i forbindelse med skemalægning og lærerpåsætning på hold samt

(A)’s manglende vilje til færdiggørelse af supervisionsforløb.

I forhold til de første to punkter blev det fra ledelsens side påpeget, at det er blevet betragtet som illoyal optræden, at (A) ensidigt har offentliggjort sin version af det givne afslag, vel vidende, at ansættelsesudvalget ikke har kunnet tage til genmæle, og at (A) på denne måde og ved den indirekte inddragelse af de studerende i sagen har sået mistillid til skolens ledelse og til ansættelsesudvalgets fairness i behandlingen af (A)’s ansøgning til rektorstillingen.

Fra Dansk Sygeplejeråds side blev det anfægtet, at der skulle være tale om illoyal optræden, men der var enighed mellem parterne om, at (A)’s optræden i forløbet kunne kaldes meget lidt elegant og ’kluntet’.

Det blev fra forvaltningsledelsens side fremhævet, at der er en naturlig forventning om, at der fremover udvises loyalitet mod den til enhver tid siddende ledelse på skolen.

Det blev fra (A)’s side bekræftet, at hun er indstillet på at indfri denne forventning.

I forhold til de to øvrige punkter kan det konkluderes, at der var divergerende opfattelse af de nævnte forhold. Der blev dog givet en gensidig bekræftelse på at skemalægning og lærerpåsætning skal være i orden og udføres med nødvendig omhu.

På baggrund af drøftelsen finder forvaltningsledelsen anledning til at (A)’s manglende situationsfornemmelse. Uagtet at (A) ikke handler i ond tro, opfatter ledelsen den manglende situationsfornemmelse som så belastende, at (A)’s ansættelsesforhold i gentagelsestilfælde må tages op til overvejelse.

(A) og Dansk Sygeplejeråd har haft lejlighed til at kommentere nærværende notat og er gjort bekendt med at notatet lægges på (A)’s P-sag.”

X Amt forelagde i et brev af 17. december 1998 notatet om mødet for A. Følgende fremgår af brevet

”Jeg vedlægger et kortfattet notat, hvor jeg samler op på den drøftelse, vi havde den 15. december på (Y) Sygeplejeskole. Som du vil se, er det min opfattelse, at der er grund til at påtale, hvad jeg vil kalde din manglende situationsfornemmelse. Det er derfor min hensigt at lægge vedlagte notat på din P-sag, men forinden det sker, vil jeg naturligvis give dig lejlighed til at komme [med] skriftlige bemærkninger til notatet. For god ordens skyld skal jeg opfordre dig til at drøfte notatet med din faglige organisation. Såfremt du har bemærkninger til notatet, skal jeg bede dig sende dine bemærkninger, sådan at vi har dem her i huset senest den 8. januar 1999.

”

Dansk Sygeplejeråd, X Amtskreds, kommenterede i brev af 6. januar 1999 amtets notat. Følgende fremgår af brevet

”

Dansk Sygeplejeråd, (X) amtskreds opfatter uklarhed over, hvad der skulle være et muligt grundlag for en advarsel.

I refererende notat omtales begrebet illoyalitet. Dansk Sygeplejeråd, (X) amtskreds kan ikke anerkende, at sygeplejelærer (A)’s handlemåder skulle danne grundlag for en advarsel relateret til illoyal optræden. At offentliggøre en begrundelse for afslag på en stilling er at udtale sig om egne forhold.

I amtets skrivelse til sygeplejelærer (A) omtales et begreb som manglende situationsfornemmelse. Hvis dette skulle være begrundelsen, vil vi gerne udbede os nogle konkrete eksempler.

I øvrigt vil vi gerne tilkendegive en helt principiel holdning til, at advarsler bør være tidsbegrænsede, således at det fremgår på hvilket tidspunkt en advarsel fjernes fra personalemappen.”

X Amt besvarede ved brev af 28. januar 1999 Dansk Sygeplejeråd, X Amtskreds’ henvendelse af 6. januar 1999 således

”Med reference til tidligere korrespondance om (A) (senest Dansk Sygeplejeråds skrivelse af 6. januar 1999) skal følgende anføres

– grundlaget for at give (A) en advarsel er den illoyale optræden, som (A) har udvist i forløbet efter hendes ansættelsessamtale ift. rektorstillingen på sygeplejeskolen.

I det referat, der tidligere er udsendt herfra efter vores fælles drøftelse den 15. december 1998, peges der på to forhold, nemlig det opslag (A) satte op i skolens reception og den inddragelse af de studerende, som (A) stod for.

Efter vores opfattelse sår (A) med opslaget i skolens reception tvivl om ledelsens – konkret fællesbestyrelsens – saglighed og reelle hensigter. Det opfattes herfra som en skærpende omstændighed, at opslaget netop sker i receptionen, hvor såvel skolens ansatte og studerende som udefra kommende gæster umiddelbart vil kunne se det.

Når det ligeledes betænkes, at (A) dels gennem opslaget, men også ved skødesløs omgang med det senere fremsendte brev fra formanden for fællesbestyrelsen til skolens personale, inddrager de studerende i spørgsmålet om besættelse af rektorstillingen, så synes der herfra ikke at være tvivl om grundlaget for at tildele (A) en advarsel. Der kan i øvrigt henvises til indberetningen af 2. december 1998 fra skolens ledelse til forvaltningen, hvoraf det fremgår, at netop inddragelsen af de studerende vakte en ikke uvæsentlig furore på skolen.

Det betragtes i øvrigt som en naturlig del af et ansættelsesforhold, at den ansatte retter en eventuel kritik af ledelsen direkte til denne og ikke som det var tilfældet med opslaget i receptionen, antyder overfor tredjemand, at ledelsen er slap og fej.

Det skal medgives, at det af det tidligere nævnte referat fremgår, at der var enighed om at (A)’s optræden var ’meget lidt elegant og ’kluntet’.’, men som det samtidig anføres i referatets næste afsnit, blev der ’ fra forvaltningsledelsens side fremhævet, at der er en naturlig forventning om, at der fremover udvises loyalitet ’, underforstået, at denne loyalitet ikke havde været til stede tidligere.

– Dansk Sygeplejeråd peger i skrivelsen på, at der bør være en tidsbegrænsning på advarsler.

Efter amtets opfattelse findes der ikke en ’fast og firkantet’ tidsbegrænsning/forældelse på advarsler.

Hvis der senere måtte opstå en situation, hvor amtet skal ind i en vurdering af, om der er grundlag for en afskedigelse, vil man på dette tidspunkt tage konkret stilling til, hvorvidt advarslen kan indgå i en vurdering af sagen, eller hvorvidt man skal se helt bort fra den. Vælger amtet at lade advarslen indgå i en vurdering af en afskedigelsessag, har pågældende – eventuelt med bistand fra DSR – i en høringsfase mulighed for at protestere imod, at advarslen indgår i amtets vurdering af sagen. Hvis fremkomne bemærkninger i høringsfasen ikke giver amtet anledning til et ændret syn på sagen, og man gennemfører afskedigelsen, bærer amtet risikoen for, at der efterfølgende rejses sag om dette spørgsmål.

På grundlag af ovenstående kan det konkluderes, at amtet fremdeles har til sinds at tildele (A) en advarsel for illoyal optræden og at denne advarsel ikke på forhånd vil have nogen bestemt tidsbegrænsning.”

I et brev af 11. februar 1999 fremsatte Dansk Sygeplejeråds Sekretariat følgende bemærkninger til sagen

”

Af sagen fremgår det, at (A) den 25.09.1998 havde sat et opslag ved lærernes postbokse om, at hun ikke havde fået stillingen som rektor ved (Y) Sygeplejeskole blandt andet fordi ledelse ikke ville risikere indre uro på skolen. Endvidere fremgår det af sagen, at (A) i forbindelse med skemalægning og lærerpåsætning på hold havde lavet en konkret fejl. Endelig anføres (A)’s manglende vilje til færdiggørelse af supervisionsforløb.

Dansk Sygeplejeråd har følgende bemærkninger til den påtænkte advarsel

Det er overfor os blevet oplyst, at fejlen vedrørende skemalægning skete i foråret 1998, da fejlen blev konstateret i foråret skulle advarslen været givet på dette tidspunkt.

Hvad angår (A)’s manglende vilje til færdiggørelse af supervision, er det overfor os blevet oplyst, at (A) skriftligt har udbedt sig en konkretisering af de påståede forhold for at kunne forbedre sig. (A) har endnu ikke modtaget en konkretisering.

Vedrørende (A)’s opslag den 25.09.1998 hvori hun meddeler, at hun ikke er blevet indstillet til den ledige rektorstilling på skolen på trods af hendes ’særdeles gode lederkvalifikationer i forhold til den type stilling’ finder vi ikke, at (A) har optrådt illoyal overfor ledelsen på skolen. (A) har i opslaget angivet den begrundelse som Bestyrelsesformanden har givet hende. Det kan derfor ikke betragtes som illoyalt at udtale sig om egne forhold på baggrund af en udtalelse herom fra bestyrelsen.

Af det fremsendte materiale finder vi ikke, at (A) har misligholdt sit ansættelsesforhold og vi finder derfor ikke grundlag for, at (X) Amt giver (A) en advarsel for ovennævnte forhold.

Såfremt (X) Amt fastholder deres beslutning om at give (A) en advarsel skal vi henlede opmærksomheden på, at efter almindelig retspraksis, at mindre forseelser forældes inden for et halvt års tid, medens alvorligere forhold først forældes efter 1-2 år. Vi finder derfor, at såfremt (A) alligevel får en advarsel skal denne gøres tidsbegrænset på et halvt år og herefter fjernes fra hendes personalesag.”

X Amt besvarede ved brev af 24. februar 1999 Dansk Sygeplejeråds Sekretariats henvendelse af 11. februar 1999 således

”

Dansk Sygeplejeråd har i skrivelsen en række bemærkninger til den påtænkte advarsel.

Amtet skal i den anledning påpege

– om sygeplejerådets bemærkning om fejl i skemaplanlægning og lærerpåsætning.

Forholdet indgår, jvf. tidligere fremsendte kopi af brev dateret 28. januar 1999 til Dansk Sygeplejeråd, ( ), ikke som grundlag for den påtænkte advarsel, og rådets bemærkning må derfor herfra anses som irrelevant i den konkrete sammenhæng.

– om sygeplejerådets bemærkning om supervisionsforløb.

Heller ikke dette forhold indgår som grundlag for den påtænkte advarsel.

– om sygeplejerådets bemærkning om (A)’s opslag den 25. september 1998.

Det skal indledningsvist pointeres, at opslaget fandt sted i skolens reception, hvor såvel skolens ansatte, studerende og udefra kommende gæster havde adgang til at blive delagtiggjort i (A)’s udlægning af forholdene.

Amtet er af den opfattelse, at (A)’s ordvalg i opslaget sår tvivl om ledelsens (Fællesbestyrelsens) saglighed og reelle hensigter. Det antydes overfor tredjemand, at ledelsen er slap og fej. Der tænkes konkret på selve overskriften i opslaget, ordene ’turde’, ’risiko’, ’så heldigvis eller desværre’ – d.v.s. hele tonen i opslaget.

Herudover indgår som et væsentligt moment for amtets vurdering, at (A) i 2 omgange aktivt inddrager de studerende i forholdene omkring besættelse af rektorstillingen. Det fremgår af indberetningen af 2. december 1998, at den aktive inddragelse af de studerende førte til stor frustration og forvirring hos disse. Videre fremgår, at mange undervisere gav udtryk for vrede, krænkelser og irritation på det følgende lærermøde.

Amtet betragter de netop nævnte forhold som illoyal optræden overfor arbejdsgiveren, hvilket er grundlaget for den påtænkte advarsel.

– i forhold til sygeplejerådets bemærkninger om tidsbegrænsning og fjernelse af en evt. advarsel fra personalesagen.

Med hensyn til spørgsmålet om at gøre advarslen tidsbegrænset fastholder vi det tidligere anførte herom i brev herfra af 28. januar 1999. Endvidere kan oplyses, at advarslen ikke vil blive fjernet fra personalesagen, idet det er i strid med kassationsregler at fjerne enkeltdokumenter fra ikke kasserede sager.

Sygeplejerådets henvendelse i brevet af 11. februar 99 giver således ikke (X) Amt anledning til en ændret opfattelse af sagen. Vi agter derfor at tildele (A) en advarsel for illoyal optræden.”

Dansk Sygeplejeråd anmodede herefter ved brev af 15. marts 1999 amtet om et møde i sagen. Der blev berammet et møde ved X Amt mandag den 17. maj 1999, men mødet blev ikke afholdt. X Amt traf herefter den 5. juli 1999 følgende afgørelse

”I forlængelse af mit brev til dig af 17. december 1998 skal jeg hermed tildele dig en advarsel for illoyal optræden i dit virke som lærer ved (Y) Sygeplejeskole.

Som baggrund for advarslen indgår 2 hændelsesforløb

– Inddragelse af studerende

Du har i 2 omgange aktivt inddraget de studerende i forholdene omkring besættelse af rektorstillingen. Det fremgår af indberetningen af 2. december 1998, at den aktive inddragelse af de studerende førte til stor frustration og forvirring hos disse. Videre fremgår, at mange undervisere gav udtryk for vrede, krænkelser og irritation på det følgende lærermøde.

– Opslaget i skolens reception af 25. september 1998

Ingen vil bestride din ret til udadtil at give udtryk for din opfattelse af forløbet i forbindelse med rektorstillingens besættelse, når du selv var ansøger. Men når du vælger fremgangsmåden med opslag i skolens reception, må opslagets ordlyd ikke så tvivl om din vilje til at indgå i et loyalt samarbejde med skolens ledelse.

Det er herved amtets opfattelse, at dit ordvalg i opslaget er egnet til at sætte spørgsmål ved ledelsens (Fællesbestyrelsens) saglighed og reelle hensigter. Det antydes overfor tredjemand, at ledelsen er slap og fej. Der tænkes konkret på selve overskriften i opslaget, ordene ’turde’, ’risiko’, ’så heldigvis eller desværre’ – dvs. hele tonen i opslaget.

Fællesbestyrelsens formand – amtsrådsmedlem (B) – har efterfølgende følt sig kraftigt foranlediget til i et opslag til skolens personale at meddele, at han var forbavset og fandt det uklogt, at hans private samtale med dig blev inddraget i et opslag på skolen. Der er ej heller fuld overensstemmelse mellem hans og din fremstilling af samtalen.

Såfremt din manglende situationsfornemmelse fører til lignende hændelser i fremtiden, forbeholder vi os ret til at tage dit ansættelsesforhold op til overvejelse.

Der har efter afsendelsen af mit brev af 17. december været ført korrespondance mellem din faglige organisation og amtet, men der har ikke været noget i de indvendinger, der er kommet fra din faglige organisation, der har ændret på vores opfattelse af sagen. Dansk Sygeplejeråd har anmodet om et møde mhp. at drøfte en forældelsesfrist for advarslen, men det har ikke været muligt at fastsætte noget tidspunkt for dette møde. Da jeg ikke mener, at dette spørgsmål har egentlig relevans i forhold til din optræden i efteråret, har jeg ikke fundet baggrund for fortsat at afvente dette møde.

Jeg vil derfor lægge kopi af dette brev samt det notat, der var vedlagt mit brev af 17. december 1998 på din P-sag.”

Dansk Sygeplejeråd har i klagen af 25. august 1999 anført følgende om baggrunden for henvendelsen til mig

”

Det er vor opfattelse, at (A) ikke har optrådt illoyal overfor ledelsen i den grad, at det kan begrunde en advarsel, herunder en eventuel senere opsigelse. (A) har refereret den begrundelse hun fik for afslag på sin ansøgning som rektor på skolen og ledelsen har på intet tidspunkt anfægtet, at (A) har refereret begrundelsen korrekt. Fællesbestyrelsens formand reagerer på, at en privat samtale som han havde med (A) bliver offentlig citeret (bilag 2). Vi skal i den forbindelse bemærke, at (A) refererer til forhold der vedrører hendes egne forhold og at et afslag på en stilling i den sammenhæng ikke kan betragtes som en privat samtale der ikke kan gengives.

Vi mener således ikke, at der er brud på (A)’s loyalitetspligt i et sådant omfang at det kan begrunde en advarsel.

”

I anledning af Dansk Sygeplejeråds klage bad jeg den 8. oktober 1999 X Amt om en udtalelse og om udlån af sagens akter.

I en udtalelse af 8. november 1999 anførte X Amt følgende

”Hensynet til offentlige ansattes ytringsfrihed – her (A)’s ytringsfrihed – har selvsagt indgået i amtets overvejelser før endelig beslutning om meddelelse af advarsel.

(X) Amt har på ingen måde interesse i at søge at begrænse ytringsfriheden. Hverken generelt eller konkret i forhold til enkelte medarbejdere. Ombudsmanden og repræsentanter for (X) Amt har i øvrigt tidligere drøftet emnet, idet (X) Amt ønskede at udarbejde en vejledning på området til brug for de decentrale institutioner.

Det er således væsentligt for (X) Amt at understrege, at det med advarslen på ingen måde har været/er intentionen at begrænse (A)’s ytringsfrihed. Baggrunden for endelig beslutning om at meddele (A) en advarsel er en ganske anden.

Det er amtets opfattelse, at de af (A) udførte kritisable forhold ikke alene er udført som privatperson. De kritisable forhold er også udført som ansat (lærer på sygeplejeskolen), på tjenestestedet og i tjenesten.

Der ligger to kritisable forhold bag advarslen

Inddragelse af de studerende i forhold omkring besættelse af rektorstillingen.

Et af (A) udfærdiget opslag af 25. sept. 1998.

Amtet har fundet, at de to forhold tilsammen, men ikke mindst væsentligt inddragelsen af de studerende, nødvendiggjorde en advarsel.

Ikke alene udførte (A) som nævnt de kritisable forhold som lærer, på tjenestestedet og i tjenesten. Handlingerne bidrog også til at der (kunne opstå)/opstod usikkerhed om hvorvidt (A) loyalt ville/kunne bakke op om og udføre de opgaver, en ny ledelse måtte pålægge hende.

Når amtet i advarslen meddeler, at ’ lignende hændelser i fremtiden ’ vil kunne medføre, at ansættelsesforholdet tages op til overvejelse, sigtes således ikke til offentlige ytringer men til illoyalitet af enhver art og/eller handlinger, der skaber usikkerhed om, hvorvidt (A) vil udføre de opgaver hun pålægges.

Amtet kan i øvrigt henholde sig til begrundelserne i advarslen af 5. juli 1999 herunder, at man ikke fandt, at der er fuld overensstemmelse mellem på den ene side (A) i opslaget af 25 september meddeler/informerer om hendes telefonsamtale med fællesbestyrelsens formand, og på den anden side formandens meddelelse til personalet på (Y) Sygeplejeskole. Meddelelsen er skrevet straks efter formanden erfarede, at hans samtale med (A) var blevet inddraget i et opslag på skolen. Meddelelsen er derfor af amtet også lagt til grund for sagsbehandlingen.

Amtets konklusion vedrørende opslaget bliver herefter, at (A) ikke har videregivet et retvisende billede af begrundelsen for bestyrelsens beslutning ved besættelse af rektorstillingen.

”

Med brev af 15. december 1999 forelagde jeg udtalelsen for Dansk Sygeplejeråd der ikke har fremsat yderligere bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Generelle bemærkninger om offentligt ansattes loyalitetspligt, ytringsfrihed og tavshedspligt

I Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 131f, er bl.a. følgende anført om offentligt ansattes loyalitetspligt

’Endvidere er det almindeligt antaget, at ansatte i forvaltningen har en almindelig forpligtelse til – inden for lovgivningens grænser – at udføre deres arbejde i overensstemmelse med ansættelsesmyndighedens interesser og aktivt at medvirke til at realisere de opgaver, strategier og mål, som ledelsen har fastlagt for sin virksomhed, også selv om disse tiltag ikke er udmøntet i mere præcise tjenestebefalinger. Denne og lignende pligter betegnes ofte som loyalitetspligt.

Som yderligere forhold, der er omfattet af ansattes arbejds- eller loyalitetspligt, peges ofte på pligt til at udvise samarbejdsvilje og afstå fra adfærd, som kan belaste samarbejdsklimaet. ’

Der kan endvidere henvises til Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet, 2. udg. (2000), s. 99ff, og Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig arbejdsret, (1998), s. 196ff. I sidstnævnte værk anføres på s. 198 bl.a. følgende

’Loyalitetspligten tager nok fortrinsvis sigte på medarbejdere, der som led i deres arbejde er eller har været aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Loyalitetspligtens selvstændige betydning er her bl.a. velbegrundet, idet det nødvendige samarbejde hos myndigheden forudsætter, at synspunkter kan fremsættes frit og formløst, og at standpunkter eventuelt kan ændres undervejs i forløbet.’

I Folketingets Ombudsmands beretning for 1987, s. 237ff*, navnlig s. 240f, har jeg udtalt mig om det generelle spørgsmål om offentligt ansattes ytringsfrihed, navnlig for så vidt angår ytringer der fremsættes af den ansatte som privat person, det vil sige ytringer der ikke fremsættes af den ansatte som led i varetagelse af arbejdsopgaver for det offentlige. Følgende fremgår bl.a. af udtalelsen

’Ved besvarelsen af det centrale spørgsmål om, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed i forhold til den ytringsfrihed, der gælder for borgerne i almindelighed, er udgangspunktet utvivlsomt, at offentligt ansatte har ganske samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Det store antal offentligt ansatte taler afgørende imod, at der skulle gælde almindelige begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne begrænsninger ville være uforenelige med de hensyn, der ligger bag grundlovens bestemmelser om den demokratiske styreform og den derved forudsatte materielle ytringsfrihed.

Det er dog antaget, at hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde kan føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte sådanne særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle hovedsynspunkter

Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har samme frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder, som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

2.Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt medvirkende til myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de politiske eller administrative beslutningstagere.

3.Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden en sag er afgjort, kan – af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces – være noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere

4.Det ligger efter prakis fast, at offentligt ansatte har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for eget arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte, dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller har deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.’

Jeg har endvidere i Folketingets Ombudsmands beretning for 1991, s. 200ff*, fremsat følgende generelle bemærkninger om forholdet mellem på den ene side offentligt ansattes ytringsfrihed og på den anden side offentligt ansattes loyalitetspligt for så vidt angår ytringer der fremsættes af den ansatte som privatperson

’

Den almindelige loyalitet, man som ansat i en kommune eller anden offentlig myndighed, skylder sin arbejdsgiver, kan ikke begrunde, at myndigheden søger at begrænse de ytringer, som den ansatte fremkommer med uden for tjenesten. Det betyder, at myndigheden ikke kan anvende sanktioner eller andre negative reaktioner, der reelt må betragtes som sanktioner, f.eks. afskedigelse, forflyttelse eller advarsel i anledning af de udtalelser, den ansatte fremsætter som privatperson til pressen, uanset om der er tale om udtalelser, der er stærkt kritiske over for den pågældende myndighed. Udgangspunktet er således, at offentligt ansatte har ganske samme ytringsfrihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne antages dog i særlige tilfælde at kunne føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed, jf. mine bemærkninger gengivet i Folketingets Ombudsmands Beretning 1987, s. 237ff. ’

Der kan om offentligt ansattes ytringsfrihed endvidere henvises til Kaj Larsen m.fl., Forvaltningsret (1994), s. 126ff, Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet, 2. udg. (2000), s. 99f, Oluf Emborg og Per Schaumburg-Müller, Offentlig arbejdsret (1998), s. 161ff, Bent Christensen i Juristen 1980, s. 85ff, og Lars Nordskov Nielsens responsum om offentligt ansattes ytringsfrihed der er offentliggjort som indstik i DJØF-bladet nr. 22/1987.

Offentligt ansattes ytringsfrihed begrænses af forvaltningslovens og straffelovens almindelige bestemmelser om tavshedspligt.

Forvaltningslovens § 27 har følgende ordlyd

’ § 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til

statens sikkerhed eller rigets forsvar,

rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,

det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,

enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller

enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.

Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil.

Stk. 4. Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om tavshedspligt, eller pålægges der tavshedspligt efter stk. 3, finder straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f tilsvarende anvendelse på overtrædelse af sådanne regler eller pålæg.’

Straffelovens § 152 har følgende ordlyd

’ § 152. Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis forholdet er begået med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding eller der i øvrigt foreligger særlig skærpende omstændigheder.

Stk. 3. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.’

Straffelovens indeholder i §§ 152 a-152 f endvidere en række særlige bestemmelser om videregivelse af fortrolige oplysninger mv. Der kan om tavshedspligtsreglerne mere generelt henvises til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg. (1999), s. 457ff, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 137ff.

2. Den konkrete sag

Grundlaget for den advarsel som (A) blev tildelt, var dels opslaget af 25. september 1998, dels (A)’s inddragelse af de studerende i forløbet om besættelse af rektorstillingen.

(X) Amt har anført at (A) ved disse forhold har tilsidesat sin loyalitetspligt.

Det er en forudsætning for at tildele (A) en advarsel at hun har handlet retsstridigt ved at overtræde sine forpligtelser over for (X) Amt som arbejdsgiver. I den foreliggende sag opstår derfor spørgsmålet om udstrækningen af loyalitetspligten sammenholdt med reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Ved bedømmelsen af dette spørgsmål er det af væsentlig betydning om den ansatte har handlet som led i tjenesten eller som privatperson.

(X) Amt har i udtalelsen af 8. november 1999 bl.a. anført at opslaget og inddragelsen af de studerende ikke alene er foretaget af (A) som privatperson. Amtet henviser i den forbindelse til at forholdene er begået (A) som lærer på sygeplejeskolen, på tjenestestedet og i tjenesten.

Opslaget af 25. september 1998 indeholder (A)’s gengivelse af en samtale med formanden for fællesbestyrelsen, (B), om hendes egne forhold som ansøger til stillingen som rektor for sygeplejeskolen og hendes bemærkninger til afslaget på ansøgningen om ansættelse som rektor. Der er på denne baggrund efter min opfattelse ikke tvivl om at (A) har sat opslaget af 25. september 1998 op som privatperson og som ansøger til en stilling på skolen. Opslaget er således ikke opsat af (A) som et led i varetagelsen af hendes arbejdsopgaver som sygeplejelærer ved (Y) Sygeplejeskole. (A)’s arbejdsopgaver omfatter naturligvis ikke behandling af sager hvori hun selv har indgivet en ansøgning. Det er i den forbindelse uden betydning at opslaget er foretaget på tjenestestedet og i arbejdstiden.

Jeg har noteret mig at der er uenighed mellem sygeplejelærer (A) og formanden for fællesbestyrelsen, (B), om indholdet af den samtale der er refereret i sygeplejelærerens opslag af 25. september 1998. Jeg henviser i den forbindelse til (B)’s efterfølgende opslag til personalet på skolen.

Derved rejses spørgsmålet om hvilken betydning udtalelsernes faktuelle rigtighed og de fremsatte ytringers holdbarhed har for loyalitetsbedømmelsen.

Efter min mening må udgangspunktet være at den blotte omstændighed at (A)’s oplysninger i opslaget ikke måtte være fuldt ud korrekte, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at opslaget kan anses for retsstridigt. Over for en sådan fejl har ledelsen mulighed for at foretage berigtigelse eller fremkomme med korrektioner. Derimod må udtalelser der bevidst eller ved grov uagtsomhed på væsentlige punkter har fået et ukorrekt indhold eller udtrykker en åbenbart uholdbar vurdering, anses for retsstridige. Der kan i den forbindelse henvises til Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 396*.

Spørgsmålet om hvorvidt (A) har refereret (B) korrekt i opslaget, må i øvrigt anses for et bevisspørgsmål. Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende. Baggrunden herfor er at ombudsmanden ikke i almindelighed har mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et skriftligt grundlag. En nærmere afklaring af indholdet af samtalen mellem (A) og (B) vil derfor ikke kunne finde sted inden for rammerne af min undersøgelse, men må efter min opfattelse ske ved domstolene.

Ved min vurdering af sagen har jeg derfor alene taget stilling til om opslaget af 25. september 1998 med det foreliggende indhold kan anses for en tilsidesættelse af loyalitetspligten.

I opslaget videregives der ikke oplysninger der er omfattet af forvaltningslovens og straffelovens tavshedspligtsbestemmelser.

Som det fremgår af de ovenfor i afsnit 1 beskrevne retningslinier for offentligt ansattes ytringsfrihed, er det udgangspunktet at offentligt ansatte har ganske samme adgang som andre til at ytre sig, og at loyalitetspligten derfor ikke kan begrunde at myndigheden søger at begrænse de ytringer som den ansatte fremkommer med uden for tjenesten. I særlige tilfælde antages hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne dog at kunne føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed, jf. det ovenfor citerede uddrag fra Folketingets Ombudsmands beretning for 1987, s. 240f. Jeg mener ikke at den konkrete sag er et sådant særligt tilfælde. Jeg har navnlig lagt vægt på at der i sagens natur er tale om en sag der ikke ligger inden for (A)’s arbejdsområde, og hvor hun ikke selv har medvirket i beslutningsprocessen.

På denne baggrund mener jeg ikke at indholdet af opslaget indebærer en overtrædelse af (A)’s loyalitetspligt.

Amtet har i afgørelsen af 5. juni 1999 anført følgende om ordvalget i (A)’s opslag

’

Det er herved amtets opfattelse, at dit ordvalg i opslaget er egnet til at sætte spørgsmålstegn ved ledelsens (Fællesbestyrelsens) saglighed og reelle hensigter. Det antydes overfor tredjemand, at ledelsen er slap og fej. Der tænkes konkret på selve overskriften i opslaget, ordene 'turde', 'risiko', 'så heldigvis eller desværre' – dvs. hele tonen i opslaget.

’

Det kan ikke afvises at en offentligt ansats ytringer under særlige omstændigheder kan være en tjenesteforseelse, ikke alene på grund af bevidst groft urigtigt indhold, men også på grund af formen og ordvalget. Efter min opfattelse må ytringen imidlertid i form og ordvalg være meget grov førend det kan komme på tale at kvalificere forholdet som en tjenesteforseelse. Jeg henviser i den forbindelse til det anførte på s. 15 i Lars Nordskov Nielsens responsum om offentligt ansattes ytringsfrihed der er offentliggjort som indstik i DJØF-bladet nr. 22/1997. Der kan endvidere henvises til Bent Christensen i Juristen 1980, s. 113.

Ved bedømmelsen af (A)’s ordvalg i opslaget må der lægges vægt på at hun med opslaget ønskede at udtale kritik af det meddelte afslag på ansøgningen om ansættelse som rektor. Efter min opfattelse har ordvalget i opslaget ikke en karakter der kan danne grundlag for overvejelser vedrørende (A)’s loyalitetspligt. Jeg har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på at opslaget indeholder en kritisk vurdering af ansættelsesudvalgets beslutning, og at der i den forbindelse ikke er anvendt krænkende sprogbrug, skældsord mv.

Det andet led i den advarsel som (A) blev tildelt, omhandler inddragelsen af de studerende i forløbet omkring besættelsen af rektorstillingen i forbindelse med åben-mikrofonarrangementet/onsdagstræffet og ved at gøre nogle af de studerende bekendt med indholdet af (B)’s opslag til personalet. Det fremgår af Dansk Sygeplejeråds redegørelse for sagsforløbet i brevet af 25. august 1999 til mig at (A) under åben mikrofon-arrangementet/onsdagstræffet gentog begrundelsen for afslaget på stillingen efter at en studerende havde stillet spørgsmål om besættelse af rektorstillingen. Som sagen er forelagt for mig, har (X) Amt ikke bestridt dette hændelsesforløb.

Efter min opfattelse er (A)’s inddragelse af de studerende i sagen ikke sket som led i varetagelsen af hendes arbejdsopgaver som sygeplejelærer, men derimod som privatperson og ansøger til en stilling på skolen. Det er således uden betydning for sagen at inddragelsen af de studerende er sket på skolen og i tjenestetiden. Som sagen er oplyst for mig, har åben mikrofon-arrangementet/onsdagstræffet i øvrigt ikke en karakter der medfører at sager af den omhandlede karakter ikke må drøftes på møderne. Sagen indeholder imidlertid ikke nærmere oplysninger end de ovenfor nævnte om indholdet af (A)’s ytringer under åben mikrofon-arrangementet/onsdagstræffet, men jeg har ved min bedømmelse af denne del af sagen lagt til grund at der ikke er videregivet oplysninger der er omfattet af forvaltningslovens og straffelovens tavshedspligtsbestemmelser.

For så vidt angår (A)’s adfærd i forbindelse med orienteringen af nogle af de studerende om indholdet af (B)’s opslag til personalet, er det min opfattelse at videregivelsen af indholdet af opslaget – der alene omhandler (A)’s forhold som ansøger til stillingen og er en kommentar til opslaget af 25. september 1998 – ikke har været i strid med forvaltningslovens og straffelovens tavshedspligtsregler, og at videregivelsen derfor ikke har været uberettiget. Sagen indeholder i øvrigt ikke nærmere oplysninger om under hvilke omstændigheder brevet blev forevist for de pågældende studerende.

(X) Amt har i afgørelsen af 5. juli 1999 som begrundelse for advarslen bl.a. henvist til ’at den aktive inddragelse af de studerende førte til stor frustration og forvirring hos disse’. Videre fremgår, at mange undervisere gav udtryk for vrede, krænkelser og irritation på det følgende lærermøde.

Efter min opfattelse kan omgivelsernes reaktion på (A)’s opslag og udtalelser mv. ikke tillægges nogen betydning for bedømmelsen af den konkrete sag. Jeg mener således ikke at der foreligger sådanne særlige omstændigheder at der kan lægges vægt på at (A)’s opslag og inddragelse af de studerende har fremkaldt en vis uro på sygeplejeskolen. Jeg henviser til det anførte i Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 397. Jeg bemærker endvidere at spørgsmålet om besættelse af rektorstillingen på skolen naturligt må være et forhold der har de studerendes interesse. Under henvisning til det ovenfor anførte og til de i afsnit 1 beskrevne retningslinier om offentligt ansattes ytringsfrihed og loyalitetspligt kan (A)’s inddragelse af de studerende efter min opfattelse herefter ikke give anledning til overvejelser om hvorvidt (A) har tilsidesat sin loyalitetspligt.

Sammenfattende – og som sagen er forelagt for mig – er det således min opfattelse at der med baggrund i de nævnte forhold ikke har været grundlag for at tildele (A) en advarsel.

Jeg finder det kritisabelt at (X) Amt på det foreliggende grundlag tildelte (A) en advarsel, og jeg har derfor henstillet til (X) Amt at amtet tager sagen op til fornyet behandling og træffer en ny afgørelse.”

Den 27. oktober 2000 meddelte X Amt mig at amtet havde taget min udtalelse til efterretning og besluttet at annullere den meddelte advarsel.

Jeg meddelte at jeg herefter ikke foretog mig mere i sagen.

NOTER: (*) FOB 1987, s. 237, FOB 1991, s. 200 og FOB 1995, s. 396.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En sygeplejelærer fik en advarsel for at tilsidesætte sin loyalitetspligt. Årsagen til advarslen var at sygeplejelæreren i et opslag på skolen havde orienteret om baggrunden for at hun havde fået afslag på sin ansøgning om stillingen som rektor, og hendes inddragelse af studerende i forløbet om besættelse af stillingen.

Det var ombudsmandens opfattelse at der ikke var grundlag for at give sygeplejelæreren en advarsel. Ved bedømmelsen af sagen inddrog ombudsmanden især hensynet til offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden henstillede at amtet, som havde givet advarslen, tog sagen op til fornyet behandling og traf en ny afgørelse. (J.nr. 1999-2514-812).