Ulovbestemt partshøringspligt om skitse over kommunes forslag til boligændring. Bistandslovens § 59.

§ 19, stk. 2, indeholder visse undtagelser fra partshøringspligten. Der er bl.a. ikke pligt til at partshøre hvis det må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag.

Forvaltningsmyndigheden har ansvaret for at sagen oplyses i et tilstrækkeligt omfang, og partshøringsreglerne skal bl.a. sikre at parten får tilstrækkelig lejlighed til at kontrollere beslutningsgrundlaget inden afgørelse træffes. Eventuelle fejl i beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten ligesom denne også på anden måde får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter. Partshøringsreglerne skal endvidere tjene til at styrke tilliden til forvaltningen i forbindelse med de berørte borgeres opfattelse af den måde hvorpå myndighederne behandler deres sag.

Reglen i forvaltningslovens § 19 angår alene myndighedens pligt til at partshøre over faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Forvaltningsloven fastlægger imidlertid kun minimumsregler. En videregående pligt til partshøring kan også følge af ulovbestemte partshøringsregler. Der er således efter omstændighederne også en pligt til at foretage partshøring over vurderinger og lignende der ikke indgår i sagen som en faktisk omstændighed eller over hele afgørelsesgrundlaget, inden afgørelse træffes, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 224ff, og tilsvarende Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 347ff, og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 163f.

Af Justitsministeriets vejledning af 1986 om forvaltningsloven, pkt. 105, fremgår bl.a. følgende

’Bestemmelserne i forvaltningsloven fastlægger, hvornår en myndighed er forpligtet til at foretage partshøring. Bestemmelserne er imidlertid ikke til hinder for, at der gennemføres partshøring i videre omfang. Partshøring bør derfor foretages også i tilfælde, hvor parten skønnes at have nogen interesse i at få lejlighed til at se og eventuelt kommentere afgørelsesgrundlaget, medmindre hensynet til offentlige eller andre privates interesser taler imod det.

Ombudsmanden har tillige i flere sager udtalt sig om en videregående ulovbestemt pligt til at partshøre, jf. således Folketingets Ombudsmands beretning for året 1984, s. 139ff*, beretningen for 1988, s. 118ff*, og beretningen for 1994, s. 207ff*. Sagen i beretningen for 1988, s. 118ff, har jeg omtalt nærmere nedenfor under pkt. 2.

2. Vejle Kommunes partshøringspligt

De indsendte med Deres ansøgning af 2. februar 1997 tegninger over Deres hus og de ændringer De ønskede at foretage. På grundlag heraf udarbejdede Vejle Kommune i forbindelse med behandling af sagen bl.a. en skitse over forslag til ændring i den oprindelige bebyggelse der kunne sikre at (B) fik et værelse på ca. 10 m2. Skitsen indeholdt tillige kommunens forslag til indretning af de to berørte værelser.

Jeg kan ikke ud fra sagens akter se at De forud for kommunens afgørelse skulle have modtaget kopi af denne skitse.

I Deres brev af 12. august 1997 til ankenævnet anførte De således også følgende

’

Der nævnes en skitse med møbleringsforslag. En skitse vi aldrig har stiftet bekendtskab med, hvorfor det kan være lidt vanskelig at forholde sig til mulighederne heri.

’

På telefonisk forespørgsel den 30. august 1999 oplyste Vejle Kommune hertil at kommunen mente at De under sagens behandling havde modtaget kopi af skitsen enten forud for afgørelsen eller i forbindelse med tilsendelse af afgørelsen. Den 3. september 1999 oplyste kommunen dog telefonisk at man ikke lå inde med dokumentation herfor, og at alle sagens akter var sendt til mig.

På baggrund af sagsakterne må jeg herefter lægge til grund at De ikke forud for eller i forbindelse med kommunens afgørelse af 14. maj 1997 modtog kopi af kommunens skitse med forslag til ændring af den oprindelige bebyggelse.

Spørgsmålet er herefter om skitsen havde en sådan karakter at kommunen havde pligt til at partshøre herover før der blev truffet afgørelse i sagen.

Sagen som er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1988, s. 118ff, vedrørte en klage over en afgørelse fra det daværende Familieretsdirektorat om en ægtefælles underholdsbidrag. (K) og (M) var den 4. januar 1984 blevet separeret bl.a. på vilkår at (M) skulle betale bidrag til (K)’s underhold. (K) ønskede ikke på daværende tidspunkt bidrag fastsat. (K) anmodede senere om fastsættelse af bidrag fra den 1. februar 1985. Ved dom af 19. juni 1985 blev (K) og (M) skilt på vilkår at (M) blev pålagt bidragspligt over for (K) i to år. Statsamtet afslog i august 1985 (K)’s ansøgning om fastsættelse af bidrag under henvisning til at der ifølge en politirapport bestod et personligt og økonomisk fællesskab mellem (K) og (S). Familieretsdirektoratet tiltrådte afgørelsen. I oktober 1986 ansøgte (K) på ny om fastsættelse af bidrag og henviste til at hendes forhold til (S) var ophørt samme måned. Statsamtet pålagde herefter (M) at betale 1.500 kr. om måneden i bidrag til (K) frem til den 19. juni 1987 hvor bidragspligten bortfaldt. Statsamtet lagde vægt på at det ifølge en politirapport ikke fandtes godtgjort at (K) havde et personligt eller økonomisk interessefællesskab med en anden mand. Bidragets størrelse var herefter fastsat under hensyn til (K)’s og (M)’s økonomiske forhold. (M) klagede til Familieretsdirektoratet over bidragets størrelse. Familieretsdirektoratet ændrede statsamtets afgørelse under henvisning til at der ved fastsættelse af bidrag kan lægges vægt på om der i en periode af længere varighed ikke havde været fastsat bidrag på grund af hustruens personlige og økonomiske interessefællesskab med en anden mand. Direktoratet fandt under hensyn til bl.a. varigheden af (K)’s og (S)’s interessefællesskab ikke at der overhovedet burde fastsættes bidrag til (K)’s underhold. (K) klagede herefter til ombudsmanden der bl.a. udtalte følgende

”Ved min gennemgang af sagen har jeg hæftet mig ved, at Familieretsdirektoratets afgørelse hviler på et andet bedømmelsesgrundlag end statsamtets for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der som følge af samliv med en anden mand overhovedet skulle fastsættes bidrag. Det fremgår ikke af statsamtets afgørelse, om amtet herudover skulle have vurderet sagen i lyset af den ovennævnte praksis vedrørende undladelse af at fastsætte bidrag, selv om samlivet med anden mand er ophørt. Denne praksis kom efter det oplyste først ind i billedet i forbindelse med Familieretsdirektoratets behandling af sagen, så vidt ses på Familieretsdirektoratets foranledning.

Det fremgår af brevvekslingen med Familieretsdirektoratet, at De ikke var – og ikke blev gjort – bekendt med den omtalte praksis, før Familieretsdirektoratets afgørelse forelå.

Som det fremgår af Familieretsdirektoratets afgørelse, er oplysninger om parternes økonomi uden betydning, når sagen afgøres ud fra praksis med hensyn til undladelse af at fastsætte bidrag efter samliv med en anden mand. Afgørende i den forbindelse er oplysninger om varigheden af det personlige og økonomiske interessefællesskab med den anden mand. Familieretsdirektoratet lagde således vægt på politirapportens oplysninger om, at De og (S) ’havde kendt hinanden’ siden februar måned 1984.

Efter min opfattelse burde Familieretsdirektoratet have sikret sig, at De fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger til sagen, således som den forelå efter indførelsen af det nye (generelle) bedømmelsesgrundlag. Det kunne efter min mening ikke udelukkes, at De havde yderligere oplysninger af betydning for dette eller ønskede at præcisere, eventuelt korrigere, de oplysninger, som De tidligere havde afgivet til bl.a. politiet.

Familieretsdirektoratet burde således, inden det traf afgørelse, have sendt Dem kopi af den i sagen foreliggende politirapport, med fremhævelse af de oplysninger, bl.a. om varigheden af Deres forhold til (S), som direktoratet agtede at lægge vægt på ved afgørelsen af, om der overhovedet skulle fastsættes bidrag.

Som begrundelse for mit standpunkt henviser jeg til bestemmelsen om partshøring i forvaltningslovens § 19. Høringspligten omfatter faktiske oplysninger, som er til ugunst for parten, og som den pågældende ikke allerede ved er i myndighedens besiddelse. Det generelle bedømmelsesgrundlag, regler og praksis m.m. er ikke omfattet, herunder heller ikke et eventuelt nyt bedømmelsesgrundlag i klageinstansen. Hvis imidlertid det nye bedømmelsesgrundlag indebærer, at tidligere givne oplysninger til sagen får en anden betydning, således at oplysningerne, fra tidligere at være til fordel for parten eller være af uvæsentlig betydning, nu får væsentlig betydning til ugunst for parten, må forholdet efter min mening sidestilles med inddragelse af nye faktiske oplysninger. Konsekvensen må i almindelighed være, at der skal ske partshøring for så vidt angår disse oplysninger.’

Efter min opfattelse må Vejle Kommunes skitse anses for at have været af væsentlig betydning for sagen idet den var udtryk for kommunens vurdering af hvordan man ved ændring i den oprindelige bebyggelse kunne give (B) et værelse af en passende størrelse, dvs. uden at foretage den af Dem ønskede tilbygning. Kommunens forslag til ændring – og hermed afgørelsen – afveg således væsentligt fra det ansøgte. De faktiske oplysninger som De havde afgivet vedrørende den oprindelige bebyggelse der skulle støtte Deres ansøgning, fik i forbindelse med kommunens behandling en væsentlig betydning for sagens afgørelse til ugunst for Dem.

Det kan efter min mening ikke udelukkes at De ville have haft eventuelle yderligere oplysninger eller bemærkninger af betydning for kommunens vurdering af mulighederne for ændring i den oprindelige bebyggelse.

Skitsens betydning illustreres endvidere ved det forhold at De – som det fremgår af Deres senere korrespondance med ankenævnet – tilsyneladende havde misforstået kommunens forslag til ændring således som ændringen var beskrevet i kommunens afgørelse.

Hertil kommer at skitsen indeholdt kommunens forslag til indretning af de to berørte værelser. Dette indretningsforslag – som tillige må have haft betydning for kommunens vurdering af sagen, jf. kommunens udtalelse af 8. juli 1997 til ankenævnet – var end ikke medtaget i kommunens begrundelse for afgørelsen.

Vejle Kommune burde på baggrund af ovenstående have sendt Dem kopi af skitsen med forslag til indretning og ændring i den oprindelige bebyggelse og have givet Dem lejlighed til at fremkomme med Deres eventuelle kommentarer hertil inden afgørelsen blev truffet.

Det er således min opfattelse at der for Vejle Kommune forelå en ulovbestemt pligt til at partshøre Dem over skitsen. Det er meget beklageligt at kommunen ikke opfyldte denne partshøringspligt.

Jeg har gjort Vejle Kommune bekendt med min opfattelse.

3. Det sociale ankenævns partshøringspligt

De modtog ved brev af 29. juli 1997 fra det sociale ankenævn kopi af Vejle Kommunes udtalelser af 23. juni og 8. juli 1997.

I brev af 12. august 1997 fremkom De med bemærkninger til kommunens udtalelser. De anførte bl.a. at De forudsatte at de nævnte ’journalnotater’ var de af nævnet fremsendte kopier udarbejdet af (C) den 8. juli 1997, dvs. kommunens supplerende udtalelse af 8. juli 1997 til nævnet. Jeg må forstå det således at De ikke var klar over at der ved journalnotater menes kommunens interne notater i sagen. Samtidig anførte De at De ikke var bekendt med ergoterapeutens bemærkninger af 10. juni 1997 til Deres anke, ligesom De som citeret ovenfor under afsnit 2 gjorde opmærksom på at De ikke havde kendskab til kommunens skitse ’med møbleringsforslag’.

Det sociale ankenævn traf afgørelse i sagen den 17. december 1997 uden at forholde sig til Deres ovennævnte bemærkninger.

Det var først den 16. januar 1998 – da ankenævnet havde modtaget Deres klage af 13. januar 1998, hvori De bl.a. anførte at De ikke havde haft en reel mulighed for at få indsigt i det grundlag hvorpå afgørelserne var truffet – at ankenævnet sendte Dem kopi af kommunens skitse over eksisterende indretning og skitse over forslag til ændring af oprindelig bebyggelse.

Jeg kan imidlertid ikke ud fra sagens akter se at ankenævnet skulle have sendt Dem en kopi af bemærkningerne af 10. juni 1997 fra kommunens ergoterapeut, eller at ankenævnet skulle have gjort Dem bekendt med at der ved ’journalnotater’ ikke var tale om kommunens supplerende udtalelse af 8. juli 1997, men derimod kommunens interne notater.

Ved telefonisk henvendelse den 30. august 1999 til det sociale nævn har nævnet oplyst hertil at det ikke erindres om De er blevet partshørt over ergoterapeutens bemærkninger.

Jeg må herefter lægge til grund at De ikke er blevet partshørt herover i forbindelse med ankenævnets behandling af sagen.

Efter min opfattelse var ergoterapeutens bemærkninger en del af kommunens udtalelse i anledning af Deres klage.

Ankenævnet burde derfor have medsendt kopi af ergoterapeutens bemærkninger i forbindelse med at ankenævnet partshørte Dem over kommunens udtalelser af 23. juni og 8. juli 1997.

Da De i Deres brev af 12. august 1997 selv gjorde opmærksom på at De ikke var bekendt med ergoterapeutens bemærkninger, burde ankenævnet i hvert fald på dette tidspunkt have reageret ved at sende Dem kopi af bemærkningerne. Den manglende partshøring er i strid med forvaltningslovens § 19.

Efter min opfattelse burde ankenævnet under sin behandling af sagen endvidere have påset om Vejle Kommunes partshøringspligt var iagttaget.

Forud for sin afgørelse af 17. december 1997 burde ankenævnet således være blevet opmærksom på at kommunen ikke havde partshørt Dem over – eller i øvrigt gjort Dem bekendt med – skitsen over forslag til ændring af den oprindelige bebyggelse i Deres hus. Så meget desto mere eftersom De selv allerede i brev af 12. august 1997 til ankenævnet udtrykkeligt gjorde opmærksom herpå.

Det er meget beklageligt at ankenævnet ikke påså dette forhold og sørgede for at den fornødne partshøring fandt sted før nævnet traf afgørelse i sagen, og ikke først da ankenævnet havde færdigbehandlet sagen.

Ankenævnet burde endvidere have påset om De var blevet partshørt over de oplysninger som kommunen havde indhentet fra Kolding Sygehus, og have sørget for at den fornødne partshøring fandt sted.

Endelig mener jeg at det ville have været i overensstemmelse med god forvaltningsskik hvis ankenævnet i anledning af Deres brev af 12. august 1997 havde orienteret Dem om at der ved ’journalnotater’ ikke var tale om kommunens udtalelse af 8. juli 1997, men derimod kommunens interne notater. De ville herved have haft lejlighed til at tage stilling til om De ville bede om aktindsigt og eventuelt kommentere dette materiale inden ankenævnet traf afgørelse.

Jeg har gjort Det Sociale Nævn for Vejle Amt bekendt med min ovenstående opfattelse.

Jeg har – på baggrund af at De ikke blev partshørt i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 – overvejet om jeg burde henstille til det sociale nævn at genoptage sagen. Efter min gennemgang af sagen mener jeg imidlertid ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at henstille genoptagelse. Jeg mener således fortsat – på trods af det De har anført i Deres brev af 10. januar 2000 – at den manglende partshøring ikke kan antages at have haft indflydelse på resultatet af nævnets afgørelse. Jeg har derfor besluttet ikke at bede nævnet genoptage sagen.

Jeg foretog mig herefter ikke mere i sagen.”

NOTER: (*) FOB 1984, s. 139, FOB 1988, s. 118, og FOB 1994, s. 207.

Ulovbestemt partshøringspligt om skitse over kommunes forslag til boligændring. Bistandslovens § 59.

En far til et handicappet barn klagede til mig over myndighedernes afslag på at yde tilskud til boligændring efter bistandslovens § 59.

Det fremgik af sagen at A’s søn, B, som er født den 7. oktober 1991, har følger efter hydrocephalus (vand i hovedet) i form af bl.a. nedsat gangfunktion.

A søgte ved brev af 2. februar 1997 Vejle Kommune om tilskud til boligændring i form af en tilbygning til sit hus således at huset i højere grad ville opfylde B’s behov.

Det fremgik af A’s brev at tilbygningen skulle være i to etager med stue i forlængelse af eksisterende bebyggelse, en trappenedgang til nyt forældresoveværelse, badeværelse og indgang til et ældre kælderrum der ikke tidligere havde været anvendt til beboelse. Kælderrummet skulle indrettes til indendørs lege- og "træningsrum". B skulle overtage forældrenes soveværelse idet de oprindelige børneværelser var for små til hans behov. Anden fase af boligændringen skulle bl.a. omfatte en svalegang så det var muligt for B at færdes og komme rundt om huset. A medsendte diverse tegninger over tilbygningen til huset.

Af kommunens journalark fremgår bl.a. følgende

" 12.05.1997

(A) har selv fået udarbejdet tegninger til tilbygning af deres hus og søger i den forbindelse om tilskud til byggeriet over BL's § 59 (se vedlagte tegninger samt brev fra (A)). Forud for påbegyndelsen af selve byggeriet er jeg blevet spurgt om, om jeg fandt indretningen hensigtsmæssig for (B). (B) kan nu gå med støtte af en person. I børnehave færdes han med rollator, som han dog ikke har villet bruge i hjemmet. Her kravler han eller går ved personstøtte. (B) benytter ikke kørestol. Jeg har haft telefonisk kontakt til børnelæge på Kolding Sygehus og spurgt ham, om han forventer, at (B) på et senere tidspunkt vil blive kørestolsbruger. Han udtaler, at der ikke er grund til at tro, at (B) på noget tidspunkt får behov for kørestol indendøre, men at han vil blive gående, min. ved støtte af rollator. Hjemmet skal derfor indrettes til (B) som gående med gangredskab.

...

Det skønnes, at (B) faktisk har behov for et større værelse, så han kan komme rundt på værelset med sin rollator, komme til og fra sin seng, nå legetøj fra en reol og have en siddeplads. Det vurderes, at det eksisterende værelse kan udvides til 10 m2 ved at flytte væggen mellem værelset og soveværelset. Soveværelset vil da blive på 12 m2, og der vil fortsat være plads til dobbeltseng og nuværende skabe. Det er således muligt at give (B) et rimeligt stort værelse, uden at bygge til huset, og der vil kun kunne gives tilskud til byggeriet svarende til udgiften ved at flytte skillevæggen. Det vurderes, at der ikke kan gives tilskud til etablering af svalegang. Vejle Kommunes standard er at give mulighed for at færdes fra indgangspartiet til terassen. Dette forudsætter ikke opførelse af en svalegang, men nedlægning af fliser svarende til ca. 40 m2 fra terasse til indgang. Endelig kan der ikke gives tilskud til etablering af den indvendige trappe, der muliggør, at familien får et aktivitets/motorikrum, idet dette ikke skønnes at være en nødvendig betingelse for, at (B) kan bo i huset. Forældrene er blevet tilbudt, at der bevilges fjernelse af dørtrin i eksisterende beboelse, hvilket vil gøre det lettere for (B) at færdes med rollator. Såfremt dette sker, og værelset udvides som ovenfor nævnt, vil (B) kunne færdes frit i værelse, soveværelse, gang, badeværelse og stue. Såfremt (B) skal have let adgang til køkkenet, bør spisepladsen flyttes fra køkken til stue. Det vil kræve en dør fra køkken til stue, og denne ændring er forældrene blevet tilbudt. De har endnu ikke tage stilling til dette. Efter aftale med ( ) skrives afslag på tilskud til opførelse af 1 ekstra værelse, opførelse af svalegang og etablering af indvendig trappe til aktivitetsrum. Der bevilges et beløb svarende til prisen for flytning af væg mellem værelse og soveværelse samt til nedlægning af fliser mellem indgang og terasse."

Kommunen meddelte i brev af 14. maj 1997 A følgende

"...

Ifølge BL's § 59 kan der gives tilskud til nødvendige boligændringer.

Det skønnes at være nødvendigt for (B) at få et større værelse, hvor han kan komme omkring med 1 rollator. Det vurderes dog, at et eksisterende værelse kan udvides til 10 m2, ved at flytte skillevæggen til soveværelset, og derved blive tilstrækkelig stort til (B). Der gives derfor afslag på tilbygning af et ekstra værelse, men gives bevilling på et beløb svarende til flytning af skillevæg mellem værelse og soveværelse.

Der gives afslag på bevilling af etablering af svalegang rundt om tilbygningen, idet det ikke skønnes at være nødvendigt for (B) at kunne færdes hele vejen rundt om huset. Derimod skønnes det at være nødvendigt at kunne færdes fra indgangsparti til terrassen, hvorfor der bevilges etablering af flisegang – ialt 40 m2.

Der gives afslag på bevilling af etablering af indvendig trappe, der sikrer adgang til et fremtidigt aktivitets/træningsrum, idet dette ikke er en nødvendig foranstaltning for (B)."

A klagede i brev af 8. juni 1997 over kommunens afgørelse. A anførte bl.a. at de boligmæssige forandringer var nødvendige for en fortsat positiv fysisk og mental udvikling af B, herunder skabelsen af en hverdag for ham og den øvrige familie der ikke gav associationer i retning af at hjemmet for B var en passiv opbevaringsplads. Videre anførte A bl.a. følgende

”Forandringen af vort hjem betragter vi som forebyggende og absolut nødvendig for at afhjælpe og formindske de boligmæssige ulemper. Dette set ud fra såvel familiens 'overlevelse' og den fortsatte 'kamp' for. Vi tror og kæmper for at (B) skal komme til at gå selv, men vi er også af den overbevisning, at forudsætningen herfor i et væsentligt omfang bl.a. er betinget af de fysiske forhold i hjemmet. Senest har H-gruppen ved (C) opfordret os til at modtage en kørestol, men kørestol eller ej er de boligmæssige forandringer og behov for ændringer de samme."

På et møde i Vejle Kommune den 13. juni 1997 revurderede kommunen A’s sag og meddelte A i brev af 16. juni 1997 at afgørelsen blev fastholdt.

I brev af 18. juni 1997 til Det Sociale Ankenævn for Vejle Amt fremkom A med yderligere bemærkninger til sagen. Nævnet sendte den 19. juni 1997 A’s klage til kommunen med anmodning om en udtalelse.

Ved brev af 23. juni 1997 sendte Vejle Kommune A’s klage af 8. juni 1997 til ankenævnet og skrev bl.a. følgende

"Afgørelsen er på møde den 13/6-1997 genvurderet, hvor afgørelsen fastholdes.

Der vedlægges relevante sagsakter herunder kopi af

Familiens ansøgning af 2/2-1997, herunder også kopi af medsendte tegninger over byggeriet.

Journalnotater.

Afslagsskrivelse af 14/5-1997.

Bemærkning fra ergoterapeut til ankeskrivelse af 10/6-1997.

Brev til familien af 16/6-1997 vedr. fastholdelsen af afgørelsen."

I den nævnte bemærkning af 10. juni 1997 fra ergoterapeut C kommenterede denne det forhold at A i sin klage af 8. juni 1997 til kommunen havde oplyst at C havde opfordret A til at få en kørestol til B. C skrev bl.a. således

”Familien har søgt om bevilling af en let klapvogn, idet (B) er blevet for stor til deres almindelige klapvogn. I den forbindelse har jeg bedt familien overveje, om de i stedet skal søge om en kørestol til udendørs brug. (B) fylder i efteråret 6 år, og det kan styrke både hans egen og omgivelsernes opfattelse af ham som en ’stor dreng’, at han benytter en kørestol og ikke en klapvogn, der normalt forbindes med mindre børn. Endvidere er det min erfaring, at børn ikke ønsker at blive set i en klapvogn, når de er begyndt deres skolegang. Det vil derfor også være en mere langsigtet løsning at bevilge en kørestol.

Der kan således kun være tale om evt. bevilling af en udendørs kørestol, som ikke har nogen betydning for den ansøgte boligændring. Jeg betragter fortsat (B) som en dreng, der ikke skal benytte kørestol indendøre men stimuleres bedst muligt til at benytte sit gangapparat.”

I brev af 26. juni 1997 bad ankenævnet Vejle Kommune om en supplerende udtalelse om sagen. Nævnet skrev bl.a. følgende

"Modtager han [(B): min bemærkning] i børnehaven den nødvendige motoriske træning? Er der fra lægelig/fysioterapeutisk side stillet krav om, at der skal foregå motorisk træning i hjemmet, som stiller særlige krav herunder om et særligt aktivitetsrum eller ville den nødvendige gangtræning kunne foregå inden for de hidtidige eksisterende rammer i hjemmet?

Det fremgår af medsendte tegninger, at det eksisterende forældresoveværelse er på 12 kvadratmeter og at der ved siden af dette er et værelse på 7 kvadratmeter. Er det sidstnævnte værelse, som (B) har og som i følge afgørelsesskrivelsen til klager kan udvides til 10 kvadratmeter ved at flytte væggen til forældrenes soveværelse? Ville forældrenes soveværelse efter denne ændring stadig være 12 kvadratmenter og fungere til sit formål? Der henvises til det med håndskrevne på tegningen om, at soveværelset og det lille værelse inden en sådan ændring var henholdsvis 12 og 7 kvadratmeter. Er der tegninger af huset, som indeholder de af kommunen foreslåede ændringer af de to rum og markering af flisegangen rundt om huset fra indgangsparti til terrassen? Kopi af disse ændringer bedes fremsendt."

I sin udtalelse af 8. juli 1997 til ankenævnet skrev Vejle Kommune bl.a. således

"(B) får træning 1 gang ugentligt af fysioterapeut (D), specialbørnehaven (X). Vedlagt fysioterapeutisk vurdering af funktionsniveau fra 10.06.1996. Telefonisk oplyser (D) d.d., at der ikke er stillet krav til forældrene om, at der foregår motorisk træning i hjemmet. (D) giver (B) den nødvendige motoriske træning, der følges op af støttepædagogen i børnehaven. Der er en forventning om, at forældrene forsøger at motivere (B) til at bruge de indlærte færdigheder som en naturlig del af dagligdagen, men at dette ikke skal have karakter af træning. Der er således heller ikke stillet krav om et særligt aktivitetsrum.

Såfremt familien som foreslået ændrer på deres indretning af det oprindelige hus, så (B) får eget værelse – gerne min. 10 m2, at spisepladen fjernes fra køkkenet, så der bliver bedre gulvplads og dørtrinene i huset fjernes, vil (B) kunne færdes i huset ved støtte af rollatoren.

Der vedlægges følgende tegninger over den oprindelige bygning

1) Nuværende indretning

2) Vejle Kommunes forslag til indretning

3) Skitse over flisearealer

ad 1) Huset rummer i alt 1 soveværelse og 2 værelser. Familien har valgt at lade de 2 børn dele det mindste værelse (ca. 7 m2 ). Det største værelse (ca. 8 m2 ) benyttes som arbejdsværelse. Der er meget snæver passage i køkkenet, idet ganglinien spærres af familiens spiseplads.

ad 2) Idet huset rummer 2 værelser, og da børnene har en alder, hvor familien kunne forventes at prioritere at give dem eget værelse, tages udgangspunkt i at arbejdsværelset frigøres til børneværelse. Det foreslås, at skabsvæggen i soveværelset flyttes, hvorved soveværelset bliver lidt mindre (ca. 12,5 m2 ), og det tilstødende værelse bliver større ( 10 m2 ). Et værelse på 10 m2 vil være tilstrækkelig stort til et barn, der er gående med støtte af rollator. Søsteren kan benytte det mindre værelse på ca. 7 m2. På skitsen er indtegnet møbleringsforslag i soveværelse og i (B)'s værelse. Der vil fortsat være plads til de samme indbyggede skabe og dobbeltsengen i soveværelset. I (B)'s værelse er placeret: 1 seng (2,0 x 0,8 m ), 1 skrivebord (0,6 x 1,2 m ) og de 2 oprindelige indbygningsskabe. I køkkenet er indtegnet en ny dør, der forbinder køkken med den del af stuen, hvor familien nu har placeret spisebord."

Kommunens udtalelser blev den 29. juli 1997 sendt til A med henblik på dennes eventuelle bemærkninger.

A fremkom med sine kommentarer til kommunens udtalelser ved brev af 12. august 1997. A skrev bl.a. følgende

”Vedr. brev af 23.06.97 fra Vejle Kommune til Vejle Statsamt

- Journalnoter, jeg forudsætter her at det er de af Dem fremsendte fotokopier, udarb. af Fr. (C)/kt af 08.07.97.

- Bemærkninger fra ergoterapeut til anke af d. 10.06.97 – ikke bekendt.

Vejle Kommunes indendørs 'indretningsudspil' er fremkommet længe efter at endelige tegninger og ansøgning om støtte var tilgået Vejle Kommune efter den forretningsgang der er anført i ansøgning om støtte og byggeriet var påbegyndt. (Byggeriet blev påbegyndt i uge 7).

'Indretningsudspillet' fremkom først i forbindelse med afslag om støtte , men dog med støtte til at flytte en skillevæg, ( )

Der nævnes en skitse med møbleringsforslag. En skitse vi aldrig har stiftet bekendtskab med, hvorfor det kan være lidt vanskelig at forholde sig til mulighederne heri.

...

Ved at flytte skillevæggen/skabe mellem soveværelse og det 'store' værelse vil der ikke være mulighed for at flytte 'arb.værelset' ind i soveværelset pga. pladsmangel – ligesom skillevæggen, efter at være flyttet bare få cm vil stå i døråbningen til soveværelset, hvilket vil fremgå af tegning. Selv med kun en delvis flytning af skillevæggen vil funktionen af soveværelse få nævnte virkning ligesom tilvæksten til (B)'s værelse kun vil have yderst marginal værdi.

...

Flytning af soveværelsesdør i takt med flytning af skillevæg var en mulighed, men vil medføre en markant reduktion af det 'lille' værelse , jvf. tegning, til noget der herefter vil være at betragte som uegnet som værelse for et barn. Dette tillige med en kraftig forøgelse af gangarealet til ingen nytte."

Den 3. oktober 1997 sendte A ankenævnet de seneste vurderinger fra børnehave og fysioterapeut vedrørende B’s udvikling.

Det sociale ankenævn traf på møde den 16. december 1997 følgende afgørelse der blev meddelt A i brev af 17. december 1997

"Nævnet tiltrådte Vejle Kommunes afgørelse.

Ifølge bistandslovens § 59 kan der ydes nødvendig hjælp til indretning af boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for Deres søn.

Nævnet fandt, at der med bevillingen af hjælp til udgifterne ved udvidelsen af Deres søns værelse og de øvrige tilbudte ændringer var ydet den fornødne støtte med skyldig hensyntagen til, at familien iøvrigt kunne fungere under de givne boligmæssige rammer.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, i hvilket omfang Deres søns nedsatte funktionsevne medfører særlige krav til den bolig, som han skal bebo, samt at der ikke stilles specielle boligmæssige krav til faciliteter i hjemmet med hensyn til optræning af Deres søns funktionsevne.

..."

I brev af 13. januar 1998 til ankenævnet klagede A over afgørelsen. A anførte på ny at det var fysisk umuligt at flytte skillevæggen mellem A’s soveværelse og B’s værelse idet døren til soveværelset da skulle flyttes ind i det mindste værelse. Dette værelse ville efter A’s opfattelse herefter blive på størrelse med et vindfang og ville dermed ikke længere kunne fungere som et værelse. Samtidig oplyste A at soveværelset ikke som anført af nævnet var 14 m2, men derimod 12 m2. Endelig anførte A at han under sagens behandling ikke havde haft en reel mulighed for at få indsigt i det grundlag hvorpå afgørelserne var truffet, og dermed heller ikke mulighed for at imødegå og belyse de forhold der var af betydning for sagen.

Den 16. januar 1998 sendte ankenævnet A kopi af de af kommunen udarbejdede skitser over den eksisterende indretning og forslag til ændring. I skitsen over den eksisterende indretning var målene for arbejdsværelset og soveværelset angivet til henholdsvis 8,3 m2 og 13,8 m2. I skitsen over kommunens forslag til ændring var målene angivet til henholdsvis 10,2 m2 og 12,7 m2. I brevet henviste nævnet til at ændringsforslaget ifølge skitsen ikke indebar en flytning af døren til soveværelset som beskrevet af A. Ankenævnet bad om at modtage A’s kommentarer til skitserne.

A sendte sine bemærkninger til nævnet i brev af 24. januar 1998. A gjorde bl.a. indsigelse imod de af kommunen angivne mål for arbejdsværelset og soveværelset og anførte at arbejdsværelset – som efter kommunens opfattelse kunne blive B's fremtidige værelse – ved flytning af skillevæggen kun ville blive 9,4 m2 og ikke 10,2 m2 som anført af kommunen. A gjorde endvidere gældende at en udvidelse af værelset fra 8,3 m2 til 9,4 m2 ikke ville have nogen reel betydning.

Det sociale ankenævn afviste den 29. januar 1998 at genoptage sagen. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på at A’s breve af 13. og 24. januar 1998 ikke fandtes at indeholde sådanne ændrede oplysninger om især målene og størrelsen af de to værelser i forhold til det sagsgrundlag som forelå ved nævnets behandling af sagen at disse kunne danne baggrund for en ændret afgørelse. Samtidig oplyste nævnet at sagen var sendt til videre behandling i Den Sociale Ankestyrelse.

Ankestyrelsen afviste den 13. februar 1998 at behandle sagen da den ikke fandtes at have principiel eller generel betydning.

I brev af 23. november 1998 klagede A til mig over myndighedernes afgørelser.

Jeg anmodede den 10. december 1998 Det Sociale Nævn (tidligere Det Sociale Ankenævn) for Vejle Amt om en udtalelse i anledning af Deres klage. Samtidig bad jeg det sociale nævn om forinden at indhente en udtalelse fra Vejle Kommune om sagen.

Jeg modtog myndighedernes udtalelser den 4. marts 1999.

I sin udtalelse af 22. januar 1999 anførte Vejle Kommune bl.a. følgende

"I forbindelse med behandling af familiens ansøgning af 2.2.97 om boligændring efter BL §59 blev der telefonisk indhentet lægelige oplysninger fra børnelæge, Pædiatrisk afd. Kolding sygehus. Der blev givet tilladelse til, at samtalen blev refereret i sagen.

Vejle Kommunes kendskab til (B)’s aktuelle funktionsniveau, var baseret dels på løbende kontakt til behandlende fysioterapeut (D), specialbørnehaven (X) og til støttepædagog i børnehaven (Y), dels på egen vurdering af (B) foretaget på besøg i hjemmet og i børnehaven.

...

I vurderingen af ansøgningen om boligændring er der taget udgangspunkt i, at familien ønskede at blive boende i nuværende hus, og at der skulle findes en løsning, der sikrede, at (B) ved støtte af en rollator kunne komme i alle rum i stueplan. Samtidig er vurderet, at det var vigtigt for (B) at kunne færdes udendøre fra forsiden af huset til terrassen gående med rollator eller på cykel. Derimod finder Vejle kommune ikke, der er lov grundlag for at bevilge en boligændring, der alene har til formål at give god plads, så barnet kan lege/tumle og derved udvikle sig.

Som bilag vedlægges kopi af sagsakter. I den forbindelse gøres opmærksom på, at familien på ansøgningstidspunktet selv havde planlagt den ønskede om- og tilbygning, og de havde truffet aftale med en entreprenør om at begynde byggeriet indenfor få uger. Ved den første telefonhenvendelse, uge 3 1997, fremsatte (A) alene ønske om at få en faglig vurdering af, hvorvidt den planlagte om-tilbygning ville være hensigtsmæssig for (B). Ved modtagelsen af ansøgning om bevilling af tilskud til byggeriet af 2/2-97, blev (A) gjort opmærksom på, at der ikke kunne træffes en afgørelse inden den planlagte påbegyndelse af byggeriet. Byggeriet blev trods dette iværksat efter den oprindelige tidsplan."

Det sociale nævn anførte i udtalelse af 3. marts 1999 bl.a. følgende

"På beslutningstidspunktet i nævnet 16. december 1997 forelå for nævnet følgende oplysningsgrundlag

Kommunens udtalelse af 23. juni 1997 med de i udtalelsen nævnte bilag, klagers brev af 18. juni 1997, supplerende oplysninger i brev af 8. juli 1997 fra Vejle Kommune med bilag, brev fra klager af 12. august 1997 med bilag, klagers brev af 3. oktober med bilag.

...

Med hensyn til nævnets afgørelse og baggrunden herfor skal man henvise til afgørelsen af 17. december 1997.

Det skal anføres, at afgørelsen er truffet ud fra en konkret vurdering af sønnens helbredsmæssige forhold, nedsatte evne til at færdes i hjemmet, brugen af rollator/personstøtte til at afhjælpe denne, det oplyste om boligens indretning og størrelse samt karakteren og omfanget de af kommunen tilbudte forandringer set i forhold til lovgrundlaget på området.

Det fremgår bl.a. af den dagældende bistandslovs § 59, at der ydes den nødvendige hjælp til indretning af boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for pgl.

Nævnet fandt, at der med de tilbudte ændringer var givet støtte fra kommunens side i fornødent omfang.

Nævnet skal derfor af ovennævnte grunde afvise klagerens påstand om, at der ikke af nævnet er foretaget en real vurdering af sagen."

Den 16. marts 1999 sendte jeg A kopi af myndighedernes udtalelser, og A fremkom med sine bemærkninger hertil i brev af 7. april 1999.

Den 13. december 1999 sendte jeg en foreløbig redegørelse vedrørende A’s sag til Det Sociale Nævn for Vejle Amt og Vejle Kommune således at nævnet og kommunen kunne få lejlighed til at kommentere de faktiske oplysninger som jeg – på baggrund af sagsakterne – måtte lægge til grund for min opfattelse af sagen. A modtog tillige kopi af min foreløbige redegørelse.

I brev af 10. januar 2000 fremkom A med kommentarer til min foreløbige redegørelse vedrørende sagen. A anførte bl.a. at de sagkyndige udtalelser i sagen primært er fra personer der er i et underordnet forhold til Vejle Kommune, og at der kun er foretaget vurderinger af B’s fysik, dvs. at sociale og andre udviklingsmæssige forhold ikke er inddraget.

Det Sociale Nævn for Vejle Amt beklagede i brev af 26. januar 2000 at nævnet ikke havde partshørt A i fornødent omfang eller påset at Vejle Kommunes partshøringspligt var opfyldt. Nævnet havde ikke herudover kommentarer til min foreløbige redegørelse og meddelte at Vejle Kommune over for nævnet havde oplyst at kommunen heller ikke havde nogen bemærkninger til redegørelsen.

I forbindelse med min behandling af sagen besluttede jeg mig for alene at lade min undersøgelse omfatte Vejle Kommune og det sociale ankenævn idet der ikke var udsigt til at jeg ville kunne kritisere Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 13. februar 1998, jf. ombudsmandslovens § 16, stk. 1.

Ombudsmandens udtalelse

”Myndighedernes afgørelser vedrørende tilskud til boligændring

Vejle Kommunes og det sociale ankenævns afgørelser er truffet i henhold til § 59, stk. 1, i den dagældende bistandslov. Bestemmelsen har følgende ordlyd

’ § 59. Til personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed kan der ydes nødvendig hjælp til indretning af boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for pågældende.’

I Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og befordring efter bistandsloven står bl.a. således

’ 1. Efter lovens § 59, stk. 1, kan det sociale udvalg yde nødvendig hjælp til indretning af boligen for at gøre den bedre egnet som opholdssted for personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed.

...

Hjælpen må anses for nødvendig , når indretningen efter en bedømmelse i det enkelte tilfælde af vedkommende boligforanstaltning og ansøgerens lidelse eller handicap skønnes at kunne afhjælpe eller i betydelig grad formindske de boligmæssige ulemper ved ophold i eget hjem.

Det er således ikke tilstrækkeligt , at en ændring af boligen ud fra en gennemsnitsbetragtning må anses for hensigtsmæssig, lige så lidt som der efter bestemmelsen i § 59, stk. 1, kan ydes hjælp til boligmæssige foranstaltninger, som alene eller overvejende har karakter af istandsættelse, almindelig vedligeholdelse eller modernisering.

...

3. Ved afgørelse af sager om foretagelse af mere omfattende og bekostelige ændringer , f.eks. hjælp til etablering af elevator, kran og mindre om- eller tilbygning med henblik på indretning af et værelse eller lignende, påhviler det det sociale udvalg nærmere at undersøge, om en mere hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af boligforholdene, eventuelt ved flytning, kan tilvejebringes. Det bør i denne forbindelse tages i betragtning, at boligen skal være egnet til benyttelse gennem et længere tidsrum, og at udgifterne ved ændringen må anses for rimelige i forhold til de opnåede brugsmæssige fordele.’

Myndighedernes afgørelse af om der kan ydes tilskud til boligændringer efter bistandslovens § 59, bygger for en stor del på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end kommunen og nævnet der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst.

Efter min gennemgang af sagens akter har jeg ikke grundlag for at konstatere at sagen er mangelfuldt oplyst.

Jeg har herved bl.a. lagt vægt på at den divergerende opfattelse der har foreligget i sagen vedrørende de to berørte værelsers arealer – efter min gennemgang af sagens akter – tilsyneladende skyldtes at kommunen medregnede omfanget af de indbyggede skabe i værelsernes areal hvorimod De alene anførte værelsernes gulvareal.

Spørgsmålet om hvorvidt der burde have været indhentet yderligere fagkyndige udtalelser, beror på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som nævnt ovenfor har jeg som ombudsmand ikke særlige forudsætninger for at foretage denne afvejning på en anden og bedre måde end kommunen og nævnet.

Jeg har herefter koncentreret min undersøgelse omkring ( ) det sociale ankenævns partshøringspligt.

Partshøring

1. Retsgrundlaget

Regler om hvornår en myndighed har pligt til at partshøre, dvs. at give parten lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende indhold

’ § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1) det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

2) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

3) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

4) parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

5) den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

6) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for de påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

...’

Efter § 19, stk. 1, har en myndighed pligt til at partshøre hvis myndigheden i en afgørelsessag er i besiddelse af oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder der er til ugunst for parten, og som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Bestemmelsen forudsætter at parten ikke antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af de pågældende faktiske oplysninger.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En far til et handicappet barn havde ansøgt Vejle Kommune om tilskud til en boligændring i form af en ny tilbygning. Kommunen afslog at give tilskud til tilbygningen og tilbød i stedet tilskud til mindre ændringer af den eksisterende bygning. Kommunens tilbud hvilede på en skitse over forslag til ændringer som kommunen havde lavet. Det Sociale Ankenævn (nu Det Sociale Nævn) for Vejle Amt var enig i kommunens afgørelse.

Efter Ombudsmandens opfattelse var der en ulovbestemt pligt for Vejle Kommune til at partshøre faderen over kommunens skitse. Samtidig burde kommunen have partshørt faderen over nogle lægelige oplysninger som kommunen havde indhentet telefonisk. Ombudsmanden kritiserede også at ankenævnet ikke havde foretaget fornøden partshøring og ikke havde set efter om kommunen havde overholdt sin partshøringspligt. (J.nr. 1998-3539-051).