Nabo ikke klageberettiget i byggesag. Partsstatus

Nabo ikke klageberettiget i byggesag. Partsstatus

Århus Kommune gav den 12. maj 1999 gav ejeren af X-vej nr. ( ) byggetilladelse til opførelse af et sommerhus på grunden.

I brev af 23. maj 1999 til Århus Kommune gjorde A opmærksom på at udgravningen til sommerhusbyggeriet i skrænten gav rystelser der kunne mærkes i hans hus på toppen af skrænten, med fare for sætning i husets fundament.

A rettede fornyet henvendelse til kommunen den 20. juni 1999. Han skrev bl.a. at byggeriet var i strid med byggelovens bestemmelser om bebyggelsesprocent og afstandskrav til naboskel. Desuden oversteg husfacaden gældende regler herom. Der var heller ikke foretaget nabohøring. Endvidere oplyste han at udgravningen i skrænten havde været af en sådan størrelsesorden at det havde bevirket jordskred og revner i hans hus, og han bad derfor kommunen om at iværksætte et byggestop.

I brev af 28. juni 1999 meddelte kommunen A at gravearbejdet var blevet bragt til ophør og ikke måtte genoptages før det var dokumenteret at der var sikkerhed for at skrænten kunne forblive stabil.

Kommunen besvarede den 28. juni 1999 de øvrige klagepunkter. Bebyggelsesprocenten var udregnet på grundlag af indlagte niveauplaner og udgjorde 9,9 hvilket overholdt lovens krav. Desuden var reglerne om afstand til skel og husfacadens højde overholdt.

I brev af 9. juli 1999 klagede A til Naturklagenævnet der videresendte klagen til Århus Statsamt som rette klagemyndighed. Han skrev bl.a. følgende

”I september 1998 påtalte jeg over for Århus Kommune, at der på ejendommen (X)-vej nr. ( ) blev foretaget en meget voldsom jordafgravning, der var til fare for, at min grund, der er beliggende ovenfor (X)-vej nr. ( ), kunne skride ned. Århus Kommune bad bygherren ' stoppe udgravningen omgående og de tilstødende grundes terræn sikres mod nedskridning'.

Udgravningen blev standset, men i løbet af vinteren skete små og store jordskred.

Efterfølgende er grunden solgt, og den nye ejer påbegyndte i maj d.å. atter udgravning til et byggeri, som jeg mener overtræder diverse love og regler, og jeg vedlægger til Deres orientering og brug følgende

Jeg beder Dem venligst oplyse mig om rigtigheden af kommunens benævnelser af henholdsvis garage-, kælder- (med en beboelsesgrad på 3,51 m2 ) og stueetage. For mig er betegnelsen kælder-, stueetage og 1. sal!

Spørgsmålet er herefter: Benytter Århus Kommune en ulovlig fremgangsmåde, når de udformer lokalplaner, og når de giver byggetilladelser.

Sluttelig kan jeg oplyse, at nabohøring ikke har fundet sted, men at byggeriet dog atter er stoppet på grund af manglende sikring af skrænten.”

Århus Statsamt bad i brev af 10. august 1999 kommunen om en udtalelse. I brevet tilkendegav statsamtet at man opfattede klageren som part i sagen.

Århus Kommune afgav en udtalelse den 20. august 1999. Kommunen anført bl.a. at man betragtede huset som et sommerhus i ét plan placeret i tre niveauer på en stærkt skrånende grund. Kommunen redegjorde herefter for hvorledes det samlede etageareal var udregnet. Angående nabohøring anførte kommunen at projektet overholdt lovens bestemmelser hvorfor naboorientering ikke var påkrævet.

I brev af 26. august 1999 til statsamtet skrev kommunen at sommerhuset ikke umiddelbart ville kunne ses fra A’s ejendom idet kippen på sommerhuset var placeret ca. 0,70 m under terrænet på A’s ejendom. Man skulle således gå helt hen til hækken på A’s ejendom for at kunne se ned på taget på sommerhuset. Kommunen kunne ikke vurdere om klageren var klageberettiget, men sommerhuset lå ikke umiddelbart i det synsfelt der udgjorde den naturlige udsigt fra A’s ejendom.

Ved brev af 1. september 1999 blev A partshørt over kommunens brev af 26. august 1999.

A kommenterede i brev af 1. september 1999 kommunens udtalelse af 20. august 1999. Han bestred at der var tale om et enetageshus og stillede forskellige spørgsmål om definitionen af kælderrum.

I brev af 29. september 1999 meddelte statsamtet A at han ikke var klageberettiget. Statsamtet skrev bl.a. følgende

”Den 8. september 1999 meddelte De telefonisk statsamtet, at årsagen til Deres klage er, at Deres hus har taget skade af det pågældende byggeri, idet Deres hus slår revner. De er desuden bange for, at skrænten, hvorpå det pågældende byggeri har fundet sted, vil skride. De meddelte, at det således alene er af sikkerhedsmæssige årsager, at De klager. For Dem har det ingen betydning, hvilket hus, der bliver bygget, og om bygningsreglementets bestemmelser, herunder f.eks. bebyggelsesgraden, bliver overholdt.

Det fremgår af sagens øvrige akter, at De fra Deres ejendom kun kan se taget på byggeriet på (X)-vej nr. ( ), når De står for enden af Deres grund og kigger nedad.

I følge byggelovens § 23, stk. 3, kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter byggelovgivningen påklages af afgørelsens adressat og andre, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.

Statsamtet finder på baggrund af ovenstående oplysninger, at De ikke er klageberettiget i følge byggeloven.

Det er statsamtets opfattelse, at De ikke har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald for så vidt angår statsamtets stillingtagen til, om de formelle regler i bygningslovgivningen er overholdt. Statsamtet har lagt afgørende vægt på, at udsigten fra Deres ejendom ikke umiddelbart generes af det pågældende byggeri.

Det tilføjes, at statsamtet ikke har kompetence til at tage stilling til, om Deres ejendom har taget skade som følge af byggeriet på (X)-vej nr. ( ). Kompetencen hertil er ved de almindelige domstole."

I brev af 22. november 1999 bad B på vegne af A statsamtet om at revurdere sagen. B anførte bl.a. at A som nabo klart var klageberettiget. Desuden havde hans eventuelle subjektive grunde til at indgive klage ingen relevans for afgørelse af spørgsmålet om klageberettigelse. Endvidere anførte B følgende

”For at undgå enhver misforståelse, skal vi tillade os at gøre opmærksom på, at klagerens bekymringer vedrørende det igangværende byggeri bl.a. skyldes, at det er hans opfattelse, at kommunens fortolkning af bestemmelserne i byggelovens §§ 6 A, 6 B, 6 C, 8, 9, (12 hvor klage dog er udelukket) samt de relevante bestemmelser i bygningsreglementet, medfører akut risiko for skade på klagers ejendom. Klageren mener – hvilket vi kun kan støtte ham i – at kommunens konkrete anvendelse af de nævnte bestemmelser er baseret på en klar fejlagtig fortolkning (dvs. et retligt spørgsmål, som kan indbringes for statsamtet). Klagerens udtalelse i telefonen over for statsamtet om, at det er uden betydning for ham, hvilket hus der bliver bygget, eller om bygningsreglementets bestemmelse bliver overholdt, skal naturligvis forstås således, at han ikke ville klage, hvis han ikke havde ovennævnte bekymring. De nævnte udtalelser kan statsamtet ikke anvende som grundlag for at afvise klagen allerede på det formelle grundlag. Dvs. at klagerens udtalelser, der er fremsat under en telefonsamtale i en situation, hvor han ikke kunne overskue, hvad udtalelsen ville blive (mis)brugt til, ingen relevans har ved stillingtagen til dennes individuelle væsentlige interesse i at få efterprøvet sagens retlige spørgsmål.”

Statsamtet fastholdt i brev af 17. december 1999 til B afgørelsen. Statsamtet skrev bl.a. følgende

”1. I Deres brev anfører De på side 2, at det er almindelig anerkendt, at en nabo til en ejendom betragtes som berørt på en måde, der er så væsentlig og individuel efter de bygningsregulerende bestemmelser, at der foreligger retlig interesse.

Statsamtet deler ikke Deres opfattelse heraf.

Statsamtet finder, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret vurdering af, om en nabos interesse i en byggesag er individuel og væsentlig. En nabo er således efter statsamtets opfattelse ikke pr. definition klageberettiget.

2. I Deres brev anfører De endvidere på side 2, at byggelovens § 22 beskytter naboers individuelle interesse.

Statsamtet er delvis enig heri.

Bestemmelsen i byggelovens § 22 skal sikre, at bygningsmyndighederne ikke dispenserer fra visse bygningsregulerende bestemmelser uden først at have givet naboerne mulighed for at fremkomme med bemærkninger til dispensationsansøgningen.

Byggelovens § 22, stk. 2, skal dog efter statsamtets opfattelse ikke forstås således, at enhver nabo, som skal orienteres om dispensationsansøgninger, er klageberettiget. For at være klageberettiget skal den almindelige forvaltningsretlige betingelse om væsentlig og individuel interesse i sagens udfald være opfyldt, jf. byggelovens § 23, stk. 3, – medmindre klagen vedrører handicapforhold og indsendes af visse handicaporganisationer.

3. De har endvidere i Deres brev anført, at (A) har klaget, idet han er bekymret for eventuelle skader på sin ejendom, og idet han mener, at Århus Kommune klart har fejlfortolket visse af bestemmelserne i byggeloven og i bygningsreglementet.

De har for så vidt angår klagens materielle indhold præciseret, at klagen vedrører

· antallet af etager,

· udregning af bebyggelsesprocent, og

· bebyggelsens højde og afstand.

Statsamtet finder under henvisning til beliggenheden af det pågældende hus set i forhold til beliggenheden af (A)’s hus, at en evt. fejlfortolkning fra Århus Kommunes side af byggelovgivningens regler vedr. bebyggelsesprocent, højde og afstande ikke medfører sådanne gener for (A), at der foreligger en væsentlig, individuel interesse i sagens udfald.

Statsamtet har herved også lagt vægt på oplysningerne fra Århus Kommune om, at der foreligger landinspektørerklæring om, at afstanden fra byggeriet til skellet på (A)’s ejendom overholder bestemmelserne derfor ( 5 m ). Denne afstand fremgår også af tegningerne over byggeriet.

Det fremgår af sagen, at Århus Kommune har foretaget en vurdering af, hvilke foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre omkringliggende grund og bygninger, jf. byggelovens § 12. Statsamtet har ikke kompetence til at tage stilling til hensigtsmæssigheden af kommunens vurdering i den henseende.

Hvis (A)’s ejendom beskadiges som følge af byggeriet, kan der eventuelt anlægges et civilt søgsmål mod ejeren og/eller Århus Kommune.”

Herefter klagede B i brev af 10. januar 2000 til mig.

Statsamtet har i brev af 26. januar 2000 henholdt sig til afgørelsen.

Ombudsmandens udtalelse

” 1. Statsamtets afgørelse

Byggelovens § 23, stk. 3, (lovbekendtgørelse nr. 452 af 24. juni 1998) har denne ordlyd

’ § 23.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages af afgørelsens adressat og andre, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.

’

Bestemmelsen blev indsat i byggeloven ved lov nr. 1083 af 29. december 1997. Af forarbejderne til denne lov (Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 2175) fremgår bl.a. følgende

’Ifølge byggelovens § 23 kan kommunalbestyrelsens afgørelser for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til statsamtet eller – for Københavns og Frederiksberg kommuner – til Boligministeriet. Det har ikke hidtil fremgået af byggeloven, hvem der har klagekompetence.

Det foreslås derfor, at det præciseres, hvem der er klageberettiget i forhold til de afgørelser, kommunalbestyrelsen træffer.’

Afgrænsningen af kredsen af klageberettigede er sammenfaldende med den almindelige forståelse af hvem der kan anses for part i en afgørelsessag. I forarbejderne til forvaltningsloven (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 133 og 134) er bl.a. anført følgende

’Lovforslagets partsbegreb omfatter for det første ansøgere, dvs. personer, der til en forvaltningsmyndighed har indgivet ansøgning om en ydelse, tilladelse eller lignende. Endvidere omfatter partsbegrebet klagere, dvs. personer, der som klageberettigede har indgivet klage til en rekursinstans i en dem vedkommende sag. Også personer, til hvem et forbud eller påbud rettes eller vil blive rettet, vil have stilling som part i den pågældende sag. Partsbegrebet omfatter således typisk den eller dem, til hvem den afgørelse, der træffes, vil blive stilet, men også andre fysiske eller juridiske personer kan have stilling som part i sagen. På nogle områder vil f.eks. også kommuner og andre offentlige myndigheder kunne have partsstatus.

I de særlige tilfælde, hvor der kan opstå tvivl, må der navnlig lægges vægt på, hvor væsentlig den pågældendes interesse i sagen er, og hvor nært denne interesse er knyttet til sagens udfald.’

Partsbegrebet er nærmere omtalt i John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (3. udg., 1999), s. 258ff, Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 45ff, og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling (4. udg., 1995), s. 153ff.

Som det fremgår af forvaltningslovens forarbejder og af den nævnte litteratur – og af den praksis der heri er henvist til – er kerneområdet for partsbegrebet afgørelsens adressat; men også andre der har en mere afledet interesse i sagens udfald, kan efter omstændighederne have partsstatus. I tilfælde hvor en afgørelse har mere indirekte afledede virkninger for andre end adressaten, må der anlægges en konkret vurdering af hvor væsentlige de berørte interesser er, og herunder hvor stærkt behovet er for at den pågældende tillægges partsbeføjelser.

I sager om byggetilladelse vil en nabo ikke uden videre være part, men dette vil dog normalt være tilfældet hvis byggeriet beror på en dispensation og vil udsætte naboen for konkrete (væsentlige) gener, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 46.

I den foreliggende sag har statsamtet begrundet sin afgørelse således

’Statsamtet finder under henvisning til beliggenheden af det pågældende hus set i forhold til beliggenheden af (A)’s hus, at en evt. fejlfortolkning fra Århus Kommunes side af byggelovgivningens regler vedr. bebyggelsesprocent, højde og afstande ikke medfører sådanne gener for (A), at der foreligger en væsentlig, individuel interesse i sagens udfald.”

Statsamtet lagde afgørende vægt på at udsigten fra (A)’s hus ikke umiddelbart blev generet af det pågældende byggeri. Desuden lagde statsamtet vægt på at skelafstanden var overholdt.

Sidstnævnte forhold har ingen betydning for spørgsmålet om der foreligger klageberettigelse. En klages formål er jo netop at få statueret om reglerne er overholdt eller ej.

Statsamtets begrundelse er således væsentligst knyttet til eventuelle synsmæssige gener. De har ikke bestridt at de synsmæssige gener må anses for uvæsentlige, og statsamtets afgørelse er derfor på dette punkt for så vidt korrekt. Spørgsmålet er imidlertid om det er korrekt alene at lægge vægt på de synsmæssige gener og se bort fra de afledede virkninger af byggetilladelsen, nemlig risikoen for skade på klagerens ejendom.

Det antages normalt at en klage for at der foreligger klageberettigelse, skal relatere sig til hensyn som varetages af den lov og de bestemmelser heri som påberåbes. Det får derfor betydning om den påberåbte interesse vedrører forhold der er reguleret på anden måde.

Byggelovens bestemmelser om bebyggelsesprocent, højde og afstand samt antal etager er primært begrundet i et ønske om regulering af byggetæthed, friarealer, lysforhold og ensartethed. Ingen af disse bestemmelser tager umiddelbart sigte på risikoen for skade på anden ejendom, bortset fra brandrisiko.

Byggeloven indeholder imidlertid i § 12 følgende bestemmelse

’§ 12. Ved fundering, udgravning, ændring af terrænhøjde eller anden terrænændring på en grund skal, uanset om arbejdet i øvrigt er omfattet af loven, træffes enhver foranstaltning, der er nødvendig for at sikre omliggende grunde, bygninger og ledningsanlæg af enhver art.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til denne paragraf kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.’

Denne bestemmelse må i mangel af holdepunkter for andet antages udtømmende at gøre op med risiko for skade på omliggende ejendomme i forbindelse med udgravning og byggeri mv. De øvrige regler i byggeloven kan derfor ikke med rette påberåbes til varetagelse af sådanne hensyn, og det ville være en omgåelse af klagemulighederne hvis en klage til statsamtet begrundet i disse forhold alligevel blev accepteret.

Jeg har herefter ikke grundlag for at kritisere statsamtets afgørelse. Jeg anser det imidlertid for beklageligt at statsamtet lagde vægt på at skelafstanden var overholdt. Som anført ovenfor er dette forhold uden betydning for afgørelsen af om der foreligger klageberettigelse idet klagen netop har til formål at få fastslået om reglerne er overholdt. Statsamtet tog på denne måde i realiteten stilling til det pågældende klagepunkt. Jeg har gjort statsamtet bekendt med min opfattelse, men foretager mig herudover ikke mere vedrørende dette forhold.

2. Statsamtets begrundelse

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., skal begrundelsen for en afgørelse der beror på et administrativt skøn, angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Endvidere skal begrundelsen om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2.

En begrundelse skal efter § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (3. udg., 1999), s. 420.

Desuden skal en begrundelse i en vis udstrækning tage stilling til partsanbringender, jf. samme, s. 428f.

Statsamtet har i sin begrundelse redegjort for de forhold der er tillagt vægt. Begrundelsen giver imidlertid ingen forklaring på hvorfor der alene er lagt vægt på de synsmæssige gener og ikke på risikoen for skader på klagerens ejendom. Under hensyn til at klageren netop lagde afgørende vægt på denne risiko, havde det efter min opfattelse været hensynsfuldt om statsamtet udtrykkeligt havde forklaret hvorfor denne risiko ikke kunne tillægges betydning i den konkrete sag. Jeg anser det for beklageligt at statsamtet undlod dette. Jeg har gjort statsamtet bekendt med min opfattelse, men foretager mig ikke herudover mere vedrørende dette forhold.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Århus Statsamt afviste en klage fra en nabo til et byggeri med henvisning til at den pågældende ikke var klageberettiget: udsigten fra naboens ejendom ville ikke blive generet af det pågældende byggeri, og naboen havde derfor ikke en individuel, væsentlig interesse i spørgsmålet om hvorvidt byggelovens regler om bebyggelsesprocent, højde og afstand var overholdt.

Ombudsmanden udtalte at naboens interesse i at undgå skade på sin ejendom som følge af byggeriet var omfattet af byggelovens § 12 om iværksættelse af foranstaltninger til sikring af omliggende grunde mv. Afgørelser efter § 12 kan ikke påklages til statsamtet. Ombudsmanden kunne derfor ikke kritisere statsamtets afgørelse, men mente det var beklageligt at statsamtet havde lagt vægt på skelafstanden da dette forhold var uden betydning for spørgsmålet om klageberettigelse.

Det havde været hensynsfuldt om statsamtet i sin begrundelse udtrykkeligt havde forklaret hvorfor risikoen for skader på klagerens ejendom ikke kunne tillægges betydning. (J.nr. 2000-0144-160).