Uansøgt afskedigelse behandlet efter reglerne for ansøgt afskedigelse

Uansøgt afskedigelse behandlet efter reglerne for ansøgt afskedigelse

A klagede over en afgørelse af 4. juni 1997 fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) som blev tiltrådt af Forskningsministeriet den 7. august 1998. Ved afgørelsen af 4. juni 1997 bekræftede DTU at A havde opsagt sin stilling som lektor ved Institut for Matematik i henhold til lokalaftale af 28. maj 1997 om frivillig fratræden til fratrædelse den 31. januar 1998.

A havde som et hovedpunkt under sagen gjort gældende at denne fratræden ikke var frivillig, og at sagen derfor fra DTU’s og ministeriets side burde have været behandlet som en sag om uansøgt afskedigelse. Ministeriet og DTU fastholdt under sagen at hans fratræden var frivillig, og at de almindelige sagsbehandlingsregler i sager om uansøgt afskedigelse, herunder reglerne om sagens oplysning, partshøring og begrundelse, ikke fandt anvendelse.

Det fremgik af sagens akter at DTU i april 1997 besluttede at der snarest skulle gennemføres et større antal afskedigelser blandt det teknisk-administrative og videnskabelige personale som følge af faldende studentertal. Sagen blev behandlet på et møde i det centrale samarbejdsudvalg den 1. april 1997. På mødet orienterede rektor om at nedskæringerne var en konsekvens af det vedtagne budget. Konkret forventede man at reducere antallet af videnskabelige stillinger med 40,5 og antallet af teknisk-administrative stillinger med 23,6. På mødet blev der drøftet oplæg til hvordan nedskæringerne skulle fordeles på de enkelte fagområder. Beslutningen om nedskæringer og deres fordeling på de enkelte fagområder blev tiltrådt af konsistorium på et møde den 2. april 1997. På det institut hvor A var ansat – Institut for Matematik – skulle den videnskabelige medarbejderstab reduceres med tre stillinger inden for kategorien ”mindre forskningsaktive medarbejdere”.

I brev af 2. april 1997 indkaldte institutlederen A til en samtale den følgende dag, torsdag den 3. april kl. 11.30. Han var velkommen til at møde op med en bisidder, f.eks. en tillidsrepræsentant og/eller en anden.

A oplyste at han modtog brevet torsdag morgen kl. 09.05 da han ankom på instituttet hvor han skulle have en forelæsning fra kl. 09.35 til 10.55.

På mødet orienterede institutbestyreren ham om besparelsessagen på grundlag af et såkaldt talepapir som indgår i sagens akter. Talepapiret indeholder følgende

”Konsistorium har besluttet, at måltallet for MAT skal nedskæres med hvad der svarer til 3 medarbejdere og at denne nedskæring skal foretages blandt medarbejdere, hvis indsats primært er knyttet til undervisningsmæssige opgaver og/eller serviceopgaver.

Begrundelsen for denne beslutning er, at da universitetets økonomiske vanskeligheder skyldes et voldsomt fald i studenteroptaget, og da MAT varetager en omfattende undervisning, må MAT bære en del af de nødvendige nedskæringer. Når der ikke er så mange studenter at undervise, tjenes der ikke så mange penge på undervisning, og det er altså besluttet at skære ned på dette område. Der er simpelthen tale om, at 3 stillinger, der primært er knyttet til undervisning, nedlægges på grund af institutionens dårlige økonomi.

På vores institut kan der siges at være 4 stillinger, der primært er knyttet til undervisning. Min rolle er herefter at pege på de 3 stillinger, der skal nedlægges. Det skal jeg gøre efter et bestemt sæt kriterier. Jeg har her især lagt vægt på de enkeltes udviklingspotentiale og betydning for instituttets faglige udvikling og har herefter fundet det rigtigst at pege på din stilling, som en af dem, der nedlægges.”

På mødet fik A endvidere udleveret et bilag med tilbud om at deltage i et individuelt jobsøgningsprogram og et bilag med overskriften ”Notat om fratrædelses- og seniorordninger”. Det sidstnævnte notat indeholdt bl.a. følgende

”Med overenskomstforlig 1997 er senior- og fratrædelsesordninger gjort permanente, og der er sket den ændring, at ordningerne fra 1. april 1997 kan aftales for enkeltpersoner.

Fratrædelsesordning

Overenskomstansatte

Fratrædelsesordningen består af 2 dele: en tjenestefrihedsperiode og et fratrædelsesbeløb.

1) Der ydes tjenestefrihed i indtil 7 måneder. Tjenestefriheden påbegyndes den 1. juli 1997, eller når man fylder 60 år og sluttes den 31. januar 1998.

Lønnen udbetales løbende i perioden, og af lønnen indbetales normalt pensionsbidrag og feriegodtgørelse. Tilgodehavende ferie skal afholdes i tjenestefrihedsperioden, og der ydes ikke særlig betaling for arbejde, som eventuelt udføres i tjenestefrihedsperioden.

2) Fratrædelsesbeløbets størrelse afhænger af, hvor længe man har været ansat i staten.

Efter 9 års ansættelse ydes 2 mdrs. løn

Efter 12 års ansættelse ydes 4 mdrs. løn

Efter 15 års ansættelse ydes 6 mdrs. løn

Fratrædelsesbeløbet udbetales sammen med den sidste månedsløn i tjenestefrihedsperioden som et éngangsbeløb.

Fratrædelsesbeløbet beregnes som sædvanlig løn, for TAP dog eksklusive eventuelle smuds- og svejsetillæg. Der beregnes ikke feriepenge/særlig feriegodtgørelse eller pensionsbidrag af beløbet.

I stedet for fratrædelsesgodtgørelse og tjenestefrihed med løn kan der foretages en ekstraordinær pensionsbidragsindbetaling på 48% (StK-OK) hhv. 60% af den pensionsgivende årsløn.”

I brev af 11. april 1997 meddelte institutlederen personaleforvaltningen på DTU at lektorerne A og B begge ønskede en frivillig fratrædelsesordning. Hvad angik den tredje stilling der skulle nedlægges, bemærkede lederen at lektor C ikke ønskede en frivillig fratrædelsesordning.

Den 22. april 1997 meddelte personaleforvaltningen A at forvaltningen havde modtaget besked om at han var interesseret i en frivillig fratrædelsesordning. Såfremt han fortsat var interesseret i en frivillig ordning, anmodede forvaltningen ham om at opsige sit ansættelsesforhold i overensstemmelse med fratrædelsesordningen.

I brev af 12. maj 1997 rykkede personaleforvaltningen A for svar. Hvis forvaltningen ikke havde hørt fra ham senest den 22. maj 1997, ville man gå ud fra at det var udtryk for at han ikke længere var interesseret i den frivillige fratrædelsesordning.

I et brev af 14. maj 1997 som blev modtaget i personaleforvaltningen den 21. maj 1997, meddelte A bl.a. følgende

”Inden jeg – som ønsket – tager endelig stilling til om jeg vil gå ’frivilligt’ eller om jeg vil afskediges, vil jeg godt – skriftligt – have specificeret, hvad de økonomiske vilkår er hvis jeg – efter 38 år ved DTH/DTU – vælger afskedigelse. Jeg finder det uværdigt og dybt krænkende, for nu at udtrykke det meget mildt, at være tvunget til at gå ’frivilligt’, via en dom, der er afsagt uden at jeg har haft blot den mindste mulighed for et forsvar, og uden at jeg kender ’anklagen’. På den anden side er det begrænset hvad jeg vil ’betale’ for at blive afskediget, specielt da instituttet har fået lov til at besætte et lektorat (i stedet for Erik Hansens professorat).

Ved lejlighed vil jeg også gerne – i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen m.m. – se, hvad det er administrationen har som baggrund for, at netop jeg er blevet udvalgt.”

Den 22. maj 1997 havde A et møde med en medarbejder på personaleforvaltningen om sin sag. Medarbejderen fra personaleforvaltningen udarbejdede følgende notat om dette møde

”Han blev orienteret om at en FF [frivillig fratrædelsesordning, min bemærkning] ville give løn frem til 31.1.98 og derefter et fratrædelsesbeløb på 6 måneders løn. Beregningen blev udleveret.

Hvis han blev afskediget ville han få løn til 31.12.97 og 3 måneders fratrædelsesgodtgørelse.

Han ville sende sin opsigelse snarest (i dag).

Han blev orienteret om hvordan processen var forløbet med udpegning og omsider vedtaget af kons. [konsistorium, min bemærkning], og endelig IL’s [institutlederens, min bemærkning] udpegning. Jeg sagde, at den indstilling vi havde fået fra IL gik på FF, og derfor var der ikke en særlig begrundelse med (som der ville have været, hvis han skulle afskediges).

Vi gennemgik P-sagen (de nye dokumenter), så han ved hvad der ligger (brev 11.4.97, brev af 22.4.97 og udkast til aftale med DM).

(A) var tilfreds med orienteringen, og ville ikke have et skriftligt svar.”

Den 22. maj 1997 underskrev A personaleforvaltningens blanket om opsigelse. Med håndskrift tilføjede han følgende: ”idet jeg dog gør opmærksom på at det er ’frivillig tvang’, jævnfør brev af 12. maj”.

Den 28. maj 1997 blev der indgået en lokalaftale mellem Dansk Magisterforening og DTU om A’s frivillige fratræden.

I brev af 4. juni 1997 bekræftede DTU at A havde opsagt sin stilling som lektor ved Institut for Matematik i henhold til lokalaftalen af 28. maj 1997 om frivillig fratræden til fratrædelse den 31. januar 1998.

I brev af 20. januar 1998 rettede A henvendelse til mig i anledning af sin afskedigelse. Han skrev at han hele tiden havde haft det meget dårligt med den måde sagen blev gennemført på, men at han først via et indlæg om partshøring i Magisterbladet var blevet klar over at han ifølge forvaltningsloven havde en hel del rettigheder som var blevet overtrådt på det groveste.

Den 26. januar 1998 videresendte jeg A’s brev til Undervisningsministeriet. Jeg henviste til at jeg ikke kunne behandle klager over forhold der kunne indbringes for en højere forvaltningsmyndighed før denne myndighed havde truffet afgørelse i sagen.

Den 9. februar 1998 anmodede Undervisningsministeriet DTU om en udtalelse i anledning af A’s klage og orienterede ham samtidig herom.

I brev af 6. marts 1998 til Undervisningsministeriet redegjorde DTU nærmere for sagen. Om A’s møde i personaleforvaltningen den 22. maj 1997 skrev DTU bl.a.

”Det blev i den forbindelse meddelt, at da han over for institutlederen havde givet udtryk for et ønske om en frivillig fratrædelsesordning, og da en overgang til en frivillig fratrædelsesordning krævede en opsigelse af ansættelsesforholdet fra hans side, ville den almindelige afskedigelsesprocedure, i form af partshøring og en begrundelse for afskedigelsen, ikke blive sat i værk.”

Undervisningsministeriet sendte A en kopi af DTU’s udtalelse, og i brev af 13. april 1998 til Undervisningsministeriet fremsatte han bemærkninger til den. Han anførte bl.a. at han ikke over for institutlederen mente at have givet udtryk for et ønske om en frivillig fratrædelsesordning, tværtimod, men han havde – under protest – sagt at hvis den eneste reelle forskel var at han ved at gå frivilligt ville få 4 måneders løn mere, så ville han vælge det. Han kunne ikke kommentere notatet fra mødet den 22. maj 1997 da han aldrig havde set det. Med hensyn til lokalaftalen oplyste han at han ikke var medlem af Dansk Magisterforening, og at han ikke kendte indholdet af lokalaftalen.

Den 14. maj 1998 meddelte Undervisningsministeriet A at sagsområdet med virkning fra den 23. marts 1998 var overgået til Forskningsministeriet, og at Undervisningsministeriet derfor havde videresendt sagen og hans brev dertil.

Med brev af 23. juni 1998 sendte Forskningsministeriet A en kopi af DTU’s notat fra mødet den 22. maj 1997. Samtidig anmodede Forskningsministeriet DTU om yderligere bemærkninger til sagen.

I brev af 29. juni 1998 til Forskningsministeriet kommenterede A DTU’s notat fra mødet den 22. maj 1997. I brevet oplyste han bl.a. følgende

”Man havde stort besvær med at finde sagen, men det lykkedes, og jeg fik den i notatet omtalte orientering.

Vedr. FF (jeg går ud fra, at det betyder Frivillig Fratræden). Jeg fik en beregning, hvor man havde ganget min løn med 6 – det kunne jeg godt selv have gjort. Men ’man kendte intet til beskatning ’.

Vedr. afskedigelse (som man tilsyneladende ikke har en forkortelse for): Løn til 31.12.97 plus 3 måneders fratrædelsesgodtgørelse. Igen intet om beskatning (og dermed kun et yderst mangelfuldt sammenligningsgrundlag) – det andet kendte jeg fra et møde Ingeniørforeningen havde holdt.

’ Han blev orienteret om og endelig IL’s udpegning.’ Jeg fik at vide, at der var et brev fra institutlederen (IL formoder jeg) med tre navne og intet andet – altså ingen begrundelse. Jeg kunne godt få en kopi, men så skulle man først ’fjerne’ de to andre navne, som jeg ikke måtte se – men som jeg naturligvis kendte.

Jeg fik bekræftet min formodning om at man INTET havde på mig. Der var noget fra begyndelsen af 70’erne (jeg havde skrevet en bog som de studerende syntes var meget bedre end den eksisterende, og det var der en (nu afgået) professor, der følte sig kaldet til at ’hævne’ ved at søge mig afskediget – hvad der mislykkedes totalt ). Det undrede mig, at man havde dette liggende i personalemappen nu ca. 25 år efter, og intet om alt det pæne, der dengang blev sagt – men det er i god overensstemmelse med min opfattelse af DTU’s nuværende ’personalepolitik’.

(A) var ikke – som der står – ’tilfreds med orienteringen’, men det var åbenbart, hvad man kunne præstere. Jeg skulle nok have insisteret på et skriftligt svar, men det hele virkede så primitivt – som afslutning på 38 års arbejde – at jeg ikke orkede. Jeg ville videre

”

I brev af 9. juli 1998 meddelte DTU Forskningsministeriet yderligere oplysninger til sagen om det genplaceringsprogram som A havde fået tilbudt.

I brev af 7. august 1998 meddelte Forskningsministeriet A at ministeriet ikke kunne foretage videre i anledning af hans klage over afskedigelsen. Til sagsforløbet i forbindelse med hans afsked bemærkede ministeriet bl.a. følgende

”Såfremt De ikke dengang fandt at kunne godtage den tilbudte fratrædelsesordning, havde De selvsagt haft mulighed for ikke at underskrive Deres opsigelse betinget af fratrædelsesordningen.

Dersom en afskedigelsesprocedure herefter var blevet iværksat, skulle denne opsigelse selvsagt set konkret i forhold til Deres forhold begrundes yderligere af DTU, ligesom De ville have fået lejlighed til at udtale Dem over den påtænkte afsked.

De har imidlertid, syv uger efter De blev orienteret om den tilbudte fratrædelsesordning, underskrevet og indgivet Deres opsigelse.

Forskningsministeriet finder, at det forudgående sagsforløb ikke er behæftet med sådanne fejl, der kan begrunde ugyldighed i henhold til aftalelovens kap. III af den indgåede aftale om en fratrædelsesordning for Dem.

Vi finder videre, at der ikke grundlag for at udtale kritik af DTU i forbindelse med sagsgangen for Deres afsked.

På denne baggrund finder ministeriet ikke at kunne foretage videre i anledning af Deres klage."

Ved brev af 14. august 1998 indbragte A på ny sagen for mig. I den forbindelse oplyste han at ministeriet i sagen vedrørende hans tidligere kollega som ikke ville tiltræde fratrædelsesaftalen, nu havde resolveret at der ikke var grundlag for at nedlægge hans stilling.

I brev af 4. september 1998 anmodede jeg Forskningsministeriet og DTU om udtalelser i anledning af A’s klage. I brevet anførte jeg bl.a. følgende

”Jeg beder om at Forskningsministeriet i sin udtalelse kommer nærmere ind på (A)’s påstand om at hans accept af aftalen om frivillig fratrædelsesordning ikke var frivillig. Jeg henviser til at hvis (A)’s fratræden må betragtes som en uansøgt afskedigelse, må den anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, med den konsekvens at de forvaltningsretlige regler om bl.a. partshøring og begrundelse skal være fulgt.

(A) skrev i sit brev til DTU, Personaleforvaltningen som svar på personaleforvaltningens brev af 12. maj 1997 at han gerne ville se hvad administrationen havde som baggrund for at netop han blev udvalgt til at skulle afskediges. Da jeg på baggrund af det foreliggende materiale ikke kan se noget svar herpå, anmoder jeg Forskningsministeriet om at gøre nærmere rede for baggrunden for at (A) blev valgt. Endvidere beder jeg ministeriet redegøre for hvorfor (A)’s spørgsmål tilsyneladende ikke er blevet besvaret.”

Forskningsministeriet afgav sin udtalelse i brev af 4. januar 1999 og vedlagde en udtalelse af 27. oktober 1998 fra DTU. DTU bemærkede bl.a. at man fortsat anså fratrædelsesordningen for indgået på frivilligt grundlag, og af denne grund var de procedureregler der fremgår af forvaltningsloven – partshøring og begrundelse – ved uansøgt afskedigelse ikke blevet fulgt. Af samme grund havde indstillingen fra instituttet ikke haft anden ordlyd end at A havde ønsket at indgå en frivillig fratrædelsesordning. Endvidere var DTU på baggrund af det møde A deltog i den 22. maj 1997, af den opfattelse at han ikke længere ønskede et skriftligt svar på sit brev af 14. maj 1997 idet de i brevet stillede spørgsmål var blevet besvaret på mødet. Om baggrunden for at A var blevet udvalgt til at skulle afskediges, bemærkede DTU at reduktionen i antallet af VIP-ansatte på Institut for Matematik skulle ske inden for den gruppe af videnskabeligt personale der primært varetog undervisningsmæssige opgaver. På instituttet var der fire videnskabelige medarbejdere der udelukkende varetog undervisningsopgaver, og A var en af disse fire. I indstillingen af 11. april 1997 fra instituttet til personaleforvaltningen var der ikke nogen særlig begrundelse for hvorfor netop han var blevet udpeget som en af de fire.

Forskningsministeriet bemærkede i sin udtalelse bl.a. følgende til A’s påstand om at hans accept af aftalen om den frivillige fratrædelsesordning ikke var frivillig

”Det er således korrekt, når (A) gør gældende, at institutlederen til rektor ville have indstillet (A) til diskretionær afsked, hvis han ikke have indgivet sin afskedsansøgning senest til den fastsatte frist herfor: den 22. maj 1997. Hvis (A) imidlertid – som sket – selv søgte sin afsked, ville denne kunne gøres betinget af en fratrædelsesordning.

Forskningsministeriet anser efter de konkrete omstændigheder i den foreliggende sag ikke dette forhold for et sådant tvangsmoment, at dette kan medføre den ansøgte afskeds ugyldighed.

Som det fremgår af den supplerende sagsfremstilling om tilrettelæggelsen mv. af den generelle afskedigelsesrunde ved DTU, jf. nedenfor, blev der på tilsvarende måde gennemført afskedigelser ved andre institutter. I de tilfælde, hvor den respektive ansatte var omfattet af muligheden for at blive omfattet af en fratrædelsesordning, ville en afskedsansøgning kunne gøres betinget af en fratrædelsesordning.

Vi finder videre, at (A) i løbet af april og maj 1997 frem til den 22. maj 1997 havde mulighed for at drøfte sin situation igennem med fx sin tillidsrepræsentant, såfremt (A) ikke ønskede at søge sin afsked.

(A) drøftede endvidere sin sag med Personalekontoret. I den forbindelse blev (A) oplyst om, at grundlaget for at afskedige ham ikke var konkretiseret i institutlederens indstilling om, hvem der skulle fragå ved Matematisk Institut. Det blev oplyst, at dette skyldtes, at der i indstillingen om fragang fra instituttet alene var anført, at (A) ønskede et tilbud om en fratrædelsesordning.

I tilfælde af, at (A) ikke fandt, at han ville indgå på en fratrædelsesordning, måtte (A) som anført påregne, at der ville blive indledt en afskedssag mod ham. I forbindelse med en indledt afsked ville DTU have fulgt de forvaltningsretlige regler om bl.a. partshøring og begrundelse, ligesom muligheden for at søge den eventuelle afsked prøvet ved voldgift (ved sin organisation) eller ved en domstolsafgørelse ville have været til stede.”

I brev af 4. februar 1999 til mig fremsatte A bemærkninger til myndighedernes udtalelser. Han anførte bl.a. følgende

”’Afskedigelsen’ bliver – efter min mening – ikke frivillig bare ved at man kalder den frivillig. Jeg kunne afskedige mig selv (– ved at gå ’frivilligt’) eller jeg ville blive afskediget af DTU. I begge tilfælde en af mig uønsket afslutning på 38 års arbejde – en ’afskedigelse’. Hvis jeg afskedigede mig selv ville det (måske?) se lidt pænere ud, og det ville man betale med 4 måneders løn – men jo stadigvæk i alt meget lidt i forhold til en ’normal’ afslutning af et langt (og godt!) arbejdsliv – med en alder, der helt klart ville gøre det svært at finde en tilsvarende indtjening. Alternativet – som der ikke var noget konkret om i de papirer jeg fik – ville ’koste’ de fire måneders løn (plus en anden beskatning, som ( ) kommune da intet kendte til). For denne pris kunne jeg få en begrundelse – som jeg ’vidste’ der ikke kunne være noget reelt, brugbart indhold i. Der blev henvist til en ’lokalaftale’ med Dansk Magisterforening som en ’aftale’ ifølge hvilken man allerede havde fået grønt lys for afskedigelsen. Men det var svært at få noget konkret da jeg på det tidspunkt ikke var medlem af DM og ’oplysningspligten’ fungerede ikke. Det var tydeligt, at man fra D.T.U.’s side forsøgte at rejse en tavshedens mur – det skulle se ’pænt’ ud udadtil og man burde – som jeg opfattede det – føle sig så ringe, at man intet sagde og sneg sig væk langs husmurene. Det var – heldigvis – en helt anden verden man mødte, når man talte med kollegaer fra andre DTU institutter eller fra de andre universiteter – de var chokerede.”

Jeg forelagde A’s bemærkninger for Forskningsministeriet som i brev af 30. marts 1999 meddelte mig de yderligere bemærkninger som hans brev gav DTU og ministeriet anledning til.

I breve af henholdsvis 10. april 1999 og 2. februar 2000 til mig fremsatte A sine afsluttende bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”Ved gennemførelse af besparelser som på et arbejdsområde bevirker reduktioner i medarbejderstaben, er det almindeligt antaget at en myndighed efter en konkret vurdering skal søge at beholde de mest kvalificerede medarbejdere og således udskille de medarbejdere som myndigheden bedst kan undvære, jf. f.eks. sagen der er omtalt i Ugeskrift for Retsvæsen 1995.177 H.

På DTU blev der i overensstemmelse hermed efter møder i det centrale samarbejdsudvalg og konsistorium på forskellige områder foretaget udpegninger af hvem i medarbejderstaben man bedst kunne undvære.

Efter udpegningen måtte de udpegede medarbejdere forvente at der ville blive rejst sager om uansøgt afskedigelse medmindre de selv sagde op.

De almindelige krav til sagsoplysning og sagsbehandling i de to sagstyper kan kort gengives således

Ved uansøgt afskedigelse påhviler det en myndighed at tilvejebringe og klarlægge det fornødne grundlag for gennemførelse af en påtænkt afskedigelse, jf. det almindelige forvaltningsretlige sagsoplysningsprincip. Inden afskedigelsen gennemføres, skal myndigheden ved partshøring præsentere det påtænke afskedigelsesgrundlag for den ansatte og give den ansatte adgang til at udtale sig herom, jf. forvaltningslovens § 19. Hvis myndigheden herefter træffer afgørelse om afskedigelse, skal den skriftlige afgørelse herom ledsages af en nærmere begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22 og § 24, og af klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25.

Ved ansøgning om afskedigelse kan en myndighed normalt imødekomme ansøgningen uden nærmere undersøgelser. Myndighedens imødekommelse anses normalt for begunstigende, og myndigheden har ikke pligt til hverken at foretage forudgående partshøring eller til at ledsage afgørelsen af en nærmere begrundelse og klagevejledning.

Disse lempelser i sagsbehandlingen forudsætter dog at der ikke for myndigheden foreligger oplysninger som kan rejse tvivl om hvorvidt den ansatte har truffet sin beslutning om at søge sin afsked på et korrekt og fyldestgørende grundlag. Er der f.eks. indikationer for at ansøgerens beslutning kan være foranlediget af vildfarelser eller utilbørligt pres fra myndigheden eller andre, påhviler det myndigheden at søge dette afklaret inden der foretages videre i sagsbehandlingen.

Som det indirekte fremgår af det anførte, anses beslutninger om afskedigelse af offentligt ansatte for afgørelser i forvaltningslovens forstand, jf. f.eks. sagen i Ugeskrift for Retsvæsen 1996.1462 H. Efter min opfattelse kan en forvaltningsmyndighed ikke frigøre sig fra forvaltningslovens krav til sagsbehandlingen ved at søge en afskedigelse og vilkårene herfor gennemført som en aftale. Jeg henviser nærmere til den sag der er omtalt i Folketingets ombudsmands beretning for 1998, s. 491ff*.

Det fremgår af sagen at fratrædelsesordningerne i forbindelse med gennemførelsen af de planlagte reduktioner i medarbejderstaben på DTU blev administreret således at udpegede ansatte som ansøgte om fratrædelse, kunne få en økonomisk fordel i forhold til udpegede ansatte som ikke ansøgte om afskedigelse, men i givet fald måtte afskediges uansøgt. Der forelå for så vidt et økonomisk incitament for de udpegede til at ansøge om afskedigelse. I de tilfælde hvor de udpegede ansøgte om afskedigelse, behandlede DTU sagerne efter de ovenfor omtalte lempelige krav for ansøgningssager, dvs. uden nærmere undersøgelse af sagen, uden forudgående partshøring og uden ledsagende nærmere begrundelse for afskedigelsen. Ved at administrere fratrædelsesordningen således at den favoriserede udpegede som ansøgte om afsked, undgik DTU besværet med at behandle et større antal sager efter reglerne for uansøgt afskedigelse. De udpegede som ikke ønskede at ansøge om afskedigelse, blev for så vidt forskelsbehandlet.

Efter min opfattelse havde DTU ikke sagligt grundlag for at gennemføre en sådan økonomisk forskelsbehandling blandt de udpegede ansatte. I økonomisk henseende burde alle udpegede behandles efter samme fratrædelsesordning uanset om de blev afskediget uansøgt eller efter ansøgning. Det var efter min mening ikke sagligt alene at favorisere udpegede som søgte om afskedigelse, og som for så vidt gav afkald på at få behandlet deres afskedigelsessag efter reglerne for uansøgt afskedigelse. En sådan forskelsbehandling er grundlæggende i strid med almindelige retssikkerhedsprincipper og forvaltningslovens ufravigelige karakter. Jeg henviser endvidere til den almindelige retsgrundsætning om forbudet mod procesfordrejning, jf. f.eks. Bent Christensen, Forvaltningsret, Opgaver, Hjemmel, Organisation (2. udg. 1997), s. 200f.

I den forbindelse har jeg lagt vægt på at reduktionerne i medarbejderstaben blev gennemført således at DTU på forhånd udpegede de medarbejdere som man bedst kunne undvære – og at de udpegede medarbejdere herefter fik valget mellem selv at søge sig afskediget eller at blive afskediget uansøgt. Den valgte fremgangsmåde adskiller sig således fra den situation hvor en myndighed ved gennemførelse af besparelser først tilbyder en fordelagtig fratrædelsesordning til dem der – uden at være udpeget – vil gå frivilligt, og hvor myndigheden herefter – hvis et tilstrækkeligt antal ikke går frivilligt – må gennemføre yderligere afskedigelser uansøgt. I den beskrevne situation kan det efter min opfattelse næppe anses for usagligt såfremt den særlige fratrædelsesordning alene anvendes i forhold til ansatte som reelt selv vælger at søge sig afskediget.

Det følger af det anførte at de udpegede efter min mening burde have været vejledt om at deres sag ville blive behandlet efter fratrædelsesordningen hvad enten de ansøgte om afskedigelse eller de blev afskediget uansøgt.

Efter min gennemgang af (A)’s sag finder jeg at kunne lægge til grund at hans ansøgning om afskedigelse alene skyldtes det økonomiske incitament, jf. hans breve af 14. og 22. maj 1997 til DTU. DTU havde meddelt ham at han ikke kunne få en lige så fordelagtig fratrædelsesordning hvis universitetet måtte afskedige ham uansøgt. Denne forskelsbehandling mener jeg som nævnt var usaglig og uberettiget, og DTU burde derfor have orienteret ham om at hans sag ville blive behandlet efter samme fratrædelsesordning uanset om han ansøgte om afskedigelse eller blev afskediget uansøgt.

Hvis (A) således var blevet vejledt om at han under alle omstændigheder ville være omfattet af samme fratrædelsesordning, fremgår det af sagen at han ikke ville have ansøgt om afskedigelse, men ønskede at DTU behandlede hans sag efter reglerne for uansøgt afskedigelse.

På den baggrund må jeg anse det for en fejl at DTU behandlede (A)’s sag efter sagsbehandlingsreglerne for ansøgt afskedigelse.

Det er endvidere min opfattelse at jeg har grundlag for at henstille til ministeriet at myndighederne genoptager sagen og tager stilling til hvad det jeg har anført, giver anledning til.”

NOTER: (*) FOB 1998, s. 491.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En lektor klagede over at han var blevet afskediget. Afskedigelsen var et led i besparelser.

Et antal medarbejdere, herunder lektoren, var blevet udpeget som dem læreanstalten bedst kunne undvære. Efter aftale med de involverede faglige organisationer fik de udpegede tilbudt fratrædelsesordninger. Lektoren ville i forhold til en uansøgt afskedigelse opnå en økonomisk fordel svarende til fire måneders løn.

Det var en forudsætning for at opnå økonomiske fordele at de udpegede indgav ansøgning om fratrædelse. Lektoren indgav sin ansøgning på grund af det økonomiske incitament. Han og de andre ”ansøgere” fik behandlet deres sager efter de lempelige krav for ansøgningssager, bl.a. uden forudgående partshøring og uden ledsagende begrundelse for afskedigelsen.

Ombudsmanden udtalte at læreanstalten ikke havde sagligt grundlag for at gennemføre en økonomisk forskelsbehandling blandt de udpegede ansatte. Det var ikke sagligt kun at favorisere udpegede som søgte om afskedigelse, og som for så vidt gav afkald på at få behandlet deres afskedigelsessag efter reglerne om uansøgt afskedigelse. Denne forskelsbehandling anså ombudsmanden for at være i strid med almindelige retssikkerhedsprincipper og forvaltningslovens ufravigelige karakter. Læreanstalten burde have vejledt lektoren og andre udpegede om at deres sag ville blive behandlet efter fratrædelsesordningen hvad enten de ansøgte om afskedigelse eller blev afskediget uansøgt.

Ombudsmanden henstillede at myndighederne genoptog sagen. (J.nr. 1998-2382-819).