Påbud om tilslutning til offentligt kloaknet

§ 6 i offentlighedsloven (lov nr. 572 af 19. december 1985) indeholder følgende bestemmelse om offentlige myndigheders notatpligt

’ § 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

’

Reglerne om notatpligt er en del af de forvaltningsretlige regler, og tilsynsmyndighederne skal derfor påse at de overholdes.

Det fremgår af Deres brev til (X) Kommune af 17. maj 1992 og af kommunens brev til Dem af 2. marts 1993 at kommunens tekniske forvaltning på grundlag af en henvendelse fra Dem foretog en besigtigelse af Deres kloakeringsforhold i foråret 1992. I de sagsakter jeg har modtaget fra Tilsynsrådet for (Y) Amt, foreligger der ikke noget notat om resultatet af besigtigelsen. Jeg må derfor lægge til grund at kommunen ikke udarbejdede notat herom.

Jeg må endvidere lægge til grund at resultatet af besigtigelsen har haft betydning for (X) Kommunes afslag på Deres anmodning om godtgørelse af udgifter til oprensning af kloakken af 25. maj 1992, men at kommunen først i brev til Dem af 2. marts 1993 refererede til forhold som var konstateret ved besigtigelsen. Jeg bemærker i den forbindelse at notatpligten efter min opfattelse må antages at bestå uanset om sagsparten eventuelt selv er tilstede ved besigtigelsen, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1971, s. 163*.

Efter min opfattelse burde Tilsynsrådet for (Y) Amt derfor have taget stilling til om (X) Kommune havde overholdt reglerne om notatpligt for så vidt angår den foretagne besigtigelse.

Begrundelse

Ifølge forvaltningslovens § 22 har den der modtager en skriftlig afgørelse, krav på at afgørelsen er ledsaget af en begrundelse medmindre afgørelse fuldt ud giver den pågældende medhold. Forvaltningslovens § 24 fastsætter nærmere om de krav som begrundelsen skal opfylde. Bestemmelsen har følgende ordlyd

’ § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, idet omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’

De kommunale tilsynsmyndigheder har pligt til ved bedømmelsen af kommunale afgørelser at påse at forvaltningslovens regler om begrundelse er overholdt.

(X) Kommunes afslag på Deres anmodning om godtgørelse af udgifter til oprensning af kloakken af 25. maj 1992 indeholder ingen henvisning til de retsregler der dannede grundlag for afgørelsen.

Det samme gælder kommunens pålæg af 11. august 1993 om at al afledning af spildevand fra Deres ejendom senest den 30. april 1994 skulle tilsluttes til kloakken i (H-vej), og kommunens ændring af påbudet af 5. september 1994 således at tilslutning først skal ske ved ejerskifte. Disse afgørelser indeholder heller ikke henvisning til de hovedhensyn som har været bestemmende for kommunens skøn vedrørende tidspunktet for gennemførelsen af tilslutningen.

Særlig for så vidt angår afgørelsen af 5. september 1994, bemærker jeg at afgørelsen – selv om den stiller Dem bedre end afgørelsen af 30. april 1994 – ikke isoleret betragtet kan antages at være en begunstigende afgørelse. Afgørelsen er fortsat bebyrdende uanset at virkningen af afgørelsen er udsat til tidspunktet for overdragelsen af ejendommen. Afgørelsen er derfor omfattet af forvaltningslovens regler om begrundelsespligt.

I udtalelserne fra Tilsynsrådet for (Y) Amt af 10. juni 1996 og 17. november 1997 kommer tilsynsrådet ikke ind på spørgsmålet om hvorvidt begrundelserne for (X) Kommunes afgørelser opfylder forvaltningslovens krav. Som ovenfor anført er efterprøvelsen af overholdelsen af forvaltningslovens begrundelsesregler omfattet af tilsynsrådets tilsyn med kommunerne. Tilsynsrådet for (Y) Amt burde derfor have udtalt sig om begrundelserne og samtidig have taget stilling til de mangelfulde begrundelsers betydning for afgørelsernes lovlighed.

Jeg har gjort Tilsynsrådet for (Y) Amt bekendt med min opfattelse.

Oplysningsgrundlag

For en offentlig forvaltningsmyndighed gælder at myndigheden er ansvarlig for at de nødvendige oplysninger foreligger – og dermed for at de nødvendige undersøgelser er foretaget – forinden myndigheden træffer en afgørelse (officialprincippet).

Medmindre andet er fastsat i loven, er det myndigheden selv der afgør hvilke oplysninger som er nødvendige for at kunne træffe afgørelse i sagen. Denne vurdering forudsætter en konkret stillingtagen til hvad der i den enkelte sag er et tilstrækkeligt og forsvarligt grundlag for at kunne træffe den materielt rigtige afgørelse. Jeg henviser til Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret – Sagsbehandling (1995), s. 120ff, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 297ff.

Det antages endvidere at en myndighed er forpligtet til at genoptage behandlingen af en sag såfremt der i forbindelse med en genoptagelsesbegæring fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen at der er en vis sandsynlighed for at afgørelsen ville have fået et andet indhold hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedens oprindelige behandling af sagen. Jeg henviser til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, s. 611.

Som ovenfor anført skal tilsynsrådet bl.a. påse om kommunen har tilsidesat offentligretlige retsregler. Officialprincippet og reglerne om genoptagelse af en forvaltningsafgørelse er offentligretlige retsregler som er omfattet af tilsynsrådets tilsyn med kommunen. Tilsynsrådet skal således i forbindelse med efterprøvelsen af konkrete afgørelser fra kommunen påse om kommunen har foretaget en tilstrækkelig og forsvarlig sagsoplysning og i fornødent omfang har genoptaget behandlingen af tidligere afgjorte sager.

Tilsynsrådet for (Y) Amt skrev i udtalelsen af 10. juni 1996 bl.a. følgende til Dem

”

Som anført har Tilsynsrådet ikke kompetence til at tage stilling til de af Dem fremsatte klager over sagsbehandlingen. Det bemærkes herved, at det er kommunalbestyrelsen eller dens udvalg, der afgør, om der foreligger det fornødne grundlag for en beslutning eller en udtalelse.

”

Denne formulering i udtalelsen til Dem må efter min opfattelse mest naturligt forstås sådan at Tilsynsrådet for (Y) Amt ikke mente det faldt inden for rådets kompetence at tage stilling til om (X) Kommune havde foretaget en tilstrækkelig sagsoplysning. Tilsynsrådet for (Y) Amts har imidlertid i udtalelsen til mig af 18. august 1998 forklaret at man med formuleringen sigtede til spørgsmålet om kommunalbestyrelsesmedlemmers adgang til at kræve yderligere oplysninger tilvejebragt før kommunalbestyrelsen afgør en sag. Formuleringen sigtede således ikke på en borgers krav på at en offentlig myndighed drager omsorg for at de nødvendige undersøgelser foretages og de nødvendige oplysninger foreligger inden myndigheden træffer afgørelse i hans sag. Tilsynsrådet har samtidig beklaget den forkerte formulering af denne del af udtalelsen til Dem af 10. juni 1996.

Jeg må herefter lægge til grund at tilsynsrådet er enig i at tilsynet med kommunerne omfatter en efterprøvelse af om en kommune har foretaget en tilstrækkelig og forsvarlig sagsoplysning inden kommunen traf afgørelse i en konkret sag.

Jeg kan tilslutte mig tilsynsrådets beklagelse af formuleringen i udtalelsen af vedrørende dette forhold.

I samme udtalelse til mig af 18. august 1998 har Tilsynsrådet for (Y) Amt anført at tilsynsrådet ved afgivelsen af udtalelsen til Dem af 10. juni 1996 var opmærksom på at der forelå betydelig uklarhed om status for ejendommens kloak- og afledningsforhold på tidspunktet for kommunens oprindelige afgørelse. Tilsynsrådet fandt imidlertid ikke grundlag for at antage at det på dette tidspunkt havde været muligt for kommunen at tilvejebringe et mere fyldestgørende oplysningsgrundlag for kommunens afgørelse.

Forud for kommunens afgørelse af 25. maj 1992 om afslag på Deres anmodning om refusion af udgifter til kloakspuling havde kommunen foretaget besigtigelse af kloakforholdene på Deres ejendom. Som anført tidligere i afsnittet om notatpligten foreligger der ikke i sagen noget notat om omfanget og resultatet af denne besigtigelse. I brev af 17. maj 1992 har De anført at besigtigelsen vedrørte opgravningen på Deres grund samt gennemløbsbrønden på parkeringspladsen. De har endvidere anført at det under besigtigelsen konstateredes at gennemstrømningen af vand i gennemløbsbrønden var stor idet der i løbet af kort tid blev pumpet 10.000 liter vand op. (X) Kommune har ikke bestridt Deres oplysninger om besigtigelsen.

Forud for kommunens afgørelse af 11. august 1993 om pålæg om tilslutning til kloakken i (H-vej) havde kommunen gennemgået de gamle kloaksager samt gennemført en tv-undersøgelse af afledningsrørets tilstand. Tv-undersøgelsen var ikke vedlagt sagens akter som jeg modtog fra Tilsynsrådet for (Y) Amt, men (X) Kommune har anført følgende om undersøgelsen i henholdsvis brev til Dem af 11. august 1993 og i kommunens udtalelse til tilsynsrådet af 9. marts 1995

”

Du anfører herudover, at du ikke har modtaget en orientering om TV-undersøgelserne af ledningerne i området. Det kan du da ikke mene. Jeg har personligt gennemgået dem med dig her på forvaltningen, hvor vi så både billeder og kort over hvor lidt fjernsynet kunne gennemse.

”

”

Kloak-TV undersøgelsen afslørede, at den gamle ledning var i stærk nedbrud med mange brud og revner, samt at den mange steder var så tilstoppet af rødder, at man måtte opgive at få kameraet igennem.

”

Det fremgår af beslutningsprotokol af 19. maj 1993 for (X) Kommunes udvalg for teknik og miljø at det vedrørende de faktiske forhold blev lagt til grund at Deres ejendom kun var tilsluttet det offentlige kloaksystem med en del af afledningen mens resten ikke var tilsluttet det offentlige kloaksystem, men stadig udledtes til en gammel ledning.

Af udskrift fra beslutningsprotokol for møde i (X) Kommunes udvalg for teknik og miljø den 15. juni 1994 fremgår ligeledes at det vedrørende de faktiske forhold blev lagt til grund at Deres ejendom ikke fuldt ud var tilsluttet den offentlige kloak.

I en udtalelse fra (X) Kommune af 1. juni 1995 til Tilsynsrådet for (Y) Amt oplyste kommunen at man fortsat ikke var sikker på om den omhandlede ledning var tilsluttet den offentlige kloak.

I kommunens notat vedrørende sagen af 8. august 1995 var det anført at det centrale i sagen var at da Deres ejendom blev sluttet til den offentlige kloak i forbindelse med kloakering af byen, ’glemte’ kloakmesteren at tilslutte nogle afløb i den bageste del af ejendommen.

I en udtalelse til tilsynsrådet af 17. august 1995 oplyste (X) Kommune imidlertid at man på ny havde besigtiget forholdene på stedet. Kommunen havde i den forbindelse konstateret at den omhandlede ledning var tilsluttet den offentlige kloak i en unummereret brønd på brøndstrækning 21-22.

Det fremgår af (X) Kommunes afgørelser at kommunen ved afgørelserne havde lagt vægt på oplysningerne vedrørende ledningens tilslutningsforhold til den offentlige kloak.

Som det fremgår af ovenstående, havde (X) Kommune imidlertid ikke undersøgt ledningens udstrækning og tilslutningsforhold inden den traf afgørelse om afslag på Deres anmodning om refusion, om at Deres ejendom i sin helhed skulle tilsluttes den offentlige kloakledning i (H-vej), og om ændring af fristen for tilslutning til kloakledningen i (H-vej). Tilsynsrådet for (Y) Amt burde derfor efter min opfattelse have udtalt at der ikke forelå tilstrækkelige oplysninger i sagen på de tidspunkter hvor kommunen traf afgørelse i sagen. Jeg har lagt vægt på at oplysninger om ledningens udstrækning og tilslutningsforhold kunne få væsentlig betydning for kommunens stillingtagen til om ledningen var en integreret del af den offentlige kloakering i (X) by, og derfor var af central betydning for kommunens afgørelser i Deres sag. Jeg har desuden lagt vægt på at der ikke foreligger oplysninger om praktiske hindringer for at disse oplysninger blev tilvejebragt før afgørelserne blev truffet.

Da kommunen i udtalelsen af 17. august 1995 erkendte at den omhandlede kloakledning ikke som hidtil antaget var uden forbindelse med den offentlige kloakledning, men var tilsluttet denne i en unummereret brønd på brøndstrækning 21-22, foranledigede dette ikke at kommunen genoptog behandlingen af sagen. Efter min opfattelse kan denne situation i den konkrete sag – hvor De fra sagens begyndelse havde henvist til at ledningen var tilsluttet den offentlige kloak, men hvor kommunen hidtil havde haft den modsatte opfattelse og lagt vægt på denne opfattelse ved de trufne afgørelser – sidestilles med det ovenfor anførte om fremkomsten af væsentlige nye oplysninger i forbindelse med anmodninger om genoptagelse. Tilsynsrådet burde derfor have taget stilling til om fremkomsten af denne væsentlige nye oplysning gjorde det nødvendigt at kommunen genoptog sin behandling af sagen med henblik på at overveje om de tidligere trufne afgørelser skulle ændres.

Efter der er blevet bragt klarhed over spørgsmålet om den omhandlede lednings tilslutning til den offentlige kloak, er der fortsat væsentlige forhold i sagen som kommunen ikke har søgt at afdække. Det fremgår således af kommunens udtalelse af 17. august 1995 at det forventes at der vest for den nævnte unummererede brønd stadig er 180 m af kloakledningen med afløb til (X) Sø. Desuden oplyste kommunen i brevet af 19. oktober 1995 at det er korrekt at ledningen fra Deres ejendom fortsætter mod øst med en ukendt længde og placering. (X) Kommune har ganske vist i brevet af 12. august 1997 udtalt at Deres ejendom på daværende tidspunkt var den eneste der afledte spildevand til drænet, men det fremgår ikke hvilke faktiske oplysninger der har dannet grundlag for denne udtalelse. Jeg må derfor lægge til grund at der fortsat ikke foreligger sikre oplysninger om den omhandlede lednings udstrækning og tilslutningsforhold vest for den nævnte unummererede brønd og øst for Deres ejendom, herunder om eventuel tilslutning af andre ejendomme end Deres.

Allerede da kommunen modtog oplysningerne i Deres brev af 17. maj 1992 om den meget betydelige tilstrømning af spildevand til ledningen og om den tilsyneladende sammenhæng mellem ledningen og gennemløbsbrønden på parkeringspladsen ved ungdomsklubben, var der efter min opfattelse anledning til at undersøge de nævnte forhold nærmere. Oplysning om de nævnte forhold måtte antages at være af væsentlig betydning for om kommunen skulle træffe afgørelse i sagen over for andre grundejere end Dem. En undersøgelse af kloakledningens udstrækning og tilslutningsforhold måtte desuden antages at være af væsentlig betydning for kommunens forpligtelser til at ajourføre kommunens spildevandsplan og til at føre tilsyn med spildevandsanlæg i henhold til kapitel 3 og 16 i bekendtgørelse nr. 310 af 25. april 1994 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4. Denne bekendtgørelse er nu erstattet af bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999, men var gældende på tidspunktet for tilsynsrådets bedømmelse af sagen. Der foreligger ikke oplysninger om at det ville have været forbundet med praktiske vanskeligheder for kommunen at foretage de nævnte undersøgelser forud for de trufne afgørelser. Efter min opfattelse burde tilsynsrådet derfor også af disse grunde have anmodet kommunen om at give nærmere oplysninger om årsagen til at den ikke havde søgt at indhente disse oplysninger inden den traf afgørelse i sagen.

De kommunale tilsynsmyndigheder vil normalt indhente en udtalelse fra den pågældende ressortmyndighed inden de tager stilling til om en kommune har overtrådt regler i speciallovgivningen, jf. Emil le Maire og Niels Preisler, Lov om kommunernes styrelse med kommentarer, 2. udg. (1996), s. 246. I den foreliggende sag indhentede Tilsynsrådet for (Y) Amt to udtalelser fra Miljøstyrelsen. Spørgsmålet om hvorvidt (X) Kommune havde haft et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag i sagen, er ikke omtalt i udtalelserne der blot indeholder en bemærkning om at kommunens udtalelser i sagen tydede på at dokumentation for ledningens status ikke kunne fremskaffes. Miljøstyrelsen var af tilsynsrådet alene var blevet anmodet om at tage stilling til om (X) Kommunes afgørelser var i strid med lovgivningen på spildevandsområdet.

Herefter, og da den almindelige forvaltningsretlige lovgivning ikke hører under Miljøstyrelsens ressort, forudsatte tilsynsrådets bedømmelse af om (X) Kommune havde overholdt officialprincippet i den foreliggende sag, ikke at der forelå en udtalelse herom fra Miljøstyrelsen.

Jeg har gjort Tilsynsrådet for (Y) Amt bekendt med min opfattelse.

Konklusion

Efter min opfattelse burde Tilsynsrådet for (Y) Amt således have taget stilling til om (X) Kommune havde opfyldt offentlighedslovens regler om notatpligt, forvaltningslovens regler om begrundelse, den offentligretlige grundsætning om myndighedernes pligt til at sørge for den nødvendige og forsvarlige oplysning af sagen samt reglerne om genoptagelse af tidligere afgjorte sager.

Hvis det måtte fastslås at (X) Kommunes afgørelser led af mangler vedrørende de nævnte forhold, burde Tilsynsrådet for (Y) Amt samtidig have taget stilling til disse manglers betydning for afgørelsernes lovlighed.

På baggrund af karakteren af manglerne ved (X) Kommunes afgørelser har jeg henstillet til Tilsynsrådet for (Y) Amt at genoptage sagen med henblik på at tilsynsrådet tager stilling til manglernes betydning for lovligheden af (X) Kommunes afgørelser.”

Tilsynsrådet meddelte efterfølgende at A havde tilbagekaldt klagen til tilsynsrådet med henvisning til at han nu havde indgået forlig med kommunen.

Jeg foretog mig herefter ikke videre i sagen.

NOTER: (*) FOB 1971, s. 163.

Påbud om tilslutning til offentligt kloaknet

Sagen startede med en henvendelse fra en A til X Kommune om refusion af A’s udgifter til oprensning af hvad der efter A’s opfattelse er en offentlig kloakledning fra A’s ejendom.

I et brev til kommunen af 17. maj 1992 beskrev A de faktiske forhold omkring kloakoprensningen på følgende måde

”

I begyndelsen af marts d.å. bemærkede vi, at der blev presset kloakvand op ved et tagnedløb ved vores hus.

En rensning af samlebrøndene ved husets kloakering ændrede ikke ved dette forhold.

Vi så derfor ikke anden udvej end at kontakte kloakmester ( ), ( ) som foretog en rensning af kloakrørene med rørspuler, hvorefter fejlen syntes at være afhjulpet.

I begyndelsen af april var det imidlertid galt igen, og efter at forsøg på afhjælpning med en rørspuler, som vi selv anskaffede, viste sig resultatløse, blev vi enige med ( ) om, at det var nødvendigt med en opgravning for at finde fejlen.

Denne opgravning med gravemaskine blev iværksat, men det viste sig hurtigt, at udgravningen blev fyldt op med kloakvand, som blev presset ud inde fra selve kloakken.

Dette fik ( )’s medhjælpere til at løfte dækslet over en gennemløbsbrønd på parkeringspladsen ved det tidligere forsamlingshus, og det viste sig, at den stod helt fuld. Ved en opsugning af indholdet af gennemløbsbrønden, løb det vand, der var presset ud i udgravningen ved vort hus, straks tilbage, og det kunne således konstateres, at der ikke var tale om nogen tilstopning inden for den del af kloakeringen, som hører til vort hus.

Herefter blev Teknisk Forvaltning kontaktet, og forholdene – herunder opgravningen ved vort hus – blev straks synet af ( ), Teknisk Forvaltning, og af vejformanden.

Det fremgik, at strømmen i kloakledningen, der er ført gennem gennemløbsbrønden, og som en del af kloakeringen fra vort hus er koblet på, er stor (i løbet af kort tid havde ( )’s folk således pumpet mere end 10.000 liter op).

Ved en efterfølgende indføring af rørspuleren fra gennemløbsbrønden kunne man uden problemer gå 85 m ind i retning mod (J-gade), hvilket vil sige et godt stykke ind i vores nabogrund, og det var dermed konstateret, at eventuelle fejl ligger længere borte.

"

X Kommune svarede den 25. juni 1992 at kommunen ingen vedligeholdelsesforpligtelse havde over for den gamle ledning som lå i haven til grundejerens ejendom, og at grundejerens krav om refusion af udgifter derfor ikke kunne imødekommes. Kommunen tilføjede bl.a. følgende

”

Der må være sket det, at ejeren af ejendommen, på det tidspunkt da byen blev kloakeret, ikke har efterkommet vort krav om, at hele ejendommen skulle kobles på den nye kloak.

Da man må overveje at kræve hele Deres ejendom tilsluttet kloakken i gaden, skal man anmode Dem om at fremsende en tegning af ejendommens kloakforhold, som åbenbart ikke er i overensstemmelse med de oplysninger, som kommunen har.

”

I løbet af sommeren 1992 gennemførte X Kommune en undersøgelse af ledningen med kloak-tv.

Det fremgår af et brev fra kommunen af 2. marts 1993 at der herefter var nogle mundtlige drøftelser mellem A og X Kommune om sagen. Kommunen redegjorde i samme brev for forløbet ved kloakeringen af X by

”Ved henvendelse hertil har De gjort opmærksom på, at De i en længere periode har haft problemer med Deres kloakafløb. Ved tilsyn på ejendommen konstaterede teknisk forvaltning, at en del af Deres afløb er ført til en ledning i Deres baghave, formentlig den ledning man oprindelig har afledt til.

Den 1. juli 1970 afsagde en landvæsenskommission kendelse om, at (X) by skulle kloakeres, og at der skulle etableres et rensningsanlæg. Der havde forinden kendelsen blev afsagt været holdt et borgermøde om sagen, hvor de implicerede parter kunne give deres mening til kende.

Af kendelsen fremgår, hvordan arbejdet skulle udføres, og hvordan finansieringen skulle ske. Det fremgår ligeledes, at arbejdet på privat grund skulle iværksættes og afholdes af de respektive ejere. Om ejendommens afløb er således anført

'Det pålægges de af sagen omhandlede ejendomme for egen regning at tilslutte deres afløb til kloakken inden 3 måneder efter, at kloakanlægget er fuldført.

Arbejdet skal udføres under kommunens tilsyn og efter kommunens direktiver.

'

Denne afgørelse kunne dengang ankes til Overlandvæsenskommissionen.

Af sagens akter synes det ikke at fremgå, at sagen blev anket.

Hvornår det fysiske arbejde med anlægget var færdiggjort fremgår ikke umiddelbart af sagen, men i november 1971 blev der til alle berørte grundejere udsendt en skrivelse (hvoraf kopi vedlægges), der pålagde grundejerne at tilslutte sig denne nye kloak inden 1. juni 1972. Ejendommen (H-vej ) ejedes dengang af en ( ).

Det fremgår derfor tydeligt, at Deres afløb ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne om tilslutning, og De må derfor betragte dette brev som et varsel om, at De vil blive pålagt at bringe Deres afløbsforhold i orden. Ledningen, der befinder sig i Deres baghave, er jvf. vandløbsloven at betragte som et vandløb og må, uanset hvor og hvordan den er tilsluttet eventuelt afløb, ikke bruges som afledning. Jeg må derfor endnu engang afvise Deres krav om, at (X) kommune erstatter Deres udgifter til rensning af ledningen.

"

Det omtalte brev fra kommunen til borgerne fra november 1971 havde følgende indhold

”

I forbindelse med kloakering af (X) by har De fået ført et kloakstik ind på Deres grund. Deres nuværende afløb fra tag, køkken, toilet, m.v. skal tilsluttes dette kloakstik. Desuden skal Deres eventuelle septictank, trix-tank eller sivebrønd fjernes eller ombygges til gennemløbsbrønde.

Det påhviler Dem, at sørge for at dette arbejde bliver udført på Deres ejendom inden 1. juni 1972.

Arbejdet må kun udføres af en autoriseret kloakmester og for at kunne kontrollere, at det bliver udført på alle de implicerede ejendomme, skal man anmode Dem om at drage omsorg for, at vedlagte brevkort bliver udfyldt og returneret med underskrift af den kloakmester, som udfører arbejdet på Deres ejendom.

”

A kommenterede brevet i et brev til X Kommune af 14. marts 1993.

X Kommune fastholdt den 11. maj 1993 at A’s ejendom ikke var lovligt tilsluttet. Brevet var underskrevet af kommuneingeniøren der samtidig meddelte at A’s skrivelse ville blive forelagt for kommunens tekniske udvalg til behandling på et møde den 19. maj 1993.

I et brev til formanden for teknisk udvalg af 13. maj 1993 bad A udvalget medtage følgende supplerende bemærkninger og synspunkter ved sagens behandling

”

I kommuneingeniørens skrivelse af 11.05.1993 fremføres, at vores ejendom ikke er tilsluttet lovligt til kloakken.

Dette rejser tre spørgsmål

Hvori består det ulovlige?

Hvem har begået ulovlighed?

Hvad kan/skal der evt. i givet fald foretages?

Ad 1. Hvori består det ulovlige?

Ved min første samtale med (B) om denne sag i juni 1992 fremførte (B) den opfattelse, at den ledning, der går gennem vores have, og som en del af vores ejendom er tilsluttet, måtte være en gammel drænsledning, som tidligere har været ført ud i (X) sø, men som var afbrudt i forbindelse med anlægget af de nye kolakker i 1970-72.

Over for dette fremførte jeg, at det var umuligt med en så stor gennemstrømning (se min skrivelse til Teknisk Forvaltning af 15.5.1992) gennem 20 år i en lukket ledning. Jeg gav i stedet udtryk for den opfattelse, at den pågældende ledning måtte være tilsluttet den nye kloak et sted i (J-gade).

(B) gav tilsagn om at få foretaget en undersøgelse heraf ved hjælp af kloak-tv og lovede, at jeg skulle blive orienteret om resultatet heraf.

Denne undersøgelse blev foretaget i løbet af sommeren 1992, og jeg fik herunder lejlighed til ved selvsyn at konstatere, at kloakledningen gennem vores have ganske rigtigt er koblet på hovedledningen, nemlig i en samlebrønd, hvor (I-vænget) går ud i (J-gade), og således er en fuldt integreret del af (X) bys kloaksystem. Der kan vel ikke deri ligge noget ulovligt.

Jeg har imidlertid til dato stadig ikke modtaget nogen orientering fra Teknisk Forvaltning om resultaterne af undersøgelserne.

Det har såvel af tidligere kommuneingeniør (C) som af (B) over for mig været fremført, at den pågældende ledning ikke er medtaget på kommunens kort over kloakeringen, og det har været nævnt, at den derfor er at betragte som et vandløb, der ikke må bruges til afledning.

Hertil må for det første siges, at det må undre, at ledningen ikke er medtaget på kloakkortet. Forløbet gennem parkeringspladsen ved det gamle forsamlingshus er jo ganske åbenbar. Og tilslutningen i gennemløbsbrønden ved (I-vænget) kunne man vel også forvente var registreret.

Dertil kommer, at ledningen ved anlægget af den nye kloak i 1970-72 af planlæggerne tydeligvis ikke er blevet betragtet som et 'vandløb, der ikke må bruges til afledning'. Dette fremgår af, at hele afledningen fra parkeringspladsen var ført til denne ledning og har været det gennem 20 år – indtil få dage efter, at der den 9. april 1992 havde været gravet op til ledningen i vores have. Da blev den af folk fra Teknisk Forvaltning pludselig lagt om og ført gennem en ledning ud til (H-vej) -vej)Hh.

Det spørgsmål må naturligt rejse sig i den forbindelse, om der er tale om en anden vurdering i Teknisk Forvaltning i dag end for tyve år siden. Men den, der har interesse i denne sammenhæng, er naturligvis vurderingen i 1970. Og da har man tydeligt nok ikke betragtet anvendelsen af ledningen som ulovlig. Hvorfor man har undladt at føre den ind på kortet, kan jeg ikke vide.

Der må jo nødvendigvis også tages stilling til situationen for de øvrige områder, der er tilsluttet ledningen, hvis man nu skulle overveje at nedlægge den som egentlig kloakledning.

Jeg har spurgt på Teknisk Forvaltning, hvem der har vedligeholdelsespligt for den, hvis ikke kommunen har det. Jeg fik det svar, at kommunen kun har vedligeholdelsespligt for de ledninger gennem private grunde, som er tinglyste. Men jeg har ikke fået svar på, hvem en sådan tinglysning påhviler. Og jeg har heller ikke fået svar på, hvem ansvaret påhviler for de skader/ulemper, der måtte blive tilført øvrige områder, der er tilsluttet ledningen, hvis den afbrydes fx på vores grund.

Ad 2. Hvem har begået ulovlighed?

I landvæsenskommissionens kendelse af 1. juli 1970 vedr. kloakeringen af (X-by) hedder det iflg. skrivelsen af 02.03.1993 fra kommuneingeniøren bl.a.: 'Arbejdet skal udføres under kommunens tilsyn og efter kommunens direktiver'. Og i skrivelsen fra november 1971 fra Teknisk Forvaltning til lodsejerne i (X-by) er det anført, hvordan det tilsyn, som det af landvæsenskommissionen er pålagt kommunen at føre, bl.a. vil blive praktiseret.

Der er for mig at se ingen grund til at tro, at Teknisk Forvaltning i 1970-72 ikke skulle have taget disse pålæg fra landvæsenskommissionen alvorligt. Vore egne erfaringer med Teknisk Forvaltning fra netop de år, da vi foretog ombygninger på ( -vej) i ( ), viser tydeligt, at man til fulde var sig sit ansvar bevidst. Vi etablerede dengang en helt ny kloakering af ejendommen. I godkendelsen af projektet forud for påbegyndelsen var det gjort klart, at ingen del af kloakeringen måtte tildækkes, før den var synet og godkendt af kommuneingeniøren. Og den blev både synet og godkendt.

Da ejendommen her på (H-vej) var sat til salg i 1979, anmodede ejendomsmægleren Teknisk Forvaltning om en bygningsattest. En sådan kunne man ikke give p.gr.a. ejendommens alder; men den daværende kommuneingeniør (C) udfærdigede en skrivelse, hvoraf det fremgår, at han har besigtiget ejendommen og konstateret, at der var foretaget en del ombygninger omkring 1960, og det anføres i skrivelsen: 'Man har ikke herfra kendskab til, at ombyggeriet er foregået lovligt, men uanset dette vil man ikke herfra rejse krav om at få byggeriet lovliggjort. Indtil 1971 var det ( ) Amtsråd/- (Y) Amtskommune, der udøvede bygningsmyndigheden, men nu er overtaget af (X) Kommune'.

Denne sidste oplysning om, at bygningsmyndigheden fra 1971 er overtaget af (X) Kommune, må opfattes som udtryk for, at efter den tid står den nye bygningsmyndighed inde for lovligheden af, hvad der er foretaget.

Det er da også netop, hvad jeg har anført over for kommmuneingeniør (B), at ved anlægget af den nye kloak har man – som pålagt af landvæsenskommissionen – givet den daværende ejer anvisninger på, hvordan ejendommen skulle tilsluttes – herunder at afløbet fra en del af den fortsat skulle føres via den hidtidige kloakledning til tilslutningen i (I-vænget), fordi dette var den for alle parter enkleste, bedste og billigste løsning.

Jeg har fået fortalt, at hvis denne del af kloakeringen skulle have været ført ud i (H-vej)-kloakken, skulle denne kloak have været lagt dybere. Jeg har spurgt om dette på Teknisk Forvaltning, men jeg har ikke fået konkret svar. (B) har anført, at det ville ikke have været nødvendigt, for man kunne have pålagt ejeren at etablere et pumpeanlæg, til at pumpe afløbet op i kloakken. Det er sikkert rigtigt, at man kunne have givet et sådant pålæg. Men det afgørende må være, at man ikke gjorde det.

Alt taget i betragtning må jeg opfatte det på den måde, at tilslutningen af (ejendommen) til den nye kloak i 1970-72 er sket efter anvisninger og med godkendelse fra Teknisk Forvaltning. Hvis man i dag skulle være kommet til den vurdering, at tilslutningen ikke er lovlig, må man således placere ansvaret hos den daværende Tekniske Forvaltning.

Ad 3. Hvad kan/skal der evt. i givet fald foretages?

Som det vil være fremgået, må jeg på det for mig foreliggende grundlag opfatte den foretagne tilslutning af vores ejendom til det i 1970-72 etablerede kloaknet som korrekt og lovlig. Er der efter Teknisk Forvaltnings vurdering nu i 1992/93 sket fejl dengang ved tilslutningen, kan det altså hverken være vores eller tidligere ejeres ansvar. Der er for vores ejendom betalt tilslutningsafgift som for alle andre, og vi har gennem årene betalt den pålignede kloakafgift til forrentning, vedligeholdelse og evt. nødvendig fornyelse af anlægget.

Som allerede nævnt er jeg ikke, som det ellers er blevet mig lovet, blevet orienteret om resultaterne af undersøgelserne omkring den pågældende kloakledning; og hvad der evt. bør gøres for at sikre dens fremtidige problemfri drift, må naturligvis i nogen grad afhænge heraf. Skulle undersøgelserne evt. have vist, at den er nedslidt, må det huskes, at det gennem alle årene har været en fælles ledning, og jeg må formode, at man i forbindelse med undersøgelserne har konstateret, hvilke andre områder, der er tilsluttet. Og indtil Teknisk Forvaltning som nævnt pludselig i april sidste år ændrede afløbsforholdene fra parkeringspladsen, var ledningen altså også kommunalt anvendt. Om den muligvis stadig indgår fx i vejafvandingen, ved jeg ikke; men de store vandmængder, som man i forbindelse med opgravningen den 9. april 1992 konstaterede løber igennem den, må jo komme et eller andet sted fra.

"

Teknisk udvalg behandlede sagen på mødet d. 19. maj 1993. I beslutningsprotokollen er sagen fremstillet på følgende måde

”

Kloak – (H-vej )

Ejeren af ejendommen (H-vej ) har ved skrivelse hertil gjort krav på refusion af udgifter til renspuling af kloaksystemet. Ejendommen er tilsluttet det offentlige kloaksystem med en del af sit kloaksystem, hvorimod resten ikke er blevet tilsluttet, men går stadig på en gammel ledning. Den gamle ledning har været stoppet, og grundejeren har afholdt udgifter til rensning af denne.

I 1971 blev alle ejerne påbudt at tilslutte sig den nye ledning, og forvaltningen har derfor afvist kravet og samtidig meddelt, at der ville blive udstedt påbud om at lovliggøre forholdene.

Forvaltningen vil på mødet nærmere redegøre for sagens forløb.

Forvaltningen indstiller, at grundejerens krav afvises, og at der meddeles påbud om at lovliggøre forholdene."

Det er noteret i protokollen at teknisk udvalg godkendte forvaltningens indstilling.

Det fremgår af et brev af 9. august 1993 fra A til X Kommunes borgmester at A den 8. juli 1993 drøftede sagen med borgmesteren og kommunaldirektøren.

X Kommune besvarede A’s henvendelse til teknisk udvalg den 11. august 1993. Brevet var underskrevet af kommuneingeniøren. I brevet var bl.a. anført følgende

”Sagen vedrørende refundering af udgifter til spuling af kloakledninger har været forelagt teknisk udvalg.

Teknisk udvalg afviste at refundere udgiften med den begrundelse, at ledningen ikke er offentlig.

Dette har jeg tidligere, lige efter udvalgets møde, meddelt dig mundtligt.

Jeg lovede ved samme lejlighed, at undersøge muligheden for anke af denne afgørelse inden jeg svarede skriftligt.

Det har jeg gjort, og svaret er, at denne afgørelse ikke kan ankes til andre myndigheder, samt at kommunen, selv om de eventuelt gerne ville, ikke har hjemmel til at bruge kloakfondens midler til rensning af private ledninger.

I din skrivelse til teknisk udvalg stiller du tre konkrete spørgsmål

Hvori består det ulovlige?

Hvem har begået ulovlighed? samt

Hvad kan/skal der eventuelt i givet fald foretages?

Jeg mener nok, at jeg gentagne gange har besvaret disse spørgsmål for dig både mundtligt og skriftligt, så jeg vil her prøve at rekapitulere disse

ad 1.Det ulovlige består i, at husets spildevandssystem ikke i fuldt omfang er tilsluttet den offentlige kloak i (H-vej).

En mindre del af ejendommen, herunder toiletafløb, afledes stadig til den gamle ledning, der både er utæt og tilstoppet.

Du anfører herudover, at du ikke har modtaget en orientering om TV-undersøgelserne af ledningerne i området. Det kan du da ikke mene. Jeg har personligt gennemgået dem med dig her på forvaltningen, hvor vi så både billeder og kort over hvor lidt fjernsynet kunne gennemse.

ad 2. Hvem har begået ulovlighed?

Af Landvæsenskommissionens kendelse fra 01.07.1970 fremgår, at ejeren af parcellen skulle tilslutte husspildevand til den kommende kloakledning. Da dette ikke er sket i fuldt omfang, har ejeren således begået en ulovlighed. Hvorvidt ejeren, som formentlig har haft en autoriseret kloakmester til at forestå det fysiske arbejde, har haft nøjere indsigt i, at arbejdet ikke er udført i fuldt omfang, skal jeg lade være usagt, men ejeren har ansvaret for, at det ikke er gjort."

X Kommune meddelte A i samme brev en afgørelse vedrørende tilslutningspligt for den omhandlede del af A’s kloak

”ad 3. Hvad kan/skal der foretages?

Som tidligere nævnt, skal din afledning af spildevand tilsluttes i (H-vej). Dette bør ændres snarest og senest den 30.06.1994.

Hvad angår regnvandstilledning til den gamle ledning, kan du for vores skyld godt bibeholde denne, idet den herfra som tidligere nævnt kun har status af drænledning. Kommunen har i øvrigt ingen intension om hverken at sikre den eller ændre dens status."

Den 27. august 1993 skrev A’s advokat til kommunen om sagen. Han bad bl.a. om aktindsigt i sagen, herunder særligt om nærmere dokumentation for den status som den pågældende ledning skulle have.

Den 9. september 1993 afholdt kommunen et møde med A og A’s advokat om sagen. Fra X Kommune deltog kommuneingeniøren, formanden for teknisk udvalg og en ingeniør.

Af et referat fra mødet, udarbejdet af A’s advokat, fremgår bl.a. følgende

”Ad 1. Den omdiskuterede lednings status.

Ved drøftelserne måtte det imidlertid konstateres, at ledningen hverken er en offentlig ledning eller en privat kloakledning.

Baggrunden herfor er, at ledningen hverken er registreret som en offentlig kloakledning eller som en privat kloakledning. Der er med andre ord tale om vandledning/drænledning, som ikke har status som kloakledning, og som følgelig ikke er lovlig som kloakledning.

Ad 2. Hvad skete der i 1971.

Kommunen kunne konstatere, at man i tresserne og i 1970 i forbindelse med tilslutningen af de tidligere drænledninger til det offentlige kloaknet for så vidt angår specielle ledninger besluttede, at disse fortsat skulle kunne bruges som kloakledninger. Såfremt dette skete, blev der tale om såkaldte private kloakledninger, og i så fald blev der noteret et notat herom, som ikke foreligger i den konkrete sag. Idet der heller intet er tinglyst vedrørende kloakledningen kan det ligeledes konstateres, at der heller ikke er tale om en offentlig kloakledning.

(C) fra Kommunen oplyste, at man tidligere, d.v.s. omkring 1971, ikke fik meddelelse fra kloakmesteren i alle tilfælde på grund af et for stort arbejdspres. Forholdet var endvidere det, at før 1971 fandtes der ikke offentlige kloakledninger, men alene drænledninger der gik til septictanke.

Dels som følge af det forløbne tidsrum, og dels idet der tilsyneladende ikke eksisterer nogen tegninger eller dokumenter vedrørende den konkrete ejendom, kan der kun gisnes over, hvad der skete i 1971, da ejendommen skulle være tilknyttet den offentlige kloakledning.

Enten er der sket det, at man fra Kommunens side har lavet en mundtlig aftale med den daværende ejer, ( ), hvorved man har givet den pågældende ejer tilladelse til at tilslutte sig til den omhandlede ledning.

I så fald skulle dette have været registreret, men muligheden eksisterer desuagtet.

Et af argumenterne, der har været fremført til støtte for, at der har været lavet en mundtlig aftale, har været, at det skulle have været nødvendigt med en pumpe, såfremt de bagerste installationer i ejendommen skulle have været tilsluttet den offentlige kloakledning. I den konkrete sag tæller det dog ikke nødvendigvis til fordel for denne opfattelse, idet den pågældende ejer på daværende tidspunkt så ville have fået et nedslag i kloakafgiften, hvilket med sikkerhed kan konstateres, ikke er blevet givet.

Et andet og muligvis mere korrekt gæt er, at kloakmesteren enten selv eller i samråd med den daværende ejer, har lavet tilslutning til den pågældende drænledning eller bevidst har undladt at tilslutte denne til den offentlige kloakledning, muligvis af sparehensyn."

X Kommune skrev den 30. december 1993 bl.a. følgende til A i fortsættelse af mødet

”Vedr.: Kloak (H-vej).

Som fortsættelse af vores møde med deltagelse af dig, din advokat ( ) samt udvalgsformanden, undertegnede og delvis ingeniør (C) kan jeg meddele dig, at (C) ved sin opmåling af de faktiske forhold omkring ejendommen har konstateret, at ejendommen uden problemer (d.v.s. etablering af pumpe eller lignende) kan og altid har kunnet tilsluttes ledningen i (H-vej)."

Kommunens tekniske udvalg afslog på et møde d. 15. juni 1994 at genoptage behandlingen af sagen.

Det fremgår af en udskrift af 30. juni 1994 af beslutningsprotokollen at grundlaget for afslaget var følgende

”

Kloakproblemer, (H-vej ).

Udvalget har i maj 1993 behandlet en sag, hvor ejeren af (H-vej ) gjorde krav på erstatning for nogle afholdte udgifter til renspuling af kloaksystem.

Ejeren var af den opfattelse, at han var tilsluttet den offentlige kloak, men undersøgelser viste, at en del af hans ejendom stadig havde en ulovlig udledning til et gammelt system.

Udvalget afviste derfor erstatningskravet og påbød ejeren at få lovliggjort sin kloak.

Efterfølgende havde forvaltningen en del korrespondance med ejeren, der ikke var tilfreds med udvalgets afgørelse og i september 1993 afholdtes et møde med ejeren, hvori også deltog ejerens advokat samt ( ), (C) og (B).

Senere meddelte ejeren, at han havde skiftet advokat.

Teknisk forvaltning lod udarbejde et overslag over omkostninger til lovliggørelse af forholdet og meddelte i december 1993 ejeren dette, samtidig med en opfordring til at kontakte forvaltningen, såfremt der var problemer heri.

Udvalgsformanden har i maj måned haft en kontakt med ejeren, hvori ejeren har givet udtryk for, at han stadig er utilfreds med den tidligere afgørelse. Han ønsker at få foretræde for udvalget for selv at fremlægge sin sag. Udvalget bedes tage stilling til, om man vil genoptage sagen i august-mødet, og om man vil lade ejeren selv forelægge sin sag.

Kommuneingeniøren kan bemærke hertil, at han ikke har noget imod det i den konkrete sag, men at han ikke finder, der er noget nyt i sagen, der betinger en genoptagelse. Han vil samtidig advare imod, at der skabes præcedens for at udvalgsmøderne får karakter af retssale.

Beslutning

Sagen genoptages ikke.

"

I et brev til medlemmerne af kommunens tekniske udvalg af 24. juli 1994 bad A udvalget om at genoptage behandlingen af sagen. A anførte bl.a. at hele hans ejendom i 1971 blev tilsluttet det nye offentlige kloaksystem.

A’s brev til udvalgsmedlemmerne blev drøftet på et møde i teknisk udvalg den 17. august 1994. Det fremgår af en udskrift af 14. september 1994 af beslutningsprotokollen at udvalget besluttede at ændre påbudet om at lovliggøre kloakledningen således at lovliggørelse senest skulle ske ved ejerskifte.

Pålægget blev meddelt A i et brev af 5. september 1994. I brevet anførte kommunen at baggrunden for at ændre det tidligere meddelte påbud var A’s personlige forhold og sagens akter i øvrigt.

Den 13. december 1994 rettede A henvendelse til Tilsynsrådet for Y Amt. A bad bl.a. tilsynsrådet om at tage stilling til følgende

"1. Teknisk Forvaltnings påstand om ulovlighed finder jeg ikke dokumenteret. Tværtimod er det – som anført i min skrivelse af 14.03.1993 til Teknisk Forvaltning (bilag 4) – min opfattelse, at det af Forvaltningen fremførte i skrivelsen af 02.03.1993 (bilag 3.1) netop peger i modsat retning.

2. Behandlingen af sagen i Teknisk Udvalg er – som det fremgår af udskrift af protokollatet/dagsordenen fra mødet den 19. maj 1993 – foregået på grundlag af ukorrekte oplysninger fra Teknisk Forvaltning, og min redegørelse for sagen – stilet til Udvalget ved dets formand og personligt afleveret på Teknisk Forvaltning – er tilbageholdt af Forvaltningen. Tilsvarende er brevet af 27.8.1993 fra advokat ( ), der er sendt Att. til Teknisk Udvalg (bilag 10.1) tilbageholdt af Forvaltningen. Også i oplægget til dagsordenen for Teknisk Udvalgs møde den 15. juni 1994 er der formuleringer, som ikke er korrekte, og som har givet udvalgets medlemmer en forkert opfattelse af de faktiske forhold."

X Kommune afgav den 9. marts 1995 en udtalelse til brug for tilsynsrådets behandling af A’s klage. I udtalelsen var anført følgende

”

X Kommunalbestyrelse har i mødet den 8. marts 1995 vedtaget at anføre følgende

Teknisk forvaltning modtog den 17. maj 1992 en skriftlig anmodning om, at refundere de udgifter (A) havde afholdt i forbindelse med en rensning af hans afløbsforhold. Forvaltningen havde i forbindelse med en forstoppelse i april 1992 beset forholdene på stedet og konstateret, at afløbsforholdene var kommunen ubekendt, idet de pågældende ledninger ikke var anført på kommunens kort eller register.

I forbindelse med anmodningen beså forvaltningen forholdene på klagers ejendom og konstaterede, at der udover regnvand også var ledt spildevand til den ældre ledning, der løb igennem haven. Forvaltningen afviste derfor den 25. maj 1992 kravet om refusion og udbad sig en oversigt over de eksisterende afløbsforhold.

Forvaltningen fik herefter en henvendelse fra (A), som var af den opfattelse, at problemet fortsat var kommunens, idet han jo ikke tidligere havde haft problemer med afløb.

For at få sagen fuldt belyst, tilbød vi herefter (A), at vi ville lade ledningen gennemgå af kloak-TV når vi alligevel skulle have den i området i løbet af sommeren 1992.

Kloak-TV undersøgelsen afslørede, at den gamle ledning var i stærk nedbrud med mange brud og revner, samt at den mange steder var så tilstoppet af rødder, at man måtte opgive at få kameraet igennem. Ledningen vil derfor ikke kunne bruges til afledning af spildevand grundet udsivning til jorden, hvorimod der intet er til hindring for at bruge den som dræn med tilledning af regnvand, hvilket også er meddelt (A).

Vi tilbød ligeledes at prøve at genfinde så mange dokumenter vi kunne fra anlægsperioden i 1971-1972, således at (A) også kunne få aktindsigt heri.

Ved gennemgang af disse dokumenter kunne konstateres, at alle berørte ejendomme blev påbudt at tilslutte alt afløb til det nye stik, der ville blive indlagt på den enkelte matrikel, jf. skrivelse af november 1971. Dette er ikke sket på ejendommen (H-vej ), idet kun afløb der fra huset var ført ud mod vejen er tilsluttet mens afløb der fra huset var ført ud modsat vejen stadig er tilsluttet den gamle ledning.

(A) argumenterer herefter, at hans afløbsforhold er fuldt lovlige, da det er hans opfattelse, at det formentlig er aftalt mellem entreprenøren og kommunen ved tilsyn, at kun en del af afløbet skulle tilsluttes det nye stik, enten fordi koteforholdene eller andre forhold gjorde dette til en acceptabel løsning.

Et kontrolnivellement udført i 1993 viste imidlertid, at der ingen problemer er i at afvande hele ejendommen til det indlagte stik.

Af de oprindelige dokumenter 'Beskrivelse og overslag vedrørende kloakering af (X) by', Landvæsenskommissionens 'Kendelse af 01.07.1970' samt den efter arbejdets færdiggørelse udarbejdede 'Bemærkninger til partsfordelingen' fremgår, at for ejendomme med særlige forhold, blev partsfordelingen fastlagt ud fra disse. Da der for den pågældende ejendom ikke er noget, der adskiller den fra de øvrige, er det kommunens opfattelse, at ejendommen ikke har fået særbehandling og således fuldt ud skulle tilsluttes, jf. 'Kendelse af 01.07.1970' herom.

Kommunen er derfor af den opfattelse, at det meddelte påbud er fuldt lovligt og nødvendigt, samt at den eksisterende ledning må have status af et privat dræn, hvorfor kommunen ikke kan refundere de af (A) afholdte udgifter til spuling heraf.

”

Vedlagt kommunens udtalelse var bl.a. en partsfordeling af udgifterne i forbindelse med etablering af kloak og rensningsanlæg.

Ejendommen (H-vej ) indgik i partsfordelingen som ikke indeholdt særlige bemærkninger om denne ejendom.

Tilsynsrådet for Y Amt bad den 20. marts 1995 Miljøstyrelsen om at afgive en udtalelse om hvorvidt kommunens afgørelse efter Miljøstyrelsens opfattelse stred mod lovgivningen på spildevandsområdet.

Miljøstyrelsen anførte i en udtalelse af 6. april 1995 til Tilsynsrådet for Y Amt bl.a. følgende

”Det fremgår af sagens bilag, at (X) by er kloakeret i henhold til en af Landvæsenskommissionen den 1. juli 1970 afsagt kendelse. Det i sagen vedlagte udsnit af en tegning, vedrører formentlig en indtegning af de i henhold til kendelsen udførte ledninger med stikledning til de enkelte ejendomme.

På dette kort er indtegnet den ledning klagerens ejendom er tilsluttet. Ledningen er vist tilsluttet kloaksystemet i brønd 21A, mens det videre forløb fra brønden over klagerens ejendom er angivet som uvist.

Det fremgår af det vedlagte referat af et møde i (X) kommune den 9. september 1993 om den omhandlede lednings status m.v., at der ikke foreligger sagsakter, hvoraf det fremgår, hvilken status den omhandlede ledning havde før og efter kloakeringens gennemførelse. Det fremgår heller ikke af foreliggende sagsmateriale, hvorfor klagerens ejendom ikke i 1971 blev tilsluttet den på den foran nævnte plan viste stikledning til (H-vej ).

Da det ikke fremgår af sagsakterne efter hvilke bestemmelser den på kortbilaget indtegnede ledning er tilsluttet den offentlige kloak i brønd 21A, eller om der i henhold til kendelsen af 1. juli 1970 er tilslutningspligt til den fra (H-vej) fremførte stikledning, finder Miljøstyrelsen ikke på det foreliggende grundlag at kunne tage stilling til, hvem vedligeholdelsen af den omhandlede ledning påhviler, og om lovligheden af den eksisterende tilslutning til det offentlige spildevandsanlæg.

Endelig skal det bemærkes, at et af kommunalbestyrelsen meddelt påbud i medfør af bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 4 om ændrede vilkår for tilslutning til det offentlige spildevandsanlæg er en afgørelse, der ikke kan påklages til anden administrativ myndighed."

Tilsynsrådet bad den 12. april 1995 om X Kommunes bemærkninger til Miljøstyrelsens udtalelse.

X Kommune anførte i den anledning den 1. juni 1995 følgende

”

Da kloakeringen blev udført i 1971 var jeg kommuneingeniør i (X) Kommune og førte personligt tilsyn med entreprenørens arbejde. På det tidspunkt fandtes der ikke spildevandsførende ledninger i omhandlede del af (X) by, som havde status af offentlig kloak.

Jeg er fortsat ikke sikker på, om omhandlede drænledning er tilsluttet den offentlige kloak. En nærmere undersøgelse har vist, at den i hvert fald ikke er det i brønd 21A. Denne brønd er i øvrigt først lavet i 1978. Hvis drænledningen er tilsluttet den offentlige kloak i 1971 er det formentlig sket, fordi den ikke på grund af højde forholdene kunne passere den nye offentlige kloak. Dengang var det ikke en ualmindelig løsning på et sådant problem. Drænledningens oprindelse fortaber sig i det uvisse. I den udstrækning drænledningen er sammenhængende med sit udløb, har den stadig afløb til (X) Sø.

Med hensyn til ejendommens tilslutningspligt til den offentlige kloak fremgår det af landvæsenskommissionens regnskabskendelse afsagt den 14. maj 1973 efter forudgående offentlig møde den 23. maj 1973, at landvæsenskommissionen tiltrådte mine omfattende ændringsforslag til partsfordelingen og af mit indlæg på nævnte møde, at (H-vej ) er medtaget i partsfordelingen på min foranledning. Kopi af begge dele vedlægges.

På den baggrund kan der ikke være tvivl om, at (H-vej ) har tilslutningspligt til den offentlige kloak.

”

Brevet var underskrevet ingeniør C. Brevet var vedlagt kopi af regnskabskendelse afsagt den 14. maj 1973 af landvæsenskommissionen for Y amtskommunens 3. område, ( ), angående kloakering af den østlige del af X By. Det fremgår bl.a. af kendelsen at landvæsenskommissionen godkendte den partsfordeling som tidligere er nævnt.

Tilsynsrådet for Y Amt bad den 8. juni 1995 på ny Miljøstyrelsen om en udtalelse om, hvorvidt X Kommunes afgørelse på det nu foreliggende grundlag stred mod lovgivningen på spildevandsområdet.

I et brev til Tilsynsrådet for Y Amt af 9. juni 1995 kommenterede A X Kommunes brev af 1. juni 1995. A skrev bl.a. følgende

”I skrivelsen fra ingeniør (C) er der fremført nogle udtalelser, som jeg finder ret besynderlige. Jeg har derfor i dag bedt om og haft et møde med (C), og i det meste af mødet deltog desuden næstformanden i (X) Kommunes Teknisk Udvalg, ( ), som i anden anledning befandt sig på kommunekontoret.

I (C)’s skrivelse anfører han

'Jeg er fortsat ikke sikker på, om omhandlede drænledning er tilsluttet den offentlige kloak'.

Som det tidligere er oplyst, foretog Teknisk Forvaltning i sommeren 1992 under ledelse af den daværende kommuneingeniør (B) en undersøgelse af ledningens forløb. Den gav til resultat, at ledningen er tilsluttet det øvrige kloaknet i en brønd ved (I-vænget)’s udløb i (J-gade) – om det er den brønd, der har betegnelsen 21A, ved jeg ikke men jeg var selv til stede, da tilslutningen blev konstateret.

Ved mødet i dag forklarede (C) sin usikkerhed m.h.t. tilslutningen med, at han ikke af (B) var blevet orienteret om resultatet af undersøgelsen, og da (B) for nogle måneder siden er afskediget med øjebliks varsel først og fremmest p.gr.a. alvorligt rod i forvaltningen, havde der ikke været mulighed for at tale med ham om sagen. Den nærmere undersøgelse, som (C) nævner, at han har foretaget, og som viser, at tilslutningen ikke er i brønd 21A, begrænser sig efter det oplyste i dag til, at dækslet har været taget af, så han kunne kigge ned i den.

I (C)’s skrivelse anføres endvidere

'I den udstrækning drænledningen er sammenhængende med sit udløb, har den stadig afløb til (X) Sø'.

Ved mødet i dag erkendte (C), at den ovenfor nævnte undersøgelse af ledningens forløb dokumenterer, at ingen del af den har afløb til søen. Han ønskede imidlertid at fastholde, at med den formulering, han har givet det pågældende udsagn, er det korrekt.

(C) oplyste i den forbindelse, at der stadig er et ukendt antal drænsledninger i området, som helt lovligt fører ud i (X) Sø. Dette understreger efter min opfattelse, at det ved kloakeringen i 1970-72 har ligget helt klart, at den omhandlede ledning er andet og mere end en drænsledning, men at den også fører spildevand (på det tidspunkt bl.a. også fra det kommunale forsamlingshus), hvorfor den naturligvis blev tilsluttet det øvrige kloakanlæg.

Det viste sig imidlertid ved mødet, at næstformanden i Teknisk Udvalg, ( ), stadig var af den opfattelse, at den omhandlede ledning ikke skulle have forbindelse til det kommunale rensningsanlæg. Det var, hvad udvalget var blevet orienteret om af den afskedigede kommuneingeniør, og som altså var baggrund for sagens behandling i udvalget. Jeg har ellers i flere skrivelser – heraf en direkte til hvert af udvalgets medlemmer – henledt opmærksomheden på, at kommuneingeniørens oplæg til sagens behandling, som det fremgår af dagsorden og mødeprotokol, indeholdt urigtige oplysninger.

Ved mødet i dag oplyste (C), at den redegørelse, som han giver i skrivelsen til Tilsynsrådet vedr. handlingsforløbet ved partsfordelingen i 1973, skal ses som udtryk for, at hele kloakeringsprojektet fra den projekterende landmålers side var behæftet med så mange fejl, at (C) ved sin tiltræden som kommuneingeniør umiddelbart før projektets igangsættelse måtte gå ind og gennemføre et stort antal ændringer.

Konklusionen på redegørelsen vedr. partsfordelingen er, at – 'På den baggrund kan der ikke være tvivl om, at (H-vej ) har tilslutningspligt til den offentlige kloak'.

Denne tilslutningspligt har imidlertid heller aldrig været draget i tvivl, og (H-vej ) har da også siden 1971 i sin helhed været tilsluttet.

Jeg skal herefter tillade mig at anføre nogle bemærkninger til (X) Kommunes udtalelse til Tilsynsrådet af 9. marts 1995.

Det anføres i udtalelsen, at 'Forvaltningen havde konstateret, at afløbsforholdene var kommunen ubekendt, idet de pågældende ledninger ikke var anført på kommunens kort eller register.'

Jeg finder det rimeligt i den forbindelse at pege på, at kommunen på det tidspunkt stadig selv benyttede den pågældende ledning, og at den indgik – og stadig indgår – som en integreret del af (X) bys kloakering.

”

Tilsynsrådet forelagde den 13. juni 1995 A’s brev af 9. juni 1995 for X Kommune til bemærkninger og tilføjede

”

Tilsynsrådet må gå ud fra, at det med sikkerhed vil kunne fastslås, om den omhandlede ledning er tilsluttet den offentlige kloak.

”

Det fremgår af sagen at kommunen den 8. august 1995 udarbejdede notatet ”oversigt over sagsforløb vedrørende nogle kloakforhold”. I notatet er bl.a. anført følgende

"Det centrale i sagen er, at da ejendommen blev sluttet til den offentlige kloak i forbindelse med kloakering af det meste af byen, ’glemte’ kloakmesteren, måske efter aftale med ejeren, at tilslutte nogle afløb i den bageste del af ejendommen. Det er en situation, som forvaltningen har været ude for flere gange andre steder.

I forbindelse med sagen fandt man frem til at ungdomsklubben havde et tilsvarende forhold. Det blev omgående rettet."

Kommunen besvarede tilsynsrådets brev den 17. august 1995 og anførte følgende

”

Kommunalbestyrelsen har i sit møde d. 9. august d.å. behandlet Tilsynsrådets skrivelse af 13. juni 1995, og kan i den anledning meddele, at kommunens tekniske forvaltningen påny har besigtiget forholdene på stedet, og rettet kloakplanen, så denne er i overensstemmelse med de faktiske forhold.

Den korrigerede kloakplan vedlægges i mål 1:1.000, og den omhandlede gamle ledning er markeret med grønt.

Det fremgår af planen, at ledningen umiddelbar ser ud til at være en 20 cm. lang lerrørsledning, der er tilsluttet den offentlige kloak i en unummereret brønd på brøndstrækning 21-22. Det har også vist sig, at ledningen af højdemæssige grunde ikke kunne krydse kloakledningen og derfor er blevet tilsluttet denne.

Vest for tilslutningsbrønden må det forventes, at der fortsat ligger ca. 180 m af ledningen, som har afløb til (X) Sø.

Disse forhold stemmer overens med oplysningerne i teknisk forvaltnings skrivelse af 1. juni 1995."

Et medlem af kommunalbestyrelsen kunne ikke gå ind for besvarelsen og medsendte følgende særudtalelse til tilsynsrådet

”

Undertegnede kommunalbestyrelsesmedlem ( ) er imod (X) Kommunes svarskrivelse d.d. i ovennævnte sag.

Min begrundelse er, at nævnte borger, (A), har været udsat for en uretfærdig og helt uacceptabel sagsbehandling i nævnte sag – siden juni 1992.

Og samtidig er det nu fastslået, at ejendommen er tilsluttet offentlig kloak, hvorfor sagen er blevet politisk afgjort på et forkert grundlag, med fejlagtig givne oplysninger.

”

Tilsynsrådet videresendte d. 31. august 1995 udtalelsen med bilag til Miljøstyrelsen så det anførte kunne indgå i grundlaget for Miljøstyrelsens udtalelse.

Den 2. september 1995 fremsatte A bl.a. følgende bemærkninger over for Tilsynsrådet i anledning af kommunens udtalelse af 17. august 1995

”Endelig skal jeg tillade mig at fremkomme med en bemærkning til den rettede kloakplan, som er medsendt fra Teknisk Forvaltning.

Det kunne se ud på tegningen, som om den omhandlede kloakledning har sin begyndelse på parkeringspladsen ved det tidligere forsamlingshus. Dette er ikke rigtigt. På stedet, hvor ledningen begynder på tegningen, findes en gennemløbsbrønd, der – som tidligere anført – modtager et ganske betydeligt tilløb fra en fortsættelse af ledningen mod øst. Det er, hvad der blev konstateret ved Teknisk Forvaltnings besigtigelse af forholdene i april 1992, og jeg finder, at det er en undladelse af at orientere om de faktiske forhold, når dette ikke fremgår af den nu rettede kloakplan."

Tilsynsrådet videresendte d. 6. september 1995 grundejerens bemærkninger til Miljøstyrelsen så disse også kunne indgå i grundlaget for Miljøstyrelsens udtalelse.

X Kommune bemærkede i et brev til tilsynsrådet af 19. oktober 1995 bl.a. følgende til A’s brev af 2. september 1995

”(A) har ret i, at der i vort brev er en skrivefejl, idet ordet ’lang’ ikke burde forekomme på det givne sted. Det kan dog umiddelbart ses, at der er tale om en skrivefejl. Det er korrekt, at ledningen fortsætter mod øst med en ukendt længde og placering, men det må være sagen uvedkommende. Vi mener følgelig ikke, at nævnte brev indeholder nye oplysninger til sagen.”

Den 1. december 1995 afgav Miljøstyrelsen udtalelse til Tilsynsrådet for Y Amt. Miljøstyrelsen udtalte bl.a. følgende

”Det fremgår fortsat ikke af sagsakterne, hvilken status den omhandlede ledning har, og da det udfra kommunens udtalelser heller ikke tyder på, at dokumentation herfor kan fremskaffes, må Miljøstyrelsen udtale sig på baggrund af de foreliggende oplysninger.

Miljøstyrelsen må udfra de af kommunen afgivne oplysninger lægge til grund, at der i 1971, hvor kloakeringen af området blev foretaget, ikke fandtes spildevandsførende ledninger, som havde status af offentlig kloak, i den omhandlede del af (X) by.

Den omtvistede ledning er derfor sandsynligvis, som af kommune anført, en gammel drænledning, hvortil spildevandet blev ledt efter at være blevet renset i en septiktank eller lignende, før kloakeringen af området fandt sted.

Formålet med kloakeringen med området har sandsynligvis været, at alt spildevand skulle ledes til det offentlige spildevandsanlæg.

Det fremgår ikke af sagsakterne, at tidligere drænledninger på grunden (H-vej ) skulle indgå i det nye spildevandsanlæg, ligesom det forekommer unødvendigt set i lyset af, at der er ført stikledning frem til ejendommens grundgrænse. Det fremgår endvidere ikke af sagsakterne, at der skulle nedlægges offentlige spildevandsledninger på grunden (H-vej ).

Da der således sandsynligvis er tale om en privat drænledning, påhviler udgifterne til vedligeholdelse ikke den offentlige kloakforsyning, idet denne alene er ansvarlig for vedligeholdelse af offentlige spildevandsanlæg.

Ved skrivelse af november 1971 har ejendommene i området fået påbud om at tilslutte sig det på grunden indlagte kloakstik, ligesom eventuelle septiktanke, trixtanke eller sivebrønde skulle fjernes eller ombygges til gennemløbsbrønde. Det tyder således på, at ejeren af ejendommen (H-vej ) har fået et påbud om at tilslutte alt spildevand til det nyindførte stik og sløjfe tidligere spildevandsløsninger.

Da dette påbud øjensynligt ikke er efterkommet, har kommunen været berettiget til at påtale dette og forlange forholdet lovliggjort.

Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3, hvorefter der er tilslutningspligt for ejendomme, når stikledning er ført frem til grundgrænsen.

Dette er uddybet i § 12 i bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4, hvorefter grundejerne inden for kloakoplandet er forpligtede til for egen regning at tilslutte spildevand til kloakkerne gennem lukkede ledninger, når der er ført stikledning frem til grundgrænsen, idet kommunalbestyrelsen afgør, hvornår den fysiske tilslutning skal være gennemført. Kommunalbestyrelsens afgørelser i denne forbindelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Miljøstyrelsen skal endelig gøre opmærksom på, at det er styrelsens opfattelse, at såfremt en ejendom er tilsluttet det offentlige spildevandsanlæg har denne både ret og pligt til at tillede alt spildevand inklusiv regnvand til kloakken.

En kommune har således hjemmel til at påbyde en ejendom inden for kloakopland at tilslutte sig til den offentlige kloak og aflede alt husspildevand til denne. Grundejeren har på den anden side ret til at tillede alt sit husspildevand, herunder regnvand, medmindre ejendommen ikke er tilsluttet for regnvand. Såfremt regnvand ønskes bortskaffet på anden vis, kræver dette en tilladelse."

I et brev til tilsynsrådet af 11. december 1995 kommenterede A Miljøstyrelsens udtalelse.

X Kommune meddelte i et brev til tilsynsrådet af 16. februar 1996 at A’s breve af 6. og 20. november 1995 ikke gav anledning til yderligere bemærkninger. Kommunen tilføjede at den pågældende ledning var omfattet af vandløbslovens bestemmelser om private vandløb og at kommunens kloakforsyning følgelig ikke havde samme forpligtelser over for den som over for offentlige kloakledninger.

Tilsynsrådet for Y Amt udtalte sig om sagen den 10. juni 1996. Tilsynsrådet fandt efter det foreliggende, herunder udtalelserne fra ressortministeriet, Miljø- og Energiministeriet, ikke grundlag for at fastslå at X kommune havde handlet ulovligt ved sin afgørelse om drift og vedligeholdelse af den i sagen omhandlede ledning og om lovliggørelse af tilslutningsforholdene. Tilsynsrådet anførte bl.a. følgende i udtalelsen

”Det tilsyn, som de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder varetager med primærkommunerne i henhold til § 47, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, er et legalitetstilsyn. Det betyder, at Tilsynsrådet kun kan gribe ind over for en kommunalbestyrelses handlinger eller undladelser, hvis de klart er i strid med lovgivningen.

Tilsynsrådet kan ikke tage stilling til hensigtsmæssigheden af en kommunes sagsbehandling, eller om denne er i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Tilsynet omfatter således ikke spørgsmål om f.eks. sagsbehandlingens tilrettelæggelse eller sagsbehandlingstiden, medmindre tilsidesættelsen har karakter af en ulovlighed.

Tilsynsrådet kan endelig ikke tage stilling til spørgsmål, der som tvister af privatretlig karakter henhører under domstolene.

Tilsynsrådet finder efter det foreliggende, herunder udtalelserne fra ressortministeriet, Miljø- og Energiministeriet, ikke grundlag for at fastslå, at (X) kommune har handlet ulovligt ved sin afgørelse om drift og vedligeholdelse af den i sagen omhandlede ledning og om lovliggørelse af tilslutningsforholdene.

Det tilføjes, at en endelig konstatering af ansvaret for kloakeringsforholdene på Deres ejendom må antages at kræve en bevisførelse, som kun kan finde sted under en retssag.

Som anført har Tilsynsrådet ikke kompetence til at tage stilling til de af Dem fremsatte klager over sagsbehandlingen. Det bemærkes herved, at det er kommunalbestyrelsen eller dens udvalg, der afgør, om der foreligger det fornødne grundlag for en beslutning eller en udtalelse, ligesom det er borgmesteren og i sidste instans kommunalbestyrelsen, der tager stilling til administrationens sagsbehandling.

Det tilføjes, at kommunalbestyrelsen ikke efter Tilsynsrådets opfattelse har undladt at efterkomme anmodninger fra Tilsynsrådet.

Tilsynsrådet foretager herefter ikke videre i anledning af Deres henvendelse."

A bad herefter i et brev af 15. september 1996 til Kommunalbestyrelsen i X Kommune om at sagen blev genoptaget med henblik på en vurdering af kommunens sagsbehandling. A klagede bl.a. over kommunens sagsbehandlingstid og tilføjede følgende

”

Det er således aldrig undersøgt, hvilke andre ejendomme/arealer, der er tilsluttet den pågældende kloakledning. Der er aldrig taget konkret stilling til, hvem vedligeholdelsen af kloakledningen påhviler – altså hvem der skal betale for rensning og reparation af den, hvis den igen stopper til. Og hvis den er så dårlig, som det anføres, bør den naturligvis renoveres inden for en overskuelig fremtid; men hvornår og af hvem skal den renoveres? Da ledningen ikke kun går gennem vores, men også gennem andre lodsejeres haver, er det jo ikke uden en vis almen interesse, hvornår og hvordan det skal ske.

"

Borgmesteren besvarede A’s henvendelse d. 19. september 1996 og anførte bl.a. følgende

”Med hensyn til sagsbehandlingen er det kommunalbestyrelsens og mit ansvar, at der sker en fornuftig sagsbehandling i overensstemmelse med god forvaltningsskik.

Det kan godt være, at der i sagsbehandlingens lange forløb har været en for dig lang ekspeditionstid, hvilket kommunen herved må beklage.

Sluttelig kan det anføres, at udgiften til oprensning og reparation af private ledninger påhviler ledningsejer og brugere, dog således at det normalt er en udgift for den grundejer, på hvis matrikel at skaden på ledningen er sket."

I et brev til kommunen af 22. september 1996 fastholdt A at han ønskede den samlede kommunalbestyrelses stillingtagen til hans brev. Borgmesteren afviste dette i et brev af 30. september 1996.

A rettede herefter på ny henvendelse til Tilsynsrådet for Y Amt. I et brev af 2. november 1996 skrev A bl.a. følgende

”I Tilsynsrådets skrivelse af 10. juni 1996 anføres bl.a., at 'Tilsynsrådet kan ikke tage stilling til hensigtsmæssigheden af en kommunes sagsbehandling, eller om denne er i overensstemmelse med god forvaltningsskik.' Og senere '--- det er kommunalbestyrelsen eller dens udvalg, der afgør, om der foreligger det fornødne grundlag for en beslutning eller en udtalelse, ligesom det er borgmesteren og i sidste instans kommunalbestyrelsen, der tager stilling til administrationens sagsbehandling'.

Jeg skal herefter tillade mig at spørge, om jeg har ret i min antagelse af, at Tilsynsrådet ikke har taget stilling til, om sagen har været tilstrækkeligt og korrekt oplyst i forbindelse med behandlingen i Teknisk Udvalg, og om behandlingen kan betragtes som værende i overensstemmelse med god forvaltningsskik, men at man henviser disse spørgsmål til behandling i kommunalbestyrelsen som den instans, der alene har kompetence hertil."

Tilsynsrådet for Y Amt svarede den 17. oktober 1996 bl.a. følgende

”De spørger i brevet, om De har ret i Deres antagelse af, at Tilsynsrådet ikke har taget stilling til, om sagen har været tilstrækkeligt og korrekt oplyst i forbindelse med behandlingen i teknisk udvalg, og om behandlingen kan betragtes som værende i overensstemmelse med god forvaltningsskik.

Som anført i Tilsynsrådets brev af 10. juni 1996 til Dem kan Tilsynsrådet kun gribe ind over for en kommunalbestyrelses handlinger eller undladelser, hvis de klart er strid med lovgivningen. Tilsynsrådet kan derfor ikke tage stilling til hensigtsmæssigheden af en kommunes sagsbehandling, eller om denne er i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Tilsynet omfatter således ikke spørgsmål om f.eks. sagsbehandlingens tilrettelæggelse eller sagsbehandlingstiden, med mindre tilsidesættelsen har karakter af en ulovlighed.

Tilsynsrådet foretager fortsat ikke videre i sagen, men kan i det hele henholde sig til sin skrivelse af 10. juni 1996."

D. 21. oktober 1996 klagede A til mig.

Den 1. juli 1997 skrev jeg til A at jeg på det foreliggende grundlag var afskåret fra at behandle hans klage direkte over for X Kommune. Jeg henviste til at mine muligheder for at behandle klager over den kommunale (og amtskommunale) forvaltning efter reglerne i den tidligere ombudsmandslov var undergivet visse begrænsninger således at ombudsmanden ikke kan tage stilling til afgørelser eller andre forhold i kommunen fra før 1. januar 1997. Jeg tilføjede at grundejeren i klagen havde rejst en række konkrete spørgsmål vedrørende kommunens afgørelser, og at kommunen telefonisk over for en af mine medarbejdere havde oplyst at man ville besvare disse spørgsmål skriftligt. Endelig meddelte jeg at jeg på den baggrund havde besluttet ikke at foretage mig mere i anledning af A’s henvendelse på daværende tidspunkt (§ 16, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996), men bad A afvente kommunens svar før han tog stilling til om der var grundlag for at rette henvendelse til mig igen.

X Kommune besvarede d. 12. august 1997 A’s spørgsmål på følgende måde

”

Folketingets Ombudsmand har i brev til (X) Kommune meddelt, at han ikke finder, at kommunen har givet Dem udtrykkeligt svar på spørgsmålet om, hvorvidt en kommunal parkeringsplads, (X) Ungdomsklub og det kommunale forsamlingshus eller andre ejendomme er eller har været tilsluttet den private kloakledning.

Efter telefonisk aftale med ombudsmandens kontor meddeles herved et konkret svar på spørgsmålet.

Ungdomsklubben har til huse i det tidligere forsamlingshus. Bygningen med den omhandlede parkeringsplads ejes af kommunen.

I forbindelse med Deres kloaksag blev kommunen opmærksom på, at parkeringspladsen havde afløb til det gamle dræn, som en del af Deres ejendom også har afløb til. Dette forhold blev omgående rettet. Man har ikke noteret sig, hvilken dato det skete.

Før byen blev kloakeret i 1970, havde forsamlingshuset og flere andre ejendomme afløb til drænet. Hvor mange og hvilke ejendomme har kommunen ikke konkrete oplysninger om. På nuværende tidspunkt er Deres ejendom den eneste, der afleder spildevand til drænet."

D. 10. september 1997 bad A kommunen om en uddybende besvarelse. Den 15. oktober 1997 modtog A svar fra borgmesteren.

Den 27. oktober 1997 rettede A på denne baggrund ny henvendelse til Tilsynsrådet for Y Amt.

Tilsynsrådet for Y Amt svarede d. 17. november 1997 bl.a. følgende

”I brev af 27. oktober 1997 har De på ny bedt tilsynsrådet behandle klage over (X) kommunes behandling af en sag om Deres ejendoms kloaktilslutning.

Folketingets Ombudsmand skrev den 1. juli 1997 til Dem, at (X) kommune burde give Dem svar på spørgsmålet om, hvorvidt andre ejendomme benyttede eller havde benyttet end af Dem til afledning af spildevand. Ombudsmanden har endvidere anført, at kommunen burde svare på spørgsmål om, hvorvidt kommunens udvalg under sagen har modtaget korrekte oplysninger om, hvorvidt ledningen overhovedet er tilsluttet kloakken. Der henvises af ombudsmanden til en mindretalsudtalelse om, at det nu er 'fastslået, at ejendommen er tilsluttet offentlig kloak, hvorfor sagen er blevet politisk afgjort på et forkert grundlag, men fejlagtigt givne oplysninger'.

I et brev af 12. august 1997, underskrevet af borgmesteren og kommunaldirektøren, har kommunen besvaret spørgsmålet om andre ejendommes tilslutning til ledningen. Tilsynsrådet har ikke bemærkninger til dette svar.

Tilsynsrådet har fortsat ikke grundlag for at fastslå, at teknisk udvalg og kommunalbestyrelse har behandlet sagen på grundlag af urigtige og mangelfulde oplysninger fra forvaltningen, eller at denne tilbageholder oplysninger m.v. I øvrigt kan tilsynsrådet ikke behandle klager over forvaltningens sagsbehandling. Kompetencen hertil tilkommer udvalgene og kommunalbestyrelsen.

Tilsynsrådet skal i øvrigt bemærke, at en borger ikke, medmindre andet er fastsat i lovgivningen, har krav på, at en sag behandles i kommunalbestyrelsen eller iøvrigt på et bestemt niveau i kommunen. Kommunalbestyrelsen kan delegere sin kompetence til udvalg og til forvaltningen.

Tilsynsrådet finder fortsat ikke grundlag for at fastslå, at (X) kommune har handlet ulovligt ved sin behandling af sagen, og kan i det hele henholde sig til sin udtalelse af 10. juni 1996. I udtalelsen er det blandt andet anført, at den endelige konstatering af ansvaret for kloakforholdene på Deres ejendom må antages at kræve en bevisførelse, som kun kan finde sted under en retssag."

Den 26. november 1997 anførte A bl.a. følgende over for tilsynsrådet

”I skrivelse af 17. november 1997 meddeler Tilsynsrådet for (Y) Amt, at man ikke har bemærkninger til det svar, som er givet af (X) Kommune vedr. spørgsmålet om andre ejendommes tilslutning til den omhandlede ledning.

Svaret fra kommunen er, at 'På nuværende tidspunkt er Deres ejendom den eneste, der afleder spildevand til drænet'.

For fuldkommenhedens skyld skal jeg påpege, at der med dette svar reelt er tale om 'kommunens gæt'.

I et svar til Tilsynsrådet af 19. oktober 1995 oplyses det fra (X) Kommune, at 'Det er korrekt, at ledningen fortsætter mod øst med en ukendt længde og placering, men det må være sagen uvedkommende'.

Dette er en bekræftelse af en flere gange konstateret kendsgerning, nemlig at ledningen ikke begynder med tilslutningen af vores ejendom. Det er også konstateret, at ledningen fra 'fortsættelsen mod øst' medfører ret betydelige mængder af spildevand. Men det er aldrig undersøgt, hvor dette spildevand stammer fra. Der er således intet grundlag for Kommunens oplysning om, at vores ejendom er den eneste, der afleder spildevand til drænet.

I forbindelse med et ærinde i anden anledning på Teknisk Forvaltning den 21. august 1997 traf jeg kommuneingeniør (D). Jeg spurgte, om der på det seneste (dvs. senere end oktober 1995) er foretaget undersøgelse af ledningens forløb og af eventuelle tilslutninger til den. (D) oplyste, at det er der ikke. Man kender altså fortsat intet til dens fortsættelse mod øst.

Måske burde dette forhold med i vurderingen af det svar, Kommunen har afgivet på foranledning af Ombudsmanden."

Samtidig rettede A igen henvendelse til mig og bad mig om at undersøge sagen.

Jeg meddelte den 10. december 1997 at det på grund af A’s fornyede henvendelse til tilsynsrådet ikke var hensigtsmæssigt at jeg på daværende tidspunkt tog stilling til sagen. Jeg bad A afvente tilsynsrådets svar før han tog stilling til om der var grundlag for at klage til mig.

Tilsynsrådet meddelte samme dato at rådet kunne henholde sig til sine tidligere udtalelser i sagen.

Den 17. december 1997 klagede A til mig igen. A præciserede sin klage således

”

1. (X) Kommunes behandling af sagen vedr. vores ejendoms kloaktilslutning, således som jeg har søgt at gøre rede for den i min tidligere henvendelse til Ombudsmanden.

2. Behandlingen i Tilsynsrådet for (Y) Amt af min klage over (X) Kommunes behandling af sagen. Specielt finder jeg det vanskelig at forstå, at Tilsynsrådet kan betragte anvendelsen af urigtige oplysninger i Kommunens sagsbehandling som acceptabel. Ligeledes har Tilsynsrådet under hele sagsbehandlingen accepteret Kommunens undladelse af at give svar på spørgsmål rejst fra min side og derefter fremsat over for Kommunen af Tilsynsrådet selv. Senest har Tilsynsrådet i h.t. Rådets skrivelse af 17. november og gentaget i skrivelse af 10. december 1997 ikke bemærkninger til det svar, der på et åbenbart urigtigt og mangelfuldt grundlag er afgivet af Kommunen i skrivelsen af 12. august 1997, og ej heller til det forhold, at Kommunen nu igen helt undlader at svare på de øvrige konkret stillede spørgsmål."

Den 11. juni 1998 bad jeg Tilsynsrådet for Y Amt om en udtalelse til brug for min behandling af grundejerens klage. Jeg skrev bl.a. følgende til tilsynsrådet

”I. Oplysningsgrundlaget for (X) Kommunes afgørelse

Tilsynsrådet bedes i udtalelsen komme ind på om kommunens oplysningsgrundlag forud for den oprindelige afgørelse har været tilstrækkeligt, jf. de almindelige forvaltningsretlige regler om sagsoplysning (officialprincippet).

II. Tilsynsrådets kompetence i spørgsmålet om oplysningsgrundlaget

Om kommunens oplysningsgrundlag fremgår af tilsynsrådets udtalelse af 10. juni 1996 bl.a. følgende

’Som anført har Tilsynsrådet ikke kompetence til at tage stilling til de af Dem fremsatte klager over sagsbehandlingen. Det bemærkes herved, at det er kommunalbestyrelsen eller dens udvalg, der afgør, om der foreligger det fornødne grundlag for en beslutning eller en udtalelse, ligesom det er borgmesteren og i sidste instans kommunalbestyrelsen, der tager stilling til administrationens sagsbehandling.’

Tilsynsrådet bedes i udtalelsen nærmere redegøre for den retsopfattelse som der i citatet er givet udtryk for, set i forhold til det almindelige forvaltningsretlige officialprincip.

III. Tilsynsrådets afslag på genoptagelse

Tilsynsrådet bedes i udtalelsen tage stilling til om oplysningsgrundlaget forud for afslaget på genoptagelse har været tilstrækkeligt.

Tilsynsrådet bedes endvidere uddybe sin passus om at den endelige konstatering af ansvaret for kloakforholdene på (A)’s ejendom må antages at kræve en bevisførelse, som kun kan finde sted under en retssag. Rådet bedes desuden redegøre for hvilken betydning dette forhold er tillagt for den aktuelle sag."

Tilsynsrådet for Y Amt anførte bl.a. følgende i en udtalelse til mig af 18. august 1998

”Ad I. Oplysningsgrundlaget for (X) kommunes afgørelse

Tilsynsrådet var ved afgivelsen af sin udtalelse af 10. juni 1996 opmærksom på, at der forelå betydelig uklarhed om status for ejendommens kloak- og afledningsforhold på tidspunktet for kommunens oprindelige afgørelse af sagens 2 hovedspørgsmål

1) om kommunen var forpligtet til at refundere (A) udgifterne til rensning af kloakken i foråret 1992, og

2) om kommunens påbud om tilslutning af hele den pågældende ejendoms kloaksystem til det offentlige kloaksystem var lovligt.

Tilsynsrådet fandt imidlertid ikke grundlag på at antage, at det på dette tidspunkt havde været muligt for kommunen at tilvejebringe et mere fyldestgørende oplysningsgrundlag for dens afgørelse.

Tilsynsrådet her herved også lagt vægt på, at Miljøstyrelsen i sin skrivelse af 1. december 1995 udtalte, at det ud fra kommunens udtalelser ikke tydede på, at dokumentation for, hvilken status den omhandlede spildevandsledning har, kan fremskaffes.

Miljøstyrelsen udtalte samtidig på grundlag af de yderligere oplysninger, der senere var tilvejebragt, at der sandsynligvis er tale om en privat drænledning, at udgifterne til vedligeholdelse derfor ikke påhviler den offentlige kloakforsyning, og at kommunen har været berettiget til at forlange forholdene lovliggjort.

Tilsynsrådet fandt herefter – uanset at der stadig var uklarhed i oplysningsgrundlaget – ikke grundlag for at fastslå, at kommunens afgørelse af de anførte 2 hovedspørgsmål var i strid med lovgivningen på spildevandsområdet.

Ad II. Tilsynsrådets kompetence i spørgsmålet om oplysningsgrundlaget.

Tilsynsrådet har i udtalelsen af 10. juni 1996 blandt andet anført, at det er kommunalbestyrelsen eller dens udvalg, der afgør, om der forligger det fornødne grundlag for en beslutning eller en udtalelse.

Denne formulering bygger på den kommunalretlige grundsætning om, at en sag skal være således oplyst, at der foreligger et forsvarligt beslutningsgrundlag, men at det inden for vide grænser tilkommer kommunalbestyrelsen at afgøre, hvilke oplysninger der skal være til stede, for at der kan træffes beslutning i en sag.

Grundsætningen vedrører imidlertid spørgsmålet om kommunalbestyrelsesmedlemmers adgang til at kræve yderligere oplysninger tilvejebragt, før kommunalbestyrelsen afgør en sag.

Forskelligt herfra er en borgers krav på, at en offentlig myndighed drager omsorg for, at de nødvendige undersøgelser foretages og de nødvendige oplysninger foreligger, inden myndigheden træffer afgørelse i hans sag.

Tilsynsrådet må derfor beklage den forkerte formulering af denne del af udtalelsen af 10. juni 1996.

Tilsynsrådet har endvidere udtalt, at det er borgmesteren og i sidste instans kommunalbestyrelsen, der tager stilling til administrationens sagsbehandling.

Denne udtalelse bygger på reglen i § 31, stk. 2, 1.pkt., hvorefter borgmesteren har den øverste daglige ledelse af kommunens administration. Borgmesteren er i så henseende imidlertid bundet af navnlig de generelle vedtagelser om kommunens administrative struktur, som kommunalbestyrelsen har vedtaget, men kommunalbestyrelsen kan også træffe beslutninger om enkeltsagers afgørelse, f.eks. ændre borgmesterens afgørelse af en klage over en kommunalt ansat.

Udtalelsen er imidlertid i sin formulering for kategorisk, også sammenholdt med det foregående punktum, hvor Tilsynsrådet udtaler, at Tilsynsrådet ikke har kompetence til at tage stilling til (A)’s klager over sagsbehandlingen.

Som led i det almindelige legalitetstilsyn falder det også inden for Tilsynsrådets kompetence ved behandlingen af en sag som den foreliggende at påse, om kommunalbestyrelsens eventuelle generelle og konkrete vedtagelser vedrørende sagsbehandlingen i den kommunale administration er i overensstemmelse med lovgivningen, navnlig forvaltningsloven, eller om kommunalbestyrelsen ved ikke at gribe ind over for den kommunale administrations handlinger har udvist ulovlig passivitet.

Tilsynsrådet må derfor beklage, at denne del af det citerede afsnit er misvisende.

For så vidt angår Tilsynsrådets vurdering af oplysningsgrundlaget i den konkrete sag henvises til det under I anførte.

Ad III. Tilsynsrådets afslag på genoptagelse.

Efter Tilsynsrådets opfattelse forelå der ikke på tidspunktet for anmodningen om genoptagelse nye spørgsmål eller oplysninger, der havde afgørende betydning for Tilsynsrådets vurdering af sagens 2 hovedspørgsmål.

Endvidere havde Tilsynsrådet tidligere indhentet en udtalelse fra Miljøstyrelsen, jfr. ovenfor under I om indholdet af denne udtalelse.

For så vidt angår Tilsynsrådets udtalelse om, at den endelige konstatering af ansvaret for kloakforholdene må antages at kræve en bevisførelse, som kun kan finde sted under en retssag, skal Tilsynsrådet bemærke, at Tilsynsrådet hermed har villet tilkendegive, at afgørelsen af spørgsmålene om, hvorvidt kommune er forpligtet til at betale de udgifter, som (A) har afholdt, og om, hvorvidt (A) har mulighed for at kræve erstatning hos ejendommens tidligere ejere, på grund af bevisførelsen må henhøre under domstolene.

Tilsynsrådet har som anført under I med støtte i Miljøstyrelsens skrivelse af 1. december 1995 udtalt, at rådet ikke fandt grundlag for at fastslå, at (X) kommune har handlet i strid med spildevandslovgivningen ved at afslå at refundere udgifterne til rensning af kloakken.

Den endelige afgørelse af spørgsmålet om kommunens erstatningsansvar, herunder om kommunen på andet grundlag må bære en risiko i erstatningsretlig henseende, f.eks. som følge af mangelfuld registrering eller tilsyn med hensyn til opfyldelsen af landvæsenskommissionens kendelse af 1. juli 1970, må efter Tilsynsrådets opfattelse henhøre under domstolene.

Spørgsmålet om tidligere ejeres eventuelle erstatningsansvar falder det uden for Tilsynsrådets kompetence at tage stilling til."

A fremsatte bemærkninger til tilsynsrådets udtalelse i et brev af 2. september 1998.

Tilsynsrådet fremsatte bemærkninger til A’s brev i et brev til mig af 22. september 1998.

Ombudsmandens udtalelse

”Afgrænsning af ombudsmandens undersøgelse

Indtil 1. januar 1997 var ombudsmandens muligheder for at behandle klager over kommuner begrænsede idet jeg efter § 4, stk. 2, i den dagældende ombudsmandslov (lovbek. nr. 642 af 17. september 1986) kun kunne behandle klager over forhold som kunne påklages til en statslig myndighed. Denne begrænsning i ombudsmandens kompetence over for kommunerne findes ikke længere efter den nugældende ombudsmandslov ( lov nr. 473 af 12. juni 1996 ).

De har klaget til mig over forhold i (X) Kommune som ligger før 1. januar 1997. Jeg er derfor afskåret fra at tage direkte stilling til (X) Kommunes afgørelser og sagsbehandling. Min undersøgelse af sagen vedrører derfor alene tilsynsrådets udtalelser af 10. juni 1996 og 17. november 1996.

Kommunaltilsynet

Som anført af Tilsynsrådet for (Y) Amt er det kommunale tilsyn et legalitetstilsyn. Tilsynsrådet fører således tilsyn med lovligheden af kommunens dispositioner i den forstand at tilsynsrådet påser at kommunen ikke har tilsidesat offentligretlige regler, både lovfæstede regler – f.eks. forvaltningsloven og offentlighedsloven – og uskrevne retsregler – f.eks. den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.

De kommunale tilsynsmyndigheder er ikke klageorganer, men skal af egen drift påse at kommunerne overholder lovgivningen. De har – ud over anvendelsen af de i kommunestyrelsesloven hjemlede sanktioner – mulighed for at fremkomme med vejledende udtalelser, egentlige henstillinger eller konstaterende pålæg.

Jeg henviser til Emil le Maire mfl., Lov om kommunernes styrelse med kommentarer (1996), s. 239f, og Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 508 og 517.

Min undersøgelse vedrører spørgsmålet om hvorvidt Tilsynsrådet for (Y) Amts prøvelse af (X) Kommunes afgørelser har været i overensstemmelse med disse regler.

Notatpligt

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En grundejer klagede over en kommunes påbud om at hans ejendom skulle tilsluttes det offentlige kloaknet. Sagen havde været indbragt for tilsynsrådet som ikke havde fundet grundlag for at fastslå at kommunen med sit påbud havde handlet ulovligt.

Kommunen havde ikke undersøgt kloakledningens udstrækning og tilslutningsforhold inden den traf afgørelse. I forbindelse med tilsynsrådets behandling af sagen erkendte kommunen at kloakledningen ikke som hidtil antaget var uden forbindelse med den offentlige kloakering, men kommunen genoptog ikke behandlingen af sagen.

Under ombudsmandens behandling af sagen beklagede tilsynsrådet at en udtalelse var formuleret så det måtte forstås sådan at tilsynsrådet ikke havde kompetence til at tage stilling til kommunens oplysningsgrundlag. Ombudsmanden lagde herefter til grund at tilsynsrådet var enig med ham i at tilsynet med kommunerne omfatter en efterprøvelse af om en kommune har foretaget en tilstrækkelig og forsvarlig sagsoplysning.

Ombudsmanden udtalte at tilsynsrådet burde have taget stilling til dels om kommunen havde sørget for at sagen var fyldestgørende oplyst, dels om kommunen burde have genoptaget sagen. Ombudsmanden mente også at tilsynsrådet burde have taget stilling til om kommunen havde opfyldt reglerne om begrundelses- og notatpligt.

Ombudsmanden henstillede at tilsynsrådet genoptog sagen. Tilsynsrådet meddelte efterfølgende at grundejeren havde tilbagekaldt klagen til tilsynsrådet med henvisning til at han nu havde indgået forlig med kommunen. Ombudsmanden foretog sig på den baggrund ikke mere i sagen. (J.nr. 1997-3570-112).