Revision af en skatteansættelse. Skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt.

§ 12, stk. 1, og 14, stk. 1 og 4, i skattestyrelsesloven (nu lovbekendtgørelse nr. 531 af 25. juni 1999) har følgende ordlyd

’§ 12. Den centrale told- og skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og ejendomsværdi, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker på behørig og ensartet måde over hele landet.

§ 14. Den centrale told- og skatteforvaltning skal undersøge rigtigheden af de lokale skattemyndigheders afgørelser i de i § 2 nævnte sager og af vurderings- og skyldrådenes afgørelser vedrørende de i vurderingsloven nævnte vurderinger. Dette sker efter regler, der udarbejdes af told- og skatteforvaltningen og godkendes af Ligningsrådet.

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan foretage en ansættelse, hvor denne ikke tidligere er foretaget. Anser told- og skatteforvaltningen en ansættelse, der er foretaget af de lokale myndigheder, for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen ændre ansættelsen. Dette gælder dog ikke, i det omfang et skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til ansættelsen. § 3, stk. 4 og 5, og § 21, stk. 3, 1-4. pkt., anvendes tilsvarende.’

§ 14, stk. 4, 2. pkt., blev indsat i skattestyrelsesloven ved lov nr. 824 af 19. december 1989. Anvendelsesområdet for § 14, stk. 4, 2. pkt., er ikke nærmere beskrevet i forarbejderne til 1989-loven.

Hvis told- og skatteforvaltningen anser en kendelse afsagt af et skatteankenævn for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen efter skattestyrelseslovens § 14, stk. 5, 1. pkt., forelægge kendelsen for Ligningsrådet med henblik på at Ligningsrådet ændrer kendelsen i medfør af § 19 i samme lov. Punkt 21 i Skatteministeriets nu ophævede cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990 angår skattestyrelseslovens § 14, stk. 5, 1. pkt., og dermed revision af afgørelser truffet af et skatteankenævn. Af punkt 21 fremgår bl.a.

’ 21.

Told- og Skattestyrelsen kan selv blive opmærksom på sager, hvor der skønnes at foreligge en urigtig skatteankenævnskendelse, eller styrelsen kan blive gjort opmærksom på forholdene af klageren eller af et medlem af skatteankenævnet, som benytter sig af sin ret til at forlange et referat af forhandlingerne indsendt til Told- og Skattestyrelsen, jf. lovens § 10, stk. 3. Klageren kan imidlertid ikke kræve, at der indledes en revisionsmæssig gennemgang af sagen, og bør i givet fald i stedet henvises til at påklage skatteankenævnskendelsen til Landsskatteretten eller til at søge sagen genoptaget ved skatteankenævnet.

’

Ved lov nr. 1104 af 20. december 1995 om ændring af skattekontrolloven, skattestyrelsesloven, kildeskatteloven, selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven (selvangivelse, indberetning, dokumentationskrav til skattearrangementer, delegation af ligningsrådsbeføjelser, ansættelsesfrister og tilsyn med forskudsregistrering m.v.) blev der bl.a. indsat nærmere regler i skattestyrelsesloven om genoptagelse af kommunale skatteansættelser. Bl.a. blev der indsat et nyt § 4, stk. 2. Skattestyrelseslovens § 4, stk. 1 og 2, havde efter denne lovændring følgende ordlyd

’§ 4. Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en skatteansættelse, når den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret skatteansættelse. Begæringen om genoptagelse skal indgives inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Skatteministeren kan tillade, at en genoptagelsesanmodning som nævnt i stk. 1, 1. pkt., der fremsættes skriftligt efter udløbet af fristen i stk. 1, 2. pkt., imødekommes, når forholdene i særlig grad taler derfor.’

Ved lov nr. 381 af 2. juni 1999 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love (justering af ansættelsesfrister mv. og fælleskommunal administration) blev reglerne i skattestyrelsesloven om genoptagelse af kommunale skatteansættelser ændret. Bl.a. blev § 4 ophævet, og der blev indsat nye genoptagelsesregler i § 34 og § 35. Ved lov nr. 958 af 20. december 1999 blev § 35 ændret.

Reglerne i § 4, stk. 2, om ekstraordinær genoptagelse gælder for indkomstårene 1990-96. Genoptagelsesreglerne i § 34 og § 35 har virkning for skatteansættelser der foretages vedrørende indkomståret 1997 og følgende år idet der dog er fastsat særlige regler om hvornår § 35, stk. 1, nr. 7 og 10, har virkning.

Af Ligningsvejledningen for 1998, afsnit A.G.2.2 og A.G.3, fremgår bl.a. at revisionsbeføjelsen indebærer en forpligtelse for told- og skatteforvaltningen til at gribe ind i tilfælde hvor told- og skatteforvaltningen bliver opmærksom på klare tilsidesættelser af gældende skatteretlige og andre forvaltningsretlige regler. Det fremgår også at det er Ligningsrådets praksis at rådet kun ændrer skatteankenævnenes kendelser hvis de er urigtige og rækker ud over den konkrete sag eller har stor provenumæssig betydning. Ligningsrådet har været meget tilbageholdende med at tilsidesætte skatteankenævnenes afgørelser fordi rådet ikke vil fremstå som en alternativ klageinstans i strid med intentionerne i skattestyrelsesloven. Dette gælder naturligvis især i de tilfælde hvor skatteyderen kan påklage skatteankenævnets kendelse til Landsskatteretten.

Ombudsmandens bemærkninger

Som nævnt angår min behandling af sagen alene spørgsmålet om Told- og Skattestyrelsen har pligt til efter skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt., at ændre (A)’s skatteansættelse for indkomståret 1992 for så vidt angår et rentefradrag på 5.309 kr. Efter § 14, stk. 4, 2. pkt., kan Told- og Skattestyrelsen ændre en skatteansættelse foretaget af den kommunale skatteforvaltning hvis styrelsen anser ansættelsen for urigtig.

Dette spørgsmål har sammenhæng med det generelle spørgsmål om i hvilke tilfælde skattemyndighederne har pligt til at foretage en revisionsændring til fordel for en skatteyder.

Af skattestyrelseslovens § 12, stk. 1, og § 14, stk. 1, fremgår at Told- og Skattestyrelsen skal føre tilsyn med at skatteansættelser af indkomst sker på behørig og ensartet måde og undersøge rigtigheden af de lokale myndigheders afgørelser. Af § 14, stk. 4, og 5, fremgår at Told- og Skattestyrelsen kan foretage revision.

Formålet med revisionsreglerne i skattestyrelsesloven er således at give mulighed for en central styring af den lokale skatteansættelse sådan at det i videst muligt omfang sikres at skatteansættelsen sker ensartet i hele landet, og at urigtige – og dermed både for høje og for lave – skatteansættelser undgås.

Som Told- og Skattestyrelsen har anført i forbindelse med sagens behandling, må revisionsreglerne ses i lyset af skattestyrelseslovens regler om adgang til dels at klage over en skatteansættelse og dels at anmode om genoptagelse af en skatteansættelse. En skatteyders reaktion mod en ukorrekt eller ufyldestgørende skatteansættelse må være at udnytte disse regler om klage og genoptagelse. Sikkerheden for at en skatteansættelse ikke er for høj, må således først og fremmest opfyldes gennem skatteyderens adgang til at klage og anmode om genoptagelse.

Uanset dette er det dog givet at tilsynspligten og den heraf følgende pligt for styrelsen til at sikre korrekte skatteansættelser i et vist omfang forpligter styrelsen til at foretage revisionsændringer til fordel for skatteyderen. Spørgsmålet er hvor langt denne forpligtelse rækker.

Jeg mener at skattemyndighedernes pligt til at foretage revisionsændringer til fordel for en skatteyder indtræder i tilfælde hvor en skatteansættelse er klart i modstrid med gældende ret på området. Dette må forstås således at urigtigheden er åbenbar og ikke uvæsentlig, og at urigtigheden kan konstateres uden en indgående sagsbehandling.

Som nævnt må revisionsreglerne ses i lyset af klage- og genoptagelsesreglerne. Skattemyndighedernes pligt til at foretage revision til fordel for skatteyderen må dog – som Told- og Skattestyrelsen også har fremført – navnlig ses i forhold til genoptagelsesreglerne.

Efter (den nu ophævede) § 4, stk. 1, i skattestyrelsesloven var der en treårsfrist for skatteyderens adgang til at få genoptaget en skatteansættelse. Skattemyndighederne var inden for denne frist forpligtet til på skatteyderens anmodning at genoptage urigtige skatteansættelser. Efter udløbet af treårsfristen kunne skatteansættelsen efter § 4, stk. 2, genoptages på skatteyderens begæring når forholdene i særlig grad talte derfor.

Det må antages at myndighedernes pligt til at foretage en revisionsændring til fordel for en skatteyder i almindelighed ikke er videre end skatteyderens adgang til at få den pågældende skatteansættelse genoptaget efter genoptagelsesreglerne i § 4, stk. 1 og 2. Dette må i praksis gælde uanset om skatteansættelsen klart er i modstrid med gældende ret på området. I tilfælde af den modsatte antagelse ville revisionsreglerne bevirke at genoptagelsesreglerne – som også anført af Told- og Skattestyrelsen – ville være uden selvstændigt indhold.

Anmodningen om genoptagelse af (A)’s skatteansættelse for så vidt angår rentefradraget, blev indgivet efter udløbet af treårsfristen i § 4, stk. 1, og (A) havde ikke krav på at få genoptaget skatteansættelsen efter § 4, stk. 2. Jeg henviser til det brev som jeg den 27. juli 1998 skrev til Dem om genoptagelsessagen. Hertil kommer at revision er mindre aktuel i et tilfælde som det foreliggende hvor grundlaget for en eventuel revisionsændring er at skattemyndighederne havde undladt at nedsætte en skatteansættelse med et rentefradrag som (A) ikke havde selvangivet.

Herefter mener jeg ikke at jeg har grundlag for at kritisere resultatet af Told- og Skattestyrelsens afvisning af at ændre (A)’s skatteansættelse for indkomståret 1992 for så vidt angår rentefradraget på 5.309 kr., jf. skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt.”

Revision af en skatteansættelse. Skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt.

Sagen angik spørgsmålet om Told- og Skattestyrelsen efter skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt., havde pligt til at ændre A’s skatteansættelse for indkomståret 1992 for så vidt angik et rentefradrag på 5.309 kr. Skatteansættelsen var foretaget af Brøndby Kommune.

Forud for denne sag havde jeg bl.a. behandlet B’s klage af 28. marts 1998 over at Told- og Skatteregion Hvidovre og Told- og Skattestyrelsen henholdsvis den 19. august 1997 og 9. januar 1998 afslog B’s anmodning af 1. april 1997 om genoptagelse af A’s skatteansættelse for indkomståret 1992 for så vidt angik rentefradraget på 5.309 kr. Afslagene på genoptagelse var givet efter den nu ophævede bestemmelse i § 4, stk. 2, i skattestyrelsesloven. Den 27. juli 1998 afsluttede jeg min behandling af genoptagelsessagen under henvisning til § 16, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand.

Den 4. september 1998 skrev B på ny til mig. Den 30. september 1998 henviste jeg B til at rette henvendelse til Told- og Skattestyrelsen med hensyn til B’s bemærkning om at styrelsen burde have ændret A’s skatteansættelse efter skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt.

B henvendte sig herefter ved brev af 4. oktober 1998 til Told- og Skattestyrelsen der den 30. oktober 1998 afviste at ændre A’s skatteansættelse, jf. skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt. Af afgørelsen fremgik

”

For så vidt angår de statslige skattemyndigheders beføjelse efter skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, til at ændre urigtige ansættelser foretaget af kommunale ligningsmyndigheder bemærkes, at det primære formål med denne bestemmelse er at give tilsynsmyndighederne en ret, og ikke en pligt, til at korrigere urigtige ansættelser.

For så vidt angår korrektioner i begunstigende retning for borgerne, skal beføjelsen i skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, endvidere ses i lyset af, at en borger har adgang til såvel at påklage en afgørelse, som til at anmode om genoptagelse af en urigtig ansættelse inden for 3-års fristen i skattestyrelseslovens § 4, stk. 1.

Der antages derfor alene at bestå en egentlig pligt for de statslige tilsynsmyndigheder til at anvende beføjelsen i skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, i begunstigende retning for en borger, hvis tilsynsmyndigheden inden udløbet af 3-års fristen i skattestyrelseslovens § 4, stk. 1, bliver bekendt med, at ansættelsen er åbenbart forkert. Som anført i styrelsens afgørelse af 9. januar 1998 kan det ikke lægges til grund, at ansættelsen har fremtrådt som åbenbart urigtig for så vidt angår det glemte rentefradrag.

At det efter udløbet af 3-års fristen i skattestyrelseslovens § 4, stk. 1, bliver klart for tilsynsmyndigheden, at det selvangivne rentefradrag har været urigtigt, kan ikke bevirke, at der opstår en pligt til i henhold til skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, at korrigere ansættelsen, eftersom pligt til at korrigere efter udløbet af 3-års fristen forudsætter, at kravet om særlige omstændigheder i skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, er opfyldt, hvilket jo netop ikke er tilfældet, jf. styrelsens afgørelse af 9. januar 1998.

Den tidsmæssige begrænsning i anvendelsen af beføjelsen i skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, er en følge af, at skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, ville miste sit indhold, hvis tilsynsmyndighederne i almindelighed havde pligt til at korrige urigtigheder, som tilsynsmyndigheden først er blevet bekendt med efter udløbet af 3-års fristen i skattestyrelseslovens § 4, stk. 1.”

Den 9. november 1998 klagede B til mig over bl.a. styrelsens svar om anvendelsen af skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt., i sagen.

Den 31. marts 1999 bad jeg Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse i anledning af styrelsens brev af 30. oktober 1998 for så vidt angik klagen om anvendelse af § 14, stk. 4, 2. pkt., i A’s skattesag. Jeg bad om at styrelsen i udtalelsen i muligt omfang kom ind på praksis og eventuelle andre fortolkningsbidrag vedrørende bestemmelsen. Jeg bad endvidere om at styrelsen tilbagesendte klagen med bilag sammen med udtalelsen og akterne gennem Skatteministeriet hvis eventuelle bemærkninger til sagen jeg også bad om.

Den 19. maj 1999 udtalte Told- og Skattestyrelsen sig. Af udtalelsen fremgik

”Under henvisning til Ombudsmandens brev af 31. marts 1999 skal som fortolkningsbidrag til anvendelsen af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt., henvises til vedlagte redegørelse fra Retssikkerhedsudvalget om de centrale skattemyndigheders tilsynspligt, offentliggjort i Skatteministeriets skattepolitiske redegørelse fra juni 1994.

Endvidere henvises til vedlagte plan for tilsynet med den kommunale personligning, offentliggjort i form af TS-cirkulære 1998-25. Der har ikke tidligere været udarbejdet en sådan tilsynsplan.

Told- og Skattestyrelsen har ikke kendskab til konkrete sager, der omhandler anvendelsen af § 14, stk. 4, 2. pkt. i begunstigende retning for de skattepligtige.

Som anført nederst s. 110 i Retssikkerhedsudvalgets redegørelse kan tilsynspligten i sagens natur ikke medføre en pligt til at undersøge rigtigheden af samtlige skatteansættelser foretaget af de lokale skattemyndigheder.

I den foreliggende sag kan det lægges til grund, at tilsynsmyndighederne først har fået kendskab til det glemte fradrag på tidspunktet for anmodningen om genoptagelse efter udløbet af fristen i skattestyrelseslovens § 4, stk. 1.

Selv om tilsynsmyndigheden hermed har fået positivt kendskab til, at ansættelsen er materielt urigtig, udløser dette efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse ikke en pligt for tilsynsmyndighederne til at korrigere ansættelsen, medmindre der måtte foreligge sådanne særlige omstændigheder som forudsat efter bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, eksempelvis ansvarspådragende fejl hos skattemyndighederne.

Det kan tilføjes, at hvis det i modsætning til styrelsens opfattelse måtte lægges til grund, at der i den foreliggende sag var pligt for tilsynsmyndigheden til at korrigere ansættelsen, ville dette som allerede tidligere anført i styrelsens brev af 30. oktober 1998 være ensbetydende med, at betingelserne for at tillade genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, var uden selvstændigt indhold.

I den forbindelse bemærkes, at Told- og Skattestyrelsen fortsat kan henholde sig til den tidligere afgørelse om, at betingelserne for at tillade genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, ikke er opfyldt, jf. den uddybende begrundelse under punkt 3 i styrelsens brev af 9. januar 1998 til klageren.

”

Af Retssikkerhedsudvalgets redegørelse – som styrelsen henviste til i sin udtalelse til mig – fremgik

”

Efter skattestyrelseslovens § 12, stk. 1, skal Told- og Skattestyrelsen føre tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og formue sker på en behørig og ensartet måde over hele landet. Tilsynsopgaven kan opdeles i et forudgående og et efterfølgende tilsyn i forhold til selve skatteansættelsen.

Det forudgående tilsyn omfatter først og fremmest udarbejdelse af den årlige ligningsplan, jf. skattestyrelseslovens § 13, og samarbejdet med kommunale ligningsmyndigheder om tilrettelæggelsen af revisions- og kontrolopgaverne i overensstemmelse med såvel den overordnede ligningsplan som de kommunale ligningsplaner.

Det efterfølgende tilsyn består i, at Told- og Skattestyrelsen efter skattestyrelseslovens § 14 skal undersøge rigtigheden af de lokale skattemyndigheders afgørelser.

Som det ses af de afgivne svar, er det helt klart forudsat, at formålet med revisionsbeføjelsen ikke blot omfatter en adgang til at korrigere urigtige skatteansættelser, der er for lave, men også at foretage nedsættelser, hvor skatteyderens skattepligtige indkomst er blevet sat for højt. Det følger for så vidt af selve skattestyrelseslovens § 14, der omhandler tilsyn med ’rigtigheden af de lokale skattemyndigheders afgørelser’, hvilket må gælde uanset om en korrektion vil medføre en større eller mindre skatteansættelse. I forbindelse med revision af skatteankenævnsafgørelser forudsættes i svarene endvidere, at revisionsbeføjelsen hovedsageligt tænkes anvendt i forbindelse til korrektion af ankenævnskendelsen til gunst for skatteyderen.

Revisionsmæssige forhøjelser af skatteansættelser foretaget af skatteankenævn er betænkelige, når der tages hensyn til, at skatteankenævn er rene klageinstanser. På den anden side må lovteksten sammenholdt med motiverne og de ovennævnte svar dog fortolkes således, at der er mulighed for at foretage skærpende korrektioner af skatteankenævnsafgørelser, der klart er i modstrid med skattelovgivningen. I modsat fald vil der ikke være mulighed for sanktioner over for et skatteankenævn, der i klar modstrid med lovgivningen, domstols- eller landsskatteretspraksis foretager en lempeligere beskatning end andre kommuner.

Tilsynspligten som sådan kan i sagens natur ikke medføre en pligt til revidering af samtlige skatteansættelser foretaget af lokale skattemyndigheder. De relevante spørgsmål må være, dels om der er en pligt til at foretage en revision, når der foreligger oplysninger, der tyder på en materielt forkert afgørelse, dels om der er pligt til at foretage korrektion, når tilsynsmyndigheden har foretaget en revision og ikke er enig i den lokale skattemyndigheds afgørelse. Sidstnævnte spørgsmål vedrører således spørgsmålet om, i hvilket omfang skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt., hvorefter Told- og Skattestyrelsen kan foretage en ændring af ansættelsen, hvis denne anses for at være urigtig, skal fortolkes på den måde, at Told- og Skattestyrelsen i visse tilfælde skal foretage en ansættelsesændring.

Omfanget af pligten til revision af de lokale skattemyndigheders afgørelse synes ikke at være klar. Efter skattestyrelseslovens § 14, stk. 1, 2. pkt. og § 18, stk. 2, skal Told- og Skattestyrelsen udarbejde regler for sin undersøgelse af rigtigheden af de lokale skattemyndigheders afgørelse. Revisionsplanen skal godkendes af Ligningsrådet. Så vidt ses indeholder de årlige ligningsplaner godkendt af Ligningsrådet ikke retningslinier for, hvorledes Told- og Skattestyrelsens eget revisionsarbejde skal foretages, udover hvad der allerede fremgår af skattestyrelsesloven. Således som loven er formuleret synes revisionspligtens omfang at skulle fastlægges af Told- og Skattestyrelsen selv under hensyntagen til en effektiv udnyttelse af ressourcerne.

I det omfang en revision i skatteyderens favør kommer på tale, må pligtens omfang ses i lyset af den parallelle rekursadgang.

Administrativ rekurs er betegnelsen for det forhold, at en forvaltningsafgørelse af en part indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, der – når nogle simple forudsætninger er opfyldt – har pligt til at efterprøve afgørelsen, jf. betænkning nr. 657 om begrundelse af forvaltningsafgørelser og administrativ rekurs mv., s. 48. Når der sideløbende med rekursadgangen er foreskrevet en tilsynspligt for en myndighed, der ikke også er rekursmyndighed, synes det givet, at tilsynsmyndigheden ikke ubetinget har pligt til at efterkomme en begæring fra en skatteyder om at foretage en revision af den afgørelse, der kan påklages i rekurssystemet. På samme måde som ved det generelle legalitetstilsyn med kommunerne efter kommunestyrelsesloven må det dog antages, at tilsynsmyndigheden har pligt til at realitetsbehandle sager, hvor der kan rejses tvivl om lovligheden af de forvaltningsmæssige afgørelser fra de myndigheder, der er undergivet tilsyn. Som nævnt i cirkulæret om skattestyrelsesloven bliver tilsynets opmærksomhed i praksis henledt på den pågældende sag ved henvendelse enten fra en borger eller et mindretal i den myndighed, der har truffet afgørelsen. Klagen som sådan skaber dog ikke en pligt til at tage sagen op til realitetsbehandling, idet pligten i princippet eksisterer uafhængigt af klagen. Det kan derfor ikke antages, at henvendelser fra skatteydere blankt kan afvises under hensyn til, at der er adgang til at påklage afgørelsen i klagesystemet.

Tilsynets opgave må nødvendigvis indpasses i et system, hvor der tillige er rekursadgang. Det vil være forvirrende for borgerne og indebære ressourcespild, hvis påklage til såvel rekursmyndigheden og tilsynsmyndigheden i almindelighed kan finde sted.

Det er spørgsmålet, om disse synspunkter i sin helhed kan overføres til spørgsmålet om, i hvilket omfang Told- og Skattestyrelsen som tilsynsmyndighed skal gribe ind over for urigtige afgørelser, jf. skattestyrelseslovens § 14. De afgørelser, der er tilsyn med, kan alle påklages inden for skattestyrelseslovens rammer. Tilsynet er således specielt, og dækker ikke områder, hvor der ikke er rekursadgang. En for håndfast afvisning af at påbegynde revisionssager på grundlag af henvendelser fra skatteydernes side kan i realiteten indebære, at tilsynsopgaven får hovedvægten på at konstatere for lave skatteansættelser. Tilsynsopgaven kan dermed blive ensidig i skattemyndighedernes favør, hvilket vil være i strid med de politiske intentioner. Når intet andet er anført, end at tilsynsmyndigheden skal føre tilsyn med rigtigheden af de lokale myndigheders ansættelser, må dette ligefuldt gælde de enkelte skatteyderes interesse i en lovlig forvaltning, jf. også ovenfor om formålet med revisionsbeføjelsen. At skatteyderne har adgang til at påklage skatteansættelserne kan derfor ikke fritage tilsynsmyndigheden for at foretage en vis realitetsbehandling af henvendelser fra skatteydere, der mener, at de lokale myndigheder har foretaget forkerte afgørelser. Noget andet er, hvor klar en overskridelse af skattelovgivningen der skal til, før tilsynsmyndigheden skal skride til ændring af skatteansættelsen, jf. nedenfor under afsnit (...).

Når tilsynsmyndigheden på foranledning af en henvendelse fra en skatteyder har foretaget en revision og har fundet, at skatteansættelsen er foretaget urigtigt, må tilsynsmyndigheden også have pligt til at foretage korrektionen. Dette må i hvert fald gælde, såfremt der ved skatteansættelsen klart er sket en tilsidesættelse af skattelovgivningen, domstols- eller landsskatteretspraksis. Tilsvarende må gælde for udtalelser fra Departementet af en sådan karakter om fortolkningen af skattelovgivningen, at Departementet må tage bekræftende til genmæle, såfremt sagen indbringes for domstolene.

Klarhedskriteriet må også skulle anvendes i forbindelse med spørgsmålet om, hvornår Ligningsrådet efter indstilling fra Told- og Skattestyrelsen kan ændre en skatteankenævnskendelse. Dette skyldes, at skatteankenævnene er rene klageinstanser, og en tilbageholdenhed med ændring af disse afgørelser må derfor være påkrævet. Dette stemmer også med forarbejderne til skattestyrelsesloven, hvorefter afgørelser fra klageinstanser typisk forudsættes omgjort i tilfælde, hvor der brydes med afgørende principper i skattelovgivningen.

Derimod ses der ikke at være noget til hinder for, at Told- og Skattestyrelsen kan foretage ændringer i skatteansættelser foretaget af de kommunale ligningsmyndigheder i overensstemmelse med skattestyrelseslovens § 14, hvis styrelsen på grundlag af en tilstrækkelig oplysning af faktum og i overensstemmelsen med de almindelige fortolkningsprincipper finder, at de kommunale ligningsmyndigheders afgørelser er urigtige. Dette vil ofte komme på tale, når der er tale om en uensartet praksis fra kommune til kommune, f.eks. i forbindelse med skatteansættelsen af lønmodtagere fra en større virksomhed, hvis medarbejdere bor i flere forskellige kommuner.”

I en udtalelse af 27. maj 1999 meddelte Skatteministeriet mig at ministeriet ikke havde bemærkninger til styrelsens udtalelse.

Den 1. juni 1999 sendte jeg B en kopi af myndighedernes udtalelser med henblik på hendes eventuelle bemærkninger. B fremkom ikke med bemærkninger til udtalelserne.

Ombudsmandens udtalelse

”Retsgrundlaget

I det følgende afsnit om retsgrundlaget har jeg medtaget både de regler som afgørelsen i sagen er truffet efter, og de bestemmelser der har en vis sammenhæng med disse regler.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En borger klagede på vegne af en skatteyder over at Told- og Skattestyrelsen havde afvist at ændre skatteansættelsen for indkomståret 1992 for så vidt angik et rentefradrag, jf. skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt.

På baggrund af sin fortolkning af reglen i § 14, stk. 4, 2. pkt., mente ombudsmanden ikke der var grundlag for at kritisere Told- og Skattestyrelsens afgørelse. (J.nr. 1998-3394-211).