Afslag på ansættelse som præst med henvisning til ansøgerens holdning til nødvielse af fraskilte

§§ 1 og 2, stk. 1, i foreningsfrihedsloven (lovbek. nr. 443 af 13. juni 1990 om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold) fastslår at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager fordi denne er medlem af en forening eller er medlem af en bestemt forening, ligesom arbejdsgiveren ikke må afskedige en lønmodtager fordi denne ikke er medlem af en forening eller af en bestemt forening. Derimod indeholder loven ikke bestemmelser vedrørende arbejdsgiverens mulighed for at tage hensyn til disse forhold i forbindelse med en ansættelse, men det er i retspraksis fastslået at det ikke er lovligt for en offentlig myndighed at udelukke personer der ikke er medlem af en bestemt fagforening, fra tjeneste hos myndigheden. Der er således overenstemmelse mellem de hensyn en myndighed sagligt kan lægge vægt på i forbindelse med en ansættelse og i forbindelse med en uansøgt afskedigelse.

Lovgivningen indeholder flere andre bestemmelser der fastslår at det er usagligt at inddrage bestemte hensyn ved afgørelsen om at afskedige en medarbejder uden at tage stilling til om samme hensyn kan inddrages ved afgørelsen om at ansætte en medarbejder.

Det gælder således § 3 i loven om lige løn til mænd og kvinder (lovbek. nr. 639 af 17. juli 1992) der fastslår at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager fordi denne har fremsat krav om lige løn, herunder lige lønvilkår. Tilsvarende gælder § 11, stk. 7, i orlovsloven (lovbek. nr. 6 af 5. januar 2000) der hindrer en arbejdsgiver i at afskedige en lønmodtager fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til orlov, udnytter retten til orlov eller har været fraværende på grund af orlov. Bestemmelser af lignende art er indsat i § 2, stk. 2 og 3, i loven om værnepligtsorlov og om orlov til FN-tjeneste m.v. (lovbek. nr. 981 af 14. december 1993) der fastslår at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager fordi han vil udnytte retten til fravær på grund af aftjening af værnepligt eller har været fraværende af denne grund, og at arbejdsgiveren heller ikke i øvrigt må afskedige en lønmodtager på grund af aftjening af værnepligt. I § 3, stk. 1, i virksomhedsoverdragelsesloven (lov nr. 111 af 21. marts 1979 om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse) er indsat en bestemmelse om at afskedigelse på grund af overdragelse af en virksomhed eller en del heraf ikke anses for rimeligt begrundet i virksomhedens forhold medmindre afskedigelsen skyldes økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.

Disse bestemmelser der forbyder arbejdsgiveren at foretage afskedigelse af de ovennævnte grunde, tager efter deres ordlyd ikke stilling til om en arbejdsgiver sagligt ville kunne lægge vægt på de nævnte grunde i forbindelse med en ansættelse. Heller ikke bestemmelsernes forarbejder, domspraksis eller den juridiske litteratur omtaler dette spørgsmål. Årsagen hertil må antagelig søges i at de vedrører forhold der udelukkende eller først og fremmest kan tænkes at opstå i forbindelse med personer der allerede er i beskæftigelse, men sjældnere i forbindelse med personer der ansøger om en ledig stilling. Det må således anses for tvivlsomt om der er grundlag for en antagelse om at de i bestemmelserne nævnte forhold sagligt kan inddrages i forbindelse med en myndigheds afgørelse om ansættelse af en medarbejder, selv om de ikke kan inddrages i forbindelse med en afgørelse om afskedigelse af en medarbejder.

§ 3. Vielse foretages i kirken, medmindre en af parterne på grund af livsfarlig sygdom anmoder om at blive viet på sit sygeleje. I sidstnævnte tilfælde skal præsten umiddelbart efter vielsen afgive indberetning om denne til biskoppen, så vidt muligt vedlagt lægeerklæring.’

Ombudsmandens vurdering

1. Udgangspunktet for min bedømmelse af sagen er den almindelige forvaltningsretlige regel om at forvaltningens afgørelser skal hvile på et sagligt grundlag. Det spørgsmål som denne sag rejser, er om det ved besættelsen af den stilling som De havde søgt, kunne betragtes som et sagligt kriterium at den ansatte i nødsituationer skulle være villig til at foretage nødvielse af fraskilte.

Ved bedømmelsen af dette spørgsmål må man indledningsvis undersøge om den ret til at nægte at foretage vielse af en fraskilt som tilkommer præster i folkekirken, må underkastes begrænsninger i forbindelse med foretagelse af nødvielse.

Ved Højesterets dom af 21. oktober 1903 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1903, s. 302) blev en præst frifundet for straf i anledning af at han havde nægtet at foretage vielse af en fraskilt. Dommen kan dog næppe tillægges betydning ved fastlæggelsen af omfanget af præsters ret til at nægte at foretage vielse af fraskilte, allerede fordi retsgrundlaget var et andet da dommen blev afsagt.

Præsters ret til at nægte at vie fraskilte blev indført ved § 30 i lov nr. 276 af 6. juni 1922 om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning. I forarbejderne blev bl.a. anført følgende (betænkning af 1913, udarbejdet af den ved kgl. resolutioner af 25. juli 1910 og 19. juni 1912 nedsatte kommission)

’Man har haft under Overvejelse her at stille den enkelte Præst helt frit,

...

Man har dog ment, at en saadan Frihed for Præsterne vilde være for stor en Indskrænkning i de læge Menighedsmedlemmers Ret,

...

Den foreslaaede Ordning med Hensyn til ubetinget Fritagelse for at vie fraskilte synes at være vel grundet i de praktiske Vanskeligheder, som vort Samfundsliv her har haft, og i den kirkelige Usikkerhed overfor Problemet, medens den borgerlige Lovgivning forlængst har taget sit Parti.’

Den nugældende bestemmelse i bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om præsters ret til at nægte at foretage vielse af fraskilte er udfærdiget med hjemmel i § 17, stk. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (nu lovbek. nr. 147 af 9. marts 1999).

Under udvalgsbehandlingen af lovforslaget der dannede grundlag for loven, blev kirkeministeren spurgt om han ønskede at opretholde reglen om at folkekirkens præster kan nægte at vie fraskilte. Kirkeministeren henviste i svaret bl.a. til de ovenfor anførte bemærkninger i kommissionsbetænkningen af 1913 om den ubetingede fritagelse for at vie fraskilte. Kirkeministeren tilføjede (Folketingstidende 1968-69, tillæg B, sp. 1931)

’...

For mange præster i folkekirken er vielse af fraskilte fremdeles stridende mod deres samvittighed. Den gældende bestemmelse tager rimeligt hensyn hertil, og efter kirkeministeriets opfattelse er der ikke anledning til at overveje spørgsmålet om indførelse af en regel, der mod sådanne præsters samvittighed pålægger dem en ubetinget pligt til i alle tilfælde at foretage vielse af folkekirkemedlemmer, også når den ene af parterne eller de begge er fraskilt.

...’

På dette grundlag må det umiddelbart antages at præsters ret til at nægte at vie fraskilte er uden særlige begrænsninger for så vidt angår nødvielse.

Også ordlyden af § 2, stk. 5, 2. pkt. – som er helt generel – støtter denne antagelse. Endvidere indeholder bekendtgørelsen i § 2, stk. 3, og § 3, stk. 1, regler for nødvielse som fraviger de regler der i almindelighed gælder for vielse inden for folkekirken. Derimod er der ikke i bekendtgørelsen givet særlige regler angående præsters ret til at nægte at vie fraskilte i forbindelse med nødvielse.

Bekendtgørelsens § 2, stk. 3, er en præcisering af ægteskabslovens § 19, stk. 2, hvorefter vielse kan foretages selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af ægteskabsbetingelserne hvis der på grund af en af parternes sygdom er alvorlig fare for at en udsættelse af vielsen vil medføre at denne ikke kan finde sted. I forarbejderne til denne bestemmelse er der ikke anført noget af betydning for spørgsmålet om præsters ret til at nægte at foretage nødvielse af fraskilte.

Herefter må det antages at den ret som tilkommer en præst til at nægte at foretage vielse af en fraskilt, gælder i samme omfang ved nødvielse som ved almindelig vielse. Medlemslovgivningen kan efter min opfattelse ikke ændre herpå, jf. nedenfor i afsnit 3. Ansættelsesretligt har det den betydning at det ikke kan betragtes som en tjenesteforseelse at en præst af samvittighedsgrunde har nægtet at foretage nødvielse af fraskilte. Dette forhold kan derfor ikke danne grundlag for disciplinære sanktioner, ligesom en diskretionær afskedigelse med henvisning til dette forhold må anses for udelukket.

2. Det spørgsmål der herefter må tages stilling til, er om Kirkeministeriet i almindelighed i forbindelse med besættelsen af en ledig præstestilling kan lægge vægt på oplysninger om at en ansøger ikke vil foretage nødvielse af fraskilte, selv om der ikke kan lægges vægt på denne omstændighed i forbindelse med en afskedigelse.

Ved min bedømmelse af dette spørgsmål har jeg for det første lagt vægt på at der i almindelighed ikke er mulighed for ved ansættelse i den offentlige forvaltning at lægge vægt på forhold som ikke ville kunne indgå som et sagligt kriterium i forbindelse med en afskedigelse. De almindelige forvaltningsretlige regler er udformet således at det såvel ved ansættelse som ved uansøgt afskedigelse af medarbejdere i den offentlige forvaltning tilstræbes at forvaltningen har tilknyttet de efter saglige kriterier bedst kvalificerede medarbejdere. Ved valg blandt ansøgere til en stilling gælder således at stillingen skal søges besat med den efter et sagligt skøn bedst kvalificerede medarbejder, og tilsvarende må forvaltningen udelukkende varetage saglige hensyn i forbindelse med en afskedigelse, jf. Ole Hasselbalch, Ansættelsesretten, 2. udg. (1997), s. 98 og 214ff, og Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig Arbejdsret (1998), s. 92ff og 279ff, samt Østre Landsrets dom af 4. august 1988 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1988, s. 962) og Vestre Landsrets dom af 9. oktober 1998 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 172). De hensyn som lovligt kan tillægges betydning ved ansættelse, kan ofte også tillægges betydning ved afskedigelse, og ved diskretionær afskedigelse af et større antal ansatte på samme arbejdssted må det – med støtte i den almindelige grundsætning ved ansættelse hvorefter en stilling skal søges besat med den bedst kvalificerede ansøger – antages at myndigheder skal søge at beholde de mest kvalificerede medarbejdere, jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 168ff. Der er således efter den almindelige forvaltningsrets regler en nær sammenhæng mellem de forhold der sagligt kan lægges vægt på i forbindelse med en ansættelse, og de forhold som kan indgå i forbindelse med en diskretionær afskedigelse. Denne sammenhæng kan ses også i forbindelse med afskedigelse af disciplinære grunde som det illustreres af sagen omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1986, s. 86. I denne sag havde Kirkeministeriet og den pågældende biskop ved afgørelsen om hvorvidt en ansøger opfyldte betingelserne for (gen-)-ansættelse som præst i folkekirken, navnlig ladet indgå vurderinger af risikoen for at der ved ansøgerens genansættelse ville opstå samarbejdsvanskeligheder svarende til dem som nogle år forinden havde ført til at denne var blevet afskediget disciplinært fra folkekirken. Jeg anførte i min udtalelse bl.a. at det generelt ikke giver mig anledning til bemærkninger at dette kriterium anvendes ved vurderingen af om der kan ske genansættelse i folkekirken. Tilsvarende fandt Højesteret i U 1995.621 at Kirkeministeriet havde været berettiget til efter afskedigelsen af en præst at tilkendegive at pågældende i en vis periode efter afskedigelsen var udelukket fra at komme i betragtning til andre stillinger som præst i folkekirken.

Ikke kun forvaltningsrettens almindelige regler om ansættelse og afskedigelse i det offentliges tjeneste fremviser en betydelig grad af overensstemmelse mellem de forhold der kan lægges vægt på i forbindelse med en afgørelse om henholdsvis ansættelse og uansøgt afskedigelse. Det samme gør sig gældende ved de særlige bestemmelser i lovgivningen der fastslår at bestemte forhold ikke må indgå når en arbejdsgiver træffer ansættelsesretlige afgørelser.

Flere bestemmelser af denne art fastslår udtrykkeligt at de forhold bestemmelserne angår, hverken må indgå ved arbejdsgiverens afgørelse om ansættelse eller ved en afgørelse om afskedigelse. Det er således i § 2, stk. 1, i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (lov nr. 459 af 12. juni 1996) udtrykkeligt fastslået at forskelsbehandling på grundlag af race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse ikke må foretages i forbindelse med ansættelse, afskedigelse, forflyttelse og forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Tilsvarende er det i §§ 2 og 4 i ligebehandlingsloven (lovbek. nr. 213 af 3. april 1998 om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v.) bestemt at en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser og for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder ved afskedigelse. Endvidere er det bestemt i lov nr. 100 af 4. marts 1921 om lige adgang for kvinder og mænd til tjenestestillinger og hverv at kvinder og mænd under samme betingelser har lige adgang til alle ved lov bestemte tjenestestillinger og hverv under stat og kommune.

§ 9 i ligebehandlingsloven indeholder en bestemmelse om at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær eller har været fraværende på grund af graviditet, barsel eller adoption. Bestemmelsen omtaler ikke spørgsmålet om hvorvidt disse forhold kan inddrages i forbindelse med en afgørelse om ansættelse af en medarbejder; men i retspraksis og den juridiske litteratur er det lagt til grund at bestemmelsen i lovens § 2, der angår ligebehandling i forbindelse med ansættelse i stillinger, også regulerer spørgsmål om afslag på ansættelse under henvisning til en ansøgers graviditet.

Alligevel synes netop graviditet og barselsorlov at være et hensyn der kan indgå med en lidt anden vægt ved ansættelse end ved uansøgt afskedigelse. Mens det står fast at afskedigelse af en medarbejder under henvisning til at hun er gravid eller på barselsorlov, er retsstridig, synes det i retspraksis at være lagt til grund at undladelse af at ansætte en gravid i et vikariat ikke strider mod ligebehandlingsloven hvis hun på grund af graviditeten ikke vil kunne bestride stillingen i en væsentlig del af vikariatet. Jeg henviser til Lars Svenning Andersen, Funktionærret, 2. udg. (1998), s. 93f og 542ff, samt Østre Landsrets dom af 27. januar 1986 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1986, s. 424) og Østre Landsrets dom af 25. februar 1998 (13. afd. B 1197/1997) som er omtalt i Oluf Emborg og Per Schaumburg-Müller, Offentlig Arbejdsret (1998), s. 101. I almindelighed må afvisning af at ansætte en ansøger under henvisning til at hun er gravid, dog anses for at stride mod ligebehandlingsloven og de til grund herfor liggende EU-retlige regler, jf. EF-Domstolens dom af 8. november 1990 (sag C-177/88). Spørgsmålet kan ikke anses for fuldt ud afklaret.

§ 16 c i den kommunale styrelseslov (lovbek. nr. 810 af 28. oktober 1999 om kommunernes styrelse) bestemmer at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager fordi denne er opført på en kandidatliste til et kommunalvalg eller er valgt til en kommunalbestyrelse. I tilfælde af en afskedigelse påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre at bestemmelsen i § 16 c er overholdt, jf. § 16 d, stk. 1. Disse bestemmelser vedrører heller ikke spørgsmålet om hvorvidt det nævnte forhold kan inddrages i forbindelse med en ansættelse, men spørgsmålet er dog berørt i forarbejderne, jf. Folketingstidende 1994-95, s. 3284, og tillæg B, s. 521, hvor et mindretal i Folketinget gav udtryk for at bestemmelsen i § 16 d sandsynligvis ville få den virkning at virksomhederne ville afholde sig fra at ansætte folk de kun med stort besvær kan afskedige. Udtalelsen kan dog kun tillægges begrænset betydning for det foreliggende spørgsmål. Det må således også for § 16 c i den kommunale styrelseslov anses for tvivlsomt om der er grundlag for en antagelse om at de i bestemmelsen nævnte forhold sagligt kan inddrages i forbindelse med en myndigheds afgørelse om ansættelse af en medarbejder, selv om de ikke kan inddrages i forbindelse med en afgørelse om afskedigelse af en medarbejder.

Noget tilsvarende kan anføres om lovgivningen vedrørende handicappedes adgang til arbejdsmarkedet. Bestemmelsen i § 3, stk. 1, i loven om kompensation til handicappede i erhverv m.v. (lov nr. 293 af 14. maj 1998 med senere ændring) fastslår at en offentlig arbejdsgiver i forbindelse med besættelsen af en ledig stilling har pligt til at give fortrinsadgang til personer der på grund af et handicap har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked, hvis vedkommende er lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere. Loven (og den til loven knyttede bekendtgørelse nr. 825 af 8. november 1999) tager efter sin ordlyd ikke stilling til om en offentlig arbejdsgiver kan tillægge et handicap negativ betydning i forbindelse med en afgørelse om at afskedige en medarbejder. Men da loven ifølge § 1 har til formål at styrke og stimulere handicappede personers muligheder for beskæftigelse med det formål at give disse de samme muligheder for erhvervsudøvelse som personer uden handicap, må det antages at mulighederne for at tillægge handicappet betydning er den samme i forbindelse med en uansøgt afskedigelse som ved en ansættelse.

Det kan ikke helt udelukkes at der på enkelte områder kan være forskel på afgørelser om ansættelse og om uansøgt afskedigelse med hensyn til muligheden for sagligt at inddrage bestemte kriterier. Ud over det ovenfor anførte om ansættelse af en gravid i et vikariat kan nævnes Lars Nordskov Nielsens responsum om offentligt ansattes ytringsfrihed – med særlig sigte på overenskomstansatte DJØF’ere, offentliggjort i DJØF-bladet nr. 22/1987. I responsumet er det anført at hvis en medarbejder hos en myndighed har fremsat en enkelt lovlig offentlig ytring der er kritisk over for tjenestestedet, kan det ikke i sig selv danne grundlag for afskedigelse. Derimod kan det ikke afvises at der må tages hensyn til om en fuldmægtig der kandiderer til en kontorchefstilling, har en sådan holdning til vedkommende sagsområdes problemer at der er et tilfredsstillende grundlag for samarbejde mellem ministeren (og departementschefen) og kontorchefen, ligesom det ikke kan afvises at der ved en sådan holdningsvurdering efter omstændighederne kan lægges vægt på indholdet af en enkelt kritisk artikel.

Der findes ikke regler i lovgivningen eller retsafgørelser der belyser dette spørgsmål. Men selv om der eventuelt måtte være forskel på en offentlig arbejdsgivers mulighed for at lægge vægt på en medarbejders offentligt fremsatte lovlige ytringer i forbindelse med henholdsvis en afskedigelse og en forfremmelse, har dette efter min opfattelse ikke selvstændig betydning for det generelle spørgsmål om hvorvidt forhold der ikke kan indgå som et sagligt kriterium ved en myndigheds afgørelse om at afskedige en medarbejder, i almindelighed kan indgå ved en afgørelse om ansættelse af en medarbejder.

Herefter må det samlet antages at de forhold som en offentlig arbejdsgiver ikke sagligt kan lægge vægt på ved en afgørelse om uansøgt afskedigelse af en medarbejder, i hvert fald i almindelighed heller ikke kan indgå ved en afgørelse om ansættelse af en medarbejder. Dette taler efter min opfattelse imod en antagelse om at Kirkeministeriet i almindelighed skulle være berettiget til i forbindelse med besættelsen af en ledig præstestilling at lægge vægt på oplysninger om at en ansøger ikke vil foretage nødvielse af fraskilte, selv om der ikke kan lægges vægt på denne omstændighed i forbindelse med en afskedigelse.

Herudover har jeg ved min bedømmelse af dette spørgsmål lagt vægt på at bestemmelsen i § 2, stk. 5, 2. pkt., i bekendtgørelsen om vielse inden for folkekirken bygger på en forudsætning om at spørgsmålet om hvorvidt en præst skal vie en fraskilt, er et samvittighedsanliggende som kun den pågældende præst kan tage stilling til. Det synes ikke vel foreneligt med denne ordning at et sådant anliggende, der efter sin natur alene angår den enkelte præst, skulle kunne indgå i en sag hvor Kirkeministeriet træffer afgørelse om hvorvidt en ansøger kan opnå en præstestilling.

På den baggrund er det min opfattelse at Kirkeministeriet i almindelighed ikke vil være berettiget til ved besættelse af en præstestilling at lægge vægt på oplysninger om at en ansøger ikke vil foretage nødvielse af fraskilte. Jeg bemærker at jeg ikke herved har taget stilling til i hvilket omfang menighedsrådene (og biskopperne) kan lægge vægt på dette spørgsmål når de medvirker ved ansættelse i præstestillinger, jf. kapitel 2 i loven om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (lov nr. 310 af 16. maj 1990 med senere ændring).

3. Spørgsmålet er herefter om der gælder en særlig regel ved besættelsen af stillinger som hospitalspræst eller præstestillinger som den De har søgt hvor betjeningen af et hospital indgår som en meget betydelig del af stillingens indhold. Denne særlige regel måtte indebære at Kirkeministeriet ved besættelsen af disse stillinger kan lægge vægt på at en ansøger har tilkendegivet at han agter at gøre brug af sin ret til at nægte at foretage nødvielse af fraskilte, også hvis omstændighederne ikke tillader at en anden præst tilkaldes.

Ved vurderingen af dette spørgsmål må det navnlig tages i betragtning om en sådan nægtelse vil kunne indebære at den ret til kirkelig betjening som tilkommer folkekirkens medlemmer, tilsidesættes. Reglerne om folkekirkens medlemmers ret til kirkelig betjening findes som nævnt i kapitel 3 i loven om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning. Størst betydning i denne forbindelse har § 6, stk. 1, som er gengivet ovenfor. Det fremgår af denne bestemmelse at den ret til kirkelig betjening som tilkommer et medlem af folkekirken, kun gælder i forhold til præsten eller præsterne for den menighed som medlemmet tilhører. Der er ikke i loven givet særskilte regler om retten til kirkelig betjening for hospitalsindlagte. Dette må indebære at også et medlem af folkekirken som er indlagt på et hospital, kun har en egentlig ret til kirkelig betjening i forhold til præsten eller præsterne for den menighed som medlemmet tilhører. Dette kan dog kun tillægges begrænset betydning idet en hospitalspræst efter de regler som gælder for hans ansættelsesforhold, må antages at være forpligtet til at betjene hospitalsindlagte uanset at disse ikke tilhører hans egen menighed i lovens forstand, jf. betænkning nr. 769/1976 om revision af lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m., s. 43.

I bemærkningerne til det lovforslag som dannede grundlag for loven om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning (Folketingstidende 1990-91, 2. saml., tillæg A, sp. 2337), er det anført at bestemmelsen i § 6, stk. 1, svarer til § 20 i lovbek. nr. 759 af 7. december 1987. I forarbejderne til denne bestemmelse er bl.a. anført følgende (betænkning nr. 769/1976 om revision af lov om kirkers brug m.v., s. 40)

’Reglen i § 17, stk. 1, [som svarede til § 20 i den senere vedtagne lov; min bemærkning] hjemler dog ikke menighedens medlemmer nogen ubetinget ret til under alle omstændigheder at blive kirkeligt betjent, idet reglen må forstås med respekt af de bestemmelser, der gælder om dåb, konfirmation, vielse og begravelse m.m. Disse bestemmelser kan medføre, at en person, der er medlem af en folkekirkelig menighed, i visse tilfælde ikke har en ubetinget ret til at få en kirkelig handling udført af menighedens præst. Således kan en præst iflg. § 2, stk. 5, 2. pkt., i kirkeministeriets bekendtgørelse af 15. december 1969 om kirkelig vielse inden for folkekirken nægte at vie en fraskilt.’

I bemærkningerne er det således udtrykkeligt anført at folkekirkens medlemmer ikke har en ubetinget ret til under alle omstændigheder at blive kirkeligt betjent, og der er i den forbindelse direkte henvist til at en præst har ret til at nægte at foretage vielse af en fraskilt. Der er ikke i denne forbindelse gjort en undtagelse for nødvielser, og der er ikke belæg for at der skulle gælde særlige regler for hospitalspræster eller præster for hvem betjeningen af et hospital indgår som en meget betydelig del af stillingens indhold. Loven og dens forarbejder giver således for så vidt ikke belæg for den opfattelse at præster – herunder hospitalspræster – ved at nægte at foretage nødvielse af en fraskilt tilsidesætter den ret til kirkelig betjening som tilkommer den pågældende.

Ved vurderingen af dette spørgsmål må formålet med de fastsatte bestemmelser dog også inddrages. Det må således efter min opfattelse antages at formålet med reglerne i lovens kapitel 3 er at foretage en nærmere regulering af den ret til kirkelig betjening som tilkommer folkekirkens medlemmer, mens det har ligget uden for lovens formål at give regler der under visse omstændigheder kunne medføre at et medlem af folkekirken helt blev afskåret fra relevant kirkelig betjening. En vis støtte for dette synspunkt kan efter min opfattelse findes i bestemmelsen i lovens § 6, stk. 2, der sikrer at endog medlemmer af folkekirken bosat i udlandet har ret til kirkelig betjening under midlertidigt ophold her i landet. Tilsvarende har formålet med bestemmelsen i § 2, stk. 5, 2. pkt., i bekendtgørelsen om vielse i folkekirken alene været at sikre præster for hvem vielse af fraskilte strider mod deres samvittighed, en ret til at afvise at foretage en sådan vielse, mens det næppe har været tilsigtet at bestemmelsen skulle kunne give anledning til situationer hvor fraskilte medlemmer af folkekirken helt blev afskåret fra en kirkelig vielse.

Årsagen til at det ikke er blevet anset for nødvendigt at lade dette komme til udtryk i bestemmelsens ordlyd, er antagelig en forudsætning om at vielse af en fraskilt altid vil kunne gennemføres af en anden præst end præsten for den menighed som den fraskilte tilhører. I forarbejderne til lov nr. 276 af 30. juni 1922 om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning kan hentes nogen støtte for dette synspunkt.

Lovforslaget blev fremsat første gang i Folketinget den 11. april 1919 under den daværende radikale regering. Lovforslaget indeholdt ikke regler om præsters ret til at nægte at foretage vielser, men under Folketingets fornyede behandling af forslaget indsatte et flertal uden om regeringen en helt generel nægtelsesret som § 35

’§ 35. Mener en Præst af religiøse Grunde ikke at kunne eller burde foretage en Vielse, er han berettiget til at undslaa sig for at foretage den, og det staar da Parterne frit for at henvende sig til en hvilken som helst anden Præst om Vielsens Foretagelse.’

Det af Folketinget vedtagne forslag blev herefter fremsat i Landstinget. Under Landstingets 1. behandling af lovforslaget den 10. marts 1920 udtalte justitsminister Zahle bl.a. følgende om § 35 (Rigsdagstidende, Landstingets forhandlinger, 72. ordinære samling, 1919-20, sp. 1324)

’Hvis man nu gaar over til, at Præsten frit skal kunne nægte dette, kan Borgerne derved let komme i en vanskelig Situation. Og er der en Præst, som nægter det, ved jeg ikke, hvorfor der skulde være en anden Præst, som skulde sige ja; vi faar vel ikke Præster af forskellige Grader, saa at man kan mene, at naar een ikke vil, er der nok en anden, som vil. Snarere maa man gaa ud fra, at naar en Præst har svaret nej, vil allerede af den Grund alle andre Præster i Landet meget betænke sig paa at gøre det; ’

Hertil anførte Venstres ordfører, Hauch, bl.a. følgende (a.st., sp. 1327)

"Det er ikke saaledes, at naar en Præst har nægtet at vie et Par, saa nægter andre Præster det ogsaa, fordi de ikke vil vie Parret, naar een har nægtet det. Det er ikke ud fra kollegiale Hensyn, at man behandler dette Spørgsmaal, det er en Samvittighedssag for vedkommende Præst, og med Samvittighedssager er det ikke som med andre Sager, at man føler sig bunden af andres Samvittighed end sin egen. Derfor vil det Tilfælde ganske sikkert komme til at foreligge adskillige Gange, at en Præst nægter at vie et Par, men at man saa møder en anden Præst, som er meget villig til at foretage Vielsen."

Lovforslaget bortfaldt efterfølgende, men blev senere genfremsat med ændringer af den tiltrådte Venstreregering. Reglen om præsters nægtelsesret fandtes i forslagets § 29, stk. 4, som havde følgende ordlyd

’§ 29.

...

En Præst i Folkekirken er kun pligtig at foretage en Vielse, saafremt begge Brudefolkene hører til Folkekirken, og en af dem derhos er Medlem af hans Menighed. Præsten kan dog nægte at vie en fraskilt. Mener han iøvrigt af religiøse Grunde ikke at kunne eller burde foretage en Vielse, skal han forelægge Biskoppen Sagen; denne afgør da efter en Undersøgelse af samtlige Sagens Omstændigheder, om den paagældende Præst bør fritages for at foretage Vielsen.’

Under Landstingets 1. behandling af forslaget den 7. december 1921 anførte justitsminister Rytter bl.a. følgende (Rigsdagstidende, Landstingets forhandlinger, 74. ordinære samling, 1921-22, sp. 432)

’Det ærede Medlem var inde paa Bestemmelsen i § 29 om, at Præsterne skal være frit stillet. Jeg synes i og for sig, det er ganske naturligt, at Præsterne bliver til en vis Grad frit stillet med Hensyn til, om de vil vie et Par eller ikke.

...

Naar man tager den Konsekvens, at de paagældende kan blive viet af en hvilken som helst Præst og kan blive borgerlig viet, synes jeg, det er ganske rimeligt at give ogsaa Præsten lidt og at tillade ham at sige: her er to Folk, hvis Forhold jeg synes er et saadant, at jeg ikke kan vie dem. Jeg er i alt Fald ikke bange for at overlade det til Præsterne, og jeg tror absolut ikke, at Bestemmelsen vil give Anledning til Misbrug. Hvis den skulde give Anledning til Misbrug, vilde dette efter min Opfattelse noget skyldes de vedkommende selv. Det ærede Medlem og jeg erindrer godt det Tilfælde her fra København, hvor en Mand havde fattet saa stor Kærlighed til en bestemt Præst, at han endelig vilde vies af ham og ikke af nogen anden. Hvis denne Mand endelig vilde vies kirkeligt, tror jeg, det havde været let for ham at blive viet af en anden Præst, og at da overhovedet ingen vilde have skænket dette en Tanke.’

De citerede bemærkninger tyder på – som ovenfor anført – at det har været en forudsætning for vedtagelsen af bestemmelsen om præsters ret til ubetinget at nægte at vie fraskilte at vielsen altid vil kunne gennemføres af en anden præst end præsten for den menighed som den fraskilte tilhører.

Det må dog erkendes at det retskildemæssige grundlag for denne antagelse er spinkelt.

Uden at tage endelig stilling til spørgsmålet kan det herefter efter min opfattelse ikke udelukkes at Kirkeministeriet vil være berettiget til, ved besættelsen af stillinger som hospitalspræst og præstestillinger som den De søgte, at lægge vægt på at en ansøger har tilkendegivet at han ikke vil foretage nødvielse af en fraskilt, uanset om omstændighederne ikke tillader at en anden præst tilkaldes.

I sådanne situationer må der imidlertid stilles store krav til dokumentationen for at folkekirkens medlemmers rettigheder vil blive afgørende tilsidesat, dvs. at Kirkeministeriet må kunne sandsynliggøre at foretagelse af nødvielse under omstændigheder der umuliggør tilkaldelse af en anden præst, er et ikke ubetydeligt led i ansættelsesforholdet.

Jeg har forstået Kirkeministeriet således at der generelt i forbindelse med foretagelse af nødvielse på hospitaler vil forekomme situationer hvor vielsen på grund af en af parternes kritiske tilstand ikke vil kunne gennemføres hvis vielsen skal afvente tilkaldelse af en anden præst end hospitalspræsten.

Kirkeministeriet har imidlertid i den konkrete sag ikke bestridt Deres oplysning om at der på grundlag af antallet af samtlige nødvielser – dvs. også nødvielse af personer som ikke var fraskilt – på (Y) Hospital i perioden 1991-96 måtte forventes mindre end én nødvielse i løbet af ansættelsesperioden på 4 måneder.

På den baggrund er det min opfattelse at Kirkeministeriet ikke har opfyldt det nævnte dokumentationskrav i Deres sag.

Sammenfattende er det således min opfattelse at selv om det ikke ganske kan udelukkes at Kirkeministeriet ved afgørelsen af hvem der var bedst egnet til stillingen som konstitueret sognepræst ved (X) Kirke i Københavns Stift i perioden 1. februar til 31. maj 1997 lovligt kunne lægge vægt på Deres tilkendegivelser vedrørende foretagelse af nødvielse af fraskilte, måtte en nødvendig forudsætning herfor dog være at ministeriet kunne sandsynliggøre at foretagelse af nødvielse under omstændigheder der umuliggør tilkaldelse af en anden præst, ville være et ikke ubetydeligt led i det konkrete ansættelsesforhold af fire måneders varighed. Da Kirkeministeriet ikke har dokumenteret at denne forudsætning var opfyldt, har ministeriet således heller ikke været berettiget til at lægge vægt på Deres tilkendegivelser om at De ikke ville foretage sådanne nødvielser.

Jeg har gjort Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse. Da den pågældende ansættelsesperiode imidlertid for længst er udløbet, har jeg ikke grundlag for at henstille til Kirkeministeriet at genoptage behandlingen af sagen.”

Afslag på ansættelse som præst med henvisning til ansøgerens holdning til nødvielse af fraskilte

I perioden 1. februar til 31. maj 1997 skulle stillingen som sognepræst ved X Kirke i Københavns Stift besættes midlertidigt ved konstitution. Til stillingen var knyttet en forpligtelse til at betjene Y Hospital. Betjeningen af hospitalet udgjorde ca. 75 pct. af stillingens indhold.

I et brev til Kirkeministeriet af 8. januar 1997 indstillede Biskoppen over Københavns Stift en anden ansøger til stillingen. Efterfølgende meddelte biskoppen den 14. januar 1997 at denne indstilling ikke kunne opretholdes, men at han i stedet indstillede at A blev udnævnt.

Biskoppen over Københavns Stift meddelte den 22. januar 1997 Kirkeministeriet at han agtede at ordinere ansøgeren i stillingen ved ordination i X Kirken den 2. februar 1997.

Kirkeministeriet meddelte A i et brev af 24. januar 1997 at ministeriet påtænkte at ansætte A i ovennævnte stilling. Ministeriet meddelte i et brev af samme dato til Biskoppen over Københavns Stift at ministeriet havde truffet beslutning om ansættelse af A i stillingen når de sædvanlige ansættelsesbetingelsers opfyldelse forelå dokumenteret.

Kirkeministeriet har i en udtalelse til mig af 29. september 1998 bl.a. skrevet følgende om forståelsen af udtrykket "de sædvanlige ansættelsesbetingelsers opfyldelse"

"Med nævnte udtryk, der alene er anvendt i ministeriets brev af 24. januar 1997 til biskoppen, sigtes primært til de almindelige ansættelsesbetingelser, der fremgår af kapitel 1 i lov nr. 310 af 16. maj 1990 om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., § 7 i bekendtgørelse nr. 397 af 16. juni 1993 om uddannelse på pastoralseminarierne og § 1 i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning, samt tjenestemandslovgivningen. Der er tale om ansættelsesbetingelser som ministeriet påser er opfyldt, før ansættelse kan finde sted.

Ved førstegangs ansættelser af teologiske kandidater og andre personer, der er berettigede til at søge præstestilling i folkekirken, er det fast praksis i meddelelsen fra ministeriet til den der ansættes at tilkendegive, at det er en forudsætning for ansættelsen, at den pågældende ordineres. Tilkendegivelsen gives normalt i ministeriets meddelelse om ansættelse til den person, der ansættes, jf. herved vedlagte standardkoncept for tidsbegrænset ansættelse i vikariater. Ansættelsesbrevet sendes derimod til biskoppen, der først udleverer ansættelsesbrevet til den det vedrører, sædvanligvis i forbindelse med præstevielsen (afgivelse af præsteløftet og ordinationen m.m.).

I den foreliggende sag blev det imidlertid aldrig aktuelt at sende sådan meddelelse, idet biskoppen på grund af stillingsbesættelsens hastende karakter allerede i breve af henholdsvis 3. og 4. februar 1997 meddelte ministeriet, at han trak indstillingen om ansættelse af (A) i den ledige stilling tilbage."

I et brev til Kirkeministeriet af 3. februar 1997 skrev Biskoppen over Københavns Stift til Kirkeministeriet at han ikke fandt at kunne ordinere A idet A efter hans opfattelse ikke opfyldte de kirkelige vilkår og forudsætninger der var nødvendige for at kunne bestride den pågældende stilling.

Biskoppen skrev bl.a. følgende

"Ved min afgørelse har jeg for det første lagt afgørende vægt på, at der er tale om en stilling, der først og fremmest er oprettet med henblik på betjening af (Y) Hospital. Således gav (A) utvetydigt udtryk for, at han ikke under nogen omstændigheder ville foretage nødvielse af fraskilte, heller ikke hvis omstændighederne umuliggjorde tilkaldelse af en anden præst. (A) ville i sådanne situationer alene øve sjælesorg, hvilket jeg finder uacceptabelt for indehaveren af en stilling som hospitalspræst.

For det andet havde (A) reservationer over for et fuldt gudstjenestefællesskab med sin biskop, bl.a. ved ordinationsgudstjenesten. Han erklærede således klart, at han ikke efter selve ordinationen kunne deltage i den efterfølgende altergang, som jeg skulle forestå, på grund af mine teologiske holdninger. Hans erklærede demonstrative reservation over for sin biskop ved selve ordinationsgudstjenesten, finder jeg ligeledes uacceptabel.

For det tredie var hans mulige reservationer over for forvaltning af sakramenterne ikke på nuværende tidspunkt tilfredsstillende afklaret."

Biskoppen tilføjede i et brev til ministeriet af 4. februar 1997 at hans indstilling om ansættelse af A i den pågældende stilling med henvisning til brevet af 3. februar 1997 skulle betragtes som bortfaldet.

Kirkeministeriet skrev herefter til A den 5. februar 1997 at han ikke kunne ansættes i stillingen som fungerende sognepræst i X Kirke med forpligtelse til at betjene Y Hospital. Ministeriet henviste til at A over for Biskoppen over Københavns Stift utvetydigt havde givet udtryk for at han under ingen omstændigheder ville foretage nødvielse af fraskilte.

Den 2. marts 1997 bad A Kirkeministeriet om en uddybning af begrundelsen for afslaget. A henviste til præsters ret til at nægte at vie fraskilte.

Kirkeministeriet svarede den 2. april 1997 bl.a. følgende

"I § 2, stk. 5, i Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om vielse inden for folkekirken er der givet præster adgang til at nægte at vie fraskilte.

Det er imidlertid et grundlæggende vilkår i stillinger som hospitalspræster, at præster i nødsituationer også er villige til at foretage nødvielser.

Det har således været ministeriets vurdering, at De på grund af Deres reservation med hensyn til foretagelse af kirkelig vielse af fraskilte i enhver situation – herunder nødvielser – ikke vil kunne bestride stillingen som hospitalspræst, hvorfor stillingen er besat til anden side."

I et brev af 13. maj 1997 stillede A følgende yderligere spørgsmål til Kirkeministeriet

"...

Svarbrevet af 2. april rejser nogle spørgsmål, som jeg meget gerne ønsker afklaret

1. I brevet anfører Kirkeministeriet, at det er et grundlæggende vilkår , at man i hospitalspræstestillinger skal foretage vielser af fraskilte i nødsituationer. Jeg undrer mig over dette, når der i alle andre præstestillinger, hvor den samme nødsituation kan opstå, tilsyneladende er frihed til at håndhæve mit standpunkt i henhold til Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 § 2, stk. 5. Jeg anmoder derfor venligst om et svar på, hvoraf dette grundlæggende vilkår fremgår.

2. Jeg må også stadig undre mig over, at man først ansætter mig og bekendtgør det i aviser m.m. og dernæst afskediger mig med begrundelsen om nødvielser, idet jeg jo, allerede efter ansøgningsfristens udløb, klart redegjorde for mit standpunkt for provst og menighedsråd. Min undren bliver ikke mindre, når det i den konkrete situation drejer sig om en 75% stilling i fire måneder, og der statistisk set ville blive tale om mindre end én vielse af en sådan karakter (denne udregning er foretaget på baggrund af samtlige nødvielser på (Y) Hospital fra 1991-96, og der er ikke skelnet mellem nødvielser af fraskilte og nødvielser, som jeg godt ville kunne have forestået). Det hele bliver så meget mere uforståeligt, idet jeg, efter at være blevet forelagt af (biskoppen), at et medlem har ret til kirkelig betjening, spurgte, om det ville være tilstrækkeligt med en liste på 20 præster, der havde erklæret sig villige til at træde til i nødsituationen, men fik nej.

Jeg skal venligst anmode Kirkeministeriet om at oplyse baggrunden for først at ansætte mig og dernæst afskedige mig med denne begrundelse."

Den 16. juli 1997 besvarede Kirkeministeriet A’s spørgsmål og skrev bl.a. følgende

"Med hensyn til de spørgsmål, som De nu har rejst i Deres brev af 13. maj 1997, kan man supplerende oplyse, at der ikke på noget tidspunkt i forløbet har været etableret et ansættelsesforhold, idet ministeriets brev af 24. januar 1997 ikke er et ansættelsesbrev.

Da De imidlertid har rejst spørgsmål med hensyn til ministeriets skønsudøvelse i forbindelse med ansættelsessagen, henleder man særligt opmærksomheden på, at ministeriet har en generel forpligtelse til at ansætte den ud fra en helhedsvurdering bedst egnede blandt de stillingsansøgere, der kan komme i betragtning til ansættelse i en given stilling. Ministeriets skønsbeføjelser som ansættelsesmyndighed er – ud over hvad der følger af bestemmelserne i lov nr. 310 af 16. maj 1990 om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. – alene undergivet sædvanlige forvaltningsretlige begrænsninger i relation til den skønsmæssige afvejning af hvilken af flere kvalificerede ansøgere en stilling som den omhandlede skal besættes med.

Det forhold, at ministeriet som nævnt i brevet af 2. april, som et kriterium, har givet udtryk for, at det er et grundlæggende vilkår i stillinger som hospitalspræster, at præster i nødsituationer også er villige til at foretage nødvielser, er ikke et sagligt uvedkommende hensyn at opstille for sådanne specialpræstestillinger.

Bestemmelsen i § 2, stk. 5, i Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om vielse inden for folkekirken om, præsters adgang til at nægte at vie en fraskilt konstituerer ikke en begrænsning i ministeriets adgang til at foretage en skønsmæssig afvejning.

Endelig bemærkes det, at ministeriet intet har bekendtgjort vedrørende ansættelsessagens behandling."

I et brev af 22. oktober 1997 til Kirkeministeriet kommenterede A ministeriets svar til ham af 16. juli 1997. Han skrev bl.a. følgende

"I det uddybende svar anfører Kirkeministeriet, at det er et grundlæggende vilkår, at en hospitalspræst i nødsituationer er villig til at foretage nødvielser, og at dette ikke er et sagligt uvedkommende hensyn at opstille for sådanne specialpræstestillinger. Ministeriet anfører endvidere, at afgørelsen hviler på et skøn. Heri kan jeg ikke være uenig med Kirkeministeriet. Det er vel egentlig et grundlæggende vilkår for enhver stilling som præst. Det afgørende for mig er, om dette grundlæggende vilkår også gælder nødvielser af fraskilte.

Da jeg muligvis har misforstået Kirkeministeriets brev af 2. april 1997, skal jeg derfor venligst anmode Kirkeministeriet om at oplyse, hvorvidt det er korrekt forstået, at Kirkeministeriet i den konkrete sag har skønnet, at dette grundlæggende vilkår om villighed til at foretage nødvielser også bør udstrækkes til at gælde nødvielser af fraskilte. Og at dette skøn bygger på en vurdering af den særlige karakter netop opgaverne i tilknytning til (Y) Hospital har, og ikke på min overbevisning og person. En sådan afgørelse ville jeg kunne forstå.

Hvis Kirkeministeriet derimod mener, at det er et grundlæggende vilkår i enhver stilling som hospitalspræst, at den pågældende er villig til at foretage nødvielser af fraskilte, har jeg sværere ved at forstå afgørelsen, og vil endnu engang bede om en nærmere uddybelse heraf, gerne med henvisning til litteratur eller konkrete afgørelser.

Jeg har ikke kunnet finde nærmere i litteratur eller praksis om et sådant grundlæggende vilkår. Det ville vel også stride mod den frihed, der er indeholdt i § 2, stk. 5, i Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om vielse inden for folkekirken. Jeg er da også bekendt med et eksempel på, at en person, der ikke foretager nødvielser af fraskilte, indenfor de senere år er ansat i en præstestilling med hospitalsforpligtelse."

Kirkeministeriet meddelte den 14. november 1997 A at ministeriet kunne henholde sig til brevene af 2. april og 16. juli 1997, og at ministeriet ikke havde yderligere at tilføje til sagen.

I et brev af 9. december 1997 bad A mig om at undersøge sagen. A anførte bl.a. følgende

Jeg har svært ved at forstå, at det kan være lovligt, at indstille mig til en konkret stilling og bekendtgøre denne ansættelse til offentligheden, og derefter trække den tilbage med begrundelsen om, at jeg ikke ønsker at foretage nødvielser af fraskilte, når jeg lang tid forinden både overfor præster, menighedsråd og biskoppens ansvarlige i denne sag, provst ( ), utvetydigt har givet mit standpunkt til kende.

Kirkeministeriet har anført, at det er 'et grundlæggende vilkår i stillinger som hospitalspræster, at præster i nødsituationer også er villige til at foretage nødvielser'. Ministeriet har ikke villet uddybe dette nærmere med henvisning til regler eller praksis på trods af, at jeg har anmodet herom. Jeg har ligeledes svært ved at forstå, hvordan et grundlæggende vilkår kan forenes med en skønsudøvelse, som Kirkeministeriet også har anført som begrundelse.

Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 indeholder i § 2, stk. 5, en bestemmelse, der indebærer en ret for præster til af samvittighedsgrunde at nægte at vie fraskilte. Hvis det er korrekt, at det er et grundlæggende vilkår for enhver stilling som hospitalspræst, at man i nødsituationer er villig til at foretage nødvielser af fraskilte, bryder Kirkeministeriet væsentligt med denne paragraf og udelukker derved en gruppe af teologer fra bestemte stillinger. Kan det være rigtigt?

Hvis Kirkeministeriet har ret til en sådan vurdering, hvordan stiller det så præster, der ikke ønsker at foretage nødvielser af fraskilte, hvad enten de er ansat med hospitalsforpligtelse (jeg er selv vidende om én, som er ansat indenfor de seneste år!), eller som almindelig sognepræst havner i en situation, hvor nødvielse ønskes?"

Jeg sendte den 22. december 1997 A’s brev videre til Kirkeministeriet til besvarelse og skrev samtidig bl.a. følgende til A

"Den 9. december 1997 klagede De til mig. I den forbindelse anførte De blandt andet at De havde kendskab til en person som inden for de seneste år var blevet ansat som præst med hospitalsforpligtelse, og som – ligesom De – ikke ønskede at foretage nødvielse af fraskilte. Jeg forstår Deres bemærkninger således at De mener at De har været udsat for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.

Sådan som sagen er oplyst for mig, har Kirkeministeriet ikke (direkte) taget stilling til dette spørgsmål.

På den baggrund har jeg i dag sendt Deres brev med bilag videre til Kirkeministeriet til besvarelse.

Jeg beder Dem afvente Kirkeministeriets svar før De tager stilling til om der er grundlag for at klage til mig. Jeg gør i den forbindelse opmærksom på at en klage til ombudsmanden skal være indgivet 'inden et år efter, at forholdet er begået' (§ 13, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Hvis De – når De har modtaget ministeriets svar – ønsker at klage til mig over afslaget af 5. februar 1997, vil jeg anse en klage indgivet fire uger efter ministeriets svar for rettidig."

Kirkeministeriet svarede A den 2. april 1998. Kirkeministeriet skrev at ministeriet ikke var i besiddelse af oplysninger der bekræftede A’s udsagn om at han havde kendskab til en anden person som ikke ønskede at foretage nødvielse af fraskilte, men som inden for de seneste år alligevel var blevet ansat som præst i folkekirken med forpligtelse til at betjene et hospital.

I et brev til mig af 19. april 1998 fastholdt A sin klage af 9. december 1997. A skrev samtidig at han ikke så nogen grund til at trække den pågældende anden person ind i sagen da dette ikke havde nogen indflydelse på de principielle spørgsmål som A rejste i sin klage til mig af 9. december 1997.

Jeg bad den 17. juli 1998 Kirkeministeriet og Biskoppen over Københavns Stift om en udtalelse i anledning af A’s klage.

Biskoppen over Københavns Stift udtalte den 26. august 1998 til Kirkeministeriet bl.a. følgende

"I denne anledning skal jeg indledningsvis præcisere, at Kirkeministeriet ikke har haft mulighed for at ansætte (A) som fungerende sognepræst ved (X) Kirke med forpligtelse til at betjene (Y) Hospital, idet han ikke var ordineret. (A)’s utilfredshed med forløbet af denne sag må således skyldes, at han føler, at han uberettiget er blevet nægtet ordination.

I mit brev af 3. februar 1997 til Kirkeministeriet har jeg gjort rede for årsagerne til, at jeg ikke kunne ordinere (A) til den pågældende stilling. Forud herfor er begrundelserne meddelt til (A) under et møde den 30. januar 1997 i anledning af afbrydelsen af den såkaldte bispeeksamen den foregående dag. Idet jeg i øvrigt kan henholde mig til mit brev af 3. februar 1997, skal jeg oplyse, at de i brevet nævnte tre begrundelser efter min opfattelse hver for sig har været tilstrækkelige som begrundelse for min afgørelse om at nægte ordination. Supplerende kan jeg oplyse følgende.

For det første finder ordination i hvert fald som udgangspunkt kun sted til et bestemt embede. Det har derfor været berettiget at inddrage det forhold i overvejelserne, at der for 75%'s vedkommende var tale om en stilling som hospitalspræst, hvor nødvielser, herunder af fraskilte, teoretisk må være noget hyppigere forekommende end for en almindelig sognepræst. (A) gav imidlertid gentagne gange utvetydigt udtryk for, at han ikke – selv om det var umuligt at tilkalde en anden præst – under nogen omstændigheder ville foretage nødvielse af fraskilte. Også fraskilte medlemmer af folkekirken har imidlertid i henhold til medlemskabslovgivningen ret til kirkelig betjening, der også omfatter retten til at få foretaget en kirkelig vielse, herunder en nødvielse. At der eventuelt i Den Danske Folkekirke måtte være præster med holdninger svarende til (A)’s, udelukker efter min opfattelse ikke, at man i forbindelse med en ordination som forudsætning for etablering af et ansættelsesforhold foretager en mere restriktiv vurdering af en ansøger i forhold til de for folkekirken gældende bestemmelser, end der foretages af allerede ansatte som forudsætning for deres fortsatte ansættelse i folkekirken.

For det andet gav (A) klart udtryk for, at han på grund af mine teologiske holdninger ikke efter ordinationen kunne deltage i den efterfølgende altergang, som jeg skulle forestå. Dette er et så eklatant brud på den folkekirkelige orden, at en ordination af (A) ville savne mening.

(A) ville for det tredje ikke umiddelbart udelukke, at han – ligeledes klart i strid med vor kirkes orden – på egen hånd ville indføre betingelser for dåb og nadver. Jeg er klar over, at (A) efterfølgende har erklæret, at indførelse af kirketugt ikke ville finde sted, uden at spørgsmålet forinden var drøftet med biskoppen. Hvis dette tredje forhold forelå isoleret, ville jeg derfor næppe nu afslå at ordinere den pågældende.

Afslutningsvis skal jeg i lyset af det nævnte om at ordinere til en bestemt stilling henvise til slutningen af mit brev af 3. februar 1997, hvorefter ordinationen til en anden stilling ikke kan anses for udelukket, såfremt (A) ændrer holdning med hensyn til gudstjenestefællesskab med biskoppen."

Kirkeministeriet henholdt sig i en udtalelse til mig af 29. september 1998 til ministeriets breve til A og tilføjede bl.a. følgende

"Vedrørende spørgsmålet om betydningen af biskoppens samtaler med (A) kan ministeriet fortsat henholde sig til det, biskoppen har skrevet i sin erklæring af 3. februar 1997

'I denne anledning skal jeg meddele, at jeg som forudsætning for ordination har afholdt bispeeksamen den 29. og 30. januar 1997. På baggrund af gennemførelsen af denne eksamen finder jeg imidlertid ikke at kunne ordinere (A), der efter min opfattelse ikke opfylder de kirkelige vilkår og forudsætninger, der er nødvendige for at kunne bestride den pågældende stilling.'

Ministeriet har herved lagt vægt på, at biskoppen i fornævnte erklæring havde udtalt, at (A) gav 'utvetydigt udtryk for, at han ikke under nogen omstændigheder ville foretage nødvielse af fraskilte, heller ikke hvis omstændighederne umuliggjorde tilkaldelse af en anden præst.'

Ministeriet må beklage den misvisende formulering af næstsidste afsnit på side 1 i ministeriets brev af 16. juli 1997 til (A), der giver indtryk af, at passusen: 'når de sædvanlige ansættelsesbetingelsers opfyldelse foreligger dokumenteret' blev anvendt i brevet af 24. januar 1997 til (A).

Med hensyn til den udbedte særlige redegørelse for begrundelsen for ikke at ansætte (A) sammenholdt med bestemmelsen i § 2, stk. 5, i Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om foretagelse af vielse inden for folkekirken skal ministeriet bemærke følgende

Ministeriet har i sine breve af henholdsvis 5. februar og 2. april 1997 til (A) direkte henvist til det hovedhensyn, der var afgørende for ministeriets beslutning om ikke at ansætte ham, men i stedet for lade stillingen besætte med den ansøger, som biskoppen oprindeligt havde indstillet til ansættelse. Ministeriet anser begrundelsen for dækkende og fyldestgørende i forvaltningsretlig henseende.

Bestemmelsen i ovennævnte bekendtgørelse giver præster ansat i folkekirken adgang til at nægte at vie en fraskilt. Præster i folkekirken nyder efter denne bestemmelse en særlig 'samvittighedsbeskyttelse'. Ministeriet har i brev af 16. juli 1997 afslutningsvis tilkendegivet, at denne regel efter ministeriets opfattelse ikke konstituerer en begrænsning i ministeriets adgang til at foretage en skønsmæssig afvejning. Hermed sigtes til de vurderinger, der er foretaget i den konkrete ansættelsessag med hensyn til (A)’s egnethed til at bestride den ansøgte stilling."

A bemærkede i et brev til mig af 1. november 1998 bl.a. følgende til biskoppens og Kirkeministeriets udtalelser

"Selvom korrespondancen med Kirkeministeriet, herunder det senest fremsendte bilag, i nogen grad svarer på spørgsmålet, om der har eksisteret et ansættelsesforhold, finder jeg ikke, at spørgsmålene 2-4 i mit brev til Dem af 9. december 1997, som er årsagen til henvendelsen, er blevet besvaret.

Det er med andre ord stadig spørgsmålet, om det ikke er en tilsidesættelse af den lovbefæstede ret til af samvittighedsgrunde at nægte at vie fraskilte, når Kirkeministeriet hævder, at det er et 'grundlæggende vilkår', at man som hospitalspræst er villig til at foretage nødvielser af fraskilte. Og jeg finder fortsat ikke, at Kirkeministeriet har givet nogen begrundelse for dette 'grundlæggende vilkår', som man henviser til i afgørelserne til mig.

Dette spørgsmål, som jeg uden held har søgt svar på, og som allerede har fået store konsekvenser i mit tilfælde og vil få det for mig selv og andre ansøgere i fremtiden, beder jeg Dem at vurdere.

Hermed bliver det også klart, at de to andre forhold, som Biskoppen nævner i henhold til samtalerne ved bispeeksaminerne, som på intet tidspunkt har været inddraget af Kirkeministeriet og som i høj grad må siges at vedrøre Folkekirkens lære og forkyndelse, i denne sammenhæng er uvedkommende."

Kirkeministeriet meddelte den 5. januar 1999 at ministeriet og Biskoppen over Københavns Stift ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”Afgrænsning af ombudsmandens undersøgelse

Folkekirken er omfattet af ombudsmandens virksomhed bortset fra spørgsmål der direkte eller indirekte vedrører kirkens lære eller forkyndelse, jf. § 9 i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand.

Min undersøgelse af sagen er derfor begrænset til spørgsmålet om hvorvidt Deres tilkendegivelse vedrørende foretagelse af nødvielse af fraskilte var et lovligt kriterium i Kirkeministeriets afvejning af hvem der var bedst egnet til stillingen som konstitueret sognepræst ved (X) Kirke i perioden 1. februar til 31. maj 1997.

Efter min gennemgang af sagens akter må jeg lægge til grund at De ikke har fået ansættelsesbrev eller anden bindende meddelelse fra ministeriet om ansættelse. De har derfor ikke været ansat af Kirkeministeriet.

Regelgrundlaget

Ved sager om ansættelse i det offentlige indgår de almindelige forvaltningsretlige regler som en væsentlig del af retsgrundlaget. I denne sag er det navnlig reglerne om saglig forvaltning som har betydning.

Reglerne om folkekirkens medlemmers ret til kirkelig betjening findes i kapitel 3 i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning. Udgangspunktet for kirkelig betjening af kirkens medlemmer findes i lovens § 6, stk. 1, som har følgende ordlyd

’§ 6. Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører, jf. § 5. Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er løst sognebånd.’

Reglerne om præsters forpligtelse til at foretage vielse fremgår af bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om vielse inden for folkekirken § 2, stk. 5. Bestemmelsen har følgende ordlyd

’§ 2.

...

Stk. 5. En præst har kun pligt til at foretage en vielse, såfremt begge parter hører til folkekirken, og en af dem er medlem af hans menighed. Præsten kan dog nægte at vie en fraskilt. Mener han iøvrigt af religiøse grunde ikke at kunne eller burde foretage en vielse, skal han forelægge biskoppen sagen. Denne afgør da, om præsten bør fritages for at foretage vielsen.’

Bekendtgørelsen indeholder endvidere følgende bestemmelser om nødvielse i § 2, stk. 3, og § 3, stk. 1

’§ 2.

...

Stk. 3. Er der på grund af en af parternes sygdom alvorlig fare for, at en udsættelse af vielsen vil medføre, at denne ikke kan finde sted, hvilket så vidt muligt skal godtgøres ved lægeerklæring, kan vielse foretages, selv om prøvelse af ægteskabsbetingelserne ikke har fundet sted ved de bevisprøvende myndigheder. Præsten skal i så fald i det omfang, det efter forholdene må anses for forsvarligt, foretage prøvelse af ægteskabsbetingelserne efter lovens kapitel 1. Parterne skal altid skriftligt eller mundtligt erklære, at der ikke på grund af slægtskab eller tidligere ægteskab er noget til hinder for ægteskabet, jfr. lovens §§ 6 og 9. Umiddelbart efter vielsen skal præsten afgive indberetning om denne til vedkommende borgerlige myndighed.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Kirkeministeriet havde givet en ansøger afslag på ansættelse i en midlertidig stilling som sognepræst med forpligtelse til at betjene et hospital. Afslaget var begrundet med at ansøgeren havde givet udtryk for at han under ingen omstændigheder ville foretage nødvielse af fraskilte.

Ombudsmanden fastslog at den ret som en præst har til at nægte at foretage vielse af fraskilte, gælder i samme omfang ved nødvielser som ved almindelige vielser. Ansættelsesretligt kan det derfor ikke danne grundlag for disciplinær sanktion eller diskretionær afskedigelse hvis en præst af samvittighedsgrunde nægter at vie fraskilte.

Ved ansættelse i den offentlige forvaltning er der i almindelighed ikke mulighed for at lægge vægt på forhold som ikke vil kunne indgå som et sagligt kriterium i forbindelse med en afskedigelse. Ombudsmanden mente dog at det ikke ganske kunne udelukkes at Kirkeministeriet ved besættelse af en ledig stilling som hospitalspræst mv. ville være berettiget til at lægge vægt på en ansøgers tilkendegivelser om nødvielse af fraskilte. Kirkeministeriet måtte imidlertid i en sådan situation kunne sandsynliggøre at nødvielse under omstændigheder hvor det er umuligt at tilkalde en anden præst, ville være et ikke ubetydeligt led i ansættelsesforholdet. Da denne betingelse ikke var opfyldt i den konkrete sag, var Kirkeministeriet ikke berettiget til at lægge vægt på ansøgerens tilkendegivelser om nødvielse af fraskilte. (J.nr. 1998-1194-810).