Dispensation fra strandbeskyttelseslinie til udstykning af ejendom

§ 65.

stk. 3. Amtsrådet kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelserne i § 3, stk. 1-3, § 4, stk. 1, § 15, stk. 1 og stk. 2, og § 18, stk. 1, samt fra bestemmelser fastsat i medfør af § 15, stk. 3. Miljøministeren kan bestemme, at amtsrådet skal indhente en udtalelse fra ministeren, før amtsrådet træffer afgørelse vedrørende § 18, stk. 1.’

Vestsjællands Amtsråds vej- og miljøudvalg vedtog i december 1997 ’Grundlag for administration af naturbeskyttelsesloven – bygge- og beskyttelseslinier (§§ 15-19) samt sten- og jorddiger (§ 4)’. Det fremgår af indledningen hertil at i administrationsgrundlaget udmøntes de retningslinier som amtsrådets vej- og miljøudvalg ønsker at udviklingen i det åbne land skal ske efter. Desuden fremgår det at udvalget har bemyndiget driftsenheden Natur & Miljø til at træffe afgørelser (give tilladelser og meddele afslag) inden for de sagsområder og -typer som er nævnt i administrationsgrundlaget. I administrationsgrundlaget er nævnt følgende om udstykning inden for strandbeskyttelseslinien

’Der gives normalt tilladelse til

· udstykning og fastlæggelse af skel, der ikke synligt kommer til udtryk i terrænet.

· udstykning og fastlæggelse af skel, der følger som konsekvens af tilladelse til bebyggelse.”

2. Den tidligste bestemmelse om en almindelig strandbeskyttelseslinie blev optaget i § 25 i naturfredningsloven af 1937. Ved denne bestemmelse blev der indført en bebyggelsesforbudszone på normalt 100 m langs med kysterne. En række konkrete undtagelser fra denne bestemmelse blev dog indført ved bestemmelser truffet af Statsministeriet på baggrund af den gennemgang af landets kyststrækninger som Strandfredningskommissionen foretog i årene efter 1937. I en tinglyst deklaration fra 1941 er strandbeskyttelseslinien for ejendommen i denne sag fastsat til 20 m fra skræntoverkanten.

3. I 1969 blev naturfredningsloven af 1937 ophævet og erstattet af lov nr. 314 af 18. juni 1969 om naturfredning. Strandbeskyttelseslinien blev videreført i lovens § 46, men kompetencen til at give dispensation fra denne bestemmelse blev overført til fredningsnævnene fra Kulturministeriet (som havde overtaget sagsområdet fra Statsministeriet ved ministeriets oprettelse i 1961).

Lovens § 46, stk. 1 og 6, lød således

’§ 46. På strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation, og på arealer, der ligger inden for en afstand af 100 m fra, hvor denne vegetation begynder, må der ikke

1) placeres bygninger, skure, campingvogne og lignende, opstilles master, foretages ændringer i terrænet eller henlægges affald og lignende,

2) foretages beplantning eller hegning, bortset fra hegning på land- og skovbrugsejendomme.

Stk. 6. Hvor ganske særlige forhold foreligger, kan fredningsnævnet, såfremt alle medlemmer stemmer herfor, gøre undtagelse fra forbudet i stk. 1.’

I bemærkningerne til det lovforslag som dannede grundlag for loven (Folketingstidende 1968-69, till. A, sp. 1867 og 1869), blev bl.a. anført følgende om § 46, stk. 1 og 6

’Til gengæld tilsigter pkt. 1 under stk. 1 en skærpelse i forhold til den nuværende bestemmelse. Udgangspunktet for den administrative praksis har været, at ethvert anlæg er omfattet af bestemmelsen, jfr. betænkningen s. 226-27. Herudover foreslås nu medtaget campingvogne og master samt ændringer i terrænet og henlæggelse af affald.

Punkt 2 under stk. 1 udgør ligeledes en udvidelse af de nugældende regler, idet den medfører kontrol med beplantning og hegning inden for strandbyggelinien. En sådan kontrol haves i dag allerede i medfør af § 2 med fortidsmindernes omgivelser og ved kysterne i medfør af § 25, stk. 1, 2. punktum, på arealer, der ligger på kystsiden af visse offentlige veje, som inden for 100 m fra kysten fører langs strandbredden.

For at sikre en i øvrigt uforandret og for hele landet ens praksis, er det foreslået, at der skal foreligge ganske særlige forhold, og at fredningsnævnets medlemmer alle skal være enige, for at dispensation kan meddeles. Det følger heraf, at dispensation kun vil kunne gives, såfremt helt ekstraordinære forhold, som ikke kan ventes at komme frem i en række andre sager, gør sig gældende.’

I en betænkning afgivet af et af Folketinget nedsat udvalg om lovforslaget var bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1968-69, till. B, spalte 2661)

’Med hensyn til det i forslagets § 46, stk. 1, nr. 2, omtalte forbud mod beplantning eller hegning inden for strandbyggelinjen, bortset fra hegning på land- og skovbrugsejendomme, fremgår det af ministerens redegørelse, at bestemmelsen må ses som et led i bestræbelserne for at opnå en kontrol med udviklingen inden for denne zone. Den ønskede kontrol tager sigte på sådanne foranstaltninger, som ændrer den bestående tilstand, og altså ikke på en genplantning af træer endsige af marehalm.’

De i forarbejderne til loven indeholdte præciseringer af de nævnte regler i loven er gengivet i Kulturministeriets cirkulære nr. 245 af 22. november 1969 om naturfredningsloven.

4. Ved lov nr. 284 af 7. juni 1972 om ændring af lov om naturfredning blev der indsat en bestemmelse i loven som § 46, stk. 1, nr. 3. Efter denne bestemmelse måtte der inden for strandbeskyttelseslinien ikke foretages udstykning hvorved der fastlagdes skel. I forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1971-72, till. A, sp. 2912) blev bl.a. anført følgende

’Ændringen tilsigter at give fredningsnævnet indsigt med udstykninger i strandfredningszonen og medfører i øvrigt, at fredningsnævnet allerede på udstykningsstadiet kan behandle spørgsmål om, hvorvidt en bebyggelse eller anden foranstaltning, som nævnt i bestemmelsen, bør tillades. Såfremt dette ikke kan tillades, vil en udstykning være overflødig.’

I Kulturministeriets cirkulære nr. 208 af 1. oktober 1972 om lov nr. 284 af 7. juni 1972 om ændring af lov om naturfredning er der bl.a. anført følgende om bestemmelsen

’Bestemmelsen tilsigter at give fredningsnævnet indseende med udstykninger i strandbeskyttelseszonen. Dens placering som forbudsbestemmelse på linie med de øvrige forbudsbestemmelser medfører umiddelbart, at den for en udstykning i strandbeskyttelseszonen nødvendige dispensation i overensstemmelse med § 46, stk. 6, kun må gives, når der foreligger ganske særlige forhold, og alle medlemmer af nævnet stemmer herfor, jfr. også 1969-cirkulæret s. 15, hvorefter dispensation kun kan gives, når der foreligger ganske særlige forhold, som ikke kan ventes at komme frem i en række andre sager. Af bestemmelsen følger ikke blot, at fredningsnævnet som hidtil allerede på udstykningsstadiet kan behandle spørgsmål om, hvorvidt en bebyggelse eller anden foranstaltning som nævnt i bestemmelsen bør tillades – såfremt dette ikke kan tillades, vil en udstykning som følge af § 2 i udstykningsloven (landbrugsministeriets lovbek. nr. 256 af 8. juni 1971) ikke blive tilladt af landbrugsministeriet – men også at fredningsnævnet må tage i betragtning, hvorvidt udstykningen i sig selv eventuelt vil kunne medføre forhold, der er i strid med de hensyn, der skal varetages af strandbeskyttelseslinien og gennem lovens andre bestemmelser, jfr. i øvrigt den lignende regel i § 48 stk. 1.

Som eksempel på udstykninger, hvor den nye regel vil få selvstændig betydning, kan nævnes sådanne, hvor formålet er angivet som naturgrund eller lignende, selvom sådanne formål ikke vil medføre foranstaltninger som de i § 46, stk. 1 og 2 opregnede; endvidere udstykninger, hvor formålets realisering eventuelt vil være i strid med bestemmelserne i § 46, stk. 1, nr. 1 og 2. Efter ministeriets opfattelse er det ikke hensigten med bestemmelsen at hindre ønskelige landbrugsmæssige strukturomlægninger. ’

5. Naturfredningsloven blev ophævet i 1992 og erstattet af lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse. Lovens § 15, stk. 1, lød således

’§ 15. Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder og af andre kyststrækninger, der ligger inden for en afstand af 100 m fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation. Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende. Der må heller ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.’

I bemærkningerne til det lovforslag som dannede grundlag for loven, var bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1450)

’ Strandbeskyttelseslinien, kirkebyggelinien samt fortidsmindebeskyttelseslinien skønnes fortsat at have en væsentlig selvstændig betydning. Hensynene bag disse beskyttelseslinier er især at varetage nationale interesser. Disse beskyttelseslinier opretholdes derfor som selvstændige bestemmelser i lovforslaget med stort set samme indhold som i den nugældende naturfredningslov.

Det foreslås, at administrationen af strandbeskyttelseslinien overføres til amtsrådene.

For så vidt angår strandbeskyttelseslinien og kirkebyggelinien har den praksis, der hidtil har været fulgt, været meget restriktiv. Den betydning, der tillægges den restriktive administration af bestemmelsen om strandbeskyttelseslinien, er blandt andet tilkendegivet ved forskrifter om, at dispensation kræver tilslutning fra alle fredningsnævnets medlemmer. Ved en overførsel af nævnenes kompetence til amtsrådene forudsættes, at denne restriktive praksis opretholdes, således som den er afspejlet især i Overfredningsnævnets praksis i klagesager, jf. meddelelsesbladet ’Overfredningsnævnet orienterer’.

6. Ved lov nr. 439 af 1. juni 1994 om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse blev bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, ændret således at strandbeskyttelseslinien generelt blev fastsat til 300 m fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation. Samtidig blev følgende bestemmelser indsat i § 15 som stk. 2 og 3

’ Stk. 2. For områder, som er fastlagt som sommerhusområder, er den i stk. 1 nævnte strandbeskyttelseslinje 100 m, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. På særligt udpegede områder, der er berørt af bebyggelse og lignende, bestemmer miljøministeren at strandbeskyttelseslinjen forløber nærmere kysten end fastsat i stk. 1 og stk. 2, eller at strandbeskyttelseslinjen ikke gælder.’

For at fastlægge liniens præcise forløb blev der ved loven nedsat en Strandbeskyttelseskommission som efter en gennemgang af landets kyster skal afgive indstilling til miljø- og energiministeren om fastlæggelsen af den nye strandbeskyttelseslinie. Ved lov nr. 282 af 12. maj 1999 om ændring af lov om naturbeskyttelse og af lov om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse blev bestemmelsen om ikrafttrædelsen af de ændrede strandbeskyttelseslinier ændret så ministeren kan sætte beskyttelseslinierne i kraft for hvert amt for sig i takt med Strandbeskyttelseskommissionens arbejde.

7. Loven indeholdt ved vedtagelsen i 1992 bl.a. følgende bestemmelser om dispensation i § 65, stk. 2 og 3

’ Stk. 2. Amtsrådet kan gøre undtagelse fra bestemmelsen i § 19 og i landzone fra § 16, stk. 1, og § 17, stk. 1.

Stk. 3. Amtsrådet kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelserne i § 3, stk. 1-3, § 4, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 18, stk. 1. Miljøministeren kan bestemme, at amtsrådet skal indhente en udtalelse fra ministeren, før amtsrådet træffer afgørelse vedrørende § 18, stk. 1.’

I bemærkningerne til det lovforslag som dannede grundlag for loven (Folketingstidende 1991-92, till. A, sp. 1490f), var der bl.a. anført følgende om bestemmelsen i § 65

’Bestemmelsen indeholder hjemmel for myndighederne til at gøre undtagelse (dispensere) fra en række af lovens bestemmelser. Det er i bemærkningerne til de pågældende bestemmelser nærmere beskrevet, hvorledes dispensationsadgangen tænkes administreret. Der henvises herved også til den graduerede formulering, nemlig ’gøre undtagelse’ i stk. 2 og ’i særlige tilfælde gøre undtagelse’ i stk. 1 og 3 , der navnlig markerer, at hidtidig praksis skal opretholdes. Efter denne er f.eks. strandbeskyttelseslinien (§ 15) og fortidsmindebeskyttelseslinien (§ 18) udtryk for et forbud, der sjældent gøres egentlige undtagelser fra.

Generelt bemærkes, at der ikke tilsigtes en ændring i den hidtidige dispensationspraksis, men at specielle samfundsmæssige, herunder især nationale interesser, fx i alternative energiformer såsom vindmøller, i den konkrete sag vil kunne medføre en forskydning af den vægt, der tillægges de naturbeskyttelsesmæssige hensyn, som bestemmelserne tilsigter at varetage.’

Ved den ovennævnte lov nr. 439 af 1. juni 1994 blev bestemmelsen i § 65, stk. 3, ændret. Bestemmelsens ordlyd efter ændringen er gengivet ovenfor.

I forarbejderne til det lovforslag som dannede grundlag for loven (Folketingstidende 1993-94, till. A, sp. 6530), var bl.a. anført følgende

’Den hidtidige meget restriktive administration af beskyttelseslinien, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, forudsættes opretholdt.

Forbudet mod udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel, er opretholdt, idet det dog forudsættes, at dette fx ikke skal være til hinder for hensigtsmæssige omlægninger af ejendomsstrukturen i jordbrugserhvervene eller for gennemførelse af kystnære naturforvaltningsprojekter, jf. naturbeskyttelseslovens kapitel 8.’

8. I Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 22. juni 1992 om bygge- og beskyttelseslinier er fastsat følgende i § 1, stk. 1

’§ 1. Bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, gælder ikke for

diger, høfder, bølgebrydere og andre foranstaltninger, der udføres som led i en kystbeskyttelse af flere ejendomme langs kysten, og hvortil der på forhånd er meddelt tilladelse i henhold til lov om kystbeskyttelse,

udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel med henblik på foranstaltninger efter nr. 1, og

sådanne mindre bade- og bådebroer, der er omfattet af § 2 i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 489 af 28. september 1981.’

9. I Skov- og Naturstyrelsens vejledning fra 1993 om naturbeskyttelsesloven er bl.a. anført følgende om strandbeskyttelseslinien

’Et generelt forbud mod ændringer

Indholdet af bestemmelsen er et generelt forbud mod at foretage ændringer i tilstanden af kyststrækninger. Dette indebærer fortsat, at der ikke må placeres bebyggelse (bygninger, skure, campingvogne, master m.v.), foretages ændringer i terrænet, beplantninger o.lign. samt hegning. Endvidere må der ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastsættes skel. Midlertidige terrænændringer som f.eks. nedgravning af ledninger og lignende kræver ikke dispensation, såfremt terrænet efter nedgravningen straks retableres til det oprindelige udseende.

Omfang

Strandbeskyttelseslinien er udtryk for et ønske om en generel friholdelse af strandene og de umiddelbart bagved liggende kystområder for byggeri, anlæg og andre indgreb, og dispensation fra bestemmelsen kan derfor ikke begrundes med, at der konkret vurderet ikke er tale om landskabelige gener. I overensstemmelse hermed er dispensationsadgangen begrænset til ’særlige tilfælde’. Af lovforslagets bemærkninger fremgår, at den hidtidige meget restriktive praksis skal videreføres.

Restriktiv dispensationspraksis

Det indebærer bl.a., at byggeri af helårshuse, ferie- og fritidsbebyggelse, kursuscentre og hoteller m.v., helt eller delvis inden for strandbeskyttelseslinien, ikke kan forventes tilladt. Det samme gælder normalt for anlæg af golfbaner, haver o.lign. Inden for eksisterende sommerhusområder og parcelhusområder vil der dog – på baggrund af en nøje konkret vurdering – være mulighed for at få dispensation til mindre, nødvendige tilbygninger o. lign., såfremt sådanne ikke kan opføres landværts beskyttelseslinien.

Der gælder en tilsvarende restriktiv praksis med hensyn til terrænændringer, tilplantning og opstilling af hegn, bortset fra jordbrugsmæssigt nødvendige hegn.’

10. Siden ændringen af naturfredningsloven i 1972 er der blevet offentliggjort enkelte afgørelser om dispensation til udstykning mv. inden for strandbeskyttelseslinien.

I en afgørelse af 15. februar 1980 (omtalt i ’Overfredningsnævnet Orienterer’, nr. 107) har Overfredningsnævnet således givet en dispensation fra naturfredningslovens § 46. Sagen angik et tilfælde hvor matrikelskellet mellem to ejendomme gik tværs gennem et hus ved stranden. De to ejendomme havde samme ejer, og ejeren fik dispensation til at foretage en omdeling så huset kom til at ligge udelukkende på den ene ejendom.

Overfredningsnævnet traf den 26. juni 1987 afgørelse (omtalt i ’Overfredningsnævnet orienterer’, nr. 383) om at en skelforandring søværts strandbeskyttelseslinien ikke krævede tilladelse efter naturfredningsloven. Nævnet henviste til at det fremgik af bemærkningerne til den ovenfor nævnte lov fra 1972 at der med bestemmelsen i § 46, stk. 1, nr. 3, ønskedes tilvejebragt harmoni med bestemmelsen i § 6 i den dagældende by- og landzonelov, og denne bestemmelse omfattede kun udstykninger og omdelinger, men ikke skelforandringer.

Naturklagenævnet har i en afgørelse af 30. juni 1994 (der er omtalt i ’Naturklagenævnet Orienterer’, nr. 44) afslået at give en dispensation til udstykning. Sagen drejede sig om en ejendom hvor der ønskedes foretaget en udstykning af en parcel delvis inden for strandbeskyttelseslinien. Lokalplanen for området åbnede mulighed for at der blev udstykket et antal grunde på hver op til 2.500 m² hvoraf ca. to tredjedele lå søværts strandbeskyttelseslinien, men planen gav ikke mulighed for at opføre bygninger søværts strandbeskyttelseslinien. Naturklagenævnet anførte bl.a. følgende

’Strandbeskyttelseslinien har siden dens indførelse i 1937 været administreret særdeles restriktivt. Det har væsentlig betydning for den nationale interesse i de nære kystområder, at der kun dispenseres, når der foreligger en ganske særlig begrundelse herfor, og når en dispensation vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinien.

Det er helt uden betydning, at en lokalplan åbner mulighed for matrikulære ændringer, hvorved der fastlægges skel søværts strandbeskyttelseslinien.

De særlige fysiske forhold, som ejeren af ejendommen har henvist til, udgør heller ikke en tilstrækkelig begrundelse for en dispensation.’

Udstykning af ejendommen

1. Ifølge naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, kan amtsrådet i særlige tilfælde gøre undtagelse fra lovens regel om strandbeskyttelseslinien. Efter bestemmelsens ordlyd må det antages at amtsrådet skal være tilbageholdende med at give dispensation og skal foretage en konkret vurdering af hver enkelt dispensationsansøgning. At reglen skal administreres meget restriktivt, fremgår ligeledes af bestemmelsens forarbejder hvor der henvises til den graduerede formulering, nemlig ’gøre undtagelse’ i stk. 2 og ’i særlige tilfælde gøre undtagelse’ i stk. 3 der efter det anførte navnlig markerer at hidtidig praksis skal opretholdes.

At der skal følges en meget restriktiv linie fremgår endvidere af forarbejderne til naturbeskyttelsesloven hvor det er anført at den praksis angående strandbeskyttelseslinien der havde været fulgt efter naturfredningsloven, havde været meget restriktiv, og at denne restriktive praksis forudsattes opretholdt. Efter naturfredningsloven kunne dispensation kun gives når der forelå ganske særlige omstændigheder, og når alle fredningsnævnets medlemmer stemte for at der blev givet dispensation. Det anføres således også i forarbejderne at strandbeskyttelseslinien er udtryk for et forbud der sjældent gøres egentlige undtagelser fra.

Det første spørgsmål der må tages stilling til ved bedømmelsen af denne sag, er om denne meget restriktive linie også gælder i sager om udstykning.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 1972 at formålet med at henføre udstykninger under reglerne om strandbeskyttelseslinien var at give fredningsnævnet indsigt i udstykninger i strandfredningszonen. Desuden fremgår det at lovændringen ville medføre at fredningsnævnet allerede på udstykningsstadiet kunne behandle spørgsmålet om hvorvidt en bebyggelse eller anden foranstaltning som nævnt i bestemmelsen, burde tillades. Hvis dette ikke burde tillades, ville en udstykning være overflødig, blev det anført.

Det anførte om formålet med at henføre udstykninger under reglen om strandbeskyttelseslinien giver efter min opfattelse ikke grundlag for en antagelse om at denne regel generelt skal administreres mindre restriktivt i forbindelse med udstykninger end i forbindelse med andre foranstaltninger omfattet af reglen om strandbeskyttelseslinien. Bestemmelsens ordlyd, der ikke sondrer mellem udstykninger og andre foranstaltninger, taler klart imod en sådan forståelse af loven. I cirkulære nr. 208 af 1. oktober 1972 var det ligeledes anført at placeringen af forbudet mod udstykninger på linie med de øvrige forbudsbestemmelser umiddelbart medførte at den for en udstykning i strandbeskyttelseszonen nødvendige dispensation kun måtte gives når der forelå ganske særlige forhold og alle fredningsnævnets medlemmer stemte herfor.

Der må desuden lægges vægt på at det i forarbejderne til naturfredningsloven var anført at dispensation kun vil kunne gives såfremt helt ekstraordinære forhold, som ikke kan ventes at komme frem i en række andre sager, gør sig gældende. Det er anført i cirkulære nr. 208 af 1. oktober 1972 at denne betingelse også skulle være gældende i forbindelse med udstykninger.

I den forbindelse må der desuden lægges vægt på at forarbejderne til naturbeskyttelsesloven intet indeholder til støtte for en opfattelse hvorefter adgangen til at give dispensation til udstykning inden for strandbeskyttelseslinien er videre end for andre foranstaltninger som er omfattet af reglen om strandbeskyttelseslinien. Tværtimod er det i forarbejderne til lovændringen i 1994 på ny understreget at forbudet mod udstykning, matrikulering og arealoverførsel er opretholdt, og at den hidtidige meget restriktive administration af beskyttelseslinien forudsættes opretholdt.

Naturklagenævnets afgørelse af 30. juni 1994 ligger på linie hermed. Det fastslås i afgørelsen – der angik en sag om dispensation til udstykning – at administrationen af reglen om strandbeskyttelseslinien skal være særdeles restriktiv, og at dispensation kun gives når der er en ganske særlig begrundelse herfor, og når en dispensation vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af reglen.

Overfredningsnævnets afgørelse af 26. juni 1987 har mindre interesse i denne forbindelse da den generelt fastslog at skelforandringer ikke var omfattet af naturfredningslovens regel om strandbeskyttelseslinien i modsætning til udstykninger og omfordelinger hvorved der fastsattes skel. Nævnets afgørelse af 15. februar 1980 angik et særegent tilfælde hvor betingelserne for dispensation ansås for opfyldt.

Det fremgår således af lovgivningen at der ikke er adgang til at administrere reglen om dispensation fra strandbeskyttelseslinien lempeligere når det drejer sig om udstykninger. Også i disse sager skal der således administreres meget restriktivt, og dispensation må kun gives i særlige tilfælde og efter en konkret bedømmelse.

Vestsjællands Amt har i udtalelsen af 20. august 1998 oplyst at før amtet i 1992 fik overført fredningsnævnets hidtidige kompetence vedrørende bl.a. bygge- og beskyttelseslinier, var det nævnets praksis at meddele dispensation til udstykning inden for strandbeskyttelseslinien i udbyggede sommerhusområder under forudsætning af at skel ikke markeredes søværts linien, og at de udstykkede parceller kunne bebygges uden dispensation. Ligeledes har nævnet i sager hvor der alene er tale om beskedne foranstaltninger, fundet at naturfredningsloven ikke har været anvendelig på forholdet.

Denne beskrivelse af fredningsnævnets praksis før 1992 afviger væsentligt fra de oplysninger om praksis på området som indeholdes i forarbejderne til naturbeskyttelsesloven. Det kan derfor ikke lægges til grund at det ved vedtagelsen af loven har været forudsat at den af amtet beskrevne praksis skulle videreføres.

2. Det næste der må tages stilling til, er om Vestsjællands Amts interne regler for administration af strandbeskyttelseslinien er i overensstemmelse med lovgivningen.

Amtet oplyste i brevet af 12. maj 1998 til Dem at amtet ved afgørelsen i denne sag havde fulgt sædvanlig praksis. Kravet i lovgivningen om en meget restriktiv administration sådan at dispensation kun gives hvis der efter en konkret vurdering kan påvises at der foreligger et særligt tilfælde der berettiger til dispensation, genfindes ikke i de oplysninger som amtet har givet om sin praksis. Tværtimod bliver der efter det oplyste om denne praksis som hovedregel givet tilladelse til udstykning når der dels er tale om et udbygget sommerhusområde og der dels er mulighed for at bebygge ejendommen uden dispensation fra strandbeskyttelseslinien. Denne praksis stemmer således ikke overens med lovgivningen.

I amtets brev af 20. august 1998 gentages de to nævnte betingelser, og det tilføjes at formålet med strandbeskyttelseslinien efter amtsrådets opfattelse er at forhindre bebyggelse søværts strandbyggelinien samt ændringer af tilstanden i øvrigt søværts strandbeskyttelseslinien, og at amtsrådets praksis derfor er at meddele tilladelse til udstykning der ikke markeres landskabeligt søværts strandbeskyttelseslinien såfremt der er mulighed for at bygge landværts strandbeskyttelseslinien.

Jeg er enig med amtet i at formålet med strandbeskyttelseslinien er at forhindre bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinien samt ændringer af tilstanden i øvrigt inden for strandbeskyttelseslinien. Men derudover må der inden for strandbeskyttelseslinien ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel hvorved der fastlægges skel. Reglen i naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, sigter således bredere end angivet af amtet. En praksis hvorefter der gives tilladelse til udstykning der ikke markeres landskabeligt inden for strandbeskyttelseslinien når blot der er mulighed for at bygge uden for beskyttelseslinien, er efter min opfattelse i strid med loven.

I de retningslinier som blev vedtaget af amtets vej- og miljøudvalg i december 1997, er betingelserne for at give dispensation til udstykning søværts strandbeskyttelseslinien anderledes formuleret. Betingelserne om at der dels skal være tale om et udbygget sommerhusområde og dels skal være mulighed for at bebygge ejendommen uden dispensation fra strandbeskyttelseslinien, er således ikke medtaget. Derimod anføres det at der normalt gives tilladelse til udstykning og fastlæggelse af skel der ikke kommer synligt til udtryk i terrænet, og til udstykning og fastlæggelse af skel der følger som konsekvens af tilladelse til bebyggelse.

Disse regler er efter min opfattelse ikke i overensstemmelse med loven. Hverken naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, eller § 65, stk. 3, eller forarbejderne til disse bestemmelser giver mulighed for at fastsætte regler med dette indhold. Som nævnt stilles der tværtimod krav om en meget restriktiv praksis hvor der kun gives dispensation i særlige tilfælde efter en konkret vurdering.

3. Der er som nævnt ikke overensstemmelse mellem de oplysninger om amtets praksis som amtets breve af 12. maj og 20. august 1998 indeholder, og det af amtets vej- og miljøudvalg vedtagne grundlag for administration af naturbeskyttelsesloven. Så vidt jeg kan bedømme, er det de regler som fremgår af amtets praksis der har dannet grundlag for afgørelsen af 10. februar 1998. Der er således i begrundelsen for afgørelsen ikke henvist til at der er tale om en udstykning og fastlæggelse af skel der ikke kommer synligt til udtryk i terrænet. Derimod er der lagt vægt på for det første at parcellerne vil kunne bebygges uden dispensation fra strandbeskyttelseslinien, for det andet at ejendommen ligger i et ældre sommerhusområde, og for det tredje at der med en tilladelse ikke tilsidesættes hensyn som naturbeskyttelsesloven skal varetage.

Som det fremgår ovenfor, kan de regler som fremgår af amtets praksis, ikke anses for at være i overensstemmelse med lovgivningen. Den trufne afgørelse har således ikke hjemmel i lovgivningen.

Jeg har overvejet om den omstændighed at Kort- og Matrikelstyrelsen allerede havde godkendt udstykningen på det tidspunkt hvor Vestsjællands Amt blev ansøgt om dispensation fra strandbeskyttelseslinien, kan tillægges betydning ved bedømmelsen af amtets afgørelse. Efter min opfattelse kan der ikke lægges vægt på dette forhold. Amtet er under alle omstændigheder forpligtet til at træffe afgørelse i overensstemmelse med lovgivningens krav, også under omstændigheder som disse.

Jeg anser det for kritisabelt at Vestsjællands Amt har truffet en afgørelse i sagen efter en praksis der ikke har hjemmel i lovgivningen.

Jeg har gjort amtet bekendt med min opfattelse.

Ved behandlingen af sagen har jeg overvejet at henstille til Vestsjællands Amt at genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse om dispensation fra strandbeskyttelseslinien. Jeg mener dog ikke at der er tilstrækkeligt grundlag for at afgive en sådan henstilling. Jeg har i den forbindelse lagt vægt på at adressaten for afgørelsen må antages at have været i god tro angående de ovennævnte mangler ved afgørelsen. Desuden har jeg lagt vægt på at Kort- og Matrikelstyrelsens afgørelse om at godkende udstykningen ikke er omfattet af min undersøgelse, og at styrelsen i givet fald heller ikke vil være omfattet af en henstilling om genoptagelse af sagen.

Derimod har jeg henstillet til Vestsjællands Amt at foretage de ændringer af amtets interne regler angående dispensation fra strandbeskyttelseslinien som er nødvendige for at bringe reglerne i overensstemmelse med lovgivningen. Jeg har anmodet amtet om at underrette mig om hvilke ændringer amtet foretager af de interne regler.

Beplantning og støttemur

Vestsjællands Amt har i brev af 1. oktober 1998 givet udtryk for at den beplantning og støttemur som er etableret på den pågældende ejendom inden for strandbyggelinien, må anses for at være af underordnet betydning (bagatelgrænse) i forhold til de hensyn som naturbeskyttelsesloven skal varetage. Etableringen kræver således efter amtets opfattelse ikke tilladelse i henhold til naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinier.

Etablering af en beplantning og støttemur er utvivlsomt omfattet af bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1. Spørgsmålet er om det er lovligt at indføre en regel om en bagatelgrænse sådan at forhold som er omfattet af lovens regel, men som efter forvaltningens vurdering er af underordnet betydning i forhold til lovens formål, kan gennemføres uden dispensation.

Hverken i loven eller dens forarbejder er en sådan bagatelgrænse omtalt. Tværtimod skal der i disse sager som nævnt følges en meget restriktiv praksis sådan at dispensation kun gives hvis der efter en konkret vurdering kan påvises at der foreligger et særligt tilfælde der berettiger til dispensation. Dette harmonerer ikke med en regel om at forhold som er omfattet af forbudet i loven, men som efter forvaltningens vurdering er af underordnet betydning i forhold til lovens formål, end ikke kræver dispensation. Jeg mener derfor ikke at der er hjemmel til at gøre brug af en sådan regel.

Jeg anser det for beklageligt at Vestsjællands Amt med baggrund i en regel om en bagatelgrænse har givet udtryk for at etableringen af beplantning og støttemur inden for strandbyggelinien ikke kræver tilladelse i henhold til naturbeskyttelsesloven.

Jeg har gjort Vestsjællands Amt bekendt med min opfattelse. Jeg har desuden henstillet til amtet at foretage de ændringer af amtets praksis på området som er nødvendige for at bringe den i overensstemmelse med lovgivningen.

Spørgsmålet om en bagatelgrænse opstår både i forhold til reglen om dispensation fra strandbeskyttelseslinien og i forhold til amtets tilsynsfunktion

Hvad tilsynsfunktionen angår, er det fastsat i naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 1, at amtsrådet påser overholdelsen af bl.a. lovens regler og de regler der er udstedt efter loven. Efter § 73, stk. 6, skal tilsynsmyndigheden foranledige et ulovligt forhold lovliggjort medmindre forholdet har underordnet betydning. Loven indeholder således en regel om en bagatelgrænse i forbindelse med amtets tilsynsfunktion.

I brev af 2. november 1998 afviste Vestsjællands Amt at foretage sig yderligere i anledning af etableringen af beplantning og støttemur på den pågældende ejendom, og amtet henviste til at man i den daglige administration af bl.a. naturbeskyttelseslovens bestemmelser nødvendigvis måtte have en bagatelgrænse for hvilke forhold der kunne og skulle forfølges. Derimod meddelte amtet i brev af 25. november 1998 at amtet som tilsynsmyndighed ville undersøge forholdene vedrørende et plankeværk etableret på ejendommen matr. nr. (X) og en trappe ned ad skrænten som var etableret på ejendommen matr. nr. (Y) inden for strandbeskyttelseslinien.

Jeg har forstået det af Vestsjællands Amt anførte sådan at amtet har vurderet at etableringen af beplantningen og støttemuren, men ikke plankeværket og trappen, er omfattet af reglen i naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 6. Amtet har i den forbindelse henvist til at beplantningen i det væsentligste er foretaget uden for strandbeskyttelseslinien, og at støttemuren er beskeden og bygget af natursten.

Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger. Jeg henviser til at amtets bedømmelse af om reglen i § 73, stk. 6, kan anvendes i sagen, er foretaget efter en besigtigelse af forholdene på stedet og en efterfølgende afvejning af relevante hensyn og omstændigheder. Min behandling af sagen er udelukkende foretaget på et skriftligt grundlag, og som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje de relevante hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end Vestsjællands Amt der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af en sådan afvejning. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere amtets beslutning. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst, eller hvis amtets beslutning i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder. Jeg kan derfor ikke foretage mig mere angående amtets beslutning.”

Vestsjællands Amt meddelte mig ved brev af 5. juli 2000 at amtet havde igangsat en revision af formuleringerne i administrationsgrundlaget.

Jeg meddelte herefter Vestsjællands Amt at jeg tog brevet til efterretning og afventede modtagelsen af det reviderede administrationsgrundlag.

Dispensation fra strandbeskyttelseslinie til udstykning af ejendom

Det fremgik af sagen at landinspektør A i en landinspektørerklæring af 5. september 1996 anmodede Kort- og Matrikelstyrelsen om godkendelse af udstykning af ejendommen matr. nr. X, ( ), i to parceller. Den 3. oktober 1996 godkendte styrelsen udstykningen.

B klagede den 2. december 1997 til Naturklagenævnet over at udstykningen var blevet godkendt. Den 12. januar 1998 afviste nævnet at behandle sagen fordi B ikke var klageberettiget i henhold til naturbeskyttelseslovens § 86.

Landinspektør A ansøgte den 29. december 1997 Vestsjællands Amt om godkendelse af udstykningen. I brevet var bl.a. anført følgende

”Strandbeskyttelseslinien er ved resolution tinglyst den 13/2-1941 på matr. nr. (X) fastsat til 20 m fra overkanten af kystskrænten mod Sejerø Bugt, og da der fastsættes skel afværts den indskrænkede beskyttelseslinie, kan jeg godt efterfølgende se, at den skulle have været forelagt fredningsnævnet til godkendelse.”

I et brev af 10. februar 1998 gav amtet dispensation fra strandbeskyttelseslinien. Amtet anførte bl.a. følgende

”De har den 29. december 1997 fremsendt ansøgning om tilladelse til ovennævnte. Amtsrådets tilladelse i medfør af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, jf. § 15 er nødvendig, fordi udstykningen berører arealer søværts strandbeskyttelseslinien, der på stedet er fastsat til 20 m fra overkanten af kystskrænten mod Sejerø Bugt.

Amtsrådet kan imødekomme Deres ansøgning og giver herved tilladelse i medfør af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3 til at fastlægge skel søværts strandbeskyttelseslinien, således som det er vist på udstykningsplanen.

Amtet har herefter i sin behandling af sagen lagt vægt på, at parcellerne vil kunne bebygges uden dispensation fra strandbeskyttelseslinien, at ejendommen ligger i et ældre sommerhusområde, og at der med en tilladelse ikke tilsidesættes hensyn, som naturbeskyttelsesloven skal varetage.”

I et brev af 16. marts 1998 klagede B til mig over amtets afgørelse. Da Vestsjællands Amt ikke havde haft lejlighed til at tage stilling til B’s klagepunkter, videresendte jeg den 23. marts 1998 dennes brev med bilag til amtet med henblik på at amtet tog stilling til B’s indsigelser.

I et brev af 12. maj 1998 kommenterede amtet B’s henvendelse. Amtet skrev bl.a. følgende

”I denne anledning skal amtet bemærke, at man ved afgørelsen har fulgt sædvanlig praksis i denne type sager. Ansøgninger om tilladelse til udstykning i udbyggede sommerhusområder, der berører arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens strandbeskyttelseslinie, kan forvente amtets tilladelse, når det vil være muligt at bebygge parcellerne uden dispensation fra strandbeskyttelseslinien.

Det skal bemærkes, at tilladelsen alene vedrører skel. Ændringer af tilstanden søværts den indskrænkede strandbeskyttelseslinie kræver amtsrådets tilladelse. Dette indebærer, at der ikke må placeres bygninger, skure, campingvogne, master m.v., foretages ændringer i terrænet, beplantning og lignende samt hegning.”

B fremsatte i breve af 13. maj og 6. juli 1998 nye indsigelser mod amtets afgørelse, og jeg videresendte B’s breve til Vestsjællands Amt til besvarelse. Amtet besvarede B’s henvendelser i et brev af 20. august 1998. I brevet anførte amtet bl.a. følgende

”Vestsjællands Amt har lagt til grund for sin afgørelse af 10. februar 1998, at der er tale om udstykning af en matrikel, der ligger i et udbygget sommerhusområde, samt at der er mulighed for at bebygge grundene landværts strandbeskyttelseslinien, hvilket der også blev gjort rede for i brev til Folketingets Ombudsmand af 12. maj 1998, som De modtog kopi af.

Det er amtsrådets politik i sådanne sager at tillade udstykning, idet amtsrådet finder, at formålet med strandbeskyttelseslinien er at hindre bebyggelse søværts strandbeskyttelseslinien samt ændringer af tilstanden i øvrigt søværts strandbeskyttelseslinien. Amtsrådets praksis er således at meddele tilladelse til udstykning, der ikke markeres landskabeligt søværts strandbeskyttelseslinien, såfremt der er mulighed for at bygge landværts strandbeskyttelseslinien.

Det er amtsrådets vurdering, at denne praksis er helt i tråd med § 15 om strandbeskyttelseslinien i Lov om Naturbeskyttelse af 3. januar 1992, idet der ikke ændres i tilstanden søværts strandbeskyttelseslinien, og at det er den konkrete tilstand og ikke et usynligt skel, der er væsentligt.”

I brev af 24. august 1998 klagede B på ny til mig over amtets afgørelse. B skrev bl.a. følgende

”Som allerede tidligere anført overfor Folketingets Ombudsmand, må der efter motivbemærkningerne til forslaget til naturbeskyttelseslovens § 15, som fremsat i Folketinget i 1991 og senere konsekvensændringslove ikke fastlægges nye sommerhusskel søværts strandbeskyttelseslinien, og der skal iøvrigt føres en meget restriktiv politik, når det gælder fastlæggelse af andre skel, søværts strandbeskyttelseslinien. Efter bemærkninger er det således kun nye skel til landbrugsejendomme, der i forbindelse med arealoverførsel eller udstykning kan tillades etableret søværts strandbeskyttelseslinien.

Jeg går ud fra, at Folketingets Ombudsmand, til Ombudsmandens videre sagsbehandling, anmoder Kort- og Matrikelstyrelsen om en redegørelse, dels om den manglende udstykningskontrol, dels om den manglende vejerklæring.”

Ved brev af 8. september 1998 oversendte jeg B’s brev til Vestsjællands Amt således at amtet fik lejlighed til at kommentere B’s indsigelser. I brevet af 8. september 1998 til B skrev jeg desuden følgende

”I Deres brev skriver De at De går ud fra at jeg beder Kort- og Matrikelstyrelsen om en redegørelse. Jeg opfatter dette således at De ønsker at klage over Kort- og Matrikelstyrelsens godkendelse af udstykningssagen. Det fremgår af Deres brev af 13. maj 1998 at Kort- og Matrikelstyrelsens godkendelse skete den 3. oktober 1996.

En klage til ombudsmanden skal være indgivet ’inden et år efter, at forholdet er begået’ (§ 13, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Deres klage over Kort- og Matrikelstyrelsens afgørelse er således forældet i forhold til ombudsmandsloven. Jeg er derfor afskåret fra at foretage mig noget i sagen.”

Den 1. oktober 1998 besvarede Vestsjællands Amt B’s henvendelse. Amtet anførte bl.a. følgende

”Amtet har besigtiget de 2 udstykkede sommerhusgrunde den 22. september 1998. Grundene ligger ovenfor en høj bevokset skrænt ned til stranden, hvorfra der ikke er indsigt. Området er i vid udstrækning bevokset med buske og høje træer og har nærmest skovagtig karakter. I skellet mellem grundene er der plantet en række buske, men i det væsentligste er beplantningen foretaget landværts den nedsatte strandbeskyttelseslinie. På matr. nr. (X) er der på en kort strækning ved en mindre niveauforskel udført en lav støttemur.

I denne anledning skal det meddeles, at amtet herefter har vurderet etablering af beplantning og støttemur for at være af underordnet betydning (bagatelgrænse) i forhold til de hensyn, som naturbeskyttelsesloven skal varetage. Etableringen kræver således ikke tilladelse i henhold til naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinier.”

En fornyet henvendelse fra B blev besvaret af amtet i brev af 2. november 1998. I brevet var bl.a. anført følgende

”Beplantningen mellem de 2 grunde er i det væsentligste foretaget landværts den nedsatte strandbeskyttelseslinie, hvorefter denne og den beskedne støttemur af natursten anses for at være af underordnet betydning i forhold til de hensyn, som naturbeskyttelsesloven skal varetage.

Amtet må i den daglige administration af bl.a. naturbeskyttelseslovens bestemmelser nødvendigvis have en ’bagatelgrænse’ for hvilke forhold, der kan og skal forfølges.”

Efter en fornyet henvendelse fra B skrev amtet således til denne i brev af 25. november 1998

”De har ved brev af 10. november 1998 bilagt fotografier af bl.a. bebyggelserne på matr. nr. (X) og (Y) fremsendt kopi af Deres brev af 10. november 1998 til Folketingets Ombudsmand med anmodning om amtets udtalelse.

Af fotografierne fremgår, at der findes et plankeværk af vandretliggende rafter i det sydvestlige skel af matr. nr. (X), og at der er etableret en trappe ned ad skrænten på matr. nr. (Y) søværts naturbeskyttelseslovens strandbeskyttelseslinie.

Disse forhold har ikke noget med selve udstykningen af ejendommen at gøre, og amtet vil som tilsynsmyndighed med bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven senere undersøge forholdene omkring disse anlæg.”

Efter at sagen om udstykning var færdigbehandlet af Vestsjællands Amt, rettede B på ny henvendelse til mig om sagen. Den 9. juli 1999 anmodede jeg amtet om en udtalelse angående B’s klage over dels dispensationen af 10. februar 1998 til udstykning af ejendommen og dels det i amtets brev af 1. oktober 1998 anførte om at en etableret beplantning og støttemur på ejendommen inden for strandbeskyttelseslinien ikke krævede tilladelse efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3.

Den 17. august 1999 afgav Vestsjællands Amt en udtalelse. Amtet anførte bl.a. følgende

”Amtet har ved naturbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. juli 1992 fået overført fredningsnævnenes hidtidige kompetence vedrørende bl.a. bygge- og beskyttelseslinier. Før 1. juli 1992 ydede amtet sekretariatsbistand til fredningsnævnene i bygge- og beskyttelsesliniesagerne. Disse opgavers indhold omfattede en teknisk udredning af sagen med indstilling samt eventuel deltagelse i nævnets besigtigelse. Ved overførslen af nævnenes kompetence til amtsrådene forudsattes, at praksis ved administrationen opretholdes.

Det har således været fredningsnævnets praksis at meddele dispensation til udstykning inden for strandbeskyttelseslinien i udbyggede sommerhusområder under forudsætning af, at skel ikke markeres søværts linien, og at de udstykkede parceller kunne bebygges uden dispensation. Ligeledes har nævnet i sager, hvor der alene er tale om beskedne foranstaltninger, fundet at naturfredningsloven ikke har været anvendelig på forholdet.

Ud fra disse forhold har amtet fundet, at der ikke har været tilstrækkelig grund til at afslå en dispensation til udstykningen, der vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinien, og at der ved etablering af beplantning og støttemur var tale om forhold af underordnet betydning (bagatelgrænse).”

B kommenterede amtets udtalelse i et brev af 25. august 1999. I brevet henviste B bl.a. til et afsnit i Skov- og Naturstyrelsens vejledning om naturbeskyttelsesloven, 1993, som er gengivet nedenfor.

Den 7. februar 2000 anmodede jeg Vestsjællands Amt om at indhente en udtalelse om sagen fra landinspektør A. I et brev af 17. marts 2000 anførte landinspektør A følgende

”Matr. nr. (X) er beliggende i et gammelt udbygget sommerhusområde, hvor strandfredningskommissionen i 1941 har fastlagt en strandbygge-(beskyttelses-)linie nærmere stranden end 100 m, nemlig 20 m fra overkanten af den på stedet værende skrænt.

Jeg finder ikke, at udstykningen har ændret kystlandskabet.

Går man på stranden, vil man som følge af de høje klinter ikke kunne se bebyggelsen, og færdes man på vandet, vil det være et ekstra sommerhus blandt så mange, og dermed uden betydning for formålet med beskyttelseslinien.”

B kommenterede udtalelsen i et brev af 30. marts 2000.

Ombudsmandens udtalelse

”Retsgrundlaget

1. Sagen er afgjort efter bestemmelserne i § 15, stk. 1, og § 65, stk. 3, i naturbeskyttelsesloven (dengang lovbek. nr. 835 af 11. januar 1997 om naturbeskyttelse med senere ændring) sammenholdt med Vestsjællands Amts interne regler om behandling af sager af denne art og den på ejendommen tinglyste deklaration om strandbeskyttelseslinien.

De nævnte bestemmelser i naturfredningsloven lyder således

’§ 15. Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder og af andre kyststrækninger, der ligger i en afstand af 300 m fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation. Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende. Der må heller ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Vestsjællands Amt gav dispensation fra strandbeskyttelseslinien til en udstykning. Dispensationen blev givet i henhold til amtets almindelige praksis. Ombudsmanden kritiserede denne praksis for ikke at være i overensstemmelse med naturbeskyttelsesloven og fastslog at dispensationen ikke havde hjemmel i lovgivningen.

Amtet mente desuden at det var unødvendigt at give dispensation til en beplantning og en støttemur der var etableret inden for strandbeskyttelseslinien fordi de måtte være omfattet af en bagatelgrænse. Ombudsmanden pegede på at der ikke var en bagatelgrænse i reglerne om dispensation i naturbeskyttelsesloven på dette punkt. Derimod gav det ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger at amtet anså beplantningen og støttemuren for omfattet af bagatelgrænsen i forbindelse med sin tilsynsfunktion efter lovens § 73, stk. 6. (J.nr. 1998-3421-141).