Flytning af ældre dement fra et amtsligt plejehjem til et almindeligt kommunalt plejehjem. Vejledning om muligheden for værgemål

§ 83. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om optagelse i et plejehjem eller en beskyttet bolig.

Stk. 5. Krav om fraflytning af boligen for beboere i plejehjem og beskyttede boliger kan kun gennemføres, såfremt kravet støttes på forhold, der kan sidestilles med en af de i lejelovens kapitel XIII nævnte opsigelsesgrunde.’

§ 83, stk. 5, blev indsat i bistandsloven med lov nr. 870 af 23. december 1987. Af bemærkningerne til lovforslaget i Folketingstidende 1987-88, Tillæg A, sp. 1530, fremgår følgende

’

Det er regeringens opfattelse, at disse bestræbelser for at skabe ligestilling mellem ældre og handicappede uanset boligform også bør omfatte retsbeskyttelsen mod ufrivillig fraflytning af boligen.

Det foreslås derfor, at der i bistandsloven indsættes en bestemmelse om, at krav om fraflytning af beboere i plejehjem og beskyttede boliger kun kan gennemføres, såfremt der foreligger en situation, der kan sidestilles med de i lejelovens kapitel XIII nævnte opsigelsesgrunde.

Heraf følger, at beboerne har en retsbeskyttelse mod uønsket fraflytning af boligen, medmindre opholdet på forhånd er tidsbestemt, eller der foreligger bestemte situationer. En række af de situationer, der beskrives i lejelovens kapitel XIII, vil efter deres natur være uden betydning i plejehjem og beskyttede boliger. Men krav om fraflytning kan gennemføres, hvis ejendommen afvikles som plejehjem, nedrives eller ombygges – f.eks. som et led i kommunens omstilling til nye ældreboligformer – hvis beboeren ved sin benyttelse af boligen ikke iagttager god skik og orden, og hvis vægtige grunde gør det særligt magtpåliggende for kommunen at gennemføre en flytning. En pligt til erstatningsbolig følger dog allerede af, at den pågældende efter sin helbredstilstand opfylder betingelserne i bistandslovens § 79 for optagelse i et plejehjem eller en beskyttet bolig.

’

Der var ikke til bistandslovens § 112 knyttet en tilsvarende bestemmelse

.

Østre Landsret tog i en dom af 11. oktober 1988 (10. afd. Sag nr. 76/1988) stilling til spørgsmålet om lovligheden af at flytte en plejehjemsbeboer fra et kommunalt plejehjem i en nabokommune til et ligeledes kommunalt plejehjem i den tidligere opholdskommune. Flytningen var sket uden den pågældendes samtykke og fandt sted inden § 83, stk. 5, blev indsat i bistandsloven med lov nr. 870 af 23. december 1987.

Landsretten tilkendegav at bistandslovens § 83, stk. 5, indebar en begrænsning i kommunernes kompetence på plejehjemsområdet som ikke fandtes før lovændringen. Landsretten mente derfor ikke at kommunen havde handlet ulovligt ved at gennemtvinge flytningen af den pågældende.

Endvidere har Højesteret i dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1990.916 H taget stilling til et spørgsmål om overførsel af en beboer fra et kommunalt plejehjem til et kommunalt psykiatrisk plejehospital. Sagen drejede sig om en beboer der tidligere havde været indlagt på psykiatrisk sygehus. Plejehjemsadministrationen overførte den pågældende fordi vedkommende var til gene for de øvrige beboere og i øvrigt havde behov for en mere specialiseret behandling og pleje end den der var mulighed for at modtage på det kommunale plejehjem. De pårørende protesterede mod beslutningen som alligevel – og uden magtanvendelse – blev gennemført. Højesteret lagde vægt på at flytningen var sagligt begrundet i forhold som det påhvilede plejehjemsadministrationen at varetage, og at den blev iværksat uden tvangsanvendelse.

Ankestyrelsen har i sin udtalelse anført at der ikke er et egentligt retskrav på forbliven på specialinstitution, når der efter en individuel vurdering ikke længere viser sig at være et behov herfor.

Jeg kan på baggrund af de nævnte domme ikke kritisere denne retsopfattelse.

Spørgsmålet om beskikkelse af værge

Foreningen anfører i sit brev af 8. juni 1998 at der burde være beskikket en værge for (A).

Reglerne om værgemål findes i lov nr. 388 af 14. juni 1995 (værgemålsloven). Lovens § 5 lyder således

’Der kan iværksættes værgemål for den, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender, hvis der er behov for det.

Stk. 3. Værgemålet kan begrænses til at angå økonomiske forhold, herunder bestemte aktiver eller anliggender. Det kan også begrænses til at angå personlige forhold, herunder bestemte personlige anliggender.

Stk. 4. For så vidt ikke andet særlig er bestemt, handler værgen på den pågældendes vegne i anliggender, der er omfattet af værgemålet.’

På baggrund af den beskrivelse der er af (A)’s tilstand på tidspunktet for overvejelserne og beslutningen om at flytte ham fra (X) til (Z) Plejehjem, er der ikke tvivl om at han opfyldte de retlige og medicinske betingelser for at der kunne iværksættes et værgemål. Det fremgår endvidere af værgemålslovens § 5, stk. 1, at det er en yderligere betingelse for at der kan iværksættes værgemål at der er behov for det.

Det fremgår også af betænkning nr. 1247 om værgemål og bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, sp. 2430 ff) at det vil være for omfattende og vidtrækkende altid at skride til værgemål når blot de retlige og medicinske kriterier for at iværksætte værgemål er opfyldt. Værgemålsudvalget har (betænkningen s. 134) peget på at familiemedlemmer eller institutionspersonale i praksis på uformel vis træder til og træffer beslutningerne og handler på den svages vegne. Dette rejser imidlertid en række retssikkerhedsspørgsmål, bl.a. at sådanne personer uden beskikkelse som værge er uden legale beføjelser, f.eks. i relation til tavshedspligt og opnåelsen af partsbeføjelser.

Udvalget har derfor anført at tvivl om interessevaretagelsen, dybere uenighed blandt de nærtstående eller manglende tillid i samarbejdet mellem familien og institutionen taler for at der tages initiativ til værgemål.

Af bemærkningerne til forslaget til værgemålsloven (Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, sp. 3438) fremgår følgende

’

Justitsministeriet kan i øvrigt tilslutte sig udvalgets opfattelse, hvorefter der ikke nødvendigvis i alle tilfælde skal beskikkes en værge for en inhabil, for at der kan tages stilling til anbringelse på plejehjem eller anden institution , eller for at der kan træffes vigtigere beslutninger under institutionsanbringelsen. Er den pågældende så dement, at det er umuligt at få en tilkendegivelse fra vedkommende, kan det i de situationer, hvor pågældende har nærtstående familie, overvejes, om det tjener noget rimeligt formål at beskikke en værge, medmindre den pågældende i øvrigt har brug for en sådan. Et generelt krav om værgesamtykke til plejehjemsanbringelse ville i sådanne tilfælde få formel karakter og snarere tjene som sikkerhed for de medvirkende myndigheder end hensyntagen til den, det drejer sig om. Selv om der således ofte ikke kan antages at være et reelt repræsentationsbehov, vil interessemodsætninger og retssikkerhedshensyn, herunder behovet for at opnå legal legitimation, dog kunne bevirke, at der alligevel er behov for at beskikke en værge.

Det må således efter Justitsministeriets opfattelse efterhånden fastlægges i praksis, i hvilke tilfælde og med hensyn til hvilke spørgsmål der vil være grundlag for at iværksætte værgemål med hensyn til personlige spørgsmål.

Ved afgørelsen heraf må det bl.a. få betydning, om der foreligger interessemodsætninger og uenighed blandt familiemedlemmer. Endvidere kan der være behov for en egentlig legal legitimation i forbindelse med opgaver i forhold til myndigheder, der f.eks. ikke imødekommer en anmodning om at tilbyde en plejehjemsplads, og hvor sikkerheden for, at der sker en reel drøftelse med inddragelse af beslutningstagerne og om muligt også den svage, kan forbedres ved beskikkelse af en værge. Hertil kommer, at en værgebeskikkelse medfører, at den pågældende værge som legal partsrepræsentant er omfattet af forvaltningslovens regler om partsoffentlighed, partshøring m.v. og dermed står stærkere over for institutioner og andre myndigheder.

’

Anmodning om værgemål (eller om ændring eller ophævelse af værgemål) kan fremsættes af den pågældende selv, dennes ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste, værgen eller en særlig værge, kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller politimesteren, jf. lovens § 16, stk. 1.

Af betænkning nr. 1247 om værgemål, s. 179 f, fremgår følgende

’

De ovennævnte regler angår kompetencen til at rejse umyndiggørelsessag. Der er ikke i dansk ret regler om pligt for myndigheder til at gribe ind eller til selvstændigt at tage noget initiativ. Politiet vil normalt alene rejse sag på grundlag af en henvendelse udefra i anledning af et konkret opstået problem, f.eks. en aktuel arvesag, en skilsmisse eller en plejehjemsanbringelse.

Udvalget finder ikke , at der er anledning til at indføre en lovbestemmelse om handlepligt for offentlige myndigheder. Noget sådant kunne medføre en unødig forøgelse af sagerne og dermed af antallet af personer under værgemål, samtidig med at det kan være vanskeligt for udenforstående myndigheder at skønne over behovet på et område, de ikke har erfaring og indsigt i. Samtidig må det antages, at offentlige myndigheder handler ansvarligt og tager fornødne initiativer, hvis der er behov herfor.

’

På baggrund af det der er anført i forarbejderne til værgemålsloven, er det særligt i tilfælde hvor der f.eks. er interessemodsætninger mellem pårørende og en offentlig myndighed at værgemål bliver relevant. Herved opnår værgen en formelt set stærkere position i forhold til myndighederne til at varetage den svages interesser.

Som det fremgår, består der ikke en egentlig handlepligt for offentlige myndigheder til at tage initiativ til at få beskikket en værge. Og i en situation som den foreliggende anser jeg det også for naturligst at overlade til de tilsyneladende ganske ressourcestærke pårørende at afveje om de ønsker at indgive ansøgning til statsamtet om værgemål.

Jeg mener imidlertid at det havde været rigtigst hvis amtskommunen da det blev klart at der var en interessemodsætning mellem de pårørende og amtskommunen, havde vejledt de pårørende om mulighederne for at få beskikket en værge.

Jeg er opmærksom på at de pårørende (som formentlig i tilfælde af værgemål ville være den gruppe inden for hvilken en værge ville blive udpeget) i den foreliggende sag blev inddraget i sagens behandling. De pårørendes indsigelser mod flytningen indgik i amtskommunens behandling af spørgsmålet om udvisitering af (A). Endvidere blev de pårørendes klager over amtskommunens afgørelse behandlet af Den Sociale Ankestyrelse, og først efter at Ankestyrelsens afgørelse forelå, blev udvisiteringen gennemført. Dette ændrer imidlertid ikke på at jeg mener det havde været rigtigst at vejlede om mulighederne for at få den formelt set forbedrede retsstilling gennem en værgebeskikkelse. Jeg henviser til princippet om offentlige myndigheders vejledningspligt i forvaltningslovens § 7.

Jeg har ikke taget stilling til om det er i overensstemmelse med de grundlæggende partsregler at tillægge en pårørende der ikke er beskikket som værge, partsbeføjelser.

Jeg har gjort Viborg Amtskommune bekendt med min opfattelse.

Jeg har ikke ved min behandling af sagen taget stilling til hvilken betydning de nye regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne (lov nr. 392 af 2. juni 1999 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område) som trådte i kraft den 1. januar 2000, vil have i den foreliggende situation.”

§ 112 i den nu ophævede bistandslov havde følgende ordlyd

’ § 112. Amtsrådet skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for voksne, der på grund af et vidtgående fysisk eller psykisk handicap har et særligt behov for pleje, behandling m.v., som ikke kan dækkes gennem optagelse på sygehus eller ophold på de øvrige i kapitel 16 og 17 nævnte institutioner.

Stk. 2. Amtsrådet skal endvidere sørge for, at der findes særlige plejehjem for yngre og for personer med lidelser, der enten forudsætter en bestemt indretning af plejehjemmet eller gør periodevis indlæggelse til rekreation eller behandling påkrævet.

Stk. 3. Institutionerne kan oprettes og drives af en amtskommune, en kommune eller som selvejende institution, med hvilken amtsrådet indgår overenskomst.

Stk. 4. Socialministeren kan fastsætte vejledende regler for institutionernes ledelse og drift.’

Spørgsmålet om optagelse på et almindeligt plejehjem blev reguleret i den dagældende bistandslovs § 83 som havde følgende ordlyd

Flytning af ældre dement fra et amtsligt plejehjem til et almindeligt kommunalt plejehjem. Vejledning om muligheden for værgemål

En forening klagede over myndighedernes beslutning om at flytte en dement mand, A, fra et pleje- og behandlingshjem, X, til et almindeligt kommunalt plejehjem, Z.

Det fremgik af sagen at A den 15. januar 1992 flyttede ind på plejehjemmet X i Y-by. X er et pleje- og behandlingshjem oprettet i henhold til den dagældende bistandslovs § 112, stk. 2.

På et møde på X i marts 1997 blev det besluttet at udvisitere A til et kommunalt plejehjem. Af referatet fra mødet fremgår følgende

”

(A) er efterhånden svært invalideret af sin demens. (A) har faktisk ikke noget sprog mere, der kan etableres kortvarig øjen- og følelsesmæssig kontakt med ham. (A) trættes meget hurtigt og kan kun holde sig vågen i kortere tid af gangen – almindeligvis op til 20 min. – så blunder han igen.

Da (A) trættes så hurtigt, er han oppe at sidde i en stol i kortere og kortere tid og tilbringer mere tid i sengen. (A) bliver stresset af for mange indtryk, derfor er han næsten altid på sin stue, hvor han har glæde af 1:1 kontakt og ind imellem også af at se fjernsyn.

(A) har nu også mistet sin gangfunktion og må forflyttes med lift og to personaler.

(A) har udviklet meget ’stive muskler’ derfor skal der være 2 personaler til at hjælpe (A) med at blive vendt i sengen og lignende.

(A) har i det forløbne år haft lungebetændelse og blærebetændelse flere gange.

(A) kan stadig reagere med uro og råben – og virke vred – ved nedre toilette, støj, sult, tørst, hovedpine m.m.

(A) kan ind imellem have svært ved at ’huske spiseprocessen’ og kan da fejlsynke.

(A) har i dag ikke mere brug for psykiatrisk sygepleje – men en god og omhyggelig sygepleje og (X) vurderer, at (A) kan bo på et almindeligt plejehjem med uddannet plejepersonale – og hvor man følger en fastlagt døgnrytme, som selvfølgelig vil skulle ændres i takt med (A)’s fortsatte demensudvikling.

( ) Kommune ser sig i stand til at tilgodese (A)’s plejebehov på (Z) plejehjem.

Familien ønsker ikke at (A) udsættes for denne udflytning, da de mener, det vil være en urimelig belastning for (A).

”

Ved brev af 30. april 1997 meddelte Viborg Amt A at amtsvisitationsudvalget den 28. april 1997 havde truffet beslutning om udvisitation til kommunalt plejehjem.

A’s datter klagede herefter til Den Sociale Ankestyrelse.

Den Sociale Ankestyrelse traf afgørelse i sagen den 11. februar 1998. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende

”Ankestyrelsen finder ikke grundlag for at ændre Viborg Amts afgørelse, hvorefter Deres far (A) udvisiteres fra pleje- og behandlingshjemmet (X), da det skønnes at Deres far ikke længere har brug for psykiatrisk sygepleje, og at han derfor i stedet er tilbudt plads på et almindeligt plejehjem, som kan tilgodese hans plejebehov.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at Deres far er beskrevet som invalideret af sin demens. Han har ifølge det oplyste faktisk ikke noget sprog mere. Der kan etableres kortvarig øjen- og følelsesmæssig kontakt. Deres far trættes meget hurtigt og kan kun holde sig vågen i kortere tid ad gangen.

Ankestyrelsen vurderer, at Deres far (A)’s demens er så fremskreden, at det ikke længere skønnes nødvendigt med ophold på et psykiatrisk plejehjem som institutionen (X).”

Ved brev af 27. marts 1998 tilbød kommunen A en plads på Z Plejehjem i V-by.

Den 1. april 1998 blev A overført til Z Plejehjem og umiddelbart efter – den 5. april 1998 – døde han.

I et brev af 18. maj 1998 klagede en forening til mig på vegne af A.

I brev af 3. juni 1998 meddelte jeg foreningen at klagen ikke gav mig tilstrækkelig anledning til undersøgelse. Baggrunden for min beslutning var at jeg ikke kunne undersøge og tage stilling til spørgsmålet om det tilrådelige ved at gennemføre flytningen den 1. april 1998. Jeg lagde endvidere vægt på at A var afgået ved døden.

Foreningen henvendte sig til mig igen ved brev af 8. juni 1998. Foreningen anførte bl.a. følgende

”Nærværende sag rejser således for os at se principielle spørgsmål af væsentlig betydning særligt for svært demente, da det grundlæggende spørgsmål er, hvorvidt en svært dement ikke har krav på retsbeskyttelse, når der er tale om beslutning om varigt opholdssted.

Kan en udvisitering fra et § 112 plejehjem have som lovlig konsekvens, at en kommune uagtet reglerne om værgemål, optager en person på et kommunalt plejehjem, når personen ikke er i stand til at protestere/samtykke?”

Jeg bad herefter Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i anledning af klagen og om udlån af sagens akter. Jeg vedlagde en kopi af min udtalelse af 16. maj 1995 vedrørende en anden sag.

Den Sociale Ankestyrelse svarede i et brev af 20. november 1998 følgende

”

Tillige vedlægges Ankestyrelsens afgørelse i sagen, meddelt den 11. februar 1998. Det fremgår heraf, at Ankestyrelsen i møde den 5. februar 1998 traf afgørelse om, at der ikke fandtes grundlag for at ændre Viborg Amts afgørelse, hvorefter (A) udvisiteres fra pleje- og behandlingshjemmet (X), da det skønnedes, at pågældende ikke længere havde brug for psykiatrisk sygepleje, og at han derfor i stedet var tilbudt plads på et almindeligt plejehjem, som kunne tilgodese hans plejebehov.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at (A) var beskrevet som invalideret af sin demens. Han havde ifølge det oplyste faktisk ikke noget sprog mere. Der kunne etableres kortvarig øjen- og følelsesmæssig kontakt. (A) trættedes meget hurtigt og kunne kun holde sig vågen kortere tid af gangen.

Ankestyrelsen vurderede, at pågældendes demens var så fremskreden, at det ikke længere skønnedes nødvendigt med ophold på et psykiatrisk plejehjem som institutionen (X).

Ankestyrelsen tiltrådte således Viborg Amts afgørelse.

Under sagsbehandlingen i Ankestyrelsen og på tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse den 5. februar 1998 forelå der ikke i sagen oplysninger om, at (A) var døende.

Ifølge akt 11/1 af 22. juli 1998 fra Viborg Amt, Socialforvaltningen dør (A) af lungebetændelse 4 dage efter flytningen den 1. april 1998 fra institutionen (X). (A) var ifølge samme akt ikke døende, da han flyttede fra (X).

Det fremgår endvidere af referat fra behandlingsmøde i marts 1997, at (A) i det forløbne år havde haft lungebetændelse og blærebetændelse flere gange.

Ankestyrelsen har i sagen alene taget stilling til om pågældendes helbredsforhold konkret begrundede fortsat ophold på en specialinstitution for voksne, der på grund af bl.a. et vidtgående psykisk handicap har et særligt behov for pleje, behandling m.v., som ikke kan dækkes gennem optagelse på sygehus eller ophold på anden institution, jf. bistandslovens § 112, eller om (A)’s behov for omsorg og pleje ville blive tilstrækkelig tilgodeset på et almindeligt plejehjem, som han var tilbudt.

Ankestyrelsen vurderede ikke i denne forbindelse – behov for ophold på specialinstitution contra ophold på almindeligt plejehjem – om det manglende samtykke fra (A) (der var invalideret af sin demens) eller fra de pårørende/evt. værge skulle bevirke, at (A) ikke kunne udvisiteres fra specialinstitutionen til et mindre specialiseret tilbud.

I foreningens brev af 8. juni 1998 er det bl.a. anført: ’Nærværende sag rejser således for os at se principielle spørgsmål af væsentlig betydning særligt for svært demente, da det grundlæggende spørgsmål er, hvorvidt en svært dement ikke har krav på retsbeskyttelse, når der er tale om beslutning om varigt opholdssted. Kan en udvisitering fra et § 112 plejehjem have som lovlig konsekvens, at en kommune uagtet reglerne om værgemål, optager en person på et kommunalt plejehjem, når en personen ikke er i stand til at protestere/samtykke?’. Endvidere er der bl.a. henvist til lov om social service, hvorefter spørgsmålene endnu ikke er løst.

Ankestyrelsen skal hertil bemærke, at der i § 83, stk. 5, i den dagældende bistandslov, er et krav om, at fraflytning af boligen for beboere i plejehjem og beskyttede boliger kun kan gennemføres, såfremt kravet støttes på forhold, der kan sidestilles med en af de i lejelovens kapitel XIII nævnte opsigelsesgrunde. Der er ikke en tilsvarende bestemmelse for § 112-institutionerne. Det er således Ankestyrelsens opfattelse, at der ikke er et egentligt retskrav på forbliven på specialinstitution – når der efter en individuel vurdering ikke længere viser sig at være et behov herfor. Der er således ikke den samme udtrykkelige garanti for beboere med ophold i en specialinstitution, jfr. bistandslovens § 112.

Endvidere har det hidtil været Ankestyrelsens opfattelse, at der på trods af manglende hjemmel til flytning uden samtykke kan ske udvisitation fra en specialinstitution uden pågældendes (eller værges) samtykke. Det må ligeledes anses at ligge i forholdets natur, at en specialinstitution primært bør beboes af beboere der til stadighed opfylder visitationsbetingelserne, og har de særlige behov som specialinstitutionen er oprettet til at varetage. Ankestyrelsen er dog enig i, at det må være et almindeligt gældende princip – også i disse situationer – at følge beboerens, de pårørendes eller værgens ønske i det omfang bl.a. hensynet til evt. andre personer på venteliste til den pågældende specialinstitution, gør dette muligt, og ligeledes, at der naturligvis ikke sker en flytning, såfremt den pågældende er i en fase, hvor det vurderes, at der kan være tale om at døden er nært forestående. Det kan imidlertid ikke undgås, at der i visse situationer kan være behov for at træffe beslutning imod den pågældendes (eller værgens) ønske, uden at der er en direkte hjemmel til en sådan (tvangsmæssig) udflytning uden samtykke.

Men forudsætningen vil i givet fald være, at den bistand og pleje, der efter en konkret vurdering er behov for, kan tilbydes og opfyldes på anden vis, f.eks. ved ophold på et almindeligt plejehjem eller ved bistand i hjemmet.

Det bemærkes i den forbindelse, at Ankestyrelsen har anset sig for kompetent til at træffe afgørelser i sager om både visitation til og visitation fra (udvisitering) institutioner, der er oprettet i medfør af bistandslovens § 112, jf. § 115, stk. 4. I sager om udvisitering kan klagen herover hidrøre fra kommune og/eller vedkommende person, eventuelt dennes pårørende/værge. I sidstnævnte tilfælde vil der i sagens natur ikke foreligge et samtykke.

Generelt finder Ankestyrelsen, at det er betænkeligt, at der ikke er en udtrykkelig hjemmel til det indgreb i den personlige frihed, som det er at udvisitere fra et mere specialiseret botilbud til et mindre specialiseret tilbud, uden samtykke.

Da differentieringen af tilbuddene i den sociale lovgivning bygger på forskellige grader af behov for omsorg, bistand, behandling og pleje m.v., har Ankestyrelsen imidlertid anset det for et lovligt ressourcemæssigt hensyn at udvisitere fra en mere specialiseret foranstaltning, når der efter en konkret vurdering ville blive tilbudt anden hjælp, svarende til det aktuelle behov.

Ankestyrelsen finder ikke, at herværende sag er parallel med den medsendte udtalelse af 16. maj 1995 fra Ombudsmanden vedrørende en anden sag, der vedrører en tvangsmæssig anbringelse på et plejehjem (imod værgens ønske) idet der blev givet afslag på pleje og bistand i hjemmet.

”

Foreningen er ved brev af 23. november 1998 blevet gjort bekendt med Ankestyrelsens udtalelse.

Ombudsmandens udtalelse

”Jeg har i min undersøgelse koncentreret mig om afgørelsen af 30. april 1997 fra socialforvaltningen i Viborg Amtskommune og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 11. februar 1998. Spørgsmålet om hvorvidt det var tilrådeligt at flytte (A) den 1. april 1998, har jeg derimod ikke taget stilling til. Jeg henviser til ombudsmandslovens § 16, stk. 1. Efter denne bestemmelse afgør ombudsmanden selv om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Afgørelsen af om det var tilrådeligt at flytte (A) på det pågældende tidspunkt, afhænger for en stor del af vurderinger af lægelig og sygeplejefaglig karakter.

Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de lægelige og sygeplejefaglige vurderingers rigtighed – som er af væsentlig betydning for bedømmelsen af dette spørgsmål – kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Hertil kommer at en bedømmelse heraf i givet fald måtte omfatte bevismæssige spørgsmål som ombudsmanden ikke er egnet til at afklare fordi ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at foretage afhøringer i sagen, men behandler klager på et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af om flytningen burde være udsat på grund af (A)’s helbredsmæssige tilstand den 1. april 1998, vil ikke kunne gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse.

Afgørelsen af 27. april 1997

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En forening klagede over myndighedernes beslutning om at flytte en meget dement mand fra et pleje- og behandlingshjem til et almindeligt kommunalt plejehjem. Mandens pårørende var imod flytningen. Manden afgik ved døden få dage efter flytningen. Foreningen mente at sagen rejste grundlæggende spørgsmål om personer som ikke er i stand til selv at protestere eller give samtykke.

Ombudsmanden tog ikke stilling til om det på det pågældende tidspunkt var tilrådeligt at flytte den demente mand da denne vurdering i vidt omfang hvilede på vurderinger af lægelig og sygeplejefaglig karakter som ombudsmanden ikke har særlige forudsætninger for at tage stilling til.

Den Sociale Ankestyrelse gav under sagen udtryk for at der efter styrelsens opfattelse ikke eksisterer et egentligt retskrav på at blive på en specialinstitution når der efter en individuel vurdering ikke længere er behov herfor. Ombudsmanden kunne ikke kritisere denne opfattelse.

Ombudsmanden forholdt sig endelig til et spørgsmål om værgebeskikkelse. I denne forbindelse udtalte ombudsmanden at det havde været rigtigst at amtskommunen, da det blev klart at der var en interessemodsætning mellem de pårørende og amtskommunen, havde vejledt de pårørende om mulighederne for at få beskikket en værge for den demente mand. (J.nr. 1998-1480-065).