Mindretalsbeskyttelse ved præsteansættelse. Sognebåndsløseres status
Statutory Text (3 Articles)
Mindretalsbeskyttelse ved præsteansættelse. Sognebåndsløseres status
Det fremgår af sagen at Menighedsrådet for X Sogn i et brev af 20. maj 1998 foretog indstilling om ansættelse af en ny præst i sognet. Indstillingen omfattede tre kandidater der var nævnt i prioriteret rækkefølge således at kandidat A blev indstillet som nr. 1 og kandidat B som nr. 3. Indstillingen blev den 2. juni 1998 fremsendt af Biskoppen over Århus Stift til Kirkeministeriet. I en påtegning på indstillingen anførte biskoppen følgende
”Fremsendes til Kirkeministeriet, idet jeg indstiller den af (X) menighedsråd som nr. 1 indstillede, pastor (A), som sognepræst ved (X) Kirke i ( ) fra den 1. juli 1998.
Ligeledes fremsendes skrivelse fra mindretalsgruppen i (X) menighedsråd, (C) og (D), der ønsker mindretalsbeskyttelsen jf. Lov om ansættelse i folkekirken, § 11, stk. 3, taget i anvendelse.
Selv om jeg har stor forståelse for mindretallets ønske om at få en præst ansat med tilknytning til Indre Mission/Luthersk Missionsforening og også har forståelse for, at man finder det rimeligt netop i (X) Pastorat, hvor den afgåede præst netop har haft en sådan tilknytning, finder jeg dog ikke, at mindretalsbeskyttelsen bør tages i anvendelse i dette tilfælde, idet langt den overvejende del af denne menighed består af sognebåndsløsere, og hvad væsentligere er, har (X) sogn været stærkt splittet i mange år, fordi langt den overvejende del af sognets egne beboere ikke ønskede sig betjent af den afgåede sognepræst.
Menighedsrådets flertal har derfor meget stærkt gjort gældende over for mig, at det både af samarbejdsmæssige årsager, men også af hensyn til den folkekirkelige sammenhæng vil det være af stor betydning, at den nye sognepræst både i holdning og arbejde udtrykker den folkekirkelige bredde.
Den af mig indstillede, (A), er af en økumenisk observans og den nuværende kirkebogsførende sognepræst (F) har en grundtvigsk holdning, af hvilken grund der ikke vil være tale om nogen ensidig holdning i teologisk henseende.”
I brev af 6. juli 1998 ansatte Kirkeministeriet A i stillingen.
C og D rettede henvendelse til Kirkeministeriet om sagen i et brev af 11. juli 1998 hvor de bl.a. anmodede om en begrundelse for at der var set bort fra mindretallets kandidat, B. Ministeriet besvarede brevet i et brev af 27. juli 1998. I brevet var det bl.a. anført at kirkeministeren havde ansat A i stillingen den 3. juli 1998 med virkning fra 1. august 1998, og at de officielle skrivelser herom blev afsendt fra ministeriet den 6. juli 1998. Det blev desuden anført at ministeren med denne beslutning havde vægtet hensynet til X Sogns tarv højere end hensynet til mindretallet.
I et brev af 10. august 1998 klagede C og D til mig over Kirkeministeriets afgørelse. I brevet gjorde C og D gældende at hensynet til beskyttelsen af mindretallet var blevet tilsidesat fordi den af mindretallet indstillede kandidat, B, ikke var blevet ansat, og i den forbindelse henviste de til § 11, stk. 3, i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. C og D oplyste bl.a. i klagen at Menighedsrådet for X Sogn består af 9 medlemmer valgt for den grundtvigske Sogneliste og 2 medlemmer valgt for Kirkelig Fællesliste, Indre Mission og Luthersk Missionsforening. Desuden oplyste klagerne at der var 90 sognebåndsløsere til den afgåede sognepræst, E, og 40 til sognets anden sognepræst, F. C og D anførte i den forbindelse at sognebåndsløsere i forbindelse med bedømmelsen af om der foreligger et mindretal i menigheden, må tælle som fuldgyldige medlemmer af menighedsrådet og sognet.
Jeg oversendte den 18. september 1998 C’s og D’s brev til Kirkeministeriet som en anmodning fra dem om at ministeriet oplyste om der ved afgørelsen var lagt vægt på at der var tale om en indstilling fra en menighed som for den overvejende dels vedkommende bestod af sognebåndsløsere.
Kirkeministeriet besvarede henvendelsen i et brev af 3. november 1998. Ministeriet anførte bl.a. følgende
”Det tilhørsforhold, der gennem sognebåndsløsning måtte være skabt til en sognemenighed, ophører ved skifte i præstestillingen, jf. herved § 9 i Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 58 af 24. januar 1992 om Sognebåndsløsning og sognebåndsløseres valgret, som ændret ved bekendtgørelse nr. 572 af 21. juni 1996.
Ministeriets valg blandt de indstillede ansøgere samt spørgsmålet om, hvilken vægt hensynet til et mindretal i pastoratet, jf. herved § 11, stk. 3, i lov nr. 310 af 16. maj 1990 om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. er sket efter en skønsmæssig vurdering, hvor ministeriet har lagt biskoppens indstilling af 2. juni 1998 til grund.”
Den 4. januar 1999 klagede C og D til mig igen. De fremhævede bl.a. at der i hele X Kirkes levetid havde været stærk tradition for at denne kirke var et af de steder hvor missionsfolket i området kunne samles til gudstjeneste. Endvidere nævnte de at skønt der var ansat ca. 15 præster inden for kommunen, befandt ingen af dem sig bare i nærheden af den gamle missionske observans. Derfor var det ikke sagligt at lægge vægt på at en del af mindretallet i menigheden bestod af sognebåndsløsere. Kirkeministeriet havde efter mindretalsgruppens opfattelse krænket hensynet til det ikke ubetydelige mindretal og ikke levet op til lovens hensigt om at sikre menighedens liv og vækst. Efter sognepræst E’s ophør havde det været nødvendigt at arrangere tilkaldegudstjenester, men det var på længere sigt en uholdbar løsning.
I et brev af 30. marts 1999 bad jeg om en udtalelse til sagen fra Kirkeministeriet samt om oplysning om hvorvidt der på tidspunktet for afgørelsen var sognebåndsløsere i X Sogn som havde udsat ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen, og som havde valgt at udøve deres valgret i sognet. I brevet var bl.a. anført følgende
”Kirkeministeriet har i brevet til (C) og (D) af 3. november 1998 oplyst at det tilhørsforhold der gennem sognebåndsløsning måtte være skabt til en sognemenighed, ophører ved skifte i præstestillingen. Ministeriet redegør samtidig for retsvirkningerne af sognebåndsløsning, herunder for at sognebåndsløsere kan vælge at udøve deres valgret i den menighedskreds hvor sognebåndsløserpræsten er ansat.
I medfør af § 11, stk. 3, 2. pkt., i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning har en sognebåndsløser ret til at udsætte ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen indtil en ny præst er ansat.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den tidligere bestemmelse i § 6, stk. 2, 2. pkt., i lov nr. 284 af 30. juni 1922 med senere ændringer om Sognebaandsløsning og Brugen af Kirkerne. I forarbejderne til denne bestemmelse er bl.a. anført følgende (Rigsdagstidende 1921-22, tillæg A, sp. 6223)
'...
Bestemmelser, der kræves af Hensyn til den Adgang, der i Menighedsraadsloven er givet Sognebaandsløseren til at begære Valgret og opnaa Valgbarhed til Menighedsraadene i den Menighed, til hvis Præst der er løst Sognebaand. Af samme Hensyn er Bestemmelsen i § 6, 2det Stk [senere ændret til § 11, min bemærkning], foreslaaet, angaaende en Sognebaandsløsers Ret til i Tilfælde af, at den Præst, til hvem der er løst Sognebaand afgaar fra Embedet, at opsætte Afgørelsen af, om han vil vende tilbage til sin Sognemenighed, indtil den nye Præst er udnævnt, og han derefter kan skønne over, hvorvidt han vil bevare sin Tilslutning til denne Menighed.
...'
Bestemmelsen er således indsat i loven af hensyn til sognebåndsløserens mulighed for at opretholde tilknytningen til den pågældende menighed, og altså ikke blot til den præst hvortil der er løst sognebånd. Det følger heraf at sognebåndsløseren kan udøve valgret til og være valgbar til menighedsrådet frem til tidspunktet for udnævnelse af den nye præst. Sognebåndsløseren har dermed mulighed for at blive repræsenteret ved valg til menighedsråd helt frem til dette tidspunkt.
På baggrund heraf er det herefter min foreløbige opfattelse at de sognebåndsløsere der har udskudt tidspunktet for ophør af sognebåndet, og som har valgt at udøve valgret i sognet, ikke kan udelukkes fra begrebet 'mindretal i pastoratet' i § 11, stk. 3, i lov nr. 310 af 16. maj 1990 med senere ændringer om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. Det vil således efter denne opfattelse ikke være et lovligt kriterium ved udøvelsen af skønnet efter § 11, stk. 3, at lægge vægt på om et mindretal i pastoratet består af sognebåndsløsere eller af bosiddende.”
I et brev af 16. juli 1999 afgav Kirkeministeriet en udtalelse. Ministeriet anførte bl.a. følgende
"I denne sag har kirkeministeren principielt været frit stillet med hensyn til udnævnelse blandt de indstillede ansøgere, idet den som nr. 1. indstillede ansøger, der blev ansat i stillingen, ved første afstemning ikke opnåede alle stemmer, der blev afgivet på indstillingsmødet, jf. herved § 11, stk. 2, i ansættelsesloven. Spørgsmålet har derfor været, hvilken vægt ministeren har skullet lægge på hensynet til at tilgodese mindretallets holdninger, jf. § 11, stk. 3, ved valget mellem ansøgerne ud fra de foreliggende oplysninger, om hvilke kirkelige tilhørsforhold ansøgerne repræsenterede.
En forudsætning for at bringe ansættelseslovens § 11, stk. 3, i anvendelse, er, at der er et mindretal i pastoratet, og at dette mindretal har manifesteret sig om et teologisk retningsbestemt mindretal. Det er endvidere en forudsætning, at mindretallet er repræsenteret med en sådan vægt i menighedsrådet, at mindretallets kandidat bliver omfattet af menighedsrådets indstilling.
I denne sag valgte ministeren at udnævne den ansøger som menighedsrådet og biskoppen havde indstillet som nr. 1. Grunden hertil var et ønske om at prioritere hensynet til at sikre niveauet for og bredden i den kirkelige betjening af sognemenigheden som sådan højere, end hensynet til at fastholde niveauet for den kirkelige betjening af det markante mindretal, som primært modtog kirkelig betjening af den afgåede sognepræst.
Der er efter den gældende ordning i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken mv., imidlertid ikke mulighed for at løse sognebånd eller på anden måde etablere et tilhørsforhold til en anden sognemenighed, et sogn eller kirke som sådan. Sognebåndsløsning betragtes primært som et personligt forhold – typisk etableret af forkyndelsesmæssige årsager – mellem sognebåndsløseren og den sognepræst, der løses sognebånd til. Dette betyder, at sognebåndsløsningsinstituttet har en teologisk begrundelse knyttet til muligheden for at vælge en forkyndelse, der passer til den enkelte persons ståsted. Dette understreges da også af, at sognebåndsløsningen ophører, når den præst, til hvem der er løst sognebånd til, forflyttes, dør eller afskediges, jf. medlemskabslovens § 11, stk. 3, 1. pkt., medmindre sognebåndsløseren ved sognebåndsløserpræstens fratræden vælger at udsætte ophørstidspunktet, indtil en ny præst er ansat, jf. medlemskabslovens § 11, stk. 3.
Spørgsmålet om mulighed for at løse sognebånd til en anden menighed, kirke eller et andet sogn (i modsætning til at løse sognebånd til præsten) har været behandlet i flere udvalg – senest i kirkeministeriets udvalg af 3. juni 1986 (betænkning 1176/1989). Det var imidlertid ikke muligt i dette udvalg at opnå enighed om indførelse af en ordning, hvor der – ved siden af den traditionelle sognebåndsløsning – skulle være mulighed for at vælge tilknytning til en anden sognemenighed. De nugældende regler om sognebåndsløsning blev til på baggrund af ovennævnte betænkning.
Det er derfor ministeriets opfattelse, at det er et lovligt kriterium ved udøvelsen af skønnet efter ansættelseslovens § 11, stk. 3, at tillægge det vægt, at et mindretal i pastoratet består af sognebåndsløsere, al den stund at det ikke er muligt at løse sognebånd til en anden menighed, kirke eller andet sogn. Ved sognebåndsløsning opnås således ikke et ændret sognetilhør, men en løsning fra bopælspræsten og tilknytning til en anden præst."
Med et brev af 5. oktober 1999 sendte Kirkeministeriet en erklæring fra den kirkebogsførende sognepræst i X Pastorat hvoraf det fremgik at der den 6. juli 1998 ikke havde været sognebåndsløsere der havde anmodet om udsættelse af ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen. Samtidig fremsendte ministeriet en erklæring fra Biskoppen over Århus Stift hvor han fremhævede at hans argumentation for ikke at følge mindretallets indstilling i forbindelse med ansættelse af den nye præst ikke alene skyldtes at dette mindretal i det store og hele bestod af sognebåndsløsere, men også at sognet i en lang periode havde været splittet.
C og D kommenterede ministeriets udtalelse og erklæringerne i et brev af 8. november 1999. De fremhævede at den afgående sognepræst, E, stadig var i embedet den 2. juni 1998 da biskoppen afgav sin indstilling til Kirkeministeriet, da han først afgik fra embedet den 30. juni 1998. Derfor havde de ikke været opmærksom på muligheden for at udsætte tidspunktet for ophør af sognebåndsløsningen, og de havde ikke forestillet sig at en anmodning herom ville blive tillagt betydning i forbindelse med ansættelse af den nye præst. De repræsenterede et teologisk retningsbestemt mindretal. Desuden anførte de at det i forbindelse med spørgsmålet om mindretalsbeskyttelse ikke kunne tillægges betydning at biskoppen havde oplyst at den nyansatte præst var af økumenisk observans mens den anden præst havde en grundtvigsk holdning.
Ombudsmandens udtalelse
”Folkekirken er omfattet af ombudsmandens virksomhed bortset fra spørgsmål der direkte eller indirekte vedrører kirkens lære eller forkyndelse, jf. § 9 i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand.
Det fremgår af § 11 i ansættelsesloven (lov nr. 310 af 16. maj 1990 om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. med senere ændring) at kirkeministeren træffer afgørelse om ansættelse i stillinger som sognepræst efter indstilling fra det pågældende menighedsråd. Under visse omstændigheder der fremgår af lovens § 11, stk. 2, er ministeren forpligtet til at ansætte en bestemt ansøger, men bortset herfra kan ministeren beslutte hvilken af de indstillede ansøgere som skal ansættes. Det er bestemt i § 11, stk. 3, at ved ansættelse i præstestillinger i pastorater med flere præstestillinger skal kirkeministeren tage hensyn til mindretal i pastoratet. Det fremgår af forarbejderne til loven (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 3727f, og tillæg B, sp. 1054) at det er en forudsætning at mindretallet er repræsenteret i menighedsrådet med en sådan vægt at mindretallets kandidat bliver omfattet af menighedsrådets indstilling. Desuden fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 3727f ) at bestemmelsen kun tager sigte på teologisk retningsbestemte mindretal. Det er samme sted anført at Kirkeministeriet kan tilslutte sig ansættelseslovudvalgets bemærkninger om bestemmelsen hvorefter der jævnlig lægges en med bestemmelsen ikke tilsigtet bastant forståelse af denne for dagen. Mindretalssynspunktet er kun et blandt flere hensyn der bør indgå i kirkeministerens overvejelser.
I betænkningen fra ansættelseslovudvalget, betænkning nr. 1182/1989 angående ansættelse i stillinger i folkekirken m.m., er bl.a. anført følgende, s. 30
’Udvalget har foreslået, at den nugældende bestemmelse, hvorefter kirkeministeren ved ansættelse i præstestillinger i pastorater med flere præstestillinger skal tage hensyn til mindretal i pastoratet, videreføres. Udvalget har overvejet at udelade reglen under hensyn til, at den for så vidt er selvfølgelig, og at der jævnlig lægges en utilsigtet bastant forståelse af bestemmelsen for dagen. Man er dog veget tilbage herfra under hensyn til, at bestemmelsen har gammel hævd og indeholder et væsentligt princip. Udvalget vil dog for sit vedkommende understrege, at mindretalssynspunktet kun er et blandt flere synspunkter, som må indgå i ministerens overvejelser. Hvilket, der i det enkelte tilfælde bør have prioritet forud for de øvrige, må afhænge af omstændighederne i den enkelte sag.’
I ’Liv, Arbejde og Forvaltning’ (1995), s. 156, har Preben Espersen bl.a. anført følgende
’Det er i ansættelseslovens § 11 bestemt, at ved ansættelse i stillinger i pastorater med flere præstestillinger skal kirkeministeren tage hensyn til mindretal i pastoratet. Mindretalssynspunktet er dog kun et blandt flere synspunkter, som må indgå i ministerens overvejelser. Hvilket, der i det enkelte tilfælde bør have prioritet forud for de øvrige, må afhænge af omstændighederne i den enkelte sag. Biskoppen har, når der er tale om pastorater med flere præstestillinger, et særligt ansvar for, at ministeren sættes i stand til at vurdere, om hensynet til et kirkeligt mindretal giver rimelig begrundelse for at udnævne en ansøger, som er indstillet som nr. 2 eller 3.
Selv om det hensyn, der skal tages, er til et kirkeligt mindretal i pastoratets menighed og ikke til et mindretal i menighedsrådet, er det dog i Kirkeministeriets praksis stillet som en betingelse, at ønsket om hensyn skal formidles gennem et eller flere menighedsrådsmedlemmer i forbindelse med ansættelsesproceduren ved besættelse af den ledige præstestilling. Den kreds i menigheden, der skal tilgodeses som mindretal, må altså selv være repræsenteret i menighedsrådet, eller der må være mindst ét menighedsrådsmedlem i øvrigt, der vil formidle ønsket om mindretalshensyn.’
De nærmere regler om menighedsråds indstilling er fastsat i bekendtgørelsen om menighedsråds medvirken ved ansættelse i præstestillinger m.m. (bekendtgørelse nr. 467 af 18. juni 1991 med senere ændring). Indstillingen skal omfatte 3 af ansøgerne til stillingen i prioriteret rækkefølge, og hvis der er flere præstestillinger i pastoratet, skal biskoppen i sin indstilling til kirkeministeren udtale sig om hvorvidt der er grundlag for at hensyn til mindretal i pastoratet inddrages i overvejelserne, jf. bekendtgørelsens §§ 7 og 8.
I den foreliggende sag anbefalede Biskoppen over Århus Stift over for Kirkeministeriet at den som nr. 1 indstillede ansøger blev ansat, og ikke den af mindretallet anbefalede ansøger der var indstillet som nr. 3. Som begrundelse anførte biskoppen at langt den overvejende del af menigheden (det vil sige den del af menigheden der havde samlet sig om den afgåede sognepræst) bestod af sognebåndsløsere, og som noget væsentligere fremhævede biskoppen at sognet havde været stærkt splittet i mange år fordi langt den overvejende del af sognets egne beboere ikke ønskede sig betjent af den afgåede sognepræst. Han betonede at menighedsrådets flertal meget stærkt havde gjort gældende over for ham at det af samarbejdsmæssige årsager, men også af hensyn til den folkekirkelige sammenhæng ville være af stor betydning at den nye sognepræst både i holdning og arbejde udtrykte den folkekirkelige bredde.
I ministeriets brev til Dem af 3. november 1998 er det anført at afgørelsen om ansættelse er sket efter en skønsmæssig vurdering hvor ministeriet har lagt biskoppens indstilling til grund. I ministeriets brev af 16. juli 1999 er det anført at ministeren i denne sag valgte at udnævne den ansøger som menighedsrådet og biskoppen havde indstillet som nr. 1. Som begrundelse anføres et ønske om at prioritere hensynet til at sikre niveauet for og bredden i den kirkelige betjening af sognemenigheden som sådan højere end hensynet til at fastholde niveauet for den kirkelige betjening af det markante mindretal som primært modtog kirkelig betjening af den afgåede sognepræst. Det siges samtidig at det efter ministeriets opfattelse er lovligt ved udøvelsen af skønnet efter ansættelseslovens § 11, stk. 3, at tillægge det vægt at et mindretal i pastoratet består af sognebåndsløsere da det ikke er muligt at løse sognebånd til en anden menighed, kirke eller et andet sogn.
Bestemmelsen i ansættelseslovens § 11, stk. 3, indebærer at kirkeministeren har pligt til at tage hensyn til mindretal inden for menigheden i sager om ansættelse af præster i pastorater hvor der er flere præstestillinger. Det er en forudsætning at der er tale om et teologisk retningsbestemt mindretal, og at mindretallet er repræsenteret i menighedsrådet med en sådan vægt at mindretallets kandidat er omfattet af indstillingen fra menighedsrådet.
Disse forudsætninger er opfyldt i denne sag. Ministeren havde derfor pligt til at tage hensyn til det mindretal i menigheden som De tilhører. Men det indebærer ikke at ministeren er afskåret fra at tage andre saglige hensyn i betragtning. De hensyn som Biskoppen over Århus Stift og Kirkeministeriet har anført i denne sag, er efter min opfattelse saglige. Jeg har derfor ikke bemærkninger til at de er indgået i sagen. Det må dog give anledning til nærmere overvejelser om der kunne lægges vægt på at langt den overvejende del af mindretallet bestod af sognebåndsløsere.
Kirkeministeriet har peget på at det ikke er muligt at løse sognebånd til en anden menighed eller kirke eller et andet sogn. Når der løses sognebånd, etableres der et personligt forhold mellem sognebåndsløseren og den pågældende præst hvor præsten påtager sig udførelsen af kirkelige handlinger og sjælesorg for sognebåndsløseren mens sognepræsten i bopælssognet bliver fritaget herfor.
Som nævnt er det kun mindretal i menigheden som er repræsenteret i menighedsrådet med en sådan styrke at mindretallets kandidat bliver omfattet af menighedsrådets indstilling til Kirkeministeriet der er omfattet af reglen om mindretalsbeskyttelse i ansættelseslovens § 11, stk. 3. Mindretallets repræsentation i menighedsrådet afhænger af stemmeafgivningen ved valg til menighedsrådet. En sognebåndsløser skal vælge mellem at have valgret ved valg til menighedsrådet i enten den menighedsrådskreds hvor den pågældende bor, eller i den menighedsrådskreds hvor sognebåndsløserpræsten er ansat, jf. § 5 i lov om valg til menighedsråd (dengang lovbekendtgørelse nr. 30 af 24. januar 1996). Valgbar til menighedsrådet er sognebåndsløseren i den menighedsrådskreds hvor den pågældende har valgret.
Har en sognebåndsløser valgret til menighedsrådet for den menighed hvis præst der er løst sognebånd til, vil den pågældende ikke have mulighed for at blive repræsenteret i menighedsrådet i det sogn hvor den pågældende bor. Sognebåndsløseren kan derfor ikke ved sin stemmeafgivning medvirke til at en bestemt ansøger til en præstestilling i dette sogn bliver omfattet af menighedsrådets indstilling til Kirkeministeriet. Disse omstændigheder tilsiger efter min opfattelse at en sådan sognebåndsløser i forbindelse med præsteansættelser betragtes som en del af den menighed hvor sognebåndsløserpræsten er ansat, på lige fod med de medlemmer som er bosat i sognet.
Der må dog også lægges vægt på at sognebåndsløsningen har karakter af et personligt bånd mellem det enkelte medlem af folkekirken og sognebåndsløserpræsten. Hvis den nye præst skal afløse sognebåndsløserpræsten, vil dette bånd blive ophævet ved ansættelsen. Det kan da synes mindre rimeligt at sognebåndsløseren skal betragtes som en del af mindretallet i forbindelse med ansættelsen af den nye præst.
I hvert fald må sognebåndsløseren kunne lades ude af betragtning fra det tidspunkt hvor sognebåndsløsningen er ophørt. Sognebåndsløsningen ophører normalt først på det tidspunkt hvor den præst der er løst sognebånd til, fratræder sin stilling, jf. § 11, stk. 1 og 2, i lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning (lov nr. 352 af 6. juni 1991). Træffes afgørelsen om ansættelse af en ny præst på et tidspunkt hvor sognebåndsløserpræsten er fratrådt, må det derfor normalt anses for udelukket at sognebåndsløsere i forhold til mindretalsbeskyttelsesreglen i ansættelseslovens § 11, stk. 3, betragtes som en del af mindretallet i den menighed hvor sognebåndsløserpræsten var ansat. I den foreliggende sag fratrådte sognepræst (E) den 30. juni 1998, og kirkeministeren traf efter det oplyste afgørelsen om at ansætte (A) den 3. juli 1998. Sognebåndsløsningen til sognepræst (E) var således ophørt på tidspunktet for afgørelsen. I hvert fald under disse omstændigheder kunne sognebåndsløserne ikke i forhold til ansættelseslovens § 11, stk. 3, betragtes som en del af mindretallet i menigheden i (X) Sogn, bortset fra de eventuelle sognebåndsløsere der havde udsat tidspunktet for ophør af sognebåndsløsningen, jf. nedenfor.
De har fremhævet at i denne sag var sognepræst (E) endnu ikke fratrådt på det tidspunkt hvor Biskoppen over Århus Stift afgav sin indstilling til Kirkeministeriet hvor han anbefalede ministeriet at ansætte den af flertallet i menighedsrådet indstillede ansøger. Indstillingen blev afgivet den 2. juni 1998, og sognepræst (E) fratrådte den 30. juni 1998. Jeg er ikke enig i at der kan lægges vægt på dette. Det afgørende tidspunkt må være tidspunktet for ministerens afgørelse da det er ministeren og ikke biskoppen der har kompetencen til at ansætte sognepræsten.
I mit brev af 30. marts 1999 til Kirkeministeriet lagde jeg vægt på bestemmelsen i § 11, stk. 3, 2. pkt., i lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning. Efter denne bestemmelse har en sognebåndsløser ret til at udsætte ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen indtil en ny præst er ansat. Det siges i forarbejderne til denne bestemmelse at den har til formål at give en sognebåndsløser mulighed for at vente med at tage stilling til om den pågældende vil bevare sin tilknytning til den menighed hvis præst der er løst sognebånd til indtil den nye præst er udnævnt. Som nævnt i mit brev til Kirkeministeriet må en sognebåndsløser der har benyttet sig af denne ret, kunne udøve valgret til og være valgbar til menighedsrådet i denne menighed frem til tidspunktet for udnævnelsen af den nye præst. Uanset om udnævnelsen af en ny præst bliver foretaget før eller efter det tidspunkt hvor den præst der var løst sognebånd til er fratrådt, må en sådan sognebåndsløser således betragtes som en del af den pågældende menighed på lige fod med de medlemmer af menigheden der var bosiddende i sognet. Ved brugen af bestemmelsen i § 11, stk. 3, i ansættelsesloven kan det forhold at en del af mindretallet i pastoratet består af sognebåndsløsere således ikke sagligt tillægges nogen betydning hvis der er tale om sognebåndsløsere der har valgret til menighedsrådet for menigheden hvor sognebåndsløserpræsten er ansat, og som har udsat ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen indtil en ny præst er ansat.
For en offentlig forvaltningsmyndighed gælder at myndigheden ved behandlingen af sine sager er ansvarlig for at de nødvendige oplysninger foreligger – og dermed for at de nødvendige undersøgelser er foretaget – inden myndigheden træffer en afgørelse. Denne regel kaldes med et fagudtryk officialprincippet.
Reglen indebærer at hvis Kirkeministeriet i en sag om ansættelse af en præst hvor der skal tages hensyn til et mindretal i pastoratet agter at tillægge det betydning at mindretallet i et vist omfang består af sognebåndsløsere, er ministeriet forpligtet til at tilvejebringe oplysninger om i hvilket omfang der er tale om sognebåndsløsere der har valgret til menighedsrådet for den menighed hvis præst der er løst sognebånd til, og i hvilket omfang de har udsat ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen indtil en ny præst er ansat.
I sin indstilling til Kirkeministeriet lagde Biskoppen over Århus Stift vægt på – som ét blandt flere forhold – at mindretallet i (X) Sogn der stod bag indstillingen af kandidat (B), hovedsagelig bestod af sognebåndsløsere. Jeg må forstå Kirkeministeriets udtalelse sådan at dette forhold også indgik ved ministerens afgørelse om at ansætte den af flertallet i menighedsrådet indstillede ansøger. Der er ikke oplysninger i sagen der tyder på at Kirkeministeriet forinden havde tilvejebragt oplysninger om i hvilket omfang disse sognebåndsløsere havde valgret til menighedsrådet for (X) Sogn, og om de havde udsat ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen.
Disse oplysninger blev først tilvejebragt på min foranledning ved brevet af 24. september 1999 fra Biskoppen over Århus Stift. Erklæringen der blev fremsendt med dette brev, oplyste at der den 6. juli 1998 ikke var sognebåndsløsere i (X) Sogn der havde udsat ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen.
Jeg anser det for kritisabelt at Kirkeministeriet ikke havde fremskaffet de nævnte oplysninger inden afgørelsen blev truffet. Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse, men foretager mig ikke yderligere i sagen.”
Ombudsmandens udtalelse
Resumé
Ved besættelsen af en præstestilling havde et mindretal i menighedsrådet indstillet en bestemt ansøger. Da der var flere præstestillinger i pastoratet, skulle der tages hensyn til mindretallet ved ansættelsen. Kirkeministeriet havde imidlertid ansat en anden ansøger der af flertallet i menighedsrådet og af biskoppen var indstillet som nr. 1.
Ombudsmanden udtalte at de hensyn der var lagt vægt på ved ansættelsen, var saglige. Dog kritiserede ombudsmanden at ministeriet bl.a. havde lagt vægt på at mindretallet i menigheden i et vist omfang bestod af sognebåndsløsere, uden at ministeriet havde oplysninger om i hvilket omfang sognebåndsløserne havde valgret til det pågældende menighedsråd, og om de havde udsat ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen. (J.nr. 1999-0244-810).