Standsning af sygedagpenge. Rekursmyndigheds inddragelse af nye oplysninger. Fortolkning af sygedagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1

§ 5, stk. 1 skal, når revalidering er besluttet, derfor træde noget i baggrunden for forlængelsesreglerne, således at man ikke står svagere end, hvis der endnu ikke var truffet afgørelse om revalidering.”

Jeg bad den 8. september 1998 Dagpengeudvalget om en udtalelse om sagen og om forinden at indhente en udtalelse fra kommunen. Jeg bad i den forbindelse bl.a. Dagpengeudvalget oplyse om forholdet mellem dagpengelovens §§ 5 og 22, herunder om udvalget i praksis vurderede muligheden for at fortsætte udbetaling af dagpenge i henhold til § 22 selv om betingelserne i § 5 ikke var opfyldt. Jeg henviste i den forbindelse til en tidligere sag jeg havde behandlet hvori Dagpengeudvalget havde taget stilling til både § 5 og § 22.

Den 16. september 1998 meddelte Dagpengeudvalget at sagen ville blive taget op til fornyet vurdering i udvalget. På den baggrund bad jeg arbejdsløshedskassen om at afvente Dagpengeudvalgets fornyede afgørelse.

Dagpengeudvalget traf den 4. december 1998 fornyet afgørelse og skrev i brev af 15. december 1998 bl.a. følgende

”Dagpengeudvalget har bedt Udvalgets lægekonsulent revurdere sagens lægelige oplysninger og lægekonsulenten har fastholdt sin vurdering om, at De på baggrund af de lægelige akter i sagen, og ud fra en vurdering på et bredere grundlag af helbredstilstanden, ikke kunne anses som fuldt uarbejdsdygtig, idet De ville kunne påtage Dem arbejde, hvor de nødvendige skånehensyn blev opretholdt.

Dagpengeudvalget har behandlet sagen på ny på møde den 4. december 1998, hvor udvalget traf afgørelse om at fastholde den tidligere afgørelse, hvorefter De ikke har ret til dagpenge efter den 18. august 1997, idet De fra dette tidspunkt ikke kan anses for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1.

Dagpengeudvalget har ved den fornyede behandling af sagen lagt vægt på, at kommunen på møde den 12. august 1997 besluttede at give afslag på Deres ansøgning om revalidering, og at Dagpengeudvalget ikke har kompetence til at behandle kommunens afgørelse vedrørende afslag på revalidering.

De har ikke ret til dagpenge efter den 18. august 1997, da De fra dette tidspunkt ikke kan anses for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Der er endvidere ikke grundlag for at forlænge dagpengeudbetalingen, da det efter den 18. august 1998 [skal være 1997; min bemærkning] ikke kan anses som overvejende sandsynligt, at revalidering, herunder arbejdsprøvning, ville blive iværksat, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, og Socialministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994, § 48, nr. 1.

Dagpengeudvalget har ved afgørelsen lagt vægt på de lægelige udtalelser i sagen, herunder det seneste lægebrev af 15. juli 1997 fra ( ) Sygehus, hvoraf det fremgår, at De vil kunne klare arbejde, der ikke belaster Dem fysisk. Desuden har Udvalget lagt vægt på Dagpengeudvalgets lægekonsulents vurdering, hvorefter De, ud fra det i sagen foreliggende og ud fra en vurdering på et bredere grundlag, ikke skønnes at være fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Dagpengeudvalget har desuden lagt vægt på, at kommunen på møde den 12. august 1997 besluttede, at give afslag på Deres ansøgning om revalidering.

Dagpengeudvalget fastholder således sin tidligere afgørelse.

Der henvises i øvrigt til Ankestyrelsens dagældende vejledning nr. 191 af 27. oktober 1994 punkt 142, hvoraf det fremgår, at efter en vis sygemeldingsperiode kan vurderingen af uarbejdsdygtigheden ikke udelukkende foretages ved at sammenholde virkningerne af lidelsen med karakteren af arbejdet før sygemeldingen. Bedømmelsen må ske på et bredere grundlag, således at den pågældende kun kan betragtes som fuldt uarbejdsdygtig, når sygdommen afskærer den pågældende fra at påtage sig arbejde, som anses for passende.”

I brev af 15. februar 1999 rettede arbejdsløshedskassen på vegne af A på ny henvendelse til mig i anledning af Dagpengeudvalgets fornyede afgørelse. Arbejdsløshedskassen henviste i den forbindelse til sin oprindelige klage af 8. juli 1998.

Jeg bad den 22. april 1999 Dagpengeudvalget om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg skrev bl.a. således til udvalget

”Dagpengeudvalget anførte i afgørelsen af 30. juni 1998 at kommunens afgørelse i revalideringssagen kun skulle have været lagt til grund i Dagpengeudvalgets behandling af dagpengesagen såfremt Dagpengeudvalget havde truffet sin afgørelse efter dagpengelovens § 22, men at udvalget imidlertid traf afgørelse efter dagpengelovens § 5, stk. 1, som har forrang for § 22.

Jeg har forstået Dagpengeudvalgets afgørelse af 15. december 1998 således at udvalget nu tillige har truffet afgørelse om afslag på forlængelse af dagpengeudbetalingen efter dagpengelovens § 22. Udvalget har herved bl.a. lagt vægt på at ( ) Kommune den 12. august 1997 meddelte (A) afslag på revalidering. Det nævnes samtidig i afgørelsen at Dagpengeudvalget ikke har kompetence til at behandle kommunens afgørelse vedrørende afslag på revalidering.

I den forbindelse skal jeg navnlig fremhæve at det sociale ankenævn den 22. januar 1998 ændrede ( ) Kommunes afgørelse vedrørende revalidering. Jeg må forstå ankenævnets afgørelse således at (A) blev fundet berettiget til revalidering alene ud fra en helbredsmæssig vurdering, og at ankenævnets afgørelse blev truffet på grundlag af de samme lægelige oplysninger som forelå for kommunen. Baggrunden for at ankenævnet ændrede kommunens afgørelse, må herefter være at kommunens afgørelse – herunder vurdering af de lægelige oplysninger – efter nævnets opfattelse var forkert. Kommunen burde således have bevilget (A) revalidering af helbredsmæssige årsager ved afgørelsen af 12. august 1997.

På baggrund af det ovennævnte skal jeg bede Dagpengeudvalget udtale sig om hvilken betydning det sociale ankenævns ændring af ( ) Kommunes afgørelse om revalidering har for vurderingen af om (A)’s dagpengeudbetaling burde forlænges.”

Den 21. maj 1999 modtog jeg Dagpengeudvalgets udtalelse til sagen. Udvalget anførte følgende

”I brev af 22. april 1999 har Folketingets Ombudsmand bedt Dagpengeudvalget udtale sig om hvilken betydning det sociale ankenævns ændring af ( ) kommunes afgørelse om revalidering har for vurderingen af om (A)’s dagpengeret burde forlænges.

Kommunen traf den 14. august 1997 afgørelse om, at (A) ikke havde ret til revalidering, idet hendes helbredstilstand ikke ansås for at være til hinder for, at hun kunne skaffe sig passende arbejde. På det grundlag traf kommunen afgørelse om, at det ikke mere var overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat.

Da Dagpengeudvalget ikke har kompetence til at tage stilling til kommunens vurdering efter bistandslovens § 43, må Udvalget lægge kommunens afgørelse herom til grund. Efter Dagpengeudvalgets praksis kan det ikke være overvejende sandsynligt at revalidering iværksættes, når kommunen har truffet afgørelse om at der ikke er grundlag for at iværksætte revalidering. En efterfølgende ændring af kommunens vurdering, enten af kommunen selv eller af ankeinstansen, kan efter Dagpengeudvalgets opfattelse ikke med tilbagevirkende kraft tillægges betydning for vurderingen af hvorvidt det var overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat.

Dagpengeudvalget finder således ikke at Det Sociale Ankenævns ændring af ( ) kommunes afgørelse om revalidering har nogen betydning for vurderingen af om (A)’s dagpengeret kunne forlænges.”

I brev af 26. maj 1999 sendte jeg arbejdsløshedskassen kopi af Dagpengeudvalgets udtalelse, og den 28. maj 1999 meddelte kassen telefonisk at man ikke havde nogen bemærkninger hertil.

Ombudsmandens udtalelse

”Dagpengeudvalgets afgørelse er truffet i henhold til § 5, stk. 1, og § 22, stk. 1, nr. 1, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

§ 5 og § 22 i dagpengeloven har følgende indhold

’§ 5. Dagpenge ydes ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom. Udbetaling af dagpenge ophører den dag, lønmodtageren er arbejdsdygtig, uanset om den pågældende undlader at træde i arbejde eller at raskmelde sig.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til

nedsatte dagpenge ved delvis uarbejdsdygtighed og

dagpenge ved deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse af begrænset omfang.

§ 22. Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, medmindre

1) det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat,

2) den sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden, eller

3) der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om forsikring mod følger af en arbejdsskade, eller

4) der er indgivet ansøgning om førtidspension efter lov om social pension, eller

særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om forlængelse af dagpengeperioden.’

Den dagældende bistandslovs § 43 vedrørende revalidering har følgende indhold

’§ 43. Når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed for fremtidig at klare sig selv og sørge for sin familie, ydes der hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning eller omskoling, i det omfang, der ikke ydes hjælp hertil efter regler i anden lovgivning.

Stk. 2. Når det er iværksat revalidering i overensstemmelse med en forud fastlagt erhvervsplan, udbetales der en fast revalideringsydelse, der udgør 11.031 kr. månedligt. For personer under 25 år udgør den faste revalideringsydelse halvdelen af beløbet i første punktum, medmindre der foreligger særlige forhold. Ud over den faste revalideringsydelse kan der ydes hjælp til de særlige udgifter, der følger af uddannelsen eller handicappet. Revalidenden betaler dog transportudgifter på indtil 200 kr. pr. måned, når udgiften ikke er en følge af handicappet.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler for, hvornår en erhvervsplan kan berettige til hjælp efter stk. 2, og for, hvornår unge under 25 år kan opnå revalideringsydelse efter stk. 2, 1. pkt.

Stk. 4. Den faste revalideringsydelse efter stk. 2 udbetales, til erhvervsplanen er gennemført. Ydes den faste revalideringsydelse til uddannelse, udbetales ydelsen i en periode, der svarer til den normerede uddannelsestid. Den faste revalideringsydelse kan højst udbetales for en periode af 5 år. Kommunalbestyrelsen kan forlænge støtteperioden, hvis der foreligger særlige grunde herfor. Socialministeren fastlægger regler herom.

’

Bestemmelserne i dagpengelovens § 5 og § 22, stk. 1, nr. 1, blev indsat ved lovens vedtagelse i 1989. I lovforslagsbemærkningerne (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 1011) står der bl.a. følgende om § 5

’Bestemmelsen erstatter bl.a. gældende lovs §§ 4, 8 og 17. Det fastslås som en hovedbetingelse for adgangen til dagpenge ved sygdom, at den pågældende er fuldt uarbejdsdygtig. Den dag, lønmodtageren igen er arbejdsdygtig, ophører retten til dagpenge derfor. Det er ikke fundet nødvendigt med en udtrykkelig bestemmelse herom som i gældende lovs § 8 og § 25.’

I lovforslagsbemærkningerne (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 1019 og 1020) står der følgende om bestemmelsen i § 22

’Bestemmelsen erstatter gældende lovs § 25. Det er ikke fundet nødvendigt – som i den gældende lovs § 25, stk. 1, – at medtage en bestemmelse om, at dagpengene ophører, når den sikrede er arbejdsdygtig.

Efter de gældende regler ophører dagpengeretten, når der i de forudgående 36 kalendermåneder fra kommunen er ydet dagpenge eller refusion for dagpenge for mere end 91 uger.

Den almindelige varighedsbegrænsning foreslås i stk. 1 skærpet således, at retten til dagpenge ophører, når der er udbetalt dagpenge eller refusion for dagpenge for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder. Begrundelsen herfor er, at dagpenge er en korttidsydelse, der ikke har til formål at sikre modtageren varig forsørgelse. Samtidig bør dagpengesystemet ikke vanskeliggøre den sikredes tilbagevenden til arbejdsmarkedet eller de nødvendige behandlings- eller revalideringsinitiativer for at opnå en sådan tilbagevenden.

Der bør derfor ikke ydes dagpenge i tilfælde, hvor der ikke er udsigt til tilbagevenden til arbejdsmarkedet, eller sygdommen er af en sådan karakter, at der vil være grundlag for at rejse en pensionssag.

Afkortningen af udbetalingsperioden bør efter Regeringens opfattelse knyttes sammen med en øget indsats med henblik på dagpengemodtagerens tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Regeringen fremsætter derfor forslag om en fast revalideringsydelse, der i hvert fald ikke stiller modtageren dårligere økonomisk end ved at modtage sygedagpenge.

Dagpengeudbetalingen skal efter forslaget kunne fortsætte, hvis det må betragtes som overvejende sandsynligt, at der vil blive iværksat revalidering. Herved tilsigtes, at den sikrede ikke skal overgå til f.eks. kontanthjælp efter bistandsloven i en periode, indtil betingelserne for revalideringsydelsen er opfyldt. Af administrative grunde er det også hensigtsmæssigt at undgå overgang til beregning af en ydelse efter et andet regelsæt.

’

Af tillægsbetænkning over lovforslaget (Folketingstidende 1989-90, tillæg B, sp. 327 og 328) fremgår bl.a.

’Flertallet har bemærket sig, at ministeren under udvalgsbehandlingen har tilkendegivet, at der i forbindelse med varighedsbegrænsningen til 52 uger er mulighed for at forlænge denne periode for personer, der er under eller venter på sygdomsbehandling, og som må antages inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed, og ministeren har oplyst, at dagpengeperioden kan forlænges, når det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering, herunder arbejdsprøvning, vil blive iværksat.

Det er Socialministeriets opfattelse, at mulighederne for forlængelse af dagpengeperioden i de konkrete tilfælde skulle sikre, at ’personer ikke kommer i klemme i systemet’.’

Af den dagældende vejledning af 27. oktober 1994 om syge- og barselsdagpenge fremgår bl.a. følgende

’Uarbejdsdygtighed – revalidering

143. Når kommunen iværksætter revalidering efter en forud tilrettelagt og realistisk erhvervsplan, herunder egentlig erhvervsoptræning med henblik på anvisning af arbejde, eller tillæring, omskoling, uddannelse eller andre former for erhvervsmæssig revalidering, standses dagpengeudbetalingen. Fra dette tidspunkt kan den pågældende ikke anses for uarbejdsdygtig i dagpengelovens forstand.

Indtil revalidering iværksættes, kan der udbetales dagpenge, når revalideringen ikke kan begynde umiddelbart efter beslutningen herom, og der ikke kan anvises den pågældende arbejde.’

I den nugældende vejledning til sygedagpengeloven (vejledning af 18. september 1998) har punktet fået følgende formulering

’Uarbejdsdygtighed – revalidering

25. Når der er truffet beslutning om revalidering, herunder arbejdsprøvning, uden at der umiddelbart kan iværksættes foranstaltninger, anses den pågældende fortsat for fuldt uarbejdsdygtig i dagpengelovens forstand.

Dagpengene kan fortsætte, indtil kommunen iværksætter revalidering efter en forud tilrettelagt og realistisk erhvervsplan, herunder egentlig erhvervsoptræning eller tillæring, omskoling, uddannelse eller andre former for erhvervsmæssig revalidering.

Indtil revalideringen iværksættes, kan der udbetales dagpenge, når revalideringen ikke kan begynde umiddelbart efter beslutningen herom, og der ikke kan anvises den pågældende arbejde.’

Det fremgår af dagpengelovens § 5, stk. 1, at retten til sygedagpenge ophører når modtageren er arbejdsdygtig. Det er således en betingelse for modtagelse af sygedagpenge at den pågældende er uarbejdsdygtig.

Ved siden af § 5 gælder der ifølge § 22 en varighedsbegrænsning for udbetaling af sygedagpenge hvorefter udbetalingen ophører når der er udbetalt dagpenge eller løn for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder medmindre der foreligger omstændigheder som nævnt i bestemmelsens stk. 1, nr. 1-5.

I tilfælde hvor revalidering anses for overvejende sandsynlig, jf. § 22, stk. 1, nr. 1, bygger reglerne på den forudsætning at sygedagpengeudbetalingen fortsætter efter varighedsbegrænsningens indtræden og indtil revalideringen iværksættes.

Dette følger af de ovennævnte forarbejder til dagpengelovens § 22 hvorefter formålet med bestemmelsen er at den pågældende ikke skal overgå til f.eks. kontanthjælp i en periode indtil betingelserne for revalideringsydelsen er opfyldt, og at bestemmelsen skal sikre at personer ikke kommer i klemme i systemet. Lovgiver har således ønsket en kontinuitet i forsørgelsesgrundlaget når det anses for overvejende sandsynligt at revalidering vil blive iværksat på grund af den pågældendes sygdom.

Af det citerede punkt i vejledningen fra 1998 (der alene har præciseret indholdet af det tilsvarende punkt i vejledningen fra 1994) fremgår at når der er truffet beslutning om revalidering, anses den pågældende fortsat for fuldt uarbejdsdygtig. Og indtil revalideringen iværksættes, kan der udbetales dagpenge når revalideringen ikke kan begynde umiddelbart efter beslutningen herom og der ikke kan anvises den pågældende arbejde.

Vejledninger er normalt ikke bindende for myndighederne på samme måde som eksempelvis en bekendtgørelse. Der er dog almindelig enighed om at vejledningerne har en vis indirekte bindende effekt. Denne består i at vejledningerne må formodes at blive omsat til administrativ praksis hvorfor de udtrykker indholdet af en sådan praksis, jf. f.eks. Karsten Revsbech, Lærebog i miljøret (1999), s. 106, Jens Garde og Jørgen Mathiassen mfl., Forvaltningsret – Almindelige emner (1997), s. 111 og 112, og Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 34 og 35. Fravigelser fra vejledningerne vil derfor kunne anfægtes ud fra magtfordrejningssynspunkter eller ud fra en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning medmindre der er en saglig grund til fravigelserne som myndigheden kan redegøre nærmere for.

Efter min opfattelse følger det således af formålet med dagpengelovens § 22, som det har fundet udtryk i forarbejderne og i vejledningen, at dagpengeudbetalingen som hovedregel skal forlænges når der er truffet en egentlig afgørelse om bevilling af revalidering, og når revalideringen endnu ikke er iværksat og der ikke kan anvises den pågældende arbejde.

I udtalelsen til mig har Dagpengeudvalget bemærket at ’(d)a Dagpengeudvalget ikke har kompetence til at tage stilling til kommunens vurdering af bistandslovens § 43, må Udvalget lægge kommunens afgørelse herom til grund’. Samtidig har udvalget afvist at det sociale ankenævns ændring af kommunens afgørelse om revalidering har nogen betydning for vurderingen af om A’s dagpengeret kunne forlænges.

Jeg er enig med Dagpengeudvalget i at udvalget ikke har kompetence til at tage stilling til selve indholdet af kommunens afgørelse om revalidering efter bistandslovens § 43, og at en sådan afgørelse må lægges til grund. Det fremgår således af den dagældende § 32, stk. 1, i dagpengeloven at kommunens afgørelser om dagpenge ’efter denne lov’ kan indbringes for Dagpengeudvalget.

Derimod er jeg ikke enig i at ankenævnets afgørelse vedrørende bevilling af revalidering er uden betydning for udvalgets vurdering af dagpengeretten.

I den forvaltningsretlige litteratur er det almindeligt antaget at en klager har adgang til at fremføre nye påstande, anbringender (dvs. argumenter) og faktiske omstændigheder for klagemyndigheden. Og klageinstansen vil som udgangspunkt ikke alene være berettiget, men principielt også forpligtet til at træffe afgørelse på grundlag af de ændrede faktiske forhold. Princippet om inddragelse af nye forhold ved klagemyndighedens behandling af sagen har sammenhæng med at klagemyndigheden, på samme måde som den myndighed der traf afgørelse i første instans, har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Reglen om inddragelse af nye forhold fremmer at klageinstansen ved sin afgørelse kan nå frem til det materielt rigtige resultat. Se nærmere Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 651, Bent Christensen, Forvaltningsret – Prøvelse (1994), s. 256, og Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret, Almindelige emner (1997), s. 274ff.

Den nye oplysning i denne sag er at kommunens vurdering af (A)’s berettigelse til revalidering blev tilsidesat af det sociale ankenævn.

Det er min opfattelse at Dagpengeudvalget var forpligtet til at inddrage oplysningen om ankenævnets bevilling af revalidering (ændring af kommunens afgørelse) i udvalgets vurdering af om dagpengeudbetalingen kunne forlænges.

Jeg har forstået det sociale ankenævns afgørelse således at (A) blev fundet berettiget til revalidering af de samme helbredsmæssige grunde som havde ført til udbetaling af sygedagpenge.

Konsekvensen af at (A) af helbredsmæssige grunde var berettiget til revalidering, burde derfor på grund af lovgivers ønske om kontinuitet i forsørgelsesgrundlaget have været at Dagpengeudvalget havde forlænget dagpengeudbetalingen.

Jeg har gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til Ankestyrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.

Den Sociale Ankestyrelse genoptog sagen. I en ny afgørelse af 31. august 2000 fandt Ankestyrelsen at A havde ret til forlængelse af dagpengeperioden efter den 18. august 1997.

Standsning af sygedagpenge. Rekursmyndigheds inddragelse af nye oplysninger. Fortolkning af sygedagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1

Socialpædagogernes Landsdækkende Arbejdsløshedskasse klagede til mig på et medlems vegne over Dagpengeudvalgets afgørelse af 27. marts 1998.

Det fremgik af sagen at A, der er født i 1956, er uddannet tjener og har arbejdet som sådan i 6-7 år. Herefter arbejdede hun i tre et halvt år med fysisk og psykisk handicappede og blev bl.a. senere optaget på socialpædagogisk uddannelse hvor hun efterfølgende holdt op på grund af sygefravær. Hun blev sygemeldt den 6. maj 1996 på grund af dårlig ryg i form af bl.a. slidgigt. Hun fik herefter udbetalt sygedagpenge.

Den 27. februar 1997 meddelte X Kommune A at den generelle varighedsbegrænsning for udbetaling af sygedagpenge indtrådte den 31. maj 1997, og at hun inden denne dato ville modtage en afgørelse om hvorvidt dagpengeudbetalingen kunne forlænges. Y Kommune (herefter: kommunen), der overtog sagen fra X Kommune den 3. marts 1997, fortsatte dagpengeudbetalingen efter varighedsbegrænsningens indtræden da kommunen fandt det overvejende sandsynligt at der skulle iværksættes revalidering.

Af de lægelige oplysninger fremgår at overlæge C, ( ) Sygehus, i lægebrev af 28. april 1997 og i afsluttende journal af 15. juli 1997 anførte at revalidering måtte anbefales idet A ikke ville kunne klare fysisk belastende arbejde.

Den 11. august 1997 afgav kommunens lægekonsulent en udtalelse til brug for sagen. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende

”KONKLUSION

Hvis ansøger tilbydes revalidering/BRY, bør man ved udfærdigelsen af handlingsplanen tage særligt hensyn til, at ansøger ikke egner sig til at udføre arbejde, der omfatter uhensigtsmæssig rygbelastning og tungløft.”

På et teammøde den 12. august 1997 besluttede kommunen at meddele A afslag på revalidering efter bistandslovens § 43 hvilket blev meddelt hende ved brev af 14. august 1997. I brevet henviste kommunen til at A’s helbredsmæssige problemer ikke skønnedes at være af så alvorlig karakter at hun opfyldte de helbredsmæssige betingelser for at være revalideringsberettiget. Samtidig anførte kommunen at den vurderede at der kunne ske raskmelding med skånehensyn over for rygbelastning og tunge løft.

Samme dag meddelte kommunen at udbetalingen af sygedagpenge ville ophøre med virkning fra den 18. august 1997. Kommunen henviste til at der på grund af afslaget på revalidering ikke længere var grundlag for yderligere forlængelse af dagpengeudbetalingen. Kommunen henviste til dagpengelovens § 22, stk. 1.

Den 27. august 1997 klagede A sammen med sin praktiserende læge over afslaget på revalidering, og i brev af 5. september 1997 klagede hun tillige over afgørelsen om ophør af dagpengeretten.

A fremkom med en uddybning af sin klage i brev af 28. september 1997.

Den 7. oktober 1997 meddelte kommunen at kommunen havde vurderet dagpengesagen på ny og ikke havde fundet grundlag for at ændre afgørelsen hvorfor sagen var videresendt til Dagpengeudvalget.

Kommunen sendte ved brev af 14. november 1997 klagen over afslaget på revalidering videre til det sociale ankenævn (nu det sociale nævn). Kommunen meddelte i den forbindelse at ansøgningen var genbehandlet på et møde den 27. oktober 1997 hvor det var blevet vurderet at der var tale om et grænsetilfælde. Kommunen havde på mødet besluttet at A’s erhvervsmæssige problemer i første omgang skulle søges løst gennem foranstaltninger inden for aktiveringslovgivningen (hf-undervisning i 17 timer om ugen), og kommunen fastholdt således den trufne afgørelse.

Det sociale ankenævn (nu det sociale nævn) ændrede den 22. januar 1998 kommunens afgørelse vedrørende revalidering. I afgørelsen skrev ankenævnet bl.a. følgende

”Nævnet fandt, at De må anses for omfattet af persongruppen i bistandslovens § 43, stk. 1.

På baggrund af de lægelige oplysninger, fandt nævnet, at De ikke vil kunne genoptage Deres oprindelige erhverv som uddannet tjener. Der er herved bl.a. lagt vægt på overlæge (C)’s udtalelse om, at De ikke kan klare fysisk belastende arbejde.

Dernæst lagde nævnet vægt på, at De af ( ) Arbejdsløshedskasse er frarådet at færdiggøre den påbegyndte uddannelse som pædagog af helbredsmæssige årsager.

Det var nævnets opfattelse, at de skånehensyn som såvel overlæge (C) som kommunens lægekonsulent påpeger, vanskeligt vil kunne tilgodeses ved ufaglært arbejde.

Nævnet fandt således, at det må anses for påkrævet af hensyn til Deres fremtidige mulighed for at klare Dem selv, at der ydes støtte efter bistandslovens § 43.”

Ved brev af 19. marts 1998 sendte arbejdsløshedskassen kopi af ankenævnets afgørelse til Dagpengeudvalget og anførte at A nu måtte være berettiget til sygedagpenge frem til påbegyndelse af en egentlig erhvervsplan.

På et møde den 20. marts 1998 traf Dagpengeudvalget afgørelse i sygedagpengesagen og skrev i brev af 27. marts 1998 bl.a. følgende til A

”De har ikke ret til sygedagpenge efter den 18. august 1997, idet De ikke anses for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom på dette tidspunkt, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1.

Efter denne bestemmelse ydes dagpenge ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom. Udbetaling af dagpenge ophører den dag, lønmodtageren er arbejdsdygtig, uanset om den pågældende undlader at træde i arbejde eller at raskmelde sig.

Dagpengeudvalget har ved afgørelsen lagt vægt på de lægelige oplysninger i sagen, herunder udtalelse fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent, hvoraf det fremgår, at De ud fra det foreliggende, ved en bredere vurdering af Deres arbejdsdygtighed, ikke længere skønnes at være fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Dagpengeudvalget har herved også lagt vægt på seneste lægebrev fra ( ) Sygehus af 15 juli 1997, hvoraf det fremgår, at De vil kunne klare arbejde, der ikke belaster Dem fysisk.

Dagpengeudvalget tiltræder således kommunens afgørelse.”

Arbejdsløshedskassen anmodede i brev af 17. april 1998 Dagpengeudvalget om at genoptage sagen. Kassen anførte i den forbindelse bl.a. følgende

”Det sociale Ankenævn for ( ) Amt træffer den 22.1.1998 afgørelse om, at kommunen i august har truffet en forkert afgørelse om revalidering. Ankenævnet finder det af helbredsmæssige årsager for påkrævet, at (A) ydes revalideringsstøtte af hensyn til hendes fremtidige muligheder for at klare sig selv.

Der er ikke tilkommet væsentligt nye oplysninger i sagen, siden kommunen i august giver afslag på revalidering og dermed sygedagpenge. Kommunen og Ankenævnet træffer derfor afgørelse ud fra det samme bedømmelsesgrundlag.

I sygedagpengesagen træffer kommunen afgørelse om ophør af sygedagpenge udfra sygedagpengelovens § 22, mens Dagpengeudvalget kun træffer afgørelse i henhold til § 5 om uarbejdsdygtighed.

Ifølge § 5 skal uarbejdsdygtighed vurderes forskelligt afhængig af situationen, således at man ikke altid skal være fuldt uarbejdsdygtig for at kunne oppebære sygedagpenge.

F.eks. skriver man i sygedagpengevejledningens pkt. 143

’Når kommunen iværksætter revalidering efter en forud tilrettelagt og realistisk erhvervsplan, herunder egentlig erhvervsoptræning med henblik på anvisning af arbejde, eller tillæring, omskoling, uddannelse eller andre former for erhvervsmæssig revalidering, standses dagpengeudbetalingen. Fra dette tidspunkt kan den pågældende ikke anses for uarbejdsdygtig i dagpengelovens forstand.

Indtil revalidering iværksættes, kan der udbetales dagpenge, når revalideringen ikke kan begynde umiddelbart efter beslutningen herom, og der ikke kan anvises den pågældende arbejde.’

Vi mener, at det ikke bør komme vores medlem til skade, at kommunen ikke bevilger en revalidering, selv om hun på det samme tidspunkt og på baggrund af det samme bedømmelsesgrundlag er berettiget til revalidering.

Hvis kommunen havde truffet en korrekt afgørelse, ville vores medlem have fået forlænget sygedagpengene frem til påbegyndelse af en egentlig erhvervsplan.”

Udvalget afviste i brev af 30. juni 1998 at genoptage sagen. Udvalget skrev bl.a. således

”De begrundede Deres anmodning om genoptagelse med, at Det sociale Ankenævn havde ændret ( ) kommunes afgørelse af 14. august 1997, således at (A) fik ret til revalidering. De mente desuden, at Dagpengeudvalget skulle træffe afgørelse efter dagpengelovens § 22, således som kommunen havde gjort det.

Det kan hertil bemærkes, at en kommunes afgørelse om afslag på revalidering ikke har opsættende virkning, og at kommunens afgørelse i revalideringssagen iøvrigt kun skulle have været lagt til grund i Dagpengeudvalgets behandling af dagpengesagen, såfremt Dagpengeudvalget havde truffet sin afgørelse efter dagpengelovens § 22. Dagpengeudvalget traf imidlertid, på grundlag af sagens oplysninger, afgørelse efter dagpengelovens § 5, stk. 1, som har forrang for § 22.

Beslutningen om at afgøre sagen efter dagpengelovens § 5, stk. 1 havde baggrund i sagens lægelige oplysninger om, at (A) ikke længere kunne anses som fuldt uarbejdsdygtig, idet hun skønnedes at kunne påtage sig arbejde, der ikke belaster hende fysisk.

Ved brev af 8. juli 1998 klagede arbejdsløshedskassen til mig over Dagpengeudvalgets afgørelse. Kassen anførte bl.a. følgende

”Vi er enig i, at § 5 om uarbejdsdygtighed har forrang frem for § 22 om forlængelsesreglerne. Vi mener blot, at Dagpengeudvalget ser alt for snævert på uarbejdsdygtighedsbegrebet i forhold til lovens hensigter.

Uarbejdsdygtighedsbegrebet er et fleksibelt begreb, der blandt andet afhænger af sygeperiodens varighed og den bestemte situation.

Når der er truffet beslutning om revalidering, men revalideringen ikke kan iværksættes med det samme, vil der være mulighed for at forlænge sygedagpengene, uanset om den revalideringsberettigede ikke længere er at betragte som fuldt uarbejdsdygtig set i relation til vejledningen pkt. 142.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En arbejdsløshedskasse klagede på et medlems vegne over Dagpengeudvalgets afgørelse om standsning af sygedagpenge. Medlemmet havde først fået afslag af kommunen på revalidering, og Dagpengeudvalget havde truffet sin afgørelse i sygedagpengesagen på baggrund af dette afslag. Kommunens afslag på revalidering var efterfølgende blevet ændret af det sociale ankenævn, men Dagpengeudvalget fastholdt sin afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at det følger af formålet med sygedagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, at dagpengeudbetalingen som hovedregel skal forlænges når der er truffet en egentlig afgørelse om bevilling af revalidering, og når revalideringen endnu ikke er iværksat og der ikke kan anvises den pågældende arbejde.

Det var ombudsmandens opfattelse at Dagpengeudvalget var forpligtet til at inddrage oplysningen om ankenævnets bevilling af revalidering (ændring af kommunens afgørelse) i udvalgets vurdering af om dagpengeudbetalingen kunne forlænges. Ombudsmanden konkluderede at konsekvensen burde have været at Dagpengeudvalget havde forlænget dagpengeudbetalingen. (J.nr. 1999-0560-025).