Afslag på ansøgning om tilladelse til udførsel af maleri. Hjemmel. Partshøring. God forvaltningsskik

§ 2. Loven omfatter følgende kulturværdier, der ikke er i offentligt eje

...

2) kulturgenstande, som har en værdi på 100.000 kr. eller derover, og som er ældre end 100 år.

...

§ 3. Genstande, der er omfattet af loven, må ikke udføres til udlandet eller til Færøerne og Grønland uden særlig tilladelse.

...

§ 5. Udførselstilladelse meddeles af Kulturværdiudvalget, der består af rigsantikvaren, rigsarkivaren, direktøren for Statens Museum for Kunst, overbibliotekaren ved Det kongelige Bibliotek samt formanden for Statens Museumsnævn. Udvalget vælger blandt medlemmerne en formand og en næstformand.

Stk. 2. ...

§ 6. En ansøgning om udførselstilladelse skal indeholde en udførlig beskrivelse af genstanden og dens oprindelse samt ledsages af en værdiansættelse og af et fotografi af genstanden i 2 eksemplarer. Det sidstnævnte gælder dog ikke, hvis ansøgningen vedrører bøger, arkivalier og lignende. Genstanden skal efter anmodning kunne besigtiges.

Stk. 2. Såfremt afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter modtagelsen af en ansøgning som nævnt i stk. 1, betragtes udførselstilladelse som givet. Kulturværdiudvalget udsteder en erklæring herom.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis en anmodning om adgang til at besigtige genstanden ikke er imødekommet.

...

§ 6, stk. 3, i loven indeholder en undtagelse fra § 6, stk. 2, hvorefter der kan ses bort fra 3-måneders-fristen. Det drejer sig om de tilfælde hvor Kulturværdiudvalget har anmodet om adgang til at besigtige genstanden og ejeren ikke har imødekommet denne anmodning.

Loven indeholder ikke andre undtagelser fra § 6, stk. 2.

Bortset fra undtagelsesbestemmelsen i lovens § 6, stk. 3, er der således hverken i lovteksten, i forarbejderne til loven eller i bekendtgørelsen støtte for at antage at fristen kan forlænges. Tværtimod fremgår det udtrykkeligt af bemærkningerne til § 6, stk. 2, at ansøgninger om udførselstilladelser skal behandles som hastesager. Det fremgår endvidere af bemærkningerne at det vil blive tilstræbt at der senest 1 måned efter modtagelsen af en ansøgning om udførselstilladelse foreligger et svar – enten i form af en tilladelse eller i form af en oplysning om hvornår den endelige afgørelse forventes at foreligge. Bemærkningerne til lovbestemmelsen præciserer umiddelbart herefter at ansøgningen – for yderligere at sikre ansøgeren – kan betragtes som imødekommet hvis afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter modtagelsen af ansøgningen. § 7, stk. 1, i bekendtgørelsen foreskriver at behandlingen af en ansøgning om udførselstilladelse normalt gennemføres inden for 1 måned. Hvis behandlingen af særlige grunde ikke kan afsluttes inden for 1 måned, giver udvalget ansøgeren meddelelse herom og om det tidspunkt hvor afgørelsen kan forventes at foreligge. Efter § 7, stk. 2, i bekendtgørelsen udsteder udvalget en erklæring om at udførselstilladelse er at betragte som givet hvis der ikke er truffet afgørelse senest 3 måneder efter udvalgets modtagelse af ansøgningen.

Jeg må derfor forstå reglerne om behandlingen af ansøgninger om udførselstilladelser sådan at Kulturværdiudvalget normalt skal træffe afgørelse senest 1 måned efter modtagelsen af ansøgningen. Hvis dette – af særlige grunde – ikke kan lade sig gøre, skal Kulturværdiudvalget give ansøgeren meddelelse herom og oplyse om hvornår den endelige afgørelse – som ikke må strække sig ud over en samlet sagsbehandlingstid på 3 måneder – forventes at foreligge. Jf. også Lars M. Banke, Beskyttelse af kulturværdier i Danmark, Fortid og Nutid, oktober 1996, s. 187.

Der er ikke hjemmel for Kulturværdiudvalget til at overskride 3-måneders-fristen i § 6, stk. 2, ved inden for fristen at give ansøgeren meddelelse om at afgørelsen først kan forventes at foreligge efter udløbet af fristen.

3-måneders-fristen kan således ikke forlænges af udvalget i andre tilfælde end sådanne hvor ejeren ikke har imødekommet en anmodning om besigtigelse af genstanden.

I den konkrete sag blev auktionsfirmaet (A)’s ansøgning om udførselstilladelse modtaget i Kulturværdiudvalget den 29. maj 1997. 3-måneders-fristen i lovens § 6, stk. 2, udløb således den 29. august 1997. Kulturværdiudvalget meddelte først udførselsforbudet den 5. september 1997. På dette tidspunkt var 3-måneders-fristen i § 6, stk. 2, således forløbet, og jeg må lægge til grund at der ikke forelå en situation som nævnt i lovens § 6, stk. 3.

Kulturværdiudvalget har i udtalelsen af 9. august 1999 til mig begrundet overskridelsen af 3-måneders-fristen med at 1) ansøgeren ikke levede op til lovens oplysnings- og dokumentationskrav i § 6, stk.1; 2) at ansøgeren komplicerede sagen gennem sin telefoniske indgriben i sagsbehandlingen den 24. juni 1997; 3) at sagen skulle behandles hen over en sommerferie (den sidste udtalelse fra udvalgets vurderingsmænd forelå først den 20. august 1997) og 4) sekretariatet skulle have tid til at ekspedere beslutningen som blev truffet på et ekstraordinært møde afholdt den 27. august 1997.

Der er som nævnt ingen støtte i loven, forarbejderne eller bekendtgørelsen for at tillægge nogen af disse forhold betydning for beregningen af 3-måneders-fristen. Jeg har i øvrigt ikke grundlag for at tilslutte mig udvalgets bemærkninger i udtalelsen af 9. august 1999 om at auktionsfirmaet (A) ’ikke levede op til lovens oplysnings- og dokumentationskrav i § 6, stk. 1,’ og at auktionsfirmaet (A) ’komplicerede sagen gennem sin telefoniske indgriben i sagsbehandlingen’. Auktionsfirmaet (A) gjorde 3-4 uger efter ansøgningens indlevering udvalget opmærksom på at man havde foretaget en fornyet vurdering af maleriet således at dets anslåede værdi efter firmaets opfattelse nu lå mellem 400.000 og 600.000 kr. Hvis udvalget var af den opfattelse at den oprindelige ansøgning ikke indeholdt tilstrækkelige oplysninger, kunne udvalget efter modtagelsen af ansøgningen have bedt auktionsfirmaet (A) om at præcisere denne eller fremkomme med yderligere dokumentation. Det har udvalget ikke gjort.

Jeg henviser i øvrigt til det jeg har anført side 26 om udvalgets sprogbrug.

3-måneders-fristen kunne heller ikke forlænges som følge af at Kulturværdiudvalgets sekretær den 25. august 1997 telefonisk meddelte auktionsfirmaet (A) at firmaet ville modtage afgørelsen i den efterfølgende uge.

Auktionsfirmaet (A) kunne altså den 30. august 1997 betragte udførselstilladelse som givet, jf. § 6, stk. 2, i lov om sikring af kulturværdier i Danmark.

På denne baggrund er det min foreløbige opfattelse at udvalget ikke havde hjemmel til den 5. september 1997 at meddele udførselsforbudet. 3-måneders-fristen i lovens § 6, stk. 2, var på dette tidspunkt overskredet.

2. Kulturværdiudvalgets sagsbehandling

Da det er min foreløbige opfattelse at der ikke var hjemmel til at nedlægge forbud mod udførsel af maleriet, falder en række af de spørgsmål jeg har stillet Kulturværdiudvalget i mit brev af 21. maj 1999, bort.

Jeg har på denne baggrund – og i lyset af udvalgets oplysninger i udtalelsen af 9. august 1999 – besluttet alene at foretage en nærmere undersøgelse af udvalgte spørgsmål som sagen rejser. De øvrige spørgsmål har jeg således ikke taget stilling til.

Jeg henviser til § 16, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand hvorefter ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

a) Spørgsmålet om udførselsforbudet er en afgørelse i forvaltningslovens forstand og om auktionsfirmaet (A)’s partsstatus

Udstedelsen af forbudet mod udførsel af det pågældende maleri er en ensidigt udfærdiget forvaltningsakt som er rettet mod auktionsfirmaet (A)’s (klienter), og som markerer en afslutning på udvalgets behandling af auktionsfirmaet (A)’s ansøgning.

Jeg er derfor enig med udvalget i at forbudet – meddelt auktionsfirmaet (A) ved brevet af 5. september 1997 – er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette gælder efter min opfattelse både selve udførselsforbudet og også fastsættelsen af den pris som udvalget jf. lovens § 11 tilbød at erhverve genstanden for.

Der er endvidere heller ingen tvivl om at auktionsfirmaet (A)’s (klienter) – som ansøger – er part i den konkrete sag.

b) Kulturværdiudvalgets begrundelse

Kulturværdiudvalget har i udtalelsen af 9. august 1999 erkendt at begrundelsen for at udstede forbud mod udførsel af maleriet ’ikke figurerer direkte i brevet’. Udvalget har oplyst at man normalt følger den praksis at der udarbejdes et sammenfattende notat med henblik på offentliggørelse i årsberetningen. I dette notat uddybes begrundelsen for udvalgets afgørelse.

Under hensyn til at det er min foreløbige opfattelse at der ikke er hjemmel i loven om sikring af kulturværdier i Danmark til at nedlægge udførselsforbud i den konkrete sag, og til at udvalget har oplyst at det vil overveje om den beskrevne praksis vedrørende begrundelser for udvalgets afgørelser bør ændres, har jeg besluttet ikke at foretage en nærmere undersøgelse af udvalgets begrundelse for afgørelsen af 5. september 1997. Jeg vil dog bede Kulturværdiudvalget om underretning om resultatet af udvalgets overvejelser om en ændring af begrundelsespraksis i disse sager.

c) Partshøring

Reglerne om hvornår en myndighed har pligt til at partshøre, dvs. give parten lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende ordlyd

’§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.’

En myndighed har pligt til at partshøre hvis myndigheden i en afgørelsessag er i besiddelse af oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder der er til ugunst for parten, og som er af væsentlig betydning for sagen. Bestemmelsen forudsætter at parten ikke antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af de pågældende faktiske oplysninger, jf. § 19, stk. 1. § 19, stk. 2, indeholder en opregning af undtagelsestilfælde hvor der ikke er pligt til at partshøre. Det drejer sig f.eks. om situationer hvor udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse (§ 19, stk. 2, nr. 2).

Forvaltningsmyndigheden har ansvaret for at sagen oplyses i et tilstrækkeligt omfang, og partshøringsreglerne skal bl.a. sikre at parten får lejlighed til at kontrollere beslutningsgrundlaget inden afgørelse træffes. Eventuelle fejl i beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten ligesom denne også på anden måde får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter. Hensigten med partshøringsreglerne er bl.a. at styrke tilliden til forvaltningen og undgå at borgeren får oplevelsen af at der bliver truffet afgørelse bag ryggen på vedkommende.

Kulturværdiudvalget er nedsat i henhold til § 5 i lov om sikring af kulturværdier i Danmark. Udvalget er således en selvstændig myndighed uafhængig af de myndigheder som medlemmerne i det daglige leder.

Kulturværdiudvalget har i udtalelsen af 9. august 1999 oplyst at man over årene løbende har indhentet tilkendegivelser, argumenter og vurderinger fra sagkyndige i de institutioner medlemmerne leder, og i nærmere angivne netværksinstitutioner. Man har i udvalget hidtil antaget at forvaltningslovens bestemmelser om partshøring ikke gælder for sådanne tilkendegivelser. Udvalget har henvist til bemærkningerne til kapitel 3 i lovforslaget som har følgende ordlyd

’Det er kulturministeriets opfattelse, at beskyttelsesordningen bør tilrettelægges som en administrativ enkel ordning uden opbygning af nye administrative organer og omfattende kontrolforanstaltninger. Derfor foreslås ordningen – i hvert fald indtil der foreligger et erfaringsgrundlag – administreret ved hjælp af de bestående sagkyndige institutioner og organer inden for dette område. Endvidere påregnes et nært og praktisk tilrettelagt samarbejde med toldmyndighederne inden for de nuværende økonomiske og personalemæssige ressourcer.’

Disse bemærkninger om tilrettelæggelsen af administrationen af lov om sikring af kulturværdier i Danmark kan efter min opfattelse på ingen måde føre til at der i forbindelse med behandlingen af sager der er omfattet af loven, kan ses bort fra partshøringsreglerne i forvaltningsloven.

Kulturværdiudvalget indhentede som led i behandlingen af sagen vurderinger af henholdsvis 8. juli og 20. august 1997 om maleriets værdi fra auktionsfirmaet (B) og auktionsfirmaet (C). Derudover foreligger der et brev af 6. juni 1997 fra museumsinspektør (D) som efter at have drøftet sagen med museumsinspektør (E) indstillede til Kulturværdiudvalget at der skulle nedlægges forbud mod udførsel af maleriet. Jeg har forstået udvalget sådan at hverken (D) eller (E) er eller har været medlemmer af Kulturværdiudvalget eller på anden måde ansættelsesretligt tilknyttet udvalget.

Udvalget har ikke partshørt auktionsfirmaet (A) over nogen af disse vurderinger. Vurderingen fra auktionsfirmaet (C) var vedlagt udvalgets afgørelse af 5. september 1997, men udvalget oplyste ikke auktionsfirmaet (A) hverken om vurderingen fra auktionsfirmaet (B) eller indstillingen fra museumsinspektør (D).

Partshøringspligten i forvaltningslovens § 19, stk. 1, omfatter ’oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder’. Det antages at udtalelser fra sagkyndige der har afgivet en videnskabelig/teknisk vurdering af et forhold som skal indgå i grundlaget for myndighedens afgørelse, er omfattet af betegnelsen ’oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder’ og derfor omfattet af partshøringspligten, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 375. Se også Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 341.

§ 7 i bekendtgørelse nr. 404 af 6. juni 1986 om sikring af kulturværdier i Danmark har følgende ordlyd

’§ 7. Behandlingen af en ansøgning om udførselstilladelse gennemføres normalt inden for 1 måned. Hvis behandlingen af en ansøgning af særlige grunde ikke kan afsluttes inden for dette tidsrum, giver udvalget ansøgeren meddelelse herom og om det tidspunkt, hvor afgørelsen kan forventes at foreligge.

Stk. 2. Er afgørelse ikke truffet senest 3 måneder efter udvalgets modtagelse af ansøgningen, udsteder udvalget en erklæring om, at udførselstilladelse er at betragte som givet i medfør af lovens § 6, stk. 2.’

Betænkning fra udvalget om beskyttelse af kulturværdier i Danmark, betænkning nr. 1040, 1985, indeholder bl.a. følgende bemærkninger om 3-måneders-fristen, side 106f

’Det foreslås, at der fastsættes en frist på 3 måneder til behandling af udførselsansøgninger. Hensynet til ejere af kulturgenstande tilsiger en forholdsvis begrænset frist. På den anden side er det nødvendigt, at der gives ministeren og de særligt sagkyndige, hvis råd skal indhentes, den fornødne tid til vurdering af disse kulturgenstande. I en sådan vurdering indgår såvel spørgsmålet, om de opstillede beskyttelseskriterier kan anses for opfyldt, som genstandens økonomiske værdi. Endvidere må myndighederne have en respit for at få afklaret, om det er muligt at skaffe de nødvendige midler til gennemførelse af en erhvervelse, og dette vil specielt gælde ved meget kostbare erhvervelser, der derfor må søges gennemført ved hjælp af både statslige bevillinger og fondsstøtte.

På denne baggrund forekommer det rimeligt at fastsætte en frist på højst 3 måneder fra udførselsansøgningens indsendelse til ministerens afgørelse foreligger, enten i form af en udførselstilladelse eller som et tilbud om erhvervelse af genstanden til markedspris.’

Som det fremgår af loven, forarbejderne og bekendtgørelsen, betragtes udførselstilladelse som givet hvis afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter modtagelsen af en ansøgning. Denne 3-måneders-frist er efter lovtekstens og bekendtgørelsens ordlyd utvetydig og absolut.

§ 11. Hvis en ansøgning om udførselstilladelse afslås, fremsætter Kulturværdiudvalget et tilbud om erhvervelse af genstanden til en pris, der kan opnås ved salg i det frie marked.

Stk. 2. Genstandens værdi fastsættes efter råd fra særligt sagkyndige.

...’

Bemærkningerne i lovforslaget til § 6 har følgende ordlyd, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 4221 og 4222

’Til § 6

Det er vigtigt, at ansøgninger om udførselstilladelse kan behandles hurtigt. En hurtig behandling vil bl.a. kunne fremmes gennem de oplysninger, der ledsager ansøgningen, og man har derfor fundet det hensigtsmæssigt specielt at stille krav om, at ansøgningen skal være ledsaget af en værdiansættelse samt fotografi af genstanden.

Til stk. 2

Det vil blive tilstræbt, at behandlingen af ansøgninger om udførselstilladelser gennemføres som hastesager, og at der således senest 1 måned efter modtagelsen af en ansøgning om udførselstilladelse foreligger et svar enten i form af en tilladelse eller, hvis sagen ikke kan afgøres inden dette tidspunkt, oplysning om, hvornår den endelige afgørelse forventes at foreligge. For yderligere at sikre ansøgeren foreslås en regel om, at ansøgningen kan betragtes som imødekommet, såfremt afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter modtagelsen af ansøgningen. Det foreslås endvidere, at udvalget i disse tilfælde efter anmodning [I lovforslagets § 6, stk. 2, 2. pkt., skulle Kulturværdiudvalget ’efter anmodning’ udstede en erklæring om at udførselstilladelsen kunne betragtes som givet; min bemærkning] udsteder en erklæring om, at udførsel er i overensstemmelse med lovens bestemmelser.’

Kulturudvalget afgav en betænkning den 7. maj 1986 i forbindelse med behandlingen af lovforslaget. Udvalget stillede forslag om ændring af bl.a. § 6, stk. 2, således at ordene ’efter anmodning’ udgik. I bemærkningerne til ændringsforslaget – som blev vedtaget af Folketinget – skrev udvalget bl.a. følgende

’Ændringsforslaget tilsigter at lette toldvæsenets kontrol i de tilfælde, hvor udførselstilladelse betragtes som givet på grund af udløbet af den særlige 3 måneders frist i § 6, stk. 2.

Toldvæsenets kontrol er hovedsagelig baseret på dokumenter, og det foreslås derfor, at der i alle tilfælde, hvor udførselstilladelse følger af § 6, stk. 2, udstedes en erklæring herom og ikke kun efter anmodning.’

§ 19, stk. 1, i forvaltningsloven stiller ligeledes krav om at oplysningerne skal være ’til ugunst’ for parten. Oplysningerne er til ugunst for parten hvis de kan føre til en bebyrdende forvaltningsakt for den pågældende part. Hvis det som følge af afgørelsens karakter ikke er muligt at afgøre om en oplysning er til ugunst for parten, er der altid pligt til at foretage partshøring, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 377. John Vogter skriver endvidere at der under alle omstændigheder bør foretages partshøring hvis der fremkommer nye oplysninger og det i det konkrete tilfælde med rimelighed kan antages at oplysningerne kan suppleres eller korrigeres af parten således at de bliver til fordel for parten (s. 379). Se endvidere bemærkningerne til § 19, stk. 1, i forslag til forvaltningslov, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 152f., Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave, ved Jens Garde og Karsten Revsbech, 1995, s. 168f, og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 342f.

Endelig kræver § 19, stk. 1, i forvaltningsloven at parten ikke kan antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af oplysningerne, og at oplysningerne er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Indstillingen fra museumsinspektør (D)

Uanset anvendelsen af ordet ’indstilling’ i (D)’s brev af 6. juli 1997 er det min opfattelse at der er tale om en i forhold til Kulturværdiudvalget ekstern fagkyndig vurdering på lige fod med vurderingerne fra auktionsfirmaet (B) og auktionsfirmaet (C).

Det er min opfattelse at vurderingen fra museumsinspektør (D) klart er omfattet af partshøringspligten i § 19, stk. 1. Der er tale om en fagkyndig vurdering afgivet af en person uden for udvalget. Oplysningerne i vurderingen må anses for ugunstige for auktionsfirmaet (A), af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og auktionsfirmaet (A) kunne ikke antages at være bekendt med at udvalget var i besiddelse dem.

Kulturværdiudvalget burde således have partshørt auktionsfirmaet (A) over (D)’s vurdering.

Vurderingen fra auktionsfirmaet (B)

Også vurderingen fra auktionsfirmaet (B) er efter min opfattelse omfattet af partshøringspligten i § 19, stk. 1, i forvaltningsloven. Dette gælder uanset at auktionsfirmaet (B) i sin vurdering anslog maleriets værdi til 600.000 kr. – svarende til den maksimale cirkaværdi som auktionsfirmaet (A) efter at have korrigeret ansøgningen den 24. juni 1997 anslog billedet til at have. Auktionsfirmaet (B)’s vurdering udgør en ny oplysning i sagen som auktionsfirmaet (A) klart må antages at kunne have fordel af at supplere. I forvaltningslovens § 19, stk. 1’s, forstand er oplysningen således ’til ugunst’ for auktionsfirmaet (A). De øvrige betingelser i § 19, stk. 1, er tillige opfyldt for så vidt angår auktionsfirmaet (B)’s vurdering.

Derfor burde Kulturværdiudvalget også have partshørt auktionsfirmaet (A) over auktionsfirmaet (B)’s vurdering.

I mit brev af 21. maj 1999 til Kulturværdiudvalget bad jeg bl.a. udvalget om at forklare hvad udvalget mener med: ’Det er sælgers auktionsfirma helt uvedkommende, at Udvalget har valgt at se bort fra auktionsfirmaet (B)’s vurdering. Det forhold, at De uden om Udvalget har kendskab til denne, understreger i sig selv denne afgørelses rigtighed Dette behøver vist ikke blive uddybet.’

Jeg har forstået udvalgets forklaring i udtalelsen af 9. august 1999 sådan at udvalgets skepsis over for auktionsfirmaet (A) blev skærpet fordi auktionsfirmaet (A) midt under sagsbehandlingen fordoblede sin prisvurdering uden at være orienteret af udvalget om auktionsfirmaet (B)’s vurdering.

I lyset af at udvalget havde pligt til at partshøre auktionsfirmaet (A) over auktionsfirmaet (B)’s vurdering, står jeg uforstående over for udvalgets reaktion på at auktionsfirmaet (A) uden om udvalget havde fået kendskab til auktionsfirmaet (B)’s vurdering. Hertil kommer at auktionsfirmaet (B)’s vurdering forelå efter at auktionsfirmaet (A) havde forhøjet sin vurdering.

Jeg henviser i øvrigt til det jeg har anført side 26 om udvalgets sprogbrug.

Vurderingen fra auktionsfirmaet (C)

Det er relevant at overveje spørgsmålet om § 19, stk. 2, nr. 2, finder anvendelse for så vidt angår auktionsfirmaet (C)’s vurdering som udvalget først modtog den 21. august 1997 – 8 dage før udløbet af den lovbestemte frist i § 6, stk. 2, i lov om sikring af kulturværdier i Danmark.

Efter § 19, stk. 2, nr. 2, kan partshøring udelades hvis udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist. Partshøring kan kun undlades hvis fristoverskridelsen skyldes partshøringskravet. Partshøring kan imidlertid hyppigt gennemføres meget hurtigt, f.eks. gennem en telefonopringning, og i så fald kan bestemmelsen ikke påberåbes. Skyldes fristoverskridelsen myndighedens forhaling af sagen med henblik på at undgå partshøring, kan partshøring i sagens natur ikke undlades. § 19, stk. 2, nr. 2, har således en begrænset betydning i praksis, jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 344f.

I den konkrete sag mener jeg ikke der havde været noget til hinder for at Kulturværdiudvalget havde sendt udtalelsen til partshøring umiddelbart efter modtagelsen heraf. Udvalget havde hjemmel i § 19, stk. 1, i forvaltningsloven til – under hensyn til 3-måneders-fristen – at fastsætte en meget kort frist for afgivelsen af udtalelsen fra auktionsfirmaet (A).

Det er således min opfattelse at § 19, stk. 2, nr. 2, ikke finder anvendelse for så vidt angår vurderingen fra auktionsfirmaet (C). Vurderingen opfylder i øvrigt betingelserne i § 19, stk. 1, og Kulturværdiudvalget burde have partshørt auktionsfirmaet A over denne også.

Tilkendegivelsen fra museumsinspektør (E)

Udvalget har i udtalelsen af 9. august 1999 oplyst at det ikke sjældent sker at enkelte udvalgsmedlemmer drøfter kulturværdispørgsmål med kolleger i og uden for de institutioner som udvalgets medlemmer leder. Udvalget har ikke hidtil fundet anledning til at overveje om referater af de tilkendegivelser der således måtte fremkomme, kræver partshøringer.

En myndighed der modtager mundtlige oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder mv. der er af betydning for sagens afgørelse, skal gøre notat om indholdet af oplysningerne. Dette følger af § 6 i offentlighedsloven, og lovens krav vedrører sager hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Notatpligten efter bestemmelsen gælder således for den myndighed der træffer afgørelsen. Hvis betingelserne i § 19 i øvrigt er til stede, skal der også partshøres over sådanne mundtligt modtagne oplysninger.

Som nævnt fremgår det af Kulturværdiudvalgets udtalelse af 9. august 1999 til mig at udvalget ikke hidtil har fundet anledning til at overveje om referater af de nævnte tilkendegivelser kræver partshøring. Jeg vil derfor henlede Kulturværdiudvalgets opmærksomhed på reglen om notatpligt i § 6 i offentlighedsloven sammenholdt med bestemmelsen om partshøring i § 19 i forvaltningsloven.

Udvalget har meddelt mig at der på museum (J) foreligger et telefonnotat om samtalen mellem (D) og (E). Udvalget har ikke vedlagt en kopi af notatet blandt de sagsakter jeg har modtaget, og jeg går ud fra at notatet ikke er journaliseret på Kulturværdiudvalgets sag. Jeg er ikke på det foreliggende grundlag klar over om (E)’s tilkendegivelse har haft betydning for Kulturværdiudvalgets vurdering af sagen.

Jeg har på denne baggrund ikke mulighed for at vurdere i hvilket omfang oplysningerne fra (E) burde være indgået i den konkrete sag i Kulturværdiudvalget, og om auktionsfirmaet (A) skulle have været partshørt over oplysningerne i telefonnotatet.

Under hensyn til min generelle tilkendegivelse ovenfor foretager jeg mig dog ikke mere i anledning af dette spørgsmål.

d) Kulturværdiudvalgets sprogbrug

Kulturværdiudvalget har i udtalelsen af 9. august 1999 for så vidt angår brevet af 24. oktober 1997, erkendt at det havde været i bedre overensstemmelse med god forvaltningsskik og hensynsfuld borgerbehanding ’om tilbagevisningens umiskendelighed her og der havde fundet mindre prægnante udtryk’.

Jeg mener at tonen og sprogbrugen i dele af udvalgets brev af 24. oktober 1997 er uforskammet, nedladende og insinuerende. Endvidere er det min opfattelse at udtryk som f.eks. ’Den 24. juni ringede De selv for at spørge til sagen, ihvorvel det måtte være indlysende, at sagen i henhold til normal sagsbehandling ikke kunne være afsluttet, ’, ’Hermed har De selv om nogen ’givet anledning til tvivl’ om værdifastsættelsen set med Udvalgets øjne, ’ og ’Kulturværdiudvalget finder det meget beklageligt og med Deres egne ord beklemmende, at et velrenommeret auktionsfirma som auktionsfirmaet (A) tør anklage Udvalget for ’tilsyneladende at forsøge at undgå at betale markedsprisen’ er uacceptable.

Jeg mener desuden at sprogbrugen i udvalgets udtalelser til mig af 15. september 1998 og 9. august 1999 visse steder på samme måde er uacceptabel. Jeg finder det således beklageligt at Kulturværdiudvalget har anvendt udtryk som f.eks. ’at ansøgeren komplicerede sagen gennem sin telefoniske indgriben i sagsbehandlingen den 24. juni’ og ’Det er sælgers auktionsfirma helt uvedkommende, at udvalget har valgt at se bort fra auktionsfirmaet (B)’s vurdering. Det forhold, at De uden om Udvalget har kendskab til denne, understreger i sig selv denne afgørelses rigtighed Dette behøver vist ikke blive uddybet’. Jeg henviser i øvrigt til det jeg har anført ovenfor om disse udtryk.

Efter min opfattelse overskrider Kulturværdiudvalgets sprogbrug over for auktionsfirmaet (A) på mange punkter klart grænserne for god forvaltningsskik i henseende til den måde hvorpå en myndighed bør udtrykke sig over for borgerne.

e) Sammenfatning

Samlet er det min foreløbige opfattelse at Kulturværdiudvalgets sagsbehandling har været meget kritisabel.”

Ved brev af 29. maj 2000 meddelte Kulturværdiudvalget at udvalget ikke havde yderligere bemærkninger til redegørelsen, men at denne ville give anledning til overvejelser om hvordan sagsbehandlingen kunne forbedres i fremtiden.

Kulturministeriet afgav i brev af 28. juni 2000 følgende bemærkninger til redegørelsen

”Ministeriet har noteret sig, at Ombudsmanden finder

At Kulturværdiudvalget ikke havde hjemmel til den 5. september 1997 at meddele udførselsforbud, da 3-måneders-fristen i kulturværdilovens § 6, stk. 2 på dette tidspunkt var overskredet.

At udvalgets sprogbrug i flere situationer overskred grænserne for god forvaltningsskik.

At udvalget ikke fulgte forvaltningslovens regler om partshøring i forbindelse med udtalelsen fra museumsinspektør (D) af 6. juli 1997 samt vurderingerne fra auktionsfirmaet (B) og auktionsfirmaet (C).

Ministeriet skal under henvisning til ovenstående bemærke

Ministeriet kan tilslutte sig, at Kulturværdiudvalget ikke havde hjemmel til at meddele udførselsforbud, da 3-måneders-fristen i kulturværdilovens § 6, stk. 2 var overskredet.

Ministeriet er enig i, at udvalgets sprogbrug i flere situationer overskred grænserne for god forvaltningsskik.

For så vidt angår partshøring konstaterer ministeriet, at det må give anledning til overvejelser, hvorvidt en sagkyndig vurdering som udtalelsen fra (D) skulle have været partshørt hos auktionsfirmaet (A). Det må efter ministeriets mening bero på en konkret vurdering, om en udtalelse af den pågældende karakter indeholder sådanne oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, at den er omfattet af forvaltningslovens § 19, stk. 1. Ministeriet er i den konkrete sag enig med Ombudsmanden i, at partshøring skulle have fundet sted.

Hvad angår vurderingen fra auktionsfirmaet (B) finder ministeriet, at det giver anledning til tvivl, om den foreliggende udtalelse kan antages at være til ugunst for auktionsfirmaet (A) og dermed undergivet partshøring i henhold til forvaltningsloven. Ministeriet er dog enig i, at udtalelsen skulle have været sendt til auktionsfirmaet (A) som et naturligt led i god forvaltningsskik.

Ministeriet skal endelig, som ansvarlig myndighed for de administrative forhold i forbindelse med Kulturværdiudvalgets arbejde, tilføje, at man over for udvalget vil indskærpe, at udvalgets administration skal finde sted i overensstemmelse med gældende regler og god forvaltningsskik.

Ministeriet vil i denne forbindelse overveje mulighederne for en styrkelse af udvalgets administrative ressourcer.”

Ombudsmandens udtalelse

”Idet jeg i det hele henholder mig til den retsopfattelse som jeg gav udtryk for i min foreløbige redegørelse af 11. maj 2000, skal jeg udtale følgende

”Det er min opfattelse at Kulturværdiudvalget ikke havde hjemmel til den 5. september 1997 at meddele udførselsforbudet idet 3-måneders-fristen i § 6, stk. 2, i lov nr. 332 af 4. juni 1986 om sikring af kulturværdier i Danmark på dette tidspunkt var overskredet.

Det er endvidere min opfattelse at Kulturværdiudvalgets sagsbehandling har været meget kritisabel.

Jeg har gjort Kulturværdiudvalget og Kulturministeriet bekendt med min opfattelse. Under hensyn til at det er oplyst at maleriet er solgt til anden side, har jeg – da spørgsmålet om udførselstilladelse nu har mistet sin aktualitet – ikke grundlag for at henstille til Kulturværdiudvalget at genoptage sagens behandling.

Om de enkelte punkter vedrørende Kulturværdiudvalgets sagsbehandling henviser jeg som nævnt til den retsopfattelse som jeg gav udtryk for i min foreløbige redegørelse af 11. maj 2000. I den forbindelse skal jeg særligt udtale følgende

Udtalelsen fra (D)

Kulturministeriet har over for mig anført at det må give anledning til overvejelser hvorvidt en sagkyndig vurdering som udtalelsen fra (D) skulle have været sendt til partshøring hos auktionsfirmaet (A). Det må efter ministeriets mening bero på en konkret vurdering om en udtalelse af den pågældende karakter indeholder sådanne oplysninger om sagens faktiske omstændigheder at den er omfattet af forvaltningslovens § 19, stk. 1. Ministeriet mener dog at partshøring i den konkrete sag burde have fundet sted.

En forvaltningsmyndighed bør naturligvis når den overvejer om der skal ske partshøring efter forvaltningslovens § 19, foretage en konkret vurdering af om lovens betingelser er opfyldt, f.eks. om den pågældende oplysning er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Da Kulturministeriet er enig i min vurdering af partshøringsspørgsmålet i denne sag, foretager jeg ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

Udtalelsen fra auktionsfirmaet (B)

Kulturministeriet har endvidere over for mig anført at det må give anledning til tvivl om vurderingen fra auktionsfirmaet (B) kan antages at være til ugunst for auktionsfirmaet (A) og dermed undergivet egentlig partshøringspligt efter forvaltningslovens § 19. Ministeriet er dog enig i at der burde være partshørt over udtalelsen, men henviser til at dette burde være sket efter god forvaltningsskik.

Jeg er enig med Kulturministeriet i at det afgørende for en eventuel partshøringspligt efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, er om man kan karakterisere auktionsfirmaet (B)’s vurdering på 600.000 kr. som værende til ugunst for auktionsfirmaet (A). Dette må ses i lyset af at auktionsfirmaet selv havde anslået værdien til at være mellem 400.000 kr. og 600.000 kr. Jeg har forstået Kulturministeriet sådan at det er ministeriets opfattelse at en vurdering der er på niveau med – eller over – den værdi ansøgeren selv har skønnet, ikke kan være til ugunst for ansøgeren, og at Kulturværdiudvalget derfor heller ikke efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, har pligt til at gøre ansøgeren bekendt med en sådan vurdering eller høre ansøgeren over oplysningerne i denne.

Jeg må imidlertid fastholde at pligten til at partshøre over auktionsfirmaet (B)’s vurdering følger direkte af forvaltningslovens § 19, og jeg har gjort Kulturministeriet og Kulturværdiudvalget bekendt med min opfattelse.

Ved min vurdering heraf har jeg bl.a. lagt vægt på at det følger af lov om sikring af kulturværdier i Danmark at retsvirkningerne af et afslag på udførselstilladelse er at Kulturværdiudvalget skal fremsætte et tilbud om erhvervelse af genstanden til en pris der kan opnås ved salg på det frie marked. Det følger af officialprincippet (undersøgelsesprincippet) at udvalget skal træffe en materielt rigtig afgørelse vedrørende værdiansættelsen af genstanden. Dette gælder som udgangspunkt uanset hvilken værdiansættelse af genstanden ansøgningen efter lovens § 6 er ledsaget af. Værdiansættelsen i ansøgningen kan således efter min opfattelse ikke i almindelighed tages som udtryk for at Kulturværdiudvalget kan gå ud fra at alle oplysninger der peger i retning af en værdi svarende hertil (eller højere), ikke er til ugunst for ansøgeren. I lyset af at det er udvalgets opgave at finde den materielt rigtige pris for genstanden, vil enhver indhentet fagkyndig vurdering i § 19’s forstand principielt være ’til ugunst’ for parten. Hertil kommer at man ikke kan afvise at oplysningen om auktionsfirmaet (B)’s vurdering kunne kommenteres eller suppleres af auktionsfirmaet (A) således at oplysningerne blev til fordel for auktionsfirmaet. I øvrigt henviser jeg til min udførlige gennemgang af partshøringspligten i henhold til forvaltningslovens § 19 på s. ( ), særligt det jeg har anført på s. ( ).

Jeg har bedt Kulturværdiudvalget om at underrette mig om resultatet af dets overvejelser om en ændring af begrundelsespraksis, jf. s. ( ), samt underrette mig om resultatet om udvalgets overvejelser om hvordan sagsbehandlingen vil kunne forbedres i fremtiden. Jeg henviser til udvalgets bemærkninger herom i brevet af 29. maj 2000.

Herudover har jeg henledt Kulturværdiudvalgets opmærksomhed på reglen om notatpligt i § 6 i offentlighedsloven sammenholdt med partshøringsreglen i § 19 i forvaltningsloven, jf. s. ( ).

Jeg bemærker at jeg ved min behandling af sagen ikke har taget stilling til spørgsmålet om der eventuelt kan pålægges udvalget et erstatningsansvar i sagen.”

Ved brev af 24. november 2000 oplyste Kulturministeriet at ministeriet i anledning af min udtalelse af 16. august 2000 havde gennemført drøftelser af de rejste spørgsmål med Kulturværdiudvalget. Ministeriet meddelte endvidere at der med virkning fra 1. januar 2001 ville blive oprettet en fuldmægtigstilling (jurist) i Statens Museumsnævn. Fuldmægtigen skal i halvdelen af sin arbejdstid varetage opgaver vedrørende sekretariatsbetjening af Kulturværdiudvalget og herunder sikre overholdelse af gældende regler i forbindelse med udvalgets sagsbehandling.

Kulturministeriet vedlagde Kulturværdiudvalgets skrivelse af 16. november 2000 med notat af 13. november 2000 vedrørende nye procedurer for udvalgets sagsbehandling. Af notatet fremgik bl.a. følgende

”Nye procedurer for Kulturværdiudvalgets sagsbehandling

Foranlediget af den kritik af Kulturværdiudvalgets sagsbehandling, Ombudsmanden har fremsat i sin endelige redegørelse af 16. august 2000, har Kulturværdiudvalget drøftet Udvalgets sagsbehandlingsprocedurer og besluttet at indføre følgende nye procedurer og rutiner.

1. Mødefrekvens

2. Sagsstart

En sag begynder, når der modtages ansøgning om eksporttilladelse. Lovens fristbestemmelser regnes fra modtagelsesdatoen.

Forbehold før auktioner påbegynder ingen sag.

Ved indledningen af en sag udarbejder sekretæren en tidsplan for behandlingen, der sikrer fristoverholdelse. Den forelægges umiddelbart formanden og Udvalget på førstkommende møde.

3. Procedure for normal sagsbehandling

Umiddelbart efter modtagelse af ansøgning faxes kopi af denne til det medlem af Udvalget, hvorunder sagen hører. I tvivlstilfælde forelægges sagen for formanden.

Medlemmer stiller normalt beslutningsforslag inden for en frist på 10 dage. Ved indstilling om nedlæggelse af udførselsforbud skal indstillingen være begrundet med henblik på anvendelse i sager, hvori der kræves partshøring (individuelle sager).

Beslutningsforslag skal foreligge skriftligt underskrevet af et af Udvalgets medlemmer på Udvalgets brevpapir.

Beslutningsforslagenes begrundelser skal rumme nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til, at det kan afgøres, om en given genstand dels er omfattet af loven, dels er en kulturværdi i lovens forstand.

Beslutningsforslag i individuelle sager underkastet partshøring, idet man ikke kan gå ud fra, at de i begrundelsen givne oplysninger er ansøgeren bekendt. Partshøring foretages i henhold til forvaltningslovens kapitel 5, § 17 af Udvalgets akademiske sekretær eller undtagelsesvist af formanden.

Beslutningsforslag behandles på førstkommende Kulturværdiudvalgsmøde efter fremsendelse til sekretariatet.

4. Indhentning af eksterne vurderinger

Medfører beslutningen, at der skal indhentes vurderinger, skal der senest under mødet forelægges forslag om 3 mulige vurderingsmænd i prioriteret rækkefølge, således at der kan træffes beslutning herom i 1. møde, hvor sagen er til behandling.

Umiddelbart efter 1. møde træffes aftale om vurdering snarest.

Indhentede vurderinger underkastes partshøring, uanset om de ligger under eller over partens egen vurdering.

5. Lovens frister

I henhold til lovens § 6, stk. 2 har Udvalget en frist på 3 måneder til at behandle en sag. Lovbestemmelsen er uddybet i bekendtgørelsens § 7, hvori det bestemmes at ’behandlingen af en ansøgning om udførselstilladelse normalt gennemføres inden for 1 måned. Hvis behandlingen af særlige grunde ikke kan afsluttes inden for dette tidsrum, giver Udvalget ansøgeren meddelelse herom og om det tidspunkt, hvor afgørelsen kan forventes at foreligge.’ Lovbestemmelsen om 3-månedersfristen er gentaget i stk. 2.

Lovens maksimalfrist på 3 måneder kan aldrig overskrides.

Ansøger underrettes skriftligt om fristforlængelse før udløb af bekendtgørelsens ordinære frist på 1 måned, såfremt denne frist ikke kan overholdes.

Kan de nødvendige vurderinger ikke foreligge til beslutning før udløb af den ordinære frist, underrettes ansøgeren tillige om, hvornår afgørelsen kan påregnes.”

Jeg skrev den 1. december 2000 til Kulturministeriet at jeg havde noteret mig det anførte og ikke foretog mig mere i sagen.

Afslag på ansøgning om tilladelse til udførsel af maleri. Hjemmel. Partshøring. God forvaltningsskik

Den 28. maj 1997 ansøgte auktionsfirmaet A Kulturværdiudvalget om tilladelse til udførsel af et maleri. I ansøgningen anslog auktionsfirmaet maleriets værdi til 15.000-20.000 pund, svarende til ca. 180.000-240.000 kr. Genstanden var kortfattet beskrevet, og der var vedlagt 3 farvebilleder af maleriet.

Ved brev af 6. juni 1997 indstillede museumsinspektør D efter at have drøftet sagen med museumsinspektør E til udvalget at der blev nedlagt forbud mod udførsel af maleriet.

Det fremgår bl.a. af Kulturværdiudvalgets brev af 24. oktober 1997 til auktionsfirmaet A at ansøgningen blev drøftet på udvalgets ordinære møde den 9. juni 1997. På mødet skulle det være besluttet at nedlægge forbud og få foretaget en uafhængig vurdering af billedet. I Kulturværdiudvalgets udtalelse af 9. august 1999 er beslutningen beskrevet således at udvalget ved at optage sagen til realbehandling havde givet til kende at det ”måske ville nedlægge udførselsforbud”. Jeg har derfor lagt til grund at der ikke på dette møde blev truffet en egentlig afgørelse om udførselsforbud.

Det fremgår af et notat af 24. juni 1997 udarbejdet af Kulturværdiudvalget at auktionsfirmaet A rettede telefonisk henvendelse til Kulturværdiudvalget og gjorde opmærksom på at man havde foretaget en fornyet vurdering af maleriet, og at man efter at være blevet opmærksom på dets fine tilstand måtte ændre den tidligere anslåede værdi til 400.000-600.000 kr. Det fremgår ligeledes af notatet at auktionsfirmaet A blev orienteret om at sagen blev behandlet, men at der nok ville gå en måneds tid inden firmaet hørte fra udvalget.

Ved breve af 3. juli 1997 anmodede Kulturværdiudvalget henholdsvis auktionsfirmaet B og auktionsfirmaet C om udtalelser om det pågældende maleris værdi ved salg på det frie marked. Det fremgår af brevene at Kulturværdiudvalget overvejede at nægte udførselstilladelse.

Den 8. juli 1997 vurderede B-1, auktionsfirmaet B, maleriet til at kunne indbringe 600.000 kr. på auktion.

Den 20. august 1997 afgav C-1, auktionsfirmaet C, sin vurdering. C-1 skrev bl.a.

”Auktionsfirmaet (C) har på et væsentligt tidligere tidspunkt over for de arvinger, som ejer maleriet givet en skriftlig vurdering som vejledning, hvis maleriet skulle sælges i Danmark. Denne vurdering var på kr. 400.000 - 600.000. Man har god grund til at undre sig over, at auktionsfirmaet (A) fuldstændig ændrer vurdering og nu mener, at maleriet er mere end dobbelt så meget værd – og nøjagtigt den værdi, som auktionsfirmaet (C) har vurderet det til.

Min konklusion og det svar, jeg kan give Kulturværdiudvalget, må være

· Ønskes maleriet solgt i byen (X), hvilket man fra arvingernes side har til hensigt, må prisen være den, (A-1), auktionsfirmaet (A), oprindeligt har vurderet maleriet til – GBP 15.000-20.000.

· Ønskes maleriet solgt på auktion i Danmark, giver det Kulturværdiudvalget mulighed for at tage stilling, når den endelige salgspris foreligger, og købers identitet kendes.

(Det sidste ville nok være mest fair over for alle parter. ...)”

Den 25. august 1997 meddelte Kulturværdiudvalgets sekretær telefonisk auktionsfirmaet A at firmaet ville få besked fra udvalget i den efterfølgende uge, jf. Kulturværdiudvalgets udtalelse af 9. august 1999. Det fremgår bl.a. af Kulturværdiudvalgets brev af 24. oktober 1997 til auktionsfirmaet A at sagen blev drøftet på møde den 27. august 1997. Jeg har forstået sagen således at udvalget på dette møde endeligt besluttede at nedlægge udførselsforbud og samtidig tog stilling til den pris som udvalget ville tilbyde for billedet, jf. også Kulturværdiudvalgets udtalelse af 9. august 1999 til mig.

Den 5. september 1997 meddelte Kulturværdiudvalget auktionsfirmaet A at udvalget havde besluttet at nedlægge forbud mod udførsel af maleriet. Kulturværdiudvalget skrev bl.a.

”Som svar på Deres ansøgning af 28. maj om tilladelse til at udføre et maleri af ( )

skal jeg herved meddele, at Kulturværdiudvalget har besluttet at nedlægge udførselsforbud mod maleriet.

Ved ansøgningen var den anslåede vurdering opgivet til £15-20.000. Denne vurdering er senere (24. juni 1997) telefonisk ændret til danske kr. 400-600.000.

Kulturværdiudvalget har efterfølgende indhentet oplysning om maleriets forventede værdi på det frie marked. Fra formanden for forening (G), (C-1), har udvalget modtaget en vurdering af 20. august 1997, der vedlægges i kopi.

På baggrund heraf har Udvalget besluttet at tilbyde ejeren af maleriet en købspris på £17.500 svarende til ca. 200.000 DKK.

Vi beder Dem venligst meddele os, om De ønsker at modtage tilbuddet, samt hvordan De i bekræftende fald ønsker beløbet overført.”

Ved brev af 18. september 1997 gav auktionsfirmaet A udtryk for sin utilfredshed med Kulturværdiudvalgets svar. A skrev bl.a.

”Auktionsfirmaet (A) havde som nævnt først vurderet maleriet til £15-20.000. Denne vurdering blev foretaget ud fra et fotografi. Kort efter besigtigede vores ekspert, (A-1), maleriet og kom derved til klarhed over, dels hvor fint maleriet var malet og dels, hvem de portrætterede personer var.

Herefter opvurderede vi maleriet til kr. 400-600.000, hvilket jeg telefonisk gjorde Kulturværdiudvalget opmærksom på den 24. juni 1997.

Jeg har modtaget kopi af 20. august fra formanden for forening (G), (C-1), hvor han konstaterer, at han synes at prisen bør være £15-20.000.

Jeg har fra boets advokat (F) modtaget kopi af vurdering foretaget af auktionsfirmaet (C) den 22. januar 1997, hvor man vurderer maleriet til kr. 400-600.000. Jeg har fået Skifterettens vurdering, som er på kr. 350.000, og endelig har jeg forstået, at Kulturværdiudvalget har modtaget vurdering fra auktionsfirmaet (B) ved (B-1), som ligger på kr. 600.000.

Det er beklemmende at konstatere

1) at Kulturværdiudvalget godtager en vurdering fra en i sagen inhabil person som (C-1).

2) at Kulturværdiudvalget derefter undlader at oplyse om (B-1)’s vurdering.

3) at Kulturværdiudvalget tilsyneladende forsøger at undgå at betale markedsprisen.

Hvis Kulturværdiudvalget vil købe maleriet, havde det jo været bedre, at man gav auktionsfirmaet (A) dispensation for eksport med henblik på auktion i byen (X), således at man kunne etablere markedsprisen.

...”

Kulturværdiudvalget besvarede ved brev af 24. oktober 1997 auktionsfirmaet A’s henvendelse således

”Kulturværdiudvalget har behandlet Deres brev af 18. september d.å., hvori De dels uddyber Deres sagsfremstilling i forhold til Deres yderst kortfattede ansøgning om udførselstilladelse af 28. maj d.å., retter et antal kritikpunkter og anklager dels imod Udvalgets vurderingsmand, formanden for forening (G), (C-1) for at være inhabil i sagen, dels imod Udvalgets procedure og Udvalget som sådan for at ’forsøge at undgå at betale markedsprisen’.

Auktionsfirmaet (A) er et internationalt kendt og respekteret auktionshus. Firmaets ansøgning af 28. maj var yderst kortfattet og uden nogen begrundelse for vurderingssummen, der var sat til £ 15 - 20.000. Ansøgningens værdiangivelse bygger ikke på fastsættelse af en markedspris gennem auktion eller anden form for gyldigt salg, jvf. Lov nr. 332 af 4. juni 1966 om sikring af kulturværdier i Danmark § 11. Sagen falder således i den kategori, Udvalget benævner ’Individuelle ansøgninger fra private ejere’. I Udvalgets seneste årsberetning for 1996 er der i afsnittet ’Status efter 10 år’ givet en udførlig gennemgang af denne typer sager, problemerne heri og Udvalgets fremgangsmåde ved behandling og prisfastsættelse heraf (side 9 samt 10 ff.) hvortil henvises.

Om prisfastsættelsen i disse sager siger Kulturværdiloven, at ’genstandens værdi fastsættes efter råd fra særligt sagkyndige’. I Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 404 af 11. juni 1987 § 5, stk. 5 uddybes denne bestemmelse derhen, at ’hvis værdifastsættelsen i forbindelse med fremsættelsen af tilbud om erhvervelse af en kulturgenstand... giver anledning til tvivl, rådfører Udvalget sig med særlige sagkyndige, der er udpeget af brancheorganisationer, som f.eks. Foreningen af Auktionsledere i Danmark ’.

Udvalget besluttede på sit ordinære møde den 9. juni d.å. at nedlægge forbud og få foretaget en af ejer og ejers auktionsfirma uafhængig vurdering af genstanden. Den 24. juni ringede De selv for at spørge til sagen, ihvorvel det måtte være indlysende, at sagen i henhold til normal sagsbehandling ikke kunne være afsluttet, og De benyttede da lejligheden til at meddele, her citeret efter udvalgets sekretærs notat fra opringningen, ’at efter at Deres (d.v.s. auktionsfirmaet (A)’s) ekspert havde set maleriet in natura og observeret den meget fine tilstand, som maleriet befandt sig i, ville vurderingen blive en anden end den først oplyste, som var baseret på fotos, nemlig mellem d.kr. 400.000 og 600.000!!’ Hermed har De selv om nogen ’givet anledning til tvivl’ om værdifastsættelsen set med Udvalgets øjne, også al den stund, at vurderingen af 28. maj var ubegrundet og ændringen alene skyldtes, at Deres vurderingsekspert nu for første gang selv ser maleriet in natura og bemærker maleriets bevaringstilstand. Det turde være en selvfølge, at sælger ønsker at få den højst mulige salgspris, men det er ligeledes en selvfølge, at Kulturværdiudvalget i en sådan sag ikke uden videre accepterer en prisfastsættelse, der fremkommer på denne måde.

Udvalget har imidlertid i henhold til sædvanlig praksis, jvf. Årsberetningen for 1996, besluttet at indhente 2 af hinanden og ejers auktionsfirma uafhængige vurderinger. Den ene, foretaget ganske rigtigt, som De selv oplyser, af firmaet (B) ved (B-1), er ganske ubegrundet. Den anden fra Foreningen (G), jvf. bekendtgørelsens § 5, stk. 5 ved dens formand (C-1). Sidstnævnte foreligger den 20. august.

Udvalget drøftede sagen igen på sit ordinære møde den 27. august d.å. og valgte at se bort fra auktionsfirmaet (B)’s vurdering, som alene kan tages til udtryk for en dansk maksimal markedspris, som ikke nødvendigvis vil holde på det internationale marked. Udvalget undrede sig endvidere – lige som formanden for foreningen (G) – over den meget betydelige vurderingsændring, i realiteten næsten en tredobling af vurderingsprisen.

...

Det fremgår at udvalget deler formandens vurdering af, at maleriet formentlig vil kunne opnå forskellig salgspris, alt efter hvor det sættes til auktion, og tilbyder gennemsnitssummen af auktionsfirmaet (A)’s oprindelige vurdering baseret på ønsket om salg på auktion i udlandet. Denne vurdering kan, således som retsforholdene om udførsel af kulturværdier er, imidlertid som bekendt ikke efterprøves med den retsvirkning for ejeren, at en genstand i givet fald bevares i Danmark. Imidlertid er Udvalget af den opfattelse, at vurderingen repræsenterer genstandens salgsværdi på det internationale marked, hvorfor Kulturværdiudvalget fremsætter tilbud om at overtage maleriet til gennemsnittet af auktionsfirmaet (A)’s egen, oprindelige vurdering.

Til Deres tre påstande skal Udvalget bemærke følgende

ad 1: Udvalget kan naturligvis ikke anse formanden for foreningen (G), som er anmodet om en vurdering ex officio, for at være inhabil. Det forhold, at han på vegne af sit eget firma har afgivet en vurdering med henblik på det danske marked forud for Kulturværdiudvalgets anmodning om en vurdering for Udvalget, gør ham efter Udvalgets opfattelse ikke inhabil som vurderingsmand for Udvalget. (C-1) oplyser selv i sin skrivelse, at han har foretaget denne.

ad 2: Det er sælgers auktionsfirma helt uvedkommende, at Udvalget har valgt at se bort fra auktionsfirmaet (B)’s vurdering. Det forhold, at De uden om Udvalget har kendskab til denne, understreger i sig selv denne afgørelses rigtighed.

ad 3: Kulturværdiudvalget finder det meget beklageligt og med Deres egne ord beklemmende, at et velrenommeret auktionsfirma som auktionsfirmaet (A) på baggrund af dets egen andel i sagen som ovenfor beskrevet tør anklage Udvalget for ’tilsyneladende at forsøge at undgå at betale markedsprisen’.

For god ordens skyld skal Udvalget understrege, at det forvalter danske offentlige midler på en sådan måde, at offentligheden ved overtagelse af nationale kulturværdier, der ikke må forlade landet, naturligvis alene betaler den markedspris, der kan opnås i fri handel og vandel, uden at det forhold, at der eventuelt kan blive nedlagt udførselsforbud, i sig selv skal påvirke prisen i opadgående retning. En højere markedspris på det danske marked kan af ejeren uden videre efterprøves, og vi finder det højst besynderligt, at genstanden med de vurderinger, der – efter det for Udvalget senere oplyste – er foretaget, skal sendes til udlandet, hvor prisen efter de sagkyndiges oprindelige vurdering vil ligge betydeligt lavere.

På denne baggrund skal Udvalget fastholde sit afslag af 5. september på både Deres ansøgning af 28. maj om udførselstilladelse og det deri fremsatte overtagelsestilbud.

...”

Den 27. maj 1998 indbragte advokat H sagen for mig på auktionsfirmaet A’s vegne. Af advokatens brev fremgår bl.a.

”Lov om sikring af kulturværdier (...) giver myndighederne ret til at indskrænke udøvelsen af sædvanlige ejerbeføjelser over visse kunstgenstande. Såfremt denne ret til at gøre væsentlige indgreb i ejendomsretten benyttes, udløses en købspligt, således at ejeren tilbydes fuld erstatning.

Dette er kommet til udtryk i lovens § 11, som fastslår, at udvalget skal tilbyde ejeren salgsprisen i det frie marked , såfremt udførsel nægtes. Det følger endvidere af loven og bekendtgørelsen, at udvalget skal rådføre sig med særligt sagkyndige ved prisfastsættelsen, medmindre genstanden overtages efter auktionssalg.

Det frie marked omfatter selvsagt også prisfastsættelse i det internationale marked.

Ved udførsel sigtes alene til permanent udførsel. Loven regulerer ikke midlertidig udførsel i særlige anledninger ( udlån, udstillinger, restaurering m.v. ), i hvilke tilfælde der naturligvis ikke er pligt til at tilbyde erstatning.

Det er – efter min opfattelse – ikke lovens formål at forhindre, at ejeren af en af loven omfattet kunstgenstand indhenter auktionsbud uden for landets grænser.

Ved at nægte mine klienter at udføre maleriet er det min opfattelse, at udvalget har gjort sig skyldig i magtfordrejning.

Som følge af afslaget på udførsel måtte mine klienter tilråde kunden at henvende sig til auktionsfirmaet (B). Her blev maleriet for nogle uger siden solgt for et bud på kr. 900.000.

Ved udvalgets beslutning mistede mine klienter en formidlingsprovision på sædvanligvis 25% af markedsprisen.”

Ved brev af 14. august 1998 uddybede advokaten sin klage af 27. maj. Han skrev bl.a.

”På auktionsfirmaet (A)’s vegne ser jeg mig nødsaget til at supplere mine klienters klage af 27. maj 1998 over Kulturværdiudvalget. Det sker i følgende anledning

Jeg vedlægger kopi af et afsnit fra Kulturværdiudvalgets beretning for 1997. Beretningen er udkommet primo juli i år.

Jeg finder, at indholdet er dybt beklageligt.

Især finder jeg det forkasteligt, at mine klienter – benævnt som et kendt og respekteret auktionsfirma – utvetydigt beskyldes for at have manipuleret med en vurdering for at opnå en højere prisfastsættelse i en konkret sag.

Der er efter min opfattelse tale om klare ærekrænkelser, når seriøsiteten af et auktionsfirmas virke på denne måde beklikkes.

Mine klienters navn er ganske vist ikke nævnt. Men af auktionsfirmaer i Danmark, som har interesse i at søge udførselstilladelse, findes kun auktionsfirmaet (I) og mine klienter. Indenfor branchen vil det derfor ikke volde vanskeligheder at identificere det omtalte firma som værende mine klienter.

Det er helt uforståeligt at Kulturværdiudvalget føler sig foranlediget til offentligt at fremkomme med en slags partsindlæg i en sag, som mine klienter har indbragt for Ombudsmanden.

Værre er det imidlertid, at der heri gives en urigtig fremstilling af sagens faktum. Mine klienter har jo udførligt begrundet, hvorfor vurderingen i den konkrete sag måtte ændres. Kulturværdiudvalget undlader endvidere at oplyse, at den ændrede vurdering lå helt på linie med, hvad andre sagkyndige var nået til.”

Den 11. juni 1998 bad jeg Kulturværdiudvalget om en udtalelse i anledning af klagen. Ved brev af 25. august 1998 sendte jeg udvalget en kopi af advokatens supplerende klageskrivelse således at den kunne indgå i grundlaget for udvalgets udtalelse.

Kulturværdiudvalgets udtalelse forelå den 15. september 1998. Udvalget skrev bl.a.

”Det står ikke Udvalget ganske klart ud fra advokat (H)’s skrivelse, hvad klagen drejer sig om, d.v.s.

1. om det er selve udførselsforbudet, eller

2. om det er tilbudsprisens størrelse ved fremsættelsen af det lovbestemte overtagelsestilbud.

F.s.v.a. det første skal det bemærkes, at Kulturværdiudvalget i henhold til Kulturværdilovens § 5, jvf. Bekendtgørelse om sikring af kulturværdier i Danmark nr. 404 af 11. juni 1987 § 3, stk. 1, alene træffer afgørelser i disse sager, og at dets afgørelser ikke kan ankes til anden myndighed.

Auktionsfirmaet (A)’s ansøgning af 28. maj 1997 var en ganske normal ansøgning, d.v.s. om permanent udførsel, hvorfor advokat (H)’s i øvrigt ikke ganske forståelige bemærkninger om midlertidig udførsel er irrelevante, helt bortset fra at de også er forkerte, idet loven kun opererer med midlertidig udførsel i f.b.m. udførsel til udstillinger o.lign., jvf. lovens § 10.

Kulturværdiudvalget har ikke bestridt, at ejeren af en af loven omfattet kulturgenstand kan indhente købstilbud uden for landets grænser, ligesom Kulturværdiudvalget også i særlige tilfælde har benyttet sig af udenlandske sagkyndige ved prisfastsættelsen. Dette forhold medfører dog ikke noget retskrav fra ejeren på at få udførselstilladelse, hverken permanent eller midlertidigt, jvf. også Udvalgets bemærkninger i skrivelsen af 24. oktober, s. 3, afsnit 2. Udvalget afviser af helt principielle grunde udførselstilladelser med begrundelse i ønske om salg i udlandet, dels fordi Udvalget fortolker dette som værende stik imod lovens formål og hensigt, og dels fordi den danske kulturværdilov naturligvis ikke har gyldighed i et andet land, hvis genstanden er lovligt udført.

...

F.s.v. som klagen angår størrelsen af den tilbudte overtagelsespris, har Udvalget udførligt begrundet sit fremsatte tilbud, herunder de problemer, der for Udvalget har været ved at nå frem til markedsprisen i henhold til auktionsfirmaet (A)’s ansøgning af 27. maj 1997.

...

Udvalget har og må fortsat gøre gældende, at såfremt ejeren eller ejerens repræsentant, in casu auktionsfirmaet (A), ikke kan acceptere et fremsat overtagelsestilbud, står det ejeren frit at efterprøve dette ved at sætte genstanden på auktion i Danmark, hvor udenlandske interessenter jo også kan byde. Det forhold, at auktionsfirmaet (A) ikke vil afholde auktioner i Danmark, er Udvalget uvedkommende, og Udvalget kan naturligvis ikke gøres ansvarlig for, at firmaet (A) derved ’mistede ... en formidlingsprovision på sædvanligvis 25% af markedsprisen’.

...

Efterfølgende har Udvalget modtaget advokat (H)’s supplerende klage af 14. august, hvori advokaten klager over, at Udvalget har behandlet sagen i årsberetningen for 1997, jvf. ovf. Advokaten finder indholdet ’dybt beklageligt’, konkrete punkter ’forkasteligt’ og udtryk for ’klare ærekrænkelser’.

Specielt anfører advokaten, at ’det er helt uforståeligt, at Kulturværdiudvalget føler sig foranlediget til offentligt at fremkomme med en slags partsindlæg i en sag, som mine klienter har indbragt for Ombudsmanden ’ (vor fremhævelse).

Hertil skal Udvalget bemærke, at Udvalget i henhold til ovn. bekendtgørelse nr. 404, § 5, stk. 4 skal afgive en årlig beretning for sin virksomhed til kulturministeren senest 4 måneder efter finansårets udløb, d.v.s. inden d. 1. maj. Udvalget afgav sin beretning for 1997 d. 20. april 1998, som det fremgår af den trykte beretning, der umiddelbart efter denne dato i henhold til Udvalgets sædvanlige praksis sendtes i trykken. Udvalget har først med Ombudsmandens skrivelse af 11. juni modtaget meddelelse om, at advokat (H)’s skrivelse af 27. maj ville foranledige en ombudsmandssag. Udvalgets bedømmelse er derfor på ingen måde et partsindlæg i eller foranlediget af auktionsfirmaet (A)’s indbringelse af Udvalgets afgørelse for Ombudsmandsinstitutionen, men et led i Udvalgets bekendtgørelsesbestemte opgaver og forpligtelser.

Udvalget skal endvidere afvise, jvf. ovf., at der er afgivet en ’urigtig fremstilling af sagens faktum’ i Udvalgets årsberetning.

Når det endelig afslutningsvis påstås, at ’Kulturværdiudvalget undlader endvidere at oplyse, at den ændrede vurdering lå helt på linie med, hvad andre sagkyndige var nået til’, er dette aldeles urigtigt i sin substans og pluralisering. Advokaten sigter til det forhold, at Udvalget – ud over formanden for foreningen (G) – havde anmodet firmaet (B) ved direktør (B-1) om som Udvalgets vurderingsmand at foretage en vurdering, som Udvalget imidlertid af grunde, som angives i Udvalgets skrivelse af 24. oktober 1998 (s. 2 nederst og s. 3 ad 2), sidstnævnte sted således ’Det er sælgers auktionsfirma helt uvedkommende, at Udvalget har valgt at se bort fra auktionsfirmaet (B)’s vurdering. Det forhold, at De uden om Udvalget har kendskab til denne, understreger i sig selv denne afgørelses rigtighed ’ (vor fremhævelse). Dette behøver vist ikke at blive uddybet.”

Ved brev af 26. oktober 1998 kommenterede advokat H Kulturværdiudvalgets udtalelse. Advokaten anførte bl.a.

”(Klagepunkterne) drejer sig således om, at Udvalget – til skade for ejere af kulturværdier omfattet af loven – har nægtet udførsel uden at ville tilbyde den reelle værdi (markedsprisen) for omtalte maleri.

Det forhold, at det står en ejer frit for at afslå Udvalgets tilbud og sætte genstanden på auktion, kan under ingen omstændigheder fritage Udvalget for at tilbyde markedsprisen.

Jeg gør – ligesom min klient – gældende, at Udvalget i denne sag har forsøgt at undgå at betale markedsprisen og derved har gjort sig skyldig i magtfordrejning.

Det er muligt, at ejerne ikke har retskrav på at få fastslået markedsprisen ved tilbud indhentet på en udenlandsk auktion, og at udførselstilladelse med henblik herpå kan nægtes.

Maleriet i denne sag er imidlertid utvivlsomt af interesse for den internationale kunstverden.

Jeg gør derfor gældende, at der ved sådanne genstande påhviler Udvalget en særlig pligt til at have opmærksomheden henledt på den formodede internationale markedspris, såfremt udførselstilladelse til sådanne genstande nægtes.”

Ved brev 9. november 1998 meddelte Kulturværdiudvalgets formand at det anførte ikke gav udvalget anledning til flere bemærkninger.

Den 21. maj 1999 bad jeg Kulturværdiudvalget om en supplerende udtalelse.

Den 9. august 1999 skrev Kulturværdiudvalget bl.a. følgende

”I ovennævnte skrivelse stiller Ombudsmanden i forlængelse af et udkast til sagsfremstilling yderligere følgende spørgsmål (nedenfor angivet i kursiv), som jeg herved på Udvalgets vegne skal besvare som følger nedenstående.

1) Jeg beder på denne baggrund Kulturværdiudvalget om – i lyset af § 6, stk. 2, i lov om sikring af kulturværdier – at gøre rede for med hvilken hjemmel forbudet mod at udføre maleriet er udstedt.

Udførselsforbudet er udstedt med hjemmel i lovens § 5. Det forhold, at den i § 6, stk. 2 angivne 3-måneders frist er overskredet med ca. 1 uge, beror på sagens tids- og ekspeditionsmæssige omstændigheder, herunder følgende 4 forhold: 1. at ansøgeren ikke levede op til lovens oplysnings- og dokumentationskrav i § 6, stk. 1; 2. at ansøgeren komplicerede sagen gennem sin telefoniske indgriben i sagsbehandlingen d. 24. juni; 3. at sagen skulle behandles hen over en sommerferie, hvilket betød, at den sidste udtalelse fra Udvalgets vurderingsmænd først forelå d. 20. august; 4. at sekretariatet skulle have tid til at ekspedere beslutningen, som blev truffet på et møde den 27. august, som p.g.a. denne sag, men imod normal praksis, var indkaldt ekstraordinært. Udvalget havde i sin mødeplan fastsat tidligere på året afsat ordinære møder d. 9. juni og 29. september. Sagen rejstes kort inden mødet d. 9. juni.

Det er noteret i sagen, at Udvalgets sekretær d. 25. august meddelte ansøgeren på dennes forespørgsel, at denne ville modtage svar i løbet af den følgende uge.

Det er ikke usædvanligt, at både den i bekendtgørelsens § 7 nævnte normale behandlingsfrist på 1 måned og den samlede behandlingsfrist på 3 måneder overskrides i komplicerede eller uoplyste sager. Udvalgets sekretær er efter Udvalgets bedømmelse altid omhyggelig med at meddele ansøgere, hvornår sagerne kan forventes behandlet og afsluttet, herunder når de trækker ud. En væsentlig komplikation i en del sager består i, at Udvalget ofte må indhente supplerende oplysninger for at kunne afslutte sagen, idet ansøgerne ikke opfylder oplysningskravene i lovens § 6, stk. 1, jvf. i øvrigt Udvalgets årsberetning for 1997 , s. 10, afsnit 3. Udvalget behandler sagerne, som de indkommer, i henhold til en forud fastlagt mødeplan, og der indkaldes kun undtagelsesvist til ekstraordinære møder som i dette tilfælde.

Det skal – også i relation til de efterfølgende spørgsmål – erindres, at Udvalget består af 5 institutions- og nævnschefer, der har fået pålagt opgaven ex officio, og udgør en administration uden egentlig administrativ medhjælp ud over ½ HK-uddannet sekretær.

2) Jeg beder udvalget om at gøre rede for om reglerne om partshøring er overholdt. Jeg beder i den forbindelse udvalget om at oplyse på hvilken måde museumsinspektør (D) og museumsinspektør (E) er tilknyttet udvalget, og om der er taget notat af samtalen med museumsinspektør (E).

Udvalget har over årene løbende indhentet tilkendegivelser af standpunkter, argumenter og vurderinger fra sagkyndige medarbejdere i de institutioner, medlemmerne leder, samt i de i årsberetningen opregnede netværksinstitutioner. Det er hidtil antaget, at forvaltningslovens bestemmelser om partshøring ikke gælder for sådanne tilkendegivelser. Denne eksisterende praksis bunder i, at efter bemærkningerne i kulturværdilovens kapitel 3 skulle administrationen foregå ’ved hjælp af de bestående sagkyndige institutioner og organer inden for dette område’.

I bedømmelsen af, om der foreligger ’kulturværdier’, indgår der efter bemærkningerne til lovens § 5 en ’kvalitetsvurdering’, som ’bør udøves af fagfolk’. Som oftest er Udvalgets medlemmer netop i kraft af den ekspertise, medarbejderne i deres institutioner er i besiddelse af, i stand til at foretage en sådan kvalitetsvurdering. Det bemærkes, at (D) er medarbejder på museum (J), hvis direktør ex officio er medlem af Udvalget.

Det sker imidlertid ikke sjældent, at Udvalgets enkelte medlemmer eller sagkyndige medarbejdere, fordi de indgår i et større fagligt netværk, drøfter kulturværdispørgsmål med kolleger uden for de institutioner, som Udvalgets medlemmer leder. Udvalget har hidtil ikke fundet anledning til at overveje, om referater af de tilkendegivelser, som således måtte fremkomme, kræver partshøringer. Det bemærkes, at (E) på det pågældende tidspunkt var ansat som museumsinspektør på museum (K), en af Udvalgets netværksinstitutioner. Der foreligger på museum (J) telefonnotat ved (D), jvf. dennes notat af 6. juni til Udvalget.

3) Jeg beder udvalget om nærmere at gøre rede for grundlaget for købstilbudet, herunder gøre rede for udvalgets bedømmelse af de forskellige vurderinger af maleriet.

– Jeg beder i den forbindelse oplyst hvad baggrunden var for at udvalget ikke bad om at få en begrundelse for vurderingerne af maleriet.

Grundlaget for Udvalgets fremsættelse af købstilbud er fastsat i lovens § 11, stk. 1-2, og uddybet i bekendtgørelsens § 5, stk. 2-3. Prisfastsættelsen ved individuelle ansøgninger fra private ejere, som nærværende sag falder ind under, er uddybet i Udvalgets årsberetning for 1996 , afsnittet ’Status efter 10 år’, s. 10ff. Der skal specielt henvises til s. 11, afsnit 2. Denne sag er behandlet efter den praksis, der er beskrevet dér.

Specielt om begrundelser for indhentede vurderinger skal Udvalget oplyse følgende. I de skriftlige anmodninger fra Udvalget figurerer der normalt ikke et udtrykkeligt ønske om begrundelser. Det er Udvalgets generelle opfattelse, at vurderingernes værdi først og fremmest er bestemt af den forståelse for markedet, som vurderingsmændene gennem år har erhvervet. Som oftest har vurderingsmændene imidlertid fundet det naturligt ganske kort at angive en begrundelse, som alt efter sin karakter bestyrker vurderingen. Når først en vurdering er afgivet, indhenter Udvalget som regel ikke begrundelser eller uddybninger heraf.

Om de forskellige vurderinger af maleriet, skal Udvalget udtale følgende

1. Auktionsfirmaet (A)’s egen vurdering af 28. maj: Udvalget kunne kun gå ud fra, at denne oprindelige vurdering fra et så højt respekteret internationalt firma som auktionsfirmaet (A) var rimelig og foretaget efter tilstrækkelig undersøgelse, idet der refereres til firmaets førende ekspert på europæiske 1800-tals malerier (A-1).

2. Auktionsfirmaet (A)’s egen vurdering af 24. juni: Det overraskede Udvalget, at auktionsfirmaet (A) ændrede sin vurdering, jf. bemærkningerne til firmaets oprindelige vurdering. Det forekom Udvalget påfaldende, at omvurderingen fremkom midt under Udvalgets sagsbehandling og efter, at Udvalget ved at optage sagen til realbehandling havde givet til kende, at det måske ville nedlægge udførselsforbud. Det syntes bemærkelsesværdigt, at den nye vurdering anslog værdien til mere end det dobbelte af den oprindelige, idet der som begrundelse for denne omvurdering udelukkende anførtes maleriets fine tilstand.

3. Auktionsfirmaet (B)’s vurdering ved (B-1) af 8. juli: Udvalget mærkede sig, at denne vurdering lå på samme niveau som auktionsfirmaet (A)’s nye vurdering af 24. juni, som ikke var meddelt vurderingsmændene.

4. Foreningen (G) v. formanden, (C-1)’s vurdering af 20. august: Udvalget noterede sig, at denne vurdering lå på linie med auktionsfirmaet (A)’s oprindelige vurdering af 28. maj, for så vidt angik prisen ved salg i byen (X), og at den samtidigt påpegede, at prisen måske ville være højere ved salg i Danmark, baseret på en tidligere vurdering foretaget af auktionsfirmaet (C). Ud fra Udvalgets egen sagkundskab var Udvalget enig heri.

I den samlede afvejning, Udvalget måtte foretage, talte især også de overvejelser, som er gengivet i Udvalgets brev til auktionsfirmaet (A) af 24. oktober 1997: ’For god ordens skyld skal Udvalget understrege, at det forvalter danske offentlige midler på en sådan måde, at offentligheden ved overtagelse af nationale kulturværdier, der ikke må forlade landet, naturligvis alene betaler den markedspris, der kan opnås i fri handel og vandel, uden at det forhold, at der eventuelt kan blive nedlagt udførselsforbud, i sig selv skal påvirke prisen i opadgående retning. En højere markedspris på det danske marked kan af ejeren uden videre efterprøves, og vi finder det højst besynderligt, at genstanden med de vurderinger, der – efter det for Udvalget senere oplyste – er foretaget, skal sendes til udlandet, hvor prisen efter de sagkyndiges oprindelige vurdering vil ligge betydeligt lavere.’

– Jeg beder ligeledes udvalget om at oplyse om de adspurgte sagkyndige havde særlige erfaringer med salg i byen (X) og – hvis ikke – hvad baggrunden var for at udvalget ikke indhentede vurderinger fra sagkyndige med en sådan erfaring.

Efter Udvalgets opfattelse havde de adspurgte sagkyndige kendskab til det internationale marked.

– Jeg beder udvalget om at forklare hvad udvalget mener med: ’Det er sælgers auktionsfirma helt uvedkommende, at Udvalget har valgt at se bort fra auktionsfirma (B)’s vurdering. Det forhold, at De uden om Udvalget har kendskab til denne, understreger i sig selv denne afgørelses rigtighed Dette behøver vist ikke blive uddybet.’

Da Udvalget d. 24. oktober svarede auktionsfirmaet (A), måtte det svare under indtryk af, at ansøgeren uden at være orienteret af Udvalget havde kendskab til firmaet (B)’s vurdering. Dette måtte skærpe den skepsis, Udvalget fik, da auktionsfirmaet (A) midt under sagsbehandlingen fordoblede sin prisvurdering. Udvalget må gå ud fra, at uhildede vurderingsmænd ikke diskuterer deres vurderingspriser med ansøgeren.

– Jeg beder endelig udvalget om at oplyse om (C-1) der tidligere havde vurderet maleriet med henblik på salg i Danmark, kunne siges at stå i et sådant konkurrenceforhold med auktionsfirmaet (A) – eller i øvrigt at have en sådan interesse i selv at sælge maleriet – at det kunne frygtes at han ikke var upartisk og derfor var inhabil.

Spørgsmålet indebærer en stillingtagen til, hvorvidt forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet kan gøres gældende i forhold til anvendelsen af (C-1) som vurderingsmand i sagen. Udvalget har for så vidt allerede taget stilling til denne problemstilling i sin skrivelse af 24. oktober 1997 s. 3, hvor Udvalget begrunder sin afvisning af auktionsfirmaet (A)’s påstand om (C-1)’s inhabilitet.

Forud var gået en drøftelse på Udvalgets ordinære møde d. 29. september 1997 af auktionsfirmaet (A)’s skrivelse af 18. september, der i Udvalgets mødereferat er opsumeret således, at man i svaret skulle ’afvise inhabiliteten. En hvilken som helst dansk kunsthandler kunne beskyldes for inhabilitet. I dette tilfælde havde (C-1) svaret i sin egenskab af formand for foreningen (G)’. Dette kan uddybes med, at der kun er en håndfuld større auktionsfirmaer i Danmark, at disse sager ofte er kendt i auktionskredse, bl.a. fordi ejere skifter kommissionærer, at de for så vidt alle er hinandens konkurrenter, og naturligvis alle har en interesse i at kunne sælge et sådant maleri. Skulle man lægge dette forhold til grund for indhentning af råd, ville det være umuligt at opfylde lovens § 11, stk. 2 i sager som disse. Dette var også baggrunden for, at Udvalget medsendte (C-1)’s vurdering og i skrivelse af 24. oktober meddelte, at Udvalget ’af principielle grunde, jvf. Deres kritik af formanden for foreningen (G),’ sendte en kopi af skrivelsen til foreningen til orientering.

Udvalget har tidligere i sin årsberetning for 1996 , s. 10 nederst, været inde på problemstillingen om inhabilitet.

4)

5) Jeg vil i forbindelse med min afsluttende behandling af sagen herudover tage stilling til om udvalgets brev af 5. september 1997 er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og om den begrundelse auktionsfirmaet (A) har fået, er tilstrækkelig.

Udvalget må betragte sit brev af 5. september som en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Til spørgsmålet om begrundelsens tilstrækkelighed bemærkes følgende

Begrundelsen for at udstede eksportforbud figurerer ikke direkte i brevet. Udvalget følger normalt den praksis at lade udarbejde sammenfattende notat med henblik på offentliggørelse i årsberetningen. Heri uddybes begrundelsen i henhold til bemærkningerne til kulturværdilovens § 5, jvf. også årsberetningen for 1996 , s. 7. Denne praksis er i og for sig aldrig blevet anfægtet, for så vidt som det ikke ses, at der er sat spørgsmålstegn ved Udvalgets afgørelser i så henseende. Praksis er dannet under indtryk af, at mange afgørelser træffes i stor hast umiddelbart før eller efter afholdelse af auktioner, ofte efter ønske om en hurtig afgørelse fra ansøger. På den givne foranledning vil Udvalget overveje, om praksis her bør ændres.

Som begrundelse for prisfastsættelsen har Udvalget henvist til (C-1)’s skriftlige vurdering, som er bilagt afgørelsen. Udvalget fandt efter omstændighederne en sådan begrundelse tilstrækkelig. Deri ligger også, at Udvalget ikke har set sig forpligtet til at oplyse om afvigende vurderinger, som det ikke har fundet grundlag for at lade indgå.

6) Endvidere vil jeg tage stilling til om udvalgets sprogbrug over for auktionsfirmaet (A) lever op til god forvaltningsskik og kravet om hensynsfuld borgerbehandling, og om udvalgets anonymisering af sagen i Kulturudvalgets beretning for 1997 var tilstrækkelig.

Når spørgsmålet om sprogbrugens overensstemmelse med god forvaltningsskik og om hensynsfuld borgerbehandling rejses, ser Udvalget det i relation til brevet af 24. oktober 1997. Denne tilbagevisning må vurderes på baggrund [af] auktionsfirmaet (A)’s misvisende påstande i skrivelsen af 18. september. Efterfølgende skal Udvalget erkende, at det havde været i bedre overensstemmelse med god forvaltningsskik og hensynsfuld borgerbehandling, om tilbagevisningens umiskendelighed her og der havde fundet mindre prægnante udtryk.

Spørgsmålet om anonymiseringen i årsberetningen repræsenterede et vanskeligt problem for Udvalget. På den ene side er Udvalget forpligtet til at afgive og offentliggøre en årsberetning, hvori en sag som denne næppe kunne forbigås, på den anden side var Udvalget fuldt klar over, at der ikke var flere end 2 udenlandske firmaer med afdelinger i Danmark på det pågældende tidspunkt. Under afvejningen fandt Udvalget, at hensynet til information af offentligheden tilsagde, at der ikke kunne foretages andet til sikring af anonymiteten end udeladelsen af firmaets navn.”

Den 11. oktober 1999 fremkom advokat H med følgende bemærkninger til Kulturværdiudvalgets brev af 9. august 1999

”

Det er en usand og urimelig sagsfremstilling, når Udvalget anfører, at ansøgeren ikke levede op til lovens oplysnings- og dokumentationskrav i § 6, stk. 1 og, at ansøgerne komplicerede sagen gennem sin telefoniske indgriben i sagsbehandlingen den 24. juni.

Auktionsfirmaet (A) fremsendte som foreskrevet foto af maleriet og efterlevede til fulde dokumentationskravene i § 6 stk. 1 ved supplerende at foretage besigtigelse. Auktionsfirmaet (A) har på alle måder medvirket til at oplyse maleriets rette værdi – således som denne er blevet bekræftet af de sagkyndige, som Udvalget selv rettede henvendelse til.

Det er derfor usandt, at auktionsfirmaet (A) har kompliceret sagsbehandlingen – endsige har forsinket denne. Det skal herved påpeges, at Udvalget har pligt til selv at undersøge markedsværdien, hvis udførselstilladelse afslås, jf. § 11.

Udvalget tog først initiativ til at kontakte sagkyndige den 3. juli 1997.

Når Udvalget anfører (side 5 f.o.), at det måtte skærpe Udvalgets skepsis, fordi auktionsfirmaet (A) den 24. juni fordoblede sin prisvurdering, og fordi Udvalget havde indtryk af, at mine klienter havde kendskab til auktionsfirmaet (B)’s vurdering, argumenteres der på et niveau, som må give anledning til dyb bekymring vedrørende Udvalgets forvaltningskompetence.

For det første fremgår det som ovenfor anført, at Udvalget først den 3. juli rettede henvendelse til auktionsfirmaet (B), hvorfor auktionsfirmaet (A)’s egen ekspert – (A-1) – selvsagt var uden kendskab til auktionsfirmaet (B)’s opfattelse.

Men uanset om dette måtte være tilfældet, er det udtryk for en absurd tankegang, at det giver anledning til skepsis, at auktionsfirmaet (A)’s opvurdering er på linje med den vurdering, som auktionsfirmaet (B) senere er fremkommet med.

Enhver normalt tænkende forvaltningsmyndighed ville heraf slutte, at auktionsformaet (A)’s opvurdering er velbegrundet og korrekt.

At Udvalget herudover vælger at se bort fra, at auktionsfirmaet (A)’s og auktionsfirmaet (B)’s vurderinger er på linje med den vurdering, som auktionsfirmaet (C) har meddelt ejerne, understreger elementet af magtfordrejning.

Det bemærkes herved, at Udvalget undlader at besvare Ombudsmandens spørgsmål vedrørende (C-1)’s konkrete inhabilitet.

Det er dybt betænkeligt, at Udvalget tilsyneladende ikke kan få øje på, at (C-1) er inhabil og uegnet som vurderingsmand i sagen, når han fremkommer med en udtalelse, som umiskendeligt anbefaler et salg i Danmark.

---

Endelig har jeg med hensyn til Udvalgets besvarelse af de af Ombudsmanden rejste spørgsmål vedrørende hjemmel til at udtale kritik over for auktionsfirmaet (A) bemærket, at Udvalget (side 6 f.n.) henviser til, at baggrunden er auktionsfirmaet (A)’s klage – eller som det anføres: misvisende påstande. (Auktionsfirmaet (A)’s skrivelse af 18. september 1997 – bilag 2).

Det bestrides ganske, at auktionsfirmaet (A)’s klage bygger på misvisende påstande, hvilket spørgsmål jo i øvrigt netop er genstand for Ombudsmandens bedømmelse af denne sag.

Men uanset om auktionsfirmaet (A) kan få medhold i klagen, er det forvaltningsretligt helt og aldeles uacceptabelt om selve det forhold, at der indgives klage over en forvaltningsmyndighed, skal udsætte klageren for kritik – det være sig i indbyrdes korrespondance eller i offentlige beretninger.

”

Kulturværdiudvalget meddelte mig i brev af 3. november 1999 at udvalget ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

Den 11. maj 2000 gav jeg i en redegørelse udtryk for min foreløbige retsopfattelse. Jeg skrev bl.a.

”Jeg har ved min gennemgang af sagen koncentreret min undersøgelse om 1) retsgrundlaget for at nedlægge forbud mod udførslen af maleriet og 2) visse dele af Kulturværdiudvalgets sagsbehandling.

1. Retsgrundlaget

Kulturværdiudvalgets afgørelse baserer sig på lov om sikring af kulturværdier i Danmark (lov nr. 332 af 4. juni 1986) og bekendtgørelsen om sikring af kulturværdier i Danmark (bek. nr. 404 af 11. juni 1987).

Af loven fremgår bl.a. følgende

’§ 1. Lovens formål er at sikre den danske kulturarv gennem bevaring at kulturværdier i Danmark.

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Et auktionsfirma ansøgte den 28. maj 1997 Kulturværdiudvalget om tilladelse til at udføre et maleri med henblik på salg i udlandet.

Den 5. september 1997 nedlagde udvalget forbud mod udførsel i henhold til lov om sikring af kulturværdier i Danmark og tilbød auktionsfirmaet 200.000 kr. for maleriet.

Auktionsfirmaet klagede herefter til ombudsmanden som udtalte at udvalget ikke havde hjemmel til at meddele udførselsforbud da § 6, stk. 2, i lov om sikring af kulturværdier i Danmark indeholdt en lovbestemt frist på 3 måneder for at nedlægge et udførselsforbud. Fristen var overskredet da udvalget traf sin afgørelse.

Ombudsmanden udtalte også at Kulturværdiudvalget bl.a. burde have partshørt auktionsfirmaet over to indhentede fagkyndige udtalelser om maleriets værdi. Sagen gav ombudsmanden anledning til at udtale at det fulgte af officialprincippet at udvalget skulle træffe en indholdsmæssigt rigtig afgørelse om værdifastsættelsen uafhængigt af hvilken værdiansættelse ansøgningen var ledsaget af. Herefter ville enhver indhentet fagkyndig udtalelse om genstandens værdi principielt være ”til ugunst” for parten og således omfattet af partshøringspligten i § 19 i forvaltningsloven.

Efter Ombudsmandens opfattelse overskred udvalgets sprogbrug over for auktionsfirmaet på mange punkter klart grænserne for god forvaltningsskik.

Sammenfattende mente Ombudsmanden at Kulturværdiudvalgets sagsbehandling havde været meget kritisabel. (J.nr. 1998-1545-759).