Indfrielse af studielån. Fejlopgørelse. Efterbetaling

Indfrielse af studielån. Fejlopgørelse. Efterbetaling

Den 13. juli 1997 bad A SU-styrelsen om en opgørelse over sit studielån idet han ønskede at indfri dette. A skrev bl.a. følgende

“Undertegnede anmoder hermed om en opgørelse incl. rentetilskrivning pr 24/9-97, idet jeg ønsker at indfri mit studielån pr. denne dato via bankoverførsel. Sidste udbetaling af lån sker således pr 1/9-97, hvorefter jeg ikke ønsker at gøre brug af studielåneordningen mere.

Såfremt lån påny ønskes optaget senere i studiet vil jeg ansøge påny.”

I brev af 17. juli 1997 besvarede SU-styrelsen A’s henvendelse og skrev bl.a.

“SUstyrelsen har modtaget dit brev af den 13. juli 1997 og kan oplyse, at ovennævnte lån kan indfries med 43.242 kr.

...

Saldo pr. 1. september 1997 43.242 kr.

Giroindbetalingskort vedlægges. Hvis dette beløb betales senest den 1. oktober 1997, vil der ikke blive tilskrevet uderligere renter.

Saldooplysningerne er afgivet under forudsætning af, at dine uddannelsesoplysninger er korrekte.

...

Vi tager forbehold for eventuelle uafklarede FM-krav, idet der foretages indkomstkontrol efter støtteårets afslutning. Her kan det vise sig, at ovennævnte lån helt eller delvist er modtaget med urette og skal tilbagebetales som for meget modtaget støtte.”

Den 24. september 1997 overførte A 43.242 kr. til SU-styrelsen.

SU-styrelsen sendte i januar 1998 en årsopgørelse til A hvoraf fremgik at han trods sin indbetaling i september 1997 ikke havde indfriet lånet fuldt ud, men manglede at afdrage 3.771 kr. A skrev herefter til SU-styrelsen ved brev af 22. januar 1998.

SU-styrelsen besvarede den 20. februar 1998 A’s henvendelse og skrev i den forbindelse at det restbeløb der figurerede på han årsopgørelse, skyldtes at styrelsens saldoopgørelse fra den 17. juli 1997 ikke indeholdt de to studielånsrater som på dette tidspunkt endnu ikke var udbetalt (raterne for henholdsvis august og september måned). Efter styrelsens opfattelse havde A således ikke indfriet sit studielån fuldt ud.

A klagede herefter til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten, og i den anledning afgav SU-styrelsen en udtalelse i sagen den 15. maj 1998. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende

“I brev af 17. juli 1997 opgjorde vi (A)’s lån 6. Opgørelsen indeholdt ved en fejl ikke to studielånsrater, som endnu ikke var udbetalt på det tidspunkt, hvor (A) bad om opgørelsen. De to studielånsrater blev udbetalt henholdsvis den 31. juli 1997 med 1.857 kr., og den 28. august 1997 med 1.857 kr., i alt 3.714 kr.

Vi mener ikke, at det forhold, at styrelsen ikke medregner to udbetalinger, som ikke har fundet sted på opgørelsestidspunktet, kan give (A) en ugrundet berigelse. Vi henviser i den forbindelse til U 1997.114 H, hvor arvinger pålagdes at tilbagebetale en del af en allerede udloddet arv, selvom bobehandlingen i dødsboet var afsluttet, fordi en kommunes krav ved en fejl ikke var med i boopgørelsen.

Vi mener desuden, at (A) ud af opgørelsen af 17. juli 1997 burde have indset, at hovedstolen i opgørelsen ikke var tilstrækkelig i forhold til hovedstolen, der var opgivet i hans årsopgørelse for 1996 sammenholdt med angivelsen af studielånsrater på hans støttemeddelelse for 1997 frem til sidste udbetaling den 28. august 1997.”

Den 24. august 1998 stadfæstede Ankenævnet for Uddannelsesstøtten SU-styrelsens afgørelse. Ankenævnet skrev bl.a.

“Nævnet lægger til grund, at SU-styrelsens opgørelse af 17. juli 1997 ikke har medregnet de efterfølgende pr. 31. juli og 28. august 1997 udbetalte støtterater. Nævnet lægger vægt på, at det af SU-styrelsens brev af 17. juli 1997 fremgår, hvad der var udbetalt i lån, og hvad der var tilskrevet i rente. De har derfor selv kunnet konstatere, at de 2 da ikke udbetalte rater ikke indgik i opgørelsen.”

Den 7. oktober 1998 indbragte A første gang sagen for mig. I sin klage henviste han bl.a. til afgørelsen i U 1989.1088H modsætningsvis og gjorde desuden gældende at SU-styrelsens beløbsangivelse i brevet af 17. juli 1997 havde karakter af endelighed og derfor var meget lig en saldokvittering til fuld og endelig indfrielse. Da det ikke af bilagene fremgik at Ankenævnet for Uddannelsesstøtten havde haft lejlighed til at tage til stilling til A’s indsigelser, oversendte jeg den 15. januar 1999 klagen til nævnet således at nævnet kunne tage stilling til det han havde anført.

Ved brev af 18. marts 1999 fastholdt Ankenævnet for Uddannelsesstøtten den tidligere afgørelse og skrev som følger

“...

Nævnet lægger til grund, at De ud fra årsopgørelsen for 1996, dateret 12. januar 1997, har kunnet se, at lånets hovedstol pr. 31. december 1996 var 30.189 kr. (det er incl. raten for januar 1997, udbetalt 30. december 1996). Ud fra støttemeddelelsen for 1997 har De kunnet se, at der pr. 17. juli 1997 er udbetalt yderligere 6 rater (februar - juli) = 11.142 kr. Når de to beløb adderes, fremkommer 41.331 kr., som er beløbet ifølge SU-styrelsens brev af 17. juli 1997. Heraf ses det således, at raterne for august og september ikke er medregnet.

De udbetalte studielånsrater kunne De desuden se på Deres bankkontoudskrifter.

Deres gode tro mht. størrelsen af de udbetalte studielånsrater skyldes således, at De ikke har kontrolleret SU-styrelsens opgørelse af beløbet i brevet af 17. juli 1997.

Nævnet finder, at der ikke kan drages sammenligning mellem U 1989.1088 H, hvor det omtvistede emne i sagen var indviklet, og denne sag, hvor det var helt enkelt at finde størrelsen på de udbetalte og kommende støtterater.

De skrev i Deres brev af 13. juli 1997, at sidste udbetaling af lån sker pr. 1. september 1997, hvorefter De ikke ønsker at gøre brug af studielånsordningen mere. De har således selv bedt om, at de sidste to rater (august og september) ifølge støttemeddelelsen blev udbetalt.

SU-styrelsen har i brevet af 17. juli 1997 anført, at Deres lån 6 kan indfries med 43.242 kr., men ikke omtalt udbetalingen af raterne for august og september. Da det ville være naturligt kort at omtale disse rater, og det ikke er sket, må der siges at være nogen usikkerhed, både om udbetalingen af dem, og om de er medregnet i opgørelsen. De kunne derfor ikke uden videre gå ud fra, at raterne ville blive udbetalt, men ikke var medregnet i opgørelsen.

Nævnet finder derfor, at SU-styrelsens brev ikke har haft en karakter af endelighed meget lig en saldokvittering til fuld og endelig indfrielse.

Nævnet finder, at SU-styrelsen ved ikke at reagere på Deres indfrielse af studielånet den 24. september 1997 og blot udsende den almindelige årsopgørelse i januar 1998 ikke har udvist passivitet.

Ankenævnet må således fastholde afgørelsen af 24. august 1998.

...”

Den 29. marts 1999 indbragte A på ny sagen for mig hvorfor jeg ved brev af 13. april 1999 bad Ankenævnet for Uddannelsesstøtten og SU-styrelsen om udtalelser i anledning af klagen.

I udtalelse af 1. juni 1999 skrev SU-styrelsen bl.a. følgende

“Vi fastholder vores afgørelse af 20. februar 1998. Idet vi i øvrigt henviser til vores brev til ankenævnet af 15. maj 1998, har vi følgende bemærkninger i forhold til (A)’s breve af 7. oktober 1998 og 29. marts 1999

(A) anfører, at han var i god tro på tidspunktet for indfrielsen den 24. september 1997, da han ikke havde lagt beløbene på årsopgørelserne sammen, før han indfriede gælden.

Som det fremgår af vores brev af 15. maj 1998, mener vi, at (A) burde have indset, at det beløb, som fremgik af SUstyrelsens opgørelse af 21. juli 1997, ikke indeholdt de 2 lånerater, som endnu ikke var udbetalt.

(A) anfører endvidere, at risikoen for rigtig beregning må pålægges den offentlige myndighed, så der ikke kan kræves efterbetaling af den, der ikke havde grund til at betvivle rigtigheden af en betaling til fuld fyldestgørelse, jf. U1989.1088 H. Vi mener ikke, at U1989.1088 H kan anvendes i denne forbindelse. Sagen var kompliceret og handlede om, hvorvidt betingelserne for et givet tilskud var opfyldt. I (A)’s tilfælde er der ikke tale om, hvorvidt han opfylder betingelserne for at modtage låneraterne for august og september 1997, men derimod om opgørelsen af hans gæld.

Endelig anfører (A), at man ud fra en betragtning om passivitet og rimelighed som minimum må have krav på, at SUstyrelsen kort tid efter indfrielsesdatoen 24. september 1997 henvendte sig for at rette fejlen. Låntagere kan på et hvilket som helst tidspunkt indfri deres SU-lån eller indbetale frivillige afdrag efter eget ønske. (A)’s indbetaling den 24. september 1997 kunne derfor lige så vel være udtryk for en frivillig indbetaling efter eget ønske. Først i forbindelse med udsendelse af årsopgørelsen for 1997 havde styrelsen anledning til at gøre (A) opmærksom på, at de 2 studielånsrater skulle betales tilbage.

Som det fremgår af vores brev af 15. maj 1998 mener vi desuden ud fra en rimelighedsbetragtning, at (A) ikke bør opnå en uberettiget berigelse, fordi styrelsens opgørelse af 17. juli 1997 ikke indeholdt de 2 studielånsrater, som endnu ikke var udbetalt. Vi fastholder derfor, at han ikke indfriede sit SU-lån ved indbetalingen 24. september 1997.”

I udtalelse af 9. juni 1999 skrev Ankenævnet for Uddannelsesstøtten at ankenævnet ikke havde yderligere at tilføje.

Ved brev af 17. juni 1999 kommenterede A styrelsens og ankenævnets udtalelser.

Ombudsmandens udtalelse

”SU-bekendtgørelsens § 44, stk. 6 (bek. nr. 671 af 7. august 1995), har følgende ordlyd

’§ 44.

Stk. 6. En låntager kan med frigørende virkning betale statslån, studielån, og/eller slutlån med renter tilbage med frivillige ydelser, inden og efter betalingspligten er indtrådt efter stk. 1 og 2.’

De meddelte i Deres brev til SU-styrelsen af 13. juli 1997 at De ønskede at indfri Deres lån. SU-styrelsen opgjorde ved brev af 17. juli 1997 Deres samlede gæld pr. 1. september 1997 til 43.242 kr. Det viste sig efterfølgende at SU-styrelsen fejlagtigt havde opgjort Deres gæld 3.771 kr. for lavt. Jeg vil i det følgende tage stilling til om SU-styrelsen har ret til at kræve efterbetaling af det for lidt indbetalte beløb.

Mulighederne for efterbetaling er hverken reguleret i lov om Statens Uddannelsesstøtte eller i SU-bekendtgørelsen. Efter min opfattelse må spørgsmålet løses i overensstemmelse med almindelige formueretlige principper.

Når en skyldner ønsker at betale sin gæld til fordringshaveren, er det selvfølgelige formueretlige udgangspunkt at skyldneren må betale hele gælden. Hovedreglen er således også at hvis skyldneren har betalt for lidt, kan fordringshaveren kræve det resterende beløb efterbetalt. Dette udgangspunkt modificeres dog i nogle situationer hvor skyldneren har regnet med at have præsteret en fuld og endelig opfyldelse af fordringen.

Efterbetalingsreglerne behandles indgående af Bernhard Gomard, Obligationsretten, 3. del (1993), s. 168f, der bl.a. anfører

’Kreditor skal i almindelighed reklamere inden en rimelig tid efter betalingen for at bevare sit krav på efterbetaling af et manglende beløb, hvis kreditor har eller med rimelig og sædvanlig agtpågivenhed kunne have indset, at det modtagne beløb er for lille, men at debitor tilsyneladende anser betalingen for at udgøre hele det skyldige beløb. Er debitors vildfarelse kendelig for kreditor, kræver rimelig hensyntagen til debitor i almindelighed, at kreditor uden ugrundet ophold gør debitor opmærksom på hans vildfarelse, jfr. UfR 1982.1181 V. Dette gælder selv om debitors vildfarelse ikke er ganske undskyldelig, idet han f.eks. har begået en fejl ved udregningen af det skyldige beløb eller har misforstået aftalen mellem parterne.

...

En kreditor, der ikke er opmærksom på og heller ikke burde have indset, at det beløb, han har modtaget som fuld betaling, er for lille, har som oftest, men ikke altid krav på efterbetaling. Reglen om, at kreditor har krav på efterbetaling, er ikke undtagelsesfri, skønt kreditors interesse i at få sit fulde tilgodehavende betalt er både legitim og åbenbar.

...

Et krav om efterbetaling af yderligere beløb må i hvert fald afvises i tilfælde, hvor kreditor gør gældende, at der i en opgørelse af hans tilgodehavende, som han selv har foretaget, er glemt nogle poster, såfremt opgørelsen fremtræder som endelig, og det ikke er kendeligt for debitor, at ikke alt er kommet med, jfr. UfR 1977.182 V og 1950.949 om glemte poster i regninger fra en håndværker og en arkitekt. Kreditor vil i sådanne tilfælde ofte miste sit krav om betaling af yderligere beløb, allerede før det krævede beløb er betalt. Debitor kan efter at have modtaget en opgørelse i form af en nota, faktura eller andet have indrettet sig efter, at han kun skylder det krævede beløb, og opgørelsen kan efter omstændighederne opfattes som en opgivelse af yderligere krav. Den trang, der kan være til at fastholde, at en betaling er endelig, knytter sig efter omstændighederne også allerede til en opgørelse af gældens størrelse i form af f.eks. et kontoudtog, en saldobekræftelse eller en refusionsopgørelse vedrørende salg af en ejendom eller virksomhed. Værdien af at gøre et mellemværende op i en sådan konstaterende erklæring, svækkes, hvis opgørelsen ikke står fast.

...

Styrken af debitors forventning om, at et mellemværende er gjort op og endelig afgjort, vil ofte øges efter, at regningen er betalt.

...

Der er ikke i de domme der er afsagt i sager om efterbetaling, opstillet faste, generelle regler for, hvornår krav om efterbetaling bør imødekommes eller nægtes. Dommene har alene fremhævet nogle momenter, som i den foreliggende sag er tillagt betydning for afgørelsen, såsom af hvem gælden er opgjort, hvorfor opgørelsen har været urigtig, hvem af parterne der især har haft mulighed for at beregne og anledning til at kontrollere størrelsen af gælden, og om kreditor har søgt at redressere fejlen inden rimelig tid.

...

Tilgodehavendets karakter spiller en væsentlig rolle.

...

Obligationsretten er en del af formueretten og beskæftiger sig kun direkte med fordringer af formueretlig karakter. Spørgsmålet, om en betaling er endelig eller senere kan kræves reguleret ved efterbetaling eller tilbagebetaling, opstår imidlertid også ved offentligretlige krav og afgøres ofte efter lignende regler eller synspunkter som dem, der finder anvendelse i sager om formueretlige krav, jfr. således UfR 1980.994H og 1984.142V om efterbetaling af afgifter vedrørende biler.’

Henry Ussing har ligeledes behandlet reglerne om efterbetaling i Obligationsretten, Almindelig del (1961), s. 298f, hvor han bl.a. skriver

’Når fordringshaveren må forstå, at skyldneren fejlagtig mener at have betalt alt, hvad han skyldte, kan der efter omstændighederne være grund til at lade fordringshaveren miste sit krav på det manglende, hvis han ikke oplyser skyldneren om vildfarelsen. Det kan være meget ubehageligt for skyldneren senere at skulle betale et restbeløb, når han har regnet med og måske indrettet sig på, at hele gælden er betalt. Derfor er det rimeligt at give regler, der bidrager til at forringe faren for sådanne ubehagelige overraskelser. Hvor der er betalt for lidt på grund af fejltælling, vil man formentlig i forretningsforhold kræve reklamation inden for en kortere frist eller efter sædvane. Bortset herfra vil årsagen til, at en skyldner i god tro betaler for lidt, normalt være vildfarelse om gældens størrelse. Men også her kan der være grund til at indskrænke adgangen til at kræve efterbetaling. Når der foretages en opgørelse af et mellemværende, er det overhovedet hensigtsmæssigt at tilstræbe, at opgørelsen bliver ’endelig’, så vidt det kan forenes med rimeligt hensyn til parterne. Ligesom adgangen til condictio indebiti begrænses for at gøre betalinger mere ’endelige’, kan trangen til endelighed i opgøret af økonomiske mellemværender føre til at begrænse adgangen til at kræve efterbetaling. En sådan trang kommer allerede frem, når en part foretager en opgørelse af et mellemværende og tilstiller den anden part den. Men den bliver særlig stærk, når opgørelsen ledsages af erlæggelse eller foretages, fordi skyldneren ønsker at vide, hvor meget han skal erlægge. Det er imidlertid ikke let at fastslå, i hvilket omfang krav om efterbetaling skal udelukkes.

Hvis det er fordringshaveren, der har begået fejl ved opgørelsen og derved har fremkaldt skyldnerens vildfarelse, kunne man overveje at udelukke krav om efterbetaling. Så vidt går praksis dog ikke. Det er formentlig også naturligt at give kreditor adgang til inden for rimelig tid at rette indløbne fejl i bogføring og udregninger. Men ugrundet forsinkelse hermed må udelukke krav om efterbetaling, i al fald når skyldneren i begrundet god tro har disponeret på grundlag af fordringshaverens urigtige opgørelse.

...

Der er særlig grund til at nægte kreditor ret til efterbetaling, når han ved sin adfærd har givet debitor føje til at stole på, at han ikke havde mere til gode, jfr. U 1914.820. Denne regel kan ofte anvendes, når kreditor alene – eller dog i overvejende grad – havde adgang til de kendsgerninger, hvoraf kravets omfang afhang.’

Som det fremgår af de ovenstående citater, er der ikke i de domme der er afsagt om efterbetaling, opstillet generelle regler for hvornår krav om efterbetaling bør imødekommes eller nægtes. Dommene fremhæver nogle momenter der i de foreliggende sager er tillagt betydning for afgørelsen.

Efter min opfattelse kan man dog udlede af domspraksis at afgørelsen af om der kan kræves efterbetaling, bl.a. bygger på en vurdering af rimeligheden og styrken af skyldners antagelse af at den erlagte betaling var fuld og endelig. Efter retspraksis har en række forhold især været af betydning ved denne vurdering: 1) om det må have stået klart for fordringshaver at skyldner ønskede at indfri hele gælden (f.eks. debitors ønske om en saldoopgørelse), 2) fordringshavers uagtsomhed, 3) skyldners uagtsomhed, 4) fordringshavers efterfølgende passivitet. Efter min opfattelse kan der i en vis udstrækning i sådanne sager tillige lægges vægt på indrettelsessynspunktet, jf. ovennævnte citat af Henry Ussing.

I nogle domme, f.eks. U 1977.182V og U 1982.1181V, har domstolene afvist et efterbetalingskrav alene ud fra en vurdering af et enkelt af de nævnte kriterier. I andre domme, f.eks. U 1980.994H, har retten afvist et efterbetalingskrav ud fra en bredere vurdering af de nævnte kriterier.

Jeg henviser endvidere bl.a. til U 1994.1004V, U 1984.341H, U 1970.906V og U 1984.142V.

I ankenævnets afgørelse af 24. august 1998 tiltrådte nævnet SU-styrelsens krav om efterbetaling. Ankenævnet konstaterede alene at SU-styrelsens opgørelse ikke medregnede de manglende støtterater, og at De selv kunne konstatere at disse to rater ikke indgik i styrelsens opgørelse.

Ankenævnet fastholdt afgørelsen ved brev af 18. marts 1999 idet nævnet bl.a. henviste til at De ikke selv havde kontrolleret SU-styrelsens opgørelse af 17. juli 1997, og at De ikke uden videre havde kunnet gå ud fra at raterne var medregnet i opgørelsen. Nævnet afviste endvidere at SU-styrelsens brev havde haft karakter af endelighed, lig med en saldokvittering til fuld og endelig indfrielse, og at SU-styrelsen havde udvist passivitet.

Selv om Ankenævnet i sin sidste behandling af sagen mere uddybende har redegjort for sin afgørelse, kan jeg ikke med sikkerhed lægge til grund at nævnet har vurderet spørgsmålet i overensstemmelse med de formueretlige principper om efterbetaling som jeg har skitseret ovenfor. Ved min vurdering heraf har jeg bl.a. lagt vægt på at nævnet ikke har taget stilling til betydningen af at misforståelsen omkring indfrielsesbeløbet utvivlsomt skyldtes en fejl fra SU-styrelsens side, og at De selv udviste grundighed og udførlighed i de oplysninger De gav til SU-styrelsen i Deres brev af 13. juli 1997. Der er heller ikke i sagen oplysninger om i hvilket omfang De, indtil De modtog årsopgørelsen, havde indrettet Dem på at lånet var endeligt.

Endvidere giver sagen mig anledning til at bemærke følgende vedrørende SU-styrelsens og ankenævnets argumentation for at tillade efterbetalingskravet

1) De anførte i Deres brev af 13. juli 1997 at De ønskede at indfri Deres studielån pr. 24. september 1997, og at sidste udbetaling af lån ville ske den 1. september 1997. Opgørelsen skulle tillige indbefatte rentetilskrivning pr. 24. september 1997.

SU-styrelsen gjorde i sin udtalelse af 1. juni 1999 gældende at Deres indbetaling af 24. september 1997 lige så vel kunne have været udtryk for en frivillig indbetaling.

Jeg har på det foreliggende grundlag vanskeligt ved at forstå styrelsens argumentation. Det må efter min opfattelse have stået klart for SU-styrelsen at De ønskede at indfri hele fordringen endeligt. Det fremgår også af styrelsens opgørelse af 17. juli 1997 at styrelsen faktisk har forstået at De ønskede at indfri hele gælden. SU-styrelsen angiver således at gælden kan indfris med 43.242 kr., og i brevet omtales saldoen pr. 1. september 1997.

Ankenævnet for Uddannelsesstøtten anfører i den forbindelse i sit brev af 18. marts 1999 at opgørelsen af 17. juli 1997 ikke fremtrådte som endelig, og at De ikke havde grundlag for at gå ud fra at opgørelsen også indeholdt raterne for august og september 1997.

Hertil skal jeg bemærke at opgørelsen som nævnt udtrykkeligt angiver saldoen pr. 1. september 1997, og angiver at lånet kan indfris med dette beløb indtil den 1. oktober 1997. Opgørelsen henviser endvidere til Deres brev af 13. juli 1997 hvor De - som anført af ankenævnet - selv gør opmærksom på at sidste udbetaling er 1. september 1997.

Jeg har derfor vanskeligt ved at se at opgørelsen af 17. juli 1997 ikke fremtræder med høj grad af endelighed, og at De ikke havde grund til at gå ud fra at opgørelsen indeholdt det fulde mellemværende, inklusive renter og raterne for august og september 1997.

2) Ved Deres indbetaling af 24. september 1997 indfriede De efter Deres opfattelse gælden. På baggrund af min gennemgang af sagen må jeg antage at De ved modtagelsen af opgørelsen ikke havde (positiv) viden om den fejlagtige opgørelse, og at De betalte i tillid til rigtigheden af denne. Jeg har forstået at hverken Ankenævnet for Uddannelsesstøtten og SU-styrelsen anfægter dette.

SU-styrelsen og Ankenævnet for Uddannelsesstøtten har derimod anført at De udelukkende var i god tro med hensyn til størrelsen af de udbetalte studielånsrater fordi De ikke selv efterfølgende havde kontrolleret SU-styrelsens opgørelse. De kunne således efter myndighedernes opfattelse have kontrolleret beløbet ved at lægge lånets hovedstol pr. 31. december 1996, som fremgik af Deres årsopgørelse for 1996, sammen med raterne for 1997, som fremgik af Deres støttemeddelelse for 1997.

Jeg er enig med myndighederne i at det var muligt for Dem efterfølgende at kontrollere beløbet. Imidlertid finder jeg det tvivlsomt om det at De undlod at betvivle rigtigheden af SU-styrelsens opgørelse (undlod at kontrollere denne) i den konkrete situation, kan være afgørende for berettigelsen af efterbetalingskravet. Se i den forbindelse Vestre Landsrets dom U 1970.906V om efterbetaling i forbindelse med strømafregning.

Jeg har lagt vægt på følgende omstændigheder

For det første er fordringshaveren, SU-styrelsen, en offentlig myndighed. Der må efter min opfattelse som udgangspunkt kunne fæstes lid til rigtigheden af en opgørelse foretaget af en offentlig myndighed. Dette medfører at kravene til skyldnerens agtsomhed i et vist omfang svækkes, mens kravene til fordringshaveren skærpes, jf. Bent Christensen, Forvaltningsret - Prøvelse (1994), s. 204 (om condictio indebiti -situationen) og de dér nævnte henvisninger, samt Bernhard Gomard, Obligationsretten, 3. del (1993), s. 173.

For det andet har De selv udvist grundighed og udførlighed i de oplysninger De har givet til SU-styrelsen i Deres brev af 13. juli 1997.

For det tredje bar SU-styrelsens opgørelse præg af at være endelig og af at have medregnet samtlige poster, jf. mine bemærkninger ovenfor.

For det fjerde var differencen på 3.771 kr. mellem det opgjorte beløb og det rigtige beløb så relativt beskeden at opgørelsen ikke virkede åbenbart urigtig.

3) Den 24. september 1997 overførte De det opgjorte beløb til SU-styrelsen. Styrelsen reagerede først i januar 1998, ca. tre en halv måned senere, ved at sende Dem en almindelig årsopgørelse. Hverken ankenævnet eller styrelsen mener at styrelsen derved har udvist passivitet. Styrelsen anfører desuden i udtalelsen af 1. juni 1999 at styrelsen først ved årsopgørelsen havde anledning til at gøre Dem opmærksom på fejlen.

SU-styrelsens bemærkning om at styrelsen først ved årsopgørelsen havde anledning til at kontakte Dem, forekommer mig ikke helt indlysende. Efter min opfattelse ville det have været naturligt – og bedst stemmende med god forvaltningsskik - at styrelsen umiddelbart efter modtagelsen af Deres indbetaling foretog en opgørelse af mellemværendet og i forbindelse med dette gav Dem en kvittering for indbetalingen. På dette tidspunkt ville styrelsen så have haft mulighed for at reagere på eventuelle fejl og misforståelser.

På den baggrund har jeg henstillet til ankenævnet at genoptage sagens behandling og træffe en ny afgørelse i lyset af det jeg har anført.

Samtidig har jeg gjort SU-styrelsen opmærksom på min opfattelse vedrørende god forvaltningsskik og den manglende kvittering for indbetalingen den 24. september 1997.

”

Ankenævnet meddelte mig i brev af 17. februar 2000 at nævnet havde foretaget en fornyet gennemgang af sagen og truffet en ny afgørelse hvorefter A’s studielån ansås for indfriet fuldt ud ved indbetalingen den 24. september 1997.

Jeg meddelte herefter ankenævnet at jeg på den baggrund ikke foretog mig mere i sagen.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En studerende ønskede at indfri sit studielån i slutningen af september 1997. Han bad derfor i juli 1997 SU-styrelsen om at sende en opgørelse over lånet, og han gjorde styrelsen opmærksom på at han ønskede at modtage lån for både august og september måned. SU-styrelsen sendte ham herefter en opgørelse. På den aftalte dato indbetalte han et beløb svarende til den opgjorte saldo. Han modtog ingen kvittering for sin indbetaling.

Omtrent tre måneder senere modtog den studerende sin årsopgørelse fra SU-styrelsen. Af denne fremgik at han fortsat skyldte 3.714 kr. Dette skyldtes at styrelsen i den tidligere fremsendte opgørelse ved en fejl havde glemt at medregne låneraterne for august og september. Den studerende nægtede at betale under henvisning til at han mente at have frigjort sig fra samtlige forpligtelser ved sin indbetaling i september. Sagen blev indbragt for Ankenævnet for Uddannelsesstøtten som fastholdt at den studerende skulle betale det resterende beløb.

Ombudsmanden udtalte at spørgsmålet skulle afgøres i overensstemmelse med de almindelige formueretlige principper om efterbetaling. Da ombudsmanden ikke med sikkerhed kunne lægge til grund at ankenævnet havde vurderet spørgsmålet om efterbetaling korrekt, henstillede han til ankenævnet at genoptage sagens behandling. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse bl.a. at man sædvanligvis må kunne fæste lid til en opgørelse foretaget af en offentlig myndighed, og at den studerende havde været grundig og udførlig med hensyn til de oplysninger han havde givet styrelsen i sit brev i juli 1997.

Ombudsmanden udtalte desuden at det efter hans opfattelse havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik om styrelsen umiddelbart efter modtagelsen af den studerendes indbetaling havde foretaget en opgørelse af mellemværendet og udstedt en kvittering. (J.nr. 1999-1053-73).