Afslag på ansøgning fra en statsborger fra et tredjeland om autorisation som læge på grundlag af italiensk lægeeksamen. Ikke usaglig forskelsbehandling

§ 3 a. Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser om udøvelse af lægegerning her i landet, som er nødvendige til gennemførelse af overenskomster om fælles nordisk arbejdsmarked for læger og direktiver vedtaget af De europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan meddele personer, der i udlandet har gennemgået uddannelser, som kan sidestilles med de i § 2 nævnte uddannelser, autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge her i landet. I tilladelsen kan fastsættes begrænsninger i den pågældendes udøvelse af lægegerning. Tilladelsen kan tidsbegrænses.’

Bekendtgørelse nr. 402 af 8. juni 1989 om EF-statsborgeres adgang til udøvelse af lægegerning i Danmark

’§ 1. Sundhedsstyrelsen meddeler statsborgere fra De europæiske Fællesskabers medlemslande (EF-statsborgere), som har gennemført en uddannelse som læge i en af de øvrige medlemsstater, autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge i Danmark.’

Vejledning nr. 180 af 15. november 1996

’4. ANSØGERE, DER IKKE ER OMFATTET AF DE SÆRLIGE REGLER FOR NORDISKE STATSBORGERE OG STATSBORGERE I EU-LANDE (3. lands læger)

4.1.1. Varig autorisation som læge

Varig autorisation som læge kan udstedes af Sundhedsstyrelsen til ansøgere, der har

En uddannelse, der kan sidestilles med den danske uddannelse

Dokumentation for sprogkundskaber i dansk svarende til det niveau, der kræves ved prøve i dansk for udlændinge, Danskprøve 2 (betingelse for at ansøgeren kan indstille sig til prøverne under punkterne c) og d))

Bestået tentamen i socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning ved et dansk universitet

Bestået tentamen i klinisk medicin og klinisk kirurgi ved et dansk universitet (personer fra visse 3.lande kan undtages fra dette krav)

Prøverne under c) og d) kan tages ved et af de Sundhedsvidenskabelige Fakulteter i Danmark. Nærmere regler i forbindelse med prøverne kan fås ved henvendelse til fakulteterne (se under punkt 5.6.).’

Rådets direktiv af 5. april 1993

’Art. 1. Dette direktiv finder anvendelse på virksomhed som læge, som statsborgere i medlemsstaterne udøver som lønmodtager eller som selvstændig.

Art. 2. Hver medlemsstat anerkender de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 23, og som er anført i artikel 3, ved at tildele dem den samme virkning på sit område for så vidt angår adgang til og udøvelse af virksomhed som læge, som de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, den selv udsteder.’

Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets afgørelser

Som det fremgår af artikel 1 i Rådets direktiv om gensidig anerkendelse af lægers eksamensbeviser mv., gælder direktivet kun for læger der er statsborgere i en EU-medlemsstat. EU-Kommissionen har endvidere i en besvarelse af en skriftlig forespørgsel om anerkendelse af lægers kvalifikationer (skriftlig forespørgsel E-3921/98, EF-tidende C nr. 289 af 11. oktober 1999, s.104) bl.a. udtalt følgende

’Article 1 of Council Directive 93/16/EEC of 5 April 1993 to facilitate the free movement of doctors and the mutual recognition of their diplomas, certificates and other evidence of formal qualifications does indeed expressly state that it only applies to Community nationals.

Whilst the professional qualifications of a doctor who has recieved his/her training in the Community, but is not a national of one of the Member States, may be recognised by one Member State, there is no obligation upon the others to do so.’

Sundhedsministerens bekendtgørelse der er udstedt med hjemmel i lægelovens § 3 a, stk. 1, gælder derfor (som bekendtgørelsen angiver) også kun læger der er statsborgere i en stat der er medlem af EU.

Da (A) ikke er EU-statsborger, falder (A) til trods for sin italienske eksamen således ikke ind under EU-reglerne. Som det fremgår af EU-Kommissionens udtalelse, er Danmark endvidere ikke bundet af at (A)’s faglige kvalifikationer som læge anerkendes i Italien.

EU-reglerne finder således ikke anvendelse og er derfor heller ikke til hinder for at de danske myndigheder stiller supplerende krav for at godkende en tredjelandsstatsborgers eksamen opnået i en EU-medlemsstat. Heller ikke andre danske eller internationale regler forhindrer at de danske myndigheder stiller krav til tredjelandsborgere som myndighederne ikke stiller til EU-statsborgere.

Det er derfor min opfattelse at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet har været berettiget til udelukkende at behandle (A)’s ansøgning om autorisation efter de regler der gælder for tredjelandsstatsborgere med en udenlandsk lægeeksamen.

De krav som Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet har stillet for at autorisere (A) på baggrund af hans italienske lægeuddannelse, og som Sundhedsstyrelsen i sin udtalelse yderligere har redegjort for hensigtsmæssigheden af, vedrører alle supplerende kurser vedrørende danske forhold som ikke indgår i den italienske lægeuddannelse. Jeg mener derfor umiddelbart at der er tale om saglige krav. En endelig vurdering heraf bygger imidlertid på en lægefaglig vurdering.

Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de lægefaglige vurderingers rigtighed kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har. Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet bygger også i vidt omfang deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af andre hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg normalt ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Jeg kan derfor ikke kritisere sådanne afgørelser medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder. Det kan f.eks. være tilfældet hvis afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet, eller hvis myndighederne ved afgørelsen har undladt at inddrage samtlige relevante forhold i den konkrete sag.

Set ud fra et læge-patient-forhold besidder (A) som udgangspunkt de samme kvalifikationer som f.eks. en italiensk statsborger med den samme eksamen som (A). Uanset dette mener jeg imidlertid ikke at Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets afgørelser er udtryk for en usaglig forskelsbehandling idet forskelsbehandlingen alene er begrundet i Danmarks forpligtelser som medlem af EU, jf. Sundhedsstyrelsens udtalelse af 24. februar 1999 til Sundhedsministeriet.

Jeg har forstået Sundhedsstyrelsens udtalelse til mig således at styrelsen ikke mener at være afskåret fra at fravige sin praksis hvis der er saglige grunde hertil. Styrelsen har således anført at styrelsen i et tilfælde har fraveget sprogkravet idet ansøgeren havde dokumenterede norskkunskaber, og at styrelsen ikke vil udelukke at kendskab til socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning kan dokumenteres på anden måde end ved beståelse af tentamen i de nævnte fag. Styrelsen anfører endelig at der ikke i sagen foreligger oplysninger om at (A) på anden måde skulle have erhvervet kendskab til de pågældende fag. På den baggrund må jeg lægge til grund at Sundhedsstyrelsen har foretaget en konkret vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger, og styrelsens vurdering heraf kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

For så vidt angår (A)’s bemærkninger om at afgørelserne er i strid med den danske integrationspolitik, og at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet ved vurderingen af sagen burde have inddraget det forhold at der eventuelt er begået fejl af danske myndigheder ved (A)’s indrejse til Danmark, kan jeg oplyse at jeg ikke mener at disse forhold har betydning for (A)’s sag. Det skyldes henholdsvis at sundhedsmyndighederne ikke varetager gennemførelsen af integrationspolitikken i Danmark, og at sundhedsmyndighederne ikke kan tillægge forhold der ikke vedrører (A)’s kvalifikationer som læge, betydning ved afgørelsen af om (A) kan autoriseres som læge.

Jeg kan således ikke kritisere at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet afslog (A)’s ansøgning om at blive autoriseret som læge.

Jeg bemærker at jeg ikke har foretaget en vurdering af om Sundhedsstyrelsen burde have partshørt (A) over Københavns Universitets udtalelse af 17. november 1998, eller om Sundhedsministeriet burde have partshørt (A) over Sundhedsstyrelsens udtalelse af 24. februar 1999 inden ministeriet traf afgørelse i sagen.”

Afslag på ansøgning fra en statsborger fra et tredjeland om autorisation som læge på grundlag af italiensk lægeeksamen. Ikke usaglig forskelsbehandling

Det fremgår af sagens akter at A er irakisk statsborger. Den 24. januar 1991 bestod A kandidateksamen i medicin og kirurgi ved universitet i Bologna. Den 13. november 1991 indrejste A i Danmark.

Dansk Flygtningehjælp ansøgte på A’s vegne den 28. september 1998 Sundhedsstyrelsen om ækvivalering af A’s italienske eksamen i kirurgi og medicin. Sundhedsstyrelsen bad i brev af 6. oktober 1998 om at få tilsendt diverse dokumenter til brug for behandlingen af ansøgningen.

Efter at A havde afleveret de ønskede dokumenter, bad Sundhedsstyrelsen den 12. november 1998 Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, om en udtalelse om hvorvidt det kunne anbefales at der blev meddelt A autorisation, og i givet fald på hvilke vilkår.

Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, anførte i brev af 17. november 1998 at fakultet kunne anbefale at A blev meddelt varig autorisation hvis A bestod tentamen i medicinallovgivning, socialmedicin og receptskrivning. Fakultet anbefalede endvidere at der kunne meddeles A midlertidig autorisation.

Sundhedsstyrelsen skrev i brev af 20. november 1998 at styrelsen efter samråd med Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet kunne meddele at A kunne opnå varig autorisation til at arbejde som læge i Danmark hvis A bestod tentamen i fagene medicinallovgivning, socialmedicin og receptskrivning. Styrelsen meddelte samtidig A at det var et krav for at han kunne indstille sig til prøverne i de nævnte fag at han havde bestået en prøve i dansk, Danskprøve 2. Styrelsen anførte samtidig at A kunne opnå midlertidig autorisation i indtil 18 måneder til en bestemt stilling.

A rettede den 25. november 1998 henvendelse til mig for at klage over at han ikke kunne blive autoriseret som læge på baggrund af den lægeeksamen som han havde opnået ved universitet i Bologna. Den 9. december 1998 sendte jeg nogle af A’s bilag til Sundhedsstyrelsen med henblik på at styrelsen vurderede A’s sag på ny, og – hvis styrelsen fastholdt sin opfattelse – vejledte A om hans muligheder for at klage. I brev af 28. januar 1999 meddelte jeg Sundhedsstyrelsen at A havde rettet henvendelse til mig på ny fordi styrelsen endnu ikke havde meddelt A sin (nye) vurdering af hans sag. I brev af 15. februar 1999 afslog Sundhedsstyrelsen at A kunne blive autoriseret som læge alene på grundlag af sin italienske lægeeksamen. Styrelsen anførte bl.a. følgende

”Vedrørende meddelelse af autorisation som læge i henhold til EU-bestemmelserne

Af § 3 a. i Lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995 af lov om udøvelse af lægegerning (lægeloven) fremgår at ’Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser om udøvelse af lægegerning her i landet, som er nødvendige til gennemførelse af overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked for læger og direktiver vedtaget af De europæiske Fællesskaber’.

Sundhedsministeriet har med bekendtgørelse nr. 402 af 8. juni 1989 om EF-statsborgeres adgang til udøvelse af lægegerning med senere ændringer fastsat sådanne bestemmelser. Af § 1 fremgår, at ’Sundhedsstyrelsen meddeler statsborgere fra De europæiske Fællesskabers medlemslande (EF-statsborgere), som har gennemført en uddannelse som læge i en af de øvrige medlemsstater, autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge i Danmark’.

Da De ikke er EF-statsborger, er De således ikke omfattet af EU-bestemmelserne.

Vedrørende meddelelse af autorisation som læge for personer, der ikke er omfattet af den nordiske overenskomst eller EU-bestemmelserne

Af § 3 a., stk. 2 i lægeloven fremgår at ’Sundhedsstyrelsen kan meddele personer, der i udlandet har gennemgået uddannelser, som kan sidestilles med de i § 2 nævnte uddannelser, autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge her i landet’.

Af pkt. 4.1.1 i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 180 af 15. november 1996 om autorisation af læger uddannet i udlandet fremgår, at ’varig autorisation som læge kan udstedes af Sundhedsstyrelsen til ansøgere, der har: a) en uddannelse, der kan sidestilles med den danske uddannelse, b) dokumentation for sprogkundskaber i dansk svarende til det niveau, der kræves ved prøve i dansk for udlændinge, Danskprøve 2 (betingelse for at ansøgeren kan indstille sig til prøverne under punkterne c) og d)), c) bestået tentamen i socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning ved et dansk universitet, d) bestået tentamen i klinisk medicin og klinisk kirurgi ved et dansk universitet (personer uddannet i visse 3. lande kan undtages fra dette krav)’.

Da De er irakisk statsborger uddannet i et EU-medlemsland, og derved ikke omfattet af EU-bestemmelserne, er Deres mulighed for at få dansk autorisation således afhængig af, om De opfylder betingelserne i ovennævnte vejledning. Kravet til Dem, om at De skal bestå tentamen i socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning gælder derfor, idet det drejer sig om fag omfattende specielle forhold, der gælder for Danmark, og derfor ikke har indgået i Deres uddannelse i Italien.”

Den 17. februar 1999 klagede A over Sundhedsstyrelsens afgørelse til Sundhedsministeriet. I anledning af A’s klage indhentede Sundhedsministeriet en udtalelse af 24. februar 1999 fra Sundhedsstyrelsen der bl.a. indeholder følgende

”Generelt kan Sundhedsstyrelsen vedrørende kravet om prøver i socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning samt sprogkrav udtale, at man af sikkerhedsmæssige grunde helst så, at alle udlændinge (EU-, nordiske og 3. landsansøgere), der meddeles autorisation, har kendskab til disse emner og det danske sprog mindst svarende til DP2.

Imidlertid er det ikke muligt, at det er Sundhedsstyrelsen, der håndhæver dette krav, når det drejer sig om personer, der meddeles autorisation i henhold til den Nordiske Overenskomst, eller de der meddeles autorisation på baggrund af EU-direktiver. I EU betragtes et sprogkrav som en teknisk handelshindring. I disse tilfælde er det derfor ansættelsesmyndigheden, der skal vurdere, om f.eks. lægen kan leve op til lægelovens krav om, at lægen under udøvelse af sin gerning er forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed. Denne bestemmelse dækker også en forsvarlig kommunikation med patienter, pårørende, andet sygehuspersonale m.fl.”

Sundhedsministeriet stadfæstede herefter i brev af 31. maj 1999 styrelsens afgørelse. Ministeriet anførte bl.a følgende

”Bestemmelserne om adgang for statsborgere fra de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union bygger på bestemmelserne i Rådsdirektiv af 5. april 1993 med senere ændringer om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.

Dette direktiv har hjemmel i EU-traktatens artikel 49, artikel 57 og artikel 66, der alle omhandler arbejdskraftens fri bevægelighed. Disse bestemmelser er fastsat med henblik på at virkeliggøre Unionens mål blandt andet ved ’at fremme afbalancerede og varige økonomiske og sociale fremskridt, navnlig gennem etableringen af et område uden indre grænser ’, jf. artikel B i Unionstraktaten. I henhold til artikel 3 i traktaten indebærer Fællesskabet blandt andet ’oprettelse af et indre marked ved fjernelse af hindringer for den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital mellem medlemsstaterne’.

Det er disse bestemmelser, der danner grundlag for de danske regler i bekendtgørelse nr. 402 af 8. juni 1989 med senere ændringer om EF-statsborgeres adgang til udøvelse af lægegerning i Danmark.

Såvel direktiverne som den danske bekendtgørelse hviler på traktatens formålsbestemmelser om gennemførelse af et stort marked for varer og tjenesteydelser inden for Unionen. Et af midlerne er, at sikre den frie bevægelighed, og der blev med dette formål udarbejdet direktiver. Disse er kun gældende for statsborgere i Unionen, idet hensigten med traktatbestemmelserne er at tilgodese unionens medlemsstater og deres borgere.

Det er af disse årsager ikke muligt direkte at anvende de gældende bestemmelser om Unionens statsborgere på Deres forhold også selvom Deres uddannelse er erhvervet i et andet EU-land. Det er nemlig ikke uddannelsen som sådan, men de tilhørsmæssige forhold i Unionen eller et nordisk statsborgerskab, der er afgørende for, hvilket regelsæt der anvendes.

Deres anmodning om vurdering af Deres uddannelse efter samme regler som EU-statsborgeres vil derfor ikke kunne imødekommes.

For god ordens skyld bemærkes, at der ikke efter de gældende bestemmelser er mulighed for at dispensere fra kravet om EU-statsborgerforhold.”

Ved personlig henvendelse den 17. juni 1999 klagede A til mig over Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets afgørelser. I anledning af A’s klage modtog jeg udtalelser af den 13. december 1999, 21. december 1999 og 26. januar 2000 fra henholdsvis Sundhedsstyrelsen, Justitsministeriet og Sundhedsministeriet.

I sin udtalelse anførte Sundhedsstyrelsen bl.a følgende

”Sagens EU-retlige aspekter

Rådets direktiv 93/16/EØF omhandler alene EU-statsborgere som er i besiddelse af de beviser, der er nævnt i direktivet. Som nævnt i Sundhedsministeriets brev af 31. maj 1999 til (A) er hensigten med traktatbestemmelserne at tilgodese unionens medlemsstater og deres borgere. Da (A) ikke er EU-statsborger, er der ikke grundlag for automatisk anerkendelse, hvorfor sagen skal afgøres efter en konkret vurdering.

Er Sundhedsstyrelsen afskåret fra at fravige retningslinierne i vejledning nr. 180 af 15. november 1996 og meddele (A) autorisation på det foreliggende grundlag?

’Lægelovens’ (bekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995 af lov om udøvelse af lægegerning) bestemmelse (§ 3a stk. 2) om autorisation af 3.landslæger er fakultativ. I afsnit 4 i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 180 af 15. november 1996 om autorisation af læger uddannet i udlandet har Sundhedsstyrelsen redegjort for Sundhedsstyrelsens praksis på området.

Sundhedsstyrelsen kan kun fravige sin praksis, når retsgrundlaget tillader det. Endvidere kan Sundhedsstyrelsen som følge af den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning i en konkret sag kun fravige sin egen praksis, hvis der er særlige og saglige grunde for særbehandlingen (jf. s. 36 i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. ’Forvaltningsret’, 1994).

Retsgrundlaget

’Sidestilles’: Retsgrundlaget tillader ikke en fravigelse fra kravet om, at den udenlandske uddannelse kan sidestilles med en dansk, jf. ordlyden i lægelovens § 3a, stk. 2.

Sprogkrav: Efter Sundhedsstyrelsens opfattelse tillader retsgrundlaget heller ikke en fravigelse fra kravet om tilstrækkelige danskkundskaber. Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget til lov nr. 72 af 14. marts 1934 (fremsat i Folketinget den 13. november 1931 og (gen)fremsat i Landstinget den 1. april 1934. Heraf fremgår blandt andet, at tilladelsen kun bør meddeles personer, ’der er det danske sprog mægtig, da det er en forudsætning for på forsvarlig måde at kunne udøve lægegerning, at lægen kan forstå patienternes angivelser og selv gøre sig forståelig for disse’ (Rigsdagstidende, 1931-1932, tillæg A, Sp. 4015). Selv om affattelsen af bestemmelsen er ændret i den mellemliggende periode, og selv om der nu gælder særlige regler for EU- og nordiske statsborgere, ses intentionen om sprogkravet ikke at være ændret for 3.landslæger.

Øvrige krav: Med hensyn til tentamen i henholdsvis socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning ved et dansk universitet og tentamen i klinisk medicin og klinisk kirurgi ved et dansk universitet forudsætter retsgrundlaget derimod en konkret stillingtagen. Af Rigsdagstidende 1931/1932, tillæg A, Sp. 4015 og Rigsdagstidende 1933/1934 Tillæg A, fremgår, at tilladelsen om fornødent kan gøres afhængig af, at vedkommende aflægger en prøve for Fakultetet.

Særlig/saglig begrundelse for fravigelse?

Der foreligger ikke oplysninger om, at ansøgeren på anden vis har erhvervet kundskaber inden for ovennævnte vigtige, specifikke områder. Sundhedsstyrelsen har derfor fundet, at det fornødne grundlag for at afkræve prøverne er tilstede. En undladelse af at stille kravet ville ud fra en lægefaglig synsvinkel ikke være rigtigt, og det ville heller ikke være i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens praksis. Sundhedsstyrelsen har således ikke fundet, at der i den konkrete sag var særlige og saglige grunde til at fravige vejledningens krav om tentamen i socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning.

Praksis med hensyn til fravigelse fra vejledningen

Sprogkrav: Sundhedsstyrelsen fraviger ikke kravet om dokumenterede danskkundskaber , idet disse skønnes at være en væsentlig forudsætning for en forsvarlig kommunikation mellem læge og patient samt interkollegialt og en forudsætning for lovbestemmelsen. Tilstrækkelige sprogkundskaber fortolkes i dag normalt som sprogkundskaber svarende til Danskprøve 2. Også dansk statsborgerskab bedømmes dog efter praksis som dokumentation for tilstrækkelige danskkundskaber. I et enkelt tilfælde har Sundhedsstyrelsen bedømt en 3.landslæges dokumenterede norskkundskaber som et tilstrækkeligt kendskab til dansk, idet det i tilstrækkelig grad fandtes sandsynliggjort, at der ikke på grund af sproget ville opstå kommunikationsvanskeligheder, som kunne udgøre et lægefagligt problem. Sundhedsstyrelsen er opmærksom på det modstridende i ikke at kræve danske sprogkundskaber af EU-læger. Det er dog af traktatmæssige årsager uden for Sundhedsstyrelsens rækkevidde at påvirke dette forhold, idet sprogkrav betragtes som diskriminerende i EU-sammenhæng.

Tentamen i klinisk kirurgi og klinisk medicin: Det er Sundhedsstyrelsens praksis at fravige vejledningens krav om tentamen i klinisk kirurgi og klinisk medicin ved et dansk universitet i de tilfælde, hvor ansøgerens uddannelse vurderes at have et sådant omfang, indhold og bredde, at det ud fra en lægefagligt synsvinkel synes ubetænkeligt at meddele varig autorisation uden beståelse af disse tillægsprøver. Det gælder f.eks. i en sag som A’s. Dette er dog ikke en egentlig fravigelse fra vejledningen, idet det udtrykkeligt nævnes, at ansøgere fra visse 3.lande er undtaget fra dette krav. Der er ikke tale om en ’liste’ over særlige lande, men der foretages en konkret vurdering af hvert enkelt uddannelsesforløb.

Tentamen i socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning ved et dansk universitet

Sundhedsstyrelsen fastholder som altovervejende hovedregel dette krav. Begrundelsen herfor er, at prøverne omfatter specifikke danske forhold, som en ansøger med en ikke-dansk medicinsk uddannelse af gode grunde ikke vil kunne have et forudgående kendskab til. Af lægefaglige årsager tillægges de kundskaber, som bestået tentamen af de nævnte fag er udtryk for, stor vægt. Sundhedsstyrelsen vil ikke fuldstændig udelukke, at der kunne komme en helt særlig situation, hvor en læge på en eller anden måde kunne dokumentere på anden vis at have erhvervet et sådant kendskab til de nævnte fag, at der kunne blive tale om at dispensere fra dette krav. Sundhedsstyrelsen er dog ikke bekendt med, at have modtaget sådanne ansøgninger. De samme synspunkter kunne fremføres om EU-læger og nordiske læger, men af traktatmæssige årsager har Sundhedsstyrelsen heller ikke på dette punkt mulighed for at stille supplerende krav til EU-læger og nordiske læger.

Lighedssynspunkter kunne tale for ikke at stille krav til 3.landslæger om prøver, som ’kan undværes’ for EU-læger og nordiske læger. Sundhedsstyrelsen finder det imidlertid afgørende kun at autorisere læger, som findes tilstrækkeligt lægefagligt kvalificerede til at udøve virksomhed som læge i Danmark.”

Justitsministeriet anførte i sin udtalelse bl.a følgende

”Efter det oplyste er der tale om en person, der er statsborger i et land (Irak), der ikke er medlem af De Europæiske Fællesskaber (et tredieland), men som har taget en uddannelse som læge i et EU-land (Italien).

Det følger af Domstolens praksis, at en EU-borger, som rejser til en anden EU-medlemsstat for dér at udøve erhvervsvirksomhed, enten er omfattet af EF-traktatens kapitel om arbejdskraftens frie bevægelighed (artikel 39 ff), kapitlet om etableringsretten (artikel 43 ff) eller kapitlet om tjenesteydelser (artikel 49 ff), som indbyrdes udelukker hinanden (se f.eks. dom af 30. november 1995 i sag C-55/94, Gebhard, Sml. I, s. 4165).

Det er imidlertid en betingelse for at kunne påberåbe sig de nævnte bestemmelser i EF-traktaten, at der er tale om en person, der er statsborger i en medlemsstat.

For så vidt angår reglerne om etableringsretten og tjenesteydelser fremgår dette direkte af ordlyden af de relevante bestemmelser, jf. artikel 43, stk. 1, og artikel 49, stk. 1.

For så vidt angår reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed fremgår det ikke udtrykkeligt af artikel 39, at der skal være tale om en person, der er statsborger i en medlemsstat, men dette fremgår af artikel 1 i forordning 1612/68 om arbejdskraftens fri bevægelighed. På samme måde følger det af EF-traktatens artikel 17, stk. 2, om unionsborgerskabet, at unionsborgerne, det vil sige personer, der er statsborgere i en medlemsstat, har de rettigheder, der er indeholdt i EF-traktaten.

For at lette på den faktiske udøvelse af retten til fri bevægelighed for personer har Fællesskabet vedtaget direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser.

I forhold til den konkrete sag kan nævnes Rådets direktiv 93/16/EØF, som ændret senest ved direktiv 98/63/EF, om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.

Det fremgår af artikel 1, at direktivet (alene) finder anvendelse på virksomhed som læge, som statsborgere i medlemsstaterne udøver som lønmodtager eller som selvstændig. De personer, der kan støtte ret på direktivets bestemmelser, er således personer, der er statsborgere i en medlemsstat.

I en besvarelse af en skriftlig forespørgsel om anerkendelse af lægers kvalifikationer (skriftlig forespørgsel E-3921/98, EF-tidende C nr. 289 af 11. oktober 1999, s. 104) udtalte Kommissionen, at ’direktivet udelukkende gælder statsborgere i EU’. Det fremgår endvidere af svaret, at ’En medlemsstat er ikke bundet af, at en anden medlemsstat eventuelt har anerkendt de faglige kvalifikationer hos en læge, som, selv om han har fået sin uddannelse inden for EU, ikke er statsborger i én af medlemsstaterne.’

Direktivet regulerer således ikke tredielandsborgere, der har taget en uddannelse som læge i en medlemsstat. Som det fremgår ovenfor, er en tredielandsborger heller ikke omfattet af EF-traktatens personelle anvendelsesområde og kan derfor ikke påberåbe sig traktatens regler om personers frie bevægelighed.

Justitsministeriet er ikke bekendt med ikke-bindende retsakter, som f.eks resolutioner vedtaget af Rådet, der udvider direktivets anvendelsesområde til tredielandsborgere, der har taget en uddannelse som læge i et EU-land.

Der foreligger ikke oplysninger om, at (A) på andet grundlag skulle kunne påberåbe sig EU-retten, f.eks fordi vedkommende er familiemedlem til en person, der er vandrende arbejdstager, jf. således artikel 10 i forordning 1612/68.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den konkrete sag ikke indeholder EU-retlige aspekter.”

Sundhedsministeriet har i sin udtalelse anført at ministeriet kan tilslutte sig Sundhedsstyrelsens og Justitsministeriets udtalelser.

Sundhedsstyrelsens, Sundhedsministeriets og Justitsministeriets udtalelser blev under et møde med en af mine medarbejdere udleveret til A. I et møde den 13. marts 2000 meddelte A den pågældende medarbejder at han havde følgende bemærkninger til udtalelserne og sagen

Det var A’s opfattelse at Danmark som medlem af EU må autorisere ham på grundlag af hans eksamensbevis fordi han i en anden EU-medlemsstat, Italien, ville kunne opnå en autorisation på grundlag af eksamensbeviset. A mente videre at Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets afgørelser er i strid med den danske integrationspolitik og er udtryk for nationalitetsdiskrimination. A mente endelig at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet burde tillægge det betydning at A havde arbejdstilladelse i Italien inden han indrejste til Danmark, og at årsagen til at hans italienske arbejdstilladelse udløb, var fejl hos danske myndigheder i forbindelse med A’s indrejse til Danmark.

Ombudsmandens udtalelse

”Styrelsens og ministeriets afgørelser er truffet efter bestemmelser i lægeloven, bekendtgørelse nr. 402 af 8. juni 1989 med senere ændringer om EF-statsborgeres adgang til udøvelse af lægegerning i Danmark, vejledning nr. 180 af 15. november 1996 om autorisation af læger uddannet i udlandet og Rådets direktiv 93/16/EØF af 5. april 1993 om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser m.v. De nævnte forskrifter indeholder bl.a følgende bestemmelser

Lægeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995

’§ 2. autorisation som læge meddeles af Sundhedsstyrelsen den, der har bestået dansk lægevidenskabelig embedseksamen, og som over for et lægevidenskabeligt fakultet har aflagt lægeløftet.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En irakisk statsborger der var rejst ind i Danmark, ansøgte Sundhedsstyrelsen om at blive læge i Danmark på grundlag af sin italienske eksamen i kirurgi og medicin.

Sundhedsstyrelsen meddelte at han ikke kunne blive autoriseret på grundlag af sin italienske eksamen i henhold til EU-reglerne om gensidig anerkendelse af lægers eksamensbeviser m.m. da disse regler kun var gældende for EU-statsborgere. Styrelsen stillede derfor supplerende krav den irakiske statsborger efter reglerne om autorisation af læger der ikke er omfattet af den nordiske overenskomst eller EU-reglerne.

Ansøgeren klagede til Sundhedsministeriet der stadfæstede Sundhedsstyrelsens afgørelse. Han klagede herefter til ombudsmanden og anførte bl.a. at Danmark som medlem af EU skulle autorisere ham på grundlag af hans eksamensbevis fordi han i en anden EU-stat, Italien, ville kunne opnå autorisation på grundlag af eksamensbeviset.

Ombudsmanden udtalte som sin opfattelse at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet havde været berettiget til at behandle ansøgningen efter de regler der gjaldt for tredjelandes statsborgere med en udenlandsk lægeeksamen, uanset at ansøgeren herved fik en ringere retsstilling end en EU-statsborger med den samme eksamen.

På grundlag af en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen kunne ombudsmanden ikke kritisere de krav af lægefaglig karakter som Sundhedsstyrelsen stillede, som usaglig forskelsbehandling idet forskelsbehandlingen udelukkende var begrundet i Danmarks forpligtelser som medlem af EU. (J.nr. 1999-1852-719).