Legislator Case Law & Legislation
O20000027270 DK

Lokalplan. Manglende regler om butiksarealer

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

Udtalelser 2000 272 Valid

§ 2

Loven træder i kraft ugedagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Bestemmelserne i § 1, nr. 1, 6 og 7, samt i § 3 har virkning for planer, der vedtages endeligt efter lovens ikrafttræden. Bestemmelserne i § 1, nr. 2, 3 og 4, har virkning for regionplanlægning fra og med regionplanrevision 2001 samt for regionplantillæg for detailhandel, hvis amtsrådet vælger at tilvejebringe regionplanretningslinjer for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen forud for regionplanrevision 2001. Bestemmelserne i § 1, nr. 5 og 9, har virkning for forslag til planer, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.’

I bemærkningerne til det lovforslag som dannede grundlag for loven (lovforslag nr. L 118), var der om bestemmelsen i § 2 bl.a. anført følgende

’De bestemmelser, der stiller krav til indholdet af endeligt vedtagne planer, får virkning for planer, der vedtages endeligt efter lovens ikrafttræden, jf. 2. pkt. Det kan betyde, at forslag til planer, der er offentliggjort før lovens ikrafttræden, skal ændres ved den endelige vedtagelse, for at komme i overensstemmelse med kravene i lovforslaget. Bestemmelserne i § 1, nr. 1, 6 og 7, samt i § 3 gælder tilsvarende for forslag til planer, der offentliggøres efter lovens ikrafttræden.

Efter bestemmelsen i ændringslovens § 2, 2. pkt., har for eksempel § 5 c (forslagets § 1, nr. 1) virkning over for alle planer, der vedtages endeligt efter lovens ikrafttræden. Det betyder blandt andet, at planforslag, der er offentliggjort før lovens ikrafttræden, ikke kan vedtages endeligt, hvis de ikke fremmer et varieret butiksudbud og sikrer god tilgængelighed for alle trafikarter, jf. § 5 c. Tilsvarende får bestemmelsen i planlovens § 15, stk. 8 (forslagets § 1, nr. 7), om indholdskrav til nye lokalplaner virkning for planer, der vedtages endeligt efter lovens ikrafttræden. Det betyder, at lokalplanforslag, der ikke indeholder bestemmelser om det maksimale bruttoetageareal for den enkelte butiksenhed eller bestemmelser om det samlede bruttoetageareal, kun kan vedtages endeligt, når der i forbindelse med den endelige vedtagelse indsættes sådanne bestemmelser.’

Bestemmelsen i § 29 a, stk. 2, er senere blevet ændret fordi Hovedstadens Udviklingsråd nu er regionplanmyndighed i Hovedstadsområdet.

Naturklagenævnet har i sin afgørelse af 27. august 1998 givet (lokallisten) medhold i at Gladsaxe Kommunes lokalplan nr. 106 er vedtaget i strid med planlovens § 15, stk. 8. Nævnet har dog ikke ment at der var grundlag for at tilsidesætte lokalplanen som ugyldig.

Jeg deler (lokallisten)’s og nævnets opfattelse hvorefter lokalplanen er vedtaget i strid med planlovens § 15, stk. 8. Der er derfor alene spørgsmål om hvorvidt lokalplanen må betragtes som ugyldig.

Planlovens § 15, stk. 8, fastlægger et krav til indholdet af de lokalplaner der giver mulighed for etablering af butikker. Disse lokalplaner skal indeholde bestemmelser om det maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker og det samlede bruttoetageareal der kan anvendes til butiksformål. Der er således tale om et krav angående indholdet af de nævnte lokalplaner.

Hvis en forvaltningsmyndighed har truffet en afgørelse der lider af en retlig mangel, antages det i almindelighed at afgørelsen skal tilsidesættes som ugyldig hvis manglen må anses for væsentlig, og hvis der ikke foreligger særlige omstændigheder som taler imod at anse afgørelsen for ugyldig. Er der tale om en indholdsmæssig mangel fordi afgørelsen ikke har den nødvendige hjemmel i lovgivningen eller en retskilde der sidestilles med lovgivningen, vil det normalt blive betragtet som en væsentlig mangel. En af de særlige omstændigheder som efter en konkret bedømmelse kan medføre at en afgørelse der lider af en retlig mangel ikke bliver tilsidesat som ugyldig, er berettigede forventninger hos de berørte borgere. Berettigede forventninger hos en borger som har indrettet sig i tiltro til den trufne afgørelse, kan således undtagelsesvis føre til at afgørelsen opretholdes. Jeg henviser til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 559f, og Jørgen Mathiassen m.fl., Forvaltningsret – Almindelige Emner, 3. udg. (1997), s. 330ff.

For så vidt angår lokal- og kommuneplaner mv. anføres det hos Karsten Revsbech, Planer og Forvaltningsret (1986), s. 473f, at det formentlig kan antages at en indholdsmæssigt ulovlig plan som altovervejende hovedregel vil være ugyldig, men hvor der til en plan er opbygget berettigede forventninger af en vis styrke, og planen af umiddelbare eller middelbare adressater ønskes fastholdt som begunstigende, kan der måske som et korrektiv hertil rent undtagelsesvis stilles krav om en forholdsvis klar ulovlighed før ugyldighed kan indtræde.

I Bendt Andersen og Ole Christiansen, Kommuneplanloven med kommentarer, 3. udg. (1989), s. 356f, er det anført at hvis en lokalplanbestemmelse savner lovhjemmel, er den ugyldig og udløser ikke de tilsigtede retsvirkninger.

I Anne Birte Boeck, Lov om Planlægning med kommentarer (1994), s. 304f, anføres det generelt at der i klagesager angående planloven skal tages stilling til – hvis en afgørelse lider af en retlig mangel – om den skal ophæves som ugyldig. Videre nævnes det at i afvejningen indgår primært spørgsmålet om den retlige mangels væsentlighed, hvortil kommer momenter som hensynet til den der i god tro har disponeret i tillid til en meddelt tilladelse, at overtrædelsen ikke kan karakteriseres som klar, f.eks. på grund af fortolkningstvivl om lovregler eller planbestemmelser, samt spørgsmål om det samfundsmæssige økonomiske værdispild ved krav om fysisk lovliggørelse. Der er ikke i det anførte sondret mellem mangler ved den anvendte fremgangsmåde og hjemmelsmangler, og det nævnes ikke om tilsvarende synspunkter gør sig gældende i tilfælde af retlige mangler ved en lokalplan.

Naturklagenævnets praksis synes at bygge på en opfattelse af at hjemmelsmangler ved lokal- og kommuneplaner som hovedregel fører til ugyldighed. Jeg henviser til afgørelser fra Naturklagenævnet der er offentliggjort i ’Naturklagenævnet Orienterer’, nr. 13, 49, 51, 59, 73 og 159. Kun undtagelsesvis opretholdes lokalplaner der lider af hjemmelsmangler. Et eksempel herpå er sagen omtalt i ’Naturklagenævnet Orienterer’, nr. 37, hvor en lokalplan ikke blev tilsidesat som ugyldig selv om den indeholdt bestemmelser der var i åbenbar modstrid med kommuneplanen.

Nævnes kan også Østre Landsrets dom af 28. september 1989 som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1990, s. 106. Ved dommen blev visse bestemmelser i en lokalplan kendt ugyldige fordi kommunen havde varetaget usaglige interesser.

Folketingets Ombudsmand har i en sag gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning 1984, s. 127ff*, udtalt at der ikke forelå sådanne særlige, tungtvejende hensyn til bygherren at Planstyrelsen kunne undlade – i konsekvens af sin underkendelse af en kommunes afgørelse om at et byggeri ikke var lokalplanpligtigt – at annullere kommunens afgørelse herom som ugyldig. I en anden sag har Folketingets Ombudsmand i et brev af 22. april 1980 udtalt at to lokalplaner ikke kunne anses for ugyldige selv om de ikke levede op til kravet om at de skulle indeholde en angivelse af planens formål, jf. § 19, stk. 2, i den dagældende kommuneplanlov.

2. Naturklagenævnet har henvist til flere forhold ved sin afgørelse om ikke at anse lokalplanen i nærværende sag for ugyldig. Som det første har nævnet henvist til at på det tidspunkt hvor (lokallisten) indgav sin klage angående planlovens § 15, stk. 8, havde grundejerne indrettet sig i tillid til den vedtagne plan.

Jeg er enig i at der må lægges en vis vægt på dette hensyn. Jeg går dog ud fra at Gladsaxe Kommune orienterede de grundejere som agtede at benytte sig af de byggemuligheder som lokalplanen medførte, om (lokallisten)’s (og andres) klage indgivet kort efter lokalplanens vedtagelse. Disse grundejere må således have vidst at der var en risiko forbundet med at disponere i tillid til lokalplanen før klagesagen var afgjort.

Desuden har det efter min opfattelse væsentlig betydning hvilke konkrete dispositioner grundejerne havde foretaget i tillid til den vedtagne plan. Jeg henviser som eksempel til den sag angående en ulovlig dispensation fra en bygningsvedtægt der er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1978, s. 684ff*. Ved bedømmelsen af om modtageren af dispensationen havde indrettet sig efter dispensationen, blev der lagt vægt på oplysninger om at modtageren af dispensationen endnu ikke havde fået byggetilladelse, men kun en tilladelse til at påbegynde grave- og støbearbejderne, at det var blevet oplyst over for modtageren af dispensationen at alt arbejde der udførtes inden byggetilladelsen forelå, var på eget ansvar og risiko, og at modtageren var bekendt med at kommunen agtede at afvente udfaldet af en klage over dispensationen inden der blev givet byggetilladelse. Jeg henviser endvidere til sagen omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1975, side 512*.

Naturklagenævnets afgørelse i denne sag og nævnets udtalelser til mig indeholder ingen oplysninger der belyser spørgsmålet om hvorvidt grundejerne har indrettet sig i tillid til den vedtagne plan. Heller ikke Naturklagenævnets akter i sagen, som jeg har modtaget fra nævnet, indeholder oplysninger herom. Jeg må derfor lægge til grund at Naturklagenævnet ikke havde kendskab til hvilke konkrete dispositioner de pågældende grundejere havde foretaget.

Som min foreløbige opfattelse anser jeg det for kritisabelt at Naturklagenævnet uden denne viden har lagt vægt på at grundejerne havde indrettet sig i tillid til den vedtagne lokalplan.

3. For det andet har Naturklagenævnet henvist til at Gladsaxe Byråd, på det tidspunkt hvor (lokallisten) indgav sin klage angående planlovens § 15, stk. 8, havde indrettet sig i tillid til den vedtagne lokalplan. Det er min foreløbige opfattelse at dette hensyn ikke kan tillægges vægt da der ikke er redegjort for hvilke dispositioner byrådet har foretaget i tillid til den vedtagne plan. Desuden kan man ikke se bort fra at byrådet som planmyndighed var ansvarlig for den begåede fejl. Selv om dette forhold ikke udelukker at kommunen i andre sammenhænge – f.eks. i forbindelse med salget af en kommunalt ejet ejendom i området eller i forbindelse med behandlingen af byggesagen og sagen om ændring af vejforholdene – har disponeret i god tro til den vedtagne lokalplan, er kommunen som myndighed stillet væsentligt anderledes end en privat grundejer eller bygherre der har disponeret i god tro til lokalplanen.

4. I Naturklagenævnets brev af 27. august 1998 er det desuden nævnt at Gladsaxe Byråds planlægningsmæssige dispositioner for så vidt ikke er anfægtet af hverken statslige eller regionale myndigheder.

Det er min foreløbige opfattelse at der ikke kan lægges vægt på at Gladsaxe Byråds planlægningsmæssige dispositioner ikke er blevet anfægtet af de regionale myndigheder. Planloven indeholder i kapitel 6 bestemmelser om statslige og regionale myndigheders mulighed for at gøre indsigelse mod et forslag til lokalplan. Samtidig med at et lokalplanforslag offentliggøres, bliver det tilsendt miljø- og energiministeren og øvrige statslige og kommunale myndigheder hvis interesser berøres af forslaget. Disse myndigheder kan herefter fremsætte indsigelse over for forslaget inden for den indsigelsesfrist som tilkommer offentligheden.

I henhold til lovens § 29 a, stk. 2, skulle amtsrådet fremsætte indsigelser over for forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner der indeholdt mulighed for etablering af butikker såfremt planforslaget var i strid med bestemmelsen i bl.a. lovens § 15, stk. 8. Det gjaldt dog ikke hvis der var tale om et forhold af underordnet betydning. Bestemmelsen i § 29 a, stk. 2, blev indsat i planloven ved den ovennævnte lov nr. 324 af 14. maj 1997.

I den foreliggende sag udløb fristen for Københavns Amtsråd til at fremsætte indsigelser over for lokalplanforslaget og det tilhørende forslag til kommuneplantillæg den 1. april 1997. På det tidspunkt var planlovens § 29 a, stk. 2, som forpligtede amtsrådet til at gøre indsigelser mod lokalplanforslag der stred mod lovens § 15, stk. 8, endnu ikke vedtaget og trådt i kraft. Det samme gjaldt § 15, stk. 8. Det er min foreløbige opfattelse at der allerede af den grund ikke kan lægges vægt på at amtsrådet ikke fremsatte indsigelse mod forslaget. Ved min gennemgang af sagen har jeg i øvrigt bemærket at Naturklagenævnet tidligere i en anden sag der er omtalt i ’Naturklagenævnet Orienterer’, nr. 13, har tilsidesat en lokalplan og et tilhørende kommuneplantillæg som ugyldige fordi de stred mod regionplanlægningen, uanset at amtsrådet ikke havde fremsat indsigelse mod planforslagene i henhold til planlovens § 29, stk. 2.

Vedrørende den omstændighed at de statslige myndigheder ikke har anfægtet Gladsaxe Byråds planlægningsmæssige dispositioner, har jeg bl.a. hæftet mig ved at lovforslag nr. L 118 indeholdt følgende afsnit i de almindelige bemærkninger (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 2759)

’Varetagelsen af de statslige interesser

Miljø- og energiministeren har efter den gældende lov ansvaret for den sammenfattende fysiske planlægning og for, at der foretages de undersøgelser, som er nødvendige herfor. Miljø- og energiministeren kan til varetagelse af de statslige interesser fremsætte indsigelse over for forslag til regionplaner, jf. lovens § 29, stk. 1. Ministeren kan endvidere pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser at bringe lovens bestemmelser i anvendelse eller overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser, jf. § 3, stk. 3 og 4. Miljø- og energiministeren kan også vælge at indbringe en endeligt vedtaget plan for Naturklagenævnet, hvis der er retlige spørgsmål, jf. §§ 58 og 59.

Ministeren vil i overensstemmelse hermed følge amters og kommuners planlægning for detailhandel og om nødvendigt anvende lovens beføjelser. Forslaget indebærer, at ministeren, specielt i overgangsperioden indtil de første region- og kommuneplaner, udarbejdet efter lovens regler, foreligger, skal følge udviklingen nøje og om nødvendigt anvende lovens beføjelser.’

Planloven indeholder følgende bestemmelser i § 3, stk. 3 og 4, § 29, stk. 4, og § 59

’ § 3.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan i særlige tilfælde pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser at bringe lovens bestemmelser i anvendelse, herunder tilvejebringe en plan med et nærmere bestemt indhold.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan i særlige tilfælde beslutte at overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning.

Udtalelser 2000 272 Valid

§ 5 f. Beregning af bruttoetagearealet til butiksformål sker efter bygningsreglementets bestemmelser om beregning af bebyggelsens etageareal, idet dog den del af kælderen, hvor det omgivende terræn ligger mindre end 1,25 m under loftet i kælderen, medregnes.’

7. I § 15 indsættes som stk. 8

’ Stk. 8. En lokalplan, der giver mulighed for etablering af butikker, skal indeholde bestemmelser om det maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker og det samlede bruttoetageareal, der kan anvendes til butiksformål.’

15. I § 29 a indsættes som stk. 2

’Stk. 2. Amtsrådet skal fremsætte indsigelse efter § 28 mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner, der indeholder mulighed for etablering af butikker, såfremt planforslaget er i strid med bestemmelserne i § 5 c, § 5 d, § 11, stk. 8, § 11 b, § 15, stk. 8, eller § 16, stk. 6. Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning.’

Udtalelser 2000 272 Valid

§ 29.

Stk. 4. En statslig myndighed kan fremsætte indsigelse efter § 28 mod et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn, som myndigheden varetager.

Udtalelser 2000 272 Valid

§ 59. Klageberettiget efter § 58 er miljø- og energiministeren og i øvrigt enhver med retlig interesse i sagens udfald.’

Sidstnævnte bestemmelse angiver hvem der er berettiget til at klage til Naturklagenævnet.

At Miljø- og Energiministeriet i den foreliggende sag ikke havde fremsat indsigelser over for lokalplanforslaget inden fristen herfor udløb den 1. april 1997, kan ikke tillægges betydning. Jeg henviser til det ovenfor anførte angående Københavns Amtsråd. Heller ikke den omstændighed at beføjelserne efter planlovens § 3, stk. 3 og 4, ikke blev bragt i anvendelse, kan efter min opfattelse tillægges betydning. Det fremgår af disse bestemmelser at beføjelserne kun kan anvendes i særlige tilfælde. I forarbejderne til loven (Folketingstidende 1990-91, tillæg B, sp. 1641ff) er det endvidere anført at ministerens beføjelser efter disse bestemmelser alene tænkes udnyttet undtagelsesvis når væsentlige overordnede interesser tilsiger det.

Derimod kan man ikke se bort fra at Miljø- og Energiministeriet har undladt at indbringe sagen for Naturklagenævnet. Hvis lokalplanforslaget i den foreliggende sag blev indsendt til ministeriet efter offentliggørelsen i overensstemmelse med planloven, måtte ministeriet, såfremt man var opmærksom på spørgsmålet, have bemærket at forslaget ikke stemte overens med den foreslåede bestemmelse i planlovens § 15, stk. 8, i det af ministeren fremsatte lovforslag nr. L 118. I den forbindelse måtte ministeriet have overvejet om der var grundlag for at indbringe sagen for Naturklagenævnet efter lovforslagets vedtagelse hvis kommunen ikke ændrede lokalplanforslaget.

Miljø- og energiministeren gav i breve af 7. juni 1995 og 1. april 1996 til samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser udtryk for at ministeriet ville følge udviklingen med hensyn til planlægning af nye projekter til større butikker og til butikscentre med henblik på at undgå at arbejdet i det i maj 1995 nedsatte Detailhandelsudvalg skulle blive illusorisk, jf. den sag der er omtalt i min beretning for 1998, s. 268ff*. På den baggrund og på baggrund af det i bemærkningerne til lovforslag nr. L 118 anførte om at ministeren specielt i overgangsperioden ville følge amters og kommuners planlægning for detailhandel, må det lægges til grund som overvejende sandsynligt at ministeriet har været opmærksom på Gladsaxe Kommunes lokalplan nr. 106 og har overvejet om lokalplanen gav ministeriet anledning til at indbringe sagen for Naturklagenævnet. Baggrunden for at ministeriet ikke har foretaget sig yderligere, er ikke oplyst, men det kan ikke udelukkes at forholdet ikke er blevet anset for tilstrækkelig væsentligt.

Som det fremgår, måtte Naturklagenævnets, og mine, overvejelser om dette spørgsmål i betydeligt omfang basere sig på hypoteser om baggrunden for at Miljø- og Energiministeriet ikke foretog sig noget i anledning af lokalplan nr. 106. Hypoteser af denne art er kun i ringe grad egnet til at danne grundlag for retligt bindende afgørelser. Overvejelserne kunne derfor efter min foreløbige opfattelse ikke tillægges større betydning ved afgørelsen om hvorvidt lokalplan nr. 106 skulle tilsidesættes som ugyldig, men jeg mener dog ikke at der er grundlag for at kritisere Naturklagenævnet for ikke helt at se bort fra dem.

5. Det er endvidere indgået i Naturklagenævnets vurdering af spørgsmålet om hvorvidt lokalplanen skulle tilsidesættes som ugyldig at den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for lovændringen lod kravet til lokalplaners indhold få virkning for alle planer der vedtoges efter lovens ikrafttræden, uanset om hele lokalplanproceduren i øvrigt var gennemført før ikrafttrædelsen. Nævnet har i brevet af 20. juli 1999 formuleret dette hensyn således at ændringer i planloven vedrørende planers indhold mv. normalt finder anvendelse på planforslag der fremsættes efter lovændringens ikrafttræden, jf. lovens § 66.

I henhold til planlovens § 65 trådte loven – med enkelte undtagelser – i kraft den 1. januar 1992. § 66 lyder således

’Sager, der er indbragt for miljøministeren, Planstyrelsen, Miljøankenævnet eller Tilbudspligtnævnet før lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Det samme gælder forslag til planer, når forslaget er offentliggjort før den 1. januar 1992. Forslag til planer kan dog færdigbehandles efter de hidtil gældende regler, hvis forslaget er offentliggjort før den 1. juli 1992.’

Naturklagenævnet har ikke henvist til andre konkrete ikrafttrædelsesbestemmelser vedrørende ændrede krav til planers indhold mv.; men jeg har ved min undersøgelse af spørgsmålet hæftet mig ved lov nr. 439 af 1. juni 1994 om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse. Ved denne lov blev der indsat bestemmelser i planloven der ændrede kravene til indholdet af lokalplaner for områder i kystnærhedszonen og i de kystnære dele af byzonerne. Jeg henviser til planlovens §§ 5 b og 16, stk. 3 og 4. Ændringsloven blev kundgjort i Lovtidende den 2. juni 1994 og trådte i kraft den 1. august 1994, jf. § 3. Den indeholder ikke en bestemmelse om at de ændrede krav til en lokalplans indhold ikke finder anvendelse på planforslag der var fremsat før lovens ikrafttræden. Den forholdsvis lange periode fra lovens kundgørelse til dens ikrafttræden sammenholdt med at der efter planlovens § 24, stk. 3, skal fastsættes en frist på mindst otte uger for fremsættelse af indsigelser, har dog antagelig medført at hovedparten af de lokalplanforslag der var offentliggjort på tidspunktet for kundgørelsen af loven, var vedtaget endeligt ved lovens ikrafttræden.

Mens planlovens § 66 er i overensstemmelse med det af Naturklagenævnet anførte hvorefter ændringer i planloven som ændrer kravene til planers indhold mv. normalt ikke gælder for planforslag der var fremsat før lovændringen er trådt i kraft, synes ikrafttrædelsesbestemmelsen i lov nr. 439 af 1. juni 1994 i hvert fald formelt ikke at være i overensstemmelse hermed. Som nævnt må det dog antages at forskellen i realiteten ikke har været stor. Jeg har ved min gennemgang af sagen ikke fundet andre bestemmelser om ændringer i planloven vedrørende planers indhold mv. hvor de til ændringerne knyttede ikrafttrædelsesbestemmelser svarer til det af Naturklagenævnet anførte.

Det fremgår af § 2 i lov nr. 324 af 14. maj 1997 at loven trådte i kraft ugedagen efter offentliggørelsen af loven i Lovtidende, det vil sige den 22. maj 1997. Denne dag trådte bestemmelsen i planlovens § 29 a, stk. 2, således også i kraft. Det er den bestemmelse som pålægger amtsrådet at fremsætte indsigelser over for forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner der indeholder mulighed for etablering af butikker, såfremt planforslaget er i strid med bestemmelsen i bl.a. lovens § 15, stk. 8.

I § 2 i lov nr. 324 af 14. maj 1997 var det fastsat at visse af lovens bestemmelser, nemlig § 1, nr. 5 og 9, havde virkning for forslag til planer der blev fremsat efter lovens ikrafttræden. Derimod skulle andre af lovens bestemmelser – § 1, nr. 1, 6 og 7, samt § 3 – have virkning for planer der vedtoges endeligt efter lovens ikrafttræden. Der var således taget nøje stilling til hvilke af lovens bestemmelser som skulle have virkning for allerede fremsatte planforslag, og det fremgår klart af lovens forarbejder at det var tilsigtet at allerede offentliggjorte lokalplanforslag der var i strid med bl.a. bestemmelsen i § 1, nr. 7, (den bestemmelse ved hvilken § 15, stk. 8, blev indsat i planloven), skulle ændres inden den endelige vedtagelse af planen. Det må herefter lægges til grund at det ved vedtagelsen af loven er blevet anset for nødvendigt at bl.a. bestemmelsen i § 1, nr. 7, skulle have virkning også for forslag til lokalplaner der, som lokalplanforslaget i denne sag, var fremsat, men ikke endeligt vedtaget inden loven trådte i kraft.

At der i loven blev skelnet så nøje mellem de bestemmelser der først fik virkning for forslag til planer der blev fremsat efter lovens ikrafttræden, og de bestemmelser der fik virkning allerede for planer der vedtoges endeligt efter lovens ikrafttræden, gør det nærliggende at antage at det ved lovens vedtagelse var forudsat at de sidstnævnte bestemmelser blev håndhævet af myndighederne straks fra lovens ikrafttræden på lige fod med planlovens øvrige bestemmelser. At der har været et betydeligt ønske om en effektiv håndhævelse af de centrale bestemmelser i lov nr. 324 af 14. maj 1997, underbygges for så vidt af de tidligere nævnte breve af 7. juni 1995 og 1. april 1996 som miljø- og energiministeren udsendte til samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser, jf. sagen omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1998, s. 268ff. Den omstændighed at Miljø- og Energiministeriet ikke foretog sig noget i forbindelse med lokalplanen som nærværende sag angår, kan efter min opfattelse ikke tillægges betydning ved vurderingen af det generelle spørgsmål om forudsætningen om en effektiv håndhævelse.

Det kan ved bedømmelsen af betydningen af denne forudsætning næppe hævdes at en effektiv håndhævelse af bestemmelsen i planlovens § 15, stk. 8, udelukker at det i sager som den foreliggende besluttes ikke at betragte en lokalplan som ugyldig uanset at den ikke opfylder bestemmelsens krav til lokalplaners indhold. Men omvendt må det anses for bedre foreneligt med et ønske om en effektiv håndhævelse af bestemmelsen såfremt lokalplaner der ikke opfylder bestemmelsens krav til lokalplaners indhold, tilsidesættes som ugyldige når dette følger af de almindelige regler på området.

Om disse regler er det som tidligere nævnt anført i den juridiske litteratur at en indholdsmæssigt ulovlig lokal- eller kommuneplan som altovervejende hovedregel vil blive betragtet som ugyldig. Dog kan berettigede forventninger af en vis styrke medføre at der skal være tale om en forholdsvis klar ulovlighed før ugyldighed kan indtræde. Endvidere synes Naturklagenævnets praksis at bygge på en opfattelse hvorefter hjemmelsmangler ved lokal- eller kommuneplaner som hovedregel medfører at planen tilsidesættes som ugyldig. Hverken den juridiske litteratur eller den offentliggjorte praksis ses at give grundlag for den opfattelse at der ved bedømmelse af ugyldighedsspørgsmålet i forbindelse med lokal- eller kommuneplaner kan lægges vægt på at en hjemmelsmangel beror på en lovbestemmelse til hvilken der er knyttet en ikrafttrædelsesbestemmelse der afviger fra hvad der betragtes som det normale. Den juridiske litteratur og den offentliggjorte praksis ses heller ikke at have lagt vægt på dette forhold ved bedømmelsen af om en retsstridig forvaltningsafgørelse skal tilsidesættes som ugyldig.

På den baggrund må jeg som min foreløbige opfattelse generelt anse det for betænkeligt at tillægge det betydning ved bedømmelsen af ugyldighedsspørgsmålet at ikrafttrædelsesbestemmelsen for lovændringen lod det nævnte krav til lokalplaners indhold få virkning for alle planer der vedtoges efter lovens ikrafttræden, uanset om hele lokalplanproceduren i øvrigt var gennemført før ikrafttrædelsen.

6. Som det fremgår, er det min foreløbige opfattelse at der må lægges en vis vægt på hensynet til grundejerne og andre der – på tidspunktet for modtagelsen af (lokallisten)’s brev af 10. juni 1998 – i god tro havde indrettet sig i tillid til den vedtagne lokalplan. Hvor stor vægt der kan lægges på dette hensyn, beror dog i væsentlig grad på hvilke konkrete dispositioner grundejerne havde foretaget i tillid til planen. Derudover er det min foreløbige opfattelse at der ikke kan lægges vægt på de øvrige hensyn som Naturklagenævnet har anført, bortset fra at der ikke er grundlag for at kritisere Naturklagenævnet for ikke helt at se bort fra overvejelser om baggrunden for at Miljø- og Energiministeriet ikke foretog sig noget over for lokalplanen.

For at bedømme hvilke konkrete dispositioner de pågældende grundejere mfl. havde foretaget i tillid til lokalplan nr. 106, har jeg fra Gladsaxe Kommune fået tilsendt visse dokumenter om sagen. Materialet består af en sagsfremstilling til en sag behandlet på byrådets møde den 15. januar 1997, referat af møder 6. maj 1997, 15. december 1997, 26. januar 1998 og 1. september 1998, et brev af 17. juli 1998 fra (A) A/S til Gladsaxe Kommune og en sagsfremstilling til en sag behandlet på byrådets møde den 1. december 1998.

Det fremgår af dette materiale at Gladsaxe Kommune i september 1996 med udgangspunkt i et projekt indsendt af (B) Supermarked A/S optog forhandlinger om salg af et offentligt vejareal ved stationspladsen, og at man i januar 1997 indgik aftale om køberet med selskabet. Det fremgår videre at i december 1997 var de pågældende grundejere indstillet på at gennemføre et byggeprojekt i området omfattet af lokalplanen, og kommunen indgik aftale med (B) Supermarked A/S om forlængelse af køberetsaftalen til 1. januar 1999. Videre fremgår det at i december 1997 var der endnu ikke søgt om byggetilladelse til projektet, et nødvendigt areal var ikke købt, og et udarbejdet vejprojekt var blevet drøftet med Københavns Amt, men ikke godkendt.

Af brevet af 17. juli 1998 fremgik at der løbende var udarbejdet forslag til bebyggelse af området, og at der nu var indgået aftale mellem (B) Supermarked A/S, (C) A/S og (A) A/S som totalentreprenør om at opføre et samlet byggeri med udvidelse af (B) Supermarked, nye butikker, kontorer og 40 andelsboliger. Det fremgår videre at projektet i princippet var fastlagt i overensstemmelse med et principforslag udarbejdet af et arkitektfirma, men at (C) A/S straks efter sommerferien ville kontakte Gladsaxe Kommune om et møde for endelig afklaring af den samlede bebyggelse, tilkørselsforholdene, grundarealet mv. Endvidere fremgik det at skema A ansøgning (som jeg antager vedrørte offentlig støtte til opførelse af andelsboligerne) ville være Gladsaxe Kommune i hænde inden den 15. oktober 1998.

Af referatet af mødet den 1. september 1998 fremgår det at (C) A/S forventede i uge 37 at indgå købsaftale med (B) Supermarked A/S, og at der blev skitseret et forløb for projektet som indledningsvis indebar at (C) A/S efter at have købt retten til projektet samt det pågældende areal indgik en entrepriseaftale med (A) A/S samt en aftale med (A) A/S om salg af byggerettigheder vedrørende andelsboligerne. Desuden oplyste (C) A/S på mødet at alle tilladelser gerne skulle være givet den 31. december 1998, og at første etape af byggeriet påregnedes at stå klar den 1. september 1999.

Endelig fremgår det at Gladsaxe Kommune i december 1998 indgik endelig aftale med (B) Supermarked A/S om køberetten. Det fremgår dog samtidig at det på dette tidspunkt endnu var uafklaret om Københavns Amt ville godkende nogle nærmere angivne forhold angående regulering af trafiksignaler, og at amtets afgørelse af dette spørgsmål og angående byggelinier muligvis ville blive suppleret med et krav angående busbaner som ville medføre at både kommunens grundsalg og projektet om opførelse af andelsboliger ville falde til jorden.

Efter min foreløbige opfattelse giver de foreliggende oplysninger indtryk af at i juni 1998, hvor (lokallisten)’s klage angående planlovens § 15, stk. 8, blev indsendt til Naturklagenævnet, havde Gladsaxe Kommune indgået betinget aftale om køberet til kommunens areal ved stationspladsen, og der var udarbejdet et byggeprojekt som i hovedtræk stod fast, men hvor flere væsentlige spørgsmål var uafklaret. Byggeprojektet kunne realiseres inden for de rammer som lokalplan nr. 106 udstak; men herudover forudsatte projektet flere myndighedstilladelser som ikke forelå på dette tidspunkt. I hvert fald i nogle tilfælde skyldtes dette at der ikke var indsendt ansøgning om godkendelse. Desuden synes det at fremgå af oplysningerne at der i juni eller juli 1998 blev indgået principaftale om at (C) A/S skulle overtage byggeprojektet fra (B) Supermarked A/S, og at (A) A/S skulle indgå i projektet som entreprenør og som bygherre vedrørende andelsboligerne, men endelig aftale herom var stadig ikke indgået i september 1998. Endnu i december 1998 var der ikke skabt sikkerhed for i hvilket omfang projektet ville blive gennemført.

Der er ikke oplysninger om hvor store beløb de nævnte firmaer havde anvendt på byggeprojektet indtil juni 1998, men det har næppe været helt ubetydelige beløb; navnlig må udarbejdelsen af projektet have medført en del udgifter. Derimod var der endnu ikke afholdt udgift til køb af kommunens ejendom, men der har muligvis været begrænsede udgifter ved erhvervelsen af køberetten. Denne omstændighed sammenholdt med at endelige aftaler om projektet endnu ikke var indgået, og at nødvendige myndighedstilladelser ikke forelå, har sandsynligvis medført at det har været forholdsvis begrænsede beløb som de pågældende firmaer havde anvendt på projektet.

På den baggrund er det min foreløbige opfattelse at de pågældende firmaer ikke havde foretaget dispositioner i tiltro til lokalplanen som var så byrdefulde at der var tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet hvorefter en hjemmelsmangel medfører at en lokalplan må tilsidesættes som ugyldig. Herefter, og da de foreliggende oplysninger om at lokalplanen ikke var blevet anfægtet af Miljø- og Energiministeriet, ikke kan føre til et andet resultat, må jeg som min foreløbige opfattelse anse det for beklageligt at Naturklagenævnet traf afgørelse om at lokalplanen ikke skulle tilsidesættes som ugyldig.

Da byggeprojektet nu er meget tæt på færdiggørelse, har jeg ikke grundlag for at henstille til Naturklagenævnet at genoptage behandlingen af sagen med henblik at træffe en ny afgørelse.”

Den foreløbige redegørelse blev sendt til Naturklagenævnet, Gladsaxe Kommune og lokallisten med henblik på at de kunne få lejlighed til at komme med bemærkninger til min foreløbige vurdering af sagen.

Naturklagenævnet anførte i brev af 3. juli 2000 at sagen ikke gav anledning til yderligere bemærkninger.

Gladsaxe Kommune skrev bl.a. følgende i brev af 17. august 2000

”Gladsaxe Kommune har følgende bemærkninger til Ombudsmandens foreløbige redegørelse

På baggrund af det samlede sagsforløb tager kommunen redegørelsen til efterretning, herunder den indirekte kritik af, at kommunen ikke var opmærksom på lovændringens særlige ikrafttrædelsesbestemmelser.

Til redegørelsen skal herudover bemærkes

De rejser tvivl om Miljø- og Energiministeriet har været underrettet om planforslaget. Kommunens byplanafdeling oplyser, at såvel planforslaget som orientering om den endeligt vedtagne plan er blevet sendt til Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen og Københavns Amt, efter planlovens regler. De to myndigheder blev herudover særskilt orienteret i brev af 11.02.1997 om, at Byrådet ville ændre betegnelsen fra salgsareal til butiksareal ved 2. behandlingen af lokalplanen. Ændringen var en følge af, at forslag til Regionplan 1997 blev offentliggjort dagen før Byrådet vedtog lokalplanen.”

Lokallisten kom i brev af 11. august 2000 og i telefaxer af 22. og 23. august 2000 med bemærkninger til de forhold som er omtalt i min foreløbige udtalelse. Listen skrev bl.a. følgende i brev af 11. august 2000

”(Lokallisten) finder det beklageligt, at Folketingets Ombudsmand ikke påtænker at lade Naturklagenævnet genoptage sagen. Det er yderst krænkende for borgerens retsopfattelse, at en kommune på denne måde tillades at tilsidesætte lovgivningen, når netop kommunalbestyrelsen skal være garant for borgerne om, at alt går rigtigt til i den kommunale forvaltning.

(Lokallisten) bemærker, at Folketingets Ombudsmand i sin foreløbige udtalelse henviser til en sag, refereret i NKO 37, om en lokalplans gyldighed på trods af, at dens indhold var i åbenbar strid med kommuneplanen. Netop denne sag var anstødsstenen til (lokallisten)’s oprettelse, klagerne fandt allerede dengang Naturklagenævnets sagsbehandling for anstødelig, især på baggrund af udtalelser fra sagsbehandleren til undertegnede, jf. vedlagte kopi af notits om telefonsamtale med ( ).

Det med brev af 26. maj 2000 fremsendte materiale giver (lokallisten) anledning til at opfordre Folketingets Ombudsmand til at iværksætte en række yderligere undersøgelser af Gladsaxe kommunes rolle i sagen om opførelse af centerbyggeri på baggrund af lokalplan 106.”

I telefax af 22. august 2000 skrev lokallisten følgende

”I brev af 17. august 2000 har Gladsaxe kommune meddelt, at Gladsaxe kommune tager Folketingets Ombudsmands indirekte kritik af Gladsaxe kommune til efterretning.

Det fremgår af brevet, at spørgsmålet har været til politisk behandling. I brev af 20. juni 2000 meddelte Gladsaxe kommune Folketingets Ombudsmand, at den politiske behandling ville foregå på byrådets møde 23. august 2000.

(Lokallisten) skal på given foranledning henlede Folketingets Ombudsmands opmærksomhed på, at den i brev af 17. august 2000 meddelte politiske behandling, alene er foregået i Gladsaxe kommunes økonomiudvalg, hvilket betyder, at ikke alle partier, som er repræsenteret i byrådet, har haft lejlighed til at kommentere Folketingets Ombudsmands foreløbige udtalelse af 26. maj 2000.”

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Efter at have gennemgået Naturklagenævnets, Gladsaxe Kommunes og (lokallisten)’s bemærkninger til min foreløbige redegørelse, må jeg fortsat fastholde det som jeg har givet udtryk for i min foreløbige udtalelse.

(Lokallisten) har i brevet af 11. august 2000 anført at byggeriet langtfra er færdiggjort, og har henvist til nogle vedlagte avisartikler hvoraf det fremgår at byggeriet er blevet forsinket, og at det muligvis først bliver færdiggjort i slutningen af dette år. Disse oplysninger ændrer ikke min opfattelse af at jeg ikke har grundlag for at henstille til Naturklagenævnet at genoptage behandlingen af sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse. Det er fortsat min vurdering at byggeprojektet på tidspunktet for min foreløbige redegørelse var så vidt fremskredet at der ikke var grundlag for at henstille til Naturklagenævnet at tage sagen op til fornyet behandling.

(Lokallisten) har i telefaxen af 22. august 2000 oplyst at min foreløbige redegørelse ikke har været behandlet af Gladsaxe Byråd, men alene af byrådets økonomiudvalg hvor ikke alle partier i byrådet har sæde. Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger. Spørgsmålet om hvor i den kommunale organisation min foreløbige redegørelse skulle behandles, er ikke omfattet af min undersøgelse af sagen. Desuden har dette spørgsmål ikke været forelagt Gladsaxe Kommune, og jeg er derfor i medfør af bestemmelsen i § 14 i ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand) afskåret fra at behandle spørgsmålet.

Jeg har noteret mig det af Gladsaxe Kommune oplyste om at planforslaget og den vedtagne plan blev sendt til både Miljø- og Energiministeriet og Københavns Amt. Efter jeg afgav foreløbig redegørelse i sagen, er jeg desuden blevet opmærksom på at mine bemærkninger om baggrunden for at Miljø- og Energiministeriet ikke indgav klage til Naturklagenævnet, hviler på et ufuldstændigt grundlag. Bestemmelsen i planlovens § 59 blev indsat i planloven ved lov nr. 439 af 1. juni 1994. I bemærkningerne til det lovforslag som dannede grundlag for denne lov, er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 6526)

”Ministerens ret til at klage foreslås imidlertid præciseret, således at der ikke kan rejses tvivl om, at ministeren har denne beføjelse ved siden af beføjelserne til at kalde et planforslag ind efter § 3, stk. 4, og at fremsætte indsigelse mod et regionplanforslag efter § 29, stk. 1.

Muligheden for at klage påtænkes kun benyttet i særlige typer af sager, som for eksempel retlige spørgsmål i forbindelse med planer inden for kystnærhedszonen og reglerne om miljøvurdering af større enkeltanlæg (VVM).”

På denne baggrund mener jeg ikke at der kunne lægges vægt på at Miljø- og Energiministeriet i denne sag ikke klagede over lokalplanen og kommuneplantillægget til Naturklagenævnet.

Jeg anser det således fortsat for kritisabelt at Naturklagenævnet uden viden om hvilke konkrete dispositioner de pågældende grundejere havde foretaget, har lagt vægt på at de havde indrettet sig i tillid til den vedtagne lokalplan.

Det er desuden min opfattelse at de firmaer som var involveret i byggeprojektet angående Bagsværd Bymidte, ikke havde foretaget dispositioner i tiltro til lokalplanen som var så byrdefulde at der var tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunkter hvorefter en hjemmelsmangel medfører at en lokalplan må tilsidesættes som ugyldig.”

NOTER: (*) FOB 1984, s. 127, FOB 1978, s. 684, FOB 1975, s. 512 og FOB 1998, s. 268.

Udtalelser 2000 272 Valid

Lokalplan. Manglende regler om butiksarealer

Det fremgår af sagen at Gladsaxe Kommune den 15. januar 1997 vedtog forslag til lokalplan nr. 106 for Bagsværd bymidte, nord. Lokalplanområdet var efter forslaget opdelt i to områder, område 1 og 2. Samtidig blev et forslag til tillæg til kommuneplanen vedtaget. Forslagene blev fremlagt til offentlig debat i perioden 28. januar til 1. april 1997.

Lokalplanforslaget indeholdt bl.a. følgende bestemmelser

” 3.2 Der kan etableres butikker med et salgsareal under 2.000 m2 med både daglig- og udvalgsvarer, og butikker med et salgsareal under 500 m2 med udvalgsvarer.

5.1 Inden for område 1 må der højst opføres ny bebyggelse med et samlet etageareal på 6.500 m2.

5.2 Inden for område 2 må der højst opføres ny bebyggelse med et samlet etageareal på 3.500 m2.”

Den 29. april 1997 vedtog Folketinget lovforslag nr. L 118 om ændring af lov om planlægning. Lovforslaget var blevet fremsat den 11. december 1996 af miljø- og energiministeren. Loven blev offentliggjort som lov nr. 324 af 14. maj 1997, og den trådte i kraft den 22. maj 1997. De af lovens bestemmelser der har betydning for denne sag, er gengivet nedenfor.

Den 23. juni 1997 vedtog Gladsaxe Byråd lokalplanforslag nr. 106 og forslaget til tillæg til kommuneplanen. I den forbindelse blev der foretaget visse ændringer af lokalplanforslaget; bl.a. blev ”salgsareal” i pkt. 3.2 ændret til ”butiksareal”.

En lokalliste klagede til Naturklagenævnet over lokalplanen den 5. juli 1997. I klagen skrev listen bl.a. at den vedtagne lokalplan var så forskellig fra det oprindelige forslag til lokalplan at der var tale om et nyt forslag som først kunne vedtages efter fornyet høring. Lokallisten anførte desuden at den forbeholdt sig retten til at udvide og uddybe klagen og herunder komme ind på om reglerne for lokal- og kommuneplaner vedtaget efter 22. maj 1997 var overholdt.

I brev af 28. juli 1997 meddelte Naturklagenævnet lokallisten at nævnet havde anmodet Gladsaxe Kommune om nærmere oplysninger i anledning af listens klage. Nævnet meddelte desuden at kommunens svar ville blive sendt til lokallisten, og listen blev bedt om at indsende sine eventuelle bemærkninger til sagen inden fire uger efter at listen havde modtaget kommunens svar, idet listen ellers måtte påregne at sagen ville blive afgjort på det foreliggende grundlag.

Den 7. august 1997 besvarede Gladsaxe Kommune henvendelsen fra Naturklagenævnet. Lokallisten fik kopi af kommunens svar.

Den 10. juni 1998 udvidede lokallisten sin klage med tre yderligere punkter. I pkt. 1 anførte listen at lokalplanen var i strid med planlovens § 15, stk. 8, fordi den ikke indeholdt bestemmelser om det maksimale samlede butiksareal i lokalplanens område. Dette var efter lokallistens opfattelse tilstrækkeligt til at gøre lokalplanen ugyldig.

Naturklagenævnet traf afgørelse den 27. august 1998. Nævnet gav lokallisten medhold i listens klage på et enkelt punkt. Naturklagenævnet skrev bl.a. følgende

”Lokalplan nr. 106 indeholder ikke bestemmelser om det samlede maksimale butiksareal. Gladsaxe Kommune har oplyst, at dette kan udregnes på grundlag af lokalplanen med redegørelse og kortbilag. Kommunens opfattelse kan ikke tiltrædes. En beregning på grundlag af lokalplanen vil alene vise det maksimale butiksareal, hvis hele det areal, hvor etablering af butikker er tilladt, blev udnyttet til formålet. En sådan mulighed er selvsagt ikke tilstrækkelig til at opfylde kravet i planlovens § 15, stk. 8, jf. også § 5 f, der angiver, hvorledes bruttoetagearealet skal beregnes. Bestemmelsen forudsætter, at det maksimale omfang af butiksarealet angives så klart i lokalplanen, at det er muligt at vurdere lokalplanens eventuelle konsekvenser vedrørende etablering af butikker.

Lokalplan nr. 106 er således ulovligt vedtaget i forhold til planlovens § 15, stk. 8. Under hensyn til de særlige omstændigheder, der har gjort sig gældende vedrørende sagsforløbet, findes den konstaterede mangel imidlertid ikke at burde medføre lokalplanens ugyldighed. Der er herved navnlig lagt vægt på, at klagepunktet først fremsættes ca. ét år efter lokalplanens endelige vedtagelse. På dette tidspunkt har såvel grundejere som Gladsaxe Byråd, hvis planlægningsmæssige dispositioner for så vidt ikke er anfægtet af hverken statslige eller regionale myndigheder, indrettet sig i tillid til den vedtagne plan. Det er endvidere indgået i vurderingen, at den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for lovændringen lader kravet til lokalplanens indhold få virkning for alle planer, der vedtages efter lovens ikrafttræden, uanset om hele lokalplanproceduren i øvrigt er gennemført før ikrafttrædelsen.

Sammenfattende er der således ikke i det af klageren anførte grundlag for at tilsidesætte Kommuneplantillæg nr. 13 og Lokalplan nr. 106 som ikke gyldigt vedtagne. Planerne må herefter bestå.”

Lokallisten klagede til mig over Naturklagenævnets afgørelse i et brev af 9. oktober 1998. I brevet fremsatte listen forskellige indsigelser mod nævnets afgørelse.

Da Naturklagenævnet ikke havde haft lejlighed til at tage stilling til det lokallisten havde anført i klagen, videresendte jeg listens klage til nævnet den 1. december 1998.

I brev af 11. januar 1999 fastholdt Naturklagenævnet sin afgørelse.

Den 18. januar 1999 klagede lokallisten til mig på ny.

Den 31. marts 1999 bad jeg Naturklagenævnet om en udtalelse i anledning af listens klage samt om udlån af sagens akter.

I brev af 2. juni 1999 meddelte Naturklagenævnet at nævnet ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Lokallisten kommenterede brevet i et brev af 3. juli 1999 og anførte bl.a. at Naturklagenævnet i sin afgørelse havde lagt til grund at Folketinget havde lovgivet med tilbagevirkende kraft, og at Gladsaxe Kommune derfor havde handlet i god tro. Lokallisten nævnte at denne opfattelse var blevet bekræftet mundtligt af en sagsbehandler hos nævnet.

I brev af 20. juli 1999 anførte Naturklagenævnet bl.a. følgende

”I den anledning skal det for god ordens skyld oplyses, at Naturklagenævnets sekretariat kan bekræfte, at det under en telefonsamtale med ( ) vedrørende nævnets afgørelse af 27. august 1998 blev bemærket, at det – som det også fremgår af afgørelsen – er indgået i sagens vurdering, at ændringer i planloven vedrørende planers indhold m.v. normalt finder anvendelse på planforslag, der fremsættes efter lovændringens ikrafttrædelse, jf. herved lovens § 66.”

Under min behandling af sagen har jeg indhentet yderligere materiale fra Gladsaxe Kommune om forløbet i sagen. I den forbindelse har kommunen oplyst at 1. etape af byggeriet forventes taget i brug i april 2000 og 2. etape den 1. juli 2000. Ved brev af 6. april 2000 har lokallisten fået tilsendt kopi af materialet så listen kunne få lejlighed til at fremsætte sine eventuelle bemærkninger til det. Jeg har ikke modtaget bemærkninger til materialet fra lokallisten.

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

Den 26. maj 2000 afgav jeg en foreløbig redegørelse om sagen. Jeg anførte følgende i min foreløbige udtalelse

” 1. Lov nr. 324 af 14. maj 1997 indeholder følgende bestemmelser i § 1, nr. 1 (delvis), 7 og 15, og § 2

’§ 1

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 746 af 16. august 1994, som ændret ved lov nr. 311 af 17. maj 1995, foretages følgende ændringer

1. Efter § 5 b indsættes før kapitel 3

’kapitel 2 b

Planlægning til butiksformål

Udtalelser 2000 272 Valid

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

Ombudsmandens endelige udtalelse

Udtalelser 2000 272 Valid

Resumé

En kommune sendte et forslag til lokalplan for et kommende butikscenter ud til offentlig høring. Inden lokalplanen blev endeligt vedtaget, trådte en ændring af planloven i kraft således at lokalplanen skulle indeholde bestemte regler for butiksarealer. Sådanne regler var der ikke i lokalplanen.

Naturklagenævnet anså lokalplanen for ulovligt vedtaget, men ikke ugyldig. Ombudsmanden udtalte at han mente det var beklageligt at Naturklagenævnet havde truffet afgørelse om ikke at tilsidesætte lokalplanen som ugyldig. (J.nr. 1999-0180-120).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →