Afslag på anerkendelse af arbejdsskadesag

Afslag på anerkendelse af arbejdsskadesag

A’s arbejdsskadesag angik følgerne af to hændelser (ulykkestilfælde) henholdsvis den 2. december 1993 og den 5. marts 1994.

Af sagen fremgik det at A arbejdede som polititjenestemand på politigården i X-by.

Den 28. marts 1995 indgav A’s egen læge en anmeldelse for ham af en arbejdsskade som han havde været udsat for i december 1993. I lægeerklæring skrev lægen at den første lægehjælp blev ydet den 10. januar 1994, at A i december 1993 fik en vridning i venstre skulder, efterfulgt at svimmelhed og utilpashed, og at han efter tilfældet i december 1993 genoptog sit arbejde, men at han efter et nyt tilfælde primo marts 1994 – som resulterede i indlæggelse – ikke havde været i arbejde.

Ved besvarelse af et spørgeskema fra Arbejdsskadestyrelsen oplyste A den 4. april 1995 at det første ulykkestilfælde skete den 2. december 1993 hvor han – i forbindelse med at han ville vende en beruset person – fik et kraftigt vred i skulderen og samtidig blev ramt af personens højre arm på venstre side af sin hals. A oplyste at der var to kolleger som øjenvidner til episoden. A oplyste at han straks blev meget svimmel og utilpas, og at hans skulder var meget øm. Fingrene på A’s venstre hånd begyndte at sove, og da hans tilstand blev værre, søgte han læge. På opfordring af A’s læge indberettede han uheldet på notits til personalechefen. Vedrørende tilfældet den 5. marts 1994 oplyste A at han gled på vej op ad trappen fra kælderen til vagthavendes kontor. A oplyste at hans medvagthavende mfl. var øjenvidner. Ved faldet slog A venstre side af hovedet og halsen ned i trappen. Da A efter uheldet sank sammen og ikke kunne bevæge højre arm og ben, blev han kørt hjem. Et par timer efter blev A indlagt på sygehuset idet der var mistanke om at han havde fået et slagtilfælde. A blev efterfølgende afskediget fra politiet på grund af sygdom og tilkendt tjenestemandspension og højeste førtidspension.

I A’s sag forelå der bl.a. speciallægeerklæringer fra overlæge B af 23. juni 1995, fra klinisk neuropsykolog C af 9. juli 1996 og fra overlæge D af henholdsvis 8. november 1995, 23. september 1996 og 4. juli 1997. Endvidere havde Arbejdsskadestyrelsen indhentet kopi af CT-skanning (foretaget den 6. marts 1994) og kopi af A’s journal fra Y Sygehus i forbindelse med hans indlæggelse den 5. marts 1994.

Den 25. september 1997 sendte Arbejdsskadestyrelsen A en oversigt over akterne i sagen og kopi af de akter som styrelsen mente A ikke kendte, og som styrelsen ville lægge vægt på ved sagens afgørelse. Styrelsen bad om A’s eventuelle bemærkninger hertil inden 14 dage.

Den 17. oktober 1997 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at ulykkestilfældet den 2. december 1993 ikke var omfattet af loven om forsikring mod følger af arbejdsskade da hændelsen ikke var rettidigt anmeldt. Styrelsen vurderede også at der ikke var særlig grund til at se bort fra fristen på et år fra skadedatoen. Arbejdsskadestyrelsen begrundede sin afgørelse med at det ikke var overvejende sandsynligt at arbejdsskaden var skyld i A’s nuværende lidelse. Styrelsen henviste til at A fik et let slag på halsen i december 1993, og at det af de lægelige akter fremgik at der var symptomer fra både højre og venstre hjernehalvdel og fra hjernestammen. Styrelsen meddelte at der således ikke var sammenhæng mellem det beskedne traume og A’s nuværende symptomer.

A klagede i brev af 29. oktober 1997 over afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse. I brevet anførte A bl.a. at der også var tale om et ulykkestilfælde den 5. marts 1994.

Den Sociale Ankestyrelsen meddelte den 5. marts 1998 A følgende afgørelse

”Ankestyrelsen finder, at ulykkestilfældet er anmeldt rettidigt, jf. § 20 i lovbekendtgørelsen.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at De i notits af 16. januar 1994 til Deres arbejdsgiver, X-by Politi har omtalt det hændte.

Ankestyrelsen finder imidlertid ikke, at der er sammenhæng mellem ulykkestilfældet og Deres nuværende symptomer. De er derfor ikke berettiget til ydelser efter loven.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på ulykkestilfældets beskedne karakter i form af en forvridning af venstre skulder, og at der efter en lægelig vurdering ikke findes dokumentation for sammenhæng mellem forvridning og den senere ved MR-skanning konstaterede lille forandring i hjernestammen.

Ankestyrelsen har i øvrigt bemærket, at det hverken i journaludskrift fra (Y) Sygehus, Neurologisk Afdeling, eller i Deres notits af 16. januar 1994 til (X-by) Politi fremgår, at De ved ulykkestilfældet – udover forvridningen af venstre skulder – skulle have pådraget Dem et slag på venstre side af halsen.

Ankestyrelsen er således enig i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, for så vidt angår, at De ikke er berettiget til ydelser efter loven.

Ankestyrelsen skal bemærke, at det ulykkestilfælde, De har været udsat for den 5. marts 1994 ikke ses anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen skal derfor gøre Dem opmærksom på, at De har mulighed for at anmelde dette ulykkestilfælde til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på en eventuel anerkendelse.”

I grundlaget for afgørelsen anførte Ankestyrelsen bl.a. følgende om A’s notits fra 16. januar 1994

”Endelig har (X-by) Politi, personaleafdelingen, oplyst, at man er i besiddelse af en notits af 16. januar 1994 fra Dem, hvori De omtaler ulykkestilfældet af 2. december 1993. (X-by) Politi har oplyst, at notitsen indeholder en beskrivelse af skulderskaden, men intet om et slag på venstre side af halsen.

(X-by) Politi har endvidere oplyst, at man ikke har nogle oplysninger om et ulykkestilfælde den 5. marts 1994, ligesom der intet står herom i døgnrapporten.”

Den 7. marts 1998 skrev A til Arbejdsskadestyrelsen at han ønskede at anmelde tilfældet den 5. marts 1994 som en arbejdsskade.

På baggrund af A’s brev til Arbejdsskadestyrelsen skrev styrelsen den 16. april 1998 til X-by Politi og bad politiet om at anmelde skaden den 5. marts 1994. Politiet returnerede anmeldelsesskemaet – som var udfyldt af A – og vedlagde desuden et brev af 18. maj 1998 stilet til Rigspolitichefen vedrørende skaden den 5. marts 1994. I brevet var anført følgende

”Ved gennemgang af tilskadekomnes akter er der ikke fundet nogen indberetning om tilskadekomsten.

Det har ikke været muligt at konstatere, om uheldet har været noteret på tjenesteplanen for omhandlede dag, idet disse er destrueret.

Der vedlægges diverse skrivelser fra tilskadekomne vedrørende korrespondance om tilskadekomsten.”

Den 23. juli 1998 meddelte Arbejdsskadestyrelsen A følgende afgørelse

”Vi har den 7. marts 1998 modtaget anmeldelse fra Dem om det ulykkestilfælde, som skal være overgået Dem den 5. marts 1994.

Arbejdsskader skal efter loven om forsikring mod følger af arbejdsskade anmeldes inden for 1 år efter skadesdatoen.

Vi har i dag truffet den afgørelse, at tilfældet ikke er omfattet af loven om forsikring mod følger af arbejdsskade, da sagen ikke er rettidigt anmeldt.

Der er ved afgørelsen ikke fundet nogen særlig grund til at se bort fra fristen.

Særlig grund foreligger efter vores praksis ikke, medmindre følgende 4 betingelser er opfyldt

1. Det er dokumenteret, at der er tale om en arbejdsskade,

2. der er en rimelig grund til, at anmeldelsen ikke er sket rettidigt,

3. det skal være overvejende sandsynligt, at arbejdsskaden er skyld i den nuværende lidelse, og

4. arbejdsskaden ville give ret til godtgørelse for mén, erstatning for tab af erhvervsevne, for udgifter til behandling eller hjælpemidler efter § 30 eller erstatning til efterladte, hvis den havde været rettidigt anmeldt.

Vi har ved afvisningen lagt vægt på, at betingelsen ovenfor under punkt 1 og 3 ikke er opfyldt, idet det ikke er overvejende sandsynligt, at arbejdsskaden har medført Deres nuværende lidelse. Vi skal henvise til, at der efter en lægelig vurdering ikke er fundet dokumentation for sammenhæng mellem ovennævnte skade og den senere ved MR-skanning konstaterede lille forandring i hjernestammen. Det er desuden fra Politimesteren i (X-By) oplyst, at der ved gennemgang af Deres akter ikke er fundet nogen indberetning af tilskadekomsten.

...”

A klagede over afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse. A anførte bl.a. at såvel hans uheld den 2. december 1993 som uheldet den 5. marts 1994 blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen på den samme lægeerklæring I med bilag dateret den 4. april 1995.

Ved afgørelse af 23. november 1998 stadfæstede Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen skrev bl.a. følgende til A

”Det anmeldte tilfælde er ikke omfattet af loven. De kan derfor ikke få ydelser efter loven.

Begrundelsen er, at Ankestyrelsen ikke har fundet nogen særlig grund til at se bort fra, at anmeldelse er sket efter udløbet af lovens frist på 1 år, jf. lovens § 20, sidste punktum.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at der er tale om en arbejdsskade.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at Politimesteren i (X-by) i brev af 18. maj 1998, har oplyst, at der ved gennemgang af Deres akter ikke er fundet nogen indberetning om tilskadekomsten eller i øvrigt eksisterer notater herom. I den foreliggende journaludskrift fra (Y) Sygehus, neurologisk afdeling, vedrørende indlæggelse fra 5. marts 1994 er der heller ikke oplysninger om et ulykkestilfælde, ligesom der ikke er oplysninger om vidner, der har overværet den anmeldte lidelse. Deres hustru oplyste endvidere i forbindelse med indlæggelsen, at De allerede 1½ måned før tilfældet, der førte til indlæggelse havde et tilsvarende anfald.

Det anmeldte tilfælde ville således ikke have givet Dem ret til ydelser efter loven, selv om det havde været anmeldt rettidigt.

Ankestyrelsen har derfor ikke fundet grundlag for at forholde sig til om de øvrige betingelser for at dispensere fra anmeldelsesfristen måtte være opfyldt.

Ankestyrelsen tiltræder således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.”

I brev af 29. december 1998 klagede A via Arbejdsskadestyrelsen til mig over behandlingen af hans to arbejdsskadesager. A skrev bl.a. at begge uheld var anmeldt på den samme anmeldelsesblanket. I brev af 11. januar 1999 tilføjede A bl.a. at han fandt det fuldstændig absurd at myndighederne havde lagt vægt på at der ikke var sammenhæng mellem ulykkerne og hans men. A fastholdt at han den 2. december 1993 fik et slag på venstre side af halsen. A henviste til at Arbejdsskadestyrelsen først efter lang tids sagsbehandling skrev datoen for hans første uheld på brevene, og da var datoen forkert anført. Endelig pegede A på at der var to kolleger til stede under uheldet den 2. december 1993, men at disse ikke var blevet hørt.

I anledning af klagen til mig rettede e n af mine medarbejdere telefonisk henvendelse til Den Sociale Ankestyrelse der den 9. juni 1999 sendte mig en kopi af styrelsens telefonrapport af 12. februar 1998. Ankestyrelsen oplyste under telefonsamtalen at styrelsen ikke indhentede en kopi af A’s notits af 16. januar 1994 fra politiet i X-by før styrelsen på møde samme dag traf afgørelse i sagen. Jeg indhentede herefter u dtalelser fra Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse og sagens akter.

I en udtalelse af 30. juli 1999 anførte Arbejdsskadestyrelsen om ulykkestilfældet den 5. marts 1994 bl.a. følgende

”[S]elv om det lægges til grund, at Arbejdsskadestyrelsen burde have oprettet en sag vedrørende ulykkestilfældet på baggrund af oplysningerne i brevet fra skadelidte, der blev modtaget den 5. april 1995 i 01-sagen [det af A udfyldte spørgeskema med to bilag; min bemærkning], er hændelsen stadig anmeldt efter udløbet af anmeldelsesfristen på et år.

Det fremgår af oplysningerne fra arbejdsgiveren, at der ikke er fundet indberetninger om tilskadekomsten.

Af journaludskrift fra (Y) Sygehus fra indlæggelsen den 5. marts 1994 fremgår ikke, at der har været tale om et fald. Der er heller ikke observeret tegn på et fald.

Arbejdsskadestyrelsen fandt herefter ikke dokumentation for, at (A) den 5. marts 1994 var faldet på trappen i forbindelse med arbejdet.”

Den Sociale Ankestyrelse anførte i en udtalelse af 23. november 1999 bl.a. følgende om ulykkestilfældet den 2. december 1993

”... Ankestyrelsen [blev] umiddelbart før ankemødet opmærksom på, at såfremt der forelå den af (A) nævnte notits af 16. januar 1994 var sagen rettidig anmeldt, da der var tale om en statslig arbejdsgiver.

Ved telefonisk henvendelse til (X-by) politi den 12. februar 1998 bekræftede politiet, at der forelå notits af 16. januar 1994 vedrørende ulykkestilfældet den 2. december 1993, og at notitsen drejede sig om en skulderskade og at pågældende af og til havde sovende fornemmelse i armen, når skulderen er i bestemte stillinger.

Notitsen forelå således ikke ved Ankestyrelsens behandling af sagen. Indholdet i notitsen var imidlertid samstemmende med det oplyste i anmeldelsen om beskadigelsen af skulderen, som (A) har underskrevet, og oplysningerne i journaludskriften. Der var således ikke tale om nye oplysninger til ugunst for (A). Ankestyrelsen burde derimod i begrundelsen også have henvist til anmeldelsen underskrevet af (A) den 27. marts 1995. Da der således var flere overensstemmende udtalelser om hændelsesforløbet var der ikke grundlag for efterfølgende at inddrage vidner. De nævnte øjenvidner har i øvrigt ikke mulighed for at vurdere, om der er årsagssammenhæng mellem skulderskaden og de senere ved MR-scanning konstaterede forandringer. Dette er det centrale spørgsmål i sagen.

Da sagen iøvrigt var lægeligt velbelyst gennem flere speciallægeerklæringer, jf. grundlaget for afgørelsen (j.nr. ) fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at hjemvise sagen, idet det lægelige beslutningsgrundlag ikke kunne belyses bedre. ...”

Om ulykkestilfældet den 5. marts 1994 anførte Ankestyrelsen i udtalelsen til mig

”...

Ankestyrelsen kan til afgørelsen af 23. november 1998 yderligere tilføje, at efter Ankestyrelsens vurdering havde (A) ikke løftet sin bevisbyrde for, at han har været udsat for et ulykkestilfælde den 5. marts 1994. Da den første betingelse for at se bort fra anmeldelsesfristen, jf. lovens § 20 ikke var opfyldt, fandt Ankestyrelsen ikke anledning til at forholde sig til om de øvrige betingelser for at dispensere for anmeldelsesfristen måtte være opfyldt.

...”

A kommenterede den 27. november 1999 de to udtalelser idet han bl.a. anførte

”...

Jeg vedlægger igen kopi af min første anm. med bilag, hvor det klart fremgår bl.a. i punkt 1, at begge uheld blev anmeldt samtidig og dermed rettidigt.

Vedr. at jeg ikke indberettede andet uheld, er det, som tidligere, forklaret af mig, den indlysende grund at jeg aldrig kom på arbejde igen, og efterfølgende var jeg helt sikker på at Politimesteren havde anmeldt uheldet som han burde have gjort.

Jeg har også tidligere gjort rede for ’forretningsgangen’ når en kollega måtte melde sig syg på en vagt. Det skulle af den vagthavende noteres på tjenesteplanen eller skrives ind i døgnrapporten. Jeg ’tvivler’ på at det er undersøgt.

I forbindelse med brevet fra Den Sociale Ankestyrelse af 23. nov. 1999, som fremsendt i kopi til mig, skal jeg igen bemærke, at der igen kun tales om ’skulderskade’ og det er overhovedet ikke nævnt, at jeg og speciallægerne mener at det er påvirkningerne på halspulsåren, ved begge uheld, der har foranlediget mine skader, nøjagtig som jeg har beskrevet uheldene lige fra starten.

...”

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse kommenterede i breve af 27. januar og 31. januar 2000 det som A havde anført om myndighedernes udtalelser.

I et brev af 8. februar 2000 fremsatte A sine afsluttende bemærkninger til sagen idet han bl.a. anførte at han – når nu tjenesteplanen ikke kunne tilvejebringes – anså det for særdeles relevant at hans medvagthavende blev afhørt om hvad han eventuelt havde noteret i tjenesteplanen. A anførte endvidere at også radiooperatøren befandt sig i vagtlokalet og kan have hørt hvad A fortalte eller forsøgte at fortælle.

Til brug for min behandling af sagen oplyste politikommissær E, X-by Politi, endvidere den 30. maj 2000 telefonisk om den i sagen omtalte (manglende) tjenesteplan fra den 5. marts 1994 at politimesterembedets tjenesteplaner kasseres efter tre år i overensstemmelse med Rigspolitichefens regler herom, at tjenesteplanerne for 1994 således ikke var destrueret i 1995, og at det forekom naturligt om A’s medvagthavende havde noteret på tjenesteplanen hvis A var kommet til skade som anført af ham og derefter var blevet kørt til sin bopæl (også under hensyn til at der herefter manglede en vagthavende).

X-by Politi oplyste endvidere den 19. juni 2000 skriftligt følgende om notitsen af 16. januar 1994

”Vedrørende ’notitsen’ af 16. januar 1994 har jeg modtaget returmelding fra Rigspolitichefen, Afdeling B – Personaleafdelingen, Personaleregistraturen om, at notitsen ikke var i A’s personaleakter, der er lagt på arkiv der [politiets fremhævelse; min bemærkning].”

Ombudsmandens udtalelse

”1. Genstanden for min undersøgelse

Genstanden for undersøgelsen er først og fremmest Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 17. oktober 1997 og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser af 5. marts 1998 og 23. november 1998 og myndighedernes sagsbehandling i den forbindelse.

Som det fremgår af ovenstående sagsfremstilling, drejer den foreliggende sag sig om hvorvidt Deres nuværende lidelse – i form af styringsbesvær af højre hånd og arm, svimmelhed, manglende koncentrationsevne, dårlig korttidshukommelse og ’tyndhudethed’ – udspringer af to nærmere beskrevne hændelser som De efter Deres forklaring har været ude for under Deres arbejde som polititjenestemand ved (X-by) Politi. Hændelserne fandt sted den 2. december 1993 og 5. marts 1994.

Mens der ikke er uenighed mellem Dem og Den Sociale Ankestyrelse om eksistensen af hændelsen den 2. december 1993 (men alene om hændelsesforløbet), bygger eksistensen af den sidstnævnte hændelse, sådan som sagen nu foreligger oplyst, alene på Deres oplysninger.

Ud over det lægefaglige spørgsmål om hvorvidt der er årsagsforbindelse mellem hændelserne og Deres lidelse, drejer sagen sig nærmere om hvad der med føje kan lægges til grund som indtruffet på de nævnte datoer. Dette bevismæssige spørgsmål – der må afklares før der tages stilling til det nævnte lægefaglige spørgsmål – er efter min opfattelse centralt for om De er berettiget til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven som følge af de nævnte hændelser (ulykkestilfælde).

Hvad de lægefaglige vurderinger angår, har neurologisk overlæge D afgivet en (supplerende) erklæring af 4. juli 1997 stilet til Arbejdsskadestyrelsen. Denne supplerende erklæring blev afgivet efter at Arbejdsskadestyrelsen havde gennemført en neuropsykologisk undersøgelse af Dem ved neuropsykolog C, og på grundlag af resultatet af en MR-scanning. I erklæringen er anført følgende

’Idet jeg beklager min meget sene besvarelse af Deres tidligere forespørgsler, skal jeg i forlængelse af tidligere fremsendt speciallægeerklæring af 08.11.95 og mit senere brev af 23.09.96 anføre, at MR-skanningen af cerebrum foretaget i februar 1997 viste let diffus atrofi samt en lille forandring i hjernestammen (pons) til venstre for midtlinien, der ligner et lille infarkt af ældre dato.

Sammenholdes dette med det kliniske indtryk af patienten og resultatet af den neuropsykologiske undersøgelse, hvor der fandtes tegn på lettere isolerede fokale dysfunktioner snarere end en generel global demenstilstand, må det anses for til en vis grad sandsynligt, men ikke beviseligt, at de af (A) fremsatte klager er i hvert tilfælde delvis forårsaget af de traumer, der er anført i erklæringen af 08.11.95 [ulykkestilfældene den 2. december 1993 og 5. marts 1994; min bemærkning], ikke mindst da der tilsyneladende ikke foreligger konkurrerende årsag hertil.

Det vil ikke være muligt at komme nærmere nogen dokumentation, og de beskrevne hukommelsesforstyrrelser er næppe i overensstemmelse med opretholdelse af patientens overordnede stilling i politiet, som han tidligere bestred.

...’

Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En stillingtagen til de lægefagkyndige vurderingers rigtighed kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har. Derimod vil jeg kunne tage stilling til de generelle bevismæssige spørgsmål som sagen rejser vedrørende hændelserne den 2. december 1993 og 5. marts 1994. Jeg kan således efterprøve denne del af Den Sociale Ankestyrelses afgørelser.

Som det fremgår af overlæge (D)’s supplerende erklæring af 7. juli 1997, har overlægen taget udgangspunkt i begge hændelser – altså også hændelsen den 5. marts 1994. Det følger endvidere af sammenhængen (mellem (D)’s nævnte to erklæringer) at overlægen har taget udgangspunkt i at De den 2. december 1993 fik et let slag på halsen.

Det fremgår af Den Sociale Ankestyrelses afgørelser (af 5. marts 1998 og 23. november 1998) og af Den Sociale Ankestyrelses udtalelse til mig at styrelsen som grundlag for sin stillingtagen til det lægefaglige spørgsmål om årsagsforbindelse ikke har fundet det bevist at De den 2. december 1993 fik et slag på halsen. Hvad hændelsen den 5. marts 1994 angår, har styrelsen ikke fundet grundlag for at antage at den har fundet sted. På grundlag af denne bevisvurdering og den efterfølgende lægefaglige vurdering af følgerne af episoden den 2. december 1993 har styrelsen herefter ikke fundet at De har været udsat for en arbejdsskade.

At Den Sociale Ankestyrelses lægefaglige vurdering adskiller sig fra overlæge (D)’s lægefaglige vurdering, skyldes således ikke – som sagen nu foreligger oplyst – en lægefaglig uenighed mellem styrelsens lægekonsulenter og overlægen, men at det bevismæssige udgangspunkt for styrelsens lægefaglige vurdering har været et andet end overlægens. Som allerede nævnt har jeg først og fremmest koncentreret mig om denne side af Den Sociale Ankestyrelses afgørelser.

Nedenfor følger min vurdering af Den Sociale Ankestyrelses oplysning af sagen med henblik på styrelsens stillingtagen til de nævnte bevismæssige spørgsmål og min vurdering af styrelsens oplysningsgrundlag.

Jeg har endvidere udtalt mig om spørgsmålet om Den Sociale Ankestyrelses partshøring af Dem vedrørende notitsen af 16. januar 1994 og om spørgsmålet om rettidig anmeldelse for så vidt angår hændelsen den 5. marts 1994, jf. arbejdsskadeforsikringslovens etårsfrist (lovens § 20). Afslutningsvis har jeg afgivet en henstilling til Den Sociale Ankestyrelse om at genoptage sagen.

2. Den Sociale Ankestyrelses oplysning af sagen

Slaget på halsen den 2. december 1993

Som et grundlæggende princip i forvaltningsretten gælder det at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager eller dog at foranledige at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens oplysning. Princippet kaldes oftest official- eller undersøgelsesprincippet. Om en sag er tilstrækkeligt oplyst til at der kan træffes en afgørelse, beror på sagens karakter og på omstændigheder i sagen i øvrigt.

Om oplysningerne om hændelsesforløbet den 2. december 1993 var tilstrækkelige til at Den Sociale Ankestyrelse på mødet den 12. februar 1998 kunne træffe afgørelse i sagen, må efter min opfattelse desuden vurderes i lyset af almindelige grundsætninger om bevis – herunder ’princippet om det bedste bevis’. Dette princip kan beskrives på den måde at en myndighed i forbindelse med tilvejebringelsen af bevisfakta til bedømmelsen af væsentlige bevistemaer er forpligtet til at anvende det bedste blandt de tilgængelige oplysningsmidler, i hvert fald hvis der ikke er tale om ganske konkrete og umisforståelige oplysninger.

Slaget på halsen udgjorde for Den Sociale Ankestyrelses vedkommende det omtvistede bevistema vedrørende hændelsesforløbet den 2. december 1993. Om De rent faktisk fik et sådant slag på halsen – således som De har oplyst under sagsforløbet, og således som Arbejdsskadestyrelsen havde lagt til grund for sin afgørelse af 27. oktober 1997 – kunne sandsynligvis have været belyst på en mere sikker måde end det skete, ved en henvendelse til de to polititjenestemænd som var til stede under hændelsen den 2. december 1993. Denne mulighed stod stadig åben for Den Sociale Ankestyrelse da styrelsen på mødet den 12. februar 1998 traf afgørelse i sagen. Den Sociale Ankestyrelses stillingtagen til dette bevismæssige spørgsmål var desuden af betydning for styrelsens efterfølgende lægefaglige vurdering af årsagsforbindelsen. Under henvisning hertil og til den omstændighed at Arbejdsskadestyrelsen forinden havde afgjort det samme bevisspørgsmål ved at lægge Deres seneste – mest detaljerede – oplysninger om hændelsesforløbet til grund, er det efter min opfattelse en fejl i tilvejebringelsen af oplysningsgrundlaget at Den Sociale Ankestyrelse ikke benyttede sig af denne mulighed for at få hændelsesforløbet nærmere belyst.

Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse.

Faldet på trappen den 5. marts 1994

Oplysningerne i sagen om hændelsen den 5. marts 1994 stammer alene fra Dem. Den Sociale Ankestyrelse har i afgørelsen af 23. november 1998 som grundlag for sin bevisvurdering vedrørende denne hændelse henvist til Politimesteren i (X-by)’s brev af 18. maj 1998 (herunder oplysningen om at tjenesteplanen for den 5. marts 1994 i mellemtiden var blevet destrueret). Herudover har Den Sociale Ankestyrelse henvist til den manglende oplysning om hændelsen i journaludskriften fra (Y) Sygehus hvor De blev indlagt den samme dag, og til Deres ægtefælles oplysninger til journalen om ’et tilsvarende anfald’ 1½ måned forinden. Den Sociale Ankestyrelse har endvidere henvist til at der ikke var oplysninger i sagen om øjenvidner. I sine afsluttende bemærkninger til mig i brevet af 31. januar 2000 har Den Sociale Ankestyrelse henvist til de i afgørelsen af 23. november 1998 anførte konkrete forhold som er indgået i styrelsens bevisvurdering, og som efter styrelsens opfattelse entydigt taler imod at hændelsen har fundet sted.

De har under sagsforløbet – herunder i Deres anmeldelse af 7. marts 1998 til Arbejdsskadestyrelsen – henvist til at hændelsen (når den ikke er omtalt i døgnrapporten) kan have været påført tjenesteplanen. Dette svarer til de oplysninger fra (X-by) Politi som min medarbejder den 30. maj 2000 telefonisk har modtaget. Det fremgår endvidere af sagen at tjenesteplanen er destrueret – formentlig i 1997.

Som jeg kommer nærmere ind på i afsnittet nedenfor om Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling, må jeg lægge til grund at hændelsen den 5. marts 1994 må anses for at være anmeldt rettidigt hvis den har været opført på tjenesteplanen. Det forhold at tjenesteplanen ikke har kunnet indgå i myndighedernes vurdering af om De er faldet på trappen, må efter min opfattelse tillægges mangler ved Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling (se også om dette i afsnittet om Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling nedenfor). Som sagens akter forelå for Den Sociale Ankestyrelse da styrelsen den 23. november 1998 stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 28. juli 1998, var oplysningerne om faldet på trappen blevet meddelt Arbejdsskadestyrelsen i april måned 1995. Det burde på den baggrund og på dette tidspunkt have stået klart for Den Sociale Ankestyrelse at Arbejdsskadestyrelsens manglende opmærksomhed på oplysningerne om faldet på trappen fra april måned 1995 og senere kan have bevirket at den nærliggende – og mest sikre – mulighed for (yderligere) at imødegå tvivlen om eksistensen af faldet på trappen ikke længere forelå. Under hensyn hertil – og når den mest sikre måde at inddrage oplysningerne i tjenesteplanen på nu ikke længere forelå – burde Den Sociale Ankestyrelse efter min opfattelse have benyttet sig af muligheden for at indhente en erklæring fra Deres medvagthavende, herunder om hans erindring om eventuelt at have foretaget et notat på tjenesteplanen og – i bekræftende fald – det nærmere indhold af et sådant notat. Det forhold at De efter de foreliggende oplysninger ikke siden den 5. marts 1994 har været i arbejde, er formentlig af betydning for Deres kollegas hukommelse om det passerede.

Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse.

3. Den Sociale Ankestyrelses oplysningsgrundlag for vurderingen af hændelsesforløbet den 2. december 1993 (slaget på halsen)

Den Sociale Ankestyrelse vurderede på sit møde den 12. februar 1998 hændelsesforløbet den 2. december 1993. Grundlaget herfor var sagens akter således som disse havde foreligget for Arbejdsskadestyrelsen da styrelsen traf afgørelse i sagen: anmeldelsen af 27. marts 1995, journaloplysninger fra (Y) Sygehus (de supplerende oplysninger i forbindelse med ambulant kontrol den 22. april 1994) og spørgeskemaet af 4. april 1995 med bilag. Herudover indgik i oplysningsgrundlaget telefoniske oplysninger fra (X-by) Politi om indholdet af Deres notits af 16. januar 1994 til politiet. Slaget på halsen er alene omtalt i det seneste af disse dokumenter (spørgeskemaet med bilag). At Den Sociale Ankestyrelse på mødet den 12. februar 1998 afgjorde det bevismæssige spørgsmål i overensstemmelse med de ældste dokumenter i sagen – notitsen, journaloplysningerne og anmeldelsen – giver mig ikke i sig selv anledning til bemærkninger.

Den Sociale Ankestyrelses oplysninger om notitsens indhold bygger som allerede nævnt på telefoniske oplysninger fra (X-by) Politi. Notitsen – som der således alene forelå andenhåndsoplysninger om – kunne derfor efter min opfattelse ikke indgå i bevisvurderingen med samme vægt som de øvrige dokumenter. Under hensyn til den betydning som Den Sociale Ankestyrelse tillagde notitsen – og under henvisning til det jeg har anført ovenfor om princippet om det bedste bevis – er det efter min opfattelse en fejl at styrelsen lod sig nøje med andenhåndsoplysninger om notitsens indhold og ikke udbad sig notitsen eller en kopi af denne. Den Sociale Ankestyrelse har i sin udtalelse til mig anført at notitsen ikke indeholdt nye oplysninger til ugunst for Dem. Som det fremgår af det jeg har anført nedenfor under afsnittet om styrelsens partshøring af Dem, er jeg ikke enig med styrelsen på dette punkt.

Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse.

Jeg er opmærksom på at sagen blev behandlet på et møde senere den samme dag som Den Sociale Ankestyrelse modtog de telefoniske oplysninger. Jeg går imidlertid ud fra at notitsen uden besvær kunne have været faxet til Den Sociale Ankestyrelse inden mødets afslutning. Jeg henviser endvidere til at selve afgørelsen først blev meddelt Dem den 5. marts 1998 – tre uger efter mødets afholdelse. Der var således også efter mødet god tid til at modtage notitsen og undersøge om dennes indhold svarede til de oplysninger som var lagt til grund for den afgørelse som blev truffet under mødet.

4. Partshøring

Efter forvaltningslovens § 19 har myndighederne som hovedregel pligt til at foretage partshøring når parten ikke kan antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder hvis oplysningerne er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Når disse betingelser er opfyldt, har myndigheden pligt til at gøre parten bekendt med oplysningerne og give denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Reglerne om partshøring skal også ses i sammenhæng med officialprincippet idet partshøring kan bidrage til at sagen oplyses bedst muligt.

I sin udtalelse til mig har Den Sociale Ankestyrelse anført at der var flere overensstemmende udtalelser om hændelsesforløbet den 2. december 1993, og at notitsen af 16. januar 1994 derfor ikke kunne antages at indeholde oplysninger til ugunst for Dem hvorfor Ankestyrelsen ikke partshørte Dem om notitsens indhold.

Indholdet af notitsen af 16. januar 1994 blev bragt ind i sagen umiddelbart forud for mødet i Den Sociale Ankestyrelse den 12. februar 1998. Indholdet stred efter de telefoniske oplysninger fra (X-by) Politi imod Deres oplysninger i spørgeskemaet af 4. april 1995 med bilag. Ankestyrelsen henviste desuden ved sin fastlæggelse af hændelsesforløbet til notitsens indhold. Da notitsen således har haft væsentlig betydning for Den Sociale Ankestyrelses fastlæggelse af hændelsesforløbet den 2. december 1993, og da De ikke kunne anses for at være bekendt med at notitsen indgik i grundlaget for Den Sociale Ankestyrelses afgørelse, burde styrelsen efter min opfattelse have partshørt Dem over indholdet af notitsen, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse.

5. Spørgsmålet om rettidig anmeldelse mm. vedrørende hændelsen den 5. marts 1994 og Arbejdsskadestyrelsens manglende opmærksomhed på denne

Arbejdsskadeforsikringslovens § 20 har følgende ordlyd

’ § 20. Er anmeldelse ikke indsendt rettidigt, kan krav om erstatning efter loven dog rejses af skadelidte eller de efterladte inden for en frist af 1 år fra arbejdsskadens indtræden. For erhvervssygdomme, jf. § 10, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor skadelidte eller de efterladte har fået kendskab til, at sygdommen må antages at være erhvervsbetinget. Når der er særlig grund dertil, kan der ses bort fra fristen.’

Som det fremgår af lovens § 20, kan der – uanset at en anmeldelse ikke er indsendt rettidigt – rejses krav om erstatning i anledning af en arbejdsskade inden for det første år fra skadens indtræden.

Som myndighederne har anført over for Dem, udelukker det forhold at en anmeldelse bliver indgivet for sent, eller at krav om erstatning rejses efter det første år fra skadens indtræden, ikke i sig selv at et ulykkestilfælde eller en erhvervssygdom kan blive anerkendt som en arbejdsskade. De nærmere betingelser herfor er i Arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer af Ole Behn og Viggo Bertram (1997) opregnet således

’...

Dispensationsadgangen benyttes i tilfælde, hvor det må forekomme urimeligt at lade fristoverskridelsen udelukke den pågældende fra at oppebære erstatning. For at kunne se bort fra, at anmeldelsesfristen ikke er overholdt, kræves efter praksis kun

1. at det kan dokumenteres, at ansøgeren har været udsat for en arbejdsskade,

2. at der kan anføres rimelig begrundelse for, at anmeldelse ikke er foretaget rettidigt, (f.eks. manglende kendskab til årsagsforbindelsen mellem arbejdsskade og lidelse, eller at arbejdsskadens følger dengang forekom uvæsentlige og nu er forværrede),

3. at der foreligger en ganske overvejende sandsynlighed for årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og den pågældendes lidelse, og

4. at ménet eller erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden har et sådant omfang, at der er grundlag for tildeling af godtgørelse eller erstatning, eller

5. at der er grundlag for at betale proteser, briller eller lignende hjælpemidler efter § 30.

Særligt vedrørende pkt. 3 gælder, at jo længere tid, der går inden skaden anmeldes, jo større krav vil styrelsen stille til beviset for årsagsforbindelsen.

...”

Som det fremgår af kommentaren, betyder en overskridelse af etårsfristen først og fremmest at kravet til bevis for årsagsforbindelse mellem, som her, et ulykkestilfælde og den pågældende lidelse bliver skærpet. Om ulykkestilfældet den 5. marts 1994 må anses for at være rettidigt anmeldt i forhold til etårsfristen i lovens § 20, er derfor af væsentlig betydning for vurderingen af om De er berettiget til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Som det fremgår af Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 5. marts 1998, kan en omtale af et ulykkestilfælde over for en statslig arbejdsgiver udgøre et tilstrækkeligt grundlag for at anse en arbejdsskade for rettidigt anmeldt. Jeg henviser tillige til den nævnte lovkommentar (s. 321) hvor forholdet beskrives således at en arbejdsskade må anses for rettidigt anmeldt hvis en arbejdsgiver (der selv bærer risikoen efter arbejdsskadeforsikringsloven) inden for etårsfristen har fået kendskab til arbejdsskaden. Dette gælder – stadig ifølge kommentaren – selv om arbejdsgiveren ikke har taget tilfældet under behandling, endsige anmeldt det til Arbejdsskadestyrelsen. Jeg må således lægge til grund at hændelsen den 5. marts 1994 (på tilsvarende måde som hændelsen den 2. december 1993) må anses for at være anmeldt rettidigt hvis den er blevet meddelt til Deres arbejdsgiver. Dette ville kunne konstateres hvis hændelsen blev opført på tjenesteplanen.

a) Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling vedrørende hændelsen den 5. marts 1994 forud for styrelsens afgørelse af 17. oktober 1997

Det fald på trappen som De efter Deres oplysninger var udsat for kl. 05.45 den 5. marts 1994, er kort omtalt i lægeerklæring I (modtaget i Arbejdsskadestyrelsen den 7. april 1995). Hændelsen er endvidere udførligt omtalt i et af bilagene til det spørgeskema som De udfyldte den 4. april 1995 (og som Arbejdsskadestyrelsen modtog den 5. april 1995), og er omtalt i de lægeerklæringer som Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende indhentede. At Arbejdsskadestyrelsen ikke var opmærksom på at De mente at have været udsat for ikke et, men to ulykkestilfælde omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, men derimod i sin afgørelse af 17. oktober 1997 alene traf afgørelse om og omtalte hændelsen den 2. december 1993, må jeg anse for kritisabelt.

Jeg har samtidig hermed gjort Arbejdsskadestyrelsen bekendt med min opfattelse.

Om Arbejdskadestyrelsen efter modtagelsen af Deres klage af 27. oktober 1997 – og i forbindelse med sagens videresendelse til Den Sociale Ankestyrelse (som ankeinstans) – var blevet opmærksom på at De mente at have været udsat for ikke et, men to ulykkestilfælde omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, fremgår ikke af sagen eller af styrelsens udtalelse til mig. Jeg er på det foreliggende grundlag afskåret fra at udtale mig om dette spørgsmål. Hvis dette imidlertid var tilfældet, burde Arbejdsskadestyrelsen efter min opfattelse have gjort Den Sociale Ankestyrelse opmærksom på forholdet således at Den Sociale Ankestyrelse kunne få det bedst mulige grundlag f.eks. for at træffe en beslutning om at hjemvise (denne del af) sagen til behandling og afgørelse i Arbejdsskadestyrelsen.

b) Følgerne af Arbejdsskadestyrelsens mangelfulde sagsbehandling

Oplysningerne om ulykkestilfældet den 5. marts 1994 blev som nævnt modtaget i Arbejdsskadestyrelsen ved det af Dem udfyldte spørgeskema og lægeerklæring I fra Deres egen læge. Spørgeskemaet og lægeerklæring I modtog Arbejdsskadestyrelsen i april måned 1995. Arbejdsskadestyrelsen har i sin udtalelse til mig bemærket at hændelsen – uanset om styrelsen allerede i april måned 1995 havde oprettet en sag vedrørende ulykkestilfældet den 5. marts 1994 – under alle omstændigheder ville være for sent anmeldt i forhold til etårsfristen i arbejdsskadeforsikringslovens § 20. Den Sociale Ankestyrelse har anført tilsvarende i sin udtalelse. Heroverfor har De imidlertid under sagens forløb henvist til muligheden for at hændelsen den 5. marts 1994 var blevet opført på tjenesteplanen for den pågældende dag. (X-by) Politi har i forbindelse med udarbejdelsen af min afsluttende udtalelse telefonisk oplyst at dette forekommer naturligt (se sagsfremstillingen ovenfor). Hvis det har forholdt sig sådan, må jeg, som jeg allerede har været inde på, lægge til grund at dette ulykkestilfælde – på linie med tilfældet den 2. december 1993 – har været anmeldt rettidigt. Arbejdsskadestyrelsens manglende opmærksomhed på at der var tale om to ulykkestilfælde, betød imidlertid at den nærliggende mulighed for at undersøge om ulykkestilfældet var opført på tjenesteplanen, aldrig blev undersøgt før tjenesteplanen (formentlig i 1997) blev destrueret.

Efter min opfattelse bør den tvivl om de faktiske forhold som Arbejdsskadestyrelsens mangelfulde sagsbehandling har ført med sig, ikke komme Dem til skade.

Jeg har samtidig hermed gjort såvel Arbejdsskadestyrelsen som Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse.

6. Henstilling

Den Sociale Ankestyrelse har som anført taget stilling til følgerne af hændelsen den 2. december 1993 uden at lægge til grund at De under hændelsen pådrog Dem et slag på halsen. Hvad angår hændelsen den 5. marts 1994, har styrelsen afvist følgerne heraf med henvisning til at styrelsen ikke har kunnet lægge til grund at hændelsen har fundet sted. Jeg har ovenfor kritiseret Den Sociale Ankestyrelses (manglende) partshøring samt oplysningsgrundlaget i sagen. Jeg har endvidere udtalt at det forhold at mulighederne for på nuværende tidspunkt at tilvejebringe en nærmere afklaring af om hændelsen den 5. marts 1994 har fundet sted ikke er gode, ikke bør komme Dem til skade.

Jeg har samtidig hermed henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at genoptage sagens behandling under hensyn til det som jeg har anført ovenfor, og træffe en ny afgørelse i forhold til Dem.”

Den Sociale Ankestyrelse underrettede mig den 13. december 2000 om at styrelsen havde genoptaget A’s sag.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En politimand var udsat for to hændelser som blev anmeldt som arbejdsskader. Om hændelse nr. 1 var der uenighed om hvorvidt politimanden under forløbet havde pådraget sig et slag på halsen. Den Sociale Ankestyrelse mente ikke det var bevist at politimanden havde fået et slag på halsen, og styrelsen afviste herefter at der var årssagssammenhæng mellem hændelsen og lidelsen i form af styringsbesvær af højre hånd og arm, svimmelhed, manglende koncentrationsevne, dårlig korttidshukommelse og ”tyndhudethed”.

Den Sociale Ankestyrelse anså heller ikke hændelse nr. 2 som omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. Den Sociale Ankestyrelse begrundede denne afgørelse med at anmeldelsen var sket efter udløbet af lovens frist på et år, og at der ikke var nogen særlig grund til at dispensere fra fristen.

Ombudsmanden udtalte at Den Sociale Ankestyrelse burde have søgt hændelsesforløbene belyst på en mere sikker måde end sket. Ombudsmanden kritiserede endvidere Den Sociale Ankestyrelse for manglende partshøring forud for afgørelsen.Ombudsmanden henstillede til Den Sociale Ankestyrelse at genoptage sagens behandling.

Den Sociale Ankestyrelse meddelte efterfølgende at styrelsen havde genoptaget sagen. (J.nr. 1999-0049-023).