Tilbagekaldelse af beslutning om udgiftsfordeling til kystbeskyttelsesprojekt
Statutory Text (3 Articles)
Tilbagekaldelse af beslutning om udgiftsfordeling til kystbeskyttelsesprojekt
Det fremgår af sagen at Frederiksborg Amt i 1996 besluttede at indlede en sag om kystbeskyttelse ved en kyststrækning. Den 7. februar 1997 afgav et rådgivende ingeniørfirma efter aftale med amtet en rapport med to overordnede løsningsforslag. Der blev holdt et offentligt møde om kystsikring den 17. marts 1997 hvortil de berørte grundejere var inviteret. Herefter udarbejdede Frederiksborg Amt et projektforslag som blev fremlagt på et offentligt møde den 10. december 1997. Den 10. november 1997 havde amtet udsendt en foreløbig oversigt over anlægs- og vedligeholdelsesbidrag til de berørte grundejere. I et vedlagt ”Nyhedsbrev nr. 4 – november 1997” var bl.a. anført følgende om bidragsfordelingen
”Fælles anlæg
Bølgebrydere og strandfodring
Udgifterne deles mellem Frederiksborg Amt, Frederiksværk Kommune og ejerne af kystejendommene med 1/3 til hver. Betalingsprincippet er aftalt mellem amtet og de 5 nordkystkommuner på 8 strækninger, som har regional interesse. Baggrunden er beskrevet i regionalplanen.
De 80 kystejendomme skal betale i forhold til kystlængden. Hver meter kystlinie målt i skræntfoden svarer til 1 andel.
Udgiften til anlægget er budgetteret til 1.528 kr. inkl. moms pr. andel, hvilket svarer til lidt over 50.000 kr. for en gennemsnitsgrund. Der gøres opmærksom på, at det er et maksimumsbudget, som følgegruppen ikke accepterer bliver overskredet. Viser der sig undervejs i projektet økonomiske overraskelser udover de budgetterede reserver, har vi flere muligheder for at regulere projektet.
Grundejere, der har investeret i kystsikring, vil få godskrevet værdien af de stenmaterialer, der kan genbruges i projektet.
Individuelle anlæg
Skræntfodssikring
De individuelle skræntfodssikringer supplerer skræntfodsbeskyttelserne på hele strækningen. De tilpasser de nuværende anlæg til helheden, så der opnås den bedst mulige beskyttelse. Udgiften afholdes alene af den enkelte kystgrundejer, der beholder ejendomsretten til anlægget på egen ejendom.
”
Den 19. februar 1998 traf Frederiksborg Amt afgørelse om at gennemføre kystbeskyttelsesprojektet. I et brev af 24. februar 1998 til grundejerne i 1. række var bl.a. anført følgende
”Amtsrådet har på sit møde den 19. februar 1998 enstemmigt og definitivt besluttet
at projektet gennemføres som i projektforslaget præsenteret ved den 2. offentlige høring og efter den foreslåede bidragsfordeling
at der oprettes et kystbeskyttelseslag efter kystbeskyttelseslovens § 7
Amtsrådets beslutning indebærer, at projektet nu gennemføres efter den tidsplan og de økonomiske rammer, der er beskrevet i det tidligere udsendte Nyhedsbrev nr. 4 – november 1997. Dog med den tilføjelse, at godskrivningen af grundejernes eksisterende anlæg er blevet forhøjet med ca. 75 %. Det blev foreslået på det offentlige møde den 10. december 1997. Begrundelsen er, at vi i Følgegruppen er enige om at imødekomme de grundejere, der selv har investeret i kystbeskyttelse. De har med rette følt, at godskrivningen var for lav. Med denne disposition forhøjes anlægsomkostningerne med ca. 500.000 kr.
Den 2. høringsfase i december 1997 afslørede at flere grundejere har et ønske om en alternativ og eventuelt billigere udformning af skræntfodsbeskyttelsen på egen grund. Vi vil derfor gerne i detailprojektfasen (marts/april) have en melding fra eller en drøftelse med Dem om skræntfodsbeskyttelse på (Deres ejendom)
De anmodes derfor om at returnere vedlagte skema i udfyldt stand inden den 10. marts
Indtil hele anlægget er udført i maj 1999 finansieres projektet af Frederiksborg Amt. De fælles udgifter deles mellem Frederiksborg, Frederiksværk Kommune og grundejerne med 1/3 til hver.
De vil blive tilbudt en låneordning til finansiering af Deres andel (også den individuelle skræntfodssikring), og lånet afdrages over en 10-årig periode. Indbetalingen af Deres anlægsbidrag eller tilbagebetaling af lån vil tidligst kunne ske medio 1999.”
En af grundejere, A, klagede den 25. marts 1998 til Trafikministeriet over amtets afgørelse om bidragsfordelingen. Han skrev bl.a. følgende til ministeriet
”Hermed påklages Amtsrådets ovenstående beslutning.
Vi skal således fastholde vor protest mod fordelingsnøglen, såvel i relation til de fælles omkostninger (bølgebrydere og kystfodring) som vedrørende skræntfodssikringen – efter beslutningen påhviler sidstnævnte os med 100 %, på følgende nærmere baggrund
a) de specielle forhold vedrørende vor ejendom, herunder beliggenhed i landzone, med én byggeret uden udstykningsmulighed som nærmere anført i mine skrivelser af 11. og 19. december 1997 samt 17. februar 1998 til Frederiksborg Amt/udvalgsformanden, er ikke tilgodeset,
b) den offentlige adgang til stranden fra vor naboejendom ( ) med tilhørende, offentlige parkeringsplads (med konstant, daglig parkering af 60-80 biler m.m i sæsonen) bevirker, at stranden ud for vor grund har ændret karakter til en betydende, offentlig strand med nedbrydning af skrænten, der dagligt i sæsonen ’bestiges’ af mange badegæster m.fl.
Denne ’trafik’ forventes ikke reduceret med Amtsrådets ovenstående beslutning.
På denne baggrund finder vi, at fordelingsnøglen vedrørende de fælles omkostninger (bølgebrydere og kystfodring) er urimelig for os, ligesom omkostningerne til etablering og vedligeholdelse af skræntfodssikringen ikke bør bekostes af os alene.”
Trafikministeriet anmodede Frederiksborg Amt om en udtalelse i anledning af A’s klage. Amtet kommenterede A’s klage i brev af 17. april 1998. Amtet anførte bl.a. følgende
” Vi har følgende kommentarer til (A)’s klage
For det første mener (A), at fordelingsnøglen vedrørende de fælles omkostninger til bølgebrydere og strandfodring er urimelig.
Synspunktet begrundes med det forhold at ejendommen er beliggende i landzone med én byggeret uden udstykningsmulighed, samt at naboejendommen med tilhørende offentlig parkeringsplads resulterer i mange badegæster i sommersæsonen.
Det forhold at ejendommen er beliggende i landzone, anses i amtets og nordkystkommunernes kystbeskyttelsesprojekter ikke at være bestemmende for ejendommens bidrag til dets fælles omkostninger. Bestemmende er udelukkende længden af den beskyttede kyststrækning. Andre af amtets kystbeskyttelsesprojekter på Nordkysten har omfattet ejendomme udenfor sommerhuszonen, uden at det har indvirket på bidragsfordelingen.
Følgen af landzonestatus – at der ikke er mulighed for (med nogen større gevinst) at udstykke en af ejendommene – er et forhold af så individuel karakter for de deltagende ejendomme, at en differentiering af bidragene i forhold her til, ville være uoverskuelig.
Det forhold at naboejendommen er offentligt tilgængelig og resulterer i mange gæster i badesæsonen, ses ikke at have sammenhæng med det vedtagne projekt. Upåagtet at den nye strand bliver bredere og giver plads til flere besøgende, er det vanskeligt at forestille sig hvorfra en øget ’trafik’ på (A)’s skrænt skulle komme. Det er ikke tanken at udvide antallet af parkeringspladser, og der er i sæsonen ikke plads til flere biler på de nærliggende veje.
For det andet mener (A) at skræntfodssikringen ikke bør bekostes af grundejeren alene.
Skræntfodssikring, der er anlagt for udelukkende at beskytte enkeltejendomme, er ikke en foranstaltning af regional (amtslig) eller lokal (kommunal) interesse. Når der for de fleste ejendommes vedkommende alligevel stilles krav herom, er det af hensyn til naboejendommene og det fælles ansvar, der lægges op til i det nye fælles kystbeskyttelseslag, der oprettes i 1999.”
Også Kystinspektoratet blev af Trafikministeriet anmodet om en udtalelse i anledning af A’s klage. I et brev af 15. juni 1998 kommenterede Kystinspektoratet klagen med følgende bemærkninger
”
Klagen vedrører alene bidragsfordelingen. Ud fra det i Kystinspektoratet foreliggende sagsmateriale kan det ses, at ejendommens kystlængde er 168,6 m, at der til ’fællesprojektet’ er beregnet et bidrag på 273.975 kr. og til skræntsikring 591.250 kr. Disse beløb svarer til ca. 1.790 kr. henholdsvis ca. 3.860 kr. pr m kystlinie. For naboejendommene er de tilsvarende tal ca. 1.620 kr. og ca. 2.600 kr. Foran klagerens ejendom er der langs dele af skrænten forudsat en kraftigere sikring (type 4), hvilket forklarer den højere pris for denne del af projektet. Vi kan ikke se en begrundelse for denne kraftigere sikring, ligesom vi ikke umiddelbart har nogen forklaring på det højere bidrag til fællesdelen. Det samlede bidrag er alene fastsat ud fra ejendommens kystlinielængde uden hensyntagen til den omtalte begrænsede udnyttelse af ejendommen. Vi kan ikke vurdere om det pålagte bidrag står i rimeligt forhold til ejendommens udnyttelsesmuligheder (og mulige herlighedsværdi).
Der synes at være et begrundet grundlag for klagen, og vi skal anbefale, at amtet, for en fuldstændig bedømmelse af klagen, anmodes om en redegørelse for grundlaget for konstruktionsvalg og for bidragets beregning.
”
Kystinspektoratets udtalelse blev kommenteret af Frederiksborg Amt i et brev af 19. juni 1998 til Trafikministeriet. Amtet anførte bl.a. følgende
”Kystinspektoratet nævner i sin udtalelse, at der er en forskel i bidragene til de fælles anlægsomkostninger mellem (A)’s ejendom og naboejendommene. Det er der ikke. Den opfattelse må bero på en regnefejl hos Kystinspektoratet. Alle ejendomme bidrager til det fælles projekt med 1.625 kr. pr. meter kyststrækning.
Kystinspektoratet nævner også, at man ikke ser en begrundelse for en kraftigere og dermed dyrere skræntfodssikring på (A)’s ejendom end på naboejendommene. Deri er vi enige. Derfor har vi også i december 1997, givet (A) valgmulighed mellem 3 skræntfodsløsninger
Den oprindelige ’de luxe’ løsning anslået til 591.250 kr.
En ’discount’ løsning anslået til 300-400.000 kr.
Skræntfodssiking udelades helt på ejendommen, og udføres kun på en kort strækning mod naboen mod vest. Denne løsning er kun mulig for de 2 største ejendomme i projektet, nemlig (A)’s og naboen mod øst. Løsningen er anslået til 80-100.000 kr.
Ved et møde på ejendommen har amt og rådgiver gennemgået løsningsmulighederne i detaljer. Ejerne har lovet os et svar primo august.
Begrundelsen for den oprindelige projekterede ’de luxe’ løsning er, at skrænten netop på denne ejendom de senere år er rykket voldsomt tilbage. I forhold til naboejendommene står skrænten i dag mere stejl og helt uden bevoksning. Denne skrænt er næppe langtidsstabil, og det er begrundelsen for en fremrykket skræntfodssikring, der er noget dyrere.”
A fremsatte yderligere bemærkninger til sagen i et brev af 21. juli 1998 hvor han bl.a. skrev følgende
”Beliggende i landzone er der ingen mulighed for at udstykke dele af ejendommen (hverken med større eller mindre gevinst), hvilket Amtet i efteråret 1997 har bekræftet over for vor landinspektør. Således er vor udnyttelse af ejendommen yderst begrænset, hvorimod arealets størrelse selvsagt udgør en vis herlighedsværdi.
På denne baggrund finder vi det urimeligt på lige vis som anført i Kystinspektoratets skrivelse af 15. juni 1998, at ’det samlede bidrag alene er fastsat ud fra ejendommens kystlinielængde uden hensyntagen til den omtalte begrænsede udnyttelse af ejendommen. Vi (kystinspektoratet) kan ikke vurdere om det pålagte bidrag står i rimeligt forhold til ejendommens udnyttelsesmuligheder (og mulige herlighedsværdi)’.
Det oprindelige oplæg med en udgift på kr. 273.975,- til ’fællesprojektet’ og kr. 591.250,- til skræntsikring, i alt kr. 865.225,-, er næppe realistisk at afholde for en almindelig familie.
Som oplyst i Amtets skrivelse af 19. juni 1998 til ministeriet har Amtet foreslået billigere skræntsikringer end ovennævnte på kr. 591.250,-, nemlig på henholdsvis kr. 300-400.000 og kr. 80-100.000, hvilke i sig selv også er betragtelige beløb uden dermed at udgøre den optimale løsning i forhold til ’de luxe’ løsningen. Vi har endnu ikke modtaget noget nærmere materiale, herunder eventuelle konsekvenser ved de enkelte løsningsmodeller, og det er ikke korrekt, at vi har lovet at svare herpå i august 1998. Det er vi ganske enkelt ikke i stand til på det foreliggende, nu ændrede grundlag.”
Den 28. august 1998 traf Trafikministeriet afgørelse i sagen. I afgørelsen var bl.a. anført følgende
”1. Kystbeskyttelseslovens § 1 har følgende ordlyd
’Amtsrådet kan bestemme, at der på en kyststrækning skal udføres anlæg eller træffes andre foranstaltninger til beskyttelse mod oversvømmelse eller den nedbrydende virkning fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet (kystbeskyttelsesforanstaltninger).’
Bestemmelsen i § 1 er en såkaldt skønsmæssig bestemmelse, der som udgangspunkt overlader amtsrådet et frit skøn over, hvorvidt kystsikring skal gennemføres. Amtsrådet må dog ikke ved afgørelsen inddrage usaglige hensyn.
Kystbeskyttelseslovens § 5 har følgende ordlyd
’Amtsrådet bestemmer, hvorledes udgifterne til kystbeskyttelsesforanstaltningerne skal afholdes, herunder udgifterne til
Sagens forberedelse, herunder forundersøgelser.
Projektering, udførelse og tilsyn
Drift, vedligeholdelse og udførelse af andre løbende foranstaltninger
Stk. 2. Bidrag kan pålægges ejere af ejendomme, der opnår beskyttelse ved foranstaltningen, eller som i øvrigt opnår en fordel derved. Det enkelte bidrags størrelse fastsættes ligeledes af amtsrådet.’
Om bidragsfordelingen anføres i de almindelige bemærkninger til loven følgende
’I det omfang, hvori denne består i en fordeling mellem interesser af forskellig art - egentlig ejendomsbeskyttelse vejet op mod strandlandskabets bevaring af hensyn til almene interesser - vil amtsrådet antagelig være et mere hensigtsmæssigt forum at henlægge denne skønsopgave til end landvæsensretterne. Omkostningsfordelingen i snævrere forstand mellem direkte beskyttede ejendomme vil normalt ske ud fra visse objektive kriterier som de beskyttede ejendommes kystlængde, værdi og afstand fra havet.’
I de specielle bemærkninger til § 5 anføres bl.a.
’Hvad kredsen af bidragspligtige angår, forudsætter lovforslaget, at ejerne af de direkte beskyttede ejendomme fortsat er den kreds, der primært kan være tale om at pålægge bidragspligt. Som hidtil kan det meget vel tænkes, at der kun er grund til at pålægge denne kreds bidragspligt. Lovforslaget begrænser imidlertid ikke kredsen af ejendomsbesiddere, der kan pålægges bidragspligt, til ejerne af de direkte beskyttede ejendomme, men medtager ejendomme, som i øvrigt opnår en fordel ved foranstaltningen. Herved tænkes bl.a. på, at en nærliggende strand i velplejet stand i kraft af dens rekreative værdi kan være af direkte økonomisk værdi for ejendomme, der ikke som sådan er truet fra havet.
Betragtningen om en strands økonomiske betydning for ejendomme, der ikke er truet fra havet, kan imidlertid føres videre derhen, at kredsen af ejendomme, der har en sådan interesse i stranden er meget vid og ubestemt. Dette fører til, at der kan være begrundelse for, at amtskommunen eller primærkommunen bidrager til strandens beskyttelse og bevaring.’
I Trafikministeriets vejledning af 6. juni 1988 om lov om kystbeskyttelse anføres bl.a. følgende om bidragspligt
’Det står amtsrådet frit for at vælge de kriterier, som skal danne grundlag for fordeling af bidragspligten, og at bestemme den indbyrdes vægt, der bør tillægges de valgte kriterier. Som kriterier vil - som hidtil - ejendommens værdi samt længde mod kysten være af betydning. For ejendomme, der ikke direkte beskyttes, vil afstand til stranden naturligvis være en væsentlig faktor.’
4. Efter Trafikministeriets opfattelse er der ikke grundlag for at tilsidesætte Frederiksborg Amtsråds afgørelse om, at det konkrete kystbeskyttelsesprojekt skal udføres.
Trafikministeriet lægger herved vægt på, at den omhandlede kyststrækning er eksponeret for nedbrydning, og at den eksisterende kystbeskyttelse ikke er tilstrækkelig til at sikre strækningen. Der er endvidere på strækningen private og offentlige beskyttelsesværdige interesser og værdier.
Efter det for Trafikministeriet oplyste indeholder projektet ikke anlæg, som er overflødige i kystbeskyttelsesmæssig henseende. Projektet forekommer endvidere med forbehold for udeståender i relation til skræntfodssikringen og de omtalte efterfølgende ændringer i teknisk henseende generelt set fornuftigt, og kombinationen af bølgebrydere, strandfodring og skræntfodssikring hensigtsmæssig.
Det kan ikke give Trafikministeriet anledning til bemærkninger, at amtsrådet har fundet, at der var grundlag for på trods af en vis modstand fra grundejernes side at gennemføre projektet med pålæggelse af bidragspligt efter kystbeskyttelseslovens § 5, stk. 2, således at grundejerne skal betale 1/3 af udgifterne til projektets generelle del. Ministeriet henviser til tilstedeværelsen af offentlige interesser på strækningen, hvilket er kommet til udtryk i amtets regionplan.
Det giver endvidere ikke anledning til bemærkninger, at amtsrådet har valgt i bidragsmæssig henseende at udskille den del af projektet, som udgøres af skræntfodssikringen, således at den enkelte grundejer selv må forestå finansieringen heraf. Skræntfodssikringen er ganske vist en integreret del af det samlede projekt, men tjener dog først og fremmest til beskyttelse af den enkelte ejendom, og har derfor ikke samme generelle offentlige interesse som etableringen af bølgebrydere og strandfodring, der bidrager til at sikre de rekreative elementer på strækningen.
Ved den indbyrdes fordeling mellem kystgrundejerne af den pålagte 1/3 af udgifterne til projektets fælles del har amtsrådet alene ladet den enkelte ejendoms skræntbredde være afgørende, således at 1 m er lig 1 part i fordelingen. Dette er i sig selv et objektivt kriterium. Efter Trafikministeriets opfattelse indebærer en indbyrdes bidragsfordeling alene efter dette kriterium imidlertid en urimelig fordeling af udgifterne på strækningen, idet hensynet til størrelsen af de værdier, som beskyttes, ikke inddrages.
Som eksempel herpå kan nævnes, at matr. nr. ( ), der har en skræntbredde på 22,0 m og en offentlig ejendomsvurdering på 1.000.000 kr., ifølge amtsrådets afgørelse skal bidrage med 35.750 kr. til projektets generelle del. Naboejendommen, matr. nr. ( ), der har en skræntbredde på 168,6 m og en offentlig ejendomsvurdering på 1.200.000 skal bidrage med 273.975 kr. til den generelle del.
Frederiksborg Amtsråd bedes derfor justere den indbyrdes bidragsfordeling for grundejernes bidrag til projektets fælles del således, at hensynet til de enkelte ejendommes værdi inddrages.”
Frederiksborg Amtsråd anmodede i et brev af 21. oktober 1998 trafikministeren om at overveje afgørelsen igen. Amtsrådet anførte bl.a. følgende
” Til grund for ministeriets afgørelse ligger, at en ejer af en meget stor sommerhusgrund mener, at han pålægges et uforholdsmæssigt stort bidrag. Ejendommen er kun vurderet til 1,2 mio. kr., men har en kystlængde på 168,6 m. Det giver et bidrag til de fælles anlæg på 273.975 kr. Der er imidlertid tale om en enestående attraktiv ejendom, som har en langt højere handelsværdi.
Som det fremgår af vedlagte salgsopstilling er ejendommen sat til salg for 7,4 mio. kr.
Amtsrådet må betragte ministeriets afgørelse som truffet på et ikke fuldt oplyst grundlag. Konsekvensen af afgørelsen er, at anlægsarbejdet må udskydes 1 år til efter sommersæsonen 1999. En ny licitation til den tid risikerer at give et helt andet resultat og en betydelig fordyrelse for amt, kommune og grundejere. Hertil kommer den yderligere nedbrydning af kyst og skrænter i det kommende år. Det vil fordyre projektet og værdier vil gå tabt.
Frederiksborg Amtsråd beder ministeren om at overveje denne afgørelse igen på baggrund af de nye oplysninger i sagen.”
Med brevet blev sendt en kopi af en ejendomsmæglerannonce hvor prisen var opgivet til 7,4 mio. kr.
I et brev af 22. oktober 1998 henvendte formanden for amtsrådets udvalg for teknik og miljø sig til trafikministeren om sagen. Udvalgsformanden skrev bl.a. følgende
”Det er meget vigtigt for mig som formand for Udvalget for Teknik og Miljø, at projektet ikke forsinkes unødigt. Sagen blev startet i foråret 1996, og der har været stor opbakning til projektet fra Frederiksværk Byråd og fra flertallet af de berørte grundejere. Det er vigtigt for beskyttelsen af ejendommene at komme igang hurtigst muligt. Desuden løber grundejerne og vi en risiko for øgede omkostninger, hvis licitationen skal gå om i 1999.
For mig at se står bidraget for den pågældende ejendom i et rimeligt forhold til den værdi der beskyttes. En væsentlig vægtning af vurdering af ejendomsværdi vil, efter min vurdering, ikke gøre bidragsfordelingen mere retfærdig. Byrdefordelingen vil ændres til betydelig ugunst for visse andre ejendomme, og store offentlige arealer vurderet til 0 kr. vil blive begunstiget, på trods af en meget intensiv rekreativ udnyttelse af disse.
Jeg vil derfor bede dig nøje overveje amtsrådets henvendelse.”
Kystlauget for den pågældende strækning henvendte sig også til trafikministeren om sagen. I et brev af 25. oktober 1998 til ministeren anførte kystlauget bl.a. følgende
”Kystlauget finder, at den af amtet foreslåede udgiftsfordeling mellem grundejere er rimelig og at der ikke kan opnås større retfærdighed mellem store og små ejendomme eller bebyggede eller ubebyggede grunde ved at lade ejendomsværdien indgå i en fordelingsnøgle. Vi skal derfor henstille, at den praksis som amtet gennemførte uden klager på Regionsplanens første etape (Hundested projektet) også finder anvendelse på vor strækning. Vi savner naturligvis i Trafikministeriets sagsfremstilling af 28.8.98 en begrundelse for at ministeriet ønsker, at amtet skal skifte praksis i den følgende fase.
Vi finder det endvidere særdeles betænkeligt at Staten – som eneste bidrag til projektet – som grundejer på strækningen dels fastsætter egen ejendomsværdi til kr. 0 og samtidig foreslår, at grundværdien skal indgå i udgiftsfordelingen!
Det er derfor forudsigeligt, at en udgiftsfordeling efter Trafikministeriets princip vil medføre en strøm af klager fra alle øvrige kystejere der allerede har accepteret amtets fordelingsforslag og nu vil se deres bidrag blive forøget. Trafikministeriet har hermed lagt grunden til en meningsløs og uendelig sagsbehandling til stor skade for kystopretningen og miljøet.”
Trafikministeren traf ny afgørelse i sagen i et brev af 10. december 1998 til Frederiksborg Amt. Ministeren anførte bl.a. følgende
”Frederiksborg Amt anfører i sit brev, at Amtsrådet i sin afgørelse har lagt til grund, at fordeling af bidrag alene ud fra kystlængden står i udmærket forhold til handelsværdien, og altså den værdi der beskyttes.
Frederiksborg Amt anfører videre, at ministeriet i sin afgørelse som eksempel har anført, at en ejer af en meget stor sommerhusejendom mener, at han pålægges et uforholdsmæssigt stort bidrag. Ejendommen er vurderet til 1,2 mio. kr., men har en kystlængde på 168,6 m.
Amtet bemærker hertil, at der er tale om en enestående attraktiv ejendom, og som nyt i sagen anføres, at ejendommen har en langt højere handelsværdi, hvilket dokumenteres med en vedlagt salgsopstilling, hvor ejendommen er sat til salg for 7,4 mio. kr.
En anden klager i sagen er (B), Frederiksborg Amt, Teknik & Miljø, der i sit brev af 22. oktober 1998 har oplyst, at der har været stor opbakning til projektet fra Frederiksværk Byråd og fra flertallet af de berørte grundejere.
Endelig skriver kystlauget v/formand (C) i sit brev af 25. oktober 1998, at der i hele projektets forløb ikke har været drøftet anden udgiftsfordeling mellem private grundejere end fordeling efter kystlængde. Endvidere anfører kystlauget, at det finder, at den af amtet foreslåede udgiftsfordeling mellem grundejerne er rimelig og at der ikke opnås større retfærdighed ved at lade ejendomsværdien indgå.
Ministeriet har foretaget en fornyet vurdering af sagen, og har ud fra en samlet vurdering fundet, at ministeriet ikke finder anledning til at fastholde, at den indbyrdes bidragsfordeling skal justeres, således at hensynet til de enkelte ejendommes værdi inddrages.”
Trafikministeren sendte med breve af 10. december 1998 kopi af afgørelsen til formanden for Frederiksborg Amtsråds udvalg for teknik og miljø og til kystlauget. I brevene fremhævede trafikministeren at hun bl.a. på baggrund af nye oplysninger i sagen vedrørende den store forskel mellem en konkret ejendoms ejendomsvurdering og salgsværdi ikke fandt anledning til at fastholde det stillede krav om justering af bidragsfordelingen blandt grundejerne indbyrdes.
I et brev af 8. december 1998 bad A Trafikministeriet om aktindsigt i sagen. Brevet blev modtaget af ministeriet den 11. december 1998 og blev besvaret i brev af 14. december 1998.
I breve af 30. december 1998 og 22. januar 1999 klagede A til trafikministeren over den trufne afgørelse. A fremhævede bl.a. at han først blev gjort bekendt med brevene fra Frederiksborg Amt, formanden for amtsrådets udvalg for teknik og miljø og kystlauget da han bad ministeriet om aktindsigt. Endvidere anførte A at afgørelsen af 28. august 1998 var en for ham begunstigende forvaltningsakt som ministeren havde ændret uden forudgående partshøring, og at afgørelsen af 10. december 1998 ikke opfyldte forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse. Endvidere gjorde A gældende at det var usagligt alene at inddrage ejendomsvurderingen og den eventuelle salgspris for hans ejendom, men ikke for andre berørte ejendomme. Endelig gjorde A gældende at der i bestyrelsen for kystlauget ikke var dækning for de synspunkter som var indeholdt i kystlaugets brev af 25. oktober 1998.
Den 15. februar 1999 rykkede A trafikministeren for svar, og i et brev af 5. marts 1999 meddelte trafikministeren at Trafikministeriet efter en gennemgang af de klagepunkter som A’s breve indeholdt, ikke fandt at der var fremkommet nyt i sagen som kunne give ministeriet anledning til at ændre afgørelsen af 10. december 1998.
Den 26. marts 1999 klagede A til mig over Trafikministeriets afgørelse, og i et brev af 14. april 1999 henvendte han sig på ny til trafikministeren om sagen.
Den 12. maj 1999 anmodede jeg Trafikministeriet om en udtalelse i anledning af A’s klage. Jeg anmodede ministeriet om i udtalelsen særlig at komme ind på spørgsmålet om hjemlen til at ændre punkt 4 i ministeriets afgørelse af 28. august 1998.
Trafikministeren besvarede A’s henvendelse af 14. april 1999 i et brev af 14. maj 1999. Ministeren svarede bl.a. følgende
”Idet der i øvrigt skal henvises til Trafikministeriets brev af 5. marts 1999 skal det hermed oplyses, at henstillingen til amtet i afgørelse af 28. august 1998 ikke er rettet direkte mod Dem. Der er tale om en ikke udtømmende henstilling til amtet om at justere den indbyrdes bidragsfordeling for grundejernes bidrag. Henstillingens betydning for bidragenes fordeling har ikke på noget tidspunkt haft nogen konkret udformning. Således foreligger f.eks. intet om, hvorvidt der til brug for amtets vurdering af ejendomsværdien på den enkelte, i kystbeskyttelsessagen involverede ejendom, måtte være behov for en nyvurdering af ejendomsværdien.
Der foreligger derfor ikke noget nyt af konkret karakter, som har givet ministeriet anledning til at De blev inddraget i sagen om tilbagekaldelse af henstillingen til amtet.”
Trafikministeriet afgav en udtalelse til mig i et brev af 6. september 1999. Ministeriet anførte bl.a. følgende
”Af afgørelsen af 28. august 1999 [1998; min rettelse] fremgår ikke direkte, hvorledes områdets ejendommes værdi skal beregnes. Det anføres alene, at ’Frederiksborg amtsråd bedes derfor justere den indbyrdes bidragsfordeling for grundejernes bidrag til projektets fælles del således, at hensynet til de enkelte ejendommes værdi inddrages ’.
Til grund for beslutningen om dette påbud blev anvendt et eksempel, hvor 2 kystejendomme med ca. samme ejendomsværdi havde meget forskellig kystlængde, hvilket medførte, at de to ejendomme skulle betale vidt forskellige bidrag (se ovenfor s. 2) på trods af, at de værdier der skulle beskyttes var næsten identiske.
Vedrørende vurderingen af ’de enkelte ejendommes værdi’ overlod Trafikministeriet ved afgørelse af 28. august 1998 det til amtet at finde den adækvate metode at finde ejendommenes værdi på. Ejendomsvurderingen eller handelsværdien kunne anvendes – eller måske en helt anden metode.
Vedrørende kravet om at de enkelte ejendommes værdi skulle inddrages som kriterium ved bidragsfordelingen gjorde amtet i brev af 21. oktober 1998 ministeriet opmærksom på, at de betragtede ministeriets pålæg i afgørelse af 28. august 1998 som truffet på et ikke fuldt oplyst grundlag. Således skrev amtet i det nævnte brev: ’Til grund for ministeriets afgørelse ligger, at en ejer af en meget stor sommerhusejendom mener, at han pålægges et uforholdsmæssigt stort bidrag. Ejendommen er kun vurderet til 1,2 mio. kr., ’, ’Som det fremgår af vedlagte salgsopstilling er ejendommen sat til salg for 7,4 mio. kr.’, ’Amtsrådet må betragte ministeriets afgørelse som truffet på et ikke fuldt oplyst grundlag.’
Af ovennævnte gennemgang af (A)’s anbringender (s. 1), som blev lagt til grund for hans del af afgørelse af 28. august 1998 fremgår, at (A) i sin klage lægger vægt på de specielle forhold vedrørende hans ejendom, hvorefter ejendommen er beliggende i landzone med én byggeret uden udstykningsmulighed, og at nedbrydningen af skrænten ved ejendommen for en dels vedkommende skyldes offentlig færdsel på skrænten, ved amtets afgørelse ikke er tilgodeset.
I forbindelse med sagens behandling fandt Trafikministeriet, at en fordelingsnøgle bestående udelukkende af den enkelte ejendoms kystlængde gav et uretfærdigt resultat (s. 2-3).
Da Trafikministeriet, efter afgørelse af 28. august 1998 modtog ovennævnte korrespondance fra Frederiksborg Amt og Kystsikringslagets formand, som indeholdt: 1. faktiske oplysninger vedrørende salgsværdien af (A)’s ejendom, som udviste en meget betragtelig difference fra den til ministeriet opgivne ejendomsværdi for ejendommen, 2. Kystsikringslagets og amtets bekymring for de økonomiske og sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med en udsættelse af kystbeskyttelsesbyggeriet i form af et nyt og dyrere licitationstilbud, en dyrere rente samt risikoen for yderligere nedbrydning af kysten, 3. henvisningerne til den store tilslutning til den af amtet valgte udgiftsfordelingsnøgle, at kystlængden stod i udmærket forhold til handelsværdien, og altså den værdi der beskyttes, den eneste fordelingsnøgle der var blevet drøftet blandt de private grundejere, 4. et tidsbegrænset, meget gunstigt licitationstilbud, som ikke kunne tåle det tidsmæssige krav i forbindelse med en udsættelse som følge af nye bidragsforhandlinger mellem amt, kommuner og de berørte grundejere, og 5. endelig grundejerforeningens frygt for en strøm af klager fra alle øvrige kystejere, der allerede har accepteret amtets fordelingsforslag og nu måske vil se deres bidrag blive forøget, besluttede ministeriet at tilbagekalde pålæg til amtet om inddragelse af ejendomsværdien som et yderligere kriterium.
Afgørelsen af 28. august 1998 blev fremsendt personligt til alle 80 medlemmer af kystsikringslaget, idet alle 80 grundejere blev betragtet som parter i sagen. Som ovenfor nævnt havde ingen parter op til afgørelse af 28. august 1998 fremført påstand om at inddrage ejendomsværdien som kriterium ved betalingsfordelingen, hvorfor ministeriet ikke anså ophævelsen af pålægget til amtet om inddragelse af ejendomsværdien som værende noget nyt af særlig interesse for nogen part, især da amtet havde fremhævet, at kyststrækningens længde stod i udmærket forhold til handelsværdien – den værdi der beskyttes, hvilket også blev bekræftet af den af amtet fremsendte salgsopstilling for (A)’s ejendom der viste, at ejendomsvurderingen godt nok kun var på 1,2 mio. kr., men ejendommens salgsværdi blev af (A) selv i salgsannoncen sat til 7,4 mio. kr.
Endelig fandt ministeriet, at da der var tale om en uspecificeret henstilling til amtet, uden anvisning af, hvor meget ejendomsværdien skulle vægte i f.t. kystens længde, ville der næppe ske særlige ændringer for hovedparten af grundejerne, herunder (A), da kystens længde måtte have stor indflydelse på handelsværdien jf. at (A)’s ejendoms handelsværdi var på 7,4 mio. kr.
Endelig lagde ministeriet vægt på, at sagen skulle behandles meget hurtigt, idet amtet og formanden for kystbeskyttelseslaget samstemmende i deres breve meddelte ministeriet, at der var stor risiko for store økonomiske og måske menneskelige tab, såfremt kystbeskyttelsesprojektet blev udsat et år, hvilket ville blive tilfældet, såfremt den offentlige procedure skulle gå om.
a. Det saglige grundlag for at ændre afgørelsen
Der henvises i den forbindelse til Amtets og kystsikringslagets enige indstilling jf. ovennævnte korrespondance, hvoraf fremgår, at både Frederiksborg Amt og formand for kystlaget, (C), som repræsentant for lagets medlemmer, er af den opfattelse, at kystens længde er det mest adækvate kriterium for fordelingen af bidrag. Formand (C) forudser i sit brev, at en ændret udgiftsfordeling vil medføre en strøm af klager fra alle øvrige kystejere, der allerede har accepteret amtets fordelingsforslag. Ifølge brevet fra (B) var 64 % af grundejerne for projektet og 21 % var imod, 4 % var ligeglade og 11 % havde ikke svaret/deltaget.
- Vedrørende det ønskelige i at kunne fastholde et gunstigt licitationsresultat frem for at risikere at påføre alle deltagerne i projektet større udgifter ved afholdelse af ny licitation
Det fremgår af korrespondancen fra amtet og formanden for kystsikringslaget om konsekvenserne, såfremt ministeriets pålæg af 28. august 1998 fastholdes, at, for så vidt angår amtsborgmester Lars Løkke Rasmussen: ’ anlægsarbejdet må udskydes 1 år til efter sommersæsonen 1999. En ny licitation til den tid risikerer at give et helt andet resultat (renteniveau m.v.) og en betydelig fordyrelse for amt, kommune og grundejere’, (B): ’vigtigt for beskyttelsen af ejendommene at komme i gang hurtigst muligt – herunder grundet risikoen for øgede omkostninger for grundejerne, hvis licitationen må gå om i 1999’ og Formanden for laget: ’opfordrer amtet som projektleder til at stille forslag om, at en fordyrelse af projektet, der kan påvises efter en ny licitation, bliver pålagt dem der har ønsket udgiftsfordelingen ændret, dvs. Trafikministeriet og/eller klageren’.
- Risikoen for yderligere erosion af kysten, såfremt arbejderne måtte udskydes til næste vinter.
Der skal atter henvises til korrespondancen fra amtet og formanden for kystsikringslaget. Amtsborgmester Lars Løkke Rasmussen: ’Hertil kommer den yderligere nedbrydning af kyst og skrænter i det kommende år. Det vil fordyre projektet og værdier vil gå tabt’, (B): ’vigtigt for beskyttelsen af ejendommene at komme i gang hurtigst muligt’ og formanden for kystsikringslaget: ’beklager meget, at Trafikministeriet nu er direkte anledning til, at der sker en yderligere nedbrydning af kysten ved at projektet forsinkes og gennemførelsen sandsynligvis bliver dyrere’.
- Prissætningen i salgsopstillingen for (A)’s ejendom.
Prissætningen i salgsopstillingen af (A)’s ejendom tydede på, at den urimelighed, som ministeriet havde villet afhjælpe ved inddragelse af ejendomsværdien som supplerende kriterium, ikke var til stede. Prissætningen pegede endvidere på, at også ejendomsværdikriteriet kunne give anledning til vanskeligheder med henblik på at opnå et mere retfærdigt resultat, ikke mindst, hvis den offentlige ejendomsvurdering skulle lægges til grund, såfremt denne ikke blev justeret opad.
b. Berettigelsen af at ændre/tilbagekalde en allerede meddelt afgørelse
- Der forelå nye oplysninger i sagen med hensyn til licitationsresultatets betydning og om handelsværdien af (A)’s og naboens ejendomme.
- Ministeriets brev af 28. august 1998 var ikke en ny afgørelse om udgiftsfordelingen (set i forhold til 1. instansens afgørelse), men alene et pålæg til amtet om inddragelse af et nyt kriterium i forbindelse med en hjemvisning til amtsrådet som 1. instans, og dette pålæg indeholdt ingen angivelse af, hvilken vægt det supplerende kriterium skulle tillægges, eller hvordan det i øvrigt skulle udmøntes. Ingen grundejere har derfor kunnet indrette sig på ministeriets første afgørelse i tillid til, at den ville have nærmere bestemte konsekvenser for den enkelte. Man har højest kunnet se hen til amtsrådets kommende afgørelse under inddragelse af ejendomsværdikriteriet med en vis portion mere eller mindre velbegrundet frygt eller forventning om en opjustering af ejendomsvurderingen. Adressatens berettigede forventning, som tillægges stor vægt i tilbagekaldelseslæren, jf. f.eks. Revsbech i Forvaltningsret, Almindelige emner, side 441 f, har derfor kun ringe betydning i denne sag.
- Risikoen ved en forsinkelse af processen i forbindelse med gennemførelse af ministeriets første afgørelse, herunder navnlig risikoen for at miste muligheden for at kunne udnytte det gunstige licitationsresultat, måtte antages at opveje de mere eller mindre velbegrundede forhåbninger, som enkelte grundejere kunne nære i forbindelse med anvendelsen af et ejendomsværdikriterium, som endog med stor sandsynlighed ville blive justeret som følge af den store difference der viste sig at være mellem ejendomsværdien og handelsværdien (jf. den ovennævnte korrespondance fra amtet).
Der var efter ministeriets opfattelse således det fornødne grundlag for tilbagekaldelsen.
3. Berettigelsen af at undlade at foretage partshøring op til afgørelse af 10. december 1998.
Trafikministeriet undlod partshøring fordi ingen klager – ej heller (A) – havde ønsket medtagelsen af ejendomsværdikriteriet ved vurderingen af deres klagesag.
Endvidere ønskede ministeriet at fastholde det gunstige licitationsresultat, som var i fare for at blive trukket tilbage, såfremt sagen ikke blev afgjort straks, og risikoen for yderligere erosion af kysten talte for en hurtig afgørelse om tilbagekaldelse, uden at afvente en partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3.
Vedrørende risikoen for en økonomisk byrde for de for kystsikringsforanstaltningen betalende parter fandt ministeriet, at en sådan var mere afgørende at afværge end hensynet til de argumenter imod en tilbagekaldelse af ejendomsværdien som kriterium, eventuelle grundejere måtte fremkomme med som følge af en høring vedrørende de i korrespondancen fra amtet og lagets formand indeholdende oplysninger.”
A fremsatte i et brev af 16. september 1999 bemærkninger til Trafikministeriets udtalelse. Han anførte bl.a. følgende
”3. Side 2, næstsidste afsnit
Det er næppe af betydning, at hverken jeg eller andre oprindeligt har gjort gældende, at et ejendomsværdikriterium burde medtages ved beregningen af bidrag, når henses til at jeg, jfr. ovenfor under pkt. 1, allerede i skrivelsen af 21. juli 1998 (bilag C) forud for Trafikministeriets afgørelse af 28. august 1998 har påpeget urimeligheden i alene at inddrage facadelængden ved sammenligning med vor deltagelse i den gældende vejvedligholdelse i området efter privatvejsloven.
4. Side 3
Ejendommenes værdi kan beregnes efter ejendomsvurdering, grundværdi og/eller handelsværdi. De 2 førstnævnte værdier er fastsat og foreligger offentligt tilgængelige, hvorimod handelsværdien, der bygger på et skøn, selvsagt ikke foreligger for samtlige ejendomme.
Når handelsværdien fremhæves for vor ejendom, der i øvrigt endnu ikke er solgt til den udbudte pris , bør handelsværdien for alle ejendomme, der er omfattet af projektet, inddrages. Dette er ikke sket! De øvrige ejendomme på strækningen kan utvivlsomt sælges til betydeligt over ejendomsvurderingen, jfr. nedenfor pkt. 7.
5. Side 4
Uden videre kunne anlægsarbejdet have været påbegyndt for at undgå eventuel betydelig fordyrelse af projektet og yderligere nedbrydning af kyst m.m.
Der har ikke som anført været grund til at udskyde anlægsarbejdet 1 år (hvilket heller ikke har været tilfældet, jfr. nedenfor), når spørgsmålet alene vedrører bidragsfordelingen.
Anlægsarbejdet blev i øvrigt påbegyndt i foråret 1999 og afsluttet med indvielse den 25. juni 1999. Dette faktum bevirker efter min opfattelse, at Amtets argumentation ikke kan anvendes. Det må fortsat konstateres, at der ikke er truffet endelig afgørelse om den økonomiske fordeling. I denne forbindelse bemærkes, at opkrævning til den enkelte kystgrundejer endnu ikke er udsendt, hvortil kommer, at Amtet endog har varslet en reduktion af bidraget på ca. 25 % i forhold til den afholdte licitation!
Ifølge entreprenørfirmaet ( ), der har stået for anlægsarbejdet, har firmaet i efteråret 1998 overfor Amtet tilkendegivet, at den budgetterede pris for projektet fortsat kunne holde selv ved en forsinkelse med igangsættelsen til foråret 1999, jfr. i øvrigt vedlagte mødereferat af 13. maj 1999 fra (kystlauget), og som nævnt ovenfor endda til en lavere pris.
6. Side 6, 1. og sidste afsnit
Forud for Trafikministeriets afgørelse af 28. august 1998 har der af ministeriet været gennemført partshøring, som herefter ophører i forbindelse med Trafikministerens ændrede afgørelse af 10. december 1998. Til grund for sidstnævnte afgørelse har der utvivlsomt foreligget nyt af konkret karakter, som man har forholdt mig.
7. Side 7, 3. og 4. afsnit
Kystens længde har ikke større indflydelse på handelsværdien. Jeg er bekendt med, at en ejendom på samme kyststrækning ( ) med en kystlængde på 21 meter p.t. er udbudt til salg for 2,9 mio. kr. (ejendomsvurdering kr. 1.150.000), jfr. nærmere tidligere fremsendt bilag G, skrivelse af 30. december 1998 til Trafikministeren, der samtidig fik fremsendt salgsmaterialet for nævnte ejendom.
Jfr. ovenstående, herunder tilsagnet fra entreprenørfirmaet ( ), har jeg vanskeligt ved at se, at en mindre forsinkelse skulle medføre ’stor risiko for store økonomiske og menneskelige (?) tab’.”
Den 2. marts 2000 anmodede jeg Trafikministeriet om – inden jeg afsluttede min behandling af sagen – at indhente en udtalelse om sagen fra de øvrige grundejere involveret i sagen. Jeg modtog otte breve fra grundejere i området, heraf et fra en grundejer der oplyste at han repræsenterede et murlaug der bestod af syv grundejere.
De fremsatte i et brev af 29. maj 2000 bemærkninger til sagen. I den forbindelse oplyste De at Deres ejendom ikke var solgt, og De gjorde gældende at oplysningerne i salgsopstillingen fra 1998 derfor var uden betydning for sagen.
Ombudsmandens udtalelse
”1. Min behandling af sagen omfatter to spørgsmål. Det første drejer sig om hvorvidt Trafikministeriet var berettiget til at tilbagekalde sin afgørelse af 28. august 1998 og erstatte den med en afgørelse hvorved Frederiksborg Amts afgørelse blev stadfæstet. Det andet spørgsmål er om denne afgørelse kunne træffes uden at ministeriet forinden havde foretaget en partshøring hvor De fik lejlighed til at udtale Dem om sagen.
Kystbeskyttelsesloven indeholder ikke regler om adgangen til at tilbagekalde eller ændre en afgørelse der er truffet efter loven. Retsgrundlaget for bedømmelsen af det første spørgsmål er derfor de almindelige forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse og ændring af forvaltningsafgørelser. Disse regler er ikke lovfæstede, men er udviklet i domstolenes, ombudsmandens og forvaltningsmyndighedernes praksis. Emnet er desuden behandlet i den juridiske litteratur.
På dette grundlag er det næppe muligt at opstille mere præcise retningslinier for under hvilke omstændigheder en forvaltningsafgørelse kan tilbagekaldes. Det er således antaget at afgørelsen må træffes efter en konkret vurdering af en række omstændigheder hvoraf navnlig følgende må indgå med vægt i afvejningen:Afgørelsens karakter og de interesser – af offentlig eller privat karakter – der taler for at fastholde den, tilbagekaldelsens betydning ud fra offentlige eller private interesser og hvorvidt ønsket om tilbagekaldelse er begrundet i (retlige eller faktiske) omstændigheder der er opstået efterfølgende, eller som har foreligget allerede da den oprindelige afgørelse blev truffet. Jeg henviser til Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret. Almindelige Emner, 3. udg. (1997), s. 435ff, Bent Christensen, Forvaltningsret. Prøvelse (1994), s. 189ff, Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 616ff, og Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, 5. udg. (1965), s. 480ff.
2. Trafikministeriet har i brevet af 10. december 1998 anført at afgørelsen blev truffet ud fra en samlet vurdering, men har ikke i øvrigt anført hvilke hensyn der blev lagt vægt på. Derimod har ministeriet i udtalelsen til mig af 6. september 1999 redegjort nærmere for de hensyn der var bestemmende for afgørelsen. Som det første har ministeriet henvist til at korrespondancen fra Frederiksborg Amt og kystlaugets formand indeholdt faktiske oplysninger vedrørende salgsværdien (handelsværdien) af Deres ejendom som udviste en meget betragtelig difference fra den til ministeriet opgivne ejendomsværdi for ejendommen.
Jeg er enig i at nye oplysninger i sagen som tilgår myndigheden efter den oprindelige afgørelse er truffet, ofte må tillægges stor betydning i sager om tilbagekaldelse. Hvor stor vægt der skal lægges på disse oplysninger, må dog bero på en vurdering af bl.a. hvilken betydning de har for sagens afgørelse, og hvor pålidelige de er.
Ved bedømmelsen af de oplysninger Trafikministeriet fik i denne sag, må det for det første tages i betragtning at de kun angik Deres ejendom. Der forelå således ikke oplysninger om hvorvidt der for de andre ejendomme berørt af kystbeskyttelsesprojektet var forskel på handelsværdien og ejendomsværdien i samme udstrækning som der efter ministeriets opfattelse var for Deres ejendom. Det kan ikke udelukkes at en nærmere undersøgelse af forholdet havde vist at det var et generelt træk ved ejendommene i området at der var betydelig forskel på ejendommens handelsværdi og ejendomsværdi. I så fald var det muligt at de nye oplysninger om Deres ejendoms handelsværdi ikke på en relevant måde ville forrykke det faktuelle grundlag for afgørelsen af 28. august 1998.
I Trafikministeriets brev af 28. august 1998 blev der som et eksempel foretaget en sammenligning mellem ejendomsværdien og bidragets størrelse for henholdsvis Deres ejendom og naboejendommen, matr. nr. ( ). Som brevet er formuleret, synes denne sammenligning at være blevet tillagt betydelig vægt ved ministeriets afgørelse om at bidragsfordelingen skulle justeres sådan at der blev taget hensyn til de enkelte ejendommes værdi. Dette bestyrkes af det anførte i Trafikministeriets udtalelse til mig om at sammenligningen mellem de to ejendomme blev anvendt til grund for beslutningen. Alligevel havde ministeriet ingen oplysninger om Deres naboejendoms handelsværdi da man den 10. december 1998 ændrede afgørelsen under henvisning til oplysningerne om Deres ejendoms handelsværdi.
For det andet må det vurderes om oplysningerne om Deres ejendoms handelsværdi var relevante for sagen. Ministeriet anførte i sit brev af 28. august 1998 som begrundelse for at ændre Frederiksborg Amts afgørelse at den fastsatte bidragsfordeling ikke inddrog hensynet til de værdier som beskyttes af projektet, altså de pågældende ejendomme. Den ovenfor nævnte sammenligning der blev foretaget i ministeriets brev mellem ejendomsværdien og bidragets størrelse for henholdsvis Deres ejendom og Deres naboejendom, gør det ikke sandsynligt at ministeriet herved forudsatte at det drejede sig om ejendommenes handelsværdi og ikke deres ejendomsværdi.
Der er heller ikke i øvrigt oplysninger i sagen der tyder på at Trafikministeriet ved afgørelsen af 28. august 1998 lagde vægt på handelsværdien for Deres og de øvrige ejendomme. Tværtimod har ministeriet i sin udtalelse til mig fremhævet at ministeriet ved afgørelsen af 28. august 1998 overlod det til Frederiksborg Amt at finde den adækvate (det vil sige passende) metode til at finde ejendommenes værdi på. Amtet kunne således anvende ejendomsværdien eller handelsværdien eller anvende en helt anden metode. Der er ikke oplysninger om at amtet over for Trafikministeriet har givet udtryk for at man havde besluttet sig for at lægge vægt på ejendommenes handelsværdi. Det var således muligt at handelsværdien overhovedet ikke skulle indgå ved fastlæggelsen af bidragsfordelingen. I så fald ville oplysningerne om ejendommens handelsværdi være betydningsløse.
Der er et yderligere forhold som Trafikministeriet efter min opfattelse burde have taget i betragtning ved bedømmelsen af disse oplysninger. Det må således i almindelighed påhvile en myndighed der overvejer at tilbagekalde en afgørelse fordi den har fået nye oplysninger i sagen, at efterprøve pålideligheden af disse nye oplysninger. Dette krav må anses for indeholdt i det ulovbestemte forvaltningsretlige undersøgelsesprincip. Jeg henviser til Bent Christensen, Forvaltningsret. Prøvelse (1994), s. 256, og sagen omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 291*.
I den foreliggende sag gik de nye oplysninger ud på at Deres ejendom var sat til salg, og at den forlangte pris ifølge en salgsopstilling var 7,4 mio. kr. Selv om oplysninger af denne art ikke kan frakendes betydning ved bedømmelsen af handelsværdien, måtte det indgå i vurderingen af sagen at disse oplysninger først og fremmest er en tilkendegivelse af sælgerens ønske angående prisfastsættelsen. Efter min opfattelse må det derfor anses for betænkeligt at forsøge at fastsætte ejendommens handelsværdi alene på grundlag af disse oplysninger. I den forbindelse må det desuden tages i betragtning at vurderingsmyndighedernes vurdering af ejendommen foretages på grundlag af ejendommens værdi i handel og vandel hvis købesummen betales kontant, jf. §§ 6 og 9 i ejendomsvurderingsloven (lovbek. nr. 776 af 16. august 2000 om vurdering af landets faste ejendomme).
Hvis Trafikministeriet ønskede at lægge afgørende vægt på Deres ejendoms handelsværdi, men ikke ønskede at anvende oplysningerne fra vurderingsmyndighederne om ejendomsværdien, burde man efter min opfattelse have søgt at få foretaget en fagkyndig bedømmelse af spørgsmålet. I betragtning af det ovenfor anførte om karakteren af oplysningerne i salgsopstillingen og i betragtning af at der var tale om en ejendom som ministeriet ikke i forvejen havde et nærmere kendskab til, var der efter min opfattelse ikke andre muligheder for at tilvejebringe pålidelige oplysninger om spørgsmålet. Jeg henviser til at der eksempelvis ved fastsættelsen af salgsprisen for brugte køretøjer til brug for beregningen af den værdi af hvilken der betales registreringsafgift, foretages en konkret vurdering af køretøjet af tre uafhængige vurderingsmænd hvoraf en skal være teknisk kyndig og en handelskyndig, jf. § 13 i registreringsafgiftsloven (lovbek. nr. 222 af 14. april 1999 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere ændringer).
Sammenfattende anser jeg det for kritisabelt at Trafikministeriet tillagde de nye oplysninger om Deres ejendoms handelsværdi væsentlig betydning for afgørelsen om at tilbagekalde afgørelsen af 28. august 1998 uden at ministeriet havde oplysninger om hvorvidt der for de andre ejendomme berørt af kystbeskyttelsesprojektet var forskel på handelsværdien og ejendomsværdien i samme udstrækning som der efter ministeriets opfattelse var for Deres ejendom, uden at det kunne anses for godtgjort at oplysningerne var relevante for sagen, og uden at ministeriet havde efterprøvet om oplysningerne var pålidelige.
3. Trafikministeriet har som det andet hensyn bag afgørelsen om at tilbagekalde afgørelsen af 28. august 1998 henvist til kystlaugets og amtets bekymring for de økonomiske og sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med en udsættelse af kystbeskyttelsesbyggeriet i form af et nyt og dyrere licitationstilbud, en dyrere rente samt risikoen for yderligere nedbrydning af kysten. I tilslutning hertil har Trafikministeriet henvist til at der var tale om et tidsbegrænset, meget gunstigt licitationstilbud som ikke kunne tåle det tidsmæssige krav i forbindelse med en udsættelse som følge af nye bidragsforhandlinger mellem amt, kommuner og de berørte grundejere.
Jeg er enig i at der ved afgørelsen om hvorvidt afgørelsen af 28. august 1998 skulle tilbagekaldes, måtte lægges vægt på at undgå en længerevarende udsættelse af kystbeskyttelsesbyggeriet, og at det ligeledes burde tilstræbes at byggeriet ikke blev fordyret. Det afgørende er imidlertid om der var oplysninger i sagen der viste at en udsættelse og fordyrelse af byggeriet ville blive en følge af at fastholde afgørelsen af 28. august 1998.
Oplysningerne stammede fra henvendelser fra Frederiksborg Amt og (kystlauget). Amtet anførte i brevet af 21. oktober 1998 at konsekvensen af afgørelsen var at anlægsarbejdet måtte udskydes et år. I brevet af 22. oktober 1998 fra formanden for amtsrådets udvalg for teknik og miljø blev det også fremhævet at det var vigtigt at projektet ikke forsinkedes unødigt, og at både grundejerne og amtet løb en risiko for øgede omkostninger hvis licitationen skulle gå om i 1999. I brevet af 25. oktober 1998 fra (kystlauget)’s formand siges det at det var med stor beklagelse man erfarede at Trafikministeriet nu var direkte anledning til at der skete en yderligere nedbrydning af kysten ved at projektet forsinkedes, og at gennemførelsen sandsynligvis blev dyrere. Ingen af de tre breve redegør nærmere for hvorfor afgørelsen af 28. august 1998 måtte få den konsekvens at anlægsarbejdet ville blive forsinket og fordyret. Der er heller ikke oplysninger om at Trafikministeriet ad anden vej havde oplysninger herom.
Efter min opfattelse kunne Trafikministeriet ikke uden nærmere undersøgelser lægge til grund at afgørelsen af 28. august 1998 ville forårsage en forsinkelse og fordyrelse af kystbeskyttelsesprojektet. Jeg henviser til at kystbeskyttelsesprojektets overordnede omfang og udformning allerede var fastlagt, at bidragsfordelingen mellem Frederiksborg Amt, Frederiksværk Kommune og grundejerne også var endelig fastlagt, at der ikke foreligger oplysninger om at den foretagne licitation var betinget af at bidragsfordelingen mellem grundejerne var fastlagt, og at amtet kunne træffe afgørelse om de udestående spørgsmål angående den nærmere udformning af projektet uden at afvente at den endelige bidragsfordeling mellem grundejerne blev fastlagt. Endvidere henviser jeg til at Frederiksborg Amt i brevet af 24. februar 1998 havde meddelt de berørte grundejere at amtet havde besluttet at finansiere projektet indtil hele anlægget var udført i maj 1999. Om nødvendigt kunne amtet forlænge denne periode indtil den endelige bidragsfordeling var fastlagt, jf. kystbeskyttelseslovens § 9. De foreliggende oplysninger i sagen giver således ikke grundlag for at antage at projektet ville blive forsinket eller fordyret som følge af at Trafikministeriet havde hjemvist spørgsmålet om bidragsfordelingen mellem de involverede grundejere til fornyet afgørelse i Frederiksborg Amt. Jeg anser det derfor for kritisabelt at Trafikministeriet uden at have undersøgt spørgsmålet nærmere lagde til grund at afgørelsen af 28. august 1998 ville forårsage en forsinkelse og fordyrelse af kystbeskyttelsesprojektet.
I et brev af 21. december 1998 hvor Frederiksborg Amt gav Dem underretning om Trafikministeriets afgørelse af 10. december 1998, oplyste amtet at afgørelsen indebar at der alligevel ikke skulle udarbejdes forslag til en ny bidragsfordeling, at der alligevel ikke skulle afholdes en 3. høring, og at sagen alligevel ikke skulle behandles i amtsrådet på ny. Efter min opfattelse er der ingen af disse omstændigheder som, hvis de havde været kendt af Trafikministeriet forud for afgørelsen af 10. december 1998, kunne danne grundlag for en opfattelse af at afgørelsen af 28. august 1998 ville medføre en forsinkelse eller fordyrelse af byggeriet af kystbeskyttelsesanlægget.
4. Som begrundelse for at tilbagekalde afgørelsen af 28. august 1998 har Trafikministeriet desuden anført den store tilslutning til den af amtet valgte udgiftsfordelingsnøgle og henvist til at handelsværdien var den eneste fordelingsnøgle der var blevet drøftet blandt de private grundejere. Ministeriet har desuden gjort gældende at alle 80 grundejere måtte betragtes som parter i sagen.
Trafikministeriet har ikke nærmere begrundet sin opfattelse af at alle 80 grundejere skulle betragtes som parter i sagen. Det antages i almindelighed at kerneområdet i partsbegrebet er afgørelsens adressat, men at også andre end adressaten kan være part. Som generelle hovedkriterier for hvem der skal anses for part, nævnes at det skal dreje sig om personer der har en væsentlig og individuel interesse (af økonomisk eller personlig karakter) i sagens afgørelse og udfald. At interessen skal være væsentlig, indebærer bl.a. at afgørelsens udfald skal angå den pågældendes forhold og situation med en vis styrke eller intensitet. Jeg henviser til Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 45f, Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret. Sagsbehandling, 4. udg. (1995), s. 154ff, og John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg. (1999), s. 128ff.
Da de øvrige grundejere ikke var adressater for Trafikministeriets afgørelse af 28. august 1998, måtte spørgsmålet om hvorvidt de var parter i sagen, bero på om de havde en væsentlig og individuel interesse i sagens afgørelse og udfald. Ved bedømmelsen heraf må der lægges vægt på at afgørelsen berørte de pågældende grundejere direkte da den angik fordelingen af bidraget mellem dem. Vurderingen af med hvilken styrke de blev berørt af afgørelsen, vanskeliggøres imidlertid af at Frederiksborg Amt ikke havde fastlagt en ændret bidragsfordeling som opfølgning på ministeriets afgørelse af 28. august 1998. Det kunne derfor ikke fastslås hvilken betydning afgørelsen konkret ville få for hver enkelt grundejer. Under disse omstændigheder kan det ikke give mig anledning til bemærkninger at Trafikministeriet har anset samtlige grundejere omfattet af kystbeskyttelsesprojektet for parter i sagen. I den forbindelse bemærker jeg at der efter omstændighederne også kan lægges betydelig vægt på hensynet til andre end sagens parter, jf. sagen omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1985, s. 125ff*.
I den foreliggende sag var De adressat for afgørelsen, og De havde anmodet Trafikministeriet om at det ved bidragsfordelingen ikke blot blev taget i betragtning hvor lang den enkelte ejendoms skræntbredde var, men også at der ikke var mulighed for at udstykke Deres ejendom. Ministeriets afgørelse af 28. august 1998 om at det skulle indgå i bidragsfordelingen hvilken værdi ejendommen havde, måtte anses for en imødekommelse af Deres ønske. Afgørelsen var derfor begunstigende for Dem.
Det antages i almindelighed at adgangen til at foretage tilbagekaldelse til ugunst for adressaten i sagen er væsentligt snævrere end adgangen til at foretage tilbagekaldelse til gunst for adressaten, navnlig når der er tale om en afgørelse af en vis betydning for den pågældende. Er der derimod flere parter i sagen med modstående interesser, er adgang til at foretage tilbagekaldelse til ugunst for adressaten noget videre end i sager med én part da tilbagekaldelsen samtidig er til gunst for den anden part. Til gengæld er adgangen til at foretage tilbagekaldelse til gunst for adressaten ikke så vid som i sager med én part da tilbagekaldelsen samtidig er til ugunst for den anden part. Jeg henviser til Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret. Almindelige Emner, 3. udg. (1997), s. 450ff, og Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 630. Retsstillingen er således ikke den samme som hvis der kun er en part i sagen; men også i sager med flere parter må adgangen til at foretage tilbagekaldelse til ugunst for den ene af sagens parter dog anses for relativt begrænset, jf. Østre Landsrets dom af 16. januar 1996, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1996, s. 603ff.
Hvis Trafikministeriets udtalelse skal forstås sådan at ministeriet lagde vægt på at i hvert fald nogle af de øvrige grundejere måtte antages at have interesser i sagens udfald som gik imod Deres interesse, kan det derfor ikke give mig anledning til bemærkninger. Ved bedømmelsen af hvor stor vægt der skulle lægges på denne omstændighed, måtte det dog indgå at det som ovenfor nævnt ikke var fastslået hvilken betydning Trafikministeriets afgørelse af 28. august 1998 konkret ville få for hver enkelt grundejer, ligesom der ikke kan ses bort fra den mulighed at afgørelsen var til gunst for andre grundejere end Dem.
5. Som en yderligere begrundelse for at tilbagekalde afgørelsen af 28. august 1998 har Trafikministeriet peget på kystlaugets frygt for en strøm af klager fra alle øvrige grundejere der allerede havde accepteret amtets fordelingsforslag og nu måske ville se deres bidrag blive forøget. Dette hensyn kan efter min opfattelse ikke tillægges betydning. Når en myndighed skal fastlægge en borgers retsstilling i et bestemt forhold, kan der ikke til skade for borgeren tages hensyn til at andre borgere eventuelt vil belaste myndighederne med klager.
6. Trafikministeriet har herudover peget på at ingen grundejer har haft mulighed for at indrette sig i tillid til ministeriets første afgørelse da afgørelsen af 28. august1998 alene indeholdt et pålæg til amtet om at inddrage et nyt kriterium for fastlæggelse af bidragsfordelingen i forbindelse med en hjemvisning til amtsrådet som 1. instans, og dette pålæg indeholdt ingen angivelse af hvilken vægt det supplerende kriterium skulle tillægges, eller hvordan det i øvrigt skulle udmøntes. Adressatens berettigede forventning, som tillægges stor betydning i tilbagekaldelseslæren, har derfor kun ringe betydning i denne sag.
Jeg er enig med Trafikministeriet i at det ved bedømmelsen af sagen må tillægges betydning at De (og andre grundejere) ikke har haft mulighed for at indrette Dem i tillid til Trafikministeriets afgørelse af 28. august 1998. Tilbagekaldelsen har derfor ikke været et lige så dybt indgreb over for Dem som hvis De havde indrettet Dem i tillid til afgørelsen. Dette må indgå i afvejningen ved bedømmelsen af om det var berettiget at tilbagekalde afgørelsen.
7. Som det fremgår, var der samlet set to forhold som især talte til gunst for tilbagekaldelsen, nemlig dels at De ikke havde haft mulighed for at indrette Dem i tillid til afgørelsen, og dels at i hvert fald nogle af de øvrige grundejere måtte antages at have interesser i sagen som var modsatrettet Deres interesse. På den anden side kan to af de forhold som Trafikministeriet har påberåbt sig, ikke tillægges betydning for sagen uden en nærmere undersøgelse af de faktiske forhold. Det gælder dels oplysningerne om Deres ejendoms handelsværdi og dels oplysningerne om forsinkelse og fordyrelse af kystbeskyttelsesprojektet.
Ved den samlede afvejning af sagens omstændigheder er der to forhold som efter min opfattelse har særlig betydning. Det ene er det forhold at der ikke forelå nye faktiske oplysninger som kunne indgå i sagen uden en nærmere undersøgelse. Det antages normalt som den klare hovedregel at der ikke er adgang til at foretage tilbagekaldelse af en tidligere udstedt begunstigende afgørelse hvis myndighedens ønske herom bygger på en ren omvurdering af de faktiske oplysninger som forelå for myndigheden da den traf sin første afgørelse. Selv hvis der foreligger nye faktiske oplysninger, er det ikke uden videre tilstrækkeligt til at tilbagekalde en foreliggende begunstigende afgørelse. Jeg henviser til Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret. Almindelige Emner, 3. udg. (1997), s. 446ff, og Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 628f.
I den foreliggende sag byggede Trafikministeriet sit ønske om at tilbagekalde afgørelsen af 28. august 1998 på nye oplysninger om dels Deres ejendoms handelsværdi og dels om at afgørelsen ville medføre forsinkelse og fordyrelse af kystbeskyttelsesprojektet. Ingen af disse oplysninger var tilstrækkeligt underbygget til at indgå i sagen uden en nærmere undersøgelse. Omstændighederne i sagen må således efter min opfattelse sidestilles med tilfælde hvor myndighedens ønske om at tilbagekalde en tidligere udstedt begunstigende afgørelse bygger på en ren omvurdering af de foreliggende faktiske oplysninger.
Det andet forhold som efter min opfattelse må tillægges særlig betydning ved afvejningen af sagens omstændigheder, er arten af de forhold som taler til gunst for at tilbagekalde afgørelsen. Det antages i almindelighed at visse interesser udgør et særligt kvalificeret grundlag for at tilbagekalde en truffen afgørelse. Det er navnlig hensynet til menneskers liv, sundhed og velfærd, statens sikkerhed, forebyggelse og opklaring af lovovertrædelser og opretholdelse af ro og orden. Jeg henviser til Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret. Almindelige Emner, 3. udg. (1997), s. 442ff, Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 625f, og Bent Christensen, Forvaltningsret. Prøvelse (1994), s. 194.
I den foreliggende sag var der som nævnt samlet set to forhold som især talte til gunst for tilbagekaldelsen, nemlig dels at De ikke havde haft mulighed for at indrette Dem i tillid til afgørelsen, og dels at i hvert fald nogle af de øvrige grundejere måtte antages at have interesser i sagen som var modsatrettet Deres interesse. Ingen af disse forhold kan betragtes som et sådant særlig kvalificeret grundlag for at tilbagekalde afgørelsen af 28. august 1998. Disse hensyn kunne derfor kun tillægges begrænset betydning.
Samlet er det derfor min opfattelse at det må anses for kritisabelt at Trafikministeriet tilbagekaldte afgørelsen af 28. august 1998 da de foreliggende oplysninger ikke gav tilstrækkeligt grundlag for denne afgørelse.
8. Det andet spørgsmål som indgår i min behandling af sagen, drejer sig om hvorvidt Trafikministeriet kunne træffe afgørelse om at tilbagekalde sin afgørelse af 28. august 1998 og erstatte den med en afgørelse hvorved Frederiksborg Amts afgørelse blev stadfæstet uden at ministeriet forinden havde foretaget en partshøring hvor De fik lejlighed til at udtale Dem om sagen.
Trafikministeriet har i udtalelsen til mig anført at ministeriet undlod at foretage partshøring fordi ingen klager, heller ikke De, havde ønsket at ejendomsværdikriteriet blev medtaget ved vurderingen af deres klagesag. Desuden har ministeriet peget på at risikoen for yderligere erosion af kysten talte for en hurtig afgørelse om tilbagekaldelse uden at afvente en partshøring. Endelig har ministeriet fremhævet at man ønskede at fastholde det gunstige licitationsresultat som var i fare for at blive trukket tilbage hvis sagen ikke blev afgjort straks. I den forbindelse har ministeriet givet udtryk for at man fandt at hensynet til at afværge risikoen for en økonomisk byrde for de parter som skulle betale for kystsikringsforanstaltningen, var mere afgørende end hensynet til de argumenter imod en tilbagekaldelse af ejendomsværdien som kriterium som eventuelle grundejere måtte fremkomme med i forbindelse med en partshøring.
Forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 med senere ændring) indeholder følgende bestemmelse i § 19
’ § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
1) det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,
2) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,
3) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
4) parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
5) den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
6) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.”
Som det fremgår, har en myndighed pligt til inden den træffer afgørelse i en sag at iværksætte høring af sagens parter når visse betingelser er opfyldt. Den første betingelse er at parten ikke kan antages at vide at oplysningerne indgår i sagen. Denne betingelse må anses for opfyldt selv om parten kender oplysningerne, men ikke ved at de vil blive brugt i den aktuelle sammenhæng, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg. (1999), s. 370f.
I den foreliggende sag byggede Trafikministeriet sit ønske om at tilbagekalde afgørelsen af 28. august 1998 på nye oplysninger om dels Deres ejendoms handelsværdi og dels om at afgørelsen ville medføre forsinkelse og fordyrelse af kystbeskyttelsesprojektet.
Oplysningen om Deres ejendoms handelsværdi var baseret på en salgsopstilling som jeg må lægge til grund at De kendte. Derimod havde De ikke kendskab til at Frederiksborg Amt havde indsendt kopi af salgsopstillingen til Trafikministeriet til brug for overvejelserne om at tilbagekalde afgørelsen af 28. august 1998. At der efter amtets og kystlaugets opfattelse var risiko for at denne afgørelse ville medføre en forsinkelse og fordyrelse af kystbeskyttelsesprojektet, havde De heller ikke kendskab til. Betingelsen om at parten ikke kan antages at vide at oplysningerne indgår i sagen, må derfor anses for opfyldt.
Den anden betingelse er at der er tale om ’oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder’. Denne betingelse må anses for opfyldt i forbindelse med oplysningerne om grundejerens ejendoms handelsværdi. Derimod er det mere tvivlsomt om den kan anses for opfyldt vedrørende oplysningen om at der efter amtets og kystlaugets opfattelse var risiko for at denne afgørelse ville medføre en forsinkelse og fordyrelse af kystbeskyttelsesprojektet. Trafikministeriet havde alene fået oplyst at der bestod en sådan risiko efter amtets og kystlaugets opfattelse, men havde ikke kendskab til hvilke faktuelle oplysninger denne opfattelse var baseret på. Afgørende for om en oplysning skal undergives partshøring, er imidlertid i første række ikke om den efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, men om den har en sådan karakter at den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt skaffer klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg. (1999), s. 374f. Frederiksborg Amts og kystlaugets oplysning om at afgørelsen af 28. august 1998 ville medføre en forsinkelse og fordyrelse af kystbeskyttelsesprojektet, supplerede efter min opfattelse sagens bevismæssige grundlag. At Trafikministeriet som tidligere nævnt ikke uden nærmere undersøgelser burde have lagt den til grund for sin afgørelse, er i denne sammenhæng uden betydning. Den nævnte betingelse må derfor anses for opfyldt også for denne oplysnings vedkommende.
Den tredje betingelse, at oplysningen var til ugunst for parten, må anses for opfyldt for Deres vedkommende. Som tidligere nævnt må afgørelsen af 28. august 1998 betragtes som begunstigende for Dem. Da oplysningerne om Deres ejendoms handelsværdi og om at afgørelsen ville medføre forsinkelse og fordyrelse af kystbeskyttelsesprojektet talte for at tilbagekalde afgørelsen, må de anses for at være til ugunst for Dem. Trafikministeriet har for så vidt ret i at ingen klager, heller ikke De, havde ønsket at ejendomsværdikriteriet blev medtaget ved vurderingen af deres klagesag. Men det afgørende er at De havde et ønske om at der ved bidragsfordelingen blev taget hensyn til at der ikke var mulighed for at udstykke Deres ejendom, og dette ønske må anses for imødekommet ved afgørelsen om at justere bidragsfordelingen således at hensynet til de enkelte ejendommes værdi inddrages.
Den fjerde betingelse for at der var pligt til at foretage partshøring, at oplysningerne var af væsentlig betydning for sagens afgørelse, må anses for opfyldt. Det må lægges til grund at de to nævnte oplysninger havde væsentlig betydning for afgørelsen om at tilbagekalde den tidligere afgørelse.
Betingelserne efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, for at der indtrådte pligt til at iværksætte partshøring over for Dem inden afgørelsen blev truffet, må således anses for opfyldt. Trafikministeriet har imidlertid fremhævet at undtagelsesbestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 3, var anvendelig fordi der på grund af risikoen for kysterodering og fordyrelse af kystbeskyttelsesprojektet var behov for at træffe afgørelse hurtigt.
Jeg er enig i at disse forhold efter omstændighederne ville gøre det berettiget at ministeriet undlod at iværksætte partshøring. Imidlertid er det som tidligere omtalt min opfattelse at Trafikministeriet ikke uden nærmere undersøgelser kunne gå ud fra at afgørelsen af 28. august 1998 ville forårsage en forsinkelse og fordyrelse af kystbeskyttelsesprojektet da de oplysninger der forelå i sagen, ikke gav grundlag herfor. Herefter, og da også anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 3, forudsætter at der foreligger et fyldestgørende oplysningsgrundlag, er jeg ikke enig i at bestemmelsen var anvendelig.
Trafikministeriet burde derfor ikke have truffet afgørelse i sagen uden at ministeriet forinden havde foretaget en partshøring hvor De blev gjort bekendt med de oplysninger om Deres ejendoms handelsværdi som indgik i sagen, og med oplysningen om at afgørelsen af 28. august 1998 efter Frederiksborg Amts og kystlaugets opfattelse ville medføre forsinkelse og fordyrelse af kystbeskyttelsesprojektet, og hvor De fik lejlighed til at udtale Dem om sagen.
Jeg har gjort Trafikministeriet bekendt med min opfattelse, og jeg har anmodet Trafikministeriet om at genoptage behandlingen af sagen med henblik på at inddrage de synspunkter jeg har anført. Jeg har endvidere anmodet ministeriet om at sende kopi af dette brev til Frederiksborg Amt og samtlige grundejere som er berørt af kystbeskyttelsesprojektet.”
Den 9. marts 2001 skrev Trafikministeriets i et brev til Frederiksborg Amt at ministeriets afgørelse af 28. august 1998 skal lægges til grund ved fastsættelsen af bidragsfordelingen i overensstemmelse med ombudsmandens udtalelse af 6. september 2000.
Jeg foretager mig herefter ikke yderligere i sagen.
NOTER: (*) FOB 1981, s. 291 og FOB 1985, s. 125.
Ombudsmandens udtalelse
Resumé
Et amt havde vedtaget et kystbeskyttelsesprojekt og besluttet at grundejerne skulle betale en del af udgifterne. Fordelingen af udgifterne mellem grundejerne skulle ske i forhold til ejendommenes kystlængde.
Sagen blev anket til Trafikministeriet som traf afgørelse om at der ved fordeling af udgifterne mellem grundejerne skulle tages hensyn til de enkelte ejendommes værdi. Senere trak ministeriet sin afgørelse tilbage og stadfæstede amtets afgørelse. Dette kritiserede ombudsmanden bl.a. fordi ministeriet havde lagt vægt på forhold som der ikke var tilstrækkelige oplysninger om. Desuden kritiserede ombudsmanden at Trafikministeriet ikke havde foretaget partshøring. Ombudsmanden henstillede at Trafikministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1999-1011-145).