Partshøring i byggesag. Partsstatus

Partshøring i byggesag. Partsstatus

A og B klagede den 13. april 1998 til mig over at Århus Statsamt den 14. januar 1998 havde stadfæstet Århus Kommunes afgørelse af 28. oktober 1997. Ved afgørelsen havde kommunen givet ejerne af ejendommen X-vej 52 dispensation til at inddrage et skunkareal til beboelse og isætning af et ovenlysvindue.

Det fremgår af sagen at A og B i et brev af 22. juli 1997 anmodede Århus Kommune om aktindsigt i en sag hvor kommunen havde givet ejerne af ejendommen X-vej 52 tilladelse til at isætte et ovenlysvindue med formodet inddragelse af skunkareal. Samtidig bad de om en forklaring på at sagen ikke forinden havde været sendt til høring hos dem. Den 25. juli 1997 svarede kommunen A og B at man ikke havde kendskab til sagen. Kommunen oplyste samtidig at isættelse af et ovenlysvindue normalt kan ske uden at inddrage bygningsmyndigheden idet byggetilladelse eller forudgående anmeldelse typisk ikke kræves. Endvidere oplyste kommunen at inddragelse af et skunkareal normalt vil forudsætte en byggetilladelse fordi det indebærer en forøgelse af ejendommens bebyggelsesprocent.

I et brev af 4. august 1997 bad A og B kommunen om at tage initiativ i sagen. De henviste til at der var tale om en overskridelse af den samlede bebyggelsesprocent som i forvejen overskred den lovmæssigt fastsatte på 25. Endvidere henviste A og B til at vinduets placering gav mulighed for indblik i overforliggende haver og huse.

Den 11. august 1997 bad kommunen ejerne af ejendommen X-vej 52 om at kommentere klagen. Dette gjorde de i et brev af 22. august 1997. I brevet blev det bekræftet at et areal på ejendommens 1. sal med skunk og skabe var blevet inddraget til beboelse, og at der var blevet isat et tagvindue. Samtidig anmodede ejerne af ejendommen om dispensation til forøgelse af bebyggelsesprocenten, og de vedlagde en skitse over ændringen.

Århus Kommune sendte sagen til naboorientering den 22. september 1997 og vedlagde en tegning der viste byggeriets omfang.

Kommunen gav den 28. oktober 1997 ejerne af ejendommen X-vej 52 dispensation til forøgelse af bebyggelsesprocenten samt en byggetilladelse. Kommunen sendte samtidig A og B et brev hvor der bl.a. var anført følgende

“Der er nu truffet afgørelse i sagen.

Afgørelsen er blevet, at ombygningen lovliggøres gennem udstedelse af dispensationer fra følgende bestemmelser

1. Pkt. 3 i deklaration fra 1965 om, at udnyttelsesgraden for området ved (X-vej) under ét ikke må overstige 0,25.

2. § 6 B, stk. 1, nr. 1 i byggeloven, hvorefter bebyggelsesprocenten maximalt må være 25.

Forud for afgørelsen er ejere af (X-vej) 62, 64, 66, 68, 70, 72, 50 og 54 blevet orienteret om sagen.

Afgørelsen skal ses i lyset af dels, at ingen af de nævnte ejere har gjort indsigelse mod lovliggørelse, dels at ombygningen ikke ses at kunne indebære en nævneværdig forøgelse af indbliksgenerne i relation til Dem.”

På bagsiden af brevet var optrykt en klagevejledning der bl.a. indeholdt følgende afsnit

“BYGGELOVEN, BYGNINGSREGLEMENTET og BYGNINGSREGLEMENT FOR SMÅHUSE

Forhold, der kan påklages

Kun retlige spørgsmål kan påklages.

De kan for eksempel klage over en afgørelse, hvis De mener, at kommunen har fejlfortolket loven eller ikke har overholdt procedure- og kompetencereglerne. De kan derimod ikke klage over skønsmæssige afgørelser.

Klagemyndighed

Klage skal indsendes til Århus Statsamt, Marselis Boulevard 1, Postboks 14, 8100 Århus C.

Klagefrist

Klage skal være indgivet inden 4 uger efter den dag, afgørelsen er meddelt.

Domstolsprøvelse

Hvis kommunens eller klagemyndighedens afgørelse ønskes prøvet ved domstolene, skal sag anlægges inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.”

Den 11. november 1997 skrev B til kommunen og bad om en begrundelse der opfyldte kravene i forvaltningslovens kapitel 6. B henviste til at den begrundelse der var givet, ikke opfyldte kravene i § 24, stk. 1 og 2. I brevet fremhævede B desuden at B ikke længere kunne færdes ugenert på deres ejendom. Samme dag klagede B til Århus Statsamt over kommunens afgørelse. Også i klagen til statsamtet blev det anført at kommunens afgørelse ikke opfyldte begrundelseskravene.

Kommunen besvarede B’s brev den 20. november 1997. Kommunen skrev bl.a. følgende

“Deres brev af 11. november 1997 giver os anledning til at bemærke følgende

1. Vi er af den opfattelse, at det brev, som vi sendte til Dem den 28. oktober 1997, fuldt ud lever op til bestemmelserne i forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2 om pligten til at begrunde afgørelser.

2. Som det fremgår af brevet af 28. oktober 1997, er en del af begrundelsen, at ombygningen ikke findes at ’... kunne indebære en nævneværdig forøgelse af indbliksgenerne i relation til Dem’. Uanset bemærkningen i Deres brev af 11. november 1997 om, at De ikke tidligere har haft indbliksgener, mener vi, at den nævnte del-begrundelse er korrekt. Denne opfattelse skal ses i lyset af, at alle normalt forekommende bebyggelsesformer - herunder også rækkehuse - i en vis udstrækning giver mulighed for indblik i rum eller udendørs opholdsarealer. Opfattelsen skal endvidere ses i lyset af ovenlysvinduets placering i forhold til Deres ejendom.”

Med brev af 25. november 1997 sendte B en kopi af kommunens seneste brev til statsamtet. I brevet fremhævede B bl.a. at der stadig ikke var givet en begrundelse for afgørelsen.

Den 9. december 1997 afgav kommunen en udtalelse om sagen til statsamtet. Om begrundelsesspørgsmålet skrev kommunen følgende

“Begrundelsen i afgørelsen lever efter vor mening op til kravene i forvaltningslovens § 22 og § 24. At vi har skønnet, at indbliksmulighederne ikke forøges nævneværdigt, bygger naturligvis især på en vurdering af afstanden mellem vinduet og klagerens ejendom, sammenholdt med den vinkel, hvorunder ejendommen kan betragtes fra vinduet. Der henvises i øvrigt til pkt. 1 og pkt. 2 i brev herfra af 20. november 1997 til klagerne. Vi erkender dog gerne, at begrundelsen kunne have været suppleret med en henvisning til byggelovens § 22, stk. 1, jævnfør forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.”

Den 14. januar 1998 traf statsamtet afgørelse i sagen. Statsamtet anførte bl.a. følgende

“Statsamtet finder ikke, at Århus Kommune ved skønsudøvelsen i forbindelse med meddelelse af dispensation til ejeren af ejendommen (X-vej) 52 har tilsidesat de retlige grænser herfor. Det bemærkes, at kommunen forinden der blev truffet afgørelse i sagen foretog høring af naboerne til ovennævnte ejendom, jfr. byggelovens § 22, stk. 2.

...

Ifølge forvaltningslovens § 22 skal en skriftlig afgørelse være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Efter samme lovs § 24 skal en begrundelse indeholde en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet i medfør af. Om fornødent skal begrundelsen endvidere indeholde en kort redegørelse for sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Hvis afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen endelig angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Efter statsamtets opfattelse opfylder Århus Kommunes afgørelse af 28. oktober 1997 ovenstående krav. Statsamtet finder, som erkendt af kommunen, at der i afgørelsen også burde have været en henvisning til byggelovens § 22, stk. 1, som indeholder hjemmel for kommunen til at meddele dispensation efter samme lovs § 6 B.”

Den 13. april 1998 klagede A og B til mig. De anførte bl.a. følgende

“Det er vores opfattelse, at Århus Kommune har begået overgreb mod vore rettigheder ved at lovliggøre en ulovlighed. Vi er opmærksomme på, at der er foretaget en efterfølgende genbohøring og nabohøring og at ingen af de berørte grundejere reagerede. Det kan der være mange årsager til.”

Den 2. september 1998 anmodede jeg Århus Statsamt og Århus Kommune om en udtalelse i sagen. Jeg bad de to myndigheder om i udtalelsen at komme ind på nogle nærmere angivne spørgsmål angående B’s stilling som part i sagen.

Århus Kommune afgav en udtalelse i sagen den 30. september 1998. Kommunen skrev bl.a. følgende

“Vi mener, at ejere og brugere af (X-vej) 50, 54, 68, 70 og 72 i relation til den konkrete sag om ombygningsprojektet på (X-vej) 52 er parter i Forvaltningslovens forstand.

...

Den naboorientering som Bygningsinspektorat Syd iværksatte den 22. september 1997, omfattede - udover ejere og brugere af ovennævnte fem ejendomme - ejere og brugere af (X-vej) 62, 64 og 66. At disse indgik i naboorienteringen er udtryk for, at orienteringen har været mere omfattende end nødvendigt i henhold til Forvaltnings-, Bygge- og Planlov. Beboerne i (X-vej) 74 og 76 ville på samme vis være blevet inddraget i naboorienteringen, dersom disse den 22. september 1997 ikke allerede havde skrevet til os om projektet. (F.eks. brev af 4. august 1997 til Bygningsinspektorat Syd). I redegørelse af 9. december 1997 til Århus Statsamt nævner vi ganske rigtigt (i afsnit ’Ang. C’ på side 2), at begrundelsen i vort brev af 28. oktober 1997 kunne have været suppleret med en henvisning til Byggelovens § 22, stk. 1, der indeholder lovhjemlen til at dispensere. Denne bemærkning skal ses i lyset af, at statsamtet - som brevet er stilet til - kunne tænkes at ville indtage den holdning, at beboerne i nr. 74 og 76 havde partsstatus allerede den 28. oktober 1997.

At sagsbehandlingen har omfattet andre end de direkte berørte har sammenhæng med, at der er tale om et kvarter med ensartede rækkehuse. Andre end beboerne i nr. 52 kunne tænkes at nære ønske om at inddrage skunkareal og isætte ovenlysvindue. En bredere kreds kunne således have en interesse i at vide, hvorledes vi som bygnings- og byplanmyndighed ville vurdere og behandle sagen.”

Århus Statsamt afgav en udtalelse den 30. november 1998. Statsamtet anførte bl.a. følgende

“Den på klagetidspunktet gældende ordlyd af byggelovens § 23 angav ikke, hvem der var klageberettiget med hensyn til kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende forhold, omfattet af byggeloven. Med virkning fra den 1. april 1998 er det i byggelovens § 23, stk. 3, angivet, at kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages af afgørelsens adressat og andre, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald. Desuden er der indført særlige klagebestemmelser for handicaporganisationer. Ved ændringen af byggelovens § 23, stk. 3, tilsigtede man i følge bemærkningerne til lovforslaget at præcisere, hvem der er klageberettiget i byggelovssager. Det er således ikke anført, om der hermed er sket nogen ændring i kredsen af klageberettigede.

Statsamtet antager - og antog under klagesagens behandling - at partsstatus i en forvaltningssag forudsætter, at den pågældende har en væsentlig og individuel interesse i sagens afgørelse og udfald. Statsamtet opfatter afgørelsens adressat som kerneområdet i partsbegrebet, selvom også andre vil kunne have en væsentlig individuel interesse i sagen. At interessen skal være væsentlig, indebærer efter statsamtets opfattelse, at afgørelsens udfald skal angå den pågældendes forhold og situation med en vis styrke eller intensitet. Afgørelsen skal normalt have direkte virkning for den pågældende.

På baggrund af ovenstående oplysninger fra Århus Kommune lagde statsamtet til grund, at kommunen opfattede klagerne som parter i sagen vedrørende kommunens dispensationer og dermed også som klageberettigede vedrørende kommunens afgørelser efter byggeloven.

Det fremgår imidlertid nu af Århus Kommunes skrivelse af 30. september 1998, uddybet under telefonsamtale den 4. november 1998, at kommunen på intet tidspunkt har betragtet klagerne som parter i byggesagen og heller ikke som berettiget til naboorientering efter byggelovens § 22, stk. 2. Kommunen har samme opfattelse for så vidt angår (A), (X-vej) 74.

Kommunen anfører i skrivelsen af 30. september 1998 at den naboorientering, der har været gennemført under byggesagen ’har været mere omfattende end nødvendigt i henhold til Forvaltnings-, Bygge- og Planlov’, og at beboerne i (X-vej) 74 og 76 også ville have været inddraget heri, hvis disse ikke allerede havde meddelt kommunen bemærkninger til byggeriet.

Århus Kommune oplyser endvidere i skrivelsen af 30. september 1998 følgende

’I redegørelse af 9. december 1997 til Århus Statsamt nævner vi ganske rigtigt ..., at begrundelsen i vort brev af 28. oktober 1997 kunne have været suppleret med en henvisning til Byggelovens § 22, stk. 1, der indeholder lovhjemlen til at dispensere. Denne bemærkning skal ses i lyset af, at statsamtet - som brevet er stilet til - kunne tænkes at ville indtage den holdning, at beboerne i nr. 74 og 76 havde partsstatus allerede den 28. oktober 1997.’

Henset til de senest fremkomne oplysninger fra Århus Kommune finder statsamtet ikke længere grundlag for at betragte klagerne som parter i selve byggesagen. Man lægger herved vægt på, at klagerne efter statsamtets opfattelse ikke havde en væsentlig og individuel interesse i sagen og dens udfald.

På den anden side finder statsamtet ikke, at det kan afvises, at klagerne - på baggrund af kommunens orientering til disse - konkret måtte anses for at være omfattet af den kreds af personer, som omfattes af byggelovens § 22, stk. 2. Dem, der har modtaget orientering om en dispensationsansøgning, har man hidtil anset som klageberettigede.

På den baggrund finder statsamtet ikke anledning til at genoptage behandlingen af klagesagen.

Statsamtet beklager, at man i forbindelse med behandlingen af klagesagen uprøvet lagde kommunens tilkendegivelser om de omhandlede forhold til grund.”

Den 10. december 1998 sendte jeg udtalelserne til A og B med henblik på deres eventuelle bemærkninger. I et brev af 5. januar 1999 skrev A og B således til mig

“Som svar på Deres skrivelse af 10.12.98, hvori De orienterer om henholdsvis Århus kommunes og Århus Statsamts besvarelser af Deres forespørgsel, har vi ingen kommentarer til, om vi i juridisk forstand kan betragtes som parter, der er klageberettiget.

Derimod finder vi, at vi har en individuel og væsentlig interesse i sagen. Kommunen har truffet sin afgørelse, der lovliggør en på det tidspunkt ulovlig ombygning, ud fra et skøn over indbliksgenerne, men har ikke foretaget noget direkte syn for at vurdere, hvordan de faktiske forhold er.

Sagen er, at man fra det åbne vindue i nr. 52 kan se direkte ind i stuen i nr. 74 og ned i begge haver i nr. 74 og nr. 76. Den ugenerthed, som lå i den oprindelige bebyggelses konstruktion, er således ikke længere til stede ved vore ejendomme.”

Den 11. januar 1999 bad jeg Århus Kommune og Århus Statsamt om eventuelle bemærkninger til A’s og B’s brev. Kommunen svarede bl.a. følgende i et brev af 30. marts 1999

“To medarbejdere har uafhængigt af hinanden vurderet forholdene. Begge nåede til det resultat, at vinduet ikke indebar nogen nævneværdig forøgelse af indbliksmulighederne i relation til klagernes ejendomme.

Den ene medarbejder har siden 1969 behandlet byggesager i området og kommer derfor jævnligt på stedet. Han har byggesagsbehandlet den pågældende rækkehusbebyggelse.

Den anden medarbejder har besigtiget forholdene i marts 1997 i forbindelse med en sag om (X-vej) 21, hvor problematikken var den samme som i den aktuelle sag. Medarbejderen besigtigede såvel de ejendomme, der var involveret i sagen om nr. 21, som rækkehusene nr. 44 - 90, idet det var oplyst, at flere ejere i området overvejede at inddrage skunkareal til beboelsesformål og isætte vinduer i tagfladerne.

Ingen af de to medarbejdere har under sagens behandling været inde i nr. 52 for at vurdere forholdene ud gennem vinduet. Dette anser vi bestemt ikke for at være nødvendigt for at kunne vurdere indsigtsforholdene på stedet. For ikke at lade noget være uforsøgt har de to medarbejdere den 24. marts 1999 været inde i ejendommen for indefra at vurdere forholdene. Dette har imidlertid ikke givet anledning til at ændre ved den opfattelse, at klagerne ikke påføres nævneværdige indbliksgener som følge af ovenlysvinduet.”

Statsamtets svar kom i et brev af 26. april 1999 som bl.a. indeholdt følgende

“Århus Statsamt kan henholde sig til bemærkningerne i skrivelse herfra af 30. november 1998, hvor der redegøres for, hvorfor statsamtet fandt (B) klageberettigede. Eftersom statsamtet betragtede klagerne som klageberettigede, fandt statsamtet ingen anledning til at bese de pågældende ejendomme.”

Den 3. maj 1999 bad jeg A og B om deres eventuelle bemærkninger til de to breve fra kommunen og statsamtet, og de kommenterede brevene i et brev af 27. maj 1999.

Ombudsmandens udtalelse

”Afgørelsen om dispensation

Byggeloven (dengang lovbekendtgørelse nr. 805 af 9. oktober 1995) indeholder følgende bestemmelser i §§ 6 B, stk. 1, og 22, stk. 1 og 2

’ § 6 B. Ved bebyggelse af en ejendom, herunder ved om- eller tilbygning, må ejendommens bebyggelsesprocent ikke overstige

1) 25 for parcelhuse til helårsbeboelse,

2) 10 for sommerhusbebyggelse og anden bebyggelse til ferie- og fritidsformål,

3) 50 for etagebebyggelse i et område, der i kommuneplanen er udlagt hertil, og

4) 40 for anden bebyggelse, jf. dog stk. 4.’

’ § 22. Der kan meddeles dispensation fra bestemmelser i loven og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser, når det skønnes foreneligt med de hensyn, som ligger til grund for de pågældende bestemmelser.

Stk. 2. Dispensationer fra bestemmelserne til varetagelse af naboers interesser i §§ 6 A, 6 B, 6 C, 8 og 10 A og de i medfør af §§ 6 B, 6 C, 8 og 9 fastsatte regler kan først meddeles, når der er forløbet 2 uger efter, at kommunalbestyrelsen har oplyst naboer til den omhandlede ejendom om, hvortil der søges dispensation, og om, at eventuelle bemærkninger kan fremsendes inden 2 uger. Kommunalbestyrelsen underretter de naboer, der efter orientering i henhold til 1. pkt. rettidigt har fremsat bemærkninger til den søgte dispensation, om afgørelsen.’

I en deklaration tinglyst den 20. august 1965 er fastsat en række bestemmelser, herunder at udnyttelsesgraden for den samlede udstykning af ejendommen matr. nr. ( ) ikke overskrider den for rækkehuse gældende udnyttelsesgrad som i henhold til bygningsvedtægtens § 18 højst må være 0,25. Det fremgår af deklarationen at dens bestemmelser er fastsat som vilkår for bebyggelsen af sognerådet i Beder-Malling Kommune, og at sognerådet er påtaleberettiget i henhold til deklarationen.

Afgørelsen i sagen er som anført truffet af Århus Kommune og Århus Statsamt.

Myndighederne bygger i vidt omfang deres afgørelser af om der skal gives dispensation fra bestemmelser i byggeloven på vurderinger og afvejninger af om dette er foreneligt med de hensyn der ligger til grund for de pågældende bestemmelser, sammenholdt med fordele og ulemper for ansøgeren og eventuelle andre berørte, retshåndhævelseshensyn mv. Tilsvarende gælder for afgørelser om dispensation fra deklarationens bestemmelser. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end kommunen og statsamtet der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst, eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder. Jeg kan derfor ikke foretage mig mere angående afgørelsen om dispensation.

Spørgsmålet om partsstatus

Forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985) indeholder følgende bestemmelser i §§ 7, stk. 1, 22, 24, stk. 1 og 2, og 25, stk. 1

’ § 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.’

’ § 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.’

’ § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.’

’ § 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.’

I forarbejderne til § 25, stk. 1, (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 165f ) er bl.a. anført følgende

’Efter den foreslåede bestemmelse skal klagevejledning gives i forbindelse med meddelelsen af den trufne afgørelse. Klagevejledningen vil derfor blive givet til enhver, som modtager sådan meddelelse. I tilfælde, hvor afgørelsen meddeles til andre end dem, der er klageberettiget, må klagevejledningen i fornødent omfang indeholde oplysninger om kredsen af klageberettigede. Da klagevejledningen ikke behøver at udformes individuelt, men kan gives ved indlæggelse, påtryk eller påstempling af en i forvejen udarbejdet generel tekst, skulle dette ikke kunne give anledning til praktiske vanskeligheder, jfr. herved betænkningen side 60 (under d).’

Byggeloven indeholdt følgende bestemmelser i §§ 23, stk. 1 og 2, og 24

’ § 23. Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. dog § 12, stk. 7, § 16 A, stk. 4 og § 18 A, stk. 4 kan, for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til statsamtet, i Københavns og Frederiksberg kommuner til boligministeren.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan i øvrigt ikke påklages til anden administrativ myndighed. Statsamtets afgørelser efter stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.’

’ § 24. Når ikke andet er bestemt, er klagefristen 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. Afgørelser, som kan påklages, skal indeholde oplysning om, til hvilken myndighed klage kan ske, og om fristen for indgivelse af klage.

Stk. 3. Klage over et af kommunalbestyrelsen givet pålæg fritager ikke for at efterkomme dette. Dog kan klagemyndigheden bestemme, at en klage skal have opsættende virkning.’

Ved lov nr. 1083 af 29. december 1997 om ændring af byggeloven der trådte i kraft 1. april 1998, blev der indsat en ny bestemmelse i loven som § 23, stk. 3. Bestemmelsen lyder således

’Kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages af afgørelsens adressat og andre, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald. De Samvirkende Invalideorganisationer og medlemsorganisationer heraf er tillige berettiget til at påklage kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende handicapforhold.’

I bemærkningerne til det lovforslag som førte til lovændringen (Folketingstidende 1997-98, 1. samling, tillæg A, s. 2175), er bl.a. anført følgende

’Ifølge byggelovens § 23 kan kommunalbestyrelsens afgørelser for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til statsamtet eller - for Københavns og Frederiksberg kommuner - til Boligministeriet. Det har ikke hidtil fremgået af byggeloven, hvem der har klagekompetence.

Det foreslås derfor, at det præciseres, hvem der er klageberettiget i forhold til de afgørelser, kommunalbestyrelsen træffer.

Det foreslås samtidig, at der i sager vedrørende handicapforhold gives De Samvirkende Invalideorganisationer, DSI, og medlemsorganisationer heraf en lovfæstet direkte klageadgang.’

I Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 636, er følgende anført om klageberettigelse i forbindelse med klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse til en anden forvaltningsmyndighed

’Klageberettigede er som almindeligt udgangspunkt kun den eller de, der har været part(er) i sagen i forbindelse med 1. instansens behandling af sagen. Mht. afgrænsningen af partsbegrebet kan i det hele henvises til kapitel 2.III, s. 45. Kredsen af klageberettigede kan dog på visse forvaltningsområder efter omstændighederne antages at være noget videre end dette.’

S. 45 i samme værk anføres bl.a. følgende om partsbegrebet

’Kerneområdet i partsbegrebet er afgørelsens adressat, dvs. den (fysiske eller juridiske) person, til hvem afgørelsen stiles, f.eks. et forbud eller påbud, svar på en ansøgning om en ydelse, tilladelse, stilling etc. - Også andre end adressaten kan imidlertid være part. Som generelle hovedkriterier for, hvem der skal anses for part, anføres, at det skal dreje sig om personer, der har en væsentlig og individuel interesse (af økonomisk eller personlig karakter) i sagens afgørelse og udfald.’

I Bendt Andersen mfl., Dansk Miljøret (1977), bind II, s. 274, er det anført at klageberettiget over afgørelser i medfør af byggelovgivningen er i princippet enhver der har en retlig interesse i den pågældende afgørelse.

Som det fremgår, indeholdt byggelovens § 23 og dennes forarbejder ingen bestemmelser om klageberettigelse før den lovændring som trådte i kraft den 1. april 1998. På den baggrund må det antages at indtil dette tidspunkt tilkom retten til at klage over en kommunes afgørelse efter byggeloven alene sagens parter i overensstemmelse med forvaltningsrettens almindelige regler.

De oplysninger som er fremkommet i den foreliggende sag, giver mig ikke grundlag for at anfægte Århus Kommunes vurdering hvorefter den givne dispensation vil medføre gener af så begrænset betydning for Dem at De ikke kan anses for part i sagen. Jeg forstår at Århus Statsamt er af samme opfattelse. Kommunen og statsamtet havde pligt til at besvare henvendelserne fra Dem og fra (B) i overensstemmelse hermed.

Pligten til at begrunde en afgørelse i henhold til forvaltningslovens § 22 indtræder kun i forhold til parterne i den pågældende sag. I denne sag meddelte kommunen sin afgørelse til Dem ved brev af 28. oktober 1997 og ledsagede afgørelsen af en begrundelse. Den 11. november 1997 bad (B) kommunen om en begrundelse der opfyldte forvaltningslovens krav. Kommunen meddelte den 20. november 1997 at brevet af 28. oktober 1997 efter kommunens opfattelse opfyldte begrundelseskravene.

At kommunen i meddelelsen om sin afgørelse indføjede en begrundelse for afgørelsen, giver mig ikke anledning til bemærkninger. Sagen var rejst af kommunen på Deres initiativ, og det var derfor naturligt at orientere Dem om baggrunden for at kommunens afgørelse gik Dem imod.

Henvendelsen af 11. november 1997 fra (B) måtte imidlertid give kommunen det indtryk at (B) anså sig for part i sagen. Det fremgår af sagen at kommunen havde en anden opfattelse. Hverken (B) eller beboerne i ejendommen (X-vej) 74 blev af kommunen anset for part i sagen. Det havde væsentlig betydning for (B)’s retsstilling i sagen, navnlig med hensyn til klageadgangen, om (B) havde stilling som part i sagen.

I en sag der er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1986, s. 99ff, har ombudsmanden givet udtryk for at en myndighed burde have vejledt en part i sagen om retstilstanden da myndigheden var klar over at parten havde en fejlagtig opfattelse af dette spørgsmål. Da (B) rettede henvendelse til Århus Kommune om dispensationssagen, havde kommunen på tilsvarende måde pligt til i fornødent omfang at yde (B) vejledning og bistand, uanset at (B) ikke var part i sagen, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1. Derfor burde kommunen i sit svar af 20. november 1997 have vejledt (B) om at (B) efter kommunens opfattelse ikke kunne betragtes som part i sagen.

Brevet af 28. oktober 1997 var ledsaget af en fortrykt klagevejledning. Det fremgik ikke af klagevejledningen at kun sagens parter kunne klage over afgørelsen. Tværtimod var klagevejledningen formuleret så adressaten måtte tro at han eller hun var berettiget til at klage over afgørelsen. Klagevejledningen indeholdt således følgende afsnit: ’De kan for eksempel klage over en afgørelse, hvis De mener, at kommunen har fejlfortolket loven eller ikke har overholdt procedure- og kompetencereglerne. De kan derimod ikke klage over skønsmæssige afgørelser.’

Jeg anser det for beklageligt at kommunen har gjort brug af denne formulering som anvendt i denne sag må anses for vildledende i spørgsmålet om klageberettigelse. Det er anført i forarbejderne til forvaltningslovens § 25 at det ikke skulle kunne give anledning til praktiske vanskeligheder at udforme en generel klagevejledning sådan at den indeholder de fornødne oplysninger om kredsen af klageberettigede. Jeg henstiller at Århus Kommune ændrer den fortrykte formulering så den opfylder dette krav.

Århus Kommune skrev i udtalelsen af 9. december 1997 at begrundelsen i afgørelsen kunne have været suppleret med en henvisning til byggelovens § 22, stk. 1, og kommunen henviste i den forbindelse til forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt. Som brevet er formuleret, er det nærliggende at antage at kommunen anså (B) for part i sagen; men kommunen har efterfølgende oplyst at (B) efter kommunens opfattelse ikke havde partsstatus. Kommunen burde efter min opfattelse have formuleret brevet så denne misforståelse blev forebygget.

Det fremgår af Århus Statsamts brev af 30. november 1998 at kommunens breve af 28. oktober, 20. november og 9. december 1997 faktisk gav anledning til den misforståelse at kommunen anså (B) for part i sagen og dermed også klageberettiget. Statsamtet har i brevet beklaget at man uprøvet lagde kommunens tilkendegivelser om de omhandlede forhold til grund. Jeg er enig med statsamtet i at dette er beklageligt.

Jeg foretager mig ikke mere i sagen.”

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

På en ejendom var der lavet et ovenlysvindue. Nogle borgere klagede til kommunen over ovenlysvinduet. I en efterfølgende dispensationssag efter byggelovens § 22, stk. 1, undlod kommunen at partshøre klagerne, men sendte alligevel afgørelsen til klagerne med klagevejledning. Kommunen havde derved givet klagerne indtryk af at de var parter i byggesagen og derfor havde partsrettigheder. Over for ombudsmanden udtalte kommunen imidlertid at klagerne ikke var parter i byggesagen, jf. byggelovens § 22, stk. 2.

Ombudsmanden beklagede at kommunen havde anvendt en formulering der var egnet til at give klagerne det indtryk at de var parter i byggesagen. Ombudsmanden henstillede at kommunen ændrede sin fortrykte formulering således at klagevejledningen indeholdt de nødvendige oplysninger til at fastslå kredsen af klageberettigede. (J.nr. 1998-1121-160).