Manglende partshøring om tandlægekonsulents udtalelse. Egen tandlæge ikke partsrepræsentant

§ 19, stk. 2, indeholder visse undtagelser fra partshøringspligten.

Det er et grundprincip i dansk forvaltningsret at myndighederne har ansvaret for at sagen oplyses i tilstrækkeligt omfang, og partshøringsreglerne skal blandt andet sikre at parten får tilstrækkelig lejlighed til at kontrollere beslutningsgrundlaget inden afgørelsen træffes. Eventuelle fejl i beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten ligesom denne også på anden måde får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter. Partshøringsreglerne skal endvidere tjene til at styrke tilliden til forvaltningen i forbindelse med de berørte borgeres opfattelse af den måde hvorpå myndighederne behandler deres sag.

3.a. Partshøring forud for kommunens afgørelse

Kommunen traf sin anden afgørelse på grundlag af ’Behandlings- og honorarforslag for tandbehandling’ udfyldt og indsendt af (A)’s tandlæge, (B). På ovennævnte skema har tandlægekonsulent (C) skrevet et notat/en udtalelse efter at have undersøgt (A) den 14. maj 1998. Det fremgår af Gentofte Kommunes brev af 25. juni 1998 at afslaget på tilskud til behandlingen af +6 skyldtes tandlægekonsulentens vurdering af at der ikke var akut behov for en krone til denne tand.

Partshøringspligtens udstrækning er ikke i første række afhængig af om en oplysning efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, men beror i højere grad på hvilken funktion oplysningen har i myndighedernes sagsbehandling. Afgørende for om en oplysning skal undergives partshøring efter forvaltningslovens § 19, er om oplysningen er af en sådan karakter at den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skaffe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder.

Partshøringspligten vil derfor også efter omstændighederne omfatte oplysninger der indeholder en subjektivt præget stillingtagen til forhold for så vidt vurderingen er af betydning for den administrative bevisoptagelse. Som eksempel kan nævnes en udtalelse fra en sagkyndig som skal indgå i grundlaget for myndighedens afgørelse. Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg., 1999, s. 374ff, Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret. Sagsbehandling, 4. udg., 1995, s. 170, og Jon Andersen, Forvaltningsret, 1. udg., 1994, s. 341ff.

Normalt anses tilkendegivelser om standpunkter, argumenter eller vurderinger med hensyn til en sags afgørelse som fremkommer fra den kompetente myndigheds egne medarbejdere, ikke som omfattet af partshøringspligten. Dette gælder også for de udtalelser som en kommunes eller et nævns tandlægekonsulent afgiver. På tilsvarende måde anses disse standpunkter mv. ikke for omfattet af retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 12, stk. 2, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 216ff*.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 12, stk. 2, angår ’faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse’. De oplysninger der efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, er omfattet af partshøringspligten, er afgrænset på samme måde, jf. det jeg har anført ovenfor under 3.

Kommunens tandlægekonsulent har ikke – som det er sædvanligt i hvert fald for lægekonsulenter ansat i Den Sociale Ankestyrelse eller af det sociale nævn – blot afgivet sin vurdering på baggrund af sagens foreliggende oplysninger mv. Tandlægekonsulenten har derimod – for at forbedre grundlaget for at træffe afgørelse i sagen – indkaldt (A) og ved selvsyn konstateret hvorledes hendes tandstatus var. På dette grundlag har tandlægekonsulenten foretaget sin vurdering og afgivet sin udtalelse. Den omstændighed at tandlægekonsulenten har undersøgt (A), medfører at tandlægekonsulentens erklæring bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag og dermed bliver omfattet af partshøringspligten.

Jeg har ved min behandling af sagen lagt til grund at (A) ikke var bekendt med indholdet af udtalelsen/notatet før kommunen traf afgørelse. Det fremgår således ikke af sagens akter eller af kommunens udtalelse til mig at (A) blev orienteret om resultatet af undersøgelsen.

Det forhold at (A) deltog i tandlægekonsulentens undersøgelse af hende og således vidste at der til brug for sagen blev udfærdiget en erklæring på baggrund af undersøgelsen, er efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt til at anse partshøringspligten efter forvaltningslovens § 19 for opfyldt. Jeg henviser i den forbindelse til Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 339* (361ff, 378ff, og 411ff).

I sin udtalelse til mig af 28. maj 1999 oplyser Gentofte Kommune imidlertid at kommunen har betragtet (A)’s tandlæge, (B), som (A)’s ’faglige repræsentant’, og at han har været hørt som part. Det fremgår imidlertid ikke af de indsendte akter at tandlæge (B) – på vegne af (A) – blev hørt angående resultatet af tandlægekonsulentens undersøgelse. Som tidligere anført har jeg lagt til grund at (B) ikke var (A)’s partsrepræsentant. Jeg anser det derfor for meget beklageligt at Gentofte Kommune undlod at foretage partshøring af (A).

Jeg har gjort Gentofte Kommune bekendt med min opfattelse.

3.b. Partshøring forud for Det Sociale Nævn for Københavns Amts afgørelse

(A) klagede selv til Det Sociale Nævn for Københavns Amt over Gentofte Kommunes afgørelse, og nævnet har ikke anført at (A)’s tandlæge blev opfattet som hendes partsrepræsentant under nævnets behandling. Jeg har derfor lagt til grund at (A) heller ikke under nævnets behandling af sagen har været repræsenteret af andre.

Det fremgår af sagens akter at Det Sociale Nævn for Københavns Amt ved brev af 23. juli 1998 bad (A)’s tandlæge om at fremsende ’aktuelle røntgenoptagelser, kopi af tandlægejournal, eventuelle modeller samt andet relevant materiale’.

Nævnet modtog den 24. august 1998 det materiale (A)’s tandlæge havde.

Af Det Sociale Nævn for Københavns Amts afgørelse af 30. oktober 1998 fremgår det at man ved afslaget på tilskud til tanden +6 havde lagt vægt på nævnets tandlægekonsulents udtalelse hvorefter tanden ikke var akut behandlingskrævende. Under punktet ’Baggrund’ i nævnets afgørelse står der blandt andet

’Tandlægekonsulenten har endvidere udtalt, at der ikke i journalmaterialet er noteret, at der skulle være noget i vejen med tanden +6, hvilket heller ikke fremgår af røntgenbillede dateret den 20.02.1998. Ved visitationen hos overtandlæge (C) fandtes tanden ikke akut behandlingskrævende. Tandlægekonsulenten finder derfor udsættelse af behandling rimelig.’

Det fremgår ikke af sagen at (A) var bekendt med indholdet af det indhentede journalmateriale. (A) kunne heller ikke antages at være bekendt med at materialet indgik i det sociale nævns behandling af sagen. Da det efter det sociale nævns afgørelse af 30. oktober 1998 må antages at materialet har haft væsentlig betydning for sagens afgørelse og har været til ugunst for (A), burde nævnet have partshørt (A) over materialets indhold.

Jeg har gjort Det Sociale Nævn for Københavns Amt bekendt med min opfattelse. Da jeg ikke mener det kan udelukkes at (A) (eventuelt med hjælp fra en tandlæge) kan have væsentlige og relevante bemærkninger til det indhentede materiale, har jeg i dag henstillet til det sociale nævn at genoptage behandlingen af sagen og give (A) mulighed for at kommentere det indhentede materiale.

Jeg har bedt nævnet om at underrette mig om hvad nævnet foretager sig i sagen.

4. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse

Jeg mener ikke at jeg kan kritisere at Den Sociale Ankestyrelse afviste at behandle sagen. Vurderingen af om en sag er af generel eller principiel betydning, bygger på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end Ankestyrelsen der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Det sociale nævn genoptog sagen og partshørte (A). Herefter traf nævnet på ny afgørelse i sagen, og fastholdt sin tidligere afgørelse om afslag på at yde personligt tillæg.

Herefter foretog jeg mig ikke mere i anledning af (A)’s klage.”

NOTER: (*) FOB 1995, s. 481, FOB 1989, s. 42, FOB 1990, s. 216 og 339

Manglende partshøring om tandlægekonsulents udtalelse. Egen tandlæge ikke partsrepræsentant

En førtidspensionist klagede til mig over myndighedernes afslag på tilskud til tandbehandling.

Det fremgik af sagens akter at A er født i 1946 og modtager mellemste førtidspension. Den 6. februar 1998 sendte Gentofte Kommune A et ansøgningsskema vedrørende tilskud til tandbehandling.

Den 11. marts 1998 sendte A’s tandlæge, B, det udfyldte skema til Gentofte Kommune som en ansøgning om tilskud til en kronebehandling af A’s tænder +4 og +6 hvilket ansloges at ville koste 10.238,00 kr.

I februar 1998 blev der taget aftryk af A’s tand +4, og den 17. april 1998 blev kronen cementeret på.

Den 14. maj 1998 var A til undersøgelse hos tandlægekonsulent C.

Den 26. maj 1998 meddelte Gentofte Kommune A følgende afgørelse

”Pensionsafdelingen har færdigbehandlet Deres ansøgning om personligt tillæg til tandbehandling til en udgift på kr. 10.238,00.

Deres egen-betaling til udgiften udgør minimum 200,00 kr.

Pensionsafdelingen har bevilget Dem et tilskud til tandbehandlingen med kr. 70,00, idet De IKKE er mødt op til de indkaldte undersøgelser hos tandlægekonsulent (C) henholdsvis 16. april og 14. maj 1998. [I de akter jeg har modtaget fra myndighederne er ordene fra og med ’IKKE’ til og med ’1998’ overstreget, dog på en sådan måde at de stadig kan læses; min bemærkning].

Restbeløbet/egen-betalingen skal De selv betale direkte til tandlægen.

Deres tandlæge er samtidig orienteret herfra.

”

Den 17. juni 1998 skrev A til Gentofte Kommune at hun ønskede at anke sagen. A oplyste at hun var blevet undersøgt af kommunens tandlægekonsulenter den 14. maj 1998 (i modsætning til hvad der stod i kommunens afgørelse af 26. maj 1998). Derudover oplyste A at hendes tand 6+ var helt fraktureret, og at hun ikke kunne undvære denne tand da hun i forvejen var plaget af tinnitus, svær hørenedsættelse og talebesvær.

I brev dateret den 24. juni 1998 oversendte Gentofte Kommune sagen til Det Sociale Ankenævn (nu Det Sociale Nævn) for Københavns Amt. Kommunen fastholdt sin afgørelse, dog med den begrundelse at behandlingen efter tandlægekonsulentens undersøgelse ikke kunne anbefales.

Den 25. juni 1998 skrev Gentofte Kommune således til A

”Vedr.: anke i forbindelse med ansøgning om økonomisk tilskud til tandbehandling.

Pensionsafdelingen har modtaget Deres anke af den 17.6.98, hvor De ønsker at anke kommunens afgørelse af den 26.5.98.

Ansøgning om større tandbehandling forelægges altid tandlægekonsulenten til nærmere vurdering.

I Deres tilfælde har tandlægekonsulenten indkaldt og undersøgt Dem på baggrund af overslag fra Deres tandlæge.

Tandlægekonsulenten har vurderet, at der ikke er akut behov for krone til + 6, hvorfor der er bevilget afslag på denne behandling.

Krone til + 4 var fremstillet på undersøgelsestidspunktet, hvorfor det ikke har været muligt at vurdere behovet.

Pensionsafdelingen beklager, at der i brev af den 26. maj 1998 står, at De ikke skulle være mødt op til undersøgelse, dette beror på en misforståelse. Endvidere er det beklageligt, at De først modtog kommunens brev den 12.6.98, hvilket skyldes, at brevet fejlagtigt blev sendt til tidligere adresse.

Deres anke er dags dato videresendt sammen med sagens akter til Det Sociale Ankenævn, Hejrevej 43, 2400 København NV.

Samtidig vedlægges efter anmodning kopi af akter, som vedrører den aktuelle sag.”

Den 23. juli 1998 rekvirerede det sociale nævn journalmateriale fra A’s tandlæge, B. Nævnet modtog dette den 24. august 1998.

I brev dateret den 30. oktober 1998 meddelte Det Sociale Nævn for Københavns Amt at nævnet havde truffet afgørelse. Nævnet skrev bl.a.

”Det blev dog besluttet at tiltræde kommunens afgørelse om afslag på kronebehandling af tanden + 6 i henhold til lov om social pension § 17.

Der er herved lagt vægt på udtalelse fra nævnets tandlægekonsulent, hvorefter tanden ikke er akut behandlingskrævende.”

Under punktet ”Baggrund” i nævnets afgørelse står der bl.a.

”Tandlægekonsulenten har endvidere udtalt, at der ikke i journalmaterialet er noteret, at der skulle være noget i vejen med tanden +6, hvilket heller ikke fremgår af røntgenbillede dateret den 20.02.1998. Ved visitationen hos overtandlæge (C) fandtes tanden ikke akut behandlingskrævende. Tandlægekonsulenten finder derfor udsættelse af behandling rimelig.”

Vedrørende tilskud til kronebehandling af tanden +4 hjemviste nævnet sagen til kommunen til fornyet behandling og afgørelse.

Den 9. november 1998 skrev A til mig og klagede over Gentofte Kommunes og det sociale nævns afgørelser. Den 24. november 1998 bad jeg A afvente Gentofte Kommunes afgørelse vedrørende +4. Samtidig oversendte jeg A’s klage over afslaget på behandling af +6 til Den Sociale Ankestyrelse således at Ankestyrelsen kunne få lejlighed til at tage stilling til om styrelsen kunne behandle sagen.

Den 21. december 1998 afslog Den Sociale Ankestyrelse at behandle sagen da styrelsen ikke fandt at sagen havde principiel eller generel betydning.

Den 11. januar 1999 klagede A igen til mig over myndighedernes afgørelser. På baggrund af A’s klage bad jeg Gentofte Kommune og Det Sociale Nævn for Københavns Amt om en udtalelse og om udlån af sagens akter. I denne forbindelse bad jeg myndighederne om at udtale sig om hvorvidt der var foretaget partshøring forud for afgørelserne. Den 3. maj 1999 modtog jeg Gentofte Kommunes udtalelse af 30. marts 1999 og det sociale nævns udtalelse af 29. april 1999.

I sin udtalelse af 30. marts 1999 skrev Gentofte Kommune bl.a.

”Efter telefonisk aftale den 22. marts medfølger her resume af sagsforløbet efter anke over Gentofte kommunes afgørelse om tilskud til tandbehandling

Gentofte kommune modtog den 17.6. 1998 anke fra (A) over kommunens afgørelse om tilskud til tandbehandling. Kommunen gav afslag på tilskud til kroning af tanden + 4 med den begrundelse, at nødvendigheden af behandlingen ikke kunne vurderes, da behandlingen var foretaget. Endvidere blev der givet afslag på tilskud til kroning af tanden +6, da der ikke var akut behov herfor. Der blev bevilget et tilskud 270,- kr. til øvrig behandling minus en egenbetaling på 200,- kr.

Det sociale nævn meddelte ved brev af 30. oktober 1998 til (A) og kopi heraf til Gentofte kommune, at nævnet havde besluttet at hjemvise sagen til fornyet behandling vedrørende tilskud til kronebehandling af tanden +4.

Nævnet besluttede at tiltræde kommunens afgørelse om afslag på kronebehandling af tanden +6.”

I sin udtalelse af 29. april 1999 skrev det sociale nævn således

”Efter at nævnet i et møde afholdt den 30. oktober 1998 besluttede at tiltræde kommunes afslag på kroning af tanden +6 i henhold til lov om social pension § 17 har ovennævnte indbragt nævnets afgørelse for Folketingets Ombudsmand.

I en skrivelse af 9. marts 1999 anmoder Folketingets ombudsmand nævnet om en udtalelse samt om udlån af sagens akter.

Folketingets Ombudsmands skrivelse af 9. marts 1999 har været forelagt Det Sociale Nævn, som besluttede at meddele Ombudsmanden at,

I henhold til lov om social pension § 17 kan der ydes personligt tillæg til pensionister, hvis økonomiske forhold må anses for vanskelige.

Der skal dog i hvert enkelt tilfælde anlægges en konkret vurdering af rimeligheden og nødvendigheden af det ansøgte.

Ovenstående har klaget over, at der er givet afslag på kroning af tanden +6.

Sagen har været forelagt Det Sociale Nævns tandlægekonsulent, der har udtalt, at tanden +6 ikke var akut behandlingskrævende, hvorfor udsættelse af behandling af denne tand må anses for rimelig. Tandlægekonsulenten har endvidere udtalt, at tanden +6 aktuelt er opbygget med nyere celayindlæg, og at røntgen har vist, at tanden skulle være i orden.

Det skal bemærkes, at kommunen efterfølgende har bevilget økonomisk støtte til kroning af tanden +4.

Endvidere skal det bemærkes, at klager ikke som anbefalet har søgt om støtte til kroning af tanden 6+.

Det kan oplyses, at klager i forbindelse med oversendelse af sagen fra kommunen, har modtaget kopi af kommunens skrivelse af 24. juni 1998.

Derudover blev klager i ’vejledning om sagsbehandlingen i Det Sociale Nævn’ orienteret om muligheden for at modtage aktindsigt.

Klager har dog ikke ønsket at gøre brug af aktindsigt.”

Da udtalelserne ikke indeholdt oplysninger om hvorvidt der var foretaget partshøring forud for myndighedernes afgørelser, bad jeg ved brev af 6. maj 1999 Det Sociale Nævn for Københavns Amt om at oplyse om der var foretaget partshøring, herunder om A forud for kommunens afgørelse var gjort bekendt med resultatet af den undersøgelse som hun medvirkede til hos kommunens tandlægekonsulent. Jeg bad nævnet indhente en udtalelse fra Gentofte Kommune om sagen.

I brev af 2. juni 1999 oplyste det sociale nævn at A ikke havde modtaget kopi af udtalelsen fra nævnets tandlægekonsulent, og at A på intet tidspunkt havde givet udtryk for et ønske om aktindsigt. Vedlagt brevet var en udtalelse fra Gentofte Kommune dateret den 28. maj 1999. I denne udtalelse skrev Gentofte Kommune bl.a.

”Gentofte Kommunes tandlægekonsulent har været i kontakt med (A)’s tandlæge, (B), i forbindelse med ansøgning om kroning af flere tænder i marts måned 1998, for at få uddybende oplysninger vedrørende ansøgningen om tandbehandling.

(A) har også været til undersøgelse hos tandlægekonsulenten i forbindelse med ansøgningen.

Gentofte Kommune har betragtet (A)’s tandlæge, (B), som hendes faglige repræsentant, der som part har været hørt.

Derved er det Gentofte Kommunes opfattelse at der har været partshøring i denne sag.”

Den 9. juni 1999 sendte jeg kopi af udtalelserne til A således at hun kunne få lejlighed til at fremkomme med eventuelle bemærkninger hertil. Den 4. juli 1999 kommenterede A udtalelserne.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Afgørelserne truffet af Gentofte Kommune og Det Sociale Nævn for Københavns Amt

Gentofte Kommune begrundede i sit brev af 26. maj 1998 det første afslag med at (A) ikke var mødt op til de indkaldte undersøgelser hos kommunens tandlægekonsulent. I forbindelse med (A)’s klage genvurderede Gentofte Kommune afgørelsen. I et brev af 25. juni 1998 beklagede kommunen at der i afgørelsen af 26. maj 1998 stod at (A) ikke var mødt op til de indkaldte undersøgelser. Jeg er enig med Gentofte Kommune i at det er beklageligt at den første afgørelse således blev afgjort på baggrund af en fejlagtig opfattelse af sagens faktiske omstændigheder.

Jeg har gjort Gentofte Kommune bekendt med min opfattelse.

Afgørelsen af om (A) er berettiget til personligt tillæg til tandbehandling, er truffet på grundlag af § 17, stk. 1, i lov om social pension. Bestemmelsen har følgende ordlyd

’ § 17. Personligt tillæg kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige.’

En afgørelse af hvorvidt der kan ydes et personligt tillæg til dækning af udgifter til tandlægebehandling, træffes normalt på baggrund af en vurdering af ansøgerens økonomiske forhold og en tandlægefaglig vurdering af ansøgerens behov for den pågældende tandbehandling. I den konkrete sag blev (A)’s økonomiske forhold imidlertid ikke inddraget da myndighederne gav afslag allerede fordi de vurderede at den ansøgte tandbehandling ikke var nødvendig.

Efter de regler der gælder for ombudsmandens virksomhed, kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de tandlægefaglige vurderingers rigtighed – som er af væsentlig betydning for denne sag – kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Under min gennemgang af sagen har jeg derfor måttet begrænse min undersøgelse til at omfatte de juridiske spørgsmål i sagen, herunder myndighedernes oplysning af sagen og myndighedernes partshøringspligt.

2. Partsrepræsentation

I udtalelsen af 28. maj 1999 har Gentofte Kommune anført at kommunen har betragtet (A)’s tandlæge, (B), som (A)’s ’faglige repræsentant’. Jeg har forstået dette således at kommunen har betragtet (B) som (A)’s partsrepræsentant.

Parters ret til at lade sig repræsentere af andre er reguleret i forvaltningslovens § 8 der har følgende ordlyd

’ § 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.’

Udgangspunktet ifølge forvaltningslovens § 8 er at man som part i en sag har ret til at lade sig repræsentere af andre. Det er i lovens forarbejder forudsat at det er den enkelte myndighed der afgør om den skal kræve dokumentation for at en person kan optræde som partsrepræsentant, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 131, hvor der bl.a. står

’Den myndighed, der behandler sagen, afgør, om den, der optræder som partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde godtgøre, at den pågældende kan optræde som repræsentant for parten. Er den, der optræder på partens vegne, advokat eller medlem af en stand, der inden for det pågældende forvaltningsområde typisk optræder som partsrepræsentant, f.eks. revisor, landinspektør eller socialrådgiver, vil der i almindelighed ikke være grund til at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet, medmindre det er særligt begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.’

Jeg henviser også til et egen drift-projekt om EF-direktoratet (Folketingets Ombudsmands beretning for året 1995, s. 481*, særligt s. 488) hvor jeg anfører at visse professionelle partsrepræsentanter, f.eks. socialrådgivere i sociale sager, som udgangspunkt ikke behøver at fremvise en skriftlig fuldmagt over for myndighederne. I en anden sag (Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s. 42*) fandt jeg ikke at der var en generel formodning for at formanden for ejerlejlighedsforeningen kunne anses for at repræsentere medlemmerne ved udøvelse af rettighedsinteresser. En sådan generel formodning havde ikke støtte i lovgivningen eller i almindelige synspunkter vedrørende partsmedvirken og kunne derfor ikke anses for holdbar.

Som sagen er oplyst for mig, er der ikke umiddelbart nogen oplysninger, eksempelvis en indsendt fuldmagt eller lignende, der tyder på at (A) har ønsket at hendes tandlæge skulle betragtes som hendes partsrepræsentant, eller at han har opfattet sig selv som sådan. Det eneste der kunne pege i denne retning, er at (B) har udfyldt og indsendt det skema som (A) den 6. februar 1998 rekvirerede fra kommunen. Det forhold at dette skema blev sendt til Gentofte Kommune af (A)’s tandlæge, (B), kan dog efter min opfattelse ikke give kommunen anledning til at gå ud fra at tandlægen var (A)’s partsrepræsentant. Det fremgår af skemaet at det i alle tilfælde forudsættes udfyldt og indsendt af en tandlæge. Jeg har endvidere noteret mig at Gentofte Kommune har sendt afgørelsen i sagen til (A) med kopi til tandlæge (B).

Det fremgår af de ovenfor citerede forarbejder at der normalt ikke vil være grund til at bede om dokumentation for at der er et fuldmagtsforhold når den der optræder som partsrepræsentant, har et job hvor vedkommende typisk fungerer som partsrepræsentant.

Efter min opfattelse kan der næppe antages at eksistere en generel formodning for at tandlæger (i kraft af deres stilling) kan anses for at være partsrepræsentanter for deres patienter og således skulle være bemyndiget til at udøve patienternes partsrettigheder over for den offentlige forvaltning. Jeg mener derfor ikke at Gentofte Kommune på baggrund af en sådan generel formodning med rette kunne opfatte (B) som (A)’s partsrepræsentant.

Hvis antagelsen om at (B) ikke har været (A)’s partsrepræsentant og heller ikke har opfattet sig som partsrepræsentant, er rigtig, har det forhold at kommunen har opfattet ham som partsrepræsentant, haft den meget uheldige konsekvens at kommunen har rettet sin sagsbehandling mod den forkerte. (B) har i så fald ikke været opmærksom på at han var tillagt beføjelser til at varetage sin patients partsinteresser over for kommunen, herunder begære aktindsigt, blive partshørt, begære sagen udsat med henblik på at afgive en udtalelse i sagen mv.

Ved min gennemgang af sagen har jeg ikke konstateret forhold der kan give belæg for kommunens opfattelse af at tandlæge (B) var (A)’s partsrepræsentant. Kommunen ses heller ikke at have undersøgt spørgsmålet nærmere. Jeg har endvidere noteret mig at (A) åbenbart helt naturligt mente at det var hende der skulle klage til det sociale nævn over kommunens afslag. (A) mente således ikke at hun havde tillagt sin tandlæge den for en partsrepræsentant naturlige beføjelse at klage til den overordnede myndighed over kommunens afgørelse. Jeg har på den baggrund ved min fortsatte gennemgang af sagen lagt til grund at tandlæge (B) ikke var (A)’s partsrepræsentant.

3. Partshøringspligten

Reglerne om hvornår en myndighed har pligt til at partshøre, det vil sige give parten lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende indhold

’ § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1) det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

2) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

3) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

4) parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

5) den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

6) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

...’

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, har en myndighed pligt til før afgørelsen træffes at forelægge oplysningerne vedrørende sagens faktiske omstændigheder for parten og give denne lejlighed til at komme med bemærkningerne hertil hvis følgende betingelser er opfyldt

1) parten kan ikke antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af disse oplysninger,

2) oplysningerne er til ugunst for parten, og

3) oplysningerne er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En førtidspensionist fik af en kommune afslag på tilskud til tandbehandling. Afgørelsen var truffet på baggrund af en erklæring fra kommunens tandlægekonsulent. Kommunen havde ikke partshørt førtidspensionisten om den pågældende erklæring.

Ombudsmanden udtalte at kommunen i den foreliggende sag var forpligtet til at partshøre førtidspensionisten. Ombudsmanden betegnede den manglende partshøring som meget beklagelig. Ombudsmanden udtalte endvidere at førtidspensionistens egen tandlæge ikke i kraft af patientforholdet kunne betragtes som partsrepræsentant i sagen. (J.nr. 1999-0103-042).