Fortolkning af pensionslovens § 17, stk. 1 og stk. 3, om personligt tillæg. Generel afgørelse. Hjemmel. Begrundelse

§ 17, stk. 1 og 3, i lov om social pension har følgende ordlyd

’§ 17. Personligt tillæg kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige.

Stk. 3. Ud over personligt tillæg efter stk. 1 og 2 kan der undtagelsesvis ydes personligt tillæg, hvis pensionistens økonomiske forhold er ganske særlig vanskelige.’

Den nugældende formulering af pensionslovens § 17, stk. 1 og 3, blev gennemført ved lov nr. 390 af 10. juni 1987 om ændring af lov om social pension.

I bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 2429ff) står følgende om disse bestemmelser

’Til nr. 1

ad § 17, stk. 1

Efter den hidtidige bestemmelse om ydelse af personlige tillæg kan disse – efter kommunens skøn – ydes til en lang række formål. Både som løbende ydelser, f.eks. til medicinudgifter og som enkeltydelse til dækning af pensionisters akut opståede økonomiske behov.

Der tilsigtes ikke nogen ændring i den hidtidige praksis for formålet og omfanget af personlige tillæg. Derimod indebærer de nye regler om indtægtsregulering af de personlige tillæg, dels at antallet af berettigede pensionister bliver større end hidtil, dels at ydelserne efter denne bestemmelse skal aftrappes efter indtægt, således at hele tillægget for fremtiden ikke kan bortfalde på én gang.

For at markere, at kredsen af berettigede modtagere er blevet større end hidtil, er ordet: ’ganske’, der i den nuværende tekst yderligere begrænser kredsen af ansøgere, ophævet i forslagets tekst. Med denne undtagelse svarer forslagets bestemmelse til den gældende bestemmelse.

Uanset forslagets bestemmelse om indtægtsregulering af de personlige tillæg kan der dog ganske undtagelsesvis ydes hjælp ud over det beregnede tillæg. Der henvises til forslagets § 17, stk. 4, jf. også bemærkningerne nedenfor.

ad § 17, stk. 4 [3]

Den hidtidige adgang til at yde personlige tillæg i ganske særlige tilfælde er opretholdt i denne bestemmelse som en undtagelsesbestemmelse. Det forudsættes, at den altovervejende del af personlige tillæg fremover ydes efter § 17, stk. 1-3, og at hjælp efter denne bestemmelse alene ydes undtagelsesvist, når særlige omstændigheder taler herfor.

Blandt andet for at kunne supplere personlige tillæg ydet efter stk. 1-3 eller yde tillæg herudover, f.eks. til ganske akutte trangstilfælde, er tillæg ydet efter denne bestemmelse ikke indtægtsregulerede.

’

Af pkt. 90-96 i Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998 om social pension fremgår bl.a. følgende

2.5.1. Generelt om personligt tillæg

Lovens § 17 og bkg. §§ 23-32

90. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om personligt tillæg til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige, se lovens § 17, stk. 1. Afgørelsen skal træffes efter en nærmere konkret, individuel vurdering af pensionistens samlede økonomiske forhold, se pkt. 91. Et personligt tillæg, som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at yde, skal indtægtsreguleres efter reglerne i lovens § 29, se pkt. 95. Tillægget udbetales således afhængigt af den personlige tillægsprocent.

Herudover kan kommunalbestyrelsen undtagelsesvis efter ansøgning træffe afgørelse om et særligt personligt tillæg til pensionister hvis økonomiske forhold efter en nærmere konkret, individuel vurdering anses for at være ganske særlig vanskelige, se lovens § 17, stk. 3 og pkt. 96. Tillæggets størrelse udbetales ikke afhængigt af den personlige tillægsprocent.

Personligt tillæg ydes efter ansøgning. Kommunen bør generelt vejlede pensionisterne om muligheden for tildeling af personligt tillæg og i forbindelse med drøftelser med pensionisten om økonomiske forhold m.v. være opmærksom på, om pågældendes forhold kan afhjælpes ved andre foranstaltninger end tildeling af personligt tillæg.

Pensionisten ansøger kommunen om personligt tillæg. Kommunen kan efter ønske eller behov være pensionisten behjælpelig med ansøgningen.

Boligydelse skal medregnes ved opgørelsen af det økonomiske behov, uanset at en del af boligydelsen udbetales som lån, se SM P-1-94.

Udgifter til forsørgelse af pensionisters børn kan derimod dækkes efter reglerne om personligt tillæg, hvis pensionisten har forsørgelsespligt over for dem, og betingelserne i øvrigt er opfyldt.

2.5.2. Tildeling

91. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om personligt tillæg efter en nærmere konkret, individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold. Der skal i hver enkelt sag foretages en samlet vurdering af pensionistens økonomiske forhold – dvs. en samlet vurdering af indtægtsforholdene, herunder størrelsen af den sociale pension og alle andre indtægter og formue – sammenholdt med størrelsen af de rimelige og nødvendige udgifter. Vurderingen skal fremgå af sagen.

Størrelsen af indtægt eller formue kan herunder vurderes i relation til det formål, der søges om personligt tillæg til at dække. Men det er ikke afgørende, hvilken udgift pensionisten anmoder om at få dækket via personligt tillæg, men om pensionisten har mulighed for at afholde de nødvendige og rimelige udgifter vurderet i forhold til indtægter og formue.

Kommunalbestyrelsen skal således ved hver enkelt ansøgning om personligt tillæg foretage en nærmere individuel vurdering af, om pensionisten ved en rimelig tilrettelæggelse af sin økonomi selv burde kunne afholde den udgift, som pensionisten søger personligt tillæg til at dække. Først når kommunen efter en samlet vurdering finder, at pensionistens økonomiske forhold er særlig vanskelige, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om personligt tillæg.

I kommunens vurdering af pensionistens økonomiske forhold kan hverken et bistands- eller plejetillæg holdes udenfor, se SM P-2-96.

Kommunen kan fx træffe afgørelse om, at der kun skal ydes tillæg til merudgiften ved den del af udgiften, der ligger ud over den almindelige anskaffelsespris, se SM P-5-97.

Pensionisten kan ikke udelukkes fra at ansøge om eller få tildelt personligt tillæg alene efter størrelsen af den personlige tillægsprocent, se SM P-41-96 og pkt. 95.

Personligt tillæg kan ydes som et engangsbeløb eller som en løbende ydelse [min fremhævning], hvis betingelserne ved hver udbetaling fortsat er tilstede. Træffer kommunen afgørelse om at yde personligt tillæg som en løbende ydelse, skal kommunen følge pensionistens forhold, fx ved samtidig med afgørelsen at fastsætte tidspunkt for en ny vurdering af sagen.

Har kommunen truffet afgørelse om tildeling af personligt tillæg efter lovens § 17, stk. 1 og 2, beregnes og udbetales det efter den personlige tillægsprocent, se pkt. 95.

2.6.4. Beregning

95. Personligt tillæg efter lovens § 17, stk. 1 og 2, udbetales afhængigt af størrelsen af den personlige tillægsprocent.

Den personlige tillægsprocent fastsættes for den enkelte pensionist i forbindelse med den årlige fastsættelse af pensionen hver 1. januar, se lovens § 39 og pkt. 180. Den personlige tillægsprocent kan omregnes i løbet af året, se pkt. 181ff.

Den personlige tillægsprocent fastsættes ud fra et indtægtsgrundlag, der er det samme, som gælder ved beregningen af pensionstillæg. se lovens § 29 og pkt. 153ff.

Fradragsbeløb i den opgjorte indtægt for personligt tillæg efter lovens § 29, stk. 4, udgør 11.500 kr. for enlige og 23.100 kr. for gifte (1998-satser), se pkt. 157. Beløbene reguleres én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten.

Ved et indtægtsgrundlag på størrelse med eller mindre end fradragsbeløbet er den personlige tillægsprocent 100, og et tildelt personligt tillæg vil blive udbetalt med den fulde ydelse.

Ved et indtægtsgrundlag, der overstiger fradragsbeløbet med henholdsvis 300 kr. for enlige og 600 kr. for gifte, er den personlige tillægsprocent mindre end 100, og det personlige tillæg vil blive udbetalt med den fastsatte procentsats af fuld ydelse.

Den personlige tillægsprocent nedsættes med 1 pct. for hver 300 kr. for enlige og for hver 600 kr. for gifte, som indtægtsgrundlaget overstiger fradragsbeløbet med efter lovens § 29, stk. 4. Dette betyder, at den personlige tillægsprocent er 0 ved et indtægtsgrundlag på 41.500 kr. for enlige og 83.100 kr. for gifte (1998-satser), og der vil ikke blive udbetalt et personligt tillæg. Se pkt. 159 om aftrapning af pensionstillæg i fortsættelse af personligt tillæg.

Den personlige tillægsprocent kan omregnes i løbet af året efter samme regler som omregning af den øvrige pension, se pkt. 182 og SM P-9-95.

2.7. Særligt personligt tillæg

Lovens § 17, stk. 3

96. Ud over hvad der følger af lovens § 17, stk. 1 og 2, kan der undtagelsesvis, dvs. i ekstraordinære situationer, ydes et særligt personligt tillæg, hvis pensionistens økonomiske forhold er ganske særlig vanskelige, se lovens § 17, stk. 3. Særligt personligt tillæg ydes typisk i akutte trangstilfælde i modsætning til de tilfælde, hvor pensionisten ved almindelig tilrettelæggelse af husholdningsøkonomien burde kunne have forudse udgiften.

Særligt personligt tillæg kan fx ydes i de situationer, hvor det personlige tillæg beregnet efter den personlige tillægsprocent ikke dækker udgifterne i fornødent omfang på grund af økonomiske forhold, som vurderes som ganske særlig vanskelige.

Da tillæg efter lovens § 17, stk. 3, alene kan ydes i ganske særlige tilfælde, indtægtsreguleres tillægget ikke.

’

Ud fra den beskrivelse af sammenhængen mellem personligt tillæg efter § 17, stk. 1, og § 17, stk. 3, som fremgår af forarbejderne og vejledningen, synes forskellen på de to bestemmelser at være hvilken personkreds der er berettiget til tillæg. Personkredsen der kan modtage hjælp efter § 17, stk. 1, er større end efter § 17, stk. 3, fordi § 17, stk. 1, kun stiller krav om at pensionistens økonomiske forhold skal være særlig vanskelige, mens § 17, stk. 3, kræver at pensionistens økonomiske forhold er ’ganske særlig vanskelige’. Endvidere er forskellen at det personlige tillæg efter § 17, stk. 1, indtægtsreguleres afhængigt af pensionistens tillægsprocent. Tillægget efter § 17, stk. 3, indtægtsreguleres ikke.

Det fremgår derimod ikke at der er forskel på de formål – altså de udgifter – som tillægget kan ydes til at dække. I Ankestyrelsens praksisoversigt er der således heller ikke foretaget en opdeling over formål der kan begrunde tildeling af tillæg efter § 17, stk. 1, og § 17, stk. 3. I praksisoversigten redegøres der samlet for til hvilke formål tillæg kan ydes.

Endvidere kan tillæg der ydes efter § 17, stk. 1, både ydes som løbende ydelse og som en enkeltydelse.

Kommunens afgørelse om tillæg til diætkost

Kommunen vedtog i december 1998 at kommunen efter 1. januar 1999 ikke længere ydede tilskud til diætkost efter pensionslovens § 17, stk. 1, men kun efter § 17, stk. 3.

Jeg mener ikke at kommunen har haft hjemmel til at afskære pensionister der på grund af deres tillægsprocent økonomisk har mulighed for at få tilskud efter pensionslovens § 17, stk. 1, fra at søge om tilskud til diætkost efter denne bestemmelse. Herved har kommunen foretaget en generel indskrænkning som fratager borgerne i kommunen en mulighed for at få tillæg som de efter pensionslovens regler har. Dette er ulovligt.

Jeg kan henvise til at Den Sociale Ankestyrelse i SM P-41-96 har orienteret om en sag hvor en kommune generelt havde vedtaget at en betingelse for bevilling af personligt tillæg efter pensionslovens § 17, stk. 1, var at ansøgeren havde en tillægsprocent på 100. Ankestyrelsen fandt ikke at kommunen havde været berettiget til at vedtage at en betingelse for bevilling af personligt tillæg efter § 17, stk. 1, forudsatte en tillægsprocent på 100. Ansøgeren blev, da hun i øvrigt opfyldte betingelserne, anset for berettiget til at modtage personligt tillæg til nødvendige udgifter til medicin og briller i henhold til sin personlige tillægsprocent.

Kommunen vurderede efter § 17, stk. 3, om De var berettiget til tillæg og afslog dette da Deres økonomiske forhold ikke var ganske særlig vanskelige.

Kommunens afgørelse om tillæg til samværsudgifter

For så vidt angår personligt tillæg til udgifter til samvær med Deres barn, fremgår det at kommunen kun foretog sin vurdering efter pensionslovens § 17, stk. 3.

Kommunens afgørelse om tillæg til tandlægeudgifter

For tandlægeudgiftens vedkommende havde kommunen allerede den 18. juni 1998 afslået tilskud til kronebehandling efter § 17, stk. 1, da det ikke betragtedes som almindelig bevarende tandbehandling. De blev samtidig henvist til, hvis Deres økonomiske forhold var særlig vanskelige, at søge tilskud til kronebehandling efter pensionslovens § 17, stk. 3. Denne afgørelse klagede De, så vidt jeg kan se, ikke over til det sociale nævn. Jeg er derfor efter ombudsmandslovens § 14 afskåret fra at behandle denne afgørelse. Efter ombudsmandslovens § 14 kan ombudsmanden ikke behandle en klage over forhold der kan indbringes for en højere forvaltningsmyndighed før end denne myndighed har truffet afgørelse. Heri ligger også at klagemuligheden rent faktisk skal være udnyttet.

Jeg kan imidlertid behandle Deres klage over kommunens afgørelse af 1. marts 1999. Kommunen afslog herved Deres ansøgning om støtte til kronebehandling efter pensionslovens § 17, stk. 3.

Konklusion vedrørende kommunens afgørelse om personligt tillæg til diætkost, samværsudgifter og tandlægeudgifter

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 5 at kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. Det forhold at De udtrykkeligt – og i et vist omfang efter vejledning fra kommunen – søgte om hjælp efter pensionslovens § 17, stk. 3, medførte derfor efter min opfattelse ikke at kommunen kunne undlade at vurdere om De kunne være berettiget til hjælp efter § 17, stk. 1.

Jeg har ud fra sagens oplysninger forstået at De før den 1. januar 1999 var berettiget til personligt tillæg efter pensionslovens § 17, stk. 1, til diætkost, men at De blev frataget dette tillæg på grund af kommunens vedtagelse fra december 1998.

Da Deres personlige tillægsprocent således synes at berettige til at Deres ansøgning om personligt tillæg vurderes efter pensionslovens § 17, stk. 1, mener jeg ikke at kommunen har kunnet undlade at vurdere om De var berettiget til personligt tillæg til tandlægeudgifter, diætkost og samværsudgifter efter pensionslovens § 17, stk. 1. Jeg er således ikke enig med det sociale nævn i at kommunen havde hjemmel til at træffe den generelle afgørelse der – i brev af 8. december 1998 – blev meddelt til de pensionister i kommunen der modtog diættilskud.

Afgørelsen af om der kan ydes et personligt tillæg, træffes herefter på baggrund af en konkret og individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold sammenholdt med den nødvendige og rimelige udgift. Hvis pensionistens forhold vurderes at være særlig vanskelige, udbetales det indtægtsregulerede tillæg efter pensionslovens § 17, stk. 1. Hvis pensionistens økonomiske forhold vurderes at være ganske særlig vanskelige, kan tillægget undtagelsesvis udbetales efter pensionslovens § 17, stk. 3. Dette tillæg er ikke indtægtsreguleret.

Jeg mener det er meget kritisabelt at kommunen således undlod at behandle Deres ansøgning om hjælp i forhold til pensionslovens § 17, stk. 1.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.

Det sociale nævns afgørelser om personligt tillæg

Det sociale nævn henviste i sine afgørelser af 11. maj 1999 og 10. juni 1999 både til pensionslovens § 17, stk. 1, og stk. 3. Imidlertid skrev nævnet i sin begrundelse for afgørelserne at nævnet havde fundet at De ikke var ganske særlig vanskeligt stillet, og at betingelserne for at yde Dem hjælp efter pensionslovens § 17, stk. 1 og stk. 3, derfor ikke var opfyldt.

Ud fra denne formulering som kun henviser til ordlyden i § 17, stk. 3, står det mig ikke klart om nævnet har vurderet om De var berettiget til tillæg efter både § 17, stk. 1, og stk. 3.

Jeg er endvidere som anført ovenfor ikke enig med nævnet i at kommunen havde hjemmel til at træffe den generelle afgørelse der – i brev af 8. december 1998 – blev meddelt til de pensionister i kommunen der modtog diættilskud.

Jeg har derfor bedt nævnet om at genoptage sagen og i forbindelse med en ny behandling af sagen inddrage de synspunkter om pensionslovens § 17, stk. 1, og § 17, stk. 3, som jeg har anført ovenfor. Jeg har bedt nævnet om at underrette mig om resultatet af nævnets behandling af sagen.

Efter min gennemgang af sagen har jeg fundet det rigtigst at berøre nogle af de andre spørgsmål som sagen har givet anledning til.

Begrundelse

Forvaltningslovens § 22 fastslår at en afgørelse når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse medmindre afgørelsen giver parten fuldt ud medhold.

Om de indholdsmæssige krav til en begrundelse fremgår følgende af forvaltningslovens § 24

’§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’

a. Kommunens afgørelser

Som tidligere nævnt modtager De højeste førtidspension og bistandstillæg. Ved opgørelsen af Deres økonomiske forhold har kommunen medtaget Deres bistandstillæg som en indtægt. De har redegjort for Deres opfattelse af Deres økonomiske forhold. Det fremgår af Deres opgørelse at De har faste udgifter på i alt 13.516,02 kr. Kommunen har derimod alene godkendt udgifter for i alt 9.953,00 kr. Af udgiftsposter som kommunen ikke har godkendt, kan bl.a. nævnes: udgifter til telefonsamtaler, togkort, pensionistservice, taxa, kommuneservice og udbringning af varer.

Det fremgår af kommunens afgørelser at kommunen – trods Deres økonomiske opgørelse pr. januar 1999 der viste et rådighedsbeløb på 1.436 kr. – fandt at Deres rådighedsbeløb var på ca. 5.000 kr. Ved afgørelsen af 21. januar 1999 henviste kommunen alene til at De kunne kontakte kommunens opkrævningsafdeling for at få en anden afdragsordning angående Deres restskat. Ved afgørelsen af 1. marts 1999 henviste kommunen yderligere til at De have mulighed for at bedre Deres økonomi ved at søge om boligydelse som lån til ejerboliger eller få indefrosset ejendomsskatterne.

Kommunens vurdering af Deres økonomiske forhold må antages at have været helt central for kommunens afgørelser om personligt tillæg i medfør af pensionslovens § 17, stk. 3. Det følger af forvaltningslovens § 24, stk. 1, at en begrundelse for en afgørelse der beror på et administrativt skøn, skal angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Som anført var der stor forskel på Deres og kommunens vurdering af Deres rådighedsbeløb. Kommunens afgørelser indeholder imidlertid ingen forklaring på hvorfor kommunen ikke medtog de handicapkompenserende udgifter mv. ved opgørelsen af Deres rådighedsbeløb. Jeg mener det er beklageligt at kommunen ikke i begrundelserne for kommunens afgørelser redegjorde nærmere for baggrunden for at kommunen ikke ved den økonomiske opgørelse medtog de handicapkompenserende udgifter. Endvidere er det beklageligt at afgørelsen af 21. januar 1999 ikke klart fremstår som en afgørelse idet det ikke udtrykkeligt fremgår hvad der er afgørelsens resultat.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.

Endvidere er det beklageligt at kommunen sendte sagen om personligt tillæg i medfør af pensionslovens § 17, stk. 3 (til dækning af udgifter til diæt og samvær) videre til det sociale nævn før De havde haft lejlighed til at gøre Dem bekendt med afgørelsen og tage stilling til om De ønskede at klage over afgørelsen af 21. januar 1999.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse, men da De efterfølgende har givet udtryk for at De ønskede at klage, foretager jeg mig ikke mere i den anledning.

b. Det sociale nævns afgørelser

I udtalelsen til mig har det sociale nævn gjort opmærksom på at nævnet kun kan ’efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af en kommune, når der foreligger særlige omstændigheder, jfr. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 69’.

§ 69 i retssikkerhedsloven har følgende ordlyd

’§ 69. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.’

Jeg kan tilslutte mig nævnets opfattelse af at samtlige indtægter og rimelige udgifter, herunder nødvendige udgifter forbundet med Deres handicap, skal medtages ved vurderingen af om De kan anses for økonomisk at være ganske særlig vanskeligt stillet.

De har under sagen nøje redegjort for Deres handicapkompenserende udgifter, herunder for hvorfor De finder dem nødvendige (f.eks. Deres økonomiske opgørelse pr. januar 1999, i breve af 30. januar, 24. marts og 3. juni 1999).

Selv om der ikke består en generel pligt til at komme ind på samtlige af en parts anbringender i en begrundelse, må der antages at gælde en pligt for myndighederne til at tage stilling til partsanbringender der ikke umiddelbart kan afvises som uvæsentlige eller irrelevante for afgørelsen, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 428, og Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 371f.

Efter min opfattelse kunne Deres anbringende om at myndighederne ved vurderingen af Deres økonomiske forhold skulle medregne Deres handicapkompenserende udgifter, absolut ikke umiddelbart afvises som uvæsentligt eller irrelevant. Derfor mener jeg det er beklageligt at det sociale nævn ikke tog udtrykkeligt stilling til Deres anbringende.

Jeg har gjort det sociale nævn bekendt med min opfattelse.

Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 2. august 1999

Jeg har besluttet at jeg ikke på det foreliggende grundlag vil foretage mig videre i anledning af Ankestyrelsens afvisning af at behandle sagerne. Jeg har imidlertid sendt en kopi af min udtalelse i sagen til Den Sociale Ankestyrelse til orientering.

På det foreliggende grundlag foretager jeg mig ikke mere i sagen.”

Den 5. juli 2000 meddelte det sociale nævn at nævnet på ny havde behandlet sagerne og truffet afgørelse om at tilbagesende sagerne til fornyet behandling og afgørelse i kommunen i overensstemmelse med de retningslinier som jeg havde angivet.

Fortolkning af pensionslovens § 17, stk. 1 og stk. 3, om personligt tillæg. Generel afgørelse. Hjemmel. Begrundelse

En mand, A, klagede over et socialt nævns og en kommunes behandling og afgørelser vedrørende A’s sag om personligt tillæg til tandlægeudgifter og til merudgifter til diætkost og udgifter til samvær med A’s barn.

Det fremgik af sagen at A er født i 1956. A lider bl.a. af diabetes og er blind. A modtager højeste førtidspension og bistandstillæg.

Den 18. juni 1998 afslog kommunen A’s ansøgning om personligt tillæg til dækning af tandlægeudgifter til en kronebehandling. Kommunen anførte bl.a.

”Den eventuelle økonomiske bistand til Deres tandbehandling udgør

I alt kr. 200,80

Begrundelse

Tandlægen har anbefalet, at der udføres en kronebehandling til kr. 5010,00 på –6. Imidlertid ydes der ikke tilskud til kronebehandling efter pensionslovens § 17. stk. 1, da det ikke betragtes som almindelig bevarende tandbehandling. Der gøres samtidig opmærksom på, at såfremt Deres økonomiske forhold er særligt vanskelige, er der mulighed for at søge tilskud til kronebehandling efter pensionsloven § 17. stk. 3. De er velkommen til at søge tilskud efter denne paragraf, ansøgningsskema er vedlagt. Ansøgning om behandling af –7 er annulleret, da tanden er fjernet.”

I et brev til de pensionister i kommunen der modtog diættilskud skrev kommunen følgende (den 8. december 1998)

”Vedrørende tilskud til diætkost.

På møde den 26. oktober 1998 har Ældre- og Handicapudvalget vedtaget, at der fra 1. januar 1999 ikke længere ydes tilskud til diætkost i henhold til pensionslovens § 17 stk. 1.

Deres tilskud til diætkost vil derfor blive standset med virkning fra 1. januar 1999. Hvis De mener, at udgiften til diætkost vil belaste Deres økonomi væsentligt, har De mulighed for at søge hjælp i henhold til pensionslovens § 17 stk. 3. Hjælp efter denne bestemmelse kan ydes, hvis Deres samlede økonomiske situation er særlig vanskelig.

”

Den 29. december 1998 klagede A over kommunens afgørelse om at standse diættilskuddet pr. 1. januar 1999. Samtidig søgte A om personligt tillæg i medfør af § 17, stk. 3, til dækning af A’s udgifter til diæt og samvær med A’s barn. A’s henvendelse til kommunen var vedlagt en økonomisk opgørelse pr. 1. januar 1999

”ØKONOMISK OPGØRELSE PR. JANUAR 1999.

INDTÆGTER

pr. år

pr. måned (afrundet)

Pension

kr. 151.248,-

Bistandstillæg

kr. 24.408,-

Varmetillæg

kr. 3.780,-

I alt brutto

kr. 179.436,-

Kildeskat

kr. 41.454,-

I alt netto

kr. 137.982

kr. 11.498,-

UDGIFTER

pr. år

pr. måned

Boligudgifter

Termin

kr. 55.099,-

Boliglån, DBS

kr. 3.600,-

Ejendomsskat/renovation

kr. 6.885,-

Vandafledningsafgift

kr. 3.366,-

Varme

kr. 10.160,-

El

kr. 3.760,-

Vand

kr. 1.601,-

Husforsikring

kr. 2.446,-

Skorstensfejer

kr. 200,-

Boligudgift i alt

kr. 87.117,-

kr. 7.260,-

Øvrige udgifter incl. handicapkompenserende

år

pr. måned

Indbo-ulykkesforsikring

kr. 2.228,-

Licens

kr. 272,-

Togkort

kr. 480,-

Kontingent DBS/Diabetesforen.

kr. 160,-

Samvær m. eget barn (se note 1)

kr. 4.920,-

Pensionistservice (have)

kr. 1.250,-

I alt

kr. 9.310,-

kr. 776,-

Telefon (se note 2)

kv.

kr. 2.106,-

kr. 702,-

Taxakørsel (dec. 98)

md.

kr. 759,-

kr. 759,-

Kommuneserv. (se note 3)

md.

kr. 150,-

kr. 150,-

Egenandel hjertemedicin

md.

kr. 25,-

kr. 25,-

Udbringning af varer

md.

kr. 30,-

kr. 30,-

Diætkost

md.

kr. 360,-

kr. 360,-

Udgifter i alt

kr. 10.062,-

Til disposition

kr. 1.436,-

Den 21. januar 1999 sendte kommunen sagen om personligt tillæg til merudgifter til diætkost og samværsudgifter til det sociale nævn. Kommunen oplyste samtidig følgende i et brev til A

”

Til orientering skal det oplyses, at vi efter en revurdering ikke har fundet anledning til at ændre afgørelsen truffet efter pensionsloven § 17 stk. 1.

Ved revurderingen er der også taget stilling til din nye ansøgning med det fremsendte budgetskema, hvoraf Ældre- og Handicapudvalget alene medtager udgifter jfr. vedlagte skema ved beregning af personlige tillæg efter pensionsloven § 17 stk. 3 om pensionistens økonomiske forhold er ganske vanskeligt stillet. Rådighedsbeløbet, når der er taget højde for almindelige faste udgifter, jfr. det vedlagte skema, er af en sådan størrelse (kr. 5.000,-) at trods handicapkompenserende udgifter, vil du ikke være at betragte som værende ganske vanskeligt stillet.

Der udover betaler du en restskat for 1997 indregnet i skatten for 1999 på kr. 1.014,- månedligt. Såfremt du kontakter Opkrævningsafdelingen, vil du have mulighed for at indgå en anden afdragsordning.

”

A klagede over afgørelsen. I klagen af 30. januar 1999 gjorde A bl.a. gældende

”

I brev af den 21. januar 1999 giver (K) kommune mig afslag på min ansøgning om økonomisk hjælp til diabeteskost og samvær med eget barn efter pensionslovens pgr. 17, stk. 3.

Kommunen sender umiddelbart min sag som en klagesag til Det Sociale Nævn sammen med min klage af den 29. december 1998 over, at man i brev af den 8. december 1998 har frataget diætkosttilskuddet efter pensionslovens pgr. 17, stk. 1.

Jeg beklager meget, at kommunen har sendt min sag til Det Sociale Nævn, uden at jeg først er gjort bekendt med indholdet i afslaget efter pgr. 17, stk. 3, og at man dermed ikke først har givet mig mulighed for at forholde mig til afslaget.

På trods af nævnets afgørelse af den 18. juni 1997 og SM P2-96 fortsætter (K) kommune med at medtage bistandstillægget som indtægt uden at ville forholde sig til de handicapkompenserende udgifter.

Da videnen om handicapforhold og forståelsen af den enkeltes handicapsituation åbenbart er så mangelfuld, som det efterladte indtryk tyder på, skal jeg efterfølgende gøre rede for de handicapkompenserende udgifter i min økonomiske opgørelse.

Telefonsamtaler bør helt eller delvist medtages. Som blind kan jeg ikke benytte en telefonbog, men må benytte nummeroplysningen. P.g.a. dårlig mobilitet, som følge af blindheden, vil det ofte være nødvendigt at ringe rundt for først at undersøge, hvor en vare kan leveres. Derudover er en stor del af samtaleudgiften i forbindelse med frivilligt arbejde i handicaporganisationer, herunder rådgivning.

Mobiltelefon benytter jeg bl.a. til at ringe efter taxa, når dette, uden for hjemmet, viser sig nødvendigt. Og til, når jeg selv kommer frem til en fremmed lokalitet, at ringe efter hjælp til at finde indgange m.m. Samtaleudgiften til mobiltelefonen er ret begrænset.

I nævnets afgørelse af den 18. juni 1997 har man da også godkendt såvel samtaleudgifter som mobiltelefon.

Taxakørsel er for blinde en almindelig accepteret handicapkompenserende merudgift. I øvrigt kan blinde ikke benytte sig af handicapkørsel.

Ud over min blindhed er jeg diabetiker, hjertepatient og har neuropati i fødder, ben og ryg. Selv om jeg ikke havde kalkuleret med at benytte taxa, viser det sig p.g.a. førnævnte, eller når jeg færdes steder, hvor jeg ikke er kendt, ikke sjældent nødvendigt at ringe efter en taxa. I disse situationer er det, som før nævnt, nødvendigt med mobiltelefonen.

Udgiften til tog- og buskort er helt nødvendig for min mobilitet, og udgiften til handicaporganisationer skyldes jo netop mine handicaps. Nævnet har da også godkendt disse udgifter i afgørelse af den 18. juni 1997.

Pensionistservice er udelukkende til at slå græs og klippe hæk, som jeg p.g.a. min blindhed ikke selv kan udføre. Indtil min blindhed har jeg altid selv udført opgaven.

Udgiften under ’kommuneservice’ er til stokkespidser, specialpapir til punktskrivemaskine, specialmærkater og strimler til afmærkning med punktskrift, kassetter til arkivering af lydbånd m.m.

Egenandel af hjertemedicin er til den del af lægeordineret hjerte- og blodfortyndende behandling, som man af en eller anden grund ikke dækker fuldt ud over medicinkortet.

P.g.a. min blindhed er det ikke muligt for mig at bruge min cykel eller andre transportmidler til at hjembringe større og tungere dagligvarer, hvorfor det er nødvendigt at betale for at få disse bragt hjem. Jeg modtager hverken hjemme- eller indkøbshjælp.

Fodpleje, som jeg dog ved en fejl ikke har medtaget i min økonomiske opgørelse bør ligeledes medtages. P.g.a. nedsat følesans i fødderne, mærker man ikke skader på fødderne, som samtidig har svært ved at heles, er fodpleje et vigtigt aspekt for diabetikere. Da jeg samtidig er blind, burde det ikke være så svært at forstå, hvorfor det skal betragtes som en handicapkompenserende udgift. Udgiften andrager kr. 522,- pr. år.

Merudgiften til diætkost for diabetikere er et faktum, som nævnet har anerkendt bl.a. i afgørelsen af den 30. august 1994, jour.nr. ( ), hvorfor udgift svarende til diætkosttilskuddet naturligvis skal medregnes i den økonomiske vurdering.

Udgiften til samvær med eget barn er også en reel merudgift, som jeg mener bør medtages i vurderingen, hvilket nævnet da også gjorde i sin afgørelse af den 18. juni 1997.

I sag som fulgte af afgørelsen i nævnet af den 18. juni 1997 gjorde jeg opmærksom på, at jeg for 1997 betalte for lidt i skat. Det ønskede man på det tidspunkt ikke at forholde sig til. Den skatteregning er til betaling i 1999, og således en del af min aktuelle økonomiske situation. Jeg finder det meget uheldigt, hvis det alene er konsekvenserne for kommunen som afgør, om man ønsker at forholde sig til den samme udgift eller ikke.

Isoleret set er flere af de handicapkompenserende udgifter begrænsede, men samlet set er det en meget betydelig ekstraudgift p.g.a. mine handicaps.

Det vil ikke være muligt for mig at nedbringe udgiften til handicapkompenserende forhold yderligere, uden at det vil gå ud over min mobilitet og nuværende funktionsniveau, hvilket efter min opfattelse vil være at diskriminere mig p.g.a. mine handicaps.

Jeg vil endvidere henvise til FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede af december 1993 samt folketingsbeslutning af 2. april 1993 om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere.”

Den 14. januar 1999 havde A på ny søgt om støtte til kronebehandlingen, denne gang i medfør af pensionslovens § 17, stk. 3. Den 4. februar 1999 meddelte kommunen imidlertid at kommunen ikke ville tage sagen op til behandling da kommunen tidligere havde truffet afgørelse i sagen. I brev af 11. februar 1999 gjorde A kommunen opmærksom på at han søgte i medfør af pensionslovens § 17, stk. 3, og ikke som tidligere i medfør af § 17, stk. 1. Den 1. marts 1999 afslog kommunen A’s ansøgning

”Vi har behandlet din ansøgning vedrørende økonomisk hjælp til dækning af ovenstående.

Ved behandling af din ansøgning har man taget udgangspunkt i budgetskema, dateret den 20. januar 1999. Rådighedsbeløbet, når der er taget højde for almindelige faste udgifter, er af en sådan størrelse (kr. 5.000,-), at trods handicapkompenserende udgifter, vil du ikke være at betragte som værende ganske særlig vanskeligt stillet økonomisk, hvilket er en betingelse for at modtage hjælp efter pensionslovens § 17 stk. 3.

Som oplyst i vores brev af 21. januar 1999 betaler du der udover en restskat for 1997 indregnet i skatten for 1999 på kr. 1.014,- månedligt. Såfremt du kontakter Opkrævningsafdelingen, vil du have mulighed for at indgå en anden afdragsordning.

Da du bor i ejerlejlighed, har du som tidligere orienteret, også mulighed for at bedre din økonomi ved at søge om boligydelse som lån til ejerboliger eller at få indefrosset ejendomsskatterne.”

A klagede den 24. marts 1999 over kommunens afgørelse. I klagen henviste A til det anførte i A’s klage af 30. januar 1999 (i sagen angående diættilskud og udgifter til samvær).

Den 13. april 1999 meddelte kommunen at den efter en revurdering ikke fandt grundlag for at ændre afgørelsen angående personligt tillæg til dækning af udgifter til tandlægebehandling, og at sagen var sendt videre til det sociale nævn.

Den 28. april 1999 sendte nævnet A en beskrivelse af forholdene i sagen om diættilskud og udgifter til samvær. Den 6. maj 1999 kommenterede A det tilsendte. Den 11. maj 1999 traf det sociale nævn følgende afgørelse

”

Nævnet giver Dem ikke medhold i Deres klage over (K) kommunes afgørelse.

Nævnet har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering, hvorefter De selv findes at være i stand til at afholde Deres udgifter til diætkost og samvær med Deres barn.

Nævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om Deres indtægter og udgifter.

Nævnet har således fundet, at De ikke er ganske særlig vanskeligt stillet, og at betingelserne for at yde Dem hjælp efter pensionslovens § 17, stk. 1 eller stk. 3 derfor ikke er opfyldt.

Nævnet finder, som i Deres tidligere sager om hjælp efter pensionslovens § 17, stk. 1 og 3, at der ved den økonomiske vurdering skal medtages samtlige indtægter og rimelige udgifter, herunder nødvendige udgifter forbundet med Deres handicap.

Nævnet har ved afgørelsen taget hensyn til, at De har mulighed for at få indefrosset Deres ejendomsskat eller modtage boligydelse som lån.

Nævnet ændrer således ikke kommunens afgørelse.

”

Af afsnittet om grundlaget for nævnets afgørelse fremgår

”

Det fremgår af kommunens budgetskema, at kommunen har lagt følgende oplysninger om Deres indtægter og udgifter til grund ved afgørelsen.

Indtægter, brutto pr. måned

Pension og bistandstillæg

kr. 14.638,00

Varmetillæg

kr. 315,00

Indtægter i alt

kr. 14.953,00

Godkendte faste udgifter pr. måned

Skat

kr. 2.447,00

Termin

kr. 4.891,58

Ejendomsskat

kr. 573,75

Forsikring/hus

kr. 203,83

Forsikring

kr. 185,67

Varme

kr. 846,67

El

kr. 313,33

Vandafgift

kr. 280,50

Licens

kr. 74,00

Telefonabonnement

kr. 120,00

Skorstensfejer

kr. 16,67

Udgifter i alt

kr. 9.953,00

Til rest til underhold og øvrige faste udgifter er herefter pr. måned kr. 5.000,00.

Ifølge Deres økonomiske opgørelse, der er vedlagt sagen i sin helhed, har De følgende indtægter og udgifter pr. måned.

Indtægter, brutto pr. måned

Pension

kr. 12.604,00

Bistandstillæg

kr. 2.034,00

Varmetillæg

kr. 315,00

Indtægter i alt

kr. 14.953,00

Udgifter pr. måned

Skat

kr. 3.454,50

Termin

kr. 4.891,58

Ejendomsskat

kr. 573,75

Vandafgift

kr. 280,50

Varme

kr. 846,66

El

kr. 313,33

Vand

kr. 133,41

Husforsikring

kr. 203,83

Skorstensfejer

kr. 16,66

Telefon

kr. 702,00

Licens

kr. 22,66

Forsikring

kr. 185,66

Togkort

kr. 40,00

Kontigent DBS

kr. 13,33

Samvær

kr. 410,00

Pensionistservice

kr. 104,15

Taxi

kr. 759,00

Kommuneservice

kr. 150,00

Medicin

kr. 25,00

Udbringning af varer

kr. 30,00

Diætkost

kr. 360,00

Udgifter i alt

kr. 13.516,02

”

Den 31. maj 1999 klagede A telefonisk over afgørelsen angående diættilskud og udgifter til samvær.

Det sociale nævn sendte med brev af 27. maj 1999 A en beskrivelse af forholdene i A’s sag om personligt tillæg til tandlægeudgifter. Nævnet bad A om at fremkomme med eventuelle bemærkninger. Den 3. juni 1999 kommenterede A det tilsendte materiale således

”

Ældre- og handicapafdelingen har ikke forholdt sig til mine handicapkompenserende udgifter eller behov, hvorfor de ikke kan være i stand til at afgøre, om jeg kan klare mig for mit rådighedsbeløb. Dette på trods af at statsamtet i afgørelse af den 18. juni 1997, jour.nr. ( ), slår fast, at hvis bistandstillægget medtages som indtægt, skal de handicapkompenserende udgifter også medtages.

Det er stærkt manipulerende, at ældre- og handicapafdelingen beregner mit rådighedsbeløb, så det fremviser kr. 5.000,- pr. md. uden hensyntagen til, at der er en lang række faste, nødvendige udgifter, herunder til barn og de handicapkompenserende forhold, således at mit rådighedsbeløb reelt kun er ca. kr. 1.500,- pr. md.

Ved at ældre- og handicapafdelingen på denne måde forlanger af mig, at jeg skal benytte mit handicapkompenserende tillæg som almindelig rådighedsbeløb, forlanger man samtidig at jeg skal begrænse mit funktionsniveau alene p.g.a. mine handicaps.

Det er allerede sket ved, at jeg har måttet undlade at deltage i besøg og derved er blevet mere isoleret, og ved at jeg har måttet gøre mig meget mere afhængig af andre.

Det er en urimelig krænkelse af mine rettigheder, når der er ydet et beløb til at kompensere for handicappene.

Det er efter min opfattelse at diskriminere mig p.g.a. mine handicaps, og jeg vil henvise til FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede af december 1993 samt folketingsbeslutning af 2. april 1993 om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere.

Hvis jeg ikke havde handicaps og således ikke modtog bistandstillægget, ville mit rådighedsbeløb alene herved reduceres med mere end kr. 2.000,- pr. md.

Selv om jeg fik indefrosset ejendomsskatten, ville det ikke ændre mine forhold i et omfang, så jeg ville have mulighed for at afholde den ansøgte ekstraudgift.

Det er min opfattelse, at SM-P2-96 som tager udgangspunkt i 2 sager, hvor der ikke var dokumenterede handicapkompenserende udgifter, ikke bør danne præcedens for sager, hvor der er dokumenterede handicapkompenserende udgifter.

Men at når dette er tilfældet, så bør hele handicapaspektet holdes helt ude af den økonomiske vurdering.

De handicapkompenserende udgifter vil ofte være uforudsigelige. Bl.a. spiller vejret, is, sne og stærk vind, en stor betydning for, om jeg kan færdes ved den hvide stok, eller om taxakørsel er nødvendigt for min mobilitet. Derudover har kulde en stor betydning for mit hjerte.

Til ældre- og handicapafdelingens beregning vil jeg bemærke, at man har medtaget vandafledningsafgift men ikke forbrug af vand, som efter mine oplysninger udgør kr. 133,- pr. md.

Da jeg modtog diætkosttilskud medtog man dette både som indtægt og udgift. Selv om man i kommunen har frataget diætkosttilskud p.g.a. ændrede interne regler for tilskud efter pensionslovens pgr. 17 stk 1, skal beløbet stadig medtages som udgift.”

Den 10. juni 1999 traf det sociale nævn afgørelse i sagen om økonomisk hjælp til tandlægebehandling. Nævnet skrev

”

Nævnet giver Dem ikke medhold i Deres klage over (K) Kommunes afgørelse.

Nævnet har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering, hvorefter De selv findes at være i stand til at afholde udgiften til den ansøgte tandbehandling.

Nævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om Deres indtægter og udgifter.

Nævnet har således fundet, at De ikke er ganske særlig vanskeligt stillet, og at betingelserne for at yde Dem hjælp efter lov om social pension § 17, stk. 1 eller 3 derfor ikke er opfyldt.

Nævnet finder, som i Deres tidligere sager om hjælp efter lov om social pension § 17, stk. 1 og 3, at der ved den økonomiske vurdering skal medtages samtlige indtægter og rimelige udgifter, herunder nødvendige udgifter forbundet med Deres handicap.

Nævnet har ved afgørelsen taget hensyn til, at De har mulighed for at få indefrosset Deres ejendomsskat eller modtage boligydelse som lån.

Nævnet ændrer således ikke kommunens afgørelse.

”

Af afsnittet om grundlaget for afgørelsen fremgik

”

Det fremgår af kommunens budgetskema, at kommunen har lagt følgende oplysninger om Deres indtægter og udgifter til grund ved afgørelsen.

Indtægter, netto pr. måned

Pension og bistandstillæg

kr. 14.638,00

Varmetillæg

kr. 315,00

Indtægter i alt

kr. 14.953,00

Godkendte faste udgifter pr. måned

Skat

kr. 2.447,00

Termin

kr. 4.891,58

Ejendomsskat

kr. 573,75

Forsikring/hus

kr. 203,83

Varme

kr. 846,67

El

kr. 313,33

Vandafgift

kr. 280,50

Licens

kr. 74,00

Telefonabonnement

kr. 120,00

Skorstensfejer

kr. 16,67

Forsikring

kr. 185,67

Udgifter i alt

kr. 9.953,00

Til rest til underhold og øvrige faste udgifter er herefter pr. måned 5.000,00 kr.

Ifølge Deres økonomiske opgørelse, der er vedlagt Deres tidligere sag i nævnet, journalnr. ( ), og som er vedlagt denne sag i sin helhed, har De udgifter på i alt 13.516,02 kr.

”

Den 23. juni 1999 klagede A telefonisk over afgørelsen angående personligt tillæg til dækning af tandlægeudgifter. I brev af 16. juli 1999 uddybede A sin klage over det sociale nævns afgørelse om afslag på personligt tillæg. Den 2. august 1999 afviste Den Sociale Ankestyrelse at behandle sagerne om personligt tillæg til tandbehandling, diættilskud og samværsudgifter. Ankestyrelsen fandt ikke at sagerne var af generel eller principiel betydning.

Den 20. september 1999 bad jeg det sociale nævn om en udtalelse. Jeg bad nævnet om at indhente en udtalelse om sagen fra kommunen. Jeg bad myndighederne redegøre for med hvilken hjemmel kommunen havde besluttet at der ikke fra januar 1999 kunne ydes tilskud til diætkost i henhold til pensionslovens § 17, stk. 1. Hvis kommunen havde udarbejdet interne retningslinier, bad jeg om at få tilsendt kopi af disse. Jeg bad også myndighederne om at redegøre nærmere for myndighedernes vurdering af A’s økonomiske forhold og for hvorfor myndighederne ikke var enig i A’s redegørelse for sine økonomiske forhold. Endelig bad jeg om at få oplyst om der ved den økonomiske vurdering var medtaget udgifter som A særligt må afholde som følge af sine handicap.

Den 29. september 1999 udtalte kommunen

”Under henvisning til jeres brev af 22. september 1999 kan det oplyses, at Ældre- og Handicapudvalget i (K) kommune den 26. oktober 1998 har truffet afgørelse om, at tilskud til diætkost ikke skal ydes som fast månedlig ydelse. Herefter sker der alene udbetaling efter pensionsloven § 17, stk. 3.

Der er ikke udarbejdet interne retningslinier herfor.”

I brev af 11. oktober 1999 udtalte det sociale nævn

”

Nævnet kan oplyse, at (K) Kommune i brev af 29. september 1999 har oplyst, at kommunens Ældre- og Handicapudvalg den 26. oktober 1998 har truffet afgørelse om, at tilskud til diætkost ikke skal ydes som fast månedlig ydelse. Herefter sker der alene udbetaling efter pensionslovens § 17, stk. 3. Der er ikke udarbejdet interne retningslinier herfor.

Nævnet finder, at kommunen har haft hjemmel til at træffe denne afgørelse efter pensionslovens § 17.

De har tillige anmodet om en redegørelse for vurderingen af (A)’s økonomiske forhold, herunder for, hvorfor nævnet og kommunen ikke er enig i hans opgørelse af sine økonomiske forhold. De har endvidere anmodet om at få oplyst, om der ved den økonomiske vurdering er medtaget udgifter som (A) særligt må afholde som følge af sit handicap.

Nævnet har fundet, at der ved den økonomiske vurdering skal medtages samtlige indtægter og rimelige udgifter, herunder tages hensyn til, at (A) har ekstra udgifter forbundet med sit handicap.

Det er indgået i nævnets vurdering, at (A)’s samlede boligudgifter er relativt høje i forhold til hans indtægt.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at (A) har mulighed for at få indefrosset sin ejendomsskat eller modtage boligydelse som lån.

Endelig er det indgået i vurderingen, at også handicapbetingede udgifter, herunder udgifter til telefon og taxakørsel, i et vist omfang kan afpasses efter de økonomiske forhold.

Nævnet skal bemærke, at nævnet kun kan efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af en kommune, når der foreligger særlige omstændigheder, jfr. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 69.

Nævnet har herefter ikke skønnet, at nævnet kan tilsidesætte kommunens vurdering om, at (A)’s økonomiske forhold ikke kan betragtes som ganske særlig vanskelige.

”

A kommenterede myndighedernes udtalelser.

Ombudsmandens udtalelse

”Retsgrundlaget

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En førtidspensionist klagede over myndighedernes afslag på personligt tillæg til tandbehandling, diættilskud og samværsudgifter. Pensionisten, der var blind, gjorde blandt andet gældende at myndighederne ved opgørelsen af hans rådighedsbeløb ikke i fornødent omfang havde medregnet hans handicapkompenserende udgifter.

Sagen vedrørte fortolkningen af § 17, stk. 1, og § 17, stk. 3, i lov om social pension. Ud fra forarbejderne til bestemmelserne og Socialministeriets vejledning om social pension udtalte ombudsmanden at forskellen mellem stk. 1 og stk. 3 synes at være hvilken personkreds der er berettiget til tillæg. Personkredsen der kan modtage hjælp efter § 17, stk. 1, er større end efter § 17, stk. 3, fordi § 17, stk. 1, kun stiller krav om at pensionistens økonomiske forhold skal være særlig vanskelige, mens § 17, stk. 3, kræver at pensionistens forhold er ”ganske særlig vanskelige”. Endvidere er forskellen at det personlige tillæg efter § 17, stk. 1, indtægtsreguleres afhængigt af pensionistens tillægsprocent. Tillægget efter § 17, stk. 3, indtægtsreguleres ikke. Det fremgår derimod ikke at der er forskel på de formål – altså de udgifter – som tillægget kan dække.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke havde hjemmel til at afskære pensionister fra at søge om tilskud til diætkost efter pensionslovens § 17, stk. 1.

Da førtidspensionistens personlige tillægsprocent syntes at berettige til at ansøgningen om personligt tillæg blev vurderet efter pensionslovens § 17, stk. 1, mente ombudsmanden ikke at kommunen kunne undlade at vurdere om der kunne ydes personligt tillæg efter pensionslovens § 17, stk. 1.

Ombudsmanden mente at det var beklageligt at kommunen ikke i begrundelsen redegjorde nærmere for at kommunen ikke ved den økonomiske opgørelse medtog de handicapkompenserende udgifter.

Over for det sociale nævn udtalte ombudsmanden bl.a. at det var beklageligt at nævnet ikke tog stilling til pensionistens synspunkt om at myndighederne ved vurderingen af hans økonomiske forhold skulle medregne hans handicapkompenserende udgifter.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage behandlingen af sagerne. (J.nr. 1999-2484-042).